I Faklen nr. 9 anbefalede vi at rejse en stormoské i Århus som den første af en lang række moskeer for at normalisere islams tilstedeværelse i Danmark. Som blikfang var der på forsiden et computermanipuleret billede, hvor en moské var placeret lige ved siden af det karakteristiske rådhustårn i Århus.

Baggrunden var, at selv om der er over 100.000 muslimer i Danmark, er islam ikke desto mindre henvist til skyggerne i nødtørftigt indrettede moskeer i baggårde og kælderlokaler, hvorfor rigtige moskeer i de danske bybilleder ville kunne rette lidt op på misforholdet og byde landets største religiøse mindretal velkommen i deres nye, danske hjem.

Artiklen "Stormoské i Århus" argumenterede for ideen - her hed det bl.a.:

Pr. 1.1.97 skønner man, at der befandt sig ca. 105.000 muslimer i Danmark (Kilde: Statistisk årbog 1997). De kan gøre brug af omkring 40 små og ofte skjulte moskeer, hvoraf kun én overhovedet er bygget til formålet.

Til sammenligning har Mosaisk Trossamfunds kun 2.601 medlemmer en centralt beliggende synagoge i København, romersk-katolsk trossamfund har 32.756 medlemmer og 88 kirker og sale fordelt over hele landet, Jehovahs Vidner har 16.111 medlemmer og 174 kirker og sale, de Danske Pinsemenigheder har 5.012 medlemmer og 58 kirker og sale, og Syvende Dags Adventistsamfundet har 2.838 medlemmer og 49 kirker og sale. Til sammen har alle trossamfund med vielsesbemyndigelse uden for folkekirken i Danmark 94.164 medlemmer og 658 kirker og sale, mange af dem beliggende på lige så centrale og fremtrædende steder som folkekirkens (Kilde: Statistisk årbog 1997).

De over 100.000 muslimer i Danmark må derimod nøjes med 40 »moskeer« samt en massiv politisk modvilje, hver gang de forsøger at etablere sig. Senest i januar 1996, da Københavns Kommune afviste et byggeprojekt i nordvest-kvarteret med den begrundelse, at det ville skabe trafikale problemer og i øvrigt ikke passede ind i det omgivende villakvarter.

I Danmark har der været religionsfrihed siden Grundloven af 1849. Det hedder således i Grundlovens § 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning …« Der er dog den lille klausul, at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

At der er religionsfrihed, betyder imidlertid ikke, at alle religioner skal behandles lige af staten; den evangelisk-lutherske kirke har en særstatus, som det fremgår af Grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Den evangelisk-lutherske kirke er altså reelt en statskirke, og den »understøttes« da også økonomisk ud over kirkeskatten, som knap 87% af befolkningen betaler, med ca. en halv mia. kr. i årligt statstilskud. Så når det i § 68 hedder: »Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen,« så tolker man altså statskassens halve mia. kr. som andet end »personlige bidrag«, til trods for, at de i sidste ende er betalt over skatten og altså dermed også af de 13% af befolkningen, som ikke er medlem af folkekirken.

Så længe vi ikke har religionslighed i landet, således at alle religioner kan hverve medlemmer og inddrage kontingent på præcis samme vilkår og virke under præcis samme rettigheder og støtte fra statens side, er det islamiske trossamfund naturligvis stillet uendelig meget ringere end ikke bare folkekirken, men også end den lange række af øvrige anerkendte kristne trossamfund.

Det kan således vanskeligt synes andet end rimeligt, at staten afsætter særskilte beløb til bygning af moskeer i landet, når man tager i betragtning, at det i så høj grad også er i statens interesse, at landets største religiøse mindretal trives under forhold, der afspejler og normaliserer deres tilstedeværelse.

Et par relativt store, centralt beliggende moskeer blot i landets ti største byer ville utvivlsomt hjælpe integrationsprocessen derved, at muslimerne vitterlig ville føle sig taget vel imod, og - om moskeerne blev bygget i klassisk stil med kupler og minaretter - unægtelig bløde op i de ikke altid lige æstetiske danske bybilleder. Men allervigtigst er det selvfølgelig at få rettet op på den skævhed i den ekstreme underrepræsentation af religiøse tilholdssteder for muslimerne.

