På DR1s Tekst TV hedder det den 4. september 1999: "Forholdet mellem Norge og USA vil lide skade, hvis ikke Norge køber F-16 fly fra USA. Det siger Dain M. Hancock, chefen for Lockheed Martins kampfly-division, der producerer F-16. Hvis Norge køber europæiske kampfly i stedet for de amerikanske, er det første gang. Og det betragter USA som en politisk handling, der viser, at Norge foretrækker Europa for USA, når der skal føres udenrigs- og forsvarspolitik, siger Hancock til Aftenposten. Sagens alvor illustreres ved, at USAs præsident Bill Clinton ventes at gå ind i sagen, når Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik besøger USA i oktober."

Tvangsmedicinering tredoblet på fire år

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i 1998 er registreret 9.628 tilfælde af tvangsmedicinering mod 3.469 tilfælde fire år tidligere (kilde: Politiken, 9.9.).

Anne Baastrup, der er formand for det udvalg, som fører tilsyn med de psykiatriske afdelinger, kritiserer stigningen. Berlingske Tidende skriver den 12.9.: "Hun tilskriver det især, at der er overbelægning på mange afdelinger. Det giver et presset personale, en stresset hverdag og urolige patienter. Desuden peger Anne Baastrup på, at op mod 300 patienter er såkaldt færdigbehandlede, der kunne komme væk fra afdelingerne og dermed lette presset. Men de mangler passende bomuligheder (…) Hun henviser til, at det kan være svært at få bygget de beskyttede boliger, blandt andet på grund af lokal modvilje mod at få den slags boliger i sit lokalområde."

Ekstra Bladet oplyser den 22.10., at tvangsmedicineringen er steget fra ca. 1.000 tilfælde i 1990 til små 10.000 i 1998; at anvendelsen af elektrochok er steget fra små 100 tilfælde i 1990 til små 200 i 1998 (efter at have toppet med 300 i 1997), og at fastspænding finder sted i over 6.000 tilfælde i dag imod godt 4.000 tilfælde i 1990. Det samlede antal tvangsanvendelser på psykiatriske afdelinger i Danmark er fordoblet fra 1990 til 1998, fra ca. 15.000 til ca. 30.000 (tallene stammer fra Sundhedsstyrelsen).

Danmark med i aflytningsnetværket Echelon?

Echelon er kodenavnet for et globalt aflytningsnetværk med et ukendt antal lyttestationer under ledelse af USAs største efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA). Flere rapporter og en lang række tidligere medarbejdere fra diverse efterretningstjenester har dokumenteret netværkets eksistens, der vha. specialudviklede computersystemer og elektroniske ordbøger på alverdens sprog aflytter og registrerer telekommunikation over kommunikationssatelitterne over hele verden, både fra tekst og tale, dvs. al telefon-, fax- og computertrafik. Echelon-systemerne indeholder tusindvis af "mistænkelige" søgeord, som automatisk opfanges og registreres for senere at kunne analyseres af eksperter.

NSAs hovedkvarter ligger i Fort Meade i delstaten Maryland. Der er 25.000 ansatte i hovedkvarteret og yderligere 25.000 ansatte i USA og udlandet.

Til trods for at fem rapporter til Europa Parlamentet dokumenterer Echelons eksistens, har det ikke fået Echelon-landene til selv at indrømme aflytningsnetværkets realitet, før den afgående chef for Australiens signalefterretningstjeneste, Defence Signal Directorate, Martin Brady i en række breve til australsk TV afslørede, at en aflytningsstation i Vestaustralien er en del af Echelon.

Fysikeren og journalisten Nicky Hager, der har udgivet bogen Secret Power baseret på samtaler med 50 efterretningsfolk fra især den newzealandske efterretningstjeneste, Government Communications Security Bureau, er ikke et øjeblik i tvivl om Echelons eksistens: "Ja, Echelon eksisterer. Jeg har hundredvis af sider med interviewnotater fra samtaler med folk fra den newzealandske efterretningstjeneste, der ned i mindste detalje har fortalt, hvordan systemet fungerer i New Zealand (…) Det er mit indtryk, at størstedelen af den aflytning, der finder sted, er politisk." (Information, 9.9.).

Mike Frost, der tidligere har arbejdet med aflytning af udenlandske ambassaders telekommunikation som agent for den canadiske efterretningstjeneste, Canadian Security Establishment, bekræfter over for samme avis, at det primært er aflytning af politisk og økonomisk interesse, Echelon beskæftiger sig med.

I februar 1999 afviste justitsminister Frank Jensen imidlertid over for Folketingets europaudvalg at kende noget som helst til det internationale aflytningsnetværk: "Danske efterretnings- og politimyndigheder har intet kendskab til et amerikansk aflytningssystem ved navn Echelon." (Citeret i Information, 15.9.).

I sommer gentog justitsministeren dette standpunkt, om end en anelse opblødt: "Jeg har intet kendskab til, at der skulle være et Echelon-samarbejde. For Danmarks vedkommende deltager vi ikke i et Echelon-samarbejde. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er andre lande, der måtte have et samarbejde." (Citeret i Berlingske Tidende, 15.9.). Kort forinden havde imidlertid den amerikanske seniorforsker og ekspert i efterretningsvæsen, Jeffrey T. Richelson i P1-programmet "Mandat" hævdet, at Danmark igennem en længere årrække har deltaget i UKUSA, der er den internationale organisation, som står bag aflytningsnetværket ledet af NSA.

Ifølge Richelson har UKUSA eksisteret siden Anden Verdenskrig, oprindelig som et samarbejde mellem USA og Storbritannien, men senere er Canada, Australien og New Zealand indtrådt som såkaldt andet-niveau samarbejdspartnere, mens NATO-lande som Danmark i hvert fald op i 80erne er indgået som tredje-niveau samarbejdspartnere, der ifølge Richelson ikke medvirker til indsamlingen af elektroniske data, men modtager dem.

Både Danmarks justits-, forsvars- og forskningsminister afviser ikke desto mindre ethvert kendskab til aflytningssystemet Echelon. I juni 1999 udtalte imidlertid talsmand for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberstløjtnant Birger Hoff: "Hvis vi laver en aftale med en anden efterretningstjeneste, får offentligheden intet at vide. I hvor høj grad vi orienterer ministeren, er et spørgsmål mellem ministeren og Forsvarets Efterretningstjeneste." (Ekstra Bladet, 6.6.).

Debatten om Echelon blussede for alvor op i forbindelse med den skotske fysiker og datasikkerhedsekspert Duncan Campbells besøg i Danmark i september. Campbell er forfatter til rapporten Interception Capabilities 2000, der er udarbejdet til Europa Parlamentets Videnskabelige og Tekniske Udvalg (STOA) og baseret på iagttagelser fra tidligere efterretningskilder og lækkede fortrolige dokumenter.

