Søren Søndergaard, medstifter af og folketingsmedlem for Enhedslisten, tegner her sit billede af socialismen i dag. Han fortæller om historiske baggrunde, om mål og midler i bred forstand og om venstrefløjens politiske problemer, interne uoverensstemmelser og generelle kamp for en grundlæggende samfundsforandring.

Faklen: Hvad betyder Østblokkens udvikling og sammenbrud for socialismen?

Søren Søndergaard: Jeg synes indledningsvis, at man skal tage udgangspunkt i, hvad der er socialismens styrke. Socialismens styrke ligger ikke i, at den er en altoverskyggende teori eller ideologi for venstrefløjen, men snarere i, at den er et begreb, der sætter ord på den kamp, som udspringer af modsætninger i samfundet.

Derfor er det afgørende spørgsmål for socialisterne: Har samfundet udviklet sig til et niveau, hvor der ikke længere er modsætninger, hvor der ikke længere er udbytning, hvor der ikke længere er undertrykkelse? Hvis det har det, okay, så er socialismen færdig. Men hvis der stadig er klassemodsætninger, så vil der altid være behov for at sætte ord på, hvad det er, vi kæmper imod, og hvad det er, vi kæmper for.

Det er det, socialismen er for mig, ikke en doktrin, men en begrebsliggørelse af den klassekamp, der er foregået igennem tiderne, og som i vor tid foregår som en kamp mellem arbejderklassen og borgerskabet. Derfor mener jeg, at det er absurd, når nogle snakker om, at socialismen er død efter Sovjetunionens sammenbrud.

Men derfor kan folk selvfølgelig godt give deres kamp mod undertrykkelsen i samfundet andre udtryk, ligesom andre bevægelser kan manifestere sig, der ikke nødvendigvis ser socialismen som den politiske ramme for deres oprør imod kapitalismen.

Der er begået mange frygtelige forbrydelser i socialismens navn. Det handler ikke om, hvorvidt 30 eller 40 millioner mennesker har måttet lade livet under de ufattelige overgreb, der foregik i Sovjetunionen, for det var under alle omstændigheder uhyrlige forhold, som vi ikke må glemme.

Forudsætningen for, at socialismen igen kan vinde tiltrækningskraft, er, at de spontane, spredte, ukoordinerede kampe, som vi ser imod undertrykkelse, kapitalisme og imperialisme, bliver stærkere, og når de bliver stærkere, vil spørgsmålet om et samfundsalternativ også igen placere sig mere tydeligt på dagsordenen.

Det afgørende for os er og bliver samfundsforandringen. Den samfundsforandring, der tilvejebringer et samfund, hvor det ikke er markedskræfterne og den blinde vækst, der definerer udviklingen, men hvor det er menneskets egne, bevidste beslutninger. Hvad man kalder den forandring, er mindre interessant.

Faklen: Politikere på højrefløjen hævder ofte, at socialismen er lige så plettet af Lenins og Stalins efterretningsvæsen, kz-lejre og diktatur, som nazismen er af Hitlers – hvad mener du om den sammenligning?

Søren Søndergaard: På den ene side er det vores problem som socialister, at vi ikke kan snakke os væk fra det; vi kan ikke med nogle snedige formuleringer undgå seriøst at diskutere dette spørgsmål. På den anden side er det højrefløjens problem, at denne kritik af socialismen helt bevidst undlader at tage udgangspunkt i, hvad det er for en socialisme, der kendetegner den danske venstrefløj i dag.

Kernen i vores socialisme er kampen for en samfundsforandring i retning af mere lighed, og den samfundsforandring er historisk forbundet med socialismen, hvad enten de borgerlige har held med at hæfte det ene skræmmebillede efter det andet på socialismen eller ej.

Men når det hævdes, at socialismen er forbundet med Gulag på samme måde, som nazismen er forbundet med koncentrationslejre, så bliver debatten hysterisk. Så er der slet ikke tale om en debat længere, men om et ideologisk korstog. Den altafgørende forskel er, at de nazistiske koncentrationslejre og hele holocaust netop byggede på en ideologi eller teori, der har som sit klare udgangspunkt, at der er overmennesker og undermennesker, at f.eks. jøderne er undermennesker.

Omvendt kan man slet ikke i den kommunistiske teori finde belæg for at påstå, at der er nogen, der er undermennesker, og nogen, der er overmennesker, tværtimod! Hele den kommunistiske og socialistiske teori og ideologi går jo ud på, at folk er og bliver lige.

