Vi skal her se på, hvordan man forestiller sig, at udviklingen fra abe til menneske er foregået, men også på nogle af de uoverensstemmelser, der er mellem de antropologer, der beskæftiger sig med dette emne, og på de ikke udelukkende videnskabelige temaer, der ligger bag og bliver brugt i kontroverserne.

Mennesket nedstammer fra aberne. I hvert fald, hvis vi ikke definerer »aberne« for snævert og mener, at det skal være

præcis de aber, vi kender i dag. Vi nedstammer fra dyr, der ganske utvivlsomt må klassificeres som aber, hvis f.eks. chimpanser skal kunne placeres i denne noget upræcise taksonomiske kategori. Som det vel er de fleste bekendt, er vi derimod naturligvis ikke efterkommere af chimpanser, men vi har en ikke alt for fjerntliggende fælles forfader med disse dyr. I virkeligheden er det vel nærmest forfængelighed, der afholder os fra at formulere indledningen til en artikel som denne: »Mennesket er en abe …«

Kilder til palæoantropologisk viden

Langt det meste af hvad vi kender til menneskets nyere udviklingshistorie, stammer fra fossilfund. Vejen fra abe til menneske ville være fuldstændig ukendt, hvis ikke man havde disse mellemled. Man har efterhånden fundet så mange fossiler, at begrebet »missing link« ikke længere er ganske missing. I palæoantropologiens barndom stod man virkelig med et mægtigt gab, der skulle udfyldes, hvorfra begrebet stammer. Sådan er det ikke i dag, om end det dog stadig er mere end tvivlsomt, hvorvidt alle mellemformer er repræsenteret i det kendte fossile materiale.

Den hårdeste kendte biologiske substans er tandemalje, hvorfor fossile tænder udgør en nøglebrik i det evolutionære puslespil. Heldigvis er sådanne da også ganske afslørende for f.eks. fødebiologi og i nogen grad for seksuel dimorfi, altså forskelle i de to køns morfologi.

Også i forbindelse med fortolkningen af resultaterne af moderne molekylærbiologiske teknikker udstikker det fossile materiale en ramme, der i det mindste sætter grænserne for, hvad en sådan tolkning måtte være.

Stenværktøj kan bidrage med ideer om, hvordan de tidligste mennesker har vandret eller udvekslet teknologier mellem områder.

Inden for de seneste tiår er der blevet udviklet en del nye metoder til undersøgelse af indbyrdes slægtskabsforhold mellem taksonomiske enheder. Man kan udnytte de forskelle, der er mellem gruppernes protein eller kernesyresekvenser til at bedømme, hvor langt der udviklingsmæssigt set er mellem de undersøgte grupper. Denne teknik er dog naturligvis ikke blevet til uden fødselskvaler. I vor kontekst er det måske indledningsvis værd at bemærke, at man med denne nyere approach har kunnet afgøre, med hvilken nulevende menneskeabeslægt mennesket er nærmest beslægtet, men naturligvis ikke hvordan vi er kommet fra den fælles forfader til det moderne menneske, for vi har selvsagt ikke adgang til de molekylære karakteristika hos de fossile mellemformer (med en enkelt undtagelse, der vil blive berørt senere). Angående slægtskabet med menneskeaberne faldt afgørelsen ud til fordel for chimpanserne, som vi er en anelse nærmere knyttet til end til gorillaerne. Antallet af fejlkilder og mulighederne for fejlfortolkninger er utallige i disse undersøgelser, men det basale princip kan ved omhyggelig anvendelse vanskeligt siges at være andet end uhyre nyttigt og smart.

En vigtig antagelse er, at negativ eller neutral selektion er langt vigtigere end den positive på det molekylære plan. Det vil sige, at hvis en base ændres i et stykke arvemateriale, vil det enten medføre mutantens død og dermed blive usynligt for eftertiden eller være »lige meget« (hvilket er tilfældet for langt de fleste mutationers vedkommende), medens en mutation, der øger overlevelseschancerne, til sammenligning uhyre sjældent vil forekomme. Det betyder, at man kan forvente, at der med jævne mellemrum indfinder sig en mutation, der har neutral betydning for bærerne i forhold til originalen.

Altså, hvis der er tale om f.eks. et stykke DNA, der koder for ikke ganske essentielle proteiner, eller måske for slet ingenting, vil der relativt ofte opstå en mutation, der får lov at passere til næste generation. Er der derimod tale om et stykke arvemateriale, der er helt essentielt for overlevelsen eller forplantningen, vil en sådan mutation kun optræde sjældent, da kun enkelte baser vil kunne erstattes, uden at det får en negativ effekt, der umuliggør dets videreførelse. Disse to ekstremer giver forskellige rater for indfindelsen af afvigelser mellem to beslægtede stykker DNA. Ser man altså på et større stykke DNA eller, hvad man i dag sjældnere gør, på et langt stykke protein, kan man altså forvente en tilnærmelsesvis lineær sammenhæng mellem antallet af afvigende baser/aminosyrer og det tidsmæssige spand mellem ikke helt ens udgaver. Hvis man tilmed kender raten for ændringer, kan man som nævnt sige noget om, i hvor lang tid de har været evolutionært adskilte. Denne viden er dog altid noget usikker.

En interessant fejlkilde opstår altså, hvis den basale antagelse om neutral evolution er forkert for den undersøgte sekvens, fordi der rent faktisk er positiv selektion på spil. Dette vil medføre, at bestemte molekylære træk breder sig lynhurtigt (set i evolutionært perspektiv, naturligvis) i en population og dermed under antagelse af neutral evolution giver indtryk af en større tidsmæssig afstand mellem f.eks. arter. En anden i denne kontekst vigtig ting at bemærke er, at hvis der ikke er tale om isolerede arter, således at de undersøgte individer tilhører grupper, der kan få fertilt afkom med hinanden, kan man få et forkert estimat af den tidsmæssige adskillelse pga. genblanding, i det mindste hvis normal kerneDNA anvendes til undersøgelsen.

