De fem medlemmer af kommissionen, der skal kulegrave PET, blev udpeget den 1. juli. Formand bliver landsretsdommer ved Østre Landsret, Ulla Rubenstein, der er udpeget af præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. De juridiske fakulteter ved henholdsvis Københavns og Aarhus Universitet har udpeget professor dr.jur. Ditlev Tamm og dr.jur. Jens Vedsted Hansen.

Historisk Institut på Aarhus Universitet har udpeget lektor Ph.D. Søren Hein Rasmussen, og Historisk Institut på Københavns Universitet har udpeget lektor dr. phil. Henrik S. Nissen.

Information skriver den 2.7., at alle medlemmer »er blevet screenet for eventuelle habilitetsproblemer«. Ikke desto mindre oplyser Politiken dagen efter, at Justitsministeriet alligevel overvejer, om lektor Ph.D. Søren Hein Rasmussen kan godkendes, efter han selv har oplyst at have været medlem af DKP i 1977-1989, samt at han har studeret på partiskolen SUKP i Moskva i 1983-1984 og har været medlem af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed i 1979-1988.

»Jeg er meget i tvivl, om vedkommende egner sig, fordi han har været på kursus i Moskva og har været medlem af DKP helt frem til 1989. Jeg vil nok sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes habilitet,« udtaler det Radikale Venstres PET-ordfører Elisabeth Arnold til Berlingske Tidende den 2.7. Socialdemokratiets PET-ordfører Jacob Buksti siger samstemmende: »Man behøver ikke at være jurist for at se, at dette virker problematisk.«

Institutleder ved Historisk Institut i Århus, lektor cand.mag. Anders Bøgh forsvarer imidlertid indstillingen i samme avis: »Det, der falder i øjnene, er, at han har været medlem af DKP for ti år siden. Men det betyder jo ikke, at han nu nærer den slags sympatier. Hvis man læser hans skrifter, fremgår det, at han ikke har holdninger, der går enøjet i den retning i dag.«

Men har Jacob Buksti ret i, at »dette virker problematisk«? Og hvorfor er det overhovedet nødvendigt at forsikre, at Søren Hein Rasmussen »ikke har holdninger, der går enøjet i den retning i dag«?

Hvis PET har rent mel i posen, kan der intet som helst være at frygte for hverken højrefløjen, regeringen eller efterretningstjenesten, om så kommissionen udelukkende bestod af en hel håndfuld overbeviste sovjetkommunister fra DKPs tidligere centralkomité. De kan jo ikke grave noget som helst belastende materiale frem, der ikke eksisterer, men vi kunne til gengæld være 100% sikre på, at hver eneste (tilgængelig) sten ville blive vendt og drejet. Og det er vel lige præcis, hvad alle, også Socialdemokratiet, de radikale og Justitsministeriet ønsker - eller hvad?

Måske ikke. Den 12. juli beslutter Justitsministeriet derfor at underkende indstillingen af Søren Hein Rasmussen.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener imidlertid slet ikke, at Justitsministeriet er gået vidt nok: »Det er forkert, at man sætter en mand, der har haft tillidsposter i DKP, til at undersøge PETs arbejde om Stasis og KGBs undergravende virksomhed. Det er godt, at Søren Hein Rasmussen nu er blevet diskvalificeret, men hvad med den anden historiker, Henrik S. Nissen, der er medlem af SF. Han er efter min mening også inhabil.« (Ekstra Bladet, 13.7.).

Til samme avis udtaler Enhedslistens Søren Søndergaard: »Jeg foretrækker en kommission, der som helhed nyder tillid i brede kredse. I stedet får vi den bløde mellemvare, der holder kæft med, hvad man har været medlem af i tidernes morgen. Søren Hein Rasmussen har været så dum at skrive det hele ned og sende det til Justitsministeriet (…) Da de to jurister blev indstillet til kommissionen, kom der en erklæring på tro og love om, at ingen af dem var inhabile. Men om nogle af dem har været på kursus i USA, betalt af den amerikanske ambassade, det ved jeg ikke.«

Søren Søndergaard havde personligt foretrukket historikere som Bent Jensen og Kurt Jacobsen i kommissionen, der politisk kommer fra hver sin fløj. Men Justitsministeriet har talt.

Et nyt, femte medlem af PET-kommissionen godkendes så af Justitsministeriet i august - det drejer sig om historikeren Ph. D. Johnny Laursen fra Aarhus Universitet.

Og dermed fik vi måske også svar på det spørgsmål, som Preben Wilhjelm rejste i et interview i Faklen nr. 12: »Har Justitsministeriet et arkiv, som de checker folk ud fra?«

Åbenbart. Godkendelsen af det nye kommissionsmedlem er i hvert fald næppe faldet Frank Jensen svært - Johnny Laursen er nemlig mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og dermed partikammerat til justitsministeren.

Men de kan jo bare lade være …

Københavns politi har atter optrappet sin stresskampagne mod narkomaner på Vesterbro i København. Flere gange i timen rydder politi og patruljevogne fortove og pladser og pålægger narkomanerne bøder á 400 kr., som politiledelsen på forhånd ved aldrig bliver betalt, skriver Berlingske Tidende den 7.7.

»Det lyder måske ikke af meget med en bøde. Men misbrugerne får jo samlet bøder sammen, og det bliver efterhånden rigtig mange penge, som de selvfølgelig ikke har. Så kan bøderne jo omsættes til hæftestraf, og så ryger misbrugerne jo i spjældet,« forklarer lederen af nærpolitiet på Station 1, politikommissær Preben Mortensen politiets strategi i samme avis.

Målet er - i forening med den fremadskridende byfornyelse - i sidste ende at få »fjernet« disse elementer, som så åbenlyst skæmmer området, fra bydelen og få et rent Vesterbro:

»Når byfornyelsen er færdig, og det bliver et pænere kvarter, så får vi andre beboere, og så bliver det et rigtig pænt sted. Jeg tror, narkomanerne og pusherne vil fortrække stille og roligt i takt med byfornyelsen,« siger Preben Mortensen til avisen.

Han afviser dog, at der er tale om en stresskampagne magen til den i begyndelsen af 1990erne, som fik skyld for en drastisk stigning i antallet af narkotikarelaterede dødsfald. Efter hård kritik satte regeringen og daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen af samme grund en stopper for kampagnen i 1994.

»Strategien er da bare at lave ordnede forhold på Vesterbro. Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at få dem fjernet, men jeg synes absolut ikke, vi stresser dem,« forsikrer politikommissæren.

»At narkomanerne så føler sig stressede, er der desværre ikke noget at gøre ved,« mener chefpolitiinspektør Kai Vittrup fra Københavns Politi i Berlingske Tidende den 8.7. »Men de kan jo bare lade være. Lige som hvis de vil undgå at blive taget for at køre for stærkt, så lad være med at køre for stærkt.« Han fortsætter: »Jeg selv kommer ofte i området også privat, og jeg skal kunne tage mine gæster fra Jylland med ind og se på forretningerne.«

Tøjforretningerne, naturligvis.

Pornoforretningerne, sexbiograferne, de prostituerede og misbrugerne skal ud; cafeer, tøj- og designforretninger samt en generation af købestærke unge skal ind, fortæller Berlingske Tidende den 7.7.

Stressaktionerne er politikernes svar på kravet fra de næringsdrivende og beboerforeninger, især hotelejerne og handelsstandsforeningen i bydelen, om at gøre narkomiljøet mindre synligt. I ni år har politiet på Vesterbro nu med mellemrum kørt kampagner for at stresse narkomanerne og især pusherne til at »forsvinde«.

Spørgsmålet er dog, om det løser nogen som helst problemer: »Vi mener, man har spildt en masse penge på fængselsophold til ingen verdens nytte, for der er endnu ingen, der er blevet stoffri af en tur i fængsel,« siger Dorit Otzen, der er forstander for de prostitueredes varmestue Reden, til Aktuelt den 20.7.

Stressaktionerne har ikke givet Reden færre kunder. Og hos Mariatjenesten på Istedgade har man tværtimod kun mærket en øget tilstrømning: »De bliver presset herhen, for et sted skal de jo være,« forklarer præsten, Johan Petersen fra Mariakirken i Istedgade, leder af Mariatjenestens sociale arbejde blandt især bydelens narkomaner (Aktuelt, 20.7.). Han fortsætter: »Byfornyelsen på Vesterbro mangler totalt et socialt sigte. Det er i stedet en menneskefornyelse, hvor det er meningen at skifte befolkningen ud, og det lykkes fint foreløbig.«

Tendensen er den samme i Århus. Uden de store refleksioner over hvorhen eller hvordan, ønsker man først og fremmest »problemet« væk.

De seneste måneder har beboere og butiksindehavere i Vestergade i Århus sirligt krydset af i fortrykte skemaer, hvornår narkomaner med kontakt til værestedet Dyk2eren har handlet narkotika på gaden, hvornår de har fixet eller i det hele taget foretaget sig noget, der efter beboernes mening ikke hører hjemme i deres gade. Målet med disse skemaer er at få narkomanernes værested lukket.

»Det er rigtigt, at der de seneste år er kommet mange flere brugere hernede,« forklarer Finn Holten, der er daglig medarbejder på Dyk2eren, over for JP Århus (7.7.).

