Det for tiden meget omdiskuterede begreb "danskheden" skyldes i høj grad Grundtvig, hos hvem det indgår i en kontekst af kristen og national forkyndelse og vækkelse. Med antagelsen af en særlig dansk "folkeånd", et dansk folkefællesskab, som formuleres snævert og eksklusivt, installeres fædrelandskærlighed og kulturchauvinisme som moralsk pligt og politisk dekret...

Hvad vil det sige at være dansk? Emnet er meget oppe i tidens debat, og mange indlæg er præget af visse formuleringer, som synes at forudsætte eksistensen af en særlig dansk fællesidentitet eller folkekarakter med bestemte karakteristika, også kaldet "danskheden": "Vi danskere …"

Denne udtryksform skyldes nok især én ganske bestemt dansk kulturpersonlighed, som netop prægede begrebet om "danskheden" og gav det meget af det indhold, det har i dag - nemlig Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872).

Grundtvig viede det meste af sit liv til "den Danske Sag", folkelighedens rehabilitering i Danmark, til kampen for den danske identitet, for danskheden, den danske folkeånd. Særegent for den grundtvigske terminologi er dens forening af metafysik og realpolitik. Under den politiske agitation for frihed, lighed, oplysning osv. ligger hos Grundtvig en metafysisk konstruktion med et eget begreb om historien, mennesket, folket, kristendommen etc.

Således har også begrebet om danskheden rod i det metafysiske fundament. "Danskheden", som er Grundtvigs betegnelse for "folkeligheden" i Danmark, og som kommer til udtryk i en bestemt historie, et sprog, en mentalitet osv., er således dybest set betinget af et grundlæggende åndeligt fællesskab, "Folke-Aanden", der på én gang binder det danske folk sammen som konkret aktuel og som historisk-kulturel enhed. Folkeånden er "den skjulte Sammenhæng", "sjælen" i danskheden. Begrebet om folkeånden er centrum i hele den grundtvigske terminologi, hvormed, som det også skal vise sig, hele det politiske projekt om folkelig vækkelse såvel som det metafysiske fundament står og falder.

"His patriotism was almost a part of his religion …" mener forfatteren til artiklen om Grundtvig i Encyclopædia Britannica. Og vi skal også komme ind på, hvorledes den metafysiske konstruktion hos Grundtvig nærmest udvikler sig til en egen mytologi om danskhedens forgangne storhedstid, truede nutid og apokalyptiske fremtid, fastlagt af det guddommelige forsyn.

Afslutningsvis skal vi se på de implikationer i retning af xenofobi, intolerance og chauvinisme, som en snæver og eksklusiv definition af danskheden synes at implicere, ikke mindst når det udmøntes i folkelig-religiøs vækkelsestale med et konkret politisk program, hvor "fremmed" bliver synonym for "ondt".

Men først må det være på sin plads ganske kort at stifte bekendtskab med Grundtvig selv og hans lange liv og virke.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig

I sin ungdom kommer Grundtvig i berøring med tidens store strømninger, rationalisme og tysk romantik, ligesom han i en periode, som han selv har kaldt sin "Asa-Rus", er lidenskabeligt opslugt af den nordiske mytologi.

Det bliver dog tidligt afklaringen af forholdet mellem kirken og kristendommen, der bliver det centrale spørgsmål for Grundtvig, og denne problematik dominerer forfatterskabet helt frem til i hvert fald 1825. Han revser statskirken såvel som sin samtid og føler sig bogstaveligt kaldet til kirkelig og folkelig reformator.

I 1810 holder han en lidenskabelig dimisprædiken, som han senere udgiver: Herfor modtager han en irettesættelse fra sine overordnede. Samme år gennemgår han en alvorlig psykisk sygdom på grund af nervøs overanstrengelse. En religiøs anfægtelse, hvor han pludselig ydmyges af bevidstheden om sin egen synd og skyld, fører ham ind over grænsen til sindssygen. Han finder først atter fred og fast grund under fødderne, da han bringes tilbage til sit barndomshjem, hvor han kommer sig under forældrenes omsorg, og hvor han træder ind i stillingen som hjælpepræst for sin far. Skønt ydmyget brænder hans lidenskab dog stadig for kristendommens sandhed, og med udgangspunkt i barndomshjemmets pietistisk prægede ortodoks-lutherske bibelkristendom kæmper han i de kommende år i den danske læseverden som "Bibelens ensomme kæmpe".

Grundtvigs tanker om folkelighed, danskhed, folkeånd osv. tager form op mod 1820, hvorefter de efterhånden bliver faste bestanddele af hans terminologi, bl.a. i tidsskriftet Danne-Virke, som han selv udgiver og også for størsteparten selv skriver.

Omkring 1825 når Grundtvig frem til den "mageløse Opdagelse", at trosbekendelsen, fadervor og nadverordene, snarere end Bibelen selv, er de autentiske kilder for Guds ord til mennesker. På grund af et meget polemisk skrift, "Kirkens Gienmæle", hvori han ud fra sin nye position kætterdømmer en af tidens mest ansete teologer, idømmes han livsvarig censur; en dom, som først ophæves en halv snes år senere.

Bl.a. gennem englandsrejser bliver hans interesse for "det sunde, kraftige, virksomme Borgerliv paa Jorden" nu tillige for alvor vakt. Og disse to nye aspekter, hans "mageløse Opdagelse", som også kaldes hans kirkelige anskuelse, og hans nyvakte interesse for det dennesidige menneskeliv, forenes i 1832 i det store forord til Nordens Mytologi, hvor det tidligere fokus på kirke og kristendom glider over i interessen for især forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, hvor det menneskelige altså har fået en ny emfase. Dette "nye" menneskesyn skal vi senere vende tilbage til.

I de følgende år vokser Grundtvigs tilhængerskare støt. I 1838 holder han en foredragsrække på Borchs Kollegium i København, Mands Minde-foredragene, hvor antallet af tilhørere når op på 5-600. Året efter får Grundtvig igen ansættelse i statskirken, nemlig i Vartovmenigheden, og dette sted bliver snart et samlingspunkt for en del af de såkaldte grundtvigianere. Bevægelsen omkring Grundtvig tager til i hele landet, og i 1840erne og 50erne grundlægges en række "grundtvigske" højskoler og friskoler.

Efter i 1844 igen at have været alvorligt psykisk syg, begynder Grundtvig, i en alder af 65, sin politiske karriere med valget til Rigsdagen i 1848, hvor han sidder i ti år. Her deltager han blandt andet aktivt i grundlovsdiskussionen, herunder som formand for udvalget til meddelelse af indfødsret. I denne periode udgiver og skriver han også tidsskriftet Danskeren, ligesom han arbejder i "Den Danske Forening", hvis kerne udgøres af 50 medlemmer af Rigsdagen.

Fra denne tid stammer udover Den christelige Børnelærdom (1851-61), som nogle ser som hans hovedværk, bl.a. en del småskrifter, som beskæftiger sig med tidens politiske begivenheder: Junigrundloven 1849, Treårskrigen mod slesvig-holstenerne 1848-50 og nederlaget til Preussen i 1864. Grundtvig dør i 1872, 89 år gammel.

Frihed, lighed og oplysning - med forbehold

Grundtvig er berømt for sine friheds-, ligheds- og oplysningstanker. Allermest berømte er vel citaterne om "Frihed lad være vort Løsen i Nord, / Frihed for Loke saavelsom for Thor" (Nordens Mythologi (1832), Udvalgte Skrifter (US) bd. V, s. 384-85); om lighed; "… og da har i rigdom vi drevet det vidt / når få har for meget og færre for lidt" (Langt højere Bjerge, Folkehøjskolens Sangbog (FS), nr. 159); og om oplysning ;"Er lyset for de lærde blot / til ret og galt at stave? / Nej, himlen under flere godt, / og lys er himlens gave" (FS, nr. 462).

Det er nok de færreste, der ikke har hørt disse sange citeret. Og alle citeres de da også igen og igen i danskhedsdebatten, når debattøren med få ord forsøger at ramme nerven i "den danske mentalitet".

Men disse tanker om frihed, lighed og oplysning bliver for det meste også præsenteret løsrevet fra den sammenhæng, de indgår i hos Grundtvig. For Grundtvig er frihed, lighed og oplysning ikke absolutte værdier. De er nødvendige midler til et helt andet og større, overordnet mål. Og dette mål er for Grundtvig over alt "Den danske Sag", danskhedens rehabilitering i Danmark, den danske "Folke-Aands" renæssance. Det er Grundtvigs drøm om "Danskheden", som han med sine egne ord altid "selv under de ugunstigste Omstændigheder har troet, vil gaae i Opfyldelse" (Tale holdt 1839, Haandbog i N. F. S. Grundtvigs Skrifter (HGS) II, s. 135).

Og det er i lyset af dette projekt, hele hans politiske og folkelige agitation for frihed, lighed og oplysning skal ses.

Frihed er ikke frihed fra alle bånd, men frihed til "fælles Bedste" (og hvad dette fælles bedste indeholder for Grundtvig, skal vi vende tilbage til). Det ovennævnte citat om frihed fortsætter: "… men ikke som Ild og Vand, / Pest og Hunger og Ødeland, / Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn, / Ikkun som voxne Menneske-Børn," med en hentydning til bl.a. den franske revolution, som Grundtvig anså for en "Undergang (…) hvorved alle Baand brast, som binder de enkelte Mennesker og Kredse til hinanden i det Borgerlige Selskab, følgelig ogsaa alle de Baand, som Lov og Ret, Ære og Skam, Optugtelse og Vane, lægger paa de vilde og voldsomme Lyster og Begiærligheder, som der findes meer end nok af allevegne." (Danskeren, 1848, HGS II, s. 171).

