Begrebet humanisme er gennem århundreder blevet appliceret på en lang række forskellige metoder, anskuelser og teorier, men nogen egentlig humanistisk ideologi eksisterer ikke, og har der end været tiltag i den retning, har de i modsætning til f.eks. socialismens og liberalismens mere eller mindre systematisk udarbejdede idégrundlag aldrig haft filosofisk eller politisk gennemslagskraft og måske derfor heller ingen blivende effekt.

Selv om historien nok kan opregne fremtrædende personligheder, der har tegnet humanismen, som f.eks. Petrarca, Valla, Erasmus, Rabelais og Shakespeare, er der ingen humanistisk pendant til regulære socialistiske eller liberalistiske »fædre« som Karl Marx og Adam Smith, og ej heller kan humanismen hverken karakteriseres ved kanoniske værker eller dogmatiske læresætninger.

At humanismen lige siden renæssancens gry har spillet en historisk rolle inden for såvel filosofi, naturvidenskab og politik som teologi, litteratur og kunst, står imidlertid indlysende klart. Men skønt »humanistisk«, »humant« og »humanitært« er fremtrædende begreber i samtidens samfund, repræsenterer de i dag højst en formel fernis af appellerende, men indholdstomme adjektiver, hvis tabte substans vi må genopdage, om humanismens betydningsfuldhed skal genopstå i det nye årtusinde.

Og ønsker vi at genfinde og genvinde humanismen i en tid, der er lige så rig på overflader, som den er fattig på dybder, må vi århundreder tilbage for at genopleve og genoplive den ånd, der genopstod i renæssancen.

Renæssancen var en kulturel epoke, der spirede i det fjortende århundrede, blomstrede i det femtende og afblomstrede i det sekstende.

En epoke, der forplantede sig som ringe i vandet fra de norditalienske bystater til det øvrige Italien og fra Italien til det øvrige Europa, uden noget eksplicit fællesprogram, men ikke uden en fælles, humanistisk identitet, der også siden gav næring til videnskabelige, filosofiske og politiske revolutioner. Og lige så lidt som renæssancen afblomstrede uden at sætte frø til fremtiden, lige så lidt var den i sit udspring forudsætningsløs.

Renæssancens antitese var den autoritære og intolerante kirke, og humanismens antitese den dogmatiske og absolutistiske teologi - betegnende bliver det således, at det på én gang er i slagskyggen af pavedømmets største triumfer og bitreste nederlag i middelalderens efterår, renæssancehumanismen ligger i svøb.

Pave Gregor VIIs ideal om kirkens og ikke mindst pavens almagt kulminerede i et noget nær reelt »verdensherredømme« i Europa med Innocents III, der i begyndelsen af det trettende århundrede transformerede pavens rolle fra at være apostlen Peters stedfortræder til direkte at være vicarius Christi, Kristi stedfortræder - overherredømmet ikke bare over kirken, men over hele verden, var fra Guds hånd tiltænkt paven selv.

Inkvisitionsdomstolen var blevet oprettet i 1184 for at undertrykke religiøs splid og knække kættere, og nu skulle også pavestolens politiske overherredømme endegyldigt fuldbyrdes. Innocents III og hans efterfølgere underlagde sig med stor succes Europas fyrster og konger, og da pavernes mægtigste modstander, kejser Frederik II døde i 1250, faldt også århundreders strid med kejserdømmet ud til pavedømmets udelte fordel.

Kirkens overhoved forblev det absolutte udtryk for Vestens gejstlige og verdslige magt århundredet ud, men da pave Bonifatius VIII i overensstemmelse med denne position udsendte bullen Unam sanctam i 1302, ifølge hvilken »det er nødvendigt for enhver menneskelig skabning, at den underkaster sig paven i Rom«, forregnede han sig trods alt, og kirkens babelstårn styrtede med ham, da den franske konge, Philip IV nægtede at afgive kongedømmets selvstændige myndighed, organiserede en sammensværgelse og pågreb paven.

