Nedenstående artikel indgår i bearbejdet og opdateret form i bogen Det nye højre i Danmark (Tiderne Skifter, 2001) som kapitel 3. Hele bogen er i dag tilgængelig online, og den bearbejdede version af nærværende artikel kan læses her: Kapitel 2: Den Danske Forening.

Ser vi ikke i dag som dengang et overvældende flertal af vore politikere, som uanset deres uenighed om næsten alt andet kan finde sammen om det ene at samarbejde om at åbne vort land for fremmedes invasion og at samarbejde med de fremmede om deres etablering i Danmark som fremmede folkegrupper, der gradvis kan overtage danskernes fædreland, hvad enten nu besættelsen skal ske med fredelige eller voldelige midler. Igen kan politikerne påstå, at de er demokratisk valgte. Men giver det ret til at overlade landet til fremmede? Er dette næstekærlighed eller landsforræderi? Vil en ny modstandsbevægelse igen kunne sætte tingene på plads og vælte politikernes spil med landets og folkets frihed? Skal vi igen have tilbagevirkende love og retsopgør? Og vil de skyldige politikere da også denne gang have held til i tide at vende omkring og redde deres usle skind? Det afhænger måske af, om advarslen bliver forstået …

Sådan hedder det i en leder med titlen »Advarslen« i den Danske Forenings blad Danskeren i 1989. Dengang var foreningen kun godt to år gammel.

I dag skriver vi 1999, og som vi siden skal se, er der meget, der tyder på, at en række af disse åbne spørgsmål efterhånden lader sig besvare temmelig entydigt i foreningens egne skrifter.

Den Danske Forening er utvivlsomt den forening uden for de politiske partier, der har fået mest medieomtale i Danmark igennem de seneste 12 år, hyppigst er blevet udsat for forsøg på at hindre dens ellers grundlovssikrede mødeaktivitet, oftest har været involveret i belastende skandaler og efterfølgende juridiske slagsmål, og som sjældnest har fået en upartisk behandling i pressen.

Obstruktion af forsamlingsfriheden, regulær censur over for annoncer og jævnlige bagvaskelser er hyppige indslag i den Danske Forenings historie, der også af disse grunde hævder et slægtskab med modstandsbevægelsen under besættelsen. Et slægtskab, der atter og atter fremhæves i foreningens publikationer, og som bl.a. understreges af etableringen af en »kampfond« i 1995, hvis regnskab er lige så hemmeligstemplet som fondens konkrete brug, samt af en tilbagevendende insisteren på et kommende »retsopgør« med »landsforrædere« og »samarbejdspolitikere«, der tilsyneladende består af nøglefolk i humanitære organisationer og politiske partier, som på den ene eller anden måde bærer ansvaret for Danmarks flygtningepolitik.

Ikke desto mindre insisteres der samtidig på at følge en »moderat« kurs: »… vor opgave er netop at være moderate og bredt dækkende.« (Danskeren nr. 1, 1988, s. 5). Som vi skal se, fører modstandsretorikken imidlertid ikke altid til en lige utvetydig afstandtagen fra mere yderliggående bevægelsers og personers bevidste »sabotage« af foreninger, virksomheder og institutioner med tilknytning til indvandrere og flygtninge, hvilket sine steder slører det »moderate« billede ikke så lidt.

I en status over den Danske Forenings virke 1989-90 søger Sune Dalgård da også at drage den endegyldige parallel til besættelsestiden ved at understrege, at der forestår en modstandskamp i Danmark: »Det var svært at rejse modstandskampen for 50 år siden. Det er svært også i dag. Men der er kun én vej. Fremad.« (Danskeren nr. 2, 1990, s. 23).

For Ole Hasselbalch, foreningens formand, er der ingen mellemvej i denne kamp – du er enten med eller imod, og den, der har taget stilling for den Danske Forening, men forbliver passiv, er lige så medskyldig i landets fordærv som den, der ikke har taget stilling eller har taget stilling imod, skriver han i kampskriftet Viljen til modstand: »Enhver, der censurerer, manipulerer eller lyver kendsgerninger væk, hvad enten det er af ond vilje eller for at redde sig selv, er medskyldig. Og det samme gælder enhver, der er passiv og sætter sig hen i sofaen og giver mig ret uden i øvrigt at gøre noget. (…) verden tilhører slet ikke dem, der ikke tør. Verden tilhører de aktive, dem, der vil!« (s. 70f).

Så er fløjene trukket op, slagmarken sat, og kampen kan begynde. Og det er denne kamp, som den har udspillet sig, siden de første skridt til den Danske Forening blev taget i 1986, vi her skal kigge nærmere på.

»At sikre dansk kultur, sprog og levevis«

I slutningen af september og begyndelsen af oktober 1986 raser Søren Krarups kamp mod landsindsamlingen Flygtning 86 (beskrevet i: »Det nye højre, 1: Søren Krarup – en politikers karriere«, Faklen nr. 9). For første gang slår kritikken af flygtningepolitikken ud i lys lue og sætter dagsordenen i medierne – for siden at vende tilbage med jævne mellemrum, og altid med voksende gennemslagskraft.

Krarup danner Komiteen mod Flygtningeloven, hovedsageligt med folk fra kredsen omkring tidsskriftet Tidehverv, og i kølvandet på mediebevågenheden begynder modstandere mod flygtningepolitikken så småt at organisere sig.

Den egentlige begyndelse finder sted på Hotel Admiralen i København den 7. oktober 1986. Her har fhv. dommer Ellen Larsen og fhv. overtoldvagtmester Georg Schjørmann indkaldt ca. 20 læserbrevsskribenter til et møde – fælles for dem alle er, at de i læserbreve har givet udtryk for kraftig modstand mod Danmarks flygtningepolitik, der opfattes som alt for liberal.

De følgende måneder følger en række møder, før man i Virumhallen den 18. marts 1987 stifter den Danske Forening, hvis styrelse ud over de to initiativtagere kommer til at bestå af formand, dr.med. & h.c. Johannes Clemmesen, dr.phil. Sune Dalgård og læge Bengt Andersen.

Den Danske Forening og Krarups komité mod flygtningeloven, der i november 1987 skifter navn til Komiteen mod Indvandrerpolitikken, ligner hinanden i mål og midler: Indvandringen skal standses og en repatriering iværksættes, så Danmark atter bliver en homogen nationalstat. Kampen herfor skal føres med ordet og inden for den gældende lovgivning i øvrigt. Et nært samarbejde mellem de to grupper indledes tidligt om dannelsen af fælles lokalkredse; man arbejder for samme sag og smelter i praksis sammen i den Danske Forening, og i løbet af få år er foreningens styrelse domineret af folk, der har gjort sig bemærket i kredsen omkring Krarup.

Sune Dalgård (fra Komiteen mod Indvandrerpolitikken) er med i styrelsen fra foreningens begyndelse, murer Poul Vinther Jensen (fra Komiteen mod Indvandrerpolitikken) bliver styrelsesmedlem fra april 1988, Krarups nære ven, professor jur.dr. Ole Hasselbalch bliver styrelsesmedlem fra september 1989 og formand i 1990, og cand.mag. Peter Neerup Buhl (fast skribent i Tidehverv) bliver styrelsesmedlem fra februar 1993. Styrelsen, der har været stort set uændret i det meste af 90erne, består derudover af bibliotekar Harry Vinther, ekspedient Ellen Ewers og advokat Folmer Reindel, der alle bliver styrelsesmedlemmer mellem 1989 og 1991.

I juridisk og politisk forstand er styrelsen foreningen, fastslås det allerede i 1988: »Foreningen ledes af en selvsupplerende styrelse. Der er altså ikke tale om, at man kan vælges ind i styrelsen. Dette skyldes, at der naturligvis er en risiko for, at foreningen vil tiltrække yderligtgående personer.« (Danskeren nr. 1, 1988, s. 5). I formandens årsberetning 1991/92 hedder det endvidere: »Og inden for styrelsen er der i øvrigt lagt snævre rammer for, hvem der kan tage stilling til hvad og ud fra hvilke retningslinjer.« (Danskeren nr. 5, 1992, s. 21).

Medlemmerne af den Danske Forening har altså ingen direkte indflydelse på ledelsens sammensætning eller dispositioner.

Den Danske Forening definerer i sine love, der er vedtaget den 20. januar 1990, foreningens formål således: »På folkestyrets grund, uafhængig af økonomiske og politiske interesser, at sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme. At advare mod den opløsning af vor kulturelle og folkelige egenart, som forvoldes af overdreven tilstrømning fra overbefolkningstruede lande. At hindre nedbrydelse af vort land som hjemsted for det danske folk.«

Formålet søges opnået gennem udgivelsen af bladet Danskeren og diverse øvrige publikationer, samt ved etablering af lokalkredse.

Foreningen optager som medlemmer danske borgere og »udenlandske borgere med nær tilknytning til Danmark«; udelukket er dog personer, der »er eller har været tilknyttet ekstremistiske, såsom nazistiske organisationer«.

Åndeligt og historisk set betragter den Danske Forening sig utvivlsomt som den egentlige arvtager af det, de ville kalde Grundtvigs fædrelandskærlige kamp for Danmark og danskheden. Som egenhændig udgiver af ugebladet Danskeren fra 1848 til 1851 såvel som gennem sit virke som formand for den første forening med navnet »Den Danske Forening«, der samlede danske rigsdagsmænd i 1852, har Grundtvig både formelt og reelt sat sit præg på også vore dages udgave af den Danske Forening.

Men enhver parallel til nationale krisesituationer, hvor nationaltsindede danskere samles til forsvar for det danske rige, betones med samme forkærlighed som sagnomspundne helte og regenter i Danmarkshistorien. Martin Kasler, senere formand for Dansk Forum, skriver f.eks.: »I dag må du stride for retten til at gå med rank ryg i Frejas Sal. Lad dig inspirere af Danmarks stolteste traditioner; Rolf Krakes vilde mod, Valdemar Sejrs politiske tæft, Christian IVs standhaftighed, Tordenskjolds snedighed, tapperheden ved Dybbøl Skanse og modstandsbevægelsens offervilje er en del af din kulturelle arv. Svigt den ikke!« (Danskeren nr. 1, 1996, s. 11).

