I den første halvdel af det tredje årtusind gik protestantismen helt i opløsning. Tidens tand havde allerede slettet ordene "Danmark" og "danerne" på Jellingstenen som et kulturelt memento mori, der erindrede, at al kulturånd kommer og går, og at Harald Blåtands kristning af folk og rige var lige så forgængelig som asatroen.

Riget berigedes af bølger af indvandrere, kulturen besjæledes på ny, og "det straalte på Jorden, da Østen var i Norden".

Når åndelig samhørighed og ud- eller uudtalte værdier jævnes med jorden eller blot langsomt ebber ud, falder ethvert samfund i sidste ende fra hinanden.

Men så længe kulturen består, er den udtryk for samhørighed. Den samhørighed, som intet menneske kan skabe alene og intet folk beslutte i bevidst detalje, men som ikke desto mindre manifesterer sig som et særligt slægtskab på tværs af mennesker, ideer, kunst, love og institutioner, og hvis tilstedeværelse er lige så vanskelig at definere, som dens fravær er vanskelig at overse.

Lige så problematisk det er at udskille præcis, hvad der forenede antikkens græske filosoffer, politikere og digtere med indretningen af bystaterne, mytologi, kunst, arkitektur og dagligliv, lige så klart genkendes dog den homeriske begrebsramme og tilbagevendende pluralistiske autonomi i Hellas. En karakteristisk samhørighed og et forenende særkende, hævet over uoverensstemmelser, omskiftelig stormagtspolitik og tænkningens mange forskellige træk i øvrigt.

Samme kulturelle harmoni på tværs af individuelle forskelligheder kendetegner utallige andre kulturer på hver deres facon, lige så vanskeligt definerbart og dog lige så klart.

Imidlertid står det også klart, at "dansk kultur" til sammenligning giver meget lidt eller ingen som helst mening, og ikke har gjort det i mindst et århundrede - medmindre kultur begrænses til de artefakter, der findes på museers støvede lagre, eller optegnelserne i historiebøgernes hengemte annaler. Begge dele er vigtige, som al historie er vigtig, men ingen af delene har aktuel betydning, og ingen af delene er en levende kilde til inspiration i bred forstand i dag.

Derfor er Danmark også kulturelt dødt.

Den danske folkekirke er ikke blevet mindre overfladisk og overflødig, siden Kierkegaard ønskede den nedlagt, højskolerne har fået Internet snarere end Grundtvig i blodet, og resterne af Oehlenschlägers romantik er endt som akkompagnement til sportsindustrien. Monarken er blevet erhvervslivets paradefigur, medier og livsstil er et tomt ekko af USA's underholdningsindustri, og politisk er nationen reduceret til en ubetydelig filial i EU.

Der er tab, som er begrædelige, og tab, som er befriende, alt efter hvem man er - men "dansk kultur" i dag er og bliver en anakronisme.

(…)

Jo mere kulturen falder fra hinanden, desto mere tvang og kontrol kræver det at holde samfundet sammen. Og når nettet strammes, eskalerer aggressivitet og fortvivlelse, først for de yderligt placerede i samfundets rand, hvad enten det er grupper i bevidst konflikt med systemet, eller grupper, der er ufrivilligt trængt af systemet. Og jo mere aggressivitet og fortvivlelse eskalerer, desto mere er tvang og kontrol nødvendig for at holde spændingerne i skak, og jo mere tvang og kontrol, der er nødvendig for at holde spændingerne i skak, desto mere eskalerer aggressivitet og fortvivlelse.

Danmark er ingen jernhård diktaturstat, der skærer halsen over på oprørere og utilpassede; Danmark er en registerstat med totalitære træk, en dyne af lige dele tungsind og hysteri, et væv af kollektiv forstillelse og ligegyldighed, der formørker medfølelsen og kvæler forskelligheden. Det kan ingen fædrelandsforherligende fremstilling ændre, højst dække bag et tykt lag nationalprotestantisk sminke og det allestedsnærværende offer af syndebukke.