Bonifatius døde kort tid efter, og med hans efterfølger blev pavestolen flyttet fra Rom til Avignon i Frankrig, hvor det i ca. 70 år forblev i det, der i kirkehistorien kendes som »kirkens babyloniske fangenskab«, hvorunder pavedømmet atter måtte afgive verdslig magt. Da pavestolen vendte tilbage til Rom i 1377, indgød befrielsen fra »fangenskabet« kun en kortvarig glæde, eftersom det store vesterlandske skisma indtrådte året efter, hvor der valgtes en pave både i Rom og i Avignon, som bittert bekæmpede hinanden. Kirkeligt kaos, splid og forvirring fulgte i kølvandet, og et forsøg på at løse skismaet under et kirkemøde i Pisa, hvor en ny pave blev valgt, førte i stedet til, at kirken en overgang fik tre stridende paver. Først i 1417 enedes man om en helt fjerde kandidat, der antog navnet Martin V og genoprettede den pavelige orden med udgangspunkt i Rom.

Men i mere end et århundrede havde det forløbne årtusinds mest magtfulde institution gerådet i sin hidtil største krise. Kirken, som hævdedes rejst på Guds absolutte, evige og enerådende sandhed, og som så almægtigt tronede over det meste af Europa i det trettende århundrede, blot for at krakelere i det fjortende, lettede måske derved den spæde humanismes fødselsbetingelser. På den ene side havde kirken inden for et par århundreders dramatiske omvæltninger demonstreret, i hvilken inkvisitorisk og absolutistisk skruestik den havde efterstræbt at fastspænde verden, og på den anden side havde skisma, nepotisme og magtbegær afsløret, at »Gudsstaten« på jorden var en anløben kolos på lerfødder.

Satte kirken uundgåeligt en del af sin vante autoritet over styr efter »fangenskabet« i Avignon og det skisma, der fulgte efter, var dette dog kun et af flere forhold, der beredte en ny tid.

Kontakten til islam, der havde fået europæisk fodfæste gennem maurernes erobringer i Spanien, havde overraskende afsløret en anden kultur, som ubesværet målte sig med og overgik den kristne.

Den islamiske kultur, hvis videnskabelige erkendelser, religiøse tolerance og mere humane retspraksis stod i kontrast til den kristne middelalders dogmatiske ensretning, og som tog de kristne i skole inden for både filosofi, kunst, medicin og matematik, havde indirekte sin del af æren for at så tvivl om kristendommens gudgivne overhøjhed hos europæiske lærde. Otte korstog i Guds navn var endt som otte fiaskoer, og selv så magtfulde konger og korsfarere som Richard Løvehjerte og Frederik II mødte en legendarisk ædelhed og ridderlighed fra deres muslimske modstandere.

I kølvandet på bristede kristne illusioner og uopfyldte kirkelige ambitioner nærede skeptikere og fritænkere i Europa vantroen, og så småt blev jorden gødet for renæssancen.

Impulsen fra islam, der gennem århundreder havde profiteret af imponerende biblioteker, bidrog sammen med kristne klostres gemte og glemte antikke værker til den renæssanceskat, som utallige lærde med samme målrettede entusiasme som Boccaccio og Petrarca begyndte at opspore i stor stil. Disse umanisti - humanister - videreudviklede filologien og åbnede samtidens øjne for en langt rigere arv fra Grækenland og Rom, end nogen havde været bekendt med gennem det middelalderlige tusindårsrige. Nok havde først Platon og siden Aristoteles indtaget den fremtrædende filosofiske position, ligesom romersk historieskrivning og poesi ikke var upåagtet, men alt havde indiskutabelt været underlagt Bibelens ufejlbarlige sandhed såvel som pavestolens og kirkefædrenes autoritet, hvor filosofien helst ikke skulle være andet og mere end ancilla theologiae, teologiens tjenestepige.

