Islam er genstand for mange angreb i disse år, og ikke sjældent af temmelig usaglig karakter. En af Nordens førende arabister giver som modvægt her en introduktion til islams absolut primære kildeskrift, Koranen, baseret på filologisk og religionshistorisk sagkundskab...

Forkynd i din Herres navn, som skabte,
skabte mennesket af en fasthæftning.
Forkynd, for din Herre er den nådigste,
som lærte mennesket ved pennen,
lærte det, hvad det ikke vidste!

Ifølge en vidt udbredt islamisk tradition skulle disse fire verslinier fra Koranens 96. sûrah være det første, som Muhammad fik åbenbaret ved begyndelsen af sin profetgerning. De udsiger med fynd et tema, som det klassiske islam skulle komme til at lægge vægt på. Nemlig lærdom. Det glorværdige i at skaffe sig indblik i det, man endnu ikke kender, i at forholde sig åbent til verden.

Koranen er vores udtale af det arabiske al-Qur’ân, dvs. recitationen/oplæsningen. Ordet anses af mange semitiske filologer for at være afledt af det syriske ord qeryânâ, som betyder »liturgi« (syrisk er en form for aramæisk, som fungerede som fællessprog i Mesopotamien og det syro-palæstinensiske område, før arabisk kom til med de islamiske erobringer), men det er tvivlsomt, om dette aramæiske ord ville få denne udformning på arabisk. Ordet Qur’ân er mere sandsynligt et indfødt arabisk ord, der betyder en recitation, som de arabiske digtere således, hvad enten de var nomader eller tilhørte en af de fastboende stammer, plejede at recitere for deres publikum.

Muhammads kulturhistoriske kontekst

Det er svært rent historisk at fastlægge enkeltheder omkring profetens liv, men i modsætning til de fleste andre store religiøse skikkelser fra de tidligere bibelske religioner er der ingen tvivl om, at Muhammad er en historisk person. Vi ved, at han blev født i byen Makkah, som ligger i den vestlige del af den Arabiske Halvø. Derimod er vi ikke i stand til nøjagtigt at sige, hvornår han blev født. Almindeligvis sættes hans fødselsår til 570 e.v.t.

Arabien består af alle de lande i den asiatiske del af Mellemøsten, som ligger øst og syd for det syro-palæstinensiske område og vest og syd for Mesopotamien. Den største del af området består af den Arabiske Halvø, som ligger som et kæmpestort rektangel mellem det Røde Hav, det Indiske Ocean og den Persiske Golf. Den Arabiske Halvø har et areal på 3,2 mio. km2. Det er et enormt område, som mest er dækket af vældige ørkener og busksteppeområder. Kun de sydvestlige dele, kaldet Jemen, dvs. sydlandet eller Sydarabien, befinder sig inden for monsunområderne og har derfor et langt rigere plantedække. Dette område har da også været arnested for antikke civilisationer, hvoraf de mest kendte er den sabæiske og den minæiske. Fra sydlandet mod nord langs Rødehavets kyst strækker en høj bjergkæde sig, som også tillader et noget fugtigere vejrlig. På resten af halvøen er det kun oaser, som har et rigere plantedække. Disse kan være ganske store i areal, for eksempel af samme areal som en af de store danske øer, og sådanne store agerbrugsområder kunne da også rumme flere byer og landsbyer. I de tørre egne er det kun nomadedrift med husdyr, som er mulig.

Den arabiske befolkning har til alle tider været en plastisk befolkning. Allerede længe før den islamiske tid var den arabiske befolknings stammer fordelt på flere forskellige livs- og erhvervstyper. De vigtigste var som nævnt nomadisme og agerbrug i oaser og ørkenens randområder i Mesopotamien og det syro-palæstinensiske område samt i det frugtbare Sydarabien. Dertil kommer handel gennem karavaner og skibsfart samt kombinationer af disse livs- og erhvervsmønstre. Disse forhold har ikke ændret sig meget, dog har den Arabiske Halvø oplevet to store økonomiske velstandsperioder i løbet af sin historie. Den første kom umiddelbart efter islams begyndelse og havde bl.a. det enorme krigsbytte fra de islamiske erobringer som kilde, men den skyldtes nok også i lige så høj grad, at det arabiske imperium tillod en fri handelsudveksling i hele Mellemøsten i modsætning til tiden umiddelbart før, hvor området var delt mellem de byzantinske og persiske imperier. Den anden er den nutidige og har udnyttelsen af de store olieforekomster mellem de arabiske og de persiske kontinentalplader som kilde.

Rent lingvistisk talte alle indbyggere på den Arabiske Halvø samme sprog - arabisk, som dog fandtes i mange forskellige dialekter. I de sydlige områder var det sydarabiske sprog ikke helt uddødt, og det er det heller ikke i vore dage, idet det sprog, som blev talt i de minæiske og sabæiske kulturer, stadig anvendes i en noget ændret form af isolerede samfund som for eksempel på øen Sokotra i det Indiske Ocean. Desuden anvendes sydarabisk i magiske inkantationer og trylleformularer, selv om de mennesker, som bruger disse, ikke forstår ordenes mening. Allerede i den førislamiske tid blev de store centrale og østarabiske stammers dialekt anvendt som fællesdialekt til digteriske og højtidelige formål. Denne dialekt er stort set lig med klassisk arabisk, som er det officielle sprog også i vore dage i de arabiske lande, og det er også dette sprog, Koranen står skrevet på.

Religiøst befandt befolkningen i det daværende Arabien sig delt i tre grupperinger. En del af de arabiske stammer og grupper var kristne, en del var jøder, og resten var dyrkere af den arabiske udgave af den gamle semitiske polyteisme. Jøderne fandtes i Jemen allerede fra 300-tallet e.v.t., og en sydarabisk konge tilhørende himyariterne var konverteret til jødedommen, måske i opposition til de kristne etiopiere, som prøvede at gøre deres indflydelse stærkt gældende i det sydarabiske område, blandt andet ved militære erobringer.

I Jathrib fandtes der umiddelbart før islams begyndelse talstærke jødiske klaner og et organiseret liv med rabbinere, skoler m.v. Disse jødiske samfund fandtes også længere mod nord i forskellige oaser, helt op til det nuværende Jordans grænseegne. Disse jødiske samfund var arabisktalende og bestod måske også til en vis grad af arabiske konvertitter (Blachère: Histoire de la Littérature Arabe, s. 52). Kristendommen var forholdsvis stærkt repræsenteret både i det sydarabiske område, som tidligt havde været udsat for missionsvirksomhed fra Byzans og politiske påvirkninger både fra Byzans og Etiopien. En sydarabisk stamme ved navn Bal Harîth var i al fald gået helt over til kristendommen ved islams begyndelse (ibid. s. 53). Som følge af deres geografiske nærhed til de kristne lande og centre i Mellemøsten var alle nordarabiske stammer kristnede ved islams begyndelse, og disse stammer beholdt deres tro længe efter den islamiske ekspansion (ibid. s. 55). Mu’âwiyah, den første kalif i Ummayyadernes dynasti (regerede 658-680), var således gift med en kristen, arabisk kvinde af Taghlib-stammen. Mange hedenske arabiske stammer blev udsat for kristen missionsvirksomhed af forskellig observans i århundredet før islam. Ikke desto mindre var langt de fleste nomadestammer stadig væk relativt upåvirkede af de monoteistiske religioner og bevægelser i 500-tallet (ibid. s. 51).

Muhammad tilhørte en klan (Hâshim-klanen) af ikke-nomadiske arabere, som boede i handelsstaden og finanscenteret Makkah, eller Mekka som den oftest staves på dansk, der ligger på den vestlige side af den Arabiske Halvø, omtrent midtvejs mellem Negev-ørkenen og Jemen. Mekka var dengang et stort religiøst center for den arabiske udgave af den gamle semitiske polyteisme.

Profeten fik sin første åbenbaring i en alder af ca. 40 år, det vil sige omkring 610. Det er vigtigt her at definere, hvad der her menes med åbenbaring. Muhammad tilhørte religionsfænomenologisk samme type som de bibelske profeter. De samtidige mundtlige beretninger, som senere blev samlet og nedskrevet, siger tydeligt, at han kunne være i en form for trance, når han modtog sine åbenbaringer.

Der har alle dage været flydende overgange mellem shamaner, åndemanere, sandsigere, præster og profeter såvel i Mellemøsten som andre steder. Forskellige personer kunne komme i ekstase og derved få meddelelser fra guderne, som skulle bringes videre til folket. I mange af Mellemøstens oldtidskulturer var profetisme nærmest en statsinstitution, med hof- og/eller tempelansatte profeter, som skulle give kongen orakler. Var disse religiøse mennesker mere politisk selvstændige, kunne de forkynde for folket mere end for kongen, og ligefrem komme i opposition til magtgrupperingerne i landet, således som det er tilfældet for profeterne i den Hebraiske Bibel (det Gamle Testamente). At profetens forkyndelse kunne rumme et stærkt socialt element, var også langtfra ukendt i Mellemøsten.

