Aktuelt skriver den 3.3., at det ikke længere er nødvendigt for en kommune at kunne bevise sin påstand om socialt bedrageri for at kunne vinde en retssag mod en, der er sigtet herfor: »Det viser en afgørelsen i en principiel sag, hvor Helsingør Kommune ved hjælp af indicier har angivet en familie for at have modtaget forhøjede sociale ydelser, uden de havde ret til det. Kommunen fandt blandt andet ud af, at kvindens eksmand hver aften parkerede uden for hendes bopæl og holdt der hele natten, selv om kvinden angiveligt boede alene og derfor modtog ekstra børne- og boligtilskud.«

Kommunerne har dermed rettens ord for, at en ny kurs accepteres, hvor indicier er tilstrækkelige for at dømme mennesker som sociale bedragere.

Flere ansatte i private vagtværn end i politiet

Alene fra 1995 til 1998 er antallet af vagtfunktionærer i Danmark steget fra 8.765 til 11.990 og overgår nu den statslige politistyrke på ca. 10.200 mand.

Grænsen mellem politiets og de private vagtværns arbejdsopgaver bliver mere og mere udflydende, og begyndelsen til et regulært privat politi tegner sig.

Til Århus Stiftstidende den 4.4. udtaler chefpolitiinspektør fra Århus Politi, Kurt Wollesen: »Jeg synes, vi har ganske meget samarbejde i Århus. Generelt er det mit indtryk, at det fungerer ganske udmærket. Hvis der er problemer, kontakter vi hinanden så hurtigt som muligt.« Også politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiets Afdeling A roser samarbejdet de to »politi«-styrker imellem: »Det er mit indtryk, at der i dag i de fleste politikredse er et godt samarbejde mellem politiet og den seriøse del af vagtbranchen. Generelt bliver samarbejdet bedre og bedre.«

Alligevel er Kurt Wollesen ikke helt begejstret for udviklingen, når private vagtværn f.eks. afpatruljerer Strøget, der er offentligt område.

Vagterne har ligesom alle andre borgere ret til at foretage civil anholdelse, men det sker også, at vagterne selv transporterer anholdte ned til Politigården, selv om det formelt ligger helt uden for deres opgaveområde.

Vagtleder fra Falck Securitas, John Bundgaard siger til Stiftstidende: »Ved en civil anholdelse kontakter vi altid vagthavende på Politigården, og så sker det, at de ikke har mandskab til at hente vedkommende. Som en service kører vi så ned og afleverer vedkommende til politiet, selv om det er på grænsen af politiarbejde.«

Styrken af private vagter er blevet mere end fordoblet siden 1991, hvor den var på 5.465 personer.

Tidligere værftsarbejdere på »jobkursus«: Syvkabale og film om Berlinmuren …

150 arbejdsløse værftsarbejdere fra B&W er på jobkursus for at forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet. Film om Berlinmuren og museumsbesøg er blandt de mere opløftende indslag.

Tidligere værftsarbejder Ib Andersen udtaler om aktiveringskurserne til Aktuelt den 6.3.: »I torsdags så vi en film om Berlinmuren, der blev bygget op og revet ned igen. Bagefter skulle vi diskutere filmen, men det var der ikke tid til (…) Vi kan sidde ved en computer hele dagen eller lægge syvkabale. Jeg kan også bare sige, at jeg er ude for at søge arbejde. Vi skal nemlig være aktivt jobsøgende.« Desuden kan de tvangsaktiverede værftsarbejdere komme ud for, at de mundtligt skal redegøre for, hvad de ville stille op, hvis de vandt en million kroner i lotto …

Bravo-Patruljens opfordring til Bandidos om vold mod Hells Angels undersøges

Den såkaldte Bravo-Patrulje inden for Københavns Politi havde til opgave at overvåge og stresse medlemmer af bl.a. Hells Angels og opklare »rockerrelateret kriminalitet«, indtil patruljen blev nedlagt i 1995 pga. talrige skandaler, der opstod i kølvandet på enheden.

Bravo-Patruljen havde fra 1991 til 1995 til huse på den i dag skandaleombruste Station 1 på Vesterbro. Journalisterne Simon Andersen og Mikkel Hertz fra Jyllands-Posten, der siden februar har endevendt sagerne om politivold og embedsmisbrug på Station 1, skriver i en oversigtsartikel om Bravo-Patruljen bl.a.: »Bravo-Patruljens folk var - da de blev flyttet til anden tjeneste - begravet i klagesager: Klager om overgreb, uberettigede anholdelser og klager over en adfærd, der ligger langt ud over grænserne for acceptabelt politiarbejde. Antallet af sager, hvor myndighederne måtte udbetale erstatning som følge af uberettigede indgreb fra Københavns Politi, var i løbet af få år tredoblet - blandt andet som følge af Bravo-Patruljens indsats.« ( 7.3.).

Medlemmer af Hells Angels og Bandidos blev konstant passet op på gaden, i hjemmet eller når de var ude at handle. Til Jyllands-Posten udtaler advokat Thorkild Høyer: »Disse mennesker blev stresset nærmest døgnet rundt i månedsvis.« I en periode bar betjentene tilmed badges eller T-shirts med tekster som »Uro-patruljen Copenhagen« og »Fuck your local Hells Angels«. Betjentene fra Bravo-Patruljen nægtede at bære uniformer, til trods for at politiledelsen beordrede det tre gange.

I et fællesinterview med Hells Angels og Bandidos i Faklen nr. 7, februar 1998, hævdedes det, at betjente fra Bravo-Patruljen opfordrede Bandidos til vold mod Hells Angels i 1993 og dermed aktivt medvirkede til at fremprovokere krigen mellem de to klubber.

Jim Tinndahn udtalte til Faklen: »I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt. ’Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der,’ sagde den ene.«

Til trods for den yderst opsigtsvækkende anklage ville chefkriminalinspektør Per Larsen ikke afvise historien, da Politiken tog den op den 25.2.98: »Han anser den for usandsynlig, men vil på den anden side heller ikke udelukke, at den kan være sand.«

Til Faklen nr. 8 understreger Jim Tinndahn, at han står ved sine udtalelser og er parat til at fremsige dem under vidneansvar: »Jeg står 100 procent ved alt, hvad jeg har sagt i interviewet til Faklen, og jeg er klar til under ed at bevidne historien om de to betjente, der opfordrede til fælles front mod Hells Angels.«

Dengang afviste politidirektør Hanne Bech Hansen imidlertid sagen over for Faklen: »Det, som jeg undersøger indledningsvist, er, om der er noget grundlag for at sende sagen til Statsadvokaten, og det skønnede jeg ikke, at der var. Men der er jo altid den mulighed, at Statsadvokaten kan sige, at han er uenig, og at han synes, der skal foretages en undersøgelse.«

Faklen gik derfor til Statsadvokaten med sagen i april 1998 - og han var uenig. I svaret fra vicestatsadvokat Kim Christiansen i slutningen af maj hedder det, at der er »iværksat en efterforskning af sagen« - på trods af politidirektør Hanne Bech Hansens afvisning.

