loft på 80 kroner i timen til arbejdsløse i offentlige jobtilbud, påviser lektor Jens Brøsted fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet i en bog fra Dansk Retspolitisk Forening. Derved mistede en ansat i et syvmåneders jobtilbud 90.000 kr. sammenlignet med en ansat på almindelige overenskomstmæssige vilkår, skriver Information den 2.12.

Brøsted anklager endvidere Arbejdsministeriet og tidligere arbejdsminister Jytte Andersen for at misinformere FNs arbejdsorganisation, ILO, i forbindelse med en klage fra Akademikernes Centralorganisation over bl.a. dette forhold - en sag, som p.t. videreføres af Dansk Magisterforening ved ILO.

Menneskerettighedskrænkelserne kan ifølge Brøsted føre til, at staten bliver stillet over for et krav om tilbagebetaling til arbejdsløse i de pågældende jobtilbud.

Brøsted mener, at staten har dækket over lovens diskrimination »via misinformation« og ved at hævde, at jobtilbud ikke er et »rigtigt arbejde«.

Formanden for Dansk Magisterforening, Per Clausen er skuffet over, at ikke andre fagforbund er gået ind i sagen: »Det er absolut skuffende, at vi er alene om det her. Og overraskende, eftersom diskrimineringen også indbefatter, at fagforeningerne har mistet deres ret til at forhandle løn for deres medlemmer. Måske vil de gerne tækkes deres kammerater i regeringen.« (Information, 2.12.).

Om den sag, som Dansk Magisterforening har anlagt ved ILO, skriver Magisterbladet den 8.8.98: »Dansk Magisterforening vil ikke leve med, at løn- og ansættelsesvilkår ensidigt kan dikteres af staten, sådan som det skete efter finanslovforliget i 1991, hvor den danske regering besluttede at sætte et loft for lønnen i offentlige jobtilbud svarende til dagpengesatsen, dvs. højst 80 kroner i timen. Det er siden blevet pristalsreguleret og er i dag på knap 85 kroner. Det er urimeligt over for de langtidsledige medlemmer, som tvinges i arbejde til omkring det halve af, hvad deres kolleger på samme arbejdsplads får. Og det undergraver aftalesystemets troværdighed, fordi det er et brud på den kollektive forhandlingsret, og dermed også i strid med de konventioner, der er vedtaget af FN’s Arbejdsretsorganisation (ILO). Det mener Dansk Magisterforening, der derfor vil have sagen prøvet ved ILO, hvor den ventes at komme for i løbet af vinteren.«

Bankerne diskriminerer de fattigste ved at give dem de højeste lånerenter

De fleste pengeinstitutter har forskellige rentesatser for samme lån, alt afhængigt af lånerens økonomiske formåen. Jo fattigere en låner, desto højere rente skal der betales på lånet - derved finansierer de økonomisk ringest stillede de velbjærgedes lave renter.

Baseret på beregninger fra Pengeguiden, som Politiken udgiver i samarbejde med Forbrugerrådet, skriver Århus Stiftstidende den 3.12: »Et forbrugslån på 30.000 kr. svinger således fra 8,8 pct. om året til 21,3 pct. i Jyske Bank.«

En sammenligning mellem udgifterne til forskellige engagementer med pengeinstitutter for enlige med god og enlige med dårlig økonomi viser en hastigt stigende skævhed: »Den enlige med god økonomi slipper i dag i gennemsnit med en udgift på 2.951 kr. for sine engagementer, mens den enlige med ringere økonomiske forhold må betale 3.609 kr. For et år siden var forskellen 301 kr., i dag er den på 658 kr.«

Europol skal have adgang til aflytning af al telekommunikation i Europa

Et fortroligt Europol-dokument, der er blevet lækket på Internet, afslører, at Europol ønsker adgang til at aflytte al telekommunikation i hele Europa, også når det gælder mobiltelefoner og kommunikation over Internet.

Dokumentet er en indstilling fra Europol til Europarådet dateret den 3.9.98. Ekstra Bladet skriver den 5.12.: »Rent teknisk skal forslaget gennemføres ved, at teleselskaberne via lovgivningen skal tvinges til at anvende udstyr, der overholder fælles europæiske standarder for aflytning. Det skal være teleselskabernes opgave at aflevere de data, som Europol udbeder sig. Af det 42 sider lange dokument fremgår det, at Europol selv er klar over, hvor omfattende deres aflytningsønsker er: ’Det må fastslås, at betingelserne for en overvågning kan være i strid med enkeltstaters lovgivning.’«

Ved redaktionens slutning kunne dokumentet stadig læses på Internet:

www.heise.de/tp/english/inhalt/te/1686/1.html

Flere beregninger, der viser markant økonomisk forskelsbehandling mellem danskere og flygtninge

Lektorer på den Sociale Højskole i København, Morten Ejrnæs og Simon Thorbek har studeret alle love og paragraffer i den nye integrationslov og dokumenterer, at forskellen på de offentlige ydelser, som danskere og flygtninge får, kan være langt større, end det fremgår af de oplysninger, Indenrigsministeriet har tilsendt UNHCR.

Politiken bringer et par eksempler den 8.12.: »En dansk pensionist over 67 år har 4.379 kroner om måneden til sig selv, når skatten, huslejen og varmen er betalt. En flygtning over 67 år har 1.424 kroner. Begge bor i Danmark under samme vilkår. Forskellen gentager sig for enlige over 25 år. Når de faste udgifter er betalt, har danskeren 3.258 kroner om måneden til mad, tøj, telefon og biografture. Flygtningen må klare sig for 1.424 kroner. Selv om deres faste udgifter er identiske.«

Forskellen skyldes reglerne om boligstøtte, hvor danskere kan få højere tilskud til huslejen end flygtninge, der højst kan få boligsikring på 15% af huslejen. Morten Ejrnæs betegner integrationsloven som »klokkeklar diskrimination«, men indenrigsminister Thorkild Simonsen afviser at viderebringe beregningerne til UNHCR, der om et år skal vurdere, om integrationsloven diskriminerer i praksis eller ej.

Indenrigsministeren udtaler til Politiken den 18.12.: »Det er da rigtigt, at en flygtning på over 67 år, der ikke er i arbejde, får mindre end en dansk folkepensionist, men der er da intet i vejen for, at flygtningen kan gå ud og arbejde 15-20 timer om ugen for at udligne forskellen.«

Socialministeren forsøger at forringe flygtninges retssikkerhed uden at høre organisationerne

Socialminister Karen Jespersen forsøger at ændre udlændingeloven uden om den sædvanlige høring hos organisationer som det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling og Flygtningehjælpen. Lovforslaget, der efter førstebehandlingen i Folketinget behandles i socialudvalget, vil udvide den midlertidige opholdstilladelse for visse udlændinge fra tre til seks år - dermed forøges ventetidsperioden med tre år ekstra, hvor flygtninge, der »ikke har haft et tilfredsstillende introduktionsforløb« eller »får behov for varig hjælp«, kan sendes ud af landet.

De tre organisationer kritiserer skarpt, at de ikke er blevet hørt, før forslaget er blevet behandlet. Direktør for det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum skriver i et uopfordret brev til Karen Jespersen, at centret finder anledning »til at udtrykke betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved en bestemmelse, som i realiteten gør det umuligt for den enkelte udlænding at forudberegne sin retsstilling før udløbet af integrationsperioden« (Århus Stiftstidende, 12.12.).