I det nuværende politiske klima er det så desværre nok utænkeligt, at staten skulle ønske at »understøtte« islam selv i så beskedent omfang, og det til trods for den gensidige gavn for såvel muslimerne som for samfundet som sådan. Og her betyder det næppe heller noget, at moskeerne ganske givet ville blive benyttet i meget videre udstrækning end mange af de hel- og halvtomme kirker i landets 2.123 sogne.

Alternativet til en forholdsmæssigt lige statsstøtte til landets religioner er da også at lade religionerne klare sig selv uafhængigt af staten, men her til lands abonnerer vi altså fortsat på den model eksklusivt at understøtte den evangelisk-lutherske folkekirke, skønt 13% af befolkningen ikke er medlem, yderligere 25% aldrig nogen sinde kommer i kirkerne, 40% kun kommer til højtiderne, 17% af og til og kun 5% et par gange om måneden (Kilde: Danmarks kirkehistorie, s. 328).

Hvor urimelig forskelsbehandlingen religionerne imellem end må forekomme, er det, som landet ligger i dag, temmelig sandsynligt, at muslimerne alene kommer til at tegne sig for alle udgifterne, om en eller flere store moskeer nogen sinde skal blive en realitet i Danmark.

(…)

Somali Community in Denmark tilslutter sig ideen og understreger, at det er på tide, byens tusinder af muslimer får en stor moské, bygget til formålet. Formanden, Rage H.M. Rage udtaler til Faklen: »Somali Community in Denmark mener, at Danmark generelt burde tilskynde muslimer at praktisere deres religion mere åbent. Det vil opklare mange misforståelser omkring Islam, hvis religionen bliver en naturlig og normal del af bybilledet, ikke bare i Århus, men i hele Danmark. Muslimer vil desuden føle sig mere velkomne og trygge, hvis Islam blev behandlet på lige vilkår med den kristne kirke, og et første skridt i den retning kunne passende være et antal centralt placerede moskeer i de større danske byer.«

Rage H.M. Rage finder det besynderligt, at vi skal afvige fra andre vestlige lande som f.eks. USA, England, Holland, Spanien, Frankrig og Sverige, som i modsætning til Danmark ikke er blottet for moskeer, og han tilføjer, at »bygningen af denne moské samtidig vil forlene Danmark med et positivt image i den islamiske verden«.

Somali Community in Denmark vil derfor gå aktivt ind i kampen for en stormoské i Århus, understreger Rage H.M. Rage: »Vi bakker 100% op om Faklens idé og vil på vegne af somalierne i Danmark tage initiativ til møder med islamiske ledere i Århus og arbejde videre med sagen.«

Faklen vil derfor også gerne give et første indtryk af, hvad en stormoské kunne tilføre byen kulturelt og æstetisk, hvorfor vi her har fremstillet et par nødtørftige trickfotos, der selvfølgelig ikke er videre realistiske, men med lidt fantasi og opfindsomhed dog forhåbentlig kan overbevise politikerne om det umiddelbart tiltalende ved forslaget og inspirere dem til at arbejde videre med ideen i mere konkret forstand.

Forslaget vakte en del opmærksomhed i pressen. I halvanden måned kørte læserbrevsdebatten om stormoskeen i Århus i de lokale dagblade, Århus Stiftstidende og JP-Århus, før den også blussede op i B.T. og Ekstra Bladet - i sidstnævnte efter en kronik om sagen den 4.11.98. Hele oktober var imidlertid præget af altoverskyggende positive tilkendegivelser, stort set kun imødegået af den lokale top i Dansk Folkeparti repræsenteret ved amtsformanden Søren Lind Jensen og amtsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom (nuværende landsformand), Kenneth Kristensen.

I JP-Århus den 8.10.98 advarede Kenneth Kristensen mod at gøre Århus til samlingssted for alle Jyllands og Nordtysklands muslimer: »Denne vision kan blive uhyggelig virkelighed, hvis den århusianske muslimske lobby får magt, som den har agt, og gennemtvinger opførelsen af en stormoské i Århus.« Han kaldte moskeen for et »misfoster« og et »babelstårn« og hævdede, at dette »monstrøse« og »kuppelbefængte« bygningsværk »totalt vil dominere Århus by«. Kristensen støttedes den 15.10.98 af partifællen Søren Lind Jensen, der ønskede at »stoppe og vende den igangværende snigende islamisering af vort fædreland«.

