Mona Sheikh er kendt fra den offentlige debat og engageret i Women Youth League, der det seneste år har markeret sig mere og mere aktivt i indvandrerdebatten. Hun fortæller her om sit syn på feminisme og kvindefrigørelse i lyset af islam samt om den konfrontationskurs, som politikere fører over for muslimer i dag.

Faklen: Giver begrebet feminisme mening i moderne islamisk kontekst?

Mona Sheikh: Nej, ikke i moderne islamisk kontekst, men meget vel i de islamiske landes moderne kontekst.

Den kvindeundertrykkelse, der findes i flere islamiske lande i dag, har selvfølgelig behov for en kvindefrigørelse, og den kan man kalde »feministisk«, om man vil, men kvindeundertrykkelsen har intet med islam at gøre, den er derimod en historisk arv fra et patriarkalsk samfundssystem.

Feminismen er dybest set et samfundssymptom, mere end den er en egentlig ensartet bevægelse; den er ét blandt flere tegn på samfundsbetingede uligheder, i dette tilfælde altså ulighederne mellem kønnene.

Det islamiske koncept tilsigter eksplicit en ligestilling af manden og kvinden, der garanterer lige rettigheder. At såkaldt islamiske lande vælger at negligere dette forhold, er ubehageligt, men ikke noget historisk særtilfælde for islam – mange samfundssystemer negligerer elementer i den officielle religion eller ideologi, som afviger fra historisk sædvane eller ikke passer ind i den givne magtstruktur.

Der er ingen tvivl om, at arven fra det patriarkalske samfund lever videre i de mellemøstlige »islamiske« lande, og på den måde kan man sige, at kvinderne dagligt konfronteres med undertrykkelse. Men det er en vestlig fordom, når man i denne sammenhæng hævder, at islam er undertrykkeren og hele tiden fokuserer på, at kvindeundertrykkelsen går ud over muslimske kvinder i et islamisk land. Man siger jo ikke f.eks. »arabiske kvinder« eller »nordafrikanske kvinder« om de undertrykte kvinder i Mellemøsten – det skal med al magt knyttes til religionen – mens man omvendt aldrig taler om »kristne kvinder«, når f.eks. hustruvold diskuteres i Danmark, vel? Så er det bare »kvinder«, og ingen spekulerer på etnisk herkomst, kultur eller religion.

I Koranen fremhæves det, at kvinden er mandens klæder, og at manden er kvindens klæder. De er hinandens tvillingedele – den ene er altså ikke den andens »hoved«. Det samme er tilfældet, når man slår op i Hadith, som er profetens praksis. Her står der, at en kvinde skal kunne gå fra Bagdad til Mekka uden at frygte andet end Gud. Hun skal altså ikke frygte overgreb eller undertrykkelse af nogen art, hun skal kunne føle sig fri og beskyttet. Og hvis man ser på det historisk, sikrede islam blandt andet kvindens ret til skilsmisse, retten til at arve, retten til selv at disponere over sin løn og ikke mindst stemmeretten – hvilket vi jo først fik i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede. På den måde kan man ikke hævde, at islam som religion på nogen måde er bagstræberisk i forhold til f.eks. Vesten.

Når jeg vil kæmpe for ligeværd mellem manden og kvinden, er det derfor heller ikke en »feminisme« i traditionel forstand, jeg vil benytte mig af, fordi dette ligeværd for mig er givet i forvejen i kraft af den islamiske tro, og det er et ligeværd, som jeg derved kæmper for, i kraft af at jeg bekender mig til islam. At patriarkalske samfundssystemer under påberåbelsen af islam eller at modstandere af islam hævder det modsatte, er jo så blot i lodret modstrid med religionen, sådan som den tydeligvis manifesterer sig i Koranen, og som den ser ud i mit eget liv såvel som for de mennesker og bevægelser, jeg er tilknyttet.

Feminisme kan pege på et symptom, at der ikke er ligeværd imellem kønnene, men ligeværd ligger jo slet ikke i ordet »feminisme«, hvad det heller ikke ville gøre i »maskulinisme«. Feminismen kan meget let komme til at blive udtryk for en konkurrence mellem mænd og kvinder, hvor kvinderne skal blive ligesom mænd, og hvor det hele tiden er dit køn, der er det centrale, i stedet for din menneskelighed.