Pressechef for Flygtningehjælpen, Klaus Rothstein siger ifølge samme avis: »Det her er alvorligt stof. Så nu vil vores asyl- og integrationsafdeling se nøje på forslaget og komme med en udtalelse. Konsekvenserne for den enkelte, som må få inddraget sin opholdstilladelse, er jo meget store.«

Enhedslistens Søren Søndergaard udtaler til Kristeligt Dagblad den 12.12.: »Karen Jespersen gøder med dette forslag ad bagvejen jordbunden for de borgerliges politik om at få indført midlertidige opholdstilladelser i syv år.«

Chefpsykolog ved Rehabiliteringscentret for Torturofre, Edith Montgomery siger til Politiken den 12.12.: »I forvejen er tre år lang tid at leve i uvished. Det giver en voldsom angst ikke at vide, om man er købt eller solgt. Det er et stort problem, at man nu vil udstrække det til seks år, hvor hele ens livsgrundlag kan trækkes væk under en. Især for familier med børn.«

Stigende antal hjemløse afvises på overbelagte herberger

Forslag om at åbne kirker om natten til hjemløse er foreløbig strandet. Præst ved Christians Kirke på Christianshavn, Flemming Pless udtaler til Kristeligt Dagblad den 7.12.: »Det er magelighed i folkekirken, der er baggrunden for, at vi ikke kan gå sammen og stille noget op over for samfundets svageste.« Pless var i sin tid initiativtager til at åbne Brorsons Kirke på Nørrebro om natten, hvor besøgende også fik tilbudt et måltid mad - men heller ikke Brorsons Kirke har længere åbent om natten.

Pless siger endvidere: »Næstekærligheden i spørgsmålet om at åbne kirkerne eller menighedshusene for de svageste, de hjemløse, alkoholikerne, narkomanerne og de psykisk syge kan ligge på det berømte knappenålshoved.«

I mellemtiden stiger presset på Københavns herberger, der alle er optagede i december og må afvise mange hjemløse, til trods for at de dermed sender dem tilbage til vinterkulden.

Socialrådgiver fra Metodistkirkens Sociale Arbejde, Thomas Hjorth udtaler til Aktuelt den 12.12.: »Som det ser ud for øjeblikket, har vi løbende henvendelser fra hjemløse, som vi må sige nej til. Der er meget pres på for øjeblikket.«

Forstander på Korshærs Herberg i Hillerødgade, Bjørn Bendorff siger til samme avis: »For øjeblikket har vi en belægning på 110 procent, og vi afviser mellem 10 og 20 om dagen. Det store pres har helt klart noget med vejret at gøre, for når det er koldt, er det jo ikke rart at være på gaden. Men det har også noget at gøre med, at der er et stigende pres på hjemløsepladserne overalt i landet, og navnlig i Københavns Kommune, der på det seneste har reduceret antallet af sovepladser for hjemløse.«

Ingen julehjælp fra socialkontorerne til de fattige

Presset på private nødhjælpsorganisationer for særlig julehjælp til fattige danskere vokser. Børnenes Kontor i København har f.eks. fået knap 6.000 ansøgninger om julepakker, men kan kun imødekomme 2.500, skriver Jyllands-Posten den 13.12. Og der er ingen støtte at hente fra de offentlige socialkontorer.

Fuldmægtig i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, Yvette Kovacs siger til Aktuelt den 12.12.: »Der er ikke nogen lovhjemmel om hjælp til for eksempel julemad, og er der ikke det, kan vi heller ikke gøre det.« Fuldmægtig i Socialministeriet, Anne Mette Falkenberg bekræfter i samme avis: »Der har aldrig været mulighed for kommunal julehjælp. Kommunerne skal holde sig til loven og må ikke give noget.«

Majbritt Lysgaard fra Frelsens Hærs socialtjeneste i København udtaler: »Nogle er så langt ude, at det ikke bare er et spørgsmål, om de kan holde jul, men om de overhovedet overlever. Op til jul krakelerer facaden. Men der er ikke meget hjælp at hente, og jeg vil nødigt sidde som enlig mor og ikke kunne give mit barn bare én gave.«

Forretningsfører i Børnenes Kontor i København, Niels Dentrup tilføjer, at de fattigste ender i isolation: »De har ingen penge og kan ikke komme ud af deres ensomhed. Og det drejer sig især om enlige mødre. Af de 2.500 familier, som vi deler julepakker ud til, er over 1.500 enlige mødre med et eller to børn.«

Betjente bekymrede over kollegas dom for vold i tjenesten - det bliver umuligt at løse politiopgaver fremover

En politiassistent smides ud af Københavns Politi efter voldsdom og straf på 60 dages fængsel. Politiassistenten er dømt for uden grund at have slået en rolig anholdt, som avisen beskriver som en »rockertype«, to gange med sin politistav foran diskotek Beverly Hills i København i november 1997.

Jyllands-Posten skriver den 16.12.: »Bemærkelsesværdigt nok faldt den 32-årige politiassistent på sine egne kollegers vidneudsagn. Flere af dem forklarede - om end utilpasse, fåmælte og med mange forbehold - at rockertypen ikke havde slået ud efter politiassistenten, som den 32-årige selv hævdede. Tværtimod, forklarede en kvindelig betjent, havde ’rockertypen’ stået stille med hænderne langs siden, da slagene faldt. Stærkest var vidneudsagnet fra en enkelt betjent fra Station 2, der nøgternt fastslog, at den 32-årige betjent uden tvivl og helt uden grund var trådt frem mod ’rockertypen’ og havde slået ham ikke to, men fire gange på arm og bryst.«

Samme politiassistent og en kollega fra Station 2 blev for to år siden frifundet for en række anklager om vold, racisme og ulovlige anholdelser pga. afgørende vidneudsagn fra kolleger til fordel for de anklagede. Denne gang gik det altså anderledes.

I retssalen var mødt en række betjente op, og Jyllands-Posten indhentede kommentarer efter domsafsigelsen: »Betjente, som Jyllands-Posten talte med, ser ikke gårsdagens sag som en voldssag, hvor en anløben betjent går over stregen. Men som bevis på, at det efterhånden - med sådanne domme - bliver umuligt og farligt at løse politiopgaver i et betændt miljø med aggressive, voldelige og fulde personer, hvor politifolk på et sekund skal beslutte at bruge deres stav eller ej. Og bagefter, hvis de skønnede forkert, risikerer en voldsdom som tak.«

Spørgsmålet i den konkrete sag er så, hvor farligt og umuligt det ville have været for den pågældende politiassistent at løse sin opgave over for en person, som ifølge andre betjente forholdt sig roligt, havde han ikke slået ham 2-4 gange med sin knippel.

»I Danmark har politiet ret til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele«

Østre Landsret fastslår den 14.12. i en injuriesag anlagt af Dansk Politiforbund mod filminstruktøren Christian Braad Thomsen, at det var ærekrænkende, men ikke strafbart, da han i 1996 skrev i Politiken: »I Danmark har politiet ret til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele, og i Danmark skal man mindst af alt tilkalde politiet, hvis man vil forbi en ubehagelig dørvogter, for hos os har politiet lov til at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker. Det er sket, og det vil ske igen, fordi ingen påtaler det.«

Landsretten fandt ikke udtalelserne strafbare, »fordi sigtelserne var fremsat i god tro og til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse« (Aktuelt, 15.12.).

Uskyldigt magtmisbrug i Ri-Bus-konflikten?

Retsopgøret efter Ri-Bus-konflikten, som startede i byretten i Esbjerg i august 1997, er nu endelig afsluttet i Landsretten (18.12. 98). Den meget omfattende sag, som Esbjerg politi i sin tid rejste mod »hærværksgeneralerne« Peter Kleist Christiansen, John Andersen og Bjørn Marcher med påstande om forhold, som bl.a. kunne have givet de anklagede op til fire års ubetinget fængsel, er undervejs skrumpet mistænkeligt ind og er nu endt i henholdsvis byretten og landsretten med, at Bjørn Marcher er frifundet, mens Peter Kleist Christiansen og John Andersen har fået henholdsvis fem og to måneders fængsel, hvoraf de i forvejen har afsonet de 53 dage i varetægt.