Intet særegent dansk binder længere danskerne sammen som et folk, bortset fra et sprog, der er på retur, og lejlighedsvise sportsbegivenheder, der for at skjule samhørighedens knugende fravær blæses op til verdenssensationer og krampagtigt installeres som surrogat for kulturen, der blev væk. Intet bånd af fællesskab, ingen frugtbar forskellighed og ingen kulturel glæde forener os.

Så sort scenariet fremstår i dag, er konsekvensen dog langtfra nødvendigvis sortsyn - en dansk kultur med et helt nyt fundament er lige så nødvendig, som den er uundgåelig. De markante spændinger i samfundet, mangfoldigheden i den nye befolkningssammensætning og de åbenlyse brud med fortiden lader os mere end ane det.

Men tør vi nære et sådant håb? Tør vi begynde at skrive på et nyt kapitel, imens fodnoterne til afslutningen på det foregående hober sig op? Hvorfor ikke?

Hvor natten rinder ud, iler morgenrøden til - en ny dag gryr, og solen står op.

Er gårsdagens danske kultur stendød, står heller ikke længere andet end mausoleet i vejen for morgendagens. Lad os ikke trække begravelsen ud i årti efter årti, men lad os smile over gravøllet - og drikke ud.

Folket eksisterer ikke.

Hvem har vel talt med, set eller hørt folket?

Har folket nogen sinde ytret sig om noget, tænkt en tanke eller næret et håb? Har folket plukket en blomst eller knuget en barnehånd? Har folket blødt, leet eller mærket et hjerte slå - frygtet eller elsket nogen eller noget?

Folket eksisterer ikke - Mennesket eksisterer.

Folket er kun abstrakt, hvad mennesket er konkret. Hvor folket som mere end blot og bar abstrakt kategori tidligere har givet mening i historiske øjeblikke, der har grebet mennesker og slægter i fælles ånd, eller i hele epoker, hvor kulturer manifesterede sig og blomstrede, hører det i dag en fjern fortid eller måske en forestående fremtid til. Ikke det aktuelle kulturelle interregnum.

De daner, der engang var folk af gavn og siden blev det af navn, er i opløsning og under tilførelse af nyt blod, som det må gå alt liv, om det vil forblive liv. Og hvis morgendagens daner vil føle et forpligtende folkeligt slægtskab, vil hverken de eller det ligne gårsdagens - det er givet allerede i dag i kraft af den nye befolkningssammensætnings kulturelle og religiøse spændvidde.

Først hvor folket bliver, hvad menneskene konkret er, giver "folket" mening. Først hvor mennesket kommer før folket, kan det overhovedet give mening atter at tale om et dansk folk som andet og mere end en anakronistisk kategori, fordi det da vil være et folk af mennesker, et hele af forskelligheder, en kultur af kulturer - ikke et diktat med en abstrakt ideologisk eller teologisk dagsorden, der er trukket ned over hovedet på en menneskelig mangfoldighed, som faktuelt ikke deler den.

(…)

Måske af samme grund er ingen anden kategori i moderne tid så misbrugt og farlig som "folket". Kommunisterne misbrugte den til at retfærdiggøre den systematiske udslettelse af afvigere. Nazisterne misbrugte den til at retfærdiggøre den systematiske udslettelse af afvigere. Socialdemokraterne og nationalisterne misbruger den til at retfærdiggøre den systematiske marginalisering og kriminalisering af afvigere.

Folket er det legitimerende referencepunkt, når socialdemokraterne benægter og bekæmper den faktiske, multikulturelle virkelighed, når nationalisterne kriminaliserer islam, og når såkaldt almindelige danskere gennem systematisk chikane kræver afvigende beboere ud af deres nabolag, hvad enten disse afvigere er hinduer, narkomaner eller nazister.