Så kan man selvfølgelig sige, at denne ideologi er blevet brugt til noget andet, men det ændrer ikke ved, at dette står i skarp modsætning til ideologiens erklærede formål, hvorimod nazismens undertrykkelse netop er i fuldstændig overensstemmelse med den nazistiske ideologi. Derfor synes jeg også, at det ville være urimeligt at gøre kristendommen som sådan ansvarlig for alle de forbrydelser, der er begået i dens navn.

Faklen: Hvilken rolle spillede den kolde krig for det politiske klima i Danmark, og hvordan manifesterer den sig i dag?

Søren Søndergaard: Der var to slags mennesker, som gik fuldstændig fejl i byen under den kolde krig i 60erne. Dels var der dem på venstrefløjen, der, fordi de kunne gennemskue undertrykkelsen i de kapitalistiske og imperialistiske lande, lukkede øjnene for undertrykkelsen i Østeuropa. Og dels var der dem på højrefløjen, der, fordi de kunne gennemskue undertrykkelsen i Østeuropa, lukkede øjnene for undertrykkelsen i USA og Vesteuropa. Det er ensidigt at glemme de grusomheder, som højrefløjen lukkede og lukker øjnene for, men det er det, der konstant sker i den hjemlige debat.

Man må aldrig undlade at bekæmpe undertrykkelse noget sted, og man må ikke forsvare den undertrykkelse, der måtte ske i ens egen ideologis navn. Det gælder begge politiske fløje.

Det er f.eks. utrolig lærerigt, men også utrolig ubehageligt, når jeg sidder i Europarådet, og der så rejser sig en græsk kommunist og tager kraftigt afstand fra Tyrkiets fordømmelse af PKK som »terrorister« og den tyrkiske undertrykkelse af det kurdiske folk, og så den samme mand ti sekunder senere begynder at rase mod »terroristerne« i UCK og benægte serbernes overgreb mod kosovoalbanerne …

Det er utrolig vigtigt, at vi på venstrefløjen ikke hopper på den der med blindt at være venner med vore fjenders fjender, men at vi tværtimod omhyggeligt betragter hver enkelt sag i dens egen ret – gid højrefløjen også ville udøve lidt selvransagelse og bestræbe sig på at udvise en lignende redelighed.

Faklen: Er tidligere så karakteristiske ismer som marxisme, leninisme, maoisme, trotskisme og stalinisme forsvundet fra den socialistiske debat i dag?

Søren Søndergaard: Generelt kan man se tilbage og konstatere, at det var en omvej, da socialismen i 60erne og 70erne knyttede an til forskellige fraktioner, der havde hvert deres bureaukratiske land som base og dermed hvert sit »socialistiske hjemland« at forsvare – altså Sovjet, Kina, Albanien osv.

Man kan således konstatere, at med undtagelse af SFs splittelse i 1967, der førte til dannelsen af VS, er stort set hver eneste splittelse på venstrefløjen i Danmark kommet på baggrund af splittelser i den internationale kommunistiske bevægelse. Trotskisterne, der udskilles i 20erne under kampen mellem Trotskij og Stalin; bruddet i DKP på baggrund af Sovjets invasion i Ungarn i 1956; maoisterne, der udskilles i 1963; albanerne, som skiller sig ud fra maoisterne, da striden mellem Enver Hoxha og kineserne spidser til osv. Alt sammen fraktioner og stridigheder, som satte deres afgørende præg på venstrefløjen i 70erne og 80erne.

Jeg mener, at vores situation er meget anderledes i dag. Det er utrolig positivt, at tidligere tiders forbilleder og »hjemlande« er gået bankerot, således at forstå, at f.eks. al splittelsen omkring Sovjet er overstået – ingen kan jo længere med æren i behold komme og bruge Sovjet som et positivt argument i en eller anden socialistisk diskussion.

Man kan heller ikke længere henvise dogmatisk til f.eks. Lenins skrifter, for der er ingen, som kan påberåbe sig at være den »autentiske repræsentant« for leninismen, sådan som f.eks. stalinisterne hævdede, at Sovjetunionen var, eller andre hævdede, at det var tilfældet med Maos Kina eller Hoxhas Albanien.