Man kan også undersøge mere kvantitative karakterer, som f.eks. fordelingen af molekylevægte af proteiner i blodet, eller den relative position eller eksistens i arvematerialet af målsekvenser for en gruppe restriktionsenzymer, altså molekyler, der klipper DNA i stykker, når det indeholder bestemte basemønstre.

En teknik, man har brugt til at undersøge det omtalte indbyrdes slægtskab mellem menneske, chimpanser og gorillaer med, udnyttede f.eks. den egenskab ved DNA, at dobbeltstrengene ved langsom opvarmning går fra hinanden og bliver til enkeltstrenge. Hvis sådanne smeltede, blandede genomer fra to ikke alt for fjernt beslægtede arter køles langsomt ned igen, vil enkeltstrengene, ud over at finde tilbage på plads, danne hybrider, som har forskellig grad af stabilitet afhængig af, hvor godt de to strenge passer med hinanden, og dette er naturligvis et mål for, hvor ens de to genomer er. Hvor godt de passer sammen, måler man ved at undersøge smeltepunktet for hybridsuppen.

Indirekte slutninger om, hvordan deres historier har været, kan også med forsigtighed drages ud fra forskellene mellem enkelte populationer i den genetiske diversitet, der måtte eksistere mellem individerne inden for hver population. Stor diversitet tyder på høj alder for en population, i hvert fald hvis denne har en vis antalsmæssig stabilitet, eller evt. på regelmæssig opblanding mellem grupper. Med et konstant stort effektivt befolkningstal øges gruppens forskellighed med tiden forudsigeligt. Hvis derimod det sker, at populationsstørrelsen falder brat til f.eks. kun nogle få individer, går den i tidens løb vundne forskellighed tabt, og der startes forfra. Det kan altså være overordentlig svært at skelne mellem forskellige scenarier med disse argumenter.

Menneskets evolution i grove træk

Man har fundet en del fossiler, som man regner med tilhører en gruppe, der kunne være en af de yngste fælles forfædre til de nulevende menneskeaber. Disse Proconsul africanus, eller en beslægtet art, der levede for ca. 18 millioner år siden, antages at have givet ophav til de store menneskeaber; orangutang, gorillaer og chimpanser. Allerede omkring dette tidspunkt, eller eventuelt en del før, menes den linje, der fører til gibbonerne, de nulevende repræsentanter for de »små menneskeaber«, at være spaltet fra os andre, der altså er store menneskeaber (og mennesker). (Nogle klassificerer kun orangutang, chimpanser og gorillaer som menneskeaber og regner ikke gibboner med hertil, men disse anerkendes dog af alle som en søstergruppe.) Nogle millioner år senere dukker Sivapithecus op, der regnes for en direkte forfader til orangutang, men ikke til os, eftersom vi er væsentligt nærmere beslægtet med chimpanse og gorillaarterne.

De tidligste fossiler, af hvilke man har fundet en »betydelig« mængde, og som henregnes til gruppen af egentlige hominider, tilhører slægten Australopithecus, hvoraf det første fossil – ikke det ældste – blev fundet i Sydafrika i 1925. Fundstedet har givet navn til gruppen (latin/græsk: »sydaber«), i dette tilfælde med artsnavnet africanus, hvilket det overlades til læseren selv at oversætte. Fundet blev så at sige ugleset, idet det kom efter det berømte Piltdownfund, en forfalskning, som på det tidspunkt passede bedst med forestillingerne om, hvordan mennesket burde have udviklet sig. Mere om den slags senere. Af disse australopitheciner, som gruppen kaldes, dukkede der især i 1970erne flere bemærkelsesværdige fossiler op. Der er utvivlsomt tale om opretgående menneskeaber med en hjerne ca. som en chimpanse og et tandsæt, der ikke adskiller sig voldsomt fra, hvad vi kender fra os selv. I hvert fald hos de yngre arter, til hvilke A. africanus hører.

De har øjensynligt udgjort en ganske succesrig slægt, der i hvert fald har lige så mange hundredtusinde år at prale af som indtil videre slægten Homo.

Ikke utænkeligt var australopithecinerne efterkommere af en art beslægtet med det ret nye fossil Ardipithecus ramidus, fra hvilken slægt der kun er identificeret det ene fossile individ (dateret til at være 4,4 mio. år gammelt). Dette eksemplar havde et noget mere abelignende tandsæt end australopithecinerne, hvorfor det er blevet tildelt sin egen slægt, men denne klassificering er naturligvis stadig noget usikker.

Enten fra Ardipithecus eller fra en tidlig art af Australopithecus er der sandsynligvis udgået en linje, der fører til de robuste arter, bl.a. Australopithecus robustus og de yngre A. boisei. Disse var tilsyneladende primaternes – ikke helt tåbelige – forsøg på at konkurrere med den afrikanske savannes øvrige planteædere; et voldsomt tandsæt og en speciel kranial kam til fæste for åbenbart ikke ganske ubetydelige tyggemuskler kendetegner disse arter, der med al sandsynlighed ikke har bidraget til den linje, der fostrer slægten Homo. Man ser ofte de robuste arter af Australopithecus tildelt deres egen slægt, Paranthropus (græsk: »næsten menneske«), hvilket egentlig er en ældre betegnelse. Hvorvidt man favoriserer den ene eller anden klassifikation afhænger tilsyneladende af, om man er den stolte finder af et robust fossil, der således helst bør have sin egen slægt, eller om man f.eks. har slået sig op på at være »far« til »Lucy«, der er et velbevaret og meget gammelt australopithecinfossil, hvorfor det forekommer én mere indlysende, at også de robuste hominider blot er arter i den slægt, man således har »grundet«. Også mere om den slags senere.