Imens sagen således stadig er genstand for Statsadvokatens undersøgelse, udtaler chefkriminalinspektør Per Larsen til Jyllands-Posten den 7.3.: »At give politiet skyld for rockerkrigen er noget vrøvl. Men jeg kan ikke udelukke, at grænserne på det tidspunkt var trukket så skarpt op, at de pågældende politifolks optræden havde en indvirken.«

Statsadvokaten har nu afhørt Jim Tinndahn fra Bandidos og Kimmie Jønsson, tidligere Bandidos, der også var til stede, da Bravo-betjentene opfordrede dem til fælles front mod Hells Angels. De pågældende betjente har imidlertid afvist anklagerne i foreløbige, skriftlige forklaringer.

Om identifikationen af betjentene udtaler vicestatsadvokat Kim Christiansen til Aktuelt den 31.3.: »Det var let at identificere de to politifolk, og efter at have afhørt de to Bandidosfolk har jeg tilsagt politifolkene til afhøring. Det sker efter påsken, og de vil begge have en forsvarer med.«

Politiet kritiserer Jyllands-Postens kritik af politiet

Formand for Københavns Politiforening, Henrik Blandebjerg er på linje med kolleger inden for politiet gået skarpt i rette med Jyllands-Postens reportager om vold, chikane og »politistatslignende metoder« hos en hård kerne blandt 160 ordensbetjente på Station 1 i København (se også Faklen nr. 11: »Samfundsudsigten«, s. 5 og s. 11).

En artikel i Jyllands-Posten den 7. februar førte til iværksættelsen af en officiel undersøgelse af forholdene på stationen. Artiklen påpegede bl.a.:

- At stationens tre vagthold var domineret af »særligt hårdhændede betjente, hvis adfærd affødte stribevis af sager om grov vold og magtmisbrug«.

- »Politiledelsen havde mistanke om, at betjente fra stationen i adskillige tilfælde havde camoufleret egne overgreb ved at sigte borgere for vold mod tjenestemand.«

- Anonyme narkomaner og prostituerede, hvoraf flere senere stod frem i medier såvel som over for Statsadvokaten for København, beskrev samstemmende en gruppe betjente, »som i deres adfærd - både voldeligt, groft, truende og seksuelt krænkende - skulle gå langt over grænsen for acceptabelt politiarbejde«.

Der er endvidere blevet rettet kritik mod politikorpset indefra. Vicepolitimester og tidligere anklager ved Københavns Politi, Ole Weikop kritiserede politifolk for at dække over hinanden pga. »fuldstændig misforstået korpsånd«.

Information skriver den 18.3. om en opgørelse fra justitsminister Frank Jensen over disciplinær- og straffesager mod betjente på Station 1 i perioden 1990-1998: »I den periode blev 13 betjente fra Station 1 sigtet for straffelovsovertrædelser, syv blev tiltalt, fire dømt og tre frifundet. I samme tidsrum var der 66 disciplinærsager mod betjente på Station 1.«

Københavns Politiforenings formand, Blandebjerg mener imidlertid, at der foregår en hetz mod betjentene. I Jyllands-Posten den 13.3. sammenligner han avisens »seriøsitet« med Ekstra Bladets. Blandebjerg skriver bl.a.: » … det har for mig afdækket, at mange af de folk, journalisterne har talt med i forbindelse med artiklerne, har de ikke brugt megen energi på at finde ud af, hvad deres motiver har været for at udtale sig om politiet, som de har gjort.«

Ifølge Blandebjerg skulle kontakter fra »miljøet« på Vesterbro have oplyst ham selv om, at »journalister fra Jyllands-Posten havde tilbudt folk på Vesterbro penge - op til 1.500 kr. - for at udtale sig negativt om politiets arbejde, ligesom de var vidende om, at nogle var blevet tilbudt at blive udstyret med mikrofoner, så journalisterne kunne ’få noget på politiet’«.

Blandebjerg erkender, at de folk, der har ringet ham op, ikke var upåvirkede: »Jeg ved ikke, om disse henvendelser til mig har været sandfærdige, for ofte var de både fulde og skæve, når de ringede.«

Jyllands-Posten svarer, at avisen ikke har betalt en eneste kilde så meget som én krone, men at man lod et vidne gå rundt med en diktafon i lommen en eftermiddag, uden at der kom noget på båndet. Avisen mener at have troværdigheden på sin side: »Jyllands-Postens artikler derimod er baseret på beretninger fra personer, der har fortalt om, hvad de hævder selv at have været udsat for. Og de pågældende nøjes ikke med - ’fulde og skæve’ - at ringe til en gammel ven for at komme af med deres forargelse. De har - udover at fortælle deres historie til avisen - aflagt detaljeret vidneforklaring for Statsadvokaten, for rejseholdet og - i mindst to tilfælde - endog under strafansvar i Københavns Byret. Det indebærer omvendt ingen garanti for, at Jyllands-Postens kilder alle taler sandt. I hvert enkelt tilfælde har Jyllands-Posten imidlertid forsøgt så vidt muligt at vurdere de pågældendes troværdighed. Det hører med til den vurdering, at det nemmeste for dem alle ville være, at de havde holdt deres mund. Mange af dem, der er stået frem, har kun gjort det tøvende - af frygt for at blive udsat for repressalier.«

I mellemtiden undersøger Statsadvokaten forholdene på Station 1, og omkring 30 vidner er blevet afhørt.

