Hardy Hansen er tidligere formand for Specialarbejderforbundet i Danmark og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Han retter her en skarp kritik af sit eget partis højredrejning og slår til lyd for et oprør inden for såvel som uden for Socialdemokratiet ...

Faklen: Giver det stadig mening at tale om begrebet »arbejderpartier« i dag?

Hardy Hansen: Ja, det håber jeg da, at det gør, selv om arbejderpartierne jo har ændret sig – ikke mindst mit eget parti, Socialdemokratiet.

Arbejderpartiernes udgangspunkt er jo socialismen, men den er der ikke meget tilbage af i Socialdemokratiets politik, sådan som partiledelsen er skruet sammen i dag. Partiet havde tidligere ikke bare i sin formålsparagraf, men også i sit politiske arbejde kampen for demokratisk socialisme som mål. I dag er der sket en markant ændring, en forskydning, hvorunder Socialdemokratiet er blevet meget mere liberalistisk.

Jeg sætter stadig væk mit håb til, at der kan tales om »arbejderparti« og »arbejderbevægelse«, men må erkende, at det er meget svært at få øje på lyset for enden af tunnelen, når en socialdemokratisk ledet regering fører en konservativ politik, som er værre end den, Poul Schlüter gennemførte som statsminister i 1980erne. I bund og grund er partiets menige medlemmer dog fortsat arbejdere og betragter partiet som et arbejderparti – så jeg håber, at der sker en ændring i partiet på et tidspunkt, så også partitoppen kommer til at afspejle denne opfattelse.

Faklen: Er socialisme og marxisme ikke forældede begreber for en moderne arbejderbevægelse?

Hardy Hansen: Det er jo både et spørgsmål om definitioner og ens holdning til samfundsudviklingen.

Hvis man spørger den danske befolkning generelt, vil man givetvis kunne konstatere, at flertallet i Danmark ønsker et velfærdssamfund, hvor de selv har indflydelse på samfundsudviklingen igennem et demokratisk, socialt engagement. For mig er dét dybest set, hvad socialisme handler om – et socialt samfund.

De, der kæmper for dette, er desværre meget polariserede og spredte i dag, men jeg tror på, at det vil vise sig muligt at samle dem. Det er jo trods alt både folk fra bl.a. det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og de gamle kommunister – så de er derude. For mig er det derfor kun et spørgsmål om, hvornår de kræfter dukker op, som kan samle dem i en kamp for et socialt samfund.

Jeg er overbevist om, at flertallet i Danmark besidder de dér »gener«, om jeg så må sige, der ønsker et samfund, hvor den rå kapitalmagts markedsmekanismer ikke sættes over mennesket – de mangler blot nogle samlende personer, der kan tage kampen op imod Socialdemokratiets og højrefløjens styring af samfundsudviklingen i den nuværende asociale retning.

Dét er »socialisme« i min bevidsthed.

Faklen: Mener du ikke, at socialismen som begreb er blevet så belastet af Østblokken, at det efter murens fald er blevet en hindring for den kamp og de forandringer, du gerne ser gennemført i Danmark?

Hardy Hansen: Det er i hvert fald ikke en let opgave.

Der er jo ingen tvivl om, at al den socialisme, der konkret har siddet på samfundsmagten, har været forfærdelig. Det har ikke været en demokratisk, men en diktatorisk socialisme, der med hård hånd styrede Sovjetunionen og Østeuropa.

Men det var sandelig heller ikke det, der lå i socialismen, som den udformedes af Marx og Engels, men derimod drømmen om et socialt samfund med en retfærdig fordeling af goderne.

Men det er klart, at den historiske udvikling i Østblokken har foræret de borgerlige ammunition til deres skræmmekampagne. Og de har alt for let spil, fordi de stort sidder på hele presseapparatet – og det er i virkeligheden et af vores største, tilbagevendende problemer i mine øjne. Det er næsten umuligt at trænge igennem den etablerede presse, der over en kam fordømmer socialismen, hvilket selvsagt formindsker muligheden for et folkeligt oprør imod tingenes tilstand.

Jeg kan kun sige, at jeg håber, at dette oprør kommer, når den nuværende højredrejning til fulde har vist, hvad den indebærer. Men jeg er bange for, at det kan vare ti år endnu eller så.

