Gennem det seneste tiår har politiet været en virksomhed i vækst. Ordensmagten er blevet bevilget stadig flere midler og beføjelser. Samtidig debatteres politiet som aldrig før; især hvordan politiet bliver tilstrækkelig effektivt til at bekæmpe aktuelle problemer og skabe tryghed for befolkningen. Men hvem er "befolkningen", og hvem er "problemerne" – og hvad kan i sidste ende blive prisen for "befolkningens tryghed"?

Man kan ikke kritisere politiet.

For hvordan udtale sig generelt om en organisation med over 13.000 ansatte, omfattende jurister, politifolk, kontorpersonale og servicemedarbejdere? Og selv om man skulle begrænse sig til de egentlige politifolk, er der stadig tale om over 10.000 mennesker, der ikke nødvendigvis har mere til fælles end selve det, at de er ansat hos politiet.

En kritik af politiet vil altid kunne forkortes til en kritik af enkelte politifolk. Og man kan ikke bare drage konklusioner ud fra enkeltsager, der om nødvendigt vil kunne forklares med, at der i så stor en organisation altid vil være »brodne kar«.

På papiret er der næppe noget at klandre politiet for. Politiets øverste, formelt ansvarlige ledere formulerer naturligvis idégrundlag og hensigtserklæringer i overensstemmelse med de fundamentale principper for et politi i en demokratisk retsstat. Og selv om hensigtserklæringer er omkostningsfrie og let kommer til at repræsentere en falsk sikkerhed - for hvad sikrer, at de har nogen betydning for det politiarbejde, som rent faktisk udføres? - vil de ansvarlige ledere altid, uanset i hvor grel en kontrast de måtte stå til realiteterne, kunne fremvise sådanne erklæringer som bevis på, at man havde de bedste hensigter - »men desværre vil der i så stor en organisation altid være brodne kar«.

Man kan ikke kritisere »politiet«.

Det formelle ansvar ligger fast med hierarkiet og er i sidste ende justitsministerens, i dennes egenskab af politiets øverste foresatte; under ham rangerer rigspolitichefen, som atter er leder for de 54 politikredses politimestre og Københavns politidirektør. Men der er langt fra den enkeltsag, som involverer en betjent fra en lokal nordjysk politikreds, til en kritik af »politiet« repræsenteret ved justitsministeren og de øvrige chefer.

Hvad skal der i øvrigt til, for at enkeltsager overhovedet kan hævdes at være substantielle for en kritik af politiet som sådan? Selv om 100 mennesker uafhængigt af hinanden anklager bestemte politifolk for 100 tilfælde af magtmisbrug og overgreb, falder kritikken til jorden, hvis sagerne ikke kan bevises og politifolkene dømmes - også politifolk er naturligvis uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Hvis en politimand nægter sig skyldig, og en kollega støtter ham, skal der meget i den anden vægtskål, før »bevisets stilling« svinger over til fordel for klageren. Og hvis politifolkene dømmes, hvor mange skal der så til, før man ikke længere kan tale om undtagelser, der bekræfter reglen, og om, at disse domme netop er udtryk for, at »politiet« som sådan fungerer og derfor går fri af kritikken?

Og hvad angår prioriteringen og udførelsen af det daglige politiarbejde, kan en kritik da overhovedet fremføres, hvis ikke der er tale om, at visse betjente handler i direkte strid med, hvad de er blevet sat til af deres foresatte? - og da er der atter blot tale om enkeltsager som ovenfor. Ellers gør man jo bare sit arbejde, hvad man har fået besked på af sin overordnede, fra betjenten over de fungerende mellemledere og hele vejen op til justitsministeren. Men justitsministeren og dennes foresatte, statsministeren, kan begge påberåbe sig at være indsat af »folket« til at varetage dets interesser, og den eneste kritik, der virkelig rammer dem, er derfor opinionsundersøgelsers eventuelt tydelige tale om dalende popularitet. Og så havner ansvaret og dermed også kritikken hos »folket«.

Nej, man kan ikke kritisere politiet.

Hvad man derimod kan, er at beskrive. Og det bliver da også nærværende artikels formål. Ikke en fuldstændig beskrivelse af politiet, hvilket selvsagt er umuligt. Heller ikke en »objektiv« - det nærmeste man kommer en sådan er vel en kombination af rigspolitichefens og rigsadvokatens årsberetninger med deres tal og statistikker. Ikke engang en fyldestgørende, hvor et repræsentativt udvalg af politiets umådelig mangefacetterede gøremål inddrages, fra den betjent, som følger demente gamle fru Jensen hjem eller udsteder hende et pas, til den, som udskriver en fartbøde til en anden Jensen eller slår hende med sin stav, fordi hun ikke har reageret på politiets ordre om at opløse demonstrationen og passere gaden.

Dette bliver en kritisk beskrivelse af en udvikling inden for politiet i Danmark, som har fundet sted i løbet af det forgangne tiår. Set i forhold til den grundforudsætning, at vi lever i en retsstat eller i det mindste gerne vil kunne hævde, at det er tilfældet.

Politiet og retsstatens grundlæggende principper

At vi som samfund hævder at være en retsstat, betyder bl.a., at borgerne har krav på »retssikkerhed«. Dette indebærer bl.a., at statens magt er delt mellem indbyrdes uafhængige instanser, i Danmark henholdsvis den lovgivende (Folketinget), dømmende (domstolene) og udøvende magt (ministrene, embedsapparatet og de offentlige myndigheder, herunder politiet); samt at borgerne besidder en række frihedsrettigheder, som under normale omstændigheder ikke må krænkes, hverken gennem overgreb fra medborgere eller fra myndighederne (den personlige frihed, ytringsfriheden, boligens ukrænkelighed, privatlivets fred, forsamlingsfriheden osv.). Med henblik på beskyttelsen af disse borgerrettigheder indeholder retsstatens love derfor også såvel en begrænsning af de enkelte borgeres handlemuligheder som en definition af grænserne for statens magtudfoldelse over for borgerne.

Man taler med rette om politiet som »lovens lange arm«, og om, at politiet handler »i lovens navn«. Politiet repræsenterer »loven«, og dermed også den samfundsorden, som »loven« er udtryk for, dvs. retsstaten, som det også er politiets opgave at værne om. Dermed er politiet placeret i en central og prekær rolle.

På den ene side skal politiet bekæmpe kriminalitet. Principielt er kriminalitet pr. definition en trussel mod samfundet, fordi et lovbrud for så vidt er et angreb på den samfundsorden, som loven repræsenterer. Derfor er det også politiets opgave at bekæmpe kriminalitet og, som retsplejeloven siger, »opretholde sikkerhed, fred og orden«, hvilket er en forudsætning for, at samfundet kan bestå og fungere. Til den ende har politiet fået beføjelse til, i det omfang loven hjemler det, at »krænke« frihedsrettighederne hos de borgere, som (man har mistanke om) bryder loven. Bl.a. har politiet monopol på legalt at anvende vold, når det skønnes nødvendigt for at udføre denne opgave.

På den anden side må politiets rolle som repræsentant for og beskytter af retsstaten netop også betyde, at politiet er forpligtet af respekten for og hensynet til retsstatens grundlæggende principper - magtens deling, lighed for loven og borgernes frihedsrettigheder. Og denne forpligtelse må nødvendigvis have forrang i forhold til kriminalitetsbekæmpelsen. I modsat fald - hvis en effektiv kriminalitetsbekæmpelse bliver det primære mål - bliver den paradoksale konsekvens jo nødvendigvis, at de bånd, som retsstatens principielle bestemmelser og borgernes frihedsrettigheder lægger på politiets handlemuligheder, må slækkes eller kappes, fordi de uvægerlig fra tid til anden vil stå i vejen for effektivitet og resultater. Men sker det, vil retsstaten også gradvis smuldre; bliver effektiviteten det primære, bevæger samfundet sig uvægerlig i retning af politistaten - for hvad er i sidste ende mere effektivt end netop et politi med ubegrænsede beføjelser og midler …

I kraft af sin centrale og prekære rolle kan politiet let blive tungen på vægtskålen i forhold til den vanskelige balance, som en retsstat er: Hvis der intet politi er, eller det politi, der er, ikke håndhæver samfundets love, går retsstaten selvsagt i opløsning. Hvis, på den anden side, politiet bliver for omfattende, eller det i sin magtudfoldelse tilsidesætter retsstatens grundlæggende principper, bevæger samfundet sig i retning af politistaten.

Lige så central en rolle politiet således spiller for retsstaten, lige så altafgørende må retsstatens principper nødvendigvis også være for politiets selvforståelse. Retsstatens principper må og skal så at sige være »sjælen« i politiets forståelse af sig selv og sin opgave, ikke mindst i udførelsen af det praktiske politiarbejde.

Hvad bevæger politiet?

Kun hvis denne selvforståelse virkelig behersker politiet fra top til bund, er retsstaten »i sikre hænder«. For politiet er jo ikke et begreb, som blot kan defineres ideelt. Det er en organisation med tusindvis af ansatte. Og hvis disse, eller flertallet og de mest toneangivende, har en helt anden holdning til, hvad politiets rolle og opgave er, er eventuelle hensigtserklæringer, hvor ideelt de end måtte være formuleret, naturligvis helt uden betydning.

Man hævder ganske vist gerne, at politiet i den grad er genstand for offentlighedens og mediernes opmærksomhed - ligesom både politikerne og statsadvokaterne ser det som deres opgave at holde øje med politiet - at der ikke er nogen risiko for, at politiet skulle få lov at løbe løbsk. Og offentlighedens, mediernes og politikernes kontrol med og indflydelse på politiet kan da også virkelig udgøre en sikkerhed for, at retsstaten holdes i hævd i politiets arbejde - hvis det vel at mærke rent faktisk er retsstatens principper, som ligger disse kræfter på sinde. Men der er intet til hinder for, at de samme kræfter kan trække i den modsatte retning.

Hvis opinionen, medierne og de toneangivende politikere kræver effektivitet og resultater, koste hvad det vil, er der ingen forhindringer på vejen til politistaten, hvis ikke netop politiet selv er urokkeligt forankret i disse principper.

Det første, vi derfor skal vende blikket mod, er, hvordan politiet forholder sig til de samfundskræfter, som vitterligt ikke som udgangspunkt og først og fremmest interesserer sig for eller lader sig styre af hensyn til retsstatens principper, men oftest bevæges af helt andre motiver - og ikke mindst, hvilken indflydelse sådanne kræfter har på og i politiet.

I løbet af det seneste årti er lov og orden blevet et stadigt »varmere« politisk tema, som i stigende grad har fået befolkningens og ikke mindst mediernes og politikernes bevågenhed. I takt med denne udvikling er politiet også blevet stadig mere involveret i et spil, hvor det både er brik og medspiller; et spil, som oftest foregår efter helt andre principper end retsstatens.

På den ene side bliver politiet så at sige brugt af medierne og politikerne i kampen om seere, læsere og stemmer. Der er både underholdningsværdi og politisk appel i politiets arbejde. På den anden side bruger politiet også medierne for at påvirke den politiske udvikling. Når politifolk f.eks. står frem i medierne og beklager sig over manglende midler og derfor manglende mulighed for at hjælpe borgerne, skaber man bevidst røre i befolkningen; folk bliver utrygge og forargede over, at politikerne ikke gør det fornødne for at sikre lov og orden. En sådan stemning opfanges og forstærkes snart af medierne, som jo leverer det stof, læserne og seerne vil have, hvilket netop er sager, som bekræfter utrygheden og utilfredsheden. Og bliver en sådan »bevægelse« tilpas markant, reagerer også politikerne …

Oftest er det vanskeligt at sige, hvad der kommer først, hvad der starter en sådan bevægelse, om det er en folkelig stemning, politiet, politikerne eller medierne. Den bider sig selv i halen, og det er svært at afgøre, hvem der er lokomotivet, og hvem vognene. Men selve bevægelsen er som regel ikke til at tage fejl af. Et eksempel kunne være forløbet op til indgåelsen af sidste års politiforlig.

En virksomhed i vækst …

Det forrige politiforlig var blevet forhandlet på plads i 1995. Heri var der, på baggrund af en undersøgelse af politiets effektivitet og ressourceanvendelse foretaget af et uafhængigt managementfirma, lagt op til omfattende rationaliseringer af politiets organer, hvorved politiets indsats ville kunne bibeholdes på det daværende niveau selv efter en besparelse svarende til godt og vel 200 stillinger. Men sådan gik det ikke: Hvor man i december 1995 står med et bredt politisk forlig indgået på baggrund af en nøgtern ekspertundersøgelse, er alting - som vi skal se - omkring et år senere vendt op og ned.

Meldingen om de forventede nedskæringer medfører hurtigt, at ledende politifolk begynder at melde ud til pressen om akut mangel på midler, mandskab og mulighed for at imødekomme borgernes behov for assistance. I indberetninger til Rigspolitichefen, som naturligvis heller ikke undgår mediernes opmærksomhed, hævder en række politimestre, at politiets indsats ikke vil kunne opretholdes, hvis besparelserne gennemføres. Medierne bugner af stof om »rockerkrig«, organiseret kriminalitet og voldelige konfrontationer mellem politiet og grupper af unge; i det hele taget om stigende vold og kriminalitet. Man beretter om borgernes utryghed og angst overfor tiltagende anarki, hvorpå læserne og seerne reagerer med rasende læser og seerbreve om utryghed, angst og anarki …

I Folketinget er der røre blandt politikerne - der er mange stemmer på spil. De konservative får pludselig »kolde fødder over politiforliget« og kræver en genforhandling (Berlingske Tidende, 23.8.97). Lokalpolitikerne er naturligvis også på banen. Der er på det tidspunkt ikke langt til et kommunevalg, og formanden for Kommunernes Landsforening og en lang række borgmestre klager til justitsministeren over, at borgernes retssikkerhed er truet af politiets angiveligt manglende mandskab og ressourcer: »… borgerne føler sig utrygge,« mener KLformanden (Berlingske Tidende, 8.9.97).

Den 14.9.97 kan Berlingske Tidende så bringe en artikel med overskriften »Millioner til politiet«. »Der har de sidste par år udviklet sig en række nye politiopgaver, som vi ikke kunne forudsige i 1995. Derfor er der behov for at tilføre nye ressourcer til politiet,« forklarer statsminister Poul Nyrup Rasmussen om ekstrabevillingen på 300 millioner kroner.

Da beslutningen er taget og panikstemningen foreløbigt har lagt sig, viser det sig dog snart, at hverken politiets »krise«, de »nye politiopgaver« eller den angiveligt stigende kriminalitet har hold i virkeligheden. Seks dage efter artiklen om »millioner til politiet« bringer Aktuelt en artikel, der afliver det kompleks af myter, som gennem mere end et år har udgjort substansen i argumentationen for de ekstra bevillinger.