Her må vi videre fra disse tobenede »sydaber«, der i øvrigt vedbliver med at eksistere som spinklere former – og ikke kun i Sydafrika – under og efter udviklingen af de mere specialiserede Paranthropus og vor egen slægt Homo. Homo habilis benævnes således pga. det faktum, at der fandtes stenredskaber i de samme geologiske lag, som »manden selv«. Det er fossiler med større hjernevolumen end forgængerne, af hvilken grund han sandsynligvis er blevet optaget i vor slægt, for der er egentlig tale om ganske små væsener i lighed med de australopithecine forgængere, de robuste varianter inklusive. Hvorvidt denne art har været en egentlig forfader til de senere arter, H. ergaster/erectus anses i øjeblikket for noget tvivlsomt, da de i sammenligning med disse senere kolonisatorer af Eurasien har for mange primitive karakterer, såsom lange arme og seksuel dimorfi.

Det næste »skridt« er i høj grad et opad, thi H. ergaster skønnes at have været så høj som 1,6 m i gennemsnit. Enten i denne form, eller som en nær slægtning tænkes de første mennesker at have forsøgt sig uden for Afrika. Man finder således fossile spor af deres formodede efterkommere f.eks. på Java, i Kina og i Europa. Disse fossiler henregnes dog traditionelt til arten H. erectus. Som nævnt er de væsentligt højere end de ældre eller andre samtidige hominider, hvad der menes at have sat dem i stand til som de første at tilbagelægge store afstande og dermed relativt hurtigt øge deres udbredelsesområde. Muligvis har de første mennesker bosat sig på andre kontinenter end Afrika så tidligt som for 1,9 mio. år siden, men mange daterer denne exodus en del senere (omkring 1 mio. år tilbage). Hvorom alting er, har mennesket, eller muligvis dets nære fætter, i langt over en million år okkuperet et for en primatart (slægt?) meget stort geografisk område. H. ergaster er en sandsynlig opfinder af det avancerede Acheulianværktøj, om end dette ikke dukker op i Asien med H. erectus, hvorfor det antages, at det blev udviklet efter udvandringen. Mere herom senere.

Homo heidelbergensis og de senere H. neanderthalensis er karakteristiske for Vestasien og Europa. Af disse finder man fossiler, der kan dateres til at være mellem 3400.000 år og blot 3040 tusinde år gamle. De har således også eksisteret i længere tid end moderne mennesker, og har i lang tid eksisteret sammen med os.

Neandertalerne menes at være et særligt europæisk skud på stammen, og vandene skiller blot der, hvor man vil gøre dem til enten en sidegren eller en del af stammen. Nogle af de træk, der kendetegner neandertalerne, ses også hos moderne inuitter, hvilket fortolkes derhen, at de er »istidsspecialiserede«.

De anatomisk moderne mennesker, der er fundet i Afrika, dateres tidligst til at være i omegnen af 200.000 år gamle. For 4030.000 år siden var alle populationer, fra hvilke der altså er fundet fossiler, kun meget lidt forskellige fra nutidige mennesker. Hvorvidt dette skyldes, at det sidste kvantespring fra H. erectus og H. neanderthalensis til H. sapiens har været så succesrigt, at disse nye træk sætter sig igennem overalt, hvor de får mulighed for det, eller om de ældre populationer simpelt hen er blevet udryddet, udkonkurreret eller blot generelt fortrængt af de moderne grupper, når de mødtes, er et vigtigt stridspunkt blandt palæontologer, og vi skal senere se en del mere på denne debat.

Historiske skænderier

I forhold til mange andre vidensfelter har antropologien haft uforholdsmæssigt mange uoverensstemmelser. Ikke mindst fordi der har været mange andre hensyn, der har spillet ind, end de rent videnskabelige. De mest mærkværdige miskonceptioner – også bedømt ud fra den på det pågældende tidspunkt til rådighed stående viden om sammenlignende anatomi med mere – har været anvendt for at retfærdiggøre den på det pågældende tidspunkt herskende forestilling om, hvordan man kunne tillade sig at behandle sine medmennesker, fordi de enten ikke var medmennesker eller i det mindste nogle ringere sådanne ud fra en forestilling om, at den mennesketype, antropologen anså sig selv som tilhørende, enten var udviklingens epitom eller den oprindelige Guds skabning, således at eventuelle afvigelser herfra måtte repræsentere en degeneration af den eneste skabers oprindelige plan.

Da den vigtigste strid i spørgsmålet om menneskets oprindelse endnu var kreationisme kontra darwinisme, gik de fleste af kreationisterne således ud fra, at Guds første hominide skabning var europæeren, der nogle steder i verden gennem en senere generel afmatning af skabelsen var degenereret til asiater og negre. Denne tankegang var darwinisterne fremmed, idet man i denne lejr tidligt indså, at de europæiske træk ikke var det oprindeligt perfekte, men derimod udviklingens endemål, mens andre geografiske karakteristika som mørk hud og hår var den primitive tilstand, fra hvilken de vestlige halvguder havde udviklet sig. Altså forestillingen på hovedet, så længe den hvide antropolog ikke skulle sætte spørgsmålstegn ved sin egen plads enten ved Guds side eller som kronen på værket.

Lucys far

En af de fejder, der i hvert fald tilsyneladende ikke har været præget af religiøse eller politiske motiver, var (er?) striden mellem familien Leakey og Donald Johanson. Leakeyerne har gjort nogle af de betydeligste – i hvert fald de første og kendteste – fund af tidlige hominidfossiler. Heriblandt Homo habilis, Paranthropus (Australopithecus) boisei, samt fodspor af, hvad Johanson tilsyneladende fejlagtigt og forfængeligt antog at være Australopithecus afarensis, et eksemplar af hvilken art måske er det allermest kendte hominidfossil overhovedet, nemlig det med kælenavnet »Lucy«, som Johanson blev en antropologisk superstar ved at finde.

Johanson var tilsyneladende besat af tanken om at være den, der fandt »the missing link«, hvilket prægede den mediemæssige omgang med fundet, som da også er ganske exceptionelt, idet der var tale om det ældste fossil af en opretgående hominid til den dags dato – og så endda næsten komplet. Men den i populærvidenskabelig sammenhæng meget yndede placering af A. afarensis lige i forgreningspunktet mellem de robuste australopitheciner, robustus og boisei (Paranthropus), og de mere cerebrale forfædre til menneskelinjen skyldes tilsyneladende i høj grad en effektiv iscenesættelse fra en både ambitiøs og heldig mand.

