I to årtier har Krarup været fast mand på Jyllands-Posten. Under Otto Lipperts og Laust Jensens redaktion har han nydt en stjerneposition, der imidlertid ikke forekommer ham så indlysende under de nye redaktionelle tider på den jyske morgenavis. I begyndelsen af 1988 må han sågar lide den tort at få returneret et debatindlæg, et svar på et gensvar.

Krarup indstiller omgående sin skribentvirksomhed på Jyllands-Posten. Han opfatter næppe heller chefredaktør Asger Nørgaard Larsens bemærkning, 7.2.88, som andet end en degradering, da denne om Krarups "skrivepause" bemærker, at han da stadig væk har adgang til avisens spalter "på lige vilkår med andre meningsskribenter".

Imidlertid går der ikke lang tid, før Ekstra Bladets chefredaktør Sven Ove Gade personligt opfordrer Krarup til i stedet at tage imod en plads på Ekstra Bladets hold.

Nu kunne man måske tro, at Krarup, der har tituleret Ekstra Bladet som "den patenterede godheds hoforgan" - hvilket er omtrent det værste stempel, han råder over - i utvetydige vendinger ville takke nej. Tilsvarende kunne man mene, at pastoren måtte se sig for god til at tage mod en fremstrakt hånd fra en mand som Gade, der offentligt har tilsvinet og forfulgt ham, som man kun på Ekstra Bladet er i stand til det, og som har ladet aftrykke karikaturer af Krarup i selskab med Ku Klux Klan … Men han kender spillets regler.

Krarup er alt, alt for begavet til at lade sådanne mellemværender stå i vejen, når en ny mulighed byder sig. Og om nogen ved selvfølgelig pastoren, at selv den mest skånselsløse forfølger kan blive slået af hesten blot for at tilbede, hvad han før så ihærdigt forfulgte.

I 1997 under Ekstra Bladets kampagne, "De fremmede", kanoniserer Krarup nærmest hele chefredaktionen. Under overskriften "Mænd af mod" hedder det om Ekstra Bladets indsats: "Der skrives pressehistorie i øjeblikket. Denne sandhedssøgende, uforfærdede journalistik er i pagt med det bedste i den danske tradition. Folkestyrets salt. Offentlighedens samvittighed. Folkets og sandhedens tjener." (Ekstra Bladet, 23.4.97). Intet mindre.

Alene de seneste fem år er det blevet til ca. 100 kronikker i en og samme avis, hvilket vist er temmelig enestående i dansk pressehistorie - også hos Sven Ove Gade og gadedrengen.

Ikke mindst gennem Krarup er dette perifere organ for en begrænset gruppe teologer i udkanten af dansk kirkeliv med tiden blevet et politisk talerør med voksende bevågenhed blandt presse og politikere. Her stigmatiseres kulturradikalisme og socialisme som Hitlers og Stalins totalitære brødre i ånden. Her hyldes Churchill, Reagan og Thatcher, Harald Nielsen, N.I. Heje og Mogens Glistrup, og her er Georg Brandes det store dyr i den danske åbenbaring. Her tordner anmeldelser, artikler og prædikener mod indvandringen, EU og FN. Her skæres socialisme og nazisme over en kam.

Her støbes kuglerne.

… "besættelsesstyrken" består af indvandrere og flygtninge, "samarbejdspolitikerne" af de politikere, der tillader og tilskynder "besættelsen", "værnemagerne" af dem, der "profiterer" heraf, og "landsforræderne" af enhver, der støtter udviklingen i retning af et multikulturelt Danmark. Vi har set, at beskyldninger om racisme opfattes som vor tids "jødestjerne", at en "massiv repatriering", der "næppe vil kunne ske uden dramatisk brud med det, der hidtil er opfattet som 'humanitært'", er fastslået som middel mod "de fremmede", og at ikke mindst et kommende retsopgør er planlagt i mindste juridiske detalje over for de "landsforrædere", som foreningen "systematisk registrerer".

