Moses var ikke hebræer, men ægypter, han hed sandsynligvis Tuth-mosis, var ægtefødt søn af den daværende faraos datter, Hatshepsut, og var tronarving til det vældige ægyptiske rige. Han blev født tirsdag den 8. februar 1534 f.v.t.

En så spektakulært præcis datering fastslår Ove von Spaeth i sin aktuelle bog, De Fortrængte Optegnelser, der er første bind i en planlagt serie på fem om Moses og hans tid, og som har vakt lige så stor forundring og beundring hos en række religionsforskere og videnskabsfolk, som den er blevet mødt med en blanding af larmende tavshed og negligerende skuldertræk fra det teologiske establishment.

Ove von Spaeths afsæt er tesen om, at den udbredte datering af Moses er ca. 2-300 år for sen, delvis pga. en fejl, der blev begået for 150 år siden af ægyptologen Lepsius. Lepsius hævdede, at Moses levede samtidig med Farao Ramses II i 1500-tallet f.v.t., men da det siden viste sig, at Ramses II snarere levede i 1200-tallet, flyttede man også Moses’ datering til 1200-tallet, fordi antagelsen af de to historiske personligheders samtidighed slet og ret var groet fast i mellemtiden.

Eftersom man ikke har kunnet finde skyggen af spor af Moses i 1200-tallet, har der så bredt sig den konsensus blandt teologer, at Moses, den mest fremtrædende personlighed i det Gamle Testamente, måtte være en helt og aldeles fiktiv figur, og at et af de mest afgørende træk ved jødernes selvforståelse således blot var en fiks idé hos jødiske præster, som egenhændigt konstruerede Moses-myten uden historisk belæg af nogen art.

Konstaterer man imidlertid, at Moses og Ramses II ingenlunde er samtidige, men at en datering af Moses’ liv i 1500-1400-tallet derimod er langt mere realistisk, begynder puslespilsbrikkerne at falde på plads, og skønt de godt nok sine steder er fortegnet i det Gamle Testamente – der altså bl.a. har hebraiseret den ægyptiske tronarving – viser der sig overbevisende konturer af Moses som en historisk person.

Teologerne overser den ægyptiske faktor

De Fortrængte Optegnelser (C.A. Reitzels Forlag 1999) er et omfattende og vægtigt opgør med udbredte vaneantagelser i forskningen om Moses. Der "forskes, som om Moses kun kendes i Bibelens version", anfører von Spaeth (s. 58) og går dermed i åben clinch med herskende skoler inden for teologien: "… den tyske skoles udløbere – også i angelsaksisk regi og i skandinavisk, f.eks. ‘Københavnerskolen’, der frakender Moses al historicitet – [har] undladt at se den egyptiske faktor blandt de vigtigste elementer til forståelse af mange påståede tekstuoverensstemmelser. Der er skabt et ‘vidensfilter’, som automatisk filtrerer det fra, der ikke passer i herskende teorier; men kritikere vil kalde det mord på historien. Denne egyptiske faktor er blevet bedre repræsenteret af den mindre ensidige ‘franske skole’, som i højere grad har været influeret af netop egyptologer …" (De Fortrængte Optegnelser, s. 67).

Von Spaeth støtter sig således især til ægyptiske kilder såvel som jødiske overleveringer uden for det Gamle Testamente. I de sidste oplyses det bl.a., at Mosesberetningens "faraos datter" rent faktisk så ud til at være gravid forud for Moses’ fødsel; det bemærkes, at Moses var af ægte kongeblod og skulle være Ægyptens fremtidige farao, og at han blev kronet til kronprins som treårig; endvidere var Moses’ specifikke embeder ganske enkelt traditionelle for faraoprinser.

"Faraos datter", hvis tilnavne og karakteristika i jødiske kommentarværker stemmer godt overens med Hatshepsut, der regerede ca. 1509-1487 f.v.t., bliver i von Spaeths analyse Moses’ egen moder, og altså ikke hans adoptivmoder, hvad det Gamle Testamente søger at fremstille hende som.

I Bibelen bliver imidlertid Moses’ ægyptiske baggrund forsøgt udvisket, men skinner dog ikke desto mindre sine steder igennem teksten; f.eks. omtales Moses af Jethros datter som en "ægypter" (2. Mos. 2,19), ligesom Jahwe under et vredesudbrud direkte siger til Moses, at han vil "udrydde" israelitterne, hvorimod han vil gøre Moses "til et folk, større og stærkere end det" (4. Mos. 14,12) – hvilke udsagn næppe kan forenes, medmindre Moses netop tilhører et andet folk end israelitterne. Intetsteds i Mosebøgerne siger Moses da heller "mit folk" eller "vort folk" om israelitterne, lige så lidt som han omtaler Abraham, Isak og Jakob som sine forfædre – men israelitterne omtaler deres store leder som "denne Moses, der førte os ud af Egypten" (2. Mos. 32,1).

