Svend Aage Jensby, medlem af Folketinget for Venstre, mener, at loven bør strammes, når det gælder asylansøgere, der kommer til Danmark uden personlige dokumenter. Vil en asylansøger ikke oplyse sin virkelige identitet, skal vedkommende isoleres og atter sendes ud af landet. Baggrunden herfor er et væbnet opgør mellem armenske asylansøgere, der fandt sted i Rold Skov i sommeren 2000. Svend Aage Jensby er politimester i Hobro og som sådan ansvarlig for efterforskningen af denne sag - en efterforskning, der har været besværliggjort af manglende viden om armeniernes identitet. (Kilde: Jyllands-Posten, 31.12.00).

Om grundene til, at asylansøgere ofte mangler personlige dokumenter, siger Svend Aage Jensby til avisen: "Folk, der har rejst den halve jord rundt for at komme til Danmark og har krydset flere grænser, har naturligvis haft dokumenter på sig. De smider dem bevidst væk, fordi det styrker deres chancer for at få opholdstilladelse."

Med denne påstand synes Svend Aage Jensby at antage, at asylansøgere kommer til landet på helt normal vis og viser deres pas ved hver grænse, de passerer, som var det en anden turistrejse. Men da der er tale om mennesker på flugt, må man formode, at de som oftest har forladt deres hjemland på illegal vis med falske papirer, eller at de er blevet smuglet over grænserne (jf. afsnittet "Danmark skaber menneskesmugling" i Samfundsudsigten i Faklen nr. 18). Som det Radikale Venstres gruppeformand, Elisabeth Arnold gør opmærksom på i en kommentar til Svend Aage Jensbys forslag: "Det er det samme som at sige, at hvis man er rigtig flygtning, kan man ikke søge asyl i Danmark (…) Danske flygtninge til Sverige under Anden Verdenskrig havde heller ingen papirer." (Jyllands-Posten, 31.12.00).

Danmark i New York Times

Den 18.12. var Danmark forsidestof i New York Times, noget, der ellers sjældent hænder. Artiklen drejede sig om de europæiske landes overgang fra homogene nationalstater til multikulturelle samfund. Herom skrev avisen: "I et karakterløst, politisk post-koldkrigslandskab med Europa uden for farezonen, er den nationale identitetspolitik blevet gennemtrængende, en slags tidens ledemotiv." (Citeret efter Berlingske Tidende, 19.12.00). Denne "nationale identitetspolitik" menes Danmark altså at være velegnet til at eksemplificere - konkret nævnes Poul Nyrup Rasmussens modvilje mod, at muslimer beder på arbejdspladsen, samt Karen Jespersens forslag om at anbringe kriminelle asylansøgere på en øde ø.

Jovist er Danmarks ansigt udadtil andet og mere end den Lille Havfrue og H.C. Andersen.

Nervemedicin til børn

Ifølge Berlingske Tidende er forbruget af den amfetaminlignende nervemedicin Ritalin steget med 40 procent i løbet af de seneste to år. Halvdelen udskrives til børn under 13 år, og ifølge børnepsykiater Peer Jansson fra Skolepsykiatrisk Center i København er stoffet givet til børn helt ned i fire-femårs alderen. Ofte gives Ritalin til børn, der lider af adfærdsforstyrrelsen DAMP (Deficit in Attention, Motorfunction and Perception), der medfører uro og manglende evne til koncentration. "Tidligere var der en naturlig skepsis over for at give børn nervemedicin," siger Peer Jansson til avisen, "men i disse år ændrer både forældre og fagfolk holdning (…) Vi ved ikke nok om, hvordan Ritalin påvirker barnets hjerne, og derfor bør det kun gives i meget svære tilfælde. Men medicinen udskrives også til børn, som ikke har DAMP, men måske er urolige af sociale og psykologiske årsager." (29.12.00).

Dette kan hænge sammen med det fænomen, der benævnes "de nye problemfamilier", økonomisk velstillede familier, der ikke hører til det sociale systems "traditionelle" klienter, men hvor børn ikke desto mindre lider under kriser og omsorgssvigt. Disse familier har ofte svært ved at erkende deres fejl, og derfor søger de gerne at forklare problemerne ud fra en sygdom som f.eks. autisme eller DAMP. "Det er jo meget naturligt at tænke på sygdom som en mulig forklaring," siger Susanne Katz, tidligere socialrådgiver, nu forstander på et døgncenter i Gentofte, til Jyllands-Posten. "Og det vil lette forældres uvished og også deres samvittighed, hvis barnet viser sig at være sygt." (31.12.00). Ifølge samme avis er antallet af børn, der er i behandling hos skolepsykologer, fordoblet fra 10-15 procent til 20-33 procent af samtlige skolebørn i løbet af de seneste 15 år.

Lektor i børnepsykologi Carsten Geisle siger til avisen: "Der er sket en forbrugerholdning hos forældrene, der ikke selv tør være forældre, og i stedet bruger skolepsykologer, som de bruger autoværksteder."

Grænser for ytringsfrihed i BUPL

Pædagogernes fagforening, BUPL vedtog på en kongres i december med mere end to tredjedeles flertal en ændring af foreningens regler. Ændringen blev foreslået af foreningens forretningsudvalg og bestod i, at det fremover skal kunne medføre eksklusion af foreningen, hvis et medlem har begået en strafbar handling over for børn - eller hvis medlemmet "offentligt udtaler sig til støtte for sådanne handlinger" (citeret efter Berlingske Tidende, 12.12.00). Dermed er det ikke tilladt for foreningens medlemmer at udtale sig til fordel for pædofili eller for at revse børn.

