I de senere år er antallet af tvangsfjernelser steget voldsomt, og kravet om endnu flere er blevet rejst i kølvandet på mediehistorier om forældres omsorgssvigt og overgreb mod børn. Socialminister Karen Jespersen vil lette mulighederne for tvangsfjernelser og ønsker mere fokus på »børnenes tarv« end »forældrenes rettigheder«. Men hvad er myndighedernes vurderingsgrundlag egentlig baseret på, når børn fjernes fra deres forældre?

Selvransagelsens time er indtruffet i Børne- og Ungeforvaltningen i Horsens kommune, efter at en 3-årig dreng torsdag morgen døde af gentagne slag i hovedet, der var tildelt ham over et døgn. Drengens 25-årige mor og hendes 26-årige kæreste sidder fængslet i sagen, sigtet for omfattende vold. ’Jeg er ikke sikker på, at der blev skønnet rigtigt, da vi ventede med at opsøge familien. Men vi havde ikke den mindste mistanke om, hvad der foregik,’ siger Knud Aarup, der er Børne- og Ungedirektør i Horsens kommune. Den 3-årige dreng døde torsdag morgen. Ifølge obduktionen var dødsårsagen gentagne slag i hovedet inden for det sidste døgn. Drengen havde over 60 læsioner på kroppen, tre ældre ubehandlede ribbensbrud, blødning i leveren og væskeansamlinger i hjernen. I ansigtet, på halsen, kroppen og på benene var der hævelser og blå mærker.« (Politiken, 5.7.98).

En dreng tærsket til døde. Et forsvarsløst barn mishandlet ihjel.

Den tragiske historie kommer kun få måneder efter, at dokumentarudsendelsen »Er du mors lille dreng?« på TV2 har øget kravet om flere tvangsfjernelser og fået socialminister Karen Jespersen til at bebude en lovrevision, så det bliver lettere at tvangsfjerne børn.

Opinionen er på socialministerens side. Få kan være andet end chokeret over det brutale overgreb mod den 3-årige dreng. Konklusionen synes krystalklar: Hvis en dreng kan blive tærsket til døde i Horsens kommune - en kommune, der tvangsfjerner fem gange så mange børn som landsgennemsnittet - må børnenes tarv generelt blive vægtet for lavt, ligesom kontrollen med børnefamilierne og kommunernes muligheder for tvangsfjernelse må være alt for ringe.

Ikke desto mindre har antallet af tvangsfjernelser allerede været markant stigende i en årrække.

Fra 1950 og helt frem til 90erne har andelen af både frivilligt og ufrivilligt anbragte uden for hjemmet i aldersgruppen 0-19 år godt nok været nogenlunde konstant, nemlig omkring 1%, men antallet af tvangsfjernelser er steget voldsomt siden 80erne. I 1983 var 479 tvangsanbragt, i 1990 var det steget til 767, i 1995 til 1.009 og i 1996 til 1.344 (kilder: Danmarks Statistik samt Anne-Dorthe Hestbæk: Når børn og unge anbringes - en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager, Socialforskningsinstituttet, 1997).

Dertil kommer, at en lang række anbringelser med forældrenes samtykke ikke registreres som tvangsanbringelser, men reelt godt kan være det. Cand.jur. Eva Caspersen skriver: »Man må imidlertid være opmærksom på, at grænsen mellem frivillighed og tvang er meget flydende, og at der - i det mindste set ud fra en psykologisk synsvinkel - ofte vil foreligge elementer at tvang i de fleste frivillige anbringelser.« (Tvangsfjernelse af børn, 1988, s. 15). I 1991 udtaler psykolog John Aasted Halse, at der er en stor »gråzone« blandt de frivillige anbringelser, »hvor vi ikke kan afdække, hvor mange der egentlig har fået ’vredet armen om’ og er gået med til en frivillig fjernelse på det grundlag, at ellers ville det ske med tvang« (Det Fri Aktuelt, 27.12.91). I 1996 var der ifølge Danmarks Statistik 14.824 såkaldt frivillige anbringelser.

I starten af 90erne, hvor antallet af tvangsanbragte ligger omkring 7-800, er visse politikere bekymrede over det »beskedne« antal. Helge Adam Møller, MF for det Konservative Folkeparti, udtaler: »700 tvangsfjernede børn om året er ikke én for meget. Snarere alt for få.« (B.T., 12.2.92). Poul Nødgaard, MF, daværende medlem af Fremskridtspartiet, nu Dansk Folkeparti, siger til samme avis: »Jeg løber ikke med på den vogn, at man tvangsfjerner på samlebånd. Sådanne påstande er frygtelige at høre på.«

Seks år senere med bl.a. den tragiske historie fra Horsens in mente udtaler Jens Heimburger, MF for det Konservative Folkeparti: »Kommunerne ryster i dag på hånden, hver gang de skal fjerne et barn. De må i stedet have modet til at vurdere, hvor der hverken er familie eller fællesskab, og så gøre noget.« (Jyllands-Posten, 7.7.98).

Næppe nogen kan være i tvivl om, at der gives opvækstforhold så ødelæggende for et barns liv, at en tvangsfjernelse kan være den eneste løsning. Cand.jur. Eva Caspersen skriver om forskellige former for børnemishandling: »Fra retspraksis skal jeg som eksempler herpå nævne: Afstraffelse med livrem, ledning og andre redskaber. Afstraffelse med de bare hænder, for eksempel ved at barnet får knytnæveslag i ansigtet eller får brækket armen eller andre knogler. Børn kan endvidere udsættes for forbrændinger, for eksempel kan de blive brændt med cigaretter, dyppet i kogende vand eller udsat for anden form for forbrænding.« (Tvangsfjernelse af børn, 1988, s. 17).

Når der er tale om at fjerne børn fra hjem, hvor de indlysende udsættes for umiskendelig mishandling, er der imidlertid næppe mange, der »ryster på hånden«, som Jens Heimburger frygter det. Men ligesom få betvivler, at der er opvækstforhold så frygtelige og tragiske, at en tvangsfjernelse er nødvendig, kan få betvivle, at en unødvendig tvangsfjernelse tilsvarende kan føre til frygtelige tragedier.

Det er ikke mindre kynisk at hævde, at en tvangsfjernelse for meget er bedre end en tvangsfjernelse for lidt, end det er at hævde, at en tvangsfjernelse for lidt er bedre end en tvangsfjernelse for meget.

Den reelle problematik drejer sig således ikke om, hvorvidt grusomheder mod børn bør have konsekvenser (hvad næppe nogen kan være uenig i), men om det grundlag, på hvilket »grusomheder« defineres, og tvangsfjernelser foretages - og det er ikke mindst denne sammensatte problematik, der er genstand for belysning i nærværende artikel.

René Spitz’ undersøgelse af spædbørn anbragt med deres mødre i et kvindefængsel

I 1940erne sammenligner psykoanalytikeren René Spitz udviklingen af spædbørn, der bliver opdraget i et hittebarnshjem, med udviklingen af spædbørn, der bliver opdraget på en institution tilknyttet et kvindefængsel.

Begge institutioner er rene og sørger for tilpas mad og lægeligt eftersyn; den afgørende forskel er, at mødrene, der er indsat i kvindefængslet, har adgang til deres børn dagligt i begrænsede perioder, mens børnene i hittebarnshjemmet udelukkende bliver passet af professionelle sygeplejersker, der hver tager sig af syv børn.

Spitz konkluderer på baggrund af nogle års undersøgelser, at spædbørnene i hittebarnshjemmet de første fire måneder klarer sig bedre i forskellige udviklingstests end spædbørnene i fængselsinstitutionen. Men omkring etårsalderen er både de motoriske og intellektuelle færdigheder hos børnene i fængselsinstitutionen imidlertid langt bedre udviklet end hos børnene fra hittebarnshjemmet. Disse sidste udvikler, hvad Spitz kalder hospitalism (i dag ofte betegnet som analictic depression) - de er indelukkede, tilbøjelige til at få infektioner og udviser kun begrænset munterhed og nysgerrighed.

Ved 2-3 års alderen er børnene i fængselsinstitutionen, der har dagligt samvær med deres mødre, udviklet som »normale« børn i samme aldersgruppe og både går og taler aktivt. Til gengæld kan kun to ud af 26 børn på hittebarnshjemmet gå, og de kan kun sige ganske få ord. Dødeligheden er endvidere størst på hittebarnshjemmet, og børnene her udviser i det hele taget hyppigere tegn på lidelser og unormal, monoton adfærd.

Børnene, der bevarer den daglige kontakt til deres mødre i kvindefængslet, udvikler sig altså »normalt«, mens udviklingen af børnene fra hittebarnshjemmet, hvis opvækst alene varetages af professionelle, viser markante krisetegn, og Spitz argumenterer for, at et tæt bånd til moderen generelt begunstiger følelsen af sikkerhed og tillid hos barnet (kilder: E.R. Kandel et al.: Principles of Neural Science, 3. ed., 1991, s. 946; R.W. White: The Abnormal Personality, 5. ed., 1981, s. 114f).

Allerede i 40erne tyder noget altså på, at en professionel institutionsopvækst ikke pr. definition er bedre for barnet end en opvækst i nærheden af dets biologiske mor, skønt hun er indsat i et fængsel og dermed langtfra lever op til konventionen om den »normale mor«. Faktisk peger Spitz’ undersøgelse i modsat retning - institutionsopvæksten kan være særdeles belastende til trods for dens professionalisme.

Der er selvfølgelig grund til at tro, at de professionelle tiltag er blevet forbedret siden 40erne, men springer vi et halvt århundrede frem i tiden, er der fortsat faktorer, der tyder på, at professionalisme vanskeligt kan bibringe børn en bedre opvækst, end det er tilfældet i selv belastede familier, der langtfra lever op til professionelle idealer. Bo Vinnerljung har i en svensk doktordisputats fra 1996 kortlagt udviklingen af 100 søskendepar, hvor den ene har tilbragt sin barndom i en plejefamilie, mens den anden er blevet hos de socialt belastede forældre - og konklusionen er, at søskendeparrene stort set klarer sig ens.

Opvæksten i en plejefamilie gjorde ikke børnene bedre rustede til at finde et job, få en sund økonomi, stifte familie og undgå at havne på førtidspension eller bistandshjælp. Begge børn fik et dårligere liv end gennemsnitssvenskeren, der er vokset op hos sine biologiske forældre i en kernefamilie, men dem, der blev derhjemme under dårlige betingelser, gik det faktisk en anelse bedre end dem, der blev fjernet (kilde: Politiken, 13.12.98).

Der er med andre ord belæg for, at professionelle tiltag i retning af at fjerne børn fra deres biologiske forældre, selv om det f.eks. er fra socialt belastede familier til »sunde« plejefamilier, slet ikke behøver føre til forbedringer af børnenes liv.