Den ægyptisk-jødiske historiker Artapanos skrev (ca. 100 f.v.t.), at "de egyptiske præster ærede Moses som en gud og kaldte ham Thoth", hvilket kan stemme overens med det velkendte faraonavn, Tuth-mosis. Et par århundreder forinden bemærkede den ægyptiske historiker Manetho om Moses, at han først "antog navnet Moses" omkring den store udvandring.

I det 18. dynasti (ca. 1585-1310 f.v.t.) og dermed også på Hatshepsuts tid var hans netop i Bibelen omtalte titel "Søn af Faraos Datter" særlig vigtig, eftersom det på daværende tidspunkt typisk var kvinderne, der var helkongelige af blod og således kunne videreføre arvefølgen efter samtidens praksis, mens deres mindre kongelige gemaler som regel primært var blevet faraoner i kraft af ægteskabet. Kun tre gange i det 18. dynasti fødtes, hvad der betragtedes som en helkongelig søn, hvorfor betegnelsen "Søn af Faraos Datter" brugt om Moses var en særlig understregning af Moses’ adkomst til tronen.

Imod forestillingen om Moses som legitim søn af faraos datter taler til gengæld det Gamle Testamentes egen beretning om faraos dekret om at drukne alle drengebørn i Nilen, hvorunder Moses som bekendt skulle være blevet sat ud i et fartøj for siden tilfældigvis at blive opdaget og reddet af faraos datter.

Denne beretning er dog så selvmodsigende, at det er nærliggende at se den som en bevidst tilsløring af de egentlige begivenheder. For hvorfor skulle Moses blive sat ud på Nilen, ubehjælpsom og i fare for at blive opdaget i det område, hvor faraos hof færdedes, det hof, som ifølge beretningen stræbte hebræernes drengebørn efter livet? Og at selveste faraos datter skulle gå ned for at vaske sig offentligt i Nilens allerede dengang uhygiejniske vande er usandsynligt, medmindre den gammeltestamentlige beretning måske er en let omskrevet version af noget helt andet – en ægyptisk kongebarnsceremoni, foreslår von Spaeth. Her ville det nemlig være alt andet end urealistisk, at faraos datter foretog sin rituelle afvaskning i Nilen, inden hun modtog kongebarnet, der i samme rituelle forbindelse kom sejlende på Nilen.

Det er et scenario, der i lidt forskellige versioner er næsten universelt udbredt i myter: Kongebarnet ankommer i et skib eller fartøj på havet eller en flod (sml. f.eks. vor egen Kong Skjold, den indiske solgude- og kongesøn Karna, Romulus på Tiberen, Sargon I på Eufrat m.fl.).

Von Spaeth forener træk fra Mosesberetningen med Horusbarnet: "Læren om den mytologiske kongegud Osiris, der efter døden blev lagt i en sejlende kiste – ligesom rabbinerne beskrev den som ‘den lille ark’ på Nilen. Fra denne ark skulle han så ved gudinden Isis’ hjælp genopstå i skikkelse af sin og Isis’ nyfødte søn Horus, et gudebarn, der skulle være den nye konge. Med andre ord – nøjagtigt tilsvarende Moses." (De Fortrængte Optegnelser, s. 27).

I ikke-bibelske, jødiske tekster, som von Spaeth hyppigt citerer fra, refereres der tillige til denne begivenhed som "den hellige begivenhed på den guddommelige Nilflod", og faraos datter siger: "… følgelig vil jeg opdrage barnet med det mål, at han skal være efterfølger på tronen."

Kristeligt Dagblad: "Ove von Spaeth mangler videnskabelig metode"

Ove von Spaeth opregner talrige andre ægyptiske forhold med relation til Moses, og første bind i hans fembindsværk leverer en bred vifte af argumenter for at tilbageføre disse spor direkte til en lang række konkrete navne, begreber, temaer og ritualer under ægyptisk kongekult. Det er selvfølgelig ikke første gang, det hævdes, at Moses var af ægyptisk oprindelse, eller at hans tid dateres til 1400-1500 tallet f.v.t., men sjældent om nogen sinde er dateringen præciseret eller implikationerne udbygget i så gennemarbejdet detalje, hvor omfattende studier inden for historie, ægyptologi, religionshistorie, arkæologi og astronomi sammenstilles.

Teologernes reaktion på udfordringen til ikke mindst den såkaldte Københavnerskole var i lang tid tavshed. Medvirkende årsag hertil er givetvis, at netop det spektakulære stikker i øjnene og må bibringe mangen en moderne teolog ulyst til at bevæge sig ned i de omfattende og meget minutiøse referencer inden for så talrige vidensfelter. Der står ualmindelig megen mere prestige på spil, end man skulle tro ved første øjekast, for hvis Ove von Spaeth blot har ret i hovedtrækkene, vælter ganske enkelt de seneste mange års dominerende teologiske opfattelser inden for området som dominobrikker.

