Debatten om isolationsfængsling i Danmark startede i slutningen af halvfjerdserne. I dag, tyve år senere, er politikerne på vej med det tredje indgreb i retsplejeloven med henblik på en reducering af brugen, men spørgsmålet er, om det vil ændre noget som helst i praksis. Faklen har set nærmere på anvendelsen og følgerne af isolationsfængsling i Danmark, og hvad der er sket på området i løbet af de tyve år.

En sigtet kan isoleres, hvis han er varetægtsfængslet efter § 762, stk. 1, pkt. 3, dvs. at »der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre«, og »varetægtsfængslingens øjemed gør isolation påkrævet, herunder for at forhindre sigtede i gennem andre indsatte at påvirke medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre« (§ 770 a, stk. 1, pkt. 2).

Hvis en person sigtes for at have begået en forbrydelse, der kan straffes med op til seks år eller mere, er der i Danmark ingen øvre grænse for, hvor længe han kan isolationsfængsles. Halve og hele år i isolation er ikke ualmindeligt. Og der er også eksempler på folk, der har siddet halvandet år, og et enkelt tilfælde, hvor en person sad i næsten to års uafbrudt isolation.

Hver femte isolationsfængslede bliver senere enten frikendt eller får en betinget dom og skulle således aldrig have været fængslet.

Cellen er omkring 8 kvadratmeter. Der er en seng, et smalt klædeskab, et lille vægskab, der hænger over et bord, en stol, en opslagstavle, en radiator, en vask med en koldtvandshane og et spejl. Gulvet er bart stengulv, murvæggene er bare, og i den ene ende sidder et lille tilgitret vindue helt oppe under loftet. Ved ankomsten udleveres et fjernsyn og en radio.

Fangens eneste menneskelige kontakt er fængselspersonalet, der kommer og låser op, når det er tid til gårdtur (max. 1 time dagligt), toiletbesøg eller mad, og desuden forsvareren og politiet under afhøringer. Han er underlagt brevcensur, hvilket vil sige, at alle breve til og fra fangen (ud over korrespondancer med forsvareren og visse offentlige myndigheder) gennemlæses af politiet. Eventuelle besøg foregår under kontrol.

Nogle af de mest almindelige skadevirkninger af isolationsfængsling er vægttab, koncentrationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, mareridt, angst, sved og diarré.

Efter at have været isoleret er mange bange for at være alene og for at opholde sig i små rum, andre bliver bange for at være blandt mange mennesker. Af samme grund beder nogle om lov til at blive i isolationen, selv om de har fået lov til at flytte til almindelig varetægt. Efter overflyttelsen insisterer nogle på, at celledøren altid skal stå åben, også om natten. En kvinde gik f.eks. i fast rutefart mellem sin celle og fællesrummet, fordi hun hverken kunne klare ensomheden i cellen eller samværet i fællesrummet.

Det er omkring tyve år siden, debatten om isolationsfængsling i Danmark startede.

I 1979 afsagde Den europæiske Menneskerettighedskommission en kendelse, hvori der bl.a. stod: »Den internationale litteratur om kriminologi og psykologi indicerer, at isolation i sig selv kan være tilstrækkeligt til at skade den fysiske og psykiske helbredstilstand. Følgende virkninger vil kunne diagnosticeres: Kronisk apati, træthed, følelsesmæssig ustabilitet, koncentrationsbesvær, forringelse af psykiske egenskaber, forstyrrelser i det neuro-vegetative system.«

Lige siden er der foretaget utallige danske undersøgelser om virkningerne af isolation, af både læger, psykologer, jurister, kriminologer og andre. Alle undersøgelser dokumenterer den skadelige virkning, isolationsfængsling kan have.

Nærværende artikel følger den skarpe kritik af den danske isolationsfængsling såvel som hele det politiske spil, der med held har manøvreret landet gennem tilbagevendende pres fra både nationale og internationale ekspertrapporter uden at ændre noget væsentligt ved Danmarks anvendelse af isolation - en af de mest udbredte i Europa.

Første indgreb i retsplejeloven

Før 1978 var isolationsfængsling ikke eksplicit nævnt i retsplejeloven. Indtil da var det politiet, der afgjorde, om en arrestant skulle isoleres, og de første fjorten dage af varetægtsfængslingen skete det nærmest automatisk.

I 1978 kommer den første ændring i retsplejeloven, der har til hensigt at begrænse anvendelsen af isolation. Kompetencen til at isolationsfængsle flyttes fra politiet til domstolene, og bestemmelsen (§ 770, stk. 3) kommer til at lyde således: »Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en varetægtsarrestant af hensyn til varetægtens øjemed skal holdes helt eller delvis isoleret.«

Delvis isolation, hvor personen har mulighed for samvær med enkelte andre fanger, der er sigtet i helt andre sager, indføjes i lovteksten og skal som den mindst indgribende foranstaltning altid anvendes frem for fuldstændig isolation (jf. proportionalitetskravet, retsplejelovens § 770 b), hvis det er forsvarligt »efter sagens omstændigheder og de praktiske anstaltsforhold«.

Dette får imidlertid ingen reel betydning, fordi den form for isolation ganske enkelt ikke kan effektueres pga. de praktiske forhold, og fordi man åbenbart ikke er villig til at betale prisen for en modernisering af fængslerne, der kan muliggøre brugen af denne væsentlig mindre belastende form for isolation.

Det, at det nu ikke er politiet, men retten, der skal afgøre, om arrestanten skal isoleres, får kun betydning for de første fjorten dage af varetægtsfængslingen, idet isolation ud over dette tidsrum også inden ændringen kunne indbringes for retten.

Det viser sig da også, at der kommer et mærkbart fald i antallet af isolationsfængslinger, men at der bag disse tal udelukkende gemmer sig et fald i korttidsisolationerne - netop dem under fjorten dage. De langvarige, som naturligt nok udgør den største risiko for individets helbred, er stadig lige så mange, og siden bliver de flere og flere.

Isolationsgruppen

At lovændringen ikke får den tilsigtede virkning, kan også ses af det faktum, at debatten ikke ligefrem stilner af, og at eksperter vedbliver at henvende sig til Folketinget med forskellige former for appeller.