Foreningens formand, Bente Sorgenfrey siger til avisen: "Vi har brug for, at der er en høj troværdighed i forhold til det pædagogiske arbejde, og det er simpelt hen for skadeligt for os som organisation at have medlemmer, der har sådanne synspunkter."

Det forlyder ikke, hvor grænsen for godkendte udtalelser går, men Bente Sorgenfrey leverer en antydning i en kommentar til, hvorvidt ekskluderede medlemmer vil kunne hæve understøttelse fra BUPLs A-kasse: "Man vil vurdere fra A-kassen, om de står til rådighed for det pædagogiske arbejdsmarked. Hvis man har udtalt sig til støtte for, at pædofili ikke skader børn, så tror jeg ikke, der er mange arbejdspladser inden for vores område, som vil ansætte vedkommende."

Det kunne altså se ud til at være en mulig eksklusionsgrund, hvis et medlem hævder, at pædofili ikke skader børn - en påstand, som på baggrund af f.eks. psykologisk sagkundskab kan underbygges eller tilbagevises, men som i sig selv ikke er andet end et muligt standpunkt i en saglig diskussion. BUPLs utvivlsomt velmente og i sig selv prisværdige indsats for børns ve og vel skal åbenbart føres på bekostning ikke blot af ytringsfriheden, men også af muligheden for en saglig belysning af alle sagens aspekter og argumenter.

Indvandrerbørn tvangsanbringes i danske familier

Hvert år fjernes i Danmark ca. 12.000 børn fra hjemmet. Omkring 5.700 anbringes i familiepleje, og heraf har ca. 150 en anden etnisk baggrund end dansk. Som oftest bliver de, i klar modstrid med FNs børnekonvention, anbragt i rent danske familier. Dette medfører, at børnene bliver opfostret ud fra dansk levevis. Dette kan senere give alvorlige problemer, hvis barnet atter skal fungere sammen med sin oprindelige familie. "Målet med anbringelsen er, at barnet på et tidspunkt skal tilbage til forældrene igen," siger socialrådgiver Marianne Skytte til Berlingske Tidende. "Det skal ikke tvinges tilbage, men pointen er, at det skal være deres eget valg og ikke resultatet af, at det offentlige sociale system ikke gør arbejdet godt nok" (19.12.00).

Marianne Skytte har undersøgt 44 sager, hvor børn med anden etnisk baggrund end dansk er blevet anbragt. I alle tilfælde blev de anbragt hos danske familier, skønt visse af børnene slet ikke talte dansk; barn og plejeforældre kunne således ikke kommunikere uden tolk. I 17 af sagerne vidste man end ikke, hvilket sprog barnet talte.

"Respekt for andre mennesker"

"Jeg tror ikke, at vi kan undgå temaet om udlændinge og indvandrere frem til næste valg," lyder en skarpsindig profeti fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Rene Skau Björnsson i Aktuelt, 1.12.00. Selv markerer han sin holdning som følger: "Jeg tror, at vi vinder på at tage debatten med vores humanistiske og sociale tilgang."

Denne betryggende udtalelse følger Rene Skau Björnsson op med en konkret vision for forbedring: "Jeg mener, at vi skal være bedre til at fortælle de nye danskere, hvordan vi ønsker at leve her. Løsningen er ikke at sige stop for flygtninge og indvandrere."

Udlændinge er altså hjertelig velkomne, hvis blot de sørger for at opføre sig sådan som "vi", hvilket i denne sammenhæng må betyde socialdemokraterne, ønsker at leve. Men som Rene Skau Björnssons formand, Poul Nyrup Rasmussen slog fast på kongressen i september, er der jo heller "ingen tvivl om, hvem der har det rette menneskesyn. Det har vi." (Se Samfundsudsigten, Faklen nr.18, afsnittet "Finsk model overvejes af regeringen").

Så er det jo bare beklageligt, at der tilsyneladende er en del udlændinge, der endnu ikke er nået til denne så indlysende erkendelse. "Der går ikke en uge, hvor jeg ikke hører om problemer med udlændinge," siger Rene Skau Björnsson. "Vi har som samfund ikke turdet tage debatten om de danske værdier, som vi gerne vil have, de nye medborgere lever efter (…) I Danmark lægger vi vægt på ligestilling mellem kønnene og respekt for andre mennesker. Det er ikke det samme i andre kulturer."

Rene Skau Björnsson kender problemet, eftersom han sidder i bestyrelsen i Brabrand Boligforening, der dækker det meste af Gellerup-parken i Brabrand ved Århus. "Det er klart, at man ikke bryder sig om at blive den sidste danske familie i opgangen. Det er meget rart, at der bor nogen ved siden af, som hedder Nielsen."

Det er klart. Hvis dem inde ved siden af hedder Abdullah eller Simsek, må man jo regne med, at de ikke lægger vægt på respekt for andre mennesker, dette særlige, danske (og i særdeleshed socialdemokratiske) karaktertræk. Hvor ’rart’ det så er, hvis ens nabo hedder Björnsson, forlyder der ikke noget om.

Folkeafstemninger om stop for indvandrere

Dansk Folkepartis 120 kommunalbestyrelsesmedlemmer modtog i begyndelsen af december en opfordring fra partiet til i de ca. 90 kommuner, hvor partiet er repræsenteret, at arbejde for afholdelse af vejledende folkeafstemninger om stop for flere flygtninge.

