I Information den 19.10.96 tilslutter Steen Vejlyt sig for så vidt Faklens karakteristik af fascismens snigende indmarch, eller som han udtrykker det: "Fascismen har endnu bedre vækstbetingelser i dag end i firserne". Minoritetsgrupper bliver i stadig større udstrækning ofre for højredrejningens ensrettende hetz, og løkken strammes om halsen på såvel indvandrere, autonome og arbejdsløse som på homoseksuelle, hjemløse og narkomaner.

Men her beklager Vejlyt, at dét er det eneste eksempel, undertegnede giver på, hvad disse minoritetsgrupper har til fælles, og spørger så, om ikke det kunne skyldes, at "disse mennesker virkelig ikke mener, dit eksempel kan danne grundlag for blot én enkelt handling rettet mod et fælles og entydigt mål?"

Sikkert. Men lad os da håbe, at det en dag forholder sig anderledes. For spørgsmålet er vel, om der overhovedet behøver være andet slægtskab de klemte minoritetsgrupper og diverse antifascistiske bevægelser imellem end lige netop den fælles ret til overhovedet at være her, som det dagligt bliver mindre sandsynligt, kan tages for givet?

Skal de arbejdsløse abonnere på rockernes livsanskuelse for at kunne bekæmpe den despekt for fundamentale retsprincipper, som rockerlovgivningen er udtryk for?

Skal de autonome konvertere til islam for at kunne bekæmpe den eskalerende racisme, som møder muslimer?

Skal socialister være homoseksuelle for at kunne bekæmpe den hetz, som visse dele af pressen gør sig til talerør for?

Skal vi tale og tænke som tamiler for at gribes af foragt for den kolde umenneskelighed, med hvilken endnu en minister sender dem lige lukt i døden?

Jeg tror det ærligt talt ikke.

Ikke desto mindre tror jeg desværre heller ikke, at den dag ligger lige om hjørnet, hvor Christiansborg slotsplads indtages af titusinder af arbejdsløse, soignerede som usoignerede; titusinder af indvandrere fra alverdens nationaliteter; titusinder af studerende, narkomaner, hjemløse, sindslidende og homoseksuelle, flankeret af tusinder af socialister, hundreder af hætteklædte autonome og hundreder af hjelmløse rockere på motorcykler - en fredelig, men insisterende hær, der viste, at vinden skulle og kunne vendes; en spraglet skare, der overskyllede avisredaktionerne med indlæg om respekten for forskelligheden og kampen mod højredrejningen.

Men nej, Vejlyt har nu nok al mulig ret i, at de "ikke vil sidde i kupé med hinanden"; de arbejdsløse skal såmænd nok blive friseret og barberet, de homoseksuelle normaliseret og ekskommuniceret, muslimerne deporteret og torteret, de autonome pacifiseret og interneret - efter de sidste socialister er emigreret eller konverteret til Socialdemokratiet.

Og mens særlove regerer og tamiler dør, kan vi så sidde og resignere i hver vores togkupé og beklage, at minoritetsgrupper alligevel aldrig kan blive enige om, hvad der bør være den fælles ideologi. Det lader i hvert fald til at se sådan ud fra Vejlyts kupé.

Men vi kan også forsøge at gøre opmærksom på, at vi rent faktisk sidder i den samme vogn og i det mindste kun vanskeligt kan blive uenige om, at den fælles modstander er den snigende fascisme, eftersom den just er i fuld gang med at hægte hele vognen af!

Og sådan ser det ud fra Faklens kupé.

Ideen om at forene udhængte minoritetsgrupper, der ikke har andet til fælles, end at de netop er udhængte, har siden været grundlæggende for Faklen, og det første spæde forsøg på i det mindste at vise, at det ikke var helt og aldeles utænkeligt, blev realiseret, da Faklen afholdt minoritetsdemonstration i København den 11. juni 1998 under parolen: "Lighed for loven - frihed til forskellighed".

Baggrunden var, at den grundlæggende retssikkerhed, som følger af det gamle princip om lighed for loven, ikke længere er til stede i Danmark, når det gælder en række udsatte minoritetsgrupper. Indvandrere, bistandsklienter, narkomaner, christianitter, bikere og andre grupper, som på den ene eller anden måde ikke lever op til "Normal-Danmarks" normer og værdier, mødes med en særlig mistænksomhed fra politiets og politikernes side, der går langt ud over den almindelige opmærksomhed og kriminalitetsopklaring, som alle samfundsgrupper må leve under.

Demonstrationens formål var at belyse diskriminationen og protestere mod det forhold, at stadig flere lovindgreb og stadig mere omsiggribende hetz gør flere og flere minoritetsgrupper til syndebukke, og derfor i fællesskab at insistere på, at vi alle er lige meget mennesker - uanset vores forskelligheder.