Faklen: Socialdemokratiet skriver i sit principprogram, at det er et socialistisk parti, men i det seneste arbejdsprogram er begrebet socialisme ikke nævnt. Er Socialdemokratiet et socialistisk parti i dag?

Hardy Hansen: Det mener jeg sådan set, at det er, ud fra de begreber, jeg har nævnt, der må ligge i socialismen – men det er kun et socialistisk parti, når du går ud og snakker med socialdemokrater på »gulvplan«. Hvis man da stadigkan bruge udtrykket »gulvplan« uden at komme til at tænke på Poul Nyrup Rasmussens helt anderledes betydning, når han snakker om »at møde vælgerne i øjenhøjde« …

Sagen er jo, at der er en kolossal afstand fra de menige, engagerede socialdemokrater til partitoppen, som er blevet større og større siden formandsskiftet. Den socialdemokratiske partitop har solgt helt ud – den har solgt sin sjæl til de radikale alene for at få regeringstaburetterne. Kongemordet på Svend Auken i 1992 var dybest set et udtryk for, at iveren efter taburetterne var blevet så stor, at ledende socialdemokrater var parate til at sælge ud og gøre partiet til et borgerligt parti for at opfylde personlige magtambitioner.

Det er den holdningsændring, som præger os den dag i dag i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Men den er ikke udtalt blandt folket i bevægelsen – det er i ledelsen, toppen, eliten, at holdningsændringen er foretaget.

Grundopfattelsen på gulvet i partiet er stadig væk det sociale engagement, som jeg mener ligger i begrebet demokratisk socialisme.

Faklen: Men hvis afstanden mellem partitoppen og de menige socialdemokrater er så stor, er det vel forbavsende så lidt oprør, der er i partiet?

Hardy Hansen: Ja, men det skyldes nok, at intet lige nu tyder på, at der er en realistisk mulighed for at ændre partiets retning. Og så har regeringsmagten måske også fået de fleste til at gå mere stille med dørene.

Da man kvalte Svend Auken under formandsopgøret i Socialdemokratiet, kvalte man også trangen til oprør med partitoppen i lang tid fremover, er jeg bange for.

Jeg lægger aldrig skjul på den kendsgerning, at der er nogen, som har stjålet vores parti, og før vi får fat i tyveknægtene og ændret sammensætningen af ledelsen, får vi heller ikke partiet og den rigtige socialdemokratiske politik tilbage.

Jeg taler ved mange lejligheder med socialdemokraterne på gulvet, og det er bestemt en udbredt opfattelse, jeg her giver udtryk for – der er bare ikke mange, som tør sige det så højt som jeg. Og det er det, der er problemet. Det koster noget for ens placering i partiet.

Socialdemokratiet er blevet som et dukketeater, hvor alle danser efter Nyrups fløjte – mens han selv danser efter Marianne Jelveds. Sådan er det.

Faklen: I de seneste år har man set ledende socialdemokrater nærme sig Dansk Folkepartis indvandrerpolitik og kategorisk afvise et multikulturelt samfund. Indenrigsminister Karen Jespersen har offentligt støttet Ishøjs indvandrerfjendtlige borgmester, Per Madsen, og er kommet med mange skarpe udfald mod etniske minoriteter. Men ville det have været anderledes, hvis Svend Auken var forblevet formand – han modsiger jo hverken indenrigsministeren eller statsministeren?

Hardy Hansen: Det er en uhyggelig udvikling, I fremhæver. Det må du godt skrive.

Men med hensyn til Auken og Nyrup mener jeg nu, at der er en markant forskel, sådan rent menneskeligt. Deres grundlæggende tankegang ligner ikke hinanden.

Med Auken i regeringen må man vel sige, at han har et medansvar, men jeg er overbevist om, at han ville have ført Socialdemokratiet i en ganske anden retning, hvis han havde haft magt, som han har agt.

Faklen: Hvad får en tidligere folketingskandidat for Venstresocialisterne som Karen Jespersen, der ender som socialdemokratisk minister, til at ligge på linje med Pia Kjærsgaard – er det alene frygten for Dansk Folkepartis fremgang og behovet for at bevare ministerposterne?