Faklen: Skal kvinder slet ikke fokusere specifikt på kvindeundertrykkelse?

Mona Sheikh: Selvfølgelig har det sin relevans, at kvinder sætter sig op imod kvindeundertrykkelse, hvad enten den foregår i patriarkalske samfundssystemer eller f.eks. i reklameindustriens stereotype kvindebilleder og skønhedsidealer, hvor kvinden bliver reduceret til sin krop og kvindekroppen blot til et produkt.

På den måde mener jeg heller ikke, at kvinden er frigjort i Vesten, selv om mange feminister hævder, at kvindens frigørelse er langt mere udbredt i Vesten end i de mellemøstlige lande. Der er blot tale om forskellige mekanismer, som på hver deres måde fastlåser og undertrykker kvinder.

Det er derfor også to forskellige slags kampe, der føres i f.eks. Vesten og Mellemøsten – men kampen mod undertrykkelse er i høj grad også relevant i Vesten.

Faklen: Islamiske kvinders hovedtørklæde betragtes ofte som kvindeundertrykkende i vestlige feministers øjne …

Mona Sheikh: Det er ikke desto mindre i langt de fleste tilfælde helt forkert at tro, at der er noget som helst kvindeundertrykkende heri. At gå med slør er både en markering og et valg, og det valg er i god overensstemmelse med den grundlovssikrede religionsfrihed – det glemmer man ofte.

For mange er sløret en dobbelt markering. På den ene side markerer det, at kvinden har truffet det valg, at hun bekender sig til denne her religion, og det valg styrker hende og gør hende stolt som kvinde og som menneske. På den anden side markerer det en afstandtagen til hele reklameindustriens fremstilling af kvinden som et produkt. For manges vedkommende opfattes det således også som en modstand imod den kommercielle kropsliggørelse af kvinden, at man bekender sig til islam og med sit hovedtørklæde vedkender sig dette. Som kvinde fortæller man derved også, at man ikke vil reduceres til en form eller en figur, men at man vil betragtes som et ligeværdigt menneske.

Men udgangspunktet for at vælge sløret er selvfølgelig primært, at man bekender sig til en specifik religion og den etiske livsopfattelse, dette medfører.

Faklen: Er politikernes og pressens kendskab til islam kvalificeret?

Mona Sheikh: Langtfra! Jeg er indtil nu ikke stødt på politikere, der rigtigt aner, hvad de taler om, når de taler om kvinder i islam, eller om muslimer i det hele taget, men alligevel har de alle en meget, meget skarp holdning til islam, der som hovedregel er særdeles negativ.

Der er en tendens til, at politikere i stigende grad definerer deres politik ud fra et fjendebillede i stedet for ud fra en original verdensanskuelse eller politisk overbevisning. Det er måske en psykologisk mekanisme, at den, der ikke har meget selvværd, lettere kan definere sig selv ud fra en modpol for derigennem at finde en begrænset integritet, der kun er defineret i kraft af, hvad man ikke er, ikke vil og ikke bryder sig om, ikke af, hvad man er.

I et par tiår har denne modpol været islam, ofte eksemplificeret igennem fordomme om den muslimske kvinde. At en stor del af muslimerne, kvinder såvel som mænd, tilhører en ny, islamisk generation i Danmark, som er født og opvokset her, og som forsøger at deltage i en optrævling af fordomme og modsætninger, vækker ingen genklang; tværtimod forsøger nationalister at benytte denne kendsgerning til at cementere opfattelsen af islam som en modpol til det danske samfund.

Der er ingen forståelse, når vi fra den nye generation forsøger at tage aktivt del i samfundet og samfundsdebatten, fordi vi udtrykker noget helt andet end det fjendebillede af forsagte, undertrykte kvinder og fanatisk religiøse mænd, som politikere og presse har fodret danskerne med i tyve år. Derfor vil man heller ikke gerne lytte til os: Dels fordi vi afkræfter fordommene, og dels fordi vi ikke stiltiende finder os i at blive negligeret og diskrimineret.

