INTERVIEWS. Tidligere folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Jens Jørgen Bolvig har hjulpet udvisningstruede flygtninge i skjul for myndighederne, og har på linje med andre, der har deltaget i denne illegale virksomhed, sognepræst Marianne Christiansens fulde opbakning. Her forklarer de hver for sig, hvorfor samvittigheden må stå over loven, når loven står i vejen for et medmenneske i nød ...

JENS JØRGEN BOLVIG

Faklen: Hvordan vil du karakterisere dansk flygtningepolitik i dag?

Jens Jørgen Bolvig: Dansk flygtningepolitik i dag er skandaløs. Den er dobbeltmoralsk i en grad, så jeg meget ofte skammer mig over at være dansker.

Jeg erindrer dårligt nok en Grundlovsdag eller en anden højtidelig lejlighed, uden at danske politikere pudser glorien på Danmarks vegne og taler så smukt om »foregangslandet«, der er menneskerettighedernes vogter. Alle partier, i hvert fald fra den yderste venstrefløj og til og med Venstre, roser sig af disse høje idealer. Og dog ser vi jo gang på gang, hvordan Danmark, når det kommer til stykket, og vi stilles over for præcise opgaver i forhold til mennesker i nød, langtfra lever op til de smukke ord og fraser om medmenneskelighed.

Danmark har med laksegl, underskrifter og det hele forpligtet sig på FNs Menneskerettighedserklæring, hvor det klart og tydeligt hedder i artikel 14, at »enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse,« men ingen kan betvivle dobbeltmoralen i Danmarks politik på området i dag.

Faklen: Politikerne forsikrer ikke desto mindre, at systemet garanterer, at ingen virkelig forfulgt flygtning ikke også opnår asyl.

Jens Jørgen Bolvig: Jo, men det passer ikke - og inderst inde ved de det godt. Min egen sag er blot ét eksempel blandt talrige.

I et år skjulte vi en familie fra Hviderusland, der havde fået deres asylansøgning afvist tre gange. Til trods for, at kvinden var aktiv i oppositionen i Hviderusland, der ud fra enhver betragtning er et samvittighedsløst diktatur, skulle de sendes retur. Retur til et land, hvis præsident, Lukasjenko, under et besøg i Tyskland den 23.11.95 udtaler til en anset avis: »Den tyske ro og orden blev til gennem århundreder, og processen nåede sit højdepunkt med Hitler. Det svarer til vore begreber om en præsidentstyret republik og den rolle, præsidenten indtager i den.«

Ville du sende mennesker fra den hviderussiske opposition tilbage til et Hviderusland, hvor Hitler er forbilledet? Jeg turde ikke. Selv udenrigsminister Niels Helveg Petersen opsummerede som OSCEs formand situationen i Hviderusland i 1997 med ordene: »The authorities are constructing a system of totalitarian government.«

Til sådan et sted kan intet anstændigt og samvittighedsfuldt menneske sende flygtninge retur. Alligevel blev deres asylansøgning afslået to gange af Flygtningeankenævnet. To gange.

Skulle jeg i retten for at overtræde loven, fordi jeg skjulte disse flygtninge, skulle i det mindste også regeringen stå anklaget i samme sag - for den bærer ansvaret for, at sådanne illegale handlinger i dag er nødvendige.

Det Radikale Venstre, som jeg var så naiv at tro ville være min vigtigste støtte, har imidlertid ikke gjort det mindste for at hjælpe mig i denne sag.

De eneste partier, der aktivt har hjulpet mig, er Enhedslisten og SF. Punktum.

Faklen: Hvordan ville du have reageret på de nuværende stramninger af flygtningeloven, hvis du sad i Folketinget i dag - ville du have fulgt partidisciplinen på dette område?

