De såkaldt kongelige ordener, for hvilke Dronning Margrethe formelt er ansvarlig som "ordensherre", består af over 8.000 "riddere" fra samfundets establishment, bl.a. politikere, officerer, politichefer, erhvervsledere og embedsmænd. Massemedierne medvirker velvilligt, når estimerede eksperter skal indgyde respekt om hoffet og borgerskabets spidser, inklusive højreekstremister som Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke, der er hædret som Riddere af Dannebrog for deres "særlige indsats for danske interesser" …

Når samfundets absolutte top ankommer til hoffets bryllupper, gallamiddage og øvrige festivitas iført diamanter, ordener, medaljer og anden sildesalat, er intet overladt til tilfældighederne. Formalia og dekorationer signalerer præcist, hvor de pågældende er placeret i den helt officielle udgave af "Rangfølgen", som er nedfældet i allermindste detalje (sidst den 16. december 1971).

"Rangfølgen" er så afgørende, at det er oplyst nøjagtigt, hvordan de fem klassers interne rang er opdelt for hundredvis af personer og stillingsbetegnelser – således tilhører f.eks. "tjenestemænd i 18. lønningsklasse i fiskerikontrollen og fiskeriministeriets skibe" femte klasses 6. afdeling. De er altså ikke slet så fornemme som f.eks. "præster i 13. lønningsklasse", der er placeret i 4. klasses 3. afdeling. De er dog for intet at regne sammenlignet med "den matematikkyndige direktør i Statsanstalten for Livsforsikring" i den mere ærefulde 3. klasses 9. afdeling, eller "overordentlige og befuldmægtigede ambassadører i lønramme 36 og overordentlige gesandter og befuldmægtigede ministre i lønramme 36", der kan bryste sig af at tilhøre noget så fornemt som 2. klasses 12. afdeling – for slet ikke at nævne "greverne Daneskiold og deres mandlige descendenter" helt oppe i 1. klasses 13. afdeling … Og så videre. (Kilde: Statens Information; www.danmark.dk).

Skulle nogen på noget tidspunkt i øvrigt være i tvivl om, hvem der er mest fornem i hvilke sammenhænge, er der hjælp at hente, f.eks. for Kommandører og Riddere af Dannebrogordenen: "Ifølge kongelig resolution af 7. juni 1825 skal Kommandører og Riddere af Dannebrog overalt uden for deres tjenesteforhold anses som de første af deres ligemænd, og overhovedet skal alle med danske ordener dekorerede, i tilfælde hvor personlig rang kommer i betragtning, gå forud for sådanne, der vel har samme rang, men enten ikke er dekoreret med danske ordener eller kun med en lavere ordensgrad." (Ibid.).

Ordnung muß sein – ikke mindst inden for Dronningens ordensvæsen.

De danske ridderordener, Dannebrogordenen og Elefantordenen, repræsenterer hver deres bidrag til iscenesættelsen af det konstitutionelle monarki som en slags fiktiv over- eller tilbygning til – og dog på samme tid som en faktuel bekræftelse af – det eksisterende magtapparat og borgerskabets berettigelse og betydning som sådan. Langt over 8.000 er dekoreret inden for Dannebrogordenen, og som det er antydet, er denne fornemme ordens interne klasser af afgørende betydning for placeringen i "Rangfølgen".

Hele konstruktionen er som taget ud af Monty Python's Flying Circus , uagtet at den understøttes af ugeblade og landsdækkende TV-kanaler, som med et engagement helt uden sidestykke omgærder det pseudoadelige jetset med lige dele sensationalisme og tilstræbt seriøsitet.

Se & Hør dækker et royalt bryllup i glittede fototillæg, hvor TV2 hidkalder "eksperter" i gastronomi og hofetikette og kommenterer Dronningens kinesiske sovsekande med omtrent samme alvor som den, hvormed en valgforsker kommenterer et folketingsvalg.

Næppe noget tænkende menneske kan i længden være blind for den grad af forlorenhed og kulturelt armod dette dekadente skue af pomp og pragt og mammon og magt er udtryk for. Tømt for alt andet indhold end prestige for prestigens egen skyld udstiller nationens såkaldte elite sig selv som hjemfalden til en selvdyrkelse, der er lige så fuldendt pompøs, som den er absolut substansløs.