I 1979 sender overlæge på Skt. Hans, Finn Jørgensen en henvendelse til Folketinget med titlen De psykiske følger af ophold i isolationsfængsel, hvori han beskriver nogle af de almindeligste følger, der som nævnt bl.a. består i koncentrationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, mareridt, angst, diarré og vægttab.

Artiklen afsluttes med følgende kommentar: »Efter beskrivelsen af de forskellige tilstande, som optræder under isolation, skulle det være klart, at disse er forbundet med lidelse, pine og angst. Det er derfor rimeligt og i overensstemmelse med international sædvane at betragte isolationsfængsling som en form for psykisk tortur.«

Dansk Retspolitisk Forening, der bl.a. arbejder for udbygning af retssikkerheden, grundlægges i 1978. Under denne forening nedsættes i starten af 1979 Isolationsgruppen, som er en tværfaglig gruppe bestående af bl.a. læger, psykologer, advokater, jurister og fængselspræster.

Efter et lille års arbejde med det tilgængelige materiale om isolationens anvendelse og skadevirkninger retter Isolationsgruppen i slutningen af samme år henvendelse til Folketingets retsudvalg. De skriver bl.a.: »Efter at arbejdsgruppen har analyseret og bearbejdet spørgsmålet, må det af undersøgelsen konkluderes, at allerede af principielle grunde kan totalisolation af den art, som nu praktiseres, ikke accepteres som et processuelt anvendeligt retsmiddel i en demokratisk retspleje.«

Der er enighed i gruppen om, at Danmarks anvendelse af totalisolation ikke lever op til menneskerettighedskonventionerne om, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

To gange i skrivelsen opfordres der til, at sagen behandles som hastesag, så der hurtigst muligt kan ændres på forholdene.

Retsudvalget behandler ganske vist rapporten, men noget lovforslag eller lignende munder det ikke ud i.

Allerede for tyve år siden er politikerne således blevet gjort opmærksomme på, at Danmark gør brug af »psykisk tortur«, og at forholdet ikke lever op til menneskerettighederne. Indtil flere gange. En ualmindelig hård, officiel anklage mod et land, der roser sig af et retssystem med en human retspleje over for mistænkte såvel som straffede. Men ramaskriget udebliver. Isolationsfængslingen fortsætter.

Erik Ninn-Hansen: Isolation er tilståelsesarrest

Interessen for spørgsmålet vokser dog kraftigt i den offentlige debat. Mange forsvarsadvokater blander sig i debatten, og bl.a. pga. deres erfaringer med klienter, der har været anbragt i isolation, fraråder de brugen.

En af disse er Erik Ninn-Hansen, der i starten af firserne i flere aviser udtaler sig meget kraftigt imod isolationsfængsling: »Isolation bruges nok i dag mindre for at holde folk fra forbindelse til omverdenen end til at presse en tilståelse frem. Isolation er en handelsvare (…) I mange tilfælde bliver det sådan, at forsvareren og hans klient ikke vil protestere mod fængsling, bare de undgår isolation (…) Det er betænkeligt, hvis isolation gøres til et så overvældende pressionsmiddel, som det gøres i dag. Hvis det skal være det, så bør isolation omtales i retsplejeloven som et egnet pressionsmiddel, og det står der rent faktisk ikke i dag.« (Berlingske Tidende, 7.1.80).

Til Politiken begrunder han sin holdning til spørgsmålet med, at det at sørge for, at landet lever op til menneskerettighederne, er en borgerlig opgave (5.11.81).

Over for den massive kritik af isolationsanvendelsen står politiet, der siger, at deres efterforskningsmuligheder vil være alt for ringe, hvis de ikke kan isolationsfængsle, som de gør.

Diskussionen drejer sig altså om, hvorvidt man mest frygter at lade en skyldig gå fri eller at komme til at straffe en uskyldig.

Retsplejelovens § 750 fastslår, at »ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig«, og derfor er det naturligvis problematisk, hvis isolationen fungerer som tilståelsesarrest.

Blandt forsvarsadvokater er der imidlertid bred enighed om, at det - tilsigtet eller ej - er tilfældet.

Dette bekræftes også fra videnskabeligt hold, nemlig bl.a. af en spørgeskemaundersøgelse foretaget i foråret 1986 blandt 147 indsatte i Vridsløselille og Horserød. Denne undersøgelse viser bl.a., at tilståelser, der er blevet aflagt under isolation, i langt de fleste tilfælde aflægges for at komme ud, og at de trækkes tilbage langt oftere end andre tilståelser. Desuden mener personer, der har tilstået under isolation, sig hyppigere end andre dømt for mere, end de kan vedkende sig at være skyldige i. (Dømte om retssystemet, s. 87-89, 136).

Politiadvokat Michael Jørgensen har følgende kommentar til problemet: »På den måde kan det da godt være, at vi kan, hvad skal vi sige, 'få' en tilståelse, som folk giver for at komme ud af isolationen, men dér vurderer vi jo også, om tilståelsen, når den kommer, om den er bestyrket, så vi kan få en domfældelse, sådan at tilståelsen også skal være rigtig. Vi gør det, der står i retsplejeloven, vi må. Vi efterforsker med de redskaber, vi har.« (TV-Stop, 17.3.98).

Og et af disse »redskaber« er altså at isolationsfængsle.

Andet indgreb i retsplejeloven

I forbindelse med behandlingen af det lovforslag, der blev vedtaget i 1978, fremsatte VS et forslag om en fuldstændig afskaffelse af isolation, der imidlertid blev forkastet uden kommentarer.

I oktober 1981 fremsætter partiet et nyt forslag, der går ud på, at isolation kun skal kunne benyttes som delvis isolation. Et år senere, efter flere genfremsættelser, bliver også dette forslag forkastet (Tvangsindgreb, s. 89).

Også det Radikale Venstre fremkommer gentagne gange forgæves med et lovforslag om at begrænse anvendelsen af totalisolation, bl.a. ved at indføre en grænse på fire uger.

I efteråret 1982 dannes firkløverregeringen, og Erik Ninn-Hansen udnævnes til justitsminister. Men den forhenværende forsvarsadvokat, der har udtalt, at isolation fungerer som pression til tilståelse, er pludselig noget mere forbeholden i sin afstandtagen: »En afskaffelse af adgangen til at afskære sigtede fra kontakt med andre varetægtsarrestanter (…) er ikke realistisk.« (Politiken, 5.5.84).

