En statuette af gudinden Abirami stod i begyndelsen af 1990erne i et tempel i Sri Lanka, hvor den imidlertid, på grund af borgerkrig i området, ikke blev dyrket på retmæssig vis. Dette problem blev der dog rådet bod på: I en drøm fik Lalitha Sripalan, der opholdt sig som flygtning i Danmark, anvist et hus, der skulle indrettes som nyt tempel for gudinden. Huset lå på Engtoften i Brande, og i juli 1996 kunne gudindens statuette tage plads i sin nye bolig. Siden er denne dag hvert år blevet markeret med en procession, hvor statuetten og Lalitha Sripalan køres rundt om templet på en vogn.

I sommeren 1999 klagede Asbjørn Sander Jensen og Michael Emsen, der begge bor nær templet, imidlertid til kommunen, som, efter at Teknisk Afdelings døgnvagt havde besigtiget forholdene, overdrog sagen til politiet. Det blev der dog ikke nogen sag ud af: "Det er rigtigt, at hinduerne egentlig skulle have søgt polititilladelse til deres optog, men det er ikke den store sag for politiet. Det er mest en kommunal sag," siger vicepolitikommissær Erik Larsen. (Information, 23.6.00).

Asbjørn Sander Jensen og Michael Emsen stillede sig dog ikke tilfreds hermed. De skrev et brev til byrådet, hvori der bl.a. stod: "Vi vil meget kraftigt protestere mod oprettelse af et Hindu-kulturcenter i området, da det ikke hører hjemme i et parcelhusområde, og vi er bange for, at det vil påvirke ejendomspriserne i området." Af konkrete gener blev "støj (således at vi meget tætte naboer ikke kan være ude på vores terrasse)" og "en meget generende røg" fremhævet. (Citeret efter Information, 24.6.00).

Før hinduerne overtog huset, havde det imidlertid været benyttet som aktivitetscenter for pensionister, og ifølge en anden nabo, Harry Jensen, har forandringen afgjort været til det bedre: "De er skam høflige mennesker, og de støjer i hvert fald ikke så meget om natten som de danseglade pensionister," udtalte han til Vejle Amts Folkeblad (citeret efter Information, 23.6.00). Ikke desto mindre besluttede Teknisk Udvalg at imødekomme klagen, og i oktober 1999 traf udvalget beslutning om ikke at godkende udendørs aktiviteter på ejendommen. Dermed forbød kommunen den årlige procession.

Denne procession er imidlertid af altafgørende betydning for hinduerne, da det netop er den, der opretholder gudindens tilknytning til templet. Uden den bliver hun hvileløs, sådan som det i sin tid var tilfældet, da hendes statuette stod i det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Dette afficerer dog ikke de to klagere: "Har personer fra udlandet mere ret til at dyrke deres kultur, end danskere har til at bo i et område med dansk kultur," spørger de tværtimod i et nyt klagebrev i starten af november 1999 (citeret efter Information, 24.6.00) og udelukker dermed, at de på nogen måde kan dyrke deres danske kultur i et område, hvor der findes en hindu-helligdom. For dem er kommunens afgørelse nemlig ikke acceptabel: Ved "kun" at forbyde udendørs aktiviteter er der trods alt mulighed for, at hinduerne kan dyrke deres kultur i ejendommen - bare de holder sig inden døre. Hertil kan selvsagt svares, at ejendommen også tidligere har fungeret som en form for kulturelt samlingssted - for pensionister, og før det som "Ungdommens Hus". Dette overbeviser dog ikke klagerne, som i december skriver endnu et brev til kommunen: "Efter vores mening er de 2 ting ikke det samme. Da det var et samlingssted, var det først et sted for byens ungdom og siden hen for byens ældre borgere. Nu er det for et trossamfund, som den brede befolkningsgruppe ikke kan bruge til noget." (Citeret efter Information, 24.6.00).

Det skinner igennem, at sagen i praksis handler om noget helt andet end støjgener. En anonym kvinde fra kvarteret udtaler til samme avis: "De kører jo rundt med den der … Buddha … inde fra haven, ud om huset og ind igen. Det kan jo ikke passe, at de skal have så meget … Vi andre gør jo ikke sådan. Vi går jo ikke sådan rundt og holder halløjsa."

Det er åbenbart det virkelige problem: "Vi andre gør jo ikke sådan."

Ikke desto mindre er hinduerne indstillet på at løse problemet ved at finde en anden ejendom, og der findes rent faktisk en egnet ejendom på Vejlevej uden for Brande, der er til salg. Ved at vedtage en lokalplan for ejendommens benyttelse kan det endvidere sikres, at hinduerne ikke behøver at søge om tilladelse til hvert enkelt arrangement, de ønsker at afholde. Denne idé er der imidlertid betænkelighed over for i byrådet. Ikke, som man måske kunne vente, fra borgmester Preben Christensen, der i sin tid blev valgt for Fremskridtspartiet, som han nu har forladt, men først og fremmest fra Kristeligt Folkepartis kandidat, Bo Sand Kristensen.

Han har ellers i sin tid været med til at stemme for en lokalplan i et andet lignende tilfælde: Det drejede sig om en ejendom, der for nylig er blevet taget i brug af Troens Ord, en udbrydergruppe fra Pinsekirken. Her spiller det imidlertid ind, at Bo Sand Kristensen selv er tilknyttet Troens Ord, og i det hele taget, at der er tale om et kristent trossamfund: "Det er min pointe. For mig er der forskel på kristendommen og de andre religioner. For mig er det hele ikke bare en stor gryde," siger han til Information den 26.6.00. "Vi kan ikke bare sige, at alt er lige godt. Jeg tror, at alle mennesker har nogle holdninger til, at nogle værdier betyder mere end andre. Men det har ikke noget at gøre med, at man ikke har respekt for andre mennesker (…) Min holdning er: Respekt, men vi har lov at vise dem, hvad vi i Danmark bygger på, og hvilke værdier vi tror på og bygger vores samfund på."

Bo Sand Kristensen har åbenbart stor respekt for sine medmennesker, så længe de ikke understår sig i at vise ham, hvilke værdier der betyder noget for dem. Det er svært at tolke det anderledes, end at Bo Sand Kristensen mener, at hans verdensbillede er det sande, og det eneste sande. På den baggrund er det unægtelig svært at se hans "respekt" som andet end en fuldkommen tom frase.

Det viste sig imidlertid, at Naturklagenævnet underkendte Brande Kommunes tekniske udvalg. Der var ingen lovmæssig hjemmel til at forbyde optoget. Alligevel valgte hinduerne at gennemføre processionen uden for Brande by, da stemningen blandt de lokale simpelt hen var for fjendtlig. Det lykkedes altså trods alt lokalbefolkningen at få disse glade, feststemte hinduer til at føle sig uvelkomne, at vise dem, hvilke værdier man i Brande tror på. At demonstrationen af disse "værdier" er uforenelig med den grundlovssikrede religionsfrihed, har så spillet en mindre rolle.

Nye danske statsborgere hænges ud af Dansk Folkeparti

I april måned fik 3.218 nye borgere dansk indfødsret. Navnene på disse personer er blevet offentliggjort på Dansk Folkepartis hjemmeside med en ledsagende tekst, der understreger, at deres børn ikke er medtaget, og at en sådan liste præsenteres tre-fire gange om året. På baggrund heraf anslås det, at "hen ved 20.000 fremmede hvert år får dansk indfødsret". Det tilføjes, at "flere af dem er kriminelle eller har gæld til det offentlige". (www.danskfolkeparti.dk/nyedanskere.htm).