»Problemet« er dog ikke blevet større, det er bare blevet flyttet, lige som man nu vil flytte det videre: »Før kom mange narkomaner på banegården og ved toiletterne på Bispetorv. Men på Bispetorv er Spytbakken (øgenavn for toiletterne, red.) blevet lukket, og på banegården bliver de jaget væk,« forklarer han over for avisen.

Og imens man flytter rundt på »problemet«, dør de mennesker, som denne evindeligt gentagne eufemisme dækker over: »Danske narkomaner dør på stribe,« kan Berlingske Tidende berette den 4.7. Danmark har den næsthøjeste hyppighed af narkotikarelaterede dødsfald. Der menes at være mellem 12.500 og 14.000 stofmisbrugere herhjemme, og ca. 2 procent af dem dør hvert år. En planche viser, hvorledes de narkotikarelaterede dødsfald er steget fra knap 50 i 1970 til omkring 150 i 1980, over 100 i 1990 og i 1998 til over 250.

Berlingske Tidende bringer samme dag et stemningsbillede fra pladsen foran Mariakirke på Vesterbro i København, hvor bl.a. sygeplejerske Charlotte Fich dagligt arbejder med narkomanerne. Et af problemerne er, at narkomanerne fixer så hurtigt som overhovedet muligt - uden hensyn til hygiejnen og med fatale konsekvenser - fordi det er kriminelt at have stofferne på sig. Charlotte Fich forklarer: »Så snart nålen sidder i armen, lysken, pikken, eller hvor du nu kan finde en vene, så har politiet ikke ret til at tage det fra dig. Derfor får folk også ofte en overdosis, fordi de ikke har ro til at tjekke stoffet.«

Flere lande har forsøgt sig med at udlevere heroin for at lempe de værste følgevirkninger af kriminaliseringen, såsom sygdom, død og kriminalitet. I Schweiz med stor succes. Her fik godt 1.100 narkomaner fra 1994 og tre år frem udleveret heroin under lægekontrol. Resultaterne er ikke til at tage fejl af: Færre døde, narkomanerne fik et bedre helbred, færre depressioner og sygdomme som leverbetændelse, HIV og diverse hudlidelser som følge af den forbedrede hygiejne samt rene sprøjter og stof. Også deres sidemisbrug af andre hårde stoffer formindskedes. Endvidere kom flere af misbrugerne i arbejde og fik bolig. Ingen var hjemløse ved forsøgets udgang. Derudover viste en økonomisk beregning, at det schweiziske samfund havde en nettobesparelse på 200 kroner per patient per dag på grund af mindre kriminalitet, og fordi de sociale og sundhedsmæssige udgifter faldt markant, fortæller Berlingske Tidende.

»Folk bruger stoffer. Det er ikke til at ændre på. Hvorfor kan vi ikke bare acceptere det? Det er forfærdeligt at se hjemløse narkomaner sidde og stikke sig direkte ind i store væskende sår. Det er også skræmmende at finde dem døde, fordi jeg kom for sent. Fordi de lå bagved en bil og blev blå, uden at nogen opdagede dem. Det er forfærdeligt - og ydmygende,« udtaler Charlotte Fich til samme avis.

Men for Nyrupregeringen ser det ud til at være en principsag. Man har tilsluttet sig den verdensomspændende klapjagt på narkotikahandlere og -brugere, og al blødsødenhed kan tolkes som paradoksal i forhold til den fastlagte linje. I et internt notat fra april i år om fordele og ulemper ved et heroinforsøg advarer Sundhedsministeriet:

»Vi har i Danmark - ligesom andre lande - accepteret visse skadereducerende tiltag, der i forhold til en kompromisløs kamp mod narkotikaen godt kan fremstå som paradoksale (…) At ordinere heroin ville være et markant yderligere skridt i denne retning (…) Man bør i det perspektiv være opmærksom på, at stadig flere og større paradokser i forhold til det grundlæggende forbud mod enhver form for ikke-medicinsk anvendelse af narkotika efterhånden kan svække selve fundamentet for narkotikapolitikken.« (Citeret efter Berlingske Tidende, 4.7).

Sundhedsminister Carsten Koch lovede i februar i Folketinget, at regeringen ville beslutte sig angående et forsøg med uddeling af gratis heroin til en bestemt gruppe stofmisbrugere, når WHO-rapporten kom. Den kom i april, hvor WHO udtalte sig positivt om forsøgene og ifølge SFs sundhedspolitiske ordfører, Villy Søvndal, skød alle regeringens indvendinger ned (Berlingske Tidende, 4.7.). »… men så henviser regeringen bare til en højere samfundsmoral. Det er en temmelig umulig måde at diskutere på,« mener han.

Nu har Carsten Koch så stik mod sit løfte igen udsat den endelige beslutning, fortæller Berlingske Tidende.

Imens stresser politiet videre mod narkomanerne, jagter udenlandske småpushere, så de kan smides ud, og flytter rundt på »problemet«; og imens dør narkomanerne i deres eget skidt på gaden. Stemningsbilledet fra pladsen foran Mariakirke er dystert: Her står nogle containere og skurvogne midt på torvet. »Sammen danner de et firkantet aflukke på få uhumske kvadratmeter. Stedet er et uofficielt og helt igennem ulovligt fixerum. Her kan misbrugerne tage deres stoffer i fred. De slipper for at stå til udstilling på åben gade, når de trækker op i ærmerne og ned i bukserne for at ramme den helt rigtige vene i albueled eller lyske. Jorden i det lille aflukke er dækket af rester fra ’jobs’, som et fix også kaldes: Måle- og pumpehylstre, plasticbægre til at mixe i, brændt sølvpapir, blodigt vat og brugte kanyler. Her lugter stærkt og kvalmt i sommervarmen. Af urin. Af blod. Af umenneskelige forhold.« (Berlingske Tidende, 4.7.).

»Karen Jespersens Minde«

»Danmark som Foregangsland« blev med store armbevægelser lanceret som regeringens projekt i 1997.

Den økonomiske politik, som regeringen har ført, har påkaldt sig ros og interesse fra den store verden. Forbruget er steget eksplosivt, og toplønningerne i erhvervslivet er stormet i vejret. Ekstra Bladet bringer den 21.6. en række eksempler og nævner som topscoreren formanden for Industriens Arbejdsgivere, direktør Gerhard Albrechtsen, hvis gage som administrerende direktør i NKT Holdings på et år er blevet forhøjet med 40 procent, fra 6,7 til 9,4 millioner kroner - om året. De øvrige lønstigninger ligger sjældent over et par hundrede tusind eller tre …

Avisen fortæller i øvrigt, at NKT Holdings øvrige 270 medarbejdere, som i forvejen ligger 14 kroner under gennemsnittet i timeløn, samtidig står over for en større fyringsrunde og således risikerer at skulle friste en tilværelse på dagpenge eller kontanthjælp sammen med de øvrige tusindvis af arbejdsløse.

Og hernede på bunden af samfundet har man ikke set meget til »opsvinget«.

Aktuelt har den 10.7. talt med den nyligt hjemvendte Ritt Bjerregaard, som har været udenlands i fem år, og selv hun har vanskeligt ved at genkende billedet af Danmark som foregangsland: »Jeg kan se, at nu er der tiggere på gaden. Det var der ikke før (…) Og så kan man selvfølgelig sige, nåååååh, det er måske særlige tilfælde. Men det er det ikke. En ny stor undersøgelse af forholdene i Europa, der gennemgår, hvordan det er med levealderen, viste, hvor langt Danmark er nede. Og hvor dårligt det står til (…) Det er ikke, fordi vi ryger mere. Det er heller ikke, fordi vi drikker mere, end de gør i de andre europæiske lande. Det er altså nogle dyberegående forhold (…) Spørgsmålet er så, hvordan kan det så være, at det [økonomiske opsving] følges af en forøget fattigdom, tiggere på gaden, og at levevilkårene ikke er blevet bedre for de ringest stillede,« udtaler Ritt Bjerregaard til avisen.

I runde tal har Danmark mellem 40.000 og 70.000 såkaldt udstødte - et paraplybegreb, der dækker over stof- og alkoholmisbrugere, posefolk og hjemløse - ca. 8.500 har ikke en fast adresse, de kan opgive til Folkeregisteret, knap 2.500 har ifølge en ny undersøgelse fra Ankestyrelsens Analysekontor akut behov for en bolig, og hver nat må ca. 400 mennesker sove uden for i København, beretter Berlingske Tidende den 10.7.

»Man nedlægger pladser på forsorgshjem, og nogle steder er forholdene på hjemmene så kummerlige, at folk ikke kan holde ud at være der. Dertil kommer, at Københavns Kommune har solgt alle de ejendomme, hvor man tidligere kunne få en billig lejlighed. Det er næsten umuligt nu - og byfornyelsen på Vesterbro har også gjort et ordentligt indhug. Alt det i forening har gjort livet sværere for narkomanerne og de andre marginaliserede grupper,« siger Torben Pilely, socialarbejder i Projekt Udenfor, der arbejder blandt hjemløse og udstødte i København, til samme avis.

