I august 1998 afholdt Skælskør Folkehøjskole en »filosofisk og psykologisk« foredragsrække om »at ville det uvante«. Efter en kort introduktion til kurset bringer vi her Erwin Neutzsky-Wulffs bidrag med titlen: »Det uvante i at villes« …

Kursusleder Kim Leck Fischer skriver bl.a. i introduktionen til kursets tema: »Et sted i sine papirer siger Søren Kierkegaard, at vanen er 'Selvfølelsens Forsvinden', og det er ikke positivt ment. Han mener faktisk, at man med et vaneliv begår en slags 'selvmord'. 'Det uvante' er det modsatte, et forsøg på at leve og undgå den ufølsomhed eller bevidstløshed, der gør livet dødere. 'At ville det uvante' er et eksistenspolitisk slogan, der betyder det samme som 'at ville leve mere'. Det handler kurset om. I løbet af ugen vil du møde mennesker med forskellige bud på det 'uvante' og ærlige liv. Det er mennesker med en række holdninger til den vanemæssige ufølsomheds betydning, og samtidig mennesker, der sætter fokus på sammenhængen mellem liv og opmærksomhed, tomhed og uopmærksomhed, dig og dine vaner. De vil gøre det personligt og på forskellig vis, filosofisk, psykologisk og litterært, så det bliver ikke ensidigt, men alsidigt som livet selv. Det kommer heller ikke til at handle om at være ualmindelig, selv om det kan være en delmængde af det uvante - nej, det kommer primært til at handle om liv, eksistensens filosofi og psykologi. Og målet er lidt mere selv-følelse (…) Nu er en uge på højskole ikke udelukkende filosofiske og psykologiske udfordringer, foredrag og diskussioner. Højskole er også hyggeligt samvær med andre mennesker, og der skal være plads til spontane indslag, såsom gåture, fester, grillaftener, sejlture og meget, meget mere. Forkæl dig selv og prøv noget uvant.«

Man har bedt mig tale om at ville det uvante, og om døden. Det forekommer mig derfor at være et sært sammentræf, at jeg netop har oplevet et dødsfald i min nærmeste omgangskreds, og endvidere, at dette meget vel kunne gælde som en overskrift for netop denne persons liv.

Han var virkelig et menneske, som ville det uvante, som aldrig stod stille. Det må naturligvis forekomme tilhørerne en smule besynderligt således at komme til et foredrag om filosofiske spørgsmål og lytte til en eulogi.

Men hvorfor tale om mennesket, når vi kan tale om et menneske? Derfor er jo også en biografi så langt mere interessant end en roman.

Der er altså ikke blot tale om, at jeg Ønsker at vise den døde respekt - for hvordan kan jeg bedre gøre det end ved at dele mine minder om ham med andre - jeg føler, at jeg, som det så ofte er tilfældet, bedst kan illustrere min pointe ved et eksempel, et eksempel på dette: At ville det uvante. Et levende eksempel, eller jeg skulle måske sige: Et efterlevende.

Min ven havde mange venner, og jeg anser det derfor ikke for umuligt, at der blandt tilhørerne vil være nogen, der kendte ham, ja, måske endda bedre end jeg. Han vil da, tror jeg, nikke smilende til, hvad jeg har at fortælle, og tænke: Vi kendte ham! Der er en rigdom i dette, som er større end sorgen.

Det er også muligt, at man, uden at have kendt ham personligt, vil være bekendt med hans navn. Han var en gavmild natur, og det var derfor nærliggende for ham at berige andre med det, han havde i størst overflod: tanker.

Det slår mig netop, at han burde have stået her i stedet for mig. Han var en glimrende taler, formidler. Mangen knudret filosof rettede han ud for sine elever og gav en nærværende relevans, der altid fængede. Han citerede ikke blot klassikerne, han gav dem liv!

Jeg ser ingen grund til at holde hans navn for mig selv, nogle, som er bekendt med vores mangeårige venskab, har sikkert allerede genkendt ham fra beskrivelsen. Andre vil måske, når de hører efternavnet, i første omgang tænke på faderen.

Jan Tropf var måske ikke netop berømt, hvad man nok med en vis ret kan sige om professor dr.phil. Emil Tropf. Næppe mange er sluppet helskindet gennem filosofikum uden i det mindste at have snuset til hans Klassiske filosoffer i moderne belysning.

Med denne baggrund er det naturligvis ikke underligt, at min vens interesse for filosofiske spørgsmål blev stimuleret i en tidlig alder. Misforstå mig ikke: Han var så langt fra en pedant, som nogen kunne være.

Han læste med glæde, den samme glæde, han følte ved at vandre i naturen, ved at lytte til musik - han elskede Brahms - eller ved at nyde et overdådigt måltid med sine venner. Det var en smittende glæde.

Han måtte således uvægerlig komme sine elever i forkøbet med spørgsmålet: Hvad kan vi bruge det alt sammen til? Ja, når jeg ser ud blandt tilhørerne, må jeg gribe mig i at lede efter ham imellem ansigterne.

Han ville have nydt så meget at vandre langs Tystrup-Bavelsesøerne med jer andre, fordybet i samtale. Han ville have været levende interesseret i hvert eneste foredrag og bidraget til hver eneste diskussion.

Nu står jeg her i hans sted og føler mig en smule malplaceret. Men måske skulle det være sådan.

