Det er selvfølgelig ikke sådan, at man bare kan sætte lighedstegn mellem den form for menneskesmugling, der foregik af jøder under besættelsen, og den, der forekommer i dag. Men der er i begge tilfælde tale om mennesker, der befinder sig i en desperat situation og derfor ser sig nødsaget til at forlade alt for at komme i sikkerhed. I dag som dengang får de hjælp af folk, der kan være drevet af idealisme eller af udsigten til at tjene penge.

Det er naturligvis heller ikke muligt direkte at sammenligne de beløb, der er tale om, men der er intet, der tyder på, at flygtninge i dag betaler meget mere, end jøderne måtte give fiskerne for at blive sejlet til Sverige. Politiet kan i dag berette om, at det kan koste i størrelsesordenen 5.000-20.000 kr. at blive smuglet til Danmark. Den omtalte Ali måtte betale 3.000 dollars, eller godt 20.000 kr. for at komme illegalt fra Moskva til Danmark. I en anden sag hævdedes det, at det kostede 15.000 kr. at blive smuglet til England. Det er stadig af samme størrelsesorden som det beløb, fiskerne fik for at smugle en jøde til Sverige under besættelsen.

Som i tilfældet med menneskesmuglerne under besættelsen er det vel svært at blive forarget over, at de kræver penge for at løbe den risiko, de tager, og for at få dækket deres udgifter. Risikoen er måske mindre i dag, hvor der ikke er tale om en tysk besættelsesmagt,men den er der dog, især for de menneskesmuglere, der selv er udlændinge.

I modsætning til datidens jøder, er der så i dag tale om mennesker, der kommer langvejs fra. I dag er det relativt let at rejse over lange afstande, og det kan være nødvendigt at rejse langt for at finde et land, der må forekomme flygtninge at være en sikker havn, et sted, hvor de kan gøre sig håb om, at man vil tage vel imod dem. Her må især Vesteuropa umiddelbart virke tiltrækkende, fordi der er tale om ret stabile samfund, der bryster sig af en humanistisk hjælpsomhed over for undertrykte.

De danske jøder skulle ikke rejse så langt, og de var så heldige at blive modtaget med velvilje i Sverige. I dag føler mange asylansøgere derimod ved ankomsten til Danmark, at de er rejst fra ét fængsel i håbet om at finde frihed og hjælp, og i stedet blot er kommet til et nyt.

Mennesker, der har vovet alt for at undfly nød og undertrykkelse, i nogle tilfælde ligefrem fængsel, vold og tortur, underkastes forhør, nedværdigende undersøgelser og varetægtsfængsles måske, inden de får lov til at opholde sig på et center under psykisk stærkt belastende forhold. Nogle flygtninge tvinges endda til at rejse langt for at møde op til kontrol på en politistation eller til at leve på madkasseordninger, der kun har ét formål: At straffe de personer, hvis samarbejdsvilje de relevante myndigheder kritiserer.

Således modtager Danmark mennesker, der i desperation ofte har solgt alt, lånt penge, måttet efterlade familie og kære og er søgt til et land som Danmark i håb om, at man i det mindste hér måtte have forståelse for, at et menneske ikke kan tåle de politiske eller menneskelige forhold, det er flygtet fra. Ude af stand til at finde anden vej væk fra forfølgelse og elendighed har de måske måttet ty til de nok så omtalte kyniske menneskesmuglere og har måske måttet udstå de kummerligste forhold for at nå hertil.

For hvad? Det danske politis nidkære kamp for at få fat i disse smuglere? De danske myndigheders mistænksomhed, for er de nu også "rigtige" flygtninge?

Dengang statsministeren købte en stemme fra Færøerne for halvanden milliard kroner for at bevare sit spinkle parlamentariske flertal, ville det have moret mig at gå op på hans kontor og sige, at jeg havde et helt andet krav for at garantere hans statsministerpost.