Ligesom der var en glidende overgang mellem profet og åndemaner, var der også en glidende overgang mellem disse mennesker og digterne. Blot et hurtigt kig i den Hebraiske Bibel vil afsløre, at mange profetiske skrifter er skrevet i digterisk form, ligesom mange digte, og især salmerne, undertiden kan minde særdeles meget om profetiske tekster i form og indhold. Disse forhold var ikke noget, som på nogen måde undrede de semitiske folk, da disse forskellige sproglige ytringer blev betragtet som havende i bund og grund den samme oprindelse, nemlig en inspiration fra et guddommeligt væsen, givet til forfatteren.

I det arabiske område var det utænkeligt, at en digter skulle kunne digte uden sin ånd (jinn eller shaytân). Disse ånder tilhørte dog den (såkaldt) lavere mytologi. Profeterne derimod kom i forbindelse med guderne, og talte på disses vegne. At vi har at gøre med kulturer baseret på mundtlige overleveringer til trods for, at skrivekunsten var blevet opfundet i Mellemøsten så tidligt som ca. 3200 f.v.t., gør også, at digter, sandsiger eller profet brugte det samme medium i deres aktivitet, nemlig det talte ord, som så siden hen kunne skrives ned, hvis de politiske, religiøse og kulturelle betingelser måtte kræve det.

Digterne i de semitiske samfund har fra første færd haft en speciel rolle, som kom til at præge Mellemøstens litteratur til og med nutiden. Digteren er gruppens, stammens eller kongens talsmand. Selv i en tilsyneladende så personlig tekst som salme 22 i den Hebraiske Bibel er digterens rolle som folkets talsmand ikke glemt, og det kan sagtens forstås således, at det i lige så høj grad er folkets skæbne som hans egen, han klager over: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Fjern er min frelse (fra) min klages sag (…) Om dig (Jahwæ) vil jeg lovsynge i en stor forsamling; mine løfter vil jeg opfylde foran dem, som frygter (Jahwæ). De fattige skal spise og mættes. De, som søger Jahwæ, priser ham. Deres hjerter skal være (til) i lange tider.« (Sal. 22, v. 1-2 og 26-27).

Denne dobbelte rolle genfindes i moderne arabisk lyrik, f.eks. når den tunesiske digter Abu-l-Qâsim ash-Shâbbî i et digt beskriver sin sejr over en depression, som i lige så høj grad repræsenterer en sejr over den franske kolonimagt.

Muhammads mission

Muhammad havde en vanskelig barndom. Han var forældreløs, idet faderen var død allerede, før Muhammad blev født, og moderen døde, da han kun var seks år gammel. Han blev adopteret af forskellige familiemedlemmer. Som ung mand indgik han naturligt i byens forretningsliv. Han rejste med karavaner til Syrien og blev senere karavanefører for en rig enke, Khadîdjah, som han siden giftede sig med.

Ifølge de islamiske profettraditioner fik Muhammad som nævnt sine første åbenbaringer i en alder af ca. 40 år. Disse gjorde et vældigt og særdeles skræmmende indtryk på ham, men hans hustru og noget af dennes familie troede fra første færd på ægtheden af åbenbaringerne. Profeten var på ingen måde ivrig efter at tage imod profetgerningen. At skulle forkynde var ham en byrde, som han hellere end gerne havde været foruden. Alle traditioner og overleveringer er enige om at beskrive ham som et menneske, som absolut ikke havde trang til at føre sig frem, specielt ikke med en så kontroversiel ting som et religiøst budskab. Han kunne dog ikke slippe for sin mission som gudsendt budbringer og advarer for sit folk, det vil her sige de polyteistiske arabere, dertil var hans egne religiøse oplevelser for stærke.

Alt tyder på, at Muhammad ikke fra første færd havde nogen klar idé om sin mission, endsige nogen udviklede teologiske ideer. Han følte kun - og blev faktisk tvunget til det af sine oplevelser - at han måtte forkynde et monoteistisk budskab fra den gamle semitiske verdensgud for sin by, sin klan og stamme. Et budskab, som i den henseende lå på linje med den samtidige jødiske og kristne tradition. Der var dog naturligvis divergenser mellem disse to tidligere bibelske religioner indbyrdes, ligesom der var divergenser mellem disse og islam.

Muhammad blev først mødt med ligegyldighed bortset fra nogle få, som troede på ham og hans mission, men da de monoteistiske temaer i hans budskab blev mere og mere påtrængende for de polyteistiske arabere, mødte han fjendskab. Dette kan ved første færd undre, idet polyteistiske religioner almindeligvis er betydeligt mere åbne for andre guder og ideer, og synkretisme gør sig hurtigt gældende. Det var nu heller ikke på det strengt ideologiske plan, at oppositionen gjorde sig gældende, men snarere på det materielle.

Mekka levede økonomisk højt på sin status og prestige som valfartsby med hensyn til de traditionelle guder. At en religion, som ikke anerkendte disse guder, og som oven i købet udviste stærke socialiserende elementer, begyndte at gøre sig mere og mere gældende, var absolut ikke noget, som huede den politiske og økonomiske elite i Mekka. En konfrontation blev uundgåelig. Til alt held for muslimerne, som Muhammad og hans troende kaldte sig selv, fandt disse asyl i en by ved navn Jathrib, som lå 300 km stik nord for Mekka.

Ved asyl skal der imidlertid forstås noget helt andet end vores rent politisk betingede asyl nu om dage i Danmark baseret på internationale aftaler. Blev man modtaget som asylgæst, blev man nærmest adopteret af værtsklanen eller stammen, hvilket medførte, at gengældelsesreglen øje for øje, tand for tand samt kravet om blodhævn ved drab forpligtede hele stammen på asylgæstens vegne. Man var som asylgæst derfor i praksis civilt og militært lige så velbeskyttet som stammens egne medlemmer. Udvandringen fra Mekka til Jathrib, som senere fik et nyt navn - Madînat an-Nabî, dvs. Profetens by - i daglig tale Medina, fandt sted i 622, hvilket er det år, hvormed den islamiske tidsregning begynder.

I Jathrib fandt Muhammad sig i en ny rolle. I Mekka havde han været profet, og hans hovedvirke havde været religiøst og måske til en vis grad socialt. Han havde været langt mere religiøs formidler end egentlig politisk leder. I Jathrib blev han opfattet både af sine tilhængere og af sine værtsfolk som samfundsleder for de folk, som fulgte ham. Tiden i Jathrib blev nu langtfra nogen rolig tid. Muhammad måtte kæmpe bittert dels med lokale fjender, som han siden hen fik sig, og dels med ydre fjender, hvilket først og fremmest vil sige folkene fra Mekka. Fra at være religiøs formidler blev han både politisk og militær leder, men han voksede med opgaverne og kunne til sidst gå sin sejrsgang ind i Mekka. Hans politiske virke krævede dog, at han somme tider overtrådte nogle af det gamle arabiske samfunds hævdvundne regler, ligesom nogle af hans sanktioner mod de folk, som havde forrådt ham, ikke er forenelige med vort syn på humanistisk fremfærd, men vi må ikke dømme andre tider med vore nuværende regler og meninger, og det ville have været umuligt for Muhammad i datidens samfund at markere sin position effektivt uden militære tiltag. Havde han ikke gjort det, havde han været en færdig mand fra første færd.

Muhammads verdslige aktiviteter har længe været genstand for ideologisk og religiøs polemik fra især kristen side. Han blev kort fortalt anklaget for at være en ufredens mand, som forkyndte en religion i den jødiske og kristne tradition, som derfor ifølge kristne apologeter burde være en fredsreligion. Det er imidlertid helt at misforstå grundspørgsmålet.

Islam er ikke en art misforstået kristendom, men en original religion i den samme tradition. Den har sin egen etik, som advokerer fred, men som også ikke alene tillader, men forventer, at uret og undertrykkelse bekæmpes både i ord og handlinger, også væbnede handlinger, hvis situationen gør det uomgængeligt. Skal man gå ind i disse apologeters diskussion, må man erkende, at det langt snarere er kristendommen, som i hele sin historie har ladet egne hensigtserklæringer fare ved vold og krig imod - og forkætring af - timelige fjender og opponenter.

Muhammads åbenbaringer blev nedfældet i Koranen. I og med at Muhammad som profet var talerør for Gud, opfattes Koranen derfor som Guds direkte tale til menneskene. Dette religiøse grundskrift hedder al-Qur’ân på arabisk, hvilket som tidligere nævnt betyder »oplæsningen« eller »recitationen«, og det er stadig væk en grundtese i islam, at koranteksten bør høres oplæst eller reciteret, for at den kan virke på tilhørerne med sin fulde styrke. Dette indebærer naturligvis, at tilhøreren skal kunne forstå arabisk.

