Gritt Uldall-Jessen (f. 1970) taler her om et feministisk engagement, der tager afsæt i en gendigtning af kvindeligheden, som er åben for sexarbejde, herunder både prostitution og pornografi. Uldall-Jessen er aktiv i »Female Power Station«, redaktør af undergrundstidsskriftet Mohawk Beaver og dramatiker. Modtager af Dansk Pens nyindstiftede P.A. Heiberg pris i år.

Faklen: Hvordan vil du beskrive den feministiske bevægelse i dag?

Gritt Uldall-Jessen: Det, jeg oplever som den feministiske bevægelse, hvis man overhovedet kan tale om en sådan her anno 2000, er en bevægelse, der er splittet op i mange retninger. Der er ikke i samme grad som tidligere tale om en homogen kvindebevægelse med nogle konkrete, fælles mål, men derimod en række individualiserede træk med »feminisme« som fælles, løs overskrift.

Faklen: Du er selv engageret i flere feministiske projekter, hvor den kvindelige seksualitet er et vigtigt omdrejningspunkt …

Gritt Uldall-Jessen: Det er vigtigt for mig at arbejde i forskellige kultursammenhænge for at skabe plads til forskellige kvindeportrætter, der er meget mere rummelige end de kvindestereotyper, vi ellers er vant til, kulturelt såvel som politisk.

Jeg forsøger at undgå den dér konstruerede luder/madonnaproblemstilling og opererer med portrætter af individuelle kvinder, der er seksuelle på deres egne præmisser, som ikke er underlagt kommercialiseret vanetænkning, hvor kvindens selvstændighed forsvinder ud af billedet.

Et af de steder, jeg arbejder ud fra, er projektet »Female Power Station«. Her mødes en gruppe forskellige kvinder, som hovedsagelig består af prosexfeminister, der diskuterer, men også har et ønske om at udleve den kvindelige seksualitet på dens egne præmisser. Vi har sammenfaldende interesser, men også individuelle projekter under samme navn. Et af mine projekter er f.eks. at medvirke til fuldt ud at anerkende og udbrede det budskab, at kvinder godt kan vælge at blive sexarbejdere frivilligt, for så vidt både af økonomiske og seksuelle grunde. Det kan man kalde for prosexfeminisme.

Jeg har selv instrueret en pornonovellefilm og kunne tænke mig at lave flere, og har i det hele taget tæt kontakt til mange sexarbejdere og kendskab til de forhold, de virker under.

Til trods for den kontroversielle position, projektet indtager i forhold til den traditionelle kvindebevægelse, holder Female Power Station til i Kvindehuset – så længe vi får lov, for der er fra enkelte gruppers side en intern modstand mod vores tilstedeværelse.

Hidtil har kvindebevægelsen som sådan jo ikke villet have med prosexfeminismen at gøre, fordi det ligesom var vedtægten, at enhver form for sexarbejde er kvindeundertrykkende. Jeg udtrykker den holdning, at sexarbejde kan være kvindens frivillige valg, og jeg ønsker at kæmpe for, at ringeagten over for disse kvinder forsvinder – og at accepten af langt videre rammer for kvindelig seksualitet øges. Female Power Station er et åbent forum for alle kvinder, der gerne tager lange diskussioner om disse problemstillinger.

For os er det nødvendigt, at kvinder sammen kan redefinere kvindelig seksualitet uden et forventningspres – hvad enten det kommer fra reklameindustrien eller f.eks. fra mere traditionelle feminister. Vi tager udgangspunkt i kvindens individuelle trang, både under større debatarrangementer, i workshops og i praksis.

Faklen: Hvilket forventningspres kan komme fra mere traditionelle feminister?

Gritt Uldall-Jessen: Traditionelt diskuteres det patriarkalske samfunds historiske indflydelse på kvindens stilling i samfundslivet i dag. Her kan visse former for seksualitet komme i skudlinjen, hvis de hævdes at være et resultat af kvindeundertrykkende mekanismer.

Er kvinder, der f.eks. fantaserer om at blive domineret, måske af en autoritær karakter fra militæret, bevidst eller ubevidst underlagt patriarkalsk chauvinisme, og bør feminister derfor tage afstand herfra? Eller er seksualiteten et område, hvor det omvendt er kvindefrigørende aldrig at dømme seksualfantasier illegitime, uanset hvilken karakter de måtte have? Jeg mener det sidste.