På et offentligt møde om sagen den 5.11.98 fik Dansk Folkeparti opbakning fra den hastigt dannede gruppe »Århus Mod Moskeen«, der i tæt parløb med højreekstremister fra Dansk Forum indledte en skræmmekampagne mod stormoskeen, som de på plakater kaldte en »øjebæ«.

Bag kulisserne spredtes samtidig absurde rygter om, at det var »Faklens moské«, og såkaldte indvandrerrepræsentanter rakte sågar indirekte Dansk Folkeparti og Dansk Forum en hjælpende hånd i et forsøg på at så splid i det islamiske bagland.

Ali Ben Hamidi fra det århusianske International Cultural Center advarede på et fællesmøde for lokale indvandrerforeninger et par dage senere ligefrem mod »Faklens radikalisering af afrikanerne«. Siden afrikanerne i fællesskab nedlagde hans forening, African Cultural Association, i 1989, har Ben Hamidi mest været berygtet for sin aktive støtte til den tidligere borgmester i Århus, nuværende indenrigsminister Thorkild Simonsen, og dennes hårde linje i indvandrerpolitikken. Leonard Martin, formanden for All African Organisation, karakteriserede ham over for Faklen som en »opportunist«, der var »kendt for konsekvent at falde indvandrere i kommunen i ryggen for at pleje sine helt egne særinteresser«.

Også de socialdemokratiske indvandrerpolitikere i Århus byråd, Hüseyin Arac og Akhtar Hussain lå helt på linje med Ali Ben Hamidi i moskésagen. Til Århus Stiftstidende den 6.11. kaldte de stormoskeen for et »luftkastel« og udtalte endog, at Faklen »misbruger« muslimerne. Hvordan støtten til muslimernes eget ønske om en stormoské på muslimernes helt egne præmisser kan være et »misbrug« af muslimerne, står fortsat uvist hen, ligesom Arac heller ikke fandt anledning til at forklare, hvorfor han ikke sagde ét eneste ord på det offentlige møde om sagen, hvor han var til stede, og hvor han kunne have fået svar på tiltale fra de fremmødte muslimer selv.

Frygten for indvandrerrepræsentanter som f.eks. Rage H.M. Rage og Leonard Martin, der ikke er på den kommunale lønningsliste, men som aktivt og offentligt modarbejder ethvert tiltag til diskrimination, er selvfølgelig udtalt hos socialdemokratiske indvandrerpolitikere. Det er utvivlsomt stedse blevet vanskeligere for mange indvandrere at forstå, hvordan socialdemokratiske indvandrerpolitikere fortsat kunne affinde sig med partiets diskriminerende lovtiltag og partitoppens klare afvisning af det multikulturelle samfund.

Men tendensen blandt visse såkaldte indvandrerrepræsentanter til at vinde popularitet som »gode indvandrere« ved at sparke nedad efter deres medindvandrere var - og er - sine steder ganske påfaldende.

Mehmet Ümit Necef veg f.eks. ikke tilbage for at gøre et nummer ud af »splittelsen« blandt forskellige islamiske grupperinger og hævdede f.eks. i Politiken den 3.11.98, at tyrkiske grupper slet ikke kunne være i stue med hinanden.

Men hvad er egentlig problemet i, om der vitterlig måtte være islamiske grupper, som ønsker deres helt egne moskeer og derfor ikke ønsker at deltage i et fælles projekt - er der noget galt i det? Det gør det selvsagt ikke mindre vigtigt at normalisere islams tilstedeværelse ved at lade minareter knejse side om side med kirketårne i de danske bybilleder. Der er også talrige kristne menigheder, som har vanskeligt ved at samles under et og samme kors.

I nærværende sag var der så oven i købet tale om et islamisk projekt, der netop fungerede på tværs af nationaliteter - hvilket i sig selv ikke engang var usædvanligt. F.eks. mødes den dag i dag både tyrkere, arabere, somaliere og danskere til bøn i Islamisk Trossamfunds lille Eyyub Sultan Moské i Århus.

I DR1s debatprogram »Reimer Bo«, der den 18.11.98 omhandlede stormoskeen i Århus, stillede Necef sig positiv over for mosképlanerne, men forsøgte samtidig at tage voldsom afstand fra »ekstremisterne« i Faklen.

