Sven Gårn Hansen, redaktør af ugeavisen Socialisten Weekend, fortæller om den socialistiske dagsorden anno 2000, den globaliserede kapitalisme, om problemerne for en presse på venstrefløjen og afhængigheden af Enhedslisten.

Faklen: Socialisten Weekend kalder sig venstrefløjens ugeavis, men er den reelt begrænset til at være Enhedslistens ugeavis?

Sven Gårn Hansen: Vi forsøger at undgå at være Enhedslistens avis. Men de fleste af vores læsere er medlemmer af Enhedslisten, og tre fjerdedele af vores ejere er Enhedslisten. Enhedslisten er central både i forhold til dem, vi skriver til, og i forhold til dem, der bestemmer over os økonomisk, så jeg vil snarere sige, at partiet er en central del af avisen.

Tilskuddet til Socialisten Weekend udgør en stor del af Enhedslistens budget, og der ligger en principbeslutning om, at støtten med tiden skal afskaffes helt. Personligt mener jeg dog, at det er en klar fejltagelse, og vi, der arbejder på avisen, har en lige så klar erklæring om, at ingen presse på venstrefløjen kan overleve uden en eller anden form for partistøtte, bl.a. fordi vi aldrig kan tiltrække annoncører som den borgerlige presse. Denne konflikt imellem partiet og avisen er derfor stadig væk uafklaret – men vi har måttet acceptere en foreløbig nedtrapningsrate af tilskuddet, som vi fortsat håber at kunne standse, inden det går helt galt.

Faklen: Men har Enhedslisten lige så meget brug for Socialisten Weekend, som Socialisten Weekend har brug for Enhedslisten?

Sven Gårn Hansen: Venstrefløjen og Enhedslisten har behov for en uafhængig presse, der kan præge pressebilledet. Alternativet er et partiblad, hvor man skriver om sig selv og til sig selv, men det får partiet ikke noget ud af på længere sigt. I dag kan du ikke opbygge en bevægelse ved at vende øjnene indad, for Enhedslisten tæller kun 2.000 medlemmer, mens der er mindst 100.000 mennesker i Danmark, som har holdninger, der ligger meget tæt på Enhedslistens, eller som er socialister i en eller anden udstrækning.

Men vores problem er, at folk fra Enhedslisten indimellem går meget op i, om de kan finde et komma, hvor vi er »illoyale« over for partiet, mens man omvendt uden for Enhedslisten ikke kan skelne avisen fra partiet. Det er på en måde samme situation som i gamle dage, hvor almindelige mennesker ikke kunne kende forskel på DKP, SAP, KAP og VS, mens forskellene for os, der var medlemmer af partierne, både var store og uhyre vigtige.

I dag er venstrefløjen imidlertid meget mere individualiseret end tidligere; folk tåler ikke længere løftede pegefingre og en stiv partilinje, og derfor er det nødvendigt med en bred avis, der kan dække mange flere strømninger, end et partiblad kan. Venstrefløjen består nu om dage af mennesker, der er organiseret i hundreder af forskellige små foreninger og bevægelser.

Der er selvfølgelig mange, som tænker nostalgisk tilbage på en avis som Land og Folk, men glemmer, at tiden er en helt anden i dag. Land og Folk levede af, at stort set alle kommunister var organiseret i det samme parti, og at der derfor var en fastlagt, fælles linje, men det gjorde jo også avisen til et stort familiealbum, der aldrig ville kunne dække venstrefløjen i dag, og heller ikke engang Enhedslisten.

Noget helt andet er, om Enhedslisten i længden har styrke til både at bære vores avis og samtidig opbygge sin egen organisation. Og det er nok den centrale konflikt for de fleste i Enhedslisten.

Faklen: Der har været forslag fremme om at sammenlægge Dagbladet Arbejderen og Socialisten Weekend for at få én overlevelsesdygtig og økonomisk stærk avis, i stedet for to konkurrerende aviser med store økonomiske vanskeligheder …

Sven Gårn Hansen: Jeg tror ikke, at det er en god idé. Dagbladet Arbejderen er i endnu højere grad en sektavis end Socialisten Weekend. Dagbladet Arbejderen er først og fremmest en partiavis, ja, i stor udstrækning er det hele partiet DKP/MLs eksistensberettigelse, at de udgiver den avis – avisen og partiet er stort set det samme.

Hvor uheldigt den slags kan gå, så vi f.eks. omkring krigen i Kosova. Det ville have været katastrofalt, hvis Dagbladet Arbejderen var den eneste venstrefløjsavis under den krig, fordi de i det mindste implicit valgte en side, som kun et meget lille mindretal blandt socialister ville vælge. De undlod helt at prioritere omtalen af serbernes undertrykkelse, fordi de mente, at det ville svække fredskampen at fokusere for meget herpå.

