[Appendix til artiklen: Sydamerikas levende guder]

Olodumaré eller Olorum, »Oruns herre«, er den største af guderne. Olodumaré er den almægtige gud, himlens og Jordens hersker; en fjern Gud, der er hævet over menneskelig moral og ikke blander sig i menneskets affærer. Der er derfor ingen kult for ham – han skabte himlen og Jorden og har nu trukket sig tilbage fra menneskenes verden. Olodumaré betegnes ikke som en orixá, men siges at tage sig af orixáernes sager på samme måde, som orixáerne tager sig af menneskenes.

Oxalá, der også kaldes Obatalá eller Orixalá (den store orixá), er uden sammenligning den største og mest respekterede af orixáerne. Oxalá var den første, som i sin tid skabte menneskene. På sin vej hertil nægtede han dog selvbevidst at udføre sine ofringer til Exu. Som hævn sørgede den listige Exu for at drikke ham fuld i palmevin, så han kom til at sjuske i en del af tilfældene; derfor fødes somme tider mennesker med fejl eller handicaps. Man gør derfor klogt i ikke at tilbyde denne gud palmevin, da han vil opfatte det som en fornærmende hentydning til sit fejltrin ved menneskets skabelse. Oxalá optræder, også i kulten, i to skikkelser: Oxalufá var konge over byen Ifa og fremtræder som en krumbøjet, gangbesværet gammel mand med en stor, udsmykket stok. Oxaguiã var konge over Ejigbo og er en ung kriger udstyret med skjold og sværd.

Exu er en meget speciel skikkelse, der ikke altid regnes for at høre til orixáerne. Først og fremmest er han orixáernes sendebud og som sådan meget central i kulten – det er nemlig ham, som formidler kontakten mellem de menneskelige medier og guderne, hvorfor det første offer i enhver ceremoni altid er til ham. Han kaldes således også »korsvejenes herre«.

Exu er en spøgefugl, der kan lide at lave ballade og sætte folk op imod hinanden – i denne forstand er han en trickster (og kan i denne egenskab, inklusive de mørkere aspekter, sammenlignes med Loke fra den nordiske mytologi). Når det første offer i en ceremoni altid er til ham, har det således et dobbelt formål: Dels skal det sikre hans assistance og formidling i påkaldelsen af de andre guder, dels skal det stille ham venligt, så han ikke finder på at ødelægge ceremonien. Glemmes han, kan det få katastrofale følger. Exus magt som bindeled mellem åndernes og menneskenes verden, mellem orun og aiyé, illustreres levende af, at end ikke Oxalá kom godt fra at forsømme sine forpligtelser over for Exu. Tilbedelse af Exu kommer på denne måde let til at opfattes som »djævledyrkelse«, og som kirkegårdens og korsvejenes herre kontrollerer han også magien generelt. Han og hans hustru Pomba-Gira opfattes i umbandaen ofte som stående i spidsen for en hel gruppe af mandlige og kvindelige »smådjævle«, exuer og pomba-giraer, der ofte påkaldes af folk, som dyrker ånderne til »venstre« og hermed bedriver trolddom, Quimbanda.

Xangô er yorubaernes tordengud og samtidig gud for retfærdighed og retsvæsen. Han er en mandig og voldsom gud, der straffer forbrydere og løgnere. Kommer nogen af dage ved lynnedslag, er det Xangô, der har straffet dem med sin tordenkile, ligesom et hus, der rammes af lynet, er ramt af Xangôs vrede. I levende live var han konge af Oyo i Vestafrika, hvor befolkningen først afviste ham på grund af hans voldsomme og herskesyge natur. Han er særdeles populær og dyrkes mange steder i den nye verden – på Trinidad og i Recife i Brasilien har han endog lagt navn til kulten for yorubaguderne. I dansen er han viril og krigerisk og hæver stolt den dobbelte økse, der er hans symbol.