Og det, synes jeg, er utrolig befriende. Samtidig udvikler samfundet sig jo også hele tiden, så man ikke bare kan høste af de historiske erfaringer uden at tage hensyn til samtiden. Det betyder selvfølgelig ikke, at de lærdomme, som arbejderbevægelsen har erhvervet sig gennem tiderne, bliver mindre vigtige – der er heldigvis bare ikke længere nogen, der refererer til dem, som var det autoritative esser i et spil poker.

Egentlig er det også ganske tankevækkende med personificeringen af de forskellige retninger, f.eks. stalinisme, maoisme, marxisme osv., at ingen af de formodede ophavsmænd – måske med undtagelse af Mao – accepterede denne opdeling. Noget af det sidste, Karl Marx sagde, var: »Alt, jeg ved, er, at jeg ikke er marxist!«

Og Lenin snakkede da også lige så lidt om nogen leninisme, som Trotskij snakkede om nogen trotskisme. Det var tillægsord, som modstandere eller efterkommere hæftede på.

Faklen: Har Enhedslistens socialisme sagt farvel til hele eller dele af arven fra f.eks. Marx og Lenin – og vil man fortsat tale om den kamp mellem revolutionære og reformister, der har kendetegnet det interne slagsmål i arbejderbevægelsens historie, også i det næste århundrede?

Søren Søndergaard: Man må skelne mellem, om vi taler teoretisk, eller om vi sidder og snakker nede på værtshuset efter arbejde.

Forudsætningen for, at det f.eks. har nogen mening at tale om forskellen mellem revolutionære og reformister på værtshus-niveau, er, at revolutionen er en realistisk mulighed – og det er den ikke.

Eller rettere sagt: Revolutionen synes ikke som en realistisk mulighed her og nu. Men det kan den selvfølgelig blive, før man aner det. Jeg tror, at det var Lenin, der i Schweiz omkring 1916 forklarede, at revolutionen ikke kom i hans levetid – og så var den der kun et års tid senere.

Så længe revolutionen – eller hvad vi nu vil kalde en grundlæggende samfundsforandring – er en abstrakt størrelse, så længe vil det ikke være noget, man overhovedet diskuterer mand og mand imellem. Men på det teoretiske plan, på det plan, der afgør, i hvilket perspektiv man handler, mener jeg, at spørgsmålet om samfundsforandring er fuldstændig centralt.

Man kan ikke ud fra et rent reformistisk perspektiv på længere sigt bekæmpe den udvikling, vi ser i øjeblikket, og som er kendetegnet af nyliberalisme og globalisering.

Den eneste mulighed er et brud, en grundlæggende samfundsforandring.

Den store forskel mellem revolutionære og reformister er ikke, om man går ind for reformer eller ej, men om man vil kæmpe til enden for reformerne. Det vil de revolutionære – og det behøver overhovedet ikke at være særlig ekstreme reformer.

Hvad var f.eks. de tre centrale krav, som udløste den russiske revolution? Det var fred, brød og jord. Isoleret set lyder det jo ikke særlig revolutionært, at man vil have fred, brød og jord. Men i den konkrete russiske kontekst, hvor godsejerne sad på jorden og havde alliancen med Frankrig, og man derfor kun kunne få brød ved at tage jorden fra godsejerne, ligesom man kun kunne få fred ved at bryde med godsejerne, da var forudsætningen for disse basale krav nu engang en gennemført revolutionær forandring.

Lenin forstod nødvendigheden af revolutionen, hvorimod reformisten Kerenskij mente, at man lige skulle have forårsoffensiven med først – den ville ganske vist koste yderligere en million russere livet. Her blev problematikken mellem den revolutionære og reformisten sat på spidsen med stor tydelighed: Reformisten Kerenskij, der ville have udskudt de grundlæggende reformer til trods for udsigterne til flere myrderier, og den revolutionære Lenin, der ville føre reformerne igennem, også selv om det krævede et brud med den gældende samfundsorden.

Til tider kan alene det, at man har viljen til at kæmpe for reformerne, betyde, at den herskende klasse netop af den grund accepterer dem og for så vidt afværger revolutionen. Med en vis ret kunne man sige, at da den herskende klasse i Danmark havde set, hvordan det gik i Rusland i 1917, var den påfaldende hurtig til at give markante indrømmelser til den danske arbejderbevægelse, f.eks. otte timers arbejdsdag.

På den måde er revolutionære således ofte de bedste reformister, fordi den bagved liggende trussel om helt grundlæggende forandringer lettere overbeviser den herskende klasse om nødvendigheden af at sluge reformerne.