"Folkeafstemningerne skal være en besked til Christiansborg om, at bægeret er fuldt. Mange henvendelser fra hele landet tyder på en udbredt misstemning med f.eks. flygtningecentrene i kommunerne," siger Peter Skaarup, næstformand for Dansk Folkeparti og gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation (Berlingske Tidende, 5.12.00).

I København foreslås det, at vælgerne ved valget til Borgerrepræsentationen i november ligeledes skal stemme om et stop for flere flygtninge og indvandrere, og partiet forbereder et forslag om en tilsvarende afstemning i forbindelse med næste folketingsvalg.

"Socialdemokratiet kan ikke lægge låg på debatten om det stigende antal flygtninge og indvandrere. Ikke mindst i socialdemokratiske hjem bliver der diskuteret på livet løs ved køkkenbordene - så i stedet for at undertrykke diskussionen, bør man tage den én gang for alle," siger Peter Skaarup.

Den mindste forseelse forhindrer dansk statsborgerskab

I 2000 var der en voldsom stigning i antallet af afslag på statsborgerskab ved statsamterne i forhold til 1999. Årsagen er, at der i begyndelsen af 2000 blev indført krav om, at unge ikke må have begået den mindste smule kriminalitet for at blive danske statsborgere. Efter at de fleste statsamter har opgjort tallene er tendensen klar - kontorchef Jonna Waage fra Københavns Overpræsidium opgør stigningen fra København og Frederiksberg: "Vi gav 388 bevillinger og 189 afslag i 2000 mod 748 bevillinger og kun 91 afslag i 1999. Og stigningen i afslag kan helt hovedsageligt forklares ved, at selv den mindste kriminalitet i dag fører til afvisning." (Politiken, 9.1.01).

Berlingske Tidende skriver samme dag om bagatellerne, der kan hindre et dansk statsborgerskab: "I praksis betyder det, at en advarsel for besiddelse af hash eller en bøde for ikke at have overholdt vigepligtsreglerne er nok til at udløse et afslag på statsborgerskab ved statsamterne - også selv om forseelserne ikke er opført på ens private straffeattest."

Ingen religionsfrihed for mindreårige i Danmark

FNs Børnekonventions artikel 14 fastslår, at også børns religionsfrihed skal respekteres. Men i Danmark kan man ikke melde sig ud af folkekirken, hvis man er under 18 år - man må helt og holdent følge forældrenes vilje på området.

Anette Faye Jacobsen fra Center for Menneskerettigheder mener, at Kirkeministeriets bekendtgørelse fra 1992 om medlemskab af folkekirken strider mod Børnekonventionen: "Det er den danske lovgivning, den er gal med. Danmark har siden 1991 været forpligtet på, at vores lovgivning ikke må være i strid med Børnekonventionen." (Ekstra Bladet, 18.1.01).

Også kirkeministerens radikale partifælle, Henrik Svane finder reglerne forældede og udtaler til Ekstra Bladet: "Det er ude af trit med tiden, at unge under 18 år ikke selv bestemmer. Jeg vil tage sagen op med ministeren …"

Hver fjerde forsørges af det offentlige

25 procent af danskerne i den arbejdsdygtige alder (15-66 år) forsørges i dag af det offentlige - næsten lige så mange som for 30 år siden, til trods for den voldsomme økonomiske vækst de senere år (kilde: Jyllands-Posten, 22.1.01). I denne gruppe, som består af alle på dagpenge, kontanthjælp, tvangsaktivering, revalidering, førtidspension, overgangsydelse, efterløn og andre overførselsindkomster er unge under uddannelse imidlertid ikke medtaget.

Det er med andre ord usandt, når regeringen gentagne gange profilerer sin politik som et redskab til at nedbringe arbejdsløsheden. Regeringen flytter blot rundt på tallene - f.eks. indgår personer på orlov og efterløn eller i tvangsaktivering ikke i den officielle ledighedsstatistik.

Udviste palæstinensere varetægtsfængsles i måneder

Politiet erkendte i august 2000, at det er "stort set umuligt", at statsløse palæstinensere, der er dømt til udvisning til Libanon, kan få indrejsetilladelse i landet. De udviste, der har afsonet deres fængselsstraf og dermed er juridisk uskyldige, bliver i stedet varetægtsfængslet i Danmark i månedsvis. I november 2000 var 58 statsløse palæstinensere på ventelisten - dvs. varetægtsfængslet, til trods for at deres afsoning var udstået.

Information giver et eksempel på en konkret sag: "En af de 58 er den 21-årige Daoud Zaabalawi fra Vollsmose. Retten i Odense idømte ham i april 1999 halvandet års fængsel for røveri. I august samme år skærpede Østre Landsret dommen, så han ud over de 18 måneders fængsel også skulle udvises af Danmark i 10 år. I modsætning til en række andre udvisningsdømte fik Daoud Zaabalawi ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse til, at sagen kunne prøves ved Højesteret. Den 4. februar 2000 var Daoud Zaabalawi færdig med at afsone sin fængselsdom. Han blev straks varetægtsfængslet efter udlændingelovens paragraf 35 med henblik på hans udsendelse til Beirut. (…) Det fremgår, at politiet længe har anset det for udsigtsløst at få sendt Zaabalawi til Libanon det første lange stykke tid. I en politirapport fra 10. august 2000 citeres en kriminalassistent fra DCP for 'at det i øjeblikket stort set var umuligt, at skaffe indrejsetilladelse til Libanon, og efter hans mening ville det vare meget længe, inden der kunne skaffes indrejsetilladelse til fængslede'. Alligevel er Daoud Zaabalawis fængsling rutinemæssigt blevet forlænget af skiftende dommere i Odense og København." (Information, 23.1.01).