Koranens inddeling og litterære indhold

Koranteksten er inddelt i 114 afsnit, som på arabisk kaldes for sûrah (i flertal surât), hvilket på dansk ofte gengives med »sure«, »sura« og i flertal »surer« eller »surater«. De forskellige afsnit kan variere stærkt i længde, idet det korteste er på et par linjer, mens det længste er på 30-40 sider, afhængig af koranudgaven. Disse afsnit er igen underinddelt i vers, og denne inddeling går til en vis grad tilbage til profetens tid. Versene kaldes for âyah (i flertal âyât) på arabisk. Ordet betyder »tegn« eller »jærtegn«. Det kendes også fra bibelsk hebraisk, hvor det dog ikke bruges om vers, idet Bibelens versinddeling stammer fra middelalderen. På arabisk bruger man også ordet for andre hellige skrifters versinddeling, således at bibelvers også kaldes for âyât.

Den enkelte sûrah kan repræsentere flere forskellige litterære genrer, idet mange kan sammenlignes i udformning med den Hebraiske Bibels salmer. De er af omtrent samme længde og står skrevet på rimet og rytmisk prosa. Rent indholdsmæssigt nærmer de sig mange hebraiske salmer ved f.eks. at være lovprisninger af Gud eller kortfattede prædikener. De er dog alle sammen skrevet således, at den talende er Gud, som henvender sig til menneskene. Personlig lyrik, hvor digtet står i jegform, f.eks. salme 22 i den Hebraiske Bibel, finder man ikke i Koranen. Disse korte surater, som stort set alle er fra den første forkyndelsesperiode i Mekka, har dog oftest som grundtema en højstemt og alvorlig anråben af de letsindige mennesker, en indtrængende opfordring til at lytte til den advarsel, som lyder fra Gud til mennesker vedrørende Guds almagt og hans evne til at straffe og belønne efter fortjeneste.

Det arabiske ord for Gud er Allâh, hvilket er en sammentrækning af al-Ilâh, det vil sige Guden, idet al er det bestemte kendeord på arabisk. Det svarer til det oldgræske ho Theós, dvs. Verdensguden. På klassisk hebraisk kan man med en noget nær parallel sproglig proces opnå det samme ved at sætte ordet for gud, elôah i flertal og sætte det bestemte kendeord foran: hâ-Elôhîm. I nogle koranoversættelser oversættes Allâh ikke, men transskriberes kun. Dette er imidlertid uheldigt, idet det kan give det indtryk, at guddommen på arabisk har et egennavn, ligesom Jahwe i den Hebraiske Bibel, mens der stort set er begrebsmæssig overensstemmelse mellem Allâh og det danske ord Gud med stort G.

Guds almagt eksemplificeres i de fleste tilfælde ved lyrisk særdeles kraftfulde beskrivelser af dommens dag. I andre tilfælde kan lyrikken være lovprisning af Gud og hans velgerninger mod menneskene. Disse får oftest karakter af beskrivelser af verdens indretning og naturens storslåede orden.

»Visselig i skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiftevise følgen, i skibene, som sejler på havet med det, som er menneskene til gavn, i det vand, som Gud har ladet komme ned (som regn), og hvormed han dernæst genopliver jorden efter dens (tørke)død og spreder alle slags dyr ud på den, i vindens skiften og i de undergivne skyer mellem himlene og jorden er der virkelig tegn for et folk, som er forstandigt.« (Koranen 2,164).

Der er ikke tale om en ensidig fokuseren på en rædselsvækkende dommedag (hvilket er mere udtalt i det Nye Testamente), således som mange vesterlændinge mener, men snarere en stadig påmindelse om Guds almagt, hans enhed og hans totale uafhængighed af verdens kræfter og magter, samt en lige så stadig påmindelse om verden som vidnesbyrd om Guds storslåede skaberværk. Der sættes kraftigt fokus på Guds retfærdighed og uafhængighed af jordiske instanser.

Selv om Muhammads liv og karriere er kendt, om end ikke i alle de mindste detaljer, så er Koranens inddeling på ingen måde sat kronologisk op i den orden, hvor de forskellige åbenbaringer kom, men suraterne er simpelt hen løseligt ordnet efter aftagende længde. Dette har ofte irriteret vestlige orientalister, religionshistorikere og ikke mindst teologer, som enten i polemisk øjemed eller af ren videnskabelig historisk interesse gerne ville have kunnet følge åbenbaringernes relationer til hændelseshistorien for profetens liv. De er heller ikke sat tematisk op, således at de forskellige genrer, temaer, lovregler og så videre står placeret samlet i grupper.

Der er mange surater, som i form danner et hele med f.eks. samme enderim hele vejen igennem, eller med samme omkvæd efter et fast narrativt forløb, men disse surater, som efter al sandsynlighed blev udsagt som en helhed, springer mange gange selv rundt i temaerne, hvilket fører os til sagens kerne. Koranen er ikke nogen historiebog og sigter heller ikke på at være en kommentar til et begivenhedsforløb, der opfattes sakralt, som f.eks. de nytestamentlige evangelier gør det. Koranen er opfattet som, og derfor intenderet som, et evigt budskab fra Gud til menneskene, og som sådan uafhængig af det timelige. Teksten skal opleves, helst ved levende recitation på arabisk. Det er meningen, at dens lyriske kraft skal indvirke på tilhørerne. Alle dele af den er i princippet lige vigtige, og som sådanne er det ligegyldigt, i hvilken rækkefølge de forskellige tekststykker kommer eller sættes sammen. Allerede den første redaktionskommission må have haft en idé om dette, og resultatet blev den inddeling, som vi kender, hvor suraterne står ordnet efter aftagende længde. Dog har den islamiske teologi prøvet på at fastsætte, hvilke åbenbaringer, der kom fra perioden i Mekka, og hvilke, der kom fra perioden i Medina. Den anerkender også, at suraternes indhold er åbenbaret på forskellige tider. Vi skal helt op til den moderne tekstkritik, før en yderligere kronologisk inddeling bliver mulig.

Koranens disposition med aftagende sûrah-længder er dog afbrudt ét væsentligt sted, nemlig i bogens begyndelse, idet den allerførste sûrah kun er på syv vers. Denne sûrah hedder Al-Fâtihah, dvs. Den Åbnende:

1. Guds navn, den Nådige og Barmhjertige.
2. Priset være Gud, Verdnernes Herre,
3. Den Nådige og Barmhjertige,
4. Herskeren på dommens dag.
5. Det er Dig vi tilbeder, og det er Dig, vi anråber om hjælp.
6. Led os på den rette vej.
7. Vejen for dem, som Du har vist nåde, ej for dem, som er genstand for Din vrede, og ikke de vildfarnes.«

(De ord, som står med stort, er ifølge den islamiske teologi Guds navne, dvs. de egenskaber, som karakteriserer Gud. Traditionelt siges Gud at have 99 sådanne navne/egenskaber. De kan dog variere noget efter de forskellige teologiske skoler).

Denne sûrah har karakter af en bøn, og den fungerer også i islamisk teologi og almindelig religionspraksis på en måde, som minder om Fader Vor i den kristne kirketradition.

Det vigtigste budskab er dog det monoteistiske. Som det kraftfuldt kommer frem i sûrah 112, som traditionelt kaldes for Al-Ikhlâs, dvs. oprigtig dyrkelse:

I Guds navn, den Nådige og Barmhjertige.
1. Sig: Han er Gud Én!
2. Gud den udelelige!
3. Han har aldrig avlet og er aldrig blevet avlet!
4. Og ikke én er ham lig!

Sûrah 112 har alle karakteristika af en tidlig sûrah. Den er kort, de enkelte verslinjer er korte, og den er sat i saj’, dvs. den rimede og rytmiske prosa, som var en del af de samtidige araberes retoriske kunst. Alle linjer ender på samme enderim, i dette tilfælde ad.

Der er noget bekendt over disse ord. De minder om Femte Mosebog 6,4: »Hør Jisrael, Jahwæ, vor gud, Jahwæ er én.« Det bør ikke undre, for at den koraniske tekst bl.a. bygger på den bibelske tradition, var Muhammad klar over allerede fra første færd.