I stedet fremkommer han - på baggrund af strafferetsplejeudvalgets betænkning fra 1983 - med et lovforslag, der vedtages 6. juni 1984, hvorved vi får den nugældende lovgivning på området.

Det lovfæstes, at det kun skal være tilladt at anvende fuldstændig isolation ved kollusionsfare, dvs. hvis den varetægtsfængslede »gennem andre indsatte [vil kunne] påvirke medsigtede eller ved trusler eller på anden lignende måde (…) påvirke andre.« (§ 770 a, stk. 1, nr. 2).

Men dette er, med Preben Wilhjelms ord, en »gratis reform«, fordi isolation i forvejen i praksis kun bliver anvendt i disse sager. (Tvangsindgreb, s. 346).

Desuden indføres der en øvre grænse på otte uger, hvis arrestanten sigtes for en forbrydelse, hvis strafferamme er under seks år. Hvis arrestanten sigtes for en forbrydelse, hvis strafferamme er seks år eller mere, skal der stadig ingen øvre grænse være for, hvor lang tid isolationen kan opretholdes.

Umiddelbart lyder dette som en væsentlig ændring, men i praksis er den næsten lige så virkningsløs som det første forsøg på at begrænse anvendelsen af isolation i 1978.

At en forbrydelse har en strafferamme på seks år, betyder ikke, at den sigtede, i fald han dømmes skyldig, forventes at få en straf på seks år. Det er blot det højeste antal år, forbrydelsen kan straffes med. Dette betyder, at folk, der har begået selv forholdsvis små lovovertrædelser, der kun kan forventes at give en kort fængselsstraf, alligevel kan isolationsfængsles uden nogen øvre tidsgrænse, hvis blot lovovertrædelsen hører ind under en bestemmelse, der har en høj strafferamme.

Dette skal ses i sammenhæng med det faktum, at langt størstedelen af alle langtidsisolationer sker i såkaldte »narkosager«, dvs. sager, hvor den varetægtsfængslede sigtes for en forbrydelse, der straffes efter straffelovens § 191, hvis strafferamme netop er seks år. Denne bestemmelse bruges også til at straffe personer, der f.eks. dyrker hash, hvilket dog aldrig vil give en straf, der nærmer sig de seks år. Alligevel vil personer, der er sigtet for sådanne forbrydelser, altså kunne risikere at tilbringe meget lang tid i isolation, som f.eks. Martin Dybdahl, der var sigtet for at dyrke cannabis og af denne grund sad isolationsfængslet i tre en halv måned (TV-Stop, 17.3.98).

Om den manglende reelle virkning af at indføre otte-ugersgrænsen siger forsvarsadvokat Manfred W. Petersen fra Isolationsgruppen: »Det meget store område for isolation i praksis er narkosagerne, og det er altså også sager, som drejer sig om forholdsvis beskedne kvanta narkotika, måske 10, 20, 30, 50, 100 gram. Og dér gælder otte-ugersbegrænsningen altså ikke. Den gælder kun almindelige tyverisager, bedragerisager o.l.« (Ibid.).

1984-lovindgrebet viser sig at få betydning for antallet af isolationsfængslinger, der mellem 1984 og 1990 nedbringes fra 31,6 % til 21,5 % af det samlede antal varetægtsfængslinger (Advokaten, s. 207). Men den gennemsnitlige varighed af isolationen bliver ikke nedbragt, og det samme gælder andelen af langtidsisolationer (dvs. over otte uger), hvilket ellers var den tilsigtede virkning ved at indføre otte-ugersbegrænsningen. Desuden kan der - oven på et dyk umiddelbart efter indgrebet - ses en svag stigning i andelen af de meget langvarige isolationer, dvs. over fire måneder. (Oplysningerne er baseret på tal fra Kriminalforsorgen (1983-87), gengivet i Tvangsindgreb, s. 267-68).

Isolation i andre lande

I et par år efter indgrebet, endnu inden man ved noget om, hvordan ændringerne fungerer i praksis, stilner debatten en smule af.

Men i efteråret 1987 falder der dom i en sag, hvor seks tyrkiske statsborgere har siddet isolationsfængslet i op til et år, og hvoraf den ene er blevet sindssyg som følge af forholdene under isolationen.

Denne konkrete sag får debatten til at blusse op igen, og politikere fra næsten alle partier kommer atter på banen med udtalelser, der giver udtryk for deres utilfredshed med de gældende regler og ikke mindst for deres velvilje til at ændre på dem.

Ninn-Hansen, der på det tidspunkt stadig er justitsminister, gør sig til talsmand for, at der bør være en øvre grænse for alle sager - dvs. også i dem, hvis strafferamme er over seks år - og at denne øvre grænse skal være på et halvt år (Politiken, 28.11.87). Mange mener naturligvis, at grænsen skal være lavere, ligesom de venstreorienterede stadig taler for en fuldstændig afskaffelse.

Tilkendegivelserne er generelt markante, og alt tyder på, at der nu er et stort flertal i Folketinget for at tidsbegrænse isolation i alle sager.

Året efter udkommer Preben Wilhjelms Tvangsindgreb i strafferetsplejen 1976-85, der dokumenterer, at der i løbet af det undersøgte tiår praktisk taget ingen afgørende ændring har været i anvendelsen af isolation.

Heri præsenteres desuden (efter Gammeltoft-Hansen) en oversigt over vilkårene for isolationsfængsling i de andre europæiske lande, der sætter Danmarks udstrakte anvendelse i et særligt perspektiv.

Kun på Island, i Sverige og Norge kan isolation anvendes uden nogen øvre grænse som i Danmark. I Italien er der heller ikke nogen maksimumsvarighed, men når efterforskningen er ophørt, må der ikke længere anvendes isolation. I Danmark ophører isolationen som regel først, når der falder dom i sagen, også selv om efterforskningen for længst er afsluttet.

I Holland og Portugal er den øvre grænse hhv. tre en halv og fire måneder, i Frankrig må der højst isoleres i tyve dage, i Spanien fem dage og i Belgien højst tre dage. I Schweiz anvendes isolation i de fleste kantoner, og maksimumsgrænsen ligger mellem otte og fjorten dage.

