I de senere år er flere religiøse kildeskrifter udkommet på dansk i yderst problematiske oversættelser. Faklen ser nærmere på nogle eksempler, hvor både ideologiske og religiøse præferencer såvel som manglende kompetence iscenesætter kildetekster på ikke altid lige saglig vis …

En ordbog er et fantastisk redskab: Her står ideelt set samtlige ord på et givet sprog, hver især efterfulgt af et kolon og deres ækvivalent på et andet sprog - et, der er mere velkendt for læseren, hvis der skal være nogen idé med det. Så er det bare om at tage fat på at slå ordene op fra en ende af, og man vil til sidst ende med at sidde med en oversættelse foran sig.

Nåja, helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, hvad enhver, der har noget som helst med fremmedsprog at gøre, hurtigt finder ud af. Når to englændere hilser på hinanden, siger de ikke »hvordan gør du gøre« - dvs., det gør de jo altså, hvis vi oversætter ord for ord, men at oversætte er netop meget mere end det. At forstå betydningen af »how do you do« er ikke gjort med at slå ordene op; de giver ingen mening løsrevet fra en given situation, nemlig den, hvor to mennesker hilser på hinanden. Man må kende til en sådan situation, vide, at det pågældende udtryk hører til netop der, og endelig vide, hvad to danskere ville sige i en tilsvarende situation, hvilket i sig selv kan give anledning til problemer: Såvel på engelsk som på dansk findes der utallige måder at hilse på hinanden på, hver med deres nuancer. Sådan kan et lille, banalt eksempel hurtigt blive ganske kompliceret.

Bibelselskabets »oversættelse« af det Gamle Testamente

Alligevel vil vi jo nok holde fast ved at anse eksemplet for at være forholdsvis banalt - hovedsagelig fordi, den pågældende situation er så velkendt. Alle har prøvet at hilse på en anden, og det er svært at forestille sig, at englændere skulle lægge noget markant anderledes i det end vi. Så heldige er vi ikke altid, når vi står over for en fremmedsproget tekst. Især vil en tekst med mange år på bagen ofte omtale sammenhænge, som ligger helt og aldeles uden for vores erfaringsverden, og vi kan tilmed risikere, at den er skrevet på et sprog, der ikke tales af noget nulevende menneske. F.eks. rummer tekster fra oldtidens religiøse kulturer ofte elementer, som vi i vor sekulariserede tidsalder ikke har noget som helst forhold til - ud over det, vi måtte erhverve os ved at læse netop disse tekster. Her indgår teksten altså ikke i en velkendt sammenhæng, men er selv en nødvendig forudsætning for overhovedet at etablere en sådan. Selv den forjættende ordbog må i disse tilfælde ind imellem strække våben. Der kan være ord, hvis betydning vi simpelt hen ikke kender, og hvor vi er henvist til mere eller mindre kvalificerede gæt. Et eksempel på en sådan tekst er Bibelen.

Som om de omtalte filologiske problemer ikke kunne være nok, kommer der her yderligere et aspekt til: Dette værk udgør fundamentet for kristendommen, og den holder visse dogmer i hævd, som af hensyn til de troende ikke gerne må anfægtes, f.eks. må en oversættelse ikke komme i konflikt med disse. Nu er det imidlertid sådan, at den filologiske videnskab ind imellem når frem til nye måder at tolke dette eller hint på. Dermed kan grundlaget for nogle af kirkens centrale dogmer blive revet væk, og så har vi balladen.

Det lyder unægtelig absurd, at folk, der opfatter en bestemt tekst som det altafgørende grundlag, samtidig sætter grænser for, hvad denne tekst har lov til at sige. En brugsanvisning til en video er trods alt ikke meget bevendt, hvis brugeren på forhånd har besluttet, at den skal fortælle, hvordan man pisker flødeskum med apparatet. Ikke desto mindre er Bibelen gang på gang blevet oversat på kirkens præmisser, senest i 1992. Argumentet lyder, at der er tale om en kirkebibel (og det til trods for, at det intet sted i udgivelsen nævnes, at der er tale om en »kirkebibel«, endsige en gendigtning), hvilket altså er noget andet end en videnskabelig oversættelse. En sondring, der kun er mulig derved, at der simpelt hen ikke er filologisk dækning for kirkens dogmer. Eksempelvis er det umuligt at opretholde billedet af det Gamle Testamentes profetier som omhandlende Jesu komme (se Faklen nr. 1-5 for nærmere omtale af konkrete eksempler).