Jan Tropf havde en lykkelig barndom, som han ofte talte om med en næsten Baggesensk rørelse. Han elskede sin moder, hvis smukke akvareller af Tåstrup-egnen måske vil være nogen bekendt, og forgudede sin fader.

Han var en fremragende student, og han kunne sikkert være blevet hvad som helst, forsker, skabende eller udøvende kunstner. Og dog valgte han - til vores held - lærergerningen.

Gymnasiet var ham dog for trang en celle, han havde behov for elever, som kom til ham af egen fri vilje, så det var vel naturligt, at han skulle blive højskolelærer. Måske vil nogen mene, at det var spild af hans rige evner, men som han forklarede det, var det det mest ærefulde hverv, han kunne have påtaget sig.

At føre unge og gamle, forenet af kundskabstørst og livsglæde, ind i filosofiens og psykologiens - det var hans to forcer - vidunderlige verden var for ham det højeste. Det var Manden, men det var med sine tanker, han berigede os, og det er med disse tanker, jeg vil forsøge at berige jer.

Som I vil se, er de særdeles relevante for emnet for dette kursus: At ville det uvante. Min ven kunne ikke med ismer, og dog tror jeg ikke, han ville have taget mig det ilde op, når jeg kalder ham eksistentialist.

En kendsgerning er det i al fald, at mange af hans yndlingsforfattere var eksistentialister. Over dem alle stod Kierkegaard, og jeg kan ikke andet end glæde mig over, at han nåede at opleve den fornyede interesse for denne tænker.

For Jan Tropf var det afgørende eksistensens essentielle frihed, og han bekæmpede indædt det, som han betegnede »skæbnetro«, at mennesket skulle være på nogen måde determineret. På en tid, hvor genetikere og neurologer erklærede sig i stand til at »forklare« mennesket, benægtede han hårdnakket, at en sådan »forklaring« nogen sinde skulle være mulig.

»Et menneske kan ikke endegyldigt defineres,« sagde han, »eftersom det hvert øjeblik redefinerer sig selv ved at leve.« At søge meningen med sin eksistens, mente han, var så frugtesløst som at søge at gøre Guds vilje. Derimod må vi alle skabe mening i vores liv, hvad vi kun kan gøre ved at leve det. Det er her, han får relevans for vores emne.

At skabe mening i sit liv er et livslangt arbejde. Aldrig at være tilfreds med det givne.

Altid at stille spørgsmålet: Er der noget, jeg ikke har Været? På et tidspunkt fik han lyst til at spille violin. Han blev spurgt, om han da mente, at han var musikalsk, hvortil han svarede benægtende. For ham var det netop grunden, at det var noget, han ikke kunne.

Det var ham således en tilfredsstillelse at arbejde imod sin »bestemmelse«, sine anlæg. Om hans præstationer ville have opnået en professionel musikers billigelse, var ham uendelig ligegyldigt.

Det afgørende for ham var, at Valget var hans. »At leve,« sagde han, »er at vælge frit.«

Det er ikke svært at se, hvordan han måtte forholde sig til det vaneliv, de fleste mennesker lever. »Når du er ved at blive god til noget, er det tegn på, at du måske skal prøve noget nyt, hvis dit liv ikke skal blive rutine.«

Det var naturligt for ham i perioder at interessere sig for alt mellem himmel og jord. Han kunne så for eksempel sætte sig ind i en politisk filosofi og argumentere så stringent og lidenskabeligt som dens mest overbeviste tilhængere.

Eller han kunne for eksempel pludselig finde på at begynde at samle på frimærker, lære kataloger udenad og gå på auktioner, for så blot en dag at forære hele den kostbare samling væk til et barn. Og dog var han i sin totale frihed aldrig ansvarsløs. Den var, med hans egne ord, en frihed til anstændighed.

Stræberen vil altid komme i et modsætningsforhold til den, der stræber efter det samme, eller eventuelt det modsatte. Han kan så vælge at være mere eller mindre hensynsløs i sit valg af midler til at opnå det eftertragtede. Min ven havde ingen sådanne aspirationer.

Alt, hvad han ønskede, var at leve, at være i bevægelse, at hver dag var »virkelig ny«. Men han havde heller ingen illusioner om at kunne frelse andre mennesker, i det højeste at få dem til at tænke selv, at se deres egen eksistentielle situation i øjnene.

Han talte om »den umulige drøm«. Livet er som døden, det kan ikke deles.

Måske bilder vi os ind, at vi for en stund kan se ud gennem et andet menneskes øjne, men det er en illusion. Hvert menneske er uhjælpeligt alene, og at indse dette målet for dets udvikling. I ungdommen søger vi at undslippe denne ensomhed gennem seksuelle forhold, som i den modne alder erstattes af Venskaber. Hvor erotikken er rent kødelig, har venskabet en åndelig dimension.

Men det er stadig et forhold mellem to individer, to adskilte universer. Han sammenligner et sted dette med to intelligente væsner, der sidder på hver sin klode og forsøger at signalere til hinanden.

Men hvordan er det muligt for et menneske at leve med denne tomhed, som gør alting ligegyldigt? Men det er netop min vens pointe: Fordi alting er i bund og grund meningsløst, påhviler det os, det vil sige dig og mig individuelt, at give det mening.

Det er det, han mener, når han taler om at tage sig selv alvorligt. Vi kan ikke overgive os til meningsløsheden, vi må hvert øjeblik besejre den ved at definere os selv og give vores liv mening.

