Rigspolitiet beklager ifølge DRs nyhedsbrev den 8.12.99, at man i en rapport i september informerede fejlagtigt om indvandrerkriminalitet på Fyn: "Rapporten omtalte en gruppe på 10-15 indvandreres hærgen i Assens politikreds. I virkeligheden var der tale om en gruppe pæredanske kriminelle."

Justitsministeren havde den 7.12.99 indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet om sagen, der medgiver følgende: "Sammenfatningen for så vidt angår Assens politikreds er behæftet med åbenbare fejl, som Rigspolitiet må beklage."

AF bryder loven for arbejdsgivere, der kun vil ansætte danskere

Enhver form for forskelsbehandling pga. race, hudfarve, religion eller etnisk oprindelse er forbudt ifølge dansk lov (nr. 459 af 12.6.96). Et cirkulære fra Arbejdsmarkedsstyrelsen indskærper, at loven også gælder ved Arbejdsformidlingens jobformidling. AF må således ikke formidle arbejdskraft til arbejdsgivere, der stiller betingelser, som udelukker mennesker pga. deres etniske herkomst.

En journalist fra Ekstra Bladet har over for 13 AF-kontorer udgivet sig for at være en arbejdsgiver, der ønsker at ansætte en ledig, men samtidig pointerer, at denne skal være af dansk herkomst. Den 8.12.99 offentliggøres resultatet, der viser, at samtlige 13 AF-kontorer trodsede loven, idet ingen – som loven foreskriver – nægtede at betjene den opdigtede arbejdsgiver, og kun to af kontorerne afviste at medvirke til åbenlys forskelsbehandling.

Politiforliget – eller politiet forherliget?

Til en konference med temaet "vold og kriminalitet" på Christiansborg den 11.11.99 understregede justitsminister Frank Jensen, at kriminaliteten i Danmark anno 1999 var den laveste i 13 år. Alligevel blev politiet i december 1999 bevilget 2,4 milliarder kroner ekstra over de næste fire år.

Forliget er indgået mellem regeringen, Centrum-Demokraterne, Venstre, det Konservative Folkeparti – og Socialistisk Folkeparti.

Bevillingen er ud fra enhver nøgtern vurdering alene et udtryk for politisk strategi, eftersom det er lykkedes især højrefløjen at overbevise befolkningen om, at der er et problem med vold og kriminalitet, som er helt ude af proportioner med virkeligheden.

Lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen udtaler: "Det er blevet en almen opfattelse i den brede befolkning, at der er noget helt galt, og det er Socialdemokratiet og regeringen nødt til at tage hensyn til. Derfor er politiforliget og de ekstra milliarder et signal om, at nu forsøger man at genoprette verden – især i forhold til de ældre, der er dem, som er mest bange, og som i høj grad stemmer på Socialdemokratiet. Og netop angst er et element, som får politikerne til at agere intuitivt. Så set i sammenhæng med Dansk Folkepartis fremgang, der også appellerer til de ældre, er ekstrabevillingerne ikke overraskende (…) Men pointen er, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre – det har noget med en central vælgergruppes opfattelse af virkeligheden at gøre. Det er det, forliget spiller op til." (Berlingske Tidende, 19.12.99).

Registrering og overvågning sker drypvis i speciallove

Skatteministeriet arbejder med at indføre krav om tvungen oplysning af privatkunders navn og adresse, når de køber ind for over 5.000 kr., således at staten kan overvåge, om de pågældende har et forbrug, der er i overensstemmelse med deres privatøkonomi – eller om der måske er tegn på sort arbejde.

Forbrugerrådets jurist, Mette Reissmann frygter for forbrugernes anonymitet: "Det er skræmmende, at man ved hjælp af drypvis lovgivning i den grad indskrænker forbrugernes anonymitet og privatliv i det offentlige rum. Det her er bare ét eksempel på, at registrering og overvågning sker drypvis i speciallove. Det nærmer sig integritetskrænkelse, at man vil registrere navne og adresser på forbrugere blot for at fremme kampen mod sort arbejde." (Berlingske Tidende, 11.12.99).

Indenrigsministeriet opfordrer til kommunal overvågning af privatadresser

Indenrigsministeriets CPR-kontor opfordrer kommunerne til at agere politi og observere borgere på deres privatadresser, hvis de mistænkes for socialt bedrageri.

Ministeriet opfordrer i et brev til at "foretage op til flere observationer af bopælen/opholdsstedet på 'ydertidspunkter' af døgnet" (jf. Politiken, 12.12.99). Det sker bl.a. ved privatbesøg, hvor kommunalt ansatte f.eks. møder op for at undersøge, om en fraskilt mand ikke er fraflyttet sin tidligere kone, men alene står registreret som enlig for at hæve ekstra ydelser fra det offentlige.

Afdelingsforstander fra Danmarks Journalisthøjskole og ekspert i forvaltningsret, Oluf Jørgensen udtaler til Politiken: "Kontrolbesøgene er så indgribende i privatlivets fred, at kommunerne ikke må camouflere dem og skaffe sig adgang til private hjem under andre påskud, f.eks. med en flytteanmeldelse. Når der ikke er et lovgrundlag, så er kontrolbesøg frivilligt for borgeren. Og hvis kommunens folk banker på, skal de klart fortælle, at borgerne har ret til ikke at lukke dem ind, så det sker med informeret samtykke. Men selv med det, er jeg i tvivl, om kommunerne overhovedet må gøre det."

SFs Anne Baastrup påpeger, at den grundlovssikrede ukrænkelighed af boligen overtrædes, og mener, at kommunerne giver sig i lag med politiopgaver: "Vi er naturligvis imod socialt bedrageri, men kontrollen må ikke ske for enhver pris. Når det gælder politiet, har borgeren jo langt større retssikkerhed end i forhold til kommunerne." (Politiken, 13.12.99).

Information oplyser den 14.1.00, at Esbjerg Kommune allerede har besluttet at ansætte en "professionel dyneløfter", som på fuld tid skal "afsløre borgere, der svindler med de sociale ydelser", skriver avisen. Om betegnelsen "professionel dyneløfter" siger Ejnar Bogut, som har fået stillingen: "Så ved folk, hvad det er, jeg skal lave."

Sagsbehandlere nedprioriterer besværlige klienter

Rikke Posborg, formand for Socialpolitisk Forening og socialrådgiver på Vesterbro i København, udtaler: "Der går ligesom et filter ned mellem sagsbehandleren og den besværlige klient. Det gør det svært at kommunikere, og det er noget, man skal være opmærksom på." (Aktuelt, 23.12.99).

Hun påpeger, at klienter, der ikke er "nemme", lettere risikerer at få utilfredsstillende sagsbehandling end andre, og oftere risikerer at blive sat ud af deres lejlighed uden hverken rådgivning eller støtte. Posborg kender til sager, hvor folk er blevet sat ud af deres boliger, blot for 60, 100 eller 200 kroners restance på huslejen. "Som det sker i dag, er det udtryk for en brutal behandling. Det er flovt for samfundet, at det ikke har reageret med en eller anden form for hjælp til disse mennesker."

Flere hjemløse fra etniske mindretal

Flere og flere med indvandrer- og flygtningebaggrund bliver hjemløse i Danmarks storbyer. Berlingske Tidende skriver den 14.12.99: "På Mændenes Hjem med 81 pladser har 42 pct. af beboerne indvandrer- eller flygtningebaggrund, og de er gennemsnitligt fem år yngre end de danske beboere – det vil sige 25-35 år. På KFUM Kollegiet på Islands Brygge med 76 pladser er 60 pct. af de nuværende beboere indvandrere eller flygtninge."

Forstander for Mændenes Hjem, Robert Olsen udtaler: "Udviklingen er gået hurtigt de seneste år. Der kommer flere og flere. Og deres problemer bliver tungere og tungere. Hver eneste af disse beboere fortsætter sandsynligvis en social deroute med yderligere problemer. Og der er al mulig grund til at tro, at dette er de første symptomer på et af fremtidens store sociale problemer. Hvis der ikke bliver gjort noget, kommer vi til at se en marginalisering med endnu flere hjemløse indvandrere og flygtninge end i dag." (Aktuelt, 13.12.99).

Den såkaldte borgerkonto er klar – samkøring af 20 offentlige registre

Kommunedata har udarbejdet den såkaldte borgerkonto, et nyt computersystem, der samkører 20 offentlige registre. I september 1998 godkendte regeringen "Det fælleskommunale system – Ydelsesoversigt" som en del af borgerkontoen, der betyder, at kommunerne på samme tid får indsigt i 20 registre og dermed har overblik over samtlige offentlige ydelser til den enkelte.

I 1980 var et lignende system på tale, men blev kraftigt kritiseret af bl.a. SiD, der anså det for at være en unødig overvågning og forhåndsmistænkeliggørelse. I dag blæser der imidlertid andre vinde i den faglige organisation. Juridisk konsulent i SiD, Per Christensen udtaler: "Det problem ser vi ikke længere. Vi er også interesserede i at bevare det legitime i arbejdsløshedssystemet. Det skal fungere, og folk skal have tillid til det." (Politiken, 14.12.99).

Overvågnings- og stikkersamfundet

Ekstra Bladet løfter sløret for et lovforslag, regeringen arbejder med, der skal give arbejdsgiverne adgang til 2,5 millioner danskeres private forhold. Avisen skriver den 4.12.99: "Regeringen lægger i et lovforslag om persondata op til, at sociale myndigheder kan udlevere oplysninger om vores helt private forhold til private og offentlige arbejdsgivere. Helbredsoplysninger er undtaget, men arbejdsgivere kan f.eks. få at vide, at den ansattes hustru har søgt ophold på et center for voldsramte kvinder, at barnet er smidt ud af skolen, og at den ansatte selv som ung fik tre tiltalefrafald for butikstyveri. Regeringen skal have et EU-direktiv indarbejdet i dansk lovgivning, og det betragter ikke 'væsentlige sociale problemer' og 'strafbare forhold' som 'følsomme oplysninger'."

Dermed er fortroligheden mellem f.eks. sociale myndigheder og sociale klienter på vej ud. Offentlige arbejdsgivere kan uden videre begære adgang til ansattes private oplysninger, mens private virksomheder skal indhente den pågældendes "samtykke" – noget sådant kan f.eks. gøres i forbindelse med en jobsamtale, hvorved det underforstås, at samtykket er nødvendigt, hvis en ansættelse skal komme på tale. De sociale myndigheder er dog ikke forpligtet til at udlevere de ønskede oplysninger, men de vil i modsætning til tidligere kunne gøre det.