Der bliver med andre ord et regnskab at gøre op, som styrelsesmedlem Neerup Buhl skriver: "Når den nationale bevægelse efterhånden virkelig får tag i det forurettede danske folk, vil akademiker-kleresiet med Georg Metz (og Anne Knudsen, Klaus Rothstein osv.) selvsagt blegne af rædsel over konsekvenserne. Der bliver et regnskab at gøre op." (Information, 10.7.97).

Uden et skud er løsnet, er "modstandskampen" for længst indledt - en modstandskamp, der efterhånden vil få "akademiker-kleresiet" til at "blegne af rædsel".

På landsmødet i 1995 fastslås det, at ingen længere som udgangspunkt er uvelkomne i den Danske Forening, heller ikke, hvis de har udvist nazistiske sympatier. Hasselbalch udtaler: "De unge kan ikke kende forskel. Men i stedet for at gøre vores hoser grønne hos dele af pressen ved at smide dem ud, skal vi give dem et kursus i, hvad nazismen står for, og de skal vide, hvad det er, vi kæmper for." (Ekstra Bladet, 12.6.95).

Disse skal altså nu kunne oplyses og - hvis de efterfølgende fravælger racisme og nazisme til fordel for respekt og nationalisme - opsluses blivende i foreningen. Problemet, om man ikke derved kommer på kant med vedtægterne, der fortsat udelukker personer, som "er eller har været tilknyttet ekstremistiske, såsom nazistiske organisationer", berøres ikke.

Mogens Camre spår på pressekonferencen den 24. marts 1999, at det er Socialdemokratiet, som med tiden vil blive overflødiggjort af hans nye parti: "Det 20. århundrede har været Socialdemokratiets århundrede, men det er snart slut. Jeg vil gøre mit til at gøre Dansk Folkeparti til partiet for det 21. århundrede."

Partiets pressechef, Søren Espersen ser ligesom Kristian Thulesen Dahl en klassisk nationalkonservatisme iblandet socialdemokratisk traditionalisme: "Socialdemokratiet er traditionelt meget nationalt. Dannebrogsflag i kolonihaverne. De konservative har også svigtet på den nationale strategi, da de skiftede partiprogram engang i 1970erne. Deres oprindelige program fra 1947 var en stor inspiration for os, da vi lavede Dansk Folkepartis principprogram. Der var ikke den store forskel på de gamle socialdemokrater og de gamle konservative - som vi altså har samlet op siden hen." (Information, 27.6.98).

Partiformanden, Pia Kjærsgaard ville næppe erklære sig uenig i hverken Kristian Thulesen Dahls, Mogens Camres eller Søren Espersens karakteristik af og fremtidshåb for partiet. Og lige så "konservativ" og "socialdemokratisk", som Dansk Folkeparti præsenterer sig, lige så iøjnefaldende er ikke bare den indlysende antipati over for venstrefløjen, men også afstanden til såvel Fremskridtspartiets som Venstres liberalisme. Pia Kjærsgaard udtaler sågar: "Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh." (Information, 26.6.98).

Nationalitetsfølelsen og folkeligheden er - som navnet tilkendegiver - Dansk Folkepartis alfa og omega.

Det "normale" er bogstavelig talt retningslinjerne, som de defineres af majoritetsdanskernes sædvaner, skikke og traditioner lige fra kernefamilien og kolonihaven til kirken og det konstitutionelle monarki.

Det "fornuftige" er folkeviljen, manifesteret i flertallets ret. I teorien kunne Dansk Folkeparti for så vidt lige så godt få 50-70% af stemmerne til et kommende folketingsvalg, om valgtemaet tilfældigvis var partiet særlig gunstigt, for flere af mærkesagerne har utvivlsomt i omegnen af 50-70% af befolkningen bag sig, og på alle andre områder end disse er partiet dybest set ikke markant anderledes end samtlige partier til højre for SF.

I en EU-undersøgelse toppede danskerne skalaen, da hele 83% af befolkningen erklærede sig som enten lidt, temmelig eller meget racistiske (henholdsvis 40% erklærede sig "lidt racistiske" og 43% "temmelig eller meget racistiske"; kilde: Aktuelt, 22.12.97). Intet parti er i tilnærmelsesvis samme grad som Dansk Folkeparti modstander af indvandringen, og intet parti kan teoretisk set profitere mere af sådanne tendenser i befolkningen.