»Tvangsægteskaber« er kodeordet for de nye angreb på netop vores generation. Bare man taler om tvangsægteskaber, kan man gennemføre både tvang og diskrimination over for etniske minoriteter, til trods for at fremstillingen af problemet er fuldstændig ude af proportioner.

Politikerne har ikke den fjerneste forståelse for forskellen på tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber – det hele bliver slået sammen for at stemple islam som en tvangsreligion, hvor man ikke bare til »gavn« for Danmark, men også for muslimernes »eget bedste« iværksætter særlove og i det hele taget legitimerer en ekstremt højredrejet kurs.

Faklen: Hvad er forskellen på tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber?

Mona Sheikh: Et tvangsægteskab indebærer simpelt hen, at en ung dreng og pige tvinges ind i et ægteskab, som kun én eller ingen af dem ønsker.

Et arrangeret ægteskab er et udtryk for det helt udramatiske forhold, at familierne taler sammen og i fællesskab arrangerer ægteskab og bryllup i overensstemmelse med de ønsker, som de, der skal giftes, selv har. Forældrenes synspunkter har altså været tilkendegivet under processen, hvilket vel trods alt heller ikke er ualmindeligt, når ægteskaber arrangeres blandt kristne eller ateistiske danskere.

Der er intet som helst tvangselement i det – de, der skal giftes, gifter sig frivilligt med hinanden, fordi det er det, de selv ønsker. Om du vil giftes med eller uden dine forældres accept, er helt op til dig selv – de fleste unge danskere ser da også helst, at deres forældre accepterer den, de gifter sig med, men det betyder jo ikke, at de er tvunget ind i et ægteskab, eller at de ikke kan gå imod deres forældres ønsker. Der er altså ikke den store forskel.

Hetzen mod de påståede tvangsægteskaber og den påståede islamiske kvindeundertrykkelse er blot en del af et større højredrejet kompleks, som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti retter mod de etniske minoriteter – syndebukkene for alverdens problemer.

Karen Jespersens og Pia Kjærsgaards udtalelser om etniske minoriteter er efterhånden umulige at skelne fra hinanden. På en lang række andre områder ligner Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti jo også hinanden – selv om det først og fremmest er i forhold til angrebene på etniske minoriteter, at de konkurrerer med og overgår hinanden i øjeblikket.

Det er desværre en grim tendens, der også er slået igennem i befolkningen – en muslimsk kvinde med slør udsættes ofte for meget grimme bemærkninger, misbilligende blikke og en ubehøvlet opførsel fra almindelige mennesker på gaden.

Hvis ikke politikernes og pressens udfald var så brutale, ville en nøgtern fremstilling kunne trænge igennem i befolkningen og forklare baggrunden for sløret og vise, at også islamiske kvinder naturligvis ønsker ligeværd med mændene, og at sløret faktisk godt kan udtrykke netop dette ligeværd i praksis. I flere islamiske lande er sløret faktisk blevet et symbol på noget, man i Vesten vel ville kalde en rødstrømpebevægelse for kvinder, som vil frem i samfundet og have øget indflydelse.

Men i den akademiske verden i Danmark er den stereotype stempling af islam imidlertid også ved at trænge frem, f.eks. til dels i sociologien, hvor flere forbinder sløret med kvindeundertrykkelse, fordi man insisterer på at tale om en homogen »islamisk verden«, hvor kvindeundertrykkelse forekommer, for dernæst fejlagtigt at gøre undertrykkelsen til et religiøst fænomen, hvor den i virkeligheden er et historisk, socialt og politisk fænomen.

Faklen: Religion og politik er i teorien helt adskilte i traditionel protestantisk selvforståelse, og det undrer derfor nok mange i Danmark, hvordan en politisk kamp kan føres inden for religiøse rammer i det enogtyvende århundrede?