Objektivt set kan man måske sige, at der ville være en fordel i at forene kræfterne i Socialisten Weekend og Dagbladet Arbejderen, men begge aviser ville miste deres opbakning, hvis de skulle tilnærme sig hinandens linje.

Vi ville i hvert fald miste to tredjedele af læserne af Socialisten Weekend, som ikke kan forbinde noget som helst med den type forsider på Dagbladet Arbejderen, som siger »Juhu, arbejderklassen har sejret igen!«, selv om det modsatte er tilfældet.

Alt i alt tror jeg ikke, at en sammenlægning vil tilføre nye ressourcer, men tværtimod, at det vil betyde en svækkelse. For begge parter.

Faklen: Hvilken rolle spiller den mere ideologisk prægede socialisme for jer som avisredaktion i dag? F.eks. fylder Marx og Lenin jo ikke meget i spalterne.

Sven Gårn Hansen: Vi diskuterer faktisk ikke særlig meget ideologi, men det ligger måske engang imellem i rygmarven i vores valg af, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt – vores daglige tilgang er dog mere den kritiske journalistik end den ideologiske analyse.

Men i valget af områder, vi arbejder med, prøver vi dog bevidst at undersøge, hvordan især kapitalismen ser ud i dag. Vi lægger stor vægt på at afdække globaliseringstendenser på forskellige måder. Vi prioriterede således at sende en mand til Seattle for at være tæt på aktionerne i forbindelse med WTO-topmødet, vi prioriterer krisen i Sydøstasien meget højt, og vi har prioriteret krigen i Kosova meget højt for at gå bag om militærmagten i den nuværende verdensorden.

Men ideologisk betragtet er de, der arbejder på Socialisten Weekend, forskellige, og under halvdelen er organiseret i partier. Vi har en del unge, som aldrig nogen sinde har været igennem et parti, og som altså ikke er blevet skolet marxistisk, og hvor Marx således højst er én ud af halvtreds inspirationskilder. Nogle af os savner måske en politisk-strategisk diskussion om klassekampen, men på den anden side er det også meget inspirerende ikke at være låst fast i en eller anden ideologisk, skematisk tankegang – jeg ser det faktisk som en fordel.

Vi har en fast, lille serie om socialismens rødder, som godt kan træde nogle over tæerne, når de socialistiske koryfæer bliver gået for nær – som da Oktoberrevolutionen blev omtalt som »Lenins kup«.

Vi snakkede meget om den vinkel, inden vi lod den gå i trykken. Vi var udmærket klar over, at den ville provokere, og de fleste af os er sågar uenige i analysen og mener, at det var nødvendigt at lave det kup, som Lenin gjorde – men alene ordet »kup« var tilsyneladende provokerende for nogle af de mere skolede socialister.

Der er heldigvis mange unge på venstrefløjen, som ikke har noget helligt forhold til Lenin, men der er under alle omstændigheder god grund til at trække historiske erfaringer frem og drøfte dem i stedet for at fastslå en indiskutabel historieopfattelse eller en politisk strategi én gang for alle. Indimellem må de store spørgsmål igen melde sig på overfladen: Skal man gribe til våben? Skal man skrotte det parlamentariske system? Skal man overhale det inden om eller kortslutte det? Og så videre.

Det er jo spørgsmål, der er vigtige, så snart man kommer i nærheden af magten. Man bliver nødt til at diskutere, hvornår det ene og andet er muligt, hvornår det er rigtigt, og hvornår det ikke er rigtigt. At trække Lenin frem er én måde at gøre det på.

Vi har som formål at være kærlige og kritiske over for vores bagland, og det prøver vi netop at være ved at lade provokerende synspunkter komme til orde. Vi kørte f.eks. også en debat om det multikulturelle samfund, hvor vi prøvede at få klarlagt, hvor bredt et spektrum af holdninger der egentlig er på venstrefløjen til dette emne, lige fra DKP/MLs nationalt funderede antiracisme til jubeloptimismen hos Rebel, hvor det er et spørgsmål om, at jo flere kulturer, der blandes, desto bedre.

Selv om vi som redaktion og avis sjældent finder det relevant at tage særskilt politisk stilling til problemstillinger internt på venstrefløjen, kan vi udmærket sætte spørgsmålstegn ved håndteringen af enkelte politiske emner og rejse en debat – f.eks. Enhedslistens position i forhold til statsministerens håndtering af de diplomatiske aktioner imod Østrig pga. Jörg Haiders deltagelse i den østrigske regering. Enhedslisten går mere på listesko end Socialistisk Folkeparti, når det drejer sig om at frede statsministeren for hans rolle i Haider-sagen – og det er vist den omvendte verden.