Jeg ville sige, at hvis ikke han lavede flygtningeloven om til flygtningenes fordel, ville jeg uafhængig af partidisciplinen stemme for det førstgivne mistillidsvotum og vælte regeringen! Så kunne han selv vurdere, hvor vigtig min stemme var i sammenligning med et folketingsmedlem fra Færøerne, der som tungen på vægtskålen måtte købes for halvanden milliard kroner.

Selvfølgelig er menneskets samvittighed hævet over loven.

Aldrig at bryde loven er langt farligere end altid at overholde den, for så nærmer vi os diktaturet, hvor loven er hellig, og alle parerer ordrer.

Informativt er det imidlertid at bemærke, at den "illegalitet", som Krarup og hans ligesindede flirter med, for længst er blevet barsk virkelighed for et stigende antal afviste asylsøgere, som må gå under jorden for at undgå udvisning til en uvis skæbne (ifølge TV2-Nyhederne, 22.6.97, er hovedparten af de ca. 1.500 mennesker, som lever under jorden i Danmark, flygtninge, som ikke kan få asyl pga. stramningerne i asylpolitikken).

En modstandsbevægelse har vi skam også allerede; den sidder imidlertid ikke lunt bag skrivebordet på præstegårde og fantaserer om fædrelandskærlig dåd, og varsler ej heller "voldsomme og dramatiske begivenheder", lige så lidt som den opfordrer til hverken våbenbrug eller sabotage, men kun til medmenneskelighed i det yderst konkrete og risikable arbejde med organiseringen af illegale opholdssteder til disse forfulgte mennesker, hvis "forbrydelse" i realiteten alene er deres etniske herkomst. En enkelt gang har nogle behjertede mennesker fra bl.a. Rebel sågar også forsøgt at fjerne nogle meter pigtrådshegn omkring Sandholmlejren for at gøre opmærksom på den horrible tilværelse for de internerede asylsøgere; tilværelser, som psykolog Jørn Nielsen i Politiken, 23.8.96, beskriver som præget af "usikkerhed, resignation, mistro, depression og afmagt" i en ventetid på op til otte år, hvor hele familier bor i et rum på 14-16 kvm. Men denne drastiske aktion skete i fuld dagslys og med hele pressens vidende, og kan dermed naturligvis ikke måle sig med den heroiske og "rigtige" illegale indsats fra højrefløjen …

Så længe der er et behov for at blive smuglet over en grænse eller for at opholde sig illegalt i et land, må det fra et humanistisk synspunkt være befriende og betryggende, at der er mennesker, for hvem det til trods for alle personlige risici er mere uimodståeligt og rigtigt at følge sin trang til at hjælpe medmennesker i nød, end det er at bøje sig for frygten for myndigheder, lov og ret.

Ligesom under besættelsen.

Eksperter, der har markeret sig i de trykte medier eller på Internet med stærke argumenter imod NATOs luftbombardement og kritik af krigens iscenesættelse i Vesten, f.eks. lektor Paul Villaume fra Institut for Historie ved Københavns Universitet, Henning Mørk fra Slavisk Institut ved Aarhus Universitet eller freds- og konfliktforsker Jan Øberg, bliver aldrig interviewet. Balkaneksperten, lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet og seniorforsker Bjørn Møller fra Center for Freds- og Konfliktforskning, der begge har tilsluttet sig en skarp international protest blandt intellektuelle og akademikere imod NATOs luftbombardement og krigsiscenesættelse, bliver godt nok interviewet en gang hver i henholdsvis TV2 og DR, men Karsten Fledelius bliver alene udspurgt om Milosevics propaganda, og Bjørn Møller får blot lov at forklare, hvorfor civile ofre er uundgåelige - ingen af dem interviewes om deres modstand mod NATOs politiske og militære dagsorden. Man risikerer således ikke, at hverken Fledelius eller Møller udtrykker synspunkter i reel kontrast til NATO, eftersom emnerne for deres deltagelse i nyhedsudsendelserne ligger i sikker afstand fra hele den overordnede problematik om rimeligheden af NATOs luftbombardement.

De eksperter, som i nærværende 62 nyhedsudsendelser derimod udvælges til at analysere de reelle problemstillinger vedrørende krigen som sådan, er således ikke bare næsten alle stærke fortalere for NATOs luftkrig, men også for en udvidelse af krigen med landtropper.