I avisen går formanden for politiforbundet, Tommy Agerskov Thomsen pludselig til bekendelse og indrømmer, at politiet faktisk slet ikke er i krise: »Der er blevet skabt et forkert indtryk af, at vi har svært ved at opfylde selv de mest almindelige ting. I virkeligheden klarer politiet stort set alle forpligtelser uden problemer (…) Jeg beklager, hvis det er hovedindtrykket i befolkningen.« »Alle politiopgaver løses, som de skal,« supplerer hans kollega Henning Glintborg, formand for Dansk Kriminalpolitiforening.

I forbindelse med »rockerkrigen« havde politiet løbende fået bevilget fuld kompensation for de afholdte ekstraudgifter, så her var der ikke tale om et minus i regnskabet. Men også kontrollen ved den dansktyske grænse havde været på tale som en ny og uforudset opgave. Det er dog overordentlig tvivlsomt, forklarer Aktuelt, da man allerede inden politiforliget i 1995 var klar over, at der skulle ske en omlægning af overvågningen ved de danske grænser.

Så var der argumentet om Københavns Politis angiveligt truende overarbejdspukkel, som skulle stamme helt tilbage fra bl.a. det sociale topmøde i København i 1995. Ifølge Aktuelt tyder politiets egne tal imidlertid på, at overarbejdspuklen fra denne opgave for længst er forsvundet.

Ikke mindst er også en angiveligt »voksende kriminalitet« blevet brugt i argumentationen. Men igen går luften af ballonen konfronteret med de tørre fakta: antallet af straffelovsovertrædelser holder sig omtrent konstant, og heller ikke volden stiger, fortæller avisen med henvisning til tal fra Danmarks Statistik.

Men på dette tidspunkt er stikkene taget hjem og spillet gået videre.

Historien gentager sig i forbindelse med politiforliget i 1999. Medierne beskriver det ene rædselsscenario efter det andet, og der tales om stigende vold og kriminalitet, mens politiet denne gang endog går så vidt som til at annoncere i medierne for at appellere til befolkningen og dermed lægge pres på politikerne. Og det virker: Den folkelige opinion råber på stramninger og mere politi, og politikerne reagerer prompte med skarpe udmeldinger om, at nu må der gøres noget ved »problemerne«. Og selv om en ny konsulentundersøgelse peger på adskillige muligheder for rationalisering inden for politiet, fastholder de borgerlige partier, at politiet skal have ekstra penge under alle omstændigheder: Kristeligt Folkeparti mener, at politiet skal tilføres 150 millioner kroner ekstra over de næste fire år; Venstre mener, at der skal 600 millioner kroner til; de konservative taler om 1,1 milliarder kroner, mens CD taler om hele 1,4 milliarder (kilde: Aktuelt, 4.11.99).

»… at spare på trygheden er dummere end politiet tillader,« lyder det i Politiforbundets reklamekampagne, som kører i medierne i samme periode; og det ved politikerne godt: Hvis der er noget, der er upopulært hos vælgerne, så er det at holde igen, hvad angår penge til politiet. Politiet har næppe nogen sinde været så populært som nu. »… borgerne elsker politiet i en sådan grad, at de ikke kan få nok af de uniformerede betjente,« skriver Aktuelt (5.11. 99) og refererer en undersøgelse lavet for Politiforbundet i Danmark, der viser, at 65 procent af befolkningen mener, at politikerne ikke prioriterer politiets arbejde højt nok, mens 63 procent »ville føle sig mere trygge på gaden«, hvis der var mere politi til stede.

Flere midler til ordensmagten er en god og sikker politisk investering.

I november 1999 falder forliget så på plads: Det bevilger, ikke 150 millioner, heller ikke 1,1 milliarder eller 1,4 milliarder, men 2,4 milliarder kroner ekstra til politiet over de næste fire år (kilde: Aktuelt, 30.11. 99). I en tid, hvor kriminaliteten er den laveste i 13 år, både ifølge ekspertudtalelser og ifølge justitsministerens egne udtalelser på en konference med temaet »vold og kriminalitet« på Christiansborg den 11.11.99 (se også grafen over anmeldte overtrædelser af straffeloven gennem de sidste ti år). Og til det samme politi, som fire år tidligere var blevet vurderet til gennem rationaliseringer at kunne præstere betydelige besparelser uden at forringe sin indsats …

Lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen forsøger at forklare, hvad det er, der sker: »Det er blevet en almen opfattelse i den brede befolkning, at der er noget helt galt, og det er Socialdemokratiet og regeringen nødt til at tage hensyn til. Derfor er politiforliget og de ekstra milliarder et signal om, at nu forsøger man at genoprette verden - især i forhold til de ældre, der er dem, som er mest bange, og som i høj grad stemmer på Socialdemokratiet. Og netop angst er et element, som får politikerne til at agere intuitivt. Så set i sammenhæng med Dansk Folkepartis fremgang, der også appellerer til de ældre, er ekstrabevillingerne ikke overraskende (…) Men pointen er, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre - det har noget med en central vælgergruppes opfattelse af virkeligheden at gøre. Det er det, forliget spiller op til.« (Berlingske Tidende, 19.12.99).

Det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt borgerne har nogen reel grund til at føle sig utrygge; det er alene et spørgsmål om, at en central vælgergruppe har en følelse af, at samfundet er utrygt. En følelse, der for medierne, politikerne og politiet selv er kontante fordele i ikke at ignorere eller bagatellisere, men derimod bekræfte og nære, hvilket vi også afsluttende skal vende tilbage til.

Magtens deling og politiets skøn

Som vi indledningsvis var inde på, er et af retsstatens grundlæggende principper, at magten er delt, og at de enkelte magtinstanser fungerer uafhængigt af hinanden. Ifølge Grundloven er magten i Danmark delt i en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt. Politiet er underlagt justitsministerens ansvarsområde og er som sagt en del af den udøvende magt.

Hvad angår magtens deling, er det essentielt for en retsstat, at den udøvende magt (herunder politiet) ikke tiltager sig eller får overdraget beføjelser, som ellers skulle være forbeholdt den dømmende magt. Politiet i en retsstat må ikke på egen hånd gribe ind i borgernes frihedsrettigheder, men er netop underlagt legalitetsprincippet, dvs. kravet om, at en dommer først kender, at indgrebet er i overensstemmelse med loven. I takt med, at rammerne for, hvornår politiet kan gribe ind i borgernes frihedsrettigheder, måtte blive overladt til politiets eget skøn, bevæger samfundet sig uvægerlig i retning af politistaten.

Den 15.10.96 vedtager et stort flertal i Folketinget den såkaldte rockerlov som svar på måneders oppiskede folkestemning og mediehetz mod de to bikerklubber Hells Angels og Bandidos, som ifølge medierne og ledende politifolk »ligger i krig om narkomarkedet« (se Faklen nr. 35 og 7). Politiet har for længst adopteret mediernes og politikernes tale om »rockerproblemet«: »rockerne« som sådan er problemet, ikke bare den kriminalitet, de enkelte medlemmer eventuelt måtte begå. Og dermed bliver politiets indsats, i stedet for en indsats mod kriminalitet, nærmere en bekæmpelse af den bestemte gruppe mennesker, som kaldes »rockerne«. Justitsministeren taler åbent om »nye veje for at bekæmpe rockerne« (JyllandsPosten, 26.6.96).

Men denne kamp mod »rockerne« viser sig vanskelig. Og i varmen fra den ophedede debat kan man øjensynligt ikke holde hovedet koldt og tage hensyn til retsstatens »abstrakte« principper. Udfaldet bliver som sagt »rockerloven«. Med den overdrages politiet beføjelse til selv - altså uden en dommerkendelse - at skønne, hvornår man vil gribe ind i visse personers, aktuelt »rockernes«, frihedsrettigheder.

Denne lov bliver efterfølgende et vigtigt redskab i det, politiet selv kalder sin »stressstrategi«, der har som erklæret formål at gøre tilværelsen så ubehagelig som muligt for »rockerne« og de såkaldt »rockerrelaterede« - en gruppe mennesker, der ikke nødvendigvis er eller kan bevises at være kriminelle, men som på en eller anden måde, igen efter politiets skøn, er relateret til »rockermiljøet« og derfor kan indbefattes under »rockerproblemet«. Et af formålene er givetvis at forsøge at splitte miljøet og derved få denne subkultur, som man over én kam har kriminaliseret, til at gå i opløsning.

Ud over dag efter dag at lade svært bevæbnet politi mandsopdække og vilkårligt stoppe og visitere sådanne »rockerrelaterede« består strategien i simpelt hen at forbyde mange af disse mennesker adgang til deres hjem, klubhuse eller andre steder, hvor politiet skønner, de kan være til fare eller gene for deres omgivelser ved deres blotte tilstedeværelse. Med hjemmel i »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, »rockerlovens« egentlige navn, forbydes således i løbet af kort tid 174 mennesker enhver adgang til 527 bygninger - langt flere ejendomme, end de klubhuse udgjorde, som oprindelig var målet for særloven (kilde: Berlingske Tidende, 17.6.97), og dertil kommer så det faktum, at de mennesker, som disse »domme« rammer, ikke har mulighed for at få afgørelserne prøvet ved en domstol; i disse sager optræder politiet selv som både dømmende og udøvende magt …

I forbindelse med »rockerlovens« vedtagelse pegede flere juridiske eksperter på, hvad vi her også har antydet, nemlig at loven ved sin overdragelse af dømmende magt til politiet var en alvorlig svækkelse af retsstaten. For politiet som virksomhed, derimod, blev hele indsatsen mod »rockerne« en glimrende succes: Øgede beføjelser og store ekstrabevillinger oven i den fulde kompensation for de afholdte ekstraudgifter - og derudover en politisk og folkelig velvilje, som man ikke havde oplevet længe. Desuden fik Rigspolitiets afdeling A fremstående poster i det internationale politisamarbejde, hvor man tillige benyttede anledningen til at oprette personregistret NCIS til en anden god gang.

I lyset af disse kontante fordele for politiet fik hele sagen endnu mere grelle perspektiver, da medlemmer af de to klubber, Hells Angels og Bandidos, i et fællesinterview i Faklen (nr. 7, 1998) samstemmende hævdede, at politiet selv havde spillet en betydelig og særdeles aktiv rolle i, at »rockerkrigen« overhovedet var opstået.

»Politiet har ikke alene lækket falske oplysninger til pressen og fremstillet udokumenterede og beviseligt misvisende rapporter, men de har også forsøgt at sætte os op mod hinanden og ligefrem fremprovokere attentater, inden der overhovedet var en konflikt,« fortæller Jim Tinndahn fra Bandidos i interviewet og forklarer som eksempel, hvorledes politifolk fra den berygtede »Bravopatrulje« allerede tidligt havde kontaktet Bandidos og direkte opfordret til at »bekrige de svin«, (med henvisning til Hells Angels) og i den forbindelse tilbudt tegninger over et af Hells Angels’ klubhuse med planer for vagtskifte osv. (Faklen nr. 7, s. 4ff; nr. 12, s. 3f).

Ingen af dem hævder, at politiet alene bærer ansvaret for konfliktens opståen; men det er for dem at se en kendsgerning, at såvel politiet som pressen pustede til gløderne og bar ved til bålet.

Bent »Blondie« Svane Nielsen fra Hells Angels kommer ind på, hvad der i givet fald kunne have været politiets motiver: »For mig at se er det indlysende, at politiet har haft en klar interesse i at skabe en konflikt (…) Det er jo i realiteten de samme mekanismer, som blev brugt under Golfkrigen. Amerikanerne ville have en konflikt, og det fik de ved at lade den amerikanske ambassadør forsikre Irak om, at hvis de tog en lille bid af Kuwait, ville USA skam ikke blande sig (…) Det er jo et gammelt kneb: Man sætter to parter op mod hinanden for at få den konflikt, som er ’forklaringen’ på, at man blander sig, dvs. reelt går ind og overtager magten (…) På samme måde har politiet medvirket til at skabe vores konflikt, og på samme måde har de vundet alt. Rettighederne er taget fra os, politiet har fået del i domstolenes magt og utallige nye bevillinger og beføjelser.« (Faklen nr. 7, s. 5).

Og denne nye position var politiet da tilsyneladende heller ikke indstillet på at give afkald på igen lige med det første. Selv måneder efter, at den såkaldte rockerkrig havde fundet en fredelig afslutning, fortsatte politiet med at benytte »rockerloven« til at begrunde indgreb over for »rockerne«. Flere jurister så den fortsatte fremfærd som helt ubegrundet, men nu var afgørelsen jo én gang overladt til politiet, og her holdt man fast på de nye beføjelser: »Vores vurdering er, at betingelserne for at bruge loven stadig er opfyldt, men det er selvfølgelig op til den enkelte politimester,« forklarede politimester Jens Henrik Højbjerg (JyllandsPosten, 28.11.97). Og det var netop op til »den enkelte politimester«, ikke til domstolene.

På det seneste er samme problematik omkring magtens deling blevet aktuel i forbindelse med det såkaldte maske eller hætteforbud, som blev vedtaget i folketinget i maj 2000. Denne gang var det ikke »rockerne«, men den nyligt udråbte samfundsfjende nr. 1, nemlig »de autonome«, indgrebet blev rettet imod. I et forsøg på at komme »problemet« til livs er bestemmelsen formuleret således, at politiet kan anholde deltagere i demonstrationer eller folk, som politiet måtte skønne, er på vej til en demonstration, hvis de blot bærer eller er i besiddelse af noget, der efter politiets skøn ville kunne anvendes til at »forhindre identifikation«. Lovteksten lyder: »… den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.« Ligesom den, som »på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder« tillige kan straffes med fængsel indtil et halvt år. (Kilde: www.folketinget. dk). En sådan lovs mulige karakter af »gummiparagraf« til retfærdiggørelse af vilkårlige anholdelser turde være åbenbar.

Igen har politiet med glæde taget imod de nye beføjelser.

Lighed for loven

Det andet af de fundamentale retsprincipper for retsstaten, vi nævnte, er lighed for loven. Her er domstolene naturligvis afgørende, men politiets rolle er ikke mindre vigtig.

Samfundet rummer grupper, som i kraft af, at de udgør mindretal og i nogle tilfælde er socialt marginaliserede på den ene eller anden måde, står magtesløse over for statens magtapparat og de magtfuldes (majoritetens) kontrol med dette. Ikke fordi de pr. definition behøver at være hverken »svage«, »hjælpeløse« eller »forfulgte uskyldigheder«, men fordi de, qua minoriteter eller marginaliserede grupper, netop bliver magtesløse i forhold til de magtfulde og de mange.

Et af retsstatens kendetegn - og dermed en af politiets centrale opgaver - er derfor også netop at beskytte sådanne mindretals interesser, så de magtfulde ikke tager monopol på frihed og retfærdighed gennem en stadigt snævrere moralsk og social orden; så borgerrettigheder ikke bliver eksklusive goder for de veltilpassede, mens de abnorme henvises til en retsløs tilværelse i samfundets periferi.

