I Danmark er der ifølge statistikken ca. 50.000 sindssyge personer. Men hvad vil det sige at være sindssyg? Hvem behandler vi som sindssyge, hvordan behandler vi dem - og hvorfor? Hvad er og gør den psykiatri, som vi har sat til at tage sig af de sindssyge for os, og hvad er det eventuelt for motiver, ideologier og interesser, der ligger bag?

Er du sindssyg?

Som vi bruger ordet, er det vanskeligt at sige, hvad »sindssyg« egentlig betyder. Hvis man siger om

noget, at »det er sindssygt«, kan det betyde alt lige fra ufornuftigt, uforståeligt og uforsigtigt til farligt, og så selvfølgelig egentlig symptomatisk i psykiatrisk forstand. Hvis man siger om en person, at han er sindssyg, kan det på samme måde betyde alt muligt, fra vovet, dumdristig og utilregnelig til ustyrlig, og igen: Egentlig diagnosticeret psykotisk. Mener man det sidste, vil man måske tilføje, at manden »bogstavelig talt« er sindssyg. Og så ved vi godt, hvad der menes.

Eller gør vi?

Hvad vil det egentlig sige, at et menneske er sindssygt? Hvem er de sindssyge, hvad og hvordan er de? Ved vi det?

Vi har givetvis en hel del forestillinger om det. Men lige så ukonkret og udflydende vi bruger ordet, lige så fantastiske og fordomsfulde er mange af vores forestillinger uden tvivl.

Som altid, når det drejer sig om fordomsfuld uvidenhed om samfundsspørgsmål, spiller den kulørte presse selvfølgelig også her sin rolle, med sin eksklusive interesse for og overeksponering af ekstreme tilfælde og slibrige detaljer. I det lys bliver de sindssyge ofte lallende vrag eller råbende tosser uden sans og samling, iskolde psykopatiske voldsmænd, mordere styret af »stemmer« eller ensomme udskud med maddikebefængte madrester og misrøgtede dyr flydende omkring i lejligheden - alt sammen mere eller mindre simple karikaturer på linje med filmenes farverige forrykte, som vi f.eks. kender dem fra »Psycho«, »The Shining« og »Silence of the Lambs« - hvor der så til gengæld i det mindste kan være tale om en vis dybde i stedet for den ofte pseudodokumentariske indpakning, man kender fra TVs infotainment og fra formiddagsbladene.

Den norm- og hæmningsløse galning er et oplagt spejl for alt det, vi frygter og afskyr allermest ved os selv, om det så er i form af den kulørte presses freakshow eller kunstens litterære fortolkninger. Og jo, disse fantastiske figurer er vel alle sammen sindssyge. Men de er jo ikke »de sindssyge«; de er ikke repræsentative for, hvad det vil sige at være »sindssyg«.

Det er der selvfølgelig næppe heller mange, der går og tror.

Men hvor indlysende en sådan betragtning end er, fortjener den alligevel at gentages. For selv om vi selvfølgelig ikke går rundt og tror, at alle sindssyge er voldelige galninge, kan de fleste af os næppe sige os fri for, at vores forestillinger om de sindssyge er mere præget af fordomme end af viden, og at vi derfor måske bliver mere tilbøjelige til at møde vores sindslidende nabo med mystificeret mistro og måske frygt end med forståelse og tolerance - og derved gør vi ham jo uret.

Men hvem er de så?

Denne artikel bilder sig ikke ind at skulle »afsløre sandheden« om hverken de sindslidende eller deres lidelser. Den er heller ikke ment som en faktapjece, som skal bibringe læseren en masse faktuelle oplysninger om sindssygdomme. Det er netop en pointe, at spørgsmålet om, hvem og hvad de sindssyge er, ikke kan besvares enkelt. Men at det tværtimod, nærmere end til et simpelt svar, lægger op til en lang række spørgsmål - til og om os selv, vores samfund og vores kultur. Og ikke mindst også om, hvordan og ud fra hvilke motiver vi behandler de sindssyge; som samfund generelt, og specifikt i psykiatrien.

Den sindssyge sikkerhedsventil

Det er blevet sagt, at forskellen på den gale og den normale er, at den gale har papir på det. Selvfølgelig er det temmelig forenklet. Alligevel er der jo den sandhed i det, at de symptomer, tilstande og erfaringer, som de psykiatriske diagnoser dækker over, på ingen måde er væsensfremmede for den almindelige menneskelige erfaring: Angst, nedtrykthed, sortsyn, følelser af meningsløshed, modløshed, manglende selvværd, ubehagelige ufrivillige impulser eller tanker, irrationel aggressivitet eller frygt for steder, genstande eller dyr, ritualiserede eller tvungne handlinger, splittethed, fremmedgjorthed, ensomhed, eller øjeblikkelige sanseoplevelser af og følelsesmæssige reaktioner på ting, som »ikke er der«, en lugt, en skikkelse i øjenkrogen, en lyd, følelsen af, at der er »nogen« under sengen, bag ved forhænget, uden for vinduerne … Næppe noget levende menneske kan vel påstå aldrig at have haft - eller ikke jævnligt at gøre sig - sådanne tanker og erfaringer i større eller mindre udstrækning.

Normalt er det bare ikke noget, vi dvæler ved eller lader fylde vores liv - faktisk har vi ofte fuldstændig »glemt« det i næste øjeblik. Og det er slet ikke noget, vi belemrer andre med. Vi sørger for at skjule vores særheder. Vi styrer os, bevarer roen, beholder kontrollen, holder facaden - og fungerer. Sådan gør vi normalt. Sådan gør vi normale.

Den sindssyge, derimod, oplever sådanne ting med meget større styrke - og overvældes. Nogle sindslidende har beskrevet følelsen af, hvordan »trykket« fra voldsomme, indestængte følelser og oplevelser kan true med total tilintetgørelse, og har forklaret sindssygen som en slags »sikkerhedsventil« - en nødvendig, midlertidig åbnen for sluserne, en sænkning af det skjold, som normalt både holder galskaben inde og verden på sikker afstand. Imens det står på, er det så til gengæld også slut med at »have kontrol«, »klare sig« og »fungere«, ligesom den sindslidende som en konsekvens står bogstaveligt og fundamentalt forsvarsløs; på den ene side med en ekstatisk åbenhed, men på den anden også med en tilsvarende forfærdelig sårbarhed:

»Naturen har givet os en ventil med psykosen. Den opstår jo i en eller anden håbløs situation, hvor man ikke kan se nogen udvej (…) Når man er psykotisk, forholder man sig direkte til alle problemer (…) Man er direkte involveret, fordi man ikke har det panser eller net, som man ellers kan gemme sig bag (…) Kropskontakten, udstrålingen og kontakten med andre mennesker overgår alt sanseligt. Samtidig er man så udsat for, at alt skidtet, der kommer udefra, ryger lige ind,« som en tidligere psykiatrisk patient kaldet Peter udtrykker det i bogen Jeg er gal - ni personlige beretninger om kampen for et liv (Københavns Bogforlag, 1983, s. 11-13).

Syg i virkeligheden

Artiklen her vil i vidt omfang begrænse sig til at omhandle de sværeste sindslidelser, sindssygdommene eller psykoserne, som de kaldes i fagsproget. I forhold til f.eks. neurotiske tilstande er psykosen kendetegnet af et langt alvorligere kontroltab. Om psykoserne forklarer psykiateren Johan Cullberg i standardværket Dynamisk psykiatri - i teori og praksis:

»Psykoserne er psykiatriens klassiske og mest indlysende arbejdsområde. Et psykotisk menneske er forrykt, psykisk syg i ordets enkleste betydning. Virkelighedskontakten er ødelagt, og tolkningen af omverdenen er blevet privat i så høj grad, at den ikke uden videre kan forstås af en andet menneske.« (Hans Reitzels Forlag, 1994, s. 261).

Efter at have opregnet en række eksempler opsummerer han:

»Hvilke træk forener disse eksempler. I visse henseender er ingen af de fire personer i stand til at skelne mellem deres egne indre forestillinger og de aktuelle ydre betingelser. De bryder på en påfaldende måde med tilværelsens spilleregler, tilsyneladende uden selv at være klar over det. Det er derfor, vi andre ofte vil kalde dem ’syge’. I virkeligheden burde vi snarere sige, at de følger deres egne spilleregler, at de har et personligt referencesystem, som vi andre ikke kan (og vil) forstå og acceptere. Disse regler dikteres af patienternes private indre forestillinger og behov, som er så påtrængende, at de overskygger behovet for at afprøve dem i forhold til omgivelserne. I disse menneskers indre forestillingsverden findes der altså ikke klare grænser mellem selvet og omverdenen.« (S. 263).

Men uanset hvad vi evt. »i virkeligheden burde«, kalder vi dem netop »syge«. Og det er som sådanne, at vi som samfund møder dem. Det er netop kendetegnende, at samfundets svar på den sindssyges tiltale, om man så må sige, er en henvisning til et medicinsk speciale: Psykiatrien.

Tanken er som sagt, at vi har at gøre med en sygdom, og sygdomme skal jo pr. definition gerne helbredes, og det uanset om de berører »sjælen« (psyken) eller blindtarmen.

Nogle vil måske insistere på, at der er en fundamental forskel på det, der alene berører kroppen, og så det, der berører sjælen (det psykiske). Men for en moderne psykiater er en sådan dualisme en håbløs anakronisme: I det officielle og generelt anerkendte amerikanske, psykiatriske diagnosesystem DSM-IV hedder det således i indledningsteksten: »Although this volume is titled the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, the term mental disorder unfortunately implies a distinction between ’mental’ disorders and ’physical’ disorders that is a reductionistic anachronism of mind/body dualism.«

Det er vel en lille menneskealder siden, psykiatrien således tog afsked med »sjælen«. Og siden da har hovedstrømningen inden for psykiatrisk forskning taget konsekvensen af skilsmissen fuldt ud: Man har i vidt omfang droppet spekulative teorier om psykens skjulte dynamikker og mekanismer og koncentrerer sig i stedet om de forhold ved de psykiatriske sygdomme, som er kvantificerbare og derfor tilgængelige for måling og videnskabelig teoridannelse. Og som objekt for denne forskning har man rettet interessen mod hjernen. Som neurofysiolog Jes Olesen skriver i Ugeskrift for Læger: »Det turde vel være oplagt, at psykiatriske sygdomme kun kan være lokaliseret til hjernen. Hvor skulle det ellers være?« (22.02.99).