Men den effekt, med hvilken hele dette overdrevne udstyrsstykke formår at dupere en tilstræbt indolent befolkning, kan vanskeligt overdrives. Hvor megen indestængt uro, uretfærdighed og indædt frustration kan ikke tilsyneladende lulles i søvn af dagslange TV-reportager og millionvis af ugeblades iscenesættelse og gentagelser af gentagelser af gentagelser af hele det pseudounivers, som Margrethe & Co. repræsenterer?

I dette ekstravagante rollespil indtager især Dannebrogordenen en meget vigtig plads, og i det følgende skal vi se på ordenens historie for siden at kaste yderligere lys over, hvilken ideologisk og kulturel konstruktion den effektuerer den dag i dag.

En konstruktion, som forener dekorerede højreekstremister som Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke samt en lang række andre borgerlige politikere og utallige øvrige repræsentanter for det bedre borgerskab i et klart interessefællesskab med Dronning Margrethe og hendes royale familie …

Dannebrogordenen og legitimeringen af enevælden

Ordensvæsenet stammer efter alt at dømme fra korstogstidens eksklusive ridderordener med rødder tilbage til den tidlige middelalders munkevæsen, hvor klostre var organiseret i forskellige ordener med hver deres regelsæt. I korstogstiden var munkeordener en væsentlig praktisk og religiøs støtte for de kristne korsfarere, og der opstod særlige ordener, hvis hele virke var viet til korstogene, f.eks. Tempelherreordenen og Johanitterordenen. Formålet med disse blev tidligt udvidet fra hospitalstjeneste til regulær krigstjeneste, og gejstlige ridderordener deltog således aktivt i den væbnede kamp mod de vantro.

Som bekendt var korstogene i det Hellige Land en eklatant fiasko, men mange ridderordener bestod både under og efter korstogstiden. Også nye opstod, i Danmark f.eks. Elefantordenen og Dannebrogordenen; den første blev godkendt af paven i 1474, den sidste indstiftet af Christian V i 1671.

Som vi skal vende tilbage til, var det imidlertid magtpåliggende at tilskrive Dannebrogordenen fiktiv ælde, der gav den direkte forbindelse til korstogstiden og dermed del i den prestige og ære, som blev forbundet hermed. Reelt var Dannebrogordenen alene oprettet som instrument for enevælden, i hvis nye absolutistiske magtstruktur den blev en integreret del.

Enevælden blev indført af Frederik II i 1660 og gjorde en ende på det højadelige rigsrådsstyre til fordel for en egenrådig monark. Den gamle adelsstand af fødsel, som var en magtfaktor, der måske kunne true den nye orden, fik frataget sine privilegier, såsom skattefrihed og eneret til ledende poster i staten, og da Christian V besteg tronen i 1671, oprettedes en helt ny feudaladel med højere rang end den gamle adel, og som noget nyt udnævnte kongen adelige af borgerlig fødsel. Grever og friherrer fik privilegier og titler direkte fra kongen selv, der dermed på én gang knyttede disse til enevælden med et særligt loyalitetsbånd og samtidig konsoliderede den gamle adels magttab.

For dog at sikre både gammel og ny adel tilknytningen til den enevældige centralmagt stiftede Christian V allerede i sit første regeringsår Dannebrogordenen. Den officielle ordenshistoriograf, dr.phil. Knud J.V. Jespersen skriver herom: "Indretningen af den nye betitlede feudaladel tidligere på året havde været et frontalangreb på den gamle adelstand. Med indstiftelsen af Dannebrogordenen og begrænsningen af dens anvendelsesområde til udelukkende at omfatte adelige, fik kongen derimod et middel i hænde, så han var i stand til at uddele nådesbevisninger også til den del af den gamle adel, som enten ikke ønskede eller ikke havde mulighed for optagelse i titeladelen. Dannebrogordenen kunne på denne måde benyttes som redskab til at knytte nye loyalitetsbånd mellem den gamle adels medlemmer og enevoldsmonarken." (M. Bencard og T. Kaarsted (red.): Fra korsridder til ridderkors, s. 64; Odense Universitetsforlag 1993).