Det gælder selvfølgelig 100%, når der er tale om »militæreksperter«.

Da den øverstkommanderende general for FN-styrken i Bosnien, 1994, Michael Rose kritiserer NATOs strategi og lægger op til, at man bør indsætte landtropper, er TV2 klar med et interview. Da den øverstkommanderende general for FN-styrken i Bosnien, 1993, Satish Nambiar kritiserer NATOs luftbombardement for at være af samme moralske karakter som serbiske troppers handlinger i Kosovo, rykker intet TV-hold ud.

Som det er fremgået, er eksemplet i den grad symptomatisk.

Den 23. april udtaler præsident Clinton i Nyhederne: »Mr. Milosevic knows only one way to achieve his aim: through force.«

Han bliver ikke modsagt. Hverken DR eller TV2 finder på at spørge Clinton eller nogen anden NATO-repræsentant, om NATO reelt anvender noget andet middel til at nå sit mål end magt.

»Wir führen keinen Krieg,« udtaler Tysklands kansler, Gerhard Schröder den 25. april i TV-Avisen.

Han bliver ikke modsagt, ikke stillet spørgsmål.

Ingen Krig har altså kortsluttet et land, ødelagt vandforsyningen og elimineret radio og TV.

Ingen Krig har forvandlet boligblokke og landsbyer til murbrokker, broer og veje til kratere og olieraffinaderier og industrifabrikker til stålskeletter.

Ingen Krig har forkullet og kvæstet civile, terroriseret og forbitret et folk, så det ikke kan andet end klamre sig til den nationalistiske fane, som de har oplevet nitten nationers vedholdende og massive overmagt imod.

Med kolossale civile omkostninger og uden at redde et eneste menneskeliv har Ingen Krig lagt et land i ruiner.

Den selvsamme dag, som kansler Schröder benægter at føre krig, udtaler hans danske kollega, statsminister Poul Nyrup Rasmussen i TV-Avisen: »NATO bliver en politibetjent for menneskelighed, værdighed og humanisme …«

Han bliver ikke modsagt, ikke stillet spørgsmål.

Består »menneskeligheden« i nøje kalkulerede skinforhandlinger med det klare formål for øje at indlede bombetogter? Består »værdigheden« i, at verdens største og stærkeste militærmaskine knuser en civilbefolknings levevilkår? Består »humanismen« i planerne om indsættelsen af en NATO-besættelsesmagt hævet over loven?

Statsministeren bliver ikke spurgt. NATO kan trygt levere sine nye variationer over temaet i George Orwells 1984: »War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength.«

Så længe der har været mennesker, er mennesker også kommet uoverens, og hvor uoverensstemmelser har været genstand for stridigheder, har stridigheder også været genstand for vold.

Ligesom kærlighed har ført til forelskelse og forelskelse til elskov, har strid ført til drab og drab til krig. Der er næppe heller grund til henholdsvis at frygte og at håbe, at disse årtusindgamle erfaringer skulle ophøre i det nye årtusind.

Men ligesom kærlighed er krig mange ting.

Engang har krigen været så tilbagestående, at alene truende fagter og sarkastiske tilråb udgjorde det blodløse slag, og selv hvor slagmarken gjaldede af våbengny og flød af blod, var våbnene så simple, at ingen kunne gøre sig håb om at dræbe mere end en enkelt modstander ad gangen, og aldrig uden betydelige risici for eget liv og helbred.

Så primitive var kulturerne, og så uudviklet var krigen, at næppe noget menneske, der havde betrådt slagmarken, i sidste ende undslap den knugende bevidsthed om at have stået over for en modstander, der var et menneske som han selv.

I vor tid er krigen som så meget andet derimod et ganske anderledes, civiliseret foretagende.

Våben og krigsførelse er automatiseret i en sådan grad, at en militæralliance kan udslette byer og folk ved en simpel indtastning af koordinater og reelt uden selv at risikere andet end at knække en negl.