Skolastikkens mangeartede forsøg på systematisk at forene fornuftens erkendelse med troen og de kirkelige dogmer gik over en lige så ærbødig som snæversynet fastlåsthed i forholdet til de kanoniske autoriteter, hvad enten det var Skriften, kirkefædrene eller Aristoteles. Bibelen var selvfølgelig aldeles ufejlbarlig, til trods for at man måtte tage højde for afskriverfejl, mens Abélard indrømmede, at kirkefædrene kunne tage fejl af uvidenhed - hvilket dog kun burde overvejes i nødstilfælde.

Den kristne overleverings autoritative sandheder og kirkens generelle åndelige jerngreb, der helt havde behersket teologien og filosofien i middelalderen, blev imidlertid trængt tilbage, da renæssancens frihedstrang og frimodighed greb om sig.

Humanisterne fordybede sig i antikken og fandt en visdom og skønhed, der fascinerede lige så meget som det forløbne årtusinds kristne tanker og bedrifter, og som inspirerede til en kulturel pluralisme og individuel tolerance, der radikalt begyndte at undergrave kirkens ortodoksi og middelalderens dogmer.

Den autoritære skolastik måtte vige til fordel for et antiautoritært videbegær; fastlåste kvindebilleder opløstes i de dannede kredse, og bestræbelsen på en himmelsk dydighed, hvor glorværdig afholdenhed og bodfærdighed skulle indskrive mennesket i evighedens navnebog, tabte terræn til besindelsen på et jordisk liv, hvor heroiske bedrifter og selvbevidsthed snarere skulle sikre mennesket et ærefuldt eftermæle. Askese og forsagelse vragedes til fordel for lidenskabelig og videnskabelig optagethed af naturen, poesien overstrålede teologien, og filologien overskyggede næsten filosofien.

Renæssancen var en kulturrevolution. Humanisterne var lærde oprørere, hvis motto lød ad fontes, til kilderne, og hvis våben var de ideer, som de nedfældede i egne breve og bøger eller oversatte fra de klassiske mestre. Fra disse kilder flød menneskelig selvransagelse og selvstændiggørelse, kærlighed til livet og kønslivet og en generel relativisering af sandhed og moral - resultatet var ikke sjældent et emancipatorisk vovemod uden sidestykke i middelalderen.

Valla beviste i 1440 historisk og filologisk, at det konstantinske gavebrev, på hvilket hele pavens verdslige regimente hvilede, var en forfalskning. Brevet, der foregav, at den romerske kejser, Konstantin den Store havde overdraget pave Silvester I overherredømmet over Vesten, da kejseren blev døbt på sit dødsleje i 337, kunne umuligt dateres til det fjerde århundrede. Under beskyttelse af Napolis konge, Alfonso, kunne Valla sågar tilføje sin afsløring en opfordring til at omstyrte pavedømmets herredømme.

Fyrstelige mæcener holdt ofte hånden over humanisterne mod inkvisitionen, og til trods for deres til tider voldsomme dristighed havde kirken sit at se til, som udviklingen gik i retning af nationalstater og nationalkirker, og pavedømmet derved mistede indflydelse.

Hos Platon genopdagede humanisterne en Sokrates, der med en for deres egen tid forbavsende udogmatisk frihed diskuterede alverdens problemstillinger inden for religion, filosofi og politik, de henrykkedes over skønheden i Ovids Metamorfoser mere end af fromheden i helgensagnene og tilstræbte ligesom Cicero at leve i overensstemmelse med deres egen natur, congruenter naturae convenienterque vivere.

Også i kunsten trængte hedenskaben ind med graciøs autoritet som i Botticellis genfødsel af den nøgne Venus med et udtryk af forfinet mildhed og ærefrygtindgydende selvbevidsthed, der ikke står tilbage for mangen afbildning af Jomfru Maria, eller i Caravaggios Amor vincit omnia, Kærligheden besejrer alt, hvor både rustning og krone, pen og musikinstrumenter ligger henkastet omkring en henrykt Amors fødder.