Faklen: Er Enhedslisten i for høj grad blevet regeringens betingelsesløse sikkerhedsnet?

Sven Gårn Hansen: Enhedslisten handler ud fra en vurdering af, at Haider-sagen ikke må vælte Nyrup, fordi vi har valgt, at han er bedre end Anders Fogh Rasmussen. Men det er så et spørgsmål, der kan diskuteres, og som vi indirekte tager op ved at bruge Østrig til at rejse en diskussion om, hvilken rolle Socialdemokratiet i Europa egentlig spiller.

Personligt bliver jeg mere og mere overbevist om, at Socialdemokratiet som organisation er et rent borgerligt parti. Venstrefløjens gamle tanke om, at Socialdemokratiet trods alt er et arbejderparti og repræsenterer en stor del af arbejderklassens reelle holdninger, holder ganske enkelt ikke længere. Skandalen omkring efterlønnen afskrællede de sidste dele af arbejderklassegrundlaget, og Socialdemokratiet er nu blevet det nye middelklasseparti.

Faklen: Giver det overhovedet mening at tale om »arbejderpartier« i dag?

Sven Gårn Hansen: Det mener jeg, at det gør. Efterlønsskandalen viser det, for det kom jo helt bag på statsministeren og hele den teknokratverden, som partitoppen lever i, hvor stor en del af dens bagland, der betragtede det som forræderi mod den klasse, partiet skulle repræsentere.

Man kan også pege på, at Dansk Folkepartis succes til dels hænger sammen med, at partiet faktisk fører arbejderklassepolitik, godt nok en populistisk og reaktionær slags, men den er helt klart henvendt til arbejderklassen. Det er jo ikke den tilfredse funktionærmiddelklasse, der danner Pia Kjærsgaards vækstgrundlag, men frustrerede arbejdere.

Faklen: Risikerer venstrefløjen ikke dermed at komme i et dilemma, hvor »arbejder-identiteten« slet ikke appellerer til arbejderne, mens vor tids udstødte omvendt ikke kan identificere sig med et begreb som »arbejderklassen«?

Sven Gårn Hansen: Jo. Hvis der er et område, hvor den danske venstrefløj er utroligt bagud, er det den manglende stillingtagen og strategi i forhold til marginaliseringen i det danske samfund, fordi venstrefløjen hænger fast i en firkantet arbejderselvforståelse.

I Enhedslisten er et konkret eksempel herpå diskussionen om borgerløn. Den gruppe, som foreslår en strategi baseret på borgerløn for netop at samle marginaliserede og arbejdere under samme hat, er blevet skudt grundigt i sænk til fordel for et socialistisk program, der bortset fra nogle nye ord indeholder meget lidt nyt i forhold til det, venstrefløjen skrev i 1970erne.

Jeg vil ikke sige, at jeg har et bedre forslag end borgerlønsforslaget, men det illustrerer i hvert fald, at det ikke er lykkedes for Enhedslisten at skabe en sammenhængende strategi for, hvordan vi forholder os til marginalisering, og hvordan vi forholder os til, at den nederste del af arbejderklassen bliver udstødt heraf.

Faklen: Tvangsaktiveringen er måske også et eksempel på den marginalisering, som kun i meget begrænset udstrækning har mødt organiseret modstand fra venstrefløjen …

Sven Gårn Hansen: Enhedslisten har faktisk forsøgt at føre kampagner omkring det – det er styrken, der mangler. Jeg tror, at svagheden ved venstrefløjsprofilen her også hænger sammen med, hvor dårligt organiseret tvangsarbejdere er. Enhedslisten er trods alt en organisation, der også er afhængig af, at der kommer nogle grupper og banker på døren og siger, at partiet skal fremføre de og de problemer.

Men her har SiD og fagbevægelsen i det hele taget også svigtet sin opgave. Selv om enkelte fagforeningsafdelinger er meget aktive, er der på landsplan gjort meget lidt.

Vi får derfor en særlig dansk, socialdemokratisk variant af, hvad der i længere tid har været virkeligheden for den nederste del af arbejderklassen i USA, som lever af midlertidige servicejobs til en løn, der egentlig er lavere end et eksistensminimum. I USA er det en udvikling, som er sket på kapitalismens betingelser på arbejdsmarkedet, mens det i Danmark ligefrem gennemføres af Socialdemokratiet.

Var det i Danmark foregået på samme måde som i USA, ville fagbevægelsen nok være vågnet op, men når det nu er den »venlige velfærdsstat« under socialdemokratisk ledelse, der forestår tvangen og marginaliseringen, så er der tradition for, at fagbevægelsen ikke blander sig i samme grad. I den forstand er der desværre en fremskreden egoistisk tænkning i fagbevægelsen.