Mens den socialdemokratiske politik altså har vist sig særdeles lukrativ for de i forvejen velbjergede, er tendensen den modsatte for de mindrebemidlede: Afstanden mellem rig og fattig øges i Danmark, fortæller Information den 3.7. Husstande med lave indkomster finansierer det daglige forbrug ved at gældsætte sig, mens højindkomstfamilier sparer op, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Også tal fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen tyder på, at der siden 1994 er blevet større afstand mellem de fattige og de rige, målt i realløn, hedder det i Information (30.7.).

Dansk Socialrådgiverforening, hvis medlemmer er i daglig kontakt med folk, der lever af overførselsindkomster, kan ikke sætte nøjagtige tal på udviklingen, men næstformand for foreningen, Jørn Marthedals indtryk er ikke til at tage fejl af: »Rundt om i landet ser vi større armod (…) Det afgørende er ikke, hvor meget man kan købe for en kontanthjælp, men at samfundet er blevet synligt mere skævvredet. Man kan jo bare gå ud på gaden i København og konstatere, at der er kommet flere hjemløse og tiggere,« forklarer han over for avisen.

Men det er ikke kun økonomisk set, at landets dårligst stillede er blevet yderligere marginaliseret under Nyrupregeringen; også i forhold til de demokratiske rettigheder og friheder: »I de seneste år er det fine billede af det danske demokrati revnet noget. Hvor vi tidligere har oplevet, at flere og flere grupper er blevet inddraget i demokratiet, ser vi nu den modsatte tendens. Økonomisk og social marginalisering og indvandringen har konsekvenser, der gør, at udviklingen mod et mere helt demokrati er vendt om,« siger Lise Togeby, professor i politisk sociologi ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen Den demokratiske udfordring, til Information den 1.6.

Ud over at de marginaliserede grupper ifølge bogens forfattere afskæres fra arbejdsmarkedet, fra det sociale liv og fra politisk indflydelse, idet f.eks. førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere har en markant lavere deltagelse i demokratiske valg end andre grupper, peger de også på en tendens i socialpolitikken, som synes at forstærke det demokratiske problem:

»Grundlaget for, at man kan opføre sig som en fri og myndig borger, er, at man ikke er afhængig af nogen økonomisk. At man ikke kan rammes på pengepungen af sin politiske overbevisning eller aktivitet,« siger Jørn Loftager, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og bidragyder til Den demokratiske udfordring, til Information. Han hentyder hermed til den nye tendens i socialpolitikken, at sociale klienter i højere grad skal yde noget - i aktivering - for at få penge til de daglige fornødenheder.

Han ser et problem i, at kommunen med de nye sociallove fra sidste sommer har fået mulighed for at skære i for eksempel kontanthjælpen, hvis sagsbehandleren skønner, at klienten ikke gør som krævet af ham, fortæller Information. Derved får kommunen eller sagsbehandleren en magt over klienten, som er »demokratisk uheldig«: »En borger på kontanthjælp, der åbent kritiserer kommunen, oplever måske, at kommunen forsøger at disciplinere ham gennem aktiveringen. Det er et problem, at det overhovedet er muligt (…) Vi har med aktiveringslinjen legitimeret, at samfundet kan disciplinere borgerne. Det er et helt andet forhold mellem stat og borger end det, man havde tænkt sig efter de traditionelle liberale frihedsværdier,« mener Jørn Loftager (Information, 1.6).

At det ikke kun er en mulighed, men håndgribelig virkelighed for nogle, kan Information berette om den 6.7. Her fortælles om, hvorledes Frederiksværk Kommune har benyttet sig af den nye lovgivning til at lukke munden på foreningen Bistandsklienter i Danmark (BiD).

I tre måneder har parret bag foreningen været uden indtægt, fordi de ikke vil tage imod et aktiveringstilbud. Nu sættes de på gaden af pantefogeden, fortæller avisen.

»Der mangler et talerør for landets næsten 200.000 bistandsklienter. De er totalt fredløse og udnyttes overalt som billig arbejdskraft. Vi vil forhandle en overenskomst på plads, og vi vil kræve ret til ferie og en anstændig minimumsløn. Disse ting er der ingen andre, der arbejder for i dag (…) Vi kan tilbyde gratis, anonym rådgivning. Naturligvis har vi sat os meget grundigt ind i sagerne, og vi har løbende kontakt med både organisationer og ministerier om forholdene for bistandsmodtagere,« siger Claus Franck, konsulent i BiD, om deres arbejde.

Lov om aktiv socialpolitik giver mulighed for, at en person kan aktiveres ved »frivillige og ulønnede aktiviteter efter personens eget ønske, som kommunen anser for at have samfundsmæssig betydning eller betydning for pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation.« Men myndighederne vil ikke anerkende, at foreningens arbejde har »samfundsmæssig betydning«. Man ser hellere, at Claus Franck og ligesindede aktiveres i f.eks. en idrætsforening: »En aktiveret i en idrætsforening kan derimod være direkte beskæftiget med at kridte baner op, og det er noget helt andet,« forklarer Henry Larsen, formand for kommunens socialudvalg over for Information den 6.7.

I sådanne samfundsgavnlige aktiveringstilbud går for tiden omtrent 70.000 danskere (30.000 på kontanthjælp, 40.000 på dagpenge, ifølge Information, 4.6.). Der aktiveres for milliarder i Danmark, og de syv største AF-regioner har samlet indberettet en ekstraregning på 1,332 mia. kroner, viser en rundspørge foretaget af Berlingske Tidende.

»Det handler om spild af penge, mange penge (…) om spild af menneskeliv, om sygeliggørelse, afmagt og manglende ansvarlighed,« konkluderer antropologen Nanna Mik-Meyer efter et feltophold på et pakkeprojekt for langtidsledige (Berlingske Tidende, 27.6.).

»Det mest provokerende for de aktiverede var, når de fandt ud af, at det, de lavede, ikke var noget værd for nogen (…) Men når det er en illusion, at projektet er ’rigtigt arbejde’ (…) hvad er så virkeligheden. At det er et opdragelsesprojekt, der i stedet for at gøre de ledige stærke og selvhjulpne gør dem svagere og mere passive,« slutter Nanna Mik-Meyer samme sted.

Svækkelsen er dog ikke kun psykologisk, men særdeles konkret: Mennesker i aktivering arbejder således nærmest uden almindelige rettigheder i Danmark. Ingen mulighed for at forhandle overenskomst eller arbejdstid, ingen kontakt til en tillidsmand og ingen optjening af efterløn. Til gengæld straffes de som på det ordinære arbejdsmarked, hvis de udebliver, eksempelvis med træk i kontanthjælpen.

»Det er endog meget betænkeligt, at vi udvikler et samfund, hvor op mod en femtedel af befolkningen er helt uden elementære rettigheder (…) Aktiveringsindsatsen kan sagtens finde sted, selv hvis disse mennesker bliver udstyret med rettigheder. Hvorfor skulle den ikke kunne det?« siger Knud Poulsen, som er projektleder på et aktiveringsprojekt i Nordjylland, til Information den 4.6.

Måske fordi pointen netop er disciplineringen frem for alt. I anden sammenhæng (serviceloven) formulerer socialminister Karen Jespersen sin personlige ideologi på det sociale område, og antageligt også rationalet bag aktiveringslovgivningen: »Man fokuserer tit på medmenneskeligheden … det med at gøre noget for andre. Men for mig er det vigtigere, at folk lærer at sige, jeg kan - og jeg vil.« (Ekstra Bladet, 25.6.).

I december 1998 skabte Michael Rasmussen debat ved at bruge sin bistandshjælp på soveposer til hjemløse. Nu har han lejet en bunker, hvor han viser turister rundt for penge og uddeler tøj til hjemløse.

»Sidst jeg forærede soveposer væk, lovede socialminister Karen Jespersen mig, at der ville være penge til min næste idé inden 30 dage. Det første brev blev sendt i april, men jeg har endnu ikke hørt noget, så indtil videre regner jeg med at finansiere det ved at samle flasker,« siger Michael Rasmussen (Berlingske Tidende, 9.6.).

Stedet har han kaldt »Karen Jespersens Minde«.

Familiesammenføringer

Der er sket en seksdobling af antallet af afslag på familiesammenføringer siden 1990. Alene de sidste to år er antallet fordoblet, oplyser Berlingske Tidende (24.7.).

Der findes ca. 1.500 afviste asylsøgere i Danmark, fortæller samme avis den 20.6. I Norge er hovedreglen, at når mennesker først har fået humanitær opholdstilladelse på grund af »returhindringer«, så får de også ret til familiesammenføring. I Sverige får asylsøgere, som myndighederne ikke kan udsende, automatisk opholdstilladelse og dermed ret til familiesammenføring. Men ikke i Danmark.

Her får en asylansøger først en midlertidig opholdstilladelse efter 18 måneders forgæves forsøg på at få ham eller hende sendt »hjem« - hvis vedkommende vel at mærke har samarbejdet om hjemsendelsen. Men den midlertidige opholdstilladelse giver ingen ret til familiesammenføring.

Ifølge den udlændingelov, som Folketinget vedtog sidste år, skal der gå fem år med midlertidig opholdstilladelse, før en flygtning kan få permanent opholdstilladelse, og først efter endnu tre år med permanent opholdstilladelse kan vedkommende få familiesammenføring.

Ventetiden på at få sin familie at se igen og i sikkerhed er således i alt på ni et halvt år!