Eksistentialistens liv er langtfra meningsløst, det er på sin vis det mest meningsfulde af alle, fordi dets mening netop er hans ansvar og hans alene. Al den mening, vi vil, der skal være i vores liv, må vi selv tilføre det, og derfor er alt, hvad vi gør, meningsfuldt og uendelig vigtigt, at indtage et måltid, for eksempel.

Dette forklarer han i sit essay »Bordets filosofi«. »At spise,« siger han, »tjener enten et formål, eller også er det meningsløst.«

Men hvad skulle formålet vel være, andet end at holde sig i live til det næste måltid? Dette er for ham livets »essentielle meningsløshed«, at det er til for sin egen skyld.

Mennesket har som levende organisme ikke mere mening end en koloni af bakterier. Det er på denne baggrund, at hans udtalelse om gastronomien som den vigtigste kunstart skal ses. Det er den kunst, som »transcenderer livets opretholdelse«. Spiser vi af sult eller for at holde os i live, perpetuerer vi blot livet og dermed dets meningsløshed.

Spiser vi derimod for at glæde vore sanser, har vi erstattet denne grundlæggende meningsløshed med en tangibel mening. I sin Apologi for hedonismen udstrækker han dette princip til alle områder af tilværelsen.

Alt, hvad vi gør, bør være nydelsesrigt eller »smukt«. Livets mening bliver dermed frembringelsen og opretholdelsen af det skønne.

Jan Tropf havde ingen tålmodighed med kunstnere, som blot ville provokere eller bringe deres meninger til torvs. For ham var kunstnerens opgave at bringe skønhed ind i menneskers hverdag, og derfor var efter hans mening også en smuk brevvægt mere værdifuld end en filosofisk traktat.

At blive inviteret til middag i hans hjem var en oplevelse, som vi vidste, han havde brugt dage på at forberede. Vi forlod ham beriget, men følte os samtidig en smule fattigere.

Hans liv syntes os så fuldt, for vi vidste, at han forkælede sig selv med samme uendelige opfindsomhed som den, han lod os komme til gode. Hvis ordet »livskunstner« nogen sinde har fundet sin berettigelse, må det være på ham.

Det var karakteristisk for ham, at han ikke blot subskriberede på eksistentialismen, men tilførte den sit eget helt personlige perspektiv. Livet var ikke for ham som for Ehrenburg »den proces, der producerer lig«, men »det, der skaber minder«. For ham var mindet endog mere værdifuldt end oplevelsen. Han sammenlignede oplevelsen med en rå diamant, som erindringen tilsliber og giver nye facetter.

Det største for et menneske er derfor også selv at blive et minde, det vil sige af blivende værdi for sine medmennesker. Dette bør dog ikke resultere i en hensynsløs jagt på berømmelse.

I erindringsbogen Store mennesker, jeg har mødt handler det allerførste kapitel om moderen. Det betyder ikke noget, at hun forblev stort set ukendt af offentligheden, for alle de mennesker, hun kom i berøring med, forlod hende berigede. »Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre,« skriver han et sted, »vil du finde, at du ikke behøver nogen lovtavle eller facitliste. I stedet skal du spørge dig selv: Ønsker jeg, at min handlemåde i dette tilfælde skal tjene som en rettesnor til efterlevelse for andre?

Kan du svare bekræftende på dette, vil du også vide, at du har handlet rigtigt. Lad dig altså ikke friste af situationen, forsvar dig ikke over for dig selv med, at den er enestående, for dette kan man jo sige om enhver situation.

Spørg blot dig selv, om det princip, som kan uddrages af din handlemåde, er holdbart i alle situationer.« En enkel morallære, måske, men en, som jeg ofte har fundet effektiv.

Vel, min ven har nået sit mål. Han er blevet et minde for os, som kendte ham, ikke blot et flygtigt stemningsbillede, men et eksempel til efterlevelse.

Måske først og fremmest, fordi han altid efterlevede sit eget eksempel, han forblev sig selv tro. Aldrig forsøgte han at tiltuske sig lykke på en andens bekostning, og hvor mange af os kan sige det?

Midt i livets meningsløshed, tomhed og ensomhed, som han kendte så godt og aldrig løj om, hverken over for sig selv eller andre, følte han et ansvar, som gik vidt ud over nogen troendes. Han følte, at verdens Øjne hvilede på ham, han kunne ikke forråde den blot for at vinde en simpel fordel for sig selv.

Et sådant menneske, som på alle livets områder foragter den lave vinding, vil ofte synes fattigt, ja mislykket. Hvorfor er det mon, at principfaste mennesker forekommer os stejle og selvcentrerede?

Han kaldte selv denne selvbevidste selvfornægtelse »at opgive Regine«. Hvorfor giftede han sig aldrig?

Hvorfor fik denne mand, som elskede børn, aldrig børn selv? Han ville have været den perfekte far, for han forstod barnet i dets legende stræben, som stadig kræver nye udfordringer. Vi kan ikke vide det, men vi kan være sikre på, at han havde gode grunde, som han havde til alt, hvad han gjorde. Måske fandt han aldrig nogen, der levede op til hans høje standarder.

Han ville ikke have tilladt sig selv at forelske sig i en uværdig, ikke for sin egen skyld, men for hendes. Eller måske var hans drifter af en art, som han ikke kunne forsvare at tilfredsstille. Sådan var han jo. Ingen skulle lide for ham, så afstod han hellere.