Afdelingsforstander fra Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen udtaler til avisen: "Som det ligger nu, får arbejdsgiverne et meget ubehageligt instrument til at sortere mennesker med. For når folk er til en jobsamtale, giver de selvfølgelig samtykke til, at deres sociale forhold kan undersøges. Arbejdsgiverne får indblik i, hvad ansøgeren har af problemer i familien, enten i parforholdet eller med børnene, og de får indblik i en række andre private oplysninger, som kan ligge hos skolepsykologen, de sociale myndigheder eller statsamtet."

Marianne Jelved bygger videre på etableringen af overvågningssamfundet og vil give samtlige afdelinger i en koncern, f.eks. et livsforsikringsselskab, et realkreditinstitut, en bank, en ejendomsmægler eller en pensionsanstalt adgang til at videregive "sædvanlige oplysninger" til et centralt register i den koncern, som selskabet er en del af, beretter Ekstra-Bladet den 11.1.00. Men det er ikke defineret, hvad "sædvanlige oplysninger" er. Avisen nævner i flæng: Samtlige personens konti i koncernen; for sent betalte regninger eller en overtrukket kassekredit; om vedkommende har været straffet; forbrug af receptpligtig medicin; helbred i forbindelse med ansøgning om gruppelivordning; familiestridigheder, der involverer offentlige myndigheder, f.eks. tvangsfjernelse af børn; religiøs eller racemæssig baggrund osv. "De kan samle alle de oplysninger, som de kommer i besiddelse af," skriver avisen.

De nye registre vil mere eller mindre afløse RKI ("Ribers"). Men til forskel fra dette og andre nuværende oplysningsbureauer vil de nye registre ikke være underlagt offentlig kontrol, og reglerne om, hvornår oplysninger om f.eks. gammel gæld skal slettes, samt retten til at få at vide, om man er registreret, gælder ikke for de nye registre.

Stadig væk er et "samtykke" centralt, men det er ikke defineret, hvordan et "samtykke" skal indhentes – og så er en mundtlig aftale nok. "Så står kundens udsagn over for to bankrådgiveres udsagn," understreger SFs ordfører, Ole Sohn (Ekstra Bladet, 12.1.00). Frank Aaen fra Enhedslisten siger til samme avis: "De store koncerner kan følge hver eneste bevægelse, vi foretager os. Og så kan Politiets Efterretningstjeneste få adgang til alle de samme oplysninger."

I Ekstra Bladet den 19.1.00 forklarer Marianne Jelved: "Bankloven handler om at kunne føre et egentligt tilsyn med koncerner i et forsøg på at forhindre en ny Hafnia-sag eller en ny Baltica-sag (…) Målet er at sikre både risikovillig kapital, konkurrence og en finanssektor, der er sikker for alle kunder." Meningen er, at Finanstilsynet skal kunne få indblik i en koncerns samlede risikovurdering, så faresignaler kan opfanges i tide. Til de temmelig graverende bivirkninger, denne koncernovervågning og sikring af "risikovillig kapital" får for privatlivets fred, siger Marianne Jelved: "Der er intet forslag om den slags i bankloven." Pointen, som ministeren undgår at kommentere, er dog, at der tilsyneladende heller intet er i loven, der forhindrer det.

Også justitsminister Frank Jensen er på vej med nye registreringsmuligheder. Markedsføringsindustrien har haft held til at påvirke et EU-direktiv, som nu skal implementeres i dansk lovgivning. Det drejer sig om, at forretninger skal have ret til at registrere kundeprofiler, som kan bruges i markedsføringen. Betingelsen for at opnå forskellige medlems- eller bonuskort eller rabatordninger kan være, at kunden giver samtykke til videregivelse af vedkommendes indkøbsvaner. "Hvis man er henne for at leje en video og nægter at skrive under på en kontrakt, der indeholder et samtykke, så må manden eller konen gå hjem til ægtefællen uden video, og så røg den hyggeaften. Næste gang bliver der skrevet under," siger ekspert i registerlovgivning dr.jur. Peter Blume til Ekstra-Bladet den 19.1.00. "Så kan der ikke længere [bare] videregives oplysninger om, at jeg køber vin, men også om, at jeg køber så meget, at jeg må anses for alkoholiker. Hvis jeg lejer en sadomasochistisk video, vil oplysningen kunne bruges i direkte markedsføring over for mig. Hvis jeg køber sukkerfri varer, bliver jeg registreret som sukkersyg," forklarer han.

For at sætte prikken over i’et i overvågnings- og stikkersamfundet fremturer indenrigsminister Thorkild Simonsen med sit forslag om, at det skal være pligtigt for alle under strafansvar at angive sin nabo (Ekstra Bladet, 27.1.00). Det gælder allerede i alle tilfælde, hvor en dansker modtager socialhjælp, i lov om arbejdsskader og i udlændingelovgivningen i forbindelse med ulovlig indrejse, at alle "der har kendskab til forholdene", er pligtige til at give de oplysninger, som myndighederne kræver. Thorkild Simonsens næste skridt handler om tilfælde, hvor en nabo evt. snyder med sin folkeregisteradresse. Nægter man at "samarbejde med myndighederne", dvs. stikke sin nabo, kan man få en tilsigelse til at møde i retten, hvor man er under vidneansvar og risikerer straf for falsk forklaring, eller at komme i fængsel, "indtil tungen kommer på gled", som avisen udtrykker det.

Venstre vil fratage indvandrere retten til sociale ydelser de første syv år

"Forestillingen i den danske befolkning om, at Danmark skulle være et særlig attraktivt mål for indvandrere og asylansøgere, holder simpelt hen ikke," skriver Berlingske Tidende den 7.1.00. Tal fra EUs statistiske kontor, Eurostat viser, at nettoindvandringen til Danmark er faldet siden 1998, og at vi med en nettoindvandring på 1,9 pr. 1.000 indbyggere ligger under Schweiz, Italien, Tyskland, Holland, Storbritannien og ikke mindst Norge og Irland, der har tilsvarende tal på hhv. 4,3 og 5,0.

"EUs tal bekræfter nødvendigheden af indvandring, hvis den europæiske befolkning ikke skal ældes hurtigt," skriver avisen og fortsætter: "Fødselsraten i Vesteuropa nåede i 1999 en bundrekord siden Anden Verdenskrig …"

At debatten i Danmark ikke desto mindre handler om, hvorledes man kan begrænse indvandringen (hvilket i praksis vil sige sammenføringen af familiemedlemmer, da Danmark har haft indvandrerstop i årevis), siger således mere om det politiske klima i Danmark end om noget reelt "problem". Og om dette oppiskede politiske klima vidner også den lange række forslag om, hvordan man kan stramme den i forvejen stramme lovgivning på området.

Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen er parat til at bryde med fundamentale retsprincipper for at begrænse familiesammenføringer. Nye indvandrere (familiesammenførte) skal nægtes ret til alle sociale ydelser såsom kontanthjælp, boligsikring og børnepenge i de første syv år af deres ophold i Danmark. Reglerne skal, af hensyn til internationale konventioner, på papiret gælde alle, både danske statsborgere, EU-borgere, flygtninge og indvandrere, men Venstreformanden vil indarbejde undtagelser, så kun sammenførte familier rammes. "Hvis de vil være her, så må de forsørge sig selv," siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Tidende (30.12.99).

I Jyllands-Posten kritiseres forslaget af flere juridiske eksperter som værende i direkte strid med en række af EUs regler samt ikke mindst med Grundloven, nærmere bestemt § 75 stk. 2: "Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder."

"Hvis man opholder sig lovligt i Danmark, så er der en grundlovsbeskyttet rettighed til at få økonomisk støtte til et eksistensminimum," siger juraprofessor, Jens Vedsted-Hansen til Jyllands-Posten den 7.1.00. Hans analyse støttes i samme avis bl.a. af professor og ekspert i socialret Kirsten Ketscher, som uddyber: "EF-domstolen har hidtil slået hårdt ned på den slags diskrimination (…) Hvis forslaget skal kunne lade sig gøre, har vi to muligheder. Enten kan vi afskaffe alle de ydelser, vi har. Eller også må vi ændre Grundloven og derudover også opsige alle de traktater og aftaler, vi har med andre lande." Andre eksperter i EU-ret, som Jyllands-Posten har talt med, bekræfter denne analyse.

"Jeg agter ikke at lade mig tyrannisere af, hvad forskellige juridiske eksperter måtte mene," lyder reaktionen fra Venstres formand til Jyllands-Posten.

Også regeringspartierne arbejder på højtryk for at imødekomme kritikken af de "alt for mange" familiesammenføringer, som altså er temmelig få, når der sammenlignes med de øvrige europæiske lande. De radikales udlændingeordfører, Henrik Svane foreslår, at en udlænding i Danmark først skal være dansk statsborger og desuden have været det i tre til fem år, før vedkommende kan få lov at få sin familie til Danmark (Politiken, 1.1.00). Kommissær for menneskerettigheder for Østersørådet, Ole Espersen understreger ifølge Politiken den 4.1.00, at de europæiske konventioner om menneskerettigheder netop er knyttet til mennesket og ikke til et givet statsborgerskab.

Gennemføres forslaget, vil det implicere den afskaffelse af retskravet på familiesammenføring, som Dansk Folkeparti længe har agiteret for. Udlændinge har mulighed for, efter ansøgning, at opnå dansk statsborgerskab – "indfødsret ved naturalisation" – i henhold til Grundloven. Det sker ved lov, hvori navnet på hver enkelt naturaliseret person nævnes; det er således Folketinget, som efter et frit skøn i sidste ende afgør, om naturalisation skal finde sted. Der består ikke noget retskrav på at opnå indfødsret ved naturalisation – heller ikke selv om ansøgeren måtte opfylde de sædvanlige betingelser. Af dem kan nævnes krav om uafbrudt, lovligt ophold i landet i 7 år (fra det tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er meddelt; udgangspunktet kan fraviges for særlige persongrupper); om at der ikke er større offentlig gæld; om danskkundskaber samt om "pletfri vandel", dvs. en ren straffeattest (kilde: www.familieadvokaten). De præcise regler angående indfødsret findes i Justitsministeriets cirkulære nr. 132 af 03.10.97, som findes på: www.retsinfo.dk/_GETDOC/ACCN/C19970013209-REGL.