Oxum er kærlighedsgudinden og i Afrika flodgudinde for den nigerianske flod af samme navn. Oxum er en moder- og frugtbarhedsgudinde, hun refereres ofte til som »vor moder Oxum«. Ifølge legenden var hun Xangôs anden kone. Inden hun giftede sig, havde hun boet sammen med Ogun, Orunmila og Oxóssi. Hun er en elegant og forfængelig gudinde, hvis dans efterligner en kvinde, der går ned til floden for at bade, reder sit hår, ryster armene for at få sine armbånd til at ringle og kigger sig tilfreds i spejlet. Som frugtbarhedsgudinde påkaldes hun af kvinder, der ønsker at få børn. En myte fortæller, at de mandlige orixáer engang ville udelukke kvinder fra at tage del i deres beslutninger, hvorefter Oxum rasende gjorde alle kvinder sterile og sørgede for, at de mandlige guders planer mislykkedes. Guderne måtte nu gå til Olodumaré og fortælle, at det ikke gik så godt på Jorden, og Olodumaré spurgte da, om Oxum deltog i møderne og fik at vide, at det gjorde hun ikke. Olodumaré måtte så forklare, at uden Oxums magt over frugtbarheden ville ingen planer nogen sinde kunne bære frugt. Efter megen overtalelse gik Oxum nu med til atter at deltage i møderne, og straks blev Jordens kvinder atter frugtbare, og gudernes projekter kunne atter lykkes.

Oxossi er en jagtgud, der i kulten optræder med sin karakteristiske hat, bue og pil og sin Erukerê – fluesmækker, der brugtes som kongelig distinktion i Afrika. Om Oxóssi fortælles følgende historie: »Engang slog en ulykkesfugl sig ned i landsbyen og trak meget ondt med sig. Kongen sendte derfor bud efter sin bedste jæger. Først kom en jæger med ti pile, som han forgæves forsøgte at ramme den med; fuglen var nemlig fortryllet. Herefter kom en jæger med hundrede pile, som heller ikke havde heldet med sig. På fortvivlelsens rand kom kongen i tanker om den unge Oxóssi, som boede i skoven og havde ry for at være en fremragende jæger. Byen var grebet af panik, da Oxóssi ankom. Imidlertid lykkedes det ham med sin ene pil at ramme dyrets hjerte og befri landsbyen for dens forbandelse. Fra det øjeblik anså alle Oxóssi for at være jægeren over alle jægere, og han blev kronet til konge over Ketu.« Oxóssi er yderst populær i Brasilien, skønt hans kult næsten er uddød i Afrika.

Ogum er krigerguden, guden for jern og hermed smedenes beskytter; i Afrika desuden gud for landbrug og jagt, men disse aspekter er forsvundet ud af hans kult i Brasilien. I levende live var Ogum efter sigende en frygtelig og blodtørstig kriger, der altid havde et rigt bytte og masser af slaver med hjem fra sine togter. Det fortælles, at han en dag ankom til sin hjemby Ifé efter mange års krigstogter; netop denne dag udførtes uheldigvis en ceremoni, der krævede fuldstændig tavshed. Ogum var træt, sulten og tørstig og opfattede alles tavshed som en krænkelse. Den meget lidt tålmodige Ogum blev rasende og begyndte at hugge hoveder af og slå alt i stykker med sit sværd. Da tavshedsritualet var overstået, gik Ogums søn frem og tilbød ham hans livretter og masser af palmevin. Da Ogum var blevet mæt og tilfreds, fortrød han sine voldshandlinger og erklærede, at han havde levet længe nok. Han rettede sit sværd nedad og forsvandt ned i jorden, idet han forvandledes til en orixá. Da han forsvandt, fremsagde han nogle bestemte ord. Hvis disse ord siges under et slag, vil Ogum straks komme og hjælpe den, der har sagt dem, men disse ord må ikke udtales under andre omstændigheder, for hvis Ogum ikke finder nogen fjender, er det den, der uklogt har påkaldt ham, der må undgælde.