Jens Jørgen Bolvig: Aldrig. Dengang statsministeren købte en stemme fra Færøerne for halvanden milliard kroner for at bevare sit spinkle parlamentariske flertal, ville det have moret mig at gå op på hans kontor og sige, at jeg havde et helt andet krav for at garantere hans statsministerpost.

Jeg ville sige, at hvis ikke han lavede flygtningeloven om til flygtningenes fordel, ville jeg uafhængig af partidisciplinen stemme for det førstgivne mistillidsvotum og vælte regeringen! Så kunne han selv vurdere, hvor vigtig min stemme var i sammenligning med et folketingsmedlem fra Færøerne, der som tungen på vægtskålen måtte købes for halvanden milliard kroner.

Faklen: Hvad, tror du, er den politiske baggrund for den konsekvente stramning af flygtningeloven under den nuværende regering af socialdemokrater og radikale?

Jens Jørgen Bolvig: Ikke mindst Pia Kjærsgaards gode Galluptal inden sidste valg og Birte Weiss' nej til at fortsætte som indenrigsminister med ansvaret for yderligere stramninger. Af disse grunde og kun af disse grunde hentede statsminister Nyrup Rasmussen Århus' daværende borgmester, Thorkild Simonsen, ind som ny indenrigsminister, fordi han var kendt for sine krav om en meget stram flygtningepolitik.

Hvis ikke statsministeren var skræmt og påvirket af højredrejningen, var Simonsen aldrig nogen sinde blevet indenrigsminister. Derfor sagde jeg også til ham i en TV-udsendelse, at han burde sende Pia Kjærsgaard en kasse champagne som tak for sit avancement fra borgmester til indenrigsminister. Det tog han mig meget ilde op. Inden udsendelsen var han hjertelig og imødekommende over for mig - vi kommer fra nabolandsbyer - men bagefter ville han end ikke sige farvel.

Men i det hele taget er det jo beskæmmende, at der efter Ninn-Hansen og den borgerlige regering er foretaget 6-7 markante stramninger af flygtningelovgivningen under en socialdemokratisk ledet regering.

Faklen: Har højredrejningen bevæget sig langt ind i Socialdemokratiet i dag?

Jens Jørgen Bolvig: Langt?! Siger du højrefløj i dag, så må du inkludere hele Socialdemokratiet. Med ganske få undtagelser.

Faklen: Hvordan har du det så som gammel radikal politiker med det Radikale Venstres regeringsdeltagelse og dermed aktive støtte til stramningerne i Danmarks flygtningepolitik?

Jens Jørgen Bolvig: Jeg har gang på gang måttet se, at det Radikale Venstre gudhjælpemig har været villige til at gå over stregen i en sådan grad, at de selv erkender, at de måske er gået for langt … Men de er gået alt, alt for langt, og kun derfor er jeg ked af, at jeg ikke sidder i Folketinget i dag, så jeg kunne sige fra.

Det Radikale Venstres flygtningeordfører, Henrik Svane Nielsen har udtalt, at han skam »forstår« mig, men at »man skal følge landets love«. Men skal man det, når liv står på spil? Når ens samvittighed siger dig noget andet, og når Danmarks dobbeltmoral er så udtalt, at regeringen skriver under på et, men i praksis gør noget andet?

Jeg har jo som politiker og privatperson måttet have tillid til betydningen, når danske underskrifter internationalt har forpligtet os på et, men når så tilliden til gyldigheden heraf krænkes, må man handle derefter - og det er jo bare det »juridiske argument« for at trodse den danske lovgivning. Det »menneskelige argument«, samvittigheden, er endnu mere afgørende.

Faklen: Er det enkelte menneskes samvittighed da hævet over loven?

Jens Jørgen Bolvig: Ja, i visse situationer. Så afgjort. Hvis nu et barn falder igennem isen og er ved at drukne, ville du så ikke gøre alt for at redde det barn - selv om der står »adgang forbudt« på et stort skilt?

Faklen: Men hvor går grænsen?

