Nedenstående artikel indgår i bearbejdet og opdateret form i bogen Det nye højre i Danmark (Tiderne Skifter, 2001) som kapitel 3. Hele bogen er i dag tilgængelig online, og den bearbejdede version af nærværende artikel kan læses her: Kapitel 3: Dansk Forum.

Hvis udviklingen ikke vender, vil vi i en ganske nær fremtid opleve kritiske samfundsdebattører blive idømt minimum hæftestraf for at sige: »Danmark for danskerne«. Til den tid er der kun én ting at sige: »Rigtige danskere har dom for racisme!«…

Sådan skildrer Dansk Forums formand, chefideolog og ledende drivkraft, Martin Kasler i et tidligt nummer af medlemsbladet Runestenen det fremtidsscenario, som foreningen ønsker at bekæmpe.

Dansk Forums tidsskrifter, Atterdag (tidl. Runestenen) og Aletheia hører til den intellektuelle del af den yderste højrefløj. Skønt ikke så etableret som den Danske Forenings medlemsblad, Danskeren, og ikke af samme dybde som den yderste højrefløjs ideologiske/religiøse flagskib, Tidehverv, danner Atterdag og Aletheia til gengæld grundlaget for Dansk Forums universitetsungdom, der udadtil har formået at tegne den udenomsparlamentariske højrefløj i slutningen af 1990erne i langt højere grad end Danskeren.

Forordet til Dansk Forums program indledes med ordene: »Danmark er danskernes ejendom. Nogen er ved at stjæle det fra os. Det er dybt krænkende at få frataget, hvad der retmæssigt tilhører en. Vi tillader normalt ikke, at fremmede mennesker tager vore ejendele fra os. Så går vi til politiet og domstolene og kræver at få vor ejendom tilbage. Men hvor skal man gå hen, hvis de, som laver lovene, stjæler? Ja, når de oven i købet laver lovene, så det er tilladt for dem at stjæle: Hvad gør man så? Hvor anker man hen? Hvem appellerer man til? Til folket!«

Hvordan Dansk Forums »appel« til folket konkret tager sig ud i foreningens egne publikationer, på Internet og i den offentlige debat, og hvori såvel den ideologiske som den historiske baggrund herfor består, skal vi i det følgende belyse i nærmere detaljer.

Fra Dansk Ungdom til Dansk Forum

Før Dansk Forum så dagens lys, var den manglende ungdomsaktivitet - bortset fra i det nazistiske miljø - et generelt iøjnefaldende træk ved den yderste højrefløj. Den Danske Forening var tidligt meget bevidst herom, eftersom den skæve aldersfordeling afspejlede sig i foreningens aktiviteter såvel som i medlemsskarens sammensætning, men først i midten af 90erne begyndte der så småt at ske noget.

I Dansk Forums medlemsblad hedder det om den begyndende organisering af ungdommen, der ledte frem til dannelsen af Dansk Ungdom, forløberen for Dansk Forum: »Kimen til Dansk Ungdom blev måske i virkeligheden lagt ved Den Danske Forenings (DDF) grundlovsmøde i 1994. På det tidspunkt var den danske højrescene stadig domineret af DDF. Men siden sin grundlæggelse havde DDF haft et alvorligt generationsproblem: Den kunne ikke bide sig fast hos ungdommen. I 1993 oprettede man ganske vist Selvstændig Dansk Ungdom, men tilgangen var minimal, og initiativet led hurtigt en stille død. Nogenlunde samtidig kunne man i DDF opleve, hvordan DNSB (Dansk National Socialistisk Bevægelse) under den nye leder, Jonni Hansen, fik en relativ stor tilgang af nye, unge medlemmer, hvervet hovedsageligt fra den i Danmark nyetablerede skinheadscene. Men mange skinheads ønskede at bevare det nye miljø som en selvstændig subkultur, centreret om musikken og en glødende patriotisme. I 1994 oprettedes derfor Dansk National Front (DNF), åben for alle, der havde ’musik- og tøjsmag og modstand mod indvandring til fælles’, som en talsmand udtalte. I praksis betød det, at DNF bestod af unge fra såvel DDF, DNSB som uorganiserede.« (Runestenen, nr. 1/1998).

Dansk National Front havde sporadisk kontakt til den Danske Forening, men nogen egentlig ungdomsforening havde den Danske Forening stadig væk ikke, hvorfor man arrangerede et særligt kursus i nærheden af Korsør, der skulle tiltrække unge fra højrefløjen. Kurset, der var annonceret i den Danske Forenings medlemsblad, Danskeren, blev imidlertid infiltreret af en journalist fra Ekstra Bladet, der kunne berette om flere unges antisemitiske og quasinazistiske tilbøjeligheder. Den Danske Forenings kontaktperson for Nordsjælland, Henrik Søndergaard udtalte sågar: »Vi ved, at tyrkerne yngler som rotter. Men det må vi ikke sige. Vi bliver nødt til at sige: De har en højere fertilitetskvotient.« (Ekstra Bladet, 16.5.95).

Blandt oplægsholderne til kurset var den senere pressechef for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, styrelsesmedlem i den Danske Forening, Poul Vinther Jensen, Kaj Willadsen fra partiet Holger Danske og grundlæggeren af Fremskridtspartiet og Trivselspartiet, Mogens Glistrup - sidstnævnte bedyrede ifølge samme avis: »Jeg er for udlicitering af muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene.« (En udtalelse, som han skulle gentage næsten ord til andet små fem år senere, da han efter otte års ufrivilligt eksil fra Fremskridtspartiet vendte tilbage som menigt medlem til partiets landsmøde i september 1999 for at begynde den kamp, der i januar 2000 atter skulle gøre ham til partiets leder).

Ikke mindst pga. Ekstra Bladets artikler om kurset i Korsør og nogle skinheads’ skandaløse opførsel, blev det dog heller ikke dengang til noget med en ungdomsafdeling i den Danske Forening.

Men i sommeren 1995 deltog Martin Kasler for første gang i den Danske Forenings årlige sommerstævne og blev en af initiativtagerne til et mere gennemtænkt forsøg på at etablere en ungdomsbevægelse på den yderste højrefløj. Den Danske Forenings styrelse gav Kasler hvervet at samle og organisere unge i Dansk Ungdom, der blev stiftet den 11. november 1995 med Claus Berthelsen som formand og Martin Kasler som næstformand. Dansk Ungdom bestod ved dannelsen af et beskedent antal på 16 medlemmer, der siden steg til omtrent et halvt hundrede unge.

Foreningen nåede imidlertid aldrig for alvor at markere sig politisk, før den blev mere berygtet end berømt i en lidt bredere offentlighed. Det skete, da Roskilde Dagblad den 7.2.96 kunne afsløre, at seks unge mænd i militærtøj var blevet stoppet i en bil med nynazistisk propagandamateriale, hætter, baseballkøller, stykker af jernrør, knojern og tåregasspray i bagagerummet - flere af dem viste sig siden at være medlemmer af Dansk Ungdom, og bilens chauffør, Simon Sevelsted sad i foreningens styrelse.

I Dansk Ungdoms interne blad blev medlemmerne advaret imod at intimidere foreningen på denne vis, og ud over den uheldige biltur blev det fremhævet negativt, at andre medlemmer var blevet taget af politiet for at hænge mærkater op på Christiansborgs hovedindgang. Derpå tilføjedes det: »Endnu tidligere end disse to sager blev to andre medlemmer optændt af ’hellig ild’ og skræmte livet af en neger. De er nu sigtet for trusler på livet!! Alt i alt: Tænk jer om.« (Nyhedsbrevet, 2. årg., nr. 1).

Efterspillet oven på historien i Roskilde Dagblad blev imidlertid begyndelsen til enden på al »hellig ild«, i hvert fald i Dansk Ungdom. Ikke mindst på baggrund af en vis pressedækning fra Ekstra Bladets side, der bl.a. borede i detaljerne i den famøse køretur til Roskilde, miskrediteredes foreningen snart uopretteligt.

Sagen blev den indirekte anledning til splittelse i Dansk Ungdom, der havde stigende problemer med en yderligtgående fraktion. På et ekstraordinært landsmøde den 3. august 1996 nedlagde to tredjedele af Dansk Ungdoms styrelse simpelt hen foreningen og dannede ved samme lejlighed Dansk Forum - nazistisk orienterede medlemmer var ifølge foreningens egne oplysninger fra da af helt ude. Nye medlemmer var imidlertid samtidig kommet til, så Dansk Forum allerede ved stiftelsen kunne mønstre 70 medlemmer.

Dansk Forum ønskede at etablere sig som en forening henvendt til alle aldersgrupper og frigjort fra tilknytningen til den Danske Forening, hvis manglende opbakning også havde skuffet de unge. Dansk Ungdoms formand, Claus Berthelsen blev styrelsesmedlem i Dansk Forum, mens tidligere næstformand, Martin Kasler blev den nye forenings formand - og den post har Kasler beklædt lige siden.