Af samme grund foreslog man i forbindelse med det såkaldte »hjerneår« 1997 at udskifte betegnelsen »psykiske sygdomme« med »hjernesygdomme«.

Og den nye forskning har virkelig båret frugt. En af de mest omtalte er nok opdagelsen af de nye antidepressive psykofarmaka (antidepressiva), de såkaldt selektive serotonin genoptagelseshæmmere (SSRI), også kaldet »lykkepiller« (f.eks. citalopram (Cipramil) og fluoxetin (Fontex)).

»Det er snart 30 år siden, at Coppen foreslog, at depression skyldtes nedsat serotonin-funktion i hjernen, og i dag er det generelt accepteret, at denne funktion i hjernen er nedsat hos depressive patienter, og på en eller anden måde er kausalt knyttet til den depressive tilstand,« forklarer Tom G. Bolwig i Medicinsk Årbog (De nye antidepressiva: selektive serotonin blokkere, Munksgaard, 1997).

Den biokemiske påvisning af nedsat serotonin-funktion ved depressionen kan ikke vises ved direkte måling på den levende hjerne. Så denne »serotoninhypotese« har man sluttet sig til baglæns ud fra den iagttagelse, at samtlige substanser med det fællespræg, at de hæmmer serotonin-optagelsen fra den synaptiske spalte, har en antidepressiv effekt.

De ældre, såkaldt typiske antidepressiva virker på lignende måder. De er stadig mere effektive ved sværere depressioner og anvendes derfor ofte frem for de nyere antidepressiva, selv om de har flere bivirkninger.

Således har man altså formuleret og dokumenteret en brugbar teori om depression ud fra en rent medicinsk-biologisk model. Og konklusionen lyder, at depression er - en »hjernesygdom« (og eftersom stoffet også virker på både panikangst (»panic disorder«), obsessiv-kompulsiv sygdom (OCD, tidl. »tvangsneurotisk sygdom«) og bulimi, kan det samme vel siges om dem).

En populær sammenligning blandt medicinsk orienterede psykiatere er diabetes. Diabetes er som bekendt en kronisk stofskiftesygdom, som angiveligt skyldes bugspytkirtelens manglende evne til at danne det blodsukkerregulerende hormon insulin. »Kuren« er ikke en helbredelse, men en daglig indgift med insulin med det resultat, at patienten kan fungere normalt. Det samme, hævdes det, er tilfældet for mange depressive (og psykotiske). Her handler den biokemiske ubalance bare ikke om insulin, men derimod (bl.a. i al fald) om stoffet serotonin. Og kuren er en daglig indgift med et af de antidepressive præparater, så patienten kan fungere normalt.

De uskyldige

Også genetikken har bidraget til denne revolution inden for psykiatrien. Henrik Ewald fra Institut for Psykiatrisk Grundforskning på Psykiatrisk Hospital i Århus starter i et foredrag, som er refereret i Weekendavisen (16.-22.02.01), med at slå sit videnskabelige standpunkt fast:

»For skizofreni, for bipolar sygdom [tidl. »maniodepressiv psykose«, red.], for autisme hos børn, for panik sygdom, for depression og for en række andre lidelser peger familie- og tvillingestudier klart og entydigt på, at der er en genetisk komponent. Nogle gange stærkere, nogle gange svagere (…) Vi ved ikke noget om sygdommens [bipolar sygdom, red.] biokemi, eller hvilke hjerneceller den angriber, og vi har endnu ikke fat i konkrete gener. Men vi ved, at den arvelige komponent er meget stærk (…) Det, man arver, er en disposition, og derudover skal der så nogle andre påvirkninger til at få sygdommen til at bryde ud.«

Om de øvrige faktorer, som spiller ind i udviklingen af sygdommen siger han: »Alt det andet aner vi heller ikke noget om, udover at det i princippet kan være hvad som helst fra tilfældigheder, der sker i fostertilstanden, til senere miljøpåvirkninger af enhver slags. Miljø er andet og langt mere end mor og far og dansklæreren i femte klasse.«

Sarkasmen er ikke til at tage fejl af. Også andre biologisk orienterede forskere har langet hårdt ud efter, hvad de ser som de »forbenede freudianere«, som hænger fast i forældede psykoanalytiske modeller om følelser og fortrængninger, skyld og skam, mor, far og analfasen, osv. osv.

Med bl.a. genetikkens landvindinger kan bordet ryddes, og al den dårlige samvittighed og familiernes stillen sig selv og hinanden til regnskab, når et medlem får en psykiatrisk sygdom, den moralske fordømmelse og den insisterende dragen til personligt ansvar osv. bliver til en måske forståelig, men naiv efterrationalisering. En efterrationalisering, som har været roden til meget ondt:

»Når vi finder specifikke gener, vil det blive noget mere vanskeligt at bortforklare de her lidelser med en svag karakter eller noget andet selvforskyldt. Og hvis de [generne, red.] kan vise, at det ikke er en moralsk defekt i folks opførsel, som de selv har valgt, vil det også være svært at begrunde den skæve ressourcefordeling, vi ser i sundhedssystemet i dag. Der sker jo en klar diskriminering. I forhold til sygdommens store betydning er der alt for få ressourcer til psykiatrien og til den psykiatriske forskning, som søger efter årsager,« forklarer Henrik Ewald.

Meget af vores adfærd kan i et vist omfang vælges, men nogle mennesker sidder, med Ewalds udtryk, fra naturens hånd med vanskeligere kort på hånden end andre, og den erkendelse bør give anledning til en tolerance og et mere afslappet forhold til de psykiatriske sygdomme og psykiatriske patienter.

Ingen tvivl om, at intentionerne er de bedst tænkelige. Med klassifikationen af de psykiatriske tilstande (primært psykoserne) som genetisk bestemte hjernesygdomme, vil man endelig befri »de sindssyge« fra århundreders hokuspokus, moralsk fordømmelse, mystifikation og intolerance. »De sindssyge« adskiller sig ikke fra de hjerte- eller lungesyge. Symptomerne får ganske vist et noget andet udtryk, de opfører sig mærkeligt og deres virkelighedsopfattelse er forvrænget, men det gør dem ikke til »gale«, som jo betyder »forheksede«, eller noget andet mystisk. Det skyldes alene, at det organ, som er angrebet, er hjernen, og det ofte, fordi de tilfældigvis har en genetisk disposition.

Det er imidlertid ikke lutter taknemmelighed, man hører fra de mennesker, som den moderne psykiatri således gerne vil frelse …

»Of all tyrannies a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive,« som forfatteren C.S. Lewis skal have udtrykt det. Men er det ikke lovlig hårdt sagt om psykiatrien? Fra mange psykiatribrugere lyder et bestemt: Nej!

Syge efter medicin

Problemet er ifølge de mange kritikere, at man i psykiatrien så godt som aldrig tilbydes anden behandling end den medicinske. »De giver ham en diagnose med et nummer, og så uddeler de bare en masse medicin,« som Oluf Petersen, der har arbejdet som socialpædagog i dansk psykiatri, siger til Jyllands-Posten (21.05.00).

Dette billede af en blind refleksordinering af antidepressiva, antipsykotika og diverse beroligende midler på baggrund af en hastigt stillet diagnose, og med det primære formål at slå symptomerne ned så hurtigt og effektivt som muligt, går igen overalt, hvor mennesker beretter om deres møde med psykiatrien. Og mange står efter en sådan psykiatrisk »færdigbehandling« tilbage med en dyb følelse af, at der er noget væsentligt, der er blevet overset.

Om dét således at blive »slået ned« med psykofarmaka og hevet hovedkulds ud af psykosen, fortæller Carl i bogen Jeg er gal! - ni personlige beretninger om kampen for et liv: »Det er [en voldsom overgang], hvis man ryger ind i en behandling, hvor man bliver proppet med medicin, der med det samme slår ned i hjernen og lammer det meste af den. Så er man bare helt nede på jorden, ja, nærmest langt nede under jorden, og så bliver det svært at komme i gang igen (…) Der er jo nogle krav til én om, at man kraftedeme skal vende tilbage og passe sit arbejde så hurtigt som muligt.« (S. 14).

Peter siger samme sted: »… hvis man betragter psykosen som en sikkerhedsventil, er det en meget voldsom behandling at blive slået ned med medicin. Det føles, som når man prøver at rejse sig op, og der så er én, der prøver at trykke én ned og trykker hårdere, jo mere man prøver at rejse sig op. Det er det største helvede i psykosen: at blive færdigbehandlet på en psykiatrisk afdeling …« (S. 14).

Men kan den sindslidende da ikke bare takke nej til det medicinske behandlingstilbud? Problemet er, at »i den virkelige verden« eksisterer dette valg ofte slet ikke. Fordi der simpelt hen ikke tilbydes noget alternativ, og den sindslidende i den grad er presset af sin situation, at vedkommende ikke bare kan klare sig selv. Når man har det dårligt og opsøger en læge, giver man sig jo i hans vold - han har autoriteten, han har kompetencen, han ved nok, hvad der er bedst … I første omgang også selv om det føles helt forkert.

Og når først et behandlingsforløb med psykofarmaka er i gang, kan det have lange udsigter med at stoppe igen, idet nedtrapning kan være nødvendig over halve og hele år. Pludseligt ophør med at tage stoffet kan medføre alvorlige bivirkninger og akut tilbagefald; og det er der jo ingen, der ønsker. Heller ikke, selv om præparaterne i sig selv ofte giver anledning til adskillige ubehagelige bivirkninger.

Antipsykotika, f.eks., som har omtrent modsat effekt som antidepressiva og bruges ved eksempelvis skizofren eller manisk psykose, virker ved at påvirke aktiviteten af oftest flere forskellige signalstoffer i hjernen, hvorved overførslen af nerveimpulser i visse mere eller mindre specifikke synapser hæmmes. Effekten er typisk, at patienten »falder til ro« og mister de produktive psykotiske symptomer (f.eks. hallucinationer, vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og manisk opstemthed).

De typiske antipsykotika bruges i omtrent to af tre tilfælde. Den antipsykotiske virkning forventes at indtræde efter 1-2 ugers behandling, men kan i visse tilfælde lade vente på sig i 1-2 måneder, og den er først maksimal efter 2-3 måneder. Stoffet virker fortsat flere uger efter, at behandlingen er ophørt.

