Sagnet vil vide, at brødrene Dan og Angel var det danske folks grundlæggere og landets første herskere. Fra Dan og hans hustru, Grytha nedstammer danernes kongeslægt.

Af Dans to sønner vælges Humble til konge, men bliver fanget af sin broder, den uædle og hovmodige Loter, der mod at skåne hans liv erobrer tronen. Loter bliver dog snart dræbt for sine ugerninger og efterfølges af sin søn, kong Skjold, skjoldungernes stamfader.

Traditionen fortæller imidlertid også, at Skjold som barn blev fundet på et gudesendt skib, der var drevet i land ved Skånes kyst, og at han siden grundlagde kongesædet i Lejre ved Roskilde fjord.

Har Lejre været kongesæde, har det dog næppe været herfra, at danernes magt oprindelig udsprang. I det andet århundrede markeres nemlig et kongedynasti på Stevns af en usædvanlig gravplads ved Tryggevælde Å, oprindeligt med syv storhøje, der var ganske ulig datidens forhold her tillands. Danerne var ifølge den østgotiske historieskriver, Jordanes, netop heller ikke indfødte, men derimod "udgået af sveernes rod" – dvs. indvandrere fra Sverige, hvor den selvsamme gravskik var udbredt på denne tid.

I det andet århundrede etablerer danerne kongemagten på Stevns og fordriver de herboende herulere. Undersøiske pælespærringer imod angribende skibe og omfattende forsvarsanlæg bliver rejst flere steder i landet fra begyndelsen af det tredje århundrede, ligesom de storslåede mosefund med krigsbytteofre fra omkring år 200-500 afspejler en tid med slag og magtkampe, hvor danernes sammenstød med indfødte stammefolk på Fyn og især i Jylland kan have været blandt årsagerne.

Nogenlunde samtidig med danernes indtog udvikles her i landet futhark'en, runeskriften, der siden spredes over hele Skandinavien og sammen med den pluralistiske asatro skaber fælles, men løse og udogmatiske kulturtræk på tværs af stammer og folk. Korte indskrifter fra denne tid dukker nu og da op på runesten, smykker, våben og andre genstande – f.eks. på Guldhornene, hvis gådefulde pragt får Oehlenschläger til at ønske glimtet tilbage fra Oldtidens svundne dage: "Da det straalte på Jorden, da Østen var i Norden."

Et ikke mindre storslået fund i en anden genre udgør det angelsaksiske heltekvad Bjovulf, der er nedskrevet omkring år 700, men udspiller sig et par århundreder tidligere. Bjovulf er geater, men hovedparten af digtet foregår i danernes land, hvor helten dræber et uhyre, der hjemsøger skjoldeungefolkets konge, Roar.

Bjovulf føjer sit til den lange række af berømte fortællinger om danerne, deres konger og deres land, der ihukommer navnkundige helte som Amled, Uffe hin Spage, Rolf Krake og Regnar Lodbrog, hvis historiske og mytiske rødder fortaber sig i disse sagnomspundne århundreder, men som Saxo ikke desto mindre lader indtage en afgørende plads i sin Gesta Danorum.

I 800-tallet refereres generelt til hele landet som dansk. Konger med et stort magtområde har da også været nødvendigt for at gennemføre så imposante konstruktioner som f.eks. den 800 meter lange Kanhavekanal fra år 726, der gennemskærer Samsø og sikrer effektiv kontrol over al skibsfart ved indsejlingen til både Lillebælt og Storebælt, eller fæstningsvoldene Dannevirke, der fra samme periode strækker sig over ti kilometer, og som beskytter Jylland imod angribere fra syd.

Omkring år 800 udbygger kong Godfred Dannevirke; han hersker da over områder, der strækker sig langt ud over Jylland, og går ikke af vejen for en direkte konfrontationspolitik mod truslen fra kejser Karl den Store, der har tvangskristnet, henrettet og tvangsforflyttet tusinder af saksere og udstrakt sit imperium lige til danernes grænse i syd.