Ud over de tre aktivister har også en fjerde, Thomas Kjær, været tiltalt i sagen. Han fungerede under konflikten som meddeler for politiet og arbejdede i denne sammenhæng tæt sammen med politiassistent Søren B. Thomsen. Han blev anholdt i forbindelse med et hærværk på Rømø, som han selv havde været med til at arrangere, og som han på forhånd havde underrettet Søren B. Thomsen om. Samme sag blev i øvrigt den formelle begrundelse for at arrestere de tre påståede »hærværksgeneraler«, skønt ingen af dem deltog i hærværket.

Der blev efterfølgende rejst en skarp kritik af Søren B. Thomsens og Esbjerg politiledelses fremgangsmåde i forhold til Thomas Kjær, som af kritikerne er blevet betragtet som ulovlig civil agent, eller agent provocateur, hvilket vil sige, at han blev brugt til at fremprovokere den forbrydelse, under hvilken han samtidig var meddeler for politiet. Således kom retssagen til at dreje sig stadig mere om Esbjerg politis stilling og metoder under konflikten og stadig mindre om »hærværksgeneralerne«.

Aktuelt skriver den 3.12.98, før landsrettens dom: »Politiet, der byggede en stor sag med 27 anklagepunkter op mod nogle af aktivisterne fra Ri-Bus-chaufførernes støttekomité, har i forvejen måttet se store dele af sagen smuldre i byretten. Hvis landsretten så også ændrer på det helt centrale punkt om Søren B. Thomsens samarbejde med meddeleren Thomas Kjær - så Kjær denne gang bliver frifundet - er det et alvorligt nederlag for Politiet.« Kjær blev ikke frifundet, men landsretten ændrede faktisk byrettens kendelse på dette »helt centrale punkt« og fastslog, at Esbjerg Politi ulovligt brugte Thomas Kjær som civil agent under Rømø-hærværket.

Juraprofessor ved Københavns Universitet, Henning Koch kalder dommen »et smæk over fingrene til politiet« (Information, 19.12.98), men politiledelsen i Esbjerg fortryder intet og vil heller ikke klandre den ansvarlige politiassistent, Søren B. Thomsen. »Det er forståeligt og undskyldeligt,« sagde politimester Jørgen Ilum til samme avis, »at en politimand i kampens hede foretager en vurdering, der ligger på den forkerte side af stregen.«

Hvorfor denne »forståelse« kun gælder politiet, og f.eks. ikke de »fejlvurderinger« i kampens hede, som Ri-Bus aktivisterne nu er dømt for, fremgår ikke.

Men politimesterens forståelse og tilgivelse af lige netop Søren B. Thomsens politiarbejde er til gengæld tilsyneladende meget udstrakt. Gennem flere artikler beretter Aktuelt om en række sager i politikredsen, hvor samme Søren B. Thomsen har stået for efterforskningen, og hvor hans metoder også er blevet voldsomt kritiseret for både at være helt unødvendig grove og tillige i en række tilfælde i direkte strid med loven. I et tilfælde synes en spiritusbevilling at være blevet tilbageholdt uden reel grund, simpelt hen fordi Søren B. Thomsen med opbakning hos Esbjerg politi ikke »ønskede«, at det pågældende værtshus skulle eksistere (Aktuelt 3.12.98). Søren B. Thomsen er endvidere blevet kritiseret for ikke at skrive rapporter efter afhøringer, eller på egen hånd at (om)formulere vidners forklaring uden efterfølgende at lade dem læse og rette rapporten, hvilket i adskillige tilfælde - også i Ri-Bus sagen - har medført, at vidneforklaringer i retten afveg væsentligt fra forklaringerne i Søren B. Thomsens rapporter, som i mange tilfælde heller ikke var underskrevet af vidnet (Aktuelt 2.12.98).

Men det er, eftersom Søren B. Thomsen er ansat i politiet, naturligvis alt sammen både forståeligt og undskyldeligt.

Danmark har tabt otte sager ved FNs arbejdsorganisation ILO - men dansk lovgivning er kun ændret i ét tilfælde

I de seneste 15 år er danske regeringer indklaget for FNs arbejdsorganisation International Labour Organisation, ILO, over ti gange. Otte gange har regeringen tabt, men kun i ét tilfælde har nederlaget ført til en konkret lovændring.

Formanden for Dansk Magisterforening, Per Clausen udtaler til Jyllands-Posten den 21.12.: »Det virker som om, at danske regeringer har den opfattelse, at det danske system er så fremragende, at man ikke behøver at tage hensyn til de internationale konventioner, man skriver under på.«

Advokat Christian Harlang har ført flere fagforbunds sager, når danske regeringer er blevet anklaget for menneskerettighedsovertrædelser i fagretslige spørgsmål, og mener, at Danmark indtager en pinlig attitude. Han siger til samme avis: »Det er konsekvent og systematisk, at man ignorerer ILOs konventioner, som vi selv har valgt at skrive under på. Der er mange pinlige sager, og det er en pinlig attitude, man indtager fra dansk side. For det handler om princippet i, at vi har underskrevet en konvention, som vi ikke overholder.«

Arbejdsretschef i Arbejdsministeriet, Einar Edelberg er ikke foruroliget over, at danske regeringer ikke implementerer ILOs afgørelser i lovgivningen: »Vi skal selvfølgelig tage ILOs kendelser alvorligt. Men nogle af de sager, hvor Danmark har fået kritik, er jeg lidt bekymret over, for de har været under bagatelgrænsen. Sagen er jo, at nogle lande vil kunne benytte det til at sige, at når selv Danmark bliver kritiseret, så kan de også blive det.«

Per Clausen mener imidlertid, at Danmarks holdning sender et uheldigt signal til den øvrige verden omkring menneskerettighederne: »… konsekvensen af, at Danmark ikke selv retter sig efter det, er, at en hvilken som helst bananrepublik så påberåber sig, at de heller ikke behøver at gøre det. Så hykleriet er ret stort.«

Statsministerens løfte om undersøgelse af socialdemokratisk efterretningstjeneste syltet

Arbejderbevægelsens Informationscentral (AIC), Socialdemokratiets efterretningsorganisation, der opererede fra anden verdenskrig og frem til 1972, registrerede og aflyttede kommunister i fagbevægelsen. Ifølge historiker dr.phil. Kurt Jacobsen var der et »meget tæt samarbejde mellem de officielle danske efterretningstjenester, CIA, Socialdemokratiet og fagbevægelsen« (Politiken, 25.10.98).

I slutningen af oktober bebudede statsminister Poul Nyrup Rasmussen og formand for LO, Hans Jensen, en undersøgelse af AICs operationer, men Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, der skulle være medansvarlige for en sådan, har halvanden måned senere ingen besked modtaget fra statsministeren, skriver Information den 9.12.

Den bebudede undersøgelse er ellers grunden til, at AICs arkiv i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) er blevet lukket for alle andre end de kommende forskere - som altså endnu ikke er udpegede.

Dr.phil. Kurt Jacobsen udtaler til Information: »Det er en skandale, at der intet er sket i sagen.«

ABA inddrog f.eks. to universitetsstuderendes tilladelse til at studere arkiverne i forbindelse med et historiespeciale blot to dage efter, at den var udstedt den 24.10. Forretningsfører i ABA, Henning Grelle fortalte de to studerende, Peer Hansen og Jakob Sørensen, at de pågældende papirer fra afdøde statsminister Hans Hedtofts arkiv, som de skulle arbejde med, »stammer fra Forsvarets Efterretningstjeneste«. Til Information udtaler Peer Hansen om samtalen med Grelle: »Han brød sig ikke om, at vi skulle have fat i de ting i Hedtofts arkiv. Han sagde, at der ikke var noget i det for os. Og at vi havde fået lov til at kigge mere end rigeligt.« (Information, 12.12.).

