Preben Wilhjelm fortæller her om det politiske dobbeltspil bag efterretningstjenesterne, som stik imod officielle erklæringer har registreret og overvåget lovlig politisk virksomhed på venstrefløjen – og om, hvorfor en af højrefløjen kriminaliseret venstrefløj må kæmpe for socialisters såvel som for nazisters rettigheder.

Faklen: I regeringserklæringen fra 1968 hedder det, at »registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«. I din bog, Demokratiets vogtere, viser du med 27 udtalelser fra 1968 til 1977, bl.a. fra ledende regeringspolitikere, at denne formulering oprindelig præsenteres og forstås ganske umiddelbart som en klar afvisning af enhver form for registrering af lovlig politisk virksomhed. Men snart bliver der tale om nye, spidsfindige fortolkninger, således at man f.eks. godt kan registrere folk på venstrefløjen for deres politiske overbevisning, hvis de har gjort noget andet ulovligt, hvad enten dette har politisk relevans eller ej …

Preben Wilhjelm: Nej. Bortset fra, at statsminister Hilmar Baunsgaard nok var skyld i, at man i de første måneder overså betydningen af ordet »alene«, så var det klart fra starten, at lovlig politisk virksomhed fortsat kunne registreres, hvis der samtidig var begrundet mistanke om ulovlig virksomhed.

Noget andet er så, hvor lidt der skulle til. Jeg kendte f.eks. en politifuldmægtig i 1969 eller 1970, som allerede dengang temmelig rystet fortalte mig, at hans politimester tolkede det sådan, at han da godt kunne registrere alle mulige unge radikale osv. for lovlig politisk virksomhed, hvis bare de samtidig havde gjort sig skyldige i overtrædelse af politivedtægten, f.eks. ved ulovlig plakatophængning.

Og næsten alle politisk aktive dengang havde overtrådt politivedtægten ved at sætte plakater op ulovligt. Nogle gange kunne man blive knaldet og få en bøde for det, men alle gjorde det. Og denne her politimester valgte altså at tolke det så bredt som overhovedet muligt, så hvis han havde et ønske om at lave et register over, hvem der var ungkommunist eller ungradikal osv., var det ikke vanskeligt.

Men det kan let dokumenteres, at det bestemt ikke var den oprindelige hensigt med regeringserklæringen. Og den praksis, som PET indførte allerede få uger efter regeringserklæringen, den ville, som Niels Helveg selv siger i dag, have sprængt regeringen, hvis det var kommet frem i 1968.

Faklen: Nøglepersonen i din fremstilling er landsdommer Frank Poulsen, der udpeges som kommissionsdommer i 1977 og skal undersøge, om regeringserklæringen fra 1968 er overtrådt af FET. Du kritiserer ham i skarpe vendinger for reelt at undergrave den regeringserklæring, som han egentlig skulle undersøge holdbarheden af.

Preben Wilhjelm: Frank Poulsen har jo flere problemer, hvis han skal legitimere den udhuling af regeringserklæringen, som er foregået, bl.a. at FET tydeligvis har registreret alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed – men han gør alt for at redde efterretningstjenesten i land.

FET havde et sted mellem 100 og 150 organisationer registreret i de særlige E 1013-skemaer – så vidt vi ved udelukkende venstrefløjsorganisationer – og det uden at betinge sig, at der var noget som helst andet end lovlig politisk virksomhed, der lå til grund for registreringen.

De har ikke bare registreret organisationerne, men også medlemmer i organisationerne, eller i hvert fald ledende medlemmer. Hvis man i 1968 under opklaringen af, hvad regeringserklæringen indebar, havde fortalt, at den ikke hindrer, at vi da godt stadig væk kan registrere lovlig politisk virksomhed, selv om regeringserklæringen siger det modsatte, blot registreringen sker under de pågældende organisationers navne, så var regeringen væltet. Ikke desto mindre er det det, Frank Poulsen ti år senere siger er helt i orden i sin kommissionsberetning efter at have undersøgt FETs praksis.