Men ikke sjældent lever antikken side om side med kristendommen som hos Rafael, der med »Skolen i Athen« genskaber de antikke filosoffer med nærmest olympisk statur på en væg i Stanza della Segnatura i Vatikanet, næsten lige så monumentalt som hans »Disputa« på en anden væg i samme rum genkalder treenigheden og kristendommens bibelske og kirkehistoriske tematikker og nøglefigurer i majestætisk forsamling.

Dette bestandige mod- og medspil to verdens- og livssyn imellem blev et af kunstens fremmeste karakteristika; Tizians penselstrøg indfanger lige så ubesværet Jomfru Marias fromme himmelfart som det erotiske bacchanals kærlige og livsbekræftende rus, mens det på Michelangelos loft i det Sixtinske Kapel er middelaldermørkets dommedagsvisioner, der blændende blandes med renæssancens nøgne menneskekraft.

Fremstillingen af menneskelig nøgenhed, der er lige så fremmed for bibelsk blufærdighed, som den er karakteristisk for renæssancekunstens dyrkelse af det menneskelige legeme, går hånd i hånd med en understregning af menneskelig karakterstyrke og skaberkraft, der har lagt al kristen ydmyghed bag sig.

Fra den skødesløse overlegenhed i Donatellos spinkle David, der formentlig er den første nøgne skulptur siden romertiden, over den stålsatte stolthed i Verrocchios rytterstatue af feltherren Colleoni, til den modige beslutsomhed i Michelangelos imposante David, Il Gigante, der med et følsomt strejf af uro står foran sin kamp mod Goliat, er det Mennesket, som er blevet Herre over begivenhedernes gang.

Denne, menneskets individuelle drift og kraft, der synes så provokerende rebelsk over for middelalderens guddommelige monark, ransages og eksponeres filosofisk, poetisk og litterært. Når mennesket i Cusanus' filosofi bliver en slags medskaber af universet, en Deus secundus, uden hvem der ikke ville være noget univers, og hos Mirandola næsten overtager Guds plads i skaberværket, er det et naturligt udtryk for den humanisme, der har grebet ånderne. Petrarca, der stadig medbringer arven fra Augustins middelalder, finder menneskets sjæl som det største vidunder, efter at han just har besteget toppen på Ventosum, mens Boccaccio under den Sorte Døds hærgen har sagt middelalderen helt farvel og uanfægtet hylder den menneskelige lidenskab i Decameron. Mirandolas værk med den sigende titel Oratio de hominis dignitate, Tale om menneskets værdighed, hævder, at mennesket kan være, hvad det vil være, mens Rabelais' »klosterregel« indskærper, at mennesket bør gøre, hvad det vil gøre: Fais ce que voudras.

Individet i sig selv er i universets centrum, men alligevel, eller netop i kraft af denne ekspansion af frihed og mulighed, bliver resultatet ikke ansvarsløs nihilisme, for som en anden Atlas bærer mennesket af samme grund også verden på egne skuldre, sådan som Shakespeare karakteristisk nok placerer Hamlet i orkanens øje, hvorom alting drejer - og hvoraf alting afhænger: »The time is out of joint: O cursed spite, That ever I was born to set it right.«

Et reelt brud med kirken kom det aldrig til fra humanisternes side - antikkens hedenskab blev et komplement, der oplyste hele den kristne verden, direkte og iøjnefaldende i kunst og litteratur, og indirekte i religion og moral.

Humanismen havde efterhånden præget den dannede verden i så høj grad, at en række paver fra midten af det femtende århundrede ligefrem opmuntrede humanisterne og måske derved opnåede, at de lærde begrænsede sig til at begrave middelalderen, men undlod at kaste for megen jord også på kirken. Pave Nicolaus V finansierede udsendinge over hele Europa, der opkøbte antikke håndskrifter, betalte store vederlag for oversættelser og grundlagde datidens største bibliotek.