Et andet aspekt af lighedsprincippet er, at politiet må udøve sit hverv uden nogen form for diskrimination; politiet må ikke udvikle eller varetage særinteresser. Ellers bliver loven igen blot endnu et magtmiddel i hænderne på de magtfulde, og så er retsstaten en saga blot.

Hvorvidt det er tilfældet, viser sig f.eks. i, hvorvidt politiet i formelt set ensartede situationer handler ens. Forholder man sig på samme måde over for utilpassede og veltilpassede, fattige og rige? Gør det nogen forskel, i forhold til, hvordan politiet handler over for én, om man bor i København SV eller i Rungsted? Om man er autonom eller automobilforhandler? Reageres der på samme måde over for en somalisk asylansøger som over for en »dansker«?

Derudover kan politiet naturligvis ikke kontrollere alle og forfølge al kriminalitet, men må prioritere. En del af denne prioritering styres fra politisk hold, men i det daglige arbejde er det i vidt omfang overladt til politiet selv at vurdere, hvem man vil kontrollere. Og i lyset af princippet om lighed for loven er det da altafgørende, at politiet ikke prioriterer sin indsats således, at kontrollen konstant og ensidigt rettes mod bestemte befolkningsgrupper, bestemte »typer« af mennesker eller mennesker fra bestemte sociale lag. Ud over at være et principielt brud med retsstatens principper vil en sådan ensidig indsats desuden kunne fastlåse disse bestemte grupper i en selvforstærkende og selvbekræftende »ond cirkel« af kontrol og straf: Man stempler for det første disse grupper som »kriminelle«, hvilket inden for kriminologien længe har været erkendt som en sikker måde at få folk til at handle mere kriminelt på. For det andet kriminaliserer man disse bestemte grupper rent statistisk: Når de kontrolleres langt mere end andre, vil antallet af faktiske forbrydelser, som opdages blandt dem, naturligvis også være langt højere end blandt andre. Og det kan jo så passende bruges som argument for at fortsætte den særlige kontrol af de selv samme grupper …

Røvhullerne og hr. og fru Danmark

Det er blevet kaldt »politiblikket«: at man umiddelbart, alene ud fra en persons påklædning og ydre fremtoning, kan se, hvilken »type« han er, om han tilhører »den kriminelle type« eller ej, og dermed om man skal kontrollere ham eller lade ham gå.

I bogen Inden for lovens rammer har kriminologen Lars Holmberg studeret og beskrevet dette særlige »blik«. Han har gennem otte måneder fulgt politifolk fra Glostrup politi i det daglige arbejde og har herigennem fået indblik i, hvordan verden ser ud, når man ser på den med »politibriller«.

Politifolkene opererer ifølge bogen med to hovedkategorier af mennesker: »røvhullerne« og »hr. og fru Danmark«: »’Røvhullerne’ er først og fremmest de kendte kriminelle, eller dem, der ligner (…) Som regel har røvhullerne et synderegister i KR [Kriminalregisteret, red.], men i sjældne tilfælde kan en person vise sig at være ’ukendt’ og alligevel bevare prædikatet, f.eks. hvis han har en særlig påklædning, optræder provokerende eller ses i selskab med andre, kendte røvhuller. Disse mennesker kaldes ofte ’kunder’, hvilket giver et klart billede af, at det netop er denne gruppe, politiet har den hyppigste kontakt med. Af og til omtales gruppen af røvhuller, kunder og dem, der ligner, som ’klientellet’.« (S. 73).

Om den anden hovedgruppe i denne særlige polititerminologi, »hr. og fru Danmark«, hedder det: »Denne gruppe, som også omtales som ’hr. og fru Jensen’ eller ’gode, danske borgere’, er de almindelige mennesker ’ude i samfundet’. De er ikke kendte i Kriminalregisteret, og politiet møder dem mest som anmeldere, eller eventuelt i køretøjskontroller. Ud over disse betegnelser bruges også udtrykket ’publikum’ om de gode, danske borgere som helhed, og denne gruppe omtales også af og til som ’offentligheden’.« (S. 73).

Identifikationen af, hvorvidt en person tilhører den ene eller den anden gruppe, om vedkommende repræsenterer »det onde, som skal bekæmpes, eller det gode, som skal beskyttes«, som Holmberg skriver (s. 74), bliver nødvendigvis også bestemmende for, hvordan vedkommende bliver behandlet af politiet:

»Pæne borgere skal behandles lempeligt, røvhullerne skal ’lige have en for det her også’. Det kan virke, som om politifolkene går ud fra en tommelfingerregel, der hedder ’én gang røv, altid røv’. En kendt person, der iflg. KR ikke har lavet noget de sidste mange år, har nok bare været heldig ikke at blive opdaget,« skriver Lars Holmberg og forklarer i en fodnote, hvorledes selve udformningen af Efterforskningsregisteret symbolsk støtter denne opfattelse: Når det er muligt for politifolk at se folks »synderegister« 25 år tilbage, forstærker det opfattelsen af, at en tidligere opdaget kriminel handling for altid vil stemple personen (s. 89).

Men selv om politiet altså har (eller tager sig) vide rammer for, hvordan de reagerer over for forskellige personer, var Lars Holmberg kun vidne til meget få overdrevent hårde afgørelser, fortæller han. Det kendetegnende var derimod, at »nåde går for ret« efter nogle uskrevne retningslinjer, der er baseret dels på, hvilken type menneske politiet vurderer at stå over for, dels på vedkommendes opførsel. Som to betjente forklarer det over for Lars Holmberg:

Betjent B: »Da jeg var på PG2 (første praktikhold i politiuddannelsen), der fik vi direkte at vide, at uddannelseslederen ikke ville se alle mulige småsager om at gå over for rødt og den slags til hr. og fru Danmark. Dem skal man måske bruge som vidner i morgen, og så nytter det ikke, at de går og bli’r sure på os.«

Betjent A: »Ja, hvis det er hr. og fru Danmark, så kan man godt se igennem fingre med det, klare det med en formaning, og de så siger, ’ja, vi ved det godt’. Hvis det er et af de kendte røvhuller, så kan man godt synes, at han lige skal have en for det her også.«

Betjent B: »Hvis det er sådan en, der siger ’har I ikke andet at lave’, så kommer blokken frem med det samme.«

Betjent A: »Ja, der kræves underdanighed for politiet, kan man faktisk godt sige (han ler lidt).« (S. 88).

De sociale skraldemænd

Narkomaner er givetvis typiske »røvhuller«. De er nærmest pr. definition kriminelle, fordi det stof, de er afhængige af, er ulovligt, og fordi de for at skaffe det ofte er nødt til at begå andre former for kriminalitet nærmest dagligt: tyverier, indbrud eller prostitution, eller de sælger selv narkotika på gadeplan.

I Danmark har man fra politisk hold forpligtet sig internationalt til at bekæmpe narkotika (lige fra cannabis til de såkaldt hårde stoffer), som man ser som en »fælles trussel« (»EU og narkobekæmpelsen«, pjece fra Kontoret for de Europæiske Fællesskabers Officielle Kontorer). Af samme grund er politiet blevet indskærpet en konsekvent restriktiv holdning over for al »narkokriminalitet«, inklusive narkomaner, der køber stof eller sælger det for at finansiere eget forbrug.

Hver sjette kriminalbetjent i Danmark er fuldtidsbeskæftiget med at »bekæmpe« narkotikakriminalitet. I Københavns politikreds er det hver fjerde. Hertil skal så lægges ordenspolitiets heller ikke ubetydelige indsats på området (kilde: Flemming Balvig, Kriminalitet og social kontrol, Forlaget Columbus, 1995, s. 135).

På gadeplan, i forhold til narkomanerne og »småpusherne«, har indsatsen imidlertid vist sig virkningsløs. Til trods for at politiet i årevis har stresset og straffet narkomanerne, er de hverken forsvundet eller holdt op med at være narkomaner eller kriminelle.

Kriminologiske undersøgelser har netop også vist, at følgekriminaliteten kun bliver værre, når politiet skærper indsatsen (priserne på stof stiger, så der skal skaffes flere penge for at dække behovet). Derfor er formålet med politiets »bekæmpelse af narkoproblemet« på gadeplan efterhånden blevet begrænset til det rent »æstetiske« aspekt: at narkomanerne med deres blotte tilstedeværelse er til gene for »hr. og fru Danmark« og de erhvervsdrivende i de områder, hvor de holder til, og derfor med jævne mellemrum må spredes eller forsøges flyttet, så »narkoproblemet« bliver mindre synligt og dermed mindre generende for de lokale forretningsdrivende og områdets mere veltilpassede beboere.

Betegnende for politiets generelle indsats over for »narkoproblemet« på gadeplan er følgende beretning fra Århus Festuge i Ekstra Bladet (2.9.97): Narkomanerne er til gene året rundt, hedder det, »men ikke under den festlige festuge (…) Politiet fjerner resolut narkoproblemet fra gadebilledet. De ti mest synlige stiknarkomaner blev anholdt i weekenden og får nu tilhold mod at opholde sig på Bispetovet, hvor tissetrængende turister og festdeltagere foreløbig kan lette sig for fadøllene i fred.« Den vagthavende fra Århus Politi forklarer, at man har »brugt en såkaldt gummiparagraf om at ’være til ulempe’, så de ikke generer for meget«.

I København startede politiet i 1999 en af sine periodiske »stresskampagner« mod narkomanerne på Vesterbro. Flere gange i timen ryddede politiet op på fortove og pladser og udskrev bøder til narkomanerne: »Det lyder måske ikke af meget med en bøde. Men misbrugerne får jo samlet bøder sammen, og det bliver efterhånden rigtig mange penge, som de selvfølgelig ikke har. Så kan bøderne jo omsættes til hæftestraf, og så ryger misbrugerne jo i spjældet,« forklarede lederen af nærpolitiet på Station 1 i Berlingske Tidende den 7.7.99; og så er de da borte fra området i et stykke tid.

Hvis narkomanerne ikke kan spærres inde, kan man i stedet forsøge at gøre dem det så ubehageligt som muligt og på den måde formå dem til at »forsvinde« fra gadebilledet, ikke mindst ved konsekvent at konfiskere alt det stof, man støder på, selv de mindste mængder. Man har f.eks. også, bl.a. for at lægge pres på småpusherne i kvarteret, indført en bestemmelse om, at man ikke må »tage ophold« i Istedgade. »Det vil sige, står du stille, kan du få en bøde,« forklarer en betjent fra politiets såkaldte uropatrulje i bogen Politiet - Ven og fjende (Per Staarup Søndergaard, CDR Forlag, 1996, s. 72). Paradoksalt nok kan »succesen« med politiets »stresskampagner« også aflæses i stigende sygdom og overdødelighed blandt narkomanerne, fordi de bliver nødt til at fixe så hurtigt som overhovedet muligt for ikke at risikere at få stoffet konfiskeret - uden hensyn til hygiejne og uden tid til at tjekke stoffets styrke.

Målet med indsatsen, i form af, at problemet bliver mindre synligt i visse områder, er naturligvis lige så kortsigtet, som virkningen er kortvarig. Som Dorit Otzen fra de prostitueredes varmestue Reden siger: »… der er endnu ingen, der er blevet stoffri af en tur i fængsel.« (Aktuelt den 20. 7.99). Det er derfor heller ikke uforståeligt, hvis politifolk, der arbejder i sådanne miljøer, bliver frustrerede: »Seks år her er rigeligt. Bliver du her længere, risikerer du at blive for kold og kynisk i forhold til dine medmennesker, fordi du oplever og ser så meget lort,« forklarer den tidligere citerede urobetjent samme sted. At dette sker noget tidligere for nogle betjente, kunne den meget omtalte Station 1sag fra 1999 tyde på.

Sagen mundede i alt ud i 99 individuelle klagesager mod politifolk fra Station 1 i København, ikke mindst fra lokale narkomaner og prostituerede, og omfattede anklager om nærmest rutinemæssig vold, chikane, magtmisbrug og generel disrespekt fra politiets side. Samtlige 99 sager blev imidlertid afvist af statsadvokaten, i størstedelen af tilfældene på grund af manglende beviser, der betød, at påstand stod over for påstand, idet de anklagede betjente afviste enhver kritik.

Var det gået anderledes, og sagen havde ført til domme i større omfang, havde der givetvis også været tale om en kritisk situation - om ikke for politiet som sådan, så i hvert fald for det københavnske politi. »Historierne var skræmmende. De rokkede ved tilliden til en af grundpillerne i det danske retssamfund,« skriver f.eks. Berlingske Tidende den 23.3.00 på lederplads. At det skulle være gået sådan, er til gengæld også vanskeligt at forestille sig; som lic.jur. Jørn Vestergaard, ekspert i strafferet ved Københavns Universitet, udtalte i forbindelse med statsadvokatens afgørelse: »Resultatet af undersøgelsen om Station 1 var stærkt forudsigeligt. Hvad havde man egentlig forventet at finde? En juridisk frikendelse af betjentene kan oven i købet få den kedelige virkning, at alle nu tror, at den hellige grav er velforvaret.« (Berlingske Tidende, 24.3.00). Og netop dette var da også den citerede leders konklusion: Betjentene på Københavns Politis Station 1 bør gå fri for enhver kritik af deres adfærd, og eftersom der ikke var noget om sagen, består tilliden til denne grundpille i det danske retssamfund urokket.

Flere eksperter satte dog allerede tidligt spørgsmålstegn ved selve den måde, sagen blev grebet an på; bl.a. at statsadvokaten kun havde mulighed for at behandle sagerne individuelt uden at kunne komme til bunds i de store sammenhænge og de dybere liggende årsager: »En sådan undersøgelse (…) [vil] kun være facadepynt, der ikke i sig selv fjerner det grundlæggende problem. Det ville være dybt naivt at tro, at sager mod enkelte betjente er løsningen. En sådan håndtering kan tværtimod skabe det indtryk, at problemet kun drejer sig om nogle enkelte betjentes udskejelser,« udtalte Jørn Vestergaard (JyllandsPosten, 14.3. 99). Den norske professor i strafferet, Anders Bratholm, som selv har været involveret i en stor sag om politiovergreb i Bergen i Norge, var endnu mere eksplicit pessimistisk: »… sagerne kan kun ende i ingenting (…) Alle betjente vil nægte alt - og er der noget, politifolk kan, er det at lyve og rykke sammen om løgnene.« (Sammesteds). Sammen med andre jurister slår de i stedet til lyd for, at sådanne undersøgelser skulle foretages af en bred gruppe uafhængige eksperter inden for både sociale forhold, psykologi og kriminalitet i almindelighed for at komme til bunds i de grundlæggende problemer i politiet.

Afhøringen af de involverede politifolk begyndte i slutningen af marts 1999. Ingen var sigtet for noget, og ingen havde derfor heller pligt til at udtale sig over for statsadvokaten … og ingen betjente meldte sig frivilligt som vidner i undersøgelsen. Til trods for, at flere politifolk over for JyllandsPosten faktisk havde beskrevet oplevelser og iagttagelser af kollegers overgreb.