»Vi er dét netværk, hvor danske brødre og søstre atter mødes«

Ligesom det er tilfældet i Tidehvervsbevægelsen, den Danske Forening og Dansk Folkeparti, er danskhedens kristne grundlag af afgørende betydning for Dansk Forum, hvis hjemmeside prydes af Jellingstenens kristusafbildning. Profileringen af kristendommen er imidlertid langt mindre udtalt i Dansk Forums tidsskrifter; bortset fra Mads Kierkegaard Ottos hyldestartikel om Søren Krarup i Runestenen nr. 6/1998 findes kun en lejlighedsvis og rent formel konstatering af kristendommens placering i Danmark, som f.eks. i lederen i Runestenen nr. 1/1996: »Harald Blåtand indførte også kristendommen i Danmark, hvilket må siges at være af afgørende betydning for vor kultur i dag.«

Dansk Forum er med deres egne ord en »dansk-national bevægelse«, der ser sig selv i opposition til et nedbrudt Danmark, hvor indvandrerne og venstrefløjens »indvandrervenner« i fællesskab driver noget nær et terrorregime, som forsøger at kvæle den folkelige modstand imod den politiske udvikling på området.

Kasler beskriver dette samtidsbillede i forordet til Dansk Forums program: »Det store erhvervsliv, de ledende politikere og de veletablerede kunstnere og akademikere - ikke bare støtter - men arbejder aktivt for opløsningen af Danmark som kulturnation, velfærdsstat og nationalstat (…) Men det store flertal af den almindelige danske befolkning ønsker ikke et multietnisk samfund! Denne folkelige modstand har aldrig fået lov at komme til orde. Helt op på ministerielt plan bliver der den dag i dag planlagt og udført en skræmmende effektiv indoktrinering af de unge generationer. De ældre generationer forfølges gennem nådesløse kampagner i medierne, hvis de ikke rammes på stilling og karriere. På gaderne hersker venstreekstremismens brutale hætteklædte bøller i tæt parløb med de muslimske gadebander. Den danske befolkning overvåges fra særlige overvågningscentre, som lader en syndflod af racismebeskyldninger og -anmeldelser hagle ned over enhver kritisk røst. Sådan er vilkårene i dagens indvandrerramte Danmark. Det kan du vælge at finde dig i, eller … Du kan lade vær’. DANSK FORUM er tilbuddet til dig, som har taget den rigtige beslutning for Danmark, dig og dine. Vi udgør kimen til dét fristed, hvor du atter kan tale og tænke klart og fordomsfrit. Vi er dét netværk, hvor danske brødre og søstre atter mødes. Vi er dét fællesskab, hvor du atter kan ranke ryggen og løfte hovedet højt!«

Det er ifølge programmet foreningens opfattelse, at den taler på vegne af »en historisk arveret til Danmark«, at »vi danskere er de direkte efterkommere til de allerførste indvandrere til det kolde nord - nemlig det stenalderfolk, der fulgte isens tilbagetrækning mod nord for ca. 12.000 år siden«. Den danske nationalstat er fællesnævneren, og den har ifølge Dansk Forum en enestående, tusindårig, homogen historie bag sig.

»Arveretten« er imidlertid truet af nationalstatens nedbrydning til fordel for »et amerikaniseret, multikulturelt samfund, hvor etniske grupper egoistisk rager til sig af statens begrænsede midler«. Den undertrykkelse af danskheden og det danske folk, der her finder sted, foregår bl.a. i en mistænkeliggørelse af nationalisme og selvbestemmelsesret: »… folkeslagenes selvbestemmelsesret - nationalismens inderste sjæl - kalder man ’fremmedhad’, og krænkelsen over at få frataget sit fædreland kalder man ’racisme’.«

Foreningen er nationalistisk, men ikke chauvinistisk, understreges det i programmet, der ligeledes bemærker, at man ikke ønsker at udtale sig hverken negativt eller positivt om andre kulturer, blot anerkender man ikke andre kulturers lige ret inden for Danmarks grænser, hvor »dansk kultur« skal gælde.

Dansk Forum modsætter sig ikke indvandring pr. princip, men modsætter sig omfanget af den nuværende indvandring. De indvandrere, der skal være i Danmark, skal imidlertid ikke mødes af en lovgivning, der er baseret på integration, men en »lovgivning baseret på assimilation af de fremmede«, hvor statsborgerskab kun kan opnås som belønning efter tilstrækkelig fordanskning: »Egnet til dansk statsborgerskab kan den være, der efter mindst 10 års dadelfrit, selvforsørgende ophold i Danmark, bedømmes af et enigt udvalg til at være dansk i sprog, skrift, klædning, navn, vaner og skikke.«

Den nuværende indvandrersituation skal bringes til ophør, og »som udgangspunkt må indvandrere fra lande uden for den europæiske kulturkreds repatrieres«.

Leni Riefenstahl »blev aldrig tilgivet for den geniale ’Triumf des Willes’, men hun vil altid leve«

Dansk Forum nedsatte ved stiftelsen »et udvalg for efterretning«. Formålet var hovedsageligt at kortlægge »de autonome«, men arbejdsopgaverne har siden forgrenet sig, og de indsamlede efterretninger om »venstreekstremismen« i Danmark er løbende blevet offentliggjort og opdateret på foreningens hjemmeside (dog næppe siden 1998). Her forklarer Dansk Forum: »Vi valgte - måske meget naturligt vore få ressourcer taget i betragtning - at bruge Internettet. I samme proces begyndte vi at tale om et navneskifte, da ’efterretning’ havde vist sig at have en utilsigtet militær klang, som venstrefløjen propagandamæssigt har vredet, sikkert ikke den sidste dråbe ud af. Det blev vedtaget, at det nye initiativ ikke skulle arbejde som et udvalg under bestyrelsen, men som en selvstændig gruppe i Dansk Forum - Dansk Forums Faktagruppe.«

Faktagruppen belyser »venstreekstremismen« over for offentligheden og pressen som »dét, den virkelig er: Et anti-demokratisk, voldsudøvende og voldsforherligende samfundsonde«. I søgelyset er en lang række venstreorienterede grupper og antiracistiske bevægelser samt miljø- og kvindegrupper. Dansk Forum erkender, at den ikke kan være en »uvildig iagttager«, men mener dog at kunne »bevare både klarhed og objektivitet i behandlingen af fakta«.

På hjemmesiden findes således oplysninger om ca. 100 venstrefløjsgrupper (»ekstremistgrupper«), lige fra f.eks. Anti-Fascistisk Aktion, Blekingegadebanden og Danmarks Kommunistiske Parti over Demos, Flygtninge Under Jorden og Humanistisk Netværk til Jyder Mod Overflødige Motorveje, Rebel og Vagina Dentata.

Desuden findes under kategorien »Vejviseren« adressefortegnelser over et lignende antal partier, bevægelser, bogcafeer, medborgerhuse, forlag, musikbutikker og foreninger, der ifølge Faktagruppen har direkte eller indirekte tilknytning til venstrefløjen, herunder det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Zionist Forbund, Enhedslisten, IND-sam, Natur og Ungdom, Rockuglen, TV-Stop, Tyrkisk Dansk Solidaritets Forening og den Økologiske Café.

Hvad formålet med denne landsdækkende adresseservice skulle være, fremgår intetsteds.

Dansk Forums service omfatter også kommenterede anbefalinger af andre hjemmesider på Internet, der må formodes at være af særlig interesse for den yderste højrefløj; bl.a. anbefales forskellige hjemmesider om Churchill, Franco, Grundtvig, Kipling og Wagner, ligesom der er links til udenlandske højrefløjspartier som det franske Front National, det australske One Nation og det belgiske Vlaams Blok. Foreningen kan naturligvis ikke tages til indtægt for synspunkter udtrykt på andre hjemmesider, men anbefalingerne og kommentarerne står for Dansk Forums egen regning.

F.eks. anbefales varmt D.W. Griffiths film, The Birth of a Nation (1915), der filmhistorisk da også betragtes som et klart mesterværk i både æstetisk og teknisk henseende, men ikke desto mindre er lige så berygtet for sit racistiske indhold og sin utilslørede glorificering af Ku Klux Klan. Filmen var en medvirkende inspirationskilde til gendannelsen af Ku Klux Klan i USA i 1916, der kulminerede med et medlemsantal på intet mindre end 4 millioner i 1920erne, et halvt århundrede efter at den første og oprindelige klan-organisation officielt var blevet opløst.

Også filmen Kolberg (1945), der er instrueret af Veit Harlan, anbefales af Dansk Forum. Harlan arbejdede tæt sammen med den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels, og Goebbels havde da også personligt mere end én afgørende finger med i denne film, der handler om den preussiske fæstning Kolberg, som i 1807 modstod Napoleons tropper under to måneders belejring. Kolberg er det direkte resultat af en opgave, som Goebbels havde stillet instruktøren i 1943 om en historisk propagandafilm, der skulle give tyskerne hjemme såvel som ved fronten fornyet tro på det mirakel, der skulle til for at besejre en overtallig fjende.

En henvisning til online-salg af den tyske skuespillerinde og filminstruktør Leni Riefenstahls film er ligeledes blandt Dansk Forums anbefalinger, og et link til en anden hjemmeside ledsages af følgende hyldest til Riefenstahl: »Hun blev aldrig tilgivet for den geniale ’Triumf des Willes’, men hun vil altid leve.«

Leni Riefenstahl blev udnævnt af Hitler som chefinstruktør for nazistpartiets filmproduktion; bl.a. instruerede og producerede hun propagandafilmen Triumph des Willens (ikke »Triumf des Willes«) om den årlige nationalsocialistiske partikongres i Nürnberg i september 1934. Der har aldrig været sået tvivl om hendes films høje kunstneriske niveau, og efter fremkomsten vandt Triumph des Willens stor international anerkendelse. Men denne og andre propagandafilms ekstreme, messianske glorificering af Hitler og nazismen har ligget som en uundgåelig slagskygge over hende lige siden anden verdenskrig.