I Grækenland må isolation ikke anvendes som andet end disciplinærmiddel (en form for straf, indsatte kan ikendes f.eks. for overtrædelse af fængslets regler eller for undvigelse og undvigelsesforsøg), og da højst en måned. I Tyskland isolationsfængsler man udelukkende i sager, hvor arrestanten er sigtet for terrorisme, og også her maksimalt en måned.

På Cypern, i England, Finland og Nordirland anvendes isolation aldrig.

Oversigten i Tvangsindgreb indeholder kun oplysninger om europæiske lande, men i forbifarten kan det nævnes, at det f.eks. er over hundrede år siden, man afskaffede isolation i USA, at isolation i Zimbabwe er forbudt ifølge landets grundlov, og at selv et land som Tyrkiet, hvis metoder danskerne ellers til tider finder inhumane, aldrig anvender isolation i mere end ti dage.

Udvalg i stedet for indgreb

Noget tyder på, at udgivelsen af Tvangsindgreb er den direkte årsag til, at SF endelig lader deres tilkendegivelser fra 1987 munde ud i et konkret lovforslag, som stilles i foråret 1989.

I bemærkningerne til lovforslaget understreger forslagsstillerne, at isolation efter deres opfattelse ikke burde kunne finde sted i et retssamfund, men at de - mhp. at opnå flertal i Folketinget - ikke stiller forslag om en fuldstændig afskaffelse. I stedet foreslås en absolut overgrænse på otte uger.

På trods af, at de fleste politikere halvandet år tidligere har givet udtryk for deres handlingsvilje, vedtages forslaget ikke.

I stedet lykkes det daværende justitsminister H.P. Clausen at udskyde problemet ved at foreslå, at reglerne for isolation endnu en gang forelægges Strafferetsplejeudvalget.

Udvalget får til opgave at undersøge de gældende regler om isolationsanbringelse og sammenholde dem med de nyeste erfaringer på området, herunder anvendelsen i andre lande, og på denne baggrund vurdere behovet for nye regler.

Men selv om al videnskabelig litteratur på området dokumenterer, at især længerevarende, men også nogle gange kort tids isolation kan medføre alvorlige og langvarige skadevirkninger, vil udvalget for en sikkerheds skyld gerne have undersøgt skadevirkningerne endnu en gang, før det vurderer behovet for lovændringer.

I starten af 1990 anmoder det derfor om iværksættelse af et forskningsprojekt under Justitsministeriet, der skal foretage en undersøgelse af de eventuelle skadevirkninger.

Justitsministeriet og Retsplejeudvalget giver grønt lys for undersøgelsen, der forventes at tage tre år.

I mellemtiden stiller udvalget sit arbejde i bero for at vente på, at der foreligger et resultat.

Og i mellemtiden isolationsanbringes der årligt omkring 1.200 mennesker, hvoraf ca. en tredjedel sidder længere end en måned.

Europarådets Torturkomité kritiserer Danmarks anvendelse af isolation

Den Europæiske Komité vedrørende Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf (CPT), også kaldet Torturkomiteen, aflægger Danmark besøg samme år, som forskningsprojektet iværksættes.

Torturkomiteens opgave er at undersøge forholdene for og behandlingen af fængslede personer, og formålet med dette er først og fremmest at forsøge at forhindre, at tortur og lignende opstår eller sker igen.

Undersøgelserne grundes på besøg i fængsler og på anstalter, og bagefter skrives en rapport, der skal sætte fingeren på de punkter i praksis, der måtte være i strid med de internationale menneskerettighedskonventioner.

Året efter, i 1991, udkommer rapporten, der er et hårdt slag for de danske myndigheder, som plejer at bryste sig af, at Danmark er et humant foregangsland. Der er mange kritikpunkter, bl.a. de urimelige forhold, flygtninge fængsles under. Men også Danmarks anvendelse af isolationsfængsling kritiseres skarpt. Først og fremmest, fordi anvendelsen er alt for udstrakt.

Torturkomiteen erfarer, at politiet nærmest rutinemæssigt isolerer ved efterforskning i visse sager (narkosager). Derfor henstiller den til, at isolation kun sker i ganske særlige tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt.

Efter rapportens offentliggørelse udarbejder Justitsministeriet et såkaldt notat om rapporten, hvor de bl.a. skriver, at Danmark allerede lever op til dette krav, idet »kun ca. hver femte af de varetægtsfængslede er (…) isoleret under (en del af) fængslingsperioden« (Advokaten, s. 207).

En kritik, der på baggrund af en officiel undersøgelse af sagen indskærper, at Danmark skal begrænse isolation til det absolut nødvendige, imødegås altså ene og alene af en bemærkning om, at »det gør vi skam«. End of case. Dermed negligeres kritikken i en håndevending, så det fremstår, som om Torturkomiteen slet ikke har taget de faktiske forhold i betragtning.

Isolationsfængslingen kan fortsat anvendes uindskrænket.

Reel og grundig domstolsprøvelse?

Under deres besøg får Torturkomiteens udsendinge også den opfattelse, at isolationsfængsling nærmest automatisk bliver forlænget af domstolene, når politiet forelægger begæring om det.

Den anbefaler, at den regelmæssige, retslige prøvelse af isolationsanbringelser gøres reel, og at domstolen skriftligt formulerer begrundelserne for forlængelsen.

Ifølge retsplejelovens § 767 skal spørgsmålet om isolation under varetægtsfængslingen for retten mindst hver 4. uge. Den første frist for isolationens længde må dog ikke overstige to uger (jf. § 770 c).

Den tidligere danske OL-svømmer, Peter Rohde, der som mistænkt sad isolationsfængslet i over et år, har beskrevet det således: »Hver 28. dag stod jeg foran en dommer i en seance på ti minutter, hvor dommeren spurgte til sagens gang. 'Intet, der fjerner mistanken fra Peter Rohde? OK, retten forlænger varetægtsfængslingen med endnu 28 dage i isolation.' Hver gang havde jeg pakket mine ting og var klar til at genvinde friheden.« (Politiken, 29.3.98).

Reel og grundig domstolsprøvelse?