Jens Jørgen Bolvig: Det må samvittigheden afgøre. Men hvem kan være i tvivl, når der står menneskeliv på spil?

Hvis du bryder loven for at redde et barn fra at drukne, er du en helt - du får måske oven i købet 10.000 kroner fra Carnegiefonden. Men hvis det er en flygtning, du redder fra de danske myndigheder, specielt en flygtning med en anden hudfarve, er du en landsforræder. Dér har du grænsen i dag.

Og hvor forfærdeligt må det ikke være for flygtningene og indvandrerne. Når jeg tænker på, hvad f.eks. andengenerationsindvandrerne har været igennem. De kan både være lige så begavede eller bedre begavede end indfødte danskere, men de får ikke en chance. Igen og igen får de at vide, at de er uønskede.

Til trods for at f.eks. pakistanske gymnasiaster i Danmark har et højere gennemsnit til studentereksamenen end indfødte danskere, har de ikke en chance for en ligeværdig behandling. De kan skrive i hundredvis af ansøgninger, men alene pga. deres fremmedklingende navne er de ringere stillet.

Faklen: Men er det ikke også vigtigt, at Danmark består af mennesker med samme kulturbaggrund, samme skikke?

Jens Jørgen Bolvig: Nej - hvorfor skulle det dog være det? Gå til Rebild Bakker den 4. juli, hvor man fejrer USAs nationaldag, og Dannebrog og Stars and Stripes går til vejrs sammen. Vi er så stolte af og glade for de danske kolonier, f.eks. Solvang i Californien. Der er tale om ren pastiche, hvor huse skal forestille danske bindingsværkshuse, en kirke med stork på taget, udskåret i træ … De har danske foreninger, danske gudstjenester, danske klubber og danske teatre. De bevarer forbindelsen, og vi synes, at det er helt fint - tænk, at de holder fast ved »gode gamle Danmark« …

Hvorfor er det da så slemt, hvis tyrkerne ikke glemmer Tyrkiet, eller hvis palæstinenserne ikke kan få Palæstina ud af deres hoveder? Men det kræver vi ikke desto mindre, at de skal. Vi holder fast i en latterlig illusion om, at Danmark skulle være et homogent land. Det er noget gammelt vrøvl. Lad os da endelig blive et gennemført multikulturelt og multietnisk land. Er det virkelig så slemt?

Det er da pragtfuldt, at man i New York kan gå ind i Chinatown og Little Italy. Hvad ville det skade, om en bydel i København var tyrkisk? Hvad gør dét? Jeg synes, at det er dejligt at gå ned gennem Nørrebro og Vesterbro og se og mærke det præg, indvandrere har sat på byen.

Og hvorfor skulle mennesker med samme etniske rødder dog ikke søge sammen, hvorfor tvangsbinde flygtninge til byer, fjernt fra hinanden? Selvfølgelig ønsker de sig da i nærheden af mennesker med samme kulturbaggrund som de selv, hvor deres børn kan lege sammen, hvor de lettere kan tale sammen og dyrke deres gud sammen - og det kan de saftsusemig normalt ikke i den fjerneste landsby i Danmark!

Tænk hvor smålig man f.eks. er i Albertslund, hvor man ikke engang tillader muslimer et forhæng, så de uden at blotte sig kan skifte til badetøj i svømmehallen. Dét ville borgmesteren ikke. Men hvad skulle der dog være i vejen for at respektere et så beskedent ønske?

Er det dybest set, fordi man bevidst eller ubevidst mener, at vi skal sørge for at bevare det rene, pure, dejlige danske blod rent?

Det er i hvert fald det, som man fra den yderste højrefløj til tider giver indtryk af ved de groveste og mest hårrejsende udfald mod mennesker i vort land med andre kulturbaggrunde. Og det er jo vrøvl, for der er ikke noget »rent« dansk folk. Blod blandes, nationaliteter blandes - sådan har det altid været, gennem hele historien, og det er da også kun en stor, stor fordel for samfund og kulturer.