Æstetik og politik er to vidt forskellige ting, og der er naturligvis intet hverken »afslørende« eller »intimiderende« i at værdsætte et kunstnerisk udtryk uafhængigt af dets politiske, ideologiske eller religiøse anliggende. Men når uuddybede, varme anbefalinger af f.eks. stærkt nationalistiske, racistiske og nazistiske film uden videre forklaring blandes med andre, mindre iøjnefaldende anbefalinger og præsenteres på en hjemmeside fra den yderste højrefløj, får man i det mindste ikke indtryk af, at Dansk Forum ligefrem har anstrengt sig for at undgå flertydigheden - måske de endog har tilstræbt den.

»Der er da en affinitet til nazismen, som hele højrefløjen må bekende sig til«

I Dansk Forums Studentergruppes tidsskrift beklager Kasler de manglende visioner på den yderste højrefløj og forklarer det bl.a. med henvisning til nazismens skræmmebillede: »Både herhjemme og i udlandet er højrefløjen med rette blevet bebrejdet, at den kun kan udøve samtidskritik og ellers er blottet for visionære bud på fremtiden. Som franskmanden Alain de Benoist har vist, synes den traditionelle nationalstats’isme ikke længere at være en farbar vej frem mod en bedre verden. Man kunne tro, at denne bedrøvelige indsigt fuldstændig har lamslået de højreintellektuelle, men forklaringen på den fraværende vision skal findes i et andet forhold: Nazismens barbariske forræderi mod idealet om det organiske folkefællesskab burde have tvunget højreintellektuelle til fuldstændig at revurdere og nytænke dette ideal - især den chauvinistiske variants biologistiske grundlag - men skæbner som Ezra Pound, Knut Hamsun og Robert Brasillach, og afnazificeringens repressalier mod bl.a. Carl Schmitt, Martin Heidegger og Ernst Jünger skræmte højrefløjen væk fra dette intellektuelle grundlagsarbejde for i koldkrigsårene at søge hi i en hæderværdig, men idéfattig antikommunisme, der slet ikke kunne konkurrere med nymarxismens akademiske gennembrud i 60erne.« (Aletheia nr. 1/1998).

Næppe nogen ikke-nazistisk bevægelse på den yderste højrefløj har med samme ligefremhed og åbenhed som Dansk Forum erkendt højrefløjens ideologiske slægtskab med nazismen.

Eller som Kasler formulerer det i et interview: »Der er da en affinitet til nazismen, som hele højrefløjen må bekende sig til. Uden at bekende sig til den affinitet, kan du nemlig ikke gøre op med nazismen. Du er nødt til at finde patologierne i din egen tænkning.« (Politiken, 22.8.99).

I denne i grunden redelige erkendelse af den yderste højrefløjs ideologiske slægtskab med nazismen ligger lige så lidt en tilslutning til som et forsvar for nazismen, men en understregning af nazismen som en slags lig i lasten, som det af samme grund er både politisk og ideologisk afgørende for højrefløjen at erkende og forholde sig til. Det er imidlertid en redelighed, som ind imellem, og hver gang med urette, er blevet brugt til at identificere foreningens ideologi med nazismens.

I Politiken, hvorfra det pågældende citat stammer, udlægges Kaslers erkendelse af nazismens ideologiske tilhørsforhold på højrefløjen som en manglende afstandtagen, og avisen skriver som indledning til Kaslers uddybning af problematikken: »Her tilføjer Martin Kasler, at han ikke tager fuldstændig afstand fra nazisme.«

I en pressemeddelelse fra Dansk Forum den 24.8.99 kritiseres Politikens journalistiske behandling af udtalelserne i det pågældende interview, og Kasler skriver: »Jeg har ikke på nogen måde ’tilføjet’, at jeg ’IKKE tager fuldstændig afstand fra nazisme’. Som det fremgår selv i det trykte interviews stærkt forkortede udgave, forklarede jeg, at man som højreorienteret idémæssigt ikke KAN ’lægge afstand’ til nazisme, for da afskærer vi os muligheden for kritisk at revidere f.eks. nationalismens mulige patologiske - fascistiske - elementer.«

Man kan selvfølgelig diskutere klarheden i formuleringen og betydningen af (ikke at kunne) »lægge afstand til«, men det korte af det lange er, at Dansk Forum på netop denne baggrund ingenlunde kan karakteriseres som nazistisk, lige så lidt som en socialistisk bevægelse, der f.eks. erkender og reviderer socialistiske, historiske elementer af stalinistisk karakter, af den grund bliver stalinistisk.

Kasler udtaler endvidere: »Jeg har læst hovedværkerne i nazismen, og jeg kan se, hvor galt de er på den. Hvis du implementerer nazisme i det virkelige samfund, får du et forskruet samfund. Ligesom med kommunisme - altså totalitarisme.« (Politiken, 22.8.99).

I samme avis vedkender Kasler sig til gengæld en del mere end et formelt slægtskab med f.eks. det franske parti Front National: »Le Pen er en rå politiker. Men Front National er bare mere end Le Pen, og vi er så heldige at have haft studenter dernede og besøge den anden fløj af partiet. Det spændende ved Frankrig er, at de har en meget lang tradition for en ordentlig intellektuel højrefløj.«

I Dansk Forums medlemsblad karakteriseres Front National bl.a. på denne måde: »FN [Front National] vil hjemsende millioner af indvandrere, hvoraf de illegale og de kriminelle skal længst frem i køen (…) FN ønsker en folkeafstemning, for partiet ved, at franskmændene er trætte af, at ’fremmede spiser først af fransk suppe og spytter så i den’ (…) FN er stærk modstander af fri abort, som de ser som en familiefjendtlig lov. Le Pen er blevet rost af paven for denne kamp, der er partiets næststørste mærkesag (…) Det har været muligt for Front National at gennemføre store dele af sin politik - f.eks. stoppe for udbetaling af socialhjælp til udlændinge - i de kommuner, hvor partiet har flertal.« (Runestenen nr. 2/1997).

Artiklen afsluttes med ordene: »Mange danske politikere kunne utvivlsomt lære noget af Jean Marie Le Pens højrepopulistiske Front National!«

Dansk Forums begejstring for Front National er åbenlys - ligesom Kaslers begejstring for sydstatsgeneralen Nathan Bedford Forrest, den første Grand Wizard of the Ku Klux Klan, er slet skjult i en portrætartikel i medlemsbladet.

Kasler skriver her, at »hævngerrige negere« efter Sydens nederlag i den amerikanske borgerkrig troede, at »den blå unionsuniform gav dem ret til hvad som helst«, og at de med Washingtons accept oversvømmede Syden og nødvendiggjorde en illegal modstandskamp: »Undertrykkelsen af sydens stolte mænd og kvinder blev så brutal, at der næsten måtte opstå en undergrundshær til forsvar for sydstaternes retsløse borgere. I april 1867 samledes en kreds af tidligere sydstatssoldater i Nashville og stiftede Ku Klux Klan. Blandt stifterne var John Morton, Forrests tidligere artillerichef. Morton blev valgt til Grand Cyklop of the Nashville Den. I denne egenskab gik han til Forrest og tilbød ham positionen som Grand Wizard of the Ku Klux Klan, klanens øverste post. Men selv Forrests enorme autoritet kunne ikke forhindre klanens virksomhed i at degenerere til den rene terror mod selv nok så fredelige negere, og i 1869 opløste han formelt Ku Klux Klan.« (Runestenen nr. 4/1997).

Massakren i Fort Pillow den 12. april 1864, hvor over 300 sorte unionssoldater, kvinder og børn alle blev dræbt, efter at de havde overgivet sig til Forrests tropper, bagatelliseres fuldstændig af Kasler: »Dette fort blev forsvaret af negersoldater, og da unionens stillinger blev løbet over ende af Forrests mænd, blev over 200 af disse negere dræbt, øjensynligt efter at de havde overgivet sig. Det sagde propagandaen i nord i hvert fald, hvortil Forrest svarede: ’It is hoped that these facts will demonstrate to the Northern people that Negro soldiers cannot cope with Southerners’. Nathan Bedford Forrest gav ikke ved dørene.«

Det er tilsyneladende, hvad der er at sige om den massakre: »Nathan Bedford Forrest gav ikke ved dørene.«

»Når man har vores holdninger, skal man holde sin sti ren og agere med en vis følsomhed«

Ingen forening kan naturligvis stilles til ansvar for, hvad medlemmer gør og siger privat, men et par episoder, der eksemplificerer, hvorledes Dansk Forum reagerede på medlemmers adfærd, kan måske tjene til illustration af foreningens udvikling.

Daværende medlem af Dansk Forum, Mads Kierkegaard Otto blev i 1998 afsløret i omfattende svindel på Internet, idet han under falsk identitet forsøgte at nedgøre politiske modstandere i flere forskellige diskussionsfora og Usenet-grupper. Mads Kierkegaard Otto er en af de flittigste nationalistiske debattører på Internet og skribent i Atterdag.

I november 1998 begyndte han under dæknavnet »Abdullah« at udsende en række kommentarer af stærkt fundamentalistisk og rabiat karakter fra en Hotmail-adresse (enhver kan oprette en Hotmail-adresse i et falsk navn og bruge dette som afsender i sine e-mails). »Abdullah« skrev et elendigt dansk og udtrykte et generelt had til danskere i almindelighed og højrefløjen i særdeleshed.