Campbell vurderer, at Forsvarets Efterretningstjenestes lyttestation Afladshage på Amager teknologisk set er i stand til at indgå i Echelons netværk: "… anlægget er af nøjagtig samme karakter som en tilsvarende Echelon-station i New Zealand – bare større." (Citeret i Berlingske Tidende, 15.9.). Aflytningsanlægget på Amager har ca. 1.000 ansatte og et budget på et trecifret millionbeløb, vurderer Information den 18.9. ud fra en gennemgang af tilgængelige, men uspecificerede tal.

Under et samråd i Europaudvalget afviste forsvarsminister Hans Hækkerup fortsat ethvert kendskab til Echelon, men erkendte, at Forsvarets Efterretningstjeneste deltager i aflytning og videregivelse af elektronisk kommunikation. Keld Albrechtsen fra Enhedslisten udtaler efter samrådet: "Ministeren fortalte, at der findes sådanne satellitsystemer, og at Danmark er med. Men ikke, at det hedder Echelon. Han fortalte også, at vi har kapacitet til at indsamle og udveksle informationer med andre landes spiontjenester." (Ekstra Bladet, 18.9.).

Til samme avis udtaler Campbell: "Hvis man skal aflytte folk, skal man have en begrundet mistanke og tilladelse fra en dommer. Echelon bryder totalt med de principper (…) Kodenavnet Echelon er kun en del af hele systemet, og alt tyder på, at de har skiftet kode. Den seneste betegnelse, jeg kender til, er Magistrand."

Bl.a. det amerikanske telefonselskab Ameritech samarbejder med NSA og leverer aflytningsmateriale til Echelon; Ameritech ejer også Tele Danmark, som selskabet købte i 1997. Tele Danmarks koncernsikkerhedschef, Jørgen Bo Madsen, der i modsætning til de ansvarlige politikere ikke lægger skjul på, at Echelon efter hans overbevisning eksisterer, siger endvidere: "Jeg ved godt, at der er et aflytningspunkt i Ameritech på oversøisk kommunikation. Men det er noget, NSA har forlangt. Det betyder ikke, at de har en slange inde i Tele Danmark." (Information, 13.9.).

Imidlertid oplyser Ekstra Bladet et par uger senere, at Tele Danmark sammen med en række andre internationale data- og teleselskaber lige siden 1992 har deltaget i organisationen Frame Relay Forum, der aftaler internationale standarder for dataoverførsler. Ifølge avisen samarbejder Frame Relay Forum direkte med NSA. Tele Danmarks koncernsikkerhedschef, Jørgen Bo Madsen siger, at Tele Danmark ikke har haft deltagere til møderne de sidste 3-4 år, og han mener heller ikke, at der kan tales om et "samarbejde" med NSA, selv om NSA deltager: "Jeg kender slet ikke det forum, men jeg kan ikke forestille mig, at der er et samarbejde mellem NSA og Tele Danmark, bare fordi der sidder en mand fra NSA, der er med på en lytter (…) men jeg er overrasket over, at de er med i denne sammenhæng." (Ekstra Bladet, 26.9.).

Frame Relay Forum kendes imidlertid godt af en anden medarbejder fra Tele Danmark, planlægningschef Jens Ulrik Mouritsen – det er nemlig ham, der figurerer som Frame Relay Forums danske kontaktperson: "Jeg får oplysningerne fra Forummet, men deltager ikke i møderne," udtaler han til samme avis, "… jeg er kun med for at se, hvad der sker".

Det Radikale Venstres medlem af Europa Parlamentet, Lone Dybkjær kritiserer regeringens afvisende holdning over for de mange tegn på Echelons eksistens: "Jeg synes, at der nu må være nogen, der beviser, at Echelon ikke findes. Bevisbyrden er havnet et andet sted. Man kan ikke blive ved med at sige, at ‘det kender man ikke noget til’." (Information, 16.9.).

At den danske regering ikke har helt rent mel i posen, når den kategorisk har afvist ethvert kendskab til Echelon, afsløredes indirekte af forskningsminister Birte Weiss, da hun den 3. oktober oplyste Folketingets forskningsudvalg om, at hendes ministerium i det mindste har haft kendskab til Campbells EU-rapport om Echelon siden januar, altså fire måneder før den blev offentliggjort. Dermed har i hvert fald daværende forskningsminister Jan Trøjborg løjet, da han den 12. februar udtalte: "Ud over den megen omtale i pressen, findes der ikke i Forskningsministeriet kendskab til det omtalte Echelonsystem, heller ikke til en eventuel dansk tilslutning hertil." (Citeret i Ekstra Bladet, 6.10.).

Fra officielt hold er det altså temmelig vanskeligt at finde ud af, "hvad der sker" i det net af tråde, der tilsyneladende er spundet af NSA – men at der nok er ikke så lidt at se til, må efterhånden siges at være temmelig oplagt.

Socialminister Karen Jespersen: "Vi skulle have lyttet til Per Madsen …"

Meningsundersøgelser foretaget af Sonar viser, at danskerne i stigende grad modsætter sig islam. 56% af danskerne opfatter de ca. 130.000 muslimer i Danmark som "en trussel mod dansk kultur og religion" (kilde: Jyllands-Posten, 26.9.). Ved en tilsvarende Sonarmåling i 1997 var andelen 46%. Størst er modstanden mod islam forudsigeligt nok blandt Dansk Folkepartis vælgere, hvor det drejer sig om 94%.

En anden Sonarundersøgelse viser, at 48% ville "opfatte det negativt", hvis en muslimsk kvinde med tørklæde sidder ved kassen i et supermarked (kilde: Jyllands-Posten, 30.9.).

En tredje Sonarundersøgelse viser, at 41% ønsker den danske flygtninge- og indvandrerpolitik udlagt til folkeafstemning (kilde: Jyllands-Posten, 3.10.). Blandt Dansk Folkepartis vælgere er det 88%, der går ind for en folkeafstemning.

Leder af Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, Jørgen Bæk Simonsen ser en stigende kulturracisme i Danmark: "Jeg har igennem mere end ti år rejst land og rige rundt for at holde foredrag om islam og muslimer, og jeg er stort set aldrig stødt på egentlig racistiske holdninger i Danmark. Derimod støder jeg på en form for kulturracisme, hvor de negative holdninger til muslimer pakkes ind i politisk korrekte holdninger om eksempelvis kvindernes stilling i samfundet. Og holdningen er tydeligvis den, at den muslimske kultur er den danske underlegen. Men det skyldes i vid udstrækning, at danskerne ikke vil høre eller kan høre, hvad muslimerne siger." (Jyllands-Posten, 26.9.).