(…)

Folket er intet folk uden mennesket, men mennesket er altid et menneske, også uden folket.

Med begrebet om og troen på »Folkeånden« er vi nået ind til kernen i den grundtvigske folkelighedsterminologi, og dermed også til selve grundlaget for identifikationen af det nationale »vi«, som man i den moderne danskhedsdebat har adopteret og flittigt gør brug af. Som Grundtvig selv skriver, står og falder hele denne nationale identifikation, dette »vi«, med hævdelsen af den særlige nationale ånd, Danmarks og danskernes fælles »sjæl«, om man vil: »… enten maa der være en Dansk Aand (…) eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige …«

(…)

Efter gammeltestamentligt skema males billedet af, hvad man nærmest kunne kalde Danmarks »frelseshistorie«, en art folkelig apokalyptik, fra skabelse til genløsning. Fra en svunden storhedstid står danskerne ifølge Grundtvig på hans egen tid i »frafaldets« tid. I denne nationale krisesituation drejer det sig om »Danskhedens Redning fra det store Skibbrud, der aldrig truede den øjensynligere end nu.« Men redningen er samtidig en virkelig mulighed, ja, den er uomgængelig, hævder Grundtvig, idet den allerede er bestemt af forsynet til at skulle lykkes. »Den danske Sag« er hos Grundtvig nemlig intet mindre end Guds egen sag. Og foran os står en ny storhedstid, endnu større end den forgangne, hvor folkeånden skal herske og udfolde selve det sande folkelige potentiale. Intet mindre.

(…)

Det historiske bedrag at tilbagedatere Dannebrogordenen fra 1671 til 1219 lever frejdigt videre den dag i dag. Om ordenens formalia hedder det på hjemmesiden www.danmark.dk, der hører under den offentlige institution, Statens Information: "Den antages at være stiftet 1219 af Kong Valdemar den II. Sejr." Sammesteds oplyses det, at "Dannebrogordenen er den danske ridderorden, der tildeles danskere og udlændinge, der har ydet en særlig indsats for danske interesser".

De 33 folketingsmedlemmer, der alle har været igennem det fintmaskede net i Justitsministeriet, hos Folketingets direktør og Folketingets formand samt i Kabinetssekretariatet og endelig er fundet værdige som Riddere, har altså "ydet en særlig indsats for danske interesser".

Hvad "danske interesser" egentlig vil sige, kan unægtelig diskuteres - i overensstemmelse med sandheden burde det i stedet hedde, at de har "ydet en loyal, pligtopfyldende og dadelfri indsats for det bestående magtapparat og i anerkendelse af monarken", for det, og det alene, er ordensvæsenets reelle funktion, også i dag.

Dronning Margrethe står som person og institution formelt og reelt som symbol på den privilegerede overklasse, fra "lavadelens" Riddere og Riddere af 1. grad (der begge officielt benævnes "3. klasse") til "højadelens" Kommandører og Storkorsriddere (hhv. "2. klasse" og "1. klasse"). En overklasse, der spejler sig selv i forgyldte ordeners prestige, hvis symbolværdi ikke bare historisk set lukker sig om selvtilstrækkelige magtinteresser, men også aktuelt.

Hvilken "særlig indsats for danske interesser", Dronning Margrethe eller hendes kabinetssekretariat finder, at f.eks. den alleryderste højrefløj repræsenteret ved Riddere som Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke kan skrive på deres visitkort, er umuligt at sige, eftersom systemet er automatiseret i en grad, der for så vidt fratager enhver ansvaret for den hæder, borgerskabet således udstyrer sig selv og hinanden med; men de er under alle omstændigheder røget igennem det fintmaskede net, som udløser kabinetssekretariatets værdighedstegn, og derved bydes også den mest uforsonlige foragt for etniske befolkningsgrupper uproblematisk velkommen i denne privilegerede overklasseklub.