»Det med de ti år er kun i teorien. Det bruges aldrig,« siger indenrigsminister Thorkild Simonsen (Berlingske Tidende, 21.6.). Seks dage senere kan samme avis dog fortælle en anden historie.

For otte år siden kom en afghansk far til landet. Han er stadig alene.

»Hvis loven giver mulighed for at strække en sag i så lang tid, så bliver den trukket,« siger advokat Gunnar Homann, tidligere medlem af regeringens udvisningsudvalg og en af de advokater i Danmark, der fører flest flygtningesager, til avisen.

De fleste er enige om, at sådanne forhold er uacceptable. Men ændre loven vil kun de færreste. For indenrigsminister Thorkild Simonsen er det tilsyneladende ikke så meget et spørgsmål om menneskelige skæbner som om en personlig afsky ved at arbejde sammen med venstrefløjen: »Det er så vanskeligt at ændre flygtningeloven. Så deler man Folketinget op i to flokke igen. Jeg kan kun ændre det her sammen med venstrefløjen, og det vil jeg ikke.« (Berlingske Tidende, 21.6.).

»En rest af menneskelighed«

Da den såkaldte voldspakke efter et voldsomt folkeligt pres og stor mediebevågenhed blev vedtaget sidst på året 1997, blev loven skærpet, så såkaldt belastede unge fra 15-års alderen kan tvangsindlægges til længerevarende behandling i op til et år på sikrede døgninstitutioner, også selv om de måtte være juridisk uskyldige; dvs. uden dom.

Om denne ordning siger socialrådgiver ved de sikrede afdelinger på Sølager, Marianne Rothenborg: »Jeg tror aldrig, at vi kommer til at have nogle unge i så lang tid. For det er invaliderende for en ung at sidde inde så længe.« (Aktuelt, 6.7.).

»… min personlige vurdering er, at det heller ikke hjælper,« supplerer forstander Jacob Arnstrup fra institutionen Egely til samme avis.

Men nu har en sociologisk rapport fra Odense atter sat sindene i kog. Og Odenses borgmester, Anker Boye (S) og rådmand Ruth Larsen (S) opfordrer nu til - i overensstemmelse med rapportens forfatter, sociologen Dominique Bouchets anbefalinger - at rammen udvides, så de unge problembørn skal kunne anbringes på lukkede døgninstitutioner i op til tre år, uden dom, oplyser Aktuelt den 5.7.

Rapporten handler om to mindre grupper odenseanske unge, som ifølge sociologen er ganske fortabt for det normale samfund. Den ene gruppe kalder sociologen for »tøserne«; ti piger med dansk baggrund i alderen 13-18 år, som i rapporten sammenlignes med »vildkatte«. De er efter sigende småkriminelle med misbrugsproblemer, har ofte ikke noget fast sted at bo og bruger lejlighedsvis prostitution for at få en seng at sove i. De føler sig ikke trygge ved andre mennesker, og ofte er deres eneste ven en hund eller et tøjdyr.

Den anden gruppe kaldes for »araberdrengene«, omtrent 50 drenge i alderen 13-18 år med udenlandsk baggrund. I rapporten sammenlignes de med »ulve«. Også de beskrives som kriminelle og voldelige; de lever i bander og hævdes at have tilknytning til bikerklubben Hells Angels.

»De har stærke æresbegreber og anser andre mennesker for at være kujoner, hvis de ikke vil forsvare deres ære med vold,« refererer Aktuelt fra rapporten den 3.7.

Sociologen mener ud fra sine iagttagelser at kunne konkludere, at det for begge grupper gælder, at de »ikke har nogen identitet og heller ikke har mulighed for at udtrykke sig, så andre kan opfatte dem positivt og forstå dem. Omvendt er de heller ikke i stand til at forstå, hvad andre mennesker gerne vil udtrykke over for dem,« hedder det i avisen.

Disse unge er, ifølge sociologen, ganske enkelt mere dyr end mennesker: »Araberdrengene« har ifølge sociologen »en rest af menneskelighed«, men: »Den rest har ’tøserne’ ikke,« hedder det i rapporten.

Vi taler her om eksistenser uden så meget som »en rest af menneskelighed« … Men hvorledes da behandle sådanne umennesker?

Rapportens svar er tvangsindlæggelse i en lukket opdragelseslejr. Således skal »de mest belastede unge både have hjælp fra psykiatere og anbringes et sted, hvor voksne kan opdrage dem 24 timer i døgnet,« gengiver Aktuelt rapportens konklusion den 6.7.

Man vil indespærre de unge i op til tre år, uden dom. Problemet er bare, at med lovgivningen, som den er nu, kan man ikke i så lang tid spærre folk inde, der intet har gjort, som svarer til en så voldsom straf.

»… medmindre den kriminalitet, de har begået, er så alvorlig, at de kommer i fængsel, har vi ikke, med den lovgivning vi har i dag, mulighed for at fastholde dem,« siger Ruth Larsen til Aktuelt den 5.7.

Men hvor der er en vilje, er der som bekendt en vej: »Vi må skrue lovgivningen sådan sammen, at vi kan gøre en indsats, der hjælper på de problemer, vi nu kender,« udtaler Anker Boye til samme avis.

De to odenseanske politikere fortsætter den socialdemokratiske linje, hvor universalløsningen er at stramme lovgivningen, øge kontrollen og slække på deres rettigheder, som har fået navn af at udgøre »problemet«.

Speciallæger: Bananrepublikken Danmark

Den 15.6. refererer Berlingske Tidende en sag, hvor en 18-årig iransk flygtning fik afslag på asyl og blev udvist til Iran. På toilettet i lufthavnen skar han i frustration begge pulsårer over og blev kørt til Amager Hospital, hvor lægen anbefalede indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Men de tre betjente fra DCP (Den Centrale Politienhed), som efter den gældende lovgivning har beføjelse til at træffe beslutning om, hvorvidt en sådan lægelig henstilling skal følges eller ikke, lod deres »politifaglige skøn« veje tungere end lægens anbefaling. De fulgte flygtningen om bord på det ventende fly endnu iført sin blodige træningsdragt. Ifølge politirapporten var den afviste fastspændt på en båre, hvor han grædende forklarede, at han ville blive slået ihjel, hvis han blev sendt til Teheran.

Pårørende og flygtningevenner i Danmark har ikke hørt fra ham siden den 1. maj.

Medlem af Den Almindelige Danske Lægeforenings etiske udvalg Hanne Mollerup udtaler til Berlingske Tidende den 17.6.: »Politiet løber en meget stor risiko ved at overhøre den faglige rådgivning fra to kompetente fagfolk, der advarer om, at en person er i fare for at begå selvmord. Jeg kan ikke se, at politiet har nogen undskyldning. Det ligner magtmisbrug, og det er politiets ansvar, hvis det viser sig, at han har begået selvmord.«

Ifølge Aktuelt den 7.7. er læger og advokater oprørte over, at myndighederne udviser asylansøgere, der har behov for lægehjælp. Indenrigsministeriet og politiet vælger simpelt hen at se bort fra lægens vurdering og fortsætte udsendelsesproceduren, viser handlingsforløbet i flere asylsager, som Aktuelt refererer.

»Vi tilbyder alle borgere fra alle lande akut behandling, hvis de bliver syge i Danmark. Tænk hvis en turist fik blindtarmsbetændelse, og vi så trak på skuldrene og sagde: Den mand er simulant, han skal hjem. Selvfølgelig gør vi ikke det. Det er et grundlæggende princip, myndighederne tilsidesætter her,« siger Arne Borgwardt, formand for speciallægerne til avisen.

Til Berlingske Tidende den 17.6. udtaler han: »Fremover vil vi diktere indlæggelse, hvis der er risiko for, at en udlænding, der har psykiske problemer, bliver udsendt uden at komme under kompetent behandling. Det er ufatteligt, at politiet vil bringe sig selv i en sådan situation (…) Vi er rystede og dybt bekymrede over, at politiet kan tilsidesætte det lægelige skøn i forhold til patienterne. Hvis en læge anbefaler en psykiatrisk vurdering af en person for at få klarhed for, om han er til fare for sig selv, så er det under al kritik, at politiet ikke følger den.«

»Det er klart, at politiet simpelt hen er nødt til at lytte til en lægefaglig vurdering af en mands fysiske eller psykiske tilstand. Hvis de ikke gør det, er vi altså inde i noget, der tangerer en krænkelse af menneskerettighederne - når vi taler om de alvorligt livstruende spørgsmål,« siger lederen af Dansk Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum til Aktuelt den 7.7. og henviser til, at den Europæiske Menneskerettighedskonvention på det seneste har statueret, at det kan være en krænkelse af konventionen at udsende alvorligt syge mennesker.

Advokat Dan Harild har ifølge avisen en lang række sager, hvor Indenrigsministeriet og politiet har tilsidesat det lægefaglige skøn. Således f.eks. en 76-årig kvinde, der skal udvises, selv om hun er så svag, at hun dårligt kan gå. Hun har en hjertelidelse, forhøjet blodtryk, sukkersyge og slidgigt. Kvindens egen læge skriver, at det er uforsvarligt at sende hende ud af landet. Men det afficerer ikke Indenrigsministeriet.