Nu skal folk selvfølgelig have lov til at læse Jesus ind i Esajas' bog, hvis de absolut vil. Men Bibelen er trods alt et skrift med relevans for mange andre sammenhænge end lige kirkens, og til f.eks. religions- og kulturhistoriske studier er en bibel, der ligger under for andre hensyn end de strengt filologiske, selvsagt kun brugbar i studier af kirkehistoriens dogmatiske selviscenesættelse. For folk, der ikke er så privilegerede, at de kan læse hebraisk, er det helt afgørende, at Bibelen oversættes efter videnskabelige, ikke kirkelige normer.

Når nu »videnskabelig« på denne måde stilles op over for »kirkelig«, melder der sig uvægerlig en lumsk mistanke: Er denne højt besungne videnskabelighed ikke bare en anden form for fortolkning - onde tunger ville måske endda sige manipulation - af originalteksten? Og jo. Vi må erkende, at prædikatet videnskabelig ikke er ensbetydende med kongevejen til den store, forkromede, objektive sandhed. Den videnskabelige metode er én udvalgt måde at gå til tingene på. Men ikke nødvendigvis af den grund vilkårligt udvalgt, eller lige så ringe som ethvert andet udgangspunkt. Humlen er, at spørgsmålet ikke drejer sig om objektivitet modsat fortolkning, men om, hvad vi egentlig vil med den pågældende oversættelse. En kirkebibel er som sagt oversat med et på forhånd veldefineret udgangspunkt for øje, nemlig at danne grundlag for kristen forkyndelse. I modsætning hertil er en videnskabelig oversættelse foretaget ud fra en grundlæggende åbenhed over for teksten, der er ikke nogle på forhånd vedtagne dogmer, der søges bekræftet. Den er beregnet til at indgå i en videnskabelig diskurs, hvor hele ideen er, at teorier står til diskussion, inklusive den »fortolkning«, som oversættelsen selv måtte repræsentere.

Christian Lindtners oversættelse af Hinayana og Mahayana

Bibelen indtager i dansk oversættertradition en særstatus på grund af dens rolle i den danske folkekirke. Andre religioners kildeskrifter har i det mindste været fri for dogmatisk, teologisk omklamring. Forlaget Spektrum er i disse år i gang med et storstilet projekt under titlen Verdensreligionernes Hovedværker. Her præsenteres disse værker, udvalgt, nyoversat og kommenteret af, hvad der skønnes at være de førende danske forskere inden for de pågældende områder. Forlaget har dog tilsyneladende skønnet, at Bibelen forelå i en tilstrækkelig kompetent oversættelse, da den ikke er repræsenteret i serien. Der er godt nok planlagt et bind om jødedommen, men det indeholder udelukkende tekster fra Talmud og Kabbala - vil man studere grundlaget for denne religion, er man stadig henvist til en oversættelse, der ikke yder den retfærdighed som andet end optakten til den danske folkekirke.

Dette har tilsyneladende ikke anfægtet nogen. Til gengæld har to af de allerede udkomne bind været genstand for en massiv medieomtale - og kritik. Det drejer sig om de to bind, der omfatter buddhismen, hhv. den tidligere, Hinayana, og den senere, Mahayana (begge udkommet i 1998). Teksterne er udvalgt, oversat og forsynet med en indledning af dr.phil. Christian Lindtner, der ud over at være ekspert i buddhismen har gjort sig bemærket ved nogle kontroversielle meninger om Holocaust (i en kronik i Berlingske Tidende den 24.1. 1998 sætter han bl.a. spørgsmålstegn ved det almindeligt vedtagne tal for de dræbte i nazisternes koncentrationslejre).

