Normernes verden forekommer os umiddelbart den mest sikre, men den er som et pendul, der svinger. Kvindeideal afløser kvindeideal, og opgøret med det forrige sender hende over i den totalt modsatte grøft, hvor hun forventes at opfylde nye krav.

(…)

Hvad nu, hvis kvindens individuelle udstråling ikke kan anbringes bag en bestemt etikette, eller hvis etikettens påskrift blot er det ene ord: Kvinde? Hvad nu, hvis der slet ikke findes nogen »rigtig kvinde«, men kun kvinder?

Vi kender f.eks. sløret fra det antikke Hellas, hvor samfundets etablerede kvinder havde ret til at bære et sådant, mens den prostituerede og slavinden måtte færdes barhovedet og dermed ubeskyttet mod antastelser. Op gennem historien har adelskvinder båret slør, når de færdedes blandt proletariatet, eller de har gemt deres ansigter bag vifter. Brudesløret og nonnens dragt har haft en lignende funktion. I det Nye Testamente taler Paulus i sit 1. brev til korintherne om, at kvinder under bøn bør tildække deres hoved (11, 5-6).

Nu om stunder undres nogle mennesker dagligt over at se kvinder bære slør. De fleste har en forestilling om, at sløret er undertrykkende, og mange protesterer højlydt og offentligt på vegne af disse kvinder. Fælles for de højtråbende er som oftest, at de aldrig har fundet det nødvendigt at forhøre sig hos kvinderne selv, endsige sætte sig ind i slørets religiøse og kulturelle baggrund. Alligevel har de travlt med at pådutte andre deres helt personlige anskuelser om, hvad der er undertrykkende. Spørger man kvinderne bag slørene, bliver historien en anden.

(…)

»Det er imod islam at tvinge nogen til at gøre noget mod deres vilje.« Dette pointerer alle de kvinder, vi har talt med. I Koranen findes ingen påbud om tvang. Derimod bør ethvert menneske se det som sin religiøse pligt at handle ud fra et rent hjerte.

»Der kan da godt være familier, hvor kvinder bliver tvunget til f.eks. at gå hjemme. Men det er ikke ensbetydende med, at dét er islam,« samstemmer de to søstre, Batool på 21 og Aiysha, som er 19. Der findes undertrykte kvinder i enhver kultur, dansk som islamisk. Og som i alle andre situationer er det vigtigt at se på hver enkelt i stedet for at generalisere. En kvinde er jo ikke undertrykt, medmindre hun føler det sådan.

(…)

Naturligvis må enhver kvinde have friheden til at bære slør lige så vel som friheden til at lade være.

Det er ulovligt at tilbyde seksualitet på lige fod med andre personlige tjenesteydelser, skønt næppe nogen tjenesteydelse kan bibringe modtageren tilnærmelsesvis samme glæde, samme ekstatiske oplevelse.

Længere er kvindefrigørelsen altså ikke kommet.

(…)

Men er det da ikke farligt for hende? Jo, det kan være farligt for hende, fordi Lov & Ret tvinger hende til at leve en skyggetilværelse, som nogle kan udnytte og misbruge, og det er farligt for hende, fordi Lov & Ret forhindrer organiserede bordeller med tilknyttet lægehjælp og generelt legale forhold, hvor det til enhver tid er de prostituerede og kun de prostituerede, der bestemmer forretningsgangen.

Men er det da ikke umoralsk af hende? Jo, det er umoralsk af hende, og Lov & Ret er en forlængelse af denne moral, der ikke lader det være op til den enkeltes egne længsler og lidenskaber selv at definere sine grænser, men partout er hævet over menneskelig og medmenneskelig forskellighed - men hvem kan vel i fuldt alvor hævde, at moralen i sidste ende gavner noget som helst andet end opretholdelsen af et for det enkelte menneske fuldstændig arbitrært metafysisk fundament for Lov & Ret?

Er det virkelig Luderen, som forbryder sig mod samfundet, blot fordi hun er på tværs af puritansk sædelighed og moral, eller er det ikke snarere Loven, som forbryder sig mod mennesket, når den kommer på tværs af individuelle lidenskaber og drømme, som både giveren og modtageren er indforstået med?