En tidligere politielev på Vesterbro fortalte, at han havde overværet en kollega - som stadig er på Station 1 - slå afrikanske narkohandlere og lave små bål af de helligdomme, de bar om halsen. En anden politiassistent, der havde forladt Københavns Politi, huskede, at det, allerede før han forlod stationen, var almindelig kendt, at der var »store problemer« med en bestemt ansat på Station 1, som nu atter var i søgelyset. Ledelsen kendte alt til problemerne, men ignorerede dem, fortæller han. Tidligere urobetjente fortalte endvidere, hvordan de i mindst to tilfælde inden for de seneste år havde forsøgt at opspore kolleger der ’gik for tæt på’ de prostituerede eller direkte tvang dem til sex. I et tilfælde modtog Uropatruljen oplysninger om en betjent fra Station 1, der - uden for arbejdstiden - skulle have opsøgt prostituerede for at ’kropsvisitere’ dem (kilde: JyllandsPosten, 28.2.99).

Men ingen af betjentene ville stå frem. Hvorfor, giver JyllandsPosten selv et bud på: »To gange i dette årti har betjente i København anmeldt en kollega for vold. I begge tilfælde er de pågældende blevet dømt og afskediget. Men begge tilfælde har samtidig haft konsekvenser for de kolleger, der brød korpsånden. Der blev med ét kold luft omkring dem nede på stationens kaffestue. Og i dag er de begge væk, ude af byen og eksporteret til provinsen, stemplet som ’stikkere’. Den ene har desuden valgt at tage navneforandring.« (19.2.99). Fra selve Station 1 findes der kun et eksempel på, at politifolk har indberettet en kollega - det skete i 1997, hvor en politiassistent med tilnavnet »Kummefryseren« uden grund bankede en værtshusgæst med sin politistav. De politifolk, der anmeldte »Kummefryseren«, kom imidlertid ikke fra hans egen station, men derimod fra Station 2, hvis folk siden på Station 1 har været kendt som »stikkerne« (kilde: JyllandsPosten, 7.2.99).

Som sagt endte Station 1sagen med en frifindelse af politifolkene. Men stationens - og ikke mindst de notorisk problematiske elementer med tilnavne som McCloud (alias DillerDaller), Kummefryseren, Snigeren og Overarmen - ry og rygte betød, at statsadvokatens afgørelse i sagen langt fra rensede luften; anklagerne havde simpelt hen været for mange, for generelle og for alvorlige til bare at kunne glemmes. Som sygeplejerske Nina Brünés, der driver en gadekonsultation i området, udtrykte det: »Når så mange mennesker går den tunge gang fra stenbroen til statsadvokaten for at indgive en klage, så er det, fordi der er noget om snakken.« (Berlingske Tidende, 23.3.00).

Kort tid efter dukker der endnu en sag op, som involverer Station 1, og som forlener en evt. nagende mistanke med yderligere substans. Sagen drejer sig ganske vist denne gang ikke om miljøet omkring narkomanerne på Vesterbro, men den maler det samme grelle billede af politiets brutalitet. I salatfadet på vej til stationen og på selve stationen er en ung mand blevet ydmyget og tæsket så grundigt, at fire betjente fra en nabostation har set sig nødsaget til at anmelde den voldelige kollega - han sigtes siden for vold af »særlig rå, brutal eller farlig karakter«. Fire andre betjente fra den anklagede betjents egen station har imidlertid valgt loyalt at vidne til fordel for deres makker, og fællestillidsmanden på Station 1 står fast på, at der må være tale om en »misforståelse« - til trods for at de fire anklagende betjente selv har bevidnet optrinet … (kilde: JyllandsPosten, 30.7.00). Mange af klagerne fra bl.a. de lokale narkomaner havde beskrevet samme type politibrutalitet. Der var bare ingen brugbare vidner.

Narkomanerne er uønskede, og politiet er fra politisk hold blevet sat til at fjerne »problemet« fra de områder, hvor narkomanerne er »til ulempe« for de »almindelige borgere« og de erhvervsdrivende. Nogle politifolk tager givetvis denne opgave mere nidkært op end andre - og nogle tager den måske som et carte blanche til at kunne behandle narkomaner og prostituerede efter eget forgodtbefindende. Men som opgaven allerede er formuleret fra politisk hold, kan politiet med en vis rimelighed hævde, at den ikke kan løses uden at få »skidt« på fingrene. Sikkert derfor gjorde den megen kritik omkring Station 1sagen også mange politifolk rasende. Fællestillidsmanden på Station 1, Claus Oxfeldt udtrykte sig mere behersket, men ikke mindre tydeligt: »… det er jo politisk bestemt, at vi skal være efter narkomanerne, så vi undgår ikke konfrontationer og dermed klager i fremtiden.« (Information, 23.3.00).

Når det ikke lige drejer sig om de spektakulære straffesager, som tages op af medierne, men om den almindelige, daglige kynisme og disrespekt, vil betjentene ofte henvise til, at de blot gør deres arbejde - hvad de har fået besked på. Og så ender kritikken jo som nævnt hos de folkevalgte politikere, hvor den smuldrer, når den ikke giver direkte udslag i meningsmålingerne. Også spørgsmålene omkring hensigtsmæssigheden af den kyniske fremfærd over for såvel narkomanerne og de prostituerede som de hjemløse, tiggerne, »sutterne« og de øvrige subsistensløse, som også er uønskede i gadebilledet, affærdiges med konstateringen af, at »det er politisk bestemt …« - og får lov at stå ubesvarede hen.

Politiet og de etniske minoriteter

Politiets forhold til de etniske minoriteter er et kapitel for sig.

Allerede som asylansøgere møder fremmede, som kommer til Danmark, et politi, hvis arbejde fra politisk hold er bestemt til at være præget af mistænksomhed og en konsekvent restriktiv holdning. Når politiet således f.eks. over for asylansøgere, der ikke ønsker at samarbejde med politiet med henblik på deres egen »hjemsendelse«, gør brug af det, man eufemistisk har kaldt »motivationsfremmende foranstaltninger« (f.eks. den såkaldte »madpakkeordning« bestående i fratagelse af »lommepenge« til kost, tøj og almindeligt underhold til fordel for en daglig ration konserves, samt pligt til dagligt at give møde på en politistation beliggende timers rejse med offentlige transportmidler fra asylcentret, og hvor udeblivelse kan resultere i fængsling), er det naturligvis ikke mindst, fordi det er blevet dikteret fra politisk hold.

Politiet gør igen bare deres arbejde, som man siger. I forhold til diskussionen om retsstaten bliver det imidlertid vedkommende også at spørge, om politiet gør mere end deres arbejde, og om denne merindsats kunne være udtryk for særinteresser motiveret af sym og antipatier i politiet …

Det er f.eks. politiet, der står for at indberette de flygtninge, som man mener ved deres vrangvillighed til at samarbejde har gjort sig fortjent til de »motivationsfremmende foranstaltninger«. I en periode på fire måneder, som Århus Stiftstidende (21. 10.99) havde set nærmere på, indberettede politiet 1.122 sager, hvor man foreslog anvendelse af denne »straf«. Efter at Udlændingestyrelsen havde vurderet sagerne nærmere, viste sanktionerne sig imidlertid at være uberettigede i omkring 80 procent af tilfældene (229 blev godkendt).

Det er også politiets opgave at »hjemsende« asylansøgere, som er blevet nægtet asyl. I 1998 drejede det sig bl.a. om en del somaliske flygtninge. Den 13. april sendte politiet således to somaliske kvinder og et barn til Somaliland - man havde imidlertid valgt ikke at underrette de regionale klanledere først. Lederen af Somalilands genopbygningsministerium udtalte i den forbindelse til Berlingske Tidende: »Vi er meget vrede over den måde, situationen er blevet håndteret på af Danmark. Ingen anede noget, før de stod i lufthavnen.« Om asylansøgernes erfaring med det danske politi udtaler han: »De er virkelig oprørte. De anklager det danske politi for at have generet dem og ikke givet dem mulighed for at samle deres ejendele - så de kom her uden tøj eller noget. Det er ikke den behandling, der følger aftalen med den danske regering.« (21.4.98).

Et andet eksempel på politiets fremfærd over for asylansøgere er en praksis gående ud på at separere moder og barn i de tilfælde, hvor moderen ikke er »samarbejdsvillig«; barnet tages fra moderen og kommer i familiepleje hos Røde Kors, ikke for at sikre barnets tarv, men for at sikre, at moderen ikke går under jorden eller på anden vis unddrager sig udvisning. Denne praksis blev ifølge JyllandsPosten, 4.4.98, anvendt seks til syv gange alene i løbet af de første måneder af 1998.

Den 15.6.99 refererer Berlingske Tidende en sag, hvor en afvist 18årig iransk asylansøger blev udvist til Iran. På toilettet i lufthavnen skar han i frustration begge pulsårer over og blev kørt til Amager Hospital, hvor lægen anbefalede indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Politiet, som har beføjelse til at træffe beslutning om, hvorvidt en sådan lægelig henstilling skal følges, fulgte i stedet iraneren om bord på flyet, mens han endnu var iført sit blodige tøj. Ifølge politirapporten var han fastspændt på en båre, hvor han grædende forklarede, at han ville blive slået ihjel, hvis han blev sendt til Teheran. Pårørende og venner i Danmark har ifølge avisen ikke hørt fra manden siden 1. maj.

»Det ligner magtmisbrug, og det er politiets ansvar, hvis det viser sig, at han har begået selvmord,« udtaler Hanne Mollerup, som er medlem af den Almindelige Danske Lægeforenings etiske udvalg, til Berlingske Tidende (17.6.99). Ifølge Aktuelt den 7.7. 99 er denne sag kun én blandt flere lignende, hvor lægers faglige skøn er blevet tilsidesat af politiet. Og det afgørende spørgsmål bliver da, hvilken bevæggrund politiet har for at prioritere således, når man faktisk har alle muligheder for at vælge den lempeligere løsning med henvisning til de lægelige anbefalinger …?

»Iskolde og fuldstændig ligeglade andengenerationsindvandrere«

Hvad angår forholdet til politiet, er en af de mest omtalte grupper blandt de etniske minoriteter de såkaldte »andengenerationsindvandrere«. Lars Holmberg fortæller i den tidligere citerede bog Inden for lovens rammer, at typiske »andengenerationsindvandrere« for politifolk er en snævert afgrænset gruppe af unge mænd med mørk hud, hvis familie stammer fra Tyrkiet, Pakistan eller et mellemøstligt land. Gruppen betegnes derfor også ofte som ’muslimer’ og af og til blot som ’sorte’ (s. 130).

Som vi var inde på tidligere, er det åbenbart vigtigt for politifolk, at »klientellet« indtager en ydmyg holdning, når de bliver kontaktet. »Ja, der kræves underdanighed for politiet,« som betjenten udtrykte det. Ifølge Lars Holmbergs undersøgelse er tilstedeværelsen eller fraværet af en sådan ydmyg holdning ofte afgørende for, om politiet i ellers nogenlunde ens situationer handler lempeligt eller lader en person få deres fulde magt at føle til den yderste grænse for lovens rammer - og til tider længere.

Lige netop i forhold til de såkaldte »andengenerationsindvandrere« er dette åbenbart et særligt problem, fordi mange af disse angiveligt ikke har særlig stor respekt for politifolk, nægter at anerkende deres autoritet og sætter spørgsmålstegn ved deres motiver. Lars Holmberg refererer en hændelse fra sit ophold hos Glostrup Politi, hvor en kriminalbetjent fortæller om en ung ’dansk’ indbrudstyv, de lige har anholdt:

»Nu er han jo ikke den værste type, du kan se, han indrømmer det hele. Havde det nu været en af de sorte, så havde det været helt anderledes. Så er det noget med ’ja mand, hvad er der?’ (illustrerer ved at fægte med armene og sidde henslængt i en stol). De indrømmer aldrig noget overhovedet!« (s. 131.). Denne »respektløse« holdning er åbenbart en kilde til stor frustration hos politifolkene.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken form for respekt det er, politiet ønsker; om det er en respekt baseret på frygt for politiets magtmidler, eller en respekt for politiets professionalisme, dygtighed og viden, og for den retsstat, de repræsenterer. Meget tyder på, at det nærmere er det første end det sidste.

I hvert fald har forløbene i forbindelse med urolighederne først på Nørrebro i København, siden i Vollsmose i Odense tydeligt vist, at politiets og myndighedernes reaktion på uroligheder gang på gang har været oprustning, flere betjente, hårdere fremfærd, mindre tolerance.

»En bemærkning, man ofte hører om gruppen af unge andengenerationsindvandrere er, at ’vi skal vise dem, hvem der bestemmer’,« skriver Lars Holmberg (s. 133). Man er på forhånd indstillet på at svare med magtdemonstrationer. Og resultatet af denne holdning hos politiet kan man læse af begivenhederne på Nørrebro og i Vollsmose.

De unge »andengenerationsindvandrere« på Nørrebro fik for alvor offentlighedens opmærksomhed, da nogle af dem i juli 1997 kom i karambolage med politiet. Hele miseren startede med, at to betjente, der forfulgte en ung mand, som i vrede over politiets behandling af en kammerat havde kaldt betjentene for »bøsserøve«, var så uheldige at løbe lige lukt ind på et område, hvor adskillige af den forfulgtes venner opholdt sig. Her fik de to betjente en noget ublid medfart, men led ingen alvorlig overlast. Politiets version af historien bliver i medierne ikke desto mindre til et »baghold«, hvor »bøllerne« forsøgte at stjæle betjentenes stave og pistoler. Og den version køber de fleste.

Også i forhold til det videre forløb stiller den brede offentlighed sig stort set tilfreds med politiets og mediernes billede af begivenhederne: En gruppe på 2030 »hårdt belastede« unge »andengenerationsindvandrere«, der betegnes som henholdsvis »iskolde og fuldstændig ligeglade« (Bent Olsen, vagtleder i Nørrebros Nærpoliti, JyllandsPosten, 13.7.97), og »en hård kerne af uromagere, så barske, at de er uden for pædagogisk rækkevidde« (Hanne Bech Hansen, politidirektør i Københavns Politi, JyllandsPosten, 14.7.97), er slet og ret gået amok og har trukket medløbere med i »bølleoptøjer« og vold.

Politikere raser, aviserne og deres debatsider bugner af indignerede dundertaler mod »de fremmede«, og svaret lyder, ikke mindst fra politiet selv: Mere politi og mere magtanvendelse.

Kun få dage efter er nærpolitistyrken på Nørrebro da også fordoblet og en særlig enhed af kriminalpolitifolk i al hast udstationeret.