Som traditionel feminist ville man også generelt mene, at det f.eks. er utænkeligt at have en seksuel fantasi, der indbefatter simuleret voldtægt, men hvis det nu engang eksisterer som fantasi, og hvis det foregår inden for seksualitetens frivillige sfære, så er det sådan set en del af kvinders råderum, som vi må acceptere og respektere.

Det behøver slet ikke at være et paradoks, men kan derimod være en styrke, at være en feminist, der på den ene side arbejder for strengere domme for voldtægtsforbrydere, og samtidig anerkender seksuelle fantasier om voldtægt – der er tale om to vidt forskellige ting, og det handler bare om at skille tingene ad. Resultatet er i mine øjne en enorm udvidelse af det hidtil accepterede kvindelige spektrum i stedet for at bortcensurere en trang, fordi den ikke er »tilladt«, ikke harmonerer med en seksualpolitisk moral.

Jeg kommer i tanke om denne her kliché om de lesbiske i 70erne, hvor det hed sig, at de kun måtte bolle på siden, fordi den ene ikke måtte ligge oven på den anden. Om ikke andet kan klicheen illustrere, hvor absurd det kan blive, hvis feminismen selv bliver undertrykkende moral. Det handler om at tage afsæt i den seksuelle trang og så forsøge at skabe et rum, hvor det er muligt at være det, man har lyst til at være.

Over for den seksuelle trang er der for mig at se ikke grund til at anstille de store politiske analyser og fra et feministisk ståsted »tage afstand« fra en seksualitet. Arbejdet er stort nok med overhovedet at opstille dette råderum af respekt for den individuelle kvindelighed – også at sidde og spørge os selv, hvad vi gerne må føle trang til, og hvad ikke, er ødelæggende.

Eksempelvis løb vi ind i modstand til et Female Power Stationarrangement fra en anden kvinde i Kvindehuset, da en af vore workshops gik ud på at forsøge at danne en kollektiv seksualfantasi, hvor et scenario forestillede en politianholdelse med en kvindelig militærleder, der pissede på hovedpersonen. Det udviklede sig til en større diskussion om, hvorvidt dette var en tilladelig fantasi i et feministisk regi, eller om det var en reproduktion af patriarkatet.

Men enden på det hele for mig var en skelnen mellem seksuelle fantasier og den politiske virkelighed, som tidligere har været svær at adskille. Jeg tror, at det seksuelle råderum for kvinder er – eller i hvert fald har været – meget begrænset, specielt for feminister. For som feminist skal man jo helst ikke fantasere om en situation, hvis der indgår nogen form for tvang eller underkastelse, fordi det så kan føres tilbage til det patriarkalske samfund.

Faklen: Kan det det?

Gritt Uldall-Jessen: Det mener jeg ikke. Men fantasier kommer ikke ud af den blå luft, de er vel også i nogen grad et produkt af den kultur, vi lever i – jeg mener bare, at hvis fantasien nu engang består i det og det, og selv om man måske så kan forsøge at analysere sig frem til hvorfor, er det ikke interessant i mine øjne.

Jeg mener, at det er en sammenblanding at lægge feministiske eller andre politiske tabuer ned over seksualiteten; hvis en person fantaserer om at blive underlagt en kvindelig politibetjent, så kan man selvfølgelig spørge sig selv om, hvorfor man netop betjener sig af denne æstetik, men hvis det er den, der virker, så virker den, og så skal den ikke underlægges etisk fordømmelse.

Den herskende holdning inden for feminismen til sådan noget som prostitution og pornografi er jo, at det helst skal forsvinde, udslettes, brændes af, forbydes fuldstændig, fordi det hævdes at være en reproduktion af kvindens stilling i det patriarkalske samfund. Når kvinden f.eks. er prostitueret, så er hun et offer for ingen eller ringe uddannelse eller dårligere løn end mændene. Kun fordi hun er et offer, vælger hun prostitution som en sidste mulighed, og så bliver kvindens krop bare en vare, som manden kan betjene sig af.

