Faklen har bedt en række forfattere og skribenter skrive et essay, der forholder sig til det i almindelighed mangetydige og løst definerede begreb "humanisme" ...

Jan Sonnergaard (f. 1963), forfatter. Debutterede i 1997 med novellesamlingen 'Radiator'. Sonnergaard har siden bl.a. skrevet en række noveller til Information under titlen »seriemord ved sommertide«, teaterstykket 'Sex' og er i dag freelancejournalist med bidrag til bl.a. Information og Politiken.

»HUMANISME? HVILKEN HUMANISME?«

Jean-Paul Sartres efterladte etik – Etik – hæfter til en moral, som den hedder – bliver der et sted tegnet et billede af det, Sartre opfatter som den centrale etiske situation.

Billedet er ganske enkelt: En passager står i en bus, der lige er startet, og da han kigger ud ad dørene, ser han et andet menneske stakåndet løbe efter bussen. Passageren i denne bus har to valg: Han kan trække på skuldrene og lade den fremmede sejle sin egen sø. Eller han kan åbne dørene, række hånden ud, og spontant hjælpe den fremmede og trække ham ind. Det sidste valg er spontant og kan ikke være begrundet i nogen indsigt i nytten ved denne handling – for ret beset er det jo ikke til at vide, hvorfor den tilløbende har så travlt. Det kan være, han er på flugt fra en forbrydelse. Det kan være, han er ved at komme for sent til et racistisk arrangement, en demonstration eller en sabotagehandling. Eller det kan være, grunden er en helt anden. Når passageren alligevel rækker hånden ud, skyldes det en umiddelbar respekt for den anden, en umiddelbar forståelse af, at den andens frihed på en måde også er min, og at den andens ulykke i en eller anden forstand også påvirker min lykke. Det centrale må være denne forståelse af medmennesket, og først bagefter kommer overvejelserne og kalkulerne. Hvis der skal være tale om en etisk handling.

Overvejelserne og refleksionen bagefter kan være pinagtig eller smertefuld, men alligevel lader vi billedet stå et øjeblik: Et menneske rækker hånden frem for at hjælpe et vidt fremmed menneske, der har et problem. Uden at vide, hvem den fremmede er, uden selv at tjene noget på at hjælpe ham og uden at vide, hvad reaktionen på denne fremstrakte hånd måtte blive.

Han rækker ganske enkelt hånden frem for at hjælpe.

Vi går videre til næste billede, som slet ikke er filosofisk, men derimod yderst konkret, idet der er tale om en lille observation, jeg gjorde, mens Ekstra Bladets hetz mod »de fremmede« var på sit højeste. Situationen var den enkle, at jeg en lørdag formiddag gik ud på Hillerødgade i København, og på vej ned ad gaden så jeg min pakistansk fødte kioskmand stå ved siden af sin fine, nye bil. Han var ved at rense den, idet denne fine, nye bil i nattens løb var blevet overmalet med skældsord som »Perker« og »Perker go home«. Et enkelt lille hagekors var det også blevet til, men det er sådan set ikke pointen her. Pointen, eller det, jeg mente var pointen, er, at denne indvandrer står og prøver at udbedre skaderne efter noget racistisk hærværk – men bag sig, i sin kiosk, har han loyalt sat spisesedlen op for det Ekstra Blad, der uden tvivl både direkte og indirekte har del i skylden for gestaltningen af det klima, som er baggrunden for hærværket. Kastholm & Co.s smædekampagne var på sit højeste, og så vidt jeg husker, var »skandalen« denne gang, at en vis Ali modtog en høj bistandshjælp, fordi han havde mange børn, og naturligvis var denne i sig selv ganske uinteressante historie sat op, så ingen kunne være i tvivl om, at dette var endnu et udslag af »muhamedanernes« konspiration mod vores nationalstat.

Men kioskejeren havde altså sat spisesedlen op, også selv om den var et direkte og ganske hadefuldt angreb mod »sådan nogle som ham«. Og imens arbejdede han på at fjerne resultatet af nattens racistiske hærværk.

Det er det sidste billede, der siger noget om klimaet i Danmark for øjeblikket. I dagens Danmark ville det tilløbende menneske ikke have en chance for at blive hevet op i bussen. Alene tanken om at hjælpe spontant og uden at tænke på de eventuelle fordele og ulemper, der måtte være af hjælpen … Det ville i dag nærmest blive betragtet som blasfemi. For slet ikke at tale om at hjælpe en person, hvis forhistorie man ikke havde undersøgt til bunds og dissekeret ned i sine mindste enkeltdele. Er du da sindssyg …

Det, der så blot har undret mig lidt de seneste år, det er, hvor denne bevidste og velartikulerede foragt for etik og humanisme stammer fra. Eller, det vil sige: Det, der undrer mig, er, at denne indstilling kan have så megen vind i sejlene, når man tænker på, hvem dens ledere og bannerførere er eller var.