Jyllands-Posten afslutter forsvaret for avisens reportager med en i dag sjældent set journalistisk samvittighedsfuldhed over for »de absolut svageste individer i vort samfund«: »De har ingen talsmand, ingen fagforening, ingen lobbyister og til daglig kun en yderst begrænset mulighed for at komme til orde i medierne. Hovedparten af dem er både arbejdsløse, hjemløse og modløse. Det er nu op til statsadvokaten og rejseholdet at undersøge, om de i vidt omfang også er retsløse.«

Etniske minoriteter føler sig diskrimineret

På baggrund af en ny undersøgelse om etniske minoritetsgruppers oplevelse af diskrimination, som Nævnet for Etnisk Ligestilling har fået udarbejdet af Danmarks Statistik, skriver Aktuelt den 18.3.: »De bliver råbt efter, overfaldet eller spyttet på, når de går på gaden. De bliver diskrimineret i bussen, når de henvender sig til kommunen, når de køber ind, og de bliver drillet på deres arbejde.«

En af undersøgelsens forfattere, professor Lise Togeby fra Aarhus Universitet udtaler til samme avis: »De etniske minoriteter oplever, at mange danskere er forholdsvis fjendtlige over for indvandrere og flygtninge.« Undersøgelsen omfatter interviews med 1.132 mennesker blandt de største etniske minoritetsgrupper i Danmark.

Dem, der føler diskriminationen stærkest, er somalierne - næsten halvdelen af de adspurgte har oplevet, at danskere har skubbet til dem på gaden eller i forretninger. For libanesere er det hver femte. Omkring halvdelen af libaneserne og palæstinenserne har oplevet, at de ikke fik et job, de var kvalificeret til, pga. deres etniske oprindelse. Det samme gælder en tredjedel af somalierne og tyrkerne.

Det er tilmed de såkaldt bedst integrerede, som oftest er udsat for diskriminationen, siger professor Togeby: »Det er chokerende, at dem, der i størst omfang lever op til de forventninger, vi stiller til dem, også er dem, der føler sig dårligst behandlet. Det er nemlig i vidt omfang de grupper, der er velfungerende i det danske samfund, taler godt dansk, har danske venner og følger med i danske medier, der oplever den høje grad af diskrimination.«

Venstres medlem af Folketingets indfødsretsudvalg, Gyda Kongsted afviser, at danskerne går ind for diskrimination. Til gengæld er det indvandrernes attitude, der er problemet, siger hun til Aktuelt den 19.3.: »De har den attitude over for danskerne, at de foragter os, så de kan ikke forlange, at vi skal elske dem, når de foragter os.«

Og det er jo tydeligvis en udtalelse, der baserer sig på grundige analyser og omfattende undersøgelser …

Jurister kritiserer politiundersøgelsen for at være på politiets præmisser

Norske og danske jurister mener, at Statsadvokatens undersøgelse af forholdene på Station 1 i København er »helt utilstrækkelig« og »værdiløs«. Problemet er, at undersøgelsen gennemføres som en normal straffesag, hvor hver eneste beretning om overgreb undersøges enkeltvis, hvilket på forhånd næsten umuliggør beviser, der kan få politifolk dømt.

Lektor i Strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard udtaler til Jyllands-Posten den 14.3.: »En sådan undersøgelse kan måske føre til, at et par af de mest fremtrædende vildskud i personalet luges ud, og det kan i givet fald være udmærket og tiltrængt. Men i den store sammenhæng vil det kun være facadepynt, der ikke i sig selv fjerner det grundlæggende problem. Det ville være dybt naivt at tro, at sager mod enkelte betjente er løsningen. En sådan håndtering kan tværtimod skabe det indtryk, at problemet kun drejer sig om nogle enkelte betjentes udskejelser - hvilket efter det foreliggende næppe er tilfældet.«

Den norske professor i Strafferet, Anders Bratholm, der i 17 år var involveret i en stor sag om politiovergreb i Bergen, forudser i samme avis, at »sagerne kun kan ende i ingenting«. Det bliver i alle tilfælde påstand mod påstand: »Alle betjente vil nægte alt - og er der noget, politifolk kan, er det at lyve og rykke sammen om løgnene.«

Kun en undersøgelse gennemført af forskere eller en kommission bestående af jurister og kriminologer vil kunne fokusere på de grundlæggende problemer i politiet, mener juristerne.

I slutningen af marts begyndte afhøringen af de involverede politifolk. Ingen er sigtet for noget, og ingen har pligt til at udtale sig over for Statsadvokaten, skriver Berlingske Tidende den 23.3.

Køen af afviste asylsøgere, der ikke kan sendes noget sted hen, vokser

Køen af afviste asylsøgere, som ikke kan sendes ud af Danmark, er den længste nogen sinde. Mellem 1.300 og 1.500 afviste asylsøgere befinder sig i landet ifølge Rigspolitiet.

I hundredvis af disse - typisk fra Afghanistan, Irak og eks-Jugoslavien - er fanget i et særligt ingenmandsland, fordi de ikke er forfulgte nok til af få asyl, mens det ikke desto mindre er for farligt at returnere dem. Over ti år af deres liv kan sagtens blive fuldstændig udsigtsløse for disse mennesker, der tilmed ofte er definitivt afskåret fra at se deres familier.

Berlingske Tidende skriver den 21.3. herom: »Ifølge den udlændingelov, som Folketinget vedtog sidste sommer, skal der gå mindst halvandet år efter afslaget på asyl, før de kan få midlertidig opholdstilladelse. Derefter skal der gå fem år, før de kan få permanent opholdstilladelse, og først efter tre år med permanent opholdstilladelse kan de få familiesammenføring. Det er tilsammen ni et halvt år. Dertil skal lægges den tid, de ventede på afslaget.«

Foruden disse afviste asylsøgere i ingenmandsland er der i hundredvis af andre strandede afviste asylsøgere, som ikke selv vil medvirke til at blive sendt ud af landet, hvilket kan give konkrete problemer i forhold til papirer, der skal underskrives til forskellige myndigheder. Og endelig er der mange afrikanske asylsøgere, som ganske enkelt ikke har identitetspapirer, og som kommer fra lande uden et system som de danske CPR-numre eller anden form for fødselsregistrering, hvorfor de ikke kan få noget pas og således vanskeligt kan komme ind i andre lande.

Afviste asylsøgere fra Somaliland kan f.eks. ikke returneres, eftersom Somaliland har opsagt udleveringsaftalen med Danmark, og da Somaliland i flere lande slet ikke anerkendes, er de reelt statsløse og kan ikke transitere på vejen retur, fordi de ikke kan få transitvisum uden et pas fra en anerkendt stat.

Myndighederne har imidlertid forskellige muligheder for at tvinge de flygtninge, hvis modvillighed forhindrer en returnering, forklarer politimester Hans Viggo Jensen fra Rigspolitiet: »Vi kan tvangsfremstille dem på ambassader med en retskendelse, vi kan tage fingeraftryk og billeder med henblik på at skaffe rejsedokumenter, og så har vi også de der motivationsfremmende foranstaltninger, hvor vi kan give dem meldepligt på politistationerne for at motivere dem til at medvirke. Endelig kan vi indstille, at deres lommepenge skal inddrages, så de kan komme på vand og brød-ordningen. Det er de midler, vi har. Det kan føre os et stykke ad vejen.« (Berlingske Tidende, 22.3.).