Socialminister Karen Jespersen er måske et skoleeksempel på det, Jørgen Bæk Simonsen beskriver som ikke "racisme", men "kulturracisme", pakket ind i politisk korrekthed: "Det er en stor fejl, når man blot ser de kulturelle forskelle som noget symbolsk på linje med vores flæskesteg og juleaften. For mange indvandrere er der tale om helt andre normer, ikke mindst i forhold til kvinder. Det kan ikke nytte noget: Hvis indvandrerne vil være i det her land, så skal de være en del af det danske samfund. Det betyder ikke, at de skal smide al deres kultur over bord, men grundlæggende skal de fungere på det danske samfunds præmisser." (B.T., 22.10.). Karen Jespersen fortsætter: "Vi må ligeledes gå til angreb mod den meget intolerante adfærd, nogle indvandrere udviser over for danskere. F.eks. ved at være på nakken af piger, der går med store bukser eller drenge, der går anderledes klædt end dem selv. I værste fald kan det ende med, at bander af unge indvandrere terroriserer et lokalområde. Jeg har desværre selv mødt en meget fordomsfuld holdning over for danskere. Den slags kan give sig udslag i meget farlige og håndfaste konflikter, for det vil danskerne selvfølgelig ikke finde sig i i længden (…) Det var et kolossalt svigt mod de unge indvandrere, at det danske samfund stiltiende accepterede helt forkastelige ting som arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Fra dansk side så mange det som 'en kulturel egenart', indvandrerne skulle have lov til. I stedet for at gå i offensiven mod de kvindefjendske holdninger."

I samme interview bedyrer socialministeren, at "vi skulle have lyttet til Per Madsen", Ishøjs socialdemokratiske borgmester: "Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham."

Den Per Madsen, som Karen Jespersen nu hiver ind i varmen, er den samme, der i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. gav udtryk for, at "Muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles" (Danskeren nr. 1, 1989, s. 3).

Socialdemokratiets top har sandelig bevæget sig det seneste tiår. Lige i armene på den Danske Forenings stereotype fjendebilleder – selv om socialministeren stadig anstrenger sig en smule for at pakke det ind.

Danmark blandt Europas hårdeste lande i forhold til straffen for vold

Politikere fra flere danske partier ønsker straffen for vold skærpet, men ifølge en undersøgelse fra Europarådet straffer Danmark allerede vold strengere end langt de fleste europæiske lande.

I Danmark ender seks ud af ti voldssager med, at voldsmanden får ubetinget fængselsstraf. I Sverige, Norge og Tyskland bruges oftere mildere sanktioner – i Tyskland er det kun i seks ud af hundrede sager, at voldsmænd ender i fængsel (kilde: Politiken, 26.9.).

Professor dr.jur. Flemming Balvig udtaler om undersøgelsen: "Tallene gennemhuller forestillingen om, at Danmark er et pladderhumanistisk smørhul, hvor vi er alt for blødsødne over for vold. Vi straffer vold hårdt – meget hårdere end andre europæiske lande." (Jyllands-Posten, 27.9.).

Forslag fra Dansk Folkeparti: Kollektiv straf til indvandrerfamilier

På Dansk Folkepartis årsmøde foreslår Pia Kjærsgaard at udvise hele indvandrer- og flygtningefamilier, hvis deres børn gentagne gange begår kriminalitet: "Ghetto-kriminaliteten er i dag af en sådan karakter og et sådant omfang, at det er nødvendigt at indføre helt nye metoder, som vi ikke hidtil har haft brug for i vort land. Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af at en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for." (Berlingske Tidende, 3.10.).

Et kreativt brud med almindelige retsgarantier: Straf mennesker for forbrydelser, de ikke har begået.

Politiets fordomme

Ifølge en Ph.D.-afhandling finansieret af Rigspolitiet og skrevet af antropologen Lars Holmberg fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet er politiets adfærd i det daglige arbejde præget af stærke fordomme.

Jyllands-Posten skriver herom den 3.10.: "En stor del af den danske politistyrkes arbejde er baseret på stereotype og diskriminerende forestillinger om, hvordan kriminelle ser ud – og hvordan de ikke ser ud. Unge indvandrere – eller folk, der ligner rockertyper, fordi de har skæg og sætter kasketten omvendt på – risikerer eksempelvis at blive standset og kontrolleret langt oftere end andre. Og ofte ser politiet den anden vej, når pæne danskere begår en mindre lovovertrædelse, som en indvandrer eller en rockertype bliver straffet for."

Afhandlingen, der er udkommet som bog med titlen Inden for lovens rammer, er skrevet på baggrund af iagttagelser, Holmberg har gjort i Glostrup Politikreds gennem otte måneder. Holmberg konstaterer, at Glostrup Politi opererer med to kategorier af mennesker: "Røvhuller" (de kriminelle eller dem, der ligner kriminelle) og "Hr. og Fru Danmark" (også kaldet de gode danske borgere).

Til avisen udtaler Holmberg, at han anser problemet for at være uundgåeligt: "For betjentene er diskriminationen et arbejdsredskab. De mener, at folk, der opfører sig på en bestemt måde eller ser ud på en bestemt måde, nærmest har krav på at blive standset. For den, der med urette bliver standset igen og igen, må det være utroligt generende. Men for betjentene er det den eneste måde, de kan komme i nærheden af de kriminelle. Jeg mener, at det er et problem – men det er et uundgåeligt problem, og man må ikke glemme, at ind imellem virker det."

Jørn Bro, der er politimester i Glostrup, mener ikke, at afhandlingens resultater er odiøse. Til samme avis udtaler han: "Vi har det ligesom erfarne læger: Når en patient kommer ind i konsultationsværelset, kan den erfarne læge med det samme se, hvad han fejler. På samme måde kan den erfarne betjent ofte se, hvem og hvad han står over for. Der gøres helt afgjort forskel på folk – og det er indlysende, at der i politiets praksis er nogle indbyggede problemer, vi skal være meget opmærksomme på."

Holmberg konkluderer ifølge Jyllands-Posten bl.a.:

– Den konstante fokusering på bestemte typer som potentielt kriminelle smitter uundgåeligt af på statistikken. Når den samme type mennesker ideligt tiltrækker sig politiets interesse, er det også oftest dem, der opdages og pågribes.

– Politiets mistanke til særlige typer viser sig oftest ubegrundet. I fire ud af fem tilfælde, hvor betjente på eget initiativ standser en person eller bil på gaden, fører det enten til ingenting eller kun til en påtale. Men det er, gør betjentene klart, folks egne fejl, når de "absolut skal se sådan ud".

– Politiets forhold til udlændinge er et helt kapitel for sig. Ikke at politifolkene er racister, men udlændinge er snarere en "væsentlig kilde til irritation" blandt andet funderet på en forkert, men blandt politifolk tilsyneladende udbredt forestilling om, at hovedparten af dem er kriminelle.

– Støder betjentene på personer, der engang har været kriminelle, men som i årevis ikke er blevet taget for noget, tilskrives den udeblevne kriminalitet – ud fra devisen "én gang røv altid røv" – rent held.