Poulsen frikender simpelt hen efterretningstjenesten for at registrere lovlig politisk virksomhed ved at lave det kunststykke at hævde, at regeringserklæringen kun forbyder registreringen af danske borgere, ikke af danske organisationer. Det kan altså ikke i Poulsens øjne være ulovligt, at FET har oprettet kartoteker over lovlig politisk virksomhed i venstreorienterede organisationer, og så er det tilsyneladende heller ikke svært for ham at acceptere, at FET i forbindelse med registreringen af organisationerne også registrerer deres ledende medlemmer.

Men det er et voldsomt skred i forståelsen af regeringserklæringen, som ikke er set før.

Faklen: Kommer Frank Poulsens kommissionsberetning fra 1978 til at spille en større rolle for efterretningsarbejdet som sådan for eftertiden end regeringserklæringen fra 1968?

Preben Wilhjelm: Bestemt! Og det var jo det, vi prøvede at gøre opmærksom på allerede dengang i slutningen af 70erne, hvor vi protesterede mod, at Folketinget bare tog kommissionsberetningen til efterretning.

I dag er det jo også kommet frem, at Schlüterregeringen i 1983 kom med en ny instruks, som uden videre legitimerede det hele og mere til. En instruks fra Schlüter, Engell, Ellemann-Jensen og Ninn-Hansen, som vi aldrig hørte et ord om dengang, men som bygger videre på Poulsens beretning og giver politisk rygdækning for en fuldstændig registrering af bl.a. SAP, KAP, DKP og visse anti-NATO-grupper, EF-modstandere og fredsbevægelser.

Der er ikke noget tilbage af regeringserklæringen fra 1968, selv om man fortsat fortalte Folketinget og offentligheden, at den stadig var gældende fuldt ud.

Faklen: Frank Poulsen var chef for Justitsministeriets PET-kontor helt frem til 1968 – var han reelt inhabil som kommissionsdommer i en sag om efterretningstjenesten?

Preben Wilhjelm: Dengang han blev udpeget, var der ingen af os, der vidste, at han havde været så tæt på efterretningstjenesten. Det var måske vores egen dumhed, at vi ikke undersøgte, hvor han havde siddet før og sådan noget, men i 1977 var han jo en ret anonym landsretsdommer.

Vi ved selvfølgelig godt, at alle landsretsdommere stort set kommer fra en lang karriere i Justitsministeriet, men var det kommet frem i 1977, at den nyudnævnte kommissionsdommer selv havde været med til at koncipere regeringserklæringen og havde siddet helt centralt placeret i PET-kontoret i de kritiske måneder, hvor denne erklæring skulle på banen, så var det blevet rejst som et habilitetsproblem.

Så det holdt regeringen klogelig sin kæft med.

Frank Poulsen og hans type embedsmænd udgør en betydelig større fare for demokratiet end alle de venstreorienterede, som han så gerne vil legitimere, at man overvåger. En ting er, at han legitimerer en vanvittig anvendelse af denne her regeringserklæring ved at sige, at »det var vi enige om i embedsmandskorpset«, når det fuldstændigt strider mod, hvad man har bildt Folketinget og offentligheden ind. I december 1998 giver han sågar i et kæmpeinterview i Information klart udtryk for, at det er os embedsmænd, der bestemmer … Jeg har aldrig set en så åbenbart magtfuldkommen embedsmandsholdning! Han siger ikke, at ministeren gerne vil have det sådan og sådan, eller at Folketinget gerne vil have det sådan og sådan, det rager ham en fjer, næh, vi i ministeriet, vi havde den opfattelse, det havde vi aftalt …

Men han kan ikke være et øjeblik i tvivl om, at man bildte befolkningen noget ganske andet ind om regeringserklæringen end det, der åbenbart var embedsmændenes opfattelse.

Faklen: Det er blevet påpeget, at både i Norge, Sverige og Danmark er det historisk set Socialdemokratiet, som har været mest utilbøjelige til en kulegravning af efterretningstjenesten. Er der et intimt bånd mellem Socialdemokratiet, som jo har siddet på magten i Danmark i det meste af det tyvende århundrede, og efterretningstjenesten?