Familiesammenføringsreglerne blev sidst strammet i juli 1998, og de fastslår, at en familiesammenføring med en ægtefælle kræver, at den herboende part har haft permanent opholdstilladelse i Danmark i mindst tre år; men en opholdstilladelse kan først blive permanent efter mindst tre års forudgående lovligt ophold med en midlertidig opholdstilladelse (kilde: Aktuelt, 6.1.00); hertil kan for asylansøgeres vedkommende givetvis lægges de halvandet år, som skal gå, før den midlertidige opholdstilladelse kan opnås. Samlet mindst seks til syv et halvt års ventetid.

Hvis forslaget om statsborgerskab vedtages, vil det – ud over en reel afskaffelse af retskravet på at kunne sammenføres med sin familie – kunne betyde, at ventetiden forlænges, så der samlet kan gå 11 til 14 år, før en "udlænding" måske kan få lov at få sin ægtefælle og sine "børn" til landet (bare sagsbehandlingen for en ansøgning om statsborgerskab anslås for tiden til 22 måneder (kilde: www.familieadvokaten.dk), og regnestykket kommer derfor til at se ud som følger: Seks til syv år med opholdstilladelse, knap to år med sagsbehandling og tre til fem år med statsborgerskab, før familien kan føres sammen i Danmark).

Debatten har ikke mindst været båret frem af den kritik og de krav om stramning af de eksisterende familiesammenføringsregler, som har lydt fra en række socialdemokratiske borgmestre fra Københavns Vestegn; og det til trods for, at kun én af de bemeldte borgmestre kan dokumentere en stigning i antallet af familiesammenføringer sidste år; tre andre har tværtimod oplevet et fald (jf. Information, 5.1.00). Efter forslag fra borgmestrene i Brøndby, Høje Taastrup, Ishøj og Herlev bliver det en del af regeringens nye "udlændingepakke", at den, der vil have et familiemedlem eller en ægtefælle hertil, skal have egen bolig af en "passende" størrelse (Berlingske Tidende, 4.1.00 og 10.2.00).

En ekstra lille finesse ved dette forslag, som regeringen, borgmestrene og dets øvrige støtter næppe har overset, er, at reglerne – hvad angår de almennyttige boliger – ganske enkelt forhindrer en eventuel ansøger om familiesammenføring i at opfylde kravet (Politiken, 19.1.00): Man kan nemlig først få en familielejlighed (underskrive en kontrakt), i det øjeblik, familien rent fysisk er i landet, og det må den ikke være, før man har underskrevet en kontrakt om en familielejlighed …

Brøndbys socialdemokratiske borgmester Kjeld Rasmussen er begejstret: "Vi får simpelthen sat en prop i hullet. Kravene til egen bolig som betingelse for familiesammenføring vil stor set ingen kunne leve op til," siger han til Berlingske Tidende (12.2.00), ifølge hvilken han betegner regeringens udlændingepakke som en "danmarkshistorisk milepæl", der hurtigt vil reducere antallet af tosprogede i kommunen dramatisk.

Desuden er kommunerne i vid udstrækning holdt op med at bygge almennyttige boliger for netop at undgå "ressourcesvage personer", som det eufemistisk hedder, så antallet af påbegyndte almennyttige boliger i Danmark er et af de laveste i 30 år, og ventelisterne bliver længere og længere (Berlingske Tidende, 18.1.00).

De konservatives leder, Bendt Bendtsen foreslår, at man indfører et sorteringssystem, så kun personer, der kan "bidrage til det danske samfund", får lov at blive sammenført med en forælder eller en ægtefælle i Danmark; f.eks. unge med god uddannelse, erhvervserfaring osv.: "Det handler ganske enkelt om, at vi tør sige, at der er forskel på folk. Og at der derfor skal gøres forskel på folk. Derfor foreslår jeg, at vi indfører en konkret individuel vurdering af, om de mennesker, der ønsker at komme hertil, kan bidrage til det danske samfund. Kan de ikke det, skal de ikke ind," siger han til Berlingske Tidende den 9.1.00.

De konservatives politiske ordfører kalder forslaget for "et indspark i debatten" og mener ikke, at partiet vil fremlægge forslaget i Folketinget (Jyllands-Posten, 20.1.00). Bendt Bendtsen vil i øvrigt – ligesom Pia Kjærsgaard – helt afskaffe de facto flygtninges familiesammenføring; det vil han gøre ved ganske enkelt at nægte flygtninge retskrav på opholdstilladelse (som normalt gives efter tre år) og i stedet lade dem opholde sig "tålt" i landet, men uden de sædvanlige rettigheder (Berlingske Tidende, 4.1.00). Og uden opholdstilladelse, ingen familiesammenføring …

Derudover har der været forslag om simpelt hen at sammenføre familierne et andet sted end lige Danmark (K) og om at "kvotefordele", dvs. tvangsbosætte, nysammenførte familier for at undgå områder med større koncentration af "fremmede" (S). Regeringen går desuden med planer om at indføre et loft for, hvor mange mennesker, der må bo i en bolig, da det kan være med til at begrænse antallet af familiesammenføringer, fordi en ansøger får større udgifter til bolig og dermed sværere ved at leve op til kravet om at kunne forsørge en evt. ægtefælle (Politiken, 1.1.00).

En del af regeringens "udlændingepakke" bliver også at afskaffe retskravet på familiesammenføring for unge mellem 18 og 25 år, så et ungt par skal bevise, at ægteskabet er indgået frivilligt, hvis ægtefællen skal have lov til at flytte ind hos sin udkårne i Danmark (kilde: Information, 12.-13.2.00). Finessen ved forslaget er, at der kan gives afslag på at få en ægtefælle til landet med henvisning til, at den herboende part har været udsat for et "kulturelt pres": "Det er jo fuldstændig uigennemskueligt, hvad der ligger i begrebet ’kulturelt pres’ (…) Jeg er sikker på, at alle de ægteskaber, hvor danske Pia gifter sig med en udenlandsk mand, glider glat igennem. Hun vil have ret nemt ved at løfte bevisbyrden, for hun kan umuligt have været udsat for et ’kulturelt pres’. Det er jo kun sådan nogen, som er sorte i huden, der bliver udsat for den slags," siger jurist i Nævnet for Etnisk Ligestilling, Niels-Erik Hansen til Information.

Formanden for Etnisk Ungdom, Imran Hussain oplever den evige udlændingedebat – med temaer som hårdere straffe, tvangsudvisninger, boligspredning og nu strengere regler for familiesammenføring – som endnu en spand koldt vand i hovedet: "Det er ved at gå op for os, at vi ikke kan gøre noget godt nok. Uanset om vi taler flydende dansk, får en uddannelse og lærer kongerækken udenad, bliver vi ikke accepteret. Vi føler os psykisk voldtaget 24 timer i døgnet. Hvad er det, politikerne og de højtråbende borgmestre vil have? At vi går rundt med en pølse i den ene hånd og en bajer i den anden? (…) de kommer med det ene perfide forslag efter det andet. Er det korrekt at behandle indvandrere anderledes end andre borgere i landet?" (Politiken, 4.1.00).

Folkestemningen og de toneangivende politikere synes at mene ja.

Formanden for Paraplyorganisationen for de Etniske Minoriteter (POEM), Muharrem Aydas er rystet: "Det er tilsyneladende en skrue uden ende. Vi har i forvejen verdens strammeste udlændingelov, og nu skal den strammes yderligere. Jeg ved ikke, hvornår det stopper. Den slags forslag skaber stor utryghed blandt de etniske minoriteter om deres hverdag og fremtid. De spørger sig selv om, hvad næste skridt bliver. Mange er i tvivl om, hvor mange kræfter de skal bruge på at tilpasse sig i det danske samfund, når de ikke er sikre på, hvilken fremtid de har." (Information, 31.12.99).

I foreningen Dialog2 nærmer man sig den totale resignation over for den hetz, indvandrere udsættes for. Generalsekretær Sajizi Demirkiran udtaler til samme avis: "Vi er rigtig kede af det. Nogle af pigerne sidder simpelt hen og græder nede i vores klub. Det er så mærkeligt, at vi ikke kan blive accepteret."

Dansk Folkeparti i annonceaktion mod muslimer

Foreningen til Integration af Nydanskere har indrykket en række helsidesannoncer, der skal rette op på den uforholdsmæssigt store arbejdsløshed blandt indvandrere i Danmark, bl.a. med billeder af danskere af anden etnisk herkomst ledsaget af overskrifter som: "Når jeg bliver kristen, vil jeg være sygeplejerske."

Som modreaktion herpå indrykkede Dansk Folkeparti en helsidesannonce i Jyllands-Posten den 30.1.00 med billedet af en hjemløs, ledsaget af overskriften: "Når jeg bliver muslim, vil jeg have en bolig." Budskabet var, at muslimer skulle have lettere ved at få boliger i Danmark end andre. I annoncen kaldes det "uanstændigt" at holde "danskere og kristne" uden for boligmarkedet, og den afsluttende tekst lyder: "Hvor muslimsk skal man være for at få en bolig?"

Imidlertid er der faktisk forholdsmæssigt langt flere hjemløse indvandrere og udlændinge end etniske danskere. Ifølge den Sociale Ankestyrelse er knap 30% af beboerne på herberger og forsorgshjem i København, Odense, Aalborg og Århus udenlandske statsborgere, og på landsplan er 11% af beboerne på herberger og forsorgshjem udenlandske statsborgere (se også afsnittet ovenfor: "Flere hjemløse fra etniske mindretal").

Pia Kjærsgaard forsvarer imidlertid Dansk Folkepartis annonce: "Jeg ved godt, at man ikke skal være muslim for at få en bolig, og at muslimer ikke har fortrinsret til boliger. Men flygtninge har fortrinsret ifølge integrationsloven, og det er positiv særbehandling. Og mange af de flygtninge er muslimer (…) Det er satire, men jeg vil holde fast i, at der også er sandhed i den." (Jyllands-Posten, 1.2.00).

Blandt mange andre er by- og boligminister Jytte Andersen forundret over den pludselige omsorg for de hjemløse, som hun ikke erindrer sig at Dansk Folkeparti tidligere har vist nogen solidaritet: "Pia Kjærsgaard kunne have demonstreret sit varme hjerte for de hjemløse ved at stemme for den del af sidste års finanslov, der gav 30 millioner kroner til de hjemløse. Det gjorde hun imidlertid ikke," forklarer ministeren i Jyllands-Posten (30.1.00).