I tilfælde af at retten skulle beslutte at løslade Daoud Zaabalawis, vil hans stilling uden opholdstilladelse hensætte ham i et juridisk tomrum i Danmark - uden ret til at tage arbejde eller få lægehjælp.

Sagsanlæg mod DR1s TV-serie om Station 1

Danmarks Radio har modtaget to sagsanlæg med krav om erstatning fra medvirkende i Lars Engels' 14 dokumentarudsendelser fra Station 1: "Historier fra en politistation". Alt i alt har man modtaget 20 klager, hvoraf 5-6 handler om manglende tilsagn til at blive filmet.

Lars Engels afviser, at det har været et problem: "Jeg kender kun konkret til det ene sagsanlæg. Her siger sagsøgeren, at han ikke gav tilsagn, men det ved jeg, at jeg fik. For mig at se, slår han plat på andres meninger om udsendelserne." (Politiken, 29.1.01). Den pågældende er en tidligere stofmisbruger, der blev filmet, mens han blev opsamlet af betjente og taget med til Station 1 - til trods for, at han ifølge sin advokat, Per Overbeck tydeligt gjorde opmærksom på, at han ikke ønskede at blive filmet.

Til samme avis udtaler Overbeck: "Som almindelig TV-kigger synes jeg, at der er unødvendig mange close ups af mennesker i ulykkelige situationer. Det virker ubehageligt. Den slags reportager er vigtige, men det burde kunne fortælles uden, at det krænker de medvirkende."

Talrige skæve eksistenser bliver mod- eller velvilligt fremvist for åbent tæppe i en række dokumentarudsendelser, der i offentlighedens bevidsthed fikserer dem i til tider svært belastende situationer.

Blandt kritikerne af udsendelserne er Robert Olsen, forstander for Mændenes Hjem i Istedgade. Han mener, at politiet tilsidesætter deres tavshedspligt, idet de medvirker til at offentliggøre fortrolige oplysninger til hele befolkningen.

Berlingske Tidende skriver den 21.1.01 om Robert Olsens kritik fra et brev, han sendte til Retsudvalget om udsendelserne: "I sit brev beskrev Robert Olsen en håndfuld forhold, hvor politiet og Lars Engels var gået over stregen og havde hængt mennesker ud. Enten på grund af billedernes grænseoverskridende karakter, eller fordi tavshedspligten var tilsidesat. I et af tilfældene handlede det om to mænd, som ved navns nævnelse blev mistænkt for at have begået indbrud. I et andet tilfælde drejede det sig om en stærkt oprørt narkoprostitueret, som nøgen blev sendt i detentionen og i et tredje havde politiet under patruljering på Vesterbro udpeget personer på gaden og fortalt om deres forbrydelser. Desuden oplevede Robert Olsen på nærmeste hold, hvordan et fortroligt dokument vedrørende en tvangsindlæggelse af en beboer på Mændenes hjem var endt i hænderne på Lars Engels, der efterfølgende spurgte om lov til, at man filmede afhentningen af den psykisk syge. Hvilket Robert Olsen pure sagde nej til."

Til samme avis bakker leder af Kirkens Korshærs Varmestue, Maria Pedersen op om kritikken: "Vi har en massiv forpligtelse til at tage vare på folk, som ikke kan tage vare på sig selv. Det er langtfra sikkert, at man kan overskue konsekvenserne af at medvirke i en TV-udsendelse. Mange af dem er skrøbelige og opmærksomhedssøgende eksistenser, der bruger Engels og hans kamera som et bål at varme sig ved."

Politivold på Station 1

Betjente fra Beredskabsafdelingen har anmeldt en kollega fra Station 1 for tre tilfælde af vold og vold af særlig farlig og brutal karakter mod en anholdt med indvandrerbaggrund i juni 2000. Vidneudsagnene fra fire betjente fra Beredskabsafdelingen står imidlertid i den skarpeste kontrast til vidneudsagn fra en række betjentene fra Station 1.

Ved den pågældende anholdelse var i alt tre blevet anholdt uden for et diskotek. De havde ikke foretaget sig noget ulovligt, men havde ikke forstået, at det var alvor, da politiet bad dem gå hjem for at lukke festen. En af dem var blevet anholdt, fordi vedkommende havde sagt "svans" eller "bøsserøv" til en af betjentene, men i transportvognen var de alle tre, også den unge med indvandrerbaggrund, helt rolige.

En betjent fra beredskabsafdelingen berettede under retssagen, at Station 1-betjenten pludselig for op og greb den anholdte om halsen og holdt ham, så han "nærmest blev hængende op ad væggen", mens hans arme var i håndjern bag ryggen.

Journalist Mikkel Hertz refererer hans vidneudsagn således: "… den 22-årige mand, der var

placeret bagest i transportvognen, sad bare tavs. På et tidspunkt mumlede han dog 'noget uforståeligt' og ville vide, hvorfor han var blevet anholdt, men betjenten fra Station 1 kiggede bare på ham og spurgte, 'om han havde fået en hjerneblødning' (…) Med et kraftigt ryk fik betjenten den anholdte tvunget i knæ og greb så fat om mandens hoved - med én fast hånd i nakken og den anden om hagen - som han bankede ind i vognens metalsæde så voldsomt, at der lød en høj knaselyd, 'som var kraniet gået i stykker'. Og da den anholdte så lå sammenkrøbet og ømmede sig i bunden af transportvognen, bøjede betjenten sig ned og brølede ham ind i hovedet: 'Du er på Station 1 nu, kan du fatte det?' (…) Siden så betjenten fra Beredskabsafdelingen ikke mere til ham, men han fortalte i retten, hvordan han sammen med endnu en kollega, der havde været med i bilen, bagefter måtte yde 'psykisk førstehjælp' til især én af de øvrige to anholdte. Det var en 28-årig pædagogmedhjælper, der bare græd og græd og nægtede at forlade vognen, før de to beredskabsbetjente havde lovet, at de ville blive og passe på ham. 'De to (anholdte, red.) var overbevist om, at de skulle ind på stationen og have tærsk,' fortalte betjenten." (Jyllands-Posten, 25.1.01).