At der eksisterer prostitution af nød, dvs. at der findes mennesker, der er tvunget til at prostituere sig for at få penge til f.eks. narkotika, er katastrofalt. Denne form for prostitution bør afskaffes hurtigst muligt. Det sker bare ikke ved, at prostitution som sådan bekæmpes, men derimod alene ved, at samfundet indvilger i at løse de bagvedliggende sociale problemer, f.eks. ved at legalisere narkotika.

Langt fra al prostitution er nemlig narkoprostitution eller anden form for prostitution af nød. Der findes masser af prostituerede, der på ingen måde er tvunget ud i erhvervet, men derimod har valgt det, som andre vælger at blive skraldemænd, bankfunktionærer eller professorer.

Alligevel synes det at være en umulig tanke for lovgiverne, at prostitution kunne legaliseres og dermed blive en normaliseret del af samfundet. Og det på trods af, at en sådan normalisering indlysende ville medføre betydelige fordele for mange prostituerede. I flæng kunne nævnes, at man ville kunne danne bordeller, hvor de prostituerede kunne arbejde under ordnede forhold med fast lægetilsyn, med bedre økonomi (også for staten) og med langt større sikkerhed på alle områder. Derudover ville de prostituerede jo have krav på de samme rettigheder som andre mennesker på arbejdsmarkedet. På den måde ville de prostituerede, der frivilligt har valgt deres erhverv, kunne udøve deres gerning åbent til glæde for sig selv og andre. Dem, der af nød og andre ufrivillige omstændigheder måtte være tvunget ud i prostitutionen, måtte samfundet på den anden side naturligvis yde al den hjælp og støtte, som de måtte have brug for til at komme ud af prostitutionen. Og det er vel sagens kerne: Er der nogen, der i den opstyltede debat om en indholdsløs »afkriminalisering« af prostitutionen har spurgt de prostituerede, hvad de selv ønsker?

For sidste gang har hun for Manden nejet
og bøjet sig, så frygtsom og servil,
for hvad har Manden nogen sinde ejet,
som kvinden ikke gav ham med et smil?
Da kommer hun igen som før til ære,
for at han, som endnu er lam og halt
i elskovskunsten dog engang kan lære
af Kærlighed som hun at give Alt.

Gruppen opstod i forbindelse med de voldtægter, der sidste efterår [1996] opskræmte Silkeborgs indbyggere. Som et alternativ til politimesterens opfordring til byens kvinder om at blive inden døre udsendte Vagina Dentata den omtalte aktionserklæring ved at besætte Politikens Hus i København. Heri hedder det bl.a.: »Find dig ikke i at blive bedt om at blive hjemme, fordi mænd begår voldtægt.« Og til mændene: »Vi opfordrer alle mænd til, i solidaritet, at blive hjemme om natten eller kun at gå ud ledsaget af en kvinde efter kl. 20, indtil alle kvinder igen kan bevæge sig frit.«

(…)

Vagina Dentata afviser, at det er tilstrækkeligt at lade samfundet straffe forbryderen: »Hvis der skal være et samfund, hvor kvinder er frie og ikke bliver voldtaget og undertrykt, så må det være et samfund, hvor kvinder har magt over deres egen krop og deres eget liv. Den magt får vi ikke forærende. Den må vi selv tilkæmpe os ved, at kvinder selv definerer, hvornår der er sket et overgreb, selv vurderer, hvornår der skal handles.«

En af dem forklarer: »Det er bedst, at jeg selv formulerer, hvad der er godt for mig. Det kan samfundet ikke fortælle mig. Kvinder har jo forskellige grænser. Det er ikke sådan, at man kan lave en fast regel, der siger, at et klask i røven koster to udslåede tænder eller lignende. På den måde fungerer det ikke. Det må være den enkelte kvinde, der selv vurderer, hvornår hendes grænse er overskredet, og om hun vil svare igen og i så fald med hvad. Den eneste faste regel er, at hun har retten til det.«

