Universitetsfaget filosofikum blev oprettet i 1675 i Danmark. Det bestod i sin seneste form i en fælles obligatorisk forskole i grundlæggende logik, filosofi og psykologi, der skulle bestås af enhver universitetsstuderende. Faget blev nedlagt i 1971, ikke blot som en følge af de ændringer, der fandt sted i den akademiske verden efter studenteroprøret, men også fordi mange fandt faget utidssvarende og værende en hæmsko for den mere fagspecifikke undervisning.

For mange var det således nok en lettelse at slippe for dette obligatoriske fag, men der har siden været fremsat mange hjertesuk over manglen på filosofikum eller et tilsvarende studium generale, der kunne give universitetet et fundament som grobund for tværvidenskabeligt samarbejde og forståelse. En del har ligefrem ment, at det kunne være en kur mod den snævre fagspecialisering, som onde tunger kalder fagidioti.

Studium generale var også en del af det humanistiske program, som Faklen fremsatte i sit første nummer i 1996. Her sættes dannelse i forbindelse med tolerance, for »dannelse er i bund og grund forståelse«, og en sådan forståelse for vore medmennesker i fortid og samtid vil uvægerlig gøre det sværere at fordømme dem. Faklens krav til et nyt studium generale var dermed ikke blot et nyt filosofikum, men en bred kulturhistorisk basis for hele universitetsuddannelsen.

Dette krav blev i Faklen nr. 2 udmøntet i et konkret bud på et forløb, der vil lægge beslag på i alt to semestre placeret på de tre første semestre efter immatrikulationen. Dette studium generale består først og fremmest i en gennemgang af kulturhistorien, men også af redskabsfagene matematik og latin.

Ambitiøst og stik modsat alt, hvad der ellers er på tale i debatten om et nyt studium generale eller filosofikum, men i hvert fald en konsistent vision for et universitet, hvor fagspecialiseringen suppleres med en bred almen dannelse. Som det hedder i Faklen nr. 2: »Hvis vi tør tage konsekvensen af vores sympatier i kampen mod dogmer og fordomme og stole på vores egen iver efter viden, da skulle det være muligt at se drastiske forandringer på universitetet realiseret inden for en kortere årrække,« og: »Det er ikke godt at vide, hvem der i forsvar skulle kunne argumentere for, at mindre viden er bedre end mere viden – men man vil givetvis forsøge.«

Samme højtsvungne tone når de andre bud, der er på et nyt studium generale, sjældent. Men de har dog til sigte at bekæmpe den begrænsning af udsynet, der kan følge med den faglige specialisering. Lektorerne Claus Emmeche, Frederik Stjernfeldt og Simon Køppe skriver således i en kronik, at »et nyt filosofikum er ønskeligt bl.a. for at understøtte tendensen til tværfaglig forskning og samtidig hindre, at unge forskere hæmmes af fagligt snæversyn, manglende overblik eller misforståelser af forskningens væsen.« (Politiken, 12.2.00).

Men fokus er først og fremmest på det videnskabelige: »Den væsentligste grund til at indføre et nyt filosofikum er for os at se i sidste ende et spørgsmål om videnskab. Der er vigtige sammenhænge mellem filosofi og videnskab, og et nyt filosofikum ville på lidt længere sigt kunne styrke forskningen.«

Helt konkret forestiller de tre lektorer sig, at et nyt filosofikum skal bestå af halvt filosofihistorie og halvt videnskabsteori. En del af dette filosofikum kunne være fagspecifikt, idet man f.eks. kunne tage udgangspunkt i de kurser i de enkelte fags eller faggruppers videnskabsteori og filosofi, som mange institutter og fakulteter allerede i dag afholder.

Et eksempel på et sådant eksisterende fag er naturfilosofi, som Claus Emmeche igennem en årrække har stået for på det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Hovedbestanddelen er en forelæsningsrække, hvor en række forskere hver især forelæser om et emne inden for »naturvidenskabernes teori, grundlagsproblemer og verdensbilleder«. Forelæsningerne er offentligt tilgængelige, og der afholdes ikke en eksamen, men studerende kan f.eks. skrive en afløsningsopgave for at opnå merit.

Et nyt filosofikum er dog ikke blot et ønske blandt enkelte lektorer, men har også mødt velvilje fra såvel undervisningsministeren som universiteternes rektorer. Rektor ved Københavns Universitet, Kjeld Mølgaard udtaler således, at »et filosofikum som et fælles semester, hvor de studerende beskæftiger sig med videnskabsteori og etik, er en fantastisk god ide. Første halvdel af semestret kan bruges på noget fælles om filosofiske problemstillinger i verden i dag, mens anden halvdel af semestret kan være mere fagspecifikt. Inden for jura er der bestemte etiske problemstillinger som spørgsmålet om menneskerettigheder, hvorimod der er andre etiske problemer inden for bioteknologi og teologi.« (Aktuelt 22.2.00).