Særligt Richard Leakey, på papiret amatør, men opdager af H. habilis og søn af Louis, opdager af A. boisei, plæderede i offentligheden for et mere parallelt, busket forløb, hvor intet specifikt fossil kunne gøre krav på status som et egentligt »missing link«, og hvor de til dato kendte fossiler ikke nødvendigvis repræsenterer trin på vejen mod mennesket, men eventuelt sideskud, som det eksempelvis ganske særlig oplagt er tilfældet med robusterne.

Næsten ingen inden for feltet er i dag i tvivl om, at Richard Leakey havde ret mht. det buskede, uoverskuelige forløb, men hvis en tilfældig person på gaden skulle blive spurgt om, hvad han vidste om den moderne antropologis forhold til »the missing link«, ville navnet »Lucy« utvivlsomt blive nævnt. Mange usle kampe i dette felt er blevet udkæmpet i dagspressen snarere end i fagtidsskrifter, og det har en enkel forklaring i den store interesse, der forståeligt nok eksisterer blandt lægfolk, for dette emne. Det er forholdsvis enkelt at sælge en overskrift à la »missing link fundet«. Og også de bevilgende instanser husker bedre den slags varme nyheder end senere kommentarer fra kedelige bagstræbere, der sår tvivl om udtalelsens berettigelse i mindre oplagstunge fagtidsskrifter.

Piltdownhistorien

Her kunne man også passende indskyde historien om Piltdownfundet, der er en fast bestanddel af enhver populærpalæoantropologisk beretning, fordi det er en kærkommen lejlighed til at sidde i bagklogskabens lys og have ret og vide hvorfor. Det er desuden en god historie. Darwin havde i sit senere og ikke helt så, men stadig kendte værk, The Descent of Man, antydet, at tidlige hominider havde store hjerner og i øvrigt abelignende faciale træk, inklusive kæben. I starten af dette århundrede blev der i England netop fundet menneskelignende kraniestumper i et udgravningsområde og ikke langt derfra stumper af en kæbe, der mest af alt lignede en menneskeabes. 123, Darwins forudsigelse var bekræftet og alle kunne være glade. Ikke før i 1950erne blev det endegyldigt afsløret, at der var tale om et falskneri, selv om det måske nok er vigtigt at nævne, at der var antropologer, som tidligt havde lugtet lunten. Det var åbenbart en tiltalende tanke, at det store hjernerumfang var kendetegnende for mennesket, og at øvrige, mindre animalske træk var kommet til senere som en slags degeneration af nu overflødiggjorte karakterer.

Som nævnt var det nærmere omvendt; A. africanus med den lille hjerne og det menneskelignende tandsæt, der blev fundet, mens Piltdownaffæren var uafsløret, blev i vide kredse ugleset, fordi det ikke var i overensstemmelse med den gængse forestilling.

Det med degenererede karakterer finder man f.eks. i tilfældet med fisk, der lever hele deres liv i bælgmørke huler. Her hjælper synet naturligvis ikke stort, og disse fisk er følgelig blinde. Det er bare ikke ganske klart, hvorfor de er det. Skulle et enkelt par lysstråler engang trænge ind i grotten, ville det være en stor fordel med øjne, der virker, men i løbet af årtusinderne er der sket en genetisk drift væk fra funktionelle øjne, idet der ikke har været et evolutionært tryk til at holde synet hos arten »i form«, så at sige. Blinde fisk er nemlig i denne situation præcis lige så succesrige som de seende. Man kunne parallelt hertil forestille sig, at de tidlige hominider i forbindelse med erhvervelsen af en overlegen hjerne havde udviklet værktøj til formaling af korn eller brug af ild til stegning af kød, hvorfor kæbeapparatet ikke skulle være så kraftigt for at sikre overlevelse og altså kunne degenerere og ende som vores tænder: Ikke til at flå en luns råt kød af med og ikke til at tygge rødder med bare en smule respekt for sig selv med. Darwin forudså fundet af et fossil, der havde fået hjernekapaciteten, men endnu ikke havde fået vores tandsæt. Dette scenario kan altså i princippet forsvares som en nogenlunde evolutionært forsvarlig tankegang, hvad man vel også måtte forvente, når the grand old master er involveret. Det er dog ikke egentlig darwinistisk tankegang, for denne forudsætter en overlevelsesmæssig fordel, der videreføres pga. forplantningsmæssige fordele. Det er præcis det samme som det, vi diskuterede med fundamentet for den molekylære evolution, der antoges at være domineret af neutral eller negativ evolution.

Lidt om nytten af hjerner

Det, der mangler i historien om A. africanus og Piltdownmennesket, er følgelig en afklaring af, hvad i alverden for forplantningsmæssige fordele den store hjerne skulle kunne give. For mange vil anvendeligheden af en sådan cerebral overkapacitet forekomme selvindlysende, men biologisk set skal det give et umiddelbart afkast i form af bedre overlevelse for afkommet for at blive videreført – ændringer har nemlig også omkostninger; hvis høj intelligens eksempelvis fører til en øget tendens til, at individer sætter sig hen på en sten og filosoferer i stedet for at sætte børn i verden, så selekteres der imod denne type intelligens. En oplagt mulighed er den tobenede lokomotionsform, der er så unik blandt pattedyr. Hermed frigives et sæt lemmer til at gøre et væld af ting, der før kun var mulige i det omfang, lemmerne stadig kunne bruges til f.eks. hurtig flugt i træer. Visse af sådanne muligheder kan man imidlertid kun udnytte, hvis ens hjerne er gearet til det. Værktøjsfabrikation er naturligvis her kardinaleksemplet. Men for at det skal være en fordel at kunne lave værktøj, er det stadig nødvendigt, at det sætter én i stand til at øge mængden af fertilt afkom. Hænderne fri betyder også bedre overlevelse for afkommet, idet moderen under flugt vil kunne holde bedre fast i ungen.