Poul Nødgaard, partiets indfødsretsordfører, afviser, at denne fremgangsmåde medfører en generel mistænkeliggørelse af nye statsborgere: "Hvis jeg selv stod på en sådan liste, og jeg havde min samvittighed i orden, så ville jeg ikke have nogen problemer med en formulering om, at flere er kriminelle. Enhver ved jo, at det ikke er dem alle." (Berlingske Tidende, 5.6.).

Nej, det er ikke dem alle. Rent faktisk er det slet ingen af dem. Ifølge gældende lov medfører lovovertrædelser en karantæne fra at søge indfødsret; der kan således højst være tale om, at personerne på den pågældende liste har en udstået straf bag sig. Hertil siger Poul Nødgaard til Berlingske Tidende: "Nu skal man lade være med at hænge sig så hårdt i de ord. Når man har udstået en straf, har man i hvert fald tidligere været kriminel." At man netop har været og ikke er, er åbenbart det, man ikke skal "hænge sig så hårdt i".

En besynderlig kommentar kommer fra Helge Adam Møller, retsordfører for det Konservative Folkeparti. Han går selv ind for at stramme loven om indfødsret, men er dog kritisk over for Dansk Folkeparti, når de "fremstiller det, som om et meget stort antal er kriminelle. Når de tilmed stemmer imod svenskere, islændinge og amerikanere, som på ingen måde har gjort noget ulovligt, så bliver det først uforståeligt." (Berlingske Tidende, 5.6.). Hvad der egentlig er underforstået her, er ikke ganske klart. Mener Helge Adam Møller, at det er mere uforståeligt at nægte en lovlydig svensker indfødsret end en ditto pakistaner? Eller er skandinaver og amerikanere bare af natur lovlydige, modsat andre folkeslag?

Måske er uenigheden med Dansk Folkeparti dog ikke så stor, når det kommer til stykket: "Jeg vil gætte på, at en tredjedel af dem på listen ville vi godt være med til at give dansk statsborgerskab," siger Poul Nødgaard. Måske han og Helge Adam Møller kunne forhandle sig frem til en passende kvote af lovlydige svenskere, islændinge og amerikanere?

Forslag om nye aktiveringsregler

Socialminister Henrik Dam Kristensen foreslår at nedsætte den periode, hvor ledige er aktiverede, fra 18 til 6 måneder. Meningen er, at flere af de svageste ledige skal i arbejde: "Det vil være mere overskueligt, og det vil gøre det nemmere at få dem afsat til for eksempel private virksomheder. For det er lettere for det private erhvervsliv at overskue seks måneder end de nuværende 18 måneder," siger socialministeren (Aktuelt, d. 28.6.).

Det gælder altså om at "få dem afsat". Det er selvsagt et sprog, som det private erhvervsliv kan forstå: "Der er god fornuft i at splitte aktiverings-perioden op til seks måneder med nogle pauser ind imellem," siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen til Aktuelt. Han tilføjer dog, for at der ikke skal være nogen tvivl: "Men disse pauser skal bruges fornuftigt til at søge job i." Det er åbenbart utænkeligt, at andet end at søge job kan betragtes som "fornuftigt".

Det er især unge under 30 år, som det nye forslag er tiltænkt, med socialministerens ord "en gruppe, som ofte har større og mere sammensatte problemer end blot arbejdsløshed". Ulrik Petersen, konsulent i Kommunernes Landsforening, mener, at det nye forslag tilgodeser dette aspekt: "Det er en rigtig god idé. Det vil give større fleksibilitet til at kunne tilrettelægge indsatsen, så den matcher den enkelte persons forudsætninger."

Så er spørgsmålet, hvordan indsatsen skal tilrettelægges over for personer, hvis forudsætninger er modvilje mod at blive tvangsanbragt i et underbetalt arbejde uden ret til at organisere sig eller til ferie med løn. Er det mon, hvad socialministeren mener med "større og mere sammensatte problemer"?

Øget brug af straffeattester

Når der skal ansættes pædagogisk personale på Alkjærskolen i Ringkøbing, kræves der ifølge almindelig praksis i kommunen straffeattester fem år tilbage. Imidlertid ønsker skolebestyrelsen på Alkjærskolen dette krav skærpet: "… vi ønsker i vores skolebestyrelse, at ansøgere til alle stillinger på skolen skal have en straffeattest, som er ren for domme for sædelighedsforbrydelser ti år tilbage", siger formanden for skolebestyrelsen, John G. Christensen til Berlingske Tidende den 6.6.

John G. Christensen indskærper, at målet udelukkende er at bedømme ansøgernes forhold til sædelighedskapitlet i straffeloven: "Om ansøgere er blevet taget i butikstyveri eller spritkørsel, kommer ikke sagen ved", forsikrer han. Hvilken sikkerhed en eventuel ansøger har for, at et bedømmelsesudvalg overhovedet ikke vil lade sådanne forhold komme i betragtning, står imidlertid hen i det uvisse.

Et problem, der slet ikke bringes på bane, er spørgsmålet om det rimelige i overhovedet at kræve straffeattester i forbindelse med ansættelser, hvad enten det gælder sædelighedsforbrydelser eller andre forhold. Denne praksis betyder, at en kriminel, ud over den straf, vedkommende måtte få tildelt af den dømmende magt, også må regne med, at forholdet får negative konsekvenser, efter at straffen er udstået. Dermed opereres der rent faktisk med en dømmende magt, der står fuldstændig uden for det anerkendte retsvæsen - nemlig de arbejdsgivere, bedømmelsesudvalg etc., som kan nægte folk arbejde på grund af for længst afsonede domme.

Det er naturligvis også et brud på princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist; brugen af straffeattester bygger på en antagelse om, at en person, der tidligere har begået kriminalitet, også vil gøre det igen - vedkommende anses med andre ord på forhånd for at være skyldig, oven i købet i endnu ikke begåede forbrydelser.

Justitsminister Frank Jensen er imidlertid indstillet på at åbne for udvidet brug af straffeattester: Til Berlingske Tidende den 9.6. udtaler han: "Seksuelle overgreb mod børn er en af de mest ubehagelige kriminalitetsformer. Derfor er vi enige i, at rigspolitiet fremover fortolker bestemmelserne om kommuners adgang til straffeattester, så der kan udstedes straffeattester for alle personer, der i kraft af ansættelsesforholdet har en direkte kontakt med børn og unge." Heller ikke justitsministeren ser altså nogen grund til at anfægte, at en straf skal forfølge den dømte i adskillige år, efter at den er udstået, uafhængigt af hvordan vedkommende i øvrigt har gebærdet sig siden. Argumentet er, at det drejer sig om en "ubehagelig kriminalitetsform". Retssikkerhed kan åbenbart gradbøjes efter, hvor ubehagelig en forbrydelse man efter justitsministerens opfattelse har begået.