Og hans liv var jo rigt. Når vi andre var ved at gå til i rutine, havde han altid netop taget hul på et nyt projekt. Og var hans entusiasme ikke altid aktivt inspirerende for os, som var mere hæmmede end han, var den i det mindste altid opmuntrende. I alt var han et frit menneske, hvad vi ofte hemmeligt misundte ham, hvor tilfredse vi ellers var med den tilværelse, vi havde skabt for os selv.

Hans middage gav os langt mere end et pragtfuldt måltid. Når vi ikke havde tid, råd eller ork til at forkæle os selv, forkælede han os.

Min ven blev engang introduceret ved et seminar som dette som den »kendte forfatter og filosof Jan Tropf«, og med vanlig situationsfornemmelse gjorde han dette til udgangspunkt for sit foredrag. For ham var det utænkeligt, at et menneske kunne blive »kendt« før sin død, eftersom hvad som helst, man kunne tænkes at sige om ham, uvægerlig ville påvirke ham til at forandre sig.

Hvordan skal vi da karakterisere ham nu, da denne betingelse endelig er opfyldt? En fremragende pædagog, men også en betydelig tænker, eksistentialist, javel, men dog helt sin egen.

Anstændig ind i sin kerne, ikke på nogen tvær, selvfornægtende måde, men fuld af livsglæde. Således blev da hans liv, som han havde ønsket det, et eksempel for andre.

Æret være hans minde! Og dog yndede min ven ikke eulogier. Med sin ubestikkelige realitetssans ville han ikke have ønsket at efterlade sig et glansbillede. Det er derfor også helt i hans ånd, når vi medgiver, at han - som alle andre - havde sine svagheder.

Jan Tropf - Jan Tropf var en nar. Gyldendals røde ordbog oversætter Tropf med tosse, skrog, torsk, alt i alt en rammende karakteristik.

Jo, Jan Tropf ville det uvante. Den fri vilje var for ham et rent filosofisk problem, akademisk.

Anstændig var han, ind i sin kerne. Han så med foragt på mennesker, der gav efter for deres lave drifter, og med god ret.

Selv lod han sig kun drive mod det gode, det sande og det skønne. Hvad andet kunne have drevet ham?

Han var aldrig syg af forelskelse, han trådte aldrig i en kvindes fodspor i gruset og gispede efter hendes ånde. Han søgte aldrig kærlighed i en ung piges Øjne, og fandt den heller aldrig.

Ingen kvinde ønskede at mærke hans fiskeøjne eller krybdyrhænder på sin krop. Livet igennem var han besjælet af en passende menneskekærlighed, ikke for lidt og ikke for meget. Han var imod vold under enhver form. Han var imod den vold, der udøvedes mod andre.

Han var imod den vold, han selv kunne udøve for at beskytte dem. Og først og sidst var han imod den vold, han derved ville udsætte sig for.

Hans livs rollebesætning var stærkt begrænset. Hovedrollen spilledes uvægerlig af ham selv.

Bipersonerne var de »interessante« mennesker, det vil sige dem, der fandt ham interessant under forudsætning af, at han fandt dem interessante. Resten var statister.

Deres lidelser og lidenskaber var udelukkende bestemt til at være skoleeksempler i hans undervisning. Historiens kæmper passerede revy og blev summarisk degraderet til psykoanalytiske studier, myggen satte sig til doms over elefanten.

Hans begejstring for Freud var forståelig, hans liv var en overkompensation. Han talte med erfaring om kvinders anvendelsesområder og svagheder: Hans kusine havde kysset ham på kinden, da han var ti år.

»Jeg kan blive så rasende!« sagde han og lo lykkeligt. Han elskede mad, som han elskede kvinder, vin og sang.

Han brugte flere dage på at ødelægge et stykke kød, der fra starten havde været så knogle- og blodløst som han selv, med eksotiske grøntsager og krydderier, legede med maden som et kronisk overfedet barn. I sin fuldstændige mangel på evne til at blive fristet af eller drevet til noget som helst brugte han det meste af sin tid på at finde på noget uvant at ville. Som regel var det i valget af de seminarer, han skulle få det næste år til at gå med, at han satte sin vældige vilje igennem. Det var kort sagt sjældent, at Jan Tropf besluttede sig for et politisk attentat.

Hans interesse for at tilegne sig viden var minimal, medmindre det var noget, der var forholdsvis letlæst og egnede sig til at gøre ham til centrum for andre pseudointellektuelle døgenigtes opmærksomhed. Det kunne aldrig være faldet ham ind at gå i gang med det ny testamente, hvorimod en billigbog om Jesu ungdom i Indien fascinerede ham.

Som sagt har tilhørerne sikkert mødt ham i en eller flere udgaver, det er ham, der ved en af de receptioner eller premierer, som han besøger flittigere end sit eget lokum, holder uopfordret foredrag om, at Jesus slet ikke blev korsfæstet, og at Niagara i virkeligheden falder opad. Han har altid lige været på studierejse i et land, hvor han ikke taler sproget.

Det var naturligvis sådan, jeg mødte ham. Et totalt nul, som han var, kunne han kun håbe på at låne af andres betydning. Han startede med at ringe en ganske sagesløs forfatter op og servere sin adulatoriske beundring. Der var dog lige et punkt, han gerne ville diskutere, hvad aften passede det?