Også Preben Wilhjelm har kritiseret denne praksis, for det første for, at dommerne er for tilbageholdende med at modsætte sig politiets begæring, og for det andet for, at forlængelserne ikke begrundes tilstrækkeligt: »Domstolene er ikke kritiske nok. Traditionen herhjemme er, at domstolene ikke i tilstrækkeligt omfang begrunder de afgørelser, de træffer. Man oplever, at domstolene, selv efter mange måneders isolation, blot henviser til: 'Varetægtsfængslingens øjemed kræver fortsat isolation.' Hvis politiet afkræves konkret begrundelse, som nogle dommere heldigvis gør, så konstaterer dommerne ofte, at her var der egentlig ikke en tilfredsstillende begrundelse.« (TV-Stop, 17.3.98).

På trods af Torturkomiteens kritik er der stadig ikke ændret noget ved praksis i forbindelse med domstolsprøvelserne.

Isolationsundersøgelsen

Justitsministeriets ekspertgruppe, der forestår den langvarige videnskabelige undersøgelse af skadevirkningerne af isolationsfængsling, er to læger, Henrik Steen Andersen og Dorte Sestoft, og en psykolog, Tommy Lillebæk.

Formålet med grundundersøgelsen er at »afdække eventuelle psykiske helbredsforstyrrelser som følge af varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation«. Senere skal der foretages en efterundersøgelse mhp. belysning af længerevarende eller sent opståede skader.

I 1994 kommer rapporten Isolationsundersøgelsen - Varetægtsfængsling og psykisk helbred, hvori Justitsministeriets egne eksperter bl.a. fastslår, at de »isolerede har større sandsynlighed for at udvikle psykiske forstyrrelser og større sandsynlighed for overførsel til fængselshospital af psykisk årsag end de ikke-isolerede«. Og: »Samlet viser undersøgelsen, at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred.«

F.eks. viser undersøgelsen, at der opstår en psykisk lidelse hos 43 % af alle personer, der har været isoleret i over to måneder.

Undersøgelsen bekræfter alle tidligere undersøgelser, og opfordringen er klar: Afskaf isolation.

Men Strafferetsplejeudvalget og Justitsministeriet føler sig alligevel ikke helt sikre nok til at vurdere, om der er brug for lovændringer, og beslutter derfor at vente endnu tre år, for på baggrund af efterundersøgelsen at se, om der også er langvarige skadevirkninger af isolationen.

Tre år, hvor der isolationsfængsles ca. 1.200 mennesker årligt, heraf ca. en tredjedel længere end en måned.

Bliver de nu også tilstrækkelig sindssyge?

Debatten, der følger i kølvandet på offentliggørelsen af rapporten, kommer bl.a. til at dreje sig om, hvorvidt de skadevirkninger, der er fundet, nu også er slemme nok til, at de kan tages alvorligt.

I en artikel i Politiken, Uenighed om isolation. Eksperter ser på følger af fængsling (7.6.95) fortælles det, at eksperterne bag isolationsundersøgelsen mener, at den bør få retspolitiske følger. Men det er overlæge Peter Kramp fra Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik uenig i. Ifølge artiklen skal han have udtalt: »Resultatet af undersøgelsen har ikke en sådan styrke, at jeg mener, at der skal ske noget. Hvis det var sådan, at hver anden blev sindssyg af det, ville der ikke være så meget at snakke om.«

Peter Kramp mener tilsyneladende ikke, at f.eks. depressioner og angst kvalificerer som tilstrækkelig alvorlige skadevirkninger. Kun sindssyge (psykose) er en tilstrækkelig alvorlig lidelse, og der behøver ikke at blive lavet noget om på isolationsanvendelsen, medmindre hver anden bliver psykotisk …

Argumentet om, at kun psykosen kvalificerer som »virkelig« lidelse er et traditionelt psykiatrisk synspunkt. Det indebærer, at hvis et menneske skades psykisk på en sådan måde, at det ikke længere kan fungere normalt i hverdagen, med familie, på arbejde osv., men ikke er psykotisk, så foreligger der ingen alvorlig psykisk lidelse.

Som Isolationsgruppen har fremhævet, vil dette synspunkt også kunne anvendes til at retfærdiggøre traditionel tortur, eftersom denne form for mishandling i lavere grad, end man nok forventer, medfører psykoser. I et materiale fra Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre konkluderes det, at kun ca. 13 % af de torturoverlevende klienters symptomer er psykosetegn (Retspolitik, s. 54).

Jamen, så er der da ingen grund til at afskaffe tortur. Den medfører jo kun mindre alvorlige, psykiske lidelser.

To Torturkomiteer på nakken af Danmark

Inden resultatet af efterundersøgelsen kommer, får Danmark i 1996 endnu en gang besøg af Europarådets Torturkomité, ligesom også FNs Torturkomité skriver en rapport i 1997, hvor den kritiserer landets anvendelse af isolation.

Europarådets Torturkomité undrer sig over, at der ikke er sket noget som helst på området, siden den sidst aflagde besøg og kom med kritik og henstillinger. Det er stadig den rutinemæssige isolation af sigtede i narkosager, der giver anledning til den hårdeste kritik, og Torturkomiteen indskærper for anden gang:

Politiet skal kun begære isolation, når det er strengt nødvendigt.

Begrundelsen for isolationsfængsling og forlængelse heraf skal gives skriftligt.

I rapporten kommenterer komiteen desuden Isolationsundersøgelsen og erklærer sig uenig i en del af undersøgelsens konklusion, nemlig den, der påstår, at »belastningen ved isolation er generelt ikke af en sådan karakter, at det medfører forstyrrelser i kognitive funktioner som f.eks. koncentrationsevne, hukommelse mv.«.

Torturkomiteen skriver: »The CPT (…) feels bound to point out that, during its 1996 visit, a considerable number of doctors, lawyers, prison staff and other persons who have frequent contact with such inmates expressed considerable surprise at the study's principal conclusion. In their experience, prisoners subjected to lengthy periods of judicially-ordered solitary confinement frequently exhibited lapses in concentration, memory loss and impaired social skills.«

Desuden mener Torturkomiteen, at lovgiverne bør sætte en maksimumgrænse for isolationens udstrækning.

Kritikken fra FNs Torturkomité er generelt samstemmende med Europarådets. I en pressemeddelelse, hvor Danmark nævnes side om side med stater som Ukraine og Mexico, opfordrer den til, at Danmark afskaffer den udbredte brug af isolation og kun bruger den i undtagelsestilfælde (Politiken, 29.3.98).