Hedtoft-arkivet var blevet lukket, men den 26.-29. oktober fik de studerende dog lov til at kigge i AIC-arkivet nogle timer hver dag. Efter at statsministeren den 29. i en pressemeddelelse så opfordrede ABA til at give forskere adgang til det samlede materiale om AIC, blev imidlertid også AIC-arkivet lukket med omgående virkning. Grelle opfattede paradoksalt nok denne lukning som en følge af statsministerens standpunkt om en åbning af arkivet for de kommende forskere.

ABAs forretningsfører, Henning Grelles eneste kommentar til Information om sagen den 15.12. er: »Jeg har overhovedet ikke nogen kommentarer.«

TV2s Mellemøstenkorrespondent om Operation Ørkenræv: Den vestlige samvittighed på anklagebænken ved krigsforbryderdomstolen

Den danske presses dækning af USAs og Englands angreb på Irak under »Operation Ørkenræv«, hvor flere krydsermissiler blev affyret end under hele Golfkrigen, har ikke præsenteret megen kritik af de to NATO-lande.

Ikke mindst TV har ukritisk viderebragt det amerikanske og britiske militærs oplysninger. TV2s Mellemøstenkorrespondent Steffen Jensen gav imidlertid udtryk for følgende temmelig atypiske overvejelser i en kommentar i Aktuelt den 21.12.: »Vi har skabt nogle moralske og etiske spilleregler for, hvad man kan og ikke kan i en krigssituation. En af dem er, at vi ikke kan likvidere en fremmed stats leder. Vi sender ikke professionelle lejemordere ud for at skyde diktatorer en lyddæmpet kugle for panden. Men vi har intet imod at straffe en hel befolkning. I otte år har Irak lidt under ubarmhjertige sanktioner, og uanset hvor meget vi - med en vis ret - påpeger, at Saddam er den virkelig skyldige, så fratager det ikke os selv en del af ansvaret for i hundredtusindvis af små irakiske børns langsomme og pinefulde død af underernæring eller banale sygdomme, som tidligere nemt kunne kureres i Irak (…) Målet med det angreb, som vi nu alle har accepteret at kalde Operation Ørkenræv, er, hvis vi skal tro de amerikanske ledere, at ødelægge Saddam Husseins kemiske og biologiske våben-faciliteter og missiler. Men hvis Vesten og i særdeleshed USA havde haft præcise efterretninger om, hvad og hvor det befandt sig, så var disse efterretninger gået videre til UNSCOMs våbeninspektører, som kunne have ødelagt det. Problemet er, at vi ikke har disse præcise og nødvendige efterretninger. Derfor var det uundgåeligt, at fejl igen ville blive begået, uskyldige civile ville blive ramt, og Saddam Hussein - den virkelige forbryder - igen ville gå ram forbi (…) Når de amerikanske kampfly en dag for alvor lander, og røgen over Irak endelig letter, skal regnestykket gøres op. Ikke blot regnestykket over nogle dages bombardementer, men regnestykket over otte års sanktioner, udsultning og flere indre ’ørkenræve’. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vores egen vestlige samvittighed måske også en dag skal stå på anklagebænken ved krigsforbryderdomstolen.«

Plejebo-sagen: Ukritisk presse dømte mordsigtet før domstolene som »Dødens Engel« - nu frafaldes alle sigtelser efter straffelovens drabsparagraffer

Den 20.10.97 anholdes en 32-årig kvinde i det, der bliver kaldt »århundredets drabssag«. Hun har været plejehjemsassistent på Plejebo fra 1994 til 1997 og sigtes for ikke mindre end 22 drab på beboere samt for underslæb og tyveri til 629.000 kr.

Dagen efter fremstilles hun i grundlovsforhør og nægter sig skyldig i alt andet end et tilfælde af underslæb til 5.000 kr. Dommeren finder ikke, at der er tilstrækkelige beviser i sagen til en varetægtsfængsling og løslader den sigtede.

Til trods for, at dommeren ikke finder grundlaget solidt nok til en varetægtsfængsling, udtaler kriminalinspektør Kurt Jensen til pressen, at den sigtede »i vore øjne er skyldig«, og at politiet »har en god sag«, og den 24.10.97 beslutter Østre Landsret da også at varetægtsfængsle hende, eftersom man finder særlig bestyrket mistanke i seks drabstilfælde.

Den 23.12.97 beslutter Højesteret så at løslade kvinden, da man ligesom dommeren under grundlovsforhøret ikke finder nogen særlig bestyrket mistanke. Rørdam kritiserer efterfølgende skarpt stadslægens rapport om dødsfaldene på Plejebo, som er grundlaget for politiets sigtelser. Over 200 spørgsmål stilles til Retslægerådet i denne forbindelse fra både anklagers og forsvarers side, ud fra hvis svar anklagemyndigheden skal tage stilling til tiltalen.

Statsadvokat Karsten Hjorth beslutter på baggrund heraf endelig at opgive enhver tiltale for drab mod plejehjemsassistenten den 21.12.98.

Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert beklager, at man »i begyndelsen nok var for følgagtige over for politiet« (Information, 22.12.). Avisen slog historien stort op med overskrifterne »Massedrab« og »Dødens engel« den 22.10.97.

Falbert siger endvidere: »Man kan lære af det lange forløb, at man ikke en gang kan regne med politiets materiale, når de har efterforsket en sag i et halvt år, inden de rejser sigtelse. Vi har hele tiden citeret politiet for deres synspunkter, men vi skulle nok have stillet flere kritiske spørgsmål, end vi gjorde.«

Professor i strafferet, Vagn Greve kritiserer i Aktuelt den 22.12. pressens dækning af sagen: »Den måde, hun blev forfulgt af TV-kameraer, der desperat prøvede at få billeder af hende, var helt uanstændig. Det er den styggeste mediejagt, jeg nogen sinde har set.«

Forsvarsadvokat Thomas Rørdam mener, at det først og fremmest er Østre landsret, der har givet sagen sit skandaløse forløb, og udtaler til samme avis: »Politiet var unfair og dømte min klient på forhånd, men den virkelige skandale ligger i Østre landsret. (…) Jeg slap heldigvis gennem nåleøjet, som hedder Procesbevillingsnævnet, så jeg kunne komme i Højesteret og dér få min klient løsladt. Men var det ikke sket, kunne hun sagtens have siddet i varetægt i samtlige 14 måneder fra den 24. oktober 1997 indtil i dag.« (Aktuelt, 22.12.).

Ekstra Bladet erkender den 22.12. på lederplads, at man var »for ukritisk over for politiet«, og den 23.12. uddyber avisen sin anger: »1) Vi angrer, at vi troede på Københavns stadslæge Claus Lundstedt, som allerede i april 1997 skrev i sin rapport til Sundhedsstyrelsen og politiet, at D. havde ydet ’særdeles aktiv dødshjælp’. 2) Vi angrer, at vi lyttede til politiadvokat Michael Jørgensen, som fandt bevis for, at nogle af de 22 gamle var blevet aflivet ’af medlidenhed’, andre fordi ’de var for besværlige’. 3) Vi angrer, at vi tog landsdommerne Niels Larsen, Leif Aamand og Birgitte Andersen alvorligt, da de i oktober 1997 varetægtsfængslede D., fordi de mente, at der var ’særlig bestyrket mistanke om manddrab’ i 6 af de 22 tilfælde. 4) Vi angrer, at vi fæstede lid til kriminalinspektør Kurt Jensen og hans drabsafdeling, som i december 1997 efter otte måneders efterforskning udtalte, at de havde ’en god sag’, og at D. var ’skyldig’, selv om hun på det tidspunkt blev løsladt. Og som stadig mente det et år senere.«

200 danske forskere protesterer mod politisk styring af forskningen

Forskningsministeriet har modtaget en advarsel fra godt 200 danske forskere, der kritiserer politikernes ønsker om mere kontrol med forskningen, skriver Jyllands-Posten den 29.12.

