Efter 10 ugers massivt bombardement af Jugoslavien bliver Rusland og USA enige om et fredsudspil, som det serbiske parlament accepterer den 3. juni. Luftbombardementet fortsætter en uges tid endnu, mens serbiske generaler forhandler med russiske og amerikanske generaler om tidsplanen for den serbiske tilbagetrækning. Det russisk/amerikanske udspil følges op af en resolution, som vedtages af FNs sikkerhedsråd den 10. juni, men det viser sig hurtigt, at heller ikke denne gang er magtfordelingen og kommandogangen endeligt afklaret mellem russerne og amerikanerne.

FN-resolutionen indeholder G8-fredsudspillet fra maj som »Annex 1« og det russisk/amerikanske udspil som »Annex 2«. Der kræves bl.a. en indstilling af al undertrykkelse i Kosovo, en hurtig tilbagetrækning af de serbiske styrker, en sikker tilbagevenden for alle kosovoalbanske flygtninge og en demilitarisation af UCK.

Det springende punkt er imidlertid fortsat tilstedeværelsen af en international styrke i Kosovo. Rambouillet-aftalen krævede en NATO-ledet militærstyrke, mens G8-fredsplanen fra maj var så åben for fortolkning, at USA fortsat kunne hævde, at den var i overensstemmelse med Rambouillet-aftalen på dette punkt, samtidig med at russerne kunne hævde det modsatte.

Den nye plan er heller ikke ganske entydig. På den ene side hedder det i den del af FN-resolutionen, der udgøres af aftalen mellem russerne og amerikanerne, at »international civil and security presences« skal være under »United Nations auspices«, og at sikkerhedsstyrken skal være under »unified command« (Annex 2, hhv. artikel 3 og 4).

I fodnoter til den russisk/amerikanske aftale, som tilsyneladende ikke er inkluderet i FN-resolutionen, hedder det imidlertid: »It is understood that NATO considers an international security force with ’substantial NATO participation’ to mean unified command and control and having NATO at the core. This in turn means a unified NATO chain of command under the political direction of the North Atlantic Council in consultation with non-NATO force contributors.«

Men et par linjer senere tilføjes: »It is understood that Russia’s position is that the Russian contingent will not be under NATO command and its relationship to the international presence will be governed by relevant additional agreements.«

Der synes altså at være tale om, at NATO betragter sikkerhedsstyrken som sådan som værende under NATOs kommando, mens det samtidig ekspliciteres, at der skal indsættes russiske styrker, som ikke er under NATOs kommando. Spørgsmålet står således fortsat åbent og skal efterfølgende alene afklares mellem russerne og amerikanerne.

Afgørende er også FN-resolutionens forhold til Rambouillet-aftalen, der nævnes fire gange. Der kræves bl.a.: »A political process towards the establishment of an interim political framework agreement providing for a substantial self-government for Kosovo, taking full account of the Rambouillet accords and the principles of sovereignty and territorial integrity of the Federal Republic of Yugoslavia and the other countries of the region, and the demilitarisation of the KLA.« (Annex 2, artikel 8; forf. fremhævelse).

Med FN-resolutionen har man tilsyneladende slået fire fluer med et smæk: 1) Man tilfredsstiller de lande, der som bl.a. Kina og Rusland lægger vægt på at flytte magten fra NATO til FN, 2) den russisk/amerikanske aftale tilfredsstiller russernes krav om ikke at være under NATO-kommando, 3) man fastholder amerikanernes krav om en enhedskommando under NATO, og 4) man bibeholder en åbning til Rambouillet-aftalen, der reelt skulle sikre NATO den absolutte magt over Kosovo. Til trods for at alt dette kan læses ud af de forskellige aftaler, er elementerne naturligvis i sidste ende uforenelige og må løses i kulisserne – men ingen har tabt ansigt udadtil.

Reelt har NATO dog mistet Rambouillet-aftalens krav om en ubegrænset besættelse af Jugoslavien, men har til gengæld bevaret kravet om fuldstændig eller næsten fuldstændig NATO-kontrol over Kosovo (alt efter hvordan det endelig afklares med russerne), og selv om FNs rolle i hvert fald formelt er mere fremtrædende, er Rambouillet-aftalens vidtrækkende indrømmelser til NATO altså heller ikke nødvendigvis ude af billedet.

NATO fik således ikke alt det, man pegede på, men ud over at få brændt en masse bomber af til glæde for våbenfabrikanterne blev det effektivt fastslået, at alliancen nu er verdens selvbestaltede politistyrke, der suverænt bestemmer, hvor og hvornår der skal bombes.

Var nogen i tvivl før den 24. marts, kan få i dag være i tvivl om, at den Nye Verdensorden er NATOs Verdensorden: Magt er ret.

Rune Engelbreth Larsen