Det er imidlertid ikke altid det indtryk, man får fra debatten om tvangsfjernelser, hvor barnets tarv som regel uden videre modstilles forældres ønsker om at beholde barnet hos sig. Eksempelvis udtaler Anne Albjerg, formand for Landsforeningen Børns Rettigheder: »Der er ikke stemmer at hente på rossets børn. Men de udsatte børn vil altid være der, og der bliver flere og flere. Vi bør sikre dem ved at tilsidesætte forældrenes ejendomsret og tvangsfjerne langt flere børn. De, som vokser op med druk og vold, bliver skadet for livet.« (Politiken, 6.6.97).

Symptombehandling synes at være blevet løsenet i de senere år i den offentlige debat: Det er således ikke på dagsordenen at forbedre »rossets« levevilkår og livskvalitet, medicinen er derimod alene at fjerne børnene fra »rossets« hjem.

En meget omtalt dokumentarudsendelse lægger sig i kølvandet på denne tendens og forstærker i forlængelse heraf kravet om flere tvangsfjernelser drastisk, da den udstiller en socialt belastet families vanskeligheder ved at give deres nyfødte søn de opvækstbetingelser, som forventes af myndighederne.

»Er du mors lille dreng?«

Dokumentarudsendelsen »Er du mors lille dreng?«, tilrettelagt af Lars Høj og redigeret af Ole Grønbæk, bliver sendt på TV2 den 13. april 1998.

Igennem en time og 15 minutter følger vi 4-5 måneder af Annie Toft Jensens og Bjarne Fjeldsteds liv, før og efter fødslen af deres søn, Jørn. Alt sammen under skarp overvågning af de sociale myndigheder, der skal afgøre, om barnet skal anbringes et andet sted end hos sine forældre.

Udsendelsens fortællerstemme præsenterer baggrunden for sagen med følgende ord: »Bjarne og Annie har i adskillige år haft massive problemer bl.a. med alkohol og hash. De får tre måneder til at bevise, at de er ansvarlige og kan klare opgaven at tage vare på et barn. De sociale myndigheder ved allerede nu tilstrækkeligt om Bjarne og Annie til at kunne fjerne barnet ved fødslen, men de har valgt at give forældrene en chance.«

Vi er altså vidne til en særegen form for omvendt bevisførelse: Forældrene er allerede fundet uegnede som forældre, men hvis de på tre måneder kan modbevise dette - og altså dermed bevise deres uskyld - kan de beholde barnet.

Forældrene er selv »institutionsbørn« og har mødt hinanden på en døgninstitution. Som led i de tre måneders prøvetid skal de flytte ind på familieinstitutionen Bethesda, hvor pædagogerne skal hjælpe, kontrollere og observere Bjarnes og Annies forældreevne. Socialpædagog Mona Bach tilknyttes som familiens kontaktpædagog under opholdet.

Mona Bach orienterer i starten af udsendelsen om familierne på Bethesda: »Det er jo voksne, som ikke selv har haft nogen barndom, som ikke selv har oplevet kærlighed og omsorg, da de var små. Hvis de aldrig selv har oplevet omsorg, er det heller ikke muligt for dem at give det til deres børn. Det er i hvert fald en meget svær opgave at stille dem over for.«

Med den indstilling er Annie og Bjarne - og alle forældre i deres situation - imidlertid så godt som dømt på forhånd. Hvis man ikke selv har modtaget kærlighed og omsorg som barn, kan man ifølge Bach pr. definition heller ikke selv - eller kun meget vanskeligt - give kærlighed og omsorg til et barn.

Udsendelsen fokuserer på forskellige krisesituationer i tiden før og under opholdet på Bethesda, f.eks. da forældrene ikke kan blive enige om at købe babytøj, og det bemærkes, at pengene bliver brugt til »noget andet«. Bjarne udbryder, at »det er træls ikke at have nogen penge«, men for udsendelsen spiller familiens økonomiske vanskeligheder ingen rolle for den samlede vurdering; hvorvidt en bedring af de økonomiske forhold eventuelt kunne lette også øvrige problemer, lades ude af betragtning.

Efter fødslen beslutter socialforvaltningen, at familien skal overvåges døgnet rundt og højst må forlade Bethesda en time om dagen.

I de udvalgte klip har Bjarne let ved at tabe tålmodigheden, og i en situation, hvor han synes, at barnet er »vanskeligt«, siger han irriteret: »Du er godt nok blevet en strid banan. Det synes jeg eddermame. Siden vi var på hospitalet, var der ikke noget, men nu … Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre - de kommer jo og er så kloge.« Det sidste henvendt til pædagogerne på institutionen.

Forældrene skændes ifølge de ledsagende fortællerbemærkninger om, hvem der skal passe barnet, og Bjarne forlader institutionen i vrede, mens Annie over for en pædagog indrømmer, at Bjarne har slået hende en enkelt gang.

Fortællerstemmen bemærker: »Det bliver stadig mere vanskeligt for Annie at få kontakt med Jørn,« og talrige gange gentages problemet, at moderen tilsyneladende ikke har øjenkontakt med sin søn. Bjarne vender tilbage til Bethesda efter seks døgn, men han har genoptaget sin hashrygning, og adskillelsen forældrene imellem har været hård for Annie.

Vi præsenteres nu for konstateringen: »Jørn trækker sig mere og mere ind i sig selv. Annie kan næsten ikke få øjenkontakt med ham, og pædagogerne kan kun få øjenkontakt med ham, hvis de er meget vedholdende. Jørn er meget passiv, og han sover utrolig meget. Selv om Jørn kun er 18 dage gammel, frygter pædagogerne, at han allerede nu har taget skade.«

En scene skal åbenlyst dokumentere Annies og Bjarnes manglende omsorg for Jørn. Mona Bach kommer ind og vækker forældrene kl. 7.45 med barnet, der er nyskiftet og vågen, men Bjarne og Annie vil tydeligvis helst sove. Mona Bach siger: »Barnet er jo lysvågen, så han skal ikke sove nu. Han er lige parat til at blive snakket med.« Forældrene svarer søvndrukkent og uinteresseret.

Situationen er konstrueret, og hvorfor de partout skal stå op, i stedet for at Jørn blot bliver lagt ned til dem i sengen, fremgår ikke. Men i sammenhængen får seeren klart det indtryk, at forældrene møder barnets behov for »at blive snakket med« med dovenskab og ligegyldighed.

»Jørn har valgt at lukke af for omverdenen,« konkluderer fortællerstemmen autoritativt. Han er tre uger gammel.

»Pædagogerne håber, at de nu kan få Annie til at interessere sig for sit barn«

Familiens krise tilspidses, og Bjarne bortvises fra institutionen pga. sin hashrygning. Annies frustration og sorg over at skulle undvære Bjarne får hende til at udbryde: »Det er et lukket fængsel. Jeg gider ikke være her mere!«

Men fortællerstemmen oplyser seerne om, at »pædagogerne håber, at de nu kan få Annie til at interessere sig for sit barn«, til trods for at hun er knust over ikke at kunne være sammen med barnets fader og således er mindre motiveret end nogen sinde før til at have tillid til formålet med opholdet på Bethesda.

Familiens kontaktpædagog, Mona Bach får indskudt: »Nogle gange synes jeg, at forældre får for mange chancer.« Det er en pointe, som har været klar siden udsendelsens første minutter, og som vanskeligt kan ses som andet end et udtryk for udsendelsens eget budskab.

Problemerne mellem Bjarne og Annie fortsætter, og Annie forlader institutionen for at finde Bjarne, til trods for gentagne advarsler fra pædagogerne om det særdeles uheldige i, at Jørn således bliver passet af mange forskellige i stedet for at knytte sig til én.

Det endelige sammenbrud kommer kort tid senere: »Alting er i opløsning (…) Selv om Bjarne er forment adgang til Bethesda om natten, lukker Annie ham ind. Da nattevagten opdager Bjarne, udvikler situationen sig meget voldsomt. Bjarne er beruset, han er meget opfarende og truer personalet med vold. Bjarne smadrer et vindue, inden han går. Annie vælger igen at gå med Bjarne og forlader Jørn. Hun er væk i to dage.«

Resultatet er, at også Annie bliver bortvist fra Bethesda. Pædagogerne overtager ansvaret for Jørn, og socialforvaltningen stiller forældrene over for et ultimatum: Frivillig eller tvungen anbringelse. Dybt ulykkelig og hårdt presset siger Annie ja til en »frivillig« anbringelse, som derved selvfølgelig ikke har nogen frivillighed over sig.

Først et par måneder senere, da Jørn er fire måneder gammel, findes en plejefamilie. I mellemtiden har han boet på Bethesda og været passet af flere forskellige pædagoger. En situation, som de samme pædagoger har advaret Annie imod gentagne gange som dybt problematisk.

Afslutningsvis konkluderes det: »Hvis barnet var blevet tvangsadopteret ved fødslen, kunne en plejefamilie have stået parat.«

Udsendelsen har plæderet for flere tvangsadoptioner og flere tvangsfjernelser uden nogen sinde at sige det direkte. I en time og et kvarter er det den holdning, som seerne har fået serveret. Uden modspil, nuance eller alternativ.

En ung familie med problemer af forskellig art er blevet bedømt på et forløb, der starter med, at en sagsbehandler uden held forsøger at overtale Annie til en abort, da hun er tre måneder henne i graviditeten. Det følges op af en prøvetid, hvor forældrene skal bevise deres uskyld, vel vidende at truslen om en tvangsfjernelse hænger over hovedet, imens pædagoger konstant overvåger hvert eneste skridt, og med bevidstheden om, at et kamerahold fanger alle deres fejltrin.

Havde familien nogen sinde en reel chance?

Socialrådgiver Mona Bach udtrykker essensen af sin egen professionelle erfaring, der ukommenteret gøres til dokumentarudsendelsens pointe: »Det kan nogle gange være en frustration at stå ved siden af og se, at tingene kører i ring: Den sociale arv. At dem, vi har, som er forældre nu, kan have boet her sammen med deres forældre, da de var små, og vil føre det videre til deres børn igen.«

Udstødte børn bliver udstødte forældre, der avler udstødte børn. Forsømte forældre forsømmer deres børn. Uegnede forældres børn bliver uegnede forældre. Men der er en vej ud af den onde cirkel: At fjerne børnene fra forældrene, så snart de er blevet født.

Udsendelsen diskuterer ikke denne opfattelse, den tilvejebringer ikke opponerende udsagn fra uvildige eksperter, og den bekymrer sig ikke om, hvorvidt hele placeringen af familien med pædagogers konstante overvågning og et kameraholds nærgående linse kan medvirke til at sætte familien under et pres, der fortegner billedet af deres forhold til sønnen.

Den skal alene dokumentere konceptet »den sociale arv« som en ubrydelig, ond cirkel.

Landsforeningen Børns Rettigheder: »Eksemplet i TV var et oplagt bevis …«

»Er du mors lille barn?« følges massivt op af både presse, organisationer og politikere.