Præcis det samme gælder hos Grundtvig om lighed. Sættes lighed som mål i sig selv, således at den umiddelbare løsning på uligheden i samfundet bliver at "tage fra de Rige og give til de Fattige", bringes ejendomsretten i fare, og for Grundtvig er ejendomsretten "ikke blot det Borgerlige Selskabs Grundlov, men ogsaa dets Grundvold, saa naar den tages bort, synker hele Bygningen i Grus" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 177). Målet er for Grundtvig "ved den størst muelige Nærings-Frihed og Eiendoms-Sikkerhed, at fremme den jævne Velstand og ønskelige Ligevægt" (ibid.); men lighedens begrænsning determineres af såvel menneskets egen syndige natur som af det guddommelige forsyn. Sagen er nemlig den, at "var alle Mennesker, baade de Fattige og de Rige, dydsmønstre, da var det ingen Sag at skifte og dele broderlig imellem dem, men da behøvedes det ikke, thi da havde alt, uden Love og Borgerligt Selskab, jævnet sig selv. Nu, herimod, da vi er alle Syndere, maa det naturligvis blive splittergalt, naar vi alle behandles som Dydsmønstre, og det af folk, der selv er Syndere og tit nogle af de Groveste, saa enhver Øvrighed, der vil træde i forsynets Sted og lære Vorherre, hvordan Han skulde skiftet Lod og Lykke, saa det gik ligeligt til, den maa nødvendig ikke blot beskæmme sig selv og begaae himmelraabende Uretfærdighed, men, standses den ikke snart i Farten, giøre alle baade Rige og Fattige grændseløs ulykkelige." (Ibid.)

Og hvad angår oplysning, som vi senere også skal vende tilbage til, er den ligeledes kun gavnlig som oplysning i lyset af det overordnede mål, nemlig folkelighedens rehabilitering, og derfor "maa al anden Oplysning ligesaavel blive død i sig selv, som dræbende for Folket og skadeligt for Riget" (Skolen for Livet og Academiet i Sorø, 1838, Grundtvigs Skoleverden i Tekster og udkast (GSiT), bd. II, s. 92). Grundtvig taler ikke bare om oplysning for oplysningens egen skyld; opgaven er "at oplyse Folket om dets egen Natur, dets Fæderneland og Forfatning, Kræfter, Midler og sande Tarv til fælles bedste" (Mands Minde 1788-1838, Foredrag over det sidste halveAarhundredes Historie, 1838, HGS II, s. 83). Ligesom det heller ikke er nogen universel menneskelighed, der må være oplysningens objekt, som i det terentiske "humani nil a me alienum puto" (intet menneskeligt skal være mig fremmed); nej: "Folkelighed, Fæderneland og Modersmaal skal være det levende Middelpunkt for Dannelsen og Oplysningen …" (Om Indretningen af Sorø Academi til en Folkelig Høiskole, 1843, GSiT II, s. 204).

Som vi indledningsvis omtalte, har det grundtvigske projekt, i hvilket friheden, ligheden og oplysningen er midler, sine rødder i en mytologisk, apokalyptisk konstruktion. Men før vi kan tage fat på den, må vi klargøre nogle af de begreber, som udgør substansen i den særlige grundtvigske metafysik. Herunder menneskesynet, forholdet mellem menneskelighed og folkelighed og mellem folkelighed og kristelighed, og ikke mindst begrebet om folkeånden, som på sin vis kan siges at være rygraden i hele begrebsapparatet.

Grundtvigs menneskesyn, "Den Mosaisk-Christelige Anskuelse"

Grundtvigs forfatterskab er med rette blevet kaldt "en forkyndelse, der mere vender sig til hjertet end til tanken". Han var præst og folkelig forkynder langt snarere end filosof. Og man skal derfor heller ikke forvente filosofisk konsistens eller logisk nødvendighed overalt i forfatterskabet.

Denne kendsgerning harmonerer nu også udmærket med Grundtvigs eget menneskesyn. Det er følelserne og talen, ikke den kolde ratio, der gør os til, hvad vi er, for "hvad der hæver os over Fæet og skiller os fra de umælende, det er langt meer end noget andet, Rørelserne i vort Hjerte og Ordet i vor Mund …" (Danskeren, 1851, HGS II, s. 248).

Det nævnte menneskesyn tager først form i forfatterskabet fra og med Nordens Mythologi (1832). Og på en vis måde udgør det et nyt standpunkt i forhold til Grundtvigs tidligere ortodoks-lutherske holdning, hvor mennesket ses i lyset af sin absolut syndige natur. Mennesket er for Grundtvig ganske vist stadig (også efter 1832) faldet og menneskenaturen fordærvet; intet ved mennesket gør det i stand til selv at udbedre "skaden": "De Christne troe nemlig," skriver Grundtvig, og hertil regner han også sig selv, "at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egentlig Helbredelse er umuelig …" (Nordens Mythologi, 1832, US V, s. 402).

Det tilsyneladende nye ligger i, at hvor det lutherske standpunkt hævder, at menneskets oprindelige gudbilledlighed er gået helt og aldeles tabt med faldet, så mennesket af natur er absolut ondt, finder Grundtvig nu en rest af den oprindelige gudbilledlighed hos det faldne menneske - nemlig i "menneskeånden", som han finder i sproget: "Menneske-Aanden, det er et Ord, / Som Ingen af os kan udgrunde; / Menneske-Livet dog er dens Værk, / Med Ordet i Menneske-Munde (…) Mennesket er i Guds Billede skabt, / Med Ordet i Kraft paa sin Tunge …" (Menneske-Livet, 1861, N. F. S. Grundtvig, Værker i udvalg, bd. VIII, s.431-432).

Det nye syn på mennesket og menneskelivet sættes i det, Grundtvig selv kalder sin "Mosaisk-Christelige Anskuelse", ind i et universalhistorisk perspektiv. I Nordens Mythologi resumeres denne anskuelse med ordene: "… Mennesket er (…) en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed." (1832, US V, s. 408).

Mennesket er altså i kraft af Guds skabelse en forening af støv og ånd, og historien er en fortløbende udvikling i retning af en "forklaring" af menneskelivet. Denne "Mosaisk-Christelige Anskuelse" genfinder Grundtvig overalt i historien som kilde til udfoldelse af det sande og naturlige menneskeliv: "… i samme Grad som Man tilegnede sig den, gestaltede Livet sig naturligt, men underfuldt, herligt og velsignet derefter." (Ibid.). Og dens potentiale er at hæve mennesket op og føre det "paa Aande-Stigen op til Skaberen" (ibid.).

Det folkelige menneske

Med den "Mosaisk-Christelige Anskuelse" har Grundtvig forsøgt at ramme en almen definition af, hvad det vil sige at være menneske: Guds skabning under fremadskridende historisk udvikling. Men som folkelig vækker stopper Grundtvig ikke op ved den abstrakte, almenmenneskelige bestemmelse. Hvad vi konkret er, er ifølge Grundtvig nemlig fundamentalt set aldrig blot og bart mennesker. Noget sådant findes slet ikke og kan ikke findes, mener han. Ethvert menneske tilhører for Grundtvig et folk, og den nationale identifikation er således en basal og uadskillelig del af det menneskelige: "Siden Menneske-Slægten blev delt i mange ’Folk og Stammer og Tungemaal’, da kan der, menneskelig talt, slet ikke være nogen bare og blotte Mennesker til, uden det skulde være de nøgne Vilde, thi ellers finder man kun folkelige Mennesker …" (Danskeren, 1849, HGS II, s. 224).

Grundtvig nævner "Rørelserne i vort Hjerte og Ordet i vor Mund" som grundlæggende menneskelige egenskaber. Men den menneskelige tale er for Grundtvig altid konkret et modersmål; kun på modersmålet, mener han, kan talen i kraft af sin åndelige karakter virkelig virke: "Modersmaal er vort Hjertesprog, / kun løs er al fremmed Tale, / det alene i Mund og Bog / kan vække et Folk af Dvale." (Modersmaalet, 1837, Udødelige Tanker (UT), s 38). Og på samme måde står også vort følelsesliv for Grundtvig i en dunkel, men uafviselig forbindelse med den fælles historie og den nationale karakter. Overfor f.eks. den tyske romantiks forsøg på at forene tilværelsens store modsætninger, godt og ondt, lys og mørke, liv og død etc. argumenterer Grundtvig typisk heller ikke filosofisk, men fremhæver en særlig historisk dansk, national grundfølelse af disse modsætningers realitet: "Hvorfor vi Danskere ikke kan tænke saa, det er, fordi vi føler, vi er Mennesker, og har, som Mennesker, baade Liv og Lys i Sandhed og Kiærlighed (…) saa vi maae nødevendig troe, at det lille Sandheds-Lys, der aabenbarer det lille Kiærligheds-Liv, naar vi ærlig bekiender hvad der rører sig inden i os, det har sin Grund i et stort Sandheds-Lys, der aabenbarer et stærkt Kiærligheds-Liv, som de Smaa af samme Slags naturligvis holder med, og haaber, skal engang vinde afgiørende Seier over Løgn-Formørkelsen og den misundelige Død." (Danskeren, 1851, HGS II, s. 250). Dette "Lysets og Livets og Ærlighedens Seiers-Haab", mener Grundtvig sammesteds, har sin rod dybt i "vor naturlige Følelse og Tankegang, som kan sees af vore Fædres stærke Drømme om Gudernes Kamp med Rimthurserne, om Valhal, hvor alle Gudernes Venner, trods Døden, fandt Liv og Lys, og om alle Guders Opstandelse, trods Undergangen i Ragnarok, til evigt Liv, naar alt Ondt var borte …" Vil vi tale om menneskelighed kommer vi ifølge Grundtvig ikke udenom den nationale identitet, folkeligheden. Kosmopolitter og filantroper, der vil hævde et universelt menneskeligt fællesskab, der ikke bare præcederer ethvert nationalt ditto, men måske ligefrem gør et sådant irrelevant, har Grundtvig ikke noget tilovers for. Således er f.eks. heller ikke næstekærligheden mulig uden fædrelandskærligheden: "Al den Snak om en almindelig Menneske-Kiærlighed, der skulde enten heelt eller halvt tilintetgiøre Fædernelands-Kiærligheden, det er da, ligesom det meste, vi har lært af Tyskerne, kun et Æventyr af samme Slags, som at man, uden engang at elske sig selv, skulle kunne elske sin Næste." (Danskeren, 1849, HGS II, s. 227). Menneskelighed og folkelighed udgør en uadskillelig enhed, og forståelsen af det ene forudsætter en forståelse af det andet; de kan slet ikke betragtes hver for sig, "thi paa Jorden finder man aldrig Menneskelighed uden Folkelighed, hvad enten saa, som sædvanlig, Folkeligheden indslutter Menneskeligheden, eller, som hos Jesus Christus, Menneskeligheden indslutter Folkeligheden i sig" (Folkelighed og Christendom, 1847, UT, s. 323).