Faklen: Har du modtaget personlige henvendelser, efter at folk har fået at vide, at du har skjult flygtninge?

Jens Jørgen Bolvig: Ja - og de har egentlig undret mig en del. Når jeg f.eks. har haft læserbreve i avisen til fordel for flygtninge, har jeg altid fået en stor mængde trusselsbreve, der har kaldt mig »landsforræder«, »dumme svin« osv. Men i denne sag har mindst 90% af brevene været positive, ja, mange har tilbudt selv at skjule flygtninge.

Faklen: Hvordan ser du på fremtidsudsigterne for indvandrere og flygtninge i Danmark?

Jens Jørgen Bolvig: Negativt. Kun manglen på arbejdskraft kan vende udviklingen, fordi vi i Danmark desværre tænker med pengepungen. Kun hvis det er en indlysende økonomisk nødvendighed, kan statens politik ændres til det bedre. Men så risikerer vi også at slippe et virkelig klassedelt samfund løs, hvor flygtninge og indvandrere bliver overladt de værste jobs.

Forhåbentlig vinder i stedet humanismen. Forhåbentlig vender humanismen delvist befolkningen, så medmenneskeligheden bliver afgørende i vores forhold også til flygtninge og indvandrere.

Faklen: Men tror du ikke, at der ville være et stort flertal i den danske befolkning bag kravet om yderligere stramninger i flygtningepolitikken, hvis det kom til en folkeafstemning?

Jens Jørgen Bolvig: Jo, desværre. Men ikke hvis du spurgte på en anden måde. Der ville være et stort flertal for en human flygtningepolitik, hvis du i stedet spurgte: »Hvis nu der kom en familie og bankede på din dør, og denne familie var i livsfare, ville du så ikke gøre en indsats for at skjule og hjælpe dem?« Få ville svare nej, så snart de fik problemstillingen ind på livet.

Folk skal lære disse mennesker at kende. Det er det, der gør hele forskellen. De er mennesker. Alt, alt for få danskere har mødt flygtninge og indvandrere.

Ude hos os er der både tyrkere, kurdere, iranere, irakere, palæstinensere og libanesere - vi mødes med dem til fester og arrangementer, taler med hinanden. Der er ikke de mindste stridigheder imellem dem indbyrdes - lige så lidt som mellem dem og danskerne.

Man behøver ikke at være ens for at komme godt ud af det med hinanden.

Jeg kan selvfølgelig bedre li' en sympatisk tysker end et dumt svin af en dansker, men jeg kan så sandelig også bedre li' en sympatisk dansker end et dumt svin af en tysker. Det gælder alle nationaliteter.

Mennesker er mennesker. Du skal bare lære dem at kende.

MARIANNE CHRISTIANSEN

Faklen: Hvorfor tror du, at den danske flygtningepolitik er blevet strammet så voldsomt i de senere år?

Marianne Christiansen: Generelt betragtet er flygtningepolitikken karakteriseret af uvidenhed og smålighed - smålighed er i det hele taget et begreb, der spiller en meget central rolle i det danske samfund lige nu. Og derfor er lovgivningen også utrolig restriktiv inden for flygtningeområdet.

Der er tale om en følgagtig flygtningepolitik, i den forstand, at man på Christiansborg først og fremmest laver den så restriktiv af frygt for at skræmme vælgerne yderligere til højre. Det er forfærdeligt, at det er sådan, men vi ser det gang på gang. Socialdemokratiet er utrolig bange for højrefløjen. Lovgiverne og politikerne som helhed kører en rent defensiv linje i deres flygtningepolitik; de går ikke offensivt ud og forsøger at præge folks holdninger positivt i forhold til flygtningene, men afspejler passivt og defensivt deres fornemmelse af en negativ holdning i befolkningen.