»Kære Landsmænd!«

Det første nummer af foreningens blad, Danskeren udkommer i maj 1987. I den første leder hedder det: »Kære Landsmænd! Den Danske Forening af 18. marts 1987 er stiftet med det formål at modvirke fremmedgørelsen af Danmark.«

»Fremmedgørelsen af Danmark« refererer til den stigende indvandring, der ifølge foreningen er et resultat af gæstearbejderreglerne fra 60erne og 70erne, et ineffektivt indvandrerstop i 1973, liberale familiesammenføringsregler, proformaægteskaber mellem danskere og udlændinge, illegal indvandring og ikke mindst flygtningelovgivningen fra 1983: »Men efter at Folketinget i 1983 indførte, hvad dets medlemmer kaldte ’verdens bedste flygtningelov’, steg antallet af indrejste asylsøgere fra nogle hundrede i 1983 til 9-10.000 i 1986. Dette uforberedte spring medførte europæiske toprater og kaos i modtagelsen, hvis led efter tur blev – og for de senere og afgørende led endnu er – katastrofalt overbelastet.«

Fra første nummer af Danskeren er kursen lagt – det er først og fremmest antallet af borgere af udenlandsk herkomst, der udgør en trussel mod Danmarks beståen som nationalstat. Men alle elementer i den Danske Forenings kritik af indvandringen, flygtningepolitikken, familiesammenføringsreglerne og uholdbarheden af det multikulturelle samfund præsenteres her så principielt, at intet væsentligt nyt er blevet føjet til i senere numre af bladets 12-13 årgange, der dels gentager argumenterne, dels konkretiserer og aktualiserer kritikken.

Sune Dalgård skriver i første nummer: »Ved et fuldstændigt brud på vor hidtidige politik, der gik ud på at beskytte dette [det danske, folkelige grundlag] og hindre en massiv tilstrømning af fremmede, er landet gradvis blevet lagt mere og mere åbent for tilstrømning af store grupper af mennesker fra fjerne lande og fremmede verdensdele, folk, der i næsten enhver henseende er vildt fremmede i forhold til Danmark og det danske folk.«

Indvandringsstoppet i 1973 blev »begyndelsen til en varig indvandring eller kolonisation«, hedder det, og perspektiverne males i dystre farver: »At man derved også giver grobund eller maskeringsmulighed for grov kriminalitet og endog terrorisme, at man fratager landets egne børn arbejdsmuligheder og boliger, at man påfører samfundet og dets danske skatteydere milliardudgifter oven i en i forvejen astronomisk gældsætning …«

Endelig fastslås foreningens mission som samlende kraft i kampen herimod: »Opgaven må være at gøre denne folkelige modstand til en politisk magtfaktor. De hidtil splittede og spredte modstandere må søge at finde sammen i et fællesskab om at udstikke en anden kurs og om at samle så mange danske som muligt om det altafgørende for en nationalt ansvarlig politik: at bevare og at genskabe Danmark som et dansk land for det danske folk og at hindre, at det gøres til indvandringsland og kolonisationsområde for fremmede landes eller verdensdeles overskudsbefolkning …« (Danskeren nr. 1, 1987, s. 3ff).

Og dermed er i realiteten grundlaget for de følgende års virke og bladets linje fastlagt.

En lang række personligheder, der både tidligere og senere har gjort sig bemærket politisk eller i den offentlige debat, har igennem årene bidraget til bladets spalter, bl.a.: Sognepræst og redaktør af Tidehverv, Søren Krarup; sognepræst Jesper Langballe; fhv. sognepræst Vilhelm Krarup; tidl. chefredaktør på Ekstra Bladet, Victor Andreasen; pressechef for Dansk Folkeparti, Søren Espersen; tidl. minister for Grønland, Tom Høyem; borgmester for Socialdemokratiet, Per Madsen; tidl. folketingsmedlem for Centrum Demokraterne, Herluf Rasmussen; tidl. folketingskandidat for Retsforbundet, Peter Neerup Buhl; tidl. nedkastningschef under besættelsen, Jens Toldstrup; formand for Dansk Forum, Martin Kasler; samt tidl. formand og folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup.

Danskeren har derudover givet spalteplads til folk, der tidligere har haft mere eller mindre nazistiske sympatier såvel som til folk, der tidligere har haft kommunistiske og socialistiske sympatier; der er tidligere modstandsfolk og kz-fanger i medlemskredsen, der er kristne, jøder og ateister, og der er folk med dansk og udenlandsk baggrund blandt skribenterne – men emfasen ligger unægtelig på den yderste højrefløj og en af Krarup og Tidehverv inspireret kristendom.

»Danmark er danskernes fædreland, vor historiske arv, vort åndelige og folkelige fællesskab«

Grundlaget for den Danske Forenings virke er opretholdelsen af nationalstaten og derigennem forsvaret for fædrelandet Danmark. Krarup skriver f.eks.: »Alt er ikke ligegyldigt – selv om pressen prøver at bilde danskerne det ind. Danmark er ikke et blot beboet ørkenland, uden navn, identitet og sjæl – selv om vore politikere søger at forvandle os til det. Men Danmark er danskernes fædreland, vor historiske arv, vort åndelige og folkelige fællesskab, vor givne identitet – og Danmark bliver kun ved med at være det, hvor der er nogle til at stå fast på det og turde forkynde det.« (Danskeren nr. 3, 1989, s. 11).

Hvori består så »vor givne identitet«? I artiklen »Danskheden – set udefra« forsøger Eduardo Farah at give en slags svar: »Jeg hæfter mig f.eks. ved den skat af sange og melodier, som de fleste danskere kender og synger ved private selskabeligheder, religiøse ceremonier og andre lejligheder. Jeg hæfter mig ved den omfattende litteratur, skrevet af danske forfattere, som fylder biblioteker og boglader – og som i det store hele kun læses i Danmark. Jeg kommer også til at tænke på f.eks. den danske jul med dens unikke traditioner, som praktiseres med den største ildhu af de fleste. Og jeg tænker på, at hovedparten af danskerne vedkender sig et tilhør til den lutheranske kirke – selv om hovedparten af dem aldrig kommer der (…) Det er også interessant at slå op i en telefonbog og se, hvordan 20-30 for- og efternavne dominerer spalterne. Man forstår derigennem danskernes homogenitet, forstår hvor nær de står hinanden, hvorfor de nærer så stor omsorg for hverandre …« (Danskeren nr. 1, 1994, s. 11).

Foreningens formand, der også tager udgangspunkt i det særegent danske, advarer især mod den multikulturelle fare og afviser alle forsøg på at reducere den danske egenart til historiske lån fra udlandet: »Jeg tilhører en kreds, der føler, at vi vil bevare det, der er vort, og at det ikke er så svært at finde ud af, hvad der er vort, som de mennesker siger, der ud fra egen åndelig afmagt fortæller, at der ingen dansk kultur er, at vort sprog er lån fra andre og vore værdier latterlige. Vi finder, at disse mennesker vel kan tale for sig selv, men ikke for os. Og vi finder især, at de ikke skal have lov til at berøve os andre vort hjem, vor tryghed, et sted, hvor vi kan være i fred med vore vaner og uvaner, på godt og ondt, i det fællesskab, som hidtil har været danskernes. Og vi tror ikke en døjt på, at freden og husordenen vil kunne bevares i et stort ’multikulturelt’ samfund af den art, som nogen fabler om at skabe herhjemme.« (Viljen til modstand, s. 66).

Den Danske Forening mener ikke, at en yderligere konkretisering af, hvad der egentlig ligger i »dansk kultur«, er relevant, og mere end en gang henvises som udtømmende svar til Grundtvigs digt, »Folkeligheden«, fra ugebladet Danskeren i august 1848: »Til et Folk de alle høre, / som sig regne selv dertil, / har for Modersmaalet Øre, / har for Fædrelandet Ild; / Resten selv som Dragedukker / sig fra Folket udelukker, / lyse selv sig ud af Æt, / nægte selv sig Indfødsret.« (N.F.S. Grundtvig: Digte i Udvalg, 1916).

Og fritter nogen for yderlige konkretisering, kommer Kaj Munk foreningen til hjælp i digtsamlingen Sværg det, Drenge fra 1941 med digtet »Dansk at være«.

Indledningsverset lyder: »Nu kommer de og fritter, / hvad er det at være dansk. / Jeg tilstaar, dette Spørgsmaal, / det gør mig næsten spansk. / Hvorfra skal jeg dog vide, hvad / det er at være dansk?« Derpå besynger Munk nærmest henkastet Danmarks »Folk, der hader Uret«, de »brede Bøgetræer«, flaget og sproget, såvel som H.C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard og Bohr, før pointen falder: »Men vil I stadig fritte, / saa si’er jeg ikke mer. / Hvad Dansk er, ved jeg ikke, / og – tilgiv mig, jeg ler – / hvis virkelig jeg vidste det, / var jeg det ikke mer.«

Så vidt poesien. Men kan denne manglende konkretisering forpligte os moralsk eller politisk til nogen som helst uimodsigelig »danskhed«? Og i givet fald hvordan? Og på hvilken konkret måde er endelig foreningens sparsomme, selektive og oftest uekspliciterede referencer til sprog og historie relevante i forhold til f.eks. indvandrerpolitikken? Det er et spørgsmål, som vi skal vende tilbage til.

»Narkokriminelle, plattenslagere og lykkeriddere med frisørrigtigt hår«

I en artikel med titlen »Om at have hjemme« retter Niels Lillelund skytset mod politikerne, der har ansvaret for indvandrerpolitikken, og ikke mod flygtninge eller indvandrere, eller »de fremmede«, som udlændinge og mennesker med udenlandsk baggrund kaldes i Danskeren med stor konsekvens – hvor de da ikke ligefrem benævnes »de vildt fremmede«.

»Vi kæmper ikke mod de fremmede. De er blot mennesker, der som vi stræber efter lykken. Nogle er flygtet fra terror og vold, andre søger blot velstand og økonomisk bedre kår, nogle er svindlere og bedragere. De er, som folk er flest, og det er ikke dem, kampen i virkeligheden gælder. Nej, striden står mellem os og dem, der har åbnet Danmarks grænser og ikke vil tillade os at være et folk.« (Danskeren nr. 4, 1989, s. 10).

Også Hasselbalch kan næsten udtrykke en vis agtelse for »de fremmede«, f.eks. muslimerne: »Jeg er ofte blevet fremstillet som fanatisk antimuslim. Det er jeg ikke. Jeg vil til enhver tid forsvare muslimers ret til at missionere her i landet, til gennem overtalelse at forsøge at overbevise os om det rigtige i deres lære. Og lad det være sagt med det samme: Også islam rummer jo mange træk, som er smukke.« (Viljen til modstand, s. 38).