Ministeriet svarer, at der ikke står noget i erklæringen om, at kvinden ikke kan klare flyveturen. Lægen svarer, at erklæringen også gælder flyveturen. Stadslæge i København, Claus Lundstedt bakker sin kollega op og tilføjer, at hvis Indenrigsministeriet på trods af lægernes vurdering vælger at udsende asylansøgeren, så må de i al fald sørge for, at der er sundhedspersonale ved hendes side. I konsekvens skriver Indenrigsministeriet tilbage, at man vil bede folk fra Røde Kors om at hjælpe med hjemsendelsen …

En anden sag drejer sig om en flygtning, der er depressiv og til tider psykotisk. En psykiater vurderer, at risikoen for selvmord ved en udvisning vil være særdeles stor. Igen uden effekt på Indenrigsministeriet.

»Denne her måde at behandle folk på hører hjemme i en bananrepublik,« mener formanden for Speciallæger i Danmark, Arne Borgwardt (Aktuelt, 7.7.99).

Den lille, lykkelige narkofamilie

Dengang daværende indenrigsminister Birte Weiss i 1996 præsenterede regeringens overvejelser omkring »loven om udvisning på grund af narkokriminalitet«, den såkaldte pusherlov, var den blødsødenhed, som folkestemningen ellers anklagede hendes regering for at udvise over for »de kriminelle fremmede«, ikke let at spore. Om konsekvenserne af den nye lov sagde hun dengang: »Det betyder, at man i stedet må udøve sit familieliv i hjemlandet (…) så må man tage familien med sig. Det gælder også, selv om man er dansk gift. Det kan godt være, det er barsk - men her er også tale om en kriminalitet med meget barske konsekvenser.« (Citeret fra Berlingske Tidende 10.6.99).

Pusherloven blev promoveret på indsatsen mod »international, organiseret narkokriminalitet«, som skulle bekæmpes pga. den »samfundsskadelige karakter«. Der måtte en øget indsats til, og de hidtidige bestemmelser om proportionalitet mellem kriminalitet og straf og hensyntagen til den dømtes tilknytning til Danmark blev slettet i den nye lov. Således skulle selv små narkoforbrydelser kunne straffes med udvisning, også selv om den dømte f.eks. har boet 20 år i landet med sin familie, dansk eller udenlandsk.

Loven blev modtaget med kyshånd af politiet, som straks gik i gang med at »rydde op« på f.eks. Vesterbro. Og arbejdet er fortsat indtil i dag med usvækket effektivitet. »Vesterbros gader er blevet et tryggere sted at færdes,« udtaler en stolt vicepolitidirektør, Arne Stevns til Jyllands Posten den 11.7.

Udlændingestyrelsen, der er den instans, anklagemyndigheden spørger til råds i sådanne sager, har også gjort sit til at imødekomme den oprørte folkestemnings krav om stramning. I hele forløbet indtil i dag har man her i 92 procent af sagerne anbefalet, at dømte skal kræves udvist, hvor det overhovedet er muligt (jf. Berlingske Tidende, 3.7.).

Og Anklagemyndigheden har villigt fulgt Udlændingestyrelsens råd, selv om de er forpligtet til at tage selvstændig stilling.

Er sagerne blevet anket, har Rigsadvokat Henning Fode, der er øverste chef for anklagemyndigheden, konsekvent forhindret, at de udviste har kunnet få deres sager prøvet i Højesteret - til trods for, at udvisningerne bliver beskyldt for at være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed er oplagte sager for Højesteret.

»Folketinget har klart sagt, at der skulle ske udvisning i disse sager - og landsretten har dømt i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor mente jeg ikke, at der var grund til at prøve sagerne i Højesteret,« siger Henning Fode til Jyllands-Posten den 11.7.

Effektivitet har det ikke skortet på. Den første pusher fik Folketingets nye kurs at mærke den 20. januar 1997, og siden er 153 udlændinge udvist ved dom (kilde: Berlingske Tidende, 10.6.).

En af sagerne handler om en ung tyrkisk mand, som har boet i Danmark i 20 år, og som blev taget i at sælge 0,11 gram heroin til den fyrstelige sum af 150 kr. Dommen lød på forvisning til det land, han havde forladt som fireårig. Han var ikke »led i et netværk af bagmænd og sælgere på gadeplan«, som det hedder i loven, men bare en fyret arbejdsdreng pga. nedskæringer på arbejdspladsen og efterhånden afhængig af heroin, som han skaffede penge til ved selv at pushe (kilde: Jyllands-Posten, 11.7.).

Også ifølge politiet selv er sandsynligheden stor for, at majoriteten af de 153 udvisninger har været sager af samme karakter som den unge tyrkers: »Jeg vil vove den påstand, at alle de småpushere, vi ser på gaden, selv er misbrugere. Salget er deres måde at finansiere eget forbrug på. Skal vi finde de folk, der ikke selv er forbrugere, skal vi et stykke højere op i kæden,« siger vicepolitikommissær Ib Andersen, souschef i Københavns Politis Uropatrulje, til samme avis.

Så selv om »Pusherloven« måske ikke har haft den tilsigtede effekt, nemlig at ramme den »internationale og organiserede« narkokriminalitet, så har den - og tilknyttede bestemmelser - dog heller ikke været uden effekt, forklarer han: »Det har gjort det muligt at fjerne folk fra gaden i kortere eller længere tid. Narkosalget spredes lidt, bliver mindre tydeligt, og det er derfor oplevelsen, at gaden er blevet pænere.«

Til trods for at rigsadvokaten har afvist de udvistes sager til prøvelse for Højesteret, har retten nu vurderet syv sager, som skal danne præcedens på området. I seks af sagerne har Højesteret underkendt by- og landsrettens kendelser om udvisning. I seks ud af syv sager dømte Højesteret, at udvisningerne var i direkte strid med FNs Menneskerettighedskonvention.

Om Folketingets ansvar i disse sager, hvor et ukendt antal af de 154 udviste måske aldrig skulle have været udvist, siger Birte Weiss, der som indenrigsminister i 1996 fremsatte loven: »Folketinget har intet at beklage. Loven var velbegrundet, og der er ikke belæg for at sige, at loven som sådan var i strid med konventionerne. Og jeg anerkender da Højesterets ret til at træffe de afgørelser, man har gjort, og dermed ikke splitte den lille, lykkelige narkofamilie.« (Jyllands-Posten, 11.7.99).

Loven i sig selv er ikke i strid med Menneskerettighedskonventionen; den kan bare ikke effektueres uden at komme i strid med den. Man kan ifølge Højesteret og Menneskerettighedskonventionen ikke - som loven kræver det - udvise dømte i narkosager uanset størrelsen af deres straf og uanset den dømtes tilknytning til Danmark.

Det vidste man godt i 1996. Advokatrådet gjorde det allerede dengang klart, at »Pusherloven« ikke ville gøre det muligt at udvise flere narkodømte udlændinge, hvis Menneskerettighedskonventionen skulle respekteres, bemærker Jyllands-Posten.

Man nedsatte et udvisningsudvalg til lejligheden, men »virkeligheden og det folkelige pres på politikerne overhalede udvalgsarbejdet,« som Berlingske Tidende udtrykker det den 10.6., og Birte Weiss’ lov blev vedtaget, tre måneder før udvisningsudvalget kunne offentliggøre sin betænkning på 912 siders analyse og 1.017 siders bilag. Med andre ord: Loven blev vedtaget uden de helt grundlæggende informationer, som skulle skabe sikkerhed for, at de internationale konventioner var overholdt, og at en stramning af reglerne overhovedet var hensigtsmæssig.

Og således undgik man da også behændigt at skulle underkende udvalgsarbejdets betænkning, som viste sig at være stik imod politikernes ønsker. Heri hed det, at man med den såkaldte pusherlov »fraviger det generelle princip om forholdsmæssighed mellem straf og udvisning«, og altså alene på det grundlag er på kant med Menneskerettighedskonventionen (Berlingske Tidende, 10.6.).

Advokat Gunnar Homann, ekspert i udlændingeret og Advokatrådets repræsentant i Udvisningsudvalget, udtaler herom i samme avis: »Men regeringen ville have en særlov for narkotika, derefter en særlov om menneskesmugling og til sidst desværre også et hav af straffebestemmelser, hvor alene en ubetinget dom på 14 dage for at spytte på en betjent skal kunne føre til udvisning.«

»Folketinget har intet at beklage. Loven var velbegrundet«

»Alle vidste, at denne lov ikke var god, men alligevel vedtog man den. Folketinget løb helt grassat,« siger advokat Jørgen Aage Simonsen til Jyllands-Posten den 11.7.

En af de sager, hvor en småpusher efter Højesterets dom alligevel må blive i Danmark på grund af tilknytning til landet, refereres i Jyllands-Posten den 16.6. Man kan pga. Højesteretsdommen ikke udvise den dømte, som er født og opvokset i Danmark, og må derfor nøjes med at lade ham afsone den almindelige straf på 3 års fængsel, som loven også foreskriver etnisk rene danskere. Til gengæld er det så blevet muligt for de danske myndigheder at smide hans hustru, som er moder til deres 7 måneder gamle datter og tyrkisk statsborger, ud af landet. Den begrænsede opholdstilladelse, som hun har haft indtil nu, trækkes nemlig tilbage, fordi hendes mand i fængslet ikke er i stand til at forsørge hende, og fordi de ikke længere kan leve sammen på samme bopæl.