Ifølge betjenten fra Beredskabsafdelingen var kollegaens reaktion "fuldstændig forrykt" og "sindssyg", og der var ingen berettigelse for overgrebet overhovedet. Vidneudsagnene fra den 22-årige med indvandrerbaggrund såvel som fra de to øvrige anholdte stemte overens med denne fremstilling. Men også på selve stationen fortsatte volden ifølge den 22-årige andengenerationsindvandrer. Her havde en anden betjent fra Station 1 deltaget ved at banke ham ind i en skranke, feje benene væk under ham, løfte ham op og sparke ham på kæben - og endelig blev han sparket i ryggen på vej ind til detentionscellen. Betjente fra Beredskabsafdelingen støttede den 22-årige i denne udlægning.

Den voldstiltalte betjent nægter sig dog skyldig og får til gengæld støtte fra kolleger på Station 1 i København, hvor man har en ganske anden opfattelse af episoden. En af kollegerne herfra udtaler: "Det er pure opspind, og jeg har aldrig hørt større løgnehistorie." (Jyllands-Posten, 26.1.01).

Ifølge samme avis blev det endvidere afvist, at den anholdte skulle være blevet banket ind i en væg ved detentionscellerne og sparket ind i cellen. Avisen referer Station 1s forklaring således: "På vej ind i cellen vender den anholdte sig kvart eller halvt om, hvorfor den tiltalte, der går lige bag ham, bukker sig forover og trækker et ben op under sig for at imødegå risikoen for et spark mod skridtet. Betjenten mister imidlertid balancen og tager et akavet skridt fremad, hvorefter han 'halvhopper ud af cellen igen' - men noget spark var der bestemt ikke tale om. 'Det lyder måske skægt, men det er en form for flydende bevægelse, der kun tager nogle splitsekunder,' som den tiltaltes kollega forklarede i retten." (Jyllands-Posten, 31.1.01).

Ifølge andre vidneudsagn fra betjente på Station 1, blev den anholdte behandlet som alle andre. Den vagthavende på stationen den pågældende morgen forklarede således i retten, at den anholdte blev "grundigt besigtiget" for eventuelle skader, "blandt andet fordi vi har haft nogle detentionsdødsfald, er vi på Station 1 meget opmærksomme på den slags".

Og det er jo betryggende.

Den 29-årige betjent blev den 6. februar idømt 60 dages fængsel for vold - sagen er anket til landsretten.

Jyllands-Posten skriver på baggrund af sagen i en leder den 8.2.01: "Hvordan foregår tingene på og omkring Station 1 i det daglige, når der ikke er TV-kameraer eller kolleger fra beredskabsafdelingen til stede?"

Skal nynazisters ytringsfrihed begrænses?

Direktør for Dansk Center for Holocaust og Folkedrab, Uffe Østergaard retter en skarp kritik mod den danske regerings deltagelse på en konference i Stockholm om den stigende intolerance over for etniske minoriteter. Talrige uafhængige forskere og eksperter samt ministre og embedsmænd fra ca. 50 lande deltog sammen med FNs generalsekretær, Kofi Annan i konferencen, som Indenrigsministeriet i Danmark ifølge Østergaard kun har bidraget til med to "intetsigende" sider om danske "strategier mod intolerance".

Konferencen, der handlede om, hvordan landene i fællesskab forebygger racistiske ideer og bekæmper nynazisme og højreekstremisme, samt hvorledes nationalistiske partier i de europæiske lande legitimerer mere radikale gruppers hetz mod f.eks. etniske minoriteter og homoseksuelle.

I den danske "rapport" til konferencen hedder det, at der "aldrig" har været "store problemer" med racisme og diskrimination i Danmark - til trods for, at landet huser en regering, hvis diskriminerende retorik og politik har påkaldt sig stor international opmærksomhed for at være på linje med Jörg Haiders i Østrig.

Uffe Østergaard pointerer, at det intolerante skred i dansk politik begyndte med Tidehvervsbevægelsen: "Der er gået skred i det politiske sprog i Danmark, og det startede med Jesper Langballe og Søren Krarup, der sagde det uudsigelige, og dermed får det en legitimitet. Det er det, der er sket." (Berlingske Tidende, 29.1.01).

Østergaard vælger imidlertid at slå til lyd for censurinstanser og overeksponerer gennemslagskraften af nynazismen i Danmark, hvis indflydelse på intolerance og diskrimination imidlertid er absolut forsvindende sammenlignet med f.eks. Indenrigsministeriets. Østergaard foreslår at overveje en indskrænkning af ytringsfriheden: "Det er spørgsmålet, om det er på tide at begrænse ytringsfriheden for visse grupper i det danske samfund. Det skal ske via lovgivningen, men jeg stiller ikke forslag om konkrete paragraffer. Skal det virkelig stadig være tilladeligt at sige hvad som helst? Det har måske tjent os godt i Danmark, mens vi mere eller mindre uvidende har undergravet andre landes politik."