Skulle forfatteren vise sig mindre end entusiastisk, ville han hurtigt blive belært om det ukloge i således at berøve sig selv adgang til geniets rige erfaringer og arkiver, for Jan Tropf læste altid avis let bevæbnet med en stor saks, så han kunne følge med i og ikke sjældent blande sig i debatten, med et vidtløftigt, skarpt og især ganske overflødigt indlæg. Her fulgte så i reglen en liste over andre store mænd, han havde arbejdet sammen med, det vil sige plaget livet af, og hvad de havde sagt lige inden: »Jeg venter en opringning!«

Hans egne meritter var naturligvis ikke ubetydelige, skønt han ikke brød sig om at prale. Det var dog karakteristisk, at ud over de filosofiske traktater, han udgav på eget forlag, var der som regel tale om projekter, der netop var i sin vorden. Han havde således som regel ikke besluttet sig for, hvem der skulle instruere den film, han havde tænkt sig at gå i gang med manuskriptet til i næste uge. Når han lod sig interviewe til lokalavisen, var de som regel internationale.

Journalister checker som bekendt af princip ikke deres facts, hvorfor man jævnligt i ugebladene kan finde rapporter om husmoderelever, der netop er blevet opdaget af Hollywood, og invalidepensionister, der er hemmeligt forlovet med popstjerner. Og skulle nogen være i tvivl, kunne han altid fremvise en international Who's Who af den type, der villigt optager gymnasieelever, hvis de forpligter sig til at købe ti eksemplarer.

Naturligvis var nogle af disse projekter reelle nok. De mennesker, som skriver kronikker og får udgivet digtsamlinger, adskiller sig trods alt ikke så meget fra den store grå masse af clock-watchers.

Talent eller smag udkræves ikke, kun kolleger og gamle studiekammerater. Det ene kan være lige så godt som det andet, at være tilknyttet Nationalencyklopædien kræver ungefær de samme evner og dyder som at være parkeringsvagt.

Men hvorfor tale om et menneske, når vi kan tale om Mennesket? Intet er kedsommeligere end mennesker.

Når jeg som ung mand blev spurgt, hvad jeg ville være, svarede jeg således uvægerlig: »Bare det ikke er noget med mennesker!«

Det uendelig triste ved mennesker er naturligvis, at de savner alle menneskelige karakteristika. Selv fangne leoparder bevarer dog deres pletter. Mennesker derimod er ikke andet end sludder og alibier.

Om en romanfigur kan man dog håbe, at han har noget menneskeligt i sig, at der er noget virkeligt i den, hvorimod du aldrig vil finde noget virkeligt i virkeligheden. Derfor elsker idioterne også biografier og at tale med mennesker, dette totale tidsspilde, et spil, der er om muligt endnu mere meningsløst end skak.

Kender tilhørerne disse mennesker, som render rundt med bræt og brikker og ustandselig plager deres medmennesker om et parti? De tror at kompensere for deres massive uintelligens ved at lære kombinationer udenad, lykkeligt uvidende om, at den største idiot altid vil vinde, eftersom det er ham, der har spildt mest tid ved brættet og med at læse bøger fulde af e2-e4 og dronningeløbere.

Eller den type, endnu nærmere åndssvagestadet, der stiller sagesløse bekendte intelligensprøver, som de hverken selv har udtænkt eller ville have været i stand til at løse, om det gjaldt deres liv. Hvilken intellektuel lise er ikke den totale illiterat i forhold til disse halvanalfabeter, som har fundet deres konversation i en bog og deres livsgrundlag bag på et kalenderblad?

Disse interesserede læsere af Tor Nørretranders, Piet Hein og Neutzsky-Wulff. Som begynder alle deres samtaler med: »Har du forresten læst …« Også Jan Tropf var en gavmild natur, og det var derfor nærliggende for ham at berige andre med det, han havde i størst overflod: vrøvl.

Han burde have stået her, alle ville have været glade. Han kunne presse flere citater ind i en festtale end nogen anden. Han kunne komplimentere damerne som en eunuk på et æsel. Hans hjertelighed var så varm som isslag på et fortov.

At mærke hans hånd på sin skulder var som at træde i en død due. Hans vid var så funklende som sidste uges tilbudsavis. Han så sine middage som antikke convivia, og de var også omtrent lige så åndfulde som akademikernes alkoholfri symposier. Det gik aldrig op for ham, at dette gravøl var den absolutte modsætning til forbilledet, hvor vinen blot var et forspil til venindens favn på bikliniet.

Jan Tropfs orgier endte ikke begravet i nøgne kvindekroppe, men med forstoppelse på lokum. Den visne pik hang meget langt nede under leverskaderne og nyregruset på hans gæster.

I gudinders sted blev afdøde professorer lovsunget. Til sidst sank deltagernes hoveder ned på deres bryster, deres smule liv forlod dem, og de hjalp hinanden hjem i seng til vækkeure og visne koner.

Han var en glimrende lærer, alle var enige om det.

Undervisningen blev aldrig rutine for ham, han havde altid læst den sidste kommentar til Kierkegaards taler.

Kierkegaard selv forblev et mysterium for ham. Lidenskab og syndsbevidsthed var for ham freudianske termer.

Han lo pligtskyldigt med forfatteren, som lo ad ham. At Søren ville have hadet og foragtet pjalten og kæltringen Jan Tropf af et godt hjerte, forblev han nådigt uvidende om.

Det var jo med Aabye som med Jesus, alt, hvad han prædikede om vanvid og selvforglemmelse, skulle tages rent figurativt. I virkeligheden havde han nok også blot villet gøre sig interessant, villet det uvante.