Ud skal de, ud kommer de …

Indenrigsministeren om udlændingeloven: Jeg har ikke set eksempler på, at loven er blevet administreret for stramt

Danmark kritiseres i Amnesty Internationals årsrapport for overivrighed efter at slippe af med asylansøgere. En lang række sager, som har fundet vej til medierne, tegner et billede af en til tider absurd asylpolitik og af myndighedernes rigiditet - med alvorlige menneskelige omkostninger til følge.

Berlingske Tidende oplyser den 25.7., at 104 flygtninge fra Nordirak, der har fået afslag på asyl, nu snart vil blive kontaktet af Rigspolitiet og bedt om at rejse tilbage til det nordlige Irak via Tyrkiet. Deres hjemsendelse har indtil for nylig været umulig af hensyn til deres sikkerhed, men det har en uformel mundtlig aftale mellem Udenrigsministeriet og de tyrkiske myndigheder nu belejligt rådet bod på.

De tyrkiske myndigheder forlanger dog, at flygtningene rejser frivilligt og uden ledsagelse af dansk politi. Af samme grund frygter irakerne for deres liv. De stoler ikke på de tyrkiske myndigheder og frygter, at den spændte situation mellem den tyrkiske regering og kurderne i området vil gå ud over alle nordirakere.

»Jeg vil rejse, hvis jeg beskyttes af politiet, men alene i Tyrkiet er jeg 100% død,« udtaler en af irakerne til Berlingske Tidende den 25.7. Han er dog overbevist om, at det slet ikke drejer sig om nogen reel mulighed for hjemrejse (Den Centrale Politienhed har kort tid forinden gennem Røde Kors oplyst ham personligt om, at der ikke var sikker transit til Nordirak), men langt snarere om, at der ikke skal gå de kritiske 18 måneder, så man er nødt til at tilkende de afviste asylsøgere midlertidige opholdstilladelser. Med den nye aftale i hus kan afgørelsen om opholdstilladelse nemlig for så vidt udskydes i årevis.

Så nu venter måske et passivt liv i en flygtningelejr, uden rettigheder, arbejde, uddannelse eller skolegang - og med en uvis fremtid. »Det er de færreste mennesker, der kan holde til det rent psykisk. Der er mange grunde til den lange sagsbehandlingstid, men set ud fra en almenmenneskelig betragtning er det ganske skrækkeligt at holde folk i venteposition i flere år,« siger advokat Gunnar Homann til Politiken den 1.7.

Ifølge flere advokater er Udlændingestyrelsens praksis i strid med udlændingeloven. Den siger, at udlændinge bør få opholdstilladelse, hvis det inden for 18 måneder ikke er lykkedes Rigspolitiet at sende dem til et andet land. Det fremgår af § 9.2.4, påpeger de to advokater Knud Vedelsby og Niels Henrik Christensen, som begge mener, at myndighederne er yderst sparsommelige med at bruge denne lovhjemmel.

»Både Udlændingestyrelsen og til dels Indenrigsministeriet er meget hårde i filten, da de ofte holder fast i at udsende folk, selv om det er håbløst. For eksempel har en gruppe afghanere siden 1992 siddet fast i asylcentre, selv om Rigspolitiet gang på gang melder, at det er umuligt at udsende dem til Afghanistan, hvor krigen bliver værre og værre,« siger Niels Henrik Christensen også til Politiken.

Men Udlændingestyrelsen fortolker den nævnte paragraf ganske anderledes: »Så længe der er udsigt til, at udsendelsen kan lade sig gøre, er der ikke grundlag for at give opholdstilladelse efter § 9.2.4. Heller ikke selvom der går flere år, for der kan pludselig ske noget i modtagerlandet, som gør det muligt at gennemføre udsendelsen,« siger underdirektør i Udlændingestyrelsen, Anni Fode.

En række enkeltsager er kommet i mediernes søgelys, som bekræfter billedet af de meget hårdnakkede danske asylmyndigheder.

I en sag udvises en thailandsk kvinde, fordi hendes mand er fisker, og de derfor ikke kan have dagligt samliv i de perioder, hvor han er på havet. Hun får 15 dage til at forlade landet. Danmarks Fiskeriforening anker sagen til Indenrigsministeriet, men får at vide, at sagen må gå sin gang.

Da medierne tager sagen op, omstøder Udlændingestyrelsen dog afgørelsen i løbet af få timer …

Administrerende direktør for Danmarks Fiskeriforening, Niels Wichmann er naturligvis tilfreds med den pludselige kovending, men tilføjer: »Men det er skræmmende for retssikkerheden, at det først sker, efter at pressen bliver gjort opmærksom på sagen. I det her tilfælde kunne vi som stor organisation hjælpe ægteparret med vores ekspertise og kontakter til pressen. Men andre uden den støtte er måske blevet ladt i stikken over for [udlændinge]styrelsens afgørelser.« (Berlingske Tidende, 21.7.).

Ekstra Bladet refererer den 29.6. en sag, hvor en ældre serbisk kvinde efter et år i Danmark nu har fået endeligt afslag på opholdstilladelse. Kvinden mangler det ene ben og det ene øje, og hun har sukkersyge. Hendes familie er alle på flugt, og hun vil derfor være fuldstændig overladt til sig selv i den lille landsby i Kroatien, hvor familiens hus ligger i ruiner. De danske myndigheder har i øvrigt meddelt kvinden, at hun skal levere den kørestol tilbage, som hun har lånt, inden hun rejser »hjem«.

Politiken beretter den 19.6. om en armensk kvinde, som ifølge hendes psykolog er på selvmordets rand. Ikke desto mindre må hun efter fire års ventetid tage afsked med sin datter og svigersøn, to børnebørn og sin yngste søn, som alle har asyl i Danmark. Hun har ingen slægtninge i Armenien. Udvisningen sker, selv om hun risikerer at blive fængslet i Armenien, fordi hendes sønner med hendes hjælp er flygtet fra militærtjeneste.

I samme avis fortælles den 1.7. om en bosnisk familie, som har ventet i Danmark i seks år, mens myndighederne har gjort alt for at få dem sendt ud af landet. Faderen har ifølge både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet flygtningestatus, men moderen skal udvises. De danske myndigheder ser helst, at familien vender tilbage til Polen, hvor de opholdt sig umiddelbart inden, de ankom til Danmark. Polen afviser fortsat at tage familien retur, men Udlændingestyrelsen insisterer på, at Rigspolitiet skal sende familien af sted. Imens venter de to børn, faderen og hans kone, som nu er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Medieopmærksomheden har skabt en del debat om emnet. Og enkelte folketingspolitikere er gået frem med en hård kritik af embedsmændene i Udlændingestyrelsen og deres administration af udlændingeloven. Centrumdemokraternes retspolitiske ordfører, Peter Duetoft er ikke i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres: »Der er åbenbart politisk udsendt nogle signaler, som i systemerne er opfanget, som om det nu er i orden at gøre det så umenneskeligt og ubehageligt for de fremmede i vort samfund som muligt.« (Information, 8.7.).

Og i Jyllands-Posten den 24.7. fremlægger han endnu en halv snes grelle eksempler på sager, hvor Udlændingestyrelsens afgørelse har været »brutal« og »kritisabel«. Men at lægge ansvaret over på Udlændingestyrelsen og administrationen af lovgivningen er ikke hele svaret, mener bl.a. SFs flygtningeordfører, Knud Erik Hansen: »Administrationen er et udtryk for den holdning, som flertallet af de borgerlige og Socialdemokratiet har stået i spidsen for.« (Berlingske Tidende, 27.7.).

Samme kritik lyder fra Amnesty International: »Jeg mener bestemt, at vi kan levere mange eksempler på, at udlændingeloven bliver administreret for stramt. Men problemet er snarere, at loven selv er for stram (…) Udlændingeloven er blevet strammet ti gange i de seneste år, og det har sendt et signal til embedsmændene om, at de skal gå hårdt til værks,« siger Amnesty Internationals pressechef, Stig Nielsen til Jyllands-Posten den 23.7.

»Men det er faktisk også Indenrigsministeriets valg at skære hårdt i personalet, samtidig med at lovgivningen er så stram, så udlændinge skal kontrolleres overmåde grundigt,« mener formand for foreningen Ægtepar Uden Grænser, Kenneth Wilson (Politiken, 27.7.).

Bl.a. den nye integrationsydelse, som ligger godt 2.000 kroner under, hvad man ellers anser for eksistensminimum for danskere, og særlovgivningen i forbindelse med flygtninge fra Kosovo, er tillige under skarp kritik fra menneskerettighedseksperter: »… når Danmark viser despekt for konventionerne, sender vi et signal om, at det må man gerne. Her har særligt indenrigsminister Thorkild Simonsen med sine ytringer og attituder givet et meget stort bidrag til den internationale nedslidning af beskyttelse af flygtninge,« mener Generalsekretær i Amnesty International, Lars Normann Jørgensen (Berlingske Tidende, 4.7.).

»Det er ikke bare noget, vi finder på,« forklarer Morten Kjærum, leder af Center for Menneskerettigheder, i samme avis. »Jeg oplever ofte på møder, at diplomater fra tredjeverdenslande spørger: Hvorfor skal vi tage imod flygtninge og føre ikke-diskriminationspolitik, når Danmark ikke gør det.«

Og heroverfor smuldrer den borgerlige kritik af administrationen, men frikendelse af lovgivningen, unægtelig.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen afviser al kritik af såvel loven som af dens administration: »Jeg har ikke set eksempler på, at loven er blevet administreret for stramt,« siger han til Berlingske Tidende den 30.7.

Medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste løj over for undersøgel sesdommer Frank Poulsen

Ifølge tidligere chef for FE, oberst Erik Fournais, opfordrede Erik Ninn-Hansen som forsvarsminister i 1970 både Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste til at omgå et forbud imod at registrere danske statsborgeres lovlige politiske virksomhed.

Ifølge en ny rapport fra forsvarets jurister, auditørkorpset, udtalte Ninn-Hansen dengang: »Vi gør, som vi altid har gjort, uanset hvad der bliver sagt udadtil.« (Jyllands-Posten, 18.8.).

FEs bestemmelser om registrering forblev uklare indtil i hvert fald 1978, ikke mindst pga. en intern FE-notits i Forsvarsministeriet, ifølge hvilken »departementets ledelse helst ville lade sagen flyde«.

Auditørkorpsets rapport kommer som en konsekvens af Jyllands-Postens afsløringer i 1998 om, at oberst Fournais havde viderebragt den nu afdøde konservative folketingspolitiker Knud Østergaard fortrolige personoplysninger om flere militærnægtere, en handling, som obersten ifølge rapporten erkender var »tjenstlig ukorrekt«.

Endvidere afdækker rapporten, hvorledes FE-medarbejdere førte undersøgelsesdommer Frank Poulsen bag lyset i 1977 under hans undersøgelse af FEs samarbejde med højreekstremisten Hans Hetler. Frank Poulsen konkluderede, at der ikke var fornødent grundlag for at kritisere, at FE havde forsøgt at aflytte Militærnægterforeningens generalforsamling i 1970, eftersom to FE-medarbejdere, kaptajnløjtnant Ulrik Schmidt og kommandørkaptajn Erik Harder, begrundede aflytningen med, at Militærnægterforeningen planlagde at nedbryde forsvaret indefra.

Om forklaringen til undersøgelsesdommer Frank Poulsen i 1977 konkluderes det, at den »objektivt set ikke var korrekt«. Den pågældende strategi fra Militærnægterforeningens side blev nemlig først søsat flere år efter aflytningerne, og den vandt heller aldrig gehør. Rapporten bruger imidlertid ikke udtrykket »løgn« om vidneudsagnene fra FE-medarbejderne, men skriver ifølge Information den 19.8.: »Der kan formentlig i dag stilles spørgsmålstegn ved, om der tillige under vidneforklaringen blev afgivet bevidst urigtige oplysninger om dengang syv år gamle forhold. Dette skal ikke bedømmes nærmere. En eventuel overtrædelse af straffelovgivningen ville i øvrigt i dag være forældet.«

Auditørkorpsets rapport konkluderer også, at FE ikke har overtrådt regeringserklæringen fra 1968, der forbyder registrering alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, eftersom de oplysninger, FE-chefen ulovligt havde viderebragt, ikke stammede fra et særligt register, men med stor sandsynlighed fra en såkaldt E1013-blanket over foreninger af interesse for FE - og så er det tilsyneladende en helt anden sag.

Forsvarsminister Hans Hækkerup afviser, at FE bør inddrages i den kommende PET-undersøgelse: »Der er ikke fremkommet oplysninger i vice-generalauditørens rapport, som ændrer ved min opfattelse af, at FE ikke bør inddrages i PET-undersøgelsen.« (Jyllands-Posten, 19.8.).

Preben Wilhjelm er af den stik modsatte opfattelse: »Undersøgelsen understreger, at det er fuldstændig urimeligt, at FE ikke indgår i den kommende PET-undersøgelse. Med auditørrapporten er der kommet så mange løse ender frem, at undersøgelsen kun kan gøres færdig ved, at FE bliver en del af kommissoriet for PET-undersøgelsen.« (Information, 18.8.).

Voldsomt fald i almennyttigt boligbyggeri rammer de svageste

Fra 1997 til 1998 faldt antallet af kommunale tilsagn om støtte til almennyttige boliger med hele 60 procent til det laveste niveau i årtier, hvilket stort set alene rammer sociale klienter og flygtninge.

Jesper Nygård, adm. direktør i KAB, der udlejer ca. 30.000 boliger i Storkøbenhavn, udtaler herom: »En række kommuner har konkluderet, at almennyttige boliger tiltrækker socialt tunge og udgiftskrævende beboere. Derfor prøver de at spille sorteper videre til andre kommuner. Men et eller andet sted skal de mennesker jo bo.« (Jyllands-Posten, 2.8.).

Den socialdemokratiske borgmester i Slagelse, Lis Tribler siger til samme avis: »Vi har erfaret, at vores almennyttige lejligheder virker som en magnet på flygtninge, indvandrere og socialt tunge danskere fra andre kommuner.«

Hendes socialdemokratiske borgmesterkollega i Nordborg Kommune, Jan Prokopek Jensen er gået så drastisk til værks som til simpelt hen at sprænge eksisterende almennyttige boliger i luften for at forhindre visse mennesker i at flytte til kommunen: »Nogle af vores almennyttige boliger har stået tomme, hvilket har fået en del sociale klienter fra Århus og Odense til at flytte hertil. De koster årligt kommunen omkring 137.000 kr. pr. familie i sociale ydelser, og jeg mener ikke, at det er rimeligt, at Nordborg skal bære den byrde. Derfor gik jeg til byrådet med et forslag om at sprænge de overflødige lejligheder væk (…) Målet er at sikre den rigtige sammensætning af den almennyttige boligmasse.«

27 tomme boliger omdannes således snarest til støv.

By- og boligminister Jytte Andersen kritiserer skarpt kommunerne for det drastiske fald i denne del af byggeriet: »Mange kommuner har travlt med at pleje middelklassen ved at bygge skøjtehaller, kulturhuse og teatre - derved svigter kommunerne deres sociale ansvar.« (Jyllands-Posten, 3.8.).

Formand for miljø- og forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening, Johs. Poulsen mener imidlertid, at udviklingen er regeringens ansvar, eftersom nye regler betyder, at kommunerne på kort sigt skal betale en større del af prisen for de almennyttige boliger. Poulsen udtaler til samme avis: »Regeringen har sendt en stribe signaler - blandt andet i form af byggestop og regelændringer - om, at væksten i byggeriet skulle dæmpes.«

I 1988 blev der givet tilsagn om at bygge 13.331 almennyttige boliger, ti år senere er det faldet til kun 3.987 (kilde: Jyllands-Posten, 2.8.).

Socialdemokratisk borgmester vil indhegne boligblok med pigtråd

Socialdemokratiets borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen foreslår, at en 15-etagers boligblok med 1.000 beboere indhegnes med et to meter højt ståltrådshegn og forsynes med en døgnbemandet portnerbolig ved områdets eneste indgang, hvor en opsynsmand udspørger alle, der passerer.

Meningen er at bekæmpe kriminaliteten i området, til trods for at kriminaliteten i forvejen er faldende: »Selv om kriminaliteten i området er faldet de senere år, skal vi have renset helt ud. På denne måde håber jeg, at vi kan skabe tryghed for de nuværende beboere og gøre det attraktivt for tilflyttere.« (Jyllands-Posten, 5.8.).

Formanden for landets kriminalbetjente, Peter Withagen er chokeret over forslaget og udtaler til samme avis: »Jeg tror bare, det vil gøre ondt værre. Det lyder som om, man vil flytte fængslet ud, hvor folk bor.«

Kjeld Rasmussen fastholder imidlertid ideen og siger til Berlingske Tidende den 6.8.: »Både dem, der kommer udefra, og dem, der bor i ejendommen, skal opføre sig ordentligt, ellers ryger de ud. Og de kommer ikke ind igen. Hvor de så skal tage hen? Det ved jeg sgu ikke, de kan tage hen til deres far på Lolland. Det var der en, der gjorde (…) Så længe, man ikke selv gør noget galt, er der jo ikke noget at være bange for.«

Formand for det Kriminalpræventive Råd, juraprofessor Eva Smith tager afstand fra planen: »At sætte hegn op mellem mennesker i et åbent samfund er ikke måden at mindske kriminalitet på. Der er andre metoder, som er langt mere givtige og ikke har præg af, at man sætter nogen i fængsel. Jeg forstår slet ikke, hvad det skal hjælpe.« (Jyllands-Posten, 6.8.).

Om den generelle udvikling i retning af mere overvågning udtaler Peter Kemp, leder af Center for Etik og Ret, Københavns Universitet: »Vi befinder os i en kollektiv psykose, og det er der ikke nogen egentlig grund til, da der ikke bliver mere kriminalitet. Men i dag er der ikke tid til at bearbejde vores frygt for hinanden, og det resulterer i øget overvågning og høje mure. Det er absurd massehysteri. Vi udvikler ubevidst samfundet hen imod et Big Brother samfund.« (Jyllands-Posten, 11.8.99).

Butikskæder forbyder kvindelige muslimske medarbejdere at bære hovedtørklæde

I starten af august blussede diskussionen om muslimske kvinders ret til at bære hovedtørklæde op igen, da det kom frem, at bl.a. FDB, Dansk Supermarked og Magasin ikke vil ansætte muslimske kvinder, der bærer tørklæde, med den begrundelse, at et hovedtørklæde afviger fra interne beklædningsregler, og at tørklædet i øvrigt vil skræmme kunder bort.