Preben Wilhjelm: Socialdemokratiet har jo i det hele taget været langt mere statsliderligt end de borgerlige partier – især før i tiden. Tidligere var det jo en borgerlig dyd at være kritisk over for staten, Big Brother og overvågningen osv. Borgerlige politikere var nogle af de første til at se kritisk på efterretningstjenesten efter krigen – venstrefolk og radikale var meget mere skeptiske end socialdemokrater.

I dag er det imidlertid de borgerlige, der er blevet så statsliderlige, at det ligner tendensen i de gamle østlande. De har foregrebet hele PET-undersøgelsen ved simpelt hen at sige, at det er helt i orden, hvis regeringserklæringen er overtrådt, og at de ville have bebrejdet efterretningstjenesterne det, hvis de ikke havde gjort det – nationen var jo truet, demokratiet var truet af venstrefløjen, så det manglede da bare, at efterretningstjenesterne holdt de der lømler under opsyn, regeringserklæring eller ej! Ligesom de hylder H.C. Hansen for at have ført befolkningen bag lyset i Thule-sagen.

Hvad skal vi egentlig sige til f.eks. de autonome, som altid beskyldes for at overskride de parlamentariske metoder – at de skal respektere spillereglerne, når de ansvarlige embedsmænd, politikere og politifolk i den ene sag efter den anden demonstrerer, at de da selv vil skide på dem?

Faklen: Hvordan vurderer du mulighederne for en tilbundsgående undersøgelse af PET, nu hvor regeringen har lavet forlig med SF og Enhedslisten herom?

Preben Wilhjelm: Det er stadig væk meget, meget langt fra det ideelle. Den norske Ketil Lund-kommission er noget af det mest fremragende, jeg nogen sinde har set, men de foreløbige udtalelser tyder slet ikke på, at vi i Danmark får noget, der er af samme kvalitet.

Der er ikke kommet klare meldinger om, hvor tilbundsgående den danske undersøgelse bliver, og man har allerede garderet sig ved kun at lade undersøgelsen løbe frem til 1989, og har så i vage vendinger tilføjet, at kommissionen kan tage enkelte senere sager op, hvis den finder anledning til det.

Meget kommer til at afhænge af kommissionens sammensætning. I det oprindelige forslag før forliget med venstrefløjen stod det i bemærkningen, at enhver, der tidligere havde beskæftiget sig med PET-sagen eller havde været i PETs søgelys, på forhånd var inhabil … Gælder denne tåbelige begrænsning, der udelukker enhver, som har kendskab til sagen, stadig væk? Og på hvilket grundlag? Har Justitsministeriet et arkiv, som de checker folk ud fra? Får offentligheden at vide, om nogle af de indstillede er blevet afvist fra Justitsministeriets side, eller skal det være hemmeligt?

Det er fortsat uklart, hvad det egentlig bliver for en undersøgelse.

Faklen: En af de mest velvillige over for PET i de verserende sager har været Venstres Birthe Rønn Hornbech, der jo ellers hyppigt fremstår som en stor fortaler for retssikkerheden …

Preben Wilhjelm: Ja, i to-tre sager! Det er vildt overdrevet, at hun er blevet Grundlovens forsvarer, bare fordi hun i modsætning til sit parti stemte imod Tvindloven. Faktisk stemte hele venstrefløjen imod Tvindloven og begrundede det med, at der formentlig var tale om et grundlovsbrud.

Birthe Rønn Hornbech har selv været lige så tæt på et grundlovsbrud med sit krav om et rockerforbud, som Rigsadvokaten måtte opgive efter at have brugt syv millioner kroner og tolv mennesker i halvandet år bare for at undersøge, om man kunne lave et forbud inden for rammerne af Grundloven. Men enhver, der gider at læse Grundlovens paragraf 78, kan se, at det er mere end tvivlsomt.