Så vidt virkningerne. Dertil slutter sig så en række bivirkninger. Mulige bivirkninger af antipsykotika er de såkaldte ekstrapyramidale symptomer (EPS), som kan optræde allerede fra starten af behandlingen: Langsomme bevægelser, nedsat ansigtsmimik, rysten, muskelstivhed, spændinger i nakke eller mund eller strittende fingre. Ufrivillige bevægelser af f.eks. tunge eller fingre kan udvikles efter længere tids behandling; de vil ofte være mulige at slippe af med igen i begyndelsen, men fortsætter behandlingen, vil en del tilfælde blive irreversible. En anden bivirkning, som efter sigende skulle være meget plagsom, er, at man bliver rastløs og ikke kan sidde stille. Disse symptomer kan behandles enten ved, at man nedsætter dosis eller skifter præparat, eller med såkaldt bivirkningsmedicin.

Ud over EPS forekommer der også bivirkninger på det autonome nervesystem: Bl.a. mundtørhed, problemer med at se skarpt, øget hjerteaktion, forstoppelse, vandladningsbesvær, forstyrret seksuel funktion og sløvhed, eller »følelsesforladthed«. Ældre patienter kan risikere at udvikle et syndrom, der omfatter svimmelhed, konfusion, synshallucinationer og evt. delir.

Desuden kan de hormonelle bivirkninger hos yngre kvinder medføre brystspænding, eventuelt mælkedannelse, udeblivende menstruationer og nedsat seksuallyst.

Vægtforøgelse kan forekomme.

Malignt neuroleptikasyndrom (MNS) er en sjælden, men alvorlig bivirkning, som kan forekomme ved behandling med alle antipsykotika. Hvis der ikke gribes ind i tide, vil MNS i ca. 20 procent af tilfældene ende letalt eller med irreversible neurologiske defekter. Syndromet viser sig ved: EPS (parkinsonisme), autonome forstyrrelser (forhøjet temperatur og puls, labilt blodtryk og svedtendens) samt opmærksomhedsforstyrrelser. (Kilder: www.irf.dk (Institut for Rationel Farmakoterapi), www.netdoktor. dk, www.psykiatrifonden.dk).

Antidepressiva har tilsvarende alvorlige bivirkninger.

Man kan spørge sig selv, om sådanne bivirkninger ved ikke livstruende symptomer nogen sinde ville blive accepteret for præparater til »normale« mennesker …

De psykiatriramte

Hanne Grey taler i bladet OUTsideren (nr. 7, 1997) om de sindslidende som de »psykiatriramte« og forklarer:

»Vi er diagnosticeret som psykotiske, maniske, depressive, skizofrene, skizoaffektive, personlighedsforstyrrede, spiseforstyrrede, neurotiske og fobiske. Vi har symptomer: formelle tankeforstyrrelser, vrangforestillinger og tvangstanker, og angst - masser af angst. Vi er katatone, stuporøse, megalomane, paranoide, autistiske, suicidale, hallucinerende og agiterede. Sådan bli’r der tænkt og talt om os på kontorer og på konferencer. Og skrevet om os i journaler og lærebøger. Sådan ser vi ud i lægernes og plejepersonalets øjne. I almindelige menneskers øjne og i folkemunde er vi gakgak, tossede, skrup- og kugleskøre, splitterravende gale (…) Og vi får medicin for det, masser af medicin. Når vi er oppe eller langt ude får vi Serenase, Trilafon, Cisordinol, Fluanxol, Dogmatil, Leponex og Risperdal. Det lyder slemt, og det er slemt. Og når det bliver for slemt, får vi Lysantin, Akineton, Disipal, Peragit - for bivirkninger. Når vi er nede får vi Saroten, Noritren, Anafranil, Ludiomil, Cipramil, Fontex - og elektrochok. Og vi får Diazepam, Bromazepam, Oxazepam eller Lorazepam, når vi er angste - og nogle andre ’pam’er, når vi skal sove. Det kræver sin mand, m/k - og et godt helbred.«

Det skal selvfølgelig ikke glemmes, at mange tusind mennesker dagligt har glæde af psykiatrien og af psykofarmaka og på trods af bivirkningerne nødigt ville undvære nogen af delene. Men kritikken af den medicinske behandling og ikke mindst af, at den i meget vidt omfang er det eneste, der tilbydes i psykiatrien, er massiv.

»… hvorfor var der aldrig nogen, der tog mig med ud og gå en tur ved stranden? Hvorfor prøvede de ikke at overføre mig til en skærmet afdeling, hvor jeg kunne bevæge mig frit? Jeg var ligesom en vild hund, som blev bundet fast. Jeg fik aldrig anden behandling end medicin og bæltefiksering,« fortæller Dennis Olsen i Jyllands-Posten (21.05.00).

»… mange psykiatriske patienter [lever] i årevis i en ydmygende og følelsesforladt tilstand - ingen glæder, ingen sorger, blot sløvede af personligheds- og sindsændrende stoffer. Dette er det bedste, psykiatrien formår. Det er ikke psykisk helbredelse. Dette skaber ikke psykisk sundhed,« siger Torsten Hjelmar fra Medborgernes Menneskerettighedskommission (Jyllands-Posten, 16.10.00).

En omfattende artikelserie i Jyllands-Postens bragt i sommeren og efteråret 2000 bød på adskillige tragiske historier, bl.a. om den sindslidendes hjælpeløshed og føjelighed i forhold til den lægelige autoritet, når det eneste rigtige hævdes at være medicin.

En 23-årig mand, Peter, fortæller til avisen om sin tid i psykiatrien: »Siden jeg blev indlagt første gang, har de sagt, at jeg aldrig ville slippe for medicinen. Hver gang jeg talte med en læge, fyldte han bare ny medicin på, selv om det ikke hjalp en tøddel. De udskrev diagnoser og ny medicin efter at have talt med mig fem minutter hver anden måned. ’Nå, du har det stadig dårligt’, sagde de. Og så fik jeg mere medicin.« Til sidst fik han syv forskellige typer medicin samtidig (Jyllands-Posten, 28.05.00).

I Evas tilfælde (Jyllands-Posten, 30.05. 00) kom en medicinsk mis(be)handling, startet af hendes egen læge og siden fortsat i psykiatrien, til at betyde 20 år i et bogstaveligt medicinhelvede: Hun levede i et ægteskab med en voldelig mand og havde det psykisk dårligt. Hendes praktiserende læge ordinerede den første nervemedicin i 1976. Så begyndte hun at blive angst og nervøs - og lægen satte hendes dosis op. Det dulmede i en periode, men det blev værre igen, og lægen fandt et nyt, stærkere præparat. Eva blev skilt i 1981, men de psykiske problemer fortsatte, og hun fik flere og flere piller. I 1991 kom hun til en psykiater, der gav hende diagnosen »maniodepressiv" og derpå skrev recept på flere slags antidepressiv medicin som supplement til sovepillerne og den angstdæmpende medicin. Hun kunne nærmest ingenting, f.eks. ikke læse bøger, fordi bogstaverne flød ud. Hun kastede op, havde diarré og var konstant angst. I 1996 brød hun så endelig fuldstændig sammen og lod sig indlægge på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland, hvor man endelig stillede diagnosen: »Medicinforgiftning« …

»Man kan ikke snakke med dem. De regner alt ud i medicin,« fortæller Jeff i avisen (01.06.00). »Vi får kun medicin. Den eneste valgmulighed er, om man skal indtage medicinen med sprøjte, som piller eller flydende.«

Uklare motiver

Tidligere overlæge på det psykiatriske hospital i Risskov ved Århus, Hans Adserballe opfordrer sine kolleger til at sætte medicinforbruget ned:

»Nogle skizofrene er bedre stillet med at høre stilfærdige stemmer end at lide under svære bivirkninger. Og hos mange patienter er det svært at afgøre, hvad der er sygdom, og hvad der er bivirkninger af medicin. Undertiden gives medicinsk behandling mere for at tilfredsstille fagligheden hos en psykiater end til glæde for patienten. Psykiateren vil gerne ’gøre noget’, og det letteste er at give en pille frem for at forsøge anden form for langvarig behandling,« siger han (Jyllands-Posten, 20.05.00). Og som vi har set, er det jo også gjort i den bedste mening …

Igen skal det understreges, at disse forhold ikke kendetegner alle psykiatriske hospitaler i Danmark; der er steder, hvor man går andre veje og tænker anderledes. Det skal vi vende tilbage til.

Billedet af den velmenende medicinfiksering i psykiatrien forplumres yderligere af, at der uvægerlig spøger nogle uudtalte, ikke bare ideologiske, men også politiske og ikke mindst økonomiske motiver i baggrunden, som måske er af meget større betydning, end man umiddelbart er parat til at indrømme. Som Henrik Ewald afslutningsvis er inde på, handler det jo f.eks. også om penge i form af forskningsmidler (jf. afsnittet »Syg i virkeligheden« ovenfor).

De depressive alene koster årligt samfundet i nærheden af 3 milliarder kroner. Depression klassificeres som en folkesygdom af nærmest epidemisk omfang og vokser stadig.

Området er derfor også et forskningsfelt, der givetvis vil blive satset på fra offentligt hold. Der er store forskningsmidler på højkant. Men hvor de bliver sat ind, afhænger jo i høj grad af, hvilken forklaring, der vinder hævd; om sygdommen forklares som en organsygdom (i organet hjernen) på linje med sukkersyge, - eller f.eks. som en mental reaktion, der berører hele bevidstheden, på traumatiske vilkår og hændelser gennem en persons liv; en reaktion, som så evt. sekundært kan registreres i hjernens biokemiske tilstand. Det handler altså i en vis udstrækning om brødnid.

Men det økonomiske aspekt handler ikke kun om forskningsmidler. En recept tager fem minutter at udskrive - et psykoterapeutisk forløb snarere fem år. Der er derfor også mange penge på spil, når politikerne skal have de offentlige budgetter til at balancere.