I tilfældet med de tidlige tobenede aber er en kostændring tilsyneladende gået forud for udviklingen af den større hjerne. En kostændring, der muligvis har betydet en øget udnyttelse af jagtbytte eller ådselsfund som proteinkilde. Hermed forklares det mindre kraftige kæbeparti i forhold til andre menneskeaber, og der bliver en fordel forbundet med det at kunne lave jagtvåben, som kan forklare, hvorfor en stor hjerne kan øge overlevelses og forplantningssuccesen.

Aktuelle skænderier – multiregionalister versus udafAfrikaster

Udvandringen af mennesket fra Afrika er et nøgleelement i et af denne artikels uundgåelige hovedemner, nemlig diskussionen om hvordan de tidlige arter af slægten Homo fra og med ergaster/erectus udvikler sig til Homo sapiens. Uenigheden er ganske fundamental, idet tilhængere af den multiregionale teori (herefter MR) mener, at vores art allerede med det, de ikke anerkender som en ordentlig art, nemlig erectus, var etableret i den forstand, at der fra dette tidspunkt ikke sker nogen egentlige forgreninger i stamtræet.

Man kan med nogen vanskelighed benytte et lidet smigrende eksempel hentet fra udviklingen inden for tamsvin, der på det tidspunkt, hvor de blev domesticerede, var identiske med vildsvin, som de i dag stadig er fuldt forplantningsdygtige med. Der er altså ikke siden dengang sket nogen artsdannelse i stringent forstand, selv om der er sket en betydelig anatomisk forandring. Hvis nu vi ikke havde udgangspunktet at sammenligne med, ville vi ved at sammenligne fossile udgaver af stamformen med det velkendte tamsvin muligvis kunne sige, at der var tale om to arter, hvoraf stamformen, altså vildsvinet, var uddød. Med den vægt, der lægges på dentale karakterer hos fossile pattedyr, hvor tænderne som nævnt ofte udgør hele fossilet, er det faktisk ganske sandsynligt, at man i vores tankeeksperiment netop ville vælge at anbringe tamsvin og fossile vildsvin i to arter eller sågar slægter. Men tamsvin er blevet avlet intenst på med genetisk materiale tilført fra mange forskellige avleres bestande for at imødekomme opdrætternes krav til en både spiselig og medgørlig art. De individer, der ikke har levet op til dette kriterium, har mistet deres andel af slægtskab med nuværende tamsvin, men ikke nødvendigvis alt. En organisme, hvis efterkommere ændrer sig forholdsvis drastisk i tidens løb, kan altså godt bibeholde sin artslige enhed.

Man bedes bemærke, at i dette eksempel er det underordnet, at der stadig findes vildsvin, og at tamsvin kan få fertilt afkom med dem. Det vigtige er, at tamsvin er ret meget anderledes end vildsvin, og at der inden for tamsvinene selv hele tiden er blevet lavet eksperimenter med befrugtning mellem stammer. Var vildsvin blevet udryddet kort tid efter, at enkelte individer først blev domesticeret, ville vi have haft det beskrevne scenario. Læseren inviteres til at se bort fra, at vildsvin og tamsvin kan »krydsbestøves«, hvilket faktum egentlig er irrelevant for eksemplet.

Multiregionalisterne mener, at menneskets udvikling fra og med H. erectus forløber, som den har gjort inden for svineholdet siden domesticeringen: Stadig udveksling af gener mellem populationer har sørget for artslig enhed, mens dette ikke medfører, at man er identisk med udgangspunktet. Naturligvis vil ingen multiregionalist hævde, at nutidsmennesker er ligesom H. erectus, hvilket i eksemplet ville svare til, at tamsvin var ligesom vildsvin. F.eks. (et ret vigtigt eksempel) er hjernevolumenet blevet større. Men der er også en tendens til at mene, at mange, måske de fleste, af de karakterer, der adskiller sig fra dengang, allerede har været til stede hos H. erectus, og blot er blevet selekteret for i forskelligt omfang. Dette kunne indikere, at moderne mennesker kunne få fertilt afkom med H. erectus, hvis der var nogen af dem tilbage, hvilket der ville være, thi så var vi jo alle H. erectus, hvad vi jo i en forstand også er (oprejste mennesker).

Griseanalogien er knap så vellykket, når det drejer sig om den alternative hypotese, nemlig »Out of Africa Replacement« (herefter OAR) eller »Noahs ark«–teorien, som den også kaldes. Skal vi beholde den, må vi forestille os, at en enkelt landmand finder intet ringere end den ideelle gris, og det ved en ret kraftig genetisk modifikation. Vi kunne kalde den for ThreeMilegrisen, hvad der øjeblikkelig må sætte en stopper for alle alternative planer om længere grise. Alle andre landmænd bliver simpelt hen så benovede, at de udskifter hele deres bestand med vidunderets efterkommere. End of story, den genetiske variation, der måtte være til stede mellem de forskellige besætninger, stammer osv., går fløjten. I spørgsmålet om, hvordan variationen i nutidsmenneskets udseende henover geografiske områder er opstået, er standpunktet hos OAR det, at den repræsenterer en sen tilpasning til det lokale klima i de beboede områder.

Disse to positioner (MR og OAR) stammer fra forskellige observationer, som skal skitseres, og vi skal se på, hvilken evidens, der taler for og imod dem.

MR blev fostret i firserne på baggrund af fossilt materiale alene. Visse træk hos forskellige af specielt de asiatiske grupper af fossiler i Kina og på Java synes at være til stede også i træk, der er karakteristiske for de nuværende populationer af mennesker i disse områder, kindbenenes placering f.eks. Denne observation og tankegang er på den anden side ikke nyere, end at den har træk til fælles med modeller fremsat langt tidligere i dette århundrede, hvor som nævnt stort set alle (biologiske) teorier om menneskets udvikling antog vesteuropæeren for at være udviklingens foreløbige endemål. Denne tidligere udgave hævdes så af de senere proponenter at være blevet misforstået derhen, at der skulle være tale om en isoleret udvikling af de forskellige nutidige befolkningsgrupper fra de fortidige mennesketyper, hvilket alle er enige om er en latterlig tanke.