For resten var hans yndlingsforfatter Dostojevskij, den store eksistentialist. Han gennemgik hele Raskolnikovs selvransagelse uden at opdage, at han selv var den ældre dame, forfatteren med så stor entusiasme havde aflivet.

Han tog naturligvis en grusom hævn ved at aflive Dostojevskij i sin undervisning. Som alle pædagogiske igler forstod han at suge blodet ud af kæmper for senere at servere dem for sine elever som kartoffelmos.

Ikke for som en Strindbergsk kogekone selv at gøre sig til gode med det, men blot for at spytte det ud i kummen med en foragtelig grimasse. Han var altid mellemmanden, som farisæerne gik han ikke selv ind, og forhindrede andre i at gøre det. Dette er jo højskoletanken, som siden har bredt sig til det øvrige undervisningssystem, at træde ind som en stødpude mellem de farlige store og bæhlammene. At forhindre, at nogen nogen sinde læser selv.

Hvad kunne ellers ikke blive resultatet? Verdenslitteraturen er sex og vold, forførelse og spekulation.

Den lærer os at elske og dræbe. Bogbrænding er ineffektiv, der bliver altid eksemplarer tilbage.

Men efter Møllehaves gennemgang vokser der ikke længere græs på Kierkegaards grav. Den store, lidenskabelige morder er fældet af den lille, feje, som end ikke formår at hade sit offer. Jeg mødte aldrig hans far, som dog i det mindste må have været mindre utålelig, i betragtning af undervisningssystemets gradvise degeneration efter formlen: Latinskole + pjat = realskole. Realskole + pjat = erhvervsorienteret undervisning.

Læg dertil blomsterbinding som tilvalgsfag, og det rene pjat er nået. Jeg er selv far til skolesøgende børn, de søger stadig en skole, men jeg tvivler oprigtigt på, at der er nogen tilbage. Deres tasker er fulde af bøger, som ingen forventer, at de nogen sinde åbner, og gud ske lov for det. Selv åbnede jeg engang en historiebog.

Det viser sig, at de gamle romere fik al deres tid til at gå med at piske deres slaver og se kristne blive ædt af løver i cirkus. At Rom civiliserede verden, synes i denne forbindelse næppe relevant.

Zeloterne vandt jo alligevel, og det lykkedes deres Jesus at sætte kulturen halvandet årtusind tilbage og kaste Europa ud i det totale barbari. Uden Ham ville mennesket have besøgt månen i det femte århundrede efter vor tidsregning, som meget betegnende også er Hans.

Uden Ham ville vi ikke ane, hvorfor kærlighed skulle være sjofelt. Vi ville ikke have kunnet se nogen mening i at inddele menneskene i gode og onde og definere målet for deres eksistens som, at de første skulle myrde de sidste.

Det er historieundervisning på samme niveau som Vagttårnet, hvor man kan erfare, at den ægyptiske kultur gik under efter tre årtusinder, fordi de ikke adlød Gud. Måske skyldes det tilsvarende, at vi ikke adlyder Amon, at vores egen civilisation synes at have omkring tredive år tilbage at leve i.

Formålet er klart at indgyde eleven had og misundelse til forgangne slægter, der havde en kultur. Som havde venlige guder, kunst, frugtbarhed, ære og elskende par, hvor vi har troen på det Onde, en verden overtaget af puritanere, hvis eneste moral er selvgodhed, alibiet for, at de kan udpine jorden og deres medmennesker.

Det er det, vores børn ikke må vide. Det er det, vi ikke må vide.

Det er med det udtrykkelige formål, man har opfundet fremskridtsvrøvlet. Det er derfor, vi har afskaffet årstal og grammatik såvel som al anden viden.

Det er derfor, vi allierer os med dovenskaben og bilder analfabeterne ind, at de ikke er køer til slagtning. Det er derfor, vi giver dem medbestemmelse, aktier i alt og alle, men aldrig aktiemajoritet, end ikke i deres eget liv, forfremmer dem til næstens fangevogtere, for at de aldrig selv skal forlange frihed.

Det er derfor, vi lærer dem at snakke og have en mening, som ikke kræver viden, så den forbliver værdiløs og meningsløs. Det er derfor, vi oplyser dem.

Det er højskoletanken, mørke over land, det er det, de vil! Aldrig, aldrig at tænke, føle, elske, dræbe, kun snakke, snakke, snakke, gøre sig interessant og søge det uvante, det konsekvensløse.

Jeg smigrer Emil Tropf med, at der et sted i hans grammatikker var en længsel efter den døde civilisation, at han interesserede sig for noget andet end de franske filosoffer med deres gymnasie- og cafementalitet. Hvis der var, opdagede hans søn det i det mindste aldrig. Han forgudede som alle nuller sin far.

Han så som alle livsuduelige mennesker tilbage på sin barndom med ømhed, på samme måde som en bestemt slags kvinder elsker deres børn højere end deres mænd. Det er jo også en fordringsløs kærlighed, blottet for begær og besættelse.

Jan Tropf ville gerne være forblevet barn, og naturen opfyldte hans ønske. Han mistede aldrig sin selvfølelse, tabte aldrig sig selv i vild forelskelse eller heroisme.

Som de fleste mænd var han ganske tam. Aldrig voksede hans begær sig større end hans selvrespekt, og så kan det jo i grunden være det samme.

Han oplevede aldrig den kærlighed, som lægger verdener øde for at nå sin elskede genstand. Han forblev livet igennem fornuftig og anstændig, normal og harmonisk, kort sagt en lort, der producerede lort, som de mange.