Disse eksempler hører imidlertid til sjældenhederne. Som regel gøres »de fremmede« selv til modstandere – som f.eks. når Eduardo Farah skriver, at de danske mænd fortrænges i konkurrencen om kvinderne: »Tilstanden er naturligvis også ulykkelig for de titusinder af danske mænd, der ikke kan konkurrere med de nytilkomne. De må enten give op og affinde sig med en ensom tilværelse suppleret med betalingssex – eller de kan rejse til Østen og hente en brud der.« (Danskeren nr. 1, 1991, s. 17).

Heller ikke Hasselbalch holder sig altid for god til dette niveau, et par spadestik under kælderhøjde: »Med hvilken ret påtvinger flertalspolitikerne os en pseudohumanitær flygtningeordning, som tilsidesætter hensynet til de virkelig nødlidende og blotlægger landet for narkokriminelle, plattenslagere og lykkeriddere med frisørrigtigt hår, smart tøj og klar fornemmelse af, hvad et diskotek kan bruges til?« (Viljen til modstand, s. 63).

Den Danske Forenings løsning på »problemet« med indvandringen er en storstilet repatriering. Et begreb, som allerede bringes på banen i første nummer af Danskeren: »… de store mængder af vildt fremmede, der allerede er kommet ind i landet, må gennem en rimelig og menneskelig repatrieringspolitik hjælpes tilbage til de verdensdele og områder, hvor de kommer fra og hører hjemme.« (Danskeren nr. 1, 1987, s. 5).

Problemerne med at »høre hjemme« i lande, hvor man f.eks. ikke har været halve og hele liv, og som ens forældre måske heller ikke har været i i en årrække, berøres ikke. Heller ikke i Neerup Buhls støtte til en form for »moderat repatriering«, der holder sig til »den gyldne middelvej« mellem »ekstremerne«, frivillig repatriering og uforberedt masseudvisning.

Den moderate mellemvej er »tvangsudvisning på rimelige betingelser«, hedder det. Der er imidlertid kun den mest perifere uddybning af, hvad disse »rimelige betingelser« overhovedet tænkes at indebære, nemlig en reference til Erik Ninn-Hansens betragtninger over rimeligheden af et »beløb til de udrejsende, ikke et stort, men f.eks. 5.000 kr., så de har nok til hjemrejsen under anstændige forhold« (Danskeren nr. 4, 1996, s. 11).

Afslutningsvis skiver Neerup Buhl: »Det moderate valg hedder hjemsendelse, om nødvendigt med tvang, men vel planlagt og under anstændige former.« I lederen i samme nummer hedder det ikke desto mindre, at repatrieringen »næppe vil kunne ske uden dramatisk brud med det, der hidtil er opfattet som ’humanitært’ …«.

Det er alt, vi får ekspliciteret om det konkrete indhold af en »moderat repatriering«.

I foreningens seneste program, der er vedtaget på landsmødet i 1993, hedder det, at indtil en repatriering kan iværksættes, skal »flygtninge principielt huses på samme måde som de tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig, nemlig i lejre. De skal her underholdes på et niveau, som afspejler forholdene i deres respektive hjemlande, og uddannes på den måde, som giver dem de bedst mulige betingelser for at skabe en ny tilværelse hjemme.«

Om »et niveau, som afspejler forholdene i deres respektive hjemlande« i praksis vil sige, at forplejningen skal indrettes efter de talrige, forskellige flygtningelandes forhold, således at nogle f.eks. får en skål ris om dagen, mens andre serveres større måltider, eller om laveste fællesnævner skal være målestokken for alle, uddybes ikke.

»’Jøder’ i almindelighed kan naturligvis ikke bære ansvaret for, hvad fjol-ser i deres kreds har kunnet finde på«

Sjældent, om nogen sinde, inkluderes jøderne i foreningens klassifikation af »de fremmede«. Antisemitisme finder man ikke – om end det er et felt, der nu og da har givet en vis turbulens i foreningen.

I 1994 fik Ole Maisted frataget sit folketingskandidatur for Venstre pga. et indlæg i Politiken den 24.6.94, der tager kraftigt afstand fra Danmark som et multietnisk samfund og »konstaterer« jødernes placering i mange af samfundets topstillinger.

Foreningens kommentar til Maisteds indlæg er for så vidt en del mere direkte mistænkeliggørende: »Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at den jødiske del af befolkningen faktisk har skaffet sig en indflydelse, der går videre, end deres antal berettiger. Mange har også undret sig over det tryk, der udfoldes fra denne side til støtte for ’multietniseringen’ af Danmark.« (Danskeren nr. 4, 1994, s. 5). Den anonyme skribent i Danskeren spørger retorisk, om »det er forkert at mene, at et sådant tryk på den danske opinion er upassende«, og mere end antyder, at jøderne ikke er loyale over for det danske samfund. »Det er farligt, hvis det jødiske samfund i Danmark mener sig berettiget til eller tillægges en særstilling i den offentlige debat.«

I en kommentar i det følgende nummer tager Geoffrey Cain afstand fra den anonyme skribent, der »giver et ganske fortegnet billede«, selv om han godt forstår »den harme, der ligger bag«, fordi mange medlemmer af det jødiske samfund har støttet multietniseringen. Antisemitismen i Danmark hører dog alene til »blandt humanister og socialister«, hævder Cain.

Foreningen har imidlertid været udsat for et vist pres, for at den skulle tage afstand fra jødedommen og dens »verdenskonspiration«, senest til et møde i Århus i juni 1997, der endte i rent kaos ifølge Jyllands-Posten den 22.6.97. En fraktion »benyttede forvirringen til at starte en diskussion om jøder, som den mener, driver hetz mod danskere. Andre medlemmer gik nervøst rundt og forsøgte at overbevise pressen om, at de aldrig før havde set disse medlemmer, og at de var ’splittergale’. Et par medlemmer blev bedt om at holde mund eller forlade mødet. Pludselig råbte alle i munden på hinanden. Og formanden, der havde trukket sig tilbage i lokalet, rejste sig og forlod mødet i hast – uden at nogen bemærkede det.«

I Danskeren hedder det herom: »Der dukkede imidlertid nogle personer op, som længe har plaget foreningens redaktør med krav om trykning af artikler om et verdensomspændende ’jødekomplot’, og som åbenbart nu ville have dette tema inkluderet i foreningens virksomhed. Styrelsen agter ikke at bruge tid på dette pip.« (Danskeren nr. 4, 1997, s. 22).

I det efterfølgende nummer hedder det, at en kreds har »bestormet« styrelsen med krav om at gå ind i kampen mod jødernes verdenskonspiration. Hasselbalch afviser dette: »Kollektivt ansvar accepteres ikke. ’Jøder’ i almindelighed kan naturligvis ikke bære ansvaret for, hvad fjolser i deres kreds har kunnet finde på. Og samtlige medlemmer af det jødiske samfund kan heller ikke være ansvarlige for, hvad deres trossamfund i en mindre heldig fase har fået rodet sig ud i under ledelse af den uvederhæftige og nu oven i købet forhenværende overrabbiner Bent Melchior.« (Danskeren nr. 5, 1997, s. 2).

Men jøder er ikke ildesete i foreningen. Krarup har sågar givet udtryk for den parallel, at det er den Danske Forenings medlemmer, der i dag påhæftes vor tids »jødestjerne« i form af racismestemplet. »Hvem er det, der ved hjælp af propaganda og mediemagt søger at sætte jødestjerne på sine modstandere?« spørger han således retorisk i Tidehverv nr. 2, 1992.

»Tiden er inde til at bruge visse af modstandsbevægelsens erfaringer«

Stifteren af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup var den første oprører fra den yderste højrefløj, der fandt på at hævde sin politiks paralleller til modstandsbevægelsen, da han i begyndelsen af 70erne sammenlignede danske skattesnydere med jernbanesabotører under besættelsestiden. Var Glistrups groteske sammenligning stort set alene ude efter medieopmærksomhedens hurtige points, har den Danske Forening til gengæld overtaget Krarups mere udspekulerede taktik med at parallelisere modstandsbevægelsen med dagens modstand mod indvandringen.

»Tiden er inde til at bruge visse af modstandsbevægelsens erfaringer,« hedder det allerede i 1987: »Foreningen råder i rigeligt mål over erfaringer fra modstandsbevægelsens tid mht., hvorledes en sådan opgave kan løses effektivt, uden at de, der formidler informationerne, kan identificeres. Der er da også på visse områder allerede truffet sikkerhedsforanstaltninger, som ikke harmonerer med opfattelsen af, hvad der skulle være nødvendigt i et frit samfund.« (Danskeren nr. 2, 1987, s. 7).

Disse »sikkerhedsforanstaltninger« ekspliciteres ikke, men hvem fjenden er, lades ingen i tvivl om. I en leder skriver Dalgård, at politikerne har »påtvunget Danmark og det danske folk en vældig besættelsesstyrke af fremmede, der kan optræde som håndlangere for 800 millioner muslimer i hele verden, hvis magt og ufejlbarlighed de praler af at repræsentere« (Danskeren nr. 2, 1989).

En saglig og »moderat« beskrivelse af islamiske flygtninge og indvandrere? Og opereres der ikke her om noget sted med »kollektivt ansvar«, som vi ellers har set foreningens formand afvise? Repræsenterer hver enkelt muslim alle verdens millioner af muslimer, så repræsenterer vel også hver enkelt kristen alle verdens millioner af kristne og må antages at kunne stå til ansvar for og »optræde som håndlanger« for en eller flere af verdens fundamentalistiske kristne terrororganisationer. Hvorfor det kun er muslimer, og ikke kristne, jøder, hinduister eller ateister, der skal stå til ansvar for enhver formel trosfælles gerninger, forklares ikke.

Dagens »besættelsesstyrke« består ifølge Dalgård af muslimerne. Senere sammenlignes de, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp, i overensstemmelse med besættelsesmetaforikken med »værnemagere«. Bygningen af nye modtagelsessteder hævdes at kunne få antallet af asylansøgere til at »nå endnu højere«, og der afsluttes med tilføjelsen: »Medmindre nogen gør som under sidste besættelse. Det er allerede sket et par steder. Sodsværtede mure og et enkelt sted en brandtomt vidner om gryende modstand af mere håndgribelig art, end den af politikerne så tilsvinede Danske Forening præsterer. Som det hedder i den salme, modstandsfolkene gjorde til deres under den tyske besættelse: Kæmp for alt, hvad du har kært …« (Danskeren nr. 6, 1992, s. 2).