Det gamle adelshierarki blev i 1679 erstattet af en rangfølge, der primært var betinget af placering i enevældens embedsvælde og ikke af adelig herkomst. Samfundet ind- og lagdeltes med minutiøs akkuratesse i et nyt, kompliceret hierarki med talrige forskellige fornemhedsgrader. Og da statutterne for de to ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen, udsendtes i 1693, var enevældens absolutistiske og centralistiske magtstruktur for så vidt fuldstændig på plads.

På kongelig bestilling iværksattes tilmed regulær historieforfalskning, så Elefantordenen fik tilskrevet yderligere 300 års ælde, og Dannebrogordenen behændigt blev tilknyttet legenden om Dannebrog, der mentes at være faldet fra himlen i Estland under Volmerslaget den 15. juni 1219. Lærde forestod velvilligt bedragets historiske og teologiske legitimering gennem en omhyggelig tilbagedatering, der bl.a. skulle sandsynliggøre, at Valdemar Sejr personligt havde indstiftet ordenen på netop denne dag, hvormed de nye riddere kunne pryde sig med stjålen historisk tyngde. Og da Valdemar Sejrs slag i Estland også havde karakter af et korstog, eftersom modstanderne var hedninge, fik dannebrogridderne ad denne vej også indirekte tillagt korstogstidens religiøse prestige som troens stærke arm mod vantroen.

Dermed spillede ridderordenernes rekonstruktion en afgørende rolle i enevældens selvforståelse og historiske selviscenesættelse som en af Gud sanktioneret regeringsform. I bund og grund ét stort paradenummer for at konsolidere den nye centralmagt.

I Dannebrogordenens statutter fra 1693 hedder det flot, at ordenen er en udmærkelse til dem, "som ved Dyd, tro Tieniste og mandige Bedrifter have giort sig frem for andre berømmelige". Men optagelsen kunne alene ske blandt medlemmer af den nye adel, der bestod af såvel adelige af fødsel som adelige af titel, og ridderen forpligtede sig som modydelse til loyalitet over for kongen.

Monarken havde placeret sig som et uundværligt centrum for den nye rangadel, hvorunder den gamle adel af fødsel enten havde måttet lade sig indrullere eller helt ophøre med at eksistere. Næst efter ridderne af Elefantordenen stod ridderne af Dannebrogordenen øverst i det enevældige hierarki, og her spillede Dannebrogordenen en langt vigtigere politisk rolle end den endnu mere eksklusive Elefantorden, som omfattede mange udenlandske medlemmer, der ikke havde direkte betydning for den indenlandske magtstruktur.

Loyalitet over for monarken erstattes af loyalitet over for staten

Store omvæltninger på den udenrigspolitiske scene i 1800-tallet medførte forandringer i ridderordenernes eksklusivitet.

Efter den franske revolution afskaffedes de kongelige ridderordener i Frankrig, men Napoleon indstiftede til gengæld Æreslegionen i 1802, i kraft af hvilken alle nu kunne gøre sig fortjent til et udmærkelsestegn, uafhængigt af rang. Med Napoleonskrigene blev det også i Danmark påkrævet at mobilisere frivillige, og ideen med udmærkelsestegnene slog naturligt nok igennem herhjemme. Da Frederik VI blev konge i 1808, udvidede han derfor Dannebrogordenen og inddelte den i fire klasser. Fra nu af kunne også Dannebrogordenen "belønne sande Fortienster, hos hvem de end findes", uafhængigt af rang og stand.

Udmærkelserne rakte langt ud over militærindsats: I Frederik VIs åbne brev om Dannebrogordenens udvidelse blev det ekspliciteret, at tapperhed hos krigeren ville blive belønnet side om side med bl.a. "Nidkiærhed hos Embedsmanden", "Fremskridt i Videnskab og Kunster", "nye og heldige Anlæg i Landets Agerbrug, Industrie og handel" samt generelle "Opofrelser for Konge, Fædreland og Medborgere".

