Skønt indvarslet siden tidernes begyndelse var det ubegribeligt for de fleste, at der også kom en tidernes afslutning. Det havde ikke optaget sindene i de sidste tider, bortset fra på filmens lærred og i dele af det skønlitterære univers, hvor verdens ende til gengæld var en regelmæssig kulisse.

Men hvem havde tankens alvor ikke strejfet nu og da? Hvem havde ikke i ny og næ hørt prædikanter og pessimister profetere det? Og hvem havde ikke i et ængsteligt øjeblik følt, at disse rent faktisk kunne gå hen at få ret? Måske under den Kolde Krig, måske op til årtusindskiftet, måske bare under indtryk af den generelle meningsløshed.

Og dog havde ingen nogen sinde troet det. Heller ingen kunne vel i grunden overhovedet forestille sig det.

Det trak jo ud så længe. Måske er tusind år virkelig som én dag for guderne. Det tog tusind år at vænne mennesket til, at verdens undergang var lige om hjørnet, og da vi endelig rundede hjørnet, var vi atter tusind år om at fortrænge det. Det første årtusind gik således med at forudsige, at verden ville gå under i morgen. Og da verdens endeligt endelig indtraf som forudsagt, strakte den yderste dag sig over yderligere tusind år. Det gik det andet årtusind med.

Dommedag.

Broder overfaldt broder, familier kom i splid med sig selv, folkeslag rejste sig mod folkeslag, og der var krigslarm og krigsrygter, jordskælv og hungersnød. Solen formørkedes, himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. Og der var gråd og tænders gnidsel.

Ligesom det var blevet forudsagt. Men dengang havde det været svært at tage alvorligt.

Mennesket har trods alt oplevet krig og katastrofer siden begyndelsen. I den henseende var der heller intet nyt under solen i årtusinder. Men i det andet årtusind var det alt sammen alligevel noget andet.

At folkeslag har rejst sig mod folkeslag, for frihed, for land eller for magt, har aldrig været verden fremmed – på godt og ondt – men i det andet årtusind stræbte mennesker deres medmennesker efter livet alene for deres tro, overbevisning og afstamning. Det var sjældent set tidligere. Og aldrig heller i samme skala som i dette årtusind, der opfandt korstoget, inkvisitionen, religionskrigen og fængslet.

Verden var blevet en anden i det andet årtusind. Og vreden var blevet en anden – i det sidste årtusinds sidste århundrede skærpedes den til det yderste.

Mennesket havde oplevet krig, hungersnød og jordskælv i alle århundreder, men i det tyvende århundrede var det alt sammen alligevel noget andet. Da var det millioner af civile, der blev tæppebombet, milliarder, der sultede, og verden selv, der skælvede. Det var aldrig set før i samme skala som i dette århundrede, der opfandt verdenskrigen, holocaust, brintbomben og det hvide snit.

Kapital og karriere fortrængte kultur og kærlighed. Børn parkeret, gamle deponeret, selvmordere interneret – halve og hele døgn, halve og hele år, halve og hele liv. Alligevel undredes man lige så højlydt, når frustrationen og desperationen til tider slog ud i lys lue, som man bifaldt, at statsmagten satte bevæbnede styrker ind mod sine egne borgere. Brosten og brændende biler mod kampuniformer, knipler og kugler.

Himmeriget var atter rullet sammen og forsvundet i de kristne bogruller, der lokkede med en evig salighed efter den forventede undergang. Da vredens dag kom og gik i det andet årtusind, var den det eneste af kristendommens løfter, der var blevet indfriet.

Dies irae.

Apokalyptisk blodbad i Første Verdenskrigs skyttegrave og Anden Verdenskrigs pulveriserede storbyer. Atombomber og klyngebomber, napalm og krydsermissiler, over Dresden, over Hiroshima, over Vietnam, over Bagdad, over Beograd. Udsultning og udbytning af kontinenter, bjerge af nedfald, udslip og affald. Hitler og Stalin, Auschwitz og Gulag. Millioner og atter millioners meningsløse rædsler og systematiske henrettelse.

Ragnarok.

Så gik verden altså alligevel under.

Den store religions skibbrud, ideologier i opbrud, kulturelt sammenbrud. Blot blev pinen trukket ud et helt årtusind. Således kom og gik den yderste dag, uden at sirenerne lød, uden at trafikken blev forstyrret, og uden at nationen oplevede så meget som et øjebliks strømsvigt. Det blev ikke engang til en ekstra nyhedsudsendelse eller en overskrift på en formiddagsavis, og Dronningen nævnte det end ikke i en bisætning i sin nytårstale.

Det tog tusind år at vænne mennesket til, at verdens undergang var lige om hjørnet, og da vi endelig rundede hjørnet, var vi atter tusind år om at fortrænge det. Vi har vænnet os til at leve i et kadaver og nyde råddenskaben som privilegier og apatien som underholdning. Det kan næppe heller undre, om det også tager endnu en lille stund for de fleste at erfare, at undergangen er gået hen over hovedet på dem.

Så vidt nekrologen.

Ligstanken hænger endnu over os, og kun fremtiden vil vise, hvornår det næste årtusind får fordøjet og udskilt de klæbrige efterladenskaber fra det forrige.

Kun fremtiden vil vise, om der kan spire nyt af asken, når den forgangne verden og det forgangne årtusind er gået planken helt ud. Kun fremtiden vil vise, hvornår der atter er mennesker nok, der har fået nok. Nok til at afhænde kadaverkapitalismen med indtrængende ildhu og nok til at genvinde medmenneskeligheden med uafviselig omhu.

Det kommer ikke til at gå stille for sig.

Godt nyt år!

Faklen