Nu har dette ikke det fjerneste med buddhisme at gøre, og der er sådan set ikke noget i vejen for, at en nazist, en stalinist eller en religiøs dogmatiker kan gøre et glimrende arbejde som filolog og religionsforsker. Ikke desto mindre har alene dette, at Lindtner har ytret noget, der kan tolkes som sympati for nazismen, vakt en betydelig harme over hans virke som filolog. I Tabu (institutblad for Institut for Religionshistorie, Københavns Universitet), 11. årg. nr. 2, skriver Thore Bjørnvig i sin anmeldelse af bindet om Hinayana: »Det er lidt af en gåde (for ikke at sige en hårrejsende skandale), hvorfor Spektrum har valgt en mand som Lindtner til at stå for udgivelsen af bøgerne om både Hinayana og Mahayana buddhismen, så dygtig han end måtte være (det kan vel ikke være fordi Spektrum sympatiserer med Lindtners ideologiske fundament??).«

Her kunne det være på sin plads at skille skæg fra snot. Hvis et forlag sætter en forsker til en given opgave, skal det selvsagt ikke stå til ansvar for, hvordan den pågældende forsker i ganske andre sammenhænge har gjort sig bemærket. Problematisk bliver det først, hvis det kan påvises, at en bestemt ideologi er blevet ført i felten på bekostning af den videnskabelige redelighed i det aktuelle forskningsarbejde. Noget andet er så, at der i tilfældet Lindtner synes at være en del problemer, også uden at man behøver at inddrage de ting, manden har skrevet andetsteds.

Et centralt element i buddhismen er, hvad man på dansk traditionelt har kaldt »de fire ædle sandheder«, der handler om lidelsen som et grundvilkår i tilværelsen samt om, hvordan den overvindes. Ordet »ædel« er her en gengivelse af sanskrit-ordet arya. Hos Lindtner kan man imidlertid i stedet finde vendingen »de fire ariske sandheder«, med følgende begrundelse: »Det er rigtigt, at arya kan gengives med ædel, fornem, ægte, udsøgt og lign., men da ordet, akkurat som fx 'dansk', også bruges om sprog, landområder, folk osv., bibeholdes det her i sin mest oprindelige, ufortolkende form - arisk.« (Hinayana, s. 228, note 6).

Det er set før, at et centralt begreb ikke lader sig oversætte tilfredsstillende, og at man derfor bibeholder et fremmedsproget ord, som kommer til at indgå som en teknisk term inden for det pågældende område - tag blot begreber som karma, nirvana og dharma, for nu at blive inden for buddhismen. Men at gengive arya med »arisk« er ikke så uproblematisk, som Lindtner prøver at gøre det til. Alene det at omdanne ordet til en dansk adjektivform er i bedste fald at gendigte snarere end at oversætte.

Hvor ordet på sanskrit, som Lindtner selv nævner, dækker over en lang række betydninger, betegner det på dansk udelukkende en bestemt etnisk eller sproglig oprindelse; ingen ville komme på at bruge »ædel« som et muligt synonym til »arisk«, og hvad en buddhist end måtte mene med at tale om »arya-sandheder« (som vil være det tætteste, man kunne komme på en »oprindelig, ufortolkende form«), så er det i hvert fald andet og mere end bare det, at disse sandheder tilfældigvis er formuleret blandt et bestemt folk i Indien.

Det er naturligvis svært ikke at sætte Lindtners forkærlighed for ordet »arisk« i forbindelse med hans tilkendegivelser omkring Holocaust. Retfærdigvis må det dog siges, at det næppe lader sig gøre at omtale oldtidens indiske kultur uden at bruge netop det ord, og at det i den sammenhæng i sig selv ikke kan have det fjerneste med nazismen at gøre. Men hvad Lindtners motiver end har været for at bruge netop det ord, er det under alle omstændigheder betænkelig filologi at foregøgle læseren, at der her ikke er tale om en fortolkning af begrebet.