Meget af evidensen for OAR baserer sig i modsætning til MR på molekylære data opnået vha. de teknikker, der indledningsvis skitseredes. Denne diskussion drejer sig bl.a. om at forklare de nutidige menneskepopulationers indbyrdes diversitet, så man kan altså undersøge disses genetiske materiale. Derudover er en central observation den, at fossiler af de anatomisk moderne mennesker kan dateres længere tilbage i tiden i Afrika, end det er tilfældet for dem, der er fundet uden for dette kontinent. Så konklusionen er, at mennesket opstod alene i Afrika og senere udvandrede for at erstatte de andre kontinenters varianter af Homo. Kritikken af denne observation fremhæver, at disse dateringer er usikre, og at nyere metoder til dette angiver, at også H. sapienseksemplarer fundet uden for Afrika kan dateres til at være lige så gamle.

MRs påstand er som nævnt, at mennesket i sin nuværende form er opstået mange steder, og at vore forfædre fra mange forskellige dele af verden har bidraget til udviklingen. Specifikt er påstanden den, at der har eksisteret mange forskellige geografiske centre, fra hvilke er udgået træk, der har spredt sig til hele menneskeheden, medens der samtidig er bibeholdt en vis kontinuitet i trækkene i disse områder. I lige så høj grad som det er en teori om, hvordan mennesket er blevet så homogent på tværs af geografiske forhindringer, er det altså en teori om, hvordan det, man plejer at kalde racer, træk, der er fælles for en region, eksisterer. For OAR er disse forskelle i geografisk separate menneskegruppers træk derimod et resultat af tilpasninger, der har fundet sted for ganske nylig.

Indskud om race

Et lille indskud om racer er måske på sin plads, før vi går videre. Biologisk set er racer underarter, der som sådan pr. definition er indbyrdes forplantningsdygtige, men som hver især har karakterer, der er internt konsistente. »A group of individuals within a species which form a permanent and distinguishable variety,« skriver Henderson’s Dictionary of Biological Terms om begrebet race. Der skal, for at der kan være tale om en permanent gruppe, være en grad af forplantningsmæssig isolation. Det er der ikke inden for det, man traditionelt kalder menneskeracer, og disse er heller ikke stationære størrelser.

Mennesker er for det første genetisk meget homogene. For det andet er kun 15% af den genetiske variation mellem to tilfældigt udvalgte individer at forklare som variation, der kan tilskrives deres »racemæssige« tilhørsforhold. Desuden er denne genetiske forskel mellem populationerne ikke af en type, der umiddelbart forklarer deres »race«. Mennesker fra Melanesien har kruset hår, brede næser og mørk hud, hvilket er træk, man også typisk finder hos mennesker med oprindelse syd for Sahara, men nordeuropæere er genetisk set nærmere beslægtet med både melanesiere og sydafrikanere, end disse to grupper er med hinanden.

Der eksisterer således tilsyneladende ikke noget, man med biologien i ryggen kan tillade sig at kalde racer inden for menneskelige populationer, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at det ikke er et begreb, der har mening i andre sammenhænge. Alan Templeton, en hovedfortaler for MR, skriver således: »Race is a real cultural, political and economic concept in society, but it is not a biological concept, and that unfortunately is what many people wrongfully consider to be the essence of race in humans – genetic differences.«

Nogle resultater og deres fortolkning

I det følgende lille afsnit skal en undersøgelse omtales, der muligvis kan ses som et egentligt falsifikationsforsøg over for den multiregionale model. Tankegangen bag undersøgelsen er følgende: Under MR antages det, at der har været en grad af genetisk kontinuitet hos forskellige geografiske regioners befolkninger i over en million år. Dette bør kunne ses, hvis man sammenholder enkelte genetiske systemer med hinanden, idet disse har haft dette lange tidsrum til at akkumulere mutationer i. Specielt bør man på et genetisk stamtræ over nutidige populationer kunne se, hvordan disse populationer så at sige spalter fra hinanden, og der bør kunne ses en dyb »kløft« mellem de afrikanske og de eurasiske populationer. Men MR forudsætter også, at populationerne blander sig, hvorfor det bliver altafgørende for en genetisk undersøgelse at vælge gener, der ikke krydser over, og her gives der to oplagte muligheder, nemlig Ykromosomet, der kun nedarves fra fædrene side, samt mitokondriel DNA (herefter mtDNA), som kun en mor kan levere.

Cann et al. fra Alan Wilsons arbejdsgruppe offentliggjorde i 1987 en undersøgelse af, hvordan mtDNA hos et stort antal geografiske grupper kunne være beslægtet med hinanden. Undersøgelsen viste, at mennesket i det mindste på mødrene side nedstammede fra en eller få kvinder, der levede i Afrika for ca. 200.000 år siden. Eftersom undersøgelsen blev mødt med kraftig kritik, der i mange tilfælde erkendtes at være velbegrundet, vil her blive refereret en anden, senere og bedre undersøgelse (Vigilant et al., 1991), der i nogen grad undgår de værste bøffer fra 1987undersøgelsen. Nogle få af de mest oplagte brølere kan nævnes, såsom valget af nogle få sorte amerikanere som repræsentanter for afrikanere, brugen af restriktionsfragmenter (nævnt i indledningen) i stedet for egentlig sammenligning af nukleotidsekvenser, samt en manglende metode til kalibrering af mutationsraten for det benyttede mtDNA.

Det af Vigilant et al. (1991) offentliggjorte stamtræ bygger på en antagelse om, at det færrest mulige antal mutationer skulle kunne generere det mest sandsynlige stamtræ, det såkaldte parsimoni (sparsommelige) princip. Det pågældende stamtræ viste tydeligt, at de afrikanske grupper var de mest oprindelige. Men for at kunne lave denne antagelse må man have et endnu mere oprindeligt udgangspunkt. Den pågældende undersøgelse benyttede en chimpanses mtDNA som en sikker vinder i kampen om at have en rod uden for vort stamtræ. Mutationsraten hos den analyserede del af mtDNAen blev bestemt ud fra sammenligninger med det tilsvarende segment hos en chimpanse. Konklusionen må herudfra være klar: Alle menneskers urmoder levede i Afrika for hen ved 200.000 år siden. Man må så formode, at efterkommere af denne udgave af Homo, de første sapiens, udvandrede og inden for en relativ kort årtusindrække erstattede alle de populationer, der på det tidspunkt havde eksisteret i Asien og Europa i mindst 1 mio. år. Altså noget ganske andet end det, MR påstår.