Brug af »modstandsbevægelsens erfaringer«, som foreningen gav udtryk for i 1989, får unægtelig mere konkrete perspektiver over for denne »besættelsesstyrke af fremmede«, hvis denne passage skal læses som en indirekte opfordring til egentlig sabotage.

Krarup tager da også i en kronik i Ekstra Bladet den 7.1.93 skarpt afstand fra parallellen til værnemagerne og måden, lederen er formuleret på, netop fordi det »er muligt at læse den som en skjult opfordring til vold mod asylcentrene«.

Hasselbalch afviser imidlertid denne udlægning. Foreningen bifalder ikke vold mod asylcentrene, understreger han, den konstaterer blot, at en sådan finder sted.

»Fondens eksistens skal ligge som en latent trussel over for de kræfter, der undergraver Danmark«

Kan man ikke konstatere andet, kan man i hvert fald roligt konstatere, at foreningen ikke altid gør det lige let at gennemskue, præcis hvor rammerne for modstandskampens strategi aktuelt er udstukket, så længe disse samtidig skal ses i lyset af den tilbagevendende understregning af foreningens »moderate« kurs.

Hvad formålet f.eks. kan være med flere gange på bagsiden af Danskeren at bringe adresser på institutioner, der er tilknyttet eller støtter flygtningehjælpen, med ledsagende fotos, er i det mindste ikke entydigt.

På bagsiden af Danskeren nr. 1, 1993, bringes et billede af asylcenterskibet Norröna, kontrasteret af billedet af en hjemløs dansker. Billedteksten til Norröna lyder: »Her ligger asylcenterskibet Norröna ved Islands Brygge. Det huser tilstrømmede fra det tidligere Jugoslavien.« Skibet har et par måneder forinden været udsat for en telefonbombe og sabotage mod fortøjningerne. Nedenunder bringes et foto af en DR-journalists hus med angivelse af navn og by.

På bagsiden af Danskeren nr. 4, 1995, angives placeringen af hovedkvartererne for Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp såvel som venstrefløjsbevægelsen Demos og cafeen Kafa-X, et tilholdssted bl.a. for autonome – alle med tilhørende fotos. På bagsiden af Danskeren nr. 4, 1996, bringes adressen på Islamisk Informations Center i Århus med tilhørende foto, samt aftryk af et læserindlæg med privatadresse fra den danske muslim Karima Fahim.

Hvorfor?

Selv om billedteksterne ofte er stærkt nedladende, er det naturligvis ikke i sig selv en opfordring til chikane mod de pågældende personer og institutioner, men den saglige grund, en »moderat« forening måtte have til disse bagsider, er dog vanskelig at få øje på.

Det samme er for så vidt tilfældet med den Danske Forenings »kampfond«, som den benævnes i »Statut for Danmarksfonden af 5. maj 1995«. Midlerne skal således være tilgængelige, også om der »måtte opstå tilstande her i landet, som indebærer, at den Danske Forenings virksomhed må fortsættes på illegalt grundlag«.

Også før oprettelsen af Danmarksfonden opererede foreningen angiveligt med en hemmelig konto. Foreningens tidligere landssekretær, Flemming Hammerild overførte f.eks. 120.000 kr. hertil i august 1991 uden at kunne få oplyst af formanden, hvad kontoens midler skulle gå til: »Jeg fik af Ole Hasselbalch meget brysk besked på, at formålet med den konto skulle der ikke tales om.« (Ekstra Bladet, 7.9.93).

Hasselbalch siger selv om Danmarksfonden: »Fondens eksistens skal ligge som en latent trussel over for de kræfter, der undergraver Danmark. Der oplyses derfor hverken om fondens størrelse eller bidragydere, og det kan heller ikke forventes oplyst, hvordan midlerne er sat ind.« (Danskeren nr. 2, 1995, s. 8).

Om denne »latente trussel« end måtte søges realiseret, har man dog altid understreget, at modstandskampen i den Danske Forenings regi foreløbig forbliver inden for loven: »Det er den Danske Forenings opgave så længe som muligt at holde modstanden inden for vort politiske systems rammer. Men politikere, presse og opinionsdannere må snart til at tænke på, at vor ’holdetid’ ikke er ubegrænset.« (Danskeren nr. 3, 1990).

»Men skriv pænt og høfligt, og understreg, at det skam ikke kunne falde dig ind at kalde adressaten for landsforræder«

Ikke bare tænker den Danske Forening i baner à la modstandskampen, man forbereder sig også juridisk på kommende tider, hvor kampen vil have båret frugt, og »landsforrædere« skal stilles retsligt til ansvar for deres støtte til indvandringen.

Politikerne indskærpes jævnligt, »at de en dag vil blive stillet personligt til ansvar« (Danskeren nr. 5, 1989), at den, »der fremmer eller medvirker« til kolonisation, »gør sig skyldig i forræderi mod Danmark« (Danskeren nr. 1, 1990), og at foreningen »systematisk registrerer politikernes gøren og laden« (Danskeren nr. 2, 1991).

Dalgård spørger i forlængelse heraf retorisk: »Nutidens politikere skaber ved deres forræderi mod Danmark og det danske folk nye svære problemer for vore domstole. Vil det lykkes disse politikere at slippe lige så ustraffet fra deres gerninger som forgængerne?« (Danskeren nr. 6, 1992, s. 5).

Nej, det vil ikke lykkes, hvis det står til den Danske Forening, der i 1998 fremlægger et konkret ændringsforslag til straffelovens afsnit om forbrydelser mod statens sikkerhed.

§ 98, stk. 1 i straffelovens kapitel 12 ville f.eks. se således ud, om den Danske Forening havde magt, som den har agt (de kursiverede afsnit er foreningens tilføjelser til den hidtil gældende lov): »Den, der foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, eller bistand fra fremmede etniske grupper i landet eller i udlandet, ved magtanvendelse eller ved trussel derom at bringe den danske stat eller nogen del af denne, herunder også mindre landområder og bykvarterer, under fremmed herredømme eller løsrive nogen del af staten, straffes med fængsel indtil livstid.« (Danskeren nr. 1, 1998, s. 7).

Den Danske Forening lægger endvidere op til, at den reviderede lov »får tilbagevirkende kraft«. Forslaget til lovændringen er bl.a. illustreret af et skilt fra den venstreorienterede ungdomsorganisation Rebel, hvortil billedteksten retorisk spørger: »Gad vide, om Rebel er omfattet af ændringsforslagets kapitel 12?«. Et andet billede forestiller et iturevet Dannebrog med billedteksten: »Dannebrog efter Rebels behandling, 5. juni 1996.« Tilsyneladende en passende illustration til ændringsforslagets tilføjelse i § 110 e, ifølge hvilket det i Danmark ikke længere kun skal være strafbart offentligt at forhåne fremmede nationer eller fremmede nationers flag, men også »den danske nation, det danske flag«.

Godt et halvt år efter offentliggørelsen ærgrer det P.H. Bering, at ingen har taget nogen som helst notits af foreningens omfattende ændringsforslag. »Nu er det medlemmernes tur til at bestille noget!« indskærpes det i en opfordring til at sende forslaget til politikerne.

Bering skriver: »Der er jo intet til hinder for, at du sender et eksemplar af dette lovforslag til én af dem, du synes har forbrudt sig mod loven i dens nye udformning og gør ham/hende opmærksom på, at han/hun da vist har overtrådt den og den paragraf. Hvorefter man selvfølgelig gør opmærksom på, at 1) straffen er med tilbagevirkende kraft, og 2) straffen er foreslået nedsat for folk, der ophører med deres forbryderiske virksomhed, så snart de er blevet opmærksomme på, at den kan blive lovstridig en gang i fremtiden (…) Men skriv pænt og høfligt, og understreg, at det skam ikke kunne falde dig ind at kalde adressaten for landsforræder.« (Danskeren nr. 5, 1998, s. 11).

»Risiko for, at foreningen vil tiltrække yderliggående personer«

Der er næppe tvivl om, at styrelsen har gjort en mangeårig indsats for at hindre nazisters optagelse og indflydelse, skønt det i sagens natur er så godt som umuligt at hindre deres medlemskab 100%, eftersom man nu engang ikke i praksis kan kontrollere, hvilke andre foreninger medlemmerne måtte frekventere.

Nu og da lykkes det pressen eller politiske modstandere at afsløre en eller flere mere eller mindre helstøbte nazister i foreningens medlemsrækker, og selv om den Danske Forening ikke kan lastes herfor, er det vel svært at komme udenom, at foreningen til trods for sin utvetydige afvisning af nazismen til tider har haft en tiltrækningskraft på folk af denne og lignende yderliggående overbevisning. Det fastslås da også af foreningen selv i Danskeren nr. 1, 1988, hvor det hedder, at der »naturligvis er en risiko for, at foreningen vil tiltrække yderliggående personer«. Leif Blædel lægger ikke fingre imellem og udtrykker det sarkastisk i et indlæg i Weekendavisen den 22.9.95: »DDF har det problem, at den tiltrækker racister og hel- og halv-nazister, næsten lige så stærkt som en marmelademad lokker hvepse til.«

Den Danske Forening har gennem sine love måske også selv medvirket til at umuliggøre garantien mod nazister i medlemsskaren. Også foreninger eller virksomheder kan således optages som medlemmer, fremgår det af lovene, hvilket tilsyneladende kan kollidere med klausulen om at udelukke personer med tilknytning til »nazistiske organisationer«, da det er svært at kontrollere, om en medlemsforening rent faktisk huser sådanne personer.

Til trods for at lovene på dette punkt ikke har været ændret siden foreningens stiftelse, tager Krarup offentligt afstand fra denne form for medlemskab så sent som i juni 1996 i et åbent brev i Politiken, der også offentliggøres i Danskeren.