Og på den måde kan man selvfølgelig sige, at vi har den flygtningepolitik, vi har fortjent. Det er således på den ene side også op til os selv at presse politikerne til at slå ind på en anden kurs, ligesom det på den anden side er politikernes opgave at præsentere og stå ved en selvstændig holdning, fremfor følgagtigt at lade sig lede af folkestemningen i enkeltsager.

Men politikerne svigter. Det hele er »brugerorienteret« i øjeblikket - det er meget få politikere, som tør stå ved en virkelig human flygtningepolitik og sige, at ethvert anstændigt menneske må kunne bringes til at forstå, hvor vigtigt det er for disse flygtninges skæbner, at vi hjælper dem. Man har ikke en holdning, som man kæmper for, for man skal først spørge vælgerne, og så gør man bagefter »folkestemningen« til partiets holdning - og det er en tankegang, der desværre snart gælder i hele statsapparatet, og for så vidt også i kirken.

Langt ind i de politiske partier har man ikke længere nogen selvstændig holdning - og så er det slemt. Det gælder ikke bare flygtningeområdet, det gælder det hele.

Faklen: Er det ikke bare demokratiets funktion, at det netop bliver mere og mere »brugerstyret«?

Marianne Christiansen: Nej, hvis man siger, at man har et folkestyre, så går det vel også ud på at »kvalificere« folket til at styre, og det gør man jo ikke i øjeblikket. Det hele kører på et minimum af information, hvorpå folk forventes at skulle tage stilling.

Beslutningsprocesserne er blevet mere og mere komplicerede, og så vælger man at give befolkningen et eller andet unuanceret, som nemt glider ned, og spiller med på den første den bedste folkestemning baseret på et helt igennem overfladisk grundlag.

Derfor bliver der en større og større polarisering i befolkningen, en kløft imellem dem, der orienterer sig grundigt, og dem, der helt har opgivet at orientere sig, og som så i høj grad lever på forargelsen. Og det er derfor også hele tiden forargelsen og småligheden, der appelleres til, når folkestemningen skal vindes. Det er hele tiden den negative mistænkeliggørelse, der spilles på - ikke noget med, hvor hensynsfuldt gør vi det og det over for flygtninge og indvandrere, men i stedet hele tiden: »Pas på, pas på, de er farlige!«

Faklen: Der er brug for en større offensiv i debatten på flygtningenes side?

Marianne Christiansen: Ja, man bør stille folk og politikere over for konsekvenserne af den restriktive flygtningepolitik. Hvor langt er vi egentlig parate til at gå? Grænsen herfor flyttes hele tiden - er konsekvensen, at vi til sidst skal være parate til helt at lukke Danmark, og i så fald med hvilke midler? Er vi i sidste ende parate til at skyde på folk, når illegale og måske desperate flygtninge ankommer til Jyllands vestkyst i strandede skibe, fordi det er eneste vej ind i landet?

Der er jo ikke nogen, der vil se i øjnene, at vi lever i en folkevandringstid - og den kan ingen lovgive imod. Men det er der ingen stemmer i at konstatere og søge at afhjælpe positivt. Så hvad er næste skridt for dem, der én gang har sagt, at de ikke ønsker nogen »sortsmudskede« i Danmark - hvor langt vil de gå?

Hvad er f.eks. konsekvensen for folkestemningen, når statsminister Poul Nyrup Rasmussen for nylig erklærer, at »det danske system skal oppebæres af danske arbejdere« - selv om der konkret kun var tale om at få 200 udenlandske ingeniører til landet? Konsekvensen er, at han alene bestyrker folks frygt og mistro over for indvandrere.

Det er vel ikke unaturligt, at man er nervøs eller bange for noget nyt og fremmed, men skal denne »naturlige« frygt ligefrem bestyrkes? I nogle kulturer er det nysgerrigheden og gæstfriheden, der er i højsædet over for fremmede, men sådan ser vi ikke på det her - det er lagt fuldstændig til side i dagens Danmark.