Anne Albjerg, formand for Landsforeningen Børns Rettigheder, fælder på baggrund af udsendelsen en meget generel dom: »Enhver kunne jo se, at det unge par aldrig ville blive gode forældre. Og kommunen vidste det. Begge forældrepar havde den samme type opvækst, som deres børn kunne se frem til. Og myndighederne vidste, at her er der børn, det går galt med (…) Eksemplet i TV var et oplagt bevis på, at det hele vejen er forældrenes ret, der gælder. Man spiller hasard med barnets liv for at tilfredsstille forældrenes sygelige behov.« (Fyns Amts Avis, 14.4.98).

Et enkelt eksempel i TV bliver til et »bevis« på en mangefacetteret problematik på tværs af tusindvis af sager, ligesom det bliver til dokumentation af en deterministisk forestilling om den sociale arv. Forældrenes fortvivlede og fejlslagne forsøg på at give deres barn en opvækst, så myndighederne tillader dem at beholde ham, bliver til et udtryk for tilfredsstillelsen af »sygelige behov«.

Jørgen Winther, formand for Børnesagens Fællesråd, advarer oven på udsendelsen mod psykopati som følge af udeblevne tvangsfjernelser: »Flere børn udvikler i dag psykopatiske træk. Der er ingen mening i at eksperimentere, når visse forældre oplagt ikke har forældreevne.« (Politiken, 14.4. 98). Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djuurhus siger til samme avis: »For helt små børn er jeg ikke i tvivl. De ville stå bedre, hvis de blev tvangsbortadopteret. Man skulle i langt højere grad fjerne børnene direkte ved fødslen i familier, hvor man kan se, at det går galt. Og man skulle fjerne langt flere.«

»Flere nyfødte burde fjernes,« hedder overskriften på Århus Stiftstidende samme dag. Avisen skriver bl.a.: »Kravet om en ændret lovgivning dukker op igen efter en dokumentarudsendelse på TV2 i aftes, ’Er du mors lille dreng?’. Udsendelsen beskrev en århusiansk families store kvaler med at lære at blive forældre til sønnen Jørn. Familien endte med at acceptere en frivillig anbringelse af sønnen uden for hjemmet (…) Formanden for Børnesagens Fællesråd, Jørgen Winther, der samtidig er forstander for Himmelbjerggården i Ry, nikker genkendende til billedet af forældres omsorgssvigt og myndighedernes begrænsede handlemuligheder.«

Socialminister Karen Jespersen smeder, mens jernet er varmt, og nedsætter et arbejdsudvalg, der skal sikre hurtigere anbringelser. Politiken skriver den 21.4.98: »Socialministeren ønsker også, at der bliver arbejdet på en ny overbygningsuddannelse til socialrådgivere, der kan sikre, at bistandslovens muligheder udnyttes optimalt for de anbragte børn. Reaktionen kommer efter dokumentarudsendelsen ’Er du mors lille dreng?’, som socialministeren ser som en del af det skred, der for øjeblikket sker i udviklingen af at se mere konsekvent på barnets behov frem for forældrenes.« Socialministeren kontakter endvidere undervisningsminister Margrethe Vestager for at etablere en specialuddannelse, der kan gøre socialrådgivere til »tvangsfjernelseseksperter«.

Det er karakteristisk for den herskende stemning, at der tales selvfølgeligt om »tvangsfjernelseseksperter«, og ikke om »eksperter i at undgå tvangsfjernelser«.

Et halvt år senere fremlægger socialministeren et udkast til en ny lov, der skal lette muligheden for at tvangsanbringe børn, og refererer ved den lejlighed til sagen fra Horsens og TV2s dokumentarudsendelse: »Jeg tror, at der er kommet en større politisk forståelse for at hjælpe de her børn - blandt andet på baggrund af de tragiske børnesager, vi har oplevet den seneste tid.« (Kristeligt Dagblad, 17.10.98). Det underforstås, at »forståelse for at hjælpe de her børn« naturligvis alene betyder forståelse for at lette muligheden for at tvangsfjerne børn.

Tine Bryld: »Disse unge var dømt på forhånd«

»Er du mors lille dreng?« bliver et skoleeksempel på mediernes fremtrædende indflydelse på konstruktionen af den politiske agenda. En enkelt sag i en enkelt dokumentarudsendelse kan få voldsomme konsekvenser for tusindvis af sagsbehandlinger fremover. Og få spørger, om det overhovedet var en saglig udsendelse, for »enhver kunne jo se«, hvori problemet - og løsningen - bestod.

Socialrådgiver Tine Bryld er så godt som ene om at kritisere TV2s fremgangsmåde og skriver i en kommentar bl.a.: »I det daglige har socialvæsenet så travlt med at forsvare sig med tavshedspligt, men her var alt tilladt: At udstille forsvarsløshed, privatliv og uformåenhed. Alene med den begrundelse at vise, at vi er bløddyr og børnemishandlere (…) Disse unge var dømt på forhånd - af udsendelsens tilrettelæggere, af fotograf, klipper og medarbejderne. Det er tilfældigt, hvem vore falkeblikke rammer, når vi skal vurdere, hvad der er godt for barnets tarv. Masser af børn lever i hjem med druk og narko. Masser af børn i pæne familier, vi aldrig ville drømme om at fokusere på, lever i kulde, angst og ligegyldighed. Men dem, vi altid trækker frem i lyset, er de totalt forsvarsløse, dem, der alle dage har været vant til at føle sig stemplet som dumme, uduelige, nyttesløse. Dem udstiller vi uden den ringeste forståelse for selvværd, og med nedladende, overtalende, venlige stemmer. Der er børn, vi er nødt til at tage vare om, fordi forældrene ikke magter det. Mit ærinde er ikke at forhindre, at nogle børn skal fjernes, men at protestere mod det indtryk, medierne ofte giver af forsømte forældres børn: At de intet er værd, og at de ingen værdier har at give videre til deres børn.« (Politiken, 16.4.98).

Bente Troense, programredaktør på TV2, skriver i et svar på Tine Brylds kritik bl.a.: »Formålet med denne dokumentarudsendelse var at følge, hvad der sker, når børn bliver født ind i socialt belastede familier. Hvordan reagerer det nyfødte barn? Hvordan reagerer forældrene? Hvordan tackler de den krævende situation at blive forældre? Hvordan reagerer de offentlige myndigheder i den situation? Vi vurderede, at det var en diskussion, der var værd at rejse.« (Politiken, 20.4.98).

Men er det disse spørgsmål, udsendelsen besvarede, eller beskrev den blot, hvordan forældrene og de sociale myndigheder reagerede i én enkelt sag - og har dét nogen som helst værdi for forståelsen af problematikken? Så vi overhovedet, »hvad der sker, når børn bliver født ind i socialt belastede familier«, eller så vi, hvad produceren valgte at fokusere på i denne ene, tilfældige sag?

Rejste udsendelsen en »diskussion«, eller fældede den en dom? Hvor var de grundige interviews med f.eks. socialministeren og med inden- eller udenlandske eksperter på problemfeltet som helhed, som kunne have sat problematikken ind i en kontekst, og som kunne have udtalt sig på baggrund af sagkundskaben?

De var ikke klippet ud - de blev slet ikke spurgt.

Dokumentarudsendelsen var en udstilling af en families intime forhold med hele Danmark som nævningeting - men der var ikke én, der talte familiens sag, der var ikke en eneste uvildig sagkyndig, der blev hørt, og der sad ikke nogen sagkyndig med ved klippebordet og sikrede en nuanceret fremstilling.

Hvad vi fik, var reelt et billede af en familie, der - som den slags ikke kan undgå at være på TV - selvfølgelig var konstrueret, og på baggrund af hvilket ingen kan konkludere noget som helst af generel relevans på området. Valg af vinkel og sag determinerer i vidt omfang problematikken og den indflydelse, det får på den politiske dagsorden, og når det som her sker uden saglig og faglig perspektivering, bliver det blot et mere eller mindre bevidst partsindlæg i en i forvejen ikke videre nuanceret debat.

»Vi kan ikke lave specielle regler for tvangsfjernelse af tosprogede børn«

Nuancer er heller ikke reglen, når det drejer sig om politikken over for indvandrerfamilier, der hyppigere end indfødte danske familier risikerer anbringelser af børn uden for hjemmet.

Ifølge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet fra 1994 af psykolog Bo Ertmann får langt flere indvandrerfamilier end familier af indfødte danskere deres anbragte børn tilbage, hvis de anker myndighedernes afgørelse, hvilket indikerer, at indvandrerbørn anbringes med overdreven hyppighed i forhold til gældende lovgivning.

Anne-Dorthe Hestbæk fra Socialforskningsinstituttet udtaler i forbindelse med en senere undersøgelse af anbringelsessager: »Meget tyder på, at de udenlandske forældre er dårligt oplyste om, hvad der sker, når socialforvaltningen anbringer deres barn.« (Politiken, 26.3.98).

Samme avis beretter om en somalisk mor, Sadio Hassan, der »orienteres« af myndighederne på højst kritisabel facon og får sine to børn tvangsfjernet under særlig uacceptable omstændigheder. To betjente og tre personer fra de kommunale myndigheder ankommer uden tolk og sparker døren ind. Sadio Hassan bliver ikke orienteret om, hvad der foregår, bortset fra, at hun dagen forinden har fået en seddel stukket under døren, der er skrevet på somali, og hvor hun uden videre begrundelse indkaldes til et møde på kommunen - sedlen ankom tilmed, efter at mødet skulle finde sted.

På baggrund af oplysninger fra sundhedsplejersken, der mente, at moderen truede børnene, og anførte, at hun ikke havde øjenkontakt med det yngste barn, valgte kommunen en tvangsanbringelse. Der var ingen uvildig psykologundersøgelse til at understøtte afgørelsen, men alene en vurdering fra en sundhedsplejerske, og ingen bemærkede, at det er et ganske almindeligt somalisk kulturtræk, at børnene opdrages til ikke at kigge de voksne i øjnene.

Om denne problematik udtaler advokat Tyge Trier: »Ud fra et dansk tankesæt er det negativt, mens en somalier vil opleve det omvendt. De lærer nemlig at se ned, når der kommer fremmede på besøg.« (Jyllands-Posten, 13.8.98).

Også af TV2s dokumentarudsendelse »Er du mors lille dreng?« fremgår det, at øjenkontakten anses for yderst afgørende i anbringelsessager. Tine Bryld ser imidlertid mere pragmatisk på dette forhold og bemærker: »Nogle spædbørn er meget tidligt ude med øjenkontakt og smil, men de fleste helt små sover meget og har i den første tid svært ved at få øjenkontakt. Kropsvarme er mindst lige så væsentlig. Millioner af børn tilbringer deres spæde tid på ryggen af mor og får næppe øjenkontakt de første mange måneder, fordi mor er nødt til at knokle det meste af døgnet. Her er der helt andre årsager til, at det går galt: Sult, miserable boligforhold, sygdomme. Men på institutionen får de unge forældre at vide - fra begyndelsen - at der kun er én måde at skabe en god kontakt til sit barn: Øjenkontakt og konsekvens. Som f.eks. da den unge mor ville skrive et eller andet under, inden hun fuldendte den opgave, hun var i gang med: At få barnet pakket ned og ud i barnevogn. Hvorfor i alverden skulle hun ikke skrive under, hvis hun mente, det var vigtigt her og nu?« (Politiken, 16.4.98).