Danmarks svar går ud på, at enhver varetægtsfængsling allerede forsøges gjort så kort som muligt, og at der desuden afventes en betænkning fra Strafferetsplejeudvalget.

Hvor mange eksperter og undersøgelser, der enstemmigt skal anbefale en afskaffelse eller drastisk begrænsning af isolation, før myndighederne finder det tilstrækkeligt, anføres ikke.

Lektor lic.jur. Beth Grothe Nielsen karakteriserer politikernes reaktion som »yderst besynderlig dobbeltmoral«, der »minder om en syltning af sagen«.

Endvidere skriver hun: »Teknikken er velkendt: 'Kritikken er uberettiget, i øvrigt er forholdene ikke værre end andre steder - og så afventer vi resultatet af arbejdet i et sagkyndigt udvalg.' Denne teknik bruges af danske politikere f.eks. i deres reaktion på kritik fra Den europæiske komité til forhindring af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf - en kritik, der bl.a. handler om Danmarks udstrakte brug af langvarig isolation i forbindelse med varetægtsfængsling.« (Berlingske Tidende, 14.5.97).

Senere samme år kommer rapporten om efterundersøgelsen.

Denne giver et endnu mere dystert billede af følgerne af isolation end grundundersøgelsen, og eksperterne har denne gang ekspliciteret opfordringen til at afskaffe anvendelsen: »Det må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation.«

I efterundersøgelsen kunne der kun etableres kontakt til 45 % af dem, der havde deltaget i grundundersøgelsen, og efter en frafaldsanalyse konkluderer forfatterne, at de generelt dårligst fungerende fra grundundersøgelsen er underrepræsenteret i efterundersøgelsens materiale. Det betyder, at resultatet af efterundersøgelsen må formodes at tegne et billede af de langvarige skadevirkninger, der sågar er for »pænt«.

Rapporten fastslår bl.a., at 28 % af de undersøgte fanger havde svære psykiske eftervirkninger af isolationen.

Nu er der omsider ikke flere muligheder for udskydelser, og Strafferetsplejeudvalget må efter syv år genoptage arbejdet og endnu engang vurdere, om der er brug for lovændringer.

I de fleste dagblade skrives der optimistiske artikler om, at der i løbet af de kommende år endelig vil blive gjort noget på området, fordi rapporternes konklusioner var så utvetydige, og Strafferetsplejeudvalget derfor nu er parat til virkelig at skærpe reglerne.

1998-betænkningen

Men i august 1998 afgiver Strafferetsplejeudvalget deres betænkning om varetægtsfængsling i isolation, som bl.a. indeholder udvalgets forslag til et lovudkast, og for de fleste er dette en stor skuffelse.

Der foreslås en mindre ændring i begrænsningen for de små lovovertrædelser. Hvor der på nuværende tidspunkt er en otte-ugersbegrænsning i alle sager, der ikke kan medføre fængsel i seks år, foreslås indført en fire-ugersbegrænsning i sager, der ikke kan medføre fire års fængsel. I sager, der kan medføre fire år eller derover, men ikke seks år, skal otte-ugersbegrænsningen bibeholdes.

Men af størst interesse er naturligvis udvalgets forslag om tidsbegrænsningen af isolation af de personer, som er sigtet for en forbrydelse, der kan medføre fængsel i seks år eller derover, fordi de længerevarende isolationer er de psykisk og fysisk mest belastende og naturligvis også dem, der giver anledning til den hårdeste kritik, nationalt som internationalt.

I dette spørgsmål er udvalget delt i et flertal og et mindretal.

Flertallet foreslår, at der i disse sager ikke må isoleres i mere end fire måneder, »medmindre afgørende hensyn til sagens forfølgning gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret.«

Mindretallet mener, at der aldrig må isoleres i mere end fire måneder, dvs. at grænsen bør gøres absolut.

Det er netop den lille tilføjelse til flertallets udkast, der giver anledning til bekymring hos en del. Når bestemmelser vedhæftes et »medmindre …«, er der altid en fare for, at denne klausul i praksis vil ophæve bestemmelsens gyldighed, så den ikke får nogen reel betydning.

Landsforeningen af Beskikkede Advokater frygter da også, at lovindgrebet blot bliver formelt og altså ikke kommer til at ændre noget væsentligt ved den nuværende tilstand.

I et høringssvar til betænkningen skriver de, at det er foreningens opfattelse, at »der uanset intentionerne bag flertallets forslag næppe vil blive tale om en afgørende begrænsning i anvendelsen af isolation, hvis flertallets forslag gennemføres«, fordi »iværksættelse af isolation ud over 4 måneder fortsat vil bero på et konkret skøn«. De mener kun, en begrænsning i isolationsanvendelsen kan ventes at blive effektiv, hvis der indføres en absolut overgrænse, og at denne bør være lavere end de 4 måneder, mindretallet i Strafferetsplejeudvalget har foreslået.

Begrundelsen er følgende: »Når en isolation har været opretholdt i 2 eller 3 måneder, har politiet haft mulighed for at foretage efterforskning i en lang periode, og politiet har endvidere haft mulighed for bevissikring i form af afhøringer til politirapport og indenretlige afhøringer. Behovet for isolation ud over 2-3 måneder er derfor ikke stort, og når dette sammenholdes med skadevirkningerne ved langvarig isolation, må resultatet af afvejningen blive, at det i intet tilfælde kan retfærdiggøres, at en isolation udstrækkes ud over 2-3 måneder.«

Til Faklen udtaler foreningens formand, Thomas Rørdam: »Så snart der bliver åbnet mulighed for noget med særlige forhold, så er det en gummiparagraf, som efter vores opfattelse vil føre til, at der ikke vil ske en begrænsning. Det vil bare blive det samme som før.«

Ved læsningen af betænkningen er det svært at undgå at bemærke den lille detalje, at udvalget er sammensat af følgende personer: En statsadvokat, en landsretspræsident, en dommer, en vicepolitimester, en politimester, en kontorchef fra Justitsministeriet, to forsvarsadvokater og en jura-professor, dvs. hele seks ud af ni personer repræsenterer institutioner, der direkte og indirekte har administreret og forestået den hidtidige brug af isolationsfængslingen, til trods for internationale og nationale eksperters gentagne opfordringer til en stærk begrænsning eller total ophævelse - de fleste med direkte tilknytning til enten politiet og/eller domstolene. Flertal og mindretal var da også delt, som alle må have kunnet forudse: De seks over for de to forsvarsadvokater og professoren.