Faktisk står de hjemløse temmelig alene med deres problemer. "Når ingen andre vil, så gør vi det," siger Michael Rasmussen til Politiken (18.1.00). Han har selv været hjemløs og er nu talsmand for det nystiftede Foreningen af Hjemløses Venner af 1999. Foreningen har netop købt to skurvogne for at skaffe blot nødtørftigt tag over hovedet til i det mindste 10-12 af hovedstadens hjemløse. Det er planen at anskaffe op mod 30 skurvogne, hver med plads til tre køjesenge. Der forlyder intet om, at Pia Kjærsgaard skulle have tilbudt sin hjælp og støtte til projektet.

Skæbnesvanger togtur fører til udvisning af 23-årig somalier

Socialistisk Information nr. 138 (januar 2000) beretter om følgende episode, der har været omtalt i Dagbladet Holstebro-Struer: "Et skænderi om en tillægsbillet til 25 kr. for en togtur blev skæbnesvangert for en ung 23-årig somalisk mand. Ikke i Somalia. Men i Struer. Sammen med to venner skulle han med toget. De var sent på den og nåede ikke at købe billet på stationen, inden toget kørte. Den skulle de så betale i toget. Og det var der, at en tillægsbillet kom til at stå i centrum for et skænderi mellem somalieren og togrevisoren. På et tidspunkt sparkede den unge mand ud efter skydedøren ind til revisorens kupé og ramte uheldigvis forkert, så han i stedet for at afreagere på døren ramte revisoren. Og så var hans skæbne beseglet. Politiet blev tilkaldt, og han blev anklaget for 'vold mod tjenestemand i funktion'. Ifølge Dagbladet Holstebro-Struers referat af retssagen ved Vestre Landsret i Viborg kostede det somalieren en dom på 40 dages ubetinget fængsel. Denne dom var en skærpelse i forhold til byretsdommen, som havde lydt på 30 dages fængsel. Men oven i fængselsdommen fulgte en udvisning fra Danmark og et indrejseforbud i fem år."

Information skriver den 18.2.00, at "Procesbevillingsnævnet har givet den 23-åriges forsvarer, Anne Grethe Kampmann lov til at prøve sagen ved Højesteret."

Mistænkelig kærlighed

Kærligheden kender som bekendt ingen grænser. I Danmark er der ca. 42.000 udlændinge, som er gift med danskere i såkaldt duonationale ægteskaber (Berlingske Tidende, 12.1.00).

Og det er åbenbart højst mistænkeligt.

Når man som dansker gifter sig med en udlænding, har man ret til at få sin ægtefælle med til Danmark. Først må man ganske vist vente tre til fem måneder, som er den tid, Udlændingestyrelsen påregner til "sagsbehandling". Derefter går der yderligere mindst tre år, før den udenlandske ægtefælle overhovedet kan tildeles permanent opholdstilladelse. Så hvis den danske ægtefælle f.eks. dør inden da, er det "ud". Hvis et duonationalt ægtepar, som f.eks. har været gift i 15 år, rejser udenlands i mere end et år, begynder hele historien forfra, når de kommer tilbage. I de tre år, mens ægtefællen endnu ikke har permanent opholdstilladelse, må de duonationale ægtepar desuden leve under nøje overvågning fra myndighederne, som har ret til – og benytter sig af det – at møde op på bopælen, når de vil, f.eks. kl. 5.30 om morgenen, for at løfte dyner og kontrollere, om forholdet nu også er legitimt. De kigger i skabe, undersøger vasketøjet og stiller intime spørgsmål etc. Det er "frivilligt", om man vil besvare disse spørgsmål, men der gøres opmærksom på, at "det kan indebære risiko for, at sagen afgøres negativt, hvis der mangler oplysninger," som Jørgen Tagg fra Den centrale Politiafdeling forklarer til ovennævnte avis.

"I Udlændingestyrelsen hævder man, at politiet ikke besøger folk uden en begrundet mistanke (…) Men [vi] fik aldrig at vide, hvad mistanken var begrundet med. Det var en meget mærkelig og ubehagelig oplevelse (…) Der ville have været en vis anstændighed i at overrække os et brev ved første besøg om, hvad det drejede sig om, og hvorfor politiet kom. Og siden sende os et brev om, at man betragtede sagen som afsluttet, og at vi ikke ville få yderligere besøg. For vi er jo ikke kriminelle, men vi blev behandlet sådan," fortæller Lars Otved Jørgensen, som er gift med en kvinde fra Østafrika og derfor fik besøg af politiet tre gange i streg med få dages mellemrum.

Formanden for foreningen Ægteskab uden Grænser, Kenneth Wilson siger til samme avis: "Det er nedværdigende for alle parter og spild af politiets ressourcer. Vi har ofte i foreningen forsøgt at få konkrete tal på, hvor mange proforma-ægteskaber man afslører gennem disse kontrolbesøg, men Udlændingestyrelsen vil ikke oplyse tallet. Ifølge vore egne oplysninger er der blevet fire sager ud af næsten 1.000 samlivskontrol-besøg over fire år i Frederiksberg Kommune."

Den enes død, den andens brød

Inden for de seneste måneder har sundhedsminister Carsten Koch afslået forslag om "fixerum", hvor narkomaner fredeligt og sikkert kan indtage deres stof – men støttet oprettelsen af en "skadestue", hvor de graverende følger, som "fejlfix" har, kan behandles. Han har afslået heroinforsøg, men anbefaler metadon på sprøjter (Politiken, 16.1.00). Samtidig vil et stort flertal i Folketinget inklusive regeringen forny en lov om tvang i behandlingen af narkomaner, selv om eksperterne over én kam kalder den ubrugelig (Politiken, 11.1.00).

Det handler om at sende de rigtige politiske signaler. "Carsten Kochs (S) argument er bl.a., at han ikke ville lægge navn til forslag, der signalerer en lovliggørelse af stoffet," beretter Politiken den 16.1.00.

"At tro, at man kan få stofmisbrugere til at holde op med at tage stoffet ved at sende klare signaler, er i mine øjne verdensfjernt," siger cand.jur. Jørgen Jepsen, som er leder af Center for Rusmiddelforskning, til samme avis. Og det er da heller næppe narkomanerne, signalet er henvendt til, men derimod de øvrige vælgere.

Imens dør narkomanerne på gaden, ca. 300 om året. Og langt de fleste af disse dødsfald sker, når narkomanen indtager stoffet alene, forklarer gadesygeplejerske Nina Brünés til Politiken. 50 af dem dør af en overdosis på offentlige toiletter, på gaden eller i trappeopgange. Samtidig er ni ud af ti narkomaner smittet med Hepatitis C, som kan give kræft og skrumpelever. Dertil kommer, at risikoen for at få det illegale stof konfiskeret medfører, at narkomanerne må indtage det i en sådan hast, at resultatet ofte bliver kroniske sår, bylder, koldbrand, amputerede arme og ben, smadrede blodårer og betændelse på hjerteklappen, oplyser avisen. Forhold, der uden videre ville kunne forbedres drastisk, hvis ikke det var for Kochs og regeringens "signaler" og den rigide danske – og internationale – princippolitik om, at brug af narkotika er ulovligt og skal bekæmpes.

Arbejde er sundt …

Således synes ideologien bag regeringens aktiveringspolitik kort at kunne formuleres. Imens slides tusindvis af arbejdere op hvert år på grund af bl.a. de fysisk meget belastende, monotone rutiner, EGA (ensidigt gentaget arbejde). EGA defineres som arbejde, der implicerer udførelsen af de samme bevægelser 10-12 tusind gange dagligt. Omkring 220.000 mennesker udfører den slags arbejde hver dag i Danmark, oplyser Information den 6.1.00. Hårdest går det ud over kvinderne.

Kvindeligt Arbejderforbund offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste, at 38 procent af samtlige kvinder på arbejdsmarkedet tvinges over på førtidspension, "ofte på grund af uhelbredelige smerter i bevægeapparatet," oplyser psykolog i Arbejdstilsynet, John Graversgaard, til avisen.

At det i overvejende grad er kvinder, der nedslides af EGA, dokumenteres af tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvor det fremgår, at der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der anmelder nedslidningsskader som følge af arbejde. "[Kvinderne] sættes til det EGA-arbejde, hvor der overhovedet ingen indflydelse er på jobfunktionen – det er så at sige maskinen eller samlebåndet, der bestemmer tempoet," fortæller John Graversgaard.

Arbejdsskadestyrelsen vil i vid udstrækning ikke anerkende kvindernes erhvervssygdomme, og selv om arbejdsmarkedets parter på regeringens opfordring i 1993 fremsatte en forblommet handlingsplan om at halvere antallet af de nedslidende EGA-arbejdspladser inden år 2000, er det "beskæmmende få resultater", der er kommet ud af det, som Thora Brendstrup fra SiD formulerer det i avisen.

Regeringen og arbejdsminister Ove Hygum har dog fået udarbejdet en rapport, som tegner et meget lysere billede med 27 procent færre EGA-arbejdspladser siden 1990 og kalder regeringens egen indsats for en succes, oplyser Information. Hertil skal det måske lige tilføjes, at man ganske vist næsten udelukkende har forhørt sig om arbejdsforholdene hos arbejdsgiverne … Og de har altså ment, at det går ufattelig godt.

"Rapportens konklusioner er så utroværdige, at man tror, det er løgn," siger socialrådgiver Kit Astrup fra Samarbejdet Arbejdere Akademikere til Information. Til trods for, at f.eks. tekstilindustrien har flyttet langt over halvdelen af deres EGA-arbejde til Polen og de baltiske lande (hvilket overhovedet ikke nævnes i rapporten), er antallet af anmeldelser af EGA-lidelser ikke desto mindre steget med 24 procent blot i perioden 1993-97.

Med den forblommede rapport i hånden slipper regeringen og Ove Hygum for at foretage sig andet end at opfordre til at fortsætte det gode arbejde. Og nedlagte arbejdspladser og flere på "passiv forsørgelse" ville jo heller ikke se godt ud i statistikkerne.

Desuden er arbejde jo sundt …

Menneskerettighederne i vejen for "politiske ønsker"

Venstre er parat til at skære i de grundlæggende menneskerettigheder, "hvis det viser sig, at konventionerne står i vejen for politiske ønsker", som Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech udtrykker det i Jyllands-Posten den 26.1.00.