Nogle eksempler:

»Udansk Lorteparti har taget navn efter gammel nassistparti. Alene bruget af ord som folk og dansk er racistisk (…) Koranen er Allahs ord. Dem som ikke kan forstå dedde er nogle svin.« (Svar til Kim Frandsen på dk.politik.indvandring, 29.11.98).

»Du er i sanhet en racister. Hvis nogen skal udvises jeg skal udvise dig og Udansk Folkeparti. I skulle skytes hele bundtet. Toleranse går fram for alt.« (Svar til Kurt A. Møller på dk.politik.indvandring, 29.11.98).

Han fabrikerede sågar et svar i »Abdullahs« navn til sig selv: »Ned med de selvsentrerede og næsebeskuende dansker - ind med islam.« (Svar til Mads Kierkegaard Otto på dk.politik.indvandring, 28.11.98).

Mistanken om svindel med det formål at kompromittere muslimer i Danmark bredte sig hurtigt. En person med snilde for den slags afslørede, at indlæggene i Abdullahs navn var afsendt fra Mads Kierkegaard Ottos computer, hvilket han også senere måtte indrømme.

Et halvt år senere, i foråret 1999 begyndte der at dukke hadefulde indlæg op imod bl.a. Mads Kierkegaard Otto fra en anonym, der underskrev sig »Antifascisten«. Denne person fordømte Mads Kierkegaard Ottos hjemmeside: »Faldt netop over en hjemmeside, som er lavet af to sygopatiske fascister. Den hedder Thyras Vold, kunne man forstille sig noget mer tåbeligt??« Personen bag »Antifascisten« beskrev hjemmesiden som »en åndssvag fascistisk hjemmeside« om »Odin, Kong Skjold og nazisme«; tilsvarende blev Pia Kjærsgaard og Martin Kasler stemplet som »åndsvage rasister«. De hysteriske udfald fik imidlertid flere til atter at mistænke Mads Kierkegaard Otto for selv at stå bag, og endnu engang blev det afsløret, at indlæg fra »Antifascisten« var afsendt fra nøjagtig den samme computer som indlæg fra Mads Kierkegaard Otto.

Dansk Forum tog imidlertid ikke afstand fra hans fremgangsmåde, da den blev afsløret, men han meldte sig dog snart selv ud af foreningen.

I en gennemgang af sagen med titlen »Dr. Otto og Mr. Abdullah« konkluderer Simon Kongshøj fra Enhedslistens hovedbestyrelse på sin hjemmeside: »Det kan naturligvis ikke udelukkes, at MKO [Mads Kierkegaard Otto] bor i kollektiv med en fundamentalistisk muslim og en antifascist fra Rebel - men det er i hvert fald samme computer, de sendte fra.«

Et andet, mere fremtrædende medlem af Dansk Forum, Arne Christiansen, daværende talsmand for Dansk Forum-Århus, har ved flere lejligheder været i klammeri med venstrefløjsaktivister; den 27. november 1999 bevidnede en medarbejder fra Faklen og et andet vidne uafhængigt af hinanden, at han smed en cykel ind ad vinduet til Enhedslistens lokaler i Studsgade i Århus og derpå forsvandt sammen med to kammerater.

En patruljevogn ankom til stedet, og under eftersøgningen af de tre personer fik politiet en melding om, at en indvandrer var ved at blive overfaldet på Clemens Bro. Patruljevognen nåede frem i tide til at anholde tre danskere, heriblandt Arne Christiansen. Indvandreren ville imidlertid ikke anlægge sag, men eftersom to vidner har identificeret Arne Christiansen som den, der knuste ruden i Enhedslistens lokaler, har politiet anklaget ham for hærværk.

Dansk Forum reagerede her resolut og udsendte den 29.11.99 en pressemeddelelse med titlen: »Arne Christiansen ude af Dansk Forum«. Heri hedder det bl.a.: »Som følge af den gentagne uro omkring Arne Christiansens person, er han med øjeblikkelig virkning frataget hvervet som talsmand for Dansk Forum-Århus. I samråd med Dansk Forums formand har ledende medlemmer af Dansk Forum-Århus videre fundet, at den tilbagevendende uro omkring Arne Christiansens person gør ham uværdig som medlem af lokalforeningen. Arne Christiansen er således de facto ikke længere medlem af foreningen Dansk Forum.«

Dansk Forums formand udtalte endvidere: »Når man har vores holdninger, skal man holde sin sti ren og agere med en vis følsomhed. Man skal ikke rende rundt og lave forvoksede drengestreger. Vores talsmand har ikke udvist den fornødne modenhed, og derfor har vi taget vores beslutning.« (JP-Århus, 30.11.99).

Arne Christiansen erklærer sig uskyldig, men det har tilsyneladende ikke haft indflydelse på Dansk Forums eksklusion, selv om sagen ved redaktionens slutning (den 6. marts 2000) endnu ikke er kommet for retten.

Dansk Forums ytringsfrihed stækkes

Dansk Forums Studentergruppe (DFS) bliver stiftet den 25. september 1998 med Anders Fog Sørensen som formand. Samme år stiller DFS op til Københavns Universitets konsistorium og fakultetsrådene for Samfundsvidenskab og Humaniora med Anette Ladefoged og Thomas Lønbæk som kandidater. Formand Anders Fog Sørensen udtaler ved den lejlighed: »Vi er de første nationale højreorienterede, der stiller op til et universitetsvalg i Danmark.« (Information, 23.11.98).

Forenede Studenterråd proklamerer straks en total udelukkelse af DFS til møder under valgkampen til de styrende organer på universitetet. Formanden for Forenede Studenterråd udtaler: »Vi vil tie dem ihjel. Vi vil ikke stille op til debat med dem eller noget som helst.« (Information, 23.11.98). Det er selvfølgelig udtryk for en repressiv tolerance, som godt nok ikke formelt er i strid med nogen ytringsfrihed, men i sidste ende alligevel røber Forenede Studenterråds mistillid til egne argumenter, siden de end ikke tør stille op til en almindelig offentlig debat med nationalisterne.

DFS’ formål er bl.a. at »modarbejde etableringen af det multietniske samfund« og at »bevare de danske universiteter og øvrige højere læreanstalter som danske institutioner«. Dette udmønter sig dog ikke i noget videre omfattende program, som det også kan ses i beskrivelsen af DFS’ »vision« i valgoplægget fra 1998: »National præference i ansættelse såvel som optag på uddannelsesinstitutionerne er vor vision til at fastholde universiteterne som danske. Vi vil derfor gøre en indsats for, at det danske sprog fortsætter sin udvikling som videnssprog.«

Ved konsistorievalget i 1998 får DFS kun 74 stemmer, hvilket svarer til 0,7% af de afgivne stemmer. Dansk Forum betragter dog det pauvre resultat som en succes.

DFS producerer og distribuerer universitetstidsskriftet Aletheia (græsk: »sandhed«). Det vil sige, det gør de ikke længere på det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet Amager (KUA), hvor al distribution blev forbudt i maj 1999.

Baggrunden er, at uddelingen af Aletheia måneden forinden blev forsøgt korporligt forhindret af venstreorienterede aktivister, hvorfor universitetsledelsen forbød al fremtidig uddeling af tidsskriftet for at undgå yderligere ballade.

I en leder beskriver Aletheias redaktør, Anette Ladefoged forløbet således: » … et dusin hætteklædte og køllebevæbnede repræsentanter fra Danmarks skændsel, de såkaldt autonome, stormede ind på KUA og frarøvede DFS’ repræsentanter Aletheia. Meget kan der siges om venstrefløjens parlamentarisme, som ved denne lejlighed udmundede i, at 5 autonome overfaldt den tilkaldte formand for Dansk Forum, Martin Kasler og sendte ham på skadestuen. Venstrefløjens voldsmetoder kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse.« (Aletheia nr. 3).

Berlingske Tidende skriver i en leder om sagen den 14.5.99: »Først overfalder man dem, og så giver universitetet de overfaldne mundkurv på for at undgå mere ballade. Det er nøjagtigt så forkasteligt, som det lyder.« Det er ifølge samme avis første gang nogen sinde, at der er udstedt forbud imod uddeling af et blad på Københavns Universitet.

Snart bliver forbudet på KUA udvidet til at gælde uddeling og salg af alle tidsskrifter (undtaget er kun publikationer fra velgørende institutioner og studenterpolitisk materiale fra organisationer, der i forvejen er valgt ind i universitetets styrende organer), hvilket selvfølgelig ikke er mindre grotesk og i praksis fuldstændig uforeneligt med enhver meningsfuld definition på ytringsfrihed.

Anette Ladefoged røber imidlertid, at dette generelle forbud ikke forekommer hende nær så alarmerende som det faktum, at lige netop hendes egen organisation er ramt af det: »Det udelukker således diverse kommercielle medier som Information og Berlingske Tidende i at anvende skranken, ligesom Faklen heller ikke længere må propagandere - og det kan så være så som så med dét.« (Aletheia nr. 3).

Et ikke mindre direkte angreb på ytringsfriheden var det, da Johan Holst Nielsen fra Radikal Ungdom både i januar og februar 2000 fik lukket Dansk Forums åbne debatforum på deres hjemmeside, tilsyneladende ved at anmelde den for racisme til foreningens amerikanske internetudbyder. I tusindvis af debatindlæg fra både tilhængere og modstandere af Dansk Forum blev derved grundløst slettet, og selv om Dansk Forum ind imellem udøver en absurd censur på deres debatforum, er denne fremgangsmåde over for foreningen naturligvis ikke bare betænkelig, men udtryk for en intolerance, der heller ikke lader sig forsvare.

