Arbejdsfrihed i stedet for tvangsaktivering er blot et af de markante opgør med hidtidig tankegang i Socialdemokratiet og LO, som Karen Jespersen lægger for dagen i dette opsigtsvækkende interview med Faklen ...

Faklen: Kan en kommende valgkamp gavne arbejdernes politiske muligheder?

Karen Jespersen: Skal arbejderklassens kampmuligheder ikke svækkes afgørende, må det pusterum, som valgkampen betyder, bruges til at sammensvejse arbejderne politisk og organisatorisk i det omfang, det overhovedet er muligt for at bekæmpe LOs og Socialdemokratiets utilslørede klassesamarbejde og deres støtte til en indkomstpolitik og indgreb over for den frie forhandlingsret.

Faklen: Ja, hvad mener du om, at regeringen ved de seneste overenskomstforhandlinger greb ind i den frie forhandlingsret?

Karen Jespersen: Arbejderklassen skal selvfølgelig kæmpe imod statslige indgreb på arbejdsmarkedet og under ingen omstændigheder acceptere politiske indgreb, der bygger på, at arbejderklassens selvstændige kampmidler sættes ud af kraft som f.eks. i overenskomstsituationen. Det ville være det rene selvmord.

Faklen: Det er jo ikke kun lønmodtagerne, der er i klemme på grund af arbejdsmarkedets indretning, men vel især de arbejdsløse – hvad er den afgørende lære af den tilsyneladende blivende arbejdsløshed?

Karen Jespersen: På den ene side appeller til stat og offentlighed om tilslutning til de arbejdsløses krav, på den anden side en selvstændig kamp, hvor arbejderne tager sagen i deres egen hånd og sætter deres kollektive magt bag kravene. På den ene side krav om retten til at arbejde og på den anden side krav om fastholdelse af deres levevilkår, formuleret i krav som f.eks. '5 dages løn eller 5 dages arbejde', '35 timers arbejdsuge' eller 'nej til overarbejde'. Sådanne krav rummer flere vigtige perspektiver i en kamp mod arbejdsløsheden. De er vendt mod en forestilling om, at arbejdet under kapitalismen skulle være noget attråværdigt. Det er ikke lønarbejdet, men lønnen, der kæmpes for – og det hvad enten man har arbejde eller er arbejdsløs.

Faklen: Hvad mener du – er det ikke afgørende attråværdigt at have et arbejde i dagens samfund? Taler du for at indføre en form for arbejdsfrihed?

Karen Jespersen: Arbejdsløshedens ene side: Du rives ud af den daglige og faglige sammenhæng og vane. Arbejdsløshedens anden side: Du får 8 timers mere fritid. Findes der alternativer til den borgerlige organisering af fritiden, kunne det tænkes, at socialister både forsøgte at skabe perspektiver og indhold i arbejdets organisering og alternativer til BTs kondiløb og gjorde ledighed til noget attråværdigt. Kampen mod arbejdsløsheden må indeholde et krav om retten til ledighed, udfoldelse og dovenskab.

Faklen: Det er jo en noget anden kurs, Socialdemokratiet er slået ind på i disse år – men de fleste er vel også enige om, at Socialdemokratiet i dag er i en historisk krise …?

Karen Jespersen: Allerede i 1967 med tilbagegangen ved valget blev denne krise varslet for Socialdemokratiet. Krisens almene baggrund er den økonomiske udvikling i tresserne og halvfjerdserne …

Faklen: Men Socialdemokratiet kan vel ikke være eneansvarlig for den økonomiske udvikling i tresserne og halvfjerdserne?

Karen Jespersen: Krisens specifikke form er bestemt af den socialdemokratiske ideologi – og denne ideologis nederlag.

Faklen: Man taler af og til om tidens trend som »populistisk«, og Socialdemokratiet går ikke fri af denne betegnelse – hvad ligger der i dette begreb?

Karen Jespersen: Populismen er et meget bredt begreb. Det dækker over politiske bevægelser, der, om end de kan have et ret forskelligt indhold og være mere eller mindre reaktionære, har visse fællestræk. Den populistiske ideologi ser – groft sagt – modsætningerne i samfundet som en modsætning mellem 'almindelige, jævne mennesker' på den ene side og mennesker, der ikke er jævne og almindelige.

Faklen: Hvordan fungerer populismen i praksis?

Karen Jespersen: Et andet karakteristisk træk for populismen er, at den i sin ideologi griber fat i mekanismer, der normalt i ringe grad involveres i politiske sammenhænge. Det er mekanismer fra menneskers hverdag som f.eks. angst, skyld og hævn; mekanismer, der er banket ind i folk gennem kapitalismens forskellige former for tvang. Populistiske ideologier fremstiller næsten altid samfundsmæssige sammenhænge i dels psykologiske og moralske begreber og dels i billedsprog.

Faklen: Du har beskæftiget dig noget med Dario Fo, f.eks. stykket »Vi er alle sammen i samme båd ... Jamen hov, ham der, er det ikke vores arbejdsgiver?« Her har du bl.a. hæftet dig ved hovedpersonen, Antonia, hvad får du ud af hendes karakter?