Detentionspraksis kritiseres

Siden 1997 er seks personer døde, heraf de tre i fjor, mens de opholdt sig i detentionen på en af landets politistationer. Ifølge Rigspolitiets bestemmelser om detentionsanbringelse skal der først og fremmest ske lægeundersøgelse af den anbragte, medmindre der er gode grunde til, at det kan undlades. "Men praksis er flere steder omvendt: At der skal særlig gode grunde til, at politiet tilkalder en læge," siger Folketingets ombudsmand, Lennart Frandsen, der foretager kontrollen med landets detentioner, og han nikker dermed genkendende til den skarpe kritik, statsadvokaten rejste for nylig i forbindelse med den 34-årige mand, der døde i politiets varetægt i detentionen på Station 1. Udover det manglende lægetilsyn er der store vanskeligheder med at overholde hovedreglen om, at en betjent mindst hver halve time skal være til stede for at holde øje med den indsatte. (Jyllands-Posten, 21.7).

I statsadvokatens redegørelse om den 34-åriges død fandt man ikke, at der var grund til at rejse straffesag mod nogen af de involverede politifolk. Bjørn Elmquist, som er de efterladtes advokat, mener dog, at der kan rejses sag mod en af de ansvarlige politifolk: Han indførte nemlig rutinemæssigt helt præcise klokkeslæt i sin rapport for, hvornår der var blevet ført tilsyn med den 34-årige - uden at have talt med den politibetjent, der angiveligt skulle have foretaget tilsynene. "Sådan noget kommer man ikke til, og når almindelige borgere afgiver urigtige oplysninger til brug for offentlige myndigheder, plejer man ikke at lade dem slippe," siger Bjørn Elmquist til Berlingske Tidende den 30.8.

DSB til kamp mod de svage og subsistensløse

Der skal nu sættes en stopper for, at narkomaner, hjemløse og andre udsatte eksistenser kan tigge sig til dagen og vejen på de større danske banegårde. Et af de brugte midler er simpelt hen opfordringen til at undlade at give de trængte mennesker penge. Således siger chefen for Københavns hovedbanegård, Benni Reinsmark, at "den måde, vi bortviser tiggerne på, er et signal om, [at] de er uønskede fra vores side. Jo flere der giver dem penge, desto værre bliver problemet." (Berlingske Tidende, 5.7.).

"Problemet", altså disse mennesker i nød, er stort set blevet løst på Odense Banegård, hvor en massiv og målrettet fælles indsats fra nærpolitiet og vagtværnet Securitas har fået tiggerne til at føle sig tilstrækkelig "uønskede" (Berlingske Tidende, 6.7.).

Tilhører man den store gruppe, der ikke ønsker at blive mindet om den voksende sociale ulighed i Danmark, og da slet ikke på banegården, hvor også turister kan blive belemret, kan man ligeledes glæde sig over, at betleri ifølge straffeloven er forbudt og straffes med op til seks måneders fængsel.

Mindre forseelser koster statsborgerskab

Grundet manglende pletfri straffeattest får hver fjerde af de unge danske indvandrere, der søger dansk statsborgerskab ved statsamterne, afslag. Inden stramningen omkring årsskiftet kunne indvandrere i alderen 18-23, der havde været 10 år i Danmark, automatisk få statsborgerskab, men siden da har 300 af 1200 fået afslag, nogle pga. banale færdselsforseelser. "Forseelser med bøder ned til 1000 kroner vil normalt medføre afslag hos statsamterne," siger kontorchef Rikke Steffensen i Justitsministeriets kontor for indfødsret ifølge Jyllands-Posten 19.7.

En 21-årig palæstinenser, der blev idømt fængsel og udvisning efter et røveri, opnåede statsborgerskab inden strafudsoningen og undgik dermed udvisning, og hans tilfælde blev brugt som løftestang for stramningen, der nu rammer i flæng, også blandt mennesker, der har begået meget små lovovertrædelser.

Højredrejning skaber efterspørgsel på dansk statsborgerskab

I perioden 1995-1999 er antallet af udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, steget med 136 procent. Grunden er åbenbar. Således siger formanden for ELO, Maharrem Aydas: "Det er min klare opfattelse på baggrund af de folk, jeg møder og taler med, at mange udlændinge føler sig utrygge på grund af udlændingedebatten og de politiske stramninger og derfor har valgt at søge tryghed i et dansk statsborgerskab." Vurderingen bakkes op af Ida Koch fra det Danske Center for Menneskerettigheder: "Den stramme udlændingepolitik får folk til at føle sig tryggere, hvis de bliver danske statsborgere. Ikke kun fordi de risikerer at blive udvist, hvis de begår noget kriminelt. Der ligger en psykologisk tryghed i at have statsborgerskab, når man bor i et land, der gerne vil have begrænset indvandringen og antallet af udlændinge." (Information, 13.7).

En tryghed, som vi har set, kun kan opnås af mennesker med helt rene straffeattester, hvorfor de resterende "utrygge" selvsagt efterlades i en "intet at tabe situation", som nok ikke tilskynder til frembydelsen af det mest udprægede samfundssind.

Flere børn og unge i fængsel

Som en følge af mangel på sikrede institutionspladser til kriminelle under 18 år er antallet af unge mellem 15 og 18 år, der sidder varetægtsfængslet sammen med voksne, fordoblet i løbet af et halvt år, til trods for at dette er i strid med FNs Børnekonvention, som Danmark har forpligtet sig på. Vicedirektør for Direktoratet for kriminalforsorgen, Anette Esdorf indrømmer, at "situationen er langtfra optimal. Vi er internationalt forpligtet til at gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at unge havner i fængslerne. Og det gør vi også, for det skal kun ske som allersidste udvej." (Berlingske Tidende, 26.7.).

Men vi er ikke forpligtet til at gøre alt, vi kan - vi er forpligtet til at undlade at lade unge afsone sammen med voksne.

Børns arbejdsmiljø kritisabelt

Trods stramninger af arbejdsmiljøloven, senest i 1996, der skulle sikre børn mod arbejde, der er til fare for dem selv, er antallet af arbejdsulykker involverende børn op til 17 år ikke faldet, men har ligget konstant på 600-700 årligt. "Det er pinligt og uacceptabelt, at børns og unges arbejdsmiljø ikke er bedre. Tallene vidner om, at virksomhederne ikke tager børnenes arbejdsmiljø så alvorligt, som de burde gøre," siger Christian Hjort, miljøkonsulent i SiD, og bakker op om lignende kritik fremført af LO (Berlingske Tidende, 27.7.).

Derimod mener Torben Sørensen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, tilsyneladende, at de mange tilskadekomne børn er en rimelig pris at betale for et konkurrencedygtigt erhvervsliv: "Jeg synes ikke, tallene er alarmerende. Virksomhederne gør en tilfredsstillende indsats for at undgå arbejdsulykker." Vi kan så med spænding afvente Arbejdsmiljørådets afgørelse, der forventes klar til efteråret, for at se, om det er børnenes sikkerhed eller virksomhedernes indtjeningsmuligheder, der vægtes højest.

"Politistatsagtig" sikkerhedskontrol i lufthavnene

Der lægges nu op til, at ansatte i landets lufthavne skal udsættes for et særligt sikkerhedscheck, når deres adgangskort skal fornyes. En kontrol, der bliver op til politiets skøn alene. Thorbjørn Ancker, informationschef i Statens Luftfartvæsen, der i samarbejde med politiet har foreslået den nye praksis, forklarer: "Som det ser ud i dag, er vi gået væk fra tanken om forelæggelser af straffeattester og stiler i stedet imod, at det er politiet, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, om en person kan godkendes til på egen hånd at få adgang til en lufthavn."