Mit synspunkt afspejler imidlertid den oplevelse, jeg har af mig selv og andre sexarbejdere generelt, der fuldt bevidst har valgt deres fag, og det viser sig faktisk, at det at prostituere sig eller at strippe godt kan handle om den prostitueredes/stripperens egen seksualitet – at hun faktisk har lyst til at være prostitueret, at det er en del af hendes egen seksualitet. Et andet argument for valget af prostitution er jo selvfølgelig også, at det er et fag med en anstændig timeløn for et stykke arbejde, som kvinden foretager – såfremt der er tale om ordentlige forhold.

Faklen: Pornografien sættes også ofte i modsætning til feminismen – hvordan ser du på det?

Gritt Uldall-Jessen: Jeg har ikke noget problem med pornografi, jeg har som sagt også selv instrueret en pornofilm. Jeg synes selvfølgelig, at det meste porno, som er fremme, er grimt, men jeg vil aldrig nogen sinde tale imod retten til, at pornografien er synlig og eksisterer.

Jeg tror dog ikke så meget på den der såkaldte bølge, ifølge hvilken de etablerede pornoproducenter for alvor skulle være interesserede i, hvad kvinder tænder på seksuelt, og at de af den grund sætter kvinder til at producere pornofilm. For mig at se er det bare et kommercielt setup, så længe det forbliver inden for de vedtagne rammer, der som regel alligevel er ensidigt rettet mod det mandlige publikum.

Først dér hvor kvinder selv tager ansvaret og retten til at producere en uafhængig pornografi i egen hånd, slipper man uden om sexindustriens foruddefinerede rammer og kvindesyn, og dermed kan man formidle sit helt eget politiske og kunstneriske ærinde og sprænge de vedtagne rammer, så pornografien faktisk træder i feminismens tjeneste.

I Female Power Station kommer der nogle feminister, som slet ikke bryder sig om pornografi, hvilket selvsagt fører til nogle interessante diskussioner imellem prosexfeminister og deres kritikere, hvor begge lejre opfatter sig selv som »ægte« feminister.

Faklen: Selv om du forsvarer pornografien, har du ved flere lejligheder kritiseret pornografiseringen i TV …

Gritt Uldall-Jessen: Jeg har opponeret kraftigt imod en type programmer som f.eks. TVDanmarks »Stripperkongens piger«. Det, som min kritik går på, er ikke, at kvinderne stripper – det er deres håndværk, og det har jeg respekt for. De fleste har givetvis valgt det som en bevidst levevej, fordi de nyder det.

Et af mine problemer med det pågældende program er, at TVDanmark ikke betaler pigerne for deres deltagelse. Ud fra mit kendskab til stripbranchen er miljøet så lille, at du simpelt hen ikke kan sige nej tak, hvis en kommerciel TVkanal tilbyder at komme med on tour. Spiller du ikke med, finder de bare nogle andre, og dermed er du sat under et pres for at lade dig iscenesætte helt efter deres spilleregler – og uden løn.

Under dække af at være et journalistisk program betjener TVDanmark sig af disse kvinders arbejde, i sidste ende alene med henblik på at lave et erotisk program, som de medvirkende ingen indflydelse har på, og som de ikke engang bliver betalt for. De er indirekte presset til det, fordi TVDanmark lokker med den reklame, programmet giver, og det er ikke engang en reklame for de enkelte strippere, men alene for den mand og det firma, som de er ansat hos, der nu kan sælge sig under titlen »Stripperkongen«. Det er ham, der scorer profitten, for det er hans »titel«, som er blevet opreklameret, mens de enkelte strippere kan udskiftes efter behag.

Det er ikke en skid bedre end de andre såkaldte docusoaps à la »Politistationen«, hvor det virkelig forarger mig at se, hvordan trængte mennesker benyttes som emballage for en kommerciel TVstations konstruktion af en iscenesat virkelighed, uden at de har den mindste indflydelse på den redigerede virkelighed, de præsenteres i, og uden at de får en krone for det.

Det, som jeg synes vi ser i disse serier, er, hvordan en eller anden redaktion benytter sig af nogle mennesker, som ikke selv vælger at levere gratis materiale til deres elendige program, og som i den aktuelle situation ikke aner, hvordan resultatet bliver – og som langtfra altid er i stand til at overskue konsekvenserne af deres medvirken. Og jeg forstår slet ikke, at der ikke er flere, der opponerer mod sådanne programmer.