Samtidig står der, ikke at forglemme, en ivrig multimilliardmedicinalindustri på sidelinjen, som naturligvis udelukkende er interesseret i at finansiere og fremme en forskning, der tjener dens interesser. Vil man have penge til at forske, nytter det ikke at være kræsen i forhold til området. Dette bevirker selvsagt en eklatant »konkurrenceforvridning« i forhold til f.eks. forskning i medicinfri eller medicinbegrænsende terapiformer.

Depression forventes at blive endnu mere udbredt og således være den største eller næststørste sygdomsbyrde i år 2020, fortæller Jyllands-Posten (16.10.00) - og det er givetvis »gode nyheder« for f.eks. medicinalfirmaet Lundbeck, som har tordnende salgssucces med det populære antidepressive SSRI-middel Cipramil, der ifølge Jyllands-Posten »trækker læsset i omsætningen og indtjeningen« (16.11.00).

Men »de psykiatriramte« har også andre problemer end de velmenende medicinske ideologer.

Sygehus eller social kontrol?

Psykiatrien er et lidt besynderligt fænomen: På den ene side et serviceorgan ligesom det almindelige læge- og sygehusvæsen. Men på den anden også en slags selvstændig myndighed på linje med politi, fængselsvæsen og domstole.

For at tage det sidste først er en psykiaters skøn i forhold til, om en person er sindssyg eller ej, afgørende for vedkommendes retsstilling. Ifølge dansk retstradition er en sindssyg person utilregnelig og derfor også grundlæggende uden ansvar. Den juridiske konsekvens heraf er formuleret i Straffelovens § 16: »Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke.«

Bestemmelsen bunder i romerrettens princip om, at »sygdommen« bærer straffen i sig selv. Ligeledes vil man etisk mene, at hvor »ondskab« bør straffes, bør »sygdom« behandles. For bl.a. disse »utilregnelige« sindssyge formulerer Straffelovens kapitel 9 derfor nogle »andre retsfølger af den strafbare handling«. Her lyder § 68: »Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.«

Sådanne »andre foranstaltninger« kan være alt lige fra »tilsyn« og »bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde« til tvungen psykiatrisk behandling. Under særlige forhold kan det bestemmes, at »den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende …« (§ 68, 2. pkt.).

For personen selv, som underlægges sådanne »andre foranstaltninger«, kan det måske komme ud på et, om man kalder frihedsberøvelsen af ham for straf eller behandling, om han betragtes som »ond« eller som »syg«. Men retligt er det afgørende. Og det er psykiateren, der fælder denne »dom«. Eller dvs., det er naturligvis dommeren, der træffer bestemmelse om en eventuel »behandlingsdom« - men det er psykiateren, der med sin diagnose bestemmer, om den pågældende lovgivning overhovedet kan komme på tale, og som derfor afgør personens retsstilling.

Psykiaterens »dømmende magt« rækker imidlertid videre. Bestemmelserne i straffeloven kommer jo kun på tale, når personen beviseligt har begået en »strafbar handling«, og dette er godtgjort i en retssal over for en dommer. Men en diagnosticeret sindssyg person kan også frihedsberøves uden at være dømt for en forbrydelse.

Når en psykiater således vurderer, at en person er sindssyg, bliver vedkommende automatisk underkastet en særlovgivning, som ikke vedrørte ham, da han ikke havde diagnosen, nemlig den såkaldte psykiatrilov. Ifølge denne lovgivning er det under bestemte forhold psykiaterens pligt og ansvar at sørge for frihedsberøvelse og tvangsbehandling af et sindssygt menneske. Psykiatrilovens § 5 formulerer to kriterier, som indikerer en sådan »administrativ frihedsberøvelse«, kendt som henholdsvis »behandlings-« og »fareindikationen«. Nemlig at »det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi: 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende forbedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.«

Frihedsberøvelsen (tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvungen tilbageførsel) kan indklages for retten (jf. Psykiatrilovens § 37 og Retsplejelovens § 469), som så efterfølgende tager stilling til indgrebets lovlighed.

Psykiatrien og det absurde teater

Psykiatrien ligner som nævnt også politimyndigheden - nemlig i kraft af sin bemyndigelse til legalt at anvende fysisk magt, tvang og fiksering. Man siger gerne, at politiet har »voldsmonopol«, altså eneret til legal fysisk magtanvendelse. Men også her ændres retsstillingen med diagnosen »sindssyg«, for denne bemyndigelse har personalet på psykiatriske afdelinger også (naturligvis i overensstemmelse med Psykiatrilovens formuleringer, ligesom politiets beføjelser er formuleret i bl.a. Retsplejeloven).

Ifølge Psykiatrilovens kapitel 4 og 5 kan det psykiatriske personale efter særlige retningslinjer benytte både tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og såkaldt beskyttelsesfiksering. I sager, hvor den diagnosticeret sindssyge har været udsat for andre tvangsforanstaltninger end frihedsberøvelse, er den højeste klageinstans Sundhedsministeriets Patientklagenævn (jf. Psykiatrilovens § 38), hvis afgørelse ikke kan prøves ved en almindelig domstol.

Endelig ligner psykiatrien af indlysende årsager også fængselsvæsenet. Alene talen om psykiatriens »åbne« og »lukkede« afdelinger minder om fængslernes ditto.

Man kunne måske synes, at sammenligningen halter derved, at ganske vist er den lukkede psykiatriske afdeling for så vidt som et fængsel - bortset fra, at mange af de »indsatte« ikke har nogen dom. Men på en åben psykiatrisk afdeling opholder mange sig jo helt frivilligt og kan lade sig udskrive, når de vil, hvilket man trods alt ikke kan sige om et åbent fængsel …

Og sådan er det jo også … medmindre psykiateren altså vurderer, at en udskrivelse bør frarådes med henvisning til fare- eller behandlingsindikationen! (Jf. Psykiatrilovens § 5 ovenfor). Det er umiddelbart op til psykiaterens skøn alene, om man er fri til at gå - eller ikke. Uanset om man er indlagt frivilligt eller ej, på en åben eller en lukket afdeling.

Psykiaterens eventuelle beslutning om at tvangstilbageholde en patient kan som sagt indklages til efterprøvelse ved en domstol. Men hvordan beviser man - her og nu, eller senere for en domstol - at man ikke er sindssyg, hvis psykiateren siger noget andet? - I lyset af, at et af primærsymptomerne på en psykose siges at være »manglende sygdomserkendelse«, dvs. benægtelse af, at man fejler noget, bliver denne problematik endnu mere eklatant.

Hvordan bevise, at »udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende forbedring af tilstanden« ikke vil være »væsentlig forringet« ved en udskrivelse, hvis psykiateren siger noget andet? Eller at man ikke »frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre«? En anden psykiater kan senere udtale sig om personen og eventuelt mene, at der ikke aktuelt er grundlag for indgrebet. Men hvordan godtgøre, at den aktuelle tilstand svarer til den, man var i, da beslutningen blev taget? Det eneste, man har at henvise til, er de journaler og protokoller, som psykiateren selv og afdelingens øvrige personale løbende formulerer …

Som en forklarende karikatur af denne problematik kunne man tænke sig følgende optrin:

Psykiateren: Vi må hellere beholde dig noget tid. Du er syg!

Patienten: Nej jeg er da ej!

Psyk.: (Smiler) Det er ikke altid, man selv kan mærke det … (Til sin diktafon) Manglende sygdomserkendelse …

Pt.: Åh, hold kæft! Hvad fanden mener du med »manglende sygdomserkendelse«? Jeg er ikke syg!

Psyk.: … latent aggressiv …

Pt.: (Usikker) Er du sindssyg, lad mig nu gå, jeg vil ud her fra …

Psyk.: (Venligt bebrejdende) Vi vil jo bare hjælpe dig!

Pt.: (Vred) Jeg skal ikke nyde noget af jeres »hjælp«. Jeg skal ikke gøres til en zombie af jeres piller …

Psyk.: (Til sin diktafon) … paranoid og angst; klar behandlingsindikation …

Pt.: (Bange) Nej, det kan du da ikke … ? Det er ikke virkeligt, det her. Det sker simpelt hen ikke …

Psyk.: … mangelfuld virkelighedsfornemmelse, muligvis skizofren …

Pt.: (Skriger) Neeej! Hold op!

Psyk.: … pt. er forpint; ordineres Trilafon, 4 mg. stigende til 48 mg., eller indtil opnået effekt …

Pt.: (Meget urolig) Nej, nej, nej …

Psyk.: … kan blive nødvendigt at give som tvungen depotinjektion … Akineton mod bivirkninger …

Pt.: (Skubber psykiateren væk) Jeg skal fandeme ikke ha’ din medicin og dine indsprøjtninger! (Han overmandes af plejepersonalet).

Psyk.: … til tvangsprotokollen: Pt. bliver aggressiv, voldelig og truende; plejerne er nødt til at fiksere ham; han falder til ro i selen efter injektion med 10 ml. Apozepam …

Magt og magtesløshed

Selvfølgelig er dette en absurd karikatur. Men vi kan ikke bare afvise problematikken. Psykiatriske patienters retsstilling er og bliver principielt problematisk alene i kraft af den umyndiggørelse, som følger af at få stemplet »sindssyg« i sine papirer: Man bliver definitorisk utilregnelig og utroværdig (jf. de psykotiske primærsymptomer forvrænget virkelighedsopfattelse og manglende sygdomserkendelse), ligesom man underkastes en særlovgivning, hvor det totale overgreb på ens integritet i form af frihedsberøvelse og tvangsbehandling er til stede som en konstant overhængende mulighed, hvis eventuelle realisering i bund og grund afhænger af overlægens skøn …

De administrative tvangsredskaber er, ligesom politiets, givetvis uundværlige i ekstreme situationer. Problemet opstår, hvis indgrebene og overgrebene bliver en rutinemæssig del af hverdagen …

»Patienten skal ej heller løsnes for at komme på toilet eller lignende,« hedder det i en journal fra Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Dennis Olsen blev bundet til en seng i 127 døgn, fortæller Jyllands-Posten (21.05.00). Han blev indlagt den 4. maj 1995, og det gik galt efter mindre end en halv time. Mens han sad og spiste, overtog stemmerne magten, og så smed den unge maskinarbejder med maden og væltede bordet. Til trods for at han straks faldt til ro og kun protesterede spagfærdigt, da to plejere tog fat i ham, blev han alligevel ført ind til »akutstuen«, hvor han blev fastspændt på maven med et bredt, stramt bælte - senere blev hans hænder også spændt fast. Psykiatriloven siger, at patienter kun må spændes fast, hvis de „udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare" eller „øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang" (§ 14, stk. 2) - og bæltet skal løsnes igen i samme øjeblik, faren er ovre. Men i Brønderslev besluttede lægerne, at Dennis skulle være fastspændt døgnet rundt.