Hvis rockerne har begået noget ulovligt, skal de dømmes efter den almindelige straffelov – sådan er dét. Man skal være påpasselig med pludselig at udtynde Grundloven eller indføre landets første foreningsforbud.

Rønn Hornbech har brudt FN-pagten og Grundlovens paragraf 19 ved at støtte militæraktionerne mod Jugoslavien. I alle disse tilfælde har kun venstrefløjen stået vagt om Grundloven og vore internationale forpligtelser.

Men det er altid hende, som de hiver i medierne og kalder bannerføreren for Grundloven. Det er lidt mærkeligt, ikke?

Faklen: Bent Blüdnikow skriver i sin anmeldelse af din bog, at du »svækker« fremstillingen ved ikke at komme ind på, at venstrefløjen »dyrkede voldsretorikken«. Hvordan forholder du dig til den kritik?

Preben Wilhjelm: Jeg synes, at den er skudt gennem hovedet. Det har jo intet at gøre med min bog, hvis fremstilling er udtryk for en meget klar vinkel, som jeg har redegjort for i titlen og forordet, nemlig at belyse 50 års parlamentariske bestræbelser på at få efterretningstjenesten under kontrol. Det har principielt intet med fløje at gøre.

Blüdnikows indvending falder derfor indlysende uden for bogens rammer. Han kunne lige så godt bebrejde mig, at jeg ikke kommer ind på hvad som helst andet.

Faklen: Hvad mener du generelt om denne tilbagevendende anke mod 70ernes venstrefløj her i 90erne, at man dengang agiterede for en voldelig omvæltning af samfundet og repræsenterede en national sikkerhedstrussel?

Preben Wilhjelm: Det er jo noget sludder, at venstrefløjen gik ind for en voldelig omvæltning dengang – hvis det var tilfældet, mener jeg sagtens, at højrefløjen kunne have taget initiativ til en kriminalisering ud fra gældende lovgivning.

Der var en forfærdelig sprogbrug på venstrefløjen, men det er noget andet end at være voldelig. Jo mere usikre, de venstreorienterede følte sig, desto mere revolutionært skulle de gerne udtale sig, men det blev ikke misforstået dengang, fordi hele det politiske klima var et andet. Det var så tilvant.

Det, der lå – og ligger – i udtrykket »revolutionær«, er udelukkende, at man ønsker en radikal ændring af samfundet, og at man ikke tror på, at en sådan kan gennemføres alene ved en lang årrækkes reformer, men at det også kræver et markant brud med det eksisterende system. Det betyder på ingen måde, at det skal ske voldeligt.

Siden SFs stiftelse i 1958 har der i stort set alle danske socialistiske programmer stået nogenlunde samme formulering om, at vi ønsker en fredelig overgang til socialismen og ikke tilstræber andet. Samt at det forudsætter støtte fra det store flertal i befolkningen.

Desværre skylder det privatkapitalistiske samfund os den dag i dag bare ét eneste eksempel på, at man nogen sinde har tilladt en overgang til noget, man kunne kalde socialisme, uden at bekæmpe det med vold. Og det seneste eksempel, som naturligvis spillede en meget stor rolle for venstrefløjen i 70erne, var Chile. Allende vandt et demokratisk valg, og fandengalemig om ikke CIA, Pinochet, hæren og storkapitalen forhindrer det med vold og indfører diktatur.

Blüdnikows kongstanke om, at venstrefløjen lå under for »voldsfascination«, er det rene sludder. Jeg har kendt meget store dele af venstrefløjen i alle disse årtier, og jeg har aldrig nogen sinde mødt en person, som jeg kunne kalde voldsfascineret. Aldrig.

Så kan Blüdnikow naturligvis finde et enkelt citat f.eks. af en Ralf Pittelkow, hvor han skriver, at det er naivt at tro på en fredelig socialistisk omvæltning i Danmark, og at venstrefløjen derfor må være på vagt, eller noget i den stil.

Den slags kan du godt finde hos Pittelkow, og selv om han aldrig har været min kop te, vil jeg stadig mene, at det er sludder at gøre Pittelkow til en voldsfascineret person.

