Har folket nogen sinde ytret sig om noget, tænkt en tanke eller næret et håb? Har folket plukket en blomst eller knuget en barnehånd? Har folket blødt, leet eller mærket et hjerte slå – frygtet eller elsket nogen eller noget?

Folket eksisterer ikke – Mennesket eksisterer.

Folket er kun abstrakt, hvad mennesket er konkret. Hvor folket som mere end blot og bar abstrakt kategori tidligere har givet mening i historiske øjeblikke, der har grebet mennesker og slægter i fælles ånd, eller i hele epoker, hvor kulturer manifesterede sig og blomstrede, hører det i dag en fjern fortid eller måske en forestående fremtid til. Ikke det aktuelle kulturelle interregnum.

De daner, der engang var folk af gavn og siden blev det af navn, er i opløsning og under tilførelse af nyt blod, som det må gå alt liv, om det vil forblive liv. Og hvis morgendagens daner vil føle et forpligtende folkeligt slægtskab, vil hverken de eller det ligne gårsdagens – det er givet allerede i dag i kraft af den nye befolkningssammensætnings kulturelle og religiøse spændvidde.

Først hvor folket bliver, hvad menneskene konkret er, giver "folket" mening. Først hvor mennesket kommer før folket, kan det overhovedet give mening atter at tale om et dansk folk som andet og mere end en anakronistisk kategori, fordi det da vil være et folk af mennesker, et hele af forskelligheder, en kultur af kulturer – ikke et diktat med en abstrakt ideologisk eller teologisk dagsorden, der er trukket ned over hovedet på en menneskelig mangfoldighed, som faktuelt ikke deler den.

Men "folket" var, er og vil altid forblive en abstrakt kategori, til tider mere meningsfuld end andre – i det aktuelle danmarksbillede helt meningsløs.

At tage folket til indtægt for politiske beslutninger eller opinionsanalysers tendenser er derfor i bedste fald fromt bedrag.

Folket er ikke en beslutningsfaktor. Den, der hævder, at "folket har bestemt", eller at "folket mener" noget som helst, gør brug af retorisk manipulation, for folket kan i sagens natur hverken stemme eller bestemme ét og det samme, endsige stemme eller bestemme noget overhovedet.

Ikke desto mindre misbruges "folket" i flæng. Populisme og opportunisme – al samvittighedsfuldt beslutningsgrundlags absolutte vrangbillede – er med tidens terminologi politisk korrekt.

Og hvor der appelleres til folket, appelleres der henover hovedet på mennesket.

Jo mere vi identificerer os med folket, desto mindre identificerer vi os med mennesket; jo mere aktuelt folkelige, desto mere latent umenneskelige, fordi folket som moderne kategori intetsteds afspejler forskelligheden og dermed heller ikke menneskeligheden.

Måske af samme grund er ingen anden kategori i moderne tid så misbrugt og farlig som "folket". Kommunisterne misbrugte den til at retfærdiggøre den systematiske udslettelse af afvigere. Nazisterne misbrugte den til at retfærdiggøre den systematiske udslettelse af afvigere. Socialdemokraterne og nationalisterne misbruger den til at retfærdiggøre den systematiske marginalisering og kriminalisering af afvigere.

Folket er det legitimerende referencepunkt, når socialdemokraterne benægter og bekæmper den faktiske, multikulturelle virkelighed, når nationalisterne kriminaliserer islam, og når såkaldt almindelige danskere gennem systematisk chikane kræver afvigende beboere ud af deres nabolag, hvad enten disse afvigere er hinduer, narkomaner eller nazister.

Holdning, beklædning, herkomst og tro er i stigende grad målet for umyndiggørelse, hetz og afsky i folkets hellige navn. At et menneskes udseende aldrig nogen sinde kan påføre et andet menneske den mindste skramme, og at et menneskes tanker og ord aldrig kan hindre et andet menneske i at tænke og tale, gør ingen forskel for folket, for folket har aldrig nogen sinde selv tænkt en tanke, ytret et ord eller iført sig et tørklæde.

Folket eksisterer ikke.

Men den, der kan identificere sig med folket, gøre sig til "folkets talerør", være på folkets og flertallets trygge og selvsikre side, behøver ikke eje skrupler af nogen art, men kan aflægge sig sin medmenneskelighed, så længe hans gerninger blot retter sig imod ufolket, de ti procent, som tror på noget forkert, den procent, der iklæder sig noget forkert, eller den promille, der siger noget forkert.

Omvendt må humanismen være menneskets talerør.

Hvor demokrati er blevet demagogi, og folket med mediers og magthaveres velsignelse fortrænger mennesket, må humanisten som menneskets medsammensvorne blive folkets modstander og tale de forkertes sag. Det er ikke bare ret humanisme at forsvare retten til at sige, hvad der er forkert, det er også nødvendigt.

Kun ad den vej kan dagen komme, hvor vrangen er ret og retten vrang. Og det er den åbne mulighed, der mere end nogen anden bevarer skepsis og tvivl intakt over for al magt og al sandhed – og den erkendelse, der så ubrydeligt forener humanisme og relativisme.

For menneskets skyld må vi trodse flertallet og retten, trodse folket og sandheden, indtil vi får mennesker i tale, indtil mennesker får mennesker i tale, og indtil folket træder til side for mennesket.

Folket er intet folk uden mennesket, men mennesket er altid et menneske, også uden folket.

Faklen