Alle forhandlinger var strandet på serbernes hårdnakkethed, hvorfor en militær aktion mod Jugoslavien var sidste udvej, forlyder det fra NATO. Men et nærmere kig på forhandlingsudspillene umiddelbart før og efter den 24. marts, hvor luftbombardementet blev indledt, afslører imidlertid, at NATO aldrig reelt har været interesseret i at undgå en militær konfrontation. At NATO har haft held til at give offentligheden det modsatte indtryk, skyldes ikke mindst pressens svigt, konkluderer Michael Albert i denne analyse af NATOs iscenesættelse af luftbombardementets »nødvendighed«.

Rambouillet-aftalen forlangte, at Kosovo skulle besættes af NATO-styrker og indebar reelt også en besættelse af resten af Den Jugoslaviske Forbundsrepublik efter NATOs forgodtbefindende. Betingelserne for denne besættelse beskrives i aftalens Appendix B: Status of Multi-National Military Implementation Force. Et afgørende afsnit lyder således: »NATOs personnel shall enjoy, together with their vehicles, vessels, aircraft, and equipment, free and unrestricted passage and unimpeded access throughout the FRY [Federal Republic of Yugoslavia] including associated airspace and territorial waters. This shall include, but not be limited to, the right of bivouac, maneuver, billet, and utilization of any areas or facilities as required for support, training, and operations.«

Resten af appendikset ekspliciterer kravet om, at NATO-styrkerne, og hvem de nu måtte ansætte, kan gøre, som de vil, i hele Jugoslaviens område uden nogen form for forpligtelse eller hensyntagen til landets love eller dets myndigheders jurisdiktion, mens de selvsamme myndigheder derimod forpligtes til at følge alle ordrer fra NATO »on a priority basis and with all appropriate means«.

Denne tekst er tilsyneladende ikke offentliggjort i de etablerede amerikanske medier. Ordlyden er tydeligvis også beregnet på at sikre en afvisning. Ville noget land overhovedet overveje at gå ind på sådanne betingelser, hvis det ikke var i forbindelse med en betingelsesløs overgivelse?

Serbernes svar på NATOs ultimatum

Den serbiske nationalforsamling svarede på USA/NATOs ultimatum den 23. marts (dagen før NATO begyndte at bombe). Forsamlingens resolution afviste kravet om en militær besættelse og bad OSCE og FN om at formidle en fredelig, diplomatisk løsning. Specifikt hed det: »We also condemn a withdrawal of the OSCE Kosovo Verification Mission. There is not a single reason for this but to put the withdrawal into the service of blackmails and threats to our country.«

Tilbagetrækningen af de internationale OSCE-observatører var netop blevet beordret af USA som en del af forberedelsen til et angreb efter Jugoslaviens (tilsyneladende tilsigtede) afvisning af Rambouillet-ultimatummet.

Nationalforsamlingens resolution opfordrer herudover til forhandlinger, som skal føre til »the reaching of a political agreement on a wide-ranging autonomy for Kosovo and Metohija [provinsens officielle navn], with the securing of a full equality of all citizens and ethnic communities and with respect for the sovereignty and territorial integrity of the Republic of Serbia and the Federal Republic of Yugoslavia«.

Endvidere hedder det: »The Serbian Parliament does not accept presence of foreign military troops in Kosovo and Metohija. The Serbian Parliament is ready to review the size and character of the international presence in Kosmet [Kosovo/Metohija] for carrying out the reached accord, immediately upon signing the political accord on the self-rule agreed and accepted by the representatives of all national communities living in Kosovo and Metohija.«

Hovedtrækkene i resolutionen fra den 23. marts blev refereret af de vigtigste nyhedsbureauer (AFP, UPI, AP) og var derfor helt sikkert kendt på alle redaktioner og af enhver journalist, som ønskede at være informeret. Adskillige databasesøgninger har dog ikke kunnet finde nogen omtale i den almindelige presse bortset fra et par amerikanske aviser i Midtvesten, især Detroit Free Press. Fraværet af en større mediedækning fortæller en hel del om, hvad der tæller som »nyheder«.