For den mægtigste krigsherre, der har kapitalen, krydsermissilerne og klyngebomberne på sin side, lanceres krigen slet ikke som en krig længere, men som en klinisk og næsten æstetisk studie i digitaliseret information, en kampagne mod ondskab og en operation mod sygdom. Man slår en streg og lægger et snit, flytter lidt på musen eller rykker diskret i joysticket, og det syge land får sig et ordentlig skud medicin. Så skal det nok blive godt igen.

Så avanceret er krigspropagandaen blevet, at den næsten fuldstændige kontrol over nyheder og informationer overflødiggør enhver kontrol over den presse, der føjeligt iscenesætter propagandaen, som var den udtryk for uafhængig analyse og objektiv reportage. Så selvsikker i sin bizarre begrebsdevaluering, at selv det voldsomste luftbombardement ikke klassificeres som en militær, men ligefrem en humanitær operation - og så overbevisende i al sin grænseløse absurditet, at propagandaen end ikke længere lader sig karikere og derved effektivt promoverer den behændige fejlslutning, at den næppe heller lader sig falsificere.

Faklen er mere optaget af at kritisere NATO end Milosevic. Ikke fordi Milosevic ikke bør kritiseres, men fordi 99% af pressen og politikerne kritiserer Milosevic og kun 1% NATO, skønt begge parter ud fra enhver nøgtern betragtning har omtrent lige store civile katastrofer i Jugoslavien og lige megen propaganda på samvittigheden.

Næppe nogen i Danmark eller Norge kan være uenige i at tage afstand fra den kynisme og brutalitet, med hvilken serbere har anvendt politistatsmetoder mod kosovoalbanere op igennem 90erne, og med hvilken de er tyet til regulær etnisk udrensning i foråret 1999. Op igennem 70erne og 80erne var det imidlertid serbere, der i hundredtusindvis blev drevet på flugt fra Kosovo, og efter NATOs indrykning i provinsen er det igen serbere - og nu også sigøjnere - der udrenses. Konflikten er alt andet end sort/hvid, men når NATO og kosovoalbanerne konsekvent fremstilles som de hvide og serberne som de sorte, er det nødvendigt at rette op på fordelingen i vægtskålene.

Kendetegnende er det endvidere, at journalerne ikke overvejer den betydning, som f.eks. en forælders sygdom eller ringe økonomiske forhold har for børnenes opvækst. Bevillinger til børn registreres, men det ses i relation til regeloverholdelse og ikke i relation til familiens fattigdom og dennes eventuelle konsekvens for børnene.

Det er også sjældent, at de forskellige former for misbrug sættes i relation til konkrete konsekvenser for børnene, selv om selve registreringen af misbrug fylder meget i journalerne. I flere journaler bemærkes det, at "hjemmet er misrøgtet, beskidt, utilstrækkeligt møbleret, rodet m.v.", men heller ikke her funderes over, hvorvidt dette egentlig har relevans eller betydning for børnenes trivsel.

"Journalernes tavshed om børns sociale forhold er absolut. Det er så klart et træk, at journalerne ikke reflekterer over sociale forholds betydning for børns opvækst, at man må undre sig over grundene til det." (Ibid., s. 178). I et interview understreger Egelund, at der er tale om decideret lovbrud i forvaltningernes praksis på dette område: "Forvaltningerne finder det ikke nødvendigt at undersøge, hvad børnene selv mener om familiens problemer. I stedet fokuserer man mest på de voksnes adfærd. Det er lovbrud, når forvaltningerne kun sjældent taler med de børn, som det drejer sig om." (Politiken, 22.2.98).

Der er en klar tendens til en særlig kønsdifferentieret registrering i journalerne, eftersom mødres og døtres seksuelle forhold ofte ekspliciteres negativt, mens fædres og sønners knap bemærkes. Flere piger beskrives i utvetydige moralske vendinger som "promiskuøse", en mor kaldes direkte for "bukseløs". Også udseende og beklædning påkalder sig en vis opmærksomhed, og om mindre børn kan det f.eks. hedde, at de "har beskidt tøj og uklippet hår", "ligner et fastelavnsris", er "sølle og usoigneret".