Karen Jespersen: Hendes helt udvendige, usentimentale forhold til det borgerlige samfund, betyder i stykket en grinagtig udstilling af de borgerlige 'værdiers' tomhed. Det er en vigtig funktion ved stykket, at det er skægt, og at latterliggørelsen altid er rettet den rigtige vej. Det er vigtigt, at arbejderne aldrig gør hinanden til grin.

Faklen: Men du har også kritiseret Dario Fo for ikke at få tilstrækkeligt ud af stykket?

Karen Jespersen: Når Antonia hånligt afviser reformismens repræsentant og kalder ham for en forræder, kan det måske åbne for en forståelse hos et ikke særlig bevidst publikum. Men hvis publikum er de revolutionære og radikale arbejdere og andre kammerater, som stykket skulle være skrevet til, giver det ikke mange muligheder for at diskutere en konkret strategi.

Faklen: Hvilken overordnet konklusion byder stykket på?

Karen Jespersen: Antonias konklusion om, at 'det, vi mangler, er et parti, et virkelig kommunistisk parti, der ikke forråder arbejderne', gælder på det helt abstrakte plan både dengang og nu.

Faklen: Det er vel næppe en konklusion, som den socialdemokratiske regering kan honorere – vi så f.eks. under overenskomstforhandlingerne, at også dele af arbejderbevægelsen vendte protesten mod regeringen. Var det så et skridt i den rigtige retning mod et opgør med hele systemet som sådan?

Karen Jespersen: I og med at arbejderklassen bruger strejken for at påvirke regeringen og Folketinget, er det et brud med det borgerlige demokratis illusion om, at det politiske liv er et selvstændigt område i forhold til produktionen. Og det er et brud med den forestilling, at man kun kan og skal påvirke de politiske beslutninger gennem stemmesedlen.

Faklen: Du mener altså, at der er brug for strejker, aktioner og demonstrationer – måske en storstrejke eller en generalstrejke?

Karen Jespersen: I selve kampformen, storstrejken, ligger en del af kimen til udviklingen af arbejderklassen som en klasse 'for sig': Indsigt i egen styrke, klassesolidaritet og klassefællesskab. En kim, hvis udvikling selvsagt går over utallige klassekampe hånd i hånd med en skærpelse af kapitalens indre modsigelser.

Faklen

LØSNING

De foregående sider er naturligvis ikke et rigtigt interview med indenrigsminister Karen Jespersen – men det er ikke desto mindre i hvert eneste tilfælde Karen Jespersens egne ord, der står som svar på de pågældende, fiktive spørgsmål!

»Interviewet« er stykket sammen på den måde, at samtlige svar er ordrette citater fra Karen Jespersens artikler og indlæg i det venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy, som hun bidrog til i 1970erne, hvor hun i en periode også var med i redaktionen.

I 1970erne tilhørte Karen Jespersen det, man vel i dag ville kalde den mere ekstremistiske del af den yderste venstrefløj. Det var dengang, hvor hun f.eks. forudså, at folketingsvalget i 1973 ville blive Socialdemokratiets sidste som »regeringsdominerende masseparti« (Politisk Revy nr. 232; 1973, s. 8), hvor hun mente, at »bestemmelser som, at den borgerlige stat må ødelægges, at hærens ledelse må bekæmpes, og at værdiloven sættes ud af kraft« godt kan »bestemmes alment« (Politisk Revy nr. 237, 1974; s. 13), og hvor hun delte mange revolutionæres håb om et »virkelig kommunistisk parti« (Politisk Revy nr. 236, 1974; s. 12).

Det var også dengang, hvor Socialdemokratiets højredrejning var under kritisk beskydning fra Politisk Revy, og hvor f.eks. en karikaturtegning forestillede et skib med navnet »S/S Eurosocialdemokraterne«, ombord på hvilket kaptajnen råber: »Hva' satan er det for no'et lort …? Jeg mener: Hvad er det da for noget fy-føj: Her prøver vi på at styre det her skib, men der må altså være noget galt med roret, for vi drejer hele tiden mod højre …!« (Politisk Revy nr. 278; 1975, s. 12).

Som det fremgår af svarene i »interviewet«, fokuserede Karen Jespersen i Politisk Revy ofte på arbejdsmarkedspolitikken og fremførte her en voldsom kritik af Socialdemokratiet – en kritik, som naturligvis står i diametral modsætning til hendes position som socialdemokratisk topminister i dag.

Nu er der selvsagt intet odiøst eller suspekt i at skifte holdning. »Man har et standpunkt, til man tager et nyt,« er som bekendt berømte socialdemokratiske ord. De faldt, da Jens Otto Krag i 1966 tilbød Socialistisk Folkeparti regeringsdannelse, til trods for at han tidligere havde forsvoret, at dette skulle ske.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt – det kan jo meget vel være, at man er blevet klogere.

Måske er det slet og ret det, der er hændt Karen Jespersen, hvem ved?

Hun var medlem af redaktionen på Politisk Revy fra 1974 til 1977, var folketingskandidat for Venstresocialisterne i 1979 og arbejdede som journalist på Information fra 1978 til 1984.