De "politiske ønsker", der er på tale, er intentionerne bag i første omgang den såkaldte pusherlov fra 1996, hvormed en udlænding, som er dømt for besiddelse eller salg af selv små mængder narkotika, ud over den almindelige straf kan idømmes en tillægsstraf i form af landsforvisning. I 1998 blev disse regler strammet yderligere, idet en udlænding nu også kan udvises, hvis vedkommende modtager en dom for andre udvalgte typer kriminalitet som f.eks. grov vold, indbrud eller menneskesmugling.

Problemet for de partier i Folketinget, der fik loven vedtaget, er, at selv om domstolene har anvendt den nye lovhjemmel flittigt, er langt størstedelen af de udvisningssager, som er blevet prøvet for Højesteret, blevet underkendt med henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kun i to ud af de ti narkotikasager, som Højesteret indtil nu har vurderet, har retten stadfæstet udvisningen (Jyllands-Posten, 22.1.00). 15 andre udvisningssager - hvor et ukendt antal dømte allerede er blevet udvist, fordi de er dømt for mindre overtrædelser af narkotikalovgivningen, som kun giver korte straffe, og dommene alle er faldet for over et år siden – skal nu revideres. "Det er jo dybt betænkeligt, at hele systemet har virket på denne måde, og nu må man så reparere fejlen ved at give mulighed for, at sagerne genoptages. Ved at lave disse udvisningsregler har man skabt en utålelig situation," siger advokat Gunnar Homann til samme avis.

Den 17.1.00 skulle Højesteret så for første gang vurdere to sager, hvor udlændinge er blevet idømt landsforvisning for ikke-narkorelateret kriminalitet – begge kendelser blev omstødt (Politiken 18.1.00).

Den ene sag drejer sig om en somalier, der har boet i Danmark i op mod otte år. Han var for et værtshusslagsmål blevet idømt 60 dages fængsel – og udvisning af Danmark. I den anden sag var en 27-årig pakistaner af retten blevet idømt to et halvt års fængsel – og udvisning – for røveri. Manden har boet i Danmark sammen med sine forældre og søskende i 23 år og har ingen tilknytning til Pakistan.

I begge sager har Højesteret underkendt tillægsdommen på udvisning med henvisning til "det krav om proportionalitet, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte", som det hedder i dommernes udtalelse (Berlingske Tidende, 18.1.00). Proportionalitetskravet handler om, at der skal være et rimeligt forhold mellem udvisningen og såvel dømtes tilknytning til landet som dommens størrelse.

Men det bliver der måske snart lavet om på.

Motiveret "hjemrejse"

Indvandrere, flygtninge og deres efterkommere har massive fattigdomsproblemer, skriver Berlingske Tidende den 11.1.00.

I gennemsnit har personer af udenlandsk oprindelse 30 procent færre midler at bo, spise og klæde sig for om året end danskerne, oplyser avisen. F.eks. har personer fra Bosnien-Hercegovina i gennemsnit 43.161 kroner til rådighed om året – danskeres gennemsnitlige rådighedsbeløb er mere en dobbelt så stort, nemlig 102.055 kroner. Undersøgelsen, som avisen refererer, viser desuden, at selv om antallet af personer uden for arbejdsmarkedet blandt folk af ikke-dansk herkomst er nær de 50 procent, mens det kun gælder omkring 20 procent af de etniske danskere, forklarer det ikke hele den gennemgående økonomiske ulighed mellem danskere og udlændinge. Det fremgår nemlig af undersøgelsen, at både erhvervsaktive og arbejdsløse med ikke-dansk baggrund har markant færre penge at leve for end de tilsvarende danske grupper.

Den nye integrationslov, som trådte i kraft den 15. januar 2000, indfører begrebet "reintegrationsydelse", hvorefter udlændinge, mod at forlade Danmark, gennem fem år vil kunne få op til 3.000 kr. om måneden udbetalt i "hjemlandet" (Berlingske Tidende, 10.1.00). Og jo fattigere de bliver, jo mere stressede af "indvandrerdebattens" oppiskede hetzstemning, jo mere forkætrede og mistænkeliggjorte, des større vil interessen ganske givet da også være for at tage imod "tilbuddet".

Frygtens høst

På godt tre måneder har Dansk Folkeparti, det mest fremmedfjendske og kulturchauvinistiske parti i Danmark, øget antallet af betalende medlemmer med 1.500. Dermed har partiet rundet 5.000 medlemmer (Berlingske Tidende, 13.1.00). Den 23.1. refererer Politiken en meningsmåling, der viser, at Dansk Folkeparti ville få 15,4 procent af samtlige stemmer, hvis der var valg i dag (godt og vel en fordobling siden valget i 1998). Meningsmålingen viser i øvrigt, at hver tredje dansker (33 procent) har fuld eller delvis sympati for Dansk Folkepartis holdninger. Potentialet er der.

Et europæisk vue over det yderste højres fremgang tegner ikke et lysere billede: I Norge er Fremskridtspartiet det næststørste parti i Stortinget; i Belgien fik Vlaams Blok sidste år 10 procent af stemmerne; i Schweiz er Folkepartiet med 23 procent af stemmerne det største parti og sidder i regering; i Østrig er Frihedspartiet det næststørste parti med 27 procent af stemmerne og sidder i regering – bare for at nævne et par af de lande, ud over Danmark, hvor højrebølgen allerede har fået solidt parlamentarisk fodfæste (kilde: Information, 10.2.00); tendensen er ikke til at tage fejl af.

Det trækker op.

Politiets metoder truer pressens frie arbejde

"Jeg stod sammen med en lille gruppe fotografer på hjørnet, da en mand foran os kaster en flaske mod en af politiets indsatsvogne. To fotografer ved siden af mig går frem og løfter manden op og slæber ham hen mod politiets vogn. Han gør modstand, og den ene smider kameraet og trækker kniplen frem fra inderlommen og slår ham." Således lyder forklaringen af en hændelse nytårsnat fra fotograf Simon Bak i Ekstra Bladet den 19.1.00.

Er fotograferne begyndt at lave politiarbejde? Nej, men politiet er åbenbart begyndt at forklæde sig som pressefotografer: " … vi bliver nødt til at få skovlen under de ballademagere på en eller anden måde," forklarer politidirektør Hanne Bech Hansen til avisen. "Det vigtigste for os er at opklare forbrydelser," siger hun, men afviser, at politiet optræder som pressefolk, fordi politiet forgæves har forsøgt at få udleveret pressens materiale fra de sidste Nørrebro-uroligheder den 7. november sidste år.

Flere pressefolk har fortalt Ekstra Bladet, at de nytårsnat blev spurgt, om de var pressefolk eller politi. "Det ender med, folk ikke aner, om det er pressefolk eller betjente, de står over for (…) Det gør vores arbejdsforhold umulige," forklarer Lars Lindskov, formand for Pressefotograf-forbundet.

"Det vigtigste for os er retshåndhævelsen," fortsætter Hanne Bech Hansen. Og som altid har effektiviteten sin pris.

Og politiet har langt fra tænkt sig at droppe det nye påfund. Tværtimod. Ifølge Ekstra Bladet den 26.1.00 har politiet ligefrem oprettet en særlig afdeling ved navn "Task Force Charlie", hvis speciale er video- og almindelig fotografering af borgerne.

Den 20.1.00 kan Ekstra Bladet berette om, hvordan politiet for nylig dukkede op til en fuldt lovlig og fredelig demonstration i Berlin og fotograferede de danske deltagere.

"Ham med kameraet ’skød’ løs på alt, hvad der rørte sig i demonstrationen, og de to danske politifolk snakkede om, at de skulle have registreret de danskere, der var med. På et tidspunkt fotograferede de helt åbenlyst nogle folk fra Jord og Betons fagforening, der var overraskede over at se de danske betjente i aktion i Tyskland," fortæller Morten Søndergaard, der er fællestillidsmand i Postarbejdernes fagforening, til avisen.

På spørgsmålet, om man kan betænke de danske deltagere i at få en mistanke om ulovlig registrering, svarer Mogens Lauridsen fra Beredskabspolitiet: "Det kan jeg da godt se, men det er ikke det, vi har givet dem besked på at foretage sig. Der skal jo være foretaget ulovlige handlinger, før vi må fotografere og registrere." Han "lover, at de billeder derfra ikke bliver brugt til ulovlig registrering." De to betjente var ifølge Mogens Lauridsen alene i Berlin for at studere det tyske politis anholdelsesmetoder – til en lovlig og fredelig demonstration …

Vilkårlige tvangsfjernelser

"Myndighederne er mere ivrige efter at få endnu skrappere midler til at fjerne børn fra deres familier end efter at overholde de spilleregler, der skal sikre, at det hele går rigtigt til," siger advokat Kirsten Bindstrup til Ekstra Bladet den 9.2.00. "Kommunerne benytter sig af tvivlsomme psykolograpporter, der virker som bestillingsarbejde. Forældrene informeres ikke ordentligt om deres rettigheder. Ofte kommer det som en bombe for dem, at kommunen i månedsvis har kørt en sag i stilling til at kunne fjerne deres barn (…) Undertiden mangler der en beskrivelse af, hvad der skal til, for at barnet kan komme hjem igen. Og bedsteforældrene inddrages aldrig som plejemulighed for et barn i krise, selv om loven netop peger på denne oplagte mulighed," forklarer Kirsten Bindstrup og understreger i øvrigt, at kommunerne i flere og flere sager lægger op til tvangsfjernelse af børn alene på det grundlag, at forældrenes intelligens er under gennemsnittet:

"Da jeg fik sagen at se, lå der en psykolograpport om, at moderen var svagt begavet og analfabet. Der stod direkte, at hun var på grænsen mellem sinke og debil, og at hun ikke kunne læse og skrive (…) Jeg fik så lavet en ny undersøgelse ved en anden psykolog – det er i øvrigt den eneste gang nogen sinde, det er lykkedes mig at få kommunen til at betale for en alternativ undersøgelse. Den nye undersøgelse (…) viste, at moderen var normalt begavet og ordblind …" fortæller Kirsten Bindstrup. Så kom de to børn, der allerede var tvangsfjernet, hjem igen.

"Blandt sager, der omfatter fem børn, som kommunen har været fast besluttet på at tvangsfjerne, har kun et barn kunnet fjernes, efter at jeg og andre har blandet os," skriver Sonia Dahlgaard i samme avis. "Man skulle tro, at et nogenlunde ordentligt samfund ville satse på den allerhøjeste omhu netop omkring tvangsfjernelse af børn. Der er dog i hele verden ikke noget myndighedsindgreb uden for straffeloven, der kan være mere alvorligt."

