Internationalt promoverer Danmark sig som en af verdens absolut førende forkæmpere for overholdelse af menneskerettighederne, men ikke bare er der stigende international kritik af Nyrup-regeringens krænkelser af menneskerettigheder – en ordret gennemgang af de 30 artikler i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder viser, at Danmark krænker hele 20 af disse.

Der findes en række internationale konventioner og menneskerettighedserklæringer, som Danmark har underskrevet og dermed forpligtet sig juridisk til at overholde. Den mest fundamentale og oftest hyldede principerklæring er FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der blev til i 1948 i kølvandet på nogle af historiens mest inhumane rædsler under 2. verdenskrig, og som i nogles øjne lige siden har stået som et monument over enhver statsmagts grundlæggende forpligtelse til at betragte alle mennesker som frie og lige individer.

Siden har verden firkantet betragtet været delt i to: De stater, der tilsyneladende overholder menneskerettigheder, og de stater, der tilsyneladende krænker menneskerettigheder. Denne tvedeling af verden er endvidere forholdsvis identisk med den, der deler verden i de vestlige stater på den ene side og hovedparten af eller alle de øvrige stater på den anden. Af samme grund har menneskerettighederne også ofte direkte og indirekte tjent til at legitimere handelsblokader, væbnede indgreb og direkte krig fra vestlig side imod en lang række stater.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor rimelig denne underforståede opdeling er, og ikke mindst hvorvidt menneskerettighederne overhovedet fungerer som ret meget andet end en relativt uforpligtende ceremoniel erstatning for tidligere tiders religiøse moralkodeks. Og om faren herved ikke er, at befolkningerne i Vesten dybest set risikerer at blive forblændet og pacificeret af postulatet om en særlig grad af vestlig frihed og lighed som »garanteret« af menneskerettighedernes tilsyneladende »forpligtende« og absolutte karakter, ud fra hvilken det tilsvarende er acceptabelt at operere med absolutte fjendebilleder af stater, som det formelt i menneskerettighedernes navn bliver »nødvendigt« at blokere, intervenere i eller bekrige.

Lige så problematisk er spørgsmålet om, hvorvidt Vesten overhovedet lever blot tilnærmelsesvis op til de menneskerettigheder, som de gentagne gange fremhæver, når lande på den ene eller anden måde ikke synes at leve op til den verdensorden, som man ser sig som den selvfølgelige opretholder af.

Betragter man FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder ud fra den opfattelse, at den er tænkt præcis så forpligtende, som en ordret læsning umiddelbart lader forstå, står det ganske klart, at kravene til statsmagten krænkes i langt de fleste tilfælde af en nation som Danmark, hvis internationale selviscenesættelse som en af menneskerettighedernes ypperligste vogtere dermed er både dobbeltmoralsk og potentielt propagandistisk.

I det følgende skal vi se, hvorledes Danmark krænker ikke mindre end 20 af de 30 artikler i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvis man vover at lade deres ordrette mening være gældende, sådan som det var hensigten, i stedet for at anse dem for svævende symbolik og malerisk retorik – sådan som det er praksis.

Som regeringens og landets leder er statsminister Poul Nyrup Rasmussen den øverst ansvarlige for den dobbeltmoral, der kendetegner Danmark i dag, såvel som for den politik, hvis krænkelser bl.a. udgøres af etnisk diskrimination, tvangsarbejde, ulighed for loven, torturlignende isolationsfængsling, politisk og social registrering samt vilkårlig ind_blanding i private forhold …

20 KRÆNKELSER OG 10 BEMÆRKNINGER

Artikel 1: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Krænkelse: I Danmark fødes alle ikke »frie og lige i værdighed og rettigheder«, eftersom børn født af herboende indvandrere uden indfødsret ikke automatisk får indfødsret i modsætning til børn født af danske statsborgere.

Artikel 2: Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund at race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.

Krænkelse: Som det vil fremgå af kommentarerne til øvrige artikler, har enhver ikke »krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring« uden forskelsbehandling; og da blot én artikel skal krænkes, for at artikel 2 ikke ovt verholdes, krænkes artikel 2 i Danmark.