Den 11.11.99, over et halvt år efter bogens udgivelse, anmelder teologen Tine Lindhardt bogen i Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen røber imidlertid, at avisen øjensynlig ikke har ønsket at finde en kvalificeret anmelder, eftersom behandlingen af bogen er præget af mangel på elementær viden om emnet såvel som et firkantet videnskabsideal, der næppe længere er gangbart andre steder end i folkeskolens forenklede lærebøger.

Man kan selvfølgelig være enig eller uenig i det anlagte videnskabssyn i De Fortrængte Optegnelser, men når Lindhardt hævder, at den "mangler videnskabelig metode", nærmer det sig uklædelig arrogance om et værk, der sagligt sammenstiller erkendelser inden for en lang række vidensfelter, mens hun selv demonstrerer "videnskabelighed" i gulvhøjde.

Lindhardt "belærer" således von Spaeth med følgende tautologi: "For at vi vil kalde noget historisk sandt, må det være sket i virkeligheden," som hun følger op med en både irrelevant og fejlagtig oversimplificering, som om hun irettesatte et barn: "Derfor skelner vi mellem historiske fakta, som virkelig er sket, og myter, legender, eventyr. De sidste kan meget vel være sande i den forstand, at de fortæller noget sandt om menneskelivet, men de er ikke sande i den forstand, at det, de fortæller om, er sket."

Historiske "fakta" er selvsagt en problematisk størrelse, afhængige som de er af forskellige kilder og fortolkninger, der atter er afhængige af forskellige historiske såvel som moderne iagttagelsessituationer. En håndfast skelnen mellem mytisk og historisk eller fiktion og fakta kan således løbende forskydes og undertiden udviskes, hvorfor en banal konstatering af, at noget er fiktion og noget fakta i bedste fald er overflødigt intetsigende, i værste fald implicerer et klassisk, positivistisk videnskabsideal, som næsten må siges at være mere kontroversielt end von Spaeths hypoteser om Moses' liv og derfor sidst af alt kan bruges til at affærdige disse med.

Bevidst venstrehåndsarbejde med bind for øjnene ligner det også, når Lindhardt om Moses påstår: "Ud over Bibelen findes der ikke mange kilder, som kan fortælle noget om ham." At hun sidder med en bog i hånden, hvis hele anliggende er en systematisk redegørelse for en mulig historisk sammenhæng i de mange henvisninger til Moses, der netop er optegnet i kilder uden for den gammeltestamentlige kanon (bl.a. i Talmud og Midrash samt hos Philo, Manetho og Josefus), anfægter hende åbenbart ikke, lige så lidt som hun overvejer forholdet disse kilder og det Gamle Testamente imellem.

Tine Lindhardts indgangsvinkel synes derved symptomatisk for teologiens fravær af saglig kritik og diskussion, når minutiøse argumenter og omhyggelige analyser fremlægges i strid med de herskende teologiske trends – en reaktion, der f.eks. også kendetegnede det teologiske establishments strategi over for Faklens filologiske kritik af Bibelselskabets manipulationer med den autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

Det er ikke bare synd for forskningen som sådan – det er en teologisk falliterklæring.

Den astronomihistoriske synsvinkel

Det mest spektakulære ved første bind i Ove von Spaeths værk er naturligvis, at han – udover at sandsynliggøre Moses’ ægyptiske herkomst og identificere hans mor som Hatshepsut – ved hjælp af moderne astronomiske beregninger af de overleverede stjernedata med stor præcision tillige daterer Moses’ fødsel i overensstemmelse med disse forhold.

Han knytter her bl.a. an til den spanske rabbiner Isaac Abrabanel (1437-1508), der i et af sine kommentarværker gengiver overleveringen om en særlig astronomisk begivenhed, en yderst sjælden storkonjunktion i en bestemt himmelsektor tre år før Moses’ fødsel. I dag kan himmelfænomenet på baggrund af disse oplysninger bestemmes og dateres til at være indtruffet helt nøjagtigt under en bestemt nymåne i februar-marts 1537 f.v.t.

Dr.scient. Peder Moesgaard, der er lektor ved Institut for De Eksakte Videnskabers Historie ved Aarhus Universitet og direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum, skriver i et forord til bogen: "… fra den astronomihistoriske synsvinkel finder jeg udgangspunktet i en bestemt planetkonstellation i 1537 f.v.t. værdigt til afprøvning i relation til bibelforskning, ægyptologi, arkæologi og almen historie."

Og det er netop ved at stykke overleveringerne sammen med disse og flere andre vidensfelter, at brikkerne falder på plads med betragtelig indbyrdes overensstemmelse, hvorved von Spaeth kan datere Moses’ fødsel så præcist som tirsdag den 8. februar 1534 f.v.t. Og derpå følger så en grundig analyse af religionshistorisk værdi på mange andre områder end dem, der er specifikt relateret til Moses, og som – også uafhængigt af, om de efterfølgende bind kan holde standarden – givetvis vil kunne anspore til både nybrud og korrektioner i lang tid fremover.

Rune Engelbreth Larsen