Dansk Folkeparti forsøger at forbyde Faklen

Faklen nr. 14 dokumenterer, hvordan indvandrere trues med alt fra propaganda og lovfæstet diskrimination til eksplicitte planer om massedeportationer og væbnet "modstandskamp" fra højrefløjen – ikke mindst fra den del, der er stærkt affilieret med Dansk Folkeparti, dvs. Tidehverv og den Danske Forening.

Til det formål bringes som blikfang en pistol på forsiden og en gennemgang af, hvordan man helt legalt kan erhverve sig et skydevåben i Danmark ved at melde sig ind i en skytteforening. Forsideteksten lyder: "Fik vi din opmærksomhed? Faklen dokumenterer den eskalerende diskrimination, propaganda og chikane mod indvandrere fra 1990-2000 og rejser spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen fortsat vil eskalere i 2000-2010, og indvandrere således blive nødsaget til at overveje at forberede sig på selvforsvar – helt legalt."

Artiklen betoner, at hvis den yderste højrefløj får magt, som den har agt til at gennemføre de lovede massedeportationer og/eller den illegale "modstandskamp mod indvandringen", kan det til den tid blive nødvendigt for indvandrere i nødværge at forsvare sig imod sådanne overgreb. Enhver kan ved selvsyn bedømme vor dokumentationen heraf i Faklen nr. 14 (såvel som i artikelserien "Det nye højre" om hhv. Søren Krarup, den Danske Forening og Dansk Folkeparti i Faklen nr. 9, 11 og 13).

I Faklen nr. 14 hedder det endvidere: "For os at se er det ikke kommet dertil i dag. Og ingen logik nødvendiggør, at udviklingen i retning af regulær etnisk udrensning overhovedet behøver at manifestere sig, eller at eskaleringen af diskrimination og ulighed nødvendigvis behøver at fortsætte i samme tempo i det kommende tiår, som det har været tilfældet i det foregående. Men som det turde være fremgået her, har den yderste højrefløj såvel som andre fremtrædende borgerlige og socialdemokrater ganske indiskutabelt og for længst passeret den grænse, hvor det ikke er ubegrundet at frygte, ikke 'blot' for afviste asylansøgeres liv og skæbne, men også for at herboende indvandrere kommer i en situation som f.eks. de danske jøder under besættelsen." (Faklen nr. 14, s. 10).

Ekstra Bladet slog historien stort op, og på avisens forside og spisesedler hed det den 6. januar: "Brugsanvisning til flygtninge og indvandrere: Sådan skaffer I våben." Lederen i Ekstra Bladet tog afstand fra Faklen ligesom JP-Århus og Århus Stiftstidende, men Ekstra Bladets dækning var sober, og både baggrunden for artiklen såvel som det reelle indhold blev sagligt uddybet.

Ramaskriget kom forventeligt fra den yderste højrefløj i Dansk Folkeparti og Venstre, og mindre forventeligt fra Enhedslisten, der var hurtige på aftrækkeren og uden at have læst bladet afviste Faklens "pistolforslag", som om der nogen sinde havde været tale om et sådant.

Enhedslisten indstillede dog snart skytset i modsætning til Venstre og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte udsendte en pressemeddelelse, hvori folketingsmedlem Ole Donner truer med politianmeldelse: "Næstformanden for Folketingets kulturudvalg, Ole Donner, Dansk Folkeparti, kræver nu, at det stærkt provokatoriske Århus-blad, Faklen øjeblikkeligt får frataget det statstilskud, det får gennem Kulturministeriet. Årsagen er, at det nummer af Faklen, der udkommer fredag, har præcise anvisninger på, hvordan etnisk fremmede i Danmark kan anskaffe sig skydevåben til en kommende væbnet modstands- og sabotagekamp mod danskerne. Ole Donner vil også have, at politiet går ind i sagen og finder ud af, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod Faklens redaktør (…) Faklen opfordrer jo indirekte til anvendelse af vold på længere sigt, siger Ole Donner."

Faklen modtager ca. 20.000 kr. i gennemsnit om året fra Tidsskriftsstøtteudvalget, der er et uafhængigt udvalg under Kulturministeriet.

Den 13.1.00 spurgte Venstres Inge Dahl-Sørensen kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, om Faklen, "som giver anvisninger på, hvordan udlændinge her i landet ved at omgå loven kan skaffe sig skydevåben, f.eks. pistoler", opfylder betingelserne for at opnå støtte fra det pågældende udvalg.

I sin begrundelse anfører Inge Dahl-Sørensen ikke alene artiklen fra Faklen nr. 14, men sågar også artiklen "Det nye højre, 3: Dansk Folkeparti" fra Faklen nr. 13: "Nr. 13 rummede hovedsagelig angreb på Dansk Folkeparti på grund af partiets udlændingepolitik."

Fingeren sidder med andre ord ualmindelig løst på aftrækkeren, når det drejer sig om at standse Faklen – alene det faktum, at nr. 13 indeholder "angreb på Dansk Folkeparti på grund af partiets udlændingepolitik", er altså medvirkende årsag til et politisk pres om at fratage støtten fra Tidsskriftsstøtteudvalget.

Den 17.1.00 fulgte Dansk Folkepartis Ole Donner op med følgende spørgsmål til kulturministeren: "Vil ministeren undersøge, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod tidsskriftet Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen, i forbindelse med Faklen nr. 14 af 7. januar 2000, side 9-11, 'Sådan anskaffer du dig legalt en pistol', og vil ministeren yderligere drage omsorg for, at Kulturministeriets tilskud fratages samme tidsskrift?"

Kulturministeren svarer den 24.1.00, at "Faklen ifølge Tidsskriftsstøtteudvalget opfylder de kriterier, som udvalget har opstillet for tildeling af støtte", idet hun henviser til en udtalelse fra udvalget, hvori det hedder, at "Faklen af udvalget bedømmes som et tidsskrift med et klart almenkulturelt sigte".

Kriminaliseringen afvises endvidere blankt: "Den pågældende artikel beskriver, hvorledes der ad legal vej vil kunne ansøges om våbentilladelse i henhold til gældende regler. Der findes således ikke noget grundlag for at rejse sigtelse mod den pågældende redaktør."

Dansk Folkeparti var imidlertid for ivrige til at afvente Kulturministeriets vurdering, og den 21.1.00 kunne JP-Århus oplyse, at formanden for Dansk Folkeparti i Århus Amt, Søren Lind Jensen havde anmeldt Faklens redaktør til politiet, sådan som Dansk Folkeparti indirekte havde opfordret til det i pressemeddelelsen to uger tidligere.

Redaktøren anmeldes for "gennem artiklen 'Sådan anskaffer du dig en pistol legalt' (Faklen nr. 14) at opfordre indvandrere til at anskaffe sig våben til brug imod borgere og myndigheder i det danske samfund". Ved samme lejlighed anføres det tilmed, at Faklen skulle kunne forbydes med henvisning til Grundlovens § 78, stk. 2, der lyder: "Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom."

Den 14.2.00 afviser politimesteren i Århus Dansk Folkepartis anmeldelse: "Begrundelsen for afgørelsen er, at der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået."

Århus Politi har altså ganske uproblematisk kunnet læse, hvad Dansk Folkeparti ikke har kunnet – eller ikke har villet – nemlig at den pågældende artikel i Faklen nr. 14 intetsteds opfordrer til ulovligheder af nogen art – tværtimod advares der imod det hypotetiske fremtidsperspektiv, hvor den yderste højrefløj har fået magt, som den har agt til at gennemføre masseudvisninger af indvandrere.

Tilbage står sagens vidnesbyrd om, hvor langt Dansk Folkeparti er parat til at gå for at kvæle Faklens afdækning af partiets slet skjulte alliancer og planer: 1) at lægge politisk pres på et uafhængigt udvalg for at fjerne økonomisk støtte, 2) at dømme Faklens redaktør for at opfordre til ulovligheder, til trods for at artiklen understreger det modsatte, og 3) tilmed at forbyde Faklen med henvisning til Grundlovens § 78.

Frankfurter Allgemeine Zeitung: "Haiders thesen sind in Dänemark Regierungspolitik"

Det tyske dagblad, Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver den 15.2.00 i overskriften til en længere artikel, der analyserer Danmarks statsministers deltagelse i de diplomatiske sanktioner imod Østrig pga. Jörg Haiders deltagelse i den østrigske regering: "Haiders teser er regeringspolitik i Danmark."

Information bragte artiklen i P.C. Mollerups oversættelse den 19.2.00. Her hedder det bl.a. om den socialdemokratiske regeringspolitik:

– Med indvandrerpakkens bestemmelser blev frem for alt familiesammenføringer for udlændinge besværliggjort. I alt skulle 78 nye regler dæmme op for tilstrømningen af udlændinge og sikre en bedre integration. Danmark opfattede dermed endnu en gang sig selv som et foregangsland i Europa. "Tabuer" er allerede flere gange blevet brudt, efter at bestemmelserne vedrørende asyllovgivning og flygtningepolitik blev skærpet. Kollegerne i EU fulgte for det meste efter. Danmark regnes eksempelvis for at have opfundet den regel, at asylsøgere skal ansøge i det første sikre land, de kommer til på deres rejse ud af hjemlandet. I to år måtte Danmark lægge ryg til skarp kritik fra FN, fordi landet med sin indskrænkning af de sociale ydelser for indvandrere og flygtninge havde forbrudt sig mod internationale konventioner. Ikke desto mindre afveg Danmark ikke fra sin hårde linie. Siden 1998 kan også tredjegenerationsindvandre, der bliver idømt en fængselsstraf, umiddelbart derefter bliver udvist til deres oprinelige "hjemland".
– Strengere love har indtil videre ikke kunnet bidrage til at berolige den danske folkesjæl. Fremkomsten af en ukontrollert udvikling i et gennemreguleret velfærdssamfund efterlader et spor af usikkerhed, ekstreme synspunkter og en hadsk stemning. Ifølge en undersøgelse fra OECD er Danmark det land i Europa, der har den dårligste integration af udlændinge på arbejdsmarkedet. Det er almen viden i Danmark, at diskriminering begynder med navnet: Klinger det ikke nordisk-dansk er svar på stillingsannoncer formålsløse, og navneændringer, som så mnage af indvandrerne her i landet (Tyskland, red.) har benyttet sig af, er ikke tilladt.
– Reaktionen på Haider er vand på denne socialstatens træthedstilstand, hvorved EU-regeringerne bekræfter alle de fordomme, som de danske vagthunde, anført af Pia Kjærsgaard, benytter, når de beklager sig over at Europa på den måde griber ind i de enkelte landes suverænitet. Med Haiders tilsynekomst har man oven i købet en politiker, der i Wien prædiker det, som man længe har gjort i København – i socialdemokratisk regi. Danskerne skal for fremtiden ikke længere frygte for at blive løbet over ende af de fremmede, og skal ikke føle sig som "fremmede i deres eget land". De kan tage det helt roligt: Et multietnisk samfund vil der aldrig blive tale om i Danmark. Ordene er ikke Pia Kjærsgaards, og kommer ikke fra en højreekstremists, men stammer fra statsminister Nyrup Rasmussens nytårstale.