Iemenjá er havgudinden og en af de mest populære orixáer. Hun blev gift med Orunmila, med hvem hun fik to sønner, der begge blev orixáer; hun betragtes som de øvrige orixáers mor. Som modergudinde fremstilles hun som en matrone med enorme bryster. I Brasilien fremstilles hun også ofte i en »europæiseret« udgave som en havfrue. Ruth Landes genfortæller følgende historie om havgudinden: »En gravid kvinde lovede engang Iemenjá, at barnet, hvis det blev en pige, ville blive indviet til hende. Havets gudinde opfyldte hendes ønske, og kort efter fødte kvinden en lille pige, der voksede sig stor og stærk, men moderen glemte sit løfte. Familien boede ved havet, men pigen fik aldrig lov til at gå ned til vandet. En skønne morgen skulle der være sejlads i Pôrto dos Tainheiros, og hele familien sejlede derhen i kano. I det øjeblik pigen nåede ned til havet, blev hun meget rastløs, hun skreg og råbte: »Mor, se den pæne dame derude som kigger på mig! Se, tante, hun siger noget til mig!«, hvorefter hun kastede sig i vandet. Moderen og tanten græd hjælpeløst, og familien sendte bud efter en præst, der ankom med slagtøj og en gylden bakke. Han fik orkestret til at spille, sang de hellige sange og tilbød gudinden bakken. Iemenjá nægtede at udlevere pigen og udfordrede folk ved at smide hende op i luften, så hun faldt ned i vandet igen. Først da præsten smed bakken i havet, og den blev opslugt af dybet, blev barnet sat fri, og præsten sørgede for, at pigen blev indviet som præstinde for Iemenjá.« (Ruth Landes: The City of Women, s. 95-96). Nytårsaften samles hvert år i hundredetusindvis af hendes tilhængere ved strandene i Porto Alegre, Rio de Janeiro og Santos, hvor de tænder vokslys og sætter gaver og blomster ud i havet til gudinden.

Oxumaré er slangen og regnbuen, en gud, der samtidig er mandig og kvindelig, og er gud for aktivitet og mobilitet. Han repræsenteres også som en slange, der bider sig selv i halen, således holder han sammen på verden, for at den ikke skal falde fra hinanden, hvorfor det er en god idé at huske at ofre til ham. Oxumaré repræsenterer som slangegud materien (og som regnbuegud ånden) og er derfor også gud for rigdom. I de afrikanske myter fremstilles han som babaláwo, ekspert i Ifa-oraklet. Åndedatteren Fátima af Oxumaré fortæller om sin kaldelse: »Da jeg var barn, kom der tit slanger til min seng. De krøb bare ind og lagde sig til at sove på mit lagen uden at gøre mig noget. Jeg gik og legede med dem, sommetider snoede de sig rundt om min arm eller hals, og folk blev meget forskrækkede. Det var sjovt. Men en dag sagde man til mig, at slange- og regnbueguden Oxumaré ville have mig. Så var det, jeg blev indviet.« (Erica Jane de Hohenstein: Das Reich der magischen Mütter, s. 477). Under dansen holder Oxumaré en ebiri, en slags kost lavet af palmeblade, men kan også holde en slange af metal.

Iansã er en stormgudinde, herskerinde over vinde og lynild; i Afrika er hun samtidig gudinde for floden Niger. Ifølge legenden var hun Xangôs første kone og har et voldsomt og lidenskabeligt temperament. Det fortælles, at Xangô sendte hende på en mission til nabolandet for at hente opskriften på en mikstur, der ville sætte ham i stand til at udspy ild af munden og næsen. Iansã brød Xangôs ordrer, smagte selv på miksturen og blev således selv i stand til at udspy ild, hvilket Xangô ellers gerne ville have været ene om at kunne. Iansã er udadvendt, seksuelt indladende og særdeles egensindig. Hun er den eneste orixá, der ikke frygter døden og færdes ubekymret på kirkegårde. I kulten optræder hun som krigerske med en krumsabel i den ene hånd; er Ogum tilstede, udfordrer hun ham gerne til duel.

Omolu eller Oboluaé er gud for epidemiske sygdomme, især kopper. Han er en frygtet gud, hvis rigtige navn (Xapanã) er farligt at udtale. Han er lidelsernes gud, og hans dragt dækker ham fra top til tå for at skjule de frygtelige ar, der skæmmer hans krop. I kulten for Omolu foretages dyreofringer uden brug af knive eller andet metal, hvilket skyldes en konflikt mellem Omolu, hans moder Nanã og smedeguden Ogum. Verger ser det dog som et tegn på Omolu-kultens høje alder, at den går tilbage til tiden, før gudens stamme kendte til brug af jern. I kulten efterlignes feberrystelser og sygdommens lidelse.

Carsten K. Aggger