Hvor »ekstremismen« var mest udtalt, er dog et åbent spørgsmål. Necef havde tidligere gjort sig bemærket som talsmand for, at samtlige sociale ydelser i Danmark skulle fratages alle indvandrere og flygtninge, der ikke var danske statsborgere - eller som han formulerede det i et interview: »Mustafa og hans far skal ikke gå tiggergang mellem bistandskontorer og projekter, der minder om en legestue for voksne. De skal stå op klokken seks om morgenen og trampe i pedalerne for at tage på arbejde, og de skal komme trætte og svedige hjem om eftermiddagen. Det vil give dem både værdighed og selvrespekt.« (Jyllands-Posten, 31.8.97). Der er intet til hinder for, at indvandrere kan nøjes med 30 kr. i timen, hvorved nye jobs som »hus- og havehjælp« ville skyde op som »paddehatte«, mener Necef, der ved samme lejlighed understreger, at inspirationen til denne fremsynede indvandrerpolitik kommer direkte fra Ronald Reagan.

Fremskridtspartiets Ungdoms landsformand skrev i Jyllands-Posten den 9.9.97, at Necefs udtalelser var »som at læse højt af Fremskridtspartiets Ungdoms politiske program«. Og dét var jo noget af en cadeau.

Det Radikale Venstres Naser Khader havde også et anstrengt forhold til Faklens »provokation«. Til Faklen skrev han sågar i et brev den 6.11.98, at ideen om en stormoské i Århus vel mest skulle »opfattes som en provokation. Jeg kan i hvert fald ikke opfatte det som andet.«

Ingen solidarisk forståelse for muslimernes behov her, ingen anerkendelse af et lille skridt på vejen mod en nok så beskeden udligning af den bastante skævhed i muslimernes ringe vilkår for at praktisere deres religion. Det er alt sammen bare en »provokation«.

Langtfra alle er da heller tilfredse med Necefs og Khaders måde at »tegne« indvandrernes sag på.

Eksempelvis udtalte Bashy Quraishy, medlem af Rådet for Etniske Minoriteter: »Mehmet Necef og Naser Khader har en planlagt strategi for deres karriere og egne politiske motiver i tankerne samt et personligt mål, de skal nå - på indvandrernes bekostning (…) Det værste er, at Mehmet og Naser appellerer til de kræfter i det danske samfund, som ikke ønsker indvandrere, og som bruger de to herrer som murbrækkere mod indvandrere.« (Faklen nr. 7). Formanden for Sammenslutningen af Indvandrerforeninger, Zeci Kocer tager »stærkt afstand fra det selvbestaltede tyrkiske talerørs synspunkter [Mehmet Necef], der lugter af den værste form for liberalistisk tankegang og apartheidlignende forslag«. (Politiken, 28.9.97).

Det er imidlertid stort set altid netop Necef og Khader, som de danske medier og politikere fokuserer på, når »indvandrerne selv« skal i tale. Så er »begge sider« hørt, ikke sandt?

Mange fik travlt med at obstruere stormoskeen, både i det åbne og det skjulte i dagene efter det offentlige møde. Århus Stiftstidende kunne således citere en udtalelse fra »en højt placeret kilde på rådhuset«: »Folkene bag Faklen misbruger sagen politisk - det er ulykkeligt, at nogle somaliere er blevet fedtet ind i det.«

Ved behændigt at angribe Faklen anonymt i stedet for at fægte med åben pande mod selve stormoskeen forsøgte »kilden« at fælde projektet ved at udtrykke sin rørende »bekymring« for somalierne, som det skulle være lykkedes Faklen at »forlede« så godt og grundigt, at disse muslimer overraskende nok ønskede en moské … ?!

Spørgsmålet om, hvilken politisk brug eller misbrug denne anonyme kilde så gjorde sig skyldig i over for muslimerne her, var næppe svært at besvare, men den faldt pænt i hak med en udbredt tendens til at negligere vort største religiøse mindretals egne behov. Det var da heller ikke første gang, at den blev udtrykt direkte fra Århus Rådhus; således afviste f.eks. sektorchef i Socialforvaltningen, Leif Jepsen på et offentligt møde at tage særlige hensyn til muslimer, der havde svært ved at få arbejde, med følgende elskværdige ord: »Vi kan ikke lave specielle fabrikker, hvor folk ligger med rumpen i vejret.« (Århus Stiftstidende, 25.9.98).