Buddha som »førerpersonlighed« og »det ariske budskab«

Kan hans brug af ordet »arisk« reduceres til »kun« at være dårlig filologi, markerer Lindtner til gengæld i indledningerne til de to bøger en ideologisk prægning, der langt overskrider værkets rammer; bøgerne må forventes at rumme en fremlæggelse af centrale tekster, der i videst muligt omfang giver læseren selv mulighed for at leve sig ind i og tage stilling til den pågældende religions tankegods - og ikke mere end det. Om Buddha hedder det imidlertid: »Som alle store folkeførere har Buddha forstået suggestionens afgørende betydning for at vinde massernes tilslutning. I dag opfylder massemedierne en noget lignende funktion. Han havde budskab til både de få og de mange - han talte selv om det ariske budskab - men han havde også en sjælden evne for den religiøse propagandas mangfoldighed. Heri, og i hans førerpersonligheds naturlige tiltrækningskraft i øvrigt, ligger forklaringen på hans missionsvirksomheds store succes.« (Hinayana, s.16).

En sådan svada er unægtelig svær at læse som den kritiske videnskabsmands forsøg på en nøgtern og saglig fremlæggelse af sit stof. Det lyder nærmest som en politisk propagandatale, og der kan ikke være tvivl om, at denne »førerpersonlighed« har Lindtners sympati: »I denne pligt- og erkendelseslære er der hverken plads til tomme eller blodige ritualer eller til en lunefuld skabergud. Der er tale om en humanisme, der alene forlader sig på sin pligt og fornuft. Dette er, som tekstudvalgene skal vise, det grundlæggende mønster i den ariske bhagavatisme, som buddhismen er en ædel indisk repræsentant for.« (Hinayana, s. 14).

Med dette knæfald for »pligt og fornuft« gør Lindtner sig samtidig til talsmand for en grov nedvurdering af stort set en hvilken som helst anden religion (og hvad dét skulle have med »humanisme« at gøre, uddyber han af gode grunde ikke) - hvor finder man f.eks. ikke en skabergud, som med mere eller mindre god vilje kunne kaldes »lunefuld«? En sådan afstandtagen fra »tomme ritualer« til fordel for »pligt og fornuft« finder man stort set kun ét sted ud over i Lindtners udlægning af buddhismen, nemlig i den protestantiske kristendom, en lighed, Lindtner er alt andet end blind for: »Jeg forudser at moderne kristendom kan komme til bedre selvforståelse ved at se på sine egne historiske forudsætninger med friske øjne under den synsvinkel, at evangelisk kristendom på afgørende måde er forvrænget buddhisme (…) Efter min opfattelse har græsk, romersk og indisk åndsliv (filosofi osv.) fælles rødder. Genopdagelsen af det fælles grundlag - den ariske humanisme - vil styrke forsvaret over for de nedbrydende kræfter, der kendetegner den almindelige opløsning og proletarisering, der i dette århundrede er fulgt i marxismens (kommunismens) kølvand.« (Mahayana, s.14).

Det er noget af en mission, Lindtner er ude i. Med denne udgivelse af udvalgte tekster vil han redde den evangeliske kirke med samt hele vores åndsliv og befri os fra kommunismens svøbe. Nu er hans private mening om de sager dog, hvordan man end vender og drejer det, aldeles ligegyldig for den, der simpelt hen er interesseret i indisk religion, og - nok så væsentligt - med disse bombastiske erklæringer er det svært ikke at mistænke hans oversættelser for at være temmelig tendentiøse.

Lindtner er med sin flirten med den nazistiske terminologi selvskreven til en kritik, der når langt ud over fagfolkenes snævre grænser. Knap så megen opsigt har de øvrige bind i serien vakt - filologiske spørgsmål alene sælger ikke mange aviser. Så meget desto mere er der grund til at være på vagt, for skulle der være problemer, fremtræder de i så fald langt mindre åbenlyst. Og problemer er der.

Per Bildes oversættelse af kildetekster i Den hellenistisk-romerske verden

Den mangfoldighed, som religionen i den græsk-romerske verden udgør, har ligesom buddhismen fået to af seriens bind at boltre sig i. Det første, Hellas i klassisk tid, indeholder tekster af bl.a. Homer, Hesiod og Platon, udvalgt af Vagn Duekilde. I de tilfælde, hvor teksterne i forvejen har været oversat til dansk, er den eksisterende oversættelse anvendt. Godt nok er Chr. Wilsters Homer-oversættelse mere poetisk slagkraftig end den er terminologisk præcis, og Hans Ræders Platon-oversættelser har deres uldne punkter, men der er dog tale om arbejde, der lægger sig inden for en filologisk tradition og kan diskuteres (og bliver det) herudfra. Desuden forsøger Duekilde at præcisere ved også at anføre centrale begreber på græsk.