Anledningen er, at foreningen Dansk Ungdom, der har medlemskab af den Danske Forening, viser sig at have medlemmer med mere eller mindre udtalte nazistiske sympatier. Krarup skriver således: »Efter det veloverståede sommerstævne er der et par ting, jeg føler trang til at sige offentligt. Det gik nemlig op for mig på sommerstævnet, at den Danske Forening accepterer kollektivt medlemskab, og at de unge mennesker, der kalder sig Dansk Ungdom, er medlemmer af foreningen på kollektiv basis. Jeg har jo også erfaret, at en Peter Larsen – tror jeg nok, han hedder – der har haft forbindelse til et eller andet halvnazistisk, er medlem af denne ungdomsgruppe og dermed også af den Danske Forening.«

Krarup afviser kollektivt medlemskab og truer direkte med at melde sig ud, hvis det accepteres i foreningen.

Hasselbalch svarer i Danskeren nr. 4, 1996, at kollektivt medlemskab ikke er muligt, men at foreninger og virksomheder ikke desto mindre kan opnå medlemskab, og at dette i øvrigt er fremgået af foreningens love i snart ti år – lige så længe, som Krarup har været medlem: »Dette medlemskab gælder foreningen/virksomheden som sådan, altså den ’juridiske person’, og ikke de enkelte medlemmer, aktionærer o.l. i sådanne foretagender (…) Peter Larsen er ikke og har mig bekendt aldrig været medlem af DDF. Dansk Ungdom gør i øvrigt et stort arbejde netop for at forklare de unge, hvad forskellen er på nazisme og modstand mod den ødelæggende indvandringspolitik. Organisationen prøver således at give kritiske unge et ståsted, så at de ikke skubbes over til nazisterne.« (S. 22).

Men Dansk Ungdom eksisterer ikke længere, da Hasselbalchs forsvar for foreningen udkommer i Danskeren. Måske har den negative presseomtale, efter at fem medlemmer af ungdomsforeningen i februar 1996 var blevet anholdt i en bil med bl.a. baseballkøller, jernrør, knojern, tåregasspray og nynazistisk propagandamateriale, været medvirkende til, at Dansk Ungdom nedlægger sig selv på et møde i august samme år, og at en ny organisation, Dansk Forum dannes ved samme lejlighed.

Diskussionen om kollektivt medlemskab slutter ikke her, men Krarup har i det mindste ikke offentligt meddelt sin afgang fra foreningen. Og foreningens love er ikke blevet ændret.

»Vi må ikke havne hverken i et multietnisk islam-despoti eller i et monoetnisk nazi-despoti«

Den senere pressechef og folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Søren Espersen ekspliciterer en af foreningens afgørende pointer, at netop den Danske Forening reelt udgør det eneste virkelige bolværk imod nazisterne: »At nedvurdere, håne og ligefrem hade mennesker – blot fordi de har en anderledes hudfarve end os andre. Den slags hører nazister og ku-klux-klan-folk til, og den slags mennesker kan man kun ynke – og heldigvis har de endnu intet fodfæste i Danmark. Jeg siger endnu, for den ulyksalige tilstand kan komme, hvis man ikke sadler om i tide – og hvis man ikke lytter til de fortvivlede advarsler, som kommer fra blandt andet den Danske Forening, som jeg betragter som det bedste værn, Danmark har, til at undgå racisme og nazisme.« (Danskeren nr. 4, 1992, s. 9).

Til gengæld ønsker foreningen ikke af den grund at tage afstand fra de voldelige og ulovlige midler, som diverse yderliggående grupper og enkeltpersoner tager i brug i kampen mod indvandringen – om end man heller ikke tilslutter sig disse.

På landsmødet den 27. september 1992 udtrykker formanden denne politik som en naturlig følge af et uundgåeligt dilemma. På den ene side kan man ikke bekæmpe de »bøller« og »ekstremister«, som for en eftertid kan fremstå som »vor tids modstandsbevægelse«, men på den anden side kan man heller ikke bifalde disses metoder, der er i modstrid med foreningens grundlag: »Styrelsen og kredsen omkring denne har diskuteret dette dilemma igen og igen. Resultatet er blevet, at vi mener, foreningen slet ikke skal tage stilling til begivenheder, der må tolkes som udslag af folkelig modstand mod Danmarks kolonisering af fremmede. Vi skal ikke fordømme eller ’lægge afstand til’ noget, som er en uundgåelig konsekvens af det, politikerne selv har gjort, og uden hvilket koloniseringen vil blive fuldbyrdet. Men foreningen kan selvfølgelig heller ikke støtte det eller anbefale det.« (Danskeren nr. 5, 1992, s. 21).

I en leder understreges det atter, at foreningen alene forholder sig deskriptivt til sådanne ulovlige midler: »… vi påvirker ikke virkeligheden med andre midler end ved at beskrive den og tage stilling til den.« (Danskeren nr. 6, 1992).

Grænsen midt imellem billigelse og misbilligelse er imidlertid hårfin, og man kan diskutere, hvor neutral f.eks. følgende »forståelse« for danske »tæskehold« er: »Med kioskrøverier, indbrud, tasketyverier, vold og overfald som hverdagskost er det forståeligt, at en gruppe af de stadig færre tilbageværende danskere taler om at samle et tæskehold for at sætte de unge indvandrere på plads.« (Danskeren nr. 4, 1996, s. 2).

På landsmødet i 1995 fastslås det, at ingen længere som udgangspunkt er uvelkomne i den Danske Forening, heller ikke, hvis de har udvist nazistiske sympatier. Hasselbalch udtaler: »De unge kan ikke kende forskel. Men i stedet for at gøre vores hoser grønne hos dele af pressen ved at smide dem ud, skal vi give dem et kursus i, hvad nazismen står for, og de skal vide, hvad det er, vi kæmper for.« (Ekstra Bladet, 12.6.95).

I en efterfølgende leder understreges beslutningen fra landsmødet: »Vi må ikke havne hverken i et multietnisk islam-despoti eller i et monoetnisk nazi-despoti (…) Vi vil give de unge, vi får inden for rækkevidde, en mulighed for at forstå, hvad det gælder. Hvad forskellen er på demokrati og despoti. På racisme og respekt. På nazisme og nationalisme. Så kan de selv vælge. Vælger de forkert, hører de ikke til hos os.« (Danskeren nr. 4, 1995).

Disse skal altså nu kunne oplyses og – hvis de efterfølgende fravælger racisme og nazisme til fordel for respekt og nationalisme – opsluses blivende i foreningen. Problemet, om man ikke derved kommer på kant med vedtægterne, der fortsat udelukker personer, som »er eller har været tilknyttet ekstremistiske, såsom nazistiske organisationer«, berøres ikke.

»I dag kan et medie uden større bekymring for, hvad Pressenævnet evt. vil sige til det, misinformere bevidst«

Den Danske Forening har anlagt talrige injuriesager – nogle er gået den imod, andre er vundet. I Østre Landsrets dom af 2.6.92 hedder det f.eks., at udtalelsen, »’den Danske Forening [er] en racistisk forening’, kendes ubeføjet«, mens det i samme ret hedder i en dom af 22.2.93, at den Danske Forening »er kendt for sine racistiske og menneskefjendske tendenser«, hvor retten henviser til, at ordet »racistisk« efter Dansk Sprognævns fortolkning fra december 1990 »må antages i de senere år at være blevet anvendt i en bredere betydning end tidligere«.

Den største sejr vinder foreningen, da Ekstra Bladet dementerer en lang række tidligere påstande den 12.12.93. Avisen »tilbagekalder og beklager«, at man har fremstillet foreningen som racistisk, og skriver endvidere: »Ekstra Bladet har på et tidspunkt skrevet, at foreningen har dom for at have arbejdet nært sammen med nynazisterne. Der eksisterer ingen sådan dom, og Ekstra Bladet har ikke noget grundlag for at mene, at der foreligger et sådant samarbejde.« Endelig trækker avisen beskyldninger tilbage om, at Hasselbalch skulle være »naziboss« og »løgner« og betaler »kr. 30.000 i erstatning og sagsomkostninger for den urigtige omtale«.

Også over for Pressenævnet har foreningen i mange tilfælde klaget, bl.a. over ikke at måtte få offentliggjort genmæle i diverse dagblade, men man har kun sjældent fået medhold. I den lille bog Pressenævnet gennemgår Hasselbalch en række klager, som nævnet har afvist.

Hasselbalch skriver bl.a.: »Hvis genmælereglerne skal have nogen mening, må de sikre, at der er mulighed for at kræve et genmæle af en sådan læseværdighed og fyldighed, at det pågældende medies publikum dels vil føle sig foranlediget til at læse genmælet, på samme måde som de har følt sig foranlediget til at læse den/de artikler, dette retter sig imod, dels vil kunne forstå problemstillingen også ud fra genmæleforfatterens synsvinkel. Ved afgørelsen af, hvilket genmæle der på denne baggrund kan tillades, bør også omfanget af den eller de oprindelige artikler og grovheden af de skadevoldende oplysninger, der gives heri, spille en rolle.« (Pressenævnet, s. 9).

Ofte afvises genmælet med den begrundelse, at de fejlagtige oplysninger er bragt inden for rammerne af pressefriheden, men Hasselbalch understreger, at det er misvisende at henvise til pressefriheden, når det drejer sig om at misinformere bevidst: »Det virkelige problem er derimod at sikre, at pressen ikke misbruger sin frihed til at holde oplysninger ude, der afkræfter rigtigheden af det, der er bragt. (…) I dag kan et medie derfor uden større bekymring for, hvad Pressenævnet evt. vil sige til det, misinformere bevidst og derefter bortcensurere alt, hvad der viser, at det forholder sig anderledes end fortalt.« (Pressenævnet, s. 57).

Det er svært at konkludere andet, end at nævnet i flere konkrete tilfælde ikke har levet op til disse nøgterne betragtninger, som få vel kan erklære sig uenige i.

Symptomatisk for bogen omhandler den imidlertid kun episoder med udgangspunkt i forulempelser af den Danske Forening eller ligesindede, ikke en eneste gang fremdrages eksempler, hvor politiske modstandere eller f.eks. etniske minoriteter er stødt på samme mur i forsøget på at tage til genmæle over for usaglige og misvisende pressehistorier.

»Akademiker-kleresiet vil selvsagt blegne af rædsel over konsekvenserne«

Med Hasselbalchs fremstilling af foreningen som notorisk presseforfulgt har vi stort set været hele vejen rundt om grundlæggende mål og midler i den Danske Forening, og billedet af dens selvforståelse som vor tids modstandsbevægelse er komplet.