Artikel 3: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Krænkelse: Retten til »frihed« gælder ikke enhver, eftersom asylansøgere, der kommer til Danmark uden ID, kan isolationsfængsles på ubestemt tid, til trods for at de ikke har kunnet overtræde landets love og derfor i juridisk forstand er uskyldige. Alene i 1998 blev 5.044 juridisk uskyldige asylansøgere af denne grund fængslet i kortere eller længere tid i Danmark – mere end halvdelen af alle asylansøgere.

Artikel 4: Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

Bemærkning: Ud fra traditionelle definitioner af »slaveri« og »trældom« krænker Danmark ikke artikel 4 i FNs menneskerettigÿhedserklæring. Til gengæld henregnes tvangs- og pligtarbejde under samme paragraf som slaveri i den Europæiske Menneskeretskonvention, der understreger, at »ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde« (artikel 4, stk. 2), hvilket den danske form for kommunal tvangsaktivering uundgåeligt kommer i modstrid med.

Artikel 5: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Krænkelse: Danmark er ikke fri for (psykisk) tortur eller »vanærende behandling eller straf«: Isolationsfængsling på ubestemt tid sammenlignes af flere internationale organisationer, heriblandt FN, med tortur. Ca. 1.500 mennesker varetægtsfængsles i isolation årligt, og næsten en tredjedel får varige psykiske mén af fængslingen.

Artikel 6: Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Bemærkning: Danmark overholder artikel 6; »retssubjekt« er da også en term med rig mulighed for fortolkning og derfor temmelig uforpligtende.

Artikel 7: Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid med denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.

Krænkelse: I Danmark er alle ikke »lige for loven«, og alle har ikke »ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling«: 1) Kriminelle indvandrere (både såkaldt første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere) kan til trods for et mangeårigt ophold i landet idømmes landsforvisning som særstraf oven i den almindelige fængselsstraf; 2) muslimske kvinder, der af kulturelle eller religiøse årsager har valgt at bære hovedtørklæde, kan af denne grund nægtes arbejde; 3) homoseksuelle kvinder er ikke ligestillede med heteroseksuelle kvinder, hvor staten tilbyder kunstig befrugtning; 4) arbejdsgivere kan kræve rene straffeattester og afvise tidligere kriminelle, også selv om der er tale om bagatelsager uden for områder af betydning for det pågældende job, mens overtrædelser af arbejdsmiljøloven eller marketingsloven konsekvent ikke registreres på straffeattesten, hvorved der sker forskelsbehandling tidligere kriminelle og ikke-kriminelle imellem såvel som mellem tidligere kriminelle indbyrdes.

Artikel 8: Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale retttigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Bemærkning: Det er vanskeligt eller umuligt at definere præcist, hvornår der er eller ikke er tale om en »fyldestgørende oprejsning« ved domstolene, hvis den enkeltes forfatningssikrede eller lovfæstede rettigheder krænkes, hvorved artiklen let bliver betydningsløs.

Artikel 9: Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

Krænkelse: Det er ikke længere meningsfuldt at hævde, at ingen i Danmark må »underkastes vilkårlig anholdelse«. I lovudkastet om »maskeringsforbud« (lovforslag nr. L 196, § 134 b), der blev vedtaget i maj 2000 og ifølge hvilket enhver form for maskering skal være forbudt under demonstrationer og møder m.v.," hedder det: »Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Stk. 2. På samme måde straffes den, som på offentligt sted besidder genvstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder.« Forbuddets meget vide rammer for indgriben i demonstrations- og forsamlingsfriheden risikerer let at få vilkårlighed som effekt.

Artikel 10: Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.

Bemærkning: Danmark overholder artikel 10.

Artikel 11: 1) Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forrssvar. 2) Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Krænkelse: Ikke enhver, der anklages for et strafbart forhold, har i Danmark »ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort«, sådan som stk. 1 kræver det: 1) En anklaget kan isolationsfængsles og således underkastes en frihedsberøvelse, der har karakter af straf, til trods for at han er juridisk uskyldig; 2) DNA-registrering af sigtede opretholdes i særlige sager, uafhængigt af om den sigtede efterfølgende frifindes eller ej.