Også den internationale avis, International Herald Tribune understreger parallellen mellem Nyrup Rasmussens og Jörg Haiders politik. Den 24.2.00 skriver avisen på forsiden:

– The politician spoke dramatically about local families who feel outnumbered by immigrants in their own neighborhoods, who see themselves as strangers in their own land, and victims of ghettos they didn't create. Perhaps because his countrymen were afraid of not being tolerant enough, the problems had been allowed to drift, the politician said. There were good foreigners who contributed to society, of course, but others, he went on, who didn't ''care a whit for our fundamental values.'' So the time had come to ''impose'' a number of ''requirements'' on the immigrants ''to ensure a coherent fabric of society.'' To call the tone of the speech populist – Europe's new tag word for political argumentation that runs to the edges of demagoguery or racism but does not cross the borders of still-polite convention – requires little daring. Its particularity was that it came last month from a totally traditional representative of European social democracy, Poul Nyrup Rasmussen, the prime minister of Denmark. More than anything else, the remarks, and the restrictions proposed this month for Denmark's immigrant community, seem to illustrate how much once-standard notions of political acceptability can be displaced in the debate about immigration and racism in Europe. Denmark is no Austria, but its image of apple-cheeked decency is living now with mainstream vocabulary and regulations that some Danes find distressingly close to the ideas of the Freedom Party of Joerg Haider.
– Souhail Ibrahim, a Palestinian who quit the Social Democratic Party to try to form an immigrants' party, said: ''This projection is what it's all about. There are Danes who are afraid the foreigners will become the majority. So the Social Democrats changed their principles, and I quit on New Year's Day after 13 years as a member. I don't think Austria will do half of what they're doing to foreigners in Denmark …"
2.700 eller 15.000 hjemløse i Danmark?

Berlingske Tidende skriver den 9.2.00, at det officielle antal hjemløse i Danmark ifølge indberetninger fra amter og kommuner er ca. 2.700.

Tallene er dog sat langt under tidligere vurderinger: Via sygesikringsbeviserne var der i 1998 registreret ca. 8.000 hjemløse i Danmark, men det reelle tal nærmede sig ifølge Socialministeriet snarere 10.000 (kilde: B.T., 6.10.98). Alene i København var der mellem 5.000 og 6.000 hjemløse, mente man dengang, et tal, der ifølge speciallæge i psykiatri, Preben Brandt, steg konstant (kilde: Berlingske Tidende, 3.10.98).

I dag er antallet af hjemløse på landsplan op imod 15.000, mener Preben Brandt og Projekt Udenfor (kilde: Berlingske Tidende 9.2.00).

Projekt Udenfor stiftedes i 1997 af Preben Brandt og socialarbejder Torben Pilely. Formålet er at knytte praktisk arbejde på gadeplan med forskningsmæssigt arbejde, præstere en målrettet indsats over for de socialt udstødte og præge social- og sundhedspolitikken.

Torben Pilely deler de hjemløse op i tre kategorier: landevejsridderne, der som de eneste er frivilligt hjemløse, posefolket, som ofte er psykisk syge, og som det er yderst svært at opnå kontakt med, og endelig en større gruppe, der i perioder er på institution. De hjemløse i denne gruppe er gennem de seneste år blevet yngre og yngre. "Gruppen, der i perioder er på institution, har det sværest. De får penge af systemet, men de passer ikke ind i systemets kasser. De er uregerlige, og de ryger ind og ud af hospitaler, behandlingsinstitutioner, fængsler, herberger og forsorgshjem. Der er bl.a. tale om narkomaner, alkoholikere, sindslidende og prostituerede," forklarer Torben Pilely til avisen.

Og her, blandt de folk, der dagligt arbejder på gaden og har kontakt til miljøet, anslår man i dag antallet af hjemløse på landsplan til 10.000 til 15.000, alt efter hvordan man definerer ordet hjemløs.

Isolationsfængsling – på grund af pladsmangel

Den danske isolationspraksis er i forvejen under kritik fra internationale organisationer som udtryk for veritabel tortur (se. bl.a. Faklen nr. 10). Men nu bliver indsatte også placeret på isolationsafdelinger uden hensyn til deres opførsel eller kriminelle gerning, oplyser Berlingske Tidende (10.2.00). "Det sker ikke på grund af kriminaliteten eller opførslen, men ud fra pladsforholdene," forklarer fængselsinspektør Jørgen Bang fra Horsens Statsfængsel. De indsatte på de såkaldte enrumsafdelinger har, i modsætning til totalt isolerede, mulighed for af få besøg i cellen og have fælles gårdture, men de skal f.eks. arbejde i cellerne og ikke på værkstederne, oplyser Troels Bloch, fængselsinspektør i Vridsløselille, til avisen.

"Det er en begrænsning i omgangen med andre indsatte, som er meget uheldig. Gårdture og besøg i cellen kan ikke erstatte fællesskab på gangene. Derfor nærmer det sig en tilstand af isolation," siger formanden for Foreningen af Beskikkede Advokater i København, Birgitte Skjødt, til avisen.

Statskontrol: Hvem har du været i seng med?

Et nyt lovforslag fra Justitsminister Frank Jensen betyder, at enlige mødre fremover kan komme i fængsel, hvis de ikke afleverer en liste over deres seksuelle partnere til statsamterne, for at disse ved DNA-prøver kan fastslå, hvem der er far til barnet, skriver Berlingske Tidende (24.1.00).

"Det er et hyklerisk forslag, som betyder et pres på nogle enlige mødre for at få en abort. Hvis f.eks. en gift mand er far til et barn med en anden kvinde, så vil han jo på enhver tænkelig måde forsøge at presse kvinden til en abort," siger socialrådgiver Hanne Reintoft, som bakkes op af lektor i familieret ved Københavns Universitet, Anette Kronborg: "Det vil klart lægge pres på de svage kvinder, hvis enlige får pligt til at oplyse om fadermulighederne til et barn. Problemet opstår for de kvinder, der måske får bank eller er socialt dårligt stillede, hvor det i masser af tilfælde slet ikke er i barnets interesse, at der er en far. Det er dybt problematisk, at et barn altid skal have både en far og en mor på papiret." (Berlingske Tidende, 25.1.00).

Ud over det moralistiske ligger der ikke mindst også et økonomisk motiv bag Justitsministeriets forslag: Hvis en enlig mor nægter at oplyse, hvem der er far til barnet, overtager staten nemlig regningen for det børnebidrag, som faderen ellers skulle have betalt: 887 kroner om måneden; en regning for staten, der årligt løber op i knap 80 millioner kroner (kilde: Berlingske Tidende 25.1.00). Og hvad betyder så barnets tarv, moderens selvbestemmelsesret og privatlivets fred?

Voldsstatistikker med et gran salt

Politiets voldsstatistikker er kraftigt overdrevne, skriver Information (19-20.2.00). Omkring 66 procent (!) af den grove vold og omkring 50 procent (!) af den "almindelige" vold, der optræder i politiets statistikker, er slet ikke udtryk for reelle sager i de to kategorier.

Sagen er den, at statistikkerne bygger på voldsanmeldelserne, som altså har vist sig i et flertal af tilfældene at være uden hold i virkeligheden. Undersøgelsen, som har afsløret misforholdet mellem realiteterne og statistikkerne, er udarbejdet af politiet selv.

Dengang som nu

Berlingske Tidende refererer den 6.2.00 den islandske forsker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, der som den første – efter megen modstand fra myndighedernes side – har haft adgang til dansk arkivmateriale om de danske myndigheders udvisninger af jøder og andre "fremmede" fra Danmark til Tyskland i perioden 1940-44; i alt blev mindst 132 statsløse flygtninge i Danmark udvist til Tyskland i perioden, nogle til en uvis skæbne, andre til den visse død: I 21 tilfælde kan Vilhjálmsson dokumentere, at danske embedsmænd i blandt andet Justitsministeriet på eget initiativ – det vil sige uden, at de tyske myndigheder havde bedt om det – har udvist jødiske flygtninge, hvis navne alle siden er dukket op på listerne over savnede og døde i de tyske kz-lejre. "De danske myndigheder førte i al diskretion en konsekvent udvisningspolitik. Der var en del embedsmænd, hvis vurderinger bundede i antisemitisme og fremmedhad. Enkeltpersoner blandt politifolk og embedsmænd havde stor magt. Deres ord blev i 21 tilfælde reelt til dødsdomme over jødiske flygtninge," fortæller Vilhjálmsson til avisen.

Parallellerne til dagens rekordstramme udlændingepolitik er tilsyneladende iøjnefaldende også for en historisk forsker. I Information den 22.2.00 skriver Vilhjálmsson bl.a.: "En af de ting, som især har givet mig stof til eftertanke, er de ligheder, som jeg ser mellem begivenheder nu og historien, som den udformede sig for 60 år siden (…) Netop fordi jeg forsker i udviste jøder for 55 år siden, tænker jeg også på, hvad der mon er sket med de fire iranere, som er forsvundet efter udvisning fra Danmark i de seneste år. Skal vi også denne gang vente 60 år for at få aktindsigt i deres sagsbehandling og viden om deres skæbne?"

I dag, som dengang, er det selvfølgelig ikke mindst lovgivningen på området, der åbner mulighed for, at myndighederne kan administrere så stramt, at prisen bliver menneskelige tragedier. Og dengang som i dag lå der en solid folkestemning bag, påpeger forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek, John T. Lauridsen, ifølge Berlingske Tidende (8.2.00): "Deportationerne var en logisk konsekvens af den flygtningepolitik, der hidtil var blevet ført. Embedsmændene havde fået at vide, at flygtningene var politisk uønskede. Og så administrerede de derefter (…) Den restriktive flygtningepolitik var alle de dominerende politiske partier herhjemme enige om, og politikken blev bakket op af den danske befolkning," forklarer han til avisen.