Vi har set, hvorledes »besættelsesstyrken« består af indvandrere og flygtninge, »samarbejdspolitikerne« af de politikere, der tillader og tilskynder »besættelsen«, »værnemagerne« af dem, der »profiterer« heraf, og »landsforræderne« af enhver, der støtter udviklingen i retning af et multikulturelt Danmark. Vi har set, at beskyldninger om racisme opfattes som vor tids »jødestjerne«, at en »massiv repatriering«, der »næppe vil kunne ske uden dramatisk brud med det, der hidtil er opfattet som ’humanitært’«, er fastslået som middel mod »de fremmede«, og at ikke mindst et kommende retsopgør er planlagt i mindste juridiske detalje over for de »landsforrædere«, som foreningen »systematisk registrerer«.

Der bliver med andre ord et regnskab at gøre op, som styrelsesmedlem Neerup Buhl skriver: »Når den nationale bevægelse efterhånden virkelig får tag i det forurettede danske folk, vil akademiker-kleresiet med Georg Metz (og Anne Knudsen, Klaus Rothstein osv.) selvsagt blegne af rædsel over konsekvenserne. Der bliver et regnskab at gøre op.« (Information, 10.7.97).

Uden et skud er løsnet, er »modstandskampen« for længst indledt – en modstandskamp, der efterhånden vil få »akademiker-kleresiet« til at »blegne af rædsel«.

Ret meget mere truende og yderligtgående kan det næppe blive, før gerning afløser ord – og i mange henseender har foreningen da også trukket besættelsesanalogien så meget over stregen, at den risikerer at fange sig selv i en spiral af stadig mere forpligtende retorik. Man kan ikke i et ubegrænset antal år true med at føre regulær modstandskamp, før truslerne mister deres effekt og medsammensvorne deres tålmodighed.

Man er kommet til et foreløbigt punktum i besættelsesmetaforikkens og modstandsretorikkens selviscenesættelse. En selviscenesættelse, der naturligvis rejser et afgørende spørgsmål, som vi afslutningsvis skal forsøge at besvare: Hvor holdbar er sagligheden og gyldigheden i denne selviscenesættelse?

»Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne.«

Reelt er den Danske Forening ganske givet mere ekstrem i sin planlagte politik over for »de fremmede« end både Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.

Men den Danske Forening er hverken nazistisk eller racistisk, sådan som leksika og ordbøger definerer begreberne. Den Danske Forening bruger derimod efter forgodtbefindende nazisterne som prügelknabe eller skræmmebillede i sit helt eget spil. For kun med nazisterne installeret som en reel politisk trussel fortegnes det politiske samtidsbillede lige netop i tilpas ekstrem grad til, at den Danske Forening i det og kun det lys kan hævde sig selv som en »moderat« bevægelse, og i ethvert andet lys ville hele selviscenesættelsen som vor tids modstandsbevægelse naturligvis også være meningsløs.

Den største svaghed i foreningens egen modstandsretorik er imidlertid, at fjendebilledet per se, »de fremmede«, er blandt de i forvejen allermest udsatte grupper, nemlig indvandrere og flygtninge, hvoraf en stor del hverken har statsborgerskab eller stemmeret til folketingsvalg, men tilhører de laveste socialgrupper og uden sammenligning mødes med de fleste fordomme og den største fordømmelse.

At gøre denne gennemkontrollerede, overvågede og udhængte randgruppe til en »besættelsesstyrke« à la de tyske besættelsestropper fra 2. verdenskrig, der internerede og henrettede politiske modstandere og med massiv våbenmagt håndhævede en raceteori, der gjorde »ikke-ariere« til inferiøre mennesker, er ud fra enhver betragtning for absurd til, at noget begavet menneske kan tage det alvorligt. Enten er den Danske Forenings ideologer således i særklasse ubegavede, eller også er formålet med dette træk rent propagandistisk. Så firkantet, som det er stillet op i Danskeren, er der næppe nogen tredje mulighed.

Som propaganda er dette imidlertid heller ikke helt ineffektivt, eftersom propaganda historisk set nu engang har vist sig så meget mere virksom, desto mere kynisk og bevidst uvederhæftigt den er gået til værks. Lang vej er der dog endnu, før det bliver bare nogenlunde almindeligt accepteret at betragte indvandrere, flygtninge og asylansøgere som en »besættelsesstyrke«, men akkurat ligesom med tidligere røster fra det propagandistiske overdrev er det ikke af den grund uden effekt, fordi det fuldstændig sprænger rammerne for den saglige debat på bekostning af enhver hæderlighed, så det, der tidligere var uacceptabelt demagogisk, i sammenligningen efterhånden fremstår moderat og stuerent. Jo mere ekstremt den Danske Forening agiterer mod flygtninge og indvandrere, desto mere ekstremt kan andre bevægelser og partier agitere, mens disse stadig væk demonstrerer en »moderat« kurs gennem en fortsat afstandtagen til foreningen, som hele tiden er et par hestehoveder foran.

Den Danske Forenings største fortjeneste er således dens temmelig ubetvivlelige andel i den drastiske højredrejning af flygtninge- og indvandrerdebatten de sidste ti års tid, hvor hegnspælene konstant et blevet flyttet – udtalelser om flygtninge og indvandrere, der blev betragtet som ekstremt nedladende og uacceptabelt mistænkeliggørende for ti år siden, ses i dag let som bredt accepterede og moderate »selvfølgeligheder«. Foreningen er naturligvis selv klar over dette, og Hasselbalch skriver i anledningen af 10-års jubilæet i 1997: »Folkestemningen svarer med andre ord nu massivt til det, DDF ønskede for ti år siden.« (Danskeren nr. 4, 1997, s. 19).

I 80erne skulle man da også til Krarup, den Danske Forening eller Fremskridtspartiet for at finde groft patroniserende og kriminaliserende udtalelser om indvandrere og flygtninge som f.eks.: »Vi finder os ikke i de illegalt indvandrede velfærdsnasseres ulovlige kriminalitet.« I slutningen af 90erne, hvor den Danske Forenings propaganda har blæst for fuld styrke i over ti år, er der imidlertid få, der overhovedet løfter øjenbrynet, når den slags udtalelser kommer fra en »humanistisk« politiker som f.eks. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, fra hvem citatet rent faktisk stammer (Berlingske Tidende, 17.11.97). Mange har accepteret sådanne, ret beset ualmindelig grove stemplinger som noget nær ordinære sandheder.

Informationschef for Dansk Flygtningehjælp, Klaus Rothstein er bekymret for netop denne udvikling: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

Centrum Demokraternes formand, Mimi Stilling Jakobsen udtalte allerede i 1992: »Det er ikke kun Den Danske Forening, der råber op nu. Det er stemningen overalt. Alle politikere melder om det fra møderne. ’De får det i hovedet med det samme’.« (Ekstra Bladet, 7.11.92).

Foreningens til tider groteske polemik har dog næppe haft nogen direkte og overbevisende gennemslagskraft rent politisk, men til gengæld har den utvivlsomt haft en betydning for vedholdende at sænke det i forvejen ikke særlig høje niveau for den politiske redelighed på flygtninge- og indvandrer-området og har derved indirekte præget politikken på dette felt.

Og til det formål har modstandsmetaforikken selvfølgelig ikke spillet en ubetydelig rolle, til trods for det for besættelsesparallellen ellers så fuldstændig invaliderende træk, at »de fremmede« ikke sjældent udstilles i billeder, der ligger skræmmende tæt på dele af 1920ernes antisemitisme. Blot er det altså ikke jøder, men derimod som oftest muslimer, der udstilles i grotesk dehumaniserende kategorier.

En leder omtaler f.eks. »de fremmede« som »gøgeunger« (Danskeren nr. 4, 1991), i en tegneserieanmeldelse gør Neerup Buhl en afgørende pointe ud af en »både sjov og tankevækkende« historie om modstanden mod »fremmede«, der her fremstilles som »rotter« (Danskeren nr. 5, 1996), og en artikel af Dalgård kalder slet og ret indvandrerbutikker for »ukrudtsbutikker« og dikterer uden at blinke følgende bud: »Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne.« (Danskeren nr. 6, 1996).

»Det må her bl.a. huskes, at DDF blandt sine medlemmer tæller adskillige politifolk«

I modsætning til besættelsestidens modstandsbevægelse har den Danske Forening også en overordentlig udtalt forkærlighed for landets udøvende magt, politiet. Et tidligere styrelsesmedlem, Jan Simonsen fra Gedser, som i dag er foreningens kontaktperson på Lolland-Falster (jf. Danskeren nr. 5, 1998, s. 2), er selv tidligere ansat i politiet. I 1992 blev han imidlertid dømt for at have lækket et fortroligt dokument fra politiet til den Danske Forening. Det var ikke det eneste dokument, som blev lækket til foreningen, men Rigspolitiets Rejseafdeling fandt aldrig identiteten på den eller de, der lækkede de øvrige.

I Ekstra Bladet den 11.11.98 afsløres det dog, at PET har været fuldt ud klar over lækagen lige siden 1989 – uden på noget tidspunkt at forhindre det, før sagen i 1992 kom i offentlighedens søgelys. En af foreningens styrelsesmedlemmer, Poul Vinther Jensen, der selv har været PET-agent fra 1979-1990, spillede en hovedrolle i denne sag: »Ifølge båndoptagelser dækkede daværende næstformand i den Danske Forening, Poul Vinther Jensen, bevidst over Gedser-politimanden – samtidig med at Poul Vinther Jensen informerede sin PET-kontaktmand Christian Medom om lækagerne.« (Ekstra Bladet, 11.11.98).

Men oplysninger er også røget den anden vej, fra den Danske Forening til PET. I Ekstra Bladet den 21.1.92 hævdede Hasselbalch således at være kommet på sporet af en islamisk revolutionsgruppe, som forberedte hellig krig i Danmark. Oplysningerne videregav han til PET i Århus, og en opsigtsvækkende sag om storstilede islamiske terrorplaner med bombemål i Danmark indledtes mod to egyptiskfødte muslimer, der også siden blev sat i forbindelse med bombeattentatet mod World Trade Center i New York i 1993. Flere hundrede århusianske muslimer blev ved denne lejlighed afhørt.

I 1996 fandt Vestre Landsret dog sagen fuldstændig grundløs, og de sigtede blev pure frifundet. I fire år havde politiet forsøgt at afsløre islamisk terror med afsæt i oplysninger fra den Danske Forening – men sagen havde intet på sig.

