Faklen har bedt en række forfattere og skribenter skrive et essay, der forholder sig til det i almindelighed mangetydige og løst definerede begreb "humanisme" ...

»Globaliseringens ulidelige skævhed«

Tidens dominerende modeord er globalisering. Alle taler om det, og de færreste ved rigtigt, hvad de taler om. Begrebet er diffust

og bruges på mange forskellige måder. Fælles for haglbøsseskydningen er nok en fornemmelse af, at den moderne informationsteknologi (IT) er ved at underminere den nationale og regionale kulturelle identitet til fordel for en amerikaniseret McDonald-kultur.

Denne fornemmelse er nok ikke helt forkert, men det er ikke en tilstand, som pludselig er opstået. Det er en udvikling, som er forløbet over mange år, hvor den amerikanske livsstil er blevet præsenteret i reklamer som et drømmebillede for mindre velbeslåede folkeslag.

I virkelighedens verden er det nok mest på overfladen, at den amerikaniserede kultur har vundet den endelige sejr. Den nationale kulturelle arv lever helt godt de fleste steder. Det kniber mere med livskraften for den politisk-demokratiske selvstændighed, som er ved at blive rendt over ende af den globale højfinans under ledelse af de multinationale selskaber. Folkestyret er i fuld gang med at blive erstattet af pengestyre, lobbyisme og korruption i det beskedne antal lande, hvor det ikke har været sådan hele tiden. Dette rammer ikke mindst de nordiske lande.

Den nordiske form for folkestyre vil imidlertid kun blive savnet, så længe nogen kan huske den. Man savner ikke noget, man aldrig har prøvet. Heller ikke velsmagende jordbær og æbler eller rent kildevand. Derfor haster det med at skabe et demokratisk oprør.

Det er min personlige vurdering, at et aktivt folkestyre i Hal Kochs forstand kun kan eksistere i et land eller en region med fælles sprog, fælles aviser, fælles historie og fælles traditioner. Dette udelukker naturligvis ikke, at folkestyret kan være lydhør over for fremmede kulturer og deres konstruktive bidrag til en udbygning af det nationale demokrati.

Europa er endnu mere inhomogent end USA, og det er en håbløs idé at ville tvinge en enkelt stat ud af så forskellige nationer. Nogle tilhængere synes endog at mene, at en forbundsstat vil være mere demokratisk end det nuværende EU. Den prøve behøver vi ikke at foranstalte. Det nuværende EU og en kommende forbundsstat vil stort set være lige dårlige for demokratiet, om end på hver sin måde. Pengene vil tage den politiske magt i begge tilfælde.

Blokeringer i systemet

Min bekymring er, om systemet allerede har lukket sig om sig selv og blokerer for alternative visioner. Demokratiske ændringer kræver folkelig debat og alsidig information. Gamle dages forsamlingshuse slår ikke til mere. I dag sættes dagsordenen af TV og de store aviser, mens radioen har svindende indflydelse. TV og aviser har bragt sig selv i en situation, hvor de ikke kan overleve uden mange annoncer. Derfor tør chefredaktørerne ikke bringe kontroversielt stof, som kan støde deres annoncører. De er også forsigtige med at støde deres ejere på manchetterne (jf. konsekvensen for Berlingske Tidende af kritikken af A. P. Møller), og ejerskabet til avismedierne samles på stadig færre hænder. Enkelte chefredaktører har (efter deres afgang) været ærlige nok til offentligt at erkende sagernes bedrøvelige tilstand, f.eks. Arne Ruth fra den store svenske avis Dagens Nyheter. I øvrigt er problemet ikke af nyere dato. Ifølge Elias Bredsdorffs erindringer forsøgte Politikens annoncører at kvæle bladet gennem en boykot i dagene omkring påskekrisen i 1920. Politiken havde nemlig opfordret til generalstrejke som protest mod Christian Xs grundlovsstridige afskedigelse af regeringen, og det huede ikke det københavnske borgerskab. Politiken eksisterer dog endnu – måske fordi bladet ikke generer sine annoncører for meget.

Det systemdynamiske billede er således, at markante demokratiske ændringer, der vil stække pengemagten, kræver de dominerende mediers medvirken. De dominerende medier ønsker ikke at bringe budskaber, der kan jage deres annoncører væk. Annoncørerne kommer fra pengestærke kredse, som ikke ønsker deres magt stækket. Kredsløbet er således sluttet, og alternative budskaber får ikke plads i de dominerende medier, hvis de truer pengemagten.