Og dét er truslen mod dansk kultur.

Faklen: Hvor får folk deres frygt og mistro fra?

Marianne Christiansen: Fra fordommene i de hurtige medier, ikke fra deres personlige erfaringer med indvandrere og flygtninge. En undersøgelse af fremmedhadet på skolerne for nylig viste eksempelvis, at på de skoler, hvor der var en overvægt af fremmedfjendske holdninger, havde man praktisk talt aldrig set en indvandrer, mens holdningen dér, hvor der var mange indvandrere på skolerne, var helt anderledes positiv.

Og det er selvfølgelig det håb, man kan have, at efterhånden, som tiden går, normaliseres tilstedeværelsen af indvandrere simpelt hen. Måske når danskerne med tiden erkender, at det ikke drejer sig om »sorte«, men om mennesker.

Når man taler med såkaldt almindelige folk, der på mange måder ville sige, at vi har nok af de »fremmede«, og alt det der, så ser det alligevel også helt anderledes ud for dem, når de på TV pludselig ser illegale flygtninge, der lever en trøstesløs, kummerlig tilværelse i Danmark. Der kommer ansigter på tragedien - og de bliver mennesker ligesom os selv.

Der er flygtninge, som har levet under jorden i årevis, og det er jo en fuldstændig udsigtsløs tilværelse, men på den anden side må den selvfølgelig være mindre uudholdelig end den tilværelse, der måtte vente på dem, hvor de er flygtet fra. Det er virkelig slemt at tænke på - men det bør flere tænke på.

Men måske skal det desværre være meget slemt, endnu værre, før udviklingen kan vendes til det bedre. Det er så bare problemet, at der er nogle menneskeskæbner, som ryger i mellemtiden.

Faklen: Er det enkelte menneskes samvittighed hævet over loven?

Marianne Christiansen: Ja, det mener jeg. Selvfølgelig. Selvfølgelig er menneskets samvittighed hævet over loven. Hvis loven går imod samvittigheden, så er der virkelig noget, der er forkert i loven - og så må vi se at ændre den.

Netop i et folkestyre må lovene blive til på baggrund af samvittighed. Men i det øjeblik, de ikke bliver det, er det samvittigheden, man må følge.

Et eller andet sted bygger religioner og kulturer på, at loven er det fælles princip, at alle underordner sig den samme lov, at ingen er hierarkisk overordnet den - og det er stærkt medvirkende til at skabe fællesskabet. Det er derfor også klart, at det som regel er forkert at bryde loven - medmindre loven svigter samvittigheden.

At alle mennesker ikke har den samme samvittighed, er så problemet, men det er altså et vilkår. Den populære indvending er selvfølgelig, at så kan alle gøre, som det passer dem, men enhver ved med sig selv, om det virkelig er samvittighedsgrunde, der byder en at bryde loven eller ej. Og det er jo som oftest, fordi et menneske er i nød, at man i så tilfælde bryder loven for samvittighedens skyld.

Jeg mener et eller andet sted, ikke bare som præst, men som menneske, at vi hver især har en slags pligt til at hjælpe et medmenneske i nød, der banker på døren og beder om hjælp. Det ville i hvert fald være tragisk, om du fandt et menneske, der i givet fald ikke ville lukke op.

At være parat til at bryde loven, når det er et samvittighedsspørgsmål, er jo ikke det, der udgør faren. Aldrig at bryde loven er langt farligere end altid at overholde den, for så nærmer vi os diktaturet, hvor loven er hellig, og alle blindt parerer ordrer.

