Hvorfor konsentrerer ikke Faklen seg om den parten i Kosovokonflikten som blir utsatt for folkemord. Det virker som om Faklen er mer opptatt av å kritisere NATO enn krigsforbryteren Milosevic og hans bødler. Stopper NATO bombingen av Jugoslavia og lar despoten Milosevic vinne denne krigen, blir det umulig for kosovoalbanerne å vende hjem til Kosovo.

Men Faklen ønsker kanskje at det skal komme flere flyktninger til Skandinavia for å virkeligjøre drømmen om det multietniske samfunnet, som innvandrertilhengerne er så opptatt av. Da må man si at Milosevic gjør en god jobb for dere.

Konsentrer dere om krigens virkelige offer, som blir utsatt for folkemord og etnisk rensing, kosovoalbanerne!

Deres Fakkel brenner for folkemord!

Svar:

Faklen er mere optaget af at kritisere NATO end Milosevic. Ikke fordi Milosevic ikke bør kritiseres, men fordi 99% af pressen og politikerne kritiserer Milosevic og kun 1% NATO, skønt begge parter ud fra enhver nøgtern betragtning har omtrent lige store civile katastrofer i Jugoslavien og lige megen propaganda på samvittigheden.

Næppe nogen i Danmark eller Norge kan være uenige i at tage afstand fra den kynisme og brutalitet, med hvilken serbere har anvendt politistatsmetoder mod kosovoalbanere op igennem 90erne, og med hvilken de er tyet til regulær etnisk udrensning i foråret 1999. Op igennem 70erne og 80erne var det imidlertid serbere, der i hundredtusindvis blev drevet på flugt fra Kosovo, og efter NATOs indrykning i provinsen er det igen serbere - og nu også sigøjnere - der udrenses. Konflikten er alt andet end sort/hvid, men når NATO og kosovoalbanerne konsekvent fremstilles som de hvide og serberne som de sorte, er det nødvendigt at rette op på fordelingen i vægtskålene.

I Faklen nr. 12 har vi behandlet NATOs skinforhandlinger op til krigsudbruddet i marts samt de danske TV-nyheders voldsomt ensidige kolportering af NATOs propaganda, og på Faklens hjemmeside har temasektionen om Kosovo fokuseret på krigsudbruddet og fredsslutningen såvel som analyseret konflikten både historisk og politisk (www.faklen.dk/dk/info/kosovo.shtml).

I skarp modsætning til den altdominerende, officielle fremstilling af baggrunden for NATOs krigsførelse i Jugoslavien viser det sig bl.a.

- at den tidligere USA-ambassadør, Morton Abramowitz har indrømmet, at det under Rambouillet-forhandlingerne var USAs hensigt at stille Milosevic over for et ultimatum, og at man derfor »aldrig rigtig forhandlede« (kilde: Information, 10.4.99).

- at luftbombardementet ifølge NATOs øverstkommanderende, Wesley Clark aldrig nogen sinde havde til formål at standse nogen etnisk udrensning; tværtimod forventede Clark, at NATOs bombardement ville resultere i etnisk udrensning fra serbisk side (kilder: Newsweek, 12.4.99; DRs »Horisont«, 26.4.99).

- at der er grund til at betvivle NATOs oplysninger om, at serberne gennemførte systematisk etnisk udrensning før luftbombardementet, eftersom tyske regeringsdokumenter så sent som den 17. marts fastslår, at serberne ikke udøvede hverken folkemord eller etnisk udrensning (kilde: Junge Welt, 24.4.99).

- at Rambouillet-aftalen fejlagtigt blev fremstillet som det eneste fredsudspil inden luftbombardementet, selv om det serbiske parlament havde vedtaget en resolution, der indvilligede i vidtstrakt autonomi for Kosovo og lige rettigheder for alle etniske grupper (kilde: Michael Albert, Faklen nr. 12).

- at Rambouillet-aftalen ikke blot indeholder krav om garantier for kosovoalbanernes rettigheder, men også kræver en genfordeling af alle ejendomsforhold og ressourcer i Kosovo med NATO som udslagsgivende beslutningstager, og at alt NATO-personel skal være hævet over loven i hele Jugoslavien (kilde: Rambouillet-aftalen, offentliggjort af USAs udenrigsministerium).

Alligevel har regeringen og Folketinget sendt Danmark i krig for første gang i et århundrede på baggrund af serbernes nej til Rambouillet-aftalen, en aftale, som hverken offentligheden eller folketingsmedlemmerne nogen sinde fik præsenteret i sin fulde ordlyd, og som indeholdt krav, der var ganske irrelevante for kosovoalbanernes sikkerhed, men som til gengæld bevidst var konstrueret således, at serberne måtte afvise dem. Alt sammen med i hundredtusindvis af menneskelige tragedier i kølvandet, som med stor sandsynlighed kunne have været undgået, om NATO reelt havde givet diplomatiet en chance i stedet for at hælde benzin på de nationalistiske luer i regionen.

Redaktionen

Velformulerede og -funderede artikler
Jette Hansen, skriver bl.a.:

Har netop læst Faklen nr. 12 med lige så stor fornøjelse og indsigt til følge som de forudgående 11. Det er så uhyre sjældent i dagens danske presse at læse så velformulerede og -funderede artikler, der i den grad demaskerer hykleriet og udstiller de legitime overtossers depraviteter, at man må prise sig lykkelig for at opleve en sådan dynamik.

I forbindelse med artiklen om Luther i nærværende nummer har jeg et spørgsmål angående illustrationen på side 40: Hvem er det, der skal illustrere Judas på billedet (han ligner en rigtig Mefistofeles)? Holder I for øvrigt aldrig fester hersidan?

Svar:

Faklens Venner holder jævnligt støttefest for Faklen i Århus; når det sker i København får abonnenter besked, ligesom alle kan holde sig ajour på: www.faklen.dk/dk/info/support.shtml.

Den pågældende illustration i Faklen nr. 12, er en gengivelse af Lucas Cranach den Ældres maleri »Den sidste nadver«, som blev færdiggjort af Lucas Cranach den Yngre i 1565. En række samtidige protestanter er her placeret som Jesu disciple under indtagelsen af den sidste nadver.

Judas skal ligesom Jesus næppe illustrere andre end sig selv. Men for fuldstændighedens skyld følger her en liste over maleriets »discipelskare« (alle siddende):

Følger vi personerne bordet rundt til højre fra Jesus (fra beskuerens synspunkt), er den første Phillip Melanchton, dernæst Johannes Forster, Johann Pfeffinger, Georg Major, Hausmann (er ikke med på den gengivelse, der er lagt til grund for billedet i Faklen nr. 12, men findes på originalen), Bartholomaeus Bernhardi, Judas, Caspar Crusiger, Justus Jonas, Johannes Bugenhagen, Martin Luther, fyrst Georg III af Anhalt.

Redaktionen