Kulturforskelle kan ligesom forskelle i temperament og moral give sig udslag i forskellige vurderinger og forskellige praksisser i forbindelse med børneopvækst, der måske ikke altid svarer til den konventionelle opfattelse af de ideelle opvækstvilkår, men selvfølgelig ikke alene af den grund behøver at være udtryk for, at børnene ikke får en både kærlig og stimulerende opvækst. Ikke desto mindre fælder myndighederne her skråsikkert dom over noget, der er et helt almindeligt, somalisk kulturtræk, og mistænkeliggør derved reelt hver eneste somaliske familie i Danmark.

Medlem af Odense byråd, Tina Jensen (S) afviser konfronteret med den konkrete problematik om forskellene i somalisk og dansk opdragelse, at det skal spille ind på sagsbehandlingen: »Vi kan ikke lave specielle regler for tvangsfjernelse af tosprogede børn.« (Jyllands-Posten, 13.8.98).

Det er imidlertid næppe heller nødvendigt, hvis vurderingen generelt var kendetegnet af et mere nuanceret indblik i kulturforskelle.

Man kunne jo vende situationen om: I andre kulturer opfattes det som et udtryk for følelseskulde grænsende til grusomhed, at børn skal sove i egne værelser og altså nærmest isoleres fra forældrene om natten. Kunne dette fuldstændig almindelige danske forhold ikke med lige så stor - eller lige så lille - ret gøres til genstand for registrering og figurere i journaler over børnefamilier, der bringes i myndighedernes søgelys?

Spørgsmålet er, hvornår myndighedernes kategorisering ikke afhjælper, men derimod i sig selv risikerer at skabe problemfamilier, hvor der reelt ingen eller kun begrænsede problemer er.

»Tusinder af danske småbørn vil i de kommende år udvikle sig til psykopater«

I august 1998 spås det, at tusindvis af børn i Danmark vil udvikle sig til psykopater i de kommende år: »Tusinder af danske småbørn vil i de kommende år udvikle sig til psykopater, hvis ikke der sættes meget mere markant ind med tvangsfjernelser, specialklasser i folkeskolen og specialbørnehjem (…) Psykologen Niels Peter Rygård anslår, at selv om der i Danmark gøres en del for truede familier, så ’producerer’ det danske samfund hvert år 500 børn med så store skader i følelseslivet, at de som ’tikkende bomber’ udvikler sig i retning mod psykopati. ’Disse unge bliver tit medlemmer af bander, der forguder individualitet og slå-først-Frede. Og i folkeskolen skal der kun én i klassen til at ødelægge det for alle de andre.’« (Politiken, 24.8.98).

Tusindvis af psykopater. Et skrækscenario, der matcher horrorfilmens, præsenteres her som Danmarks fremtid - medmindre vi tvangsfjerner »meget mere markant«.

Kun et par uger senere offentliggøres en undersøgelse med lige så alarmerende udsigter. I Ugeskrift for Læger nr. 37/98 fremlægger to medicinstuderende, Lene Riis og Henriette Bodelsen, samt børnelæge ved Glostrup Amtssygehus, Finn Ursin Knudsen, den 7. september 1998 resultaterne af en undersøgelse under titlen: »Forekomst af omsorgssvigt mod børn og børnemishandling i Københavns Amt.«

Hensigten med undersøgelsen er at belyse forekomsten af »nye, sikre og mistænkte tilfælde af fysisk, psykisk og seksuel vold mod børn i Københavns Amt og i amtets enkelte kommuner i kalenderåret 1993.« (s. 5358). Der blev til det formål udsendt spørgeskemaer til alle socialforvaltninger i de 18 kommuner samt til en læge, en skole og en ledende sundhedsplejerske i hver kommune. Alle blev bedt om at registrere antallet af nye, sikre og mistænkte tilfælde af fysisk vold, psykisk vold og seksuel vold mod børn i 1993.

Baseret på svarene i de indkomne spørgeskemaer beregnes det, at der er 300 nye tilfælde af »sikre og mistænkte tilfælde af omsorgssvigt« i Københavns Amt i 1993.

Undersøgelsens forfattere betoner, at problemet reelt kan være langt større: »Det er vigtigt at understrege, at vor undersøgelse kun belyser den del af omsorgssvigten, der blev meddelt til de sociale myndigheder, og som blev godtaget som sådan. Tallene repræsenterer således minimumsværdier, da langtfra alle tilfælde underrettes …« (s. 5361).

Afslutningsvis konkluderer forfatterne, at man »under forudsætning af samme eller noget mindre hyppighed på landsplan« kan opgøre det årlige antal rapporteringer til sociale myndigheder om fysisk, psykisk og seksuel vold mod børn til intet mindre end 2-3.000.

Undersøgelsens konklusion rapporteres i pressen, hvor det vækker stor opstandelse, at det hermed er videnskabeligt bevist, at 3.000 børn på årsbasis bliver groft mishandlet (og så er det endda kun de rapporterede tilfælde, som forfatterne anser for »minimumsværdier«).

Hvilke depraverede individer vil ikke oversvømme nationen, når disse mishandlede børn bliver voksne? Hvor mange psykopater? Nationen bevæger sig tilsyneladende mod en permanent undtagelsestilstand.

»Passiv fysisk vold« defineret som »manglende eller insufficient omsorg«

Men hvad viser undersøgelsen i Ugeskrift for Læger egentlig?

Af de 300 rapporterede tilfælde drejer de 171 sig om »psykisk vold«, som forfatterne i spørgematerialet til forvaltningerne definerer som »trusler om vold eller tab af kærlighed, krænkende omtale, indespærring, fjendtlig adfærd over for barnet, ignorering af barnet eller uhensigtsmæssig pasning«.

Heraf registreres de 112 tilfælde som »sikre« og de 59 som »mistænkte«, men der angives ingen faste kriterier for, hvornår et tilfælde er godtgjort som sikkert, og hvornår det henregnes under mistanke.

At en del af kategorierne er så vage, at de uden videre kan appliceres på den dagligdag, som anbragte børn næppe kan undgå hverken i plejefamilier eller på døgninstitutioner, fortæller også noget om, hvor problematiske de er i sammenhængen. Hvordan afgrænses f.eks. en »trussel om tab af kærlighed« fra et banalt irritationsudbrud? Er en i affekt løftet pegefinger »fjendtlig adfærd«? Er det en »ignorering af barnet«, når læreren sender en skoleelev uden for døren? Og hvad er »uhensigtsmæssig pasning«? Vi accepterer, at danske børn i gennemsnit tilbringer 24.000 timer af deres første 16 leveår på institutioner under forhold, som ikke sjældent er utrolig stressende, og hvor støjniveauet ofte overstiger de anbefalede grænseværdier - er det »hensigtsmæssigt«?

Forfatterne skelner tilmed mellem »aktiv psykisk vold« (der defineres som »verbal og ikkeverbal krænkelse af barnet, indespærring etc.«) og »passiv psykisk vold« (der defineres som »manglende forståelse eller interesse for barnets behov og signaler«), men opklarer dét på nogen måde rammerne for, hvad der tales om?

Vi hører heller intet om, hvorledes denne skelnen forbindes til de definitioner, der er udsendt med spørgeskemaerne, endsige hvordan de forholder sig til opdelingen i »sikre« og »mistænkte« tilfælde af psykisk vold.

Antallet af rapporterede tilfælde af fysisk og seksuel vold var henholdsvis 71 og 58 (heraf henholdsvis 37 og 31 »sikre«), men hvad der præcis forstås ved fysisk og seksuel vold, bliver intetsteds defineret i spørgeskemaerne. Forfatterne introducerer til gengæld i konklusionen en ny skelnen mellem »aktiv fysisk vold« (der defineres som »børnemishandling, battered child syndrome«) og »passiv fysisk vold« (der defineres som »vanrøgt, herunder manglende eller insufficient omsorg, pleje, ernæring eller medicin«).

Det vil altså sige, at af de 71 tilfælde af fysisk vold, hvoraf 37 henregnes som »sikre«, er en ukendt del udtryk for »passiv fysisk vold«, f.eks. utilstrækkelig ernæring, eller endnu mere vagt, »insufficient omsorg«.

Hvad vil det sige? Og hvor stor en del af de henholdsvis 37 »sikre« og 34 »mistænkte« tilfælde af undersøgelsens registrerede rapporter om fysisk vold er i virkeligheden »insufficient omsorg«, der altså - hvad end det betyder - næppe har noget at gøre med nogen almindelig definition på »vold«, selv om det ikke desto mindre tæller med i statistikken over tilfælde af vold?

Vi får det ikke at vide.

På denne tvivlsomme - for ikke at sige skandaløse - og overordentlig rodede baggrund skønnes et landsdækkende tal for »omsorgssvigt«, der defineres som »nye tilfælde af fysisk, psykisk og seksuel vold mod børn«, at være 2-3.000. Mellem to og tre tusinde. Som »minimumsværdi«.

Reelt er imidlertid intet hverken bevist eller blot tilnærmelsesvist sandsynliggjort, men undersøgelsens alarmerende resultat er en »god historie« og bestyrker den gældende opfattelse af nødvendigheden af flere og lettere tvangsfjernelser.

Selve kategoriseringen af omsorgssvigt producerer problemfamilier, og derfor er selv samme kategorisering også altafgørende for en vurdering af det reelle problem såvel som for overvejelserne af mulige løsningsmodeller.

»I den offentlige debat findes der to modsatrettede synspunkter på tvangsanbringelse af børn«

Det er ikke de indlysende tilfælde af regulær fysisk mishandling, der fylder op i vægtskålen, når det drejer sig om hverken frivillige eller tvungne anbringelser af børn, men helt andre kategorier.

Cand.jur. Eva Caspersen skriver: »Når børn tvangsanbringes uden for eget hjem, er årsagerne hertil således mangfoldige. Årsagen hertil kan være mishandling af barnet, men er langt hyppigere årelang omsorgssvigt af anden art.« (Tvangsfjernelse af børn, 1988, s.20).

Omsorgssvigt af anden art. Det er efter alt at dømme her den potentielle udvidelse af hele feltet for anbringelsessager med eller uden forældres samtykke ligger, for hvad er »omsorgssvigt«?

Igen er det let at finde eksempler på »omsorgssvigt« af så katastrofal art, at en anbringelse af børnene uden for hjemmet vanskeligt kan undgås, f.eks. et barn født af en sindssyg person, som måske uforvarende bringer sig selv og barnet i livsfare.

Men kategoriseringen af omsorgssvigt rækker langt videre, og det er ikke undtagelsen, at denne kategorisering er så løs og upræcis som i ovenstående undersøgelse fra Ugeskrift for Læger.