"Vil man ikke respektere vores husorden, hører man ikke hjemme i Danmark og skal ikke forvente, at danskerne vil bøje hovedet og betale" ,fastslår Camre i sin tale til Dansk Folkepartis Grundlovsfest på Dybbøl Banke den 5. juni, 1999 (jf. Information, 7.6.99). Danskerne er "et lille, homogent folk, nærmest en stamme", og de "fremmede" begår "anslag mod fredelige og sagesløse mennesker" i Danmark.

Det er en melodi, som Dansk Folkeparti kender, om end næppe nogen har fremført den med samme lidenskab som Camre i de seneste par år.

Men partiet trækker samtidig en klar streg i sandet, når det gælder om at lægge afstand til racisme i egne rækker, og således blev f.eks. Erik Bengtsen ekskluderet, efter at han under et opstillingsmøde for Dansk Folkeparti i februar 1998 havde udtalt om indvandrere: "De er avlet af svin og tænker som svin. De skal bare blive nede i Kloakistan." (Information, 27.2.98).

Pia Kjærsgaard har således på den ene side styret Dansk Folkeparti helt fri af den slags belastende tilbøjeligheder og formået at bemande partiets vigtigste poster med overordentlig seriøse og disciplinerede folk, samtidig med at hun har markeret partiet så stærkt på udlændingespørgsmålet, at hun kan høste befolkningens modvilje tydeligere end nogen anden.

Det var også med Pia Kjærsgaard ved roret, at tilslutningen til Fremskridtspartiet sneg sig helt op på 39% i en vælgerundersøgelse, men det spring, der trods alt er fra et vanligt partitilhørsforhold til ikke bare et naboparti, men til et yderparti (som tilmed stort set alle øvrige partier og det meste af pressen er enige om at advare imod), kræver selvsagt en vis overvindelse for at slå igennem også på valgdagen. Men om ikke andet fortæller tallene noget om, hvilke tendenser der ligger latent i store dele af den danske befolkning - og hvilket vælgerpotentiale Dansk Folkeparti rent faktisk har.

Lad os for alle tilfældes skyld vende Krarups middelalder ryggen og finde en venlig dansk imødekommenhed frem af gemmerne. Lad os møde Krarups Nye Orden ikke med en anden Dansk Husorden, men med en Dansk Husfred. Lad os i stedet for fem intolerante trusler kæmpe for fem humanistiske håndsrækninger:

1. Danmark er et humanistisk land, hvis selvforståelse hviler på medmenneskelighed.

2. Danmark er danskernes land, og enhver, der bor her og ønsker at være dansker, er dansker.

3. Danmark er et fællesskab, ikke et flertalsdiktatur.

4. Danmark er lighed for loven og frihed til forskellighed.

5. Danmark er næsten først, mig selv næst.

Danmark er, hvad vi gør det til - lad os sigte højt og medmenneskeligt i stedet for lavt og endimensionalt som Krarup, hvor en dansker partout skal gå syv slægtled tilbage og være bænket i kirken søndag efter søndag, året rundt.

Men hvad har dog fået pastorens galde til at gjalde med en sådan foragt? To ting.

En kronik i B.T. den 9.11., der afviser Krarups fem indvandrerfjendtlige bud i hans »Danske Husorden« og i stedet opstiller fem humanistiske alternativer: Lighed for loven, frihed til forskellighed, medmenneskelighed, fællesskab og tolerance.

Men alt det kommenterer han pudsigt nok ikke.