Det andet af bindene, Den hellenistisk-romerske verden, står lektor Per Bilde fra Institut for Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet for, og han har for en række af teksternes vedkommende selv stået for oversættelsen - det gælder bl.a. udvalgets indhold af nytestamentlige tekster, hvor den autoriserede kirkebibel tilsyneladende ikke har levet op til den krævede videnskabelige standard. Det giver umiddelbart det indtryk, at Bildes egen standard er prisværdigt høj.

Indtrykket blegner dog desværre, når man går oversættelserne efter i sømmene. F.eks. viser det sig, at han har oversat flere af de klassiske tekster ud fra udgaverne i serien Loeb Classical Library. Denne serie omfatter alle den klassiske litteraturs hovedværker samt en lang række mindre kendte fragmenter, senantikke forfattere m.m., alle repræsenteret ved såvel den græske eller latinske tekst som en engelsk paralleloversættelse. Til at få overblik over en tekst ved hurtig gennemlæsning, med et sideblik til originalens ordlyd, er disse udgaver udmærkede, men at basere en moderne, videnskabelig oversættelse på dem kan mildest talt være risikabelt.

Tekster fra oldtiden er overleveret gennem afskrifter af afskrifter af afskrifter, foretaget i hånden og med utallige muligheder for, at små - og til tider større - fejl kan opstå. En filologisk tekstudgave giver mulighed for ved hjælp af et tekstkritisk apparat at vurdere forskellige håndskrifters variationer i forhold til hinanden, noget, der ind imellem kan være altafgørende for en oversættelses ordlyd. Loeb-udgavernes tekstkritiske apparat er imidlertid sjældent noget at råbe hurra for. Dertil kommer, at deres engelske oversættelser også kan være noget upålidelige som vejledere. Disse udgaver er oversigtsværker, til tider brugbare hjælpemidler, men helt utilstrækkelige som grundlag for en filologisk forsvarlig oversættelse.

Bildes problemer med carpe diem og fortuna vs. fatum

Havde Bilde konsulteret andre udgaver end Loeb, ville han f.eks. have opdaget, at der er kommet nye oplysninger på bordet vedrørende slutningen på Vergils 4. ekloge, et digt om et guddommeligt barn, der indvarsler en fredfyldt guldalder (den samling, det stammer fra, kaldes i øvrigt Bucolica, ikke, som Bilde skriver, Eclogae). Efter hvad Bilde oplyser, er den udgave, han har brugt, fra 1978, og det skal da nok passe - men der er nu altså tale om et uændret genoptryk af en bog, der så dagens lys i 1916 og, i hvert fald hvad dette digt angår, er forældet. Der er nu generel enighed om at læse parenti i stedet for parentes i digtets vers 62, hvilket ændrer meningen: digtet fortæller om et barn, der smiler til forældrene, ikke forældre, der smiler til barnet. Dette vil en hvilken som helst nyere kommentar kunne oplyse.

Rundt omkring støder man på adskillige banale fejl; den romerske satiriker Aulus Persius Flaccus kaldes Aulus Flaccus Persius. En forfatter ved navn Aleksander fra Aphrodisias er repræsenteret ved et uddrag fra skriftet Om Skæbnen. Et par linjer længere nede hedder han pludselig Alexander med x - begge dele kan da forsvares, men lidt konsekvens kunne man i det mindste forlange. Vi får at vide, at det omtalte skrift på græsk hedder Peri Hamarmenes - det gør det bare ikke, det hedder Peri Heimarmenes. Stednavnet Aphrodisias skrives med ph. I orden, sådan kan man transskribere det græske bogstav phi, men så er det inkonsekvent på s. 218 at citere en indskrift fra Filadelfia med F. Denne indskrift omtaler i øvrigt en »god skytsånd« - på græsk agathe daimon, oplyser Bilde. Sådan kan det hedde, hvis den omtalte daimon er af hunkøn, men det er den ikke i den pågældende tekst, hvor adjektivet står i maskulinum; det skal derfor hedde agathos. Disse fejl er rene banaliteter og giver indtryk af et værk, der simpelt hen ikke er ordentligt gennemarbejdet.