Den 14.7.97 bringer Politiken et interview, hvor en af de unge fra Blågårds Plads fortæller historien set fra deres synspunkt: »Vi protesterede mod tre urimelige anholdelser. Rent ud sagt var det vores hævn for den måde, politiet behandler os på (…) Vi kæmper for, at politiet skal holde op med at chikanere os (…) Ham den 21årige, som de sigtede for drabsforsøg, havde ikke en skid med det at gøre. Han kom ned fra sin opgang for at se, hvad der skete, og så anholdt politiet ham lige foran hans forældre. Det er det mest ydmygende. Han kom ind på Bellahøj, hvor han sad i 14 timer. Man har krav på mad hver tiende time og en madras, men han fik ingen af delene. De fjernede madrassen, så han måtte sove på betongulvet. Han har stadig blå mærker over det hele fra anholdelsen.«

I andre interviews dukker der efterhånden lignende glimt op fra en dagligdag med konstant overvågning og respektløshed fra politiets side: »F.eks. når man bliver afvist på et diskotek. Så siger man OK. Fuck det, og så står man udenfor, og så kommer politiet senere, og det eneste, de gør, er at fjerne udlændinge (…) Betjentene ved godt, at det værste, man kan gøre mod en andengenerationsindvandrer, er at sige noget slemt om familien, og så siger de måske, ’hvis ikke du gør dit eller dat, så knepper jeg din søster,’ eller ’jeg har lige ligget og bollet din mor’. Vi støtter hinanden hernede. Det er politiet, der angriber os.« (JyllandsPosten, 14.7.97). »Vi føler os overvåget hele tiden, og vi bliver anholdt uden grund. Det er meget ydmygende.« Én konstaterer om forholdet til politiet simpelt hen, at »Vi hader dem, og de hader os.« (JyllandsPosten, 15.7.97).

Kathrine Hammerich, som er formand for social og beskæftigelsesudvalget i bydelsrådet på Indre Nørrebro, kommer i JyllandsPosten ind på tanken om, at ikke mere, men bedre politi kunne være svaret på problemerne: »Vi har ikke brug for mere politi. Vi har brug for betjente, der har større forståelse for de sociale problemer, og som oftere kan vende det døve øre til provokationer.« (14.7.97). Eller som en beboer i området udtrykker det i Ekstra Bladet, 21. 7.97: »Vi har brug for politifolk, der kan snakke med os. Ikke som ham den smilende betjent, der plejer at jage knæet op i skridtet på os.«

Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen afviser blankt, at problemerne kan skyldes, at politifolkene i deres arbejde er præget af uvidenhed og fordomme: »Politiet får undervisning i etniske minoriteter på politiskolen, og jeg mener, at folkene på Nørrebro har stor forståelse for problemerne,« forsikrer hun (Berlingske Tidende, 21. 7.97). Få dage senere kan Politiken dog fortælle, hvordan netop et forsøg på at bibringe politifolkene en større indsigt i etniske minoriteters forhold, hvor Dokumentations og Rådgivningscentret om Racediskrimination i en periode havde tilbudt forelæsninger for politifolk på efteruddannelse, var blevet indstillet, fordi forelæserne var blevet mødt med ligegyldighed eller direkte chikane fra politifolkene. Lederen for DRC, Eric TinorCenti forklarede: »Inden for de sidste par år har der været flere af den slags episoder, hvor vore folk er blevet udsat for meget ubehagelige ting og er blevet svinet til. Vore undervisere er mennesker, der ellers er vant til lidt af hvert, men det her var for meget.« (Politiken, 30.7.97).

Socialminister Karen Jespersens kommentar under et debatmøde til de unges gentagne klager over politiets adfærd tegner udmærket den generelle holdning fra offentlighedens og myndighedernes side: »Hvad pokker render I og laver, siden I ikke snakker om andet end politiet? Selv hvis der skulle være nogle af de forbandede racister i politiet, ville I ikke få noget med dem at gøre, hvis I ikke kom i konflikt med politiet.« Tanken om, at ansvaret i høj grad også kunne ligge hos politiet, at politiet måske er for uvidende, fordomsfuldt og uprofessionelt, er det meget få, der vil eller tør tænke.

Måske er det også derfor, historien får lov til at gentage sig i Vollsmose i Odense. Ingredienserne i forløbene er slående ens.

»Skal du ud til perkerne og spise pizza?«

Vollsmose har oplevet en række urolige perioder igennem årene; i maj 2000 var der atter opmærksomhed omkring bydelen. Uroens årsag udnævnes af Ekstra Bladet straks til at være »en hård kerne af unge, palæstinensiske andengenerations indvandrere næret af et blindt had til Danmark og alt dansk …« (29.5.00). Vicekriminalkommissær Poul Nielsen fra Odense Politi forklarer samme sted, at politiet »kun [kan] opfatte det som en krigserklæring (…) Vi prøver at få dem spærret inde så mange gange som muligt, men det er jo heller ikke en holdbar løsning.« Rigspolitichefen og justitsministeren sender ekstraordinære styrker til Odense. Effekten er mildest talt tvivlsom.

Måske hader nogle af de unge mennesker virkelig både politiet og i vidt omfang også det Danmark, som politiet for dem repræsenterer. Og måske har de deres egne grunde til det: Igen dukker glimt af de unges hverdag op i interviews i pressen: »Bare vi står nogle stykker sammen på fortovet, kommer politiet og spørger, hvad vi laver, og siger, at vi skal gå et andet sted hen. Nogle gange giver de os bøder. Det har gjort, at jeg ikke respekterer politiet - de kan gøre, hvad de vil.« (Aktuelt, 28.8.99). »Vi bliver stoppet og tjekket af politiet ustandselig. Op til tre gange om dagen, og for det meste taler de til os, som om vi er hunde. Problemerne bliver bare større og forholdene herude værre, jo mere de kommer. Politiet knalder folk for selv det mindste, og når de så også slår løs med deres knipler, så bliver det altså for meget en gang imellem.« »De regner os ikke for noget, og når de er sådan, så har vi heller ikke respekt for dem.« »Jeg sad engang stille og roligt og snakkede med en politimand, som spurgte, hvad jeg mente, der kunne gøres herude. Jeg sagde, at jo mere de kommer, jo værre bliver det, og så spurgte han straks, om jeg var ude på at true ham. De vil tro det værste.« (Ekstra Bladet, 29.5.00).

Politiets reaktion på de unges beskrivelse er betegnende: »Den der med, at vi provokerer, må jeg afvise (…) men de unge forstår ikke at opføre sig efter de danske normer. Jeg kan da godt forstå, at de foreslår så lidt politi som muligt - for så kan de jo styre området, som det passer dem,« siger Politiinspektør Christian Sohn fra Odense Politi til samme avis. Omkvædet går igen: »Vi skal vise dem, hvem der bestemmer …«

Enkelte politifolk tænker dog tilsyneladende anderledes; at autoritet måske ikke er noget, man kan tvinge igennem med magt; at respekt er noget, man fortjener; at det måske er tillid snarere end frygt, man skal forsøge at indgyde de unge. Aktuelt fortæller den 27.12.99 historien om et enestående projekt i københavnerforstaden Tingbjerg. Projektet omfattede 5 støttepersoner og 40 unge med ikkedansk etnisk baggrund i alderen 14 til 19 år. En kriminalassistents mobiltelefon var i to år tændt 24 timer i døgnet. »De unge skulle også kunne få fat i mig, hvis de blev anholdt klokken tre om natten, i weekenden eller i min ferie,« forklarer han. Han var støtteperson for syv unge pakistanere.

»Den vedvarende opbakning og voksenstøtte har betydet et markant fald i gruppens kriminelle adfærd.« Sådan blev projektet efterfølgende evalueret.

Det er bare desværre ikke noget, politifolk i almindelighed interesserer sig for. Det var meningen, at der skulle have været seks betjente som støttepersoner på projektet, men selv om stillingerne blev slået op på alle Storkøbenhavns politistationer, lykkedes det kun at finde fem.

En anden betjent, som var med i projektet, forklarer, at der »ikke [er] megen prestige blandt kollegerne i at arbejde med indvandrere«. Og på trods af politifolkenes store indsats og engagement og de gode resultater er de to, Aktuelt har talt med, begge overbeviste om, at det ikke vil gavne deres videre karriere inden for politiet: »Hvis du vil være leder, er det bestemt ikke fremmende at have været støtteperson. Den øverste politiledelse er positiv, men det er de absolut ikke længere nede i rækkerne (…) Da projektet var ved at være slut, fik en af støttepersonerne at vide af sin chef, at nu skulle han til at lave noget ordentligt politiarbejde. Nu skulle han ikke længere gå og dandere den!« Kollegerne havde udvist samme mangel på forståelse: »Skal du ud til perkerne og spise pizza?« skal således have været en almindelig kommentar. En tredje betjent forklarer om den generelle holdning til denne form for politiarbejde: »De fleste opfatter det som spild af tid. De har set kriminalfilm og vil hellere ud at fange forbrydere. Men det kan de blive ved med - det er jo de samme personer, de fanger igen og igen.«

Det kan godt være, at den øverste ledelse er positiv over for denne form for politiarbejde, men der er ikke langt fra f.eks. rigspolitichefens stol til det politiske spil. Og når »hr. og fru Danmark«, og med dem medierne og politikerne, forlanger mere politi, mere kontrol, hårdere fremfærd, mindre tolerance, så er det også det, de får. For, som rigspolitichefen Torsten Hesselbjerg udtrykker det, »der er ikke noget, der skaber større afstand mellem magthavere, elite og eksperter og befolkningen end bedrevidenhed«. »Vollsmose er jo isoleret set ikke noget stort problem, men befolkningen synes, at det er et problem, og så er det et problem.« (Aktuelt, 19.1.00).

Det politiske politi

Det er klart, at politiets arbejde i en retsstat ikke må være bestemt af politiske sym og antipatier i politietaten. Selv om politiets virke i vidt omfang netop er styret politisk, nemlig af, hvilke tiltag der kan samles politisk flertal for i Folketinget, må politiet naturligvis ikke bruge sine beføjelser til at bedrive politik på egen hånd. I lyset af politiets prekære placering i retsstaten skulle de ansatte inden for politiet derfor gerne udgøre et repræsentativt og dermed varieret udsnit af befolkningen, så risikoen for, at der udvikler sig sådanne særinteresser, kan minimeres.

Vi har imidlertid set, hvordan politiet i forskellige sammenhænge gennem mere eller mindre organiserede mediefremstød bevidst har forsøgt at styre den politiske udvikling på lov og ordensområdet i en bestemt retning, hvilket uvægerlig bringer den tanke nær, at politiet i temmelig stor udstrækning udgør et relativt homogent interessefællesskab i forhold til denne udvikling.

En undersøgelse lavet at Politiken (10.6. 95) peger da også med al tydelighed i denne retning. Det viste sig her, at 95 % af eleverne i de ældste klasser på Politiskolen ville stemme på et borgerligt parti. Og det kan næppe undgås, at en sådan politisk slagside også kommer til at afspejles i prioriteringen og udførelsen af politiarbejdet, samt ikke mindst i den rolle, politiet indtager i det politiske spil. Som en tidligere betjent udtaler i et interview i bogen Politiet - Ven og fjende: »Der bliver noget selvbekræftende i, at de partier, der siger mere politi og kontrol, også er de partier, som betjentene stemmer på.« (Per Staarup Søndergaard, CDR Forlag, 1996, s. 126).

At politiet også er en politisk magtfaktor og også agerer politisk i de daglige politiopgaver, bl.a. gennem den måde, man vælger at angribe opgaver på, som har åbenlyse socialpolitiske implikationer, har man måske allerede fået en fornemmelse af i det, vi har gennemgået ovenfor. Men særlig tydeligt bliver problemet med det politiske politi naturligvis, når politiet i sit arbejde kommer til at stå direkte over for erklærede politisk aktive fra den modsatte politiske fløj.

Den ni måneder lange såkaldte RiBus konflikt blev meget hurtigt til en principiel politisk sag om privatisering og arbejdsgivernes »ret til at lede og fordele arbejdet«, hvor hele den politiske højrefløj bakkede op om Dansk Arbejdsgiverforening og det private selskab RiBus, mens den yderste venstrefløj sympatiserede med de fyrede chauffører og deres støtter (hele forløbet er gennemgået i detalje i Faklen nr. 6, s. 1930).

Chaufførerne og deres støtter valgte allerede tidligt at iværksætte en fysisk blokade af busselskabet, så man kunne sinke den bustrafik, hvis eventuelt succesfulde gennemførelse gjorde deres faglige kamp omsonst. I starten forløber alting fredeligt. Men den 6. april har de toneangivende kræfter tilsyneladende fået nok: En talstærk, kampklædt politistyrke møder op og fjerner demonstranterne med knipler og hunde. Den brutale fremfærd fra politiets side, som opretholdes under hele den følgende konflikt, opfattes af chaufførerne og deres sympatisører som en klar politisk stillingtagen i konflikten.

Som sagt er det jo politiske beslutninger, der i en vis udstrækning bestemmer politiets arbejde, hvorfor mange vil holde fast i, at selv om politiet reelt agerer på den ene side i en politisk faglig konflikt, så »gør de bare deres arbejde«. Men, som en af de aktivister, der støttede chaufførerne under konflikten, siger i et interview i bogen Politiet - ven og fjende: »Jeg ved godt, at politiet ikke kan sige fra: at de er udkommanderet. Problemet er bare, at politiet gør mere end deres arbejde. De lader sig rive med, lader følelserne få overtaget.« (S. 2324). Og det afgørende spørgsmål bliver da, hvad politiets motiv er for således at engagere sig …

I alt bliver 380 aktivister bidt af politiets hunde i løbet af konflikten (kilde: JyllandsPosten, 12.8.97); og også uden for selve blokaden fører politiet, hvad man kunne formode er en bevidst »stressstrategi« mod de faglige aktivister med generel chikane, flere gange dagligt gentagne »rutinecheck« på biler, vilkårlige visitationer og voldsomme anholdelser.

Formanden for chaufførernes støttekomité refererer i bladet FriBus Nyt (10.6.95) en anholdelse, som angiveligt fandt sted en tidlig morgen, da han var på vej til sin bil for at hente sin datter: »Jeg blev sparket i hovedet og samtidig sagde en betjent, at han havde lagt større svin ned end mig. Jeg lå på maven med hænderne lagt i håndjern, og betjenten skreg, at mit højre ben skulle være strakt. Så hoppede to andre betjente ned i ryggen på mig med deres knæ.« Grunden til denne voldsomme anholdelse var en sigtelse for en simpel overtrædelse af politivedtægten.