Endelig er der afviste asylsøgere fra det gamle Sovjetunionen, som har været tilstrækkelig længe i Danmark til, at de egentlig kan få opholdstilladelse, men de stoler ganske enkelt ikke på de danske myndigheder. Berlingske Tidende skriver herom: »… de er så mistroiske og fulde af frygt for at blive sendt tilbage, at de ikke vil sætte deres navn på et stykke papir, der indebærer, at de i princippet accepterer, at de kan blive sendt tilbage.«

Hvorfor mon?

Sognepræst vil omvende homoseksuelle med bøn og terapi

Sognepræst Finn Nørgaard ved Sct. Lukas Kirke i Århus vil holde møder for homoseksuelle for at omvende dem til heteroseksuelle.

Til Århus Stiftstidende den 22.3. udtaler sognepræsten: »For eksempel har homoseksuelle mange forhold ved siden af et parforhold. Der er ingen monogami, og det er som om, homofile nærmest ikke kan holde sig til en enkelt person. Man skal leve som mand og kvinde, og det vil jeg hjælpe dem med at forstå.«

Kriminaliteten falder, når dømte slippes ud af fængslerne under opsyn af Kriminalforsorgen

En undersøgelse, som professor Britta Kyvsgaard har lavet for Kriminalforsorgen, fastslår, at der bliver begået langt mindre kriminalitet, når fanger slippes ud af fængslerne under Kriminalforsorgens opsyn, i stedet for at straffen afsones som indsat.

Information skriver den 24.3.: »Undersøgelsen viser blandt andet, at tre ud af fire fanger under forsorgens tilsyn dropper den kriminelle karriere og samtidig får løst en række personlige problemer som misbrug.«

Statsministeren afviser Nationalbankens idé om at tilskynde til øget indvandring

De kommende år bliver der forholdsmæssigt flere ældre i Danmark og dermed flere pensionister og færre i den arbejdsstyrke, der skal finansiere bl.a. folkepensionen.

Underdirektør i Nationalbanken, Anders Møller Christensen understreger, at udbuddet af arbejdskraft nødvendigvis må forøges, hvis ikke skattetrykket skal stige, eller serviceniveauet for folk uden for arbejdsmarkedet skal falde markant. Møller Christensen foreslår imidlertid ikke som regeringen, at alle skal arbejde mere og længere; til Information den 3.3. udtaler han: »… jeg mener ikke, at det logiske univers for at øge udbuddet er udtømt ved at arbejde flere timer om året eller ved at arbejde længere. Det logiske univers indeholder også muligheden for indvandring. Der er jo noget underligt i, at man har en rig del af verden, hvor der ikke bliver født børn nok, og så har man en langt større del, hvor man ikke har arbejde nok til en rimelig aflønning.«

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen afviser dagen efter i samme avis Nationalbankens idé: »Vi synes, det er en dårlig idé at importere indvandrere. Har man brug for nogen i Nationalbanken, er det selvfølgelig bankens sag. Men vi har ikke brug for nogen.«

Særlov for flygtninge fra Kosovo

Efterhånden som stadig flere mennesker blev drevet på flugt fra Kosovo, og lejrene i nabolandene blev fyldt, blev det klart, at også andre lande, deriblandt Danmark, måtte modtage deres del af flygtningene. Dog mente regeringen åbenbart ikke, at det kunne foregå under den gældende udlændingelov; den 16.4. fremsatte indenrigsminister Thorkild Simonsen et forslag til en særlov om modtagelse af kosovoalbanske flygtninge.

Ifølge dette lovforslag vil flygtningene som udgangspunkt få et halvt års midlertidig opholdstilladelse. Denne tilladelse skal så fornyes, indtil der er gået to år, hvorefter de vil kunne søge om at blive »rigtige« flygtninge. Indtil da skal de opholde sig på de centre, der oprettes specielt til dem.

Denne praksis svarer til den, der i sin tid blev formuleret i særloven for flygtningene fra Bosnien-Hercegovina, en praksis, som ifølge Dansk Flygtningehjælp ikke er anbefalelsesværdig. I et høringssvar til Folketingets retsudvalg hedder det: »Erfaringerne fra arbejdet med personer omfattet af Jugoslaverloven viste, at det skaber ødelæggende usikkerhed blandt personerne at leve i uvished om, hvorvidt opholdstilladelsen vil blive forlænget. Flygtningehjælpen vil derfor på det kraftigste fraråde, at opholdstilladelserne kun meddeles for 6 måneder af gangen i et system, hvor dette kan gøres op til 4 gange, uagtet at situationen er uændret.« (Citeret efter Jyllands-Posten, 22.4.).

Ud over kritikken af den praksis, som særloven lægger op til, er der også fra flere sider blevet sat spørgsmålstegn ved nødvendigheden af overhovedet at lave en særlov frem for at benytte den allerede eksisterende lovgivning. Kim Kjær, der er forsker i asylret ved Det Danske Center for Menneskerettigheder, udtaler: »Denne lov er kopieret efter Bosnien-loven. Men de bosniske fordrevne var ikke flygtninge i lovens forstand. Det er kosovoflygtningene, og de kunne sagtens komme herop på det eksisterende retsgrundlag. Så loven er ikke resultatet af en retslig nødvendighed.« (Jyllands-Posten, 17.4.).

Nødvendigheden af en særlov mente Thorkild Simonsen imidlertid at kunne forsvare med henvisning til et møde, hvor UNHCR (FNs Flygtningehøjkommissariat) skulle have appelleret om »midlertidig beskyttelse fra Kosovo-konflikten«. Det Radikale Venstres flygtningeordfører, Henrik Svane fortolkede denne appel således, at »hvis vi bare tog dem ind og gav dem asyl, så gik vi stik imod det, som UNHCR har anmodet os om« (Information, 22.4.).

Man hører åbenbart, hvad man vil høre. I dette tilfælde er det ordet »midlertidig«, der får lov at udgøre grundpillen i behandlingen af kosovoflygtningene. Ikke desto mindre har UNHCR i det såkaldte baggrundspapir fra det omtalte møde indskærpet, at kosovoalbanerne »er ofre på grund af deres etniske baggrund, religion eller påståede politiske holdninger; dvs. de er flygtninge i overensstemmelse med kriterierne i 1951-konventionen« (Information, 22.4.).