– Og en afgørende pointe er, at det ikke kun er i udvælgelsen af mistænkte, at politiet diskriminerer "røvhullerne", de faste "kunder" behandles og straffes ofte hårdere end de pæne borgere.

Glistrups genopstandelse

På Fremskridtspartiets landsmøde i 1997 sagde 80% nej til at lade Mogens Glistrup komme tilbage i partiet, som han blev ekskluderet fra i 1991, men til Fremskridtspartiets folketingsmedlemmers chok blev han atter stemt ind i det parti, han selv har stiftet, under landsmødet i 1999. 236 delegerede stemte for, 131 stemte sammen med de fire folketingsmedlemmer imod.

Glistrup havde ikke været mange minutter i partiet, før han skabte ravage på landsmødet, da han som nyoptaget medlem ikke kunne få lov til at blive opstillet til hovedbestyrelsen og højlydt anklagede partiets ledelse for at være korrupt og rådden og truede med en retssag.

Glistrup krævede at blive partiets kampagneleder og betonede, at der skulle et helt nyt partiprogram til – om det just vedtagne sagde han: "Det er lige til at smide i skraldespanden." (Jyllands-Posten, 27.9.). De følgende dage skabte Glistrup overskrifter med en række udmeldinger om at sælge muslimske piger til Paraguay og sende samtlige muslimer ud af landet, og Fremskridtspartiets fire folketingsmedlemmer meldte sig i protest kollektivt ud af partiet og dannede bevægelsen "Frihed 2000".

Ifølge Glistrup bestod hans taktik helt bevidst i at lave ballade: "Forhåbentlig har jeg jokket over så mange ligtorne, at den ligesom flere af mine andre udtalelser vil blive husket i mange år fremover. Fremskridtspartiets eneste chance er at vække dem, der sover tornerosesøvn. Vi skal ikke forsøge at fedte os ind hos gammelpolitikerne." (Jyllands-Posten, 30.9.). "Målet var at komme ind og lave ballade. Det er dybest set det, Fremskridtspartiet lever af." (Jyllands-Posten, 1.10.).

Det var "en kapitalbrøler at sige ja til Glistrup igen", skrev Jyllands-Posten i sin leder den 1.10.; "Han er gal," lød forsideteksten på Ekstra Bladet den 13.10. Ingen dagblade forsvarede Glistrups udtalelser, ikke desto mindre steg vælgertilslutningen til Fremskridtspartiet med den genopstandne Glistrup fra 1,5% til 3,4% på få dage ifølge en Gallupundersøgelse i Politiken.

Og det på baggrund af et budskab, som vi unægtelig skal tilbage til Nazityskland for at finde overgået:

"Man kan ikke bare importere muhamedanere og muhamedanere, og det er jo kun for at udrydde og dræbe danskerne, at de kommer her." (TV2-Nyhederne, 27.9.).

"De får tre måneder til at rejse ud. Og hvis de ikke er rejst ud, så skal de indfanges og placeres i lejre, som vi havde flygtninge i i sin tid og simpelt hen udbydes i licitation med dem, der vil betale mest for at få dem – de får dem så. F.eks. Paraguay siger: 'Vi vil gerne have 6.000 muhamedanske piger i alderen mellem 12 og 20 år, og det vil vi gerne betale fem millioner for,' ja, så går de fem millioner ned i den danske statskasse, ikke." (DR-P3s program "U-land", 28.9.).

"Jeg foreslår 8.000 ekstra betjente. En sådan styrke vil være nødvendig for at indfange muhamedanerne, når loven bliver vedtaget, og i mellemtiden kan de sættes ind over for rockere, narkomaner og indbrudstyve." (Jyllands-Posten, 1.10.).

"Selvfølgelig er jeg racist – det er alle gode danskere. Enten er man racist, eller også er man landsforræder." (Berlingske Tidende, 11.10.).

"Har du aldrig hørt, hvordan man argumenterer vedrørende Barsebäck eller pesticider i landbrugsvarer og så videre? Enhver tvivl skal komme de onde til skade, og derfor gør det ikke så meget, om man kommer til at udvise 100.000 for mange. Vi er i forvejen for mange på den danske jord, så om vi kommer til at sende 3-4-500.000 for mange ud, det gør ikke noget. Det ville være værre, hvis vi kom til at sende for få ud." (Ekstra Bladet, 13.10.).

Fremskridtspartiets repræsentantskab vedtog på et møde i november atter at tage stærkt afstand fra Glistrups udtalelser, men valgte ikke desto mindre at beholde Glistrup som medlem og folketingskandidat. Så er partiet også på den sikre side – hvem ved, om ikke han kan trække (endnu) flere stemmer …

Indsatsen over for de hårdest ramte ledige er en fiasko

Beskæftigelseskonsulenter og socialrådgivere mener, at man burde lade de svageste 20% af bistandsklienterne slippe for tvangsaktivering, da de slet ikke kan møde til aktiveringen bl.a. pga. psykiske problemer, stofmisbrug eller hjemløshed. I nogle københavnske aktiveringsprojekter møder kun halvdelen frem. For de ikke fremmødte er konsekvensen, at bistandshjælpen reduceres, så der kun er 600-800 kroner om måneden til mad, tøj, cigaretter og almindelige fornødenheder.

Ruth Syshøj, formand for beskæftigelseskonsulenterne, udtaler: "Tvangsaktiveringen er gået for vidt. Man burde lade de svageste 20 procent af bistandsmodtagerne slippe. Trækker man i kontanthjælpen, kan det ganske enkelt slå deres tilværelse i stykker." (Jyllands-Posten, 14.9.).

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Anne Worning siger til samme avis: "… virkeligheden er, at nogle har det så svært, at de intet kan yde for samfundet. Man kan ikke bruge aktiveringsbegrebet over for alle."

Socialminister Karen Jespersen mener, at man kan nøjes med at tage individuelle hensyn og nedsætte aktiveringen, men at alle skal tvangsaktiveres. Til Jyllands-Posten udtaler hun: "Der går masser af bistandsklienter rundt som levende beviser for, hvor galt det kan gå, hvis man blot spiser folk af med en passiv check hver måned (…) Jeg synes med rette, at man kan kritisere de to organisationer for at opgive for hurtigt. De vælger den lette løsning med at ville sende de svage hjem til ensomheden."

Aktiveringens meningsløse og rettighedsløse tvangstilbud er socialministerens løsning, der skal hjælpe svage bistandsklienter. Et par uger senere skifter socialministeren imidlertid tilsyneladende mening: "Aktivering er gået for vidt." (Information, 29.9.). "Langvarig aktivering er en falliterklæring (…) De mennesker hører hjemme i en eller anden form for behandling eller på førtidspension."