Hvorom alting er - generelt har Dansk Forum lidt under en del ufine angreb, og i studenterpolitisk henseende er KUA tilmed gået så langt som til at give Forenede Studenterråd absolut monopol på ytringsfriheden, når det drejer sig om uddelingen af politisk materiale.

At det tilsyneladende hverken har gavnet eller skadet Dansk Forums i forvejen beskedne opbakning, er så noget andet. Til konsistorievalget på Københavns Universitet i 1999 går DFS en smule frem og får denne gang 88 ud af de 8.859 afgivne stemmer: 1%. I en kommentar til valgresultatet fra DFS hedder det: »En fremgang i andelen af stemmer på ca. 43%, og i antal 14 stemmer. Det er et fornuftigt resultat, som vi er overordentlig tilfredse med i DFS.«

Entusiasmen fejler ikke noget.

Og det er et karakteristisk træk. I første nummer af Dansk Forums Studentergruppes tidsskrift Aletheia optræder Martin Kasler, Dansk Forums formand, som »gæsteskribent« i en tilstræbt heroisk stil, som man vist skal til Søren Krarup for at finde den direkte inspiration til - hos Kasler bliver den glorværdige selviscenesættelse dog en kende ufrivilligt morsom, når han overstrømmende takker sine private venner i DFS: »Det var med stor glæde og stolthed, jeg sagde ja til invitationen til at blive gæsteskribent i dette allerførste nummer af Aletheia, det ny blad fra Dansk Forums Studentergruppe (DFS).«

Derpå følger selvforståelsen som politisk forfulgte - som man dog må medgive, at overfaldet i forbindelse med uddelingen af Aletheia såvel som tidligere forsøg fra venstrefløjsaktivister på at forhindre gennemførelsen af et foredragsarrangement i det mindste har medvirket til at forære Kasler ganske gratis: »Fra forreste parket har jeg fulgt udviklingen af DFS fra den første kim blev lagt tilbage i slutningen af 1996, da Anette Ladefoged modigt trodsede de venstrefascistiske studenter på Institut for Statskundskab med en af hende arrangeret foredragsrække.«

Kaslers forbillede er her Krarups tidligere så velkendte måde at kanonisere den Danske Forening på (om end han i dag holder sig til Dansk Folkeparti), som den f.eks. kommer til udtryk i en kronik i 1990: »Jeg er kun et enkelt menigt medlem, men har haft lejlighed til at betragte og beundre det mod og den uanfægtelighed, hvormed foreningens ledere har ladet sig overhælde med skidtspande, materielt og verbalt.« (Ekstra Bladet, 5.4.90). Andetsteds skriver Krarup om den Danske Forening: »Skulle jeg være højtidelig, vil jeg sige, at de er nutidens sande helte.« (Tidehverv nr. 5, 1989).

Formanden for Dansk Forum afslutter sin hyldest til Dansk Forums egen underorganisation, om ikke med nøjagtig samme ordvalg så dog i nøjagtig samme stil: »Lad mig til slut rette en personlig tak til hvert enkelt medlem i DFS for jeres mod og engagement. I har min uforbeholdne agtelse og respekt.«

Dansk Forum og den Danske Forening består med andre ord af ualmindelig brave og modige folk, ikke mindst hvis de selv skal sige det. Og det skal de tilsyneladende.

»Danmark betaler fremmede mennesker for at sidde og drikke kaffe i butikscentrene!«

Selv om Dansk Forum hører til i den intellektuelle ende af den yderste højrefløj, holder de sig i lighed med den Danske Forening ikke altid for gode til at stimulere den allermest useriøse del af debatten.

Eksempelvis skriver et medlem, der karakteriserer sig selv som »en pæn pige«, under pseudonymet Espoir (fransk: håb) følgende betragtninger om »at være dansk pige i sit eget land« i den multikulturelle skygge: »Det er vores kultur, at når det er sommer, har vi bare ben og arme, og det er der åbenbart en vis kategori af mennesker, der ikke kan styre at kigge på, og jeg kan få kvalme ved tanken om, når de ligger på stranden og glor på os, som om vi er en flok dyr. Det er blevet farligt at gå ud alene - såvel om dagen som om aftenen - og der er visse områder i København, hvor en pæn pige med sit liv kært ikke sætter sine ben. Frygten for et overfald ligger altid og lurer i tankerne (…) Jeg ville ønske, at der var nogle flere piger, der ville melde ud om, hvordan de oplever dette rædselsfulde multikulturelle Danmark. Men desværre tror mange piger, at hvis man siger, at man er træt af indvandrerne, så er man racist - og det er en pæn pige ikke!« (Runestenen nr. 6/1997).

At disse betragtninger indlysende nok intet som helst fortæller om nogen reel »trussel« fra »dette rædselsfulde multikulturelle Danmark«, men utrolig meget om »en pæn piges« småneurotiske paranoia, turde dog være åbenlyst også for redaktionen bag Runestenen, om saglighed havde været det tilstræbte kriterium.

Det samme gælder den helt særlige matematik angående den påståede ækvivalens mellem arbejdsløsheden og antallet af udlændinge i Danmark. I Dansk Forums program hedder det herom: »Der er ca. 300.000 arbejdsløse, og der er ca. 300.000 udlændinge i Danmark. Ud fra tallene alene, kan det konstateres, at vi i Danmark i det store og hele har en kunstig arbejdsløshed: Enhver statistik viser, at arbejdsløsheden er størst blandt indvandrere. Danmark betaler fremmede mennesker for at sidde og drikke kaffe i butikscentrene!«

Regnestykket er pinligt åbenlys manipulation, som foreningen trods alt burde holde sig for seriøs til.

Antallet af indvandrere er selvfølgelig ikke identisk med en tilført arbejdsløshed, eftersom f.eks. 300.000 udlændinge - om så deres arbejdsløshed var 100% - også skaber i titusindvis af nye jobs, ikke bare i sektorer inden for integration, men i samtlige af arbejdsmarkedets sektorer, da 300.000 mennesker selvfølgelig har brug for huse, indbo, klæder, forplejning, uddannelse, service osv., hvilket skaber ekstra arbejdspladser.

Det er imidlertid et af højrefløjens foretrukne trumfkort at trække »indvandrerudgifternes størrelsesorden« op af propagandahatten. Ufortalt forbliver det derved altid, at en hundredekroneseddel fra det offentlige dog ingenlunde er det samme som en hundredekroneseddel ned i et sort hul, men at den derimod er led i en cirkulation, hvor en stor del kommer tilbage i statskassen i form af umiddelbare skatter og afgifter, men også indirekte i form af det arbejde, der er forbundet med købte ydelser og produkter, og dertil hørende skatter og afgifter.

Dermed blot være sagt, at regnestykket er umådelig kompliceret, og at selv om 300.000 mennesker forsvandt i den blå luft i morgendagens Danmark, ville det næppe have nogen dramatisk effekt på arbejdsløshedsstatistikken overhovedet. At der så i øvrigt er flere eksempler på økonomer, der finder det nødvendigt at åbne grænserne for en langt større indvandring for på længere sigt at opretholde samfundsøkonomien, tillægger højrefløjen ingen betydning.

Men ærindet har da heller intet med økonomi at gøre; blot kan tal og statistikker så let bruges og misbruges i en snæver vending til at understøtte den egentlige pointe, der naturligvis handler om at forhindre et kommende eller nedbryde ansatsen til et eksisterende multietnisk samfund.

Kulturelt set er Dansk Forum »anti-relativister«, skriver Martin Kasler og Anette Ladefoged i et indlæg i Universitetsavisen nr. 10/1997, hvilket vel også er uomgængeligt for en nationalromantisk forherligelse af fædrelandet som en i bund og grund absolut størrelse. En størrelse, som den politiske udvikling kan forholde sig mere eller mindre overensstemmende til, og som det derfor i et nationalistisk perspektiv er imperativt at fastholde i en så statisk, historisk homogenitet som overhovedet muligt.

Her er Dansk Forum ikke bare identisk med Dansk Folkeparti, men afviger i virkeligheden heller ikke synderligt fra det Konservative Folkeparti og Venstre, og når foreningens formand udtaler sig om de umiddelbare politiske mål på baggrund heraf, ville han sågar kunne placeres langt inde i Socialdemokratiets rækker: »Vi ønsker at stramme reglerne for dansk statsborgerskab og at afskaffe modersmålsundervisningen for indvandrere. Vi ønsker også at bevare dansk kultur i danske institutioner for at styrke den danske identitet.« (Politiken, 22.8.99).

At en forening med disse meget almindelige politiske højrefløjsstandpunkter, alligevel rager uklar med sine politiske medsammensvorne i Dansk Folkeparti, kan måske synes noget overraskende, men som vi skal se, skal forklaringen også snarere findes i Dansk Folkeparti end i Dansk Forum.

»Blandt de besøgende på Dansk Forums hjemmeside er også pressechefen i Dansk Folkeparti, Søren Espersen«

Skønt Dansk Forum i modsætning til f.eks. den Danske Forening erkender højrefløjens »affinitet til nazismen«, og til trods for at Kasler karakteriserer oprettelsen af Ku Klux Klan som et »forsvar for sydstaternes retsløse borgere«, er Dansk Forums konkrete politik og agitation faktisk iøjnefaldende mindre »ekstremistisk« end den Danske Forenings. Indvandrerbutikker omtales således ikke som »ukrudtsbutikker«, og der kræves ingen forbrugerboykot heraf, man truer i modsætning til den Danske Forening ikke med en »kampfond« så lidt som med et minutiøst udarbejdet »retsopgør« med »landsforræderne«, der støtter indvandringen.