Der er med andre ord ingen saglig begrundelse for ikke at behandle dem som alle andre flygtninge. At dette rent faktisk er UNHCRs opfattelse, bliver skåret ud i pap i et notat til Indenrigsministeriet fra den 20. april. Heri hedder det: »I betragtning af det forholdsvis overkommelige antal spontant indrejsende fra Kosovo i Danmark vil UNHCR foretrække, at disse personer fortsat får adgang til den almindelige asylprocedure i Danmark.« (Citeret efter Jyllands-Posten, 22.4.). Ydermere er der allerede i en årrække kommet kosovoalbanere til Danmark, som har opnået asyl efter den gældende lovgivning; kontorchef Inge Bruhn Thomsen fra Flygtningenævnet siger til Information den 7.4., at »praksis indtil nu har været at give flygtninge fra Kosovo status som konventionsflygtninge«.

Ikke desto mindre blev særloven vedtaget den 23.4.

Kun ti dage senere fortryder imidlertid det Radikale Venstre og vil have loven ændret til efteråret, når Folketinget går i gang med en revision af udlændingeloven. De radikale ønsker nu også, at flygtningene fra Kosovo får samme forhold som almindelige asylsøgere. Henrik Svane udtaler: »Da vi begyndte arbejdet med særloven før påske, var vi bange for at spille Milosevics spil og sige til flygtningene, at de kunne få asyl med det samme. Men man må sige, at han har haft held med sit arbejde. Situationen har nu ændret sig så meget, at en ændring af loven vil være rimelig.« (Ekstra Bladet, 3.5.).

Det Radikale Venstres retsordfører, Elisabeth Arnold afviser, at partiet har foretaget en kovending: »Jeg vil til min død nægte, at der er tale om en kovending. Sagen er, at vi ikke kunne byde disse flygtninge, som har måttet forlade deres hjem for få uger siden, at ende i et fuldgyldigt dansk integrationsprogram. Det er de simpelt hen ikke parat til. Derfor måtte vi have en særlov, og da det hastede så meget, var der ikke tid til at tage højde for alle de problemer, der kunne ligge i lovteksten.«

Thorkild Simonsen finder de radikales holdning »højst besynderlig« - og de humanitære organisationers indvendinger mod særloven afficerer ham ikke det mindste: »At loven bliver kritiseret af de humanitære organisationer, er der ikke noget nyt i.« (Ekstra Bladet, 3.5.).

»Aktivering er kommet for at blive«

I en kronik i Information den 19.4. fastslår arbejdsminister Ove Hygum, at »aktivering er kommet for at blive«. Det begrundes nærmere ved, at »der bør stilles krav til folk. Kun ved at stille krav viser vi, at vi ikke er ligeglade med de arbejdsløses ressourcer.« Disse ressourcer skal aktiveringen ifølge arbejdsministeren »fastholde, fremme og forbedre«.

Baggrunden for denne rørende omsorg for de arbejdsløse er en artikelserie i Information, der har sat fokus på den tvungne aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Serien har bl.a. omfattet et interview med en 29-årig arbejdsløs, Kenneth Mejlstrup, der har afskåret sig selv fra at modtage kontanthjælp, fordi han har sagt nej til aktivering. Efter en periode i en teatergruppe og på en radiostation blev han sat til at samle pillebeholdere, et arbejde, han forlod efter en uge: »Jeg har en menneskelig værdighed - og det er rent til grin og nedværdigende at blive sat til den slags ting. Der er ikke andet i sådan et projekt, end at de så ved, hvor du er. Der er ikke noget meningsfyldt i det - andet end at du står op og går på arbejde og går hjem i seng igen.« (Information, 7.4.).

Ove Hygum indrømmer i sin kronik, at »der er forskel på kvaliteten af aktiveringen,« men minder om, at »hvad der kan synes nytteløst for én, faktisk godt kan virke befordrende for en anden«. Det forklarer dog ikke, hvorfor den, for hvem et arbejde kan »synes nytteløst«, alligevel skal tvinges til at udføre det.

Hvad enten arbejdet er »befordrende« for den aktiverede eller ej, er det under alle omstændigheder en fin forretning for arbejdsgiveren. Virksomheden Coloplast betaler ifølge Information den 8.4. kontanthjælpsmodtagere 10,74 kr. i timen for at pakke plastre i æsker. Der er ingen løn under sygdom, og der optjenes ingen ret til dagpenge - forhold, som socialdemokraten Ove Hygum forbigår i tavshed i sin kronik.

Aktiveringen på Coloplast er et led i et EU-støttet projekt, der hævdes at være »opkvalificerende for projektdeltagerne«. At de aktiverede selv havde et noget andet syn på sagen, kunne køberne af virksomhedens Compeed-plastre konstatere gennem april måned; i pakkerne var der nemlig, ud over plastre, en lille seddel med følgende tekst: »This product is packed by Danish slave labourers in April 1999. Help us. Please don’t buy this product anymore. We can’t go on holiday. Our salary is fixed (very low) and we can’t quit. This product should be made by people in ordinary jobs, and they should have normal wages. Please express your discontent to Compeed! We don’t want to live in a world with slave labourers.« (Information, 29.4.).

Erling Frederiksen, sekretær i Landsorganisationen af Arbejdsledige, der har organiseret aktionen, udtaler til samme avis: »Vi vil gøre opmærksom på denne form for produktion med tvangsarbejdere, som vi ikke mener hører hjemme i dagens Danmark. Det er fuldstændig horribelt, at ellers veldrevne firmaer overhovedet bruger arbejdskraft under de her betingelser og til så lav en løn.«

Finansloven for 1999 har afsat 7,3 mia. kr. til aktivering, hvoraf ca. 80% går til »ret og pligt aktivering«, som begynder efter 21 måneders ledighed. Det gennemsnitlige antal aktiverede var i oktober 1998 ca. 63.000, hvilket er 6.000 flere end i samme måned i 1997 (Kilde: Jyllands-Posten, 17.3.).

A.P. Møller støtter Dansk Folkeparti

I 1996 fik de politiske partier pligt til at oplyse, hvem de modtog økonomisk støtte fra, hvis bidraget oversteg 20.000 kr. Af Dansk Folkepartis regnskab for 1998 fremgår det, at rederiet A.P. Møller har ydet bidrag til partiet - præcis hvor stort det var, fremgår dog ikke, kun, at det overstiger de 20.000 kr.