En af initiativtagerne, forskningsprofessor Ib Bondebjerg fra Københavns Universitet udtaler til samme avis: »Universiteternes selvstændighed indskrænkes. Penge til forskning uddeles i stigende grad til specifikke projekter, der styres af politiske eller andre interesser. Antallet af studerende stiger, uden at midlerne følger med. Der er mange symptomer på, at der er noget ravruskende galt med den måde, hele området kører på.«

Statsministerens nytårstale: Poul Nyrup Rasmussen har fået øje på de udstødte

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen nægtede for godt et års tid siden, at der var nogen i Danmark, som blev udstødt fra arbejdsmarkedet, idet han udtalte til Information den 18.12.97: »Der er ingen, der bliver udstødt fra arbejdsmarkedet, jeg kender dem ikke.«

I sin nytårstale den 1.1.99 erkender statsministeren imidlertid pludselig, at der eksisterer udstødte: »Det går tilsyneladende ret godt. Mange trives i det hurtige, moderne, effektive samfund. Mange synes, det er sjovt. Men der er nogle, som ikke kan hænge på. Der er nogle, der falder af i svinget, bliver udstødt.«

Imidlertid vil statsministeren gerne reducere antallet af udstødte til alene at omfatte de psykisk syge: »Vi skal huske de mennesker, der er faldet fra - dem, der lever et tusmørkeliv på sidelinjen. Der er psykisk syge med et kummerligt liv.« Ejvind Larsen kan imidlertid i lederen i Information den 4.1. gøre statsministeren opmærksom på, at ikke »bare« psykisk syge er udstødte fra arbejdsmarkedet. Antallet af danskere på overførselsindkomst i alderen 15-66 år er f.eks. steget fra 180.000 i 1960 til 900.000 i dag. Og så er SU-modtagere ikke engang medregnet.

Radikal støtte til DNA-register trods vildledende oplysninger til politikerne

Da der i sin tid blev fremsat forslag om at oprette et DNA-register for sigtede (jf. Samfundsudsigten, Faklen nr. 9), blev ideen afvist af det Radikale Venstre. Nu lyder der imidlertid andre toner: I Berlingske Tidende den 12.1. støttes registreringen af sigtedes DNA-profil af de radikales retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold. Der er hermed udsigt til, at en enig regering kan støtte forslaget, når det i løbet af foråret bliver fremlagt.

Forslaget møder dog modstand fra professor dr.jur. Peter Blume og lektor lic.jur. Mette Hartlev, der i Ugeskrift for Retsvæsen advarer mod registrering af personer, som ikke er dømte, men blot sigtede og dermed altså juridisk set uskyldige: »Der bør foreligge ganske tungtvejende argumenter for at begrunde en registrering af personer, der ikke er blevet dømt for noget strafbart. Set fra det databeskyttelsesretlige perspektiv vil det være uønskeligt, om et DNA-register omfatter sigtede,« hedder det i artiklen (citeret efter Berlingske Tidende, 12.1.). Ifølge de to jurister er betydningen af DNA-profiler desuden overvurderet: »De forbrydelser, hvor der normalt efterlades et biologisk spor, har i en række tilfælde karakter af affekthandlinger, og det er således ikke givet, at et register vil have en særlig præventiv betydning.«

Også Advokatrådet udtrykker bekymring over registeret: »Man putter mennesker, der er uskyldige, i register sammen med dømte. Det betyder, at man fra samfundets side ikke anerkender, at de er uskyldige,« udtaler Steen Bech, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg (Berlingske Tidende, 5.2.).

Justitsminister Frank Jensen ser dog ingen grund til bekymring og siger til samme avis: »Jeg har ved beslutningen blandt andet lagt afgørende vægt på tre ting. At registeret bliver underlagt stramme sikkerhedsforanstaltninger. At enhver kan få oplyst, om man står i registeret eller ej, og endelig, at de registrerede DNA-profiler kun kan bruges til at identificere personer. Der kan med andre ord ikke uddrages oplysninger om for eksempel sygdomme, personlige karakteristika eller arvelige egenskaber.«

Et afgørende argument for den politiske opbakning til at registrere sigtede har været, at hver ottende sigtet ifølge statistikkerne senere vil blive dømt for en tilsvarende forbrydelse. Men dette tal holder ikke ifølge en rapport fra det såkaldte DNA-udvalg, skriver Berlingske Tidende den 14.2.: »… det passer ikke, når det gælder seksualforbrydelser, som har været selve hovedårsagen til at oprette registeret. Det er kun hver 22. person, der er sigtet for seksualforbrydelser, der efterfølgende rent faktisk bliver dømt for at have begået et seksuelt overgreb.« Ikke hver 8., men kun hver 13. af de sigtede, som nu skal registreres, bliver senere dømt for grov kriminalitet.

Professor i retssociologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig kalder det »vildledning«, at udvalget ikke har gjort opmærksom herpå, mens professor i retsinformatik, Peter Blume karakteriserer det som »mangelfuldt«.

Allerede i januar 1997 gjorde Retsvidenskabeligt Institut imidlertid Justitsministeriet opmærksom på, at tallene kunne være misvisende.

Forskningslektor Britta Kyvsgaard påpegede i et brev, at sammenhængen mellem sigtelse og ny forbrydelse sandsynligvis især fortæller om politiets arbejdsmetoder, eftersom politiet ofte vil sigte personer, der tidligere har være dømt for lignende forbrydelser. Til Justitsministeriet skrev hun ifølge Berlingske Tidende den 14.2.: »Den statistiske sammenhæng mellem sigtelse og ny kriminalitet kan derfor meget let tænkes at være kunstig, idet den reelt afspejler politiets arbejdsmetode.«

Endvidere skriver Berlingske Tidende: »Det fremgår også af brevet, at Danmarks Statistik renser de tal, der benyttes til kriminalstatistik, og at 1.310 sager ikke går igen i statistikken, fordi de betegnes som grundløse. Ifølge Justitsministeriet betød det, at ca. 200 sager ud af DNA-udvalgets materiale, der vedrører ca. 15.000 personer, ikke er medregnet.«

Der er ikke desto mindre fortsat stor politisk opbakning til, at folk skal kunne DNA-registreres alene på grundlag af en sigtelse. Det konservative medlem af retsudvalget, Bendt Bendtsen er da heller ikke den mindste smule bekymret over dette forhold - om de sigtede siger han: »De har haft fingrene fremme, og på et tidspunkt, så får de dem ned i kagekassen. Så det har jeg ingen problemer med.« (Berlingske Tidende, 5.2.).

Et nyt bidrag til den juridiske terminologi: En sigtet har - uanset om han er komplet uskyldig eller ej - »haft fingrene fremme« og må således forventes at få dem »ned i kagekassen« …

Særafdeling S2 i Nyborg Statsfængsel

I Nyborg Statsfængsel er i august 1998 oprettet afdeling S2 for »negative, stærke fanger«, som indebærer forringede afsoningsforhold. Om en af de anbragte, Michael Grundt, der er medlem af Bandidos, hedder det i begrundelsen fra statsfængslets ledelse, Inspektionen, at han »under afsoningen udviser en så stærk negativ indflydelse på medindsatte, at den pågældende i væsentlig grad forringer afsoningsvilkårene for de øvrige indsatte, idet han bl.a. skaffer eller søger at skaffe sig fordele på de medindsattes bekostning« (Scanbike, nr. 1, februar 1999, s. 68).

Denne vurdering skal imidlertid ses i lyset af, at samme indsatte blot tre dage senere modtog et brev fra afdelingsrådet, der består af de betjente, som har daglig omgang med fangerne, hvori det hedder: »Formelt opfylder indsatte betingelserne for overførsel til åbent fængsel, afsoningsmæssigt og disciplinært har der ikke været problemer med indsatte her i fængslet, hvorfor afdelingsrådet indstiller, at det overvejes, hvorvidt han vil kunne overføres til fortsat strafudståelse i åbent fængsel.« (Citeret fra samme blad).