Det bør dog pointeres, at Koranen nok bygger på denne tradition, men ikke er afhængig af den. Koranen er et originalt værk, hvilket hurtigt afstedkom de tidligere bibelske religioners modstand, idet disse ifølge egen dogmatiske selvforståelse besad den fulde og uforanderlige sandhed, hvilket der polemiseres imod i Koranen:

»(Jøderne og de kristne) siger: ’Ingen vil nogen sinde træde ind i (Paradisets) have, hvis han ej er jøde eller kristen!’ Dette er deres ønsker. Sig: ’Bring jeres beviser, hvis I er sandfærdige!’ Nej, tværtimod! Den, som underkaster sig Gud, idet han handler vel, hans belønning er hos hans Herre. Ingen frygt vil være hos (sådanne mennesker), og de vil ikke sørge. Jøderne siger: ’De kristne bygger på intet’, og de kristne siger: ’Jøderne bygger på intet’, når de dog begge følger bogen (Bibelen). Således siger de, som ikke ved (noget), lig deres ord. Gud vil dømme mellem dem på genopstandelsens dag i det, som de plejede at være uenige om.« (Sûrah 2, v. 111-113).

Sûrah 1 og sûrah 112 indtager begge en central position, idet de med kraft udsiger islams vigtigste læresætning: Gud er ene og alene. Der er ingen guder overhovedet ud over Ham, og Han er én. Han kan ikke deles i personer eller hypostaser, således som de sejrende retninger inden for kristendommen har vedtaget. Det er det, som udsiges i sûrah 112, vers 2 ved hjælp af det arabiske ord samad, som betyder hel, uden skel, umulig at dele i enkelte bestanddele (Gardet: L’islam, Religion et Communauté, s. 55-56).

Hvis vi kigger på en anden af de tidlige surater, nemlig nr. 89, finder vi igen de tidlige koranåbenbaringers vigtigste teser sat i både lyrisk og samtidig oratorisk form:

I Guds navn, den Nådige og Barmhjertige.
Ved daggryet!
Ved ti nætter!
Ved det lige og det ulige!
Ved natten, når den svinder!
Er der heri en ed for et menneske med forståelse?
Har du ikke set, hvad din Herre har gjort med ’Âd-folket,
Det søjlerige Iram?
Hvis lige ej nogen sinde blev skabt i landet,
og med Thamûd-folket, som udhuggede klipperne i dalen,
og med Farao, hersker over de store fyrster,
disse, som overskred alle love i landene
og forøgede korruptionen deri,
dernæst overøste din Herre dem med allehånde straffe.
Din Herre er visselig på udkigsposten,
så hvad angår mennesket, når dets Herre prøver det (ved at) vise det ære og skænke det godt,
siger det: ’Min Herre har vist mig ære!’
Men hvis Han prøver det ved at dekretere for det sin (daglige) forsyning,
siger det: ’Min Herre har gjort mig foragtelig!’
Men nej! I viser tværtimod ej den forældreløse ære!
I opfordrer ikke hinanden til at føde den fattige!
I opæder arven helt og aldeles!
I elsker gods grænseløst!
Men nej! Når jorden forstøves til støv på støv!
Og din Herre kommer med englene i række på række!
Og helvede bringes frem den dag, den dag vil mennesket erindre, men hvad vil erindringen nytte det?
Det vil sige: ’Åh gid jeg havde forberedt til mit (efter)liv!’
På den dag vil ikke én straffe med dets straf.
Ikke én vil binde, som det bindes.
O, du rolige sjæl.
Kom hjem til din Herre (du selv), tilfreds og tilfredsstillende.
Så kom ind blandt mine tjenere.
Træd ind i mit Paradis.«

Suraen begynder med en række eder, hvor forskellige naturfænomener tages som vidner. Den islamiske eksegese er så fremkommet med forskellige forklaringer på disse eder, f.eks. at de ti nætter, som der sværges ved, er valfartsmånedens første 10 nætter eller en anden hellig tidsperiode. Derefter kommer stærke formaninger om at huske på de tidligere generationers og folks skæbner, når disse ikke hørte på Guds formaning. Her er omtalt en bibelsk figur, nemlig Farao eller rettere den farao, som Moses stredes med, da han ville føre Israel ud af Ægypten. De øvrige folk er tidligere arabiske folkeslag. ’Âd er et næsten ukendt folk, som almindeligvis anses for at stamme fra det sydlige Arabien. Det var måske besidderen af det søjlerige Iram, medmindre der skal læses »det teltrige Aram«, altså en hentydning til aramæiske nomader, som på Muhammads tid kun blev erindret som et sagnfolk på den Arabiske Halvø.

Aramæerne havde da længe været bofast i det nordsemitiske område, og en aramæisk dialekt, syrisk var som allerede nævnt det gængse sprog i Mesopotamien og det syrisk-palæstinensiske område. Thamûd er et nordarabisk folk, som er omtalt så tidligt som i assyriske tekster fra det 8. århundrede f.v.t. (Blachère: Histoire de la Littérature Arabe, s. 43). De er ofte blevet identificeret med de helleniserede nordarabere, nabatæerne, hvis hovedstad var Petra i det nuværende Jordan, men Thamûd var sandsynligvis snarere en selvstændig arabisk stamme.

Ifølge Koranen fik både ’Âd- og Thamûd-folket tilsendt profeter fra Gud, som hed Hûd for ’Âd-folkets og Sâlih for Thamûd-folkets vedkommende. Da disse to folk fornægtede det budskab, som deres respektive profeter bragte, blev folkene tilintetgjort.

Tanken om tilintetgørelse som følge af fornægtelse af et guddommeligt kald til omvendelse eller som ren følge af folkets ondskab er af gammel dato i Mellemøsten. Man behøver blot at tænke på de bibelske myter om Sodoma og Gomorra, eller om Jesu forudsigelse af Jerusalems tilintetgørelse, fordi byen ikke kendte »sin besøgelsestid« (Luk. 19, 41f). At byen faktisk senere var blevet tilintetgjort af romerne, må også have været alment kendt i Mellemøsten. Særlig vigtigt i denne sammenhæng er, at jødernes eksil i Babylon i 583 f.v.t. ifølge den Hebraiske Bibel netop skulle ses i lyset af folkets konstante frafald og fornægtelse af profeternes kald.

Derefter kommer en gennemhegling af de samtidige menneskers snæversyn og umoral, og til slut en skildring af disses eskatologiske skæbne. Det er et fast litterært træk i Koranen, at Helvede og Paradis altid sættes op imod hinanden i samme passage, en form for emnemæssig parallelismus membrorum, som sætter skildringerne af de to eskatologiske temaer i relief over for hinanden. Det er et gennemgående træk især i de tidlige surater, at menneskenes umoral som oftest sættes i et socialt perspektiv. Det er de skrupelløse rige, som udnytter og foragter samfundets fattige. Koranen sætter sig i sit menneskesyn her i samme tradition som de bibelske profeter. Koranen er gennemført enig med moralen i lignelsen om Lazarus i evangelierne (Luk. 1b, 19-34). Suraen afsluttes med en beskrivelse af dommedag, hvor Guds almagt vil være ufornægtelig, og hvor synderne endelig vil erkende deres fejltagelser og angre disse, men de gode eller retfærdige sjæle vil træde ind i saligheden.

Det er betegnende, at disse sjæle egentlig ikke karakteriseres som rettroende, men som dem, der gør Guds vilje.

Koranens religiøse indhold

Som det allerede er blevet sagt, er Koranens allervigtigste religiøse budskab det monoteistiske i absolut forstand. Dette budskab er koncentreret i den islamiske trosbekendelses første sætning: Der er ingen gud (overhovedet) ud over Gud(en). Gud er én og udelelig. Ikke alene eksistensen af andre guddomme, men også den kristne treenighedstanke afvises kategorisk, idet den forstås som inkompatibel med Guds enhed.

Gud er almægtig. Et ledemotiv i Koranen er udtrykket Allâhu ’alâ kulli shayy’in qadîrun: »Gud har den totale magt over alting.« Guds alvidenhed er lige så grænseløs som hans almagt. Gud er god; denne tanke gennemsyrer hele den islamiske gudsforståelse. Det ville være at misforstå islam helt og aldeles at tro, at guddommen er fjern og tyrannisk. Guds barmhjertighed og tilgivelse bliver meget stærkt fremhævet.

Gud betegnes særdeles ofte som ghaffûr, dvs. absolutiserende. Gud er fuldstændig transcendent, hævet over alle former for lighed med det skabte, men samtidig nærmere mennesket end dets halspulsåre. I Koranen er de mest anvendte udtryk for Guds egenskaber rahmân wa rahîm, som oftest oversættes med »nådig og barmhjertig«, men som også oversættes som »den barmhertige Forbärmeren« af Zetterstéen (1917), hvilket gengives i Buhls oversættelse (1921) som »Forbarmeren, den barmhjertige«, og gengives uforandret i Hvidberg-Hansens oversættelse (1997). Blachère har »le Bienfaiteur misericordieux«, mens Arberry (1955) har »The Merciful, the Compassionate«.

I virkeligheden er udtrykket rahmân wa rahîm en gentagelse af to synonymer baseret på samme etymologiske rod. Vi har her at gøre med et typisk semitisk stilistisk træk, som består i, at man nævner en række synonymer, to, tre eller fire, hvis vigtigste funktion er at forstærke den fælles mening, som de udtrykker, men hvor de enkelte ord i rækken egentlig ikke står for selvstændige meningsenheder. Ordenes enkelte meninger er med andre ord smeltet sammen i de samlede ords overordnede mening. På dansk har vi lidt af det samme i faste udtryk som »slide og slæbe«.