Faklen: Din kollega, sognepræst Leif Bork Hansen har offentligt erkendt, at han har skjult flygtninge, og at han sågar ser det som sin pligt at fortsætte med det. Nu er han ikke blot blevet politianmeldt, men har også været under pres fra Kirkeministeriets side …

Marianne Christiansen: Ja, i første omgang blev han truet på sin ansættelse, og biskoppen blev bedt om at gribe ind. Kirkeministeren trak dog senere i land, og sådan må kommandogangen også være, eftersom der ikke er tale om en statskirke, men en folkekirke med sin egen struktur. Det er altså op til biskoppen og ikke til Kirkeministeriet at vurdere Bork Hansens embedsførelse.

Hvis ministeriet havde fyret manden, så tror jeg også, at det var nu, at det særlige danske forhold mellem stat og kirke var knækket.

Faklen: Du har støttet Leif Bork Hansen, som ikke længere selv ønsker at udtale sig offentligt, efter at han har været under pres fra både kirken og politiet, og efter at han har haft held til at få rejst sin sag i Folketinget af Enhedslisten. Hvilke konsekvenser tror du, det vil få, at Leif Bork Hansen er stået frem og har indrømmet sine illegale handlinger?

Marianne Christiansen: Det har for mig at se været vigtigt, at Bork Hansen gik til offentligheden, fordi det sætter et nyt lys på en uanstændig smålighed i samfundets behandling af flygtninge.

Mange er selvfølgelig også af samme grund glade for, at han har gjort det, men der er faktisk også mange, som er blevet rasende på ham, ikke bare dem, der er uenige i hans illegale handlinger, men også dem, der mener, at han med den megen opmærksomhed omkring sagen nu har gjort det vanskeligere for andre at skjule flygtninge.

Men han har jo netop gjort det i et forsøg på at påvirke lovgivningen. Og så længe ingen står frem, påvirker det jo ingenting, at der sidder et antal mennesker under jorden, uden for systemet, og netop får enorme problemer, når deres børn vokser op under illegale forhold. De kan ikke benytte skolerne eller hospitalerne, aldrig få et arbejde eller nogen form for offentlig hjælp - de er mere end nogen andre sat helt og aldeles uden for alting.

Faklen: Ser du nogen grund til optimisme for fremtiden i forhold til en mere human behandling af indvandrere og flygtninge i Danmark?

Marianne Christiansen: Jeg har et fromt håb. Folk kan bevæges, især ungdommen kan bevæges. De har stadig væk en form for naturlig medfølelse, en indlevelse i andre menneskers ulykke - men som det ser ud i dag, skal de desværre sandelig også nok få den aflært. Hele vejen op igennem systemet erstattes medfølelse af egoisme.

Stadig væk er der jo sågar en skillelinje mellem at hjælpe flygtninge, der er kristne, og så flygtninge, der er muslimer. »Det er jo kristne mennesker,« siger nogle som forsvar for deres støtte til kristne flygtninge, og hvis man så siger, at muslimer jo også er mennesker, kommer det modvilligt: »Nåh, ja, det er de da …« Altså, der er virkelig mange hegnspæle alle vegne.

Men jeg tror dog på, at et engagement og en ærlig overbevisning måske stadig væk kan have en gennemslagskraft, der ændrer ting.

Tavsheden er i hvert fald den største fjende. Hver gang man passivt og tavst overhører den lille og den store racisme, tillader man den jo at vokse. Vi går alt for stille med dørene. Vi reagerer simpelt hen ikke kraftigt nok.

Det store problem er måske i virkeligheden, at store dele af den danske befolkning ikke er integreret. Og hvis det skal ske, og hvis flygtningelovgivningen skal liberaliseres, skal der komme et krav fra neden, et krav fra mennesker, der har fået nok. Jeg håber, at det kan komme, men det kommer kun på grundlag af det personlige møde med indvandrere - det kommer på grundlag af samvittigheden og det personlige engagement.

Og det er kun et fromt håb.

Det kan lige så godt gå ad helvede til. Det gør det, så længe vi tier og samtykker.

Rune Engelbreth Larsen og Anne Bjørnskov Svendsen