Men det har jo så igen noget at gøre med den manipulation, der finder sted fra journalisternes side, den uærlighed, der ligger i »det er jo til dit eget bedste, du vil få flere jobs som stripper« – osv. osv.

Hvis jeg var stripper, og der kom en eller anden fra TVDanmark med et kamera, ville jeg enten smadre hans udstyr eller kræve løn og 100 % medindflydelse på det færdige TVprodukt.

Dybest set synes jeg også, at stripperne skulle nægte at blive lanceret som »Stripperkongens piger« – de er sgu da forhåbentlig deres egne, og ikke hans. I det hele taget skulle de hellere danne deres helt eget firma, og hvis de ønskede at figurere i medierne, så skulle de producere indslagene selv med deres helt egen dagsorden.

Det gælder i øvrigt også de andre, vi ser i disse serier, lige fra bistandsklienter til hjemløse, narkomaner og andre, som bare bliver inddraget og udnyttet.

Det er sådan en letgennemskuelig ekstrabladsromantik, at diverse docusoaps skulle »demokratisere« fjernsynet og vise selve folket på TV, at den lille mand på gaden skulle komme frem her – for det er aldrig det, der foregår. De er alle ligesom stripperne i »Stripperkongens piger« rekvisitter i et kommercielt setup. Det er ren iscenesættelse og kynisk udnyttelse af mennesker, som fratages al indflydelse på den redigerede virkelighed, de bliver en del af.

Det handler om at voldtage almindelige menneskers integritet.

Faklen: Den kvindelige seksualitet er meget fremtrædende i det feministiske arbejde, du er engageret i – er Female Power Station alene orienteret omkring seksualiteten?

Gritt Uldall-Jessen: Ja, men det gør det ikke mindre politisk i mine øjne. I Female Power Station koncentrerer vi os om det seksuelle udgangspunkt, men der er mange andre feministiske grupper, man kan deltage i, hvis man f.eks. vil arbejde for ligeløn og den slags. Vi koncentrerer os blot specifikt om det seksuelle aspekt, og det bliver så en politisk handling at sætte kvinden fri af en begrænset forestilling om sig selv og sin egen seksualitet.

I andre sammenhænge deltager jeg i mere aktionspræget arbejde, bl.a. for at gøre opmærksom på den hel og halvskjulte diskrimination, der finder sted over for lesbiske.

For eksempel lavede vi engang en aktion i en bowlinghal, hvor et lesbisk par var blevet smidt ud, kun fordi de havde kysset hinanden oppe i baren. Her troppede så en flok kvinder op og gav sig til at kysse hinanden i baren for siden at klistre toiletterne til med løbesedler. Vi planlægger også at fokusere på lesbiske pars ret til at få børn, ved at lave en aktion på Strøget i København, hvor vi opfordrer mænd til at donere sæd.

For mig at se er det virkelig på mange forskellige niveauer, der skal arbejdes feministisk i dag. Der er det helt konkrete samfundspolitiske niveau med ligeløn, hvor jeg selvfølgelig synes, at det er forkert, at kvinder og mænd ikke får samme løn for samme arbejde. Hele synet på voldtægt skal f.eks. også ændres, så denne forbrydelse ikke bagatelliseres, som det ofte er tilfældet i dag.

Der er mange områder at kæmpe inden for. Men i første omgang er der nok for mig at tage fat på med det projekt i Female Power Station at skabe et helt andet syn på kvindeligheden og udvide råderummet herfor – for os må afsættet i denne sammenhæng være seksualiteten, og derfor bliver netop forskellige former for sexarbejde elementer, der nu træder ind i feminismen på en ny måde.

Faklen: Hører andre områder, hvor kvinder undertrykkes, f.eks. muslimske kvinder, der ikke kan få ansættelse pga. deres slør, ikke også til i et solidarisk, kvindepolitisk regi?

Gritt Uldall-Jessen: Jeg går ikke ud og taler på alle kvinders vegne, eller udtaler mig om alle problemstillinger relateret til kvinder eller kvindelighed, men begrænser mig til de områder, jeg føler, jeg kender til.