Artikel 12: Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Krænkelse: Det er ikke længere meningsfuldt at hævde, at ingen i Danmark er »genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance«: 1) Politiet må åbne og gennemlæse private breve uden at gøre de pågældende opmærksom herpå; 2) pr. 1.1. 2000 giver 146 »særegne undtagelser« – love og bekendtgørelser – myndighederne i Danmark fri adgang til privathjem; alene i 1999 blev der vedtaget otte nye love og udsendt 28 nye bekendtgørelser, der giver adgang til privathjem uden dommerkendelse.

Artikel 13: 1) Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser. 2) Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

Krænkelse: Ikke alle har ret til at »bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser«: 1) Indvandrere er ikke ligestillede med alle andre borgere i Danmark, når det drejer sig om valg af bopælskommune, men kan i en årrække tvinges til at bo i kommuner efter myndighedernes afgørelse; 2) personer i tvangsaktivering har ret til en måneds ferie efter elleve måneders aktivering, men de optjener ikke feriepenge og må ikke tilbringe ferien i udlandet og samtidig opretholde kontanthjælpen; 3) fattige, der forsørges af det offentlige, kan forhindres i at bosætte sig i en kommune efter eget valg, eftersom myndighederne kan nedrive eksisterende almennyttige boliger for bevidst at undgå, at sociale klienter flytter ind.

Artikel 14: 1) Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse. 2) Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra ikke-politiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Krænkelse: Enhver har ikke ret til at »søge og få tilstået asyl mod forfølgelse« i Danmark så lidt som i en række øvrige lande i Europa som følge af en praksis, Danmark som det første land har indført. Om transportører som rederier og flyselskaber, der bringer asylansøgere uden visum og rejselegitimation til landet, hedder det i udlændingelovens § 59 a: »Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum …«

Artikel 15: 1) Enhver har ret til en nationalitet. 2) Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Bemærkning: Danmark krænker artikel 15, eftersom ikke enhver kan skifte nationalitet og få dansk statsborgerskab, hvis dette kan karakteriseres som »nationalitet«. Til gengæld bliver artiklen dermed så bred, at velsagtens hvert eneste land overtræder den, hvorfor den let bliver meningsløs.

Artikel 16: 1) Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning. 2) Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke. 3) Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Krænkelse: Retten til frit at gifte sig og stifte familie »uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde« krænkes i Danmark. Lovforslag nr. L108 blev vedtaget i folketinget d. 18. 5. 2000; herefter er retskravet om5 ægtefællesammenføring ophævet for herboende personer uden indfødsret, når de er under 25 år. Skønt myndighedsalderen er 18 år, ikke 25 år, skal personer uden indfødsret under 25 år først have godkendt ægteskabet som fr ivilligt ud fra myndighedernes skøn, hvilket reelt betyder, at særlige befolkningsgrupper i modsætning til andre borgere skal bevise deres kærlighed.

Artikel 17: 1) Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællesskab med andre. 2) Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.

Bemærkning: Det er vanskeligt præcist at definere, hvornår nogen »vilkårligt« berøves deres ejendom, hvorfor artiklens stk. 2 let bliver betydningsløs. Eksempel: Den såkaldte rockerlov, Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, gør det til et politiskøn uden dommerafgørelse, hvorvidt en person kan forbydes adgang til sin egen ejendom, hvorved denne i en ubestemt periode reelt er frataget ejeren.

Artikel 18: Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Krænkelse: I Danmark krænkes friheden til at skifte religion, hvis man forlader den evangelisk-lutherske folkekirke: 1) man skal fortsat betale til folkekirkens præstelønninger over de almindelige skatter; 2) kun statsligt anerkendte trossamfund må foretage vielser med civil gyldighed.

Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Krænkelse: Den såkaldte racismeparagraf gør den enkelte juridisk ansvarlig for udsagn, der af en domstol dømmes strafbare for deres racistiske indhold, hvorfor friheden til at »hævde sin opfattelse uden indblanding« ikke er ubegrænset.

Artikel 20: 1) Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger. 2) Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.

Bemærkning: I Danmark har alle principielt ret til at forsamles frit; politiet skal dog først give tilladelse hertil. Myndighederne kan ikke tvinge nogen til medlemskab af en specifik forening, og enhver kan i princippet danne foreninger frit; forsamlingsfriheden er dog betinget af politiets tilladelse, der almindeligvis betragtes som pro forma.