Hvad dette sidste angår, skal vi nu se på forholdet mellem folkelighed og kristendom hos Grundtvig.

Folkelig kristendom - kristen folkelighed

Ligesom Grundtvig i sin egenskab af folkelig vækker ikke standser op ved den almene definition af mennesket som blot og bart menneske, men netop hævder, at mennesket kun kan forstås som et folkeligt, dvs. et nationalt væsen, således lader han det som kristen forkynder heller ikke være sagt med det. Først må vi som danskere vækkes til at erkende vores danske identitet, hvilket er en forudsætning for at forstå os selv som levende mennesker - men nået dertil falder blikket for Grundtvig naturligt på det, som for ham er menneskets egentlige bestemmelse; først da bliver det nemlig muligt for os at erkende os selv sandt som syndere med længsel efter frelsen og "Lyst til det evige Liv": "… først maa vi være Danske, ligesom alle Mennesker først maa være levende, førend det nytter at tale til dem enten om det timelige eller om det evige Liv." (Ibid. s. 326).

I perioden frem til i hvert fald 1825, hvor Grundtvigs menneskesyn var præget af den ortodoks-lutherske bibelkristendom, betragtede han det menneskelige som sekundært og underordnet i forhold til det kristelige, således at menneskeliv for at blive autentisk først måtte kristnes. Nu, derimod, lægger han altså udpræget vægt på det folkelige menneskelivs egen værdi, ikke løsrevet fra, men som nødvendig forudsætning for kristendommen: "Menneske først og Christen saa!", som det hedder i sangen af samme navn, hvor "Menneske" altså kun kan forstås i lyset af sin konkrete folkelige identitet (1830erne, Sang-Værk (S-V) nr. 156, bd. III, s. 296).

For Grundtvig er Folkeligheden "levende Christendoms nødvendige Forudsætning" (Om Folkeligheden og Dr. Rudelbach, 1848, UT, s. 327). Men kristendommen kan også blive folkelighedens forudsætning, derved at den simpelt hen skaber folkelighed, folkeligt fællesskab, hvor det ikke findes i forvejen: "… Aandsfrihed og Folkelighed er hvad Christendommen, for at virke i sin Aand, enten maa forefinde eller, hvis de fattes, skabe dem." (Folkelighed og Christendom, 1847, UT, s. 321). Derfor kan Grundtvigs henholdsvis folkelige og kristelige forkyndelse da også til tider næsten glide i ét.

Og selv om han ofte har argumenteret imod samtidens påstande om netop dette, synes en sådan sammenblanding ikke virkelig at have været problematisk for ham selv. For Grundtvig er kristendommen som skabt til at være kulturbærer og centrum i det borgerlige liv: "Christendommen er nemlig ikke mindre mægtig til at skabe et himmelsk Borgerliv end et himmelsk Huusliv paa Jorden (…) thi ligesaa huuslig, som den christelige Børnelærdom er, ligesaa folkelig og borgerlig er den christelige Lærebygning …" (Danskeren, 1851, HGS II, s. 259).

Men selv om folkelighed og kristendom går i ét, skal det dog ikke forstås således, at kristendommen bliver et folkeligt dekret. "Tvang til tro er snak i taaget," understreger han (1837, S-V I nr. 41, s. 118); og religionsfriheden var da også en af Grundtvigs mærkesager. Alligevel er han dog så overbevist om kristendommens absolutte sandhed, at han forudsætter, at når blot mennesker bliver oplyste nok, vil antagelsen af kristendommen give sig selv: "Stræbe da hver paa denne Jord / Sandt Menneske at være / Aabne sit Øre for Sandheds Ord, / Og unde Gud sin Ære; / Er Christendom da Sandheds Sag / Om Christen ei han er i Dag / Han bliver det i Morgen!" (Menneske først og Christen saa, 1830erne, S-V III, s. 298).

I artiklen Verdenssyn og menneskesyn i Grundtvigs salmedigtning forklarer Peter Balslev-Clausen det intime forhold mellem menneskeligt og kristeligt hos Grundtvig således: "Det menneskelige og det kristelige hører (…) i den grad sammen som hinandens gensidige forudsætning, at de ikke kan skilles ad (…) Det menneskelige har intet selvstændigt rum ved siden af det kristne, men er (…) en foreløbig erkendelse af den i kristendommen fuldt udfoldede virkelighed." (Grundtvig Studier 1989-1990, s. 48 & 54).

I overensstemmelse med denne kristne sandhedsabsolutisme hævder Grundtvig i den tidligere citerede indledning til Nordens Mythologi den "Mosaisk-Christelige Anskuelse" som den "eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet". Samtidig gør han dog en del ud af at holde den videnskabelige anskuelse ude fra den konfessionelle kristentro. Anskuelsen er ifølge Grundtvig ikke det samme som kristen tro. Troen er nemlig knyttet til Kristi person, mens anskuelsen er et ikke-konfessionelt, videnskabeligt samlebegreb i det universalhistoriske perspektiv. Om anskuelsen hedder det, at "den Mosaisk-Christelige Anskuelse være nu, poetisk og historisk, oprundet paa naturlig eller overnaturlig Maade, saa er det den eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet, som, ved at giøre sig gældende, da alle Hedningers Guder var uddøde, da al Aand var forsvundet, og Evighed kun et tomt Begreb, derved, og ved sine mageløs velsignede Virkninger giennem Atten Aarhundreder, har stillet gyldig Borgen for sin og for Christi Guddommelighed, saa den Anskuelse maa ligevel i Videnskaben som i Livet være Lede-Stjernen, vi stræbe at følge" (US V, s. 401).

Men denne opdeling i "videnskabelig (kristen) anskuelse" og "ikke-videnskabelig (kristen) tro" kommer dog let til at virke temmelig kunstig. Har den mosaisk-kristelige anskuelse nemlig "stillet gyldig Borgen" for "Christi Guddommelighed", har den naturligvis samtidig bekræftet kristendommens sandhed, da dogmet om Kristi guddommelighed jo netop er det centrale kendemærke, der skiller den kristne tro ud fra alle andre religioner. Og for den kristne gives der som bekendt kun én sandhed: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Johs. 14,6).

Grundtvigs "videnskabelige" historiesyn er udpræget "med Nordiske Øine i Christendommens Lys". Overalt står kristendommen i centrum; kosmologisk, kronologisk og eskatologisk. I Verdenssyn og menneskesyn i Grundtvigs salmedigtning skriver Peter Balslev-Clausen: "På trods af at Grundtvig i vid udstrækning tænkte i uforligelige modsætninger, liv og død, sandhed og løgn, lys og mørke, er ’sammenhæng’ et af de vigtigste begreber, når man vil forsøge at trænge ind i hans forestillingsverden (…) den bibelske, skabelses- og frelseshistoriske sammenhæng mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes. For denne sammenhængs skyld fastholdt han det gamle ["kaldæiske", f.a.] verdensbillede og bekrigede det nye [kopernikanske, f.a.] med næb og klør som Antikrists værk (…) fordi det nye verdensbillede, sådan som han opfattede det, umuliggjorde enhver forestilling om sammenhæng mellem Gud og mennesker, himmel og jord, skabelse og fuldendelse, fortid, nutid og fremtid …" For Grundtvig svarede verdensløbet fra skabelsen til genløsning konkret til skabelsesugen fra 1. Mosebog, sådan at en skabelsesdag svarede til tusind verdensår, og han kunne således også tidsfæste verdensløbets afslutning til år 2.239. "Denne jødisk-oldkirkelige kronologi," skriver Balslev-Clausen, "hørte med som en fast, ufravigelig bestanddel af Grundtvigs mosaisk-kristelige anskuelse, idet tiden efter tidsløbets midte, Kristi fødsel, udfra menighedsbrevene i Johannes Åbenbarings kap. 2 og 3 var underopdelt i de 7 hovedmenigheders tidsaldre, den hebraiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den danske (eller nordiske) og den endelige syvende menigheds tidsalder. Dette universalhistoriske skema udgør den faste struktur i såvel hans kirkelige som hans verdslige kronologi." (Grundtvig Studier 1989-1990, s. 46 og s. 50).

