Kultur er ikke nationalitet, og nationalitet ikke kultur – flere kulturer har bestået af mange lande, og mange lande har bestået af flere kulturer. Kultur er heller ikke etnisk oprindelse – flere kulturer har huset mennesker af forskellig etnisk oprindelse, og mennesker af samme etniske oprindelse har tilhørt flere forskellige kulturer.

Kultur er samhørighed. Den samhørighed, der skaber et folk og er lige så vedholdende som et folk, men også er lige så forgængelig som et folk. Ikke få kulturer, der har persisteret i århundreder eller årtusinder, henligger således i dag som forladte murbrokker, og talrige folkeslag er med tiden blevet sammenblandet og spredt for alle vinde. Kulturel eller folkelig identitet opstår og forgår ligesom alt andet i denne verden.

Inspireret af Goethe anskuer Oswald Spengler kulturens udvikling i analogi med menneskets alderstrin: "Enhver kultur har sin barndom, sin ungdom, sin manddom, og sin alderdom." Spengler påpeger træk fra tidligere kulturers fald i den vestlige civilisation i begyndelsen af det tyvende århundrede og ser i vor aldrende kultur begyndelsen til aftenlandenes undergang.

Men kulturen er selvfølgelig ikke en organisme i menneskelig eller anden biologisk forstand; næppe nogen kultur har gennemløbet en udvikling i så ligefremt et fremadskridende forløb som et menneske fra spæd til olding – og alligevel har kulturen dog et eget liv, der ikke gør analogien meningsløs.

Ingen kultur har stået siden tidernes morgen, og ingen vil stå til evig tid. Hvor forskelligartede grundene end kan være, undgår ingen kultur at se sin egen alderdom og død i øjnene.

Hvad enten en kulturs undergang sker i ét knusende hug, eller opløsning og forfald trækker i langdrag, og hvad enten kulturelle træk fra det foregående overlever i det efterfølgende eller ej – kulturer dør. Når åndelig samhørighed og ud- eller uudtalte værdier jævnes med jorden eller blot langsomt ebber ud, falder ethvert samfund i sidste ende fra hinanden.

Men så længe kulturen består, er den udtryk for samhørighed. Den samhørighed, som intet menneske kan skabe alene og intet folk beslutte i bevidst detalje, men som ikke desto mindre manifesterer sig som et særligt slægtskab på tværs af mennesker, ideer, kunst, love og institutioner, og hvis tilstedeværelse er lige så vanskelig at definere, som dens fravær er vanskelig at overse.

Lige så problematisk det er at udskille præcis, hvad der forenede antikkens græske filosoffer, politikere og digtere med indretningen af bystaterne, mytologi, kunst, arkitektur og dagligliv, lige så klart genkendes dog den homeriske begrebsramme og tilbagevendende pluralistiske autonomi i Hellas. En karakteristisk samhørighed og et forenende særkende, hævet over uoverensstemmelser, omskiftelig stormagtspolitik og tænkningens mange forskellige træk i øvrigt.

Samme kulturelle harmoni på tværs af individuelle forskelligheder kendetegner utallige andre kulturer på hver deres facon, lige så vanskeligt definerbart og dog lige så klart.

Imidlertid står det også klart, at "dansk kultur" til sammenligning giver meget lidt eller ingen som helst mening, og ikke har gjort det i mindst et århundrede – medmindre kultur begrænses til de artefakter, der findes på museers støvede lagre, eller optegnelserne i historiebøgernes hengemte annaler. Begge dele er vigtige, som al historie er vigtig, men ingen af delene har aktuel betydning, og ingen af delene er en levende kilde til inspiration i bred forstand i dag.

Derfor er Danmark også kulturelt dødt.

Den danske folkekirke er ikke blevet mindre overfladisk og overflødig, siden Kierkegaard ønskede den nedlagt, højskolerne har fået Internet snarere end Grundtvig i blodet, og resterne af Oehlenschlägers romantik er endt som akkompagnement til sportsindustrien. Monarken er blevet erhvervslivets paradefigur, medier og livsstil er et tomt ekko af USA's underholdningsindustri, og politisk er nationen reduceret til en ubetydelig filial i EU.

Der er tab, som er begrædelige, og tab, som er befriende, alt efter hvem man er – men "dansk kultur" i dag er og bliver en anakronisme.

Hvad der end måtte spire kulturelt i dagens Danmark, er det intetsteds udtryk for noget, der har andet og mere til fælles end et tilfældigt geografisk og perifert sprogligt tilhørsforhold til dette land. Potentielle kvaliteter ufortalte – det har intet med nogen eksisterende "dansk kultur" at gøre.

Natten har for længst sænket sig over land og folk – naturlige uoverensstemmelser, der kunne vidne om mangfoldighed, dialog og dynamik, eskaleres i stigende grad til hadefulde og uløselige konflikter hele befolkningsgrupper imellem eller brutale sammenstød mellem myndigheder og udstødte.

Jo mere kulturen falder fra hinanden, desto mere tvang og kontrol kræver det at holde samfundet sammen. Og når nettet strammes, eskalerer aggressivitet og fortvivlelse, først for de yderligt placerede i samfundets rand, hvad enten det er grupper i bevidst konflikt med systemet, eller grupper, der er ufrivilligt trængt af systemet. Og jo mere aggressivitet og fortvivlelse eskalerer, desto mere er tvang og kontrol nødvendig for at holde spændingerne i skak, og jo mere tvang og kontrol, der er nødvendig for at holde spændingerne i skak, desto mere eskalerer aggressivitet og fortvivlelse.

Danmark er ingen jernhård diktaturstat, der skærer halsen over på oprørere og utilpassede; Danmark er en registerstat med totalitære træk, en dyne af lige dele tungsind og hysteri, et væv af kollektiv forstillelse og ligegyldighed, der formørker medfølelsen og kvæler forskelligheden. Det kan ingen fædrelandsforherligende fremstilling ændre, højst dække bag et tykt lag nationalprotestantisk sminke og det allestedsnærværende offer af syndebukke.

Intet særegent dansk binder længere danskerne sammen som et folk, bortset fra et sprog, der er på retur, og lejlighedsvise sportsbegivenheder, der for at skjule samhørighedens knugende fravær blæses op til verdenssensationer og krampagtigt installeres som surrogat for kulturen, der blev væk. Intet bånd af fællesskab, ingen frugtbar forskellighed og ingen kulturel glæde forener os.

Så sort scenariet fremstår i dag, er konsekvensen dog langtfra nødvendigvis sortsyn – en dansk kultur med et helt nyt fundament er lige så nødvendig, som den er uundgåelig. De markante spændinger i samfundet, mangfoldigheden i den nye befolkningssammensætning og de åbenlyse brud med fortiden lader os mere end ane det.

Men tør vi nære et sådant håb? Tør vi begynde at skrive på et nyt kapitel, imens fodnoterne til afslutningen på det foregående hober sig op? Hvorfor ikke?

Hvor natten rinder ud, iler morgenrøden til – en ny dag gryr, og solen står op.

Er gårsdagens danske kultur stendød, står heller ikke længere andet end mausoleet i vejen for morgendagens. Lad os ikke trække begravelsen ud i årti efter årti, men lad os smile over gravøllet – og drikke ud.

Faklen