Artikel 21: 1) Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter. 2) Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land. 3) Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.

Krænkelse: I Danmark har enhver ikke »ret til at deltage i sit lands styre«, kun personer med dansk indfødsret kan stemme og blive opstillet til folketingsvalg. Indvandrere kan have fast bopæl i landet og have boet her i mange år, men er alligevel afskåret fra at deltage i landets styre, så længe de ikke har opnået statsborgerskab.

Artikel 22: Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Krænkelse: I Danmark er det ikke ethvert medlem af samfundet, der har »ret til social tryghed« og krav på, at uundværlige økonomiske rettigheder gennemføres, eftersom bistandsklienter, der afviser – eller hvis ægtefælle afviser – myndighedernes tvangsaktivering, kan få fjernet retten til offentlige grundydelser fuldstændig. I Lov om aktiv socialpolitik § 41 hedder det: »Hjælpen ophører, hvis modtageren eller ægtefællen uden rimelig grund afviser et tilbud om arbejde, aktivering efter §16, stk.2, nr. 1-5 og 8, eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, så længe muligheden for at benytte tilbudet består.«

Artikel 23: 1) Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed. 2) Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde. 3) Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger. 4) Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.

Krænkelse: I Danmark har enhver ikke ret til »frit valg af beskæftigelse« eller til »lige løn for lige arbejde«: 1) Kontanthjælps- og dagpengemodtagere kan tvinges i en hvilken som helst form for kommunalt arrangeret beskæftigelse eller aktivering; 2) aktiverede har ikke ret til lige løn for samme arbejde, som ansatte uden for det kommunale tvangsarbejde udfører; 3) aktiverede har ikke ret til faglig organisering.

Artikel 24: Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

Krænkelse: I Danmark har enhver ikke ret til »periodisk ferie med løn«; ferien for tvangsaktiverede er meget begrænset og er heller ikke med »løn«. Når feriepenge ikke er optjent året forinden, udbetales kun kontanthjælp, der er under mindstelønnen.

Artikel 25: 1) Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom elidler andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt. 2) Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal, hvad enten de er født i eller uden for ægteskab, have den samme sociale beskyttelse.

Krænkelse: I Danmark har enhver ikke ret til »en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder«, eftersom en afvisning af at deltage i tvangsaktivering som nævnt under kommentaren til artikel 22 kan medføre bortfald af offentlige ydelser. Bemærkningen om, at retten til tryghed er betinget af, at tabet af fortjenstmuligheder skyldes omstændigheder, der »ikke er selvforskyldt«, kan ikke ophæve det ubetingede »enhver« i denne artikel eller i artikel 22 så lidt som retten til frit beskæftigelsesvalg, der garanteres i artikel 23, da det overordnet indskærpes i artikel 30, at intet i denne erklæring må fortolkes således, at det giver nogen hjemmel til at »nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder«. En formulering ét sted i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder kan altså ikke fortolkes som ophævende en formulering et andet, hvorfor der må skelnes mellem to forhold i artikel 25, stk. 1: a) enhver har betingelsesløst ret til en »sådan levefod«, der garanterer sundhed og velvære osv., mens b) retten til »tryghed« (engelsk: »security«) i tilfælde af tab af fortjenstmulighed må have en særlig karakter uafhængigt af førnævnte ret. Sidstnævnte er betinget af, at fortjensttabet må kunne fortolkes som værende forårsaget af »omstændigheder, der ikke er selvforskyldt« (engelsk: »in circumstances beyond his control«). Danmark krænker artikel 25, stk. 1 i den førstnævnte sammenhæng.

Artikel 26: 1) Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning skal være obligatorisk. Teknisk og faer glig uddannelse skal gøres almindelig tilgængelig for alle, og på grundlag af evner skal der være lige adgang for alle til højere undervisning. 2) Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal fremme De forenede Nationers arbejde til fredens bevarelse. 3) Forældre har førsteret til at vælge den form for undervisning, som deres børn skal have.

Bemærkning: Danmark overholder artikel 26, selv om det indlysende nok er vanskeligt at definere præcist, hvornår en undervisning tager »sigte på den menneskelige personligheds fuldee udvikling« og fremmer »forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper«, hvorfor det let bliver løse retningslinjer.