Kristendommen er og bliver "Tidens Fylde", historiens centrum for Grundtvig, "videnskabeligt" såvel som konfessionelt. I dette lys bliver andre kulturer uvægerlig enten sekundære eller mindreværdige: "Tænke vi os nemlig Kristen-Folket borte," skriver han i en historiebog, der siden er blevet trykt i mange oplag, "da har vi intet andet end det romerske Verdens-Rige i Kejser-Dagene, altsaa et Helvedes Rige i Vesten, i det mindste lige saa ensformigt og blomraaddent, som det saakaldte himmelske (kinesiske) Rige i Østen; thi selv nu, da Kristendommen paa ny ’satte Himmel og Jord i Bevægelse’, opstod der gjennem hele Middelalderen intet, som kan tildrage sig Menneskets Opmærksomhed, uden at det jo enten, som Islamismen, stod i bestemt Modsætning til Kristendommen, altsaa var betinget ved den, eller, som den nordlige Folkekreds, antog Kristendommen og dannedes derved." (Fortale og Indledning til Krønnike-Rim, 1842 (senere kendt som Historisk Børne-Lærdom) HGS II, s. 139-40).

"Menneske først og Christen så", siger Grundtvig; folkeligheden er "levende Christendoms nødvendige Forudsætning". Men i det grundtvigske menneskesyn er allerede altid forudsat en indplacering af mennesket i et bibelsk skabelses- og et historisk udviklingsperspektiv, hvor "Gud" og kristendommen i den grad står i centrum, at det bliver vanskeligt at opretholde skellet mellem "videnskabelig" (kristen) anskuelse og ikke-videnskabelig (kristen) forkyndelse.

Folkeånden

Vi har nu set på Grundtvigs menneskesyn, hvorledes det nationale tilhørsforhold for Grundtvig er en basal del af det menneskelige. Og vi har set, hvilken rolle kristendommen spiller i forhold til det menneskelige og det folkelige, både som allestedsnærværende toneangiver også i den angiveligt videnskabelige mosaisk-kristelige anskuelse, hvor kristendommen indtager pladsen som verdenshistoriens centrum, og som menneskets egentlige bestemmelse; og hvorledes dette forenede perspektiv uvægerlig medfører en vis kristen kulturel chauvinisme.

I Grundtvigs principielle bestemmelser af forholdet mellem det folkelige, det menneskelige og det kristelige hævder han nogle steder, at det ikke drejer sig om at fremhæve den danske folkelighed, danskheden, i forhold til andre landes folkelighed, men alene at understrege forskellen; dansk folkelighed er ikke, siger han dér, objektivt bedre end f.eks. tysk folkelighed - men de er afgørende forskellige. Dansk folkelighed hører hjemme i Danmark, tysk og kinesisk i hhv. Tyskland og Kina. Det er kun for så vidt den tyske eller anden folkelighed vil hævde sig i Danmark, den bliver mindreværdig og fjendtlig: "Naar jeg taler om det Folkelige som det ypperste i hvert Land, da er det jo heller ingenlunde i Modsætning til det Menneskelige, men kun til Skielnemærke fra hvad der kun er folkeligt i andre Lande, og kun i Modsætning til alt hvad der med Magt eller List vil giøre et Folk fremmed for sig selv, uden naturligvis at kunne skabe det om enten til et andet Folk eller til rene, pure Mennesker." (Danskeren, 1849, HGS II, s. 224). Andre steder hæver han netop den danske folkelighed op til at være "det høieste Menneske-Liv i vor Deel af Verden …" Men det skal vi også vende tilbage til.

Folkeligheden - i Danmark danskheden - ligger hos Grundtvig også i en række udvortes kendsgerninger såsom sprog, skikke, historie osv. Men fællesskabet bunder i noget dybere. Danskheden er, som vi så, et fællesskab i "Følelse og Tankegang", og således er det for Grundtvig dybest set et konkret fællesskab i ånd - dansk folkeånd: Det er nemlig "kun Vinden, ikke Aanden, der blæser eens over alle Lande, saa enten maa der være en Dansk Aand, med en egen Lyd og Kraft, Ild og Farve, Glands og Sving og Vingeslag, over det Danske Folk og i det Danske Tungemaal, eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at holde sammen, til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige, til at bevise sin Indfødsret paa Guds grønne Jord, og til at glæde sig med hinanden over det ældgamle Fællesskab paa Mark og Hede og paa Bølgen blaa, over fælles Bedste, fælles Kamp og Seier, fælles Dansk, udødeligt Minde." (Danskeren, 1848, HGS II, s. 156-57).

Men hvad indeholder egentlig denne bestemmelse: "Folke-Aand"? Grundtvig mener, at "der er en egen usynlig men dog meget virkelig og virksom Livskraft, der ligesom svæver os over Issen, og naar den ligesom sætter sig til Sæde hos os, da sige vi, at Aanden kommer over os, eller at vi er i Aande, og det er, hvad man nu med et vildttydsk Ord sædvanlig kalder ’Begeistring’ (…) Hvad enten det nu er en Enkelt, eller det er et heelt Folk, Aanden kommer over, da er det for dem, som om de før havde gaaet i Søvne og vaagnede nu paa een Gang op, og saae, hvor de var, og hvor de egenlig hørde hjemme og maatte see at komme hen, naar de skulde rigtig have Ro og føle, det var en Lyst at leve." (Danskeren, 1848, HGS II, s. 168-69).

Det er netop folkeånden, der udgør den skjulte sammenhæng, det usynlige bånd, som binder mængden sammen til en "Grund-Enhed", både som "Folk", og med den fælles historie: "At saaledes Troen paa Blodets Baand i en videre Kreds, som vi kan kalde "Folke-Troen", virkelig er sand, det viser sig i Tidens Løb derved, at saalænge et Folk troer paa denne Grund-Enhed, saalænge findes der ikke blot en egen Lighed i Øine, Ansigt o.s.v. men ogsaa en endnu langt kiendeligere Enighed om at foretrække Forfædrenes Bopæle, som vi kalde Fædernelandet, og Forfædrenes Sprog, som vi kalde Modersmaalet, for alle andre, med Mod til at værge og Lyst til at ære dem begge, noget, der slet ikke lader sig forklare af andet end den skjulte Sammenhæng." (Danskeren, 1848, HGS II, s. 182).

Denne "Folke-Tro", troen på folkets enhed, er det, Grundtvig finder det nødvendigt at forkynde, for at danskerne kan erkende sig selv som danske i fortid, nutid og fremtid: "Denne skjulte Sammenhæng, som vi med et bekiendt Ord kalde ’Blodets Baand’, den er det, siger jeg, ethvert Folk maa troe paa, naar Efterslægten skal beholde Lyst og Kraft til at træde i Forældrenes priselige Fodspor, og naar de Sidste skal komme paa det rene og i det klare om, hvad det dog egentlig var, der drev det Folk, de alle tilhøre, fra først til sidst, og gjorde Folket, saa at sige, til en egen kendelig Green Paa Menneske-Slægtens store Stam-Træ …" (Ibid., s. 181).

Med begrebet om og troen på "Folkeånden" er vi altså nået ind til kernen i den grundtvigske folkelighedsterminologi, og dermed også til selve grundlaget for identifikationen af det nationale "vi", som man i den moderne danskhedsdebat har adopteret og flittigt gør brug af. Som Grundtvig selv skriver, står og falder hele denne nationale identifikation, dette "vi", med hævdelsen af den særlige nationale ånd, Danmarks og danskernes fælles "sjæl", om man vil, uden hvilken der ganske enkelt ikke kan tænkes noget egentligt fællesskab: "… enten maa der være en Dansk Aand (…) eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige …"

Vi skal i det følgende se, hvorledes begrebet om den danske folkeånd, til tider i skikkelse af "Nordens Kæmpeaand", står centralt i hele det grundtvigske program. Med udgangspunkt i det universalhistoriske udviklingsperspektiv, som vi så det formuleret i den "Mosaisk-Christelige Anskuelse", opbygger Grundtvig en egen mytologi baseret på kristendommen og med elementer fra den gammelnordiske og den gammeltestamentlige forestillingsverden. Efter gammeltestamentligt skema males billedet af, hvad man nærmest kunne kalde Danmarks "frelseshistorie", en art folkelig apokalyptik, fra skabelse til genløsning. Fra en svunden storhedstid står danskerne ifølge Grundtvig på hans egen tid i "frafaldets" tid. I denne nationale krisesituation drejer det sig om "Danskhedens Redning fra det store Skibbrud, der aldrig truede den øjensynligere end nu." Men redningen er samtidig en virkelig mulighed, ja, den er uomgængelig, hævder Grundtvig, idet den allerede er bestemt af forsynet til at skulle lykkes. "Den danske Sag" er hos Grundtvig nemligintet mindre end Guds egen sag. Og foran os står en ny storhedstid, endnu større end den forgangne, hvor folkeånden skal herske og udfolde selve det sande folkelige potentiale. Intet mindre.

Det udvalgte folk

En af Grundtvigs hovedtanker er, at mennesket er et historisk væsen. Han betragter historiens udvikling under et universalhistorisk perspektiv: "Menneskenaturens gradvise Udvikling til Klarhed over sig selv" (Haandbog i Verdens-Historien, 1836, US VI, s. 541).

I denne universelle udviklingshistorie var man ifølge Grundtvigs egen kategorisering på hans tid netop nået til en ny epokes gry: "Nyaars-Tiden". For døren står "forstandstiden", eftertankens tid, i modsætning til "fantasiens" tid, som var oldtiden, og "følelsens", som var middelalderen.