Den skæve globalisering er baseret på en stærk alliance mellem de multinationale selskaber og en række internationale organisationer som WTO, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF), OECD m.fl. Det »filosofiske« grundlag for disse globale aktører kan sammenfattes under betegnelsen nyliberalisme. Enhver barriere for frihandel og kommerciel konkurrence er af det onde. Selv om det er svært at overse, at konkurrencen skaber store uligheder, så hævder den traditionelle økonomiske teori, at den totalt set er til gavn for den økonomiske vækst og dermed for alle klodens beboere på lang sigt. Denne økonomiske teori har dog større tilslutning fra dollarmilliardærerne og dollarmillionærerne end fra den femtedel af verdens befolkning, der må leve for omkring en dollar eller mindre om dagen.

Den første betingelse for at stoppe den skæve globalisering er, at man kan bryde massemediernes blokeringer og udbrede visioner om en alternativ udvikling. Her har internettet skabt nogle nye muligheder, som allerede har været brugt til at bremse de multinationale selskabers forsøg på at skabe sig endnu flere privilegier i forbindelse med den såkaldte MAI-aftale. Denne aftale ville gå så vidt, at internationale investorer i udviklingslande kunne kræve store erstatninger af de nationale regeringer i værtslandene for økonomiske tab i forbindelse med strejker eller forårsaget af demokratisk vedtagne miljømæssige begrænsninger. Aftalen var næsten på plads under hemmelige forhandlinger i OECD i Paris, da nogle græsrodsorganisationer fik nys om planerne og sendte informationerne ud over internettet. Det gav anledning til så stor international modstand, at planerne blev skrinlagt i første omgang, hvilket dog ikke udelukker, at de dukker op i en ny forklædning i WTO på et passende tidspunkt.

En del af den danske debat har drejet sig om EUs rolle i denne forbindelse. Unionsmodstanderne ser EU som en væsentlig del af problemet, fordi frihandel og kommercielle interesser gives den højeste prioritet i traktaterne. Af samme grund har EU stort set været følgagtig overfor WTOs promovering af den globale højfinans’ privilegier. Unionstilhængerne på den anden side hævder, at EU kan blive et redskab til at skabe en mindre amerikaniseret form for globalisering. Problemet er, at så skal spillereglerne for EU laves så meget om, at vi taler om en hel anden form for samarbejde i Europa. Det ville kræve et folkeligt oprør mod de nuværende prioriteringer og en stærk folkelig støtte til en alternativ vision for Europa.

Derfor må man også glæde sig over det spirende internationale oprør, som er startet i Frankrig med dannelsen af en bevægelse (forening) med navnet ATTAC og manifestet »Sæt en anden dagsorden«. Navnet ATTAC står for: l’Association pour une taxation des transactions financières pour l’aide aux citoyens (foreningen til beskatning af kapitaltransaktioner til fordel for medborgerne).

Spiren til ATTAC blev lagt af en lederartikel i den franske avis le Monde diplomatique i december 1997 skrevet af bladets chefredaktør, Ignacio Ramonet. Han foreslog, at man skulle danne en verdensomspændende folkelig bevægelse, som bl.a. skulle kæmpe for indførelsen af en global Tobin-skat. Lederen indeholdt også et angreb på den økonomiske globalisering og den dominerende markedsfilosofi, som den fungerer under medvirken af en række internationale organisationer som WTO, Verdensbanken, IMF og OECD.

Ramonets lederartikel blev entusiastisk modtaget af bladets læsere med en større strøm af læserindlæg til bladet end nogen sinde før. Det gav anledning til, at en række af bladets redaktører tog kontakt med tidligere skribenter i bladet fra områder som økonomi, statskundskab og jura og indkaldte til et møde i marts 1998, hvor der også blev inviteret fagforeningsledere, miljøorganisationer og andre samfundsinteresserede. Efter nogle måneders forberedelser blev foreningen ATTAC etableret den 3. juni 1998 med bl.a. følgende punkter i formålsparagraffen:

• At bryde den ensidige begejstring for nyliberalismen og søge alternative løsninger.

• At beskatte kapitaltransaktioner, specielt valutahandel.

• At skabe en international folkelig rejsning imod globaliseringens skadelige konsekvenser.

Et år efter dannelsen af ATTAC havde foreningens franske afdeling 10.000 medlemmer, og to år efter i juni 2000 havde den 25.000 medlemmer, inklusive en række fagforeninger og miljøorganisationer. En af de tilsluttede organisationer, som har været i de internationale mediers søgelys, er den økologiske landmand José Bovés Confederation Paysanne. I august 1999 anførte Bové et angreb på en næsten færdigbygget McDonald-restaurant i Millau i Aveyron. Det var en protestaktion mod USAs sanktioner mod fransk landbrug, efter at Frankrig havde lukket for import af hormonpumpet kød fra USA. Aktionen kostede Bové et fængselsophold. Man kan søge flere oplysninger om bevægelsen på ATTACs hjemmeside: www.attac.org, som i sommeren 2000 havde et besøgstal på 800.000 pr. måned fra 90 forskellige lande.