Det er imidlertid ikke alle, der er lige begejstrede for, at politiet således får magt til at kontrollere og efter eget skøn og forgodtbefindende tildeler eventuelle tidligere lovovertrædere ekstra straf. Således udtaler Fællestillidsmand i SAS, Helmuth Jakobsen: "Når folk har udstået deres straf - så er den udstået. Man går her nærmere den personlige frihed, end man overhovedet kan tillade sig. Det virker utroligt politistatsagtigt. Tanken er frastødende." (Politiken, 5.7.).

Mange ældre indvandrere lever under fattigdomsgrænsen

Er man er kommet til Danmark som flygtning, kan der kun opnås fuld pension, såfremt man har været tilknyttet arbejdsmarkedet i omkring 40 år, og da det kun er et fåtal, der har det, lever en meget stor del af landets 23.000 ældre med anden etnisk herkomst i stor fattigdom.

Etniske Minoriteters Landsorganisation, ELO, får ofte henvendelser fra ældre, der får ned til 2.000 kroner om måneden i pension, hvorfor organisationen nu overvejer at lægge sag an mod staten for overtrædelse af Grundloven eller menneskerettighederne. ELOs formand, Muharrem Aydas udtaler: "Det er forfærdeligt, at folk i deres gamle dage skal leve så kummerligt. De lever under fattiggrænsen, alene fordi de er indvandrere. Nogle får mindre i pension end deres husleje." (Berlingske Tidende, 22.7.). Situationen for de ældre indvandrere i Danmark bliver yderligere kvalfuld, eftersom antallet vokser, og kun en tredjedel af landets kommuner er rustet til at tage imod den store gruppe, der nu nærmer sig pensionsalderen, ifølge en rundspørge foretaget af INDsam i marts 2000 (Information, 20.7.). Dertil kommer, at kommunerne slet ikke er forberedt til at tage sig af de gamle med udgangspunkt i deres egen kulturbaggrund.

Politivold og korpsånd på Station 1

Kort tid efter at betjentene fra Københavns Politis Station 1 - i de fleste tilfælde på grund af "bevisets stilling" - af statsadvokaten er blevet frikendt for de alvorlige og talrige anklager om magtmisbrug og vold, som var blevet rejst af en række borgere på Vesterbro, er stationen nu igen kommet i søgelyset. Men denne gang er det anderledes.

Denne gang er det nemlig ikke bare en flok "ludere og lommetyve", der kommer med anklagerne, men fire politibetjente fra en anden afdeling. Sagen, som refereres i Jyllands-Posten den 10.6., drejer sig om en episode for nylig, hvor et diskotek ved Hovedbanegården i København blev ryddet af politiet. Betjenten fra Station 1, som er under anklage, og de to betjente fra beredskabsafdelingen, som har været med til at anmelde ham, kørte i en transportvogn til politistationen på Halmtorvet med tre anholdte, heriblandt den 22-årige Mohammed. Ifølge anmeldelsen holdt den pågældende betjent fra Station 1 den anholdte fast på gulvet af transportvognen ved at sætte sin fod i nakken på ham. På stationen sparkede betjenten til den anholdte, både mens han stod ved skranken med armene lagt i håndjern bag på ryggen, og mens han lå på gulvet efter at være blevet sparket omkuld.

Mohammed blev gennemtæsket så eftertrykkeligt, at fire andre politifolk fra Københavns Politis Beredskabsafdeling, der overværede episoden, så sig nødsaget til at anmelde deres kollega. Deres forklaringer støttes af de lægelige oplysninger. Politimanden er i dag suspenderet og sidder sigtet for vold af "særlig rå, brutal eller farlig karakter." (Jyllands-Posten, 30.7.).

De tidligere massivt fremførte beskyldninger mod Station 1’s betjente for at dække over hinanden af misforstået korpsånd, bliver i dette tilfælde underbygget, eftersom de fire samvittighedsfulde politifolk netop er udefrakommende, og især fordi mindst fire øvrige betjente fra Station 1, der også overværede episoden, har valgt at vidne til fordel for den voldssigtede kollega. Dansk Politiforbunds advokat, Torben Koch kunne dagen efter overfaldet til Ekstra Bladet udtale, at "når fire politifolk beslutter sig for at anmelde en kollega, så er der sket noget", og "uanset hvad betjenten siger, så er der nok noget om snakken". (10.6.). Han er imidlertid kommet på andre tanker og hævder sig nu fejlciteret.

Fællestillidsmanden fra Station 1, Claus Oxfeldt er mere utvetydig i sin kollegiale støtte til den voldssigtede: "Jeg tror, og det er virkelig min oprigtige mening, at der er tale om en misforståelse, at min kollega intet forkert har gjort, men at de fire folk fra beredskabsafdelingen simpelthen har misforstået situationen." Og da han spørges, hvordan situationen kan misforstås af fire betjente på én gang, svarer han "Du får mig ikke til at sige mere, men vi har nogle trumfer, vi kan bruge, og min primære opgave er at støtte betjenten i det her." (Jyllands-Posten 30.7.).

Fællestillidsmanden på beredskabsafdelingen støtter derimod i samme avis de fire betjentes anmeldelse af betjenten fra Station 1: "Det er en svær beslutning, men det var også den eneste rigtige beslutning."

At kollegerne på Station 1 står så tæt sammen og tilsyneladende har så gode forbindelser, at de sågar regner med at kunne "trumfe" vidneudsagnene fra de fire politifolk fra beredskabsafdelingen, sætter den trøstesløse situation i relief for de mange narkomaner, prostituerede og tilfældige forbipasserende, der er af den klare opfattelse, at de er blevet udsat for meget grov og ydmygende politibrutalitet og magtmisbrug af betjente fra Station 1.

"Jeg kan godt frygte, at folk nu siger: Se, der var jo noget om det. Men sådan hænger det ikke sammen," forsikrer Claus Oxfeldt (Berlingske Tidende, 10.6.).

IDFAD udsat for "politisk chikane" af TV2

I de påståede bestræbelser på at fortælle "den rigtige historie" om Vollsmose-situationen kunne TV2-nyhederne den 29.6. i et over fire minutter langt indslag blandt andet påstå, at de seneste uroligheder var en "absurd magtdemonstration" fra IDFAD (Antidiskriminationsforbundet i Danmark, der bl.a. omfatter Fædregruppen i området).

Ifølge Martin Ramsgaard, den ansvarlige TV2-journalist, organiserede IDFAD urolighederne som en art protest på grund af uoverensstemmelser med Odense Kommune. Om de meget alvorlige beskyldninger for organisering af kriminalitet indrømmer han imidlertid: "Det er rigtigt, at vi ikke kan dokumentere det, men det er der ikke nogen, der kan. Historien skal fortælles alligevel, fordi brikkerne passer sammen." (Information, 1.7.). En af brikkerne er navnesammenfald og påstået slægtskab mellem IDFAD-medlemmer og de unge palæstinensere, "der i årevis har terroriseret Odense med vold og kriminalitet", som det hedder. En anden er, hvad Ramsgaard kalder "overbevisende kilder", hvoraf ingen dog vil stå frem, og endelig henviser TV2-journalisten til, at politiet også arbejder med teorien om IDFAD som bagmænd.

Hertil svarer chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen, der medvirkede i TV2-udsendelsen: "Det, jeg svarede på, var, om vi også havde hørt de rygter. Og det har vi. Men der er jo mange grupperinger, der modarbejder IDFAD, og derfor sagde jeg også, at vi skal tage det med et gran salt, men det kom jo selvfølgelig ikke med." Og grunden til, at det ikke kom med, har vi allerede fået: TV2 havde en historie, der skulle fortælles.