Måske er det betegnende for fokuseringen på den helt igennem indholdstomme "værdighed", som magten selv finder værd at hædre, at de danske ridderordener f.eks. også har haft flere prominente nazister på dekorationslisten. Rigsudenrigsminister Konstantin von Neurath og den nazistiske feltmarskal, Herman Göring blev i 1938 dekoreret med Storkorset med bryststjernen i diamanter, og i samme selskab kom rigsminister Fritz Todt og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop i 1941. Dobbeltmoralen var åbenlys, da marskal Montgomery og general Eisenhower for en ordens skyld dekoreredes med Elefantordenen efter krigen.

Rumæniens diktator, Nicolae Ceausescu modtog Elefantordenen i 1980 under et officielt besøg i Danmark og understregede dermed atter, at disse ordener ikke for ingenting har en vigtig forhistorie under enevælden og til stadighed alene er status- og magtsymboler, uden skelen til andet reelt betydningsindhold end magtens spejling af magten.

"Ordener hænger man paa Idioter," skrev P.A. Heiberg i 1790. Det kan vel trods alt diskuteres, hvor mange af de i dag mere end 8.000 dekorerede spidsborgere, der er idioter, men det kan næppe diskuteres, at den reelle værdi af ordensvæsenet alene er konceptet om en homogen historisk kontinuitet, som alle ydre omvæltninger til trods spiller en fremtrædende rolle i konstruktionen af en dansk kultursjæl, der sammenføjer korstogstiden, legenden om Dannebrog, kristendommen og monarkiet med embedsvældets, politikernes og erhvervslivets loyale mænd og kvinder.

Derfor kan den delvise automatik, med hvilken ordenerne drysser ned over de udvalgte, naturligvis heller ikke skjule det immanente formål at fastholde den historie-statiske opfattelse af Danmark, hvor man end ikke går af vejen for lidt historieforfalskning, når konservativ nationalromantik går på selektiv strandhugst i danmarkshistorien.

Vi hænger altså på flere planer fast i det stereotype "Gud, Konge og Fædreland", den ballast af hule traditioner, som i bedste fald er opium for folket, opslugt af massemediernes passiviserende og glorificerende fremstilling af Dronningen, det royale jetset og hele haleslænget af det bedre, dekorerede borgerskab.

Men få kan vel være blinde for det uudtalte konservative og kapitalcentralistiske interessefællesskab, som langt hovedparten af de toneangivende dekorerede dybest set deler, såvel som for den kontrol og magt, dette ideologiske interessefællesskab fordrer - fra f.eks. Mærsk Mc-Kinney Møller, Hanne Bech Hansen og Anders Fogh Rasmussen til Theodor Benned Hansen, Birgitte Stampe og Helge Adam Møller; fra generaler, departementschefer og erhvervsledere til politimestre, dommere og borgerlige politikere i det hele taget.

Givet den aktuelle såvel som den historiske baggrund er det indlysende, hvorfor netop også Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen og Kim Behnke er fundet "værdige" til optagelse i lavadelen - med lovende muligheder for avancement. Og især hvorfor f.eks. ikke én eneste fra de etniske mindretal, der er kommet til landet igennem de seneste 20-30 år, er blevet lukket ind i klubben …

Spørgsmålet i dag er ikke alene, om vi fortsat kan leve med at opretholde en institution, der under dække af forestillingen om at forbedre kriminelle og bemæmpe kriminalitet er med til at opretholde kriminaliteten som samfundsfænomen, samtidig med at den marginaliserer og undertrykker en del af befolkningen, men også hvor længe vi vil acceptere udviklingen imod et stadig mere fængselslignende samfund.

Vil vi fortsat acceptere forestillingen om, at fængslet kan reformeres?

Eller skal vi en gang for alle forsøge at hugge den gordiske knude over, tage fat om fængslets sociale rødder og med Albert Dam kræve: "Bort fra fængselsstraffene!"