Mona Sheikh: Problemet er måske snarere, at den generelle mistillid til al anden religion end kirkens kristendom er så tidstypisk et symptom i Vesten. Mange intellektuelle har den arrogante indstilling, at vi nu har været igennem Oplysningstiden, og så må vi altså rationelt forstå, at al religion er et irrationelt levn fra Middelalderen. I Vesten anses religion – bortset fra kristen teologi, måske – som noget helt igennem irrationelt og emotionelt, for ikke at sige primitivt, ikke sandt? Og denne storslåede erkendelse er vi muslimer altså for tilbagestående til at være nået frem til.

Islam er imidlertid hverken et primitivt eller irrationelt fænomen, men et ret konkret bud på både åndelige, sociale og politiske fundamenter, som tilmed er under konstant udvikling og fortolkning, alt efter hvilken tid og kontekst du befinder dig i.

Kvinders tørklæde bruges så atter som argument for at hævde islams dogmatiske, statiske karakter, men tørklædets betydning er også foranderlig – et udtryk for en religiøs arv, men også genfortolket og moderniseret som et udtryk for en moderne, kvindelig selvbevidsthed, ja, som tidligere nævnt også som et symbol på en kvindefrigørelse.

Den kvindefrigørelse, de fleste muslimske kvinder har brug for i Danmark i dag, er imidlertid en frigørelse fra pressens og politikernes fordomme om, at muslimske kvinder er undertrykt af deres religion. Kvindefrigørelse skal ikke ses som et isoleret fænomen, men som en del af et samfundshele, og her er det ikke bare muslimske kvinder, men muslimer i det hele taget, der har brug for frigørelse fra majoritetskulturens diskrimination og stereotype fordomme.

De etniske minoriteter er slet ikke accepteret som en del af den danske helhed endnu, selv om mange af os er født og opvokset i Danmark og er eller burde være danske medborgere på lige fod med alle andre danskere.

Hvis pressen og politikerne bare kunne forstå, at den har med medborgere at gøre – ikke med kulturelle og religiøse afvigelser versus en kulturelt og religiøst homogen dansk norm – ville befolkningen såmænd også snart få et meget mere nuanceret syn på muslimer.

I stedet er det lige pludselig »danskhed«, det hele drejer sig om. Ingen aner, hvad »danskhed« er, men så længe man kan udsondre og udstøde en eller flere befolkningsgrupper som »afvigere«, ved vi i hvert fald, hvad det ikke er – så kan »danskere« erstatte deres manglende nationale identitet med modsætningen til et fordomsfuldt skræmmebillede, og så behøver de slet ikke opdage, at danskheden er en konstrueret illusion.

I dag bliver etniske minoriteter takket være konstruktionen »danskhed« gjort til de skyldige, til de fremmede, til fjenderne – alene for at kompensere for manglende dansk selvværd og selvforståelse. Marginaliseringen presser desværre uundgåeligt flere etniske minoriteter ud i aggressive forsvarspositioner med kriminalitet, krise og konflikt til følge. Det er en ond cirkel, som det dag for dag bliver vanskeligere at standse.

Faklen: Den øgede kriminalitet sættes i forbindelse med normen blandt etniske minoriteter …

Mona Sheikh: Ja, og her er f.eks. voldtægtssagen et sigende, men rystende eksempel på, hvordan politikere og presse fungerer.

Hele befolkningsgrupper mistænkeliggøres og kriminaliseres på baggrund af en sag, hvor nogle unge, der tilfældigvis har ikkedansk etnisk baggrund, voldtager en pige med dansk baggrund. Hvorfor analyserer man ikke problematikken socialt, psykologisk og kriminologisk? Hvad har drevet disse unge til denne handling?

I stedet bliver det gjort til et islamisk problem, selv om enhver inderst inde godt ved, at det er og bliver et samfundsproblem såvel som et individuelt problem, for hvornår i alverden er kriminalitet blevet et særlig etnisk problem?

Når det drejer sig om enhver anden problematik, tilstræber man i det mindste tilbundsgående analyser. Tag f.eks. brugen af ecstasy i den danske ungdomskultur – her diskuterer man ikke, hvad det er for en religiøs opdragelse eller kulturbaggrund, de »kristne unge« har, når de ryger ud i et misbrug. Her underkastes trods alt også samfundet nogle kritiske overvejelser, ligesom man fokuserer på social eller uddannelsesmæssig baggrund. Etniske tilhørsforhold er fuldkommen irrelevante her, det kan enhver se, fordi det er etniske danskere, det handler om, men så snart der er involveret mennesker med f.eks. muslimsk baggrund, så er det pludselig religionen, der skal gøres til årsagen!