Det er ikke det eneste tilfælde, hvor A.P. Møller har støttet den yderste højrefløj; i forbindelse med folketingsvalget i 1998 modtog Fremskridtspartiet 100.000 kr., og ved andre lejligheder har partiet fået penge til at føre valgkamp for. »Vi har haft et varmt og hjerteligt forhold til A.P. Møller i de 25 år, partiet har eksisteret,« siger Kim Behnke fra Fremskridtspartiet (Berlingske Tidende, 9.4.).

I et repræsentativt demokrati, som det danske er der åbenbart nogle vælgere, der har mere magt end andre, derved at de kan skyde substantielle beløb i udvalgte partier. Om motiverne til at støtte Dansk Folkeparti udtaler A.P. Møllers informationschef Jette Clausen: »Det er naturligt, at vi støtter partier med samme holdning til det erhvervspolitiske, som vi har …« (Berlingske Tidende, 8.4.).

Og rederiet har nok at tage af, når det skal støtte sine politiske fæller. Igen i 1998 kunne A.P. Møller præsentere et milliardoverskud.

Skole nægter muslimsk pige undervisning, fordi hun ikke bader med sine klassekammerater

Bakkeskolen i Esbjerg har nægtet en muslimsk pige i 2. klasse undervisning i seks uger, skriver Information den 12.5. Begrundelsen er, at hendes far ikke vil have, at hun bader sammen med sine klassekammerater efter idræt og svømning.

Tilsynsrådet i Ribe Statsamt har annulleret skolens bortvisning af pigen, men byrådet har anket Tilsynsrådets beslutning til Indenrigsministeriet.

Skolen henviser til, at pigen ikke har ret til undervisning, hvis hun ikke overholder ordensreglerne.

Uklar PET-undersøgelse

Regeringen har fået den forestående PET-undersøgelse på plads efter forhandlinger med venstrefløjen og Kristeligt Folkeparti. Politiets Efterretningstjeneste skal ifølge bemærkningerne til lovforslaget selv vurdere, hvilket materiale der er relevant for undersøgelsen, og Forsvarets Efterretningstjeneste holdes helt udenfor.

Under forhandlingerne var det endvidere en betingelse fra regeringens side, at undersøgelsen ikke måtte løbe længere end til november 1989. Derved kan man undgå alle PET-sager, som har udspillet sig under den nuværende regering, der kom til magten i 1993.

Enhedslistens retsordfører, Søren Søndergaard har taget kraftig afstand herfra, eftersom der er en række vigtige PET-sager fra 1990erne, som så ikke bliver undersøgt: »Der er den mulige destruktion af Folkebevægelsen mod Nazisme. Der er bombesprængningen i Søllerødgade, hvor Henrik Christensen blev myrdet, og hvor PET muligvis var advaret. Vi har den påståede aflytning af den Kurdiske Forening og det lovlige møde i Århus, hvor to ledende socialdemokrater blev optaget på bånd. Vi har Rushdie-sagen, og vi har Ri-Bus-konflikten. Alt sammen dybt alvorlige ting, som regeringen ikke vil have kigget på.« (Ekstra Bladet, 11.5.).

Alligevel støttes lovforslaget om undersøgelsen af Enhedslisten, SF og Kristeligt Folkeparti, eftersom regeringen ellers ville opgive at finde flertal og helt droppe en undersøgelse. Søren Søndergaard udtaler: »Vi er ikke med i noget forlig, men vi vil ikke forhindre en undersøgelse ved at stemme nej.« (Ekstra Bladet, 12.5.).

SFs formand, Holger K. Nielsen siger til samme avis, at der alligevel vil være mulighed for at gå længere end til 1989: »Samtidig kan kommissionen af egen drift få lov at rejse sager, der strækker sig længere op end 1989, hvis de finder noget interessant.« Dermed bliver den konkrete sammensætning af undersøgelseskommissionen en afgørende brik; kun særlig kritisk indstillede kommissionsmedlemmer vil vælge at gå uden for undersøgelsens rammer, der eksplicit slutter i november 1989.

Kommissionen skal udover en landsdommer i formandsstolen bestå af to historikere og to jurister, hvoraf de fire sidstnævnte skal indstilles af universiteterne i København og Århus. Spørgsmålet er så, om hvem som helst i princippet kan blive indstillet.

Den 11. maj sagde den radikale retsordfører, Elisabeth Arnold i DR2s program »Før deadline«, at det eneste habilitetskrav til medlemmerne af kommissionen var, at historikerne skulle have en særlig indsigt i perioden efter 1945.

En uge senere trækker hun dog i land: »Jeg har siden genlæst bemærkningerne til lovforslaget. Det er rigtigt, at der fortsat er et habilitetskrav til kommissionens medlemmer.« (Information, 18.5.). Elisabeth Arnold forsvarer nu, at bemærkningerne til lovforslaget helt udelukker »personer, der i den offentlige debat på forhånd har tilkendegivet deres opfattelse af de spørgsmål, der skal undersøges og vurderes af kommissionen«. Dermed har regeringen sikret sig, at de personer, der har størst kendskab til sagen, bl.a. lic.jur. Preben Wilhjelm fra Roskilde Universitetscenter, på forhånd er definitivt afskåret fra at blive udpeget af universiteterne, eftersom enhver ekspert på området selvsagt også på et eller andet tidspunkt har ytret sig herom.

Til Faklen udtaler Preben Wilhjelm: »Det er fortsat uklart, hvad det egentlig bliver for en undersøgelse.«

Dårlig information fra politiet om retten til advokatbistand

Ifølge en undersøgelse foretaget af Berlingske Tidende blandt 125 af landets 500 beskikkede advokater svarer 56 procent, at »de personligt har oplevet, at deres klienter er blevet for dårligt informeret om retten til advokatbistand« (Berlingske Tidende, 18.5.).

Formanden for de beskikkede advokater, Thomas Rørdam mener, at det cirkulære, som beskriver, hvad politiet skal sige til de anholdte, bør ændres, og siger til samme avis: »Jeg har en frygt for, at det økonomiske afsnit får en for fremtrædende betydning, og derfor mener jeg, det skal ud af cirkulæret.«

Politiet har pligt til at oplyse den anholdte om, at udgifterne til advokathjælp skal refunderes, hvis sagen tabes. Formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Steen Bech mener, at politiet overdriver den pågældende passus: »Den passus bliver brugt forkert på den led, at det bliver præsenteret som om, at man kommer til at betale ligegyldigt hvad.« I realiteten sker det kun i meget få tilfælde, at gælden inddrives.