Krarup vil helst ikke kendes ved, at hans primære virke er politisk, og hævder i kronikken, at jeg »mistænkeliggør« ham ved at gøre hans apolitiske præstegerning til noget »politisk« …

Enhver, der nøgternt gennemlæser hele Krarups forfatterskab og samlede artikelproduktion, vil imidlertid ikke kunne undgå at konstatere Krarups konstante kobling af politik og kristendom, hvor mange gange han så ellers forsikrende messer sin lutherske adskillelse mellem Guds og kejserens rige. Rollen som præst og politiker er uløseligt sammenfiltret hos Krarup, så sammenfiltret, at man aldrig helt kan afgøre hvilke og hvor mange af de uhyggeligste sider af kristendommen, han bruger til at tegne sin politiske dagsorden, når han hyppigt insisterer på danskerens »forpligtelse« på »det kristne menneskesyn«. Men hvad ligger der egentlig i dette menneskesyn? Er det den nytestamentlige dødsdom over homoseksuelle, ringeagt af kvinden og længslen efter verdensundergangen? Eller den nytestamentlige understregning af, at slaver og tjenere skal affinde sig selv med selv »urimelige« undertrykkere?

… at gøre opmærksom på, at begrebet om danskheden historisk er en uløselig del af en større terminologi, hvis "moderne" rødder Grundtvig står som den primære ophavsmand til, og som i konteksten er uadskillelig fra dennes emfase på intolerance og kulturel chauvinisme.

Dagligt ser man også læserbreve og kommentarer om det kristne, demokratiske og tolerante etc. danske samfund, som trues af de fremmedes stigende indflydelse, hvorfor næstekærligheden, ligheden og forståelsen netop må have en grænse, så de fremmede ikke får magt, som de har agt, til at tage netop disse goder fra "os".

For de professionelle politikere er danskerportrættet naturligvis en ekstra prekær sag. Der er valgflæsk i danskheden. Det populære program for højrefløjen går for tiden på, at den kristne kulturtradition er forudsætningen for vores demokratiske samfundsopfattelse, hvor individets frihed alt andet end overbevisende hævdes at stå i centrum, og netop denne tradition trues af det fremmede, især "islamisk kultur", som man lige som sin egen forudsætter som en entydigt definerbar størrelse.

Men bortset fra rabiate indikationer af, hvorledes "den islamiske kulturs" indpas i den danske skal bekæmpes, som f.eks. Mogens Camres: "Det er værd at notere, at det ikke blev den danske sangskat, der reddede Danmark fra den nazistiske besættelse …" (Jyllands-Posten, 12.7.99), svarer højrefløjens tegning af det danske "vi" såmænd ganske til gennemsnittet. Det er "den danske husorden", de særlige "danske" værdier, kristendommen, demokratiet og den nordiske kultur. Man tager nemlig fejl, hvis man tror, at det kun er i retorikken blandt nationalister på den yderste højrefløj, det grundtvigske nationale "vi" florerer.

Det er endnu ikke helt stuerent som højrefløjen at tale om de fremmede som en "besættelsesmagt" og om "muhammedanismen" som fjenden, ligesom vi gyser lidt, når Grundtvig taler om at "slå Tydsken ihjel over alt, hvor vi møder den". Det synes derimod umiddelbart meget mere sobert og acceptabelt at tale om "vi danskere" og "vores værdier" og om det "udanske", der stikker ud fra "vores" mentalitet.

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremhæver helt efter bogen "nogle værdier, der er danske, og som har eksisteret, så længe Danmark har været en nation" (Politiken, 4.9.99). Ifølge kulturministeren har vi "altid forsøgt at tale os til rette. Vi har aldrig brudt os om at gribe til våben." "… vi har altid beskyttet mindretal," og "vi har en tradition for at tage os af de svageste". Disse "fælles" værdier og ikke mindst netop fællesskabet omkring dem må vi styrke i mødet med det fremmede for ikke at blive rodløse, mener kulturministeren: "Alternativet til rodløshed er samhørighed. Men det kræver, at man har noget til fælles. Og det fælles må vi erkende og udvikle. Vi skal kende vores kulturarv, vores sprog og vores historie (…) Jeg er stolt af de værdier, jeg nævnte i starten. Jeg er også stolt af, at vi har skabt et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt."