Hardy Hansen: Det skulle du spørge en psykolog om. Karen Jespersen er jo magtsyg, ikke? Og utrolig glad for at være minister – der er få grænser for, hvad hun vil gøre for at bevare sin ministerstol. Da hun var uden for et ministerium nogle måneder, var hun helt ødelagt.

Flere af ministrene gør jo det her, fordi de meget gerne vil have pengene og prestigen. De vil så gerne have den der ministerbil og den status, der følger med. Og så bliver politikken underordnet fastholdelsen af magten – nogle gange næsten koste hvad det vil.

Jeg husker meget tydeligt dengang, hvor jeg i den socialdemokratiske folketingsgruppe kritiserede Karen Jespersens asociale nedskæringer og tvangsarbejde, fordi hun ensidigt går efter de dårligst stillede, og fordi det jo også er de mennesker, vores parti bør repræsentere.

Hendes svar var: »Det er altafgørende for os at bevare regeringsmagten. Det vi mister på venstrefløjen, vinder vi dobbelt på højrefløjen.« Det var Karen Jespersens forsvar for at føre højreorienteret politik. Ren kynisme.

Hun elsker sit job, magten og de bonede gulve, og så betyder det faktisk intet, hvem det er, der bliver trådt på. Jeg har ikke andre svar. Det er jo en menneskelig brist, det er en frygtelig menneskelig brist.

Tag f.eks. integrationsydelserne, som Thorkild Simonsen faktisk blev pisket til at gennemføre – ydelser så lave, at man ikke kan leve blot nogenlunde for dem i vores samfund. I andre samfund, men ikke i Danmark.

Ministrene bliver grebet af jobbet, og så siger de ikke nej. De bevæger sig ind og ud af de store organisationer, erhvervslivet og de internationale magtapparater. Det er desværre svært at ryste af sig for nogle typer. Og så giver det status at få gennemført noget, sat sine spor.

Faklen: Hvorfor reagerer fagbevægelsen ikke over for den højredrejning, Socialdemokratiet har taget, især over for trængte grupper som de tvangsaktiverede?

Hardy Hansen: Regeringen har jo været god til at sælge sin politik under dække af pæne ord, og så skal der også meget til, før fagbevægelsen og partiet tørner sammen.

Man taler om »det rummelige arbejdsmarked«, om »aktivering« og »selvforsørgelse«, og det lyder jo alt sammen meget fint og fornuftigt. Det er det, ordene dækker over, der er så utiltalende.

Der er tale om et utroligt skred fra K.K. Steincke, der sagde, at vi skal have retmæssige, gode levevilkår for alle, og at samfundet skal indrettes, så denne ret tilgodeses, og ingen i dette land kommer til at lide nød.

Men sådan er det jo langtfra i dag. Kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere sættes til tvangsarbejde til skruebrækkerlønninger – det er en skamplet på samfundet, og det er en skamplet på Socialdemokratiet.

Faklen: Ville en regering med Poul Schlüter eller Anders Fogh Rasmussen som statsminister nogen sinde kunne have gennemført denne form for tvangsaktivering med fagbevægelsens samtykke, sådan som Poul Nyrup Rasmussen har været i stand til det?

Hardy Hansen: Nej. Aldrig. De samme ting, som vi nu sidder og snakker om her, har jo også været oppe at vende i Schlüters regeringsperiode, og der blev de langt hen ad vejen afvist af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Forringelserne for de arbejdsløse og efterlønsmodtagerne var også på dagsordenen under den borgerlige regering, hvor Poul Nyrup Rasmussen var Socialdemokratiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører og talte imod det med brask og bram – i dag er regeringsmagten overtaget, og så lyder der helt andre toner.

Med Poul Nyrup Rasmussen har Socialdemokratiet faktisk i virkeligheden tiltusket sig regeringsmagten på et falsk grundlag – man har sagt ét og gjort det modsatte.

Men ingen troede jo dengang, end ikke under formandsopgøret mellem Nyrup og Auken, at den politik, som regeringen fører i dag, nogen sinde ville blive ført af Socialdemokratiet. Det blev der jo ikke sagt noget om.

Det, der blev sagt under formandsopgøret fra Nyrups og hans støtters side, var, hvor utrolig vigtigt det er at sidde på regeringsmagten, at have de her ministerposter og sidde på embedsmandssystemet osv. Den var der mange, der købte, og derfor stemte de på Nyrup i stedet for på Auken.