Cand.jur. Eva Caspersens Tvangsfjernelse af børn er baseret på en undersøgelse af 50 tvangsfjernede børn fra Nordjylland og kortlægger børnenes og forældrenes forhold. Her karakteriseres endvidere den »omsorgssvigt«, der førte til tvangsfjernelsen.

Caspersen fastslår, at »en tvangsanbringelse først finder sted, når forældrenes og barnets forhold er så belastede, at en forbliven i hjemmet er en umulighed.« (Tvangsfjernelse af børn, 1988, s. 72f).

Inden analysen af de indsamlede data drager hun altså den konklusion, at tvangsanbringelser i alle tilfælde er ganske indiskutable og selvindlysende, eftersom familiens forhold slet og ret umuliggør barnets forbliven i hjemmet.

Men hvilke typer omsorgssvigt er det, der ligger til grund for tvangsanbringelserne, og som indiskutabelt umuliggør barnets forbliven i hjemmet?

»Omsorgssvigt« defineres på baggrund af journaloplysningerne om de pågældende 50 børn med følgende kategorier: Indespærring, mangelfuld kost, mangelfuld beklædning, mangelfuld hygiejne, mangelfuld anvendelse af læge, mangelfuld eller ingen anvendelse af sundhedsplejerske, manglende opsyn/omsorg og eller manglende/inadækvat følelsesmæssig stimulation/kontakt og eller urealistiske krav/overkrav, psykisk terror/trusler.

Men er samtlige disse faktorer nødvendigvis altid udtryk for »omsorgssvigt«?

Er »mangelfuld kost« det samme som udsultning af barnet, eller er det en kost, der afspejler en manglende lyst eller økonomisk evne til i detalje at skræddersy maden efter kosteksperters anbefalinger (eller er det eventuelt alt imellem disse yderpunkter)? Er »mangelfuld beklædning« en T-shirt i frostvejr, et par sko, der er et par numre for store, eller forskelligfarvede strømper? Er »manglende/inadækvat følelsesmæssig stimulation/kontakt« komplet ligegyldighed over for et barn, eller er det udtryk for observationen af et barn, som f.eks. søger ensomheden mere end andre børn? Ikke bare forældre, men også børn er trods alt forskellige, og vilkår, der for ét barn er hæmmende, kan være stimulerende for et andet, men den slags afgørende nuancer forsvinder fuldstændig, når det kommer på statistisk formel i så vagt definerede kategorier, som det er tilfældet her.

Hvor lidt eller meget, der skal til, før det »registreres«, og hvilken betydning for den samlede sagsbehandling det har, at en familie f.eks. af helt private grunde ikke ønsker en sundhedsplejerske eller vasker barnet et par gange om ugen i stedet for hver eneste dag, kan ikke afgøres på baggrund af en ikke nærmere uddybet, firkantet registrering som den ovenstående.

I Eva Caspersens univers er der to og kun to synspunkter i forhold til tvangsanbringelser; det ene tager kun hensyn til forældrene uanset omkostningerne for børnene, hvor det andet alene tager hensyn til barnets tarv - altså enkelt sat op som kynisme versus omsorgsfuldhed: »I den offentlige debat findes der to modsatrettede synspunkter på tvangsanbringelse af børn. Det ene drejer sig om privatlivets fred og forældrenes ret til at opdrage deres børn, som de synes bedst, uden offentlig indblanding. Vil det offentlige undtagelsesvist blande sig, bør forældrenes rettigheder beskyttes via forskellige retssikkerhedsregler. Det andet synspunkt drejer sig om, at barnets tarv og velfærd bør gå forud for forældrenes. For at beskytte børnene bør der opstilles lovregler om børns rettigheder, ligesom offentlige myndigheder har pligt til at gribe ind, hvis børn udsættes for vanrøgt eller omsorgssvigt.« (Tvangsfjernelser af børn, 1988, s. 123).

Denne sort/hvide fremstilling, der tager en modstilling af »barnets tarv« og »forældrenes rettigheder« for givet, er selvfølgelig ualmindelig ensidig. Og når vi i de næste afsnit ser nærmere på, hvad der ligger bag socialforvaltningens praksis, når den definerer og omformer børnefamilier til klienter, skal vi se, at den måske sågar også er meningsløs.

»Journalernes tavshed om børns sociale forhold er absolut«

Tine Egelund har skrevet doktordisputatsen Beskyttelse af barndommen - socialforvaltningers risikovurdering og indgreb, om socialforvaltningernes arbejde med familier, hvis opdragelsespraksis afviger i en sådan grad, at de sociale myndigheder foretager eller overvejer at foretage drastiske indgreb, f.eks. anbringelse af børn uden for hjemmet.

Doktordisputatsen er skrevet på baggrund af en undersøgelse og analyse af de konkrete bevæggrunde, der ligger bag myndighedernes behandling af børnefamilier i tilsyneladende krise, baseret på 35 konkrete sager i to storkøbenhavnske kommuner.

Egelund indleder og præsenterer sin undersøgelse således: »Denne bog omhandler socialforvaltningen som samfundets værksted, der definerer og omformer børn og familier til klienter. Socialforvaltningens praktikker skaber til stadighed forestillinger om den farlige familie og den afvigende barndom og producerer indgreb, der regulerer og forandrer familien. Som den anden side af samme sag befæstes og udvikles gennem forvaltningens virksomhed hele tiden billeder af den ideelle familie og den normale barndom.« (Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 13).

En nærlæsning af journalerne i sagsbehandlingen viser ifølge Egelund bl.a., at »væsentlige sider af familiers liv er systematisk uoplyste«, at de af og til er »sjusket skrevet«, at der er lakuner, hvor måneder resumeres på en halv side, at journalerne nogle gange er »selvmodsigende«, og at »det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger«.

I stedet for, eller forud for, en samtale med de børn, indgrebene gælder, indhentes erklæringer om børnene fra andre professionelle, især skolerne, men disse professionelle kan udmærket »samtidig give modsatte oplysninger om barnets tilstand«, og ikke sjældent »oplyser samme institution ét, og kort tid efter noget andet, der er uforeneligt med det første« (ibid., s. 162).

Kendetegnende er det endvidere, at journalerne ikke overvejer den betydning, som f.eks. en forælders sygdom eller ringe økonomiske forhold har for børnenes opvækst. Bevillinger til børn registreres, men det ses i relation til regeloverholdelse og ikke i relation til familiens fattigdom og dennes eventuelle konsekvens for børnene.

Det er også sjældent, at de forskellige former for misbrug sættes i relation til konkrete konsekvenser for børnene, selv om selve registreringen af misbrug fylder meget i journalerne. I flere journaler bemærkes det, at »hjemmet er misrøgtet, beskidt, utilstrækkeligt møbleret, rodet m.v.«, men heller ikke her funderes over, hvorvidt dette egentlig har relevans eller betydning for børnenes trivsel.

»Journalernes tavshed om børns sociale forhold er absolut. Det er så klart et træk, at journalerne ikke reflekterer over sociale forholds betydning for børns opvækst, at man må undre sig over grundene til det.« (Ibid., s. 178). I et interview understreger Egelund, at der er tale om decideret lovbrud i forvaltningernes praksis på dette område: »Forvaltningerne finder det ikke nødvendigt at undersøge, hvad børnene selv mener om familiens problemer. I stedet fokuserer man mest på de voksnes adfærd. Det er lovbrud, når forvaltningerne kun sjældent taler med de børn, som det drejer sig om.« (Politiken, 22.2.98).

Der er en klar tendens til en særlig kønsdifferentieret registrering i journalerne, eftersom mødres og døtres seksuelle forhold ofte ekspliciteres negativt, mens fædres og sønners knap bemærkes. Flere piger beskrives i utvetydige moralske vendinger som »promiskuøse«, en mor kaldes direkte for »bukseløs«. Også udseende og beklædning påkalder sig en vis opmærksomhed, og om et mindre barn kan det f.eks. hedde, at de »har beskidt tøj og uklippet hår«, »ligner et fastelavnsris«, er »sølle og usoigneret«.

Hvorvidt disse betragtninger overhovedet har relevans for børnenes trivsel, nævnes ikke, og heller ikke i denne forbindelse er det børnenes generelle vilkår eller dagligdag, der er afgørende, men derimod den pågældende sagsbehandlers moral.

Eventuel fysisk mishandling er således langtfra den mest fremtrædende observation af børn, som journalerne registrerer, og hvor det er tilfældet, beror det tilsyneladende på tilfældigheder, om dette fører til indgreb eller ej over for familien.

»Hun kan jo ikke bare blive ved med at gå og blive federe og federe derhjemme og måske være en dårlig mor«

Kulturelle forskelle registreres som et særligt problem i sig selv: »Det giver problemer for børnene, at mor holder fast i sin oprindelseskultur«; »Faderen bør opbløde sit normmønster og orientere sig mod det danske samfund«; »Børnene bringes i en vanskelig position, fordi de opdrages i arabiske roller«. Egelund bemærker generelt herom: »Man kan konstatere, at der i journalerne udtrykkes en formodning om, at opretholdelse af kulturel egenart kan være skadelig for børn. Udsagnene tilkendegiver dog efter min opfattelse mere forvaltningens opfattelse af, hvilken karakter børns integration eller assimilation bør have, end de sandsynliggør problemer hos børnene.« (Ibid., s. 184).

Til gengæld bagatelliseres f.eks. noget så drastisk som børns selvmordstrusler eller -forsøg, hvorom journalerne bruger udtryk som »hun har snittet sig lidt«, eller »hun vil påkalde sig opmærksomhed«.

Karakteristisk for journalerne er endvidere den megen kredsen om familiernes måde at samarbejde med forvaltningen på. Familier kan beskrives som »problemfornægtende«, hvis de ikke forstår deres situation på samme måde som forvaltningen.

Egelund skriver: »Det står ikke skrevet nogen steder, at klienter ikke må ringe tre gange om ugen; ikke må bede om ydelser, som er højere end sædvanen; ikke må være krævende og grænseløse; og ikke må være uenige med forvaltningen. Men klienter bedømmes på baggrund af sådanne implicitte normer.« (Ibid., s. 253).

Også gruppediskussioner blandt sagsbehandlere kan kredse om emner, der tydeligt har mere med sagsbehandlernes normer end med den pågældende families vilkår at gøre. Egelund refererer et møde mellem tre sagsbehandlere, der handler om en families økonomiske ansøgninger:

S1: I virkeligheden har hun jo også været bistandsklient i den periode, hvor man fik mere for at have et barn derhjemme.

S2: Ja, og hun går meget op i det. Der er også det, at hun kender mange andre og sammenligner med, hvad de får.

S1: Der er selvfølgelig den risiko ved at bede om en liste, at hun tager mange ting med … Hun er sikkert ret bundløs. Det er sandsynligvis også hendes måde at få kontakt på.

S3: Hun æder én.