Det gode forhold til politiet er generelt af stor betydning for foreningen. F.eks. pointeres det i en leder, at »det må her bl.a. huskes, at DDF blandt sine medlemmer tæller adskillige politifolk.« (Danskeren nr. 6, 1992).

I modsætning til modstandsbevægelsen under besættelsen, der bekæmpede det danske politi, som i samarbejde med nazisterne forfulgte og internerede frihedskæmperne, forherliger den Danske Forening nærmest ordensmagten.

F.eks. er politiets kriminalisering af indvandrere og flygtninge vand på foreningens mølle i en sådan grad, at midtersiderne i Danskeren nr. 5, 1998, består af uddrag af Rigspolitiets situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1997, der eksplicit mistænkeliggør bl.a. kinesere, vietnamesere, pakistanere, somaliere, tyrkere, iranere, eksjugoslaver og albanere som særlig involveret i »organiseret kriminalitet«, endskønt mange oplysninger er udokumenterede. En typisk formulering er f.eks.: »Der er konstateret involvering af vietnamesiske grupper i narkotikasmugling – særligt fra Holland via Danmark til Norge.«

Dermed havner »vietnamesere« altså i en situationsrapport om »organiseret kriminalitet«. Men eftersom der ganske enkelt ikke er nogen nationalitet, som ikke begår kriminalitet, er det selvfølgelig let for politiet at fremstille en sådan som »organiseret« – for hvornår er kriminalitet ikke »organiseret«? Når der er mindre end to om det?

Hvorom alting er, er det i hvert fald langtfra den Danske Forening, der er under pres fra politiets side, sådan som det var tilfældet for modstandsbevægelsen under besættelsen. Så meget desto mere er foreningens flirten med illegaliteten ufrivillig komisk, som når det i statutten for dens kampfond hedder, at fondens midler skal bruges, om der »måtte opstå tilstande her i landet, som indebærer, at den Danske Forenings virksomhed må fortsættes på illegalt grundlag« …

På intet tidspunkt har det været blot perifert sandsynligt, at myndighederne skulle søge at forbyde foreningen. Til gengæld bruger ordensmagten overordentlig mange ressourcer på netop at kontrollere, registrere, overvåge og kriminalisere indvandrere og flygtninge såvel som de folk, der f.eks. bringer dem illegalt ind i landet og eventuelt hjælper med at skjule afviste asylansøgere – skal vi endelig tale om linjer til modstandsbevægelsen under besættelsen, hvor mon vi da finder den mest slående parallel?

»Ordet ’racist’ er ved at være betegnelse for et hæderligt, modigt menneske«

Den Danske Forening beklager sig ofte over sprogets devaluering og begrebernes redefinering, ikke mindst i tilfældet »racist«, som de mener bruges i flæng om enhver modstander af den »liberale« flygtningelov, skønt ordet har en meget specifik betydning baseret på en racelære, som man da heller ikke behøver abonnere på, fordi man ønsker indvandringen begrænset eller standset.

Sune Dalgård skriver f.eks.: »De færreste tør stå offentligt frem med deres meninger eller blot slutte sig til en forening eller gruppering, der kan medføre, at de får det frygtede tryllestempel ’racist’ på sig.« (Danskeren nr. 2, 1995, s. 14).

Men er det sandt, at der overhovedet er nogen, der frygter dette »stempel« længere? Omvendt lyder det i hvert fald fra Krarup: »Den Danske Forenings mest uforsagte mødedeltagere er ældre, svagelige kvinder, hvem intet kan skræmme. ’Tanter’ kaldes de hånende af de yngre journalister, der gemmer sig i voldsmændenes rækker. At være tante må ende med at blive en hædersbetegnelse på samme måde som ordet ’racist’ er ved at være betegnelse for et hæderligt, modigt menneske …« (Danskeren, nr. 3, 1989, s. 11).

Ingen er da næppe heller i dag den mindste smule mere bange for at blive kaldt »racist« end for at blive kaldt »dumme svin«. Den Danske Forenings veliscenesatte myte om de kujonerede danskere, som pga. venstrefløjens »racisme-stempel« ikke tør stå frem og sige deres mening, er i den grad i modstrid med fakta – aviserne bugner af læserbreve, der i de mest ekstreme vendinger hænger indvandrere og flygtninge ud.

Til trods herfor stammer danskernes primære opfattelse af indvandrere og flygtninge ikke desto mindre sjældent fra personlige erfaringer, dokumenterer professor cand.scient.pol. Lise Togeby fra Aarhus Universitet i en undersøgelse fra 1995. Her fremgår det bl.a., at hele 82% af den danske befolkning aldrig nogen sinde har haft personlig kontakt med en flygtning eller indvandrer, hverken privat eller på arbejdet (I syv sind, Politica 1995, s. 65). Firefemtedele af befolkningen får med andre ord en betydelig del af deres holdninger til flygtninge og indvandrere på anden hånd.

Og den fundamentale forudsætning for mytedannelser og fordomme er naturligvis netop manglende forståelse og personlig erfaring, og at det store flertal i befolkningen på intet tidspunkt af deres liv har mødt eller talt med flygtninge og indvandrere, gør selvsagt ikke problemet mindre, fordi forudfattede stereotyper så meget desto lettere erstatter billedet af mennesker som medmennesker. På denne baggrund bliver der næppe heller megen plads til den banale, men nuancerede opfattelse, at indvandrere indlysende nok er lige så indbyrdes forskellige som indfødte danskere – at ligesom der både er selvopofrende og egoistiske, begavede og ubegavede, tolerante og intolerante danskere, er der selvfølgelig også både mere og mindre sympatiske indvandrere og flygtninge.

Hvor banal en sådan konstatering må forekomme, har medstifteren af den Danske Forening, fhv. dommer Ellen Larsen tilsyneladende ikke øje for den og beretter således åbenhjertigt i Danskeren om sit første og eneste møde med en muslim, der angiveligt nægtede at give hende hånden, blot fordi hun var en kvinde. Efter denne oplevelse konkluderer hun: »Det var så mit første møde med en muslim, men så sandelig også det sidste. Min indvendige harme og vrede blev endnu større, da jeg fik at vide, at A. har fået dansk statsborgerskab. A. er altså et godt eksempel på, at en muslim uanset, at han er blevet ’dansker’ (papirdansker) ikke har til hensigt at efterleve dansk skik og brug end ikke simpel dansk høflighed. I et glimt så jeg islams sande ansigt og natur. En gestus nok så kortvarig kan sige mere end mange ord, men kan måske også betragtes som udfordring in casu til alle danske danskere overalt i Danmark. Handsken er kastet.« (Danskeren nr. 2, 1990, s. 4).

Et mere eklatant eksempel på proportionsforvrængende generalisering skal man givetvis lede længe efter, og man kan kun håbe, at medlemmerne i den Danske Forening trods alt har et mindre firkantet billede af de mennesker, som de ønsker ud af landet, end foreningens medstifter. Offentliggørelsen af denne patetiske overreaktion vidner imidlertid næppe om den største grad af nuance eller selvkritik i Danskerens redaktion.

»Hvad er Danmark? Skal man nu også forklare det? En befolkning. En ungdom, som er parat til at kæmpe«

Hvad det er, den Danske Forening vil, kan besvares kort: bevare Danmark dansk.

Som vi har set i et tidligere afsnit, er det ikke desto mindre ualmindelig svært at besvare, hvad »dansk« egentlig vil sige. Krarup taler om »vor historiske arv, vort åndelige og folkelige fællesskab, vor givne identitet« – men hvad betyder det, så snart det konkretiseres? I den udstrækning Tidehverv og Krarup har influeret foreningens syn herpå, bestemmes danskheden f.eks. i høj grad af den lutheranske reformation, i mindre grad af det katolske Danmark og bestemt ikke af den hedenske vikingetid; den er her snarere kendetegnet ved f.eks. Kierkegaard, Grundtvig og Korch end ved Oehlenschläger, Brandes og Scherfig, og dømt ud fra foreningens generelle historieforståelse er den givetvis tydeligere udtrykt i indfødsrettens indførelse ved O.H-Guldberg i 1776 end f.eks. i slaveriets ophævelse ved Peter von Scholten i 1848. Det er styrkelsen af »nationaliteten« og kristendommen, der er i centrum, når foreningen selektivt og på Danmarks vegne suverænt afgør, at den har det »danske« på sin side.

Men mere end antydet bliver denne altafgørende »danskhed« alligevel aldrig. Og på linje hermed svarer Jens Toldstrup undvigende i et interview i Danskeren: »Hvad er Danmark? Skal man nu også forklare det? En befolkning. En ungdom, som er parat til at kæmpe, om nødvendigt. En kultur, f.eks. en sangskat. Et hjem. Skal man forklare, hvad et hjem er?« (Danskeren nr. 4, 1989, s. 3).

Her kan man vel næppe medgive andet, end at det skal man selvfølgelig ikke – men når dette abstrakte »hjem«, sådan som den Danske Forening forstår det, skal definere hjemmet for enhver anden, som måske har ganske andre, private abstrakter at definere sin opfattelse af det danske »hjem« ud fra, og når samme forening på dette spinkle og svævende grundlag sågar ønsker at bestemme, hvem dette hjem tilhører og ikke tilhører, så er og bliver ligningens ubekendte – »dansk kultur« – trods alt strakt til det alleryderste misbrug.

Hvad skulle det vel også betyde, at Danmark med Toldstrups ord er »en ungdom, som er parat til at kæmpe«? For hvad og hvem, og hvornår? Og hvad man end mener om den danske »sangskat« – mon virkelig pastoren og havnearbejderen, teenageren og pensionisten eller socialisten og liberalisten for den sags skyld abonnerer på samme del af denne, hvis den da overhovedet spiller nogen som helst rolle for hovedparten af befolkningen?

Peter Neerup Buhl indrømmer da også, at »det nationales form og indhold« i teorien kan udvikle sig ganske vilkårligt. »Det eneste faste har været, at f.eks. danskerne hidtil altid har været rede til at forsvare det, den enkelte til enhver tid har opfattet som det eksisterende Danmark. Kun så længe dette føles som en pligt, har det mening at kalde sig dansk. (…) Nået så vidt vil mange måske sige fra og indvende, at nu kan sagen da ikke blive mere vag, abstrakt og frit i luften svævende. En sådan opfattelse er imidlertid lige så forkert, som den er forståelig. At fædrelandet kun findes i den enkeltes hoved betyder nemlig absolut ikke, at det på nogen måde er uafhængigt af et bestemt landområde, et bestemt sprog, en historie og måske også nogle bestemte værdier og skikke.« (Danskeren nr. 3, 1992, s. 13f).