Man glemmer, at der naturligvis også er sociale, politiske, kulturelle, ideologiske og religiøse skel blandt de etniske minoriteter, ganske som der er blandt danskere i øvrigt, og at tilhørsforholdene inden for disse skel har en klart dokumenteret indflydelse på hyppigheden af vold og kriminalitet.

Jeg er efterhånden også ret træt af, at pressen kun gider høre på de etniske minoritetsforeninger, så snart en eller anden med lidt kulør har gjort noget ulovligt – så skal vi alle sammen kollektivt sige undskyld. Tænk hvis danske interesseorganisationer konsekvent blev bedt om en kommentar og en kritik, hver eneste gang en person med dansk etnisk baggrund havde begået noget ulovligt. Sådan presses vi konstant i defensiven – mens man pludselig ikke er så interessant, når vi kommer med oplæg til debat og engagerer os politisk.

Da to muslimske ungdomsorganisationer for et lille års tid siden arrangerede en stor demonstration i fællesskab med en lang række andre etniske minoritetsorganisationer såvel som pæredanske organisationer, blev den i bedste fald voldsomt fordrejet af pressen, i værste fald totalt overset. De medier, der omtalte den, gjorde den naturligvis til en »muslimsk demonstration« – men hvad havde denne politiske protest mod højredrejningen med religiøse tilhørsforhold at gøre?

Ingen var til den demonstration, fordi de var muslimer, men fordi de ønskede at protestere mod diskrimination og højredrejning. Men ved at gøre det til en islamisk manifestation, fjerner man behændigt al opmærksomhed fra indholdet.

Det er pressens foretrukne vinkel, at alt, som en muslim foretager sig, skal slås op som noget, der er specifikt relateret til islam. F.eks. blev jeg engang ringet op af en journalist fra TV-Avisen, der skulle producere et indslag om piger, som får indopereret falske mødomme.

Jeg skulle så udtale mig om fænomenet som »repræsentant« for etniske minoriteter, men måtte forklare journalisten, at jeg var komplet malplaceret i denne sammenhæng – der er tale om et fænomen, som intet har med islam at gøre, intet med min person eller etniske minoriteter som befolkningsgruppe i det hele taget at gøre. Det er slet ikke en »etnisk problemstilling« eller en »muslimsk problemstilling«, men en historisk, socialt og psykologisk betinget problemstilling, som man må spørge sådanne eksperter om. Når det skal diskuteres, hvorfor vestlige kvinder får indopereret brystproteser, bliver det jo heller ikke gjort til et »kristent problem« …

Men det er altså helt legitimt at se sine journalistiske historier igennem et prisme, som konstant mistænkeliggør og problematiserer islam, hver eneste gang etniske minoriteter er på dagsordenen. Konsekvenserne for majoritetsbefolkningens opfattelse af etniske minoriteter er mildest talt uhyggelig.

Tænk bare på, hvad det betyder, at hovedparten af alle medier og politikere igennem en hel generation eller to konsekvent omtaler etniske minoriteter som »fremmede«?!

Kom ikke og påstå, at det ikke i sidste ende kan få meget ubehagelige konsekvenser.

Faklen: Hvordan ser du den umiddelbare fremtid for de etniske minoriteter i Danmark?

Mona Sheikh: Jeg er meget bekymret. Regeringen fører reelt en form for apartheidpolitik over for de etniske minoriteter. Der er ingen lighed for loven, men derimod en begyndende juridisk skelnen mellem indfødte, ægte danskere, og uægte danskere med anden etnisk baggrund.

Den hetz, som Karen Jespersen fører imod etniske minoriteter, ville de fleste have taget afstand fra, hvis Pia Kjærsgaard havde sagt det for bare et par år siden. I dag er der næsten jubel.

Sådan begynder en massepsykose, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvor den kan ende.

Rune Engelbreth Larsen