Ansvar og magt hænger uløseligt sammen. I Psykiatriloven overlades begge dele til den psykiatriske overlæge: »Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.« (§ 21).

I den nye Psykiatrilov fra 1989, som blev revideret i 1998, har de psykiatriske patienter fået visse basale rettigheder i forhold til klagemuligheder og bistand fra uvildige patientrådgivere, når de registrerede tvangsmidler tages i brug. Men uanset hvor udmærkede disse tiltag er, har de ikke fjernet problemstillingen.

Det er således f.eks. en kendsgerning, at langt hovedparten af klagerne over overgreb på de psykiatriske afdelinger strander på, at patientens forklaringer blankt afvises af personalet - og så vælger sygehusledelsen (som er første klageinstans) som regel nærmest per automatik at tro på personalet: »Vores udgangspunkt er, at personalet fortæller sandheden hver gang. Vi har også tillid til patienten, men personalet er de professionelle, og de kan vurdere situationerne objektivt,« mener fuldmægtig i psykiatriledelsen i Århus Amt, John Lykke-Pedersen (Jyllands-Posten, 25.05.00). En gennemgang af de seneste to års klagesager i amtet viste da også ifølge avisen, at der i perioden kun var fire sager, som endte med påtale til personalet. I alle fire tilfælde skyldtes påtalen, at nogle ansatte selv havde indberettet en kollega.

Tilsvarende lyder der skarp kritik fra patientrådgivere, som påstår, at patienter på psykiatriske afdelinger presses til at trække deres klager over behandlingen tilbage. »Lægerne er som små konger. De er vant til at have alle magtmidlerne, og de kan ikke tåle kritik. Når der kommer en klage, gør de alle mulige krumspring for at få patienten til at trække den tilbage,« siger Ole Kølle, formand for Landsforeningen af Patientrådgivere, til Jyllands-Posten (25.05.00).

Tvang, straf og kontrol

Og samtidig stiger tvangsanvendelsen på de psykiatriske afdelinger.

»Anvendelsen af tvang stiger voldsomt (…) aldrig er så mange danske sindssyge blevet tvangsfikseret og medicineret mod deres vilje, som tilfældet er i dag (…) Antallet af tvangsfikseringer, hvor syge med magt anbringes i bælte, er i perioden 1990-1998 steget med godt 50 procent, mens antallet af tvangsmedicineringer næsten er nidoblet i samme periode. Også andre former for tvangsanvendelser er steget voldsomt, og de foreløbige tal tyder på, at stigningen er fortsat med stor kraft i 1999,« skriver Jyllands-Posten (20.05.00).

Det er bemærkelsesværdigt, at på trods af politiske hensigtserklæringer og øgede midler, og på trods af omfattende og prisværdige omlægninger inden for psykiatrien i løbet af de seneste år, bl.a. udbygningen af den decentrale distriktspsykiatri og indretningen af flere eneværelser på mange afdelinger - er omfanget af tvangsanvendelse i psykiatrien ikke faldende, men stadigt stigende.

Og der gives også andre former for tvang end dem, der obligatorisk skal registreres i de psykiatriske afdelingers »tvangsprotokoller«; de optræder derfor heller ikke i statistikkerne. Man taler om den skjulte tvang. Som når en kvinde, der gerne ville gå med kasket, fik inddraget sine cigaretter, indtil hun lystrede plejerens krav om, at hun tog den af: »Det handler udelukkende om, at personalet vil manifestere, at det er dem, der bestemmer. De vil vise deres magt, men hvem siger, at de overhovedet må regulere patienternes cigaretforbrug?« spørger Ole Kølle, formanden for Landsforeningen af Patientrådgivere, i Jyllands-Posten (24.05.00).

På samme måde kan magten selvfølgelig også demonstreres, og autoritetsforholdet cementeres, ved direkte afstraffelse: »Ergoterapien på R1 tilbyder mulighed for at lægge puslespil, sy og lave andet håndarbejde, men disse sysler synes hverken at interessere Guianni eller afdelingens andre mænd,« beretter Jyllands-Posten (21.05. 00) fra Skt. Hans Hospital i Roskilde. »Derfor bruger den 21-årige Guianni tiden på at gå hvileløst op og ned ad den 50 meter lange gang på R1. Han kan gøre det i hundredvis af gange på en dag. Imens hører han hip-hop i sine høretelefoner, og så glæder han sig til ugens eneste lyspunkt, fodbolden hver torsdag, hvor han kan komme ud sammen med nogle af de andre patienter - bare ikke denne torsdag. Guianni kom nemlig til at tale for højt til en plejer. Det gør han nogle gange, når han er irriteret eller glemmer, at han har musik kværnende i begge ører, og straffen faldt med det samme. Guianni var ’råbende’ og måtte derfor ikke komme til fodbold. Den unge mand er fuldstændig knust. Han må nu genoptage sin formålsløse vandring op og ned ad gangen - endnu mere frustreret end før.«

Systemets lange arm

Diagnosens stigmatisering og systemets legale tvang rækker desuden også uden for psykiatriens fysiske rammer. Konkret ikke mindst ved det, som den nye psykiatrilov kalder »udskrivningsaftaler«.

Ifølge Psykiatriloven kan der indgås en udskrivningsaftale som betingelse for udskrivning af en patient, som »må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred« (§ 3, stk. 4). En sådan udskrivningsaftale kan indebære, at patienten skal følge en bestemt behandling, f.eks. tage den medicin, det pågældende hospitals læger finder nødvendig af hensyn til den fortsatte prognose - uanset om patienten selv måtte være uenig heri. Psykiatrilovens § 3 udtrykker det således, at der for patienter, som ikke antages at ønske f.eks. at tage den af hospitalet foreskrevne medicin »indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten«. Ønsker en sådan patient ikke at indgå en udskrivningsaftale, skal den ansvarlige overlæge sørge for, at »den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten« (stk. 5).

I denne forbindelse åbnes der mulighed for en ret bred udveksling af personlige oplysninger udenom patienten, idet oplysninger om patientens rent private forhold kan videregives til »andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan« (stk. 6).

Disse aspekter af loven (og den hermed forbundne praksis) muliggør, hvad Steen Petersen fra Galebevægelsens Sindssygelovsgruppe af 1997 betegner som en »kontrollerende forfølgelse af patienterne efter udskrivningen« (Information, 13.12.97).

Socialpædagog Karl B. Jensen, der er leder af Vækststedet i Kolding (et tilbud til mennesker, der har været under psykiatrisk behandling) siger: »I stedet for at give folk flere sociale og juridiske rettigheder, beskærer man sindslidendes rettigheder, og uligheden i forhold til andre samfundsgrupper vokser (…) [Den] ny psykiatrilov lugter mere af kontrol end af virkelig omsorg.« (Socialpædagogen nr. 5, 1997).

Som en tilføjelse til hele problematikken om tvang i psykiatrien kan det nævnes, at en psykiatrisk diagnose også i det »civile« liv kan få fatale konsekvenser. Information fortæller den 13.10.97 om en ung kvinde, Charlotte Ladefoged, som efter 5 års kamp mod en skizofrenidiagnose stillet på baggrund af få minutters samtale og et ganske kort, frivilligt ophold på en psykiatrisk afdeling, netop har fået tvangsfjernet sit nyfødte barn på grund af samme diagnose; for »sådan en« kan da ikke tage sig af et barn … At hun åbenbart både er i stand til at klare sig selv og oven i købet studerer, er for så vidt uvedkommende, når journalen siger »skizofren« …

Forbudte følelser og rutineret kynisme

»Brugen af tvang betegnes som et af de mest bekymrende symptomer på dårligdommene i dansk psykiatri,« skriver Jyllands-Posten (24.05.00). Og det bliver i lyset af den åbenbart udbredte horrible tilstand og alarmerende udvikling nærliggende at stille spørgsmålet, om psykiatrien i et eller andet omfang selv er gået hen og blevet gal?

»Jeg oplevede mest kynisme og kulde. Det er, som om personalet er blevet syge af deres arbejde,« forklarer Dennis i den ovenfor citerede artikel (Jyllands-Posten, 21.05.00). Og måske er det ikke utænkeligt, at mennesker kan gå hen og blive kyniske og kolde af at arbejde i psykiatrien - en effekt, som forstærker sig selv, eftersom de ansatte, som ikke evner således at gøre sig kolde, givetvis falder fra og søger andet arbejde. Og så bliver kun den »hårde« kerne tilbage …

Jyllands-Posten fortæller den 21.05.00 historien om to af dem, der ikke var plads til i dansk psykiatri:

Socialpædagog Oluf Petersen gik ind i psykiatrien i 1993 med klare tanker om at prøve at betragte patienterne med et andet syn end det strengt lægelige. Han ville prøve at lære hver enkelt at kende og derigennem finde nogle styrker i dem, som kunne udvikles, fortæller han til avisen.

Den idealisme var der ikke plads til på den lukkede afdeling, hvor han først arbejdede, og derfor søgte han over til en åben afdeling, hvor en afdelingssygeplejerske havde en erklæret målsætning om at gå nye veje for at bryde med traditionerne i dansk hospitalspsykiatri.

»Vi anlagde et bredere menneskesyn på vores afdeling og prøvede at indføre ligeværdighed mellem os og patienterne. Vi ville ikke være nedladende og formynderiske. For os var det vigtigt at vise patienterne tillid,« forklarer den daværende afdelingssygeplejerske Bente Mikkelsen.

Afdelingen blev kendt for sin lempelige holdning; patienterne fik nemmere udgang, og der var ikke så mange regler i det daglige.