Artikel 27: 1) Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder. 2) Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

Bemærkning: Danmark overholder artikel 27.

Artikel 28: Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan virkeliggøres.

Krænkelse: I Danmark har enhver ikke krav på en social orden, i hvilken de nævnte rettigheder og friheder »fuldt ud kan virkeliggøres«, eftersom det er fremgået, at flere artikler krænkes.

Artikel 29: 1) Enhver har pligter over for samfundet, der alene muliggør personnlighedens frie og fulde udvikling. 2) Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund. 3) Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Bemærkning: Det er vanskeligt præcis at definere, hvornår pligterne over for samfundet »alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling« – især under betragtning af de vide rammer, der er for fortolkningen af »de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund« – hvorfor artiklen let bliver betydningsløs.

Artikel 30: Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.

Krænkelse: Fortolkningen af enkelte artikler i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder skal altså være konsistent med de øvrige artikler. Dermed krænker Danmark artikel 30, når f.eks. retten til arbejde anvendes som legitimering af tvangsaktivering uden frit beskæftigelsesvalg.

NATIONAL OG INTERNATIONAL FOKUS PÅ DANMARKS MENNESKERETTIGHEDSKRÆNKELSER

Internationalt har der slet ikke været den fokus på Danmarks menneskerettighedskrænkelser, som det turde være fremgået, at den politiske praksis reelt bereg ttiger til; først de seneste år er det så småt begyndt at gå op for udenlandske medier, at Danmark langt fra at være et »foregangsland«, som statsministeren hævder, bevæger sig i en foruroligende politisk retning.

Den internationale presse, bl.a. dagbladene International Herald Tribune og Frankfurter Allgemeine Zeitung samt hollandsk TV, har i år tydeliggjort, at Poul Nyrup Rasmussens regering allerede har gennemført den strenge udlændingepolitik, som Danmark officielt tager skarpt afstand fra i forbindelse med EU-sanktionerne mod Østrig, hvor Jörg Haider dog endnu »blot« har tilsvarende tiltag på programmet (læs Faklen nr. 15: »Samfundsudsigten«, s. 12f).

Forskellige komiteer under FN er i de senere år ligeledes begyndt at sætte kritisk fokus peå Danmarks forhold til diverse menneskerettighedskonventioner, f.eks.:

Concluding observations of the Committee on the Rights of the Child: Denmark. 15/02/95. CRC/C/15/Add.33: »The Committee is also concerned that certain provisions and principles of the Convention on the Rights of the Child, particularly those guaranteed in articles 3, 12, 13 and 15, have not been adequately reflected in national legislation and policy-making.«

Concluding observations of the Committee against Torture: Denmark. 09/07/96. A/51/44, paras. 33-41: »[The Committee is] concerned about the allegations received from some non-governmental organizations concerning one case of apparent torture, and some cases of ill-treatment, and the alleged use of leglocks by police forces, as well as solitary confinement applied in some places of detention.«

Concluding Observations of the Human Rights Committee: Denmark. 18/11/96. CCPR/C/79/Add.68: »The Committee also expresses its concern with the methods of crowd control employed by the police forces, including the use of dogs, against participants in various demonstrations or gatherings which, on certain occasions, have resulted in the serious injuries to persons in the crowds, including bystanders.«

Concluding Observations of the Committee on the Elimination of Discrimination Against Women: Denmark. 27/01/97. A/52/38/Rev.1, paras. 248-274: »The absence of a specific law on violence against women was noted as a principal deficiency.« »The Committee was also concerned that women were still paid less than men, despite efforts to initiate assessments of equal pay for work of equal value.«

Concluding observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights: Denmark. 14/05/99. E/C.12/1/Add.34: »The Committee is concerned at the incformation provided that highlights an emerging trend towards intolerance and violence against members of minority groups and foreigners in the State party.«

Det Danske Center for Menneskerettigheder har bl.a. udsendt følgende notater omkring Danmarks forhold til specifikke menneskerettigheder:

6.5.99: Notat vedrørende rapport om revision af dele af forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister: Konklusion: »Registrering af frifindende domme og påtaleundladelser/ -opgivelser i efterforskningsregisteret forekommer ikke at være overensstemmende med principperne bag den grundlæggende beskyttelse af individet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2. Centeret finder det bemærkelsesværdigt, at arbejdsgruppen har valgt at anbefale en løsning omkrikeng log-on, som ikke yder den optimale sikkerhed mod misbrug. Centeret har valgt at pege på tre forhold vedrørende regelsættet i øvrigt, som giver anledning til menneskeretlige overvejelser: 1) Manglende klarhed omkring kriterierne for optagelse i efterforskningsregisteret. 2) Registrering af børn under 15 år. 3) Manglende adgang til indsigt i egne data.«

19.8.99: De seneste års ændringer af udlændingelovgivningen: Konklusion: »Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp finder, at lovgivningsprocessen har været problematisk. En række af ændringerne er gennemført med et hastværk, der ikke har været sagligtd begrundet, og som har gjort den almindelige høring af organisationerne nærmest illusorisk. Mere vigtigt er imidlertid, at flere af de gennemførte ændringer har været på kollisionskurs med Danmarks internationale forpligtelser, f.eks. reglerne om fængsling af asylansøgere, de nye udvisningsregler og integrationslovens regler ome, introduktionsydelsen. De enkelte stramninger har også på forskellige punkter haft noget, der må antages at være utilsigtede konsekvenser. Formentlig som følge af det hastige lovgivningsarbejde. Som eksempel kan nævnes,n at personer, der ikke får asyl i Danmark, men – skønt de selv medvirker hertil – ikke kan udsendes, i dag skal vente i mindst 9½ år, før de vil kunne få deres ægtefælle hertil. Udgangspunktet for den danske udlændingelov blev skabt gennem et grundigt udvalgsarbejde i starten af 1980erne. Den lov, der på grundlag heraf blev vedtaget i 1983, blev kaldt en af verdens bedste og mest humane på området. Siden er loven ændret omkring tyve g pange. Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp skal opfordre til, at der – her 16 år efter det gamle udlændingeudvalg kom med sit forslag til datidens udlændingelov – nedsættes et ekspertudvalg, der på baggrund af et grundigt udredningsarbejde kan komme med et bud på fremtidens danske udlændingelov. En humanitær lovgivning i fuld overensstemmelse med vores internationale forpligtelser.«

23.2.00: Notat vedrørende forslag til lov om ændring af udlændingeloven (krav om egen bolig ved familiesammenføring, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje): Konklusion: »Indførelsen af en række yderligere skønsmæssige beføjelser er efter Centretse opfattelse af retssikkerhedsmæssige grunde uheldig og indebærer på det nærmeste en afvikling af familiesammenføringsreglernes karakter af retskrav. Endvidere finder Centret det beklageligt, at der på ny lovgives på kanaten af de menneskeretlige minimumsregler i en sådan form, så regering og Folketing skubber ansvaret for sikringen af Danmarks internationale forpligtelser over på forvaltningen. Lovforslaget er i øvrigt udformet på en sådan måde, at det ikke er muligt at foretage en vurdering af de enkelte bestanddeles forenelighed med de menneskeretlige konventionsforpligtelser og Grundloven.«

Man kan diskutere hele konceptet bag menneskerettighederne – hvorvidt det giver mening at opstille absolutte, transkulturelle retningslinjer for alle samfund, når kulturel egenart kan vurdere mangt og meget forskelligt, og al etik og konvention under alle omstændigheder er betinget af en variabel kulturel og epokal kontekst. I Vesten er man tilbøjelig til at mene, at netop Vesten repræsenterer det mest humane menneskesyn, men det er selvfølgelig langtfra indiskutabelt, hvilket man blot behøver at betænke Vestens andel i verdenshistoriens overgreb for at konstatere.

Men hvad næppe lader sig diskutere, er, at Danmarks holdning til menneskerettighederne er præget af en udpræget og meget iøjnefaldende dobbeltmoral, der endnu er alt for lidt opmærksomhed omkring nationalt såvel som internationalt, og at en ordret læsning af FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder må lede til den konklusion, at Danmark krænker over halvdelen af artiklerne.

Rune Engelbreth Larsen