De fire iranere, som Vilhjálmsson nævner, er ikke enestående tilfælde. Danmark har gennem de seneste år udsendt en lang række tamiler, der kom til Danmark som mindreårige, uledsagede asylansøgere, fordi Den danske konsul i Sri Lanka og FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har ment, at de kunne indrejse uden problemer. Information beretter den 29-30.1.00 om en 22-årig tamilsk flygtning, der kom til Danmark i 1993 som 16-årig, men i august 1998 blev nægtet asyl i Danmark og udvist til Sri Lanka. Umiddelbart efter indrejsen i Sri Lanka blev han imidlertid fængslet og tortureret dagligt gennem 6 uger, før det lykkedes ham at flygte tilbage til Danmark. "Afslutningsvist finder vi en klar overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og de aktuelle symptomer og objektive fund," hedder det i lægerapportens konklusion, mens en psykologundersøgelse peger på "massive psykiske traumatiseringer og psykosomatiske tegn", der alvorligt truer både hans psykiske og fysiske tilstand, skriver avisen.

Flygtningenævnet afviste i 1998, med begrundelse i et officielt kroatisk "amnesti", asyl til 20 serbiske østslavonere, som er flygtet fra repressalier fra den kroatiske befolkning. De lever nu under jorden i Danmark, mens deres ankesager behandles endeligt (kilde: Berlingske Tidende 9.2.00). Den 8.2.00 kan Berlingske Tidende fortælle, at en familie med fire børn netop har fået endeligt afslag og en frist på ti dage til at forlade landet. "Jeg har noget dokumentation om de forfølgelser, de er udsat for i Østslavonien, som Flygtningenævnet tilsyneladende ikke har eller har valgt at se bort fra. Men Flygtningenævnet kan åbenbart gøre, hvad de vil," siger familiens talsmand, Kim Andersen, som også kan se parallellerne til udvisningerne af jødiske asylansøgere under krigen: "Der er tale om, at nogle ophøjede embedsmænd kan tage nogle beslutninger, der betyder liv eller død for andre mennesker, uden at nogen kan stille spørgsmål ved deres afgørelse. Hvis østslavonerne bliver udvist, så vil Danmark igen komme til at stå i en situation, hvor man bliver nødt til at sige undskyld." Flygtningenævnet (som selv behandler ankesager over sine egne afgørelser) afgør de øvrige familiers skæbne ved mundtlig votering inden månedens udgang, skriver avisen; den 18.2.00 er ifølge Politiken 13 af de 20 endeligt afvist.

Embedsmændene gør bare deres arbejde. Flygtningenævnet har handlet helt efter de retningslinjer, som de folkevalgte politikere har optrukket: "… lige efter bogen. De serbiske sager tydeliggør bare en generel tilstand i den danske asylpolitik," refererer avisen en udtalelse fra Det Danske Center for Menneskerettigheder.

"Deportationerne var en logisk konsekvens af den flygtningepolitik, der hidtil var blevet ført (…) Den restriktive flygtningepolitik var alle de dominerende politiske partier herhjemme enige om, og politikken blev bakket op af den danske befolkning," siger forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek, John T. Lauridsen ovenfor – om udvisningen af 21 jødiske flygtninge fra Danmark til Tyskland i perioden 1940-44.

Dengang som nu.

Jyllands-Postens skjulte krise – "Berufsverbot", "trusler" og "terror" fra chefredaktøren

Udadtil fremviser Morgenavisen Jyllands-Posten billedet af et harmonisk, succesrigt dagblad, der igennem de senere år har udviklet sig fra en overset provinsavis med det lidet flatterende tilnavn, "morgenfascisten" til Danmarks suverænt største dagblad – takket være strålende ledelsesdispostioner og fælles gejst.

Internt er avisen imidlertid præget af alvorlige samarbejdsproblemer ledelsen og medarbejderne imellem og en meget markant mistillid til chefredaktøren, Jørgen Ejbøl – ikke mindst i bladhuset i Viby.

Tidligere tillidsmand og journalist på avisen, Flemming Chr. Nielsen, der er ekstern lektor på Danmarks Journalisthøjskole, udtaler til Faklen: "Da han savner evnen til at argumentere, reagerer han ved at skrige og råbe og banke folk i hovedet med en sømbeslået støvle. Nogen har udstyret ham med en vældig magt, og den magt bruger han på præcis samme facon, som magthaverne engang gjorde i foreksempel DDR og Rumænien, nemlig med trusler og terror. En halv snes rygslikkere kan så sidde og nikke og klappe."

To interne trivslesundersøgelser, udarbejdet af Journalisternes faglige Gruppe på Jyllands-Posten, bl.a. på initiativ af Flemming Chr. Nielsen i henholdsvis 1996 og 1999 viser endog, at chefredaktionens forhold til medarbejderne, der ifølge konklusionen fra 1996 var præget af "alvorlige problemer" (Trivelsesundersøgelse 1996, s. 67), er blevet forværret i 1999.

Hele 82,9 % mener i dag, at JP/Insats "slet ikke" eller kun "i mindre grad" giver et retvisende billede af Jyllands-Postens interne forhold (i 1996 var andelen 78,7 %). Blandt ansatte kvinder i bladhuset i Viby er utilfredsheden allerstørst; her mener hele 96,7 %, at JP/Insats "slet ikke" eller kun "i mindre grad" giver et retvisende billede.

80,2 % mener, at chefredaktionen "i høj grad" eller "i nogen grad" favoriserer bestemte medarbejdere frem for andre (i 1996 var andelen 74,3 %).

59,9 % mener, at chefredaktionen "slet ikke" eller kun "i mindre grad" accepterer en kritisk holdning hos medarbejderne (i 1996 var andelen 52,0 %). Blandt kvinder, der er ansat i bladhuset i Viby, er det hele 71 %, der mener, at chefredaktionen slet ikke eller kun i mindre grad accepterer en kritisk holdning, blandt mænd, der er ansat i Viby, er andelen 64,0 %.

I efteråret 1996 præsenterede Journalisternes faglige Gruppe den første trivselsrapport på baggrund af en intern spørgeskemaundersøgelse blandt avisens dengang 273 journalistiske medarbejdere (svarprocenten var 74,0). I konklusionen hedder det bl.a.: "Men når chefredaktionen efter 78 % af Viby-medarbejdernes opfattelse i mindre grad eller slet ikke udviser menneskelig forståelse og psykologisk sans, er der grund til en fælles og åben selvransagelse. Når chefredaktionen efter opfattelsen hos 77,2 % i høj eller i nogen grad favoriserer bestemte kolleger frem for andre, kan det siges at være udtryk for en del-og-hersk-politik, og selvransagelsen forekommer derfor yderligere uomgængelig. Når det af 70,9 % udtrykkes, at der i høj grad eller i nogen grad er for stor afstand mellem chefredaktion og medarbejder, understreges kun behovet for en drøftelse. Det samme gør sig gældende, når chefredaktionen ifølge 68,5 % i mindre grad eller slet ikke interesserer sig for medarbejdernes arbejdsvilkår …" (s. 66).

Af de personlige kommentarer, som blev vedlagt besvarelserne til spørgeskemaet, drejede de 141 sig i 1996 om chefredaktionen. 139 af disse var negative, og "41 af dem anfører, at chefredaktionens problemer i forhold til medarbejderne er relateret til Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør" (s. 67).

Bestyrelsen for Journalisternes faglige Gruppe konkluderer oven på den seneste undersøgelse bl.a.: "Chefredaktionens kommunikation med medarbejderne – eller, at dømme efter svarene, mangel på samme – er et problem for mange. Følelsen af at blive kontrolleret af sine overordnede er stor, større end i 1996, og samme tendens gælder, når spørgsmålet handler om chefredaktionens interesse for den enkelts arbejdsvilkår." (s. 4).

75,9 % af de journalistiske medarbejdere på Jyllands-Posten finder i 1999, at chefredaktionen enten "slet ikke" eller kun "i mindre grad" udviser "menneskelig forståelse og psykologisk sans" (i 1996 var andelen 72,3 %). Blandt ansatte i bladhuset i Viby er utilfredsheden endnu større; her mener 83,8 % af de ansatte mænd og hele 87,1 % af de ansatte kvinder, at chefredaktionen "slet ikke" eller kun "i mindre grad" udviser menneskelig forståelse.

Flemming Chr. Nielsen betragter sin exit fra Jyllands-Posen som "at hoppe over en Berlinmur", og mener at især chefredaktør Ejbøls forsøg på at "kvæle kritik" er udtryk for "totalitarisme".

De kommende interne drøftelser om den seneste trivselsundersøgelses bliver atter uden Ejbøls deltagelse, tilføjer han, og understreger, at det kan være forbundet med store omkostninger at tale chefredaktøren imod: "Han reagerede over for det 'forræderi' ved at fratage mig journalistiske stofområder, så jeg siden fik et trekvart Berufsverbot på Jyllands-Posten."

Den dobbelte vinder af Cavlingprisen, Erik Eisenberg, der også forlod Jyllands-Posten i 1999 er ikke mindre kritisk over for avisens ledelsesmetoder. Eisenberg udtaler til fagbladet Journalisten: "Du kan sætte navn på problemet: Jørgen Ejbøl. Han ynder at omtale sig selv som hærfører og general, og problemet er, at han også behandler sine medarbejdere som om, de var soldater. Han indsætter dem, hvor han vil, og flytter dem rundt mellem redaktioner uden at tænke på, at de er mennesker." (1.3.00).

På samtlige afgørende, kritiske punkter, er de interne forhold imellem chefredaktionen og de journalistiske medarbejdere altså blevet forværret fra 1996 til 1999, skønt de allerede i 1996 blev vurderet som "alvorlige", og skønt den meget markante følelse af chefredaktionens favorisering af bestemte medarbejdere allerede dengang blev karakteriseret som udtryk for "en del-og-hersk-politik".

Journalisternes faglige Gruppe krævede i 1996 "åben og fælles selvransagelse" fra ledelsens side. Noget kunne tyde på, at de ikke er blevet hørt.

Rune Engelbreth Larsen og Jeppe Berg Sandvej