Bevægelser som ATTAC kan være et nyttigt element i kampen mod den skæve globalisering, og bevægelsen kan forhåbentlig bidrage til fremme af de krævede markante ændringer i det internationale samarbejde på overordnet plan, så udviklingen kan drejes i en bedre retning.

I foråret 2001 er ATTAC kommet til Danmark, hvor man straks er gerådet i en diskussion om bevægelsens stilling til EU. En ting er dog sikker: Hvis ATTAC skal have nogen mening i Danmark, må den danske afdeling være mindst lige så kritisk over for EU-politikken, som det franske ATTAC har været, f.eks. i forbindelse med forhandlingerne om Nice-traktaten. Det ville være flot, hvis det danske ATTAC derudover kunne markedsføre nogle kreative alternative visioner for Europa. Jeg vil gerne bidrage med et bud på en sådan vision.

Alternativ vision for det europæiske samarbejde

Min vision er, at Europa skal være en foregangsregion, som demonstrerer nye måder at samarbejde på, hvor folkestyre, solidaritet, miljøhensyn og fredelig konfliktløsning sættes i højsædet – også solidariteten med fattige udviklingslande. Sociale hensyn og miljøhensyn skal systematisk prioriteres højere end hensynet til kommercielle interesser – også selv om det giver anledning til handelsbarrierer. Skulle dette resultere i en vis opbremsning af den materielle vækst i de rige lande, må det endog opfattes som en miljømæssig fordel.

Det er i mangfoldigheden og forskelligheden, Europas styrke og charme ligger. Det er en katastrofal fejltagelse at fortsætte forsøget på at ensrette de europæiske lande under det samme snærende regelsæt med overstatslige tvangsbeslutninger.

Det europæiske samarbejde skal være åbent for alle demokratiske lande i Europa, som opfylder menneskerettighedskonventionen. Samarbejdet skal være baseret på mellemstatslige aftaler mellem selvstændige nationer. Kun på den måde får befolkningen mulighed for at ændre politikken via nationale parlamentsvalg og folkeafstemninger. Det er de nationale parlamenter, der skal fastlægge de enkelte landes samfundsudvikling, deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, deres støtte til u-landene osv. Hermed brister ambitionerne om en ny økonomisk og militær supermagt, men denne ambition ville også hurtigt udarte til et mareridt. Verden har ikke brug for flere supermagter, men for små, demokratiske nationer med en fredelig og solidarisk indstilling.

Hvis nogle af de nuværende EU-medlemmer skulle ønske at fortsætte et »forstærket samarbejde« og eventuelt etablere en fælles forbundsstat, bør ingen forhindre dem i det. En sådan forbundsstat bør dog ikke have indflydelse på formen for samarbejde mellem de øvrige europæiske lande. EU skal således erstattes af et »Europa i flere rum«, hvor alle europæiske nationer frit kan vælge at deltage i et eller flere samarbejdsrum. En sådan udvikling kunne også genskabe dynamikken i det nordiske samarbejde, som er ved gå i spåner på grund af EU. I FN spørger man i dag bekymret, hvor den nordiske stemme er blevet af i verdenssamfundet.

Når jeg bliver spurgt, om jeg dog ikke kan se noget godt i det nuværende EU, er mit svar, at det er svært, men at jeg kan pege på et enkelt vigtigt punkt. Det er således min opfattelse, at EF/EU har haft en gunstig indflydelse på stabiliseringen af demokratiet og hensynet til menneskerettighederne i lande som Spanien, Portugal og Grækenland. Noget tilsvarende kan gøre sig gældende i forhold til demokratiet og menneskerettighederne i de nye ansøgerlande. Derimod finder jeg kravene til østlandene om overgang til et nyliberalistisk markedssystem med udbredt privatisering af alle aktiviteter som udtryk for ren imperialisme fra EUs side.

Mellemstatsligt samarbejde

De grundlæggende krav til demokrati og menneskerettigheder kan imidlertid lige så godt indgå i et system baseret på mellemstatsligt samarbejde, således som man kender det fra f.eks. Europarådet.

En af hovedindvendingerne mod mellemstatsligt samarbejde er, at det er ineffektivt, fordi der kræves enighed om de forpligtende aftaler. Det er rigtigt, at mellemstatsligt samarbejde kan være sendrægtigt, hvad den seneste klimakonference i Haag har været en ubehagelig illustration af. Heldigvis er der også eksempler på det modsatte, f.eks. Montreal-aftalen om en indsats mod nedbrydningen af ozonlaget i stratosfæren, hvor landene frivilligt er gået med til stedse stærkere krav om udfasning af de nedbrydende stoffer. Der er vel heller ingen, der tror på et lykkeligt resultat af et diktat til USA, Canada, Japan og Australien om spillereglerne for klimastabiliseringen fra et flertal af verdens øvrige nationer.