Ved et pressemøde i det amerikanske udenrigsministerium den 24. marts blev talsmand James Rubin udspurgt om den serbiske nationalforsamlings resolution, særligt om dens henvisning til en »international tilstedeværelse«. Rubin undgik spørgsmålet og sagde blot: »I’m not aware that anybody in this building regarded it as a silver lining.« Han vidste tydeligvis ikke, hvad »den« var – »den« var åbenbart for betydningsløs til at bekymre sig om, især hvis hele farcen blot var et forsøg på at få bombeflyene på vingerne.

Denne del af Rubins pressemøde blev tilsyneladende heller ikke refereret i pressen, ligesom den FAIR (»Fairness & Accuracy in Reporting«) Action Alert fra den 14. april, der blev udsendt til pressen og fortalte om det pågældende pressemøde, så vidt jeg ved, heller ikke har været omtalt nogen steder.

I de følgende uger dryppede løsrevne stumper af den serbiske nationalforsamlings resolution ud i pressen (første gang i den etablerede presse i New York Times den 8. april ved Steven Erlanger), enten unøjagtigt eller (oftest) begravet i en helt anden kontekst.

NATO afviser serbisk forslag om FN-styrke i Kosovo

Den 22. april afholdtes et meget opreklameret møde mellem Milosevic og Washingtons yndlingsrusser, Viktor Tjernomyrdin.

Tjernomyrdin bekendtgjorde ifølge New York Times, at »Mr. Milosevic had agreed to an ’international presence in Kosovo under United Nations auspices’, to implement any political settlement;« ifølge The Globe accepterede Milosevic i princippet »the possibility of an international presence led by the UN if NATO calls off its five-week air campaign«.

Pressen berettede, at talsmænd fra USA og NATO ikke så andet og mere i Milosevics tilsyneladende enighed med Tjernomyrdin end de første tegn på, at den jugoslaviske præsidents trods var i opløsning under NATOs angreb, men at dette også kunne være endnu et af hans »forstilte fredsforslag«.

USA og Storbritannien afviste således straks forslaget, intensiverede bombningen af civile mål (TV blev ramt samme dag) og insisterede på en væbnet »international sikkerhedsstyrke« med NATO-tropper som kerne – så Tjernomyrdins »fremskridt« var altså ikke tilstrækkeligt til at afblæse angrebene.

På en pressekonference sagde Clinton: »If there is an offer for a genuine security force that’s the first time Mr. Milosevic has done that, and that represents, I suppose, some step forward.«

Med andre ord gentog Milosevic den 22. april den serbiske nationalforsamlings forslag fra den 23. marts, denne gang så det ikke kunne forties, nemlig gennem den russiske udsending, som er Vestens foretrukne talerør i russiske anliggender. Men eftersom det var lykkedes at fortie det tidligere forslag fra den 23. marts, kunne dets gentagelse nu præsenteres som et tegn på, at vold virker, og at Milosevics »genstridighed« var ved at smuldre.

Den 1. maj refererede pressen et andet møde mellem Tjernomyrdin og Milosevic; i New York Times med overskriften »After Seeing Milosevic, Russian Hints at Progress«. Denne »antydning« var endnu engang Milosevics gentagelse af tilbuddet fra den 23. marts.

Samme dag offentliggjorde New York Times også et interview med Milosevic fra UPI (fra den 30. april), hvor han opfordrede til en »politisk proces« og sagde, at »FN kan få en stor tilstedeværelse i Kosovo, hvis man ønsker det.« En »fredsbevarende FN-styrke« bevæbnet til »selvforsvar«, men ikke til en »besættelse« af den type, der forlangtes i »Clinton-regeringens diktat« fra Rambouillet, ifølge hvilken 28.000 sværtbevæbnede soldater skulle besætte Kosovo.