Ekstra Bladets Claes Kastholm var jo berygtet for sit alkoholproblem, og måtte da også fyres sidste år, da han i en rus af gigantiske dimensioner udøvede sexchikane over for sine kvindelige kolleger, da han gav sig til at overpisse og -skide en kollegas kontor, da han smed tøjet og påsmurte sin krop førnævnte fækalier og endelig løb nøgen og højt råbende ud på offentlig vej og gade, i dette tilfælde Rådhuspladsen i København, for nu at være lige så præcis som Kastholm var det, da tingene gik godt for ham.

Man kan have sine tvivl om dømmekraften hos et sådant menneske. Men faktum er, at han i en årrække sad i chefredaktionen på det Ekstra Blad, som har et væsentligt ansvar for, at debatten om »de fremmede« i dén grad er løbet af sporet. I øvrigt forsøger samme Kastholm stadig at sætte sit præg på højredrejningen, senest da han i Ekstra Bladets klumme, »Frontalt« den 5. februar i år om den verserende Haider-debat udtalte: »Så har Haider engang i et røgfyldt lokale råbt, at Hitler-Tyskland førte en bedre beskæftigelsespolitik end regeringen i Wien (…) Gør det mig til nazist, at jeg nu siger næsten det samme? For det er et faktum, at Hitler-styret førte en meget dygtig beskæftigelsespolitik i de første år efter magtovertagelsen (…) Eller gør det mig til nazist, når jeg nu går endnu videre og meddeler den historiske kendsgerning, at Hitler-styrets økonomiske politik, ført af den økonomiske troldmand, sønderjyden Hjalmar Schacht, indtil 1938 var andre europæiske landes langt overlegen?«

Vi lader Kastholms beundring af økonomien bag tvangsarbejde og arbejdslejre stå et øjeblik, og kommenterer ikke yderligere. For det mærkelige er ikke, at Kastholm kan skrive, som han gør. Det har han gjort før. Det mærkelige er, at det bliver trykt. Og at Ekstra Bladet, selv efter førnævnte skandale, kan anse en Kastholms overvejelser for at være af nogen som helst værdi. Når bladet åbenbart gør dét, må det være tegn på, at enhver ytring betragtes som relevant, så længe den er baseret på foragt for humanisme, og så længe den potentielt kan bidrage til yderligere højredrejning. I den forbindelse betragtes det som mindre væsentligt, om afsenderen af budskabet er ekstremt problematisk eller evt. upålidelig, eller sågar utilregnelig.

Og det var vist dét, jeg kom fra. Den aktuelle og højrøstede protest imod de humanistiske tankegange, som, i det mindste på papiret, i sin tid lå bag ideen om en anstændig social- og flygtningepolitik. De nye ledere af de nye nationale bevægelser i Danmark. Hvilke mennesketyper er det, der leder dét?

Tjah. Tidens indædte forsvar imod »den muslimske trussel mod dansk nationalkultur« blev jo i første omgang iværksat af en person, som man på flere områder kan betegne som landsforræder. Nemlig Mogens Glistrup. I første omgang forrådte denne Glistrup vores skattesystem, idet han i mange år og på mange forskellige måder snød for at betale nogen form for indkomstskat – et forhold, som gav ham en højesteretsdom og et længere fængselsophold. I anden omgang gjorde Mogens Glistrup alt, hvad han kunne, for at latterliggøre dette lands parlamentariske system, idet han ganske tydeligt udelukkende gik ind i politik for at sikre sig parlamentarisk immunitet. Og endelig udviste Mogens Glistrup en fundamental foragt for vores retssystem, idet intet kneb blev udeladt for at trække retssagen imod ham i langdrag. En af de vigtigste bannerførere i den omsiggribende nationale bevægelse imod »truslen mod den danske kultur« er altså en person, der notorisk kun har foragt tilovers for vores skattesystem, vores parlamentariske system og vores retssystem. Nu vi er i gang, skulle jeg måske også lige nævne, at samme Glistrup i sin tid også gjorde nar af vores historiske arv, idet han sidestillede gement skattesnyderi med det »vigtige og farlige arbejde, frihedskæmperne udførte under krigen«.