I Danmark er der ytringsfrihed under ansvar, dvs. at domstolene kan idømme straf for ytringer af groft injurierende og bagvaskende karakter, men at ingen kan forhindres i at ytre, hvad de måtte have på sinde. At gøre ytringsfriheden til et problem er ganske klart at spille nazisternes spil, fordi den effekt, der er af en forsvindende lille gruppes propagandamateriale, ud fra enhver nøgtern betragtning har langt, langt færre konsekvenser for intolerancen og diskriminationen end den konkrete diskriminationspolitik, flere af landets etablerede politikere lægger for dagen.

Østergaards forslag slår dermed ind på en farlig glidebane: At bekæmpe modstandere af ytringsfriheden med at fratage dem ytringsfriheden er en spiral, der i sidste ende kun tjener - modstandere af ytringsfriheden.

Udlændingestyrelsens bureaukratiske hensyn splitter flygtningefamilier

Til trods for at integrationsloven lægger op til, at flygtninge med familierelationer skal bosættes tæt på hinanden, splitter Udlændingestyrelsen familier, når kommunale "kvoter" er opfyldt.

Lene Kofoed Rasmussen, der er forsker ved Socialforskningsinstituttet, har undersøgt Udlændingestyrelsens måde at anbringe flygtninge på. En række familier kommer i klemme, fordi de placeres vidt forskellige steder i landet, og da det særlige "flygtningestavnsbånd" binder dem til kommunen i tre år, er problemet af længerevarende karakter.

Kofoed Rasmussen udtaler: "I praksis kan man se, at selv FN-flygtninge, der er blevet udvalgt til Danmark, netop fordi de har familie her, bliver placeret i den anden ende af landet. Selv om det er en mor, der nu kommer op til sin søn." (Politiken, 29.1.01).

Samme avis skriver: "En irakisk flygtning med så alvorlige hjerteproblemer, at han konstant skal have en person hos sig, er placeret i Viborg Amt. Hans familie bor i København og ønsker at pleje ham. Afgørelsen blev anket, men afvist af styrelsen. I andre tilfælde er det torturofre med svære psykiske problemer, der har fået afvist ønsket om at bo tæt på familien."

SFs udlændingeordfører, Knud Erik Hansen kritiserer indenrigsminister Karen Jespersen for denne praksis: "Det er værre end russisk bureaukrati." Men ministerens kommentar til, at flygtninge f.eks. er placeret på Fyn, når familien bor i København, er: "Så langt er der heller ikke fra Fyn til København."

I modsætning hertil var den forrige indenrigsminister, Thorkild Simonsen imod Udlændingestyrelsens praksis på området. Ifølge samme avis udtalte han på baggrund af en lignende kritik i december 1999: "Jeg er ikke enig med Udlændingestyrelsen, der siger, at kvoten går frem for det humanitære."

Udlændingestyrelsen holder sig imidlertid forventeligt nok til den nuværende indenrigsministers holdning til sagen.

Politichikane mod unge indvandrere

Dansk Kriminalistforening arrangerede i januar en høring om konflikterne mellem etniske minoriteter og politiet, der dog løb af stablen uden én eneste paneldeltager med etnisk baggrund, skriver Aktuelt den 31.1.01.

Formanden for Etniske Minoriteters Landsorganisation, Muharrem Aydas er skuffet over fremgangsmåden og udtaler til samme avis: "Det er temmelig pinligt for arrangørerne, at ingen af de organisationer, der repræsenterer etniske grupper i Danmark, er med. Og det er ikke første gang. Oftest er det sådan, at den slags sammenkomster ender med, at der sidder nogle danskere og diskuterer vores problemer. Vi kunne godt tænke os at komme i kontakt med politiet for på den måde at ændre deres opfattelse af indvandrere. Den burde være fordomsfri, men er det langtfra altid. I øjeblikket er politiet ikke alle borgeres værn mod kriminalitet."

Aydas bor i Glostrup, hvor han mener, at forholdet mellem politi og etniske minoriteter er yderst problematisk: "Jeg har været i kontakt med flere af de unge, som har været udsat for ubehagelige hændelser. Men i modsætning til politiet, så har de ingen pressekontakt og kan heller ikke sende pressemeddelelser ud til medierne, som fortæller deres version af en problematisk episode. Derfor er det flere gange sket, at unge er blevet hængt ud i offentligheden og bagefter har siddet tilbage med en meget ubehagelig oplevelse."

Ifølge Aydas skyldes politiets manglende forståelse, at politiuddannelsen er gammeldags og ikke tager hensyn til de mange beboere med etnisk baggrund i områder som f.eks. Taastrupgård, Nørrebro, Gellerup og Vollsmose.

Etniske minoriteters risiko for at blive anholdt og sigtet er langt større end danskeres, selv om de senere frifindes

Forskningskonsulent ved Justitsministeriet, Britta Kyvsgaard har påvist, at især såkaldte andengenerationsindvandrere langt hyppigere anholdes eller sigtes end danskere - i sager, som vel at mærke ender med, at de sigtede frifindes, eller at sagerne helt opgives.

Der er 59 procents større sandsynlighed for at blive sigtet efter straffeloven, selv om sagen ender med frifindelse, hvis man er andengenerationsindvandrer, end hvis man er etnisk dansker. Sandsynligheden for at blive anholdt eller varetægtsfængslet efter en sigtelse, der ender med frifindelse, er 82 procent større for en andengenerationsindvandrer end for en etnisk dansker.