På spørgsmålet om, hvilke sanktioner det er rimeligt at tage i anvendelse over for voldtægtsforbryderen, er svaret: »Any means necessary. Vi må tage ansvaret i vore egne hænder. De problemer, vi oplever, må vi selv finde løsninger på, for der er ikke andre, der gør det for os. Hvis kvinden har magten og kræfterne til det i situationen, skal hun naturligvis bruge alle midler. Alle tricks gælder.«

Vagina Dentata mener heller ikke, at der kan opstilles en entydig grænse for, hvornår det er rimeligt at slå ihjel: »Det er i hvert fald ikke en grænse, vi skal sætte. Det må være op til den enkelte. Vi vil ikke en norm, der siger, at alle kvinder, der bliver udsat for voldtægt, skal slå deres gerningsmand ihjel. Men vi synes, det er helt fint, hvis de gør det. Hvis en kvinde vælger at hævne sig eller tage den frihed, der blev taget fra hende, tilbage, så støtter vi det 100%, og vi har ingen moralske skrupler, hvad det angår.«

Er kvindefrigørelse ikke frigørelse på den kvindelige forskelligheds betingelser, således at vi solidariserer os med den kvinde, der oprigtigt ønsker at prostituere sig, på samme måde som vi hjælper hende, der føler sig tvunget til det, ud af erhvervet? At vi optimerer mulighederne for at hellige sig sin familie såvel som for at hellige sig sit arbejde? Behøver den kvinde, der vælger karrieren, at være en dårligere kvinde end hende, der vælger at være hjemmegående? Eller omvendt?

Kvinder er forskellige, ikke blot i udseende, men også i sind og længsler - ligesom mænd naturligvis er forskellige. Det er i virkeligheden så indlysende, at ingen kan være uenig. Ikke desto mindre hylder blade henvendt specifikt til kvinder kun én bestemt kvindetype, nemlig den tynde og glatte, der lever op til modeverdenens aktuelle skønhedsideal, hvad enten hun er karrierekvinden i "mandeverdenen" eller den servile frue i hjemmet. Den tykke, den gamle, den aggressive, den grimme, den promiskuøse, den jomfrunalske, den anderledes er ikke til at få øje på, hvis hun ikke lige bliver hevet frem i lyset som en slags kuriosum eller lagt for had som kvinden, der bærer tørklæde i sin hengivenhed til Allah.

Kvindelighed bliver defineret ud fra bestemte karaktertræk, et bestemt udseende og en bestemt livsstil, og de kvinder, som ikke passer ind i disse normer, bliver opfordret og indirekte presset til at stræbe efter at gøre det. Det unikke, det individuelle, ja, det kvindelige går tabt for at give plads til en ensretning, i hvis kølvand depressioner, spiseforstyrrelser og mindreværdskomplekser følger. Hvor sigende er det f.eks. ikke, at man sjældent hører om mænd, der lider af anoreksi eller bulimi?

Ofte havner pornoindustrien i en alt andet end frigørende overeksponering af silicone-overflader og mekanisk glamour, der kan være omtrent så indskrænkende, fastlåst og stereotyp i sit kvinde- og seksualitetssyn som den puritanisme, hvis fortrængning den er en følge af.

Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at pornografiens mangesidede facetter i dag - uafhængigt af æstetiske vurderinger og andre lige så individuelt divergerende kvalitetshensyn - ikke desto mindre taler noget så essentielt som lidenskabens sag, og tilmed i udpræget grad gør det på mangfoldighedens præmisser.

Få kan vel blive uenige om, at der er langt fra den moderne pornografis fremstilling af begæret til Ovids metamorfoser, og at et helt univers adskiller den ulykkelige narkoluder fra den lykkelige hetære. Men hvor ofte afsløres ikke netop i de udtryk, som mest udtalt angribes af moralens vogtere, kimen til oprør, hvad enten det er i det små som en lille nuance på den æstetiske palet, et afgørende normativt nybrud eller en stædig insisteren på en frihed og individualitet, der er sygnet hen.

Pornografiens modstandere går således ikke blot ensretningens ærinde, men gavner heller ikke hverken kvinderne i branchen eller kvindefrigørelsen, fordi der dybest set er tale om en fordømmelse og fornægtelse også af kvinders begær, der netop er ved at komme ud af århundreders moralske jerngreb, som har dæmoniseret kvindekønnet og seksualiteten.