Jeg undrer mig stadig over, at mennesker som de to her nævnte overhovedet – og jeg mener overhovedet – kan opnå nogen form for indflydelse. Men måske er sagen, at selv de mest ekstreme holdninger ligesom galskaben i en eller anden grad afspejler de holdninger og tendenser, der i forvejen findes hos de normale, de pæne og de velfungerende borgere og småborgere. Altså at en Kastholm, Krarup, Glistrup og Kjærsgaard i deres ekstremisme – som de sindssyge i deres sindssygdom – blot er vrangbilledet af det, man kan kalde det reelle billede.

Hvis vi vender tilbage til billedet af den løbende mand og passageren i bussen, kan vi med god ret forestille os, hvordan historien ville forløbe nu, i dag: Den løbende mand ville naturligvis ikke blive hjulpet op i bussen. Han ville blive anholdt, og diverse offentlige instanser ville endevende hans privatliv fra A til Z, og slutresultatet ville være, at han som det naturligste i verden fik at vide, at der ikke var nogen hjælp til ham, hverken i forhold til bussen eller i forhold til noget som helst andet. Og i mediernes voxpop-rundspørger ville det vise sig, at størstedelen af befolkningen bakkede op om og bifaldt udfaldet.

Faklen og dagblade som Politiken og Information (og sjovt nok også Ekstra Bladet) beskriver jo næsten dagligt eksempler på vores tids antihumanisme, som man kunne kalde det. Seneste tiltag er den socialdemokratiske/radikale regerings indførelse af egenbetaling af medicin. Også hvis den er livsvigtig, som f.eks. insulin. Det er også veldokumenteret, hvorledes de socialdemokratiske aktiveringsordninger fremmer tvang og umyndiggørelse – og reelt ikke hjælper »de svageste« ind på arbejdsmarkedet. Tværtimod er aktiveringsordningerne i princippet det samme som det, man i en anden offentlig institution benytter som straf. Nemlig i retsvæsenet, der som bekendt udover bødestraf og frihedsberøvelse kan idømme »samfundstjeneste«. Altså aktivering. Det skorter heller ikke på fortællinger om manglende hjælp til syge gamle.

Når det kan lade sig gøre, så må det skyldes, at der er en metatekst. Og metateksten har i efterhånden ganske mange år været den, at alt drejer sig om kalkule, og at kalkulen altid-allerede er truet og må forsvares. Hvis man strækker sin hånd frem, er det primært, for at der skal falde noget i den, og helst sedler. Og man skal tænke sig meget grundigt om, hvis man strækker den frem af andre grunde.

For hvis man går tabernes historier efter i sømmene, så finder man nok ud af, at de er ude på snyd. De har ikke rent mel i posen, nogen af dem, der bare sådan kommer løbende. De arbejdsløse snyder jo i forhold til rådighedskravet. Den enlige mor … er hun nu også enlig? Hvordan kan man sikre sig, at flygtningen fra Irak nu også blev tortureret? Og de syge … de bidrager for lidt og koster for meget, og statskassen må værne sig mod bedrageri, hvad enten der er tale om flygtninge, arbejdsløse, syge mennesker eller gamle.

Det er dét, jeg fornemmer er den herskende holdning nu – og det var dérfor, jeg kom til at tænke på Sartres gamle drøm om den spontane hjælp, som ikke stillede spørgsmål, og som ikke kalkulerede med nytteværdier. Jeg tror, jeg kom til at tænke på eksemplet, da jeg læste om daværende indenrigsminister Simonsens forslag om, at naboer havde pligt til at oplyse om eventuelle uregelmæssigheder eller bedrageriske forhold hos naboen. Eller også kom jeg til at tænke på det, da jeg hørte om forslaget, at pædagoger skulle tvinges til at videregive oplysninger om forældrenes private og økonomiske forhold, hvis de kom i besiddelse af sådanne. Eller også fik jeg idéen, da jeg hørte, at toldere i lufthavnen laver stikprøvekontrol for at sikre sig, at ingen modtagere af bistandshjælp eller dagpenge begår det sociale bedrageri at tage på ferie i udlandet. Eller også …

Eller også kan man måske sige, at ethvert »nej!« til denne fremstrakte hånd i disse tider er legitimt, hvis det begrundes med en manglende nytteværdi. At cost-benefit-analysen klart har vundet over den etiske spontanitet, og at vi derfor har meget lidt at tale om og meget lidt at referere og meget lidt at glæde os over, hvis talen skal falde på et så vidtfavnende begreb som »humanisme«. Borgerne i Lemvig, som hjalp de udviste slavonske flygtninge med at gå under jorden – og som har ført disse menneskers sag til tops i rets- og appelsystemet – kunne måske være et eksempel på denne uselviske form for etik, som ligger i Sartres eksempel. Men derudover?

Jan Sonnergaard