Forvrængende bliver det imidlertid, når f.eks. heksametre af Aulus Persius Flaccus får overskriften »Nyd dette liv« til belysning af carpe diem (i hvilken forbindelse Horats end ikke er nævnt). Docent dr.phil. Ole Thomsen fra Institut for Oldtids- og Middelalderforskning ved Aarhus Universitet kritiserer Bildes oversættelsesvalg og behandling heraf: »Oversættelsen skyldes Vilhelm Grønbech og har ingen kvaliteter derudover. Ordene er revet ud af en inderligt stoisk sammenhæng, som vi aldrig får oplyst. En stresset forretningsmand får en opsang, ikke af digteren, men af selve Luxuria, den personificerede Livsnydelse, der til den stressede bl.a. siger: Det liv, der er i dig, er mit. Men det har Grønbech ikke fået fat på. Pointen i det hele: lev (intenst) med tanke på døden, vive memor leti, er ikke kommet med i overskriften 'Nyd dette liv', skønt det er denne konfrontation af døden, der giver alle disse carpe diem-passager i latinsk poesi deres glød og religiøse dybde.« (Religionsvidenskabeligt Tidsskrift nr. 34, 1999, s. 104).

Thomsen gør desuden opmærksom på, at Bilde begår den almindelige fejl uden videre at identificere fortuna med »skæbne«; det er fatum, ikke fortuna, der skal gengives med »skæbne«. Begreberne fortuna (»tilfælde«, »held«, »lykke«) og fatum modstilles netop, f.eks. hos Seneca, for hvem visdommen består i at frigøre sig fra fortuna til fordel for fatum: »Intet er altså mere misvisende end at gengive fortuna ved 'skæbne', og intet er mere almindeligt (…) Men Bilde selv og de oversættere, han ellers citerer, begår konstant den nævnte fejl …«

Fra et filologisk standpunkt vurderer Thomsen alt i alt, at dette bind i Verdensreligionernes hovedværker »ikke er bæredygtigt«.

Finn O. Hvidberg-Hansens oversættelse af Koranen i udvalg

Islam er foreløbig repræsenteret i serien ved et enkelt bind, Koranen i udvalg, ved Finn O. Hvidberg-Hansen. Som altid, når der er tale om et udvalg, kan vægtningen af stoffet diskuteres. Cand.mag. i semitisk filologi, Ph.D. Philippe Provençal, der har anmeldt bindet i Nordisk Midtaustenbulletin nr. 42, okt.-nov. 1998, og i Sfinx nr. 4, 1998, mener i al fald, at Koranens behandling af Gud (Allah) selv ikke er tilstrækkelig grundigt repræsenteret, samt at behandlingen af de videnskabelige traditioner inden for koranforskningen rodes sammen med de religiøse.

Yderligere anfører Provençal flere eksempler på passager, der ganske indiskutabelt er fejloversatte. En spørgepartikel bliver f.eks. oversat som en negation, hvilket fuldstændig ændrer den pågældende sætnings mening - spørgsmålet »hvorfor tilbeder du det, som ikke hører, ikke ser og ikke gavner dig i noget«, bliver til: »… du må ikke dyrke hvad der hverken kan høre eller se og hvad der ikke gavner dig i nogen ting.« (Sûrah 19 v. 42; Koranen i udvalg, s. 90). Ordet dayf, som betyder »gæster«, oversættes til »gæstfrihed«. (Sûrah 51 v. 24; Koranen i udvalg, s. 72).

Til Faklen nævner Provençal endvidere følgende:

Hvidberg-Hansens oversættelse af Sûrah 5 v. 69 lyder således: »Se, de, der tror og bekender sig til jødedommen og sabierne og de kristne, de som tror på Allah og på den yderste Dag og som handler godt, hos dem er der ingen frygt og de skal ikke være bedrøvede.« (Koranen i udvalg, s. 120).