Advokat Jørgen Jacobsen er enig: »Det er min opfattelse, at politiet generelt benytter sig af denne passus til at forsøge at hindre, at der kommer en advokat til stede. Det er min erfaring. Det har jeg mange eksempler på.«

Ungdomshuset i København lukkes

Kendte alternative fristeder i København er ved at forsvinde. Der er planer om at erstatte Folkets Park og Økologiske Igangsætteres »Have På En Nat« på Nørrebro med boliger, og senest har Borgerrepræsentationen den 6. maj besluttet, at Ungdomshuset på Nørrebro skal lukkes.

Argumentet er bl.a., at det vil koste kommunen knap 11 millioner kr. at renovere bygningen. Det er, hvad det vurderes, at det vil koste at føre Ungdomshuset op til en standard, der lever op til de øvrige aktiviteter under KUC, Københavns Ungdomscenter. Samtidig kan salg af grunden bibringe kommunen et betydeligt beløb, siger den konservative Kultur- og Fritidsborgmester Hans Thustrup Hansen: »Vi kan få en drømmepris for den grund, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at der er økonomi i det her. Hvis vi selv trykte pengene, kunne jeg være ligeglad med, at kun 20-30 unge får noget ud af huset. Men det er en dårlig anvendelse af en meget udsøgt placeret grund.« (Information, 6.5.).

I modsætning til tidligere har Socialdemokratiet denne gang også stemt for lukningen af Ungdomshuset. Socialdemokratiets medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Finn Rudaizky udtaler: »Denne gang er der en nuance, hvor vi har sagt, at aktiviteterne i Huset ikke skal nedlægges. Vi vil arbejde for at finde øvelokaler et andet sted i byen og et værested. Men vi mangler penge til alle mulige andre ungdoms- og kulturtilbud, så Husets brugere vil få en markant særstilling, hvis det sættes i stand for 10 millioner kr. Jeg mener ikke, kommunen er forpligtet til at stille et tre-etages hus til rådighed for de 20-30 subkulturelle unge, der er daglige brugere.« (Information, 6.5.).

KUC anslår imidlertid i deres sagsmateriale, at der er 75-100 brugere dagligt og op til 700 brugere til musikarrangementerne i weekenden. Rune Larsen fra Ungdomshusets sekretariat afviser endvidere i samme avis, at det vil koste 10-11 millioner kr. at renovere huset og henviser til, at KUC i forskellige overslag på en renovering har anslået en pris på ca. 1,8 millioner kr. plus 50-70.000 kr. til udbedring af svampeskader. Han oplyser desuden, at kommunens årlige udgifter til huset blot er på 103.000 kr., hvoraf de 40.000 kr. returneres i ejendomsskatter - penge, som Ungdomshuset i øvrigt tit har tilbudt at betale selv.

I maj måned demonstrerer over 500 mennesker flere gange mod lukningen. En række aktioner og happenings forsøger ligeledes at henlede offentlighedens opmærksomhed på kravet om at bevare Ungdomshuset.

Eksempelvis protesterer unge ved at kravle op på taget af busterminalen på Rådhuspladsen i København med bannere samme dag, som Borgerrepræsentationen vedtager lukningen.

Bl.a. Sune Kølster sigtes for forstyrrelse af den offentlige ro og orden og må tilbringe seks timer i en celle på Station 1, ikke for at have deltaget i aktionen, men for at have foretaget sig noget tilsyneladende lige så forbudt: »… jeg havde kastet min jakke op til de frysende aktivister på taget.« (Information, 20.5.).

I en kommentar i Information skriver han: »… så snart jeg smed min jakke op til de frysende aktivister, var de der. Et fast tag i armene, strips på (ubehagelige engangshåndjern) og ind i bilen. Jeg prøvede at snakke til mennesket i den kvindelige betjent, der efter al forventning svinede mig til og endda nægtede at give mig sit navn, hvilket de, så vidt jeg ved, er forpligtede til (…) Jeg kom hen på Station 1 og skulle tage mine støvler, mine smykker, armbånd og ringe af. Ja sågar mit Roskildefestivals-armbånd klippede de af, da jeg sagde, at det kunne jeg altså ikke tage af, og jeg kunne heller ikke se, at jeg skulle kunne hænge mig i det. Jeg fik udleveret en lille seddel, hvorpå mine rettigheder stod, bl.a. at jeg havde ret til vagtlæge eller min egen læge uanset deres skøn, og jeg kunne mærke, at min sygdom gik amok i den kolde celle. Det sagde jeg igennem samtaleanlægget (efter at have ventet fem minutter på respons), og de grinede og afbrød forbindelsen. Da jeg blev lukket ud, så jeg skoene og støvlerne fra en masse, jeg kendte, og som jeg vidste ikke havde været med til aktionen på taget. Det viste sig senere, at de var blevet arresteret for det samme som jeg. En havde smidt en liter juice derop, en anden en pakke smøger, en havde bare stået og kastet en pakke ærter op i luften, han kunne knap gå bagefter på grund af sin dårlige ryg. Vi var altså alle sammen blevet arresteret på grund af ’ulovlig solidaritet’. Hvordan kan det være ulovligt at være solidarisk? Hvordan kan det være ulovligt at kaste sin jakke op til nogle mennesker, der fryser, når man selv bor fem minutter væk? Hvordan kan det være ulovligt at give mad til de sultne, drikke til de tørstige?«

Sundholms sygeafdeling lukkes

Sundholm er et tilholdssted for hjemløse på Amager, der nu får lukket sin sygeafdeling, afdeling Q, efter en spare- og omstillingsplan fra Københavns Kommune.

Kontorchef Jørgen Rybrik præsenterede planen for Sundholms personale og beboere på et møde den 17. maj, hvorfra 100 udvandrede i protest.

Der er 400, som årligt bruger sygeafdelingen som skadestue, og som reelt ikke har noget alternativ, siger næstformand for brugerrådet på Sundholm, Hanne, der selv er hjemløs: »De har slet ikke noget alternativ til afdeling Q. Mange af de hjemløse har ikke noget sygesikringsbevis. De færreste aner, om de har en læge. Sundholm er deres eneste forbindelse med samfundet.« (Ekstra Bladet, 18.5.).

Der nedlægges 22 sengepladser på Sundholm, som så skal erstattes af otte nye på andre herberger. Kontorchef Rybrik ser det ikke som et problem: »Der bliver lægeligt eller sygeplejefagligt tilsyn med de herberger, som får sygestuerne,« siger han, men tilføjer: »Det er endnu ikke afklaret, om vi vil ansætte personale til netop disse funktioner.«

Udlændingelovens krav om udvisning af narkodømte udlændinge i bagatelsager afvises af Højesteret

Ni enige højesteretsdommere med retspræsident Niels Pontoppidan i spidsen fastslår den 19. maj, at udvisningen af to udlændinge, der er dømt til udvisning efter den såkaldte pusherlov, som Folketinget vedtog i december 1996, er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

»Pusherloven« letter muligheden for at udvise udlændinge, der er dømt for narkotikahandel med selv meget små partier. Kun undtagelsesvist skal domstolene undlade en udvisning, hedder det i forordet til loven.