Peter Gundelach fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet hører til blandt de mere intellektuelle og distancerede debattører. Ikke desto mindre byder han ikke på mange overraskelser i sin karakteristik af "os": "Vi befinder os bedst på det jævne … Vi er præget af en lav grad af hierarki i samfundet … Vi er frisindede …" etc. (Jyllands-Posten, 12.9.99). Professor dr.jur. Ole Fenger fra Aarhus Universitet opremser ligeledes pr. automatik "det danske sprog, vor fælles historie og vor kristne tro", som indlysende træk ved vores "åndelige eller kulturelle værdier" (Jyllands-Posten, 30.9.99).

Mødet med "det fremmede" får også indenrigsminister Thorkild Simonsen til at "synes, at det bør få os danskere til at holde fast i vore rødder - kristendommen, Grundtvig, demokratiet, den nordiske kultur - for at styrke vor egen bevidsthed" (Jyllands-Posten, 23.6.99).

Beskrivelserne af det nationale, danske "vi" stikker ikke meget ud fra hinanden, selv om retorikken på højrefløjen springer mere i øjnene. Og alle er tilsyneladende enige om, at "danskheden" er en vital del af "os", den er vores integritet som "folk" og skelnemærke for alt, hvad der er fremmed, og som sådan synes den i sig selv af være værd at definere, styrke - og forsvare. Arven fra Grundtvig er ikke til at tage fejl af, og både direkte og indirekte grundtvigcitater skorter det da, som vi netop har set, heller ikke på.

Grundtvigs politiske betydning blev, på trods af hans lidenskabelige engagement, aldrig særlig stor i samtiden. Han blev betragtet som en genial, men ekstrem særling af sine politiske kolleger. Måske af samme grund er det sjældent de politiske perspektiver af den Grundtvigske agitation, der fremhæves, hvor uomgængelige de så end er. Men med højrefløjens agitation og den tilsvarende danskhedsdebat i medierne er den Grundtvigske indflydelse, også på det politiske område, blevet særdeles åbenbar. Og denne nationale agitation finder let en umiddelbar klangbund hos mange, som er opflasket med den evindelige Grundtvigske terminologi om "danskheden", det danske folkefællesskab.

Det nationale kan ikke begrebsliggøres - i det mindste slet ikke entydigt, og ikke som andet end en grænsedragning på et landkort. Men hvor dette ikke desto mindre bruges som motiv for handlinger og påbud om handlinger, der søger at sætte særlove og særstandarder for hele befolkningsgrupper, er abstraktionen om det nationale blevet en ualmindelig farlig tvangstanke, som efter forgodtbefindende kan tilpasses en politisk agenda.

Og derfor har Neerup Buhl selvfølgelig også ret i, at det danske kan "infameres" og blive bragt i et "misforhold til det givne liv", spørgsmålet er bare - af hvem? Hvem er det, der hævder at vide, hvilket "givet liv", der definerer det danske - til trods for, at der er over fem millioner, forskellige "givne liv" i Danmark? Hvem er det, som på en gang taler om værdier, der er både fundamentale, selvfølgelige og uantastede, og som rask væk baserer sin politiske agitation herpå, men samtidig henkastet erkender, at disse tilsyneladende fungerer bedst, når individet ikke er bevidst om dem, ja, at de i grunden må forblive ubegrebsliggjorte?

På denne absurde påstand om noget på en gang fuldkommen abstrakt og dog fundamentalt, selvfølgeligt og uantastet hviler til syvende og sidst hele foreningens korthus på en sæbeboble: at bevare Danmark dansk.

Med dette korthus står og falder enhver mere eller mindre udtalt nationalistisk ideologi.

Danskhed er og bliver, hvad vi gør den til. Hver især og i fællesskab. Den kan ikke defineres entydigt, men naturligvis er historien en afgørende faktor, blot er der ingen som helst rød tråd eller helt og aldeles klokkeklar Historie, som alle eller blot flertallet er enige om eller fuldstændig bekendt med, endsige føler sine handlinger forpligtet af. Ligesom enhver anden nations historie er Danmarks historie et sammensurium af krig og fred, konflikt og samarbejde, undertrykkelse og frihed; en nation, der er sammenbundet og splittet af kategorier som hedenskab og kristendom, enevælde og autonomi, stavnsbånd og revolution - og i titusindvis af begivenheders og manifestationers detaljer og nuancer og fortolkninger af detaljer og nuancer, som alt efter præferencer og interesser kan synes overeksponerede eller undereksponerede af den ene og den anden historiker.