Der er selvfølgelig også en særlig historisk inspireret retorik i venstrefløjsvokabulariet, som giver nogle oplagte citater, man kan plukke ud, men det betyder blot ikke, at man af den grund var »voldsfascineret« eller planlagde en voldelig omvæltning.

Naturligvis var der ganske få, naive undtagelser på venstrefløjen, som mente, at man f.eks. kunne overtage erfaringer fra ulandes væbnede befrielseskampe, og søgte at idealisere disse til danske forhold, hvilket var lige så dumt, som når de danske kommunister overtog vraggods fra den russiske revolution og troede, at det kunne bruges i Danmark, under fuldstændig usammenlignelige forhold.

Men det var ubetydelige undtagelser fra reglen.

Det er et alvorligt tilbageslag for ytringsfriheden, hvis man i sit politiske program f.eks. ikke må sige, at samfundet trænger til nogle ændringer, der er så radikale, at der er tale om en revolution. Og det må være tilladt at sige, at hvis et flertal i befolkningen ønsker så radikale ændringer, at vi må betegne dem som revolutionære, men bliver mødt med vold fra gamle magthavere eller fra militæret, så er det vores opfattelse, at det er helt legitimt at slå fra sig – ligesom det er legitimt i forbindelse med en okkupation at danne en modstandsbevægelse, der også bruger vold osv.

Faklen: Konflikten mellem USA og USSR bruges ofte som argument for efterretningstjenesternes overvågning af venstrefløjen – var det politiske klima ikke utrolig anspændt?

Preben Wilhjelm: Faktisk var det en temmelig afslappet periode i 70erne og 80erne. Det var selvfølgelig galt nok, at der var oprustningsspiraler osv., men det var ikke okkupationen, der stod lige for døren – overhovedet ikke. Der var ikke ét fornuftigt menneske, der var skræmt fra vid og sans over den kolde krig i 1968, som statsministeren ellers hævder, at hans forældre har været.

Man var rasende over indgrebet i Tjekkoslovakiet – jeg skrev selv imod det i Politisk Revy – men der var da ingen ved deres fulde fem, der gik og havde frygt for eller forestillinger om, at det her ville udvikle sig længere end til Tjekkoslovakiet, for slet ikke at sige til Vesteuropa eller Danmark.

Konflikten holdt sig inden for de aftalte linjer, man havde mellem blokkene, og hvor USA kontrollerede den ene side, og USSR kontrollerede den anden. USA tillod jo f.eks. ikke, at der kom kommunister ind i en vesteuropæisk regering – det var betingelsen for Marshallplanen i sin tid. Bl.a. derfor har Frankrig og Italien været ustabile i 30 år, fordi de største partier var udelukket fra regeringsdeltagelse.

Undertrykkelsen var selvfølgelig langt værre på den anden side af jerntæppet, men at der skulle have været en udbredt atmosfære af frygt, er fuldstændig forrykt.

Men nu skal det så hedde sig, at den kolde krig fortsatte indtil 1989 – hvad er det for noget sludder. Den kolde krig endte i 60erne, og derefter var agendaen mellem de to blokke faktisk »fredelig sameksistens«, »økonomisk kappestrid« og forsøg på nedrustningsforhandlinger, hvilke sidste bare aldrig rigtig lykkedes. Men agendaen var dog, at man talte sammen, hvilket var et helt, helt andet klima end under den kolde krig i 50erne.

Alligevel skabes der nu en fornemmelse af en periode helt op til 1989 med en forfærdelig mistænksomhed over for venstrefløjen, der »holdt med fjenden«. Vrøvl. Et sigende eksempel på den danske venstrefløj og især VS er tværtimod, at allerede da VS var et ganske ungt parti, fik vi udvist et af vore medlemmer for ukorrekt politisk optræden i USA den samme måned, som vi fik udvist et andet medlem for ukorrekt politisk optræden i USSR.