Hverken den franske revolution eller de øvrige europæiske revolutioner i 1830 og 1848 fik bugt med ridderordenerne, der også overlevede afskaffelsen af den danske enevælde, som de havde virket som vigtige støttepiller for – til gengæld blev indstillingerne til Dannebrogordenen med tiden bredere og mere automatiserede.

Den oprindelige troskabsed til kongen blev afløst af en løfteformular, hvor ridderen blot underskrev "paa Ære og Samvittighed at være fremdeles min Arve-konge og Herre huld, tro og lydig", og siden blev også løfteformularen reduceret til en blot og bar kvittering for dekorationen.

Med afskaffelsen af enevælden under Frederik VII er monarkens titel af "ordensherre" også gradvis blevet mere formel. Der eksisterer i dag næsten faste kvoteordninger, hvor ca. 500 ridderkors årligt fordeles på ministerierne ud fra forskellige kriterier. I nogle tilfælde som følge af, at den pågældende slet og ret har nået lønramme 36 (31.856,36 kr. pr. måned), i andre tilfælde på baggrund af konkrete vurderinger, f.eks. inden for Kultur- og Erhvervsministeriet.

Rolf Christensen skriver om den moderne praksis: "Da ikke alle skiftende ministre er positivt indstillet over for selve ordensvæsenets idé, er det i Danmark blevet en tradition, at det er ministeriernes departementschefer, der overvejer indstillingerne og sender disse videre til kabinetssekretæren. Når departementschefen og kabinetssekretæren er enige om at foreslå dekorering af en person, forelægges sagen af kabinetssekretæren for ordensherren." (Danske Ordensinsignier, s. 138; Devantier 1998).

Det er altså i praksis departementscheferne, der forestår indstillingen, hvorefter Kabinetssekretariatet checker, om den pågældende er værdig, til tider efter at have indhentet oplysninger fra Justitsministeriet – det er ikke ønskeligt, at vedkommende har en straffesag eller andet inkriminerende i baglommen, ligesom en Ridder også siden kan få frataget sin tildelte orden ved usømmelig fremfærd (f.eks. fik fhv. justitsminister Erik Ninn Hansen frataget sine ordener efter at være blevet dømt i Tamilsagen). Hvor det drejer sig om dekoration af personer ansat ved hoffet, er det dog stadig væk ordensherren, monarken selv, der træffer beslutningen.

I så godt som alle tilfælde har Kabinetssekretariatet imidlertid et afgørende ord. Denne centrale institution består bl.a. af kabinetssekretær og kammerherre Niels Eilschou Holm og kontorchef Henrik Gam, der begge er ualmindelig pænt dekoreret. Kabinetssekretæren kan blandt sine hele 17 ordener tælle Dannebrogordenens storkors (hvilket bringer ham i et selskab så eksklusivt, at kun 28 blandt nationens allerfornemste har denne høje udmærkelse); kontorchefen er "kun" Ridder af Dannebrogordenen, men kan desforuden tælle fem øvrige ordener.

Flere gange har politikere og regeringer søgt at komme af med ordensvæsenet, f.eks. stillede den socialdemokratiske statsminister Th. Stauning i 1924 en afskaffelse i udsigt, til at begynde med dog blot en begrænsning af antallet af dekorationer – men ingen af delene blev nogen sinde gennemført.

I 1951 ophørte forskelsbehandlingen af kønnene, og kvinder fik adgang til Dannebrogordenen på lige fod med mænd, og i 1958 tillige til Elefantordenen.

Politikere tildeles jævnligt dekorationer, men visse partier som f.eks. SF, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre stiller sig traditionelt uden for hele systemet, selv om også socialdemokratiske og radikale borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer har taget imod Ridderkorset.

Aristokratiet er måske i princippet forsvundet, men alt andet lige er det imidlertid fortsat i skikkelse af samfundets spidsborgere og absolutte overklasse, som dekoreres og hædres i et væk – dog ikke længere for deres loyalitet over for monarken, men snarere for deres loyalitet over for systemet og magten som sådan, inden for hvilken Ridderen skal have gjort dadelfri karriere.

Dannebrogordenen er det beståendes blå stempel til udvalgte spidsborgere, hvis fornemme plads i statens rangdelte og prestigefyldte magtstruktur også kan give adgang til Dronningens overdådige luksusmiddage, massemediernes glittede eksponering og eksklusivitetens sammenhold – i det mindste for de allerfornemstes vedkommende.