Ligesom Gud, som vi så, i den mosaisk-kristelige anskuelse er den styrende kraft i den verdenshistoriske udvikling, gælder det samme konkret for fædrelandet; i digtet "Til Danmark" i forbindelse med krigen i Slesvig 1848 skriver Grundtvig trøstende: "… dog din ven sidder fast i det høje, / over dig våger forsynets øje!" (FS, nr. 157). Der tindrer ifølge Grundtvig en "ganske besynderlig Lykkestjærne" over det danske folk, der af Gud er udvalgt til en særlig mission i den nye tidsalder.

Forstandens tidsalder er også den sidste af verdens tidsaldre, og Grundtvigs vision af Danmarks (og Nordens) fremtid bliver således også til tider nærmest af apokalyptisk art: "Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Øine i Christendommens Lys, da faaer man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigør, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nødvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig." (Nordens Mythologi (1832), US V, s. 397).

I denne "Forklaringens" epoke - profeterer Grundtvig - skal Danmark spille en helt central rolle, nemlig i kraft af en renæssance for den såkaldte nordiske "Kæmpeånd", der for Grundtvig er mere eller mindre synonym med den danske folkeånd: "… faaer kun denne saakaldte ’grove’, der, som bekiendt eller ubekiendt (…) betyder ’stærke’ Aand: Nordens Kæmpeaand, Lov til at udvikle og forklare sig hos den danske Bonde, da skal man faae at see, at denne ’grove Aand’ har ægtet den ’fineste Følelse’ med den lifligste Glands under Solen, thi en saadan Følelse er, efter alle Slægters Vidnesbyrd og alle Folkehjerters Stemme, den ædle, dybe, alt godvillig opofrende Fædernelands-Kiærlighed!" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 167).

Således bliver danskerne ("Nordboerne") nærmest at betragte som det udvalgte folk: "Se derfor tror jeg, at nu er Øjeblikket: nu er det ikke Spørgsmaal om store Kræfter eller udmærket Veltalenhed hos hvem der vil tale Livets og Naturens, Fredens og Frihedens Sag; thi de vil daglig mere højrøstet tale den selv i hvert Menneskes Barm, og i Nordboens saa meget kraftigere og besindigere, saa meget villigere til at oplyses om sig selv og deres Vilkaar, som Nordens Kæmpeaand [stod] over alle Hedningers i Kraft og Adelskab, og som Nordens Myther eller levende Selv-Anskuelse mageløs kjærlig sammensmelte med det daadfulde Kæmpeliv og spaa om straalende historisk Oplysning af hele Menneskelivet, en triumferende Forklaring af dets mørke Tale." (Mands Minde, 1838, HGS II, s. 66). I overensstemmelse hermed hæver Grundtvig det danske menneskeliv op over alt andet menneskeliv. Det bliver således Grundtvigs "faste urokkelige Grund-Sætning, at Menneske-Livet, som det naturlig findes hos Dannekvinden og udspringer fra Hende, og som det naturlig udvikler sig i Dannemandens Levnetsløb, det er det høieste Menneske-Liv i vor Deel af Verden …" (Danskeren, 1851, HGS II, s. 249).

Somme tider synes "Nyaars-Tiden" mere umiddelbart forestående for Grundtvig end andre, og han kan tale om "det store Skibbrud, der aldrig truede (…) øjensynligere end nu …" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 155). Men grundlæggende er han aldrig i tvivl om Danmarks og danskernes historiske kald: "Efterat have opdaget, at Mindet er altid Haabets Moderskiød, saa Haabet flyver højt, som Mindet er dybt, bliver jeg vist aldrig gammel i den Forstand at regne smaalig og mistvivle om det Store; thi hvor er Mindets Verden rigere end i vort Norden, og hvor er Mimers-Brønden dybere end i Danmark! I Danmark og Norden venter jeg derfor ligesaa store Ting i Fremtiden, som der i Fortiden var, kun i en anden, til Nyaars-Tiden svarende, forklaret Skikkelse, venter jeg Storværk til hele Menneske-Slægtens Bedste, venter jeg en rask fremskridende Oplysning af Menneske-Livet, som det virkelig findes og fortsættes i det Hele og i det Enkelte, en ’Historisk Oplysning’ (…) og det er ikke i fjerne Tider og kommende Aarhundreder, jeg venter Sligt som himmelfaldent, det er Noget, jeg paastaaer, alt er begyndt (…) Det er min Drøm, som jeg selv under de ugunstigste Omstændigheder har troet, vil gaae i Opfyldelse …" (Tale holdt 1839, HGS II, s. 134-35).

Denne udvikling - mener Grundtvig sidst i 1830erne - er nu i Danmark, gennem en række tiltag, som allerede er gennemført, så fremskreden, at "vi kun behøve at gjøre ét lille Skridt endnu, for at være paa den slagne Kongevej til borgerlig Lyksalighed, som den kan naas her neden: være på Vejen og være saa sikre paa at naa Maalet, som Danmarks besynderlige Lykke nødvendig maa gjøre os, naar vi følge Menneske-Naturens uforanderlige Love." (Mands Minde, 1838, HGS II, s. 82-83).

For Grundtvig er der simpelt hen tale om, at tidens fylde er kommet, hvor den historiske udviklings samlede erfaringer skal kulminere i en dansk syntese: "Den Gammel-Nordiske Videnskabelighed giorde i Engeland og paa Island et svagt Forsøg paa at knytte sig til Himlen og til Folke-Livet, men Kræfterne vare adskilte, og Nordboens Videnskabs-Tid endnu ikke kommet, derfor kunde Forsøget vel virke velgiørende, forsinke Døden, og have uberegnelige Følger, men maatte dog i det Hele mislykkes. Nu derimod giælder det kun om Villien, thi nu er Tiden, nu er Trangen øiensynlig, alle Midler i Beredskab, og den store Erfarings-Bog opladt …" (Nordens Mythologi, 1832, US V, s. 408).

Det er denne apokalyptiske kulmination, hele kampen for "den Danske Sag" sigter på. Og med Grundtvigs evolutionistiske "Mosaisk-Christelige" historiesyn forsvinder atter skellet mellem kristen og folkelig forkyndelse, idet den profeterede fremtid netop er den nødvendige kulmination på den historiske udvikling indtil nu, og "den Danske Sag" derfor er at betragte som Guds og kristendommens sag, determineret af Forsynet, idet "den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag (…) hvis forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag." (Den Danske Sag, 1855, HGS II, s. 298).

Der er ingen tvivl om, at danskerne for Grundtvig er et af Gud udvalgt folk med en særlig skæbne, nemlig udfoldelsen af den apokalyptiske forklaring af menneskelivet, hvis fuldbyrdelse dog forudsætter en vækkelse af folkeånden. Med den folkelige vækkelsesforkyndelse, som på én gang forudsætter og forsøger at (gen)skabe det svundne folkelige fællesskab, følger dog uvægerligt også en udpræget eksklusivitet; til definitionen af danskheden hører således ikke mindst dens negative afgrænsning til det udanske. Og hermed indføres både xenofobi, intolerance og chauvinisme som naturlige og nødvendige dele af det overordnede projekt.

Fjendebilledet og fremmedhadet

Fjendebilledet spiller hos Grundtvig en central rolle. For Grundtvig er "det fremmede" den altafgørende trussel mod danskheden og "den Danske Sag", ikke bare teoretisk, men også konkret i det realpolitiske opgør med fremmedelementerne i hans egen danske samtid.

Fra 1848, hvor Grundtvig stiller op som kandidat til den grundlovgivende rigsforsamling, bliver hans folkelige vækkelsesprogram tillige et reelt politisk valgprogram. I 1848 skriver han i Danskeren et opråb "Til Danmarks Vælgere", hvori han formulerer dette program: "Danmark og Danskhed fremfor alt andet, ærligt Fostbroderskab med vore Nordiske Grander, Krig uden Vaabenstilstand med al Tydskhed paa Danskens Enemærker, og dristigt Krav paa Folke-Stemmens Frihed og Gyldighed, følgelig paa en folkelig, en ægte Dansk Styrelse i alle Maader, det er, hvad jeg troer maa tækkes alle gode Dannemænd, og det er hvad jeg vedkiender mig for alle Danmarks Vælgere, og hvormed jeg i Aanden stiller mig for alle Danmarks Valgkredse og spørger, om nogen af dem ønsker min Mund til paa Rigsdagen at oplyse og forfægte den Danske Sag?" (Politikeren Grundtvig, s. 33).

Danskheden og "den Danske Sag" er i centrum, her udtrykt i sin samtidspolitiske kontekst: Det nordiske fællesskab, krigen mod Tyskland og den tyske indflydelse i Danmark og kampen for ytringsfriheden, som Grundtvig også selv havde stor interesse i, da hans forkyndelses konsekvente og bramfrie karakter allerede havde kostet ham en censurdom og mindst et par advarsler og irettesættelser.

Som vi også tidligere så, er kampen mod al udansk indflydelse inden for Danmarks enemærker ganske principiel for Grundtvig. At det kommer til udtryk som specielt rettet mod "al Tydskhed", hænger naturligvis sammen med den anspændte udenrigspolitiske situation i Slesvig-Holsten efter 1848, men også generelt med den kendsgerning, at tysk kultur og sprog var dominerende i kulturlivet i Danmark. Det var det store tyske århundrede, hvor den tyske romantiske filosofi og litteratur, repræsenteret ved kæmper som Kant, Goethe, Hegel, Marx, Fichte, Schelling og Wagner osv. prægede hele det europæiske åndsliv.