Nej, tolerance og forståelse vejer ikke lige tungt alle steder på rådhuset i den by, der kalder sig »Smilets by«.

Hjælp får disse kredse også af Pia Kjærsgaard i B.T. den 24.11.98, hvor hun i en kronik siger »nej og atter nej til stormoské«. Hun hævder sågar, at islam er i strid med den danske grundlov, fordi Grundloven indskrænker religionsfriheden, således at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Ufrivilligt komisk blev det, når Kjærsgaard af alle hævdede, at »den offentlige orden« i »dansk, kristen tankegang« var identisk med »tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt«.

Hun hævdede endvidere, at »i denne væremåde passer islamisk levevis ikke ind«, en islamisk levevis, som hun bl.a. betegnede med »pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn«.

Hvilket dannelsesniveau Kjærsgaard her demonstrerer - og hvilket imponerende udtryk for de dyder, hun hævder karakteriserer den danske, kristne tankegang: Tolerance, forståelse og respekt …

I hele oktober måned var den lokale Århus-afdeling af Dansk Folkeparti imidlertid så godt som alene om modstanden mod stormoskeen, men i løbet af november, hvor projektet havde fået vind i sejlene, og de organisatoriske spørgsmål var ved at blive afklaret, fik modstanderne tilsyneladende travlt.

Måske var opbakningen simpelt hen lige pludselig for overvældende for højreekstremister, der efterhånden var blevet dovent forvænt med det modsatte; men også for indflydelsesrige »indvandrerrepræsentanter«, som ikke brød sig om at blive overhalet indenom af kritikere blandt de selv samme indvandrere, der var trætte af at føje den generelt diskriminerende dagsorden.

At borgmester Flemming Knudsen (S) sågar meget tidligt udtalte sig positivt om ideen om en stormoské, kom tilsyneladende bag på nogle. Til JP-Århus den 2.10.98 udtalte han: »Vi har religionsfrihed i Danmark, så det er et spørgsmål om at leve op til Grundloven. Vi har mange trosretninger i Århus, og jeg har før sagt ja til en moské, så jeg vil da ikke være afvisende over for sådan et forslag.« Kulturrådmand Niels Erik Eskildsen (SF) tilføjede: »Jeg vil se et forslag, men hvis der kan findes en egnet grund, kan en moské da gå hen og blive en bygningsmæssig perle i bybilledet.« (JP-Århus, 2.10.98).

JP-Århus støttede ligefrem stormoskeen i to ledere. Under overskriften »Ja til moské« hed det således den 9.10.98: »Siden 1849 har der været religionsfrihed i Danmark, og alene dette betyder, at en århusiansk 'stormoské', der foreløbig ikke engang er kommet på tegnebrættet, på forhånd bør tilskrives en selvfølgelig ret til at blive en realitet.« I en fødselsdagshilsen til byens katolske kirke i anledning af dens 125 års jubilæum så avisen den 26.10.98 frem til den dag, hvor Århus var stor nok til ud over en katolsk kirke også at rumme en rigtig moské: »Om 25 år bliver byens borgere måske inviteret til katolsk 150 års jubilæum, og hvem ved, måske er der få år senere festligheder i forbindelse med byens moskés 25 års jubilæum.«

En meningsundersøgelse i JP-Århus afslørede imidlertid, at 64% af århusianerne var imod stormoskeen, 25% for, mens 11% ikke havde taget stilling. I TV2-Østjylland den 30.11.98 sagde borgmester Flemming Knudsen som reaktion herpå, at kommunen ikke ville støtte moskeen økonomisk, men til gengæld afviste han angreb på muslimernes ret til selv at finansiere og opføre den: »Jeg håber ikke, at danskerne er kommet så langt ud, at vi ligefrem bliver intolerante - så kristne har jeg nu ikke indtryk af, at folk er.«

Venstres rådmand, Hans Schiøtt afviste også i samme udsendelse, at man kunne standse byggeriet af en moské, »medmindre man vil bryde Grundloven, og det vil jeg i hvert fald ikke være med til«.