Milosevic tilbød også en reduktion af de jugoslaviske styrker til de 10-11.000 mand, der var i Kosovo før bombningerne, en »tilbagevenden for alle flygtninge, uanset deres etniske eller religiøse tilhørsforhold«, »fri adgang for FNs flygtningehøjkommissær og Internationale Røde Kors« og fortløbende forhandlinger med henblik på »den videst mulige autonomi for Kosovo inden for Serbien«.

New York Times citerede den sidste sætning og bemærkede, at dette var »borrowing language from the proposed Rambouillet accords«. Mere præcist ville det være at sige, at Milosevic »lånte terminologi« fra den serbiske nationalforsamlings resolution fra den 23. marts, som New York Times (og kolleger) har nægtet at referere – både før og siden.

Faktisk holder forslagene fra den 30. april sig inden for rammerne af denne (i Vesten fortiede) resolution og tilføjer blot enkelte detaljer.

Den serbiske resolution fra den 23. marts sammenlignet med G8-erklæringen

Den næste større fase i dramaet/farcen er den 7. maj, hvor pressen med stor begejstring refererede G8-landenes officielle erklæring (G8 er G7 + Rusland). Deres erklæring gentager atter hovedtrækkene i den serbiske nationalforsamlings forslag fra den 23. marts. G8-erklæringen opfordrer til ophør af vold og undertrykkelse, tilbagetrækning af (uspecificerede) »military, police and paramilitary forces«, »deployment in Kosovo of effective international civil and security presences, endorsed and adopted by the United Nations«, »a political process toward the establishment of an interim political framework agreement providing for a substantial self-government for Kosovo, taking full account of the Rambouillet accords and the principles of sovereignty and territorial integrity of the Federal Republic of Yugoslavia and other countries of the region«, samt en afvæbning af UCK.

Det eneste nye i G8-erklæringen i forhold til det serbiske parlaments forslag fra den 23. marts er opfordringen til »establishment of an interim administration for Kosovo to be decided by the Security Council of the United Nations …« Af det sikkerhedsråd, som Washington tidligere havde afvist at lade spille nogen rolle.

Med den anvendte fremstilling blev Washingtons reelle accept af det serbiske forslag fra den 23. marts i G8-landenes erklæring beskrevet som en stor sejr for USA, Storbritannien og deres voldsanvendelse. Hovedoverskriften i New York Times lød: »Russia in Accord on Need for Force to Patrol Kosovo.« Herefter fulgte to historier; den ene blev indledt med ordene: »The Clinton Administration … managed to get the Russians on its side today.« Den anden begyndte således: »The West and Russia agreed for the first time today on the need for an international military presence in Kosovo to keep any eventual peace.« Aftalen »intensiverer også presset på Milosevic«, som det hedder, der nu er isoleret, eftersom russerne er kommet »om bord«.

I Boston Globe skrev den gamle korrespondent John Yemma, at den store præstation »was to bring Russia over to the NATO position«. Men, fortsætter Yemma, »before the bombing stops, Yugoslav leader Slobodan Milosevic will have to accept the G8 plan, at least in principle« – det vil sige den plan, som han i alt væsentligt selv fremlagde den 23. marts og siden udbyggede.

Artiklerne bemærkede også, at selv om russerne nu er »om bord«, var det alligevel sådan, at den officielle udtalelse fra G8 »finessed several of their [NATO’s] key demands«, specielt kravet om, at styrken reelt skulle være under kommando af USA/NATO med FN i en meningsløs symbolsk rolle.