Imens socialministeren vender på tallerkenen og medgiver systemets "falliterklæring", stiger udgifterne til tvangsaktiveringen og når i 1999 op på 9,8 milliarder kroner (eksklusive udgifterne til dagpenge). Til sammenligning var udgifterne 8,5 milliarder kroner i 1993, da arbejdsløsheden toppede og ifølge de officielle tal var dobbelt så høj som i dag.

Berlingske Tidende skriver den 18.9.: "Arbejdsministeriet konkluderer, at den gennemsnitlige udgift pr. ledig til aktivering er steget fra 23.400 kr. i 1993 til over det dobbelte – 50.700 kr. i år. Årsagen til den voldsomme stigning er først og fremmest regeringens bevidste satsning på aktivering af ledige."

Til trods for de øgede udgifter har indsatsen over for de hårdest ramte ledige på kontanthjælp været en fiasko. Til trods for den lave ledighed og de mange milliarder til tvangsaktivering viser beregninger fra Danmarks Statistik, at antallet af personer, som inden for det seneste år har været på kontanthjælp, revalidering og tvangsaktivering i 10-12 måneder, er konstant over de forløbne fem år – nemlig 115.000 personer. De udgør i dag 45% af alle forsørgede mod 38% i 1994.

Antallet af personer på offentlig hjælp i tre ud af de seneste fire år er heller ikke faldet, men ligger fortsat på 50.000.

Socialrådgivernes næstformand, Pernille Djurhuus mener, at det er på tide at give folk ret til at afvise tvangsaktiveringen: "Man kan groft sagt ikke tvinge omsorg ned i halsen på folk, og så bør det være frivilligt, om de ønsker at modtage aktivering. Der skal være en ret til at sige nej. Ideelt set burde mange af disse mennesker på førtidspension, men det kommer de ikke, fordi der er strammet voldsomt op." (Berlingske Tidende, 19.9.).

5.044 asylansøgere fængslet i Danmark i 1998

Flere og flere mennesker, der søger asyl i Danmark, bliver fængslet af politiet; fra 1997 til 1998 er antallet af fængslede asylansøgere steget fra 3.730 til 5.044 ifølge Politiken, 19.10. Dermed fængsles mere end hver anden asylansøger i Danmark.

Seniorforsker fra det Danske Center for Menneskerettigheder, Kim Kjær mener, at man over for disse asylansøgere, der ikke er kriminelle, udmærket kan finde andre løsninger – sådan som også FN anbefaler.

Politimester Hans Viggo Jensen fra Rigspolitiets udlændingeafdeling mener imidlertid ikke, at man fængsler for mange: "Asylansøgerne kommer til landet uden dokumentation for, hvem de er, og hvor de kommer fra. De ønsker på enhver måde at modarbejde vores efterforskning, og ganske mange af dem forsvinder, hvis vi ikke fængsler dem," udtaler han til avisen.

Over fem tusind ikke-kriminelle asylansøgere frihedsberøves om året i Danmark.

Berlingske Tidendes chefredaktør stopper historie om A.P. Møllers våbensalg til tyskerne under besættelsen

Ifølge Information den 9.10. udtrykker 100 fremmødte medarbejdere fra Berlingske Tidende fredag den 8. oktober deres "dybe mistillid" til den måde, hvorpå avisens chefredaktør, Peter Wivel har håndteret en historie om skibsreder A.P. Møller og besættelsestiden. Wivel skulle have optrådt "arrogant og nedladende" i afvisningen af researcharbejdet med A.P. Møllers rolle under besættelsen.

Historien drejer sig om journalisternes research af papirer fra den danske efterretningsofficer Volmer Gyth (1902-65). Information skriver herom den 12.10.: "'Gyths kasse', som papirerne kaldes blandt historikere, indeholder bl.a. oplysninger om A.P. Møllers ejerskab af Dansk Industri Syndikat ('Riffelsyndikatet'), værnemagtens vigtigste våbenleverandør indtil den 22. juni 1944, hvor våbenfabrikken i Frihavnen blev ødelagt af sabotageorganisationen BOPA."

Det afgørende i medarbejdernes protest er den facon, som Berlingske Tidendes chefredaktør har lagt for dagen ved at lægge hindringer i vejen for journalisternes arbejde. Et forslag om at nedlægge arbejdet faldt med så snævert et flertal som 44-43. Ingen af medarbejderne på mødet udtrykte sympati med Peter Wivel.

A.P. Møller koncernen er Berlingske Tidendes hovedaktionær og bidrog stærkt til at redde avisen fra økonomisk ruin i 1982.

Chefredaktør Peter Wivel afviser imidlertid, at han nogen sinde har forsøgt at standse researcharbejdet med historien: "Jeg har hele tiden været indstillet på at lade researchen fortsætte." (Information, 12.10.). Blot mente han ikke, at historien kunne bringes på det foreliggende grundlag.

Den afsluttende bemærkning i medarbejdernes protestskrivelse til chefredaktøren tyder på en ganske anden opfattelse og lyder uden omsvøb: "Vi har ikke tillid til din journalistiske ledelse."

I november kommer så de kritiske artikler om A.P. Møllers rolle under besættelsen.

Udspørger i PET-sagen er udpeget: Erik Ninn-Hansens tidligere advokat i Tamilsagen

Justitsminister Frank Jensen har udpeget advokat Axel Kierkegaard som udspørger i den kommende PET-sag – han kommer derved bl.a. til at skulle forhøre sin tidligere klient Erik Ninn-Hansen, som han forsvarede i Tamilsagen.

Erik Ninn-Hansen var som justitsminister fra 1982 til 1989 medansvarlig for en beslutning om at indhente oplysninger om lovlige politiske organisationers virksomhed – en beslutning, der synes i modstrid med retningslinjerne for PET.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten kritiserer udnævnelsen af Axel Kierkegaard: "Jeg er fuldstændig forbløffet over, at justitsministeren kan finde på at lade den centrale post som udspørger besætte af en person, der har været forsvarer for en af de centrale personer, der skal udspørges. Det kan ikke undgå at gå ud over undersøgelsens troværdighed." (Politiken, 12.10.99).

Justitsministeren henviser imidlertid til, at undersøgelseskommissionens medlemmer enstemmigt har indstillet Axel Kierkegaard, og udtaler til samme avis: "Justitsministeriet har vurderet, at et tidligere, afsluttet klientforhold ikke giver problemer. Jeg kan tilslutte mig den vurdering. Jeg anser Axel Kierkegaard for at være en professionel forsvarsadvokat. Derfor bliver det ikke noget problem for ham at udspørge Erik Ninn-Hansen."

Advokat Bjørn Elmquist, tidligere folketingsmedlem for det Radikale Venstre, appellerer fra den tværpolitiske PET-komités side ikke desto mindre til politikerne om at omgøre justitsministerens beslutning: "Jeg fatter ikke, at Frank Jensen ikke kan se, at der er et klart habilitetsproblem. Udover at Erik Ninn-Hansen kan tænkes at blive afhørt om sin tid som justitsminister, kommer det jo også til at handle om konsekvenserne af Erik Ninn-Hansens beslutninger og handlinger i perioden." (Berlingske Tidende, 12.10.).