Rom blev i et lille århundrede samlingsstedet for fremtrædende personer inden for litteratur og kunst, og da Giovanni Medici indtog pavestolen i 1503 under navnet Leo X, skete det helt i samme ånd, som Medicislægten havde regeret Firenze siden første halvdel af det femtende århundrede, og lærde, kunstnere og digtere nød godt af en tid, der blev besunget som Guldalderen.

I 1523, mindre end to år efter Leo Xs død, blev endnu en Medici valgt som pave, og atter begejstredes humanisterne, men nu kom syndfloden væltende ind over den kirke, der havde næret hedenskaben ved sit bryst. I løbet af et tiår lykkedes det Luther at splitte kirken definitivt, Karl V at indtage og ødelægge Rom, og Henrik VIII at bryde med paven og grundlægge Englands statskirke.

Katolicismens åndelige eneherredømme i Europa - udfordret og forvandlet, som det var af humanismen - var definitivt forbi.

Også renæssancen gik på hæld. Reformationens bevægelse gik i den modsatte retning af renæssancens, og humanismen, hvis dannede tolerance og individualisme ikke var et program, men blot en entusiastisk og engageret tilbøjelighed, blev løbet over ende under løfter om salig frelse og trusler om evig fortabelse fra de stridende og konkurrerende katolikker og protestanter. Humanismen sygnede hen, og med Luther fik verdensfjern moral og syndsbevidsthed atter overtaget, og også i kunsten fik bibelsk sandhed for en tid atter forrang for æstetisk skønhed.

Men renæssancen nåede at eliminere den kirkelige dominans inden for bogfremstilling, da Gutenbergs bogtrykkerkunst omkring 1450 begyndte at overflødiggøre klostrenes afskrivere, og den nåede at udvikle matematikken i retning af den naturvidenskabernes nøgle, vi kender den som i dag.

Selv Kopernikus, der erstattede Jorden som universets centrum med solen, mødte en tidlig interesse fra Medicipaverne Leo X og Clemens VII på baggrund af nogle manuskripter, som han havde udsendt omkring 1514, og da hans revolutionerende værk endelig udkom i 1543, var det dedikeret til pave Paul III, der ikke tog anstød heraf. Tanken var som så meget andet i renæssancen allerede fremsat i antikken af bl.a. Aristarchos og Seleukos, og renæssancens universalgeni par excellence, Leonardo da Vinci havde uafhængigt af Kopernikus også noteret sig, at Jorden ikke var midtpunkt for solens omløbsbane.

Det var reformatorerne Luther og Calvin, som først angreb det kopernikanske system med en slående aggressivitet, idet Kopernikus repræsenterede en alt for åbenlys trussel imod sandheden af det bibelske verdensbillede. Katolikkerne accepterede en tid Kopernikus' »hypotese«, indtil Bruno hævdede den bevist, hvorefter inkvisitionen sendte ham på bålet i 1600 og dermed udskød fødslen af de naturvidenskabelige revolutioner, som renæssancen havde undfanget.

Reformation og modreformation besejrede i længden humanismen, og skønt oplysningstiden og romantikken genfandt hver sine aspekter af den ånd, som renæssancen havde genfundet i antikken, genlød humanismen kun som et svagt ekko i den omsiggribende fremskridtstro, og det blev de store politiske ideologiers fremmarch, der primært satte dagsordenen i det nittende og tyvende århundrede.

Ved udgangen af det andet årtusind er ideologierne imidlertid stort set ophørt med at være ideologiske, og populisme har helt bemægtiget sig tidsånden. Det bliver ikke fra den kant, vi kommer til at opleve en ny kulturel solopgang i det tredje årtusind.

Om humanismens betydningsfuldhed skal genopstå i det nye årtusinde, må vi genopdage renæssancen.