I Politiet - ven og fjende fortæller en kvindelig aktivist om, hvordan det opleves at stå overfor politiets hunde: »Politiet gennede os ind på græsset. Og vi gjorde, som der blev sagt. Men en af hundeførerne havde svært ved at styre sin køter. Den gik løs på ham, der stod lige ved siden af mig. Bed sig fast i hans lår og slæbte af sted med ham hen over fliserne. Hans hoved dunkede mod fliserne, og blodet flød.« Hun beretter også om en anholdelse, som for hende havde karakter af ren chikane og ydmygelse: »En betjent mente, jeg havde taget hans plads [i salatfadet, red.] og fortalte mig det med et knæ i siden …« Under køreturen til politigården fortæller betjentene hende om alle de steder, hvor hun nu ikke kan få arbejde. »På politigården blev jeg bedt om at tage skoene af. Nogle unge betjente, der stod og kiggede, kom med bemærkninger om, at jeg skulle smide det hele - Men en af dem tilføjede så: ’Nej, lad vær’. Vi gider alligevel ikke at have noget med dig at gøre.’« Efter denne første anholdelse var hun åbenbart kommet i politiets søgelys, for chikanen fortsatte også uden for selve blokaden og de øvrige aktioner: »Eksempelvis oplevede jeg engang, da jeg var på vej hjem fra diskotek, at en hundevogn fulgte efter mig. De kørte lige op i røven af mig og trillede så bare lige så stille efter mig. De ville ikke andet end at gøre mig utryg.« (S. 26).

I løbet af konflikten rejses omkring 250 klagesager mod politiet (kilde: Information, 13.8.97).

I 1995 var det stadig politiet selv, der afgjorde klager over politiet (proceduren blev først ændret i 1996; se billedteksten: »Klager over politiet«). En af de politifolk, som var med til at behandle mange af klagerne, som ikke mindst også handlede om politiets brug af hunde, var formanden for Esbjerg Politiforening og medlem af politiforbundets hovedbestyrelse, Finn Thor Sørensen. I bogen Politiet - ven og fjende udtaler han: »Problemet var støttekomiteen og udenbys sympatisører, der under dække af en faglig kamp blev domineret af notoriske bøller og ballademagere (…) Og det er altså ikke ligefrem intelligensen, der har tynget de mennesker, der har stået i blokade derude. Jeg mener, når man har fået at vide trefire gange, at man skal flytte sig, og ikke gør det alligevel, så kniber det gevaldigt med forståelsen (…) Det er jo ens egen dumhed, hvis man ikke trækker sig tilbage, når hundene kommer frem (…) Der har kun været én batalje, hvor der har været en retmæssig klage. Den skyldtes, at en kollega var psykisk ude af balance. Ellers er de øvrige klager det, jeg vil kalde åbenbart grundløse.« (S. 32).

Advokat Jens Bjørst hævdede allerede i 1995, efter at have læst ombudsmandens redegørelse om Nørrebrourolighederne i 1993, hvor spørgsmålet om politiets lovhjemmel til at bruge de forskellige magtmidler også var centralt, at politiets brug af hunde under konflikten i Esbjerg var ulovlig (kilde: Politiken, 28.11.95).

»Her slutter festen«

De autonome er blevet udråbt til vor tids samfundsfjender, uromagere, bøller og terrorister, og dæmoniseringen af dem nyder bred opbakning i »befolkningen«. De fleste stopper op ved det forhold, at de autonome benytter sig af vold i deres politiske kamp og finder det af den grund vanskeligt at komme længere end til en fordømmelse.

Og det er da også et yderst vanskeligt spørgsmål, hvad et samfund skal stille op med borgere, som ikke vil acceptere den eksisterende samfundsorden, heller ikke selv om den er udtryk for en flertalsbeslutning, men insisterer på at følge deres egen samvittighed. Problemet rejser vanskelige spørgsmål, som kræver megen omtanke og forsigtighed. Men det er, som vi skal se, langt fra det, der har karakteriseret myndighedernes fremfærd.

Myndighedernes reaktion på den ungdommelige idealisme, som den oprindelige BZbevægelse udsprang af, og som nu tilsyneladende også bevæger de autonome, var dengang og er i dag domineret af princippet om, at »vi skal vise dem, hvem der bestemmer«, som vi har set spiller en stor rolle i politiets arbejde og selvforståelse generelt. Og resultatet er da også her det samme som overalt, nemlig at konfrontationerne mellem de unge og politiet er blevet stadig voldsommere - også her viste det sig, måske til politiets overraskelse, at de unge ikke kunne overtales med magt til at respektere tingenes orden og systemets værdier, regler og autoriteter.

I bogen »De autonome« optrækkes forløbet fra 1980ernes gryende BZbevægelse til 90ernes autonome således: »I maj 1980 blev byggelegepladsen på Nørrebro, kaldet Byggeren, ryddet af 100vis af kampklædte betjente. På trods af massive protester, demonstrationer og blokader fra beboere og sympatisører valgte Københavns Kommune (…) at tæske sin beslutning om Nørrebros betonsanering igennem. Og på trods af, at størstedelen af aktionerne for Byggerens bevarelse var fredelige, blev aktivisterne mødt med en helt overdreven magtanvendelse fra politiets side. Nørrebro blev erklæret i undtagelsestilstand, der blev indført udgangsforbud, og adskillige mennesker blev tævet og fængslet. Alt dette, fordi de ikke passivt ville se på, at Weides [Københavns overborgmester, Egon Weidekamp, red.] betonhelvede blev plantet midt i børnenes byggelegeplads. Knap 1½ år senere opstod »Initiativgruppen for et Ungdomshus« (…) De ønskede et selvstyrende Ungdomshus for alle Københavns børn og unge. Da alle deres ansøgninger var blevet mødt med den sædvanlige arrogance og derefter kasseret, besluttede man at besætte nogle tomme fabrikker på Nørrebro. På trods af erfaringerne fra Byggeren lå det stadig fast, at metoderne skulle være fredelige. Al modstand var passiv, folk lod sig gang på gang bære væk, politiet blev mødt med kaffe, kage, blomster og fællessang - og de svarede igen med knipler, hundebid, tæv og tåregas. Efter knap seks måneder havde de fleste fået nok (…) Beslutningen om at bruge vold opstod altså på baggrund af frustration og vrede, og ikke som et velovervejet politisk træk. Folk havde ganske enkelt fået for mange tæsk, og nu slog de igen.« (Autonomt Forlag, 1994, s. 4243).

Den foreløbige kulmination på den gensidige oprustning, der siden er fulgt, må vel siges at være urolighederne natten mellem den 18. og 19. maj 1993, hvor politiet skød og sårede 11 demonstranter; men der er ikke meget, der tyder på, at de unges kamp med systemet er et overstået kapitel, ligesom udsigterne - den folkelige og politiske stemning taget i betragtning - til, at myndighederne og ordensmagten skulle vælge den pragmatiske lempelighed fremfor magtdemonstrationerne, næppe er i sigte.

Og for politiets eget vedkommende tyder meget på, at man længe har været så behersket af forbitrelse og personligt had til de unge »ballademagere«, at en kursomlægning kan synes helt umulig - medmindre den måtte blive tvunget igennem fra den øverste ledelse, og det er der ikke noget, der tyder på, at den gør …

En begivenhed i oktober 1989, som siden blev kendt som »Slaget på Stormbroen«, giver en fornemmelse af, hvor »personligt« politiet allerede for ti år siden var involveret i konflikten med de unge, som dengang stadig blev kaldt BZ’ere. Kort fortalt blev en BZdemonstration på Stormbroen i København lukket inde mellem to politikæder, hvorefter politiet erklærede demonstrationen for opløst. Da demonstranterne - samt en hel del pressefolk - imidlertid ikke havde mulighed for at komme hverken frem eller tilbage, blev de kampklædte politifolk beordret til at »slå løs«, og folk inden for politifolkenes rækkevidde blev så eftertrykkeligt tævet, at 4 personer efterfølgende lå bevidstløse tilbage, og 14 mennesker måtte behandles for bl.a. flænger i hovedet. Ingen politifolk kom til skade.

Det lignede en veritabel hævnaktion fra politiets side. Dagen efter udtalte Københavns Politiforenings formand, Flemming Steen Munch meget sigende: »BZ’erne har provokeret os længe nok. Nu er det deres tur til at stå på den anden side af plankeværket.« Og et andet sted: »Vi har været levende mål for kasteskyts og bare trukket os tilbage, mens BZhæren kunne stå og drikke guldbajere på gaderne, indtil myldretidstrafikken skubbede dem væk (…) situationen blev tacklet anderledes i aftes. Vi har bedt om mere håndfaste indgreb. Det skete i aftes med en klar besked: ’Her slutter festen’.« (Citeret efter »URO - 25 års gadekamp« af Tom Heinemann et al., Tiderne Skifter, 1995, s. 162). Der blev statueret et eksempel.

Det er over ti år siden. Men selv om politiet har holdt relativt lav profil med den slags meget eksplicitte udtalelser siden, har intet tydet på, at frustrationen og vreden hos politiet er blevet mindre, tværtimod. Og hadet er tydeligvis gengældt fra de unges side. Skuddene i maj 1993 taler deres eget sprog. Det samme gør en hændelse, der fandt sted samme aften.

En demonstrant bøjer sig efter en sten. Lynhurtigt løber to civile betjente gennem kæden af politifolk og griber ham. En journalist observerer anholdelsen: »De trækker den anholdte tyvefemogtyve meter i benene hen over brostenene, der ligger på gaden. Sammen med en URO’er [betjent fra den såkaldte uropatrulje, red.] lægger de ham i håndjern. Han gør ikke modstand, men får et voldsomt knippelslag i ryggen af en af de mandlige betjente, der på dette tidspunkt har rejst sig halvt op. Kvinden råber: ’Vi så dig, du har kastet en masse sten.’ En fotograf forsøger fra venstre fortov at fotografere anholdelsen, en af UROmændene stormer imod ham og peger med sin knippel helt oppe i hans ansigt: ’Jeg slår dig ihjel, hvis du tager et billede til, jeg slår dig fandme ihjel!’.« Mens demonstranten lægges i håndjern, siger en af de civilklædte betjente ifølge videooptagelser fra Danmarks Radio og Vesterbro Lokal TV til ham: »Kan du huske Benjamin. Det bliver dig, du.« Betjenten hentyder til sagen om den 18årige Benjamin Schou, der under en meget voldsom anholdelse nytårsnat 1991/1992 på Rådhuspladsen i København fik hjertestop; han blev genoplivet 18 minutter senere, men er i dag svært hjerneskadet. På Danmarks Radios billeder ses en af de civilklædte betjente tildele den liggende et kraftigt slag i hovedet eller på kroppen med sin knippel (kilde: »URO - 25 års gadekamp« af Tom Heinemann et al., Tiderne Skifter, 1995, s. 228230).

»Ikke en gang justitsministeren ved, hvad der foregår«

Et andet aspekt af politiets »politiske« arbejde er efterretningsvirksomheden, som rangerer under Politiets Efterretnings Tjeneste (PET), »… en intern sikkerhedstjeneste, som skal bekæmpe trusler mod den indre sikkerhed og mod den demokratiske samfundsorden«, som det hedder i formålsbeskrivelsen (kilde: www.politi.dk).

PET blev genstand for stor debat i midten af 1960erne, hvor det bl.a. viste sig, at omkring 400.000 danskere var opført i organisationens forskellige registre. I 1968 så regeringen sig nødsaget til at formulere en erklæring om principperne for efterretningsvæsenet. Heri slås det bl.a. fast, at »registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed (…) Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet …« (kilde: www.folketinget.dk).

Det har imidlertid siden vist sig, at denne erklæring, som stadig er gældende, i praksis kun har haft formel betydning. I en dokumentarudsendelsesrække fra Fak2eren betitlet »Den hemmelige tjeneste« blev det således bl.a. påvist, at en tidligere PETagent, der træder frem i udsendelsen, har overvåget, registreret og infiltreret det lovlige parti Socialistisk Arbejderparti (SAP) så sent som i 1982; han har kopieret bl.a. stillerlister til folketingsvalg og nøgler til partiets kontor samt stjålet medlemslister til brug for PET. Han har også infiltreret og registreret en række græsrodsbevægelser. PET har endvidere overvåget faglige konflikter og deltaget aktivt med agents provocateurs; så sent som i 1996 har man overvåget og båndoptaget et møde om kurdernes menneskerettigheder arrangeret af bl.a. LO og DanskKurdisk Forening, m.m.

Derudover gør tidligere medlem af folketinget Preben Wilhjelm i en kronik i Politiken, 7.3.98, opmærksom på, at der i forbindelse med efterretningstjenesternes virksomhed tegner sig et klart billede af PET som »politisk skævvredet«, idet overvågningen ensidigt har været rettet mod venstrefløjspartier og organisationer. I Information den 4.3.98, siger han videre: »I årenes løb er regeringserklæringen af 1968 gradvis udhulet (…) Man har hæftet sig ved ordet ’borgere’ og konkluderet: aha, så er der intet i vejen for at registrere lovlige organisationer. Man har hæftet sig ved ordet ’alene på grundlag’ og sagt: aha, men hvis vi samtidig bare har en mistanke om et eller andet, så er der frit spil. Kritisk holdning til NATO, en rejse til et østland, besøg på en ambassade eller deltagelse i en tværpolitisk fredsbevægelse var tilstrækkeligt.«

Også på dette område er det tilsyneladende vanskeligt at kontrollere politiets arbejde. Om det udvalg, som skal stå for den parlamentariske kontrol med PETs virksomhed, udtaler et af medlemmerne, Holger K. Nielsen til Ritzaus Bureau den 3.3.98: »Udvalget er næsten helt til grin. Vi har ingen mulighed for at grave ned i sager eller undersøge, om der sker lovbrud. Vi får kun noget at vide, hvis ministeren [justitsministeren, red.] mener, at der er grund til at fortælle os noget. Og efter TV2udsendelsen kan man få den mistanke, at ikke engang justitsministeren ved, hvad der foregår.«

Under perspektivet »lighed for loven« har vi nu set en række billeder af politiets virke i relation til forskellige samfundsgrupper: Narkomaner, hjemløse, tiggere, drankere og andre subsistensløse; asylansøgere og unge danskere med anden etnisk baggrund, faglige aktivister, autonome og politisk aktive på venstrefløjen. Alle er de eksempler på grupper, som i særlig stort omfang eller særlig svær grad er blevet og bliver udsat for politiets legale, og til tider illegale, tvang, straf og kontrol. Grunden hertil - ud over at det i et vist omfang er politisk bestemt - kan man kun gisne om; at den markante politiske slagside mod højre i politiet spiller en rolle, er der dog næppe tvivl om.

Ud over den direkte konstaterbare politiske orientering synes der dog tillige at være tale om en åbenbart udbredt mentalitet inden for politiet, hvor politiet i sin selvforståelse og fremfærd har udviklet sig fra et retsstatens politi til et »befolkningens«, dvs. det veletablerede borgerskabs private vagtværn mod alt det, som på den ene eller anden måde skæmmer, foruroliger eller direkte truer deres veletablerede og - hvis det ikke var for disse fremmedelementer - velfungerende samfundsorden.

Men uanset hvad man måtte mene om disse eller andre grupper, så kommer man ikke uden om, at hvis vi vil kunne tale om en retsstat, må vi også kunne hævde deres ligeværdige ret i samfundet, i form af lighed for loven og ikke mindst dermed også i form af fraværet af enhver form for negativ særbehandling fra politiets side. Ja, vi må kunne hævde integriteten af selv deres retssikkerhed, som i ord og handlinger søger at omvælte det samfund, som således beskytter dem … Enten det, eller vi må lade være med at smykke os med betegnelsen »retsstat«.

