Faklen har bedt en række forfattere og skribenter skrive et essay, der forholder sig til det i almindelighed mangetydige og løst definerede begreb "humanisme" ...

Kulturens humanistiske hovedstrøm

Humanismen er den hovedstrøm i vor kultur som den skylder alle store sociale fremskridt, selv om – fordi? – den aldrig

har været ved magten, sådan som kristendommen der, siden den sejrede i Romerriget, af den grund har haft et problem.«

Sådan skrev jeg engang i det 20. århundrede. Hvordan vil det stille sig i det 21.?

Kristendommen, eller rettere pavekirken der gør fordring på at repræsentere den, har stadig magt til at stille sig i vejen for humane fremskridt, men sætter dermed sin egen autoritet på spil. Der har i kristendommen fra begyndelsen været en konflikt mellem dens antiautoritære humane budskab og den autoritetstro som kirken forlangte og de midler den håndhævede dem med. Op til årtusindskiftet mente paven at måtte beklage »de mange former for magt som også er blevet udøvet i troens navn: religionskrige, inkvisitionsdomstole og andre former for krænkelse af menneskerettighederne.« At disse krænkelser ikke kun skyldes »brødre og søstre« der i trosiver er afveget fra den rette vej, men selve kirkeinstitutionen er dog mere end en pave kan indrømme. Ikke desto mindre vidner pavens skyldbekendelse om at der er »menneskerettigheder« som selv den mægtigste institution ikke i det lange løb kan sætte sig ud over (uanset at danske teologer undsiger dem!).

Der er dem der mener at den ideologiske østvestkonflikt vil blive afløst af en religiøs; der er i hvert fald mange i kristenheden der ser islam som en trussel. Det er påfaldende hvor stor en rolle religionen, ofte i alliance med fanatisk nationalisme, spiller i disse års krige og i de »fredsprocesser« der er i gang eller gået i stå. Men religioner kan ikke besejre hinanden med magt, de kan kun vinde ved at besinde sig på den humanistiske kerne de trods alt er fælles om. Modsætningen i det nye århundrede vil ikke komme til at stå mellem religioner, men mellem fundamentalisme og humanisme. Den sidste kommer næppe til magten; den første kan kun sejre med magt – og derfor ikke sejre. Paven er ikke det sidste kirkelige overhoved der kommer til at beklage udskejelser i Guds navn.

Pavekirken var den store magtfaktor i den vestlige verden i det forløbne årtusind, men dog ikke i det forløbne århundrede, som blev kendetegnet ved store materielle og sociale fremskridt og et aldrig før set barbari. Efter Første Verdenskrig kom kampen til at stå mellem de tre store ideologier: fascismen, der tabte Anden Verdenskrig, marxismenleninismen, der tabte den kolde krig, og liberalismen, der som nyliberalisme sejrede globalt i århundredets sidste årti. Også de totalitære ideologiers og de europæiske diktaturers sammenbrud kan ses som vidnesbyrd om at et samfundssystem ikke i det lange løb kan opretholdes i modstrid med menneskerettigheder og fundamentale menneskelige behov.

Af de tre ideologier var fascismen udtalt antihumanistisk: »Selvopholdelsesdriften får den såkaldte humanitet som udtryk for en blanding af dumhed, fejhed og indbildsk vigtighed til at forsvinde som dug for solen,« mente den indbildsk vigtige Adolf Hitler. Derimod havde liberalisme og socialisme fra begyndelsen en human målsætning, men også en indbygget konflikt mellem mål og midler: det var en kamp om goderne (fri konkurrence eller klassekamp) der skulle føre til det gode samfund; jo flere goder, jo bedre: det er økonomisk udvikling der medfører demokratisk udvikling. Uden tvivl er det lettere at undertrykke en forarmet end en velhavende befolkning (derfor er økonomiske sanktioner mod diktaturlande ikke hensigtsmæssige), men øget velstand for de få fører ikke til øget velfærd for de mange. Det kommer til et kritisk punkt hvor midlerne modarbejder målet eller får det til at fortone sig. I 1968 havde det været økonomisk muligt i Tjekkoslovakiet at realisere en »socialisme med menneskeligt ansigt«, hvis ikke magtpolitiske interesser havde stillet sig i vejen, interesser som 31 år efter kom til kort over for det »menneskelige ansigt«.

Socialismen som sådan kom ganske vist også til kort sammen med den nu ikke længere »reelt eksisterende socialisme«, i så høj grad at selve det sociale blev nedprioriteret i den sejrende liberalisme, som der nu, efter murens fald og »historiens afslutning«, ikke syntes, synes, noget alternativ til.

Efter murens fald, da de absurde militærudgifter blev endnu mere absurde, havde det været økonomisk muligt at arbejde målbevidst hen imod den humane målsætning som regeringsledere på topkonferencer med jævne mellemrum og stort besvær kan enes om, men ikke føre ud i livet, fordi stærkere økonomiske interesser stiller sig imod. De kan stadig forsvares ideologisk med at det frie marked er vejen til demokratisk frihed, selv om den globale markedsøkonomi tydeligt for enhver fører til større afstand, også i de rige lande, mellem rige og fattige, til at de sidste bliver en ubehagelig byrde for de første (man kan læse om det i Viviane Foresters Det økonomiske bedrag) og til fortsat naturødelæggelse.

Det er ikke fordi der mangler viden om de fatale følger af en uhæmmet økonomisk liberalisme, men viden tilskynder ikke til handling, medmindre også den kan udnyttes økonomisk. Alternativer er en humanistisk politik der gør de rigelige økonomiske midler til – midler til at nærme sig de smukke humane mål som en lang række initiativer og institutioner har formuleret siden Anden Verdenskrig, da man begyndte at straffe forbrydelser mod menneskeheden og anerkendte universelle menneskerettigheder. Hvis menneskehensyn ikke er nogen stærk politisk drivkraft, bør »den velforståede egeninteresse«, blot forstået bedre end i liberalismen, være det: en politik der er i modstrid med de manges – for ikke straks at sige menneskehedens interesse – er, ligesom de totalitære ideologier, dømt til at lide nederlag. Men den kan, ligesom de, forvolde uoprettelige skader inden det kommer så vidt.

Der var, er, en humanistisk kerne både i religionerne og ideologierne; humanismen som sådan er hverken religion eller ideologi og har aldrig været en organiseret bevægelse, men netop en hovedstrøm. Den rummer ikke ideologiernes indre konflikt mellem humane mål og magtpolitiske eller økonomiske interesser; det er dens styrke og svaghed, den er ofte blevet beskyldt for ikke at ville midlerne, humanisten »føler uvilje ved uret, men vil ikke kæmpe for det der er ret« (Nordahl Grieg).

Går man ind for alt det gode, lurer selvretfærdigheden på en, især da der næppe er noget menneske der udelukkende er humanist og hævet over de interesser det politiske liv ligger under for. Hvis konflikten i vores del af verden, med implikationer for den øvrige verden, står mellem nyliberalisme og humanisme, står den ikke mellem to slags mennesker, men nok så meget i de enkelte mennesker.

»Vi lever under menneskerettighedernes tyranni, og det forvandler borgere til brugere,« udtalte Jan Lindhardt (Information, 20.7.00). Det er en misforståelse af menneskerettighederne som andre end roskildebispen gør sig skyldig i: der er dem der opfatter hastighedsbegrænsninger som en krænkelse af den personlige frihed. Menneskerettigheder er de andres rettigheder, deres rettigheder der mangler hvad vi andre har. Det er ikke noget ukristeligt budskab eller burde ikke være det.

Villy Sørensen