Kun hvor man lægger sine mere eller mindre private snit i tiden og historien, hugger en hæl og klipper en tå, bliver Danmarks historie entydigt forpligtende, og naturligvis altid forpligtende på lige netop sine egne snit: Så bliver Danmark som begreb f.eks. med ét "kristent", til trods for at nationen i sit udspring var hedensk, til trods for at landet var hedensk, før Harald Blåtand rejste Jellingestenen, i lige så mange årtusinder, som der har eksisteret mennesker under disse himmelstrøg, og til trods for, at næppe en brøkdel af en promille af befolkningen i dag føler sig kristne i nogen henseende, der bare tilnærmelsesvis ligner denne religions oprindelige grundlag for totusind år siden i Palæstina - fjernt, fjernt fra Danmarks landeveje og Europas hovedveje.

Der er ingen kanonisk Danmarkshistorie, og selv den, historikerne har mere eller mindre consensus om, er alt andet end en entydig størrelse, ud fra hvilken en moralsk eller politisk konsekvens nogen sinde kan blive andet og mere end et privat, individuelt fortolkningsspørgsmål. At nogen kan blive enige om en fælles opfattelse af "danskhed", bør derfor heller aldrig i sig selv få konsekvenser for den eller de, der er uenige heri; dertil er begrebet ikke bare for æterisk, det rummer som ethvert andet tiltag til absolutisme desuden en latent mulighed for ensretning, som let lader sig misbruge i propagandistisk øjemed.

Men er enhver nationalitetsfølelse da grebet ud af luften? Næppe.

Ser vi bort fra moderne sportsfænomeners og andre modeluners Dannebrogsbegejstring, er der selvfølgelig historiske situationer, hvor et folk eller dele af et folk står sammen i krig og konflikt mod udefrakommende aggressorer såvel som i fred og venskabelighed hjælper andre folk. Der er folkeslag, som på godt og ondt har forsvaret landegrænser, erobret fremmede stater eller landområder, og der er folkeslag, der sågar har deltaget i - eller i større og mindre udstrækning accepteret - holocaust og etnisk udrensning, bl.a. ud fra specifikke henvisninger til nationalitetsfølelsen.

"Det nationale" kan i det hele taget utvivlsomt føre til stærke sammenhold - men det være sig i grusomhed såvel som i fordragelighed. At tilegne kategorien en absolut positiv værdi i sig selv og tilmed definere denne kategori selektivt ud fra et ganske særligt politisk perspektiv er således i bedste fald manipulation.

Om det er diktat fra Guden, kongen eller fædrelandet, eller om det er normen, kapitalen eller partiet, der alene er bestemmende for tiltag i retning af en massebevægelse, er det mennesket og den menneskelige forskellighed, der til enhver tid trækker det korteste strå.

Danernes historie er historien om et rige, der altid er blevet og fortsat bliver beriget ved at ægte fremmed ånd.

Den første halvdel af landets første årtusinde udvikledes runeskriften, der var inspireret af romerne, og landet indvaderedes af danerne, der kom fra Sverige.

Den anden halvdel af det første årtusinde blev danernes land samlet, aserne dominerede ånden, og vikinger drog ud og vendte hjem med både guld og oplevelser fra alverdens kulturer.

Den første halvdel af det andet årtusinde gik asatroen helt i opløsning, og danerne blev betaget af katolicismen, der var Roms version af græske håndskrifters vidnesbyrd om en sekt fra Mellemøsten.

Den anden halvdel af det andet årtusinde var den katolske kirkes enhed og autoritet i opløsning, og danerne blev indtaget af protestantismen, der var tyskernes opgør med paven i Rom.

Den første halvdel af det tredje årtusind gik protestantismen helt i opløsning. Tidens tand havde allerede slettet ordene "Danmark" og "danerne" på Jellingstenen som et kulturelt memento mori, der erindrede, at al kulturånd kommer og går, og at Harald Blåtands kristning af folk og rige var lige så forgængelig som asatroen.