Man kan også strække »søstersolidariteten« for langt – det kan jo også være lidt forlorent, hvis man sådan skal solidarisere sig med alle verdens undertrykte kvinder og tale deres sag. På en måde bliver det også let meget teoretisk, fordi det ikke er knyttet til noget personligt. Jeg ville gerne arbejde sammen med kvinder, som kæmper andre kampe end dem, jeg selv er organiseret i, hvis de henvender sig til mig, men jeg har ikke behov for at gå ud og tale deres sag for min egen skyld; den synes jeg, at de skal tale selv.

Man bør også tænke på de erfaringer, der er blevet gjort tidligere i den feministiske historie, hvor f.eks. velbjærgede akademikerkvinder skulle tale arbejderkvindernes sag, mens det i virkeligheden var deres helt eget selvrealiseringsprojekt, hvor arbejderkvinderne så bare fungerede som emballage.

Faklen: Hvorfor deltager der ikke mænd i det forum, som udgøres af Female Power Station?

Gritt Uldall-Jessen: Først og fremmest fordi vi har mest lyst til hinanden som kvinde til kvinde. Det større projekt her for mig er en form for »gendigtning« af kvinden – hvad kvinden kan være uafhængigt af den forventning, der er til hende i kølvandet på århundreders patriarkalske tradition. Derfor må en sådan diskussion begynde i et forum for kvinder, så det er muligt at se på problematikken kvinder imellem, så vidt muligt uden de historiske og samfundsmæssige roller, hun historisk har været iscenesat som på mandens dagsorden.

Det er naturligvis også et politisk valg som udgangspunkt at fravælge mandens deltagelse i en diskussion, der handler om at gendigte kvinden på hendes egne præmisser.

Jeg synes egentlig blot, at det er vigtigt, at kvinder opsøger hinandens selskab alene, ikke i sidste ende for at lave en separatistisk bevægelse, men separatismen ser jeg som en mulighed. Det er ganske enkelt en valgt strategi for et projekt. På nuværende tidspunkt er det et hensigtsmæssigt udgangspunkt, ligesom det er et godt sted at begynde i Kvindehuset i København og tage de opgør, der skal tages i det her miljø. Kvinder imellem.

På længere sigt kan vi, hvis vi synes, det er interessant, åbne dørene.

Selv om Female Power Station er et eksklusivt kvindeligt selskab, kan jeg naturligvis godt føle, at jeg kan have mere til fælles med en personlighed, som tilfældigvis er mand, end jeg kan med kvinder, selv om vi biologisk ligner hinanden mere.

Men målet med Female Power Station er at danne grobund for en helt ny form for feminisme. Det har ikke noget med »vi skal bestemme« at gøre; vi skal blot ud fra vore egne erfaringer gøde jorden, for at der kan opstå et åbent, feministisk miljø, der udvider det kvindelige råderum på den enkelte kvindes egne præmisser.

Kvinder, som f.eks. har lyst til at være sexarbejdere, men som pga. samfundets moral føler, at de skal undertrykke dette ønske, kan i Female Power Station møde andre prosexfeminister som jeg selv, som de kan udveksle holdninger og muligheder med.

At kvinders råderum udvides – det er det, der er ønsket og drømmen.

Skulle man tale mere billedligt om visionen, er det vel at lave en form for vellystent optog af kvinder, alle forskellige, men i en eller anden form deltagere i et fælles togt. Det er det billede, jeg har af det. At bevare forskelligheden, men kæmpe sammen for forskelligheden.

Jeg ville synes, det var uinteressant, hvis vi kun var prosexfeminister i en lukket bevægelse; altså jeg finder det godt at gå i et togt med nogle, som f.eks. er modstandere af prostitution. Det, at vi går i et fælles togt, er meningsfuldt, og den meningsudveksling eller sågar konfrontation – det er den, der er givende. Hellere det end at gå i en flok, der kun klapper hinanden på skuldrene.

Gerne så broget og mangfoldigt et optog som overhovedet muligt, og gerne så aggressivt som muligt. Det er ikke kun noget med: »Se, hvor flotte og skønne og alsidige vi er« – det er snarere noget med: »Her kommer vi – and watch out.«

Rune Engelbreth Larsen