Ole Højer Pedersen er i det hele taget ikke begejstret for mediernes indblanding, som han mener er med til at sætte dagsordenen for politiindsatsen: "Det betyder, at vi bliver presset i en bestemt retning, og må slippe, hvad vi har i hænderne, og kaste os over noget nyt. Det går ud over begge dele." Og: "Den slags medieomtale får desværre folk til at slå alle over en kam, og mange ser kriminelle over det hele. Det gør problemerne værre." Da Informations Kim Larsen spørger ham: "Betyder det, at selv, hvis det var en teori, I ikke havde hørt om, ville I have svært ved at afvise den, fordi I så fremstod, som om I ikke gjorde noget," svarer han: "Det har du nemlig ret i. Derfor var jeg også nødt til at sige til TV, at det var nogle rygter, vi havde hørt."

Chefkriminalinspektøren tager endvidere afstand fra TV2-påstanden om slægtskabet mellem IDFAD-medlemmer og de hårde kriminelle: "Det kan man jo ikke stille sig op og sige. Der er jo også mange, der hedder Jensen, så det kan man ikke sige noget udfra," og tilføjer: "men det prøvede jeg også at forklare." Men altså forgæves. Ethvert ord, der ikke kunne tjene til at underbygge TV2s påstand om Vollsmose som en bydel i "undtagelsestilstand", blev omhyggeligt fjernet.

Episoden giver et skræmmende indblik i, hvor meget en TV-kanal kan manipulere f.eks. politiets udtalelser, og dokumenterer med al ønskelig tydelighed, hvorledes medierne i almindelighed og TV i særdeleshed kan gøre deres arbitrære synspunkter afgørende gældende i en grad, der gør det mere end berettiget at tale om medierne som den fjerde magt. En selvstyrende og ukontrolleret magt, der efter eget forgodtbefindende således kan anvende udokumenterede påstande, deciderede løgne og groft manipulerede interviews til at øve politisk chikane mod uønskede grupper eller enkeltpersoner i samfundet.

Og man kan så blot gisne om, hvilken interesse TV2 har i at hetze og ødelægge en velfungerende organisation som IDFAD, der består af frivillige indvandrere, der af pligtfølelse over for det danske samfund arbejder som problemløsere i konflikter eller kriser mellem danskere og indvandrere.

Øget overvågning af medarbejderne i danske virksomheder

Ifølge en undersøgelse foretaget af Aktuelt udgøres mellem 50 og 70 procent af privatdetektivernes arbejde i dag af udspionering af ansatte i danske virksomheder. Formanden for Dansk Privatopdager Sammenslutning giver denne forklaring: "Efterhånden som kommunerne har sat ind over for socialt bedrageri, har flere virksomheder opdaget, at der er nogle penge at spare, hvis de også sætter ind over for de af deres ansatte, der svindler." (Aktuelt, 13.7.).

Denne tendens til øget overvågning af medarbejdere i såvel kommunerne som i de private virksomheder i kampen mod falsk sygefravær og svind bliver selvsagt ikke hilst velkommen alle steder, og Michael Valentin, informationschef i HK, finder fremgangsmåden decideret uhensigtsmæssig: "Vi kan se, at de virksomheder, der har en tillidsfuld ledelse, har de bedste resultater. Man kan ligefrem se i de analyser, der er lavet af blandt andre DA, at den mest effektive måde at nedbringe sygefraværet på en arbejdsplads er god ledelse."

Ikke desto mindre lader det til, at medarbejderne i de danske virksomheder kan gå en fremtid i møde, hvor de i stadig stigende grad bliver overvåget og registreret af deres egne arbejdsgivere.

Graffitikulturen kriminaliseres

I frustration over at hårde fængselsstraffe, astronomiske bøder og øget overvågning ikke har fået sat en stopper for den ulovlige graffiti, er kommuner og politi i stor stil begyndt at lukke hidtil lovlige, offentlige graffitisteder landet over. Argumentet skulle være, at de lovlige graffitiområder ikke afholder de unge fra at male ulovligt, og at de endvidere tjener som oplæringssteder for den ulovlige graffiti. I København kan vicekriminalkommissær Preben Kristensen med tilfredshed konstatere, at byens graffitisteder bliver lukket ned: "Vores problem er jo, at når vi pågriber de unge ved en togstation med spraydåser og tuscher, så siger de, at de er på vej til at male på de lovlige steder. Selv om vi kan fornemme, at de er på vej ud til DSBs tog. Så vi vil gerne have, at graffiti bliver helt forbudt." (Politiken, 2.7.). Man kan så regne ud, at det fremover bliver op til politiets "skøn og antagelser", hvorvidt det er kriminelt at bære spraymaling og tuscher.

Skulle man være i stand til at abstrahere fra det retssikkerhedsmæssigt betænkelige ved på denne måde at forfølge en enkelt gruppe, er det ud fra en praktisk betragtning sågar overordentlig tvivlsomt, om denne ‘hårde linje’ overhovedet får den ønskede virkning.

Klubleder Leif Jønsson fra Satellitklubben Langenæs påpeger således, at det kendteste lovlige sted i Århus, "Nørre Stenbro" er "en af vore få muligheder for at møde graffitimalerne fredsommeligt og bevare kontakten til dem. Lukker man den slags fristeder, risikerer man at marginalisere de unge."

Men det har myndighederne tilsyneladende ikke noget problem med. Tværtimod arbejder man for tiden målrettet på kriminaliseringen af en hel subkultur.

Den urokkelige konklusion

Ifølge Aktuelt den 7.6. beklager justitsminister Frank Jensen nu de mange fejl, som rigspolitichefens rapport om gadebander i Danmark viste sig at indeholde. Rapporten blev bestilt af justitsministeren umiddelbart efter en række episoder med unge nydanskere i Vollsmose i Odense og kom til at danne grundlag for det fireårige politiforlig, som netop blev indgået i den periode.

Så godt som samtlige fejl drejede sig om "danske" grupper, som i rapporten pludselig var blevet til bander af unge indvandrere, eller om, at der i rapporten omtaltes problemer med gadebander i områder, hvor der faktisk slet ingen problemer var.

Ifølge avisen forsikrer justitsministeren, at "fejlene" ikke er udtryk for et bevidst forsøg på at fortegne billedet af problemets omfang eller for den sags skyld på at tegne et billede af unge nydanskere som særligt kriminelle.

"Selv om rapporten er et arbejdsredskab for politiet, og ikke tilsigter at være en videnskabelig afhandling, skal der selvsagt ikke være faktuelle fejl i rapporten, som der har vist sig at være," sagde justitsministeren ifølge Aktuelt og understregede derpå, at fejlene ikke rokkede ved rapportens konklusion.

Men rapporten konkluderede bl.a., at gadebanders kriminalitet ikke er vokset siden 1998, da Rigspolitichefens styregruppe skrev sin første rapport, hvilket så, når man fratrækker de faktuelt ikke-eksisterende problemer, indlysende må resultere i den konklusion, at problemet er blevet mindre.

Hvem ved, hvad politiet går og laver?

Det er overordentlig vanskeligt for offentligheden at holde øje med, hvad politiet går og laver i deres daglige arbejde. Meget er overladt til politiets eget skøn, og de juridiske eksperter, som arbejder i politiet, bringes oftest kun ind i en sag på de involverede politifolks eget initiativ.