Den Danske Forenings megen tale om illegal »modstandskamp« imod indvandringen findes i det mindste heller ikke ekspliciteret i Dansk Forums skrifter, faktisk tager formanden for Dansk Forum direkte afstand fra denne strategi: »… den Danske Forening tager udgangspunkt i at tale om ’modstandskamp’, og det har jeg fra starten ikke kunnet goutere.« (Politiken, 22.8.99).

Måske ikke underligt, at det kom som et chok for Dansk Forum, da 19 medlemmer af Dansk Folkeparti, heraf flere fra Dansk Forum, blev ekskluderet i august 1999 pga. deres »højreekstreme holdninger« - medlemmer af den Danske Forening blev nemlig tilsyneladende ikke ekskluderet under denne manøvre. At baggrunden herfor alene var partiets taktiske hensyn, er åbenlyst, når man kigger nærmere på forløbet.

Forholdet mellem Dansk Folkeparti og Dansk Forum havde nemlig hidtil været ganske uproblematisk, ja, gensidigt tilfredsstillende. Information oplyste i november 1998, at Dansk Folkepartis pressechef og folketingskandidat, Søren Espersen var »blandt de besøgende på Dansk Forums hjemmeside«.

Et lille års tid før eksklusionerne udtalte Søren Espersen ved den lejlighed om forbindelsen mellem Dansk Folkeparti og Dansk Forum: »Der er ingen forbindelse, men vi kender da flere af dem, der er med. Anette Ladefoged er en utrolig charmerende og sød pige. Det lyder meget spændende, at de er kommet med dér ved universitetsvalget. Vi har den faste praksis at holde os fra formaliseret samarbejde med andre grupper, men vi snakker da med dem.« (Information 23.11.98).

Dansk Forum omtalte Dansk Folkeparti i særdeles positive vendinger, og bragte endog et interview med den daværende formand for Dansk Folkepartis Ungdom, Carl Christian Ebbesen i Runestenen nr. 1/1997, hvor partiet får følgende bemærkning med på vejen af samme Anette Ladefoged, som Dansk Folkepartis pressechef roser ovenfor: »Runestenen glæder sig over dette nye skud på stammen i dansk politik og håber, at de i vid udstrækning får mulighed for at præge dansk udlændingepolitik. Dansk Folkeparti giver et sundt indtryk af soberhed og oprigtighed, som forhåbentligt vil komme dem til gavn i den kommende valgkamp.«

Ifølge Dansk Forum var Carl Christian Ebbesen med til Dansk Forums julefrokost i 1996 i Århus, ved hvilken lejlighed han ønskede at hverve 50 medlemmer til Dansk Folkepartis Ungdom for at nå et medlemstal over 400, der automatisk udløser et årligt tilskud på 350.000 kr. fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Et tilstrækkeligt antal medlemmer fra Dansk Forum gav dengang Ebbesen tilsagn om den nødvendige håndsrækning.

Helt indtil eksklusionerne i august 1999 kunne man på hjemmesiden for Dansk Folkepartis Ungdom i Århus Amt da også finde et link til vennerne i Dansk Forum.

Men forholdet mellem partiet og foreningen gik videre end det, da Dansk Forum i fællesskab med Dansk Folkepartis Ungdom den 17. maj 1999 arrangerede et vælgermøde i Studenterhuset i København med Dansk Folkepartis topkandidat til EU-valget, Mogens Camre. Mødet blev dog aflyst (ifølge Ekstra Bladet pga. frygt for at de autonome ville troppe op), men Dansk Forum bidrog også ved andre lejligheder med praktisk hjælp til Mogens Camres valgkamp.

Til trods for samarbejde og gensidig forståelse var syv af de nitten medlemmer af Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom, som blev ekskluderet den 17. august 1999, fra Dansk Forum.

Blandt de ekskluderede var Dansk Forums formand, Martin Kasler, Aletheias redaktør Anette Ladefoged og Dansk Forums Studentergruppes formand Anders Fog Sørensen. Mads Kierkegaard Otto røg med i svinget, nu partiet alligevel havde riven fremme - måske for ikke at risikere at kompromittere Dansk Folkeparti, som det havde været tilfældet for Dansk Forum pga. hans svindel på Internet, dengang han huserede under pseudonymet »Abdullah«.

I eksklusionsbrevet hed det, at de 19 »ikke havde arbejdet til gavn for partiet«. Den hyppigste forklaring til pressen var, at partiet for nylig var blevet gjort opmærksom på Dansk Forums højreekstremistiske holdninger, som de kom til udtryk på foreningens hjemmeside, og at man ønskede at lægge klart afstand hertil.

Peter Skaarup udtalte f.eks.: »Vi er først for nylig gjort opmærksomme på, at der var tale om højreekstremister, der blandt andet støtter Jean Marie Le Pen i Frankrig og Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet.« (Jyllands-Posten, 18.8.99).

Som vi skal se i det følgende afsnit, er alt dette ikke alene lige så usandsynligt, som det lyder, det modsiges endvidere af udtalelser fra Dansk Folkepartis egne topfigurer fra Espersen og Skaarup til Ebbesen og Camre.

»Deres budskab er jo så tæt, man kan komme på støtte til nazister«

Peter Skaarups udtalelse i Jyllands-Posten om, at han ikke havde haft noget som helst kendskab til Dansk Forums holdning til f.eks. Pinochet før kort tid inden eksklusionerne, kommer han selv til at modsige fire dage senere, da han bekræfter, at han og Kasler mødtes i januar 1999, hvor de bl.a. drøftede forholdet til Pinochet: »Vi havde fået nogle advarsler, så vi ville gerne se, hvad Martin Kasler var for én. Jeg spurgte blandt andet, hvad han mente om Pinochet, og han fik fremstillet tingene, så det ikke alarmerede mig.« (Politiken, 22.8.99).

Ifølge Kasler blev han og andre fra Dansk Forum endog opfordret til at opstille som kandidater for Dansk Folkeparti ved kommunal- og folketingsvalg, og han selv opnåede at blive suppleant for Dansk Folkeparti-København, mens Anette Ladefoged blev næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom-København og Louise Holm tilmed kandidat til Europaparlamentet for partiet (hun fik over 4.000 personlige stemmer, næstflest efter Mogens Camre).

Dansk Folkeparti er kendt for deres ualmindelig grundige medlems- og endnu grundigere kandidatcheck - er det realistisk, at de ikke skulle have haft et ganske nøje kendskab til mennesker med disse, ikke helt ubetydelige poster i partiet?

Mogens Camres optræden under hele sagen er endnu mere inkonsistent end Skaarups. Han afslutter en kommentar til eksklusionerne med følgende konstatering: »Eksklusionen af 19 medlemmer af Dansk Folkeparti understreger, at vi tager afstand fra højreekstreme holdninger, som ikke hører hjemme i Danmark.« (Berlingske Tidende, 22.8.99).

Det samme Dansk Forum, som han havde samarbejdet med, og som havde støttet ham under hans EU-valgkamp, repræsenterer altså nu pludselig holdninger, »som ikke hører hjemme i Danmark«.

Camres førstesuppleant til Europaparlamentet, Louise Holm, der havde været medlem af Dansk Forum siden august 1997, meldte sig efter en snak med Camre om sin politiske fremtid ud af Dansk Forum i kølvandet på eksklusionerne af nogle af sine tidligere venner. Camre udtalte i den sammenhæng: »Jeg kan ikke tro, at hun virkelig deler de holdninger, som Dansk Forum repræsenterer.« (Ekstra Bladet, 21.8.99). En halv spalte tidligere sagde han imidlertid i samme avis om samme Dansk Forum: »Jeg aner ikke, hvem de er.«

Camre »aner ikke«, hvem Dansk Forum er, men han kan alligevel »ikke tro«, at Louise Holm, som har været medlem af foreningen i over to år, »deler de holdninger, som Dansk Forum repræsenterer« …?

Tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom, nuværende hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, Carl Christian Ebbesen havde ikke lettere ved at finde rundt i hukommelsen end Camre: »Jeg har først nu læst dyberegående på Dansk Forums internetsider. Før hørte jeg bare ham [Martin Kasler] i debatter, og det, at folk siger, de vil bevare den danske kulturarv, det er da helt fint.« (Information, 25.8.99).

Selvsamme Ebbesen blev imidlertid som formand for Dansk Folkepartis Ungdom interviewet i Dansk Forums medlemsblad, Runestenen nr. 1 helt tilbage i 1997, et medlemsblad, der ikke afviger fra de holdninger, der udtrykkes på foreningens hjemmeside - men over to år senere kender Ebbesen pludselig kun Dansk Forums holdninger fra Martin Kaslers deltagelse »i debatter«.

Det er altså stadig væk samme Dansk Forum, om hvem Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen i november sagde til Information, at »vi snakker da med dem«, hvor samme Espersen uproblematisk blev præsenteret som »blandt de besøgende på Dansk Forums hjemmeside«, og hvor samme Espersen om en af de nu ekskluderede fra samme Dansk Forum, Anette Ladefoged, udtalte, at hun »er en utrolig charmerende og sød pige«.