I den politiske kontekst bliver fremmedhadet og fædrelandskærligheden simpelthen installeret som objektiv pligt, som prøvesten på ægte dansk folkelighed. Grundtvigs hævdelse af det intime forhold mellem menneskelighed og folkelighed, som vi tidligere var inde på, hvor menneskeligheden er et tomt begreb uden den nationale identifikation, medfører nu ikke blot, at det menneske, som fraskriver sig sin folkelighed - i Danmark sin "danskhed" - dybest set samtidig fraskriver sig sin menneskelighed; vedkommende fraskriver sig, moralsk set, også sin indfødsret: "… vort Forhold til Danskhedens og til Danmarks uforsonlige Fiender er en Folke-Sag, som vi alle skylder Danmark Regnskab for, og vi skal enten frasige os den Danske Indfødsret, med alt hvad deraf følger, eller vi skal erklære Danmarks og Danskhedens uforsonlige Fiender Krig paa Liv og Død." (Danskeren, 1848, HGS II, s. 177). Hvad og hvem "Danmarks og Danskhedens uforsonlige Fiender" er, forudsættes som en indiskutabel kendsgerning.

I overensstemmelse hermed - og med det intime forhold mellem folkeligt og menneskeligt hos Grundtvig - går fædrelandskærligheden også forud for næstekærligheden, således at næstekærligheden bliver utænkelig uden fædrelandskærligheden, idet "al Erfaring lærer, at hvem der ikke engang elsker sine nærmeste, elsker langt mindre de fjernere, hvem der ikke engang elsker sit eget Folk, elsker endnu langt mindre alle Mennesker (…) Al den Snak om en almindelig Menneske-Kiærlighed, der skulde enten heelt eller halvt tilintetgiøre Fædernelands-Kiærligheden, det er da (…) kun et Æventyr af samme Slags, som at man, uden engang at elske sig selv, skulle kunne elske sin Næste." (Danskeren, 1849, HGS II, s. 227). Ud fra en snæver definition af "næsten" som "vore Allernærmeste" går forkærligheden for familie og venner, fædrelandskærlighed og næstekærlighed simpelt hen i ét: "Fædernelands-Kiærligheden (…) udgiør een Smeltning med Forkiærligheden til Forældre, Børn og Sødskende, som vore Allernærmeste (Næsten) …" (Den Danske Sag, HGS II, s. 296-97).

Men at elske sit folk betyder for Grundtvig netop også at afsky det fremmede, og dermed viser fædrelandskærligheden sig at ophæve næstekærligheden universelt forstået, i hvert fald på folkets egne enemærker, når det drejer sig om det konkrete folkelige liv.

Grundtvig mener sit fremmedhad alvorligt, såvel generelt til al fremmed, dvs. "udansk" indflydelse i Danmark, som specielt til den tyske. Grundlæggende er det et spørgsmål om ejendomsret, og i forsvaret af den er der ingen plads for barmhjertighed: "Selv at have og virkelig besidde sit Fæderneland, det er da Hoved-Sagen for ethvert Folk (…) naar Selvhave [ejendomsretten, f.a.] blot ligger tilsengs, saa de Fremmede gaaer over alting, da gaaer alting af Lave (…) Naar derfor den Danske Sag virkelig skal vindes, da er det ingenlunde nok, skiøndt det nødvendig hører til, i Slesvig paa en skikkelig Maade at slaae saamange Tydskere ihjel som mueligt, men vi maae uden al Barmhjertighed slaae Tydsken ihjel overalt hvor vi finder den i Danmark, om det saa var i vor egen Mund og i vort eget hjerte …" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 176).

I Grundtvigs brug af fjendebilledet kommer den snævre sammenhæng mellem kristendommen og "den Danske Sag"s metafysiske og konkrete politiske aspekter igen klart frem. Ligesom vi så, at "den Danske Sag" er "hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag", således bliver naturligvis også de fremmede, som ifølge Grundtvig er "fjender" af denne sag, tillige fjender af Gud: "Sort ser det ud, / men almægtig er Gud, / dine fjender til lands / er og fjenderne hans, / de er fjender ad sandhed og retten, / de er fjender ad kærlighedsætten, / de har alle det værste tilbage, / thi end lever den gamle af dage!" (1848, FS, nr. 157).

Den eksklusive danskhed

I det historiske udviklingsperspektiv, som Grundtvig anlægger, bliver det klart, at når Grundtvig siger "vi", mener han både det aktuelle danske "Folk" og den samlede danske folkeidentitet, som han mener strækker sig tilbage i historien: "… vi, som bebo vore Fædres Land og tale vor Moders Maal fra Arilds Tid …" (Fortale og Indledning til Krønnike-Rim, 1842, HGS II, s. 143).

Lige så bredt dette fællesskab således er formuleret "horisontalt" som kontinuert historisk begreb, lige så snævert og eksklusivt er det til gengæld "vertikalt", i forhold til hvem det muligt kan omfatte. Danskheden er hos Grundtvig netop afgørende formuleret negativt i modsætning til det udanske, "det Fremmede".

Denne eksklusivitet kommer til udtryk på flere planer. Bl.a. som en postuleret dansk historisk racerenhed. Til Grundtvigs portræt af det nationale vi, som citeredes ovenfor: "… vi, som bebo vore Fædres Land og tale vor Moders Maal fra Arilds Tid …" hører da netop også fortsættelsen, nemlig at vi "er slupne hartad ublandede gjennem Middelalderen". (Slægtskabet med "vore Nordiske Grander" føler Grundtvig dog så nært, at han andetsteds taler om "Nordens trende Stammer, som blandede Blod fra Arilds Tid" (tale i den grundlovgivende rigsforsamling, 1849, HGS II, s. 285). Grundtvigs tale om de "fremmede" inkluderer ikke det øvrige "Høinorden").

Eksklusiviteten kommer også til syne i Grundtvigs syn på folkelighed og kristendom. Han fremhæver således gerne kristendommen som dansk kendemærke, idet danskerne rent historisk "har saa godvillig antaget Kristendommen, at saa snart vi sætte os i et frit og levende Forhold til den, virker den ingensteds mere velgjørende" (Fortale og Indledning til Krønnike-Rim, 1842, HGS II, s. 143). Eksklusiviteten installeres ganske vist ikke eksplicit - som et krav om, at man må være kristen for at være dansk; det ville netop stå i modsætning til hans ide om folkeligheden, danskheden som forudsætning for kristendom. Men alligevel glider den folkelige og den kristne forkyndelse, som vi har set, ofte uadskilleligt sammen, og man beholder uvægerlig det indtryk, at ægte dansk oplyst folkelighed nærmest naturnødvendigt må, om ikke bestå i, så dog kulminere i ikke bare antagelsen af "den eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet", nemlig den mosaisk-kristelige, men i en kristen tro, ligesom det også fremgår af det tidligere citerede vers: "Om Christen ei han er i Dag / Han bliver det i Morgen!".

Som nævnt allerede i indledningen er frihed, lighed og oplysning centrale begreber i den grundtvigske agitation - vel at mærke som midler til at nå det højere mål, danskhedens rehabilitering. Men subjektet for de udstrakte frihedstanker, Grundtvig forfægter, er ikke hvem som helst. Danmark er for danskerne, og de borgerlige friheder er betingede af, at man kan gøre krav på sin indfødsret - og det er ifølge Grundtvig særdeles forpligtende. Her bliver eksklusiviteten atter tydelig. Vi har tidligere citeret Grundtvig for at hævde fædrelandskærligheden og fremmedhadet som moralsk pligt: "… vi skal enten frasige os den Danske Indfødsret, med alt hvad deraf følger, eller vi skal erklære Danmarks og Danskhedens uforsonlige Fiender Krig paa Liv og Død." Også i digtet "Folkeligt skal alt nu være," kommer denne pligts eksklusive karakter klart til udtryk. Digtets første verselinjer er ofte nok blevet (fejl)citeret for at fremhæve Grundtvigs tolerance og åbenhed over for det fremmede: "Til et Folk de alle høre, / Som sig regne selv dertil …" Citatet synes da også virkelig at åbne perspektiver som motto for et humanistisk tolerant, multikulturelt samfund - indtil man får øje på fortsættelsen, hvor det netop er eksklusiviteten, der fremhæves: "… Har for Modersmaalet Øre, / Har for Fædrelandet Ild; / Resten selv som Dragedukker / Sig fra Folket udelukker, / Lyse selv sig ud af Æt / Nægte selv sig Indfødsret! / Svar ei fattes Skoven!" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 192).

Det er de "ægte Danske" i Danmark, Grundtvigs ideale tanker om frihed og lighed gælder, ingen andre. Og i lyset af denne eksklusivitet bliver identifikationen mellem "udansk" og "ondt" simpelt hen en implicit nødvendighed: "Faaer vi ægte Danske Love, / Danske Skoler Splinternye, / Danske Tanker, Danske Plove, / Rinder op vort gamle Ry: / ’Dansken, lykkelig begavet, / Boer med Fred og Fryd paa Havet;’ / Da er Folkets Daad og Digt, / Da er alting folkeligt! / Svar ei fattes Skoven! // Præst og Adel, Borger, Bonde, / Konstner, Skipper, Skolemand / Kalde alt Udansk det Onde, / Værge Danskens Fædreland, / Og mens hver har Sysler sine, / Alle dog hinanden ligne, / Har tilfælles Byrd og Blod, / Modersmaal og Løvemod! / Svar ei fattes Skoven!" (Ibid.).

Den grundtvigske frihed er ikke en inklusiv frihed til forskellighed - den er en eksklusiv frihed til danskhed. Forskelligheden er en mulighed, ja en velsignelse inden for den folkelige enhed: "Præst og Adel, Borger, Bonde, / Konstner, Skipper, Skolemand". Men de, som falder uden for den folkelige enhed af "Byrd og Blod", hvor "Alle dog hinanden ligne", er "Fremmede", og dermed en latent eller eksplicit trussel mod danskheden, og som sådan "det Onde", "Fjender".