Ingen fik dengang noget at vide om den deroute på det socialpolitiske område, som Nyrup har stillet sig i spidsen for, alt imens man oven i købet påstår, at det går så godt i Danmark – det er jo ren løgn!

Hvad med alle de udstødte, de kasserede, tvangsarbejderne, pensionisterne, indvandrerne, efterlønsmodtagerne, dem på sygedagpenge og overgangsydelser osv. Det er dem, som er blevet smidt ud af samfundet og som må betale prisen for en kynisk politik.

Det er den lille mand, der taber.

Samtidig mangler visionerne fuldstændig i Socialdemokratiet såvel som i den øvrige arbejderbevægelse. Der er ingen, der taler om medbestemmelse og overskudsdeling og økonomisk demokrati. Det eneste, det kommer an på, er, at vi skal have nogle skattelettelser til erhvervslivet, for så kan lønmodtagerne betale noget mere skat, og så kan vi give erhvervslivet nogle flere lempelser. Og så videre.

Det er den omvendte dagsorden, Socialdemokratiet sidder og kæmper for i dag. Og den almindelige borger ved det godt inderst inde. Men de fleste kan ikke rigtig få ord på det – og alt bliver overdøvet af indvandrerhetz fra Kjærsgaard og Jespersen, så alle de andre politiske dagsordener forsvinder.

Derfor mangler vi nogle folk, der vil gå ud som ledere og sige noget markant om det her. Og de må jo komme på et tidspunkt. Folk vil lytte, men de mangler nogle til at forløse deres harme og forløse deres lyst til at skabe et bedre samfund.

Faklen: Har du har aldrig spekuleret på, om den harme bedst ville forløses, hvis der også var nogle ledende socialdemokrater, der sagde, at nu står vi af?

Hardy Hansen: Jo. Der er jo i forvejen mange menige socialdemokrater, der er stået af, det kan du jo se på meningsmålingerne, ikke? Og der er mange højtplacerede socialdemokrater, som siger det samme som jeg. Men det hjælper jo ikke så meget, så længe de ikke tør sige det højt.

Men de er der.

Faklen: Er der ingen grænser for, hvor langt Socialdemokratiet kan bevæge sig til højre, før du selv siger farvel til partiet?

Hardy Hansen: Det er et godt spørgsmål, for grænsen burde jo for længst være overskredet …

Så meget lort har regeringen jo lavet for de dårligst stillede danskere. Men så længe jeg er en del af partiet, kan jeg komme i mange kredse i partiet og fagbevægelsen og yde en indflydelse her – en indflydelse, som ville forsvinde i det øjeblik, jeg meldte mig ud af partiet. På den måde kan jeg kæmpe for, at partiet ikke helt mister sin sjæl.

Jeg ved ikke, om det er en god forklaring, men sådan har jeg i hvert fald selv vurderet det fra tid til anden.

Men jeg skal da ikke afvise, at hvis der var nogle, der ville følge mig … Blot to toneangivende socialdemokrater, som turde melde sig ud og gå med ud at slås for ad denne vej at gennemtvinge et kursskifte i Socialdemokratiet udefra, ja, så ville jeg også være parat til at gå med.

Både Socialdemokratiet og DSU, som nu er overtaget af universiteternes Frit Forum, har mistet mange medlemmer. Jeg har ofte overvejet at melde mig ud af Socialdemokratiet her under partiets kyniske udvikling mod den sociale massegrav.

Men skal vi have politisk indflydelse for at få tilgodeset arbejdernes og de udstødtes interesser, er det imidlertid nødvendigt med et socialdemokrati. Og det er jo bagvendt, hvis det er socialdemokrater som mig og andre, der skal melde sig ud – det ville være mere logisk, hvis de ægte socialdemokrater gik sammen om at få den usocialdemokratiske ledelse af Socialdemokratiet udskiftet, så partiet kan føre social politik.

Den mulighed bliver så i det mindste lettere efter næste folketingsvalg, hvor alt tyder på en borgerlig regering, og hvor vi passende kan benytte lejligheden til at få en ny ledelse af Socialdemokratiet.

Faklen: Giver det stadig mening at tale om begrebet »arbejderpartier« i dag?