Korrupt er enhver magt, der er magt for magtens eller profittens skyld, og korrupt er enhver autoritet, hvis mål helt eller delvis er personlig vinding eller tilfredsstillelsen af private behov og egocentriske motiver.

Ét er, når dette udmønter sig i diktatorens ubetvivlelige undertrykkelse, for da er i det mindste tyranniet synligt for alle, og modstandskampens målskive er dermed også veldefineret og personificeret. Og ét er, når der er tale om brutale og uprovokerede overfaldsmænd, for da er overfaldet dog lige så indiskutabelt forkasteligt som selvforsvarets aggression indlysende nødvendig.

En tyran er en uprovokeret overfaldsmand, og en uprovokeret overfaldsmand er en tyran, hvad enten han overfalder eller undertrykker en eller mange - men en sådan tyran er dog lige så meget meget en åbenlys tyran. Oprørets formål er enkelt, og opgørets time trods alt "kun" et spørgsmål om de undertryktes mod og muligheder.

Noget andet er, når magten korrumperer i ubemærkethed, og magthaverne med held hævder sig dækket ind under folkets "bedste" eller flertallets "ret". Korrumperet magt bliver ikke mindre korrupt af, at den formelt hviler på et flertal.

Hvor magthavere ikke tør torturere, kan de isolere, hvor de ikke tør røve privilegier og formuer fra samfundet, kan de uden videre vedtage love, der giver dem personlige privilegier og formuer fra samfundet. Hvor de ikke åbent tør internere modstandere, kan de nøjes med at registrere modstandere - så er alt parat til tider, hvor den slags kunne blive "nødvendigt".

Korruptionen er selvsagt uhyre forfinet og langt mere sofistikeret end i bananrepublikker, hvor en korrupt betjent, politiker eller minister som oftest er ganske åbenlyst korrupt. I Danmark er det pakket ind i glittede receptioner, ministerielle lejlighedssange, der forsikrer os om det modsatte, og mere og mere royale TV-nyheder, hvis ugebladsjovialitet i stigende grad fortrænger den alt for hverdagsagtige vaneundertrykkelse.

Og hvem kan med hånden på hjertet betvivle, at dagens magthavere under denne dyne af opmærksomhedsafledning er korrupte ind til marv og ben? Hvem kan betvivle, at ministre og embedsmænd reelt ikke har meget andet end høje gager og endeløse privilegier i tankerne, mens de med det mest primitive skuespiltalent anstrenger sig for at se "ansvarlige" ud, når de med et pennestrøg registrerer og overvåger deres modstandere, gør de fattige fattigere og forfølger de forfulgte?

Hvor længe endnu skal vi tåle magthavere, for hvem diskrimination, hjemløshed eller fattigdom ikke er altovervejende grunde til at tilsidesætte alle øvrige gøremål?

Hvor længe endnu skal vi tåle politikere, generaler og finansfyrster dekorerede med majestætiske medaljer og anakronistiske æresbevisninger i overklasseselvglæde indtage luksusbuffeter hos en forfængelig monark?

Hvor længe endnu skal vi overhovedet tåle magthavere, der tager sig betalt for at regere?

Kun den magt befrier, der byder de mægtige at tjene de afmægtige og de rige at berige de fattige. Kun den magt befrier, for hvilken den største frihed er friheden til at forøge et medmenneskes frihed ved at begrænse sin egen. Kun den magt befrier, der er uden tanke for sig selv og sit.

Den magt leder bedst og frigiver mest, der leder og lovgiver mindst. Den magt, der står absolutismen fjernest og forskelligheden nærmest, korrumperer sidst.

Ethvert andet grundlag for en magthaver, leder eller autoritet skaber en korrupt magthaver, leder eller autoritet. Jo senere afsløret, desto farligere og mægtigere vokser han sig på bekostning af frihed og medmennesker - hvad enten det drejer sig om en lille flok, en stor flok eller et helt folk. Og som frihed og medmenneskelighed erstattes af magtgunstige påbud og blind autoritetstro, udhules mennesker samvittighedsløst, hvad enten det sker materielt eller eksistentielt.

Vi er blevet holdt for nar, skæbner er blevet skaltet og valtet med, og magt er blevet centraliseret og misbrugt længe nok. Et system, der understøtter denne latente ådselspolitik, er og bliver et korrupt system.

Enhver autoritet, der profiterer heraf, er og bliver en korrupt tyran in spe, hvad enten det er i det store eller små, og hvad enten han oprindelig var en idealistisk drømmer eller en nøjeregnende kyniker. En autoritet, der profiterer heraf, er intet andet end en gemen egoist - stærk bag magtens skjold og medløbernes smiger, men kun ussel afklædt de forlorne fraser og gode intentioners hykleri.

Hos sin korrupte magthaver finder medløberen sin identitet i det konforme medløberkor - uden sin korrupte magthaver er medløberen lige så identitetsløs, som den korrupte magthaver er kraftløs uden sin magt. Uden sin magt og sine medløbere er den korrupte en blottet stakkel, en patetisk parodi på en illusion om en "folketjener", en "statsmand" eller et "overmenneske".

Kejsere uden klæder er altid tragikomiske - men det er de følgagtige skræddere, der er de virkelig ynkelige. Inderst inde i de udhulede skrog sidder de som små orme og vånder sig. De ved det godt. Lakajer og håndlangere, hvis hjerter er deponeret i en dybfryser, eftersnakkere og klakører, hvis egne stemmer er forstummet bag attituderne og platituderne,

Slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er distraherende pjat, bliver det ensrettende pop; slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er ensrettende pop, bliver det diskriminerende påbud - og slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er diskriminerende påbud, bliver det totalitært tyranni.

Tager vi ikke afstand fra det, nærmer vi os det. Står vi ikke i tide fast på vor menneskelige forskellighed og solidaritet med vore medmenneskers forskellighed, bliver vi en identitetsløs del af det.

Humanismen står fast på forskelligheden og solidariteten.

Intet bud er så sandt, at det ikke ville være usandt at følge det for det menneske, der intet sandt føler i det. Intet hjerte er så stort, at det kan diktere et andet hjerte, hvad det ikke ønsker dikteret. Ingen magt, ingen autoritet og ingen lov kan nogen sinde stå over eller ved siden af det enkelte menneskes samvittighed.

Altid at følge sin samvittighed, altid at lade andre følge deres, altid at leve med forskellighederne og konsekvensen af forskellighederne - og aldrig nogen sinde at forfalde til at hyle som de ulve, man er iblandt.

Faklen

NOTE: Leder med et generelt humanistisk, magtkritisk sigte i Faklen nr. 11 - afslutningsordene rummede imidlertid også en slet skjult henvisning til tidsskriftets brud med forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff: »Altid at følge sin samvittighed, altid at lade andre følge deres, altid at leve med forskellighederne og konsekvensen af forskellighederne - og aldrig nogen sinde at forfalde til at hyle som de ulve, man er iblandt.«