Hvorvidt disse betragtninger overhovedet har relevans for børnenes trivsel, nævnes ikke, og heller ikke i denne forbindelse er det børnenes generelle vilkår eller dagligdag, der er afgørende, men derimod den pågældende sagsbehandlers moral.

Eventuel fysisk mishandling er således langtfra den mest fremtrædende observation af børn, som journalerne registrerer, og hvor det er tilfældet, beror det tilsyneladende på tilfældigheder, om dette fører til indgreb eller ej over for familien.

Kulturelle forskelle registreres som et særligt problem i sig selv: "Det giver problemer for børnene, at mor holder fast i sin oprindelseskultur"; "Faderen bør opbløde sit normmønster og orientere sig mod det danske samfund"; "Børnene bringes i en vanskelig position, fordi de opdrages i arabiske roller". Egelund bemærker generelt herom: "Man kan konstatere, at der i journalerne udtrykkes en formodning om, at opretholdelse af kulturel egenart kan være skadelig for børn. Udsagnene tilkendegiver dog efter min opfattelse mere forvaltningens opfattelse af, hvilken karakter børns integration eller assimilation bør have, end de sandsynliggør problemer hos børnene." (Ibid., s. 184).

Til gengæld bagatelliseres f.eks. noget så drastisk som børns selvmordstrusler eller -forsøg, hvorom journalerne bruger udtryk som "hun har snittet sig lidt", eller "hun vil påkalde sig opmærksomhed".

(…)

Man kan spørge, om der i sagsbehandlingen overhovedet tages hensyn til forskelle i menneskesyn, moral og normer - eller som Tine Bryld: "Hvornår begynder vi - politikere, forældre og socialsektoren - at tage fat på det grundlæggende: Et godt liv er forskelligt liv, og hvordan sikrer vi de svageste i vores samfund, at de er en del af fællesskabet?" (Politiken, 16.4.98).

Næsten alle tvangsanbragte børn kommer fra socialt belastede familier, (jf. Eva Caspersen: Tvangsfjernelse af børn, 1988, s. 54), og selv om det er hyppigt dokumenteret, at der er en klar sammenhæng mellem nød og omfanget af børnemishandling, overvejes det sjældent eller aldrig, hvilken rolle f.eks. dårlige økonomiske vilkår spiller for kriserne i familierne: "De generelt dårlige udgangsbetingelser, mange af disse børn har i forhold til jævnaldrende, er ikke genstand for journalernes analyse." (Tine Egelund: Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 201).

En døgninstitutionsplads eller en plejeanbringelse koster let flere hundredtusinde kroner årligt, store beløb, som måske med større held kunne benyttes til at forbedre socialt belastede familiers vilkår direkte, understreger socialrådgiver Hanne Reintoft: "Tænk, hvad man kunne gøre med 300.000 kr., hvis man brugte dem til at hjælpe familien, inden det går galt." (Det Fri Aktuelt, 27.12.91).

Det er den humanisme, der sætter mennesket i centrum, og fra hvilket centrum derfor både Gud og Kapital uundgåeligt må vige. Mennesket bliver ikke bare formelt, men reelt det, hvorom alting drejer, og hvoraf alting afhænger.

Men eftersom mennesket ikke er ét menneske, men ethvert menneske, og eftersom ikke to mennesker er ens, kan mennesket ikke være i centrum, medmindre centrum udgøres af menneskets individuelle forskellighed.

Hvor menneskets individuelle forskellighed dermed bliver humanismens udgangspunkt, bliver medmenneskelig tolerance således uundgåeligt dens følge.

På det grundlag må en genuin humanisme på ny spire. Ikke som et monument over nye absolutter, men som et gravmæle over gamle. Ikke som en leveregel, men som en længsel, og ikke som trosartikler, men som tilbøjeligheder.

Ikke som et program, men som en prolog.

Når mennesket genopdager medmennesket i fortidens fremmede kulturer, genkender det også lettere medmennesket i samtidens fremmede ansigter.