»Når jeg kom ind på andre afdelinger, sad patienterne og gloede ud i luften, mens personalet havde buret sig inde på kontoret. Gang på gang flokkedes patienter omkring mig, fordi de trængte til at tale med nogen. Det var rystende,« fortæller Oluf Petersen. »Det er indlysende, at man skal tale med patienterne, men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden (…) De interesserer sig ikke for hans liv før og efter indlæggelsen, og de forsøger ikke at lære ham at kende. De giver ham en diagnose med et nummer, og så uddeler de bare en masse medicin.«

I 1998 fik Hvidovre Hospital en ny ledelse, som satte sig for at sætte skik på tingene. »Vores afdeling blev opfattet som for løs og ustruktureret. Det er rigtigt, at vi lod mange ting passere, men man kan ikke opnå en kontakt med patienterne, hvis man hele tiden bestemmer over dem (…) Vi prioriterede samværet med patienterne for højt, og så bliver man kaldt en uduelig leder,« siger Bente Mikkelsen. Samme år blev hun fyret.

Oluf Petersen sagde selv op i 1999. Først havde hans kolleger klaget over, at han tog patienterne med ud på busture i weekenderne. »Dette udflugtshalløj (…) får os andre til at stå tilbage som nogle kedelige personer, der ikke tager samme initiativ,« skrev nogle sygeplejersker i en intern klage. Så fik Oluf Petersen advarsler, fordi han gav patienterne for meget udgang. Og til sidst fik han en påtale for at have informeret en patient om vedkommendes behandlingsforløb … Så havde han fået nok. Nu arbejder han med afvænning af stofmisbrugere.

Personligt engagement er åbenbart ugleset mange steder. I 1998 blev konsekvensen også fyring for sygeplejerske Trine Bisgaard Petersen. Anken mod hende var, at hun havde engageret sig for dybt i behandlingen af en 16-årig psykisk syg flygtningedreng fra Peru.

»Vi lærte nogle spanske gloser for at kunne veksle nogle ord med ham, vi gik ture med ham, forsøgte simpelthen at nå ham (…) Kollegerne var sure og mente ikke, at drengen skulle have særbehandling. Men selvfølgelig skulle han have særbehandling. Denne dreng var så syg, og han var nu indespærret hos os, blandt svært syge voksne, og ansatte, som ikke kunne tale med ham. Ledelsen sagde, at vi var ’overinvolverede’ - et meget brugt begreb i betonpsykiatrien, hvor man stadig mener, at der er os, og så er der patienterne, og man skal ikke vise interesse og omsorg, men holde professionel afstand til de syge.« (Jyllands-Posten, 20.05.00).

Det er uden tvivl en hård og krævende opgave at arbejde på en psykiatrisk afdeling. Og noget kunne tyde på, at personalet simpelt hen ikke er gearet til opgaven, om det så skyldes underbemanding, mangelfuld uddannelse eller bare dårlig personalepolitik. Jyllands-Postens artikelserie om psykiatrien i Danmark bragte en overflod af beretninger om kyniske og tvære plejere, for hvem indbyrdes kaffeslabberads er vigtigere end samvær med patienterne, og tvangsfiksering og tvangsmedicinering med beroligende medicin ikke er sidste udvej for at frelse en person fra at gøre en ulykke på sig selv eller andre, men en måde at få »ro på afdelingen«, og fred for besværlige og urolige patienter på.

Lars Petersson, som har arbejdet på en lukket afdeling i 15 år, husker med ubehag den tankegang, som herskede blandt plejepersonalet: »Det er fristende at bruge bælte. Så er problemet løst, og der er fred og ro. Mange af disse situationer kunne sagtens klares uden fiksering og uden medicin, men det kræver tid, og den tid vil vi ikke ofre - slet ikke i konkurrence med kaffebordet (…) det er jo også skønt at få fjernet en besværlig patient, der er ved at drive personale og medpatienter til vanvid.« (Jyllands-Posten, 22.05.00).

»Den gammeldags spændetrøje er i et vist omfang afløst af en ’kemisk spændetrøje’,« forklarer han videre. »Medicinen har den bivirkning, at man bliver apatisk og ligeglad og dermed mindre aggressiv. Derfor gælder det mange steder om at give meget medicin for at få dæmpet en afdeling. Det er også min erfaring, at vi som personale bevidst undgår at aktivere patienter, blandt andet for at undgå vold og uro, for så længe patienterne ligger i sengen, godt medicinerede, kan vi overleve endnu en dag på en hård afdeling.«

Patienterne, ikke at forglemme …

Som vi har set, er problemerne i psykiatrien mange.

Mange ville givetvis mene, at det var lettest for alle, hvis psykiatribrugerne bare ville adoptere den tankegang, at deres »sygdom« er et simpelt spørgsmål om, at deres krop mangler et bestemt stof, som den ikke selv er i stand til at producere - og at det derfor blot drejer sig om få det stof for at kunne fungere. Så simpelt er det jo for diabetikerne … Men mange sindslidende insisterer på, at det langtfra er så simpelt, når man har med de psykiatriske tilstande at gøre.

Denne »konservative« holdning kan måske forklares symbolsk ved den sproglige kendsgerning, at mens sukkersyge er noget, man har, er »sindssyg« noget, man er. Der er ganske enkelt mere på spil, og det er tilsyneladende dette »mere«, mange psykiatribrugere vægrer sig for uden videre at tilsidesætte eller forklejne. Ligesom det også synes at være det, de brugere af psykiatrien, vi hidtil har citeret, i høj grad har savnet opmærksomhed omkring i den traditionelle psykiatri.

Og det er tilsyneladende det samme »mere«, som »lammes« og sættes ud af spillet, når diverse psykofarmaka tager fat, og efterlader brugeren med det, den notoriske psykiatrikritiker og forfatter til bogen Toxic Psychiatry, Peter Breggin kalder deres »robotic indifference« (Fontana, 1993, s. 10). Og udtrykket kan da også synes rammende. For vel kan en velmedicineret patient ofte fungere, passe sit arbejde, færdes relativt ubemærket og omgås socialt uden at lave skandaler: »… under korrekt dosering er patienten bevidsthedsklar og virker ikke medicinpåvirket,« som psykiateren Raben Rosenberg formulerer det i Den Store Danske Encyclopædi (opslag »psykofarmaka«).

Men den subjektive oplevelse af »zombie-effekten«, det tomme følelsesarmod, eller »livet i glasklokken«, som det er blevet kaldt, er en erfaring, som utallige brugere har beskrevet som et veritabelt mareridt.

Det skal selvfølgelig bemærkes, at tusindvis af mennesker bruger disse midler dagligt, og mange af dem sikkert uden at lide under sådanne gener. Måske problemet er mest smertefuldt for mennesker, hvis følelsesliv »normalt« er meget stærkt?

Under alle omstændigheder efterspørger stadig flere psykiatribrugere alternative behandlingsformer til den medicinske. Men sådanne tanker bliver selvfølgelig absurde, hvis de psykiatriske syndromer forstås som udtryk for rent genetisk-biologisk bestemte hjernesygdomme; »medicinfri« eller »medicinbegrænset behandling« bliver da et lige så vanvittigt koncept som tanken om en »medicinfri behandling« af diabetes …

Men uanset hvilken irrationalitet tilhængerne af en sådan alternativ tankegang kan skydes i skoene, og uanset hvor vanskelige kår forskningen i sådanne områder har, fordi den pengestærke medicinindustri ikke ligefrem står i kø for at sponsorere sådanne projekter, så er det faktisk lykkedes enkelte steder at gå andre veje.

Tvangen, der blev væk

Der er »oaser« i dansk psykiatri, hvor det simple kunstgreb at turde tænke i nye baner og droppe indgroede rutiner, som f.eks. det åbenbart nærmest refleksagtige valg af psykofarmaka som terapeutisk metode, tilsyneladende også har brudt den onde cirkel af kontrol og magtdemonstrationer, som opstår, når patienterne umyndiggøres, og nogle uvægerlig reagerer med desperation og aggression, hvorpå yderligere anvendelse af tvang og magt bliver nødvendig …

Jyllands-Posten (27.05.00) fortæller historien om Afdeling Skovhus, en langtidsafdeling for svært psykotiske unge på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. »Noget så usædvanligt som en succes i dansk psykiatri.«

Medicinforbruget er faldet med 65 procent siden 1992. Ingen spændes fast. Ingen tvinges til at tage medicin. Og fælles for de cirka 20 patienter på afdelingen er, at de ankom forpinte og elendige efter års nytteløse rundture i dansk psykiatri. Men det blev de ikke ved med at være.

Peter, som vi tidligere citerede, og som på et tidspunkt blev behandlet med syv forskellige typer medicin samtidig, uden at han fik det bedre, er nu noget så sjældent som »en svært psykisk syg mand, der er - rask«: »… nu fungerer jeg, jeg er medicinfri og har været det i et halvt år,« fortæller han i avisen.

Den 24-årige Christina har været på Skovhus i to et halvt år. Overalt på underarmen har hun tydelige ar efter utallige selvmordsforsøg, for at uddrive »ondskaben i mig selv«. Dengang overmalede hun 30 kvadratmeter værelse med syndsforladelser, skrevet med sit eget blod. »Nu er hun her på Skovhus, stadig vild i øjnene, vel stadig dét, nogen vil kalde syg. Men hun lever med det. Hun har fundet vejen ud, er medicinfri,« som avisen skriver.

Personalet på Skovhus har alle som en - fra rengøringsmedarbejdere til læger - gennemgået en treårig uddannelse i såkaldt miljøterapi. Dermed er der skabt en samlende metode og målsætning i hele behandlingen, hvor patienterne og deres egne »evner« til at klare tingene er i centrum. Hvor behandlingen ikke konstant fokuserer på sygdom, men på »hvad kan du?« Men denne måde stiller også enorme krav til klienterne såvel som til alle ansatte, der er nødt til at være dybt engagerede i de syge og deres liv, og det kan uden tvivl være hårdt arbejde:

»Skovhus er ikke noget Paradis - slet ikke. Det er vanvittigt krævende arbejde for både patienter og ansatte, der skal kunne rumme disse ekstremt krævende og til tider meget vanskelige syge unge,« siger psykolog Bjarne Kronborg.