Det er ifølge retsplejeloven statsadvokaternes ansvar at føre tilsyn med politiets efterforskning, men de er så overbebyrdede af arbejdsopgaver, at de er ude af stand til at leve op til opgaven, mener statsadvokat Karsten Hjorth ifølge Berlingske Tidende (22.7.).

Også statsadvokat Erik Merlung mener, at der er behov for at forstærke den juridiske kontrol med, at politiet i sit arbejde holder sig inden for lovens rammer og ikke fristes til at overskride deres beføjelser af iver efter effektivitet og resultater: "Legalitetskontrollen i politiet bør udbygges og raffineres, og det medfører, at der skal flere jurister ud i politikredsene," siger Erik Merlung ifølge Berlingske Tidende 2.6.

Mange menige politifolk og politiuddannede chefer (dvs. chefer, som ikke har juridisk uddannelse) ser helt anderledes på sagen. For dem kan den juridiske kontrol i det daglige arbejde opleves som snærende bånd, som man helst så sig fri for. Berlingske Tidende taler om "kræfter i politiet, som drømmer om en helt anden fremtid, hvor juristernes rolle i ordensmagten er stækket". Som forholdene er nu, har disse "kræfter" antageligt gode år.

At kontrollen med politiets arbejdsmetoder er dårlig, tyder ikke mindst en sag fra Hjørring politikreds på; en sag, som begyndte at rulle ved en tilfældighed. Sagen har indtil videre resulteret i, at en kriminalinspektør og en af hans kriminalassistenter den 5. september skal for retten, sigtet for at have misbrugt deres embede og for dokumentfalsk. Samtidig har Justitsministeriet taget skridt til en tjenestemandssag mod vicepolitimesteren, ligesom også den øverste leder er i søgelyset.

I deres iver efter at opklare en række ildspåsættelser havde de to politifolk fabrikeret en falsk telefax, som beskrev et trafikuheld, der aldrig havde fundet sted, mens selve telefaxen var underskrevet af en politiassistent ved navn Asger Jørgensen i Aalborg, som ikke eksisterer. Formålet med den falske telefax var at få efterlyst en bestemt bil, som politiet var interesseret i at få installeret overvågningsudstyr i som et led i efterforskningen. Installationen var imidlertid ikke godkendt af en dommer.

Ifølge Aktuelt den 24.6. erkendte vicepolitimester Philip Pagter på et tidspunkt under en tale til politipersonalet, at indgrebet var ulovligt, men understregede samtidig, at han helst ikke så, at sagen kom til offentlighedens - og dermed også statsadvokatens - kendskab: For "der er vel næppe nogen, der kunne ønske sig, at fem medarbejdere skulle risikere fyring, fordi man ikke har været sig bevidst om rækkevidden af sine handlinger (…) Hvis først noget kommer ud, har hverken politimesteren eller jeg nogen mulighed for at sætte bremserne i." Efterfølgende skal han så have orienteret politimesteren og afleveret manuskriptet til talen, som sammen med den falske telefax og "drejebogen" til aktionens udførelse blev forsvarligt låst inde i politimesterens pengeskab.

Efter at sagen begyndte at rulle, har statsadvokaten modtaget tre andre sager, der også handler om Hjørring-politiets ulovlige overvågning af enkeltpersoner; blandt andet skal en kriminalinspektør uden dommerkendelse have iværksat videoovervågning af en mistænkt.

Den manglende kontrol af politiets efterforskning er dybt betænkelig i forhold til retssikkerheden, ligesom det er problematisk, at politi og anklagemyndighed hører under samme myndighed, mener Østersørådets menneskerettighedskommissær, Ole Espersen, ifølge Berlingske Tidende (21.7.). Også advokat Niels Fjeldberg foreslår, at kontrollen med politiet skærpes: "Man kan ikke alene sætte sin lid til, at anklagemyndigheden holder øje med politifolkene (…) Den her sag viser nødvendigheden af åbenhed i politiet og nødvendigheden af, at andre end politiledelsen eller statsadvokaten holder øje med politiet," siger advokaten, hvis klient igennem en periode er blevet overvåget, fordi hun ved en tilfældighed havde købt den bil, som politiet havde installeret overvågningsudstyret i (Aktuelt, 24.6.).

Så længe opinion og politikere i den grad råber på effektivitet og resultater, som det er tilfældet i dag, skal man dog næppe forvente andet af politiet, end at de må vende det blinde øje til retssikkerheden, hvis det betyder bedre opklaringsstatistikker.

En smertefuld vandrehistorie

Ifølge Information (11.7.) overvejer statsadvokaten for Fyn en undersøgelse af Odense Politi. I et læserbrev i Fyens Stifttidende har en psykiater fortalt, at han igennem de senere år har "fået i alt fem, stort set enslydende forklaringer fra yngre mandlige patienter, der spontant har berettet om forholdene på Odense Politigård." Disse "forhold" skulle bl.a. have omfattet, at de fem patienter, uafhængigt af hinanden, i forbindelse med mindre forseelser skulle være blevet bragt på politigården og dér være blevet "gennembanket af tre-fire politibetjente med våde, opvredne håndklæder". Psykiateren understreger, at han ikke har beviser for, at patienternes beretninger er sande. Men i et brev til Politimesteren i Odense skriver han bl.a., at ingen af patienterne gav indtryk af at være "upålidelige". "Alt i alt forekom det mig ikke at være noget, de sad og stampede op af jorden," skriver psykiateren ifølge avisen.

Ingen af patienterne har haft mod til på egen hånd at rejse sag mod politiet i Odense; og psykiateren nægter, med henvisning til sin lægelige tavshedspligt, at oplyse sine patienters identitet eller andre detaljer.

Fra Odense Politi er anklagerne blandt andet blevet afvist med, at man på politigården slet ikke bruger håndklæder, men papir … Også politimesteren, Lars Rand Jensen afviser på forhånd, at noget sådant skulle kunne finde sted: "Jeg tror ikke på, at vores folk bruger vold. Vi har nogle magtbeføjelser, som vi bruger, når det er nødvendigt, men det er jo ikke det, der er tale om her."

Formanden for Odense Politiforening, Hans Illum Hansen, der er fællestillidsmand på politigården i Odense, er lige så afvisende; ifølge ham er der nærmest tale om en vandrehistorie: "Rygterne med de våde håndklæder har verseret i mange år. I sluttede kredse kan jeg såmænd også grine af dem, men når det er en læge, der jo fremstår med en vis autoritet, der kommer med påstandene, er det jo ret alvorligt," siger han i samme avis.

At psykiateren overhovedet har tilladt sig at bringe sagen på bane, derimod, tager Odense Politi ikke så let på. Politiforeningen vil have ham i retten for bagvaskelse. "Hvis ikke Fruensgaard [psykiateren, red.] kan eller vil føre sandhedsbevis for påstandene, må der være tale om bagvaskelse og injurier af en eller anden slags," siger Hans Illum Hansen (Information, 11.7.).

"Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod" (Matt. 13,12)

Den sociale ulighed i Danmark vokser. Det skriver Information (26.7.00), som henviser til nye tal fra Danmarks Statistik. Hvor en husstand i Rungsted i 1985 havde en gennemsnitlig merindkomst pr. år på 286.000 kr. i forhold til en gennemsnitshustand i København SV, er denne forskel i dag steget til 603.000 kr., oplyser avisen.