Riddere og Kommandører anno 2000

I 1693 kunne der maksimalt optages 50 adelige i Dannebrogordenen (eksklusive kongens sønner). I dag hedder det sig, at ordenen er blevet mere folkelig, og over 8.000 er da også dekoreret inden for Dannebrogordenen, der for så vidt er blevet en fortjenstorden – reelt er det imidlertid uhyre snævert, hvem der overhovedet kan gøre sig "fortjent" til optagelse.

Kabinetssekretariatet træffer sine beslutninger om tildeling af ordener helt uden om politikerne; kun i forbindelse med de højeste klasser, Storkorset og Kommandører af 1. grad, kommer det op på et ministermøde.

Men hvem er de udvalgte så, disse prægtige mænd og kvinder, der tilsyneladende er værdige til optagelse i nutidens ridderordener, hvis historiske rødder rækker tilbage til enevældens absolutisme, og hvis ånd er rundet af korstogstidens uforsonlige kamp imod muslimer og andre vantro …?

Langt overvejende er disse "Riddere" og "Kommandører" hentet blandt officerer, politichefer, topembedsmænd, politikere, medlemmer af kongefamilien, ansatte i kongehuset, erhvervsledere, professorer og dommere (kilde: www.danmark.dk, medio august 2000):

Storkommandører: 6 (alle fra kongefamilien).

Dannebrogordenens Storkors: 28 (bl.a. skibsreder Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller; fhv. statsminister Poul Schlüter; Folketingets formand, Ivar Hansen; rigspolitichef Ivar Boye; samt visse forhenværende og nuværende forsvarschefer, generaler og højesteretspræsidenter).

Kommandører af 1. grad: 138 (bl.a. fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen; fhv. næstformand i EU-Kommissionen, Henning Christophersen; fhv. politidirektør Poul Eefsen; MF for Centrumdemokraterne, Mimi Jakobsen; samt visse retspræsidenter; højesteretsdommere; departementschefer, ambassadører og generalmajorer).

Kommandører: 561 (bl.a. politidirektør Hanne Bech Hansen; Ekstra Bladets chefredaktør, fhv. minister Hans Engell; MF for Venstre, Anders Fogh Rasmussen; MEP for Venstre, Bertel Haarder; MF for det Konservative Folkeparti, Per Stig Møller; MF for Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen; samt en række landsretsdommere, godsejere, oberster, ambassadører, politimestre, fængselsinspektører, biskopper og professorer).

Riddere af 1. grad: 1.813 (bl.a. rigsadvokat Henning Fode; formand for Dansk Arbejdsgiverforening, Theodor Benned Hansen; MF for Frihed 2000, Kirsten Jacobsen; samt en række kontorchefer, direktører, dommere, politimestre, borgmestre, domprovster og skuespillere).

Riddere: 6.084 (bl.a. Jyllands-Postens chefredaktør, Jørgen Ejbøl Jensen; chef for PET, Birgitte Stampe; Brøndbys borgmester, Kjeld Rasmussen; medstifter af den Danske Forening, dr.med. Johannes Clemmesen; nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen; fhv. generalsekretær for Bibelselskabet, Niels Jørgen Cappelørn; MF for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard; MF for Frihed 2000, Kim Behnke; MF for det Konservative Folkeparti, Helge Adam Møller; samt en række fuldmægtige, rektorer, direktører, majorer, politiinspektører, præster, musikere og kunstnere).

Dertil kommer Dannebrogordenens Hæderstegn, som kun er uddelt til 26 personer, der i forvejen er dekoreret med Dannebrogordenen, og hvoraf langt de fleste er tilknyttet hoffet.

Efter ti års medlemskab af Folketinget afgør Folketingets direktør, Ole Stig Andersen i samråd med Folketingets formand, Ivar Hansen, om det pågældende folketingsmedlem er værdigt til at blive indstillet til ridderordenen. Disse er begge selv ualmindelig pænt dekoreret: Ole Stig Andersen er Kommandør af Dannebrogordenen og kan fremvise tre øvrige dekorationer, og Ivar Hansen har Dannebrogordenens eksklusive Storkors foruden seks øvrige dekorationer.