Faktisk foregik det allerførste møde mellem Dansk Folkepartis top og Dansk Forum allerede i 1997, hvor Peter Skaarup og partiets daværende gruppeformand, Poul Nødgaard, mødtes med Anette Ladefoged og Louise Holm fra Dansk Forum for at høre mere om foreningen - hvilket også Skaarup må bekræfte over for Berlingske Tidende den 19.8.99.

Toppen i Dansk Folkeparti har altså i omtrent to år haft kendskab til samme Dansk Forum, hvis »højreekstremisme« Skaarup ifølge sin egen udtalelse i august 1999 »først for nylig« var blevet gjort opmærksom på - og nu anser han nærmest Dansk Forum for at være en nazistisk forening: »Deres budskab er jo så tæt, man kan komme på støtte til nazister.« (Politiken, 22.8.99).

Seks medlemmer fra Dansk Forum har siden stævnet bl.a. Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Carl Christian Ebbesen med krav om fængsling og erstatning på »samlet ikke under en kvart million kroner«. I en pressemeddelelse fra den 30.9.99 skriver Kasler om Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdoms omtale af Dansk Forum efter eksklusionerne: »Toneangivende skikkelser fra de to organisationer var dengang ude med særdeles grove beskyldninger mod de 19 enkeltmedlemmer for bl.a. ’Kupforsøg, nazistiske tilbøjeligheder og opfordring til gadekampe’. Disse beskyldninger er trods gentagne opfordringer aldrig blevet trukket tilbage. I samme sag blev der fremsat grove beskyldninger mod foreningen Dansk Forum for bl.a. ’at benægte jødeudryddelserne’.«

Sagen har ved redaktionens afslutning endnu ikke været for retten.

Den Danske Forening, hvis konkrete synspunkter i indvandrerdebatten ud fra enhver betragtning er af mere ekstremistisk karakter, benyttede anledningen til at profilere sig selv lidt i forhold til konkurrenterne i Dansk Forum, der de seneste år er løbet med al den omtale, som fra slutningen af 80erne til midten af 90erne var den Danske Forening til del.

På den Danske Forenings hjemmeside kommenterer formand Ole Hasselbalch og styrelsesmedlem Harry Vinter sagen således, at man dels afdramatiserer Dansk Forums ekstremisme, dels forsøger at genplacere den Danske Forening (DDF) som den vigtigste udenomsparlamentariske forening på den yderste højrefløj: »DDF ser ikke ganske belæg for den hetz, der er rejst mod Dansk Forum for yderliggående holdninger. I langt hovedsagen giver denne organisation - så vidt ses - ikke udtryk for andet, end hvad hovedparten af danskerne mener. Dansk Forum rummer imidlertid enkelte personer, hvis aktivitetsprofil er uspiselig - også for DDF (…) Kun en organisation som DDF, der er uafhængig af vælgerunderstøttelse, kan holde sandheden på banen uden ethvert omsvøb, så at medierne gradvis tvinges til også at beskrive den - hvorved de politiske partier, f.eks. Dansk Folkeparti, vil få plads til at flytte positionerne frem.«

Så fremtrædende et medlem af Dansk Folkeparti som pressechefen og folketingskandidat Søren Espersen er medlem af den Danske Forening og har fungeret som skribent i foreningens medlemsblad, Danskeren, og, som vi har set, som oplægsholder på foreningens skandaleramte ungdomskursus i Korsør i 1995. Den Danske Forening og Søren Krarup - foreningens ideologiske ophavsmand (se »Det nye højre«, del 1 og 2 i Faklen nr. 9 og 11 om henholdsvis Søren Krarup og den Danske Forening) - med hvem Dansk Folkeparti har et nært samarbejde, gik fuldstændig ram forbi af partiets pludselige trang til at distancere sig fra »højreekstreme holdninger«, hvorfor manøvren ikke kan ses som andet end en gratis, taktisk profilering af en formel midterkurs, der skal tiltrække endnu flere vælgere fra ikke mindst Socialdemokratiet.

Forsvaret for Pinochet, som Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup fremhævede som uspiseligt, er i virkeligheden mindre udtalt hos Martin Kasler og Dansk Forum end hos styrelsesmedlem i den Danske Forening, Peter Neerup Buhl, der f.eks. forsvarer både Franco og Pinochet: »Vedr. den spanske borgerkrig kan der rigtignok siges noget imod Franco, men meget for. Han var en god og retlinet soldat, der gjorde mere godt for sit land end de fleste.« (Dansk Forums debatforum, 29.10.99). Og: »Gudskelov styrede Pinochet sine styrker med en sådan kraft og præcision, at truende kommunistoprør blev kvalt i fødslen.« (Dansk Forums debatforum, 8.11.99).

Nu kan den Danske Forening jo ikke kollektivt tages til indtægt for Neerup Buhls synspunkter, selv om han er styrelsesmedlem, men heller ikke Dansk Forum har formuleret nogen kollektiv »politik« over for Pinochet.

Imidlertid har Dansk Forum trods alt en begrænset medlemsskare og ikke lige så fremtrædende medlemmer i Dansk Folkeparti som den Danske Forening, hvorfor de for en overfladisk betragtning er skræddersyet til rollen som omkostningsfrie syndebukke for Dansk Folkeparti, der har fået et taktisk behov for at demonstrere, at partiet ikke hører til på denne yderfløj af den politiske vifte.

Om det lykkedes efter bogen, er mere end tvivlsomt, men til trods for skinmanøvrens gennemskuelighed slap partiet i modsætning til foreningen i det mindste ikke svækket fra den efterfølgende tumult.

Dansk Forum er således kommet i alvorlig klemme mellem Dansk Folkepartis stigende folkelige succes på den ene side og foreningens manglende tilknytning til Søren Krarups og Tidehvervs overvældende intellektuelle og teologiske indflydelse på den anden. Foreningen risikerer at stagnere ihjel, og jo fjernere de står Dansk Folkeparti, desto mere udviskes deres reelle muligheder for at indfri de politiske ambitioner, medmindre de selv kan skabe sig en ny, solid politisk platform.

Det kræver imidlertid mere end 88 ud af 8.859 stemmer til et konsistorievalg på Københavns Universitet.

»15 års massive indvandringstryk fra lande, hvis kultur, religion og levevis står danskerne uendelig fjernt«

Fælles for den etablerede del af den yderste højrefløj, fra Glistrup og Krarup over den Danske Forening til Dansk Folkeparti og Dansk Forum, er henvisningen til Danmarks historiske, etniske og kulturelle »homogenitet«.

I Dansk Forums medlemsblad hedder det: »Fraregner man den svenske og tyske indvandring til Danmark siden middelalderen, hvis nøjagtige tal næppe lader sig udregne, så udgør den øvrige indvandring til Danmark i en 400 års periode fra 1565 til 1965 næppe mere end 15.000 mennesker, der alle, jøderne undtaget, var kristne mennesker, reformerte, lutheranere, katolske eller ortodokse. Derfor er alle demografer og historikere, som har beskæftiget sig med emnet, også enige om, at Danmark indtil for blot 30 år siden, i midten af 60erne, hvor de første fremmedarbejdere fra Tyrkiet og Pakistan kom til landet, havde en etnisk set enestående homogen befolkning. Der er derfor ingen hold i påstanden om, at Danmark altid har været et indvandringsland. Der er ingen historisk præcedens for de seneste 15 års massive indvandringstryk fra lande, hvis kultur, religion og levevis står danskerne uendelig fjernt.« (Runestenen nr. 6/1997).

Artiklen »Fra Valdemar Sejr til Valdemar Atterdag« indledes ud fra samme betragtninger med følgende perspektivering: »I dag trues Danmarks eksistens på to alvorlige områder - her tænker jeg naturligvis på masseindvandringen og EUs stadige undergravning af vores folkestyre og selvbestemmelsesret. Stående midt i tumulten med bølgerne piskende ind over rælingen, mens rotterne pibende forlader den synkende skude, kan der måske være en lille trøst i den viden, at Danmark faktisk allerede en gang før i vores historie har været i en mindst lige så graverende situation, ja ophørte med at eksistere i en længere årrække …« (Atterdag nr. 1/1999).

Næppe nogen kan benægte, at nationalisterne på den yderste højrefløj har ret i, at de forløbne årtiers indvandring har været af en historisk størrelsesorden i Danmark, og at der ud fra enhver betragtning er tale om en helt ny situation med potentielt store konsekvenser for samfund og kultur. Spørgsmålet er blot hvilke.

Den yderste højrefløjs reaktion herpå er dybest set en kamp for at bringe befolkningssammensætningens etniske tilhørsforhold så tæt som muligt på situationen før de seneste tre årtiers indvandring, idet de anser »dansk kultur« for at være alvorligt truet af indvandringen. Til dette formål fremhæves en idealiseret og idylliseret version af de seneste tusind års danmarkshistorie med kristendom og fædrelandsdyrkelse som ufravigelige grundpiller, altså en grundlæggende statisk historieopfattelse, hvis især protestantiske »værdier« (dog mere implicit end eksplicit hos Dansk Forum) anskues som udtryk for en ideel folkelig identitet og kulturel homogenitet, der derfor bør reaktualiseres på forpligtende vis.