Alle mennesker bør have samme rettigheder og friheder, og alle mennesker bør være lige for loven, om de er somaliere eller politibetjente, narkomaner eller bankdirektører, hvorfor det er nødvendigt at gå skarpt imod enhver form for særlov og diskriminerende forskelsbehandling som f.eks. den nye sociallovs umyndiggørende tvangsaktivering, den dengang nye udlændingelovs tiltag til apartheid, den såkaldte rockerlov og alle lignende tendenser.

En lang række minoriteter stod for første gang skulder ved skulder for at manifestere det fælles krav om lighed for loven og frihed til forskellighed. Bandidos og Hells Angels gik sammen i demonstrationen, der endvidere støttedes af narkomanernes organisation, Brugerforeningen, somaliernes paraplyorganisation, Den Somaliske Forenings Fællesråd, de hjemløses forening, Hus Forbi, Galebevægelsens Sindssygelovsgruppe, Nyt Forum fra Christiania, Asylgruppen (for flygtninge under jorden), Landsforeningen af Dansk-Udenlandske Ægtepar, All African Organization, Somali Community, Fri Hash Bevægelsen, Etnisk Debat Forum, Fair Play og Ungdomshuset.

På Rådhuspladsen var der taler af Pernille Frahm (MF for Socialistisk Folkeparti), Bashy Quraishy (medlem af Rådet for Etniske Minoriteter) og Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen.

I Faklens tale hed det bl.a.:

De fremmede, det er os og alle dem, som vi få repræsenterer!

Hvorfor?

Går indvandreren da med rygmærke, er christianitten muslim eller den prostituerede jøde? Næppe … Vi er forskellige, og fordi vi er forskellige, ved vi, hvor vigtig den forskel er! At vi ikke er en grå masse, men at vi er mennesker med hver vores liv og værdier, til forskel fra andre mennesker. Derfor er forskellen dét, vi er fælles om, dét, der gør os til de mennesker, vi er - måske det, der gør os til mennesker.

Altid har ensretningen lært os, at forskel fører til uforsonlighed, men hvad om den førte til menneskelighed, hvad om den førte til respekt og venlighed? Er dét ikke menneskelighedens styrke, at hvor forskellige vi end er, er og bliver vi lige præcis lige meget mennesker? Hverken mere eller mindre!

Derfor kan og må minoriteter, der ikke har meget andet end forskel til fælles mødes og også kæmpe for hinandens forskel.

Når indvandreren kaldes for perker, er det derfor ikke bare indvandreren, der hånes - det er os. Det er indvandreren, den tvangsaktiverede, den prostituerede, bøssen, christianitten, narkomanen, bikeren, socialisten og humanisten, der hånes. Det er dig og dig og dig! Det er os, der er perkeren!

(…)

Vi er alle sammen perkere, snyltere og rockere, for det er ikke os beskåret at kalde os, hvad vi selv ønsker. Og hvis stærke kræfter fra regeringen og højrefløjen får deres vilje, bliver det os næppe heller længe beskåret at være, hvem vi er!

Og hvem er så de næste, som politikere og presse hænger ud som forfejlede, forrykte og forkerte? Hvem er de næste, som er tilpas fremmede, så der kan høstes hurtige stemmer i endnu en rask lille særlov, endnu en fiks pressehetz eller endnu en bizar PET-operation? Hvem er de næste utilpassede, udstødte og ukurante, som skal på myndighedernes offeralter i den store plan om det renskurede, ensrettede "foregangsland" Danmark?

Vi ved det ikke, men alt tyder på, at heller ikke de bliver de sidste!

Vi er vant til at blive betragtet og behandlet som de værste. Det betyder ikke, at vi nu ønsker at blive behandlet som de bedste. Vi ønsker ingen særbehandling.

(…)

Lad os løfte os i stedet for at skjule os. Lad os gøre en multikulturel forskellighed ud af den forstenede, grå nationalistiske ensretning. Lad os bekæmpe de uforsonlige og intolerante vinde, der blæser over Danmark i dag.

Demonstrationen blev fulgt af DR2 som led i portrætprogrammet "Fakkelbærerne", bragt den 2. juli samme år; Socialisten Weekend skrev bl.a. i sin "dækning" af demonstrationen den 19.6.98: "Styrk den internationale kriminalitet, styrk den …", mens B.T., 12.6.98, under overskriften "Jønke og SFs Pernille stod sammen" vred sig endnu længere og tog skarpt afstand fra Pernille Frahms medvirken med ordene: "Hvor naiv kan man egentlig være?"

Tja, hvor blåøjet kan man egentlig være i dagens Danmark, hvor fordomme, diskrimination og ensretning har overtaget, og vove et første skridt i retning af større solidaritet minoritetsgrupper imellem og gennem en usædvanlig manifestation inspirere til noget så "kriminelt" og "naivt" som lighed for loven og frihed til forskellighed?

Mottoet "frihed til forskellighed" og ånden i manifestationen bliver en del af Minoritetspartiet, som dannes i sommeren 2000, bl.a. af folk fra Faklen (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 18).

Faklen