Faklen: En ny bog, Hvem holdt de med? følger op på Blüdnikows angreb på venstrefløjen og indeholder bl.a. bidrag af Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og forhenværende forsvarschef Hillingsø, der vel skal forsvare efterretningstjenestens dispositioner over for venstrefløjen – hvordan forholder du dig hertil?

Preben Wilhjelm: Det er sørgeligt skuffende. Fogh Rasmussens indledning, Hillingsøs indlæg og Haarders efterskrift i Hvem holdt de med? er simpelt hen både fordrejende, smagløse og forfærdelig hysteriske i deres mistænkeliggørelse af venstrefløjen – aldrig har jeg oplevet så lavt et niveau for den politiske debat herhjemme. Selv i 50erne under den kolde krig var niveauet langt højere, og der var slet ikke tale om denne ekstreme hadefuldhed over for politiske modstandere, som vi ser nu.

Når man f.eks. betragter Hillingsøs skyklappethed i hans bidrag til bogen, må vi prise os lykkelige over, at Danmark aldrig kom i en krigssituation, hvor Hillingsøs centrale placering som forsvarschef og prominent medlem af regeringens sikkerhedsudvalg kunne gøre nogen større skade.

Hillingsø er en hysteriker, og hans indlæg tjener blot den funktion at få bogens læsere bildt ind, at vi var i overhængende fare for at blive okkuperet af Sovjetunionen under hele denne her periode, og at det derfor nærmest var landsforræderi at mene noget andet end NATO. Og så henviser han til, at der, efter at østlandenes arkiver er blevet åbnet, er udkommet forskellige værker, der beretter om Warszawapagtens angrebsplaner.

Hvilken afsløring! Det ville godt nok undre mig en hel del, hvis der ikke forefandtes sådanne planer.

Det er da klart, at begge blokke har haft angrebsplaner liggende. Hvis vi nogen sinde får åbnet NATO-arkiverne, så skal vi kraftedeme se angrebsplaner! I mange, mange år var det jo ligefrem NATOs officielle strategi at angribe først – first strike, som det hed.

På et tidspunkt kommer Hillingsø da også selv til at skrive, at østlandenes planer fuldstændig lignede NATOs … Det er løbet ham i pennen.

Fogh Rasmussen og Haarder angriber ikke bare ytringsfriheden, men nærmest tankefriheden, når de gør folk til forbrydere og landsforrædere bare for at have tænkt anderledes end dem selv, ja, blot for at have været uenige i Reagans sikkerhedspolitik. Hvis du ser deres indlæg i den pågældende bog, så gør det, at venstrefløjen kritiserede Reagans sikkerhedspolitik, venstrefløjen til »moralsk ansvarlig« for den kolde krig … Det bliver tilmed betænkeligt, at man aldrig fik taget et »retsligt opgør« med venstrefløjen. Som vel at mærke i deres fremstilling også omfatter Socialdemokratiet og det Radikale Venstre!

Hvad har de egentlig forestillet sig? Vi må ikke mene det?!

Faklen: Hvis der på højrefløjen er tendenser til en kriminalisering af venstrefløjens politiske synspunkter, bør man så ikke fra venstrefløjens side stå så meget desto mere fast på ytringsfriheden, ikke bare for sig selv, men også for sine politiske modstandere?

Preben Wilhjelm: Helt klart! Venstrefløjen burde frem for nogen være så dialektisk, at den er klar over, at metoder i den politiske proces, som vi ikke vil acceptere, hvis det var højrefløjen, der anvendte dem, kan vi heller ikke selv bruge. Der må være konsistens i det her.

Venstrefløjen må entydigt afstå fra en hvilken som helst form for forfølgelse af anderledes tænkende, om så det er nazister – jeg mener f.eks., at demonstrationerne i Kollund og Kværs, der havde til formål at presse en pensioneret nazist ud af sit hjem, var en tåbelig fejltagelse.

Hvad fanden er det for noget? Så længe nazisterne ikke begår noget ulovligt, må man bekæmpe dem med debat og argumenter osv. Men forbud og forfølgelse?