Gud er ene om magten, han er bønhørende: »Og når mine tjenere spørger dig (profeten) om mig, så er jeg visselig nær og opfylder den bedendes bøn, når han beder mig; så lad (mine tjenere) lytte til mig og tro på mig; måske vil de være retledte.« (Koranen 2,186).

Men da han er ene om magten, er han også den eneste, som er tilbedelse og hengivelse værdig. Der er ingen jordisk instans overhovedet, som kan påberåbe sig fuld og udelt autoritet på Guds vegne, end ikke profeten selv: »Det hører sig ikke noget menneske til, at Gud skulle bringe det skriften og visdommen og profetgerningen, hvorefter dette menneske skulle sige til folk: Tjen mig og ikke Gud! men han bør sige: Vær I selv mestre efter det, I kender til, og det, I studerer af skriften; og Gud vil aldrig give jer ordre til at tage englene og profeterne som herrer. Vil Gud beordre jer til vantro nu, efter at I har hengivet jer til Ham?« (Koranen 3,79-80).

Der er altså tale om grov forvanskning, når det fra vestligt hold anføres, at islam skulle være en religion, der i sig selv appellerer til despotiske magthavere, som tror så meget på egne sandheder, at alt andet bliver affærdiget som kætteri; intet menneske kan nemlig ifølge Koranen hævde nogen absolut autoritet - i stedet hedder det: »Vær I selv mestre efter det, I kender til …«.

Islam selv er heller ikke på nogen måde en monolitisk enhed. Selve det faktum, at sunnismen, som repræsenterer ca. 90% af muslimerne, anerkender fire forskellige juridiske og religiøse skoler som ligeværdige, samt den rolle som den klassiske græske kultur har spillet inden for det klassiske islam, er tilstrækkeligt til at tilbagevise dette. Den klassiske græske filosofi og videnskab har betydet så meget for den islamiske teologi og den islamiske kultur, at den græske kulturarv i denne henseende ikke kan overvurderes. En ofte citeret sentens fra Muhammad lyder: »Søg viden, om I så skal hente den i Kina.« At et fåtal muslimer opfører sig og handler, som om det modsatte var tilfældet, må stå for disses egen regning og ikke for Koranens, men det er disse stemmer, som Vesten og især den sensationshungrende og populistiske del af dens massemedier ynder at overeksponere.

Koranen fordrer ikke en »farisæisk« blind opfyldelse af juridiske eller moralske regler og love: »Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest (i bøn), men fromheden er (tilstanden hos) den, som tror på Gud og på den Yderste Dag, på englene, på den åbenbarede Skrift og på profeterne, som giver (af sit) gods på trods af sin kærlighed til det, til de nære folk og til de forældreløse, til de fattige, til vandringsmændene, til de trængende og til slaverne, (den,) som udfører bønnen og giver almisse. De, som opfylder deres pagt, når de opretter en pagt, de, som er udholdende i trængsel og modgang og i svære tider. Disse er de oprigtige, og disse er de, som følger Åbenbaringen.« (Koranen 2,172).

Gud straffer menneskene efter fortjeneste. Genopstandelsen som en fremtidig realitet udsiges med fynd og kraft og ligeså menneskenes eskatologiske skæbne. Ved tidernes ende vil dommedag komme med verdenskatastrofer, men disse danner nærmest kun en ramme eller en tærskel til det væsentlige: Menneskenes fysiske genopstandelse, deres møde med Gud som evig dommer og deres indtrædelse i et efterliv af evig salighed i paradiset eller vedvarende forbandelse i helvede. For paradiset bruger Koranen hyppigst ordet djannah, der er det samme som det hebraiske genn, som bruges i den Hebraiske Bibel om Edens have, og som betyder have eller frugtbart område. Det skal forstås som en yppig have, og således bliver det også oversat. Ordet »paradis« findes imidlertid også i Koranen i dets arabiske udgave firdaws. Det kommer sandsynligvis fra det græske paradeisos, som igen kommer fra det oldpersiske pairadaeza, som betyder en indhegnet have eller park. Både paradis og helvede er imidlertid inden for Guds område. Helvede er et afstraffelses- og lutringssted, og det vogtes af engle.

Beskrivelserne af paradis og helvede er særdeles sanselige, men de er alle sammen holdt i et poetisk lyrisk toneleje, som mange gange minder stærkt om den almindelige arabiske digtning. I disse koraniske eskatologiske beskrivelser gentages de forskellige temaer nærmest ledemotivisk og udfoldes i variationer. Men beskrivelserne er altid i en fremmanende tone, der sætter tanker og følelser i gang ved hjælp af ord og begreber, som er spændt i den arabisk rimede og rytmiske prosa, men som ofte fremsiges nærmest uafhængigt af hinanden i en kalejdoskopisk opvækkelse af følelser.

Når den ufravigelige begivenhed indtræffer,
vil ingen sjæl belyve dens indtræffen,
(begivenheden, som) ydmyger og ophøjer!
Når jorden rystes igennem,
og bjergene forstøves helt
og bliver til bortvejret støv,
og I vil være i tre grupper,
derpå højrefællerne, hvad er (om) højrefællerne?
og venstrefællerne, hvad er (om) venstrefællerne?
og de forudgående, de forudgående -
disse er de nærbragte
i Salighedens Haver
en skare af de første
og få af de sidste
på guld- og perlestukne lejer
liggende på disse over for hinanden,
udødeliggjorte ynglinge kredser om dem
med skåle, drikkeglas og et bæger (fyldt) fra sprudlende kildevand,
som de ikke får det ilde ved og ej heller udmattende rus,
og frugter, fra hvilke de udvælger,
og kød af fugle, som de lyster,
og skønøjede piger
(skønne) ligesom skjulte perler
som løn for, hvad de plejede at øve,
dér vil de hverken høre sårende eller anklagende ord,
kun talen: Fred, Fred.
Og højrefællerne, hvad er (om) højrefællerne?
mellem tornløse lotustræer (er de)
og akacier i rækker
i en udbredt (svalende) skygge …
(Koranen 56,1-30).

Eskatologiens omfang og placering er i Koranen ikke bare udtrykt i langt mere sanselige kategorier, men er også af mere perifer betydning, end tilfældet er i det Nye Testamente. Hvor forventningen om en nærtstående dommedag i sig selv er hele omdrejningspunktet for det Nye Testamentes tilblivelse såvel som for de tidligste kristnes selvforståelse, er eskatologien i Koranen sat så meget i baggrunden, at islam har karakter af en kulturreligion.

Profeten og profeterne

Koranen bliver ikke af muslimerne opfattet som noget nyt, men som en opfølgning, rettelse og afslutning på den bibelske tradition. Gud er evig og allestedsnærværende, og han dømmer menneskene efter disses fortjeneste. Den gennemgående etik og moral, som man finder i Koranen og islam, er en blanding af, hvad man fandt i den samtidige jødisk-kristne tradition og gammel arabisk sædvane. Efter udvandringen til Jathrib/Medina kom Muhammad i en ny social situation. Fra at have været Guds sendebud og talerør blev han nu også i praksis samfundsleder for en ny »klan«, nemlig de troende. I praksis fortsatte de konverterede med de sædvaner og kulturtræk, som araberne altid havde brugt i deres indbyrdes relationer, men der var de mange undtagelser, hvor man fulgte åbenbaringen. Profetens rolle som samfundsleder gjorde ham naturnødvendigt også til lovgiver. En del af disse love findes i Koranen, mens de fleste andre er hentet i den særdeles omfattende litteratur om profettraditionerne.

Koranens juridiske stof beskæftiger sig med de problemer og opgaver, som mødte de troendes første samfund. Koranen begrænser snarere end opfordrer til polygami. Alle skilsmisse- og ægteskabsprocedurer sættes i faste rammer ligesom mange andre af samfundslivets nødvendigheder. Koranen indeholder ikke blot regler for tilladte og ikke tilladte fødemidler, for faste, valfart og andre emner inden for det religiøse og sakrale, men også regler for handelssamkvem og for pengelån, for arveret, strafferet og mange andre love, som vi i nutiden ville betragte som egentlig hørende uden for det religiøse område, men at en religiøs grundtekst indeholder sådant stof, der ekspliciterer fokus på og omsorg for eksistensens dennesidighed, er absolut ikke noget nyt (selv om det spiller en meget tilbagetrukken rolle i det Nye Testamente). Moselovens regler for samfundslivet og for kulten findes f.eks. også sideordnet med patriarkfortællinger og skabelsesmyter i den Hebraiske Bibel.