Faklen: Har den socialistiske ideologi og alt, hvad begrebet indebærer, mistet sin styrke i dag, hvor sovjetsocialismens ugerninger i socialismens navn er lagt fuldstændigt for dagens lys?

Sven Gårn Hansen: Jeg tror ikke, at begrebet »socialisme« forsvinder. Jeg tror, at de dér lig i lasten vil blive mindre og mindre relevante, efterhånden som nye folk kommer til, der slet ikke har været en del af den tid. På mange måder er det et generationsspørgsmål. Og det ville være en katastrofe, hvis de nye progressive folkebevægelser glemmer den socialistiske historie, fordi vi så – det er en fortærsket, men vigtig kliché – fordi vi så risikerer at gentage den.

Og der er megen socialistisk erfaring og analyse, som fortsat er brugbar. Jeg mener, at Marx stadig væk kan bruges til at forstå utrolig meget af, hvad der sker. Også tænkere som Lenin og Mao kan bruges. Så længe vi ikke har et helligt forhold til dem.

Faklen: Socialismen fylder ikke meget på den politiske dagsorden i dag – hvad skal bringe den tilbage?

Sven Gårn Hansen: Den globaliserede kapitalisme bliver mere og mere rå, også fordi der ikke længere findes en Østblok, som man skal konkurrere med politisk og tage højde for militært, hvorfor kapitalmagten har opnået en overlegenhed, der trækker fronterne skarpere og skarpere op, men samtidig tydeliggør nødvendigheden af modstand.

Vi sender vores militær hvor som helst hen i verden, når som helst vi vil det og uden hensyn til retlige finesser eller internationale konventioner, bare fordi vi har lyst til det og kan vinde politisk og økonomisk på det. Selskaber flytter rundt i hele verden, fyrer folk i det ene land og ansætter andre billigere i det andet, begynder krige og slutter krige. På den måde minder situationen mere og mere om kapitalismens tidlige tidsalder.

Den tiltagende globalisering har fået mange til at få øjnene op for faren ved den løsslupne kapitalisme og til at finde sammen imod en fælles »fjende«, hvilket gør mig ret optimistisk på socialismens vegne – på globalt plan i hvert fald. Det giver grobund for nogle helt nye alliancer, som vi f.eks. så det i Seattle. Og netop i USA, hvor der er en meget svag historisk bevidsthed og ingen rigtig organiseret venstrefløj, begynder de så at sige på bar bund, når en ny progressiv bevægelse bliver grundlagt. Det kunne vi også lære noget af herhjemme.

De mest forskellige mennesker kan derfor finde ud af at arbejde sammen i en progressiv kamp i USA, hvilket der slet ikke er nok engagement i den danske venstrefløj til, hvor ethvert initiativ som modstanden mod WTO i Seattle ville være blevet dræbt under forberedende møder et halvt år forinden, fordi en eller anden insisterede på en »forkert parole«.

De samme grupper, som arbejdede sammen i Seattle, er gået sammen i protest mod IMF, hvor de har tænkt sig at føre kampen videre i Washington, og det er et vigtigt skridt i retning af en tiltagende mobilisering.

Deres nye grundlag er krav om en fredelig og miljømæssigt bæredygtig verdensøkonomi med mennesket i centrum – og hvis en sådan kamp engang skulle lykkes, så er det for mig at se slet ikke nødvendigt at tale om socialisme længere.

Faklen: Men er det så egentlig socialismen, der er svaret, eller er socialismen blot ved at blive et løst defineret synonym for social retfærdighed?

Sven Gårn Hansen: Jeg mener, at socialismen stadig væk er vigtig som ideologi imod den globaliserede kapitalisme. Personligt er jeg overbevist om, at de søde, bløde paroler, som amerikanerne organiserer sig omkring efter Seattle, må føre til en kamp for at afvikle koncernerne. Så længe koncernerne sidder på pengene og magten, kan du ikke have en fredelig økonomi eller en verdensorden med mennesket i centrum.

Magten skal væk fra koncernerne – det er f.eks. også ud fra den tankegang, at man snakker om at afskaffe »bossernes Europa« i arbejdsløshedsbevægelserne i Sydfrankrig. På et eller andet tidspunkt må den kamp udvikle sig til et krav om at tage magten over produktionsmidlerne og fordele dem på demokratisk vis eller få dem under demokratisk kontrol. Og det vil sige socialisme.

At vi så stadig er uklare på, hvordan den demokratiske kontrol med produktionsmidlerne skal organiseres, er en anden sag.

Vi ved, at det ikke nytter noget med en statslig overtagelse af fabrikkerne og et centralt planministerium. Har man sagt demokratisk kontrol over produktionsmidlerne, har man forklaret, hvad socialisme er.

Morten Halskov Jensen og Rune Engelbreth Larsen