S1: Vi må have hende på møde. Hun kan jo ikke bare blive ved med at gå og blive federe og federe derhjemme og måske være en dårlig mor.

S2: Jeg har spurgt hende, om hun er interesseret i at komme på arbejdsmarkedet, og ih! nej! - det kan hun ikke.

Egelund peger på internationale undersøgelser, der også bemærker en række arbitrære træk, som gør sig gældende i sagsbehandlingen med potentielt set store konsekvenser for de berørte familier: »Det væsentlige i arbejdet er at kunne bevise, at man er ’inde i’ familien. Det beviser man ved at kunne redegøre for en række detaljer om familiens liv, at kunne levere common sense-iagttagelser af hændelser, personer, mærkværdigheder og farverige pudsigheder, som man har fået indblik i. Samtidig skal disse iagttagelser leveres i en subtilt ironisk eller distancerende tone, hvor man får indføjet familiens bizarre påklædning, ejendommelige vaner, et par latterlige ordvekslinger familiemedlemmer imellem, kort sagt får præsenteret et billede af en familie i et afvigende og socialt inkompetent lys. Det er dette billede af familier, farvet som det er af common sense-betragtninger og moralske udsagn, der leverer grundlaget for beslutninger om, hvad der skal ske.« (Ibid., s. 105).

»Vilkårlighed som effekt«

Det kan være yderst risikabelt at være i myndighedernes søgelys, hvis man f.eks. er en forælder, der roder, klæder sine børn tarveligt, udtrykker utilfredshed med forvaltningens dispositioner, hvis man er tyk, har mange elskere, ikke kan overholde sine aftaler med myndighederne, kræver mere økonomisk hjælp, insisterer på sin egen kultur, eller hvis livsførelsen i det hele taget afviger fra sagsbehandlerens moral og normer. Selv om ingen af disse træk i sig selv behøver at betyde, at børnene ikke stimuleres og elskes eller ikke får en god opvækst, er det ikke mindst sådanne træk, socialforvaltningen omhyggeligt registrerer.

Børnene selv bliver aldrig eller sjældent spurgt, til trods for bistandslovens udtrykkelige krav herom, og overvejelser over konsekvenserne for børnene af et rodet liv, eventuelt med et misbrug, glimrer ved et så godt som absolut fravær, skønt børnenes specifikke forhold til syvende og sidst er det eneste relevante i de pågældende sager.

Det tages implicit for givet, at hvor forældres generelle livsførelse afviger fra gældende normer og moral, har det en negativ effekt på børnene, selv om denne effekt nærmest aldrig ekspliciteres i journalerne og dermed tilsyneladende heller ikke er direkte observerbar. Der »er grund til at stille spørgsmålstegn ved en enkel kausal sammenhæng mellem forældres personlighed, lidelse eller livsform og børns befindende«, skriver Egelund (ibid., s. 166). Kan f.eks. en enlig, overvægtig mor med et alkoholmisbrug, en beskidt lejlighed, en tendens til at kværulere og en udtalt modvilje mod beskæftigelsestilbud ikke være en god mor?

Man kan spørge, om der i sagsbehandlingen overhovedet tages hensyn til forskelle i menneskesyn, moral og normer - eller som Tine Bryld: »Hvornår begynder vi - politikere, forældre og socialsektoren - at tage fat på det grundlæggende: Et godt liv er forskelligt liv, og hvordan sikrer vi de svageste i vores samfund, at de er en del af fællesskabet?« (Politiken, 16.4.98).

Næsten alle tvangsanbragte børn kommer fra socialt belastede familier (jf. Eva Caspersen: Tvangsfjernelse af børn, 1988, s. 54), og selv om det er hyppigt dokumenteret, at der er en klar sammenhæng mellem nød og omfanget af børnemishandling, overvejes det sjældent eller aldrig, hvilken rolle f.eks. dårlige økonomiske vilkår spiller for kriserne i familierne: »De generelt dårlige udgangsbetingelser, mange af disse børn har i forhold til jævnaldrende, er ikke genstand for journalernes analyse.« (Tine Egelund: Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 201).

En døgninstitutionsplads eller en plejeanbringelse koster let flere hundrede tusinde kroner årligt, store beløb, som måske med større held kunne benyttes til at forbedre socialt belastede familiers vilkår direkte, understreger socialrådgiver Hanne Reintoft: »Tænk, hvad man kunne gøre med 300.000 kr., hvis man brugte dem til at hjælpe familien, inden det går galt.« (Det Fri Aktuelt, 27.12.91).

Værst er det, at beslutninger om tvungne og såkaldt frivillige anbringelser på baggrund af vurderinger er alt andet end fri for tilfældigheder. »Forvaltningerne skal kaste et bredt net ud for at opfange familieafvigelser, der truer den opvoksende slægt. Et forsøg på at kategorisere og gradbøje disse afvigelser ville åbenbare forehavendets grundlæggende arbitrære karakter. Man kan ikke - bortset fra undtagelsestilfælde - med overbevisende og entydige argumenter fastlægge, hvad der er så alvorligt, at tvangen er nødvendig. Det er i denne forstand, at tvangen er vilkårlig. Jeg vil understrege, at forvaltningerne tager tvangen alvorligt og gør, hvad de kan, for at tvangsafgørelser ikke bliver vilkårlige. Det er vage kriterier, mangelfuld kundskab, familiernes variabilitet og forvaltningernes forsøg på at få disse ting til at hænge sammen, der tilsammen får vilkårlighed som effekt.« (Tine Egelund: Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 291).

Anbringelsen af børn opfattes endvidere tilsyneladende som et punktum fra socialforvaltningens side - det er ofte den eneste måde at »afslutte« en sag på. En sag kører, indtil en anbringelse har fundet sted, og finder en anbringelse ikke sted, ophører sagen næppe med at være en »sag«.

Til trods for at »frivillige« anbringelser skal følges op af undersøgelser om muligheden for en hjemgivelse, er opfølgningen af anbringelsessager lavt prioriteret ifølge Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet: »Det samlede indtryk er, at der er mange sager, hvor opfølgningen i bedste fald må karakteriseres som sporadisk. Det virker ikke, som om det er reglen, at det er noget, der prioriteres højt af sagsbehandlerne.« (Anbringelser af børn. En kvalitativ analyse af processen, Socialforskningsinstituttet, 1998, s. 167f).

»Al international forskning tyder på, at langt de fleste børn, som har haft et usselt børneliv, kan få et almindeligt liv som voksne«

Socialminister Karen Jespersens aktuelle udkast til en revideret lovgivning på området skal lette tvangsanbringelserne, til trods for den lange række af problemer ved den allerede gældende praksis på området, som vi har været inde på ovenfor.

I dag må barnet tvangsfjernes, hvis der er »åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling«, men i fremtiden skal det ændres til »om det er overvejende sandsynligt, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade«. I dag skal det »anses for godtgjort«, at problemerne ikke kan løses i hjemmet, mens det ifølge det nye forslag fremover kun skal være »overvejende sandsynligt«.

Endvidere er det planen, at forældre til tvangsanbragte børn, der i dag har ret til at få sagen genoptaget en gang om året, skal have denne ret annulleret.

Tine Egelund mener, at socialministerens udkast vil føre til endnu flere problemer i sagsbehandlingen: »De nye formuleringer er endnu mere upræcise end de gamle.« (Politiken, 13.12.98). Sammesteds udtaler hun: »Der vil altid være sjældne tilfælde med små børn, som bliver slået ihjel. Fordi socialforvaltningen ikke har en krystalkugle. Fordi socialarbejderne ikke bor hjemme hos familierne. Socialforvaltningernes stærke side har altid været de ekstremt udsatte børn. De bliver allerede fjernet i dag. Den nye lov vil gribe ind i en masse gråzonefamilier - der, hvor børnene går lidt for lud og koldt vand, og hvor forældrene en gang imellem har et misbrug (…) Al international forskning tyder på, at langt de fleste børn, som har haft et usselt børneliv, kan få et almindeligt liv som voksne. Som gruppe er de mere udsatte end børn, der har en normal opvækst. Men de fleste af dem klarer sig trods alt godt. Og her er det ikke en anbringelse, der hjælper.«

Lektor ved den Sociale Højskole, Simon Thorbæk er enig i, at socialministeren ikke tager den internationale forskning i betragtning i sit udkast, og siger til samme avis: »Når man ikke inddrager den viden, lovgiver man i blinde.«

Professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketcher mener også, at Karen Jespersens bestræbelser vil ramme ved siden af: »Det åbner for at fjerne børn fra ’skæve’ familier. Dem, hvis hjem ikke ligner et pænt socialrådgiverhjem - men som faktisk godt kan tage sig af deres børn.«

Også det Danske Center for Menneskerettigheder er stærkt skeptisk og understreger, at udkastet stik imod hensigten stiller børnene svagere end tidligere. Seniorforsker Ida Elisabeth Koch udtaler: »Centret bestrider ikke, at det kan være nødvendigt at tvangsfjerne børn. Men selv om det er nødvendigt, er det mange gange et stærkt traumatiserende indgreb i barnets og i familiens liv. Derfor er det betænkeligt, at det bliver lettere at fjerne børnene, og at man opgiver målet om at genforene familien.« (Politiken, 24.1.99).

Som tidligere nævnt er det imidlertid svært at trænge igennem debatten, når socialministerens politik går hånd i hånd med f.eks. TV2s bredt appellerende, men alt andet end saglige fremstilling af et kompliceret problemkompleks ved hjælp af en enkeltsag iscenesat som »diskussion«.

Og til trods for den utvetydige kritik fra eksperter på området er der intet, der tyder på, at socialministeren har tænkt sig at revidere udkastet.

»’Det mishandlede barn’ er blevet til det mere rummelige og upræcise begreb ’omsorgssvigtet’«

»Omsorgssvigt« er blevet nøgleordet i sagsbehandlingen, hvor det tidligere var »mishandling«, og som vi har set, er det et særdeles elastisk begreb.

Tine Egelund skriver: »Mishandlingsforskningens interessefelt har bredt sig ud fra alvorlig fysisk overlast og alvorlig fysisk vanrøgt, som begge et stykke ad vejen kunne identificeres ved røntgen- og medicinsk-kliniske undersøgelser eller ved sansernes hjælp, ved luften, rodet, kummerligheden m.v., til en bred vifte af psykiske og seksuelle påvirkninger, der langtfra altid kan identificeres klart eller efterlader synlige skader. ’Det mishandlede barn’ er blevet til det mere rummelige og upræcise begreb ’omsorgssvigtet’, og der er skabt flere og flere standarder for, hvad der er skadeligt, og hvad man skal være opmærksom på i praksis …« (Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 101).

Og hvor »omsorgssvigt« fører til anbringelser uden for hjemmet, er det alt andet end entydigt, hvor godt et liv barnet egentlig kan forvente.