Borgernes tryghed

Retsplejeloven formulerer, som vi har set, konkret politiets opgave som at »opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.« Man kunne med en vis rimelighed tale om, at politiets opgave kort sagt er at skabe »tryghed«; en »objektiv« tryghed, vel at mærke, hvor borgerne nøgternt betragtet ikke har reel grund til at føle sig utrygge, bl.a. fordi den kriminalitet, de kunne frygte, rent statistisk er meget begrænset.

I modsætning hertil står imidlertid det begreb om »tryghed«, som har udgjort et fast omdrejningspunkt i debatten om lov, orden og ordensmagt, og som gang på gang har medført flere midler og videre beføjelser til politiet. Den debat har næsten udelukkende drejet sig om den subjektive følelse af tryghed, som er helt upåvirkelig af statistiske fakta eller nøgterne vurderinger af, hvorvidt der er nogen grund til bekymring. På samme måde har spørgsmålet om »retsfølelsen« (dvs. den subjektive følelse af, om retssystemet yder retfærdighed over for forbryderne) helt overskygget spørgsmålet om retssikkerheden (hvorvidt alle, forbryderne inklusive, har grund til at føle sig sikre mod ikke mindst overgreb fra statens side).

»… utrygheden hersker blandt de danske borgere.« »Man er foruroliget, man er utryg, man føler ikke længere, at man kan færdes frit.« Ordene er Pia Kjærsgaards (Ekstra Bladet, 20.9.97); men de er efterhånden blevet adopteret af en stadig større del af »befolkningen« og dermed efterhånden også af et stadig bredere udsnit af politikere fra næsten hele det politiske spektrum.

Denne form for »utryghed«, som altså ikke har grund i nogen faktiske forhold, beror helt og aldeles på sig selv; og den bekræfter og forstærker ikke mindst også sig selv ved så at sige at omskabe den oplevede virkelighed i sit eget billede. Flemming Balvig refererer i bogen »Kriminalitet og social kontrol« en såkaldt offerundersøgelse angående voldens omfang i Danmark. Da en ældre kvinde, der havde svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt hun havde været udsat for vold, efterfølgende blev bedt om at forklare, hvad denne vold konkret havde bestået i, fortalte hun, at hun en sen aften, hvor hun gik i byen, pludselig havde hørt en knallert komme kørende. Hun vendte sig om og så, at knallerten kørte helt inde ved kantstenen. Så tog hun godt fat i sin håndtaske, gik helt ind ved husmuren og blev stående der et øjeblik. »Og så kørte han heldigvis forbi,« havde hun afsluttet sin »voldshistorie« … I et andet tilfælde forklarede et »offer«, at hun kort havde forladt sin lejlighed og havde ladet døren stå på klem. Da hun kom tilbage, stod der en mand, som hun beskrev som sjusket påklædt, på trappeafsatsen. Hun blev meget forskrækket, skyndte sig forbi ham og smækkede døren bag sig. Mere skete der ikke. (Forlaget Columbus, 1995, s. 39). Det var i begge tilfælde »ofrenes« egen klare oplevelse, at de havde været udsat for vold.

Et andet sted i bogen skriver Balvig: »Hvis vi ikke havde massemedierne, ville vi i nutidens samfund kun forholdsvis sjældent høre om kriminalitet, endsige ’møde’ kriminelle. Massemediernes tilstedeværelse ’sikrer’, at der ikke går en dag, uden at vi ser eller hører om kriminalitet.« (Flemming Balvig, Kriminalitet og social kontrol, Forlaget Columbus, 1995, s. 27). Medierne sår og bekræfter i samarbejde med politikerne og politiet den frygt og utryghed, som medierne, politikerne og politiet siden høster frugterne af …

Vi refererede tidligere rigspolitichefen, Torsten Hesselbjerg for udtalelsen: »Vollsmose er jo isoleret set ikke noget stort problem, men befolkningen synes, at det er et problem, og så er det et problem.« Og det er givetvis en indstilling, »befolkningen« gouterer. Og i lyset heraf bliver »eksperternes« nøgterne vurderinger naturligvis overflødige, hvis ikke direkte krænkende, fordi »befolkningen«, hvis eksperterne har ret, kommer til at fremstå som en pøbelmasse, der lader sig køre rundt ved næsen. »Der er ikke noget, der skaber større afstand mellem magthavere, elite og eksperter og befolkningen end bedrevidenhed,« som rigspolitichefen forklarede. »Befolkningen« ved med andre ord bedst, for man har selv set det i fjernsynet og behøver ikke noget akademisk »Overdanmark« til at belære sig.

I JyllandsPosten den 3.1.97 forsøger Ole Brink, læge og voldsforsker på Århus Amtssygehus, at mane til besindelse og opfordrer til at fokusere på den »objektive tryghed« frem for at lade den politiske udvikling styre af populisme og paranoia: »Politikerne forsøger i deres valgkamp at få mindsket volden og ikke mindst befolkningens angst for vold. Men resultatet er det stik modsatte. Deres lovforslag og nytårstaler er kun med til at øge angsten for vold på et tidspunkt, hvor volden uden for enhver diskussion falder markant, og hvor politikerne ved det. Det er bekymrende.«

Justitsminister Frank Jensens reaktion i samme avis taler for sig selv: »Jeg tror, at alle i befolkningen har et klart billede af, at den grove vold er blevet mere bestialsk, den er mere uforudsigelig, den retter sig mod sagesløse. Jeg vil ikke vente, til kriminologerne får sig analyseret frem til, at det er et faktum.«

»Trygheden må ikke sættes over styr,« bedyrer han i Århus Stiftstidende, 7.11.97. »Fremover skal den synlige indsats styrkes til gavn for borgerne. Og på vej mod årtusindskiftet ser vi vores politi blive mere synligt, mere tryghedsskabende og mere målrettet.« Imens reklamerer politiet i medierne for mere magt og flere midler til sig selv gennem kampagner, hvor den utrygge »befolkning« finder bekræftelse hos reklametekstens anonyme meningsfælle, der bekymret betror sig til læseren: »Jeg føler mig nemlig ikke tryg mere. Gør du?« »Jeg savner min politibetjent. Han plejede at færdes på gader og stræder, og hvor der ellers var brug for ham - ikke mindst efter mørkets frembrud. Han kom altid, når jeg kaldte.«

Konklusionen er ikke til at tage fejl af: »At spare på trygheden er dummere end politiet tillader.« Utrygheden dyrkes, og trygheden falbydes for læsere, seere, stemmer og større bevillinger til ordensmagten.

Politiets problematiske rapporter

En afgørende brik i dette »spil« mellem medierne, politikerne, politiet og »befolkningen« udgør ikke mindst de »rapporter« om forskellige aspekter inden for lov og ordensområdet, som politiet med jævne mellemrum fremlægger; gang på gang er sådanne rapporter blevet brugt i debatten til at »dokumentere« forskellige trusselsbilleder og dermed nødvendigheden af ekstra bevillinger og beføjelser til politiet.

Værd at bemærke er det imidlertid også, at disse »rapporter« ofte har vist sig at være behæftet med alvorlige fejl - så alvorlige og så ensidigt i politiets favør, at det fra flere sider har været mere end antydet, at der, snarere end »fejl«, har været tale om bevidste fordrejninger og direkte manipulation fra politiets side. Et par eksempler:

• Notat om nødvendigheden af politiets udbredte brug af varetægtsfængsling i isolation:

I april 1997 kritiserer Europarådets torturkomité, CPT i skarpe vendinger det danske politis omfattende brug af varetægtsfængsling i isolation af sigtede. Et notat fra Justitsministeriet, på baggrund af oplysninger fra Københavns Politi, fremhæver nødvendigheden af den eksisterende praksis af hensyn til politiets opklaringsarbejde.

Notatet viser sig imidlertid ved et nærmere eftersyn at være yderst tendentiøst. Man har ganske enkelt kun fremdraget sager, som støtter påstanden om, at den eksisterende praksis er nødvendig.

En sag, man f.eks. har udeladt, drejer sig om den tidligere elitesvømmer, Peter Rohde, som sigtedes, men senere blev pure frifundet for narkotikasmugling. I mellemtiden havde han imidlertid tilbragt nitten måneder i varetægtsfængsel, heraf et år i isolation, hvor han pådrog sig alvorlige psykiske mén.

I politiets og justitsministeriets notat er sagen »glemt«. Dvs., ikke selve smuglersagen, som Rohde sammen med to andre var sigtet i, kun netop den del, som omfattede sigtelsen, fængslingen og frifindelsen af ham. Man refererer derimod, at de to andre mænd blev anholdt og varetægtsfængslet i isolation i henholdsvis to en halv og ti måneder, hvorefter de begge tilstod og blev overført til almindelig varetægtsfængsling. En tilsyneladende »eksemplarisk« sag. At Peter Rohde, efter at de to skyldige havde tilstået og oven i købet havde understreget, at Peter Rohde ikke havde haft noget at gøre med smuglingen, sad yderligere to måneder isoleret og derefter syv måneder i almindelig varetægt, var blevet slettet.

Medlem af Strafferetsplejeudvalget, Merethe Stagetorn udtaler til JyllandsPosten: »Hvis jeg skal være lidt uvenlig over for Justitsministeriet og politiet, så har de bevidst udeladt Peter Rohde og hans frifindelse for at kunne konkludere, at isolationsfængsling var nødvendig for sagens opklaring …« (9.7.97).

• Rapport om organiseret »rockerkriminalitet«.

I 1995 er der ønsker fremme om at slække på visse af retsplejelovens restriktioner i forhold til krænkelser af borgernes frihedsrettigheder; politiet ønsker bedre muligheder for af benytte sig af bl.a. rum og telefonaflytning, hemmelige ransagninger, civile agenter m.m. Begrundelsen for de udvidede beføjelser angives som et voksende problem med »organiseret kriminalitet«. Som dokumentation for dette nye trusselsbillede udarbejder et udvalg under Justitsministeriet med repræsentanter for politi, anklagemyndighed og fængselsvæsen en rapport, som sendes til Folketingets Retsudvalg, og hvor ikke mindst Hells Angels er fremhævet som eksempel på organiseret kriminalitet i Danmark - en påstand, som fremsættes uden dokumentation.

Men rapporten rummer flere problemer. I et interview med Faklen kalder advokat Erling Andresen direkte rapporten for »retspolitisk snyderi« (nr. 5. s. 44) og henviser til, at rapporten for det første allerede var forældet, da Rigspolitiet afleverede den i 1995. Dens opregning af forbrydelser slutter nemlig med udgangen af 1989 … Netop den periode var dog valgt med omhu. Det var nemlig her, Hells Angels lå i konflikt med klubben Bullshit, hvilket tydeligt kunne aflæses i det statistiske billede af klubmedlemmernes samlede kriminalitet. En mere tidssvarende oversigt - perioden 199095 - som Retsudvalget givetvis havde haft større interesse i at se, ville derimod have præsenteret et drastisk fald i den samlede kriminalitet inden for klubben, og det havde ikke egnet sig til at underbygge de ønskede konklusioner …

Af de forældede tal fremgik det endvidere, at medlemmer af Hells Angels havde 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt. Grelle tal, også selv om de måtte være forældede … To journalister, som gik tallene efter i sømmene, måtte dog konstatere, at de var som grebet ud af luften. De korrekte tal var ikke henholdsvis 17 og 9, men 2 og 0 … (kilde: Weekendavisen, 25.8.95).

»Det væsentlige og graverende er, at politiet forsøger at påvirke lovgivningsmagten med oplysninger, som slet ikke kan stå for en nærmere prøvelse,« siger Erling Andresen i interviewet med Faklen, »og det må give anledning til stor forundring, at politiledelsen på et tidspunkt, hvor redegørelsen for begivenhederne på Nørrebro 18. maj 1993 er blevet genstand for sønderlemmende og berettiget kritik, ikke er blevet klogere og mere forsigtige, men fortsat fremturer med fortielser og tilsløring af kendsgerninger. Og så i et materiale, der skal bruges af Folketingets Retsudvalg med den hensigt at svække den almindelige borgers retssikkerhed.« (S. 44).

I de følgende år er »rockerne« genstand for intens opmærksomhed fra politikernes, mediernes og politiets side. I løbet af debatten fremlægger politiet flere rapporter, som - igen uden at dokumentere det - beskriver »rockerne« som deltagende i »organiseret kriminalitet«, og i forlængelse heraf hævder ledende politifolk, bl.a. justitsministeren og politimester Jens Henrik Højbjerg, at konflikten mellem klubberne netop drejer sig om »herredømmet over narkomarkedet«: »Jeg er ikke i tvivl om, at rockerne er de egentlige narkobagmænd her i Danmark,« udtaler justitsminister Frank Jensen (BT, 28.2.97). Heller ikke dette dokumenteres. Tværtimod indrømmer chefkriminalinspektør Per Larsen senere, at man faktisk »ikke har beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko«. (JyllandsPosten, 15.8.97).

Dokumentation eller ej: påstanden om »rockerklubberne« som kriminelle organisationer med speciale i narkotika fastholdes; og fastholdes stadig i dag (jf. den seneste »Årsrapport om organiseret kriminalitet« (1999), kilde: www.politik.dk). Motivet herfor er indlysende.

I forbindelse med årsrapporten for 1997 siger advokat Thorkild Høyer: »Mig bekendt er der ikke nogen sager, som underbygger politiets påstande. Ud fra en politimæssig betragtning er rockerne altid et godt skræmmebillede at hive frem over for politikerne, når man vil have dem til at give flere penge.« (Politiken, 1.7.98). Advokat Peter Hjørne supplerer: »Det er simpelt hen en erklæring, som politiet kommer med for at holde fast i de store bevillinger, som de fik på grund af rockerkrigen. De er jo nødt til at holde dampen oppe.«

• Rapport om organiserede kriminelle grupper blandt de etniske minoriteter

Sammen med »rockerne« fremdrog politiets rapport om organiseret kriminalitet i 1997 (udgivet i juni 1998) også en lang række grupper blandt de etniske minoriteter som dele af det organiserede kriminalitetsbillede i Danmark. Igen er der tale om udokumenterede påstande: »… vi ligger ikke inde med materiale, der kan bevise, at de to grupper begår organiseret kriminalitet,« forklarede således chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi (JyllandsPosten, 12.9.96).

Dokumentation eller ej, rapporten fremdrager ikke desto mindre eksplicit bl.a. pakistanere, iranere, tyrkiske kurdere, irakere, libanesere, gambiere, colombianere og eksjugoslavere som etniske grupper med forbindelse til den organiserede kriminalitetsverden …

En sådan af politiet blåstemplet mistænkeliggørelse er den yderste politiske højrefløj naturligvis ikke sen til at tage op: Den Danske Forening bringer således f.eks. et helt opslag med »uddrag til eftertanke« fra rapporten, i medlemsbladet Danskeren (nr. 5, 1998).