I "Nyaars-Tiden" skal friheden virkeliggøres, som frihed til danskhed i "en splinterny Tilstand af det Borgerlige Selskab, hvori de utabelige Menneske-Rettigheder virkelig giøres giældende, hvori Folket virkelig betragtes, som Landets og Rigets Besiddere, og hvori der virkelig stiles paa al den Frihed og Lighed og alt det Broderskab, der, efter Tidens og Folkets Beskaffenhed, under stigende Oplysning og voxende Dannelse, med mindste Rimelighed lader sig vente!" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 172). Men friheden kommer kun dem tilgode, som opfylder de eksklusive krav til, hvad det vil sige at være dansk, dem, der ikke ved deres udanskhed "Sig fra Folket udelukker, / Lyse selv sig ud af Æt / Nægte selv sig Indfødsret!". Og helt den samme eksklusivitet gælder for de grundtvigske begreber om "Oplysning" og "Dannelse".

Oplysning og dannelse bør ifølge Grundtvig i Danmark først og sidst være oplysning om danskhed og dannelse af danskere. Grundtvigs måske mest berømte idé, nemlig ideen om den folkelige oplysning gennem Folkehøjskolen, er således grundlæggende et træk i kampen mod det fremmede og for danskhedens rehabilitering. Der er for Grundtvig på én gang tale om en national "ideologisk" strid og en realpolitisk nødvendighed.

På den ene side står den danske kultur og det danske "Modersmaal" ifølge Grundtvig trængt af især tysk og latinsk sprog og kultur. Af samme grund foreslår Grundtvig bl.a., at man simpelthen nedlægger de fire "latinske Universiteter" i Norden, dvs. lærdomssæderne i Uppsala, København, Christiania (Oslo) og Lund, til fordel for ét samlet, ægte nordisk universitet.

På den anden side befinder Europa sig omkring midten af 1800-tallet i en tid præget af borgerlige revolutioner og uro. Egentlig er Grundtvig ikke demokrat: "Den demokratiske Lighed, Franskmændene i Revolutionen efterstræbte, ansér jeg for et Blændværk, der hverken kan eller skal findes i det borgerlige Selskab," siger han (Mands Minde, 1838, HGS II, s. 101) - men derimod brændende tilhænger af enevoldskongedømmet: "… en enevældig Konge med et Landsfaderhjerte er Kilden til sand borgerlig Frihed og Lyksalighed, mens der kun er alt for mange Riger, hvis Historier aabenbarer, at en Rigsdag med en Skyggekonge er en virkelig og stor Ulykke." (Politikeren Grundtvig, s. 16). Hele den europæiske rørelse i midten af 1800-tallet gør derfor også Grundtvig ilde til mode. Men det er nu engang den vej, vinden blæser, og som han skriver til enkedronningen efter Christian VIII, Caroline Amalie i marts 1848: "… hvad vi end giør, saa staaer Almuens og Folkemængdens Regeringstid for Døren, saa vi maa skynde os alt hvad vi kan at opdrage og oplyse dem til at blive i det Hele kloge og naadige Herrer." (Breve fra og til N. F. S. Grundtvig II, s. 461).

Derfor får højskoletanken for Grundtvig afgørende betydning på den ene side for hævdelsen af den danske selvbevidsthed, og på den anden side til opdragelse af "folket", så det kan varetage sin nye rolle i folkestyret. På højskolen skal danskheden herske uimodsagt, læres og dyrkes. Her skal "folket" oplæres til at være ansvarlige danske borgere. Allerede under Mands Minde-foredragene, som Grundtvig holdt i 1838, dvs. historisk på overgangen til det konstitutionelle monarkis indførelse, hvor "folkestemmen" udgjordes af de rådgivende provinsialstænder, stod højskolens nødvendighed for Grundtvigs program klar: "… hvor Folkelighed i vore Dage skal trives, Folkeaanden herske, og den raadgivende Folkestemme blive i Stand til at [give] gjennemgribende, gavnlige Raad, dér maa snarest muligt, heller i Dag end i Morgen, oprettes en folkelig eller patriotisk Højskole (…) en Oplysnings-Anstalt, aaben for hele Folkets Ungdom, hvor naturligvis Folkets Modersmaal har Enevoldsmagten, og hvor den simple men store Opgave er: at oplyse Folket om dets egen Natur, dets Fæderneland og Forfatning, Kræfter, Midler og sande Tarv til fælles bedste. Ja, m. H. [mine Herrer], det er det eneste, Danmark endnu fattes, for at blive saa klog paa sig selv og sit eget Vel, som det af Naturen (…) har Anlæg til, og saa lykkeligt, som den ganske besynderlige Lykkestjærne, der gennem mangfoldige Tider har tindret over Sundet, har spaat og vil sikkert blive Vidne til." (HGS II, s. 83).

Danskhed og fællesskab som postulat og dekret

Vi så tidligere, at hele den nationale identifikation, det nationale "vi" eller "danskheden", ifølge Grundtvig selv, står og falder med hævdelsen af den særlige nationale ånd, "Folkeånden". Hvis ikke vi kan hævde denne ånds realitet, kan vi ikke hævde noget fællesskab overhovedet, og så bliver hele det folkelige vækkelsesprojekt i bedste fald absurd.

Det er, som vi har set, netop den nordiske "kæmpeånd" og folkelige "Grund-Enhed", Grundtvig vil vække i sin samtid. Og Grundtvig vender derfor også igen og igen tilbage til bl.a. den nordiske mytologi og de gamle sagaers beretninger om store bedrifter. Danskerne er "Sønner af Kæmpe-Æt", og arvtagere til "Nordens Kæmpeaand".

Vi kan måske religionsvidenskabeligt argumentere for en sådan form for "grundenhed" inden for visse tidligere kulturer. Det vil i hvert fald f.eks. Vilhelm Grønbech hævde. I Primitiv Religion skriver han herom: "Når vi siger, at kulturen er verden omsat til folkesjæl, er der i dette udtryk intet mystisk eller billedligt; inden for de primitive kulturer er folkehelheden selv så langt fra at være noget ideelt, at delagtigheden opleves af alle uden undtagelse" (s. 53), men: "Vi der lever vort enkeltmandsliv, kan ikke umiddelbart sætte os ind i hvor inderligt det primitive menneske er knyttet til helheden, og hvor instinktivt hans vilje går op i folkets behov." (S. 57).

Den "folkelige" enhed er her en kendsgerning - inden for den særdeles begrænsede enhed, som stammen udgør - en kendsgerning, vi på afstand kan konstatere, men som næppe har været erkendt som noget særligt af dem, der befandt sig i den, og som ingen har problematiseret.

Men en sådan folkelig identitet - en sådan "Grund-Enhed" i ånd eller "Folkeånd", som Grundtvig taler om - som vi altså måske møder hos såkaldt primitive folkestammer, hvor den "opleves af alle uden undtagelse", giver det ikke megen mening at hævde som en kendsgerning hverken på Grundtvigs tid eller i vores egen. Men som vi tidligere har nævnt, føler Grundtvig sig nok mere forpligtet på forkyndelsens vækkelsesværdi end på dens begrebsmæssige konsistens. Skønt Grundtvig påpeger, at danskheden, den folkelige danske enhed, er svækket, insisterer han derfor også med usvækket lidenskab på at postulere den som en kendsgerning, ligesom kampen for dette postulerede fællesskab og mod dets "fjender", som vi har været inde på, ligeledes ophøjes til moralsk pligt og politisk dekret. Og i lyset af den mytologiske konstruktion bliver enhver modstander af dette projekt tillige "fjender ad sandhed og retten", ja, af menneskeslægten, kristendommen og Vorherre.

Og netop her opstår det problem, som de færreste danskhedsdebattører i dag synes at have blik for, når de kaster sig ud i brugen af den grundtvigske terminologi. Men som ikke desto mindre er et uomgængeligt resultat af hele den grundtvigske konstruktion: Når den identiske folkeånd hævdes som kendsgerning og med den lidenskabelige folkeappel søges "vækket" i en samtid, hvor en sådan enhed mildt sagt ikke længere er en umiddelbar kendsgerning erfaret "af alle uden undtagelse", men hvor tværtimod kulturel diversitet og åndelig pluralisme er realiteten, bliver hævdelsen af den snævre identitet - om det er i forrige århundrede eller i dag - nødvendigvis i sin konsekvens eksklusiv og intolerant, chauvinistisk og diskriminerende, fordi de, som ikke kan identificere sig med, og det, som ikke kan presses ind i den postulerede sfære af "danskhed" automatisk får betegnelse af fremmede og fjendtlige.

Et eksempel på en sådan lidenskabeligt forkyndt folkeenhed finder vi - uden sammenligning i øvrigt - i det nazistiske program om "Blut und Boden", slægt og fædreland. Og de umiddelbare politiske konsekvenser af at sætte magt bag en sådan forkyndelse kender vi i tilstrækkelig grad til, at jeg ikke behøver gå nærmere ind på det her.

Dermed naturligvis ikke være sagt, at enhver, der tager begrebet "danskhed" i sin mund, arbejder med en skjult fremmedfjendsk dagsorden. Formålet med nærværende tekst har blot været at gøre opmærksom på, at begrebet om danskheden historisk er en uløselig del af en større terminologi, hvis "moderne" rødder Grundtvig står som den primære ophavsmand til, og som i konteksten er uadskillelig fra dennes emfase på intolerance og kulturel chauvinisme.