Danske mønter begynder at dukke op i samme århundrede, og selve ordet "Danmark" optræder første gang skriftligt i en rejsebeskrivelse fra omkring år 900, men har givet været kendt en rum tid inden da. Også Jyllands befolkning kaldes efterhånden samlet for danere – landet er en enhed.

De første, spredte vikingetogter begynder i slutningen af 700-tallet, og vikingerne handler med, plyndrer og erobrer vesteuropæiske byer og landområder de følgende århundreder, især hos frankerne og englænderne. Ved Seinens munding i det senere Normandiet og i den nordøstlige del af England, det såkaldte Danelagen, slår danere sig tilmed ned som kolonister.

Folket er kendt og berygtet i udlandet, men i slutningen af 800-tallet er det hjemlige rige i opløsning, og med våbenmagt erobrer Olaf fra Sverige tronen. I begyndelsen af 900-tallet vender vikingehøvdingen Hardeknud imidlertid hjem og fordriver Olafs efterfølger, Sigtryg, for at grundlægge et helt nyt kongedynasti i Jelling. Et halvt århundrede senere samler Hardeknuds sønnesøn, Harald Blåtand atter riget, idet han "vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne", som det hedder på Jellingstenen med Kristusafbildningen fra 960erne.

Ligesom under kong Godfred var danerne igen under pres fra et imperium i syd og en stærk kejser, der var kronet i Rom, denne gang Otto I. At erklære danerne for kristne var ikke blot et personligt anliggende for Harald Blåtand, men måske også et politisk træk for at undgå en mulig religiøs-politisk legitimering af det tyske riges overherredømme. Den danske konge sikrer således samtidig landet militært og anlægger på få år hele fem rundborge og flere broer, og bortset fra en besættelse af Sønderjylland, der slås tilbage efter ni år, forbliver danerne uafhængige af tysk overherredømme. Harald Blåtand bliver dog sluttelig fordrevet af sin søn, Sven Tveskæg, der konsoliderer riget og genoptager vikingetogterne mod England.

Omtrent her slutter danernes første årtusinde.

Danernes historie er historien om et rige, der altid er blevet og fortsat bliver beriget ved at ægte fremmed ånd.

Den første halvdel af landets første årtusinde udvikledes runeskriften, der var inspireret af romerne, og landet indvaderedes af danerne, der kom fra Sverige.

Den anden halvdel af det første årtusinde blev danernes land samlet, aserne dominerede ånden, og vikinger drog ud og vendte hjem med både guld og oplevelser fra alverdens kulturer.

Den første halvdel af det andet årtusinde gik asatroen helt i opløsning, og danerne blev betaget af katolicismen, der var Roms version af græske håndskrifters vidnesbyrd om en sekt fra Mellemøsten.

Den anden halvdel af det andet årtusinde var den katolske kirkes enhed og autoritet i opløsning, og danerne blev indtaget af protestantismen, der var tyskernes opgør med paven i Rom.

Den første halvdel af det tredje årtusind gik protestantismen helt i opløsning. Tidens tand havde allerede slettet ordene "Danmark" og "danerne" på Jellingstenen som et kulturelt memento mori, der erindrede, at al kulturånd kommer og går, og at Harald Blåtands kristning af folk og rige var lige så forgængelig som asatroen.

Riget berigedes af bølger af indvandrere, kulturen besjæledes på ny, og "det straalte på Jorden, da Østen var i Norden".

Faklen

NOTE: En læser har venligt gjort opmærksom på, at det ikke er det korrekte citat, der ovenfor tillægges Oehlenschlägers digt, »Guldhornene«. I digtet hedder det: »da Himlen var i Norden«, ikke »da Østen var i Norden«. Det er selvfølgelig en bevidst pointe, at »Himlen« er erstattet med »Østen« i afslutningens sidste sætning, men ikke, at det også er løbet mig i pennen, da citatet nævnes første gang, hvor der korrekt skulle have stået »Himlen«. Oehlenschlägers digt kan læses i sin helhed på Humanisme.dk: »Guldhornene«.