Men hans liv var også blottet for sådanne fristelser. Kvinden taler smukt om den tamme mand, men hun følger den vilde. Måske er det bedste, vi kan sige om Jan Tropf, at han altid var på flugt. Han troede, han kunne finde sit livs mening, som man finder varer i supermarkedet.

Han forstod ikke, at kun den er fri, der er en slave af sit begær. Den individuelle fornuft kan altid trumfes af den kollektive.

Kun vanviddet og den hensynsløse kærlighed går fri. Kun Kierkegaard går fri, Martensen og Mynster ender i deres sognehelvede.

Jeg vil læse for jer et stykke af Kierkegaard, som I elsker så højt. Det handler om selvfølelsens forsvinden, som dette seminar jo drejer sig om.

Det er talen om synderinden, hvis mange synder ifølge Lukas blev hende forladt, fordi hun elskede meget. Det var hende, der lå ved sin herres fødder, kyssede dem, vædede dem med sine tårer og tørrede dem med sit hår.

En højst utilbørlig kærlighed altså, nok uvant, men blottet for selvfølelse. Hvor pinligt berørte blev ikke disciplene, hvor pinligt berørte ville ikke vi blive, om vi så en sådan kærlighed, hvor pinligt, at ikke Jesus selv følte sig pinligt berørt og gjorde en ende på dette uværdige skuespil!

Pinligt, pinligt, pinligt! Ja, hun elskede meget.

Søren fremhæver dette. For hende var der ikke, kunne ikke være nogen opfindsomhed i skulkende undskyldning og udflugt og bedrag og besmykkelse.

Hun elskede meget, og hvad, spørger forfatteren, er det stærkeste udtryk for at elske meget? Det er: At hade sig selv. Ikke selvfølelse, ikke at søge det uvante, men dette: At hade sig selv.

For den elskende er der jo nemlig kun den elskede, alt andet er ligegyldigt, og mest ligegyldig er man selv, fordi man føler sig så uendelig uværdig til den, man elsker. For Kierkegaard er frelsesvejen, som han udtrykker det - ikke selvfølelse - men gangen til tilintetgørelsen.

»Er der da ingen skånsel?« spørger han og svarer: »Nej! Der er ingen skånsel.«

I kærligheden er ingen skånsel, de to kan ikke bo sammen, hvor der er kærlighed, er der ingen skånsel, hvor der er skånsel, er der ingen kærlighed! Hendes ydmygelse er ikke skjult, den er åbenbar, hun løber efter sin herre som en hund.

Og der er ingen nåde. Hvis det var herrens grusomhed, kunne den vel formildes, men den er hendes egen, Søren gentager det og slår det fast: Hun opfandt selv marteren, var selv den grusomme, hun hadede sig selv: Hun elskede meget. Ja, hun elskede meget …

Her taler et menneskehjerte, I har hørt det fra Søren, I hører det nu igen fra mig, men vi kender jer jo, jer og jeres opfindsomhed i skulkende undskyldning og udflugt og bedrag og besmykkelse, I eksistentialister! Vi kender jer, vi pisker jer med skorpioner, og I ryster jer! Og han skriver videre:

»Hun udtrykker: jeg formaar bogstaveligen slet intet, Han formaar ubetinget Alt. Men dette er jo at elske meget. Naar man selv mener at formaae Noget, kan man vel nok elske, men man elsker ikke meget; og i samme Grad som man mener selv at formaae mere, i samme Grad elsker man mindre. Hun derimod elskede meget. Hun gjør ikke Ord, ei heller at hun forsikkrer - o, kun altfor ofte svigerfulde Udtryk, der saa let gjør en Forsikkring fornøden, at det virkelig er, som man forsikkrer. Hun forsikkrer ikke, hun handler: hun græder, hun kysser Hans Fødder. Hun er ikke betænkt paa at standse sine Tårer, nei, at græde er jo hendes Gerning. Hun græder; det er ikke hendes Øine, men med sit Hovedhaar er det Hans Fødder hun aftørrer: hun formaar bogstaveligen slet intet, han ubetinget Alt - hun elskede meget. O, evige Sandhed, at Han formaar ubetinget Alt; o, ubeskrivelige Sandhed i denne Qvinde, o, ubeskrivelige Sandhedens Magt i denne Qvinde, der mægtigt udtrykker Afmagten, at hun formaar bogstaveligen Intet: hun elskede meget. Ja, hun elskede meget. Hun sidder grædende ved Hans Fødder: hun har ganske glemt sig selv, glemt enhver forstyrrende Tanke i hendes eget Indre, er ganske stille, eller stillet, som det syge Barn, der stilles ved Moderens Bryst, hvor det græder ud og glemmer sig selv; thi ikke lykkes det at glemme saadanne Tanker og dog huske paa sig selv, skal det lykkes, maa man glemme sig selv - derfor græder hun, og alt som hun græder, glemmer hun sig selv. O, salige Graad, o, at der i at græde ogsaa er denne Velsignelse: er Glemsel! Hun har ganske glemt sig selv, glemt Omgivelsen med alt dens Forstyrrende; thi umuligt at glemme en saadan Omgivelse, naar man ikke glemmer sig selv, det var jo en Omgivelse som beregnet paa frygteligt og qvalfuldt at erindre hende om sig selv: men hun græder, og alt som hun græder, glemmer hun sig selv. O, salige SelvforglemmelsensTaarer, naar det at hun græder, naar ikke engang det mere erindrer hende om, hvorover hun græder: saaledes har hun ganske glemt sig selv. Men det sande Udtryk for det at elske meget er jo just ganske at glemme sig selv. Naar man husker sig selv, kan man vel elske, men ikke elske meget; og i samme Grad som man mere husker sig selv, i samme Grad elsker man mindre. Dog hun har ganske glemt sig selv.«

Man har bedt mig tale om at ville det uvante, og om døden. Det blev til en eulogi, der blev en dyslogi.