At guddommen opfattes som den egentlige lovgiver, finder vi et fornemt eksempel på i et af Mellemøstens allerældste lovtekster, nemlig på den babylonske Hamurapis stele, hvor relieffet øverst på stelen viser solguden, som giver Kong Hamurapi loven i hånden. Den samme lov, som står skrevet i en sirlig graveret kileskrift på stelen. Et andet eksempel er Anden Mosebog, kap. 20, hvor de ti bud er givet af Jahwæ.

Idet Koranen ifølge muslimerne er at betragte som en slags »sidste testamente«, som opfølger, reviderer, men først og fremmest også bekræfter og samtidig retter den bibelske åbenbaring, vil det sige, at Muhammad ikke opfattede sig selv som andet end en profet på linje med de tidligere profeter. Disse profeter er dels nogle af de kendte fra Bibelen, og dels nogle ikke-bibelske fra den arabiske verden, som allerede er blevet nævnt.

Imidlertid er der mange bibelske personer, som i Koranen erklæres for profeter, men som ikke er det ifølge den bibelske tradition. Af disse kan nævnes Adam, Noah og Abraham. Den sidste spiller en afgørende rolle, for han betragtes som en af de første, som hengav sig til Gud i en ren monoteistisk kult. Han er at betragte som den ægte repræsentant for den rene monoteistiske religion i en slags oprindelig tilstand. Denne tilstand kaldes for hanîf-dyrkelsen. Ordet hanîf blev efter al sandsynlighed brugt i Muhammads samtid som betegnelse for religiøse mennesker, som hengav sig til en slags »privat« eller alene-dyrkelse af jødernes og/eller de kristnes ene gud, uden at træde ind i disses trossamfund. Deres dyrkelse indbefattede forsagelser, bønner og en tro på almisser til fattige, som gav syndsforladelser hos den givende. Deres religion indbefattede sandsynligvis en synkretisme mellem jødedom, kristendom og gnostiske, manichæiske strømninger (Blachère: Histoire de la Littérature Arabe, s. 55-56 og specielt note 1, s. 56).

I Koranen får hanîf-betegnelsen en ny identitet som den oprindelige og oprigtige tro på og hengivelse til den ene skaber- og verdensgud, som alle mennesker oprindelig fulgte, som de siden glemte, men som et mindretal omvendte sig til ved en række profeter begyndende med Abraham over Jesus til Muhammad som den sidste profet. »Abraham var hverken jøde eller kristen, men han var en hanîf (en Gud)hengiven, og han var ej blandt polyteisterne. Sandelig, de tætteste på Abraham er de, som har fulgt ham, samt denne profet og de, som tror, og Gud er de troendes beskytter.« (Koranen 3,67f).

Hvad angår de tidligere profeter, er Koranens hovedtese, at de alle bragte ét og samme budskab. Hvis dette budskab er blevet modificeret, således at der opstår forskellige religioner, er dette menneskenes og kun menneskenes skyld.

Koranen forsøger i sit kvindesyn at regulere ægteskabs- og arveret, således at kvinders forhold kommer i faste rammer. Det er givet, at Koranen derved kom til at afhjælpe en hel del forhold, som var betydelig mere ustrukturerede i den gamle arabiske sædvaneret. Skilsmisseprocedurerne lægges fast. Den i vore medier meget omtalte tilsløring af kvinder i offentligt rum finder ikke støtte i Koranen. Kvinderne opfordres til at bære deres kapper og at samle deres hovedslør omkring deres bryster (Koranen 33,59 og 24,31), men påbud om ansigtstilsløring findes ikke, og muslimske kvinders brug heraf er et senere kulturtræk.

Selv om der står udtrykkeligt i Koranen, at kvinder og mænd er lige over for Gud, og at den eneste forskel, som Gud regner mellem menneskene, er graden af disses fromhed, så er kvinderne underlagt mændene på væsentlige punkter i den samfundsopfattelse, som kommer til udtryk i den koraniske tekst. Kvinder har ret til ejendom, og de har arveret, men de arver oftest mindre, end de mandlige arvinger får tildelt. Til gengæld ligger kvindernes forsørgelse udelukkende hos mændene. Ved ægteskab skal en mand give sin hustru en medgift, som er hendes ejendom, og som hun beholder i tilfælde af skilsmisse.

Kvinderne opfordres til at undgå seksuel omgang med mænd, som de ikke er gift med, til ikke at være udfordrende, og de bør slå blikket ned, hvilket ikke så meget er en opfordring til underkastelse som blot en opfordring til at vise beskedenhed og respekt. Alt i alt er disse krav på linje med de krav, som på daværende tidspunkt blev stillet generelt til kvinder i Mellemøsten og Middelhavsområdet. Kravet om seksuel afholdenhed med hensyn til personer, som man ikke er gift med, gælder også mænd. Dog undtages slavinder fra denne regel, således at mænd må have seksuel omgang med disse.

Koranen opfordrer til at behandle kvinder med ømhed og venlighed, og dette bør ses i lyset af, at mændene herskede i et patriarkalsk samfund. Mænd må have op til fire hustruer på en gang, men dette fritager ikke ægtemanden for at have den fulde forsørgerpligt over for alle hustruer, og det indskærpes, at de alle må behandles fuldstændig lige. Et krav, som nogle kilder lader forstå, at selv profeten havde svært ved at leve helt op til. Polygamiet var nu en nødvendighed i datidens arabiske førislamiske samfund, den eneste personlige beskyttelse kom fra ens stamme eller klan. Selvsagt medførte dette også stammefejder, og man regner med, at en substantiel del af den mandlige befolkning døde som følge af kamp- og krigshandlinger. I et sådant samfund vil der altid være et numerisk overskud af kvinder, og polygamiet bliver den naturlige konsekvens.

Blandt vestlige orientalister er Koranen 4,34 berygtet som et vers, der virkelig angiver mændenes dominans over kvinderne. Imidlertid giver dette vers filologiske problemer, idet formuleringerne synes at have løse ender. Er der mon tale om en senere »emendation« og addition (se længere fremme)? Direkte oversat står der: »Mændene står over kvinderne med det, som Gud har skænket nogle af dem mere end andre(?), og med det, som mændene har givet af deres ejendom, så de fromme kvinder er gudhengivne, bevarende for det skjulte (eller fremtiden) med det, som Gud har bevaret(?). De kvinder, hvis oprør I frygter, skal I formane, efterlade på deres sovepladser og slå, men hvis de adlyder jer, så handl ikke dårligt, thi Gud er ophøjet, stor.«

Verset er blevet fortolket, som at mændene står over kvinderne, fordi Gud har skænket mændene mere end kvinderne, og at de gode kvinder skal bevare deres dyd (Guillaume: Islam, s. 72), men denne fortolkning kan kun gennemføres ved at tvinge teksten. Hvad angår kvindernes »oprør«, så står det arabiske ord for konstant vedholdende modvilje eller fjendskab. Brugt om en mand, betyder det en, som brutaliserer sin kone.

Sammenlignet med det udtalte krav om underdanighed hos kvinden, som ikke mindst Paulus lader komme til udtryk i det Nye Testamente, er dette vers - flertydigt eller ej - dog ikke opsigtsvækkende, om end naturligvis udtryk for en ganske anden tid end den moderne.

Koranen anerkender grundlæggende de tidligere bibelske religioners rigtighed, og disses troende fordømmes kun i den udstrækning, de har forladt den koraniske åbenbarings hjørnestene, først og fremmest islams krav om absolut monoteisme. »Visselig, de, som tror (dvs. muslimerne), og de, som øver jødedom, og sabi’erne og de kristne, de, som tror på Gud og på den yderste Dag, og som handler godt, hos dem vil der ej være frygt, og de vil ikke være bedrøvede!« (Koranen 2,62; verset gentages i sin nøjagtige ordlyd i 5,69).

Jøderne og de kristne har adgang til de eskatologiske belønninger. Det eneste, som forlanges af dem, er, at de holder sig til deres profeters sande lære uden at forfalske den. Herved udfører de Guds vilje siden alle profeter, deriblandt naturligvis også de bibelske - og Jesus siges i Koranen at have bragt det samme budskab. Jesus anerkendes ikke blot som profet, men som en særdeles vigtig profet på samme niveau som Moses, og han kaldes messias i Koranen, men han er stadig ikke andet end en profet. Han er ifølge Koranen et menneske, helt og aldeles ligesom Muhammad. At betragte Jesus som Guds søn og som en inkarnation af Gud er at begå den værste synd i islam, nemlig shirk, der består i at give Gud fæller i magten, at fornægte Guds enhed, kort sagt at udføre en form for flerguderi/afguderi.