Faklen: Hvad står øverst på Enhedslistens socialistiske dagsorden i dag?

Søren Søndergaard: Jeg mener, at det for Enhedslisten i første omgang handler om at opbygge en fast organisation med reel folkelig forankring i boligkvarterer, på arbejdspladser osv.

Sagen er, at venstrefløjen ikke har været god nok til at følge op på de brede mobiliseringer for forandringer i samfundet, der har været – i 1985 stod der f.eks. i hundredtusindvis af mennesker på Christiansborg slotsplads, men der var ikke noget grundlag eller nogen organisering at kæmpe videre ud fra bagefter.

Jo stærkere vores organisation er, desto stærkere udgangspunkt vil vi have næste gang – for betragter man massen som sociologisk begreb, har den jo desværre altid en tendens til at starte forfra. Der er ingen eller kun begrænset kollektiv erindring eller lærdom, og det kan mange borgerlige politikere leve højt på den dag i dag.

Faklen: Skal Enhedslisten opdrage og retlede massen – folket?

Søren Søndergaard: Der er to lige store farer, som man skal undgå. På den ene side skal man ikke fortabe sig i kampen om femørerne i lønstigning eller om legepladsen i gården, men på den anden side skal man jo heller ikke løfte fanen så højt, at benene med en populær frase ikke længere kan nå jorden.

Det, der er kunsten, er jo at være i stand til at basere sin kamp på de ønsker, drømme og håb, som befolkningen har, og så med det udgangspunkt anvise nogle veje til, hvordan de kan realiseres. Hr. og fru Pedersens største problem er jo ikke, at de ikke kan se, at det da ville være rart med f.eks. en 30 timers arbejdsuge – deres problem er, at de ikke kan se, hvordan de kommer fra den der 2½ værelses lejlighed i Brøndby Strand og så til en situation, hvor de forandringer, som de ønsker, sker. Det er deres problem.

Og fordi de ikke kan se det større perspektiv, bliver fejlslutningens logik ofte, at når farmand er arbejdsløs, så er det araberen inde ved siden af, der er skyld i det, fordi han optager en arbejdsplads på fabrikken. Der er altid en fare for, at kampe på denne måde slår om og bliver reaktionære, f.eks. når arbejdere ønsker at smide indvandrere ud af fabrikken, for at de ikke skal tage arbejdspladserne fra dem.

Ikke fordi jeg synes, at der er noget galt i at kæmpe for sig selv, men der er noget galt i at rette kampen mod sin egen klasse eller kæmpe for privilegier til sig selv, som andre ikke får. Det er falsk klassebevidsthed, men det er ikke noget nyt fænomen.

Hvorfor har vi f.eks. Dansk Metalarbejderforbund, Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund på samme arbejdsplads? Historisk set er det jo et udtryk for manglende solidaritet og tilbagestående klassebevidsthed i arbejderbevægelsens barndom. De faglærte ville ikke have de ufaglærte med, og de ufaglærte mænd ville ikke have de ufaglærte kvinder med. Heller ikke selv om vi er tilbage på et tidspunkt, hvor man gik med røde faner og sloges på Fælleden og hele svineriet.

Dengang var det de revolutionæres opgave at arbejde for, at der kom en organisering på tværs af faggrupperne, så man ikke bekæmpede hinanden indbyrdes. På den måde har de klassebevidste og revolutionære altid måttet arbejde for solidariteten. Det måtte de dengang, og det må de i dag.

Faklen: Venstrefløjen karakteriseres ofte som utrolig fraktioneret, men Enhedslisten blev dannet af tre partier, der har udført den modsatte bevægelse og helt eller delvist er smeltet sammen. Udenfor står f.eks. Danmarks Kommunistiske Parti / Marxister-Leninister (DKP/ML), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Internationale Socialister (IS) – bør Enhedslisten også tilstræbe at inkludere disse, så venstrefløjen står endnu mere samlet?

Søren Søndergaard: Jeg mener, at Enhedslisten er åben for hele venstrefløjen, men derfor mener jeg ikke nødvendigvis, at venstrefløjen hverken kan eller skal repræsenteres af ét parti. I gamle dage ville jeg nok have haft det som en målsætning, at man havde det revolutionære parti, der udgjorde hele venstrefløjen og repræsenterede alle de forskellige sociale kategorier – arbejderne, de arbejdsløse, de hjemløse, indvandrerne osv.