Hvis udnævnelsen af Axel Kierkegaard fastholdes, mener Elmquist, at PET-kommissionen fra starten vil "løbe rundt med et kæmpe troværdighedsproblem".

DNA-register for både skyldige og uskyldige

Ifølge et lovforslag fra justitsminister Frank Jensen kommer et nyt DNA-register over de næste fem år til at indeholde oplysninger om knap 15.000 danskere – lige fra helt uskyldige mennesker til mennesker dømt for den hårdeste kriminalitet. Også sigtede skal således DNA-registreres, hvad enten de efterfølgende frifindes eller ej, og for de frifundne sigtede skal registreringen efterfølgende kunne opretholdes i op til ti år.

Lektor i strafferet, Jørn Vestergaard udtaler: "Det er ærke-dobbeltmoralsk at etablere et register, som jo også omfatter sigtede, der jo ikke er fundet skyldige i noget som helst. For nogle personer beror det på rene tilfældigheder, at de bliver sigtet af politiet." (Berlingske Tidende, 24.10.).

Leder af det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum understreger over for samme avis problemerne med menneskerettighederne: "Det er problematisk i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at uskyldige personer medtages i registret. Registret er i sig selv en krænkelse af privatlivets fred, og det er et spørgsmål, om det er nødvendigt for politiets arbejde."

Advokatrådet har taget kraftigt afstand fra lovforslaget, der i høj grad overlader det til politiet selv at forvalte det nye register. Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Steen Bech udtaler: "Det er stærkt betænkeligt, at ministeren bare fastholder det her punkt. Det virker som om, at hvis politiet først har sigtet folk, så tror man ikke rigtigt på, hvis de senere viser sig at være uskyldige. Det er uldent, at ministeren indfører den her slags halve frifindelser i dansk ret."

Ny kampagne i Ekstra Bladet vendt mod indvandrerne

Ekstra Bladet søsætter den 24. oktober sin tredje kampagne vendt mod indvandrerne inden for få år: "Det nye Danmark".

I en helsides annonce hedder det med store ekstrabladstyper: "I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme." Annoncen fastslår, at der nu bor "413.873 mennesker med udenlandsk baggrund" i Danmark – så er naturligvis enhver talt med, hvad enten det er amerikanere og australiere eller afrikanere og asiater. Alligevel er det stort set udelukkende muslimer, der fokuseres på i kampagnen, som f.eks. muslimen, der ønsker, at "hele verden skal islamiseres", mens ingen kristne med f.eks. amerikanske aner fylder op i overskrifterne. Det er tilsyneladende hverken usædvanligt eller sensationelt og suspekt at finde f.eks. en ex-amerikaner, der ønsker, at "hele verden skal amerikaniseres" eller kristnes.

I introartiklen til kampagnen skriver Ekstra Bladets chefredaktør, Sven Ove Gade, at der skam "ingen tvivl" er om, at "der hver dag sker grov diskrimination af fremmede", efter hvilket dybfølte udtryk for "objektivt" at dele sol og vind lige følgende observation fastslås: "En af de store anstødsstene er religionen, mere præcist islam, som er en politisk religion, hvor målet i hvert fald for de islamiske fundamentalister er indførsel af gudsstaten, og hvor islamisk ret, sharia, går foran den borgerlige, jordiske ret. Islamisk lov er med andre ord Guds lov, og Gud kan vist næppe indordnes [under] demokratiske beslutninger i et dansk folkestyre."

At der inden for enhver religion – og enhver politisk retning – findes "fundamentalister", er der øjensynlig ingen grund til at bemærke, og Gades karakteristik af "de islamiske fundamentalister" føres let og elegant over i en identifikation af disse "fundamentalister" og det, han kalder "en virkelighed", og som altså skal forestille et Danmarksbillede: "Det er en virkelighed, man er nødt til at forholde sig til – danskere og muslimske indvandrere – for tillader vi, at islamisk lov træder foran dansk lov, så vil det danske samfund snart blive forvandlet."

I næste træk bliver denne "en virkelighed" så lige så elegant til "virkeligheden" og dernæst så til "denne brutale virkelighed": "Brutalt måske, men sådan er virkeligheden. Og det er denne brutale virkelighed, enhver muslim må overveje, hvis han eller hun ønsker at blive en ligeværdig del af det danske samfund."

Brutal manipulation og propaganda, måske, men sådan er Sven Ove Gades virkelighed.

Tiggeri forbudt

To nye byretsdomme fastslår, at tiggere, der beder om penge på et skilt, overtræder loven lige så meget som tiggere uden skilt, og at de kan idømmes fængselsstraf for forseelsen.

Rigspolitiets statistiske afdeling oplyser til Ekstra Bladet den 10.10., at der i 1997 blev rejst 70 sigtelser og i 1998 64 sigtelser efter Straffelovens betleriparagraf – altså sigtelser mod mennesker, der tigger.

Næppe nogen tror dog, at tiggeriet standser pga. kriminaliseringen. Den 47-årige tigger Brian udtaler til Politiken den 30.10.: "Jeg tigger for at få råd til mad, bajere og en seng at sove i. Kommunen nægter mig bistandshjælp, fordi jeg ikke har en folkeregisteradresse."

Det kan han så få nu. Om ikke andet kan han nemlig tigge sig til tag over hovedet – i en fængselscelle.

Socialrådgiver fra Den Sociale Døgnvagt i København, Lisbet Graff Larsen, føler sig også tvunget af omstændighederne til at foreslå utraditionelle "løsninger" for hjemløse: "Når Himmelekspressen, Natcafeen, Røde Kors og Nødherberget alle melder alt optaget, så kan vi være nødt til at være mere kreative, end vi bryder os om at være. Der er aftener, hvor vi har været nødt til at anbefale hjemløse at tage natbussen fra Rådhuspladsen til Helsingør og tilbage, fordi det var det bedste, vi kunne finde på. Det siger sig selv, at det ikke ligefrem er ideelt, men mens de kører rundt i bussen, har de da tag over hovedet og sidder ikke og skilter med deres hjemløshed." (Berlingske Tidende, 17.11.).

"Det Knuste Spejl" – politisk ukorrekt videnskab eller videnskabelig ukorrekt politik?

Den 3. juli offentliggør kultursociolog og professor i afsætningsøkonomi på Syddansk Universitet i Odense, Dominique Bouchet resultaterne af en rapport om indvandrerbørn med integrationsvanskeligheder i Odense Kommune. Rapporten er bestilt af kommunen. En af konklusionerne er, at en lille gruppe indvandrerdrenge har problemer, hvor "det eneste rigtige vil være at behandle dem via fastholdelse".