Heri ligger tillige en væsentlig del af forklaringen på den yderste højrefløjs erobring af alt, reelt politisk initiativ det seneste par årtier, fra Søren Krarups kamp imod flygtningepolitikken i begyndelsen af 1980erne over den Danske Forening og Fremskridtspartiet til Dansk Folkeparti og alle beslægtede bevægelser, inklusive Dansk Forum, i dag. Krarup, Kjærsgaard og Kasler m.fl. har på hver deres måde formået at eksponere det enkle politiske projekt, der drejer sig om at »bevare dansk kultur«, og har - til dels med rette - understreget og gentaget igen og igen, at Danmark, bl.a. som resultat af de seneste årtiers indvandring er midt i eller på vej mod en korsvej, hvor afgørende kulturelle forandringer i det mindste er mulige, ja, måske mere end sandsynlige, hvis et multietnisk og -kulturelt samfund realiseres.

Som belyst i tidligere artikler i serien »Det nye højre«, opstår nationalismens problemer imidlertid for alvor, når den »danske kultur«, som der sværges til, skal defineres.

Danmark er ikke en statisk størrelse i lige linje fra Harald Blåtand til Margrethe II, lige så lidt som det er et konglomerat af selektive historiske milepæle fra Jellingstenene, Dannebrog og Reformationen til Guldberg, Grundtvig og Grundloven.

Skal vi endelig tage danmarkshistorien til indtægt for en slags national identitet, kan det naturligvis gøres på mangfoldige måder, ligesom grundlaget strækker sig langt videre end fra Harald Blåtand (eller fra Christian III) til i dag, hvorfor heller ikke højrefløjens særlige fokus på uddrag af den katolske og protestantiske periode kan bruges, men ofte nok misbruges i en moderne polemisk hævdelse af en forpligtende, historisk danskhed. Saxo er den første store formidler af danmarkshistorien og derved i en vis forstand den første eksponent for et bud på »danskheden«, der netop pga. sit kristne perspektiv da også nyder en vis status af nationalhistorisk pejlemærke på den yderste højrefløj; ikke desto mindre omhandler over halvdelen af hans værk tiden før kristningen af danerne, og om ikke andet tjener dette blot til endnu en tydeliggørelse af det absurde i den lemfældige henvisning til en statisk danskhed.

At være dansk har ikke altid betydet - og betyder ikke altid i dag - at være katolik eller protestant, og det rige og de riger, der i historiens løb har optaget Danmarks nuværende geografiske rum, har heller ikke altid været og behøver heller ikke altid forblive kristne eller monokulturelle i traditionel forstand for at være Danmark.

Den svage efterklang af det, der engang var inspirerende salmesang og altergang, eller - for at vælge et eksempel i en helt anden boldgade - resterne af den gryende arbejderbevægelses visionære brydninger med den traditionelle klassedeling i slutningen af det nittende århundrede, er i dag stort set lige så døde som gravhøjene og indskrifterne på runestenene. Verden forandrer sig nu engang, nogle gange mere drastisk end andre, og disse epoker er som så mange andre forbi.

Den trøstesløse kulturelle udsigt synes i dag indskrænket til et valg mellem det tyvende århundredes ensrettende dyne af socialdemokratisk kontrol og konformitet eller højrefløjens sidste-øjebliks selektive genoplivning af konserverede kristent-nationale værdier.

Indvandringen repræsenterer naturligvis en trussel for begge lejre, da den pr. natur bryder konformiteten såvel som vanskeliggør reaktualiseringen af en udstoppet fortid, der kun bliver endnu mere fremmed for samtiden, desto mere iøjnefaldende hele befolkningsgrupper adskiller sig herfra.

Brandes: »Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

For tusind år siden lakkede en epoke mod enden, da Nordens apostel, Ansgar gav en mellemøstlig religion midlertidigt fodfæste i Danmark, og Harald Blåtand under stærkt politisk pres fra Tyskland hundrede år senere »gjorde danerne kristne«, som det hedder på Jellingstenen. Dansk kultur blev dog ikke særlig »mellemøstlig« af den grund - kristendommen rystede Danmark, og Danmark rystede kristendommen, og ud af dette møde skabtes nye, særegne, historiske rammer for kultur og samfund.

Som alle andre samfund, nationer og kulturer har det landområde, vi kalder Danmark, og de mennesker, der har beboet det, til tider været genstand for historiske omvæltninger af både mere og mindre gennemgribende karakter. Ethvert forsøg på at fastfryse historien, i den forstand at visse træk ved visse perioder hæves til forpligtende absolutter, der tilmed bruges til at marginalisere og mistænkeliggøre hele befolkningsgrupper, er at gøre vold på historien og »danskheden« såvel som imod de mennesker, det går ud over.

Indvandringen og de impulser, kulturmødet med tiden medfører, kan være en af flere faktorer, der sprænger rammerne for »danskheden« anno 2000 og bliver lige så naturlig en del af den danske identitet for vore efterkommere, som kristendommen i sin tid var en af flere faktorer, der sprængte rammerne for »danskheden« anno 1000 og for vore forfædre med tiden blev en naturlig del af dansk identitet. Ligesom »den danske identitet« i øvrigt er blevet defineret og redefineret talrige gange, og ligesom den til enhver tid vil være uendelig insignifikant i forhold til det enkelte menneskes helt særegne identitet, der kan forholde sig på et utal af måder til den mere abstrakte danskhed, uden nødvendigvis at være hverken mere eller mindre »dansk« af den grund.

De politiske partier har i deres reaktion på indvandringen imidlertid alene ladet sig diktere af den »danske« dagsorden og har i forhold hertil delt sig i tre grupper: Alarmisterne (Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet og i stærkt stigende grad de konservative og Venstre), der er klart i offensiven; medløberne (især Socialdemokratiet og til dels de radikale og Kristeligt Folkeparti), som ubestrideligt følger i Dansk Folkepartis fodspor, om end på afstand og med en blandet uvilje; og endelig de på indvandrerområdet mere humanistisk indstillede partier (Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne), der godt nok ikke lider af xenofobi, men heller ikke har formået at konkurrere med den yderste højrefløjs held til at tegne dagsordenen og derfor har måttet se sig henvist til en udpræget defensiv position, der nøjes med at forsøge at afdramatisere situationen.

Ingen synes dermed i stand til at tage offensiven fra den yderste højrefløj, over for hvis nationalistiske patentløsning - »os« og vor oplyste dansk-kristne arv imod »dem« og deres uoplyste, tilbagestående kulturtræk - sjældent sættes meget mere end »de er ikke så mange«, »de skal bare integreres på arbejdsmarkedet«, »vor egen kultur er ikke så svag, at indvandringen gør noget« osv.

Men indvandringen skal ikke bagatelliseres, ej heller repræsenterer den blot en tilførsel af tiltrængte nuancer til den kulturelle palet eller tiltrængte hænder i fremtidens industri, men derimod muligheden for et afgørende opbrud i et samfund, der alt for længe har ligget brak.

Til en tale på grundlovsdagen i 1884 på Sommerlyst ved Frederiksberg understregede Georg Brandes: »… en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!« (Udvalgte skrifter, bd. 9, s. 7). Det er mere end et århundrede siden, men ordene er ikke mindre aktuelle i dag. Tværtimod.

Der er ingen grund til at benægte eller underspille det faktum, at vi lever i en kulturel brydningstid, og dermed overlade den yderste højrefløj initiativet som selviscenesat bolværk herimod. Der er derimod god grund til at se indvandringen som en mulig katalysator for et fundamentalt kulturopgør, hvor nødvendigheden af at skabe et humanistisk samfund, der faktuelt tilgodeser og opmuntrer menneskelig mangfoldighed i det hele taget, er det eneste reelle alternativ til den yderste højrefløjs genrejsning af selvdød fædrelandsromantik og den etniske udrensning, der, om så blot i form af »humanitære« masseudvisninger, er så overhængende en fare ved selvsamme nationalisme.

Derfor bør vi se indvandringen ikke som en katastrofe, men som en gave, der uafviseligt synliggør menneskelig mangfoldighed og dermed gavner den naturgivne menneskelige forskel blandt indvandrere såvel som indfødte, hvorved den kan udgøre en afgørende modvægt til alle bestræbelser, der trækker samfundet i retning af konformitet og ensretning.

Og hvem skulle vel også kunne diktere, at dét ikke er i Danmarks, samfundets, men først og fremmest i menneskets interesse? Hvem skulle kunne gøre sig til dommer over, at Danmark ikke kan gå ind i det næste kapitel af historien med tolerance, mangfoldighed og gensidig respekt i stedet for intolerance, ensretning og strid som dansk fællesnævner?

Måske er det trods alt en lovende omstændighed, at Johannes Ewalds krigeriske konge- og nationalsang, »Kong Christian stod ved højen mast«, med al sin »røg og damp«, strid og kamp samt alle sine danske krigshelte er forholdsvis ukendt blandt mange danskere i dag, mens Oehlenschlägers romantiske nationalsang, »Der er et yndigt land«, med »gamle Danmark« som »Frejas sal« og alle sine bølger og bøgetræer er kendt af enhver:

(…)

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt;
og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer.

Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå.

Hil enhver, »som virker, hvad han kan«, ikke, »hvad han skal« - alle mennesker er forskellige. Gamle Danmark består ikke i kraft af etniske tilhørsforhold, men i kraft af enhver »danneborger«.

Og mon ikke »ædle kvinder, skønne mø’r og mænd og raske svende« fortsat vil værdsætte »Frejas sal«, hvad enten »danneborgerne« er kristne eller ej, og hvad enten deres lød er bleg eller mørk?

Rune Engelbreth Larsen