Tallene er renset for den forskel, at kriminaliteten blandt etniske minoriteter er relativt mere udbredt end blandt danskere.

Forskningslektor Lars Holmberg udtaler på baggrund af studier i ordenspolitiets arbejde i Glostrup: "Det er min erfaring, at politifolk standser personer, bl.a. - og nogle gange kun - fordi de er af anden etnisk herkomst." (Berlingske Tidende, 1.2.01).

Advokat Thorkild Høyer udtaler til samme avis: "Da indvandringen begyndte, var kriminaliteten faktisk mindre blandt denne gruppe end hos danskerne. Nu betaler vi prisen for, at integrationen ikke lykkedes. Den bedste løsning er at skabe lettere adgang til arbejdsmarkedet, for der er en tendens til, at folk er mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet, hvis de har noget at miste."

Arbejdsløsheden blandt udlændinge er 3½ gange så stor som blandt danskere. Det er rekord i den vestlige verden.

Det Danske Center for Menneskerettigheder er bekymret over Schengen

Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet den 25. marts 2001 skaber bekymring i det Danske Center for Menneskerettigheder pga. forskelsbehandlingen mellem borgere. Mennesker med opholdstilladelse i Danmark, der er såkaldt tredjelandes statsborgere, skal i modsætning til andre kontrolleres af myndighederne, hvis de krydser grænserne mellem Schengenlandene.

Desuden vanskeliggøres det for en flygtning overhovedet at flygte, idet flyselskaber pålægges sanktioner, hvis de tager en flygtning ombord. Seniorforsker Kim Kjær udtaler: "En iraker, der vil flygte og forsøger at komme med et SAS-fly fra Bagdad, løber en langt større risiko for at blive taget på fersk gerning allerede inden afrejsen." (Berlingske Tidende, 6.2.01).

Denne særlige måde at forhindre flygtninge i at flygte til Schengen-lande på er direkte inspireret af Danmark, der allerede i 1986 som det første land indførte transportør-sanktioner med mulighed for at sende flygtninge tilbage til såkaldt sikre tredjelande.

Kjær siger til samme avis: "Schengen-samarbejdet er ikke et Fort Europa, der presses ned over Danmark. Det er et Fort Danmark, der udbygges til resten af EU. Man kan kalde det dansk system-eksport."

Endvidere indføres C-SIS, et centralt register over mistænkelige personer og køretøjer, hvis oplysninger kan benyttes på tværs af de nationale myndigheder i Schengen-samarbejdet. Også dette forhold bekymrer Kjær: "Der er stort set frit slag for at indberette hvem som helst for hvad som helst, og en person fra et ikke-Schengen-land, der føler sig forulempet, har ingen muligheder for at klage nogen steder (…) Der findes et helt arsenal af sekundære retsakter, som er hemmelige. De er så hemmelige, at selv medlemmerne af Folketinget først fik lov til at se dem under opsyn af en folketingsbetjent, da de i sin tid skulle tage stilling til Danmarks medlemskab af Schengen."

Lukket PET-undersøgelse

Ifølge loven skal i det mindste en del af kommissionsundersøgelsen af Politiets Efterretningstjeneste foregå for åbne døre; kommissionen skal simpelt hen tilrettelægge den generelle del af arbejdet om PET, så den "samles i møder, der er offentlige" - ikke desto mindre har PET-kommissionen lejet sig ind i lokaler uden tilhørspladser, og spørgsmålet om offentlighed er end ikke blevet diskuteret. Almindelige mennesker kan således slet ikke få adgang til lokalerne, og medarbejderne skal først sikkerhedsgodkendes.

Ca. 20 mennesker er blevet afhørt, uden at dørene har været åbne. Undersøgelsens formand, landsdommer Leif Aamand forklarer til Jyllands-Posten den 6.2.00, at man vil låne et retslokale i Københavns Byret, hvis den situation skulle opstå, at man vil afhøre et vidne med adgang for offentligheden …

Leif Aamand giver i samme avis et skoleeksempel på den tilsyneladende alt for naturlige paradoksalitet, når "åbenhed" skal fortolkes som "lukkethed": "Problemet er, om der overhovedet kan oplyses mere i åbenhed end det, der fremgår af den tilgængelige rapport om PETs virksomhed. Jeg ved ikke, om man fra politisk hold har taget stilling til, hvor meget der kan lade sig gøre for åbne døre. Men vi skal klart leve op til lovens bestemmelser i det omfang, det er muligt."

Loven om PET-undersøgelsen er vedtaget af SF, Kristeligt Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. PETs virksomhed fra 1945 til 1989 skal kulegraves for at afklare, om PET har handlet i modstrid med en regeringserklæring, der afviser registrering af mennesker "alene på grund af lovlig politisk virksomhed". Kun Socialdemokratiet ønskede ikke fuld åbenhed som hovedregel i kommissionens arbejde, og justitsminister Frank Jensen fik sørget for, at kun undersøgelsens generelle del skulle ske i åbenhed - en "åbenhed", som man altså ikke har set noget til endnu.

I almindelige retssager kan man klage over lukketheden til en højere instans, men det er ikke muligt i forbindelse med PET-undersøgelsen.