33 folketingsmedlemmer er (medio august 2000) dekoreret inden for Dannebrogordenen (nogle er nævnt ovenfor): 1 fra Dansk Folkeparti, 2 fra Frihed 2000 (tidl. Fremskridtspartiet), 2 fra Kristeligt Folkeparti, 5 fra Centrumdemokraterne, 9 fra det Konservative Folkeparti og 14 fra Venstre.

"Ordener hænger man paa Idioter"

Det historiske bedrag at tilbagedatere Dannebrogordenen fra 1671 til 1219 lever frejdigt videre den dag i dag. Om ordenens formalia hedder det på hjemmesiden www.danmark.dk, der hører under den offentlige institution, Statens Information: "Den antages at være stiftet 1219 af Kong Valdemar den II. Sejr." Sammesteds oplyses det, at "Dannebrogordenen er den danske ridderorden, der tildeles danskere og udlændinge, der har ydet en særlig indsats for danske interesser".

De 33 folketingsmedlemmer, der alle har været igennem det fintmaskede net i Justitsministeriet, hos Folketingets direktør og Folketingets formand samt i Kabinetssekretariatet og endelig er fundet værdige som Riddere, har altså "ydet en særlig indsats for danske interesser".

Hvad "danske interesser" egentlig vil sige, kan unægtelig diskuteres – i overensstemmelse med sandheden burde det i stedet hedde, at de har "ydet en loyal, pligtopfyldende og dadelfri indsats for det bestående magtapparat og i anerkendelse af monarken", for det, og det alene, er ordensvæsenets reelle funktion, også i dag.

Dronning Margrethe står som person og institution formelt og reelt som symbol på den privilegerede overklasse, fra "lavadelens" Riddere og Riddere af 1. grad (der begge officielt benævnes "3. klasse") til "højadelens" Kommandører og Storkorsriddere (hhv. "2. klasse" og "1. klasse"). En overklasse, der spejler sig selv i forgyldte ordeners prestige, hvis symbolværdi ikke bare historisk set lukker sig om selvtilstrækkelige magtinteresser, men også aktuelt.

Hvilken "særlig indsats for danske interesser", Dronning Margrethe eller hendes kabinetssekretariat finder, at f.eks. den alleryderste højrefløj repræsenteret ved Riddere som Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke kan skrive på deres visitkort, er umuligt at sige, eftersom systemet er automatiseret i en grad, der for så vidt fratager enhver ansvaret for den hæder, borgerskabet således udstyrer sig selv og hinanden med; men de er under alle omstændigheder røget igennem det fintmaskede net, som udløser kabinetssekretariatets værdighedstegn, og derved bydes også den mest uforsonlige foragt for etniske befolkningsgrupper uproblematisk velkommen i denne privilegerede overklasseklub.

Måske er det betegnende for fokuseringen på den helt igennem indholdstomme "værdighed", som magten selv finder værd at hædre, at de danske ridderordener f.eks. også har haft flere prominente nazister på dekorationslisten. Rigsudenrigsminister Konstantin von Neurath og den nazistiske feltmarskal, Herman Göring blev i 1938 dekoreret med Storkorset med bryststjernen i diamanter, og i samme selskab kom rigsminister Fritz Todt og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop i 1941. Dobbeltmoralen var åbenlys, da marskal Montgomery og general Eisenhower for en ordens skyld dekoreredes med Elefantordenen efter krigen.

Rumæniens diktator, Nicolae Ceausescu modtog Elefantordenen i 1980 under et officielt besøg i Danmark og understregede dermed atter, at disse ordener ikke for ingenting har en vigtig forhistorie under enevælden og til stadighed alene er status- og magtsymboler, uden skelen til andet reelt betydningsindhold end magtens spejling af magten.