Som tidligere nævnt dokumenterer undersøgelser, at anbragte børn generelt ikke behøver at klare sig bedre end børn, der er blevet i deres socialt belastede miljø. Anbringelsen er så dramatisk et brud med den hidtidige tilværelse, og mødet med andre anbragte, med pædagoger, psykologer og hele det sociale system garanterer langtfra nogen idyl for det pågældende barn.

Det bemærkes ofte, at der siden 50erne har fundet en vis afinstitutionalisering sted; døgninstitutioner er blevet nedlagt til fordel for mere fleksible tiltag såsom observationshjem, plejefamilier, hjemme-hos-behandling, rådgivning m.m.

Det er heller ikke længere så meget eventuelle lovovertrædelser, der er den afgørende faktor i vurderingen af problemfamilier, men de mere diffuse normovertrædelser, på baggrund af hvilke »afvigerne« observeres, kontrolleres, klassificeres, diagnosticeres og patologiseres. Tilsvarende er ansvaret heller ikke længere primært lagt i hænderne på betjente, jurister eller vogtere, men i stedet på et omfattende korps af rådgivere, psykologer og behandlere.

Der er fordele og ulemper ved enhver udvikling, men det er vigtigt at holde sig for øje, at »afinstitutionaliseringen« altså blot har ført nye institutionsformer med sig, mere fleksible og mobile enheder, der minder mindre om tidligere tiders anstalter, og hvis metoder også afviger betragteligt fra tidligere tiders metoder - men til gengæld er nettet blevet så meget desto mere fintmasket, at familieproblemer og -kriser måske i stadig stigende grad produceres fremfor at afhjælpes.

Halvandet tusind tvangsfjernelser plus et ukendt antal formelt »frivillige« anbringelser, hvor forældrene imidlertid reelt er blevet stillet over for et ultimatum, er resultatet.

Til trods for at forskningen viser, at en socialt belastet barndom ikke udelukker et almindeligt velfungerende voksenliv, er »den sociale arv« opfattet som en deterministisk udviklingspsykologisk lov stadig væk en rød tråd i moderne sagsbehandling.

Til trods for at der er en veldokumenteret sammenhæng mellem dårlige sociale kår og børnemishandling, er indsatsen mod børnemishandling i Danmark stort set udelukkende rettet mod at fjerne børnene i stedet for f.eks. at bedre de økonomiske vilkår.

Til trods for at danske og internationale undersøgelser viser, at sagsbehandleres normer og moral spiller en fremtrædende rolle i bedømmelsen af sociale klienter, afspejler den danske praksis på området intetsteds denne viden.

Til trods for at barnet, der risikerer at blive anbragt uden for hjemmet, næsten udelukkende fjernes fra forældrene pga. den formodede negative indflydelse, som forældrenes »omsorgssvigt« har på barnet, er det kendetegnende, at barnets sociale forhold såvel som barnets egen opfattelse af situationen så godt som overhovedet ingen indflydelse har på vurderingen af sagen.

Til trods for at det kan dokumenteres, at der pga. meget upræcise, brede definitioner af »omsorgssvigt« kan herske ren vilkårlighed i den sagsbehandling, der afgør, om et barn skal anbringes uden for hjemmet eller ej, lægger Socialministerens udkast til et nyt lovforslag op til, at tvangsanbringelser skal kunne foretages på et endnu mere upræcist grundlag.

Og til trods for denne mangefacetterede problematik anskues hele diskussionen ofte som en blot og bar modsætning mellem to fløje, der henholdsvis fokuserer på »børnenes vilkår« og »forældrenes rettigheder« - men er det særlig holdbart?

Ingen kan nøgternt hævde, at det entydigt er barnets tarv, der tilgodeses af sagsbehandlingen i dag. Ingen kan hævde, at det seneste udkast til lovforslag alene tjener barnets tarv, medmindre det at tjene barnets tarv defineres snævert som »lettere tvangsfjernelser«.

Reelt er alle enige om, at barnets tarv bør være motivet bag enhver hjælp i disse sager, hvad enten de fører til en anbringelse eller ej, og reelt er der god grund til at så tvivl om, hvorvidt anbringelser uden for hjemmet nødvendigvis tilgodeser barnets tarv, når man betragter den baggrund, på hvilken de foretages i dag.

Med de seneste politiske signaler er der ingen grund til at frygte, at »forældrenes ret« vejer for tungt i sagsbehandlingen i forhold til barnets tarv, for det er i forvejen ofte en kunstig modstilling.

Med overdreven fokus på dramatiske og tragiske enkeltsager, der rejser en folkestemning og uden videre baggrund i forskningen betinger hele indsatsen på området, er spørgsmålet nok i sidste ende, hvad der egentlig vejer tungest - barnets tarv eller politikernes opinionstal?

Rune Engelbreth Larsen

APPENDIX

Hvert år anbringes over 15.000 børn og unge i Danmark uden for eget hjem med eller uden forældrenes samtykke. Anbringelserne fordeler sig således (kilde: Lone Gustavesen: Indsigt i børnehjem, 1998):

Familiepleje: 43%
Døgninstitution: 27%
Kost- og efterskole: 13,5 %
Socialpædagogisk kollektiv: 9%
Eget værelse: 6,5%
Skibsprojekt: 0,5%
Sygehus: 0,5%

EKSEMPLER

Kommuner vurderer sag om tvangsfjernelse helt forskelligt

I 1991 ville de sociale myndigheder i kommunen Ejby på Fyn tvangsfjerne Yvonne Sølysts 3-årige datter, Pernille. Moderen og bedsteforældrene, Ulla og Leif Nielsen gemte Pernille for myndighederne, og i mellemtiden flyttede Yvonne Sølyst til Odense kommune, der vurderede sagen helt anderledes end Ejby. Familien vandt sagen, og tvangsfjernelsen blev annulleret. Ejby kommune lagde imidlertid nu sag an mod bedsteforældrene for bortførelse med en straframme på fire års fængsel; en sag, som kommunen tabte ved retten i Middelfart, hvor dommeren fandt det »mærkværdigt« at skulle straffe familien i en sag, der i forvejen var faldet ud til familiens fordel. De økonomiske og menneskelige omkostninger ved at få ret over Ejby kommune har til gengæld været store. Bedsteforældrene har måtte fraflytte kommunen pga. mobning af deres mindste datter på ni år som følge af tvangsfjernelsessagen – hun fik så dårlige nerver, at hun måtte hospitalsindlægges. Fraflytningen gav endvidere familien en gæld på flere hundredtusind kroner pga. problemer med at få solgt huset i Ejby kommune. (Kilde: B.T., 26.5.92).

Tvangsfjernelse til trods for, at anklager om sexovergreb er bortfaldet

Bedsteforældrene Inge-Lise og René Johansen bortførte deres barnebarn, Marianne fra Glostrup observationshjem, hvor hun var tvangsanbragt efter mistanke om sexmisbrug. Bedsteforældrene havde passet barnebarnet i 13 måneder, efter at hendes moder døde af modermærkekræft. Til trods for, at anklagerne blev fejet af bordet, kom Marianne alligevel på børnehjem. Siden gik bedsteforældrene under jorden med barnebarnet, men i august 1991 fik de tilkendt forældremyndigheden ved Københavns Byret, hvorfor Rigsadvokaten siden droppede en straffesag for bortførelse. (Kilde: B.T., 26.5.92).

Ingen erstatning for uberettiget tvangsfjernelse

»Højesteret har den 11. januar 1994 afsagt en principiel dom om uberettiget tvangsfjernelse af et barn. Sagen drejede sig om en fader, der blev anmeldt for incest mod sin da 8-årige datter. Pigen blev samtidig fjernet fra hjemmet og først hjemgivet efter toenhalv måned. Faderen blev dog aldrig tiltalt for misbrug, og efter tre måneders efterforskning frafaldt politiet sagen. Men da havde det psykiske pres taget så hårdt på faderen, at han havde mistet sit job, hvorfor han ved Østre Landsret anlagde sag med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt for tort (dvs. krænkelse). Østre Landsret afviste i juli 1992 kravet (…) Der er tale om et skøn, og det må – som Højesterets præmisser også er udtryk for – uundgåeligt ske, at der skønnes forkert – men fører det nødvendigvis til, at faderen ikke skal have erstatning? Man kan f.eks. sammenligne disse sager med anholdelser (af voksne), der senere viser sig at være uberettigede. For sådanne beslutninger gælder det i endnu højere grad, at de må træffes hurtigt og på et grundlag, der ifølge sagens natur kan have en vis foreløbig karakter. Men i disse tilfælde har man besluttet, at dette skal borgerne ikke tåle uden økonomisk kompensation. Der gives erstatning også for en ganske kortvarig anholdelse, f.eks. med henblik på visitation. Man kan spørge, om det ikke er et større indgreb for et 8-årigt barn uden varsel at blive fjernet fra sit hjem, end det er for en ung mand at blive bedt om at tømme lommerne.« (Professor dr.jur. Eva Smith, Politiken, 18.2.94).

7-årig piges opfattelse af tvangsfjernelse

»’Jeg sover ikke om natten, fordi jeg tænker på, hvordan min lille pige har det,’ siger 39-årige Aida Konrad, mor til 7-årige Sandie. ’Hvordan tror du, jeg har det som mor, når jeg ikke ved, om min datter må gå sulten i seng, om hun ligger og græder af hjemve, eller om hun helt er blevet glemt af pædagogerne på den institution, hun er anbragt på?’ Aida Konrad sidder med sin 7-årige datter på skødet, og Sandie vil slet ikke give slip på hende. Hun er atter hjemme på weekend. ’Det er min egen mor,’ fastslår Sandie, og giver hende et ekstra klem. Bagefter er det stedfaderen, Flemming Konrad, der får en ordentlig knusetur. ’Jeg vil hjem og bo hos min mor, min far og min lillesøster. Og så vil jeg gå i skole her i Rønde, og komme hjem fra skole og lege med min lillesøster og spise sammen med dem. Og jeg vil sove i mit eget værelse! Jeg vil ikke bo på Glarbjerghus i Randers! Der er kedeligt, og en dag glemte de at hente mig fra børnehaveklassen, og så stod jeg bare der og græd. Så kom jeg op på kontoret og fik lov til at tegne, indtil jeg blev hentet.’ ’Hvorfor er du på Glarbjerghus, Sandie?’ ’Det har kommunen bestemt, og de bestemmer alting.’ (…) Både familielægen C. Tidemand-Dal, Rønde, og familiens advokat, Amdi Møller, Horsens, er enige om, at Rønde kommune har forkludret en sag, hvor der på et tidspunkt allerhøjst har kunnet være brug for en støttepædagog til Sandie.« (Ekstra Bladet, 10.5.98).