I dag er jeg personligt mere i tvivl om, hvorvidt det egentlig er hensigtsmæssigt, at et venstreorienteret parti både forsøger på den ene side at rumme folk, der er udstødte og marginaliserede, og så på den anden side skal inkludere den 45-årige tillidsmand, der repræsenterer sine 250 kollegaer i kampen for at få 25 øre mere i timen.

Er det overhovedet muligt at lave et parti, som begge disse meget forskellige kategorier føler sig dækket ind af?

Hvis man kigger på de historiske erfaringer, på trods af hvad der har været god latin på den mere revolutionære del af venstrefløjen, så er revolutionære forandringer faktisk sjældent blevet gennemført af et enkelt parti. Så sent som under sandinisternes revolution i Nicaragua i 1979 var der tre fraktioner, som repræsenterede forskellige grupper.

Faklen: Apropos problemerne med at samle venstrefløjen i ét parti, så var NATOs krig og serbernes etniske udrensning i Jugoslavien vel den seneste større problematik, hvor venstrefløjen forsøgte at markere sig i fælles kamp på tværs af partierne, men hvor den fælles linje også blev sat på en hård prøve. Du blev selv kaldt »opportunistisk« af KPiD, og konfrontationen mellem Enhedslisten på den ene side og DKP/ML og KPiD på den anden var ret kontant …

Søren Søndergaard: Det er rigtigt, at der var nogle sammenstød, men jeg er nu meget uenig med f.eks. Dagbladet Arbejderens opfattelse af, at det var disse uoverensstemmelser, der hindrede en stor mobilisering af krigsmodstanden – den havde næppe været mere iøjnefaldende, selv om Enhedslisten havde været enige med DKP/ML og KPiD i alt.

Men jeg synes, at disse partiers tendens til at negligere eller bagatellisere serbernes overgreb mod kosovoalbanerne var et stort problem. Hvis Enhedslisten havde valgt kun at tage afstand fra NATOs bombardement uden samtidig at tage afstand fra serbernes etniske udrensning, ville vi have forrådt kosovoalbanerne.

Jeg mener, at vi derved ville have gentaget en historisk fejltagelse. En fejltagelse, som jeg synes at Frank Aaen meget stærkt gjorde op med, da han af Berlingske Tidende blev spurgt, om han fortrød noget i forbindelse med DKPs forhold til Østeuropa. Han svarede: »Vi svigtede befolkningerne i de østeuropæiske lande. Hvis vi havde været solidariske, skulle vi have sagt, at den var gal. Men det evnede vi ikke«.

På samme måde mener jeg, at det ville være at forråde kosovoalbanerne, hvis ikke vi havde taget så skarpt afstand fra serbernes etniske udrensning, som vi gjorde. Altså, hvis vi var gået ud og havde talt om »påståede etniske udrensninger«, sådan som folk fra KPiD gjorde, så ville det have været et katastrofalt nederlag for vores troværdighed og et forræderi mod de undertrykte kosovoalbanere.

Jeg skulle bare én gang fra Folketingets talerstol have sagt »de påståede etniske udrensninger« om serbernes etniske udrensninger, så ville det hænge fast ved partiet de næste ti år.

Vi må forblive ædruelige, forholde os til sandheden og ikke i misforstået solidaritet med dem, der var ofre for NATOs bombardement, svigte ofrene for serbernes overgreb. Jeg kan ikke se, at Enhedslistens linje skulle have svækket fredsbevægelsen under krigen i Jugoslavien, tværtimod mener jeg, at vi i lang tid fremover havde svækket bevægelsen, hvis vi havde valgt samme strategi som DKP/ML og KPiD, der holdt hånden over serberne.

Derfor har Dagbladet Arbejderens dækning af krigen også været en tragedie. Til trods for, at DKP/ML var de første til at lave solidaritetsarbejde til fordel for kosovoalbanerne helt tilbage i 80erne, så vælger de under krigen simpelt hen slet ikke at omtale serbernes etniske udrensninger i deres dagblad.

I en situation, hvor over en million mennesker er drevet på flugt, hvor tusinder er blevet dræbt og voldtaget, kan man ikke finde det omtalt i Dagbladet Arbejderen. Så må man stille spørgsmålet, hvorfor?

De har selvfølgelig ræsonneret sådan, at det overordnede mål var at sige nej til NATO, og har dermed gemt den etniske udrensning af vejen. Men den erfaring, vi skal drage af socialismens historie, er, at socialister aldrig må lukke øjnene for undertrykkelse, blot fordi den måske ikke lige passer ind i den overordnede sag, der kæmpes for.