"Ordener hænger man paa Idioter," skrev P.A. Heiberg i 1790. Det kan vel trods alt diskuteres, hvor mange af de i dag mere end 8.000 dekorerede spidsborgere, der er idioter, men det kan næppe diskuteres, at den reelle værdi af ordensvæsenet alene er konceptet om en homogen historisk kontinuitet, som alle ydre omvæltninger til trods spiller en fremtrædende rolle i konstruktionen af en dansk kultursjæl, der sammenføjer korstogstiden, legenden om Dannebrog, kristendommen og monarkiet med embedsvældets, politikernes og erhvervslivets loyale mænd og kvinder.

Derfor kan den delvise automatik, med hvilken ordenerne drysser ned over de udvalgte, naturligvis heller ikke skjule det immanente formål at fastholde den historie-statiske opfattelse af Danmark, hvor man end ikke går af vejen for lidt historieforfalskning, når konservativ nationalromantik går på selektiv strandhugst i danmarkshistorien.

Vi hænger altså på flere planer fast i det stereotype "Gud, Konge og Fædreland", den ballast af hule traditioner, som i bedste fald er opium for folket, opslugt af massemediernes passiviserende og glorificerende fremstilling af Dronningen, det royale jetset og hele haleslænget af det bedre, dekorerede borgerskab.

Men få kan vel være blinde for det uudtalte konservative og kapitalcentralistiske interessefællesskab, som langt hovedparten af de toneangivende dekorerede dybest set deler, såvel som for den kontrol og magt, dette ideologiske interessefællesskab fordrer – fra f.eks. Mærsk Mc-Kinney Møller, Hanne Bech Hansen og Anders Fogh Rasmussen til Theodor Benned Hansen, Birgitte Stampe og Helge Adam Møller; fra generaler, departementschefer og erhvervsledere til politimestre, dommere og borgerlige politikere i det hele taget.

Givet den aktuelle såvel som den historiske baggrund er det indlysende, hvorfor netop også Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke er fundet "værdige" til optagelse i lavadelen – med lovende muligheder for avancement. Og især hvorfor f.eks. ikke én eneste fra de etniske mindretal, der er kommet til landet igennem de seneste 20-30 år, er blevet lukket ind i klubben, skønt mange fremtrædende nydanskere netop har forsøgt at gøre meget for de "danske interesser", der sigter mod en multikulturel mangfoldighed, lige rettigheder og gensidig respekt. Og som repræsenterer en fornyelse, som vist ikke kunne være meget mere tiltrængt – hvis og såfremt "danske interesser" også omfatter mindretallets interesser.

Men den humanistiske interessesfære er tilsyneladende ikke i borgerskabets, systemets og magthavernes interesse, og indtil videre er det deres rekonstruktion af "Danmark" og dermed deres interesser, der helt og holdent er synonyme med "danske interesser". Og derfor er det heller ikke odiøst, at Margrethe og Mærsk går hånd i hånd med Kjærsgaard og hele den øvrige nationalkonservative højrefløj, ikke mindst fra Venstre og det Konservative Folkeparti.

Ordensvæsenet er et kardinaleksempel på en danmarksorden, hvor materielle kendetegn som kapital, magt og loyalitet over for det bestående er altafgørende for berettigelsen til de hædrende dekorationer, mens personlige kvaliteter som f.eks. tolerance, frihedskamp og medmenneskelighed er absolut ikke-eksisterende.

Ønsker vi i stedet en humanistisk danmarksorden, må det eksisterende ordensvæsen derfor også fuldstændig afskaffes.

Det betyder ikke, at hæder og ære nødvendigvis er passé – men hædres den, der hædres bør. Der eksisterer også i dag enkelte udmærkelsestegn, hvis indhold alene sigter på den hædredes selvopofrelse, f.eks. Medaljen for ædel dåd og Medaljen for druknedes redning, der begge er uden tilknytning til ordensvæsenet, og som begge uddeles til mennesker, der har sat deres eget liv på spil for at redde andres.

Disse er kun uddelt til 37 personer. Karakteristisk nok ikke til ét eneste folketingsmedlem, ikke til én general, ikke til én minister, ikke til én dommer, og ikke til én departementschef, men derimod til almindelige, selvopfordrende mennesker, iblandt hvilke vi f.eks. finder en gartner, en skibskok, en arbejdsmand, en telefonmontør, en slagter, en smed og en skoleelev …

Rune Engelbreth Larsen