Tvivlsom diagnose resulterer i tvangsfjernelse

Berit Arndt sendte flere gange sine børn til læge, selv om de ikke var syge, og hun fik i 1994 stillet diagnosen »Münchhausen by proxy«, der i værste fald betyder, at forældre kan gøre fysisk skade på deres børn for at få lægernes opmærksomhed. Diagnosen resulterede i en tvangsfjernelse af hendes to døtre. I 1996 blev Berit Arndt imidlertid undersøgt af neuropsykolog Ruth Andersen fra Rigshospitalet, og i 1997 af Anne Kirsten Hansen, der er medlem af Dansk Psykologforening, og begge konkluderer, at der ikke er grundlag for diagnosen »Münchhausen by proxy«. Anne Kirsten Hansen udtrykker endvidere stor overraskelse over, hvordan myndighederne uden videre kunne tvangsfjerne de to døtre. Siden tvangsfjernelsen har sagen tre gange været i den sociale ankestyrelse og tre gange i landsretten, men med udgangspunkt i diagnosen er en hjemgivelse af børnene blevet afslået. »Den diagnose, som i sin tid blev hæftet på Berit Arndt, forfølger hende altså fortsat, selv om den gang på gang er blevet modsagt,« udtaler hendes advokat, Peter Hjørne. (Kilde: Ekstra Bladet, 8.7.98).

Kulturforskelle fører til tvangsfjernelser

»Tvangsfjernelsen af to somaliske børn i Odense får nu den københavnske advokat Tyge Trier til at foreslå, at der tages større hensyn til kulturforskellene i sager med tosprogede børn. Han repræsenterer den somaliske mor og mener, at sagen fra Odense mere handler om kultursammenstød og forskellige opfattelser af god opdragelse end om dårlige forældre. ’I sagen er det nævnt, at det er svært at få øjenkontakt med børnene. Ud fra et dansk tankesæt er det negativt, mens en somalier vil opleve det omvendt. De lærer nemlig at se ned, når der kommer fremmede på besøg.’ Tyge Trier mener, at myndighederne bør være opmærksomme på den anderledes kultur, når de behandler sager med flygtninge.« (Jyllands-Posten, 13.8.98).

UNDERSØGELSER

Anbragte børns kriminalitet og skoleproblemer stiger efter anbringelsen

Cand.psyk. Therese Münster og cand. psyk. Annie Schmidt har undersøgt 50 børn og unge fra et kvarter i Københavns kommune, som i gennemsnit har været anbragt 1-2 år eller længere uden for hjemmet, f.eks. i familiepleje, døgninstitution eller efterskole. Det samlede antal børn med problemer faldt fra 38 til 30, men til gengæld fordobledes antallet af børn med besvær i skolen, ligesom antallet af børn med misbrug og kriminalitet steg, efter at myndighederne havde grebet ind i familierne. Forfatterne konkluderer, at det kan virke »paradoksalt og ubegribeligt«, at en stor gruppe børn efter årelange anbringelsesperioder til stadighed har omfattende følelsesmæssige problemer, mens andre børns skoleproblemer og kriminalitet først begynder efter lang tids anbringelse uden for hjemmet. (Kilde: Politiken, 7.7.95).

Alt for lidt omsorg og kærlighed til plejebørn

Cand.scient.soc. Karin Kildedahl har igennem halvandet år arbejdet med anbringelser af plejebørn i samarbejde med Aalborg Universitet, et arbejde, der er resulteret i rapporten En menneskelig opvækst?, som er bestilt af Nordjyllands Amt. Jyllands-Posten skriver: »For mange fejlanbringelser af plejebørn, samt en generel mangel på menneskekærlig opvækst hos plejefamilier og i institutioner, får Nordjyllands Amt til at slå alarm. Repræsentanter fra samtlige nordjyske kommuner bliver om kort tid indkaldt til fællesmøde for at drøfte en ny videnskabelig og skræmmende rapport om plejebørns opvækst.« Karin Kildedahl udtaler: »Kommunernes socialrådgivere bør uddannes bedre, mens pædagogerne og plejefamilierne bør diskutere indholdet i den dagligdag, som de byder plejebørn. Omgangen med disse børn er generelt præget af for meget professionalisme og alt for lidt omsorg og kærlighed.« (Kilde: Jyllands-Posten, 8.3.96).

Flygtninge- og indvandrerforældre orienteres dårligt i anbringelsessager

Flygtninge- og indvandrerforældre forstår sjældent, hvad der foregår, når deres børn tvangsfjernes, viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet om kommunernes praksis i anbringelsessager. Undersøgelsen er foretaget af Anne-Dorthe Hestbæk og viser, at seks procent af alle anbragte børn i 1996 var af udenlandsk herkomst. Anne-Dorthe Hestbæk udtaler: »Meget tyder på, at de udenlandske forældre er dårligt oplyste om, hvad der sker, når socialforvaltningen anbringer deres barn.« I 1994 viste en anden undersøgelse foretaget af psykolog Bo Ertmann, at anbringelser af udenlandske børn i Københavns kommune sker på et overdrevet grundlag, eftersom langt flere indvandrerfamilier end danske familier fik deres børn tilbage, hvis de ankede afgørelsen. (Kilde: Politiken, 26.3.98).

Tvangsfjernede børns opvækst forbedres ikke hos plejefamilier

Den svenske forsker Bo Vinnerljung har skrevet doktordisputats om, hvordan det gik ca. 100 søskendepar, hvor den ene tilbragte sin barndom i en plejefamilie, mens den anden blev hos de socialt belastede forældre. Konklusionen er, at søskendeparrene stort set klarede sig ens. Opvæksten i en plejefamilie gjorde ikke børnene bedre rustede til at finde et job, få en sund økonomi, stifte familie og undgå at havne på førtidspension eller bistandshjælp. Begge børn fik et dårligere liv end gennemsnitssvenskeren, der er vokset op hos sine biologiske forældre i en kernefamilie, men dem, der blev derhjemme under dårlige betingelser, gik det en anelse bedre, end dem, der blev fjernet. (Kilde: Politiken, 13.12.98).

UDTALELSER

Socialrådgiver Kirsten Diernisse, Mødrehjælpen: »Når der er tale om en frivillig anbringelse, får forældrene aldrig efterprøvet den beslutning noget sted. Og de har så heller ikke nogen mulighed for at anke afgørelsen eller få den frem i retten. De har heller ikke ret til en advokat.« (Det Fri Aktuelt, 3.1.92).

Socialrådgiver Hanne Reintoft, Mødrehjælpen: »Vi må holde fast i, at når et barn fjernes, er der tale om frihedsberøvelse på linje med fængselsdomme og tvangsindlæggelse. Hvorfor skal forældrene så have dårligere retssikkerhed end syge og kriminelle?« (Det Fri Aktuelt, 3.1.92).

Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund: »Vi opfører os temmelig tåbeligt her i landet ved ikke at gå ind fra starten og fjerne børn, som er født under dårlige kår. Det sker i alt for ringe grad. I Danmark fokuserer man alt for lidt på barnets ret til at have et ordentligt liv. Masser af mødre, for eksempel blandt misbrugere, psykisk syge og åndssvage, bør ikke have lov til at tage deres lille spædbarn med hjem fra fødeklinikken og passe det. Det er de ikke i stand til. Men man vil lige give familien en chance til. Og dermed tager man chancen fra barnet.« (Jyllands-Posten, 23.2.97).

Anne Albjerg, formand for Landsforeningen Børns Rettigheder: »Børn er underlagt forældrenes forgodtbefindende og sagsbehandlernes berøringsangst for tvangsfjernelser. Vi skylder børnene, der er det dyrebareste, vi har, at tage deres retssikkerhed alvorligt ved at tage nye metoder i brug. Det kunne være uanmeldte besøg, der ikke respekterer – den hellige ko – privatlivets fred.« (Politiken, 6.6.97).

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djuurhus: »For helt små børn er jeg ikke i tvivl. De ville stå bedre, hvis de blev tvangsbortadopteret. Man skulle i langt højere grad fjerne børnene direkte ved fødslen i familier, hvor man kan se, at det går galt. Og man skulle fjerne langt flere.« (Politiken, 14.4.98).

Lektor og fil.dr. Tine Egelund: »Det står jo ikke skrevet nogen steder, at klienter ikke må ringe tre gange om dagen, ikke må være krævende og grænseløse, og ikke må være uenige med forvaltningen. Men det er alligevel netop den slags, de bedømmes på. Om mødrene rent faktisk er noget for deres børn, gør man til gengæld ikke meget ud af. Vi ved, at der findes ’mælkebøttebørn’, som har så mange kræfter, at de kan have det godt i et miljø, der ville være skadeligt for andre. Det der med at drikke for meget og leve sjusket kan man ikke bare bruge til at gå ud fra, at børnene har det dårligt.« (Politiken, 22.2.98).

Jørgen Winther, formand for Børnesagens Fællesråd: »Jeg tager mig endnu engang til hovedet og spørger, hvorfor forældre skal have alle de chancer. Det gør forfærdelig ondt at se.« (Århus Stiftstidende, 14.4.98).

Socialrådgiver Tine Bryld: »Det er tilfældigt, hvem vore falkeblikke rammer, når vi skal vurdere, hvad der er godt for barnets tarv. Masser af børn lever i hjem med druk og narko. Masser af børn i pæne familier, vi aldrig ville drømme om at fokusere på, lever i kulde, angst og ligegyldighed. Men dem, vi altid trækker frem i lyset, er de totalt forsvarsløse, dem, der alle dage har været vant til at føle sig stemplet som dumme, uduelige, nyttesløse. Dem udstiller vi uden den ringeste forståelse for selvværd, og med nedladende, overtalende, venlige stemmer.« (Politiken, 16.4.98).

Niels Andersen, næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund: »Der spørges, om forældrehensyn vejer tungere end barnets tarv, og der peges massivt på, at løsningen på den sociale arvs onde cirkel er flere tvangsindgreb, blandt andet tvangsadoption. Dermed mister diskussionen en afgørende pointe: At der skal sættes mere fokus på at sikre de belastede familier flere ressourcer, så anbringelserne kan undgås.« (Politiken, 22.4.98).

Socialminister Karen Jespersen: »Vi ved, at det ofte går børn fra socialt truede miljøer dårligere senere i livet, og derfor er vi nødt til at gå ind og forsøge at bryde den sociale arv med tidligere anbringelser.« (Kristeligt Dagblad, 27.10.98).

Professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketcher om socialministerens udkast til ny lovgivning om tvangsfjernelser: »Det åbner for at fjerne børn fra ’skæve’ familier. Dem, hvis hjem ikke ligner et pænt socialrådgiverhjem – men som faktisk godt kan tage sig af deres børn.« (Politiken, 13.12.98).

Seniorforsker Ida Elisabeth Koch fra Det Danske Center for Menneskerettigheder om socialministerens udkast til ny lovgivning om tvangsfjernelser: »Centret bestrider ikke, at det kan være nødvendigt at tvangsfjerne børn. Men selv om det er nødvendigt, er det mange gange et stærkt traumatiserende indgreb i barnets og i familiens liv. Derfor er det betænkeligt, at det bliver lettere at fjerne børnene, og at man opgiver målet om at genforene familien.« (Politiken, 24.1.99).