Århus' biskop, Kjeld Holm udtalte i DR2s magasin »Indefra« den 10.11.98: »Rent principielt har jeg ikke noget at indvende mod det.« Biskoppen mente, at en århusiansk stormoské ville være gavnlig for muslimer såvel som ikke-muslimer, i og med at religionen ville »komme op i lyset« og ikke være henvist til at udspille sig i »dølgsmål«. Siden udtrykte han dog bekymring for, at projektet skulle udvikle sig til en »provokation«, hvis det »ligefrem skal være en stormoské« (Berlingske Tidende, 29.11.98).

Overrabbiner Bent Lexner var helt uenig og sagde i samme avis: »Provokation? Så er vores synagoge i Krystalgade i København måske også provokerende? Eller hvad med den jødiske begravelsesplads, der ligger i haven lige foran Musikhuset i Århus - er den provokerende?« Overrabbineren mente, at moskeen var »en fremragende idé«.

Fra MF for Enhedslisten, Keld Albrechtsens side var der heller intet vægelsind. Til »Indefra« sagde han: »Jeg synes, at alle trossamfund har ret til deres egen kirke. Det er et princip, som vi har haft i Danmark, i hvert fald siden Grundloven blev vedtaget. Og derfor synes jeg, at det må være rimeligt, at man finder en løsning, sådan at også de muslimske trossamfund kan få rimelige forhold.«

I en kronik i B.T. den 26.11.98 gik Arne Melchior fra CD skarpt i rette med Pia Kjærsgaards udfald mod stormoskeen og hendes stempling af islam. At islam skulle være uforenelig med dansk, kristen tankegang, afviser han med ordene: »Dér har vi intolerancen i lys lue. Grundlovsparagraffen siger ikke et eneste ord om, at trosfriheden afhænger af sammenfald med dansk, kristen tankegang. Der er med garanti ikke noget som helst ved en moské, der vil stride mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Melchior fremhævede, at hverken danskere eller dansk kultur har taget skade af den store synagoge i København, der blev bygget i 1833, og spørger Kjærsgaard om, hvorfor hun aldrig angriber den missionerende kristendom: »Pia Kjærsgaard - og ligesindedes - intolerance fremgår mest klart af det forhold, at hun aldrig har angrebet den danske ydre mission. Vi samler ind til, og vi udsender en mængde missionærer til andre lande i andre verdensdele. De tager ud for at fortælle de derboende, at de er galt afmarcheret. De tror på noget forkert, og nu skal de bare høre, hvad de bør tro på, hvis de vil have plads i det såkaldte evige liv. De kommer aldeles ukaldede for at belære andre om, at de ikke er rigtig kloge, men nu skal den danske missionær nådigt fortælle dem, hvad de bør tro, hvorledes de bør bede og i det hele taget opføre sig.«

I mellemtiden konkretiseredes projektet hastigt. Forsiden på Århus Stiftstidende den 14.11.98 lød: »Religiøse ledere støtter planer om stormoské til 100 mio. kr.« Avisen konstaterer, at »15 imamer i Århus bakker op om et stadig mere konkret projekt«. Leonard Martin udtaler til samme avis: »Det er ikke bare løs snak - vi er ved at tegne skitser, og vi har tilsagn om penge fra flere sider.«

På et pressemøde den 16.11.98 præsenteredes projektets styringsgruppe, der bestod af formand Rage H.M. Rage (Det Somaliske Folk i Danmark), næstformand Karima Fahim (Islamisk Informations Center), talsmand Leonard Martin (All African Organisation), Fahti Aksay (Islamisk menighed i Århus), Osman Öztoprak (Islamisk menighed i Århus), Abdessamad Fateh (Islamisk Forbund i Jylland), Khadija Johansen og Aïcha Højen.

Komiteen repræsenterer både afrikanske, arabiske, tyrkiske og danske muslimer. Finansieringen vil ske gennem frivillige bidrag og ansøgninger til offentlige myndigheder, fonde og organisationer. »Vi påtager os selv ansvaret for finansieringen og vil samle pengene ind fra alle både herhjemme og i udlandet, som ønsker at støtte projektet. Men derudover vil vi selvfølgelig søge om penge alle de steder, hvor det er muligt. Andet ville være dumt. Vi er også skatteborgere, som bidrager til dette samfund, og derfor har vi ret til at søge om støtte, hvor det kan lade sig gøre,« siger Osman Öztoprak til Århus Stiftstidende den 17.11. 98

Imod alle odds var stormoskeen i Århus kommet nogle afgørende skridt nærmere. Foran lå et kæmpe arbejde med at organisere og orientere muslimske organisationer og foreninger over hele landet, indsamle penge, udarbejde byggeplaner og finde et egnet sted i Århus.