I dag genopdager vi imidlertid ingenting.

Alt opdages og oplyses for os af medievirkelighedens populistiske festfyrværkeri og fanfarer, af nye diller, nye hobbyer, nye piller, nye trends og andre distraktioner som en lejlighedsvis iscenesættelse af en ny krig - alt sammen til benefice for magtens centralisering og menneskelig ensretning.

I middelalderen genopdagede man stort set heller ingenting.

Bortset fra indsættelsen af Aristoteles som »ny« filosofisk autoritet var middelalderen stillestående. Alt af relevans var for længst opdaget og kendt af kirken og blev tilstrækkelig perspektiveret af den hinsidige virkeligheds trusler og løfter, gamle sakramenter, gamle bud, gamle synder og andre distraktioner som en lejlighedsvis iscenesættelse af et nyt korstog - alt sammen til benefice for magtens centralisering og menneskelig ensretning.

Forskellen er, at hvor alt i middelalderen helst ikke skulle være nyere end Bibelen eller kirkefædrene, skal alt i dag helst ikke være ældre end den forrige mediebegivenhed og gårsdagens avis.

Der er og var ingen videre tilskyndelse til at genopdage noget i en statisk middelalder, lige så lidt som der er nogen tilskyndelse til at genopdage noget i denne, vor egen tids selvtilstrækkelige og skønhedsforladte reklamekultur. Og hvad er vel i dag mest tragisk - at ignorancens og intolerancens mørke kvæler os, eller at så mange lader det kvæle os med en så udtalt veltilfredshed?

Helt anderledes med renæssancen, der ikke bare var antikkens genopdagelse, men i bredere forstand humanismens genopdagelse, eftersom det, som renæssancens humanister lovpriser i antikken, genlyder af den arv, som antikkens forfattere, poeter og kunstnere tilsvarende lovpriser i oldtidens sange og myter.

Når mennesket genopdager medmennesket i fortidens fremmede kulturer, genkender det også lettere medmennesket i samtidens fremmede ansigter.

Det er den humanisme, der sætter mennesket i centrum, og fra hvilket centrum derfor både Gud og Kapital uundgåeligt må vige. Mennesket bliver ikke bare formelt, men reelt det, hvorom alting drejer, og hvoraf alting afhænger.

Men eftersom mennesket ikke er ét menneske, men ethvert menneske, og eftersom ikke to mennesker er ens, kan mennesket ikke være i centrum, medmindre centrum udgøres af menneskets individuelle forskellighed.

Hvor menneskets individuelle forskellighed dermed bliver humanismens udgangspunkt, bliver medmenneskelig tolerance således uundgåeligt dens følge.

På det grundlag må en genuin humanisme på ny spire. Ikke som et monument over nye absolutter, men som et gravmæle over gamle. Ikke som en leveregel, men som en længsel, og ikke som trosartikler, men som tilbøjeligheder.

Ikke som et program, men som en prolog.

Rune Engelbreth Larsen

NOTE: I indledningen til bogen Renæssancen og humanismens rødder, skriver jeg bl.a. om vigtigheden af »at skelne klart mellem idéhistorie og traditionel historie«, og bemærker om oventående artikel: »Hermed sigter jeg også til mit eget kortere essay ('Humanisme anno 2000?'), der tager afsæt i renæssancen. Selv om det næppe er mange læsere bekendt, vil jeg ikke undlade at indskyde den personlige erkendelse, at fremstillingen af denne epoke i det pågældende tilfælde ikke bare falder i den romantiske tradition, men i langt højere grad er inspireret af renæssancens idéhistoriske karakteristika, end den refererer til tidens faktuelle vilkår. Til læserens desorientering gøres imidlertid intetsteds udtrykkeligt opmærksom på denne nødvendige sondring.« Det være der så rådet bod på her.

Rune Engelbreth Larsen, oktober 2006