Siden udtaler Bouchet bl.a., at "det sociale system tror, at man bare skal opføre sig blødsødent og bamset, så går det nok, for selv de barske indvandrerdrenge er jo inderst inde uskyldige børn. Men dermed lukker man øjnene for, hvor farlige nogle af dem er." (Jyllands-Posten, 18.7.).

I Weekendavisen kritiserer formanden for Socialpolitisk Forening, Rikke Posborg den 13.8. rapporten for at have metodiske problemer, bl.a. har Bouchet slet ikke talt med den såkaldte hårde kerne af indvandrerdrenge, som han konkluderer skal behandles "via fastholdelse".

I en kronik i Politiken den 23.9. karakteriseres Bouchets rapport som "videnskabelig voldtægt" og "politisk plat" af professor dr.jur. Flemming Balvig og redaktør af Social Kritik, Benny Lihme, der taler om "undersøgelsens metodiske afmagt". Balvig og Lihme skriver bl.a.: "Opmærksomheden omkring rapporten ‘Det Knuste Spejl’ har været omvendt proportional med rapportens videnskabelige fundament og lødighed." De tilføjer endvidere: "Var den skrevet som et speciale på et universitet, havde den uheldige student næppe turdet fortælle selv sin gamle tante om skriblerierne, efter at han var blevet sendt i skammekrogen af sin professor."

Til Jyllands-Posten udtaler professor Balvig samme dag: "Det er utrolig usagligt, at Dominique Bouchet har brugt kommunens egne medarbejdere til det omfattende interviewarbejde, der ligger til grund for rapporten," hvorved der næppe kan være tale om et videnskabeligt, upartisk stykke arbejde, sådan som det er blevet fremstillet.

Politiken skriver i en leder, at rapporten "videnskabeligt set er en gang makværk", mens Aktuelts chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen kalder Bouchet for en "sociolog af allerfineste karat" og skriver, at Balvig og Lihme "gemmer sig bag objektiviteten og myrder i skjul" (Aktuelt, 23.10.).

I en kronik i Ekstra Bladet den 25.10. skriver Paul Smith, der er medudgiver af rapporten, at Balvig og Lihme gør brug af "groft fordrejede referater af bogen, almindelige rævestreger samt en hel uhørt bagvaskelse af forfatteren", men essensen i kritikken, at rapporten fejlagtigt udgiver sig for at være videnskabelig, berører, endsige tilbageviser Paul Smith ikke – til gengæld replicerer han ved selv at bagvaske Balvig og Lihme som "socialstalinister".

Heller ikke Bouchet kommer videre ind på kritikken af det (manglende) videnskabelige og metodiske grundlag for hans undersøgelse, da han svarer for sig i Jyllands-Posten den 31.10. og indrømmer, men bagatelliserer de metodiske svagheder i rapporten: "Men sådan er det med al samfundsvidenskab. Havde jeg valgt en anden metode, så havde der været andre svagheder."

Dominique Bouchet og Paul Smith undlader således at svare på en kritik, der ud fra almindelige kriterier angriber rapporten for at være ubrugelig, bl.a. fordi ingen upartiskhed er tilstræbt i metodevalget. Professor Balvig optrækker det i samme avis: "Hovedanken er, at han ikke har interviewet den hårde kerne, som ifølge rapporten er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at man lige så godt kan spærre dem inde. Den konklusion mener vi ikke, at der er noget som helst belæg for i materialet. Næste problem er, at han har brugt kommunens egne medarbejdere til at foretage de kvalitative interviews, hvilket er stærkt kritisabelt, fordi de selv er en del af det system, som rapporten skal undersøge. Det er meget alvorlige metodiske problemer, og det virker chokerende, at en person med professortitel kan lave noget, der er så amatøragtigt. Hvis han blot havde samlet sine indtryk og skrevet en debatbog, så var det i orden, men det er plat at præsentere det som videnskab."

Indvandrerunge tvangsfjernes på forkert grundlag

En ny undersøgelse vurderer, at myndighederne tvangsanbringer unge med indvandrerbaggrund for hurtigt; familieproblemer overdramatiseres pga. sagsbehandlernes "statiske kulturforståelse".

Socialrådgiver Tove Holmgård Sørensen fra Center for Forskning i Socialt Arbejde har i et år fulgt arbejdet i Døgnkontakten i København, der er et krisecenter for unge, og ser en markant forskel på de unge af dansk herkomst, der tvangsanbringes uden for hjemmet, og de unge af udenlandsk herkomst, der tvangsanbringes.

Holmgård Sørensen udtaler: "Mens næsten alle de danske unge tilhører de hårdt belastede, så er der mange af de etniske unge, som fungerer i familien, klarer sig godt i skolen og passer fritidsinteresserne." (Politiken, 8.11.).

Samme avis skriver: "Ifølge Tove Holmgård Sørensen mangler de danske behandlere indsigt i fremmede kulturbaggrunde. Sagsbehandlerne giver sig ikke tid til at sætte sig ind i familiens situation. Hvis forældrene taler dårligt dansk, er en fejlagtig logik ofte, at de regner dem for ressourcesvage og kobler dem af i løsningen af konflikten."

Danmark har Vestens højeste andel af arbejdsløse indvandrere i forhold til arbejdsløse indfødte

Ifølge en ny OECD-undersøgelse er der for hver 100 arbejdsløse indfødte danskere næsten 350 arbejdsløse udlændinge i Danmark – dermed indtager Danmark en suveræn sidsteplads i den vestlige verden, når det drejer sig om at acceptere udlændinge på arbejdsmarkedet. Til sammenligning er der lige mange arbejdsløse udlændinge og indfødte i Canada, ca. 120 arbejdsløse udlændinge for hver 100 arbejdsløse indfødte i USA, og "kun" godt 200 arbejdsløse udlændinge for hver 100 arbejdsløse indfødte i Østrig.

Direktør i Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet, Torben Møller-Hansen mener, at Danmarks indvandrerstop i 1973 var en fejltagelse: "Set i bakspejlet har vi begået en strategisk brøler med beslutningen om et indvandrerstop i 1973, som kun åbner for flygtninge og familiesammenføringer. Resultatet er, at der blandt de danske indvandrere er en klar overvægt af lavt-uddannede og ufaglærte. Og hvad værre er: De har i årevis fået lov til at sejle deres egen sø." (Jyllands-Posten, 14.11.).

For første gang i dansk retshistorie udvises en "udlænding", der er født og opvokset i Danmark

Den 2. november blev for første gang i dansk retshistorie et menneske, der er født og opvokset i Danmark, dømt til udvisning. Den 23-årige Ercan Cicek blev i Østre Landsret idømt tre års fængsel for røveri og grov vold – plus udvisning til Tyrkiet efter endt strafafsoning. Cicek har kone og datter i Danmark, som efter alt at dømme vil blive nødsaget til at følge ham ud af landet efter afsoningen.