Men at vejen fremad er brolagt med benspænd, var lederen i Århus Stiftstidendes Århussektion et halvt år senere, den 22.6.99 et tydeligt eksempel på. Avisen glædede sig for tidligt over "nye planer" om stormoskeen i Århus, idet det på baggrund af en artikel i samme avis den 18.6.99 blev fremstillet, som om danskere i moskekomiteen har forandret planerne i modsætning til muslimer af udenlandsk herkomst.

I en kommentar i Århus Stiftstidende den 6.7.99 korrigerede Faklens redaktør flere bevidste fordrejninger i avisens historie:

1) Avisen præsenterer det som en nyhed, at moskeen ikke kan bygges i byens centrum, men det har man vidst, siden lokalplanerne herfor blev undersøgt omkring årsskiftet, blot har pressen ikke gidet følge komiteens arbejde.

2) I artiklen den 18.6. hedder det: "I komiteen er der enighed om, at det skal være en moské for danskere." Selvfølgelig skal det - også - være en moské for muslimer af dansk herkomst, men indlysende nok sandelig også for muslimer af udenlandsk herkomst. At f.eks. fredagsbønnen skal foregå på dansk har været planen, lige siden komiteen oplyste det på et pressemøde den 16.11.98.

3) I lederen den 22.6. hedder det, at "muslimerne ikke vil søge økonomisk hjælp til at opføre en moské," hvilket er noget sludder. Selvfølgelig vil man søge økonomisk hjælp, blot tror man ikke, at det offentlige vil støtte (til trods for, at staten giver folkekirken en halv milliard årligt uden om kirkeskatterne). Allerede den 17.11.98 udtalte Osman Öztoprak, der er medlem af komiteen, til Århus Stiftstidende: "Vi påtager os selv ansvaret for finansieringen og vil samle pengene ind fra alle både herhjemme og i udlandet, som ønsker at støtte projektet." Måske man skulle researche sit emne lidt ved at starte med at læse sin egen avis.

4) Ideen om en centralt placeret stormoské i Århus, der blev lanceret af Faklen i oktober 1998, stemples i avisens leder: "Det lignede en provokation, og det var det tilsyneladende."

Der er selvfølgelig ikke skyggen af provokation i at konstatere, at Danmarks mere end 100.000 muslimer ikke har én eneste moské med kuppel og minareter, og derfor slå til lyd for at afhjælpe problemet med f.eks. at lade Århus, hvor der bor ca. 15.000 muslimer, få æren af at blive den allerførste by med en sådan. Først ad denne vej kunne islams tilstedeværelse med tiden normaliseres, og muslimer af dansk og udenlandsk herkomst kunne føle sig mere velkomne og hjemme i landet. Faklen fremstillede nogle trickfotos, hvor f.eks. Magasin var erstattet af klippemoskeen fra Jerusalem, men hensigten hermed var alene at skabe opmærksomhed om sagen og (som det fremgik eksplicit af bladet) at vise, hvilken opløftning en traditionel moské ville bibringe det århusianske bybillede - men selvfølgelig ikke at placere en moské, hvor der logisk nok ikke er plads til det.

En måneds tid efter at ideen kom frem, rejste sig så en ophidset front imod moskeen bestående af bl.a. Dansk Folkepartis ledelse og Socialdemokratiets Akhtar Hussain, og snart blev medlemmer af den Danske Forening sågar skyndsomt til en ny "forening" imod planerne.

Århus Stiftstidende tendentiøse behandling af sagen støtter i sidste ende kun de kræfter, der bekæmper muslimernes fuldstændig rimelige ønske om en rigtig moské og den generelle normalisering af islams tilstedeværelse i Danmark.

Imens forbliver Danmark desværre det måske eneste vesteuropæiske land overhovedet, hvor der ikke er én eneste minaret, der knejser side om side med de tusindtallige kirkespir.

I år 2000 viste det sig umuligt at rejse de mange penge til at opføre moskeen, og kommunens velvillighed til at finde en egnet grund var heller ikke særlig udtalt, hvorfor projektet venter på både penge fra fonde og velvillighed fra det omgivende samfund.

Faklen