Det hårde og engagerede arbejde har så til gengæld så godt som elimineret brugen af tvang:

»De ansatte her har udviklet en god sans for at gribe ind før patienten bliver desperat,« siger overlæge Inger Beck. »Vi skal forstå, at når en patient for eksempel bliver arrig, er det udtryk for sorgfuldhed og desperation. Hvis vi tager det personligt og går i forsvarsposition, så bliver det ’krig’, og så vokser patientens desperation og vedkommende vil hurtigt føle sig magtesløs. Derfra er der ikke langt til situationer, hvor tvang bliver eneste udvej. Det gælder om at møde patienten med kontakt, om at være tilstede. Men sagen er selvfølgelig også, at nogle ansatte kæmper med deres eget mindreværd og kan stive sig af ved at optræde håndfast som behandlere.«

Den konstante »miljøterapi«, hvor hele dagligdagen er inddraget, suppleres med intensiv samtaleterapi, der gennemføres af både psykologer og læger, og finder sted i en til to timer, ofte flere gange om ugen. Dertil kommer terapi i form af hyppige gruppemøder mellem patienterne, fortæller Jyllands-Posten.

»Nøgleordet her er kontakt. Vi taler ikke ret meget om sygdom og diagnoser, men om at finde udveje,« siger overlæge Inger Beck.

Behandlingen på Skovhus er langvarig, mange er indlagt i årevis, hvilket givetvis kunne give anledning til ikke mindst politiske skrupler, når budgetterne skal hænge sammen. Men i givet fald er en sådan bekymring ifølge Bjarne Kronborg ubegrundet: »Andre steder bliver man udskrevet, når roen indfinder sig hos patienten - på dette tidspunkt skal vi først til at begynde behandlingen. Men selv om folk bor her i meget lang tid, er behandlingen samlet set meget, meget billigere og gavnlig, fordi den hjælper.« (Jyllands-Posten, 28.05.00).

Ikke kun Skovhus kender til »succeser«. Også andre steder har man opnået forskellige bemærkelsesværdige, om end knap så opsigtsvækkende, resultater.

På det psykiatriske sygehus Fjorden i Roskilde har man med relativt simple midler været i stand til at mindske anvendelsen af tvang med 40 procent, fortæller Aktuelt (30.08.00). Efter at man på sygehuset har indført en såkaldt skærmet enhed, hvor særligt vanskelige patienter opholder sig i et overskueligt og begrænset miljø sammen med en ansat, er antallet af tvangsanvendelser faldet fra 809 i 1998 til 486 i 1999. Og på Odense Universitetshospital er det på få år lykkedes at sænke genindlæggelseshyppigheden med 22 procent, fra 67 til 45 procent. Tallet er stadig højt, men det viser, at meget kan lade sig gøre. I Odense handlede det bl.a. om, at man begyndte at involvere de pårørende, at de syge blev undervist, f.eks. i at opdage, hvornår der var risiko for tilbagefald. »Desuden begyndte man - hvilket er temmelig uhørt i det psykiatriske system - at spørge, hvorvidt patienter og pårørende var tilfredse med behandlingen,« som det hedder i avisen (Jyllands-Posten, 21.05.00).

Det professionelle snæversyn

Når vi nu tog afsæt i den medicinsk-biologiske skoles teorier, skylder vi at tilføje, at selvfølgelig kan alverdens onder i psykiatrien, tvangen, kynismen og snæversynet, ikke bare tilskrives dette videnskabelige paradigme.

Der er givetvis ikke noget at udsætte på de videnskabelige landvindinger, man har opnået: Gener spiller en rolle for udviklingen af visse psykiatriske sygdomme, og disse kan desuden beskrives inden for en medicinsk-biologisk model.

Der vil selvfølgelig altid være naivideologiske kværulanter, der, lige så vel som »gener i maden«, ikke vil tolerere »kemi i hjernen«, men hvorfor bruge mange kræfter på at benægte, at f.eks. skizofreni har en genetisk faktor, eller at depression kan beskrives som en biokemisk tilstand (»ubalance«) i hjernen? Det kan forelskelse også. Og påstanden om, at »psykiatriske sygdomme kun kan være lokaliseret til hjernen«, er ikke ligefrem kontroversiel i sig selv. Det har man ment i 100 år.

Psykiatriens horrible tilstand kan selvfølgelig ikke tilskrives det naturvidenskabelige paradigme; det er slet ikke dette paradigme i sig selv eller dets tilhængere, der udgør problemet. Men som altid bliver konsekvenserne katastrofale, når én bestemt model får lov at give sig ud for at være »sandheden«; når medicinsk skolede psykiatere vægrer sig ved at bruge ressourcer på at forstå mennesker, som selv oplever helt andre meningsdybder i det, medicinen ser som ikke væsensforskelligt fra en spændingshovedpine, eller blot symptomer på, at den »mentale diabetiker« mangler at få sit skud »psykofarmakologisk insulin« …

Problemet opstår, når det professionelle snæversyn bliver missionerende på bekostning af forståelsen - og at dømme efter mange brugeres indlæg i debatten glimrer netop forståelsen ved sit fravær i det psykiatriske behandlingssystem.

Den hvide kittels byrde

Begrebet »forpint« går ofte igen i psykiateres forklaring af, hvorfor psykofarmaka er en velsignelse snarere end det modsatte.

»Er det rimeligt, at svært forpinte mennesker, der for eksempel hører stemmer, har forfølgelsesforestillinger eller har en svær depression, skal have dårlig samvittighed og skyldfølelse over at modtage medicinsk behandling, fordi uvidende pådutter dem, at det er forkert, og at de selv ville være i stand til at arbejde sig ud af det med den rette terapeut? Med andre ord siger: ’Du burde tage dig sammen’. Mange psykiske lidelser er kroniske tilstande (…) Der er god faglig begrundelse for at dæmpe psykoser med medicin,« forklarer Anne Olesen, speciallæge i psykiatri og overlæge i et gerontopsykiatrisk team, i en kronik i Jyllands-Posten (20.06.00).

Selvfølgelig ville det være komplet absurd at tage eller tvinge medicin fra mennesker, hvis de er glade for den. Men at mange eventuelt er tilfredse med at slippe for symptomerne og fungere ved hjælp af psykofarmaka, skal naturligvis ikke forhindre os i at stille et spørgsmål som f.eks., hvorfor en skizofren er »forpint« af sin tilstand? Og sagen er den, at svaret på et sådant spørgsmål langtfra er simpelt. Men at stille spørgsmålet kan måske give andre perspektiver på, hvad »hjælp« til sådanne mennesker eventuelt kunne bestå i.

Hvorfor lider et psykotisk menneske? Fordi hans hjerne er i biokemisk ubalance? - Det kan vel langtfra udelukkes, at et andet menneske kunne have samme »ubalance« (f.eks. et overskud af dopamin) uden at »lide« under det. - Eller lider han, fordi han i sin givne kontekst er forpint på grund af frygt for den abnorme virkelighed, han oplever, men ikke forstår, fordi ingen har fortalt ham om den. Og lider han ikke også, fordi det netop er smertefuldt at afvige i et samfund, som slet ikke har noget sprog eller begreb for det, det psykotiske menneske oplever som en påtrængende og eventuelt betydningsfuld virkelighed, andet end »sygdom«. Et samfund, som derfor også kun kan tilbyde eller påtvinge en svækkelse af symptomerne med en kemisk klaphammer, en skalpel eller med elektroder? For nu at sige det groft.

En kvinde vasker sig ti gange om dagen i skoldhedt vand og skurepulver med det resultat, at hendes hud bogstaveligt hænger i laser. Hvordan hjælper vi hende bedst?

Akut er det måske nødvendigt, at vi holder hende borte fra vand og skurepulver. Men på længere sigt? Ved at give hende et medicinsk præparat, som gør, at hun bliver ligeglad med at være »uren«? Eller ved at være sammen med hende om at forstå, hvorfor hun er uren, gå ind i hendes »syge virkelighed«, som, uanset om vi kalder den syg eller ej, er virkeligheden for hende, og prøve at forstå lovmæssighederne der, og måske pege på »udveje«, hun ikke selv havde overvejet …?

Metoder, som er baseret på samtale, kaldes under ét psykoterapeutiske. Sådanne metoder og skoler er nærmest legio, og der findes vitterlig masser af vrøvl og kvaksalveri inden for denne branche. Ingen officiel titel garanterer, at behandleren også rent faktisk er dygtig til sit fag. Nogle mennesker kan, andre ikke. Men denne usikkerhedsfaktor ændrer ikke ved det faktum, at mange psykiatribrugere inderligt efterspørger »dialog« i behandlingen, om det så er i form af samtaleterapi, eller blot »et menneske at snakke med«. På Sct. Hans Hospital glemmer man f.eks. aldrig historien om »den fantastiske medicin«, fortæller Jyllands-Posten (20.05. 00). Hospitalet skulle afprøve en ny lovende nervemedicin. Og som led i forsøgene skulle lægerne - for at holde øje med bivirkninger - tilbringe en time med patienten, efter at vedkommende havde taget pillerne. Præparatet var straks en succes. Patienterne fik det meget bedre. Kort tid efter viste det sig dog, at medicinen var fuldstændig virkningsløs. Den eneste grund til, at patienterne havde fået det bedre, var, at lægerne havde siddet og talt med dem, hver gang de fik medicinen …

Men som vi var inde på, kan den sindssyges forpinthed også handle om andet og mere end en eventuel terapeutisk tilgang. Ikke mindst om, hvordan vi som samfund »behandler« den sindssyge. Hans skæbne afhænger således i vid udstrækning af, hvordan samfundet møder ham. Om han segregeres og isoleres, eller om han kommes i møde med forståelse og integreres, i ordets sande betydning, nemlig med og ikke på trods af sin forskellighed.

Permissivitet og prognose

Spørgsmålet om det givne samfunds permissivitet er ikke kun afgørende for, hvordan den sindslidende oplever sin sygdom og sin situation - eller for, om han efterfølgende evt. har let eller svært ved at genindtræde i samfundet. Undersøgelser lavet af bl.a. WHO har vist, at graden af permissivitet hos det omgivende samfund har en indiskutabel betydning for selve sygdommens udtryk og forløb, for symptomernes karakter og for prognosen. Chancerne for et mildere forløb og for at komme sig, og eventuelt komme sig hurtigt, efter en psykotisk (i den aktuelle undersøgelse skizofren) periode har vist sig at være meget afhængige af, hvilken social og kulturel kontekst, man befinder sig i (jf. Schizophrenia, an international follow-up study, Chichester Wiley 1979).