Den lære, som er en del af grundlaget for Enhedslisten, har DKP/ML ikke lært, når vi kigger på praksis. Så kan man diskutere, om deres dagsorden i virkeligheden har været den kommunistiske samling, og at de af den grund ikke har villet støde det proserbiske KPiD fra sig.

Men der mener jeg, at DKP/ML begår den samme fejltagelse, som de begik, da det kommunistiske Albanien brød sammen, og de til det sidste fortsatte med at forsvare landet.

Den slags fejltagelser er også en påmindelse til venstrefløjen i forbindelse med Cuba i dag. Der er utrolig megen uberettiget propaganda og et stort imperialistisk pres mod Cuba, men det ændrer jo ikke ved det faktum, at der er politiske fanger i landet, og at Castro under en tale til den franske arbejdsgiverforening opfordrede til franske investeringer på Cuba med den begrundelse, at der ikke er nogen strejker.

Faklen: Hvordan ser det ud med at indfri Enhedslistens mål om at forandre politikken i dag?

Søren Søndergaard: Vores mål er ikke i sig selv at få gennemført vores politik. Vores målsætning er at vinde folkelig opbakning for en grundlæggende anden politik end den, der føres i dag. Vores projekt er f.eks. ikke at forhindre integrationsloven imod den danske befolknings ønske, vores målsætning er at få den danske befolkning til at sige, at de ikke vil have det lort.

Men vi kan ikke ændre verden med vores parlamentariske deltagelse. Det er ikke en samfundsforandring, at Enhedslisten har fem mandater i Folketinget – og den kendsgerning er der så to mulige konsekvenser af. Den ene er den, Holger K. Nielsen og Socialistisk Folkeparti drager, at så må vi have midterpartierne med, først og fremmest CD. Der skal altså føres økologisk politik sammen med »bilejernes parti« og social omfordelingspolitik sammen med »husejernes parti«.

Den anden konsekvens er den, vi drager. At vi ærligt siger til befolkningen, at hvis der skal en anden politik på dagsordenen, så kræver det en udenomsparlamentarisk mobilisering, et udenomsparlamentarisk pres og en styrkelse af venstrefløjen i Folketinget. Hvis ikke venstrefløjen bliver styrket i Folketinget, hvis ikke der er et udenomsparlamentarisk pres i form af strejker, demonstrationer, folkelig aktivitet osv., så bliver der ikke skyggen af reelle forandringer.

SFs bejlen til et samarbejde med de borgerlige midterpartier er jo en pæn og behagelig politik i sammenligning med vores opfordring til kamp for en grundlæggende samfundsforandring. En samfundsforandring, der kun er mulig gennem udenomsparlamentariske metoder, og først bliver skabt i det øjeblik, hvor folk helt opgiver tilliden til, at politikerne på Christiansborg løser problemerne, og selv sætter sig i bevægelse. Ikke et sekund før.

I denne kamp burde fagbevægelsen spille en langt mere fremtrædende rolle. Efter min opfattelse er fagbevægelsen gået meget til højre i de senere år. Den står nu over for et valg mellem to muligheder: Enten fortsætter den med at leve af de smuler, der falder fra det kapitalistiske bord, og forsøger så inden for den ramme at rage så mange krummer til sig som muligt. Eller også tager fagbevægelsen en reel konfrontation med kapitalen.

Der er ikke nogen mellemvej.

Og det, man satser på fra LOs side, er helt tydeligt den første mulighed. Vores bud er i stedet at gøre fagforeningerne til kamporganisationer som led i den samfundsforandrende kraft, der skal skabes, således at fagforeningerne bliver det centrale led i denne samfundsforandring.

Socialdemokratiet står lige så langt fra os som LO. Socialdemokratiet er et parti, som ikke alene har opgivet det socialistiske samfund, men dybest set også har opgivet reelt at reformere det kapitalistiske samfund. Hvis man opgiver ideen om, at man må lave samfundet grundlæggende om, så opgiver man i virkeligheden også ideen om, at der overhovedet er behov for reformer, fordi det hurtigt viser sig, at reformerne alligevel ikke kan gennemføres inden for de nuværende samfundsrammer.

Og så opgiver man alt – ligesom Socialdemokratiet.

Morten Halskov Jensen og Rune Engelbreth Larsen