En korrekt oversættelse lyder imidlertid: »Visselig, de, som tror (dvs. muslimerne), og de, som øver jødedom, og sabierne og de kristne, de, som tror på Gud og på den yderste Dag, og som handler godt, hos dem vil der ej være frygt, og de vil ikke være bedrøvede!«

Provençal finder ordet »Gud« mere hensigtsmæssigt end »Allah«, eftersom det stort set er begrebsmæssig overensstemmelse mellem det begreb, der på dansk udtrykkes med ordet »Gud« med stort G, hvorimod »Allah« fejlagtigt giver indtryk af, at guddommen ifølge islam har et egennavn, ligesom f.eks. Jahwe i den Hebraiske Bibel.

Provençal oplyser endvidere: »Hvidberg-Hansen har tilsyneladende ikke taget hensyn til, at det refleksive pronomen på arabisk (alladhî) og dets forskellige bøjningsformer afhængig af køn og tal i virkeligheden er et demonstrativt pronomen, som anvendes relativt. Det bærer den bestemte artikel og kan derfor kun bruges relativt, når det viser tilbage til et determineret nomen, som det så egentlig er en apposition til. Dette relative/demonstrative pronomen betyder etymologisk: Besidderen; den, som besidder. I sætningen: 'Manden, som kom', hvor det danske relative pronomen 'som' bruges til at oversætte alladhî (sætningen lyder: al-rajulu-alladhî jâ'a), står der egentlig i etymologisk forstand: 'Manden, besidderen (af den egenskab, at han) kom'. Når dette pronomen bruges uden antecedant, det vil sige, at det ikke viser tilbage til noget ord (og syntaktisk ligger det fast, at det altid skal komme umiddelbart efter antecedanten), kan det faktisk kun anvendes demonstrativt: »Den som, de som.« hasaltu allâdhî talabtuhu = jeg har nået det, som jeg har søgt. Anden oversættelse gives ikke! I dette koranvers gentages dette demonstrative pronomen netop for at sætte skel mellem de to første led i den række af religioner som nævnes, og på den måde angive, at der hele rækken igennem er tale om klart distinkte grupperinger.«

Provençal understreger, at det pågældende koranvers er af særdeles stor religionshistorisk betydning, »idet det bl. a. er på denne formelle egalitetserklæring mellem de monoteistiske religioner, at de muslimske samfunds i virkeligheden vide tolerance mod de troende fra de øvrige bibelske religioner retmæssigt eller juridisk bygger«.

Disse eksempler er ifølge Provençal ikke de eneste, og i en anmeldelse anbefaler han en svensk oversættelse som nødvendigt supplement til Hvidberg-Hansens: »Alt i alt må man anbefale et dansksproget publikum at læse Zetterstéens svenske oversættelse af hele Koranen som nødvendig opfølgning og rettelse.« (Sfinx nr. 4, 1998).

Det ser ud til, at det Gamle Testamente ikke er noget enestående eksempel, om nok i særklasse det værste, når det gælder oversættelser af tvivlsom filologisk lødighed. I Spektrums serie kan der selvfølgelig ikke være tale om, at kirken blander sig, fordi den har nogle dogmer i klemme - alligevel har en uheldig ideologisk farvning i hvert fald i ét tilfælde (Lindtner) fundet vej til trykken, selv om det tilsyneladende er gået værst ud over indledning og noter til oversættelsen.

I andre tilfælde (Bilde og Hvidberg-Hansen) er oversættelserne ikke foretaget med den fornødne grundighed og kompetence - og ligesom i tilfældet med det Gamle Testamente, har udgiverne heller ikke her ladet landets førende filologiske eksperter på de respektive felter stå for udvalg og oversættelse. Man kan ikke lade være med at få den mistanke, at optimale faglige forbindelser til tider er vigtigere end optimale faglige kvalifikationer.

Hvorfor f.eks. vælge Hvidberg-Hansen, der hverken er arabist eller islamolog, som oversætter af Koranen i udvalg i stedet for de førende eksperter på feltet som professor Christopher Toll, mag.art. Stig Rasmussen eller Ph.D Philippe Provençal?

Hvad der end ligger bag, er resultatet det samme for den, der ønsker at studere religionernes kildeskrifter: Det er ikke altid i de nyeste, danske oversættelser, at en optimal gengivelse af disse for os så fremmedartede verdensbilleder skal søges.

Christoffer Gertz Bech