Den tidligere radikale kulturminister og nuværende formand for FDB, Ebbe Lundgaard forklarer FDBs forbud, som han mener også kan være til gavn for de muslimske kvinder: »… det er ikke nødvendigvis til gavn for de nye danskere, at vi strækker os. Det kan være gavnligt, at de retter sig ind (…) At vi ikke vil have kvinder med tørklæde ved kassen, er på linje med, at vi ikke ansætter mænd med hår ned til bæltestedet og ring i næsen.« (Ekstra Bladet, 6.8.).

Jyllands-Posten mener i en leder, at det er »hysteri«, når der opponeres imod butikskædernes forbud mod muslimske kvinders tørklæde: »I stedet for stilfærdigt at overveje, om hun vil følge arbejdspladsens beklædningsreglement eller vælge en mindre synlig beskæftigelse et andet sted, hvor man ikke lægger vægt på beklædningen, gør hun et stort nummer ud af det og mobiliserer indvandrerorganisationer og Nævnet for Etnisk Ligestilling med henblik på at få forretningen hængt ud som et racistisk og diskriminerende foretagende, der ikke tåler muslimer blandt sine ansatte. Hysteriet kender ingen grænser.« (Jyllands-Posten, 7.8.).

Døm selv, hvad der er mest hysterisk, den pågældende leder i Jyllands-Posten eller kravet om at kunne bære et hovedtørklæde, hvis man er kvindelig medarbejder og muslim i f.eks. FDB.

Arbejdsminister Ove Hygum understreger samme aften i TV-Avisen, at butikskædernes forbud mod hovedtørklædet er ulovligt: »Hvis uniformsreglerne i en virksomhed ikke indeholder regler om, at man skal bære kasket eller anden form for hovedbeklædning, så er det ulovligt at forbyde medarbejdere at bære hovedbeklædning.«

Derefter stiller både FDB, Aldi og Magasin sig parat til at ændre personalepolitik - hvis altså arbejdsministeren har ret. FDBs formand, Ebbe Lundgaard udtaler nu: »Vi overholder landets love i FDB. Men jeg har betinget mig, at vi af arbejdsministeren får en klokkeklar melding om, at vores hidtidige praksis er ulovlig.« (Berlingske Tidende, 9.8.).

Hos Dansk Supermarked vælger man at overveje sagen.

Faren for tørklædernes adgang til supermarkederne får Jyllands-Posten til at reagere i endnu en leder: »Endnu ved redaktionens slutning stod Dansk Supermarked, der omfatter Bilka, Føtex og Netto, fast ved sin ret til selv at fastsætte regler for, hvordan de ansatte skal være klædt. Bliv ved med det. Arbejdsministerens håndtering af sagen med de følgende ændrede regler er udtryk for et kvalmende knæfald for en forloren politisk korrekthed.« (Jyllands-Posten, 10.8.).

Samme dag holder arbejdsgiverne i Dansk Handel & Service møde med arbejdsminister Ove Hygum, hvor de fastholder arbejdsgiverens ret til at bestemme ansattes uniformering. Ove Hygum, der få dage forinden havde understreget ulovligheden i den nuværende praksis, var nu mere tøvende: »Nu vil jeg først se tiden lidt an. Desuden vil der ikke komme lovændringer fra min hånd, før der falder dom i en eventuel sag.« (Ekstra Bladet, 11.8.).

INDsam (sammenslutningen af etniske mindretal i Danmark) stævner nu Dansk Supermarked for at overtræde loven mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. INDsams formand, Anna Saakwa udtaler: »For os at se, er der ikke tvivl om, at der er tale om forskelsbehandling og dermed også en krænkelse af den individuelle frihed. Og nu har arbejdsministeren lagt op til, at det skal være en sag for domstolene, og det bliver det så, for vi sender en stævning …« (Berlingske Tidende, 11.8.).

Leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret vedrørende Racediskrimination, Eric Tinor-Centi mener, at hele problemet skyldes politikernes generelle afstandtagen fra det multikulturelle samfund, som lægger linjen for den grundlæggende politik over for indvandrere: »En sådan politik er ikke andet end assimilatorisk - eller for at være mere præcis: diskriminatorisk. Den anerkender nemlig ikke minoritetsgruppers ret til etnisk, kulturel og religiøs udvikling …« (Jyllands-Posten, 14.8.).

Ifølge en meningsundersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske Tidende mener 63 procent af befolkningen, at arbejdsgiverne generelt skal have ret til at fastsætte regler for, hvordan medarbejderne går klædt, og 56 procent mener eksplicit, at muslimske kvinder ikke skal have ret til at bære hovedtørklæde, hvis de er ansat i et supermarked. Imidlertid vil kun 14 procent direkte undlade at handle i en forretning, hvor de betjenes af muslimske kvinder med hovedtørklæde.

Ekstra Bladet reagerede i første omgang på problematikken ved en skarp afstandtagen til supermarkedernes diskrimination over for muslimske kvinder. Kronikredaktør Lars Hørby skriver i lederen den 7.8.: »De tørklædebeklædte damer, som Ebbe Lundgaard helst vil have gemt af vejen, er - hvis nogen skulle være i tvivl - ikke medlemmer af den lokale folkedanserforening. Det er unge muslimske kvinder, der følger deres religion og tradition ved at tildække håret. Ebbe Lundgaard bedyrer, at han skam gerne vil have disse indvandrere ansat, blot må de ikke sidde ved kassen iført tørklæde. Det strider nemlig mod koncernens ’uniformeringspolitik’. Derfor er tørklæderne forvist til at arbejde på lagre, i terminaler og på kontorer, hvor de ikke risikerer at komme i kontakt med primærkunderne. ’Der skal ikke være tvivl om, hvem der er ansat i FDB,’ betoner formanden. Det er det rene sludder. Enhver kan regne ud, at en person der sidder bag kassen i den lokale Brugs, iført det reglementerede personaletøj og et lille skilt på blusen, der oplyser vedkommendes navn, selvfølgelig er ansat hos FDB.«

At også andre supermarkedskæder har samme indstilling som FDB, får følgende kommentar: »Det gør ikke problemet mindre. Tværtimod er der tale om mere end en fordobling af en himmelråbende dumhed, der nærmer sig det kriminelle.«

Lars Hørbys humanistiske indstilling var imidlertid alt for meget for en anden af avisens lederskribenter, redaktør Claes Kastholm Hansen, der få dage senere vender avisen 180 grader og fuldstændig underkender Lars Hørbys leder. Sarkastisk skriver Kastholm Hansen den 10.8.: »Hvis man læser aviserne, hvis man ser TV, hvis man hører radio, hvis man lytter til politikerne, er der ikke noget problem: Alle er enige: Selvfølgelig skal piger, der energisk og med en høj grad af politisk bevidsthed bekender sig til stenalderreligionen islam, have lov at formumme sig med tørklæder, når de sidder ved kassen i FDBs butikker. Vi er jo tolerante her i landet. Og tolerance, det vil sige, at vi accepterer så godt som alting. Vi har ikke noget på spil. Vi vil ikke slås om noget. Der er ingen værdier, der betyder noget for os …«

Senere patroniserer Kastholm-Hansen tilsyneladende på hele avisens vegne Lars Hørbys leder med ordene: »Vi skal ikke skjule, at vi på Ekstra Bladet i de sidste dages lederartikler også er hoppet på den politiske korrektheds bølge. Det er, hvad der kan ske i kampens hede. Men vi ønsker at slå fast, at det efter vores grundlæggende opfattelse er arbejdsgiverens afgørelse, hvordan folk bør være klædt, når de møder virksomhedens kunder (…) Ekstra Bladet ønsker at understrege, at det er en dansk kultur, dvs. en vestlig kultur, vi lever i, og det er den, der skal afstikke rammerne for vores adfærd, ikke en islamisk. Der er nogle danske, nogle vestlige værdier, som vi står ved, og dem vil vi slås for.«

Dermed underforstås selvfølgelig tre ting: 1) Lars Hørby talte ikke på Ekstra Bladets vegne i sin leder den 7.8., 2) en kvinde bag et kasseapparat i Brugsen med noget så drastisk som et hovedtørklæde afstikker rammerne for »islamisk adfærd«, og 3) en sådan skal bekæmpes.

Information spørger den 11.8. Kastholm Hansen, om avisens holdning så nu ligger fast i denne sag, hvortil Ekstra Bladets redaktør svarer: »Nu er vi jo ikke kategoriske. Man kan aldrig vide, hvem der vil bemægtige sig lederpladsen i en sen nattetime.«

Sagen får det uventede udfald, at Kastholm Hansen ifølge Information irettesættes af administrerende chefredaktør, Sven Ove Gade for den helt usædvanlige fremfærd, at én leder underkender en anden. Kastholm Hansen, som ifølge Informations kilde, en anonym medarbejder på Ekstra Bladet, var udset til at være Sven Ove Gades kronprins, tager den konsekvens af sagen, at han træder helt ud af avisens redaktion pr. 1. september, skriver Information den 26.8.

Og dét er vist svært at beklage for andre end den alleryderste højrefløj.

Jeppe Berg Sandvej