At afdelingsrådet vurderer, at der hverken afsoningsmæssigt eller disciplinært har været problemer med Michael Grundt og sågar opfordrer til en overførsel til åbent fængsel, mens Inspektionen vælger at fastholde en anbringelse på særafdeling S2 for »stærke, negative fanger«, ser Scanbike som et udtryk for en større politisk dagsorden, der især er vendt imod indsatte fra bikermiljøet, og ikke som udtryk for de egentlige forhold mellem indsatte i fængslerne.

Politikerne glemmer, at »også de velfungerende fanger har rettigheder, og de glemmer at spørge den brede masse af fanger, der jo må være dem, der kender forholdene bedst. Kun de store økonomiske omkostninger, der er forbundet med oprettelsen af særafdelinger og superfængsler, har hidtil holdt planerne om overgrebene mod de såkaldt stærke fanger tilbage. Og også i debatten vedrørende flugtsikre fængsler, der nu er blevet skruet sammen med debatten om de stærke fanger, glemmer man virkeligheden, at det netop ikke er de velfungerende, ikke mindst de indsatte bikere, der flygter fra de danske fængsler.« (S. 69).

Præst skjuler udvisningstruede flygtninge og trues med fyring

Under krigen i det tidligere Jugoslavien blev den kroatiske region Østslavonien erobret af serberne. I 1995 blev området i henhold til Dayton-fredsaftalen atter indlemmet i Kroatien, hvilket medførte, at en del af den serbiske befolkning så sig nødsaget til at flygte på grund af repressalier fra kroaterne. Heraf er nogle også endt i Danmark, hvor de imidlertid ikke har kunnet opnå asyl.

Leif Bork Hansen, der er præst i Lyngby, skjuler foreløbig 26 udvisningstruede serbere. En enkelt af disse blev taget af politiet og sendt tilbage. »Han har siden skrevet til den familie i Danmark, der havde skjult ham, at han blev gennembanket af det lokale politi, så snart de danske politifolk, der ledsagede ham, var ude af syne, og at pryglene stod på gennem fem dage,« siger Leif Bork Hansen til Århus Stiftstidende den 6. 2. FNs sikkerhedsråd har ligeledes udtrykt bekymring over de mange serberes flugt fra Østslavonien på grund af »etnisk motiverede hændelser«.

Denne bekymring deles dog ikke af indenrigsminister Thorkild Simonsen, der anser det for »klart uacceptabelt«, at Leif Bork Hansen skjuler flygtningene: »Det må politiet tage sig af. Det er kriminelt, men jeg har ingen myndighed til at tage mig af det. Jeg er indenrigsminister og ikke politimyndighed. Hvis folk begår kriminelle handlinger, må politiet gøre noget ved det.« (Århus Stiftstidende, 6.2.). At der eventuelt kunne være gode grunde til serbernes bekymring, afviser indenrigsministeren; de vil være i sikkerhed, hvis de vender tilbage til Østslavonien, for det »fortæller myndighederne os, at de er«, siger Thorkild Simonsen med henvisning til, at Udenrigsministeriet »følger udviklingen i området«.

Den 10.2. blev Leif Bork Hansen sigtet efter Udlændingelovens § 59 stk. 3, som omhandler medvirken til ulovligt ophold i Danmark, men sognepræsten fortsætter med at skjule afviste asylansøgere. Til Ekstra Bladet den 11.2. udtaler han: »Man interesserer sig mere for at komme af med flygtningene end for deres sikkerhed. Det ligner i uhyggelig grad situationen i 30erne, hvor jødiske flygtninge blev sendt retur til Tyskland.«

I Information samme dag advarer biskop Lise-Lotte Rebel imidlertid om, at der kan blive tale om en afskedigelse: »Vælger han at gøre det samme igen, skal han vide, hvad konsekvensen er. Så har han sagt, at han har sat sig ud over lovgivningen, og at han agter at fortsætte med det. Og det er en alvorlig sag.« Hun vil dog ikke tage endelig stilling, før der er faldet dom i sagen: »Jeg skal se på, om han også derefter vil have så meget værdighed og agtelse blandt borgerne, at han kan fortsætte som præst. Det bliver en skønsmæssig vurdering.«

Måske det også var »værdighed og agtelse blandt borgerne«, der drev den barmhjertige samaritaner - i hvert fald har denne bekymring ligget biskop Lise-Lotte Rebel og provst Lis Rechendorff så meget på sinde, at provsten gav pastor Bork Hansen besked på, at han nu havde influenza. Han udtaler herom til Information den 13.2.: »Jeg blev ringet op torsdag aften af provsten og fik at vide, at jeg har influenza og skal sygemelde mig. Jeg fik ikke at vide, hvor længe denne influenza skal vare.« Biskoppen ser i samme avis tiltaget i et noget anderledes perspektiv: »Vi prøvede at hjælpe præsten på denne måde. Vi syntes begge to, at manden kunne bruge en periode, hvor han lige kunne trække vejret. Derfor blev vi enige om at tilbyde ham en sygeorlov. Udelukkende for at hjælpe ham.«

Den 15.2. trækker Bork Hansen sig ud af sagen, efter at det er lykkedes ham at få den rejst politisk. Imens vurderer Lyngby Politi, om der skal rejses tiltale, og imens behandles fem klager over præsten i Kirkeministeriet, der har bedt biskoppen tage stilling til hans videre ansættelsesforhold.

Om motivet for at bryde loven og skjule flygtninge udtaler Bork Hansen i et interview: »Man kan være forpligtet på en måde, så man er nødt til at bryde loven. Det er jo Søren Kierkegaards standpunkt: Den enkelte er stillet over det almene. Man må aldrig blot søge ly bag mængden eller et lands love og så tro, at det er nok med det. Den enkelte må føle sig forpligtet og handle derefter.« (Information, 11.2.).

Politivold på Station 1

»Jeg kan garantere, at det i dag er helt utænkeligt, at kolleger ville dække over hinanden eller undlade at rapportere vold. Ingen er interesseret i, at den slags foregår.« Sådan sagde politiinspektør Torben Schütt til Jyllands-Posten den 7.2. Torben Schütt er leder af ordenspolitiet på Station 1, der ligger på Halmtorvet.

Hvis hans garanti er dækkende, er der ikke mange episoder, der kan give anledning til kritik. Fra Station 1 findes der kun et eksempel på, at politifolk har indberettet en kollega - det skete i 1997, hvor en politiassistent, der går under navnet »Kummefryseren«, uden grund slog en værtshusgæst med sin stav. De politifolk, der anmeldte »Kummefryseren«, kom imidlertid ikke fra hans egen station, men derimod fra Station 2, hvis folk siden på Station 1 har været kendt som »stikkerne«.

Imidlertid har betjente fra Station 1 siden 1992 været involveret i 18 sager om bl.a. vold, falske anmeldelser, racisme og dødsfald i detentionen, og politiets ledelse har haft indtryk af, at betjente fra Station 1 i adskillige tilfælde har brugt Straffelovens paragraf 119 om vold mod tjenestemand i funktion til at sløre egne overgreb. En mistanke, som blev bekræftet af en videooptagelse, hvor en betjent kaldet »Overarmen« slog en deltager i en demonstration med sin stav. »Overarmen« havde selv hævdet, at demonstranten havde truet ham med en spade, hvilket videooptagelsen kunne afkræfte.

Politiassistent Michael Hansen fra Station 1 afviser dog ethvert tilløb til kritik: »Tror folk virkelig, at vi render rundt med blod på skjorten og slår folk i detentionen? Jeg er stolt over at være omgivet af kolleger, der yder en kolossal indsats i et forbandet svært område - uden nogen sinde at få ros for deres arbejde. Tro mig: Jeg var ikke på denne station, hvis der var den mindste råddenskab.« (Jyllands-Posten, 7.2.).