Stakkels Jan Tropf! Som døde uden nogen sinde at have levet, som blev undfanget af en foredragsholder som et blot og bart skræmmebillede.

Og dog tror jeg ikke, jeg har sagt for meget ved at påstå, at samtlige mine tilhørere har kendt ham, nogle måske mere intimt end andre. Jan Tropf ville det uvante, han ville, det var netop hans ulykke.

Sådan er det med mennesker uden lidenskaber, naturen har skænket dem en essentiel, uundslippelig eksistentiel frihed, og det er det eneste, den har skænket dem. Den fri vilje er gudernes trøstpræmie til alle mælkeblodsnaturerne.

De planlægger deres liv - hvis man nu kan kalde det det - de møder en sød pige, som de lige så gerne kan gifte sig med som enhver anden. De engagerer sig, netop fordi deres medmenneskers lidelser ikke kan drive dem til at dræbe deres undertrykkere. De melder sig ind i en politisk forening, de giver udtryk for deres forargelse i læserbreve. Moralen er deres ledesnor, de kalder den Etik for ikke at virke snerpede, ligesom de kalder den frygtelige altfortærende Kærlighed for erotik for at angive, at det er et tidsfordriv.

Da intet i dem forlanger noget af dem, må de prøve at lukke op for radioen. De ligner næppe mennesker, og dog er de det: De kan hade.

De kan naturligvis ikke hade dem, der sårer den, de elsker, for de elsker slet ikke. I stedet hader de elskerne.

De hader dem, der kan leve: ånde, forelske sig, hævne og skrive vers. De hader dem med et had, der er i sandhed uudslukkeligt.

Dette had er deres frelse, fordi det er deres Gang til Tilintetgørelsen. I dette had glemmer de sig selv, i dette had til alt menneskeligt bliver de mennesker.

Der findes ingen anden styrke i verden end kærlighedens, og derfor findes der heller ikke nogen anden svaghed end den: Ikke at kunne elske. Også disse svage må elskerne elske.

Hvordan kan vi da vide, hvem disse svage er, som vi må elske? Det er jo let at forstå: Det er dem, der hader os.

Vi må elske Jan Tropf. Vi må elske ham i hans grænseløse dumhed og lidenskabsløshed, også når han udbreder den som mælkebøtten, hvis frø gør jorden hård.

Vi må le ad ham, og vi må le hjerteligt. Vi kan ikke lade ham dø i sin syndefrihed.

Vi må tilgive ham, når han myrder, fordi han kun kender til moral, ikke medfølelse. Han er en morder, ja, han myrder verden, livet, historien, men han er en uskyldig morder, og det må regnes ham til gode.

Vi må for evigt tilgive, ynke og misunde ham for det ene: Han kender ikke blodets rasen. Han kan vælge.

Dermed er alt sagt. Alt andet er blot vrøvl, ideologierne, filosofierne, psykologierne, sociologerne, godt og ondt, sandt og falsk, vrøvl, vrøvl, vrøvl.

Der er kun blodets stemme og dets tavshed. Det er to folk, de ligner hinanden mindre end to arter på to kloder.

Der er dem, i hvem blodet taler, og dem, hvori det tier. Vi kan ikke overbevise nogen.

Vi kan ikke overbevises af nogen. Hvad kan vi gøre?

Vi kan danse på de dødes grave, råbe et ufortrødent: Lazarus, kom ud! Vi kan se dem skutte sig, ryste på hovedet og smile, vi kan smile igen.

I dag har I hørt noget uvant, det var jo det, I ville. Det uvante i at Villes.

I at finde sit liv i hjerteroden i stedet for i et aftenskolekatalog. It's not a trick, you won't be able to learn it.

In fact, don't try this at home, kids! I know you won't … Det er ikke noget, man kan lære på en folkehøjskole, med eller uden sauna.

At kunne elske er den største velsignelse, den største forbandelse. Den kaldes Liv.

Nu er Talen forbi. Jeg har gjort mit, nu må I gøre jeres.

Nu må I være stødte. Hvad bilder han sig ind? I kan også finde det interessant, hvad I har hørt. Uvant var det jo!

Eller måske ikke. Måske var det netop noget, I havde hørt tusind gange før, herregud!

Måske var det farligt, måske bare ligegyldigt. Måske har I det helt rigtige ord for det.

Ligesom lidenskabsløsheden har sin terminologi, i hvilken den karakteriseres, kristenhed, fremskridt, har lidenskaben naturligvis sin, synd, sygelighed. I kender dem jo godt, disse ord, finder dem let frem, tag to, inden I skal sove. Måske sover I allerede.

Måske har jeg groft undervurderet jer, måske det modsatte, måske forstår I alt, ingenting. Vær rolige, det betyder intet!

Er det da ikke et stift stykke, at man skal betale for at lade sig forulempe? Slet ikke, kære ven. Look at it this way: Du har forkælet dig selv og prøvet noget uvant.

Erwin Neutzsky-Wulff