Og fra dette udgangspunkt vaske tavlen ren og revurdere alle aspekter af forbrydelse og straf, krænkelse og hævn, på ny?

I Jean-Paul Sartres efterladte etik - Etik - hæfter til en moral, som den hedder - bliver der et sted tegnet et billede af det, Sartre opfatter som den centrale etiske situation.

Billedet er ganske enkelt: En passager står i en bus, der lige er startet, og da han kigger ud ad dørene, ser han et andet menneske stakåndet løbe efter bussen. Passageren i denne bus har to valg: Han kan trække på skuldrene og lade den fremmede sejle sin egen sø. Eller han kan åbne dørene, række hånden ud, og spontant hjælpe den fremmede og trække ham ind. Det sidste valg er spontant og kan ikke være begrundet i nogen indsigt i nytten ved denne handling - for ret beset er det jo ikke til at vide, hvorfor den tilløbende har så travlt. Det kan være, han er på flugt fra en forbrydelse. Det kan være, han er ved at komme for sent til et racistisk arrangement, en demonstration eller en sabotagehandling. Eller det kan være, grunden er en helt anden. Når passageren alligevel rækker hånden ud, skyldes det en umiddelbar respekt for den anden, en umiddelbar forståelse af, at den andens frihed på en måde også er min, og at den andens ulykke i en eller anden forstand også påvirker min lykke. Det centrale må være denne forståelse af medmennesket, og først bagefter kommer overvejelserne og kalkulerne. Hvis der skal være tale om en etisk handling.

Overvejelserne og refleksionen bagefter kan være pinagtig eller smertefuld, men alligevel lader vi billedet stå et øjeblik: Et menneske rækker hånden frem for at hjælpe et vidt fremmed menneske, der har et problem. Uden at vide, hvem den fremmede er, uden selv at tjene noget på at hjælpe ham og uden at vide, hvad reaktionen på denne fremstrakte hånd måtte blive.

Han rækker ganske enkelt hånden frem for at hjælpe.

Vi går videre til næste billede, som slet ikke er filosofisk, men derimod yderst konkret, idet der er tale om en lille observation, jeg gjorde, mens Ekstra Bladets hetz mod "de fremmede" var på sit højeste. Situationen var den enkle, at jeg en lørdag formiddag gik ud på Hillerødgade i København, og på vej ned ad gaden så jeg min pakistansk fødte kioskmand stå ved siden af sin fine, nye bil. Han var ved at rense den, idet denne fine, nye bil i nattens løb var blevet overmalet med skældsord som "Perker" og "Perker go home". Et enkelt lille hagekors var det også blevet til, men det er sådan set ikke pointen her. Pointen, eller det, jeg mente var pointen, er, at denne indvandrer står og prøver at udbedre skaderne efter noget racistisk hærværk - men bag sig, i sin kiosk, har han loyalt sat spisesedlen op for det Ekstra Blad, der uden tvivl både direkte og indirekte har del i skylden for gestaltningen af det klima, som er baggrunden for hærværket. Kastholm & Co.s smædekampagne var på sit højeste, og så vidt jeg husker, var "skandalen" denne gang, at en vis Ali modtog en høj bistandshjælp, fordi han havde mange børn, og naturligvis var denne i sig selv ganske uinteressante historie sat op, så ingen kunne være i tvivl om, at dette var endnu et udslag af "muhamedanernes" konspiration mod vores nationalstat.

Men kioskejeren havde altså sat spisesedlen op, også selv om den var et direkte og ganske hadefuldt angreb mod "sådan nogle som ham". Og imens arbejdede han på at fjerne resultatet af nattens racistiske hærværk.

Det er det sidste billede, der siger noget om klimaet i Danmark for øjeblikket. I dagens Danmark ville det tilløbende menneske ikke have en chance for at blive hevet op i bussen.

Faklen