Koranen polemiserer mod den kristne guddommeliggørelse af Jesus og lader ham selv udtrykke sin fornægtelse heraf: »Og da Gud sagde: O, Jesus, søn af Maria, er det dig, som har sagt til menneskene: ’Tag I mig og min moder som guder ved siden af Gud’? Jesus sagde: ’Æret være Du! Det er ikke (passende) for mig at sige det, som ikke er ret for mig. Havde jeg sagt dette, havde Du vitterlig vidst det, idet Du kender det, som er i mig, men jeg kender ikke det, som er i Dig, for Du kender fuldt det skjulte (for menneskene)’.« (Koranen 5,116).

Jøder, kristne og andre monoteister udelukkes ikke fra de hinsidige belønninger ifølge Koranen. Dette siges klart i det her oversatte vers (2,62 / 5,69), men jævnfør også f.eks. vers 5,48. Folkereligionen samt de fleste korankommentatorer og teologer har været hurtige til at fordømme ikke-muslimer til fortabelse, men betydningsfulde teologer både fra den klassiske tid og fra den moderne tid har anerkendt, at ikke-muslimske monoteister havde adgang til paradis og evigt liv. Blandt de klassiske må især nævnes al-Ghazzâlî (d. 1111) og blandt de moderne, den store liberale reformteolog (salafiyyah-reformismen), Muhammad ’Abduh.

Jøder, kristne, sâbi’er (efter al sandsynlighed en gnostisk, kristen sekt; nyere forskning har argumenteret for, at det drejer sig om arabiske manichæere, se de Blois Acta Orientalia) og andre monoteister, hvilket i det islamiske imperium også betød zoroastrister, anerkendes som besiddere af en tidligere udgave af islam, siden alle profeter kommer med basalt samme budskab. Hvis der er forskel i doktriner og dogmer mellem religionerne, skyldes det ifølge Koranen, at det oprindelige budskab er blevet forvrænget eller forfalsket. Nogle teologer mener, at selve de skrevne tekster er blevet ændret, mens andre mener, at teksten er blevet ærbødigt bevaret, og at forfalskningerne består i fejlfortolkninger. Deraf følger selvfølgelig, at jøder og kristne, som levede før islams komme, havde fuld adgang til de eskatologiske belønninger, idet de jo ikke havde fået adgang til det sidste og oprettende budskab.

Der foreligger ikke nogen missionsbefaling i Koranen. Ikke noget, som kan sammenlignes med det nytestamentlige: »Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.« (Mark. 16,15-16).

De religiøse samfund, som følger en profets skrift, opnår det islamiske samfunds beskyttelse, mod at de betaler en skat eller tribut. Omvendelser kræves ikke. »Ingen tvang i Religionen! Retledelsen har tydeliggjort sig fra vildfarelsen, så at den, der afsværger afguderiet og tror på Gud, har grebet i det fasteste greb uden brud, thi Gud er den Hørende og vidende.« (Koranen 2.156).

(I den koraniske tekst står der ikke i egentlig forstand »afguderi«, men ordet tâghût. Dette var på denne tids arabisk navnet på det hellige telt, som de nomadiske beduiner brugte til forskellige ritualer i forbindelse med dyrkelsen af de hedenske guder).

Der kræves derimod omvendelse af polyteister, for så vidt som disse bor inden for et islamisk samfunds jurisdiktion. Dette er imidlertid en senere efterrationalisering fra teologisk hold. Der foreligger i Koranen kun krav om, at de troende skal kæmpe militært, når deres samfund er i fare - altså defensivt. Disse militære tiltag kaldes for »at kæmpe på Guds vej« eller »anstrengelse på Guds vej«. Ordet »anstrengelse«, jihâd, er det, som almindeligvis oversættes med »hellig krig«. Der er imidlertid ikke tale om korstog, og begrebet jihâd bruges generelt om anstrengelse for at fremme muslimernes sag.

Koranens udformning

De forskellige åbenbaringer, som Muhammad fik som profet, var af auditiv art. I den islamiske teologi er der to grundteser vedrørende disse åbenbaringer. Enten hørte profeten en menneskelignende stemme, og det eneste, han gjorde, var at fremsige de ord, som han hørte. Den anden tese er, at han fik åbenbaringen som en indre inspiration, som han så selv iklædte sprogdragt. Koranen siger selv klart om profeten, at han under ingen omstændigheder selv var ophav til åbenbaringerne. Han har heller ikke nogen guddommelig status, men er helt og fuldt et almindeligt menneske, hvis eneste opgave er at være formidler for åbenbaringen. Der tilkendes ham heller ikke nogen egentlig evne til at udføre mirakler, og mange muslimer siger, at Muhammads eneste mirakel var åbenbaringen af Koranen.

Disse åbenbaringer blev først samlet for alvor mellem 650 og 656, det vil sige 18-24 år efter Muhammads død, på initiativ af muslimernes daværende leder, kaliffen ’Uthmân, som nedsatte en komité ledet af profetens sekretær, Zayd ibn Thâbit, hvis opgave var at samle alle åbenbaringer til et enkelt, autoritativt korpus. Dette korpus kom til at fungere som selve den koraniske grundtekst, hvilket har gjort, at den er blevet betegnet som den koraniske vulgata af vestlige filologer og religionshistorikere. Et lidt uheldigt navn, da det måske kan lede til begrebsforvirring vedrørende den bibelske Vulgata, som er kirkefaderen Hieronymus’ oversættelse af Bibelen til latin, og som er den katolske kirkes officielle udgave. Dette korankorpus er imidlertid ikke entydigt, idet der er en del varianter af teksten, hvoraf traditionelt syv anses for kanoniske, men der er ca. 40 varianter i alt.

Da profeten levede, blev Koranens indhold generelt lært udenad af hans ledsagere og de folk, som troede på hans åbenbaringer. Dette var faktisk den almindelige måde at bevare ord og tekster på i det arabiske såvel som i mange andre af oldtidens samfund. Selv de store arabiske digtere havde dengang et følge af rapsoder, som lærte deres digte udenad, og som fremførte dem på digterens vegne. Den arabiske skrift blev anvendt som en form for handelsnotation. Den var afledt af den aramæiske nabatæiske skrift, og den var særdeles defektiv og ufuldkommen, idet den kun noterede konsonanter og til en vis grad lange vokaler ned, og den anvendte samme bogstav til forskellige lyde. Med andre ord var skriften en hjælp til hukommelsen og langtfra entydig, hvis man ikke kendte teksten i forvejen. Det tog et par hundrede år efter Muhammads død at udvikle den arabiske skrift, som vi kender den. Denne udviklede arabiske skrift er til gengæld helt entydig, forudsat at samtlige tegn og vokaltegn står skrevet, hvilket de altid gør i korantekster.

En ikke ringe del af koranteksten fandtes dog nedskrevet i forvejen, dels på papyrus og dels på forskelligt andet materiale, som dengang ofte blev brugt som papir: trætavler, skulderblade fra husdyr, palmeblads-midtribber osv. En enke efter profeten ved navn Hafsa havde en stor samling af korantekster på papyrus i sit private eje. Hafsa var datter af Abû Bakr, Muhammads umiddelbare efterfølger som samfundsleder, det vil sige kalif. Ordet kommer fra det arabiske khalîfah, som betyder repræsentant eller efterfølger (for profeten). Denne samling var en af hovedkilderne til den tekst, vi har nu, men meget tyder på, at der også fandtes store divergenser. ’Uthmân beordrede, efter udarbejdelsen af den endelige recension af koranteksten, at alle tidligere nedskrevne kilder skulle brændes og udslettes for at undgå skænderier og fjendskab blandt de troende vedrørende koranteksten. De tidligere omtalte varianter skyldes dels de dele, som folk kunne udenad, og dels at visse private tekstsamlinger forblev uantastede, i hvert fald så længe ejeren levede, på grund af vedkommendes status i det tidlige muslimske samfund. Således blev Hafsas samling først modstræbende givet til destruktion af hendes broder efter hendes død.

Der er ingen grund til at tvivle på redaktørernes ansvarsbevidsthed over for deres opgave, men man kan stadig væk i koranteksten se forhold, som direkte lader senere tilføjelser skinne igennem, og som måske repræsenterer redaktionskomiteens forsøg på at samordne teksten til en helhed »efter bedste evne«.

Som eksempel kan nævnes sura 103. Den består af kun tre vers:

1. Ved Formiddagens (lys)!
2. Mennesket er visselig i fortabelse!
3. Undtagen de, som har troet, udført gode gerninger, erklæret sandheden for hinanden og opfordret hinanden til tålmod!

Alt tyder på, at de første to vers er oprindelige og blandt de første åbenbaringer, idet deres litterære form peger på disse ved blandt andet at sværge ved et naturfænomen. De har indledt en af de tidlige tekster, men resten er gået tabt. For at indføre en moderation i den generelle fordømmelse, som ligger i de to første vers, og for at sætte disse på linje med Koranens ånd, er vers tre senere blevet føjet til. Dette kan blandt andet ses af, at mens de to første vers har enderim, falder vers tre lidt uden for rimet, og det er også betydeligt længere end suraens to øvrige vers. Hvornår dette er blevet tilføjet, kan der kun gisnes om.