Det gælder generelt, at hvis man vil tvinge et land til at indføre regler og opfylde krav, som det er imod, så skal landet nok finde mere eller mindre lyssky metoder til at slippe uden om kravene. Derfor er det i længden mere effektivt at forhandle sig frem til enighed, selv om det umiddelbart virker som en ineffektiv proces. Af samme grund er jeg ikke overbevist af argumentet om, at det er nødvendigt at have flertalsbeslutninger på miljøområdet. Den overfladiske begrundelse er, at miljøeffekterne er grænseoverskridende, og derfor må reguleres overstatsligt. For det første er langtfra alle miljøeffekter grænseoverskridende, og for det andet risikerer man, at beslutningerne bliver taget ud fra kommercielle hensyn snarere end ud fra hensynet til miljøet. Sådan er spillereglerne i EU nemlig indrettet.

Mit skrækscenario er, at det lykkes at indføre flertalsafgørelser på miljøområdet, og at flertallet derefter bestemmer, at alle lande skal indføre atomkraft for at reducere CO2-emissionen. Dette scenario er ikke helt urealistisk, som det er fremgået af energikommissærens og a-kraftlobbyens fremfærd ved klimaforhandlingerne i Haag for nylig. EU-Kommissionen taler stadig om a-kraftens betydning i dens strategipapirer på energiområdet. Jeg tror meget mere på effekten af, at nogle lande går i spidsen og demonstrerer, at der er realistiske og ufarlige metoder til at reducere miljøtruslerne. Sådan som Danmark har gjort det med indførelsen af vedvarende energi, specielt vindkraft. Det danske eksempel har givet anledning til inspiration og efterfølgelse på globalt plan.

Europa i flere rum

Begyndelsen til et Europa i flere rum er allerede taget, eftersom der nu er etableret et eurofrit nordeuropæisk rum bestående af Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Island, Færøerne og Grønland. Meningsmålingerne viser, at der er et stort flertal imod euroen i Sverige og Storbritannien, så de forlader nok ikke det eurofrie rum foreløbig.

I forhold til ansøgerlandene fra øst vil det være en klar fordel, hvis disse frit kunne vælge at tilslutte sig de samarbejdsrum, som passer til deres situation og deres præferencer. Nogle ville måske vælge et nordeuropæisk rum uden for euroland sammen med Danmark, Sverige og Storbritannien. Det kan ikke undre, at ansøgerlandenes regeringer ikke selv tør foreslå den slags arrangementer af angst for at skade og forsinke deres optagelsessag. Det eneste anstændige ville være at give dem et ærligt tilbud om selv at vælge deres undtagelser, idet man dog fastholder kravet om opfyldelse af menneskerettighederne og om demokrati. Så kunne man efterprøve påstanden om, at ansøgerlandenes befolkninger tripper for med vold og magt at opfylde alle tusindvis af EU-direktiver og forordninger til punkt og prikke.

I min alternative vision åbner det nuværende EU straks og ensidigt sine markeder for landene fra Øst- og Centraleuropa. Samtidig bør Vesteuropa iværksætte en storstilet form for »Marshall-hjælp«, som kan støtte den teknologiske udvikling i ansøgerlandene og medvirke til at bringe dem på niveau inden for en overskuelig fremtid. Den nuværende økonomiske støtte er alt for beskeden, og den kan ikke forhindre, at ansøgerlandene fortsat vil blive placeret som andenrangs- og tredjerangsdeltagere i det europæiske samarbejde.

Mit forslag vil i første omgang komme til at medføre betydelige omkostninger for de vesteuropæiske lande både i form af penge og arbejdspladser. Det vil derfor også kræve en ny og mere solidarisk fordelingspolitik i de rige vestlande, men det var vel ikke det værste, der kunne ske. Belønningen vil være et mere harmonisk og ligeværdigt Europa uden de store sociale spændinger, som EUs nuværende politik lægger op til.

Niels I. Meyer

Litteratur

Hal Koch: Hvad er demokrati?, Gyldendal 1945.

Elias Bredsdorff: Højskolebarnet, Forlaget Forum, København 2000.

Ejvin Beuse et al.: Vedvarende energi i Danmark – En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, OVEs forlag 2000.

Niels I. Meyer: Udviklingens ulidelige skævhed – Manifest for en ny samfundsorden, Gyldendal 2001.

Tidligere artikler i serien »Humanisme anno 2000«:

Faklen nr. 13: Rune Engelbreth Larsen
Faklen nr. 15: Jan Sonnergaard
Faklen nr. 16: Mikael Witte
Faklen nr. 17: Jørgen Knudsen
Faklen nr. 18: Villy Sørensen