Danskheden i dag

Agitationen for en sådan regres i retning af den uniforme danskhed kender vi også i dag. Det er netop, hvad den yderste højrefløj plæderer for med dens Krarupske tale om "den danske husorden", et indirekte citat af Grundtvig, som også insisterer på, at "hvert Rige endnu langt mere end hvert Huus maa have sin Skik, saa at i denne Henseende er ’Eensidighed’ det eneste Rette, og jeg har det Haab, at alle Dannemænd snart vil blive oplyste nok til at indsee, at jo mindre et Folk og Rige er, med desmere Iver og Nidkærhed maae de holde paa deres Eiendommelighed som paa deres Enemærker, hvis de ellers vil blive ved at beholde deres Frihed og Selvstændighed" (Danskeren, 1848, HGS II, s. 198).

Dagligt ser man også læserbreve og kommentarer om det kristne, demokratiske og tolerante etc. danske samfund, som trues af de fremmedes stigende indflydelse, hvorfor næstekærligheden, ligheden og forståelsen netop må have en grænse, så de fremmede ikke får magt, som de har agt, til at tage netop disse goder fra "os".

For de professionelle politikere er danskerportrættet naturligvis en ekstra prekær sag. Der er valgflæsk i danskheden. Det populære program for højrefløjen går for tiden på, at den kristne kulturtradition er forudsætningen for vores demokratiske samfundsopfattelse, hvor individets frihed alt andet end overbevisende hævdes at stå i centrum, og netop denne tradition trues af det fremmede, især "islamisk kultur", som man lige som sin egen forudsætter som en entydigt definerbar størrelse.

Men bortset fra rabiate indikationer af, hvorledes "den islamiske kulturs" indpas i den danske skal bekæmpes, som f.eks. Mogens Camres: "Det er værd at notere, at det ikke blev den danske sangskat, der reddede Danmark fra den nazistiske besættelse …" (Jyllands-Posten, 12.7.99), svarer højrefløjens tegning af det danske "vi" såmænd ganske til gennemsnittet. Det er "den danske husorden", de særlige "danske" værdier, kristendommen, demokratiet og den nordiske kultur. Man tager nemlig fejl, hvis man tror, at det kun er i retorikken blandt nationalister på den yderste højrefløj, det grundtvigske nationale "vi" florerer.

Det er endnu ikke helt stuerent som højrefløjen at tale om de fremmede som en "besættelsesmagt" og om "muhammedanismen" som fjenden, ligesom vi gyser lidt, når Grundtvig taler om at "slå Tydsken ihjel over alt, hvor vi møder den". Det synes derimod umiddelbart meget mere sobert og acceptabelt at tale om "vi danskere" og "vores værdier" og om det "udanske", der stikker ud fra "vores" mentalitet.

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremhæver helt efter bogen "nogle værdier, der er danske, og som har eksisteret, så længe Danmark har været en nation" (Politiken, 4.9.99). Ifølge kulturministeren har vi "altid forsøgt at tale os til rette. Vi har aldrig brudt os om at gribe til våben." "… vi har altid beskyttet mindretal," og "vi har en tradition for at tage os af de svageste". Disse "fælles" værdier og ikke mindst netop fællesskabet omkring dem må vi styrke i mødet med det fremmede for ikke at blive rodløse, mener kulturministeren: "Alternativet til rodløshed er samhørighed. Men det kræver, at man har noget til fælles. Og det fælles må vi erkende og udvikle. Vi skal kende vores kulturarv, vores sprog og vores historie (…) Jeg er stolt af de værdier, jeg nævnte i starten. Jeg er også stolt af, at vi har skabt et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt."

Peter Gundelach fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet hører til blandt de mere intellektuelle og distancerede debattører. Ikke desto mindre byder han ikke på mange overraskelser i sin karakteristik af "os": "Vi befinder os bedst på det jævne … Vi er præget af en lav grad af hierarki i samfundet … Vi er frisindede …" etc. (Jyllands-Posten, 12.9.99). Professor dr.jur. Ole Fenger fra Aarhus Universitet opremser ligeledes pr. automatik "det danske sprog, vor fælles historie og vor kristne tro", som indlysende træk ved vores "åndelige eller kulturelle værdier" (Jyllands-Posten, 30.9.99).

Mødet med "det fremmede" får også indenrigsminister Thorkild Simonsen til at "synes, at det bør få os danskere til at holde fast i vore rødder - kristendommen, Grundtvig, demokratiet, den nordiske kultur - for at styrke vor egen bevidsthed" (Jyllands-Posten, 23.6.99).

Beskrivelserne af det nationale, danske "vi" stikker ikke meget ud fra hinanden, selv om retorikken på højrefløjen springer mere i øjnene. Og alle er tilsyneladende enige om, at "danskheden" er en vital del af "os", den er vores integritet som "folk" og skelnemærke for alt, hvad der er fremmed, og som sådan synes den i sig selv af være værd at definere, styrke - og forsvare. Arven fra Grundtvig er ikke til at tage fejl af, og både direkte og indirekte grundtvigcitater skorter det da, som vi netop har set, heller ikke på.

Således går den Grundtvigske eksklusivitet igen overalt. Når vi definerer det danske, definerer vi jo nemlig også det "udanske". Og det er netop påfaldende ved alle disse beskrivelser af, disse teorier om danskheden, at de er selvbekræftende. Karakteristisk er f.eks. en udtalelse af kulturministeren i samme interview, som før citeredes: "Voldelighederne på Nørrebro var noget meget, meget udansk." De, der falder uden for karakteristikken af danskheden, uanset hvor meget de end måtte være en konkret del af det danske samfund, falsificerer ikke denne, men repræsenterer derimod ganske enkelt noget "udansk". Og så går stykket jo op. De er "udanske", og vi lader os derfor heller ikke på nogen måde anfægte af dem i vores selvforståelse, vores danskhed.

Grundtvigs Danmark?

Grundtvigs konkrete indflydelse var i hans samtid primært kirkelig. Hans kulturelle indflydelse i eftertiden kan derimod næppe overvurderes. "Ingen mand i nyere tid har betydet så meget for Danmark," mener f.eks. Kaj Thaning (Grundtvig, s. 9). Hans indflydelse møder vi overalt, såvel i kirken, hvor hans salmer synges, og hans kirkelige anskuelse har vundet tilslutning, som i højskolen, der suverænt skyldes ham, i skolen, som i en vis udstrækning er præget af grundtvigske tanker, i dansk digtning, hvor han efter nogens mening indtager en fremtrædende plads osv. Og ikke mindst, som vi så, i den politiske debat.

Den grundtvigske kristendomsopfattelse og nationalisme sidder i vid udstrækning dybt i mange. Hvad f.eks. danske børn ikke har lært i skolen om kristendommens og Danmarks utallige fortræffeligheder og fortrin, har de snart nok fået ind gennem "den danske sangskat", hvorfra jeg også har citeret en del i nærværende artikel.

Grundtvigs politiske betydning blev, på trods af hans lidenskabelige engagement, aldrig særlig stor i samtiden. Han blev betragtet som en genial, men ekstrem særling af sine politiske kolleger. Måske af samme grund er det sjældent de politiske perspektiver af den Grundtvigske agitation, der fremhæves, hvor uomgængelige de så end er. Men med højrefløjens agitation og den tilsvarende danskhedsdebat i medierne er den Grundtvigske indflydelse, også på det politiske område, blevet særdeles åbenbar. Og denne nationale agitation finder let en umiddelbar klangbund hos mange, som er opflasket med den evindelige Grundtvigske terminologi om "danskheden", det danske folkefællesskab. En terminologi, som bygger på et metafysisk postulat om "folkeånden", men som ikke giver megen mening i den konkrete, givne virkelighed, hverken i dag eller for 150 år siden.

De politiske og kulturelle implikationer, derimod, kan tidligt nok blive smertelig konkret virkelighed for de mange mennesker, hvis sindelag og karakter, race og kultur, drøm og håb ikke er tilstrækkelig "dansk".

Jeppe Berg Sandvej

Citeret og kommenteret litteratur

Breve fra og til N. F. S. Grundtvig I-II, udg. af Georg Christensen og Stener Grundtvig, Gyldendalske Boghandel MCMXXIV.

FS: Folkehøjskolens Sangbog, 17. udg., 6. oplag, udg. af Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, Foreningens Forlag, Odense 1990.

Kaj Thaning, Grundtvig, udg. af Dansk Friskoleforening, 1983.

GsiT: Grundtvigs Skoleverden i Tekster og udkast I-II, udg. af Knud Eyvin Bugge, Københavns Institut for dansk Kirkehistorie, G. E. C. Gads Forlag, 1968.

Grundtvig Studier, 1989-1990, udg. af Grundtvig-selskabet af 8. september 1947, under redaktion af Gustav Albeck et al., København 1990.

HGS: Haandbog i N. F. S. Grundtvigs Skrifter I-III, udvalg ved Ernst J. Borup og Frederik Schrøder, H. Hagerups Forlag, København 1930.

Det nye Testamente, autoriseret oversættelse af 1948.

Poul Dam, Politikeren Grundtvig, Forlaget Aros, Århus 1983.

Wilhelm Grønbech, Primitiv Religion, Hans Reizel, København.

S-V: Grundtvigs Sang-Værk I-V, Det danske Forlag, 1944-64.

US: Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter I-X, ved Holger Begtrup, København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1904-1909.

UT: Udødelige Tanker, Grundtvig, i Udtog ved og med Indledning af Hal Koch, Martins Forlag, København, 1950.

N. F. S. Grundtvig, Værker i Udvalg I-X, ved Georg Christensen og Hal Koch, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København MCMXXXXII.