Tilsvarende stamtræer, der bygger på segmenter af Ykromosomet, giver lignende resultater eller endog langt nyere datoer for den til den mitokondrielle Eva svarende Ykromosomale Adam.

Det må selvsagt være skuffende for en antropolog, hvis alle de fund, man har gjort i Asien, i Europa egentlig ikke har noget at gøre med den linje, der bliver til mennesket, som vi kender det i dag, hvorfor man kunne hævde dette som et motiv fra de mere traditionelle metoders forfægteres side til at angribe dette og andre lignende resultater. Men det betyder ikke, at de kritikpunkter, der er blevet rejst mod disse molekylære data og fortolkninger ikke kan være valide nok. Eksempelvis er det absurd at bruge en chimpanse som reference. De to arters linjer skiltes for så lang tid siden, at den forskel, der måtte findes i to nuværende menneskepopulationers relation til menneskeaberne, er forsvindende i forhold til hver enkelts genetiske afstand til denne fælles forfader. Det svarer stort set til at ville måle højden på to individer ved at lægge dem på jorden og så aflæse kilometertælleren på en bil, når den når til enden af hver enkelt. På den anden side skal man jo også huske, at blot fordi undersøgelsen kan kritiseres på bl.a. dette punkt, betyder det ikke, at de generelle konklusioner ikke kan være rigtige.

Det er værd at bemærke, at der for så vidt ikke er nogen grundlæggende uoverensstemmelser mellem disse resultater og MR, hvis det ikke havde været for dateringen af den fælles urmoder. Både MR og OAR antager afrikansk oprindelse, men vidt forskellige tidspunkter for den udvandring til Eurasien, der danner grundlag for de nuværende befolkninger.

Populationsgenetiske argumenter

Der skal her ikke blive sagt for eller imod den ene eller anden teori. Vi vil i stedet først kigge lidt mere på nogle mere interessante evidenser pro et contra og sluttelig sige noget om, hvordan offentlighedens billede af diskussionen i nogen grad præger omgangstonen og udnyttes til indirekte at få den teori, man ikke selv plæderer for rigtigheden af, placeret på racisternes banehalvdel.

Populationsgenetiske overvejelser kan også forsøges anvendt til at diskutere dette problem, idet man kan gøre sig antagelser som de i indledningen nævnte om, hvordan en populations alder bør afspejle sig i dens genetiske diversitet. Man kan således udnytte det forhold, at man i OAR formoder, at det var enkelte små grupper, der for ganske nylig (200.000100.000 år) emigrerede fra Afrika for alene at blive til de asiatiske og europæiske befolkninger. Disse pionerer havde altså en meget begrænset genetisk variation med sig, så hvis denne teori er korrekt, må man formode, at de befolkningsgrupper, der nedstammer fra dem, har en langt ringere indbyrdes genetisk variation end de afrikanske befolkningsgrupper indbyrdes. Dette er faktisk observationen, så i det mindste på papiret står der (i denne kamp) 10 til OAR. På den anden side er det svært at komme uden om modargumentet, der går på, at en sådan manglende genetisk variation i lige så høj grad kan afspejle på senere tidspunkter indtrufne hungersnøds eller andre katastrofer, der har minimeret befolkningstallet. Hvis nemlig et givent gen findes i X varianter, så skal der minimum være X/2 individer til at opretholde disse i populationen, og i praksis kræver det langt flere. Man regner med, at der i Afrika hele tiden har været en større koncentration af tidlige mennesker i forhold til i Eurasien, så på dette kontinent har der sandsynligvis også været en større effektiv population til at opretholde variationen.

Diversitetsargumentet bliver måske særlig interessant, når man betragter jægersamlersamfund over for agerbrugskulturer inden for Afrikas grænser. Her finder man, at diversiteten blandt jægersamlere er langt lavere end blandt agerbrugere. Med argumentet for OAR skulle man altså kunne sandsynliggøre, at jægersamlersamfundene er yngre kulturer. Forklaringen er naturligvis snarere den simple, at der med agerbrug indfinder sig en stabilitet, som begrænser udsving i befolkningsstørrelse, i det mindste nedad, idet man har vundet en vis stabilitet i fødeforekomsterne, måske sågar vha. oplagringsmuligheder. Dermed optræder den situation sjældnere i forhold til i jægersamlersamfund, at befolkningstallet falder drastisk og genetisk diversitet dermed går tabt.

Værktøjsevidens

Mht. redskaber synes den geografiske fordeling af fundene af sådanne også at understøtte OARteorien. Man har navngivet de ældste værktøjskulturer efter deres første fundsteder. Mest primitiv er Olduvan, adjektivformen til Olduvaislugten i Tanzania. Disse første typer af værktøj dateres til at være mere end 2 mio. år gamle, men holder sig i nogle områder i lang tid, også efter at mere sofistikerede teknikker opfindes andre steder. En sådan nyere er håndøkseteknikken eller Acheulian efter et fransk fundsted, St. Acheul. Denne indfinder sig først for ca. 1,4 mio. år siden og dominerer i Europa og Afrika fra for ca. 500.000 år siden. Fra for ca. 200.000 år siden indtil øvre palæolitikums begyndelse (i Europa for ca. 40.000 år siden) optræder aflæggeren Mousterien (efter endnu et fransk fundsted) med mindre grove og mere diverse typer stenværktøj, fremstillet med mere avanceret teknik. Denne værktøjstype er traditionelt associeret med neandertalere i Europa, men har også været brugt af de første moderne mennesker i Afrika. I Afrika er der på den anden side allerede for mere end 200.000 år siden værktøj, der minder om øvre palæolitikums i Europa, så der er tale om meget store overlap mellem disse værktøjskulturer i de forskellige områder.