"Det er helt klart, at de bedst stillede har fået mange flere penge at bruge," siger økonom Martin B. Hornstrup fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Information. Dertil er mellemgruppen måske blevet større, men til gengæld tyder tallene på, at de fattigste forholdsmæssigt bliver fattigere og fattigere: "Opgjort nationalt siges det som regel, at der er sket en svag udligning af indkomstforskellene, men det, man skal lægge mærke til, er, at nogle områder falder helt igennem indkomstmæssigt," forklarer lektor ved Geografisk Institut på Københavns Universitet, Hans Thor Andersen.

I det førnævnte område, København SV, ligger den gennemsnitlige årsindkomst pr. husstand 44 procent under landsgennemsnittet med 211.000 kr., og omkring 70 procent under villaerne i f.eks. Rungsted, hvor husstandsgennemsnittet ligger på 814.000 kr. om året.

De syge skal i arbejde

Regeringens nærmest højtidelige forhold til det at arbejde som svaret på ethvert problem har fået et nyt skud på stammen. Også de syge skal i arbejde. Det har været oppe før, men nu ligger tallene fast for omfanget af den socialreform, der skal træde i kraft om et par år: Omkring 40 procent (ca. 6.000 mennesker) af dem, som i dag får tilkendt førtidspension, skal efter den nye reform i stedet i arbejde, fortæller Berlingske Tidende (15.8.). Kun de mennesker, der er så syge, at de har mindre end en tredjedel af deres arbejdsevne tilbage, får lov at gå fri. Yderligere ca. 1.000 personer må i stedet for førtidspension affinde sig med livet på kontanthjælp.

Nederlag til nazisterne …

"Nazisterne tabte første runde," skriver Jyllands-Posten d. 12.8. som overskrift til artiklen om, hvordan Skifteretten i Aalborg har fastslået, at de danske nazister ikke er de retmæssige arvinger til den villa, hvor de har boet i halvandet år. Så nu skal nazisterne ud.

Grunden til, at der er tale om et "nederlag", er imidlertid, at borgerne i området, lige siden nazisterne flyttede ind, ved daglige demonstrationer foran villaen har kæmpet for at få de usympatiske nazister ud af deres kvarter. Og nu er det så lykkedes.

Men bag de fredelige Aalborg-borgeres daglige protestsange mod de særdeles usympatiske nazister er den nøgterne historie, uanset hvordan man måtte vende og dreje det, den, at nogle anderledes tænkende mennesker på grund af deres overbevisning gennem halvandet år er blevet systematisk chikaneret og nu endelig ved hjælp af en juridisk procedurefejl er blevet smidt ud af deres hus. Det er ganske givet et nederlag for nazisterne - men spørgsmålet er, om det er et nederlag for nazismen.

Effektiv afvikling af retsstaten

Indenrigsminister Karen Jespersen vil sende kriminelle asylsøgere i isolation på en øde ø. Umiddelbart er problemet en lille flok asylsøgere fra bl.a. Rusland og Armenien, som ikke kan sendes retur som "åbenbart grundløse" sager, fordi der faktisk finder forfølgelse af mindretal sted i deres hjemland. Og det er der angiveligt nogle enkelte, som har valgt at benytte sig af ved at søge asyl og så bruge ventetiden til kriminalitet, primært simpelt tyveri.

"Man er nødt til at gøre noget håndfast," udtaler Karen Jespersen til Berlingske Tidende den 25.8. "Ellers risikerer vi, at fænomenet vokser." Som svar foreslår hun så i bl.a. Politiken den 26.8. simpelt hen at internere dem: "Det kunne være i et ubeboet område eller på en ø, hvor myndighederne skal have tilladelse til ransagning, overvågning og adgangs- og besøgskontrol."

Og indenrigsministerens forslag må da virkelig siges at være "håndfast"; i Danmark har der længe ikke været tradition for at idømme "isolation" på øde øer, eller afhugning af lemmer for den sags skyld, for en bagatelforbrydelse som tyveri, og det er vist heller ikke meningen, at det skal gøres til den almindeligt gældende strafferamme …

Venstres retspolitiske ordfører, Birte Rønn Hornbech støtter imidlertid initiativet: "Det vigtigste er, at vi kommer problemet til livs," siger hun i Berlingske Tidende den 25.8. Hvilket tilsyneladende svarer til indenrigsministerens egen holdning og regeringens holdning i det hele taget. Det vigtigste er ikke retsstatens grundpille, princippet om lighed for loven - det har regeringen allerede demonstreret med tiltag som lavere offentlige ydelser og særstraffe i form af landsforvisning til etnisk ikke-danske borgere.

Det vigtigste er, "at vi kommer problemet til livs".

Politiken har den 26.8. været i Avnstrup, der huser nogle af de kriminelle asylsøgere fra det tidligere Sovjetunionen, som indenrigsministeren vil have "isoleret", angiveligt ikke mindst af hensyn til den lokale befolkning og handelsstand. Men i Avnstrup kan hverken Politiken eller borgerne få øje på problemet:

"Det kan da godt være, at der er nogle mafialignende typer mellem asylansøgerne, men det er ikke noget, vi mærker til herude," forklarer en af de handlende, som Politiken snakker med. Souschefen i den lokale Brugsen kan heller ikke genkende billedet af asylsøgere på tyvetogt i danske forretninger (selv har de kun oplevet fire tilfælde i løbet af 6 måneder): "Vi opfatter ikke asylcentret som et problem, og de episoder, vi har haft, berettiger ikke til, at man sender dem ud på en øde ø. Det er en gammeldags tankegang, der hører fortiden til."

Ikke for indenrigsminister Karen Jespersen.

Karens kulturkamp

Ifølge Jyllands-Posten er indenrigsminister Karen Jespersen bekymret over, at de etniske minoriteter i Danmark under integrationsprocessen i for ringe grad præges med "de værdier, det danske samfund er bygget op på," som hun udtrykker det i avisen den 15.8.

Det er især det, hun over én kam kalder "den muslimske kultur", der bekymrer hende, ikke mindst fordi muslimerne angiveligt er så ubeskedne at sidestille deres egen kultur med den danske i stedet for at underordne sig kulturelt, hvad indenrigsministeren mener ville være mere passende: "Der er mange af de etniske grupper, der i al for høj grad forestiller sig, at man i Danmark uden videre kan sidestille den muslimske kultur med den danske. Og det mener jeg er forkert (…) At tale om harmonisering eller ligestilling på den måde er uholdbart. Vi skal holde fast i det fundament af værdier, som det danske samfund bygger på, og som er udsprunget af folkelige bevægelser. For at deltage i samfundslivet skal man ikke alene kende vort lands love, men også de grundlæggende, almene værdier i Danmark."

For ministeren betyder integration åbenbart ikke gensidig tilnærmelse eller, som ordbogen siger: "sammensmeltning af dele til en helhed", men derimod ensretning af den ene part efter den anden parts forbillede. Det er "de fremmedes" forskellighed, som "bekymrer" indenrigsministeren, og som hun helst så udraderet: "Jeg har forståelse for, at man gerne vil bevare forbindelsen til sine rødder. Men for det danske samfund og for indvandrerne selv er det meget vigtigt, at de ikke isolerer sig fra det land, de nu lever i," siger ministeren, som med "at isolere sig" ifølge sin egen definition mener at have andre værdier og holde fast ved dem. F.eks. finder hun det ifølge avisen også "bekymrende", at stadig flere tosprogede børn nu går i muslimske friskoler.