• Rapport om bandekriminalitet

I løbet af 1999 blusser endvidere en voldsom debat op angående »bandekriminalitet«. Umiddelbart efter en række episoder med unge nydanskere i Vollsmose i Odense bestiller justitsministeren en redegørelse for problemets omfang hos politiet. I september udsender politiet så rapporten »Gadebander i Danmark 1999«, der er baseret på indberetninger fra landets 54 politikredse, som var blevet bedt om at beskrive »gadebandekriminalitetens aktuelle, præcise omfang, herunder særligt voldskriminaliteten …« (citeret i Information, 2.11.99).

Igen viser der sig at være tale om delvis udokumenteret og delvis fejlagtigt materiale.

Psykolog og lektor i kriminologi Ida Koch kritiserer bl.a. rapporten for den upræcise definition af, hvad en gadebande er, og ligeledes af begrebet »kriminalitet«. Er der tale om dømt kriminalitet eller blot mistanke om kriminalitet blandt »bandemedlemmerne«? Og i hvilken udstrækning er hele »gadebanden« evt. involveret i de kriminelle forhold? Det melder rapporten intet om.

En »gadebande« definerer politiet således: »En gruppe af børn og/eller unge, der på gadeplan udøver kriminalitet og/eller anden uroskabende og aggressiv adfærd, og som af omgivelserne og sig selv opfattes som en gruppe.« Men hvornår er man »uroskabende«, spørger Ida Koch: »Kvalificerer unge, der som regel er i byen sammen med kammerater fra skolen eller sportsklubben, og ofte er råbende og småfulde, sig til at være en bande? De kan være voldsomt irriterende, og nogle kan blive ængstelige, men adfærden er ikke i sig selv kriminel og bør vel ikke kvalificere dem til at være en bande. I hvert fald er det næppe det, de fleste tænker på, når de hører politikere og andre omtale gadebandesituationen i Danmark. Her kommer vi vel oftest til at tænke på voldshærgende, højt organiserede, bevæbnede grupper, der udfører meget alvorlig kriminalitet (…) Med dette korthus som basis tælles ikke desto mindre bander, gruppemedlemmer med forskellig grad af gruppetilhørsforhold og antal af bandebelastede politikredse. Og ingen djævel ved, hvad det er, man har talt og vurderet.« (Information, 2.11.99).

Ida Koch gør endvidere opmærksom på, at politiet (igen) har manipuleret med tallene. Blandt de politikredse, der registreres som havende »mindre alvorlige problemer med gadebander«, er f.eks. Hobro, Holbæk, Hvidovre, Skive, Esbjerg og Frederikssund - skønt disse alle faktisk har meddelt, at de ikke i øjeblikket har problemer med gadebander.

De følgende måneder viser det sig, at disse ikke er rapportens eneste fejl. I Sønderborg Politikreds opregnede rapporten »45 kendte gadebander«; men indberetningen fra Sønderborg nævner kun »p.t. 2 grupper« (JyllandsPosten den 12.4.00). En gruppe unge fra Assens, som i rapporten omtaltes som »indvandrere«, viser sig at være »pæredanske« (kilde: DRs nyhedsbrev, 8.12.99). Rapporten omtaler også »problemer med en gruppe af 68 unge i aldersgruppen 1417 år af tyrkisk herkomst«, men også de viser sig at være af dansk oprindelse.

Bl.a. denne rapport kommer til at danne grundlag for det fireårige politiforlig, som indgås i samme periode. Da grunden skrider under rapportens konklusioner, har den for længst tjent sit formål. Ifølge Aktuelt den 7.6.00 beklager justitsminister Frank Jensen de mange fejl, som rapporten viste sig at indeholde - og dermed var den sag lukket.

Dokumentation eller ej - og på trods af påviselig sjusk, manipulation og opspind: Politiets rapporter har stor politisk betydning, og gennem medierne har de med deres »trusselsbilleder« naturligvis også omfattende betydning i fremdyrkelsen og bekræftelsen af den udbredte »utryghed«. Utrygheden dyrkes, og trygheden betinges af større bevillinger og videre beføjelser til politiet.

Men lige så kunstigt fremdyrket utrygheden er, lige så falsk er den tryghed, som tilbydes: for ingen gør opmærksom på det faktum, som vi også tidligere har fremhævet, at hvis udviklingen får lov at fortsætte, kan prisen i sidste ende blive retsstaten.

Hvem vogter vogterne på?

Som vi har set, er det samfundets mindretal og marginaliserede grupper, der især bærer omkostningerne for denne udvikling. Den sociale marginalisering, som mange af de nævnte grupper oplever, bekræftes og forstærkes gennem den ulighed for loven, vi har set eksempler på. Set i det store perspektiv er politiets kontrolpraksis simpelt hen med til at cementere den sociale ulighed, som samfundet i forvejen bærer præg af. Flemming Balvig skriver i den tidligere citerede bog: »Den formelle lighed, der eksisterer i Danmark, dækker over en reel ulighed. Næsten alle mennesker begår kriminalitet af og til, men de forskellige sociale klasser i samfundet begår i en vis udstrækning forskellige former for kriminalitet. Mulighed for at lave f.eks. ulovlig boligspekulation, momssnyd, udslip af giftige kemikalier fra produktionsprocesser, fiktive investeringer eller regnskabsfusk er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige sociale lag. De fattigste er udelukket fra muligheden for at begå mange af de mest indbringende kriminalitetsformer. I stedet er de ’henvist’ til den traditionelle kriminalitet: indbrudstyverier, røverier o.lign. Det er samtidig de kriminalitetsformer, der straffes hårdest. Det er derfor ikke overraskende, at kriminalstatistikkerne viser, at de straffede i Danmark kommer fra de lavere sociale lag,« forklarer han og pointerer samtidig det statistiske faktum, at vi sjældent straffer - og når vi gør det, da forholdsvis mildt - mennesker, der begår alvorlig kriminalitet, ikke fordi de er fattige på uddannelse, penge, arbejde el.lign., men derimod på basis af grådighed (økonomisk kriminalitet, miljøkriminalitet m.v.). (Kriminalitet og social kontrol, Forlaget Columbus, 1995, s. 9397). Det er simpelt hen ikke den slags kriminelle, politiet først og fremmest går efter.

Balvig taler om et »retfærdighedsproblem«, som også afspejler sig i statistikkerne: »… tallene viser, at straffesystemet især anvendes over for de svagest stillede: mennesker, der i deres tilværelse, ofte fra de blev født, har været ’straffet’ ved ikke økonomisk, følelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt at få så gode muligheder som gennemsnitsdanskeren.« Og når disse medborgere så reagerer med kriminalitet, straffer vi dem, endnu engang, med et nidkært politi, der ånder dem i nakken, med bøder og fængsel osv. Og derefter - når først de har fået stemplet »kriminel« i deres papirer - atter med den fordomsfuldhed, umyndiggørelse og respektløshed, som politiet med »befolkningens« samtykke ofte behandler »røvhullerne« med. »En gang røv, altid røv!«

De tørre tal taler deres eget klare sprog: Tyveri er et typisk eksempel på en lovovertrædelse, der oftest begås af folk, der ikke ejer så meget, over for folk, der ejer meget, f.eks. narkomanens indbrud i en villa. I 1985 blev der begået over en halv million sådanne tyverier mod private mennesker. I de fleste tilfælde blev der stjålet for under 1.000 kr. og offeret fik som regel det stjålne tilbage eller godtgjort. Omkring halvdelen af disse tyverier blev anmeldt til politiet, der i langt de fleste tilfælde optog rapport og gik videre med sagen. Resultatet blev, at omkring 12.000 mennesker blev straffet, heraf 2.400 med fængsel.

På den anden side er arbejdsmiljøkriminalitet en lovovertrædelse, der ofte er ’begået’ af folk, der ejer meget, mod folk, der ikke ejer så meget. I 1985 skete der 270.000 arbejdsulykker (altså ca. halvt så mange sager, som var tilfældet for tyverierne). Omkring 80 af disse ulykker var dødsulykker. Politiet fik kendskab til under 1 % af de ulykker, som blev indberettet til Arbejdstilsynet. 250 personer blev straffet for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen - ingen kom i fængsel.« (kilde: F. Balvig & C. Høigård: Kriminalitet og straf i tal og tekst, København, Borgens Forlag, 1988, og Flemming Balvig: Kriminalitet og social kontrol, Forlaget Columbus, 1995, s. 94).

Der er ingen tvivl om, »hvem der bestemmer« i samfundet. Og politiet gør sit til, at det forbliver således.

Over for samfundets »problembørn« indtager man opdragerens myndige rolle - og opstår der problemer, lyder recepten på magtdemonstrationer: »Vi skal vise dem, hvem der bestemmer.« Som en konservativ politiker manende udtrykte det i forbindelse med urolighederne i Vollsmose: »Vi må glemme den danske øllebrødsbarmhjertighed. Det respekterer de bøller ikke. Vi må sætte hårdt mod hårdt.« (Helge Adam Møller i Berlingske Tidende, 30.5.00).

Og politiets politiske slagside betyder, at netop denne indstilling, som ser en pragmatisk og lempelig tilgang som en krænkelse af »befolkningens retsfølelse« og en trussel mod deres »tryghed«, er fremherskende i det danske politi.

Et helt nyt politi

Retsstatens grundlæggende principper om magtens tredeling, lighed for loven og borgernes frihedsrettigheder bliver nødt til bogstaveligt talt at være en klods om benet på politiet. En klods, som politiet som retsstatens repræsentanter og garanter imidlertid først af alle burde vide at skatte. Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på, at politiet gør.

Vi står med billedet af et politi, som i vidt omfang påvirkes af kræfter med helt andre motiver end retsstatens; som tilsyneladende ureflekteret argumenterer for og tager imod beføjelser, der svækker magtens deling; som i et sådant omfang er præget af fordomme og af en politisk slagside, at diskrimination er blevet en del af det daglige arbejde; og som benytter sig af åbenlyst populistiske virkemidler og udokumenterede, fejlagtige og til tider direkte manipulerede »rapporter« i varetagelsen af egne, snævre interesser og en uudtalt politisk dagsorden, som bekræfter og bestyrker samfundets sociale ulighed.

Vanskelighederne med at kritisere politiet som sådan var vi inde på i indledningen. Men selv om det altid vil være vanskeligt at placere et virkeligt, bindende ansvar, så ligger det formelle ansvar trods alt fast. Og hvis ikke de højtuddannede jurister, som udgør politiets ledelse, bevarer overblikket, varetager ansvaret over for retsstaten og holder tøjlerne til de ansatte i politiet såvel som til politikerne og pressen stramme, hvem skal så?

Magt korrumperer let. Og derfor følger der med magt også altid et umådeligt ansvar over for dem, man har magt over. Politiet og dets ledelse har stor magt, og dermed et tilsvarende stort ansvar.

F.eks. er det politiets ledelse, der bestemmer, hvem der optages på politiskolen, og ud fra hvilke kriterier; hvordan de uddannes, og af hvem; og det er politiets ledelse, der definerer, hvad politiet skal stå for; ikke bare på papiret, men også gennem deres personalepolitik, hvor de politifolk, som ikke har, hvad der skal til for at udfylde det meget krævende og vanskelige hverv, konsekvent kunne sorteres fra.

Man gør det bare ikke. Og gang på gang dukker der historier op i medierne om politifolk, der enten blot er overordentlig uvidende og fordomsfulde og optræder uprofessionelt, til tider med alvorlige følger, eller direkte misbruger deres magt til at opdrage, stresse eller veritabelt afstraffe folk, der for »hr. og fru Danmark« eller blot for betjentene selv åbenbart udgør generende elementer.

»Befolkningen« bakker ganske vist op om politiet; som justitsministeren sagde: »Herhjemme opfattes politiet som noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen.« (Århus Stiftstidende, 27.7.97). Det synes virkelig at være tilfældet, at langt de fleste veletablerede og velbjærgede borgere har stor tillid til og glæde af politiet; og der findes selvfølgelig også talrige dygtige politifolk rundt omkring i kredsene.

Det korte af det lange er dog, at de politifolk, som lader sig rive med og på egen hånd afstraffer en arrestant, eller som går til en opgave med en opfattelse af, at den, de står over for, er et »røvhul«, en »perker« eller en »iskold og fuldstændig ligeglad uromager«, simpelt hen ikke egner sig til at varetage jobbet og det ansvar over for retsstaten, der vitterligt følger med.

Men som sagt sorteres de ikke fra. Tværtimod tyder alt på, at sådanne folk og de holdninger, de står for, udgør en betydelig del af og har en betydelig indflydelse i politikorpset. Og det er en kendsgerning, at når store dele af politikorpset således ikke er præget af ansvaret over for retsstaten, kommer retsstaten meget let ud på et faretruende skråplan.

Politiets juridisk uddannede ledere har i det mindste forudsætningerne for at være sig deres ansvar bevidst - ville de blot også varetage det. Men hvad med de øvrige politifolk, ned til de menige betjente på gaden? Er det ikke fuldstændig urealistisk at kræve det af dem, som vi har antydet? At de på den ene side ikke må være så »objektive«, at de blot pukker på paragrafferne og deres formelle autoritet. Og på den anden side heller ikke så »subjektive«, at de lader sig styre af sym og antipatier. Men at de skal være professionelle, repræsentere retsstaten og forsvare dens principper … ?

Det stiller i hvert fald store krav til politifolks uddannelse; om f.eks. sprog, samfunds og kulturkundskaber; indsigt i psykologiske reaktionsmønstre og en grundfæstet evne til selvbeherskelse osv. Krav, som givetvis ikke kan imødekommes i den nuværende politiuddannelse (se billedteksten om »Politiets uddannelse«), men ikke umulige krav. Og hvis man vil bruge penge på politiet, hvorfor så ikke investere dem her? Så man kunne se et politikorps af højtuddannede politifolk, som kunne handle på baggrund af forståelse i stedet for fordomme, ved hjælp af kommunikation i stedet for magtdemonstration. Som også kunne værne om de marginaliseredes ligeværdige ret i samfundet, i stedet for at cementere deres marginalisering. Og som kunne hæve sig over den populisme, der præger den politiske debat, og i stedet være retsstatens politi for alle og enhver.

Hvad vi her afslutningsvist har optrukket, kunne resultere i et nyt politi. Det kan måske synes urealistisk. Men alternativet turde være skræmmende nok til ikke umiddelbart af afskrive muligheden.

Retsstaten tilhører pr. definition alle og enhver. Og det er alles sikkerhed, der er truet, hvis udviklingen bort fra retsstaten får lov at fortsætte, som vi har set det gennem det sidste tiår. Med den kurs kan utrygheden for alvor gå hen og blive reel, fordi den hermed får grund i en faktisk virkelighed, hvor det enkelte menneske står uden beskyttelse. Har man først kappet båndene til retsstaten og sat lov og orden som mål i sig selv, ligger vejen åben, og endestationen er og bliver politistaten …

Jeppe Berg Sandvej