De asiatiske redskaber lader sig tilsyneladende ikke påvirke af f.eks. afrikanske innovationer og lader aldrig til at blive influeret af Acheulianredskaberne, hvilket unægtelig virker mærkværdigt, hvis der har været så livlig en trafik mellem populationerne, som det antages under MR. En alternativ forklaring går på, at ikkefossilerende materialer såsom bambus, som jo findes i de asiatiske egne men ikke i Europa og Afrika, har været et foretrukket materiale til værktøjsproduktion.

NeandertalmtDNA

I 1997 publiceredes i det velrenommerede tidsskrift Cell resultaterne af en ganske opsigtsvækkende undersøgelse foretaget af en arbejdsgruppe i München ledet af Svante Pääbo. Man havde gjort præcis det, der ikke er muligt, nemlig undersøgt kromosomer fra en længst afdød repræsentant for slægten Homo. Et af de tidligst fundne neandertalerfossiler, nemlig fra Neanderdalen selv, leverede et stykke lårknogle, der undergik en proces, der først og fremmest formodedes at ekstrahere og senere opformere eventuelle intakte sekvenser af mtDNA. Eksperimentet var – i det mindste tilsyneladende – en succes, og de fundne sekvenser kunne derefter bruges i en sammenligning med nulevende mennesker såvel som med f.eks. chimpanser eller en hvilken som helst anden organisme for den sags skyld. For den standende debat mellem MR og OAR har resultaterne følgende konsekvenser.

For det første ligger den undersøgte neandertalers mtDNA evolutionært set langt fra nutidsmenneskers, og det estimeres, at de havde den sidste fælles forfader for ca. 600.000 år siden. Med alle forbehold for den unægtelig noget beskedne individmængde på én står der dermed (igen) 10 til OAR.

For det andet kunne man anvende dette mtDNA som en langt bedre reference end chimpanser til rodfæstning af stamtræer for moderne mtDNA data som dem, der omtaltes ovenfor. Gør man dette, bekræftes en afrikansk oprindelse af nulevende mennesker (kvinder). Dette er som nævnt eksplicit medtaget i begge teorier, hvorfor det ikke afgør meget i sig selv. Men det betyder, at human mtDNA udvikler sig så hurtigt, at neandertalere viser sig som et klart sideskud. Når alle nulevende menneskegrupper tilsyneladende er langt mere indbyrdes beslægtet, end nogen af dem er med den undersøgte neandertaler, giver det vægt til en sen datering af den fælles mitokondrielle formoder.

Samplingstørrelsen på 1 har stor betydning, da det drejer sig om ikkekrydsende arvemateriale. Hvis MR har ret, og befolkningerne blander sig fortløbende, vil der altså ikke opstå middelmtDNAsekvenser, men derimod en befolkningsgruppe med heterogen mtDNA. Derfor er det ganske essentielt, hvis man skal skelne mellem teorierne, at der er samlet sekvenser fra mange individer. Faktisk er dette kritikpunkt rigeligt til at udelukke resultatet fra diskussionen. Men metodisk er det naturligvis uhyre spændende.

Med racisterne i nakken

Når talen som nu er faldet på det fossile materiales forbindelse til den nuværende geografiske variabilitet i forekomsten af de træk, der normalt henregnes til racer, kan man let, som f.eks. Caspari og Wolpoff gør det i Race and human evolution, starte med at berette om fortidige forestillingers idioti og fiksering på den hvide mands implicitte overlegenhed over andre folkeslag. Dette emne er vi her i nogen grad sprunget over. Men det er ikke usandsynligt, at disse historiske antropologiske forestillinger kan vise sig afgørende for, hvordan udfaldet af den beskrevne diskussion vil blive. Ingen af de to teorier anser menneskeracerne for at være særlig forskellige og er da også i høj grad designet til netop at forklare, hvorfor vi er så ens, men hvis man nu kunne give offentligheden det indtryk, at den konkurrerende teori var den, der prædikede en splittet menneskehed, ville det jo ikke skade ens egen sag.

Både OAR og MRs fortalere forsøger således i nogen grad at skubbe sorteper, »menneskeracer repræsenterer evolutionære forskelle« med alt, hvad det indebærer af associationer til hierarkier inden for biologien i øvrigt, over til den anden part. Wolpoff og Caspari gør således et nummer ud af at føle sig uretfærdigt behandlet af S.J. Gould, når denne skriver om sin begejstring for den mitokondrielle Eva, at den implicerer, at vi »are all brothers under the skin«. Og det er da også unfair, for hvis denne teori er broderskabets, hvad er så konkurrentens?

I MRproponenternes lejr kan man så læse hos A. Templeton: »One candelabra model, which was popular midcentury, regarded the split between the major races as occurring with the spread of Homo erectus followed by the independent evolution of each race into its modern form. This version has been thoroughly discredited and has no serious advocates today. A recent candelabra model known as the (…) OAR hypothesis, however, has become widely accepted.« Bemærk her, hvordan OAR får en eksplicit affinitet til den »i midten af dette århundrede« populære model, idet det er en kandelabermodel. Han skriver sådan set heller ikke, at denne teori har nogen seriøse forsvarere, blot at den er »widely accepted«. Så OAR er ifølge denne beskrivelse en teori, der – i modsætning til MR – har menneskets separate udvikling som forudsætning, altså det, de gamle racister hævdede (blot med en separat udviklingshistorie i langt kortere tid).

Så selv om ingen moderne antropologer mener, at der eksisterer nogen forskelle af betydning mellem nutidige menneskelige populationer, og selv om et biologisk racebegreb ikke er anvendeligt på mennesker, så præger fortidige forestillinger om separate udviklingshistorier, der antoges at føre til de menneskelige racer, stadig debatten, idet man som tilhænger af den ene eller anden teori må gøre sig store anstrengelser for at undgå, at modellerne i offentligheden bliver forbundet med sådanne ideer.

Kristian Beedholm