De to anklagede, der i Østre Landsret var dømt til udvisning, var henholdsvis en pakistansk mand, der var dømt for at have handlet med 5 gram heroin og 5 gram kokain, og en kroatisk kvinde, der var dømt for at have handlet med 6 gram heroin. De har begge familie i Danmark og har boet i landet i henholdsvis 25 og 10 år.

Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard siger om Højesterets underkendelse af udvisningerne: »Højesteret har kridtet banen af. Retten har fastslået, at der skal være en sammenhæng mellem forbrydelsens karakter, tilknytningen til Danmark og så en udvisning. Man kan kun udvise ved grov eller gentagen narkokriminalitet.« (Politiken, 20.5.).

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention garanterer borgere mod udvisning, hvis sanktionen ikke står i et rimeligt forhold til den begåede kriminalitet.

De konservatives retspolitiske ordfører, Bendt Bendtsen udtrykker imidlertid stor utilfredshed med afgørelsen: »Højesterets dom er dybt utilfredsstillende og helt ude af trit med befolkningens ønsker. Dommen underkender et folketing, der er gået ind i problematikken med åbne øjne. Vi har sagt, at vi ikke vil huse udlændinge, der handler med død og ødelæggelse.« (Berlingske Tidende, 20.5.).

Men Højesterets principielle domme er et udtryk for, at Folketinget gik for vidt, da udlændingeloven blev strammet i 1996 med den såkaldte pusherlov. Højesterets dommere siger, at politikernes intention om kun undtagelsesvis at fravige kravet om udvisning »ikke kan tillægges selvstændig betydning«.

Det er femte gang, Højesteret behandler en sag om udvisning af narkodømte udlændinge, og det er femte gang, en enig Højesteret siger nej til anklagemyndighedens og Udlændingestyrelsens krav om udvisning fra Danmark.

Danske erhvervslederes gennemsnitlige lønstigning på et år: 230.000 kr.

Imens erhvervsledere på det bestemteste afviser, at lønmodtagerne skal regne med nogen videre lønstigninger, er deres egen lønstigning til gengæld markant.

Politiken har gennemgået de seneste to regnskaber fra de 10 største finansielle selskaber og de 50 største børsnoterede industrivirksomheder, og såvel koncernudbyttet som cheflønningerne er steget langt mere end den almindelige lønudvikling på arbejdsmarkedet.

»En gylden lønpose med 12 procents mere indhold end sidste år har både den gennemsnitlige direktør og bestyrelsesmedlem kunnet berige sig selv med. Til sammenligning er lønstigningen på fire procent for danskerne generelt.« (Politiken, 19.5.).

F.eks. har koncerndirektør Ole Balle delt en lønstigning på 1,7 millioner kroner med de tre øvrige direktionsmedlemmer i Sophus Berendsen, så de nu har 10 millioner kroner tilsammen i årlig indtægt. I gennemsnit er lønnen for erhvervslederne i de undersøgte virksomheder steget med 230.000 kr. fra 1997 til 1998.

Ole Balle ser ikke noget odiøst i, at koncernen beriger sin top med så eklatante lønstigninger: »Det er der ikke noget problem i. Det skyldes både en generel lønstigning og et bonussystem for gode resultater. Den tanke har også forplantet sig længere nede i vores virksomhed, så det er ikke problematisk for mig at skulle se de ansatte i øjnene.«

Politiken oplyser, at koncernudbyttet i 57 af de 60 største danske koncerner er steget fra 5.979 millioner kr. i 1997 til 7.149 millioner kr. i 1998, dvs. at der er tale om en stigning på 19,5%.

Fortsat syltning af undersøgelsen af Socialdemokratiets efterretningstjeneste

Den 29. oktober 1998 skriver statsminister Poul Nyrup Rasmussen i et brev til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv: »… vi [har] besluttet, at AIC-arkivet skal stilles til rådighed for en gruppe af uafhængige forskere udpeget af Statens Humanistiske Forskningsråd og Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, der får mulighed for at gennemgå materialet som bidrag til historieskrivningen om den kolde krig.«

AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central, var Socialdemokratiets antikommunistiske efterretningstjeneste, der opererede fra anden verdenskrig og frem til 1972, hvor man registrerede kommunister for at sikre sig, at de ikke fik for stor indflydelse i fagbevægelsen.

Til trods for at statsministeren i ovennævnte brev lover, at AIC-arkivet skal åbnes, overser han, at det faktisk i forvejen har været åbent for mange historikere, journalister og studerende i årevis. Men ikke nok med det; Henning Grelle, chefen for Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, tolkede imidlertid statsministerens brev således, at AIC-arkivet skulle lukkes (se også Samfundsudsigten i Faklen nr. 10, s. 10, og i Faklen nr. 11, s. 6). Og det blev det så.

Siden december 1998 har Henning Grelle nægtet at kommentere lukningen over for Information, der jævnligt er vendt tilbage til sagen. I flere måneder blev problematikken om lukningen af arkivet overskygget af forsøget på at finansiere en eventuel undersøgelse af arkivet, men den 28.4. erklærer forskningsminister Jan Trøjborg over for avisen, at »der skal nok komme penge«.

Stadig væk skete imidlertid intet i sagen, og nu viser det sig, at det, Trøjborg åbenbart mente, var - som gengivet i lederen i Information den 20.5. - at »hvis der til et af forskningsrådene inden næste ansøgningsfrist 1. oktober 1999 kommer en kvalificeret ansøgning fra forskere, der vil dykke ned i AIC-arkivet, og hvis det pågældende forskningsråd vælger ikke at bevilge penge til dette kvalificerede projekt, så spænder Jan Trøjborg et økonomisk sikkerhedsnet ud«.

Til den tid har AIC-arkivet så været lukket i næsten et år, siden statsministeren erklærede, at det skulle åbnes.

Informations leder konkluderer afsluttende: »Forløbet synes at vise, at det har højeste politiske prioritet for regeringen at forhindre, at AIC-arkivet yder nogen form for bidrag til historieskrivningen. Der må ligge grimme sager i det arkiv.«

Christoffer Gertz Bech og Rune Engelbreth Larsen