En ting er, at en forfølgelse af nazisterne virker stik imod hensigten og skaber martyrer, men selv om det så virkede og rent faktisk begrænsede højreekstremismen, så synes jeg også, at det ville være afsindig farligt at forfølge eller forbyde politiske synspunkter, uanset hvilke. For hvor går grænsen?

Desværre dukker tendensen op med jævne mellemrum også herhjemme: At vi skal forbyde nazistisk litteratur, fordi Danmark er central for trykningen og distributionen, at vi skal gøre det strafbart at benægte Holocaust osv.

Tænk at ville gøre det strafbart, at en eller anden idiot skriver, at gasovnene aldrig har eksisteret, og at nazisterne ikke udryddede seks millioner jøder? Skal vi nu til at autorisere den historiske sandhed? Hvem skal i så fald afgøre, hvad den historiske sandhed var om f.eks. Tonkin-episoden, der sendte amerikanerne ind i Vietnam? Hvem indledte provokationerne, som førte til Koreakrigen? Der er mindst to sandheder. Jeg tror mest på den ene, og den ene er mere veldokumenteret end den anden osv. Men at en anden historisk fremstilling skulle være strafbar – så er vi virkelig langt ude!

Aktionerne mod nynazisterne, der ikke må få lov til at beholde deres egen villa i Nørresundby, men forfølges og chikaneres, er udtryk for præcis de samme farlige tendenser på venstrefløjen, som vi finder i højrefløjens legitimering af efterretningstjenestens registrering og overvågning af lovlig politisk virksomhed.

Faklen: Hvordan forholdt VS sig til at kæmpe for sine modstanderes rettigheder, da du sad i Folketinget?

Preben Wilhjelm: Racismeparagraffen burde aldrig have været vedtaget. Det at tro, at man gennem en straffelovs bestemmelse kan gøre folk mere tolerante over for etniske, seksuelle eller politiske mindretal eller f.eks. begrænse racistiske holdninger, er ikke bare naivt – det er også utrolig farligt at slå ind på den kurs.

Mens jeg fortsat sad i Folketinget, kæmpede jeg for at afskaffe den, men det ville man ikke være med til i VS, når man nu engang havde den, og det bøjede jeg mig for for gruppens skyld.

Men VS har så f.eks. i sin tid som de eneste forsvaret højreekstremisten Hans Hetlers rettigheder til trods for, at det var ham, der forestod en del af FETs lyssky operationer mod os. Det var et af de tilfælde, hvor jeg var meget, meget glad for mit eget lille parti.

Jeg gik ind til hovedbestyrelsen og fortalte, at man havde buret Hans Hetler inde efter en farlig undtagelsesparagraf, som ikke havde været benyttet i årtier, og som jeg slet ikke kendte, mens alle de egentlig skyldige i FET klarede frisag ved blot at sige, at de intet huskede. Hetler var bare deres redskab, og så er det ham, der bliver fængslet i et halvt år, blot fordi han nægtede at vidne mere, da han fandt ud af, at det var hos ham, aben skulle placeres.

Selv om det er os, han har udspioneret, selv om han har modarbejdet os hele sit liv med de mest lyssky metoder, så måtte nogen forsvare hans borgerrettigheder.

Umiddelbart var hovedbestyrelsen ikke så begejstret, men det endte med, at 29 ud af 31 stemte for, at vi skulle protestere mod fængslingen og rejse forslag om at ophæve den pågældende paragraf. Kun VS stemte for forslaget i Folketinget.

Men det tankevækkende var, at Hetler brød fuldstændig ideologisk sammen ude i Vestre fængsel, da han opdagede, at vi var de eneste, der ville forsvare ham. Det havde han aldrig i livet regnet med. Han fik pludselig et andet indtryk af venstrefløjen. Jeg fik to breve fra ham, som viste, at han var fuldstændig rystet.

Han gjorde aldrig nogen politisk skade siden, men slog sig ned som pibemager i Flensborg.

Morten Halskov Jensen og Rune Engelbreth Larsen