Tyve års forhaling

Da debatten begyndte i slutningen af halvfjerdserne, og problemet blev synligt for den almindelige dansker, undskyldte en del politikere deres manglende indgriben med, at de ikke var klar over, at problemet var af en så alvorlig karakter. Om det dengang var rimeligt at dække sig ind under denne undskyldning, kan diskuteres. Men siden har et væld af videnskabelige undersøgelser gang på gang dokumenteret alvorligheden af de skadelige virkninger.

Derfor kan det undre, hvordan det er lykkedes politikerne, navnlig skiftende justitsministre, at trække tiden ud ved at bestille den ene undersøgelse efter den anden - ikke mindst, når man tager i betragtning, hvilken påfaldende lighed der er mellem alle undersøgelsernes konklusioner.

Og det kan undre, hvordan det - til trods for den massive offentlige kritik, der har været - er lykkedes Strafferetsplejeudvalget og Justitsministeriet (tydeligvis under pres fra politi og domstole) gang på gang at lave lovændringerne lige præcis på en sådan måde, at de stort set intet ændrer ved praksis.

Hvorfor er der intet sket? Og hvorfor ønsker politikerne tilsyneladende ikke, at der sker noget?

Allerede tidligt i debatten blev det foreslået, at man udelukkende eller i langt højere grad, end det var tilfældet, benyttede delvis isolation, fordi denne form for isolation både tager højde for hensynet til efterforskningen og hensynet til individet.

I Isolationsgruppens første skrivelse stod der f.eks.: »Det er arbejdsgruppens standpunkt, at enten bør de nødvendige midler til alternative foranstaltninger tilvejebringes, eller også må strafferetsplejen principielt afstå fra den bevissikring, der nu påstås at finde sted gennem totalisolation«.

Det er tyve år siden. Hvorfor er de nødvendige midler til alternative foranstaltninger ikke blevet tilvejebragt?

Skyldig, indtil det modsatte er bevist

Ifølge FNs Menneskerettighedskonvention, artikel 11, er enhver uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men denne artikel overholdes ikke i Danmark. Varetægtsfængsling er i sig selv et brud på dette princip, og når man ser på politiets behandling af sigtede, må det nu og da forekomme én, at de snarere efterlever et princip, der hedder »skyldig, indtil det modsatte er bevist«, som f.eks. denne lille fortalelse fra en politiadvokat kunne tyde på: »Grunden til, at vi bruger isolation, det er af hensyn til efterforskningen. Vi vil ikke have, at forbrydere skal have - eller sigtede skal have mulighed for at påvirke efterforskningen ved for eksempel at aftale indbyrdes, hvordan de skal afstemme deres forklaringer.« (TV-Stop, 17.3.98).

I Danmark er hensynet til politiets efterforskningsmuligheder prioriteret så højt i forhold til den enkelte borgers retssikkerhed, at vi hvert år frihedsberøver tusinder af mennesker, der ikke er dømt, dvs. juridisk set uskyldige mennesker. Omkring 1.200 af disse varetægtsfængsles under isolation, og for deres vedkommende er den form for straf, de modtager, uden at de er dømt, hårdere og mere skadelig, end den form for straf, de kan risikere at få, hvis de overhovedet dømmes. Faktisk er den så skadelig, at den kan påføre dem varige psykiske mén, hvilket er i direkte modstrid med, at den danske strafferetspleje kun angiver en sanktionsform, nemlig frihedsberøvelse, for hvilken det gælder, at den indsatte ikke må udsættes for anden behandling eller straf end den, der er en direkte følge af selve frihedsberøvelsen (Ugeskrift for læger, s. 1757).

Derudover ved vi, at isolation - tilsigtet eller utilsigtet - fungerer som et pressionsmiddel, som retsplejeloven slet ikke tillader, hvilket også er i modstrid med alle internationale konventioner, der definerer tortur som påførelse af fysisk eller psykisk lidelse for at tvinge en anden person til f.eks. at afgive oplysninger eller aflægge tilståelse.

Naturligvis skal politiet have mulighed for at efterforske kriminalitet, men når andre lande kan leve uden dette dokumenteret skadelige indgreb, som isolation er, må det danske politi da også kunne.

Men politikerne er alligevel ikke til sinds at ændre ved denne praksis. Hvorfor ikke?

Tidligere justitsminister Ole Espersen har måske en del af svaret på dette spørgsmål: »Mange politikere, ikke i alle partier, men da også i mit eget parti, er betænkelige ved at gøre noget, der kan ses som et eller andet, der hjælper gerningsmanden. Det er der jo i alle lande, sådan en vis tendens til, at dem, der tager noget op, som ser ud til eller kan forklares eller påstås at være til fordel for forbrydere, for gerningsmænd, de bliver meget nemt anset for at være soft on crime, blødagtige over for de kriminelle. Derfor, når en politimand (…) siger et eller andet, så er det godt stof, og (…) dem, der så på en eller anden måde sætter spørgsmålstegn ved politiets redskaber, muligheder, (…) er altså imod politiet, imod opklaring af forbrydelserne. Og det er hele den proces, som pressen i høj grad er med til at understøtte, som gør, at det er svært at få gennemført kriminalpolitiske reformer.« (TV-Stop, 17.3.98).

Politikerne tænker i stemmetal og vil derfor ikke risikere at blive opfattet som værende imod f.eks. politiets opklaring af sager. Og så glemmes pludselig de 1.200 juridisk uskyldige mennesker, der isolationsfængsles hvert år. Så glemmes det hæderkronede retsprincip om, at det er værre at straffe én uskyldig end lade ti skyldige gå fri.

Det turde imidlertid være selvindlysende, at tortur - fysisk eller psykisk - af mistænkte, juridisk uskyldige er uacceptabelt og direkte dobbeltmoralsk, så længe vi hævder at håndhæve et retssystem, hvor den enkelte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men det er tilsyneladende ikke indlysende for flertallet af de politiske beslutningstagere.