Vi har i vore dage bevaret en del koranhåndskrifter skrevet med ældre, ufuldstændige skrifttyper. En del findes også i vestlige videnskabelige biblioteker. De er selvsagt af særdeles stor tekstkritisk værdi. Et af de ældste blev fundet for nogle år siden på et loft på den store moské i San’â i Jemen. Det er måske næsten samtidig med den gamle medinastat fra 632-650, det vil sige det første islamiske samfund lige efter profetens død, før det nyerobrede imperium fik Damaskus som hovedstad under Umayyadernes dynasti. Denne udgave bliver nu gransket af filologer, men på grund af den defektive skrift er der endnu ikke fremkommet afgørende resultater af denne forskning.

Sunnaen

Koranens status som religiøst grundskrift og dens særlige udformning gør, at den naturnødvendigt måtte suppleres med kommentarer. Koranen er ikke en teologisk afhandling eller en juridisk lovbog, men en forkyndelse af stor lyrisk skønhed og litterær kraft, selv om de to sidste forhold nødvendiggør et særdeles godt kendskab til arabisk for at kunne værdsættes. Dens formuleringer er ofte mangetydige, og dens regler vil altid blive konfronteret med livets mangfoldige virkelighed.

Allerede Muhammad var klar over dette, og han var den første til at træffe afgørelser, både praktiske og religiøse, anvise metoder og fortolke det guddommelige budskab. Disse afgørelser kom naturligvis til at danne basis for muslimernes forståelse af mange ting og for deres indbyrdes adfærd, idet profetens adfærd og levevis, på arabisk sunnah, kom til at danne en etisk, juridisk og religiøs model og forståelsesmæssig ramme. Sunnaen, eller rettere sagt profetens sunnah, er i senere islamisk terminologi defineret som den samlede mængde af ord og handlinger, som Muhammad har sagt eller udført, og den er den anden hovedkilde til den islamiske teologi/jura, idet Koranen er den første.

Grunden til, at teologi og jura forbindes med en skråstreg, er, at de er uløseligt knyttet sammen. Det islamiske samfund betragter de love og juridiske regler, som findes i Koranen og i de anerkendte beretninger om profetens ord og handlinger, som en lige så integreret del af religionen som de rent teologiske teser og forhold. Disse beretninger hedder hadîth (flertal ahâdîth) på arabisk, men dette ord oversættes almindeligvis til islamisk profettradition. Sunnaen, i form af den samlede mængde anerkendte profettraditioner, danner den komplementære religiøse grundskrift, som giver den islamiske religion dens dybde og fylde.

Islam er, som vi også allerede har været inde på, imidlertid alt andet end en enhed. Allerede i år 37 efter den islamiske kalender, dvs. år 655 e.v.t., opstod det første alvorlige skisma i den islamiske religion, idet de troendes samfund blev splittet i sunnitter, shi’itter og khâridjiter. Skismaet var i sin oprindelse udpræget politisk, men det fik straks religiøse overtoner. Igennem hele historiens løb er der opstået heftige teologiske diskussioner, grupperinger og religiøse/politiske spil og intriger, og en del af disse vigtige teologiske diskussioner fortsætter ufortrødent i vore dage, men der har aldrig dannet sig nogen form for ensretning i islam. En »katolsk« ensretning kendes ikke.

Ingen troende, hverken magthaver eller teolog har nogen form for monopol på sandheden, og selv om nogle har prøvet på at tilrane sig det ved hjælp af politisk magt - med ayatollah Khomeini som det bedst kendte eksempel i moderne tid - har de aldrig i praksis kunnet opnå nogen form for officiel eller blot vedvarende massepopulær godkendelse. At ville have eneret på sandheden ville i sig selv være dybt uislamisk, idet det ville være at påregne mennesket en guddommelig egenskab og dermed udøve islams værste synd, nemlig at give Gud fæller i magten.

Den danske koranforskning og islamologiske forskning

På dansk findes der ikke p.t. nogen videnskabelig oversættelse af hele Koranen. Dette skyldes blandt andet, at Koranen, profeten Muhammad og islam er blevet ret ugleset i den danske orientalistiske tradition, der med professor Johannes Pedersen som undtagelse i første halvdel af det. 20. århundrede har været mere optaget af kristen apologi og missionsvirksomhed end af et reelt ønske om at forstå islam og dens grundtekster, således som muslimerne selv ser dem.

Det værste eksempel i så henseende er uden tvivl Frants Buhl, som på trods af egentlig glimrende filologiske kundskaber lod sin antipati mod islam skinne tydeligt igennem i sine værker: Quranen, et udvalg i kronologisk rækkefølge (1921) og Muhammeds Liv (1903). I det første står der bl.a.: »Quranen derimod indeholder på ganske få Undtagelser nær udelukkende Udtalelser af Gud selv (det talende ’vi’), saaledes som de opfattedes af Muhammed i hans hemmelighedsfulde Tilstande og senere stiliseredes af ham. Dens indhold svarer altsaa nærmest til de profetiske Bøger i Det Gamle Testamente, hvor Profeterne refererer til, hvad Gud sagde til dem i deres inspirerede Øjeblikke.« (Quranen, s. IX, artikelforfatterens kursivering).

Muhammad bliver af Frants Buhl betragtet som en patologisk person, som nok i begyndelsen af sin profetiske karriere var overbevist om sin mission og en stærk idealist, men som i Medina-tiden blev offer for selvsuggestion, når dette faldt til hans fordel. Buhl anerkender Muhammads oprigtighed i hans dybe overbevisning om sit profetkalds sandhed, men han betragter ham som en psykologisk unormal person: »… et sådant hysterisk menneskes sindstilstand er et alt for kompliceret fænomen til, at man uden videre tør anlægge en simpel logisk målestok på den og dømme ham, som man dømmer normale mennesker.« (Muhammeds Liv, s.104).

Hvordan »en hysteriker« kunne blive til en dygtig samfundsleder og beholde sin position under svære samfundskriser som f.eks. militære angreb i en kultur, hvis mennesker var særdeles konkret tænkende, og hvor troværdighed i tanker og handlinger var det eneste middel til at få folks støtte, må i så fald forblive en gåde. Kun en helstøbt personlighed kunne have politisk succes i det omfang, som Muhammad fik i datidens arabiske samfund.

Buhls udtalelser står i modsætning til den respekt for islam, som kommer frem i Johannes Pedersens bog, Islams Kultur (1928), og som længe har fortjent et genoptryk, eventuelt med en ajourføring, selv om bogen har beholdt sin videnskabelige værdi. I denne bog bliver profeten Muhammad på ingen måde karakteriseret som andet end en inspireret religionsstifter og dygtig politisk leder. Hans forskellige politiske tiltag beskrives, hvad enten de opfattes som positive eller negative i vor samtid, men Johannes Pedersen beskriver profeten som en helstøbt personlighed, som skabte et nyt samfund ved en gennemtænkt politik. Professor Johannes Pedersen repræsenterer noget af det bedste inden for dansk semitisk filologi, idet han netop i sine forskellige værker ønskede at forstå de behandlede kulturer gennem disses egne tekster og egen betydningsdannelse.

Frants Buhl var negativt indstillet, men han var en dygtig filolog, og hans koranudvalg er korrekt oversat. Dette kan man derimod ikke sige om den nye bog, Koranen i Udvalg (1997) ved F.O. Hvidberg-Hansen, hvor arbejdet er særdeles usikkert, den arabiske tekst ofte er misforstået og oversættelsen fyldt med fejl. Imidlertid inddrager Hvidberg-Hansen i sit noteapparat oldsemitiske kilder, som er af religionshistorisk betydning, og som sjældent bruges i andre oversættelser.

Den eneste videnskabelige oversættelse af den fulde korantekst til et nordisk sprog er Zetterstéens svenske oversættelse fra 1917. Denne oversættelse er af international standard, og kan anbefales et dansksproget publikum. I udgaven fra 1979 er det videnskabelige noteapparat blevet ajourført af professor dr.phil. Christopher Toll.

Blandt de udenlandske oversættelser kan professor Arberrys oversættelse fra 1955, The Coran Interpreted anbefales for sin litterære værdi. En særdeles fin udgave af Regis Blachères franske oversættelse er fra forlaget G.P. Maisonneuve & Larose fra 1980. I denne udgave er der et fint filologisk noteapparat. Suraterne står i deres traditionelle orden, i modsætning til Blachères store oversættelse fra 1950erne, hvor de er forsøgt sat kronologisk op, hvilket faktisk besværliggør brugen mange gange, men indekset i 1980-udgaven er så vel udarbejdet, at det næsten fungerer som en konkordans.

Philippe Provençal, cand. mag., PhD