»En begyndende psykose vil udvikle sig helt anderledes i en kultur, hvor tilstanden støttes og optages i kulturen i stedet, så patienten ikke udsættes for en grænseoverskridende indblanding,« (dvs. f.eks. en indlæggelse) forklarer psykiatrichef i Viborg Amt, Jørgen Ågård til Faklen. Han forklarer videre, med henvisning til ovennævnte WHO-undersøgelse, at det i store træk drejer sig om, at i en kulturel setting, hvor der er stor risiko for udstødelse og isolation, vil kun 15-20 procent blive raske igen. I en kulturel setting præget af støtte og accept, derimod, er forløbet fundamentalt anderledes. Her vil omkring halvdelen eller to tredjedele komme sig.

Det er i denne sammenhæng for så vidt også en påfaldende kendsgerning, at man i visse kulturer har praktiseret (og visse steder stadig praktiserer, jf. f.eks. artiklen »Nutidens multireligiøse Sydamerika« i Faklen nr. 12) ritualer, som med fuldt overlæg sigter på at fremkalde psykoselignende tilstande; f.eks. den udbredte »konfirmationsrite«, hvor den unge opsøger total isolation gennem længere tid for at indhente erfaringer gennem, hvad vi uden tøven ville karakterisere som produktive psykotiske symptomer (»hallucinationer«, »vrangforestillinger«, »autisme« osv.); erfaringer, som imidlertid under de kontrollerede former, ritualerne repræsenterer, anses for almindelige, eventuelt nødvendige, i det samfund, som vedkommende senere vender tilbage til.

Ikke at psykosen her skal romantiseres til »i virkeligheden« at være en eller anden idealtilstand, som vi bare ikke forstår at værdsætte. En sådan påstand er der ikke sagligt belæg for - og til forskel fra erfaringerne i det etablerede ritual er psykosen jo netop kendetegnet ved at være ude af kontrol.

Blot bør det bemærkes, at synet på det psykotiske menneske og dets erfaringer kan variere og må være afgørende anderledes end hos os i en kulturel sammenhæng, hvor man er fortrolig med lignende ekstreme psykologiske tilstande som en integreret del af kulturen. Og altså at det er evident, at et sådant, mere permissivt, tolerant eller integrerende syn på den psykotiske og psykosens udtryk og fænomenologi (det, vi kalder symptomer) kan have afgørende betydning for selve »sygdommen« og dens forløb, og derfor ikke mindst for, i hvor høj grad den psykotiske selv vil være forpint af tilstanden eller ej.

Velment voldtægt

For os er psykosen og dens symptomer noget vildt fremmed. Det samme bliver derfor også den psykotiske.

I vores samfund er tolerancen overfor den åbenlyse galskab sjældent særlig omfattende. I enkelte tilfælde fører desperationen - som fremmes af vores stigmatisering og intolerance - over kontroltabet, isolationen, angsten osv. en sindssyg person så langt ud, at han bliver direkte farlig for sig selv eller andre - og i nogle tilfælde er der sikkert ikke andet at gøre end at spærre vedkommende inde. Men der skal som regel langt mindre »særhed« eller unormalitet til, før vi ser den anden vej og skynder os væk, eller tilkalder myndighederne. Som Peter siger i den tidligere citerede bog: »Psykosen er en problematisk sikkerhedsventil i et samfund, hvor man skal fungere så effektivt. Der ligger nogle krav til os, men vi kan ikke en gang finde ud af at betale ved indgangen i HT-bussen, og så kommer vi lynhurtigt i en situation, hvor vi simpelthen bliver afhentet af politiet.« (S. 15).

I det effektive, arbejdsmarkedsfikserede »velfærdssamfund« har vi hverken tid eller ressourcer i det nære samfund til at tage os af et menneske med den slags »problemer«. Hans problemer bliver derfor »et problem« for os; han bliver »et problem«, som det så er en opgave for myndighederne at løse.

Som samfund segregerer vi ham som det fremmedelement, han er, og overlader ham til myndighederne, hvor han henvises til psykiatrien.

Og psykiatrien tager imod ham, ikke som et rum, hvor psykosens fremmedhed gennem indsigt og forståelse bliver noget familiært og meningsfuldt, men som et, hvor dens fremmedhed bekræftes med en diagnose og en behandling, hvis inderste forudsætning er, at det, den psykotiske oplever som øjeblikkeligt konstituerende hans personlighed og integritet, betragtes som et patologisk fremmedelement, en kemisk ubalance i organet hjernen, som skal elimineres med en medicinsk modgift eller elektrochokbehandling.

Hvor er forståelsen?

Konklusionen på denne artikel må i første omgang være, at medmindre alle de kritiske psykiatribrugere, som i løbet af de seneste år er kommet til orde i diverse brugerforeningers tidsskrifter og blade, i dagspressen og de øvrige medier og i forskellig psykiatrirelateret litteratur alle er fulde af løgn, er der noget fundamentalt råddent ved psykiatrien i Danmark.

Og så står det jo tilbage at spørge: Hvordan bliver psykiatrien bedre?

»Det værste er ikke, at forholdene på mange afdelinger opleves som rædselsfulde, overfyldte og urolige. At der mangler kontakt med personalet, der opleves som uvenligt og formynderisk. At der er for megen tvang, at behandlingen kun består af medicin, der med sine bivirkninger omdanner folk til zombier (…) Det værste er nok, at de psykisk syge nærer en afgrundsdyb mistillid til systemet, der gør enhver behandling nærmest umulig,« forklarer Lis Lauersen, formand for Landsforeningen Pårørende til Sindslidende (Jyllands-Posten, 20.05.00). Og med de overgreb taget i betragtning, som vi her har hørt nogle få eksempler på, men som det materiale, som er almindeligt tilgængeligt om forholdene inden for psykiatrien, byder på hundredvis af beretninger om, er den dybeste mistillid langtfra uforståelig.

En bruger, Rasmus Tams skriver i OUTsideren (nr. 5, 1997):

»Lægens tvang over for patienten er (…) i en vis forstand at ligne med en voldtægt, idet den er et indgreb overfor patientens forestilling om udfoldelse af sig selv (…) I voldtægten bliver offerets forestilling om sin egen udfoldelse nedgjort i kraft af selve akten. Pigen oplever, at det som er allermest hendes, det hun har den stærkeste forestilling om, hvordan skal være, har hun ingen indflydelse på. Det er måske det allermest krænkende ved voldtægten, ikke alene at kønsakten sker, men at den så ubetinget sker på den andens præmisser …«

Voldtægt? Hvad er nu det for en beskyldning mod ærlige og redelige mennesker, for manges vedkommende med en mangeårig uddannelse bag sig, der gør deres bedste i et vanskeligt stykke arbejde? Spørg seks ud af ti, og svaret vil være, at de har været generelt tilfredse med behandlingen i det psykiatriske system. Og psykiatriens personale redder hver dag menneskers liv og tilværelse, når de i deres vanvid er ved at sætte alt over styr.

Det er bare ikke dem og det, der er til diskussion her. Det er derimod dem, der måske føler sig dybt og inderligt krænket. Og hende, der med de bedste intentioner, enten ved tvang eller bare ved »gode råd«, blev »frelst« fra alt det, som smertede hende og gjorde hende bange, men som hun i bund og grund gerne ville forstå, fordi hun havde en instinktiv fornemmelse af, at det var betydningsfuldt, men som »den gode læge« kunne fortælle hende var intet andet end »bizarre vrangforestillinger« og udtryk for »manglende realitetssans«.

Det er klart, at en sådan beskrivelse vil være oplagt at afvise som romantiserende; at gøre noget så både socialt og personligt smertefuldt som psykosen til et spørgsmål om »dybere eksistentiel erkendelse«, eller hvad det nu er.

Men sådan opleves psykosen åbenbart af mange, og det uanset, om vi så ved nok så meget bedre. Vi bliver nødt til at tage det til efterretning.

Homo sum humani nil a me alienum puto

»Det værste er nok, at de psykisk syge nærer en afgrundsdyb mistillid til systemet, der gør enhver behandling nærmest umulig,« forklarede Lis Lauersen.

Ifølge en stor del af kritikken fra »de psykiatriramte« skyldes denne kløft ikke mindst et eklatant fravær af forsøg på forståelse fra psykiatriens side. Skal denne mistillid derfor overvindes, eller bare mindskes, må forståelsen blive et »prime directive«, et gennemgående princip i det psykiatriske arbejde.

For det første selvfølgelig den forståelse, som psykologien gennem tiden har forsøgt at opbygge systematisk; forståelsen og forklaringen af et menneskes adfærd ud fra en teori om de psykologiske dynamikker, der ligger bag. Det forekommer uhensigtsmæssigt, som tingene er nu, at man ikke i højere grad drager nytte af den ekspertise, som psykologien ligger inde med. På Sct. Hans Hospital er der f.eks. 54 læger, men kun syv psykologer til 490 patienter (kilde: Jyllands-Posten, 20.05.00).

Dernæst er også den forståelse altafgørende, som på baggrund af viden og erfaring er fortrolig med menneskets og menneskelighedens uendelige facettering; forståelsen af forskelligheden og mangfoldigheden som menneskeligt grundvilkår og den basale tolerance, som springer heraf.

Men ikke mindst også den forståelse, som tør, bare for et øjeblik, at tage den andens briller på og erfare, at verden kan opleves og beskrives anderledes, uden at der nødvendigvis pr. definition og altid kun er tale om vrangforestillinger, løgn og bedrag, hvis det oplevede ikke svarer til det, der står i avisen, eller det, jeg, som jo er normal, oplever. Men at »den syge virkelighed« tværtimod kan være lige så påtrængende virkelig som den, vi andre er enige om at dele, og derfor må forstås i kraft af sig selv og ikke som »syg i forhold til« den konsensuale.

Homo sum humani nil a me alienum puto - jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for værende mig fremmed.

Dette terentiske dictum er nok værd at have med i mange sammenhænge; men om nogen burde psykiatrien gøre det til sit motto.

»Man kan måske dæmpe et vanvid, men det, som udefra forekommer at være et vanvid, behøver slet ikke at være det. Det kan være en langvarig tilstand af begrebssammenbrud, men det kan også være, og er i mange tilfælde, et sundhedstegn, et tegn på, at forandring må indtræde,« skriver Rune Tams i OUTsideren (nr. 2, 1996).

Lad os håbe, at det vanvid, psykiatrien netop nu står midt i, indvarsler en sådan grundlæggende forandring …

Jeppe Berg Sandvej