En 19-årig pige fortæller imidlertid til samme avis om sine konfrontationer med betjente fra Station 1. I ét tilfælde blev hun og en ven ledt ind i en port af to betjente og beordret til at tage tøjet af. Da betjentene ikke fandt noget narkotika, satte den ene sin pistol mod pigens vens tinding og sagde: »Jeg trykker kraftedeme af, hvis du ikke fortæller, hvor det coke er.«

Ved en anden lejlighed fandt en betjent hende, mens hun sad på et toilet og røg heroin. Efter at have set hendes sygesikringsbevis tog betjenten hende på brysterne og i skridtet og sagde: »Du er jo prostitueret, så du kan godt lide det.«

Kilderne til disse beretninger er anonyme, men har afgivet såkaldte »edsvorne erklæringer«. Tirsdag den 9. februar stod en prostitueret, Jeannie Maribo, imidlertid åbent frem på TV 2 og beskyldte en betjent kaldet »Snigeren« for at have udnyttet hende ved at forsyne hende med heroin mod seksuelle ydelser. Heroinen skulle »stensikkert« være beslaglagt hos andre af kvarterets narkomaner.

På det tidspunkt indledte Statsadvokaten for København en undersøgelse, og siden har flere ønsket at afgive vidneforklaring. »Hvis det viser sig, at der er hold i beskyldningerne, har vi ingen interesse i at holde hånden over nogen - uanset hvilken station de tilhører,« siger politiinspektør Torben Schütt i den anledning (Jyllands-Posten, 11. 2.). Den samme politiinspektør, som fire dage tidligere havde »garanteret« det »utænkelige« i, at »kolleger ville dække over hinanden eller undlade at rapportere vold«.

Den 13.2. henvender Jeannie Maribo sig, efter i tre dage at være blevet eftersøgt af Rigspolitiet, til Statsadvokaten for at afgive sin forklaring om en betjent på Station 1, der ifølge Jyllands-Posten har misbrugt hende seksuelt over 30 gange, truet hende på livet og »betalt« sex med narkotika.

Især en 35-årig betjent, der på Vesterbro er kendt som »McCloud«, men blandt kolleger blot hedder »Diller-Daller«, har i årevis trukket en stribe af klagesager efter sig fra prostituerede, narkomaner og hjemløse, skriver Jyllands-Posten den 17.2. Alle kender ham: »Af den nu lange række af personer på Vesterbro - prostituerede, hjemløse, alkoholikere og narkomaner især - som Jyllands-Posten har talt med, kender samtlige McCloud. Og det er, skal man tro dem, ikke fra den gode side.«

Klagerne er alle overgivet til Statsadvokaten for København, der nu skal vurdere embedsførelsen hos betjente på Station 1 som f.eks. McCloud (alias Diller-Daller), Kummefryseren, Snigeren og Overarmen.

Psykolog fyret for udtalelser om pædofili

Cand.psyk. Bent Petersen var i sin tid tæt på at miste sit job som ledende psykolog i Næstved Kommune, da han i en TV-udsendelse i 1996 samt i en artikel i Euroman september 1998 havde givet udtryk for noget, der blev opfattet som en vis forståelse for seksuel kontakt børn og voksne imellem. Næstveds borgmester, Henning Jensen mener, at Bent Petersen selv er skyld i anklagerne: »Han kunne for længe siden have manet enhver tvivl i jorden med en tydelig erklæring om, at voksnes seksuelle omgang med børn er juridisk og moralsk forkastelig.« (Berlingske Tidende, 20.1.).

Bent Petersens advokat, Merethe Stagethorn karakteriserer anklagerne mod ham som en heksejagt: »For tiden er den offentlige holdning, at enhver, der f.eks. ytrer sig om, at krænkedes lavalder kunne sættes ned, bør brændes på bålet.« (Berlingske Tidende, 20.1.).

Bent Petersen slap ved denne lejlighed med en tjenstlig advarsel, da han hævdede, at hans udtalelser var manipulerede. Til gengæld blev han ekskluderet af Dansk Psykologforening. »Han har givet udtryk for, at det kan være OK, at voksne har kønslig omgang med børn. Det kan og vil vi simpelt hen ikke forsvare,« siger Else Hellesøe fra psykologforeningens hovedbestyrelse (Berlingske Tidende, 14.1.). En forening, hvis medlemmer skal forestille at være videnskabeligt uddannede, kan altså ekskludere et medlem ene og alene af den grund, at vedkommende giver udtryk for nogle holdninger, som resten af foreningen ikke kan forsvare. At diskutere disse holdninger eller overhovedet at få klarlagt, hvori de nærmere består, synes ingen at være synderligt interesseret i; i en overskrift i Århus Stiftstidende udnævnes Bent Petersen simpelt hen til »fortaler for børnesex«.

Siden kom det så frem, at Bent Petersen ved flere andre lejligheder har givet udtryk for sine holdninger, bl.a. i en 13 år gammel bog med titlen Forbrydelse uden offer - en bog om pædofili. Disse nye oplysninger overbeviste åbenbart nogle skeptikere i Næstved, således at byrådet kunne vedtage at fyre Bent Petersen. »Vi har ladet mulighederne stå åbne for at forhandle en aftrædelsesordning,« siger borgmester Henning Jensen (Jyllands-Posten, 11.2.). »Jeg så gerne, at vi havde fået et flertal i udvalget i første omgang, så ansættelsesforholdet kunne ophøre. Det gode er, at vi nu kan få genoprettet tilliden til vores psykologiske rådgivning.«

Man kan altså nu regne med, at Næstved Kommunes psykologer ikke mener noget, der støder byrådet.

Sexologen Sanne Neergaard anser imidlertid Bent Petersen for en af Danmarks førende eksperter inden for børns seksualitet: »Han er uundværlig på dette område. Han er den person i Danmark, der har haft seksuelt misbrug og krænkelser af børn tættest på i sit arbejde, og det er et paradoks, at det er udtalelser om det, der nu koster ham hans job.« Om grundlaget for fyringen siger hun: »Bent Petersen er blevet offer for en hetz. Hvis hans synspunkter var blevet belyst fra alle sider, så var det nok ikke endt sådan her.« (Jyllands-Posten, 11.2.).

I en kronik med overskriften »Pædofil-hetzens Berufsverbot« kommenterer Leif Blædel afskedigelsen og konstaterer, at Bent Petersen alene blev fyret pga. forkerte meninger: »Ikke på grund af hans embedsførelse, hans sagkundskab, hans forhold til patienter eller medarbejdere, nej, slet og ret hans meninger var dem grund nok. Og så er det forresten ligegyldigt, at man bedømmer dem efter nogle løsrevne og misvisende citater.« (Ekstra Bladet, 11.2.).

Højesteret: Tvindloven bryder Grundloven

Den 19. februar kendte Højesteret Tvindloven for grundlovsstridig.

11 enige højesteretsdommere underkendte dermed landsretsafgørelsen og et stort flertal i Folketinget, der havde stemt for en særlov, som afskar 32 Tvindskoler fra offentlige tilskud. Tvindskolerne er således atter underlagt præcis samme regler som alle andre friskoler og kan igen søge om tilskud fra det offentlige.

Tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen, der i 1996 stod bag loven, ærgrer sig over dommen: »Jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at den udformning, loven fik, ikke kan holde over for Højesterets afgørelse. Men jeg fortryder intet.« (Berlingske Tidende, 20.2.).