Men tortur - fysisk eller psykisk - af dømte kriminelle er naturligvis tilsvarende lige så uacceptabel og direkte dobbeltmoralsk, så længe vi hævder at håndhæve et retssystem, hvor strafferetsplejen angiver frihedsberøvelsen som den eneste strafform.

Dobbeltmoralen ophæves ikke, før Danmark i det mindste enten vedstår sig anvendelsen af psykisk tortur eller faktuelt ophæver den. Hvis der skal være nogen redelighed til, er der ingen mellemvej: Enten opererer vi med psykisk tortur for at presse mistænkte til at tilstå og anvender psykisk tortur til afstraffelse af særlige, i forvejen frihedsberøvede individer, eller også gennemfører vi slet og ret en retsopfattelse, der i praksis afskaffer enhver form for tortur.

Men de danske politikere og myndigheder gør det første, mens de hævder at gøre det sidste.

»Kafkask karikatur«

Flere eksperter og internationale komiteer henregner isolationsfængsling under tortur. Tortur er en realitet i dagens Danmark. Det har imidlertid ikke gjort meget indtryk på de danske beslutningstagere.

Peter Rohde sad som uskyldig varetægtsfængslet i nitten måneder, heraf et år i isolation, og han er heller ikke i tvivl om, at den behandling, han blev underkastet, kvalificerer til betegnelsen tortur.

I en kronik i Berlingske Tidende den 3.5.97 skriver han bl.a.: »Tortur anvendes i Danmark. Torturen er blot mere raffineret end elektriske stød til kønsdelene og efterlader kun få fysiske mén, bortset fra de individer, der umiddelbart ryger direkte på lukkede afdelinger eller bisættes. I isolationsfængslerne behøver politiet ikke at smadre de mistænkte selv (…) Det er stadig meget svært at kapere, hvad en 'anonym' meddelelse, der formodentlig var skrevet af politiet selv, kunne bidrage til af smerte, fortvivlelse, afmagt, mistanke og den absolutte destruktion af min tidligere tilværelse. Overgrebet på min person og mit liv samt den psykiske tortur er bare ét af mange tilfælde, som offentligheden tilsyneladende har accepteret. En passende behandling for personer, der findes mistænkelige af politiet? Jeg accepterer ikke denne behandling, for den er grusom, umenneskelig og hører hjemme i en kafkask karikatur - ikke i Den lille Havfrues Danmark!«

Rohde ville have foretrukket fysisk tortur frem for isolationsfængsling, hvis han havde haft valget. Han oplevede isolationsfængslingen som et klart pressionsmiddel til at få ham til at tilstå: »Politiet vil fortælle dig, at du kan få lov til at se din elskede alene i et besøgelsesrum med friske lagner, hvis du fortæller en 'ny historie' og tilstår. 'Din kæreste er jo ellers løs på tråden,' vil en politimand fortælle dig, når du er på vej tilbage i, hvad han kalder: 'dit stinkende hul'. Han har ret i det brune stinkende hul, idet der er smurt afføring, snot, nikotin og bussemænd på væggene. Her tilbringes de næste ensomme år, måneder og søvnløse døgn med at overveje din elskedes mulige utroskab og en 'tilståelse', for at du kunne komme ud af isolationen.«

Fængselspræst Jørgen Waarsoe bekræfter de uhumske forhold i isolationscellerne: »Desværre er de ikke så velholdte som de andre celler i fængslet, hvilket hænger sammen med, at de jo bliver brugt hele tiden. Så nogle af dem er ret nedslidte, ret grimme.« (TV-Stop, 17.3.98). Foreholdt Rohdes beskrivelse af afføring og snot på væggene siger han: »Ja, men det er jo også rigtigt. Nogle af cellerne har ikke været gjort i stand i den tid, jeg i hvert fald har været der.« Waarsoe har været ansat som fængselspræst i mere end tyve år.

Selv om en lang række lande for længst har afskaffet isolationen eller begrænset brugen væsentligt, vil en afskaffelse vanskeliggøre eller forhindre politiets efterforskning i Danmark, hævdes det. Men spørgsmålet er, hvor langt vi skal følge denne tankegang for at komme kriminaliteten til livs. Skal vi ofre retssikkerheden af hensyn til politiets efterforskning?

Ingen tvivl om, at jo flere skyldige såvel som uskyldige vi isolationsfængsler, desto flere »tilståelser« får vi. Ingen tvivl om, at jo mere overvågning, desto flere forbrydelser umuliggøres. Ingen tvivl om, at jo flere sværtbevæbnede betjente i gaderne, desto mere lovlydig bliver befolkningen. Nej, der er ingen tvivl om, at den mest forhærdede politistat kan komme overordentlig langt i retning af at afskaffe så godt som enhver kriminalitet. Men er det en pris, vi er villige til at betale?

Eller vil vi omvendt tilkæmpe os en større frihed og en større retssikkerhed, hvor tortur, isolation og overvågning fuldstændig afskaffes? I så fald må vi naturligvis også ligesom andre lande leve med, at visse forbrydelser vanskeligere opklares, og at visse skyldige slipper uden om nettet. Det er vilkårene.

Men der er næppe tvivl om, at det er et mindretal af forbrydelser, som politiet dermed får vanskeligere ved at opklare. Og der er heller ingen tvivl om, at retssikkerheden forbedres mærkbart, og at langt, langt færre uskyldige såvel som skyldige vil lide fysisk og psykisk overlast som følge af isolationsfængsling.

I sidste ende er og bliver det et valg mellem den mere eller mindre kriminalitetsfri politistat og den humane retsstat, hvor kriminaliteten af og til er vanskeligere at opklare.

Som landet ligger i dag, nærmer vi os så småt den første mulighed. Et skridt på vejen er den fortsatte brug af isolationsfængsling.

En isolationsfængsling, der kan foregå i uger, måneder, sågar år. I fængslernes allermindste og allermest beskidte celler. Med ensomme gårdture i bure som eneste afveksling. Forhør på forhør for at presse tilståelser ud af totalisolerede mistænkte.

I Danmark.

I dag.

Intet tyder på en forbedring af tingenes tilstand. Som vi har set, vil næppe heller det seneste lovudkast på området medføre reelle forandringer.

Torturen er tilsyneladende kommet for at blive.

Cecilia Brynskov