Dermed strammes retspraksis, når det drejer sig om dobbeltstraf for indvandrere uden dansk statsborgerskab, og end ikke et livslangt ophold i Danmark anses som hindring for landsforvisning.

Udvisningen var afvist af byretten, men seks dommere i landsretten udviste Cicek "for bestandigt og uden mulighed for indrejse i Danmark".

Lederen af det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum udtaler om dommen: "Udvisningen strider efter min vurdering imod artikel otte i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er den artikel, som handler om retten til at være sammen med sin nærmeste familie, og det er ikke bare ægtefællen." (Politiken, 3.11.).

Cicek har stort set hele sin familie i Danmark, som han "for bestandigt" ikke kan få lov til at besøge.

En straf oven i straffen oven i straffen. Lighed for loven?

Forslag fra de konservative: Rockerlov skal bruges mod indvandrere

Under titlen "Konsekvens, fasthed og retssikkerhed" fremlægger det Konservative Folkepartis folketingsgruppe under deres landsmøde et forslag, der vil "give politiet en udvidet adgang til at forbyde bandemedlemmer at opholde sig i flok på nærmere bestemte offentlige steder".

Retspolitisk ordfører for de konservative, Helge Adam Møller udtaler: "Man skal kende sine lus på gangen. Når nogle personer i banderne ikke er straffede, er det jo ofte, fordi man ikke har fundet noget at hænge dem op på. Politiet skal have mulighed for at skønne, om der er begrundet frygt for, at de ["indvandrerbanderne"] vil lave noget kriminelt og forbyde dem at opholde sig bestemte steder i et halvt eller helt år." (Information, 3.11.99).

Det Konservative Folkeparti vil bruge rockerloven til at kriminalisere indvandrere på mistanken. I dag er det muligt at give en person forbud mod at opholde sig et sted, hvor denne har begået kriminalitet eller overtrådt politivedtægten, men de konservative vil udvide dette, så politiet efter eget skøn kan forbyde personer at være på større områder, f.eks. banegårde eller offentlige pladser – uden at de pågældende har overtrådt loven.

Vildledende politirapport om gadebander

Rigspolitichefen udsendte i september rapporten Gadebander i Danmark 1999, der er baseret på indberetninger fra landets 54 politikredse, som hver især skulle beskrive "gadebandekriminalitetens aktuelle, præcise omfang, herunder særligt voldskriminaliteten …" (citeret i Information, 2.11.). Fristen var 14 dage.

En "gadebande" defineres således: "En gruppe af børn og/eller unge, der på gadeplan udøver kriminalitet og/eller anden uroskabende og aggressiv adfærd, og som af omgivelserne og sig selv opfattes som en gruppe."

Rigspolitichefens rapport konkluderer, at gadebandekriminaliteten i 1999 er på omtrent samme niveau som i 1997/98; at 25 politikredse har mere eller mindre alvorlige problemer med gadebander; at 7 politikredse tidligere har haft problemer, mens de resterende 22 hverken har eller har haft problemer; samt at der aktuelt er 33 gadebander i Danmark med 485 kernemedlemmer og 337 randmedlemmer og medløbere, hvor unge mænd med ikke-dansk etnisk baggrund er overrepræsenteret.

Psykolog og ekstern lektor i kriminologi Ida Koch har kritiseret rapporten stærkt for bl.a. dens upræcise gadebande-definition og ditto kriminalitetskriterium – det fremgår således ikke af rapporten, i hvilken udstrækning der er tale om dømt kriminalitet eller blot mistanke om kriminalitet i forhold til "bandemedlemmerne", ligesom det ikke fremgår, i hvilken udstrækning hele "gadebanden" har været involveret i disse forhold.

Hvornår er man f.eks. "uroskabende", spørger Ida Koch: "Kvalificerer unge, der som regel er i byen sammen med kammerater fra skolen eller sportsklubben, og ofte er råbende og småfulde, sig til at være en bande? De kan være voldsomt irriterende, og nogle kan blive ængstelige, men adfærden er ikke i sig selv kriminel og bør vel ikke kvalificere dem til at være en bande. I hvert fald er det næppe det, de fleste tænker på, når de hører politikere og andre omtale gadebandesituationen i Danmark. Her kommer vi vel oftest til at tænke på voldshærgende, højt organiserede, bevæbnede grupper, der udfører meget alvorlig kriminalitet (…) Med dette korthus som basis tælles ikke desto mindre bander, gruppemedlemmer med forskellig grad af gruppetilhørsforhold og antal af bandebelastede politikredse. Og ingen djævel ved, hvad det er, man har talt og vurderet." (Information, 2.11.).

Ida Koch gør endvidere opmærksom på, at rigspolitichefen har manipuleret med tallene. Blandt de politikredse, der registreres som havende "mindre alvorlige problemer med gadebander", er f.eks. Hobro, Holbæk, Hvidovre, Skive, Esbjerg og Frederikssund, skønt de alle meddeler, at de ikke i øjeblikket har problemer med gadebander. Problemer, som altså slet ikke længere eksisterer, er medtaget i opgørelsen over aktuelle gadebandeproblemer. Endvidere anfører hun: "Man indberetter ungdomsgrupper, om hvem man kan forestille sig, at de måske engang kan komme til at falde ind under en gadebandedefinition osv."

Ida Koch konkluderer: "Det er bekymrende, at man gennemfører en 'undersøgelse' med så korte tidsrammer, taget i betragtning af den ophidsede og tildels mytebelastede debat om gadebander, 'Chicago-lignende forhold', kriminalitet begået af 'etniske' børn og unge m.v. I et sådant klima af moralsk panik og etnofobi er der behov for grundighed og saglighed."

Grundlovens sikring af boligens ukrænkelighed undermineret af 146 "særegne undtagelser"

I Grundlovens § 72 hedder det: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke boligens ukrænkelighed dermed er fuldstændig ubrugelig som retsgaranti, eftersom ikke færre end 146 "særegne undtagelser" – love og bekendtgørelser – giver det offentlige fri adgang til privathjem i dag. Alene i 1999 har Folketinget vedtaget otte nye love, og der er udsendt 28 nye bekendtgørelser, der giver adgang til privathjem uden dommerkendelse.

Ekstra Bladet skriver den 22.11.99, at myndighederne nu kan "trænge ind for at kontrollere fredning, bistader, kæledyr, vandforsyning, el-forsyning, økologisk produktion, opbevaring af fyrværkeri, momsregnskaber, isolering, opbevaring af gamle bildæk, akvariefisk, våben og ammunition, radioanlæg, dødt vildt, naturgas, spildevand osv." Alt sammen uden dommerkendelse.

Men de 146 "særegne undtagelser" er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt. Arbejdsministeriet behandler således et forslag om, at Arbejdstilsynet med politiets hjælp, men uden dommerkendelse, uden videre skal have adgang til alle privathjem, hvor der arbejdes med PC …

Rune Engelbreth Larsen