Venstres Birthe Rønn Hornbech, der brød partidisciplinen og stemte imod loven, udtaler til samme avis: »Det er meget alvorligt, at Højesteret tilsidesætter en lov, fordi retssikkerheden trædes under fode. Men jeg er ikke i humør til at sige, ’hvad sagde jeg’, for afgørelsen udstiller, hvor forkert det var, hvad Folketinget gjorde dengang.«

Allerede i foråret 1996 udarbejdede professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen et juridisk responsum, hvor han konkluderede, at Tvindloven var i modstrid med Grundlovens § 3, der indskærper tredelingen af magten i Folketingets lovgivende, kongens udøvende og domstolenes dømmende magt. »En vedtagelse af undervisningsministerens lovforslag vil være i uoverensstemmelse med et almindeligt anerkendt princip (…) fordi forslaget forhindrer skoler i at kunne opnå den domstolsprøvelse af retsspørgsmål, som der sædvanligvis er adgang til, og som er en central del af den danske forestilling om retssikkerhed.«

Bruno Jerup fra Enhedslisten sammenlignede under folketingsdebatten i 1996 særloven med provisorietiden: »Der findes kun én parallel til denne lov, og den skal findes i det mørke kapitel af dansk forfatningshistorie, nemlig i provisorietiden. I 1880erne lavede kulturminister Scavenius også en liste over højskoler, som skulle have tilskud, og skoler, der ikke skulle. Skoler, som havde været for langt fremme med næsen, f.eks. havde kritiseret Estrupregimet, blev med et pennestrøg taget af næste års finanslov.« (Citeret fra Jyllands-Posten, 20.2.).

Med Tvindloven gjorde Folketingets politikere sig til både lovgivere og dommere, selv om Folketinget allerede under behandlingen af loven kunne have læst i Justitsministeriets notater, at den var grundlovsstridig - alligevel fik regeringen et solidt flertal bag sig.

Det Radikale Venstres retsordfører, Elisabeth Arnold påtager sig i samme avis en del af ansvaret, eftersom det for hendes parti er »mere pinligt, for det var jo vores minister«.

Statsministeren ønskede i første omgang ikke at kommentere dommen, og justitsministeren erklærede blot, at han tog den »til efterretning«. Først fire dage efter dommen udtaler statsministeren: »Vi traf beslutningen med åbne øjne. Justitsministeriets rådgivning var nuanceret, og ministeriet lagde ikke skjul på, at det havde visse betænkeligheder. Derfor nytter det ikke noget, at vi ikke ser i øjnene, at det er vores politiske ansvar (…) Regeringen og Folketinget vil naturligvis rette sig efter afgørelsen, og vi vil følge den meget nøje, når vi fremover skal lovgive.« (Information, 24.2.).

Enkelte folketingsmedlemmer brød partidisciplinen, men Enhedslisten og SF var de eneste partier, der stemte imod særloven, og SFs formand, Holger K. Nielsen er derfor tilfreds med dommen: »Det er positivt, at Højesteret træder i karakter, men dommen må give anledning til røde ører både hos regeringen og de folketingsmedlemmer, der stemte for. Selv om der var kritisable forhold hos Tvind, så viser Højesterets afgørelse, at man ikke kan fratage dem deres retssikkerhed. Men der var en stemning af, at nu skulle Tvind knaldes, og Undervisningsministeriet fik masser af medløb fra mange folketingsmedlemmer.«

Venstres Birthe Rønn Hornbech skriver tilsvarende i en kronik: »Tvindloven er (…) ikke et enkeltstående tilfælde. Tværtimod synes det i denne regerings tid at gå hurtigere og hurtigere ned ad glidebanen, væk fra retsstaten mod et enkeltsagsdemokrati med hovsalove båret af pludseligt opståede stemninger. Det er dybt betænkeligt, som Folketinget skalter og valter med lovgivningsarbejdet og dermed med borgernes retssikkerhed. Derfor var Højesterets dom i Tvindsagen helt nødvendig og i virkeligheden helt forudsigelig.« (Information, 25.2.).

Til Ritzaus Bureau den 19.2. udtaler Socialdemokratiets Hardy Hansen, der har fortrudt, at han stemte for Tvindloven: »Efter at have siddet i tilsynet for Tvindskolerne og være dykket ned i papirerne har vi meget tydeligt kunnet se, at det her var en storm i et glas vand. Det var en politisk hetz mod Tvindskolerne og ikke så meget det, der foregik på skolerne, der var baggrund for loven.«

Behandlingen af narkomaner er slået fejl: Dødstallene er ikke faldende

Antallet af narkorelaterede dødsfald tegner i 1998 til at have været lige så højt som de forgangne år, og Danmark har dermed fortsat et af de højeste tal for narkodødsfald i Europa - 20 gange højere end i Holland. Chef for Rigspolitiets narkotikainformation, Mogens Sørensen skønner i Politiken den 23.2., at narkotika kostede mellem 260 og 275 mennesker livet i 1998.

Til trods for, at det offentlige bruger flere penge på behandling af narkomaner end nogen sinde tidligere, har det altså ingen videre effekt på dødsfaldene blandt stofbrugerne. Politiken skriver: »Formanden for regeringens Narkotikaråd, dr.med. Preben Brandt mener, at dødstallet kunne mindskes, hvis politikerne besluttede sig for at sætte ind med skadereducerende tiltag - for eksempel offentlige sprøjterum og uddeling af heroin til de hårdest belastede narkomaner.«

SFs socialordfører, Villy Søvndal har tidligere givet udtryk for en lignende kurs: »Det er, som om modstanderne af gratis heroin tror, at alternativet til heroin er, at narkomanerne går i søndagsskole. Det er det ikke. Alternativet er døden.« (Aktuelt, 13.1.99).

At tage skridtet fuldt ud og direkte legalisere narkotikaen, så stofbrugerne kan få et rent stof f.eks. på apoteket, argumenteres der for i artiklen: »Narkotikapolitik som forbrydelse« i Faklen nr. 7.

Danmark krænker religiøse minoriteter

Menneskerettighedskommissær for Østersøområdet, Ole Espersen konstaterer i en undersøgelse af rettighederne for religiøse minoriteter, at Danmarks lovgivning på visse punkter er den dårligste i hele Østersøområdet.

Især tre forhold kritiseres: 1) 40% af præsternes lønninger i Danmark kommer ikke gennem kirkeskatten, men finansieres over de almindelige skatter, hvilket betyder, at alle ikke-kristne også er med til at betale til kirken. Til Politiken den 1.3. udtaler Ole Espersen: »Det er i strid med princippet om religionsfrihed, at man tvinges til at betale til en religion, der ikke er ens egen.« 2) Det er kun folkekirken, der kan få økonomisk støtte. 3) Et trossamfund skal anerkendes for at måtte foretage vielser med civil gyldighed, hvilket gør staten til dommer over, hvem der kan betragtes som et religiøst trossamfund.

Ole Espersen slår til lyd for en adskillelse af stat og kirke ligesom den, der gennemføres i Sverige i år 2000.

Lederen af det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum bakker i samme avis op om Espersens kritik: »Vi har en folkekirke, der er og har været altdominerende. Men nu er andre trossamfund ved at vokse sig større, og der er en lang række områder, hvor man er nødt til i højere grad at sikre ligestillingen.«

Kirkeminister Margrethe Vestager mener imidlertid ikke, at en juridisk ligestilling er så vigtig - vi skal bare være lidt mere »frisindede« i det daglige: »Vi har religionsfrihed. Men inde i vore hoveder er der ting, som indskrænker den frihed: Diskussionen om de muslimske gruppers forsøg på at etablere en begravelsesplads viser det. Nok er der muslimske afdelinger på mange kirkegårde, men jeg forstår godt deres ønske om at etablere sig selvstændigt. Det har bare vist sig særdeles vanskeligt på grund af modstand her og der. Den religiøse frihed kommer ikke af at ændre bogstaverne i loven, men af at vise frisind i det daglige liv.«

Christoffer Gertz Bech, Rune Engelbreth Larsen og Jeppe Berg Sandvej