Det bliver interessant at se, hvor dybt ministeren vil gå i sin indlæring af baggrunden for værdigrundlaget i den danske, kristne kultur, når indvandrere skal adoptere dansk kulturbaggrund. En af de store hovedpersoner i denne er Luther, der i sin tid foreslog følgende tiltag i kampen mod den jødiske kultur og dens værdier:

"Jeg vil give mit betænksomme råd. Først, at man skulde tænde Ild paa deres Synagoger og Skoler og kaste Jord hen over det, der ikke vil brænde, saa at intet Menneske nogensinde skulde se en Sten eller en Slagge af det. Og det skal man gøre til Ære for Vor Herre og den hele Kristenhed, saa at Gud kan se, at vi er Kristne (…) For det andet, at man ligeledes sønderbryde og ødelægge deres Huse. For de bedriver det samme Uvæsen i dem som i deres Skoler. Derpaa kan man lade dem indrette sig under et Tag eller i en Stald, ligesom Zigøjnere, for at de skal forstaa, at de er ikke Herrer i vort Land, saaledes som de praler af, men derimod fangen i Landflygtighed (…) For det tredie skal man fratage dem alle deres Bedebøger og thalmudiske Skrifter, hvoraf de lærer alt saadant Afguderi, Løgne, Forbandelser og Bagvaskelser. For det fjerde, at man under Dødsstraf forbyder deres Rabbinere vedblivende at undervise …" (Jøderne og deres Løgne, 1542).

Danmark anklaget for krigsforbrydelser

Danmark står for tiden anklaget ved den europæiske menneskerettighedsdomstol for deltagelse i det, som Amnesty International i en rapport fra juni måned i år kalder "en krigsforbrydelse", fortæller Politiken den 18.7. Det drejer sig om NATOs bombeangreb mod den serbiske TV-station Radio Television of Serbia i Beograd den 23. april sidste år. Angrebet hævdes af sagsanlæggernes advokat at være et brud på menneskerettighedskonventionens artikel 2 om "retten til liv" samt artikel 10, der beskytter ytringsfriheden. Angrebet kostede 16 mennesker livet.

Den danske regerings stolthed og glæde i sin tid over at deltage i den "humanitære krig" taget i betragtning skal man næppe vente nogen formel beklagelse eller undskyldning fra den kant, uanset hvordan dommen så falder ud.

Dansk respektløshed

"I de fleste lande finder man fornuftige løsninger på at skabe respekt for andre religioner. Men det har vi haft meget svært ved i Danmark," siger Morten Kjærum, direktør for Det danske center for Menneskerettigheder til Berlingske Tidende den 28.8. Og når man f.eks. ser på Brande-sagen (jf. afsnittet "Ikke plads til hindutempel i Brande?" ovenfor), må man utvivlsomt give ham ret. Men i dette specifikke tilfælde gælder det de danske muslimers og Det Islamiske Trossamfunds efterhånden årelange forsøg på at finde en plet jord til en muslimsk kirkegård - hidtil uden held: "Vi har kontaktet alle danske kommuner, men ingen har kunnet finde et stykke jord," forklarer den muslimske imam Ahmad Abu Laban.

Kan muslimerne ikke finde respekt og forståelse i Danmark, kan de så måske i det mindste få ret. Hvis der ikke sker noget inden for de næste måneder, går muslimerne videre med en retssag: "Vi har kontakt med en advokat, der om nødvendigt vil tage den hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol," siger Kasem Ahmad, sagsbehandler for spørgsmålet i Det Islamiske Trossamfund.

Diskrimination og mangel på respekt - er det, hvad indenrigsminister Karen Jespersen kalder "de værdier, det danske samfund er bygget op på"? (Se afsnittet: "Karens Kulturkamp").

Afkobling af den demokratiske kontrol i EU

I det som generalsekretæren for det hollandske journalistforbund, Hans Verploeg i International Herald Tribune har kaldt "et militærkup - meget smart udført midt i sommerferien", har de 15 EU-lande hastevedtaget et nyt sæt regler, der gør det muligt at holde papirer, som angår EUs forsvars- og sikkerhedspolitik, hemmelige - uden hensyn til deres indhold. Reglerne er ifølge Politiken den 27.8. så vidtgående, at offentligheden ikke engang må vide, at de pågældende dokumenter eksisterer.

"… det interessante er nu, hvilken orientering, Europaudvalget vil få om de pågældende sager. Ellers er der jo tale om en afkobling af den demokratiske kontrol, hvis der kører sager i EU, som Folketinget ikke engang kan få at vide eksisterer," siger Kjeld Albrechtsen fra Enhedslisten. Men hvorvidt Europaudvalget faktisk får nogen orientering om sådanne tophemmelige dokumenter, bliver dog i sagens natur temmelig vanskeligt at kontrollere …

Myndighederne frikendt over en kam i Nørrebro-sagen

Som den sjette (eller syvende, alt efter hvordan man tæller) i rækken af rapporter, redegørelser og mere eller mindre uvildige undersøgelser fra diverse offentlige instanser i forbindelse med begivenhederne på Nørrebro natten mellem den 18. og 19. maj 1993, hvor politiet skød og sårede 11 demonstranter, måtte der være store forventninger til den rapport, som den seneste undersøgelseskommission, nedsat i 1996, afleverede den 28. august 2000, og som efter al sandsynlighed bliver den sidste og endelige. Det blev imidlertid en noget tam affære.

Nogle af pressens overskrifter i forbindelse med rapportens offentliggørelse lød: "Intet efterspil i Nørrebrosag", "Ingen kritik efter 18. maj", "Politiet frikendes", "Ingen kritik af ministre eller embedsmænd", "Afslutning uden afklaring", "Ansvaret, der blev væk". Og dermed er den seneste kommissions rapport sådan set beskrevet.

Der kom ingen afklaring af centrale spørgsmål som: Hvorfor fik politiet monopol på at undersøge sig selv, men gjorde det ikke, mens den daværende justitsminister, Erling Olsen forsikrede om en uvildig undersøgelse, som aldrig blev til noget? Hvem råbte "Skyd efter benene"? Hvorfor blev der skudt to gange på Fælledvej, når TV-billeder tydeligt viser, at mens politiet under den første skudepisode var klart trængt og splittet og derfor handlede i nødværge, befandt de sig under den anden episode, knapt et minut senere, i velordnet række uden overhængende fare for at blive løbet over ende? Og hvorfor blev der skudt for tredje gang på Sankt Hans Torv, selv om der findes optagelser fra det tyske tv-selskab NDR, der tyder på, at det var unødvendigt?

Oven på offentliggørelsen skriver Information bl.a. i sin leder: "Vi er måske blevet lidt klogere på justitssystemets evne til at rulle sig i selvbeskyttende bureaukratiske omsvøb. Men også gårsdagens kommissionsrapport (…) efterlader os med gåder, ikke bare om begivenhedsforløbet den farlige nat, men også om de mange besynderlige drejninger, sager har taget siden (…) Som så mange andre offentlige skandalesager er Nørrebrosagen svulmet, efterhånden som den mere og mere er kommet til at handle om sig selv. Det oprindelige begivenhedsforløb henligger i den fjerne aftens skudtåger, og kun få vil efter gårsdagens rapport have gejst til at søge yderligere afklaring …" (29.8.00).

11 mennesker skudt. Syv år og lige så mange "undersøgelser" senere er myndighedernes svar ikke meget mere konkret end: Det var sgu nok deres egen skyld.

Christoffer Gertz Bech, Jeppe Berg Sandvej, Jakob Stensgaard