I december 1979 argumenterede hun og Ralf Pittelkow for »røde undtagelser« fra demokratiet i en diskussion i VS om Sovjetunionens invasion i Afghanistan og lagde sig i den forbindelse ud med bl.a. Preben Wilhjelm.

I 1980erne begyndte Karen Jespersens politiske glidetur. I 1987 advarede hun og Ralf Pittelkow i bogen Det røde flertal Socialdemokratiet og SF om, at de ikke fulgte »med tiden« – det kunne man da i hvert fald ikke sige om hende selv. Hun havde i 1984 skiftet jobbet på Information ud med en tid på TV-Avisen, indtil hun i 1989 atter blev opstillet som folketingskandidat – denne gang for Socialdemokratiet. I 1990 blev hun indvalgt i Folketinget, og allerede i januar 1993 udpeges hun som socialminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering. Et år senere måtte hun indkassere en lille pause fra ministeriet, men fra september 1994 til februar 2000 sad hun igen sikkert på Socialministeriet, indtil hun avancerede til indenrigsminister – en post, hun beklæder den dag i dag.

Over en god snes år har Karen Jespersen flyttet sig fra en politisk position, hvor hun rent faktisk forsvarede retten til arbejdsfrihed og vide rettigheder såvel som store offentlige ydelser til arbejdsløse, til at være selve tvangsaktiveringens absolutte førstedame …

I artiklen »Hvad laver de arbejdsløse?« skrev hun for 25 år siden i en billedtekst: »Kampen mod arbejdsløsheden må indeholde et krav om retten til ledighed, udfoldelse og dovenskab.« (Politisk Revy nr. 300; 1976, s. 14).

Helt, helt andre toner, end hun udtrykker i 1990erne som socialminister, hvor hun om bistandsklienter siger: »… nu må disse belastede mennesker i samfundets udkant til selv at tage et større ansvar for deres egen situation.« (Information, 14.12.96). Og om de samme »belastede mennesker« hedder det tre år senere: »Det er slut med at ligge på sofaen for mine skattekroner.« (Ekstra Bladet, 23.10.99).

Jo – hun har flyttet sig, Karen Jespersen!

Er hun så blevet klogere? Eller har hun bare flyttet sig derhen, hvor magten er – for magtens skyld?

Hardy Hansen, der har siddet i folketingsgruppe med hende, er tilbøjelig til at mene det sidste. På spørgsmålet om, hvad der får Karen Jespersen til at foretage en så markant politisk glidetur, svarer han: »Det skulle du spørge en psykolog om. Karen Jespersen er jo magtsyg, ikke? Og utrolig glad for at være minister – der er få grænser for, hvad hun vil gøre for at bevare sin ministerstol. Da hun var uden for et ministerium nogle måneder, var hun helt ødelagt. Flere af ministrene gør jo det her, fordi de meget gerne vil have pengene og prestigen. De vil så gerne have den der ministerbil og den status, der følger med. Og så bliver politikken underordnet fastholdelsen af magten – nogle gange næsten koste hvad det vil. Jeg husker meget tydeligt dengang, hvor jeg i den socialdemokratiske folketingsgruppe kritiserede Karen Jespersens asociale nedskæringer og tvangsarbejde, fordi hun ensidigt går efter de dårligst stillede, og fordi det jo også er de mennesker, vores parti bør repræsentere. Hendes svar var: 'Det er altafgørende for os at bevare regeringsmagten. Det vi mister på venstrefløjen, vinder vi dobbelt på højrefløjen.' Det var Karen Jespersens forsvar for at føre højreorienteret politik. Ren kynisme. Hun elsker sit job, magten og de bonede gulve, og så betyder det faktisk intet, hvem det er, der bliver trådt på.« (Interview i Faklen nr. 17).

Er Karen Jespersens politiske glidebane et udtryk for, at hun er blevet klogere, eller for at hun simpelt hen er lige så kynisk, som Hardy Hansen hævder det, og alene er gået efter magten for magtens egen skyld?

Vi ved det ikke. Vi kender kun de kyniske resultater af hendes politik.

Døm selv om, hvor langt Karen Jespersen har flyttet sig – og hvorfor.

De 13 svar af Karen Jespersen er ordrette citater herfra (nævnt i samme rækkefølge):

1) Politisk Revy nr. 256, 1974; s. 11.

2) Politisk Revy nr. 355; 1979, s. 22.

3) Politisk Revy nr. 263, 1975; s. 16.

4) Politisk Revy nr. 300; 1976, s. 14.

5) Politisk Revy nr. 232; 1973, s. 8.

6) Politisk Revy nr. 232; 1973, s. 8.

7) Politisk Revy nr. 232; 1973, s. 9.

8) Politisk Revy nr. 232; 1973, s. 9.

9) Politisk Revy nr. 236, 1974; s. 12.

10) Politisk Revy nr. 236, 1974; s. 12.

11) Politisk Revy nr. 236, 1974; s. 12.

12) Politisk Revy nr. 244; 1974, s. 15.

13) Politisk Revy nr. 244; 1974, s. 15.