Undervisningsminister Margrethe Vestagers vision er »en studiedel, hvor den universitetsstuderende får lejlighed til at refldektere over, hvad videnskabelighed er, og over sammenhængen mellem videnskaberne og den omliggende verden, det vil sige en mere videnskabsteoretisk orientering end et egentligt filosofihistorisk kursus, som det gamle filosofikum vel egentlig var endt i. Det skal være en fagrelateret filosofi, det vil sige med hovedvægt på fagets eller uddannelsens idéhistorie og videnskabsteori. Det kan, bør måske også, tilrettelægges fælles for flere fag, eventuelt fælles for alle fag inden for et hovedområde svarende til alle fag inden for et fakultetsområde.«

Filosofikum har også været diskuteret i Folketinget, da politikere fra Venstre og Kristeligt Folkeparti den 25. februar fremsatte et forslag til en folketingsbeslutning om indførelse af et filosofikum på de længerevarende uddannelser (B 106). Der tales her om behovet for »en helhedsvidenskabelig forståelse, der kan sikre, at studerende har bedre mulighed for at forholde sig kritisk til videnskab, information og omverden«, og de vil gerne snarest have indført et filosofikum, ikke som en forskole, men som et integreret forløb et par år inde i studiet: »Filosofikum skal indgå som et selvstændigt, obligatorisk fag af et semesters varighed, placeret på den studiemæssige grunddel (3.-6. semester).«

Indholdsmæssigt svarer forslaget i det storte og hele til de tre lektorers og til Mølgaards: »Filosofikum skal således bestå af to dele: En del, som er af en mere generel karakter og en anden del, som er af en mere fagspecifik karakter. På den måde tilvejebringesv både en bredere indsigt i generelle metodefag, filosofihistorie, videnskabsteori, videnskabshistorie etc. og en forøget viden om instituttets/områdets egne metodefag og historie.«

Selve ideen til et nyt filosofikum mødte bred opbakning i Folketinget, mens der var uenighed om form og finansiering. Undervisningsministeren henviste til, at hun i en periode har drøftet et nyt filosofikum med Rektorkollegiet.

Finansieringsspørgsmålet er naturligvis centralt. I beslutningsforslaget hedder det, at »det bør tilstræbes, at filosofikum indføres inden for rammerne af de eksisterende udviklingskontrakter og udviklingspuljer, hvorved forslaget bliver udgiftsneutralt.«

Det betyder med andre ord, at et filosofikum skal indarbejdes i pensum på bekostning af de eksisterende fagspecifikke forløb, og at lønnen til undervisningen skal udredes af de eksisterende bevillinger. Dette huer naturligvis ikke Kjeld Mølgaard: »Hvis vi ikke får mere tid til sådan et filosofikum, får det en meget trang skæbne. Vi er blevet skåret ned, og studierne tilpasses de europæiske modeller, således at de fleste kun studerer i fem år. Selv lægestudiet er skåret ned fra syv til seks år. Det er fuldstændig umuligt at presse mere ind i de nuværende rammer. Ideen er god, men det kræver, at der afsættes tid til den.« (Aktuelt, 22.2.00).

Den politiske vilje til at ofre penge på et nyt filosofikum lader dog ikke til at være til stede, og det tegner derfor til, at universiteterne endnu en gang skal hugge en hæl og klippe en tå for at realisere et politisk krav. Det nye kursus skal passes ind i pensum, og der skal findes lærerkræfter til det, men uden særlige midler risikerer filosofikum igen at blive en gøgeunge, som måske er mere til gene end til gavn.

Det er ærgerligt, for med et sådant filosofikum – eller et bredere studium generale – er der mulighed for atter at svejse universitetet sammen til et universitas, hvor studerende og lærerkræfter på tværs af faggrænser i det mindste har ét fagligt elementt til fælles: Et fælles fag, som kan øge den tværfaglige dialog og forståelse. Som kan imødegå den skyttegravskrig, der af og til finder sted mellem forskellige fag og fakulteter. Som kan imødekomme mange studerendes ønlske om tværfaglighed og forståelse for de videnskabelige discipliners filosofiske grundlag. Som kan modvirke opfattelsen af universitetet som værende en pølsefabrik, der leverer arbejdskraft til erhvervslivet og den offentlige sektor. Som kan skabe en fælles referenceramme af nysgerrighed, viden og søgen efter erkendelse. Og som derfor i sidste ende handler om den rolle, som universitetet kan spille i samfundet.

Det er derfor også synd, at et nyt studium generale tegner til at blive et snævert filosofikum, der ikke giver den enkelte studerende et bredere kendskab til f.eks. den forskning, der foregår ved universiteterne, som man kunne gøre det ved lade en del af et studium generale bestå af forelæsninger ved forskere fra alle universitetets fakulteter. Enhver studerende kunne på den måde få et bredt indblik i de fag og den forskning, der bedrives ved et universitet, hvilket unægtelig både ville udvide den enkelte studerendes horisont og sammentømre universitetet på tværs af fag- og fakultetsgrænser.

Dermed skal betydningen af et obligatorisk kursus i filosofihistorie og videnskabsteori ikke undervurderes, men der ligger ikke i samme grad en vision for universitetet og dets samfundsmæssige rolle i dette filosofikum som i det bredt funderede studium generale. En vision, der i Faklens humanistiske manifest blev beskrevet således:

»Universitetet kunne og burde være samfundets hjerte. Et hjerte, der permanent pumper oplysning om menneskets naturgivne mangfoldighed, kulturhistoriens faktuelle pluralitet og forskninlogens uundslippelige relativisme rundt i selv de mest uanselige af kulturens organer og celler. Et hjerte, der lige så aktivt agerer modus operandi for forskelligartethedens tolerance og individualismens selvfølgeligheds,, som det offensivt agerer bolværk imod ethvert udtryk for ensartethedens intolerance og egoismens barbari. Virkeligheden er imidlertid en anden.« (Faklen nr. 1, s. 7).

»Virkeligheden er imidlertid en anden,« fordi universitetet ikke har kunnet modstå presset for at blive til en pølsefabrik. Et studium generale kunne være det første, vigtige skridt væk fra at være en fabrik til at blive »samfundets hjerte.«

Niels K. Petersen