Atter svæver det danske altså i udefinerede »værdier og skikke«, om hvilke det samtidig hævdes, at de er »bestemte«. For som Neerup Buhl udtrykker det, kan ingen naturligvis benægte, at »fædrelandet« ret beset kun findes »i den enkeltes hoved«, men dermed kan den ene version af »fædrelandet« ej heller hævdes at stå absolut over den anden.

Det anfægter imidlertid ikke Neerup Buhl, der andetsteds uddyber, hvorfor disse for foreningen så altafgørende begreber – fædreland, danskhed, nationalitetsfølelse – må forblive forpligtende, til trods for at de ikke kan begrebsliggøres: »Nationaliteten er jo simpelt hen det givne liv, som leves bedst, når det leves inden for rammer, hvor de fundamentale værdier er selvfølgelige og uantastede, altså når individet egentlig ikke er bevidst om dem. Så snart det nationale bliver begrebsliggjort, dvs. tilgængeligt for sproget, mister det sin organiske umiddelbarhed, der er dets væsentligste værdi, og kan derefter enten infameres eller udnyttes af ideologer, som af magtbrynde vil sætte det nationale i system og derved bringe det i misforhold til det givne liv.« (Danskeren nr. 3, 1993, s. 3).

Det nationale kan ikke begrebsliggøres – i det mindste slet ikke entydigt, og ikke som andet end en grænsedragning på et landkort. Men hvor dette ikke desto mindre bruges som motiv for handlinger og påbud om handlinger, der søger at sætte særlove og særstandarder for hele befolkningsgrupper, er abstraktionen om det nationale blevet en ualmindelig farlig tvangstanke, som efter forgodtbefindende kan tilpasses en politisk agenda.

Og derfor har Neerup Buhl selvfølgelig også ret i, at det danske kan »infameres« og blive bragt i et »misforhold til det givne liv«, spørgsmålet er bare – af hvem? Hvem er det, der hævder at vide, hvilket »givet liv«, der definerer det danske – til trods for, at der er over fem millioner, forskellige »givne liv« i Danmark? Hvem er det, som på en gang taler om værdier, der er både fundamentale, selvfølgelige og uantastede, og som rask væk baserer sin politiske agitation herpå, men samtidig henkastet erkender, at disse tilsyneladende fungerer bedst, når individet ikke er bevidst om dem, ja, at de i grunden må forblive ubegrebsliggjorte?

På denne absurde påstand om noget på en gang fuldkommen abstrakt og dog fundamentalt, selvfølgeligt og uantastet hviler til syvende og sidst hele foreningens korthus på som en sæbeboble: at bevare Danmark dansk.

Med dette korthus står og falder enhver mere eller mindre udtalt nationalistisk ideologi.

Danskhed og forskellighed

Danskhed er og bliver, hvad vi gør den til. Hver især og i fællesskab. Den kan ikke defineres entydigt, men naturligvis er historien en afgørende faktor, blot er der ingen som helst rød tråd eller helt og aldeles klokkeklar Historie, som alle eller blot flertallet er enige om eller fuldstændig bekendt med, endsige føler sine handlinger forpligtet af. Ligesom enhver anden nations historie er Danmarks historie et sammensurium af krig og fred, konflikt og samarbejde, undertrykkelse og frihed; en nation, der er sammenbundet og splittet af kategorier som hedenskab og kristendom, enevælde og autonomi, stavnsbånd og revolution – og i titusindvis af begivenheders og manifestationers detaljer og nuancer og fortolkninger af detaljer og nuancer, som alt efter præferencer og interesser kan synes overeksponerede eller undereksponerede af den ene og den anden historiker.

Kun hvor man lægger sine mere eller mindre private snit i tiden og historien, hugger en hæl og klipper en tå, bliver Danmarks historie entydigt forpligtende, og naturligvis altid forpligtende på lige netop disse snit: Så bliver Danmark som begreb f.eks. med ét »kristent«, til trods for at nationen i sit udspring var hedensk, til trods for at landet var hedensk, før Harald Blåtand rejste Jellingestenen, i lige så mange årtusinder, som der har eksisteret mennesker under disse himmelstrøg, og til trods for, at næppe en brøkdel af en promille af befolkningen i dag føler sig kristne i nogen henseende, der bare tilnærmelsesvis ligner denne religions oprindelige grundlag for to tusind år siden i Palæstina – fjernt, fjernt fra Danmarks landeveje og Europas hovedveje.

Der er ingen kanonisk Danmarkshistorie, og selv den, historikerne har mere eller mindre consensus om, er alt andet end en entydig størrelse, ud fra hvilken en moralsk eller politisk konsekvens nogen sinde kan blive andet og mere end et privat, individuelt fortolkningsspørgsmål. At nogen kan blive enige om en fælles opfattelse af »danskhed«, bør derfor heller aldrig i sig selv få konsekvenser for den eller de, der er uenige heri; dertil er begrebet ikke bare for æterisk, det rummer som ethvert andet tiltag til absolutisme desuden en latent mulighed for ensretning, som let lader sig misbruge i propagandistisk øjemed.

Men er enhver nationalitetsfølelse da grebet ud af luften? Næppe.

Ser vi bort fra moderne sportsfænomeners og andre modeluners Dannebrogsbegejstring, er der selvfølgelig historiske situationer, hvor et folk eller dele af et folk står sammen i krig og konflikt mod udefrakommende aggressorer såvel som i fred og venskabelighed hjælper andre folk. Der er folkeslag, som på godt og ondt har forsvaret landegrænser, erobret fremmede stater eller landområder, og der er folkeslag, der sågar har deltaget i – eller i større og mindre udstrækning accepteret – holocaust og etnisk udrensning, bl.a. ud fra specifikke henvisninger til nationalitetsfølelsen.

»Det nationale« kan i det hele taget utvivlsomt føre til stærke sammenhold – men det være sig i grusomhed såvel som i fordragelighed. At tilegne kategorien en absolut positiv værdi i sig selv og tilmed definere denne kategori selektivt ud fra et ganske særligt politisk perspektiv er således i bedste fald manipulation.

Om det er diktat fra Guden, kongen eller fædrelandet, eller om det er normen, kapitalen eller partiet, der alene er bestemmende for tiltag i retning af en massebevægelse, er det mennesket og den menneskelige forskellighed, der til enhver tid trækker det korteste strå.

Men religiøs, kulturel og etnisk forskellighed kan føre til kaos og national opløsning, advarer den Danske Forening og spørger retorisk: »Hvor i verden findes et ’multietnisk’ samfund, der ikke er endt som heksekedel? (Danskeren nr. 3, 1995, s. 2).

Nej, hvor i verden findes et samfund, der ikke på et eller flere tidspunkter i historien er løbet ind i krig, oprør og konflikt – multietnisk eller ej? Hvornår ender et samfund som noget? Er Israel »endt« i en konflikt mellem israelere og palæstinensere, er Nordirland »endt« i en konflikt mellem protestanter og katolikker?

Der findes stater og samfund, hvor interessekonflikter er tilspidset i en sådan grad, at befolkningen eksploderer, og hvor kulturelle forskelle skaber dybe kløfter etniske grupper imellem. Men der findes naturligvis også den dag i dag lande, hvor moskeer, synagoger og kirker knejser side om side, ligesom der er lange epoker i ikke mindst islams historie, hvor den religiøse og etniske tolerance var langt mere vidtrækkende end i både fortidens og nutidens vestlige lande. Ja, i de tidligere førkristne kulturer i Europa og Nærorienten hørte i freds- såvel som krigstid et fænomen som religionsforfølgelse til de forsvindende undtagelser, mens religiøs pluralisme og tolerance absolut var standarden – og det i en udbredt multietnisk kontekst.

Selv det, der på overfladen er religiøse sammenstød befolkningsgrupper imellem i dag, har langtfra altid religiøse eller etniske uoverensstemmelser som den væsentligste baggrund. Det gælder f.eks. Nordirland, hvor kernen i konflikten primært er politisk, og det gælder Israel, hvor to folk kæmper om samme stribe land, et land, som har en af verdenshistoriens mest omskiftelige historier bag sig, og som selvfølgelig også er centralt placeret i tre verdensreligioners selvforståelse – men det ville være særdeles enøjet at se det, som var det en religiøs konflikt mellem islam og jødedom, der udspiller sig her.

Danmark behøver selvsagt ikke at blive skue for alvorlige religiøse konfrontationer, blot fordi landet udvikler sig i multikulturel retning, og Danmark er i ingen henseender sammenligneligt med Israel, der befinder sig i samtidens mest komplekse inden- og udenrigspolitiske situation. Men er der nogen part, der højlydt ansporer til sammenstød pga. etniske eller religiøse forskelle i Danmark, er det i hvert fald ikke primært muslimerne, men derimod så ubetvivleligt den Danske Forening, der vedholdende insisterer på at grave grøfter med konstante trusler om »modstandskampen« mod den »islamiske invasion« og boycotten af islamiske »ukrudtsbutikker«. Og i det nuværende politiske klima, som den Danske Forening har spillet en afgørende rolle for at trække derud, hvor humanisme og tolerance stedse mistænkeliggøres og lægges for had, mens myndigheder og politikere i stadig stigende omfang møder indvandrere og flygtninge med regulær diskrimination og ringeagt, bliver det desværre ikke mindre sandsynligt, at udviklingen ender i den eksplosion, foreningen bevidst eller ubevidst hele tiden har søgt at fremprovokere.

Jo mere dramatisk den Danske Forening advarer mod ikke mindst islamiske indvandrere og flygtninge, desto mere voldsomt bliver medlemsskaren parat til at gå til værks, og jo mere muslimer males op i en krog som ildesete »fremmede«, ja, som »gøgeunger«, »rotter« og »narkokriminelle, plattenslagere og lykkeriddere med frisørrigtigt hår«, desto mere uundgåeligt er det naturligvis, at også deres modreaktion med tiden kan blive mere og mere desperat.

Og hvem skulle i givet fald egentlig kunne bebrejde dem?

Rune Engelbreth Larsen