Så hvad skete der? Sandsynligvis fandt nogle møder sted, hvis egentlige formål for russerne var at meddele verden, at de ikke havde til hensigt at optrappe deres uenighed om Kosovo med USA til en ny og bredere konflikt (de er »kommet om bord«). De resulterende G8-erklæringer, der skulle udtrykke denne kendsgerning på en måde, som tillod Rusland at redde ansigt, betyder enten, hvis man tager dem for pålydende, at man stort set er enige om de jugoslaviske betingelser fra den 23. marts, hvilket peger mod en diplomatisk løsning, eller de betyder en fortsættelse af Rambouillet (og forslaget om besættelse af USA/NATO) og sandsynligvis fortsat krig.

Netop tvetydigheden tillod russerne at skrive under og diskutere betingelserne, som om betydningen var den første (i overensstemmelse med russernes ønsker), og den tillod den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, og andre at diskutere og fortolke dem, som om betydningen var den anden.

Med andre ord er den officielle amerikanske holdning stadig væk, at G8-erklæringen, som ikke engang nævner NATO, betyder, at Rambouillet-aftalen er genindsat. Ordene synes kun at vise noget andet, fordi alle ved forhandlingsbordet var høflige nok til at udelade den sande betydning, så man ikke satte russerne i forlegenhed, men tillod dem at komme »om bord«. Milosevic lytter formentlig ikke til Ruslands udlægning og den retorik, der blot skal redde deres ansigt, men til Albrights doktriner for at finde ud af, hvad den amerikanske politik egentlig er.

Tilbage ved udgangspunktet

Kort sagt forekommer uenighederne her, så vidt vi kan se ud fra de tilgængelige oplysninger, at være de samme, som de var den 23. marts, bortset fra, at USA nu har accepteret hovedtrækkene i den serbiske nationalforsamlings forslag – i hvert fald på papiret, i G8-landenes erklæring. Imidlertid afviser USA betingelserne i sin egen officielle (G8) erklæring i alle øvrige udtalelser. (Det medgives også, at UCK afviser kravet om, at de skal afvæbnes).

Hovedpunktet i USAs afvisning (eller fortolkning, om man vil) af sit eget G8-forslag blev præciseret af Udenrigsministeriets talsmand, James Rubin i New York Times den 8. maj. Han understregede, at »there would be no United Nations involvement in the actual military operation«: »Nobody in the United States or any of the NATO countries envisages the United Nations Secretariat and the blue-helmet peacekeeping unit to play any role in the peacekeeping force. This would be a situation where the United Nations Security Council, acting on behalf of the world, would authorize member states to put together a force.«

Hvis »verden« ikke kan lide det, er det formodentlig, som så ofte med USAs politik, værst for verden. Dette synes at være essensen, hvilket betyder, at ikke meget har ændret sig, efter USA valgte vold frem for diplomati den 24. marts, bortset fra de menneskelige konsekvenser, der selvfølgelig ikke bekymrer herrerne meget og af tjenerne let kan tilskrives de folkemyrdende serbere, og bortset fra den langsomt voksende modstand mod krigen fra mange sider, hvilket har langt større konsekvenser for herrerne, og som, hvis modstanden vokser tilstrækkeligt, kunne tvinge dem til at omfortolke deres egne ord og finde en løsning, der i alt væsentligt svarer til det jugoslaviske parlaments resolution fra den 23. marts.

Imens vi afventer fremvæksten af en sådan modstand mod krigen, kan der endnu vente os mange ubehagelige dage. Englands kampagne kaldes nu Operation Agricola.

Bortset fra sine egne agtværdige bedrifter var Agricola svigerfader til Tacitus, der er berømt for at definere romersk imperialisme med sætningen: »De laver en ørken og kalder det fred.« Og for sin drevne iagttagelse, at »en afsløret forbrydelse har ingen anden tilflugt end frækhed« – dette var en yndlings-leveregel for John Quincy Adams, hvilket er forståeligt i betragtning af hans egen rolle i omfattende nedslagtninger og etnisk udrensning.

Om ikke andet må man beundre briterne for deres klassiske dannelse.

Michael Albert (baseret på materiale stillet til rådighed af Noam Chomsky)
Oversat af Carsten K. Agger