Formanden for Kristeligt Folkeparti er forundret over fremgangsmåden og udtaler til Jyllands-Posten: "Det virker højst ejendommeligt, at kommissionen foretager undersøgelsen et sted, hvor der end ikke er plads til tilhørere. Man må klart få det indtryk, at det slet ikke er meningen, at der skal være nogen form for offentlighed. Vores parti måtte som et kompromis acceptere, at dørene kun var åbne under den generelle del. Derfor er det så meget desto mere beklageligt, at kommissionen nu fører de lukkede døres politik."

Kræftsyge tvangsaktiveres

Patienter med leukæmi, knogle- og lymfekræft tvinges ud i kommunale arbejdsprøvninger på det tidspunkt, hvor de lider af bl.a. træthed, koncentrationsbesvær, føleforstyrrelser og svækket immunforsvar efter kemoterapi og strålebehandling.

Jurist fra Kræftens Bekæmpelse, Lars Kofoed udtaler: "Efter tre måneder skal disse mennesker i gang og ud i en arbejdsprøvning, hvor de dårligt kan holde sig oprejst og stadig sover det meste af dagen. Det opleves som meget urimeligt, at man har så travlt med at få dem i gang." (Berlingske Tidende, 11.2.01).

I løbet af det kommende tiår er det regeringens plan at udvide arbejdsstyrken med 85.000 mennesker, der ellers er på førtidspension, efterløn, sygedagpenge og andre overførselsindkomster.

At tvangsaktiveringen imidlertid kun skaber få reelle jobmuligheder, viser en ny opgørelse fra Arbejdsministeriet. I 2001 vil der blive brugt i alt 11 milliarder kroner til at tvangsaktivere ca. 100.000 mennesker, men kun ca. 15 procent kommer i varig beskæftigelse, der kan tilskrives selve tvangsaktiveringen. (Kilde: Berlingske Tidende, 21.1.01).

Indvandrere på kommunal "ferietur" i vildmarken

I juli 2000 blev en gruppe problematiske unge, såkaldt andengenerationsindvandrere fra Vollsmose i Odense sendt på en pædagogisk tur i den svenske vildmark, arrangeret af Odense kommune. Kommunen ønskede at gøre noget effektivt ved de unge, som igennem længere tid havde været berygtet for voldsomme konflikter og sammmenstød med politi og andre myndigheder. I et internt papir hedder det, at indvandrerne skal sendes "langt op i Sverige og dybt ind i skoven" med det formål at "give os selv et pusterum".

Forvaltningen hyrer det såkaldte teambuildingsfirma, Q-Courage, som man har benyttet ved flere lejligheder siden 1991, til at stå for den pædagogiske oplevelsestur for de utilpassede unge. Q-Courage har ca. 60 freelance-instruktører, de fleste med baggrund inden for forsvaret og politiet. På den omtalte tur var foruden nogle jægersoldater, to politibetjente, en kaptajn og en seniorsergent fra hæren - lederen dirigerede sine folk fra en jeep og førte logbog over forløbet efter bedste, militære forbillede.

Det, der skulle have været en hyggelig og opbyggelig oplevelsestur, endte imidlertid på avisers forsider, da andengenerationsindvandrerne kom i regulære kampe med instruktørerne hele seks gange. De unge drenge tilkaldte svensk politi, men det var dem selv, der endte med at blive dømt for vold, trusler og hærværk. Jyllands-Posten skrev ved den lejlighed bl.a., at "fire unge arabere fra Odense gik amok og truede pædagogerne på livet", og på avisens lederplads hed det, at det var "nærliggende, at de med fordel kunne blive hjemme og lære ordentlig opførsel bag tremmer". En overskrift i B.T. lød: "Nu hopper de på deres pædagoger." Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard viede sit ugebrev til den "skatteyderbetalte ferietur" og ønskede de unges straf påhæftet en udvisningstrussel.

I februar optrevler Politikens Flemming Christiansen og P.C. Poulsen imidlertid den sammensatte baggrund for hele forløbet fra ende til anden.

Inden turen i den svenske vildmark skal forældrene skrive under for drengenes deltagelse - de får ved den lejlighed at vide, at der er tale om en vandretur, men at de unge skal hygge sig og have "naturoplevelser og masser af frisk luft".

En af mødrene kommer fra Libanons flygtningelejre, hvor politi og soldater vækker ubehagelige mindelser, hvorfor hun betinger sig, at der ikke må være militær- og politifolk blandt turdeltagerne. Odense kommune forsikrer, at der kun vil være nogle tidligere militærfolk blandt instruktørerne, men ingen aktive hverken fra politi eller forsvar.

Dette viser sig at være løgn, ligesom informationerne om grundlaget for turen i det hele taget er stærkt misvisende, hvorfor andengenerationsindvandrerne deltager i turen med helt forkerte forventninger.

Hverken instruktørerne eller drengene mødes, før de sidder i toget på vej mod Sverige. Socialpædagog Mie Christensen er med blandt kommunens folk den første uge og fortæller i dag, at informationsniveauet over for de unge var "så ringe, som det overhovedet kan være, når man ved, at det er behandlingskrævende unge mennesker" (Politiken, 4.2.01).

Straks efter ankomsten kommanderes de unge på en udmattende march i skoven; opdelt i småhold, der isoleres fra hinanden, indskærpes de, at det er forbudt at tale sammen på andre sprog end dansk - ét eneste ord på arabisk vil således blive straffet med en kilometers ekstra vandretur. Ingen er blevet gjort bekendt med dette hjemmefra - heller ikke, at et af programpunkterne viser sig at være maler- og lugearbejde.

Politiken er kommet i besiddelse af Q-Courages logbog over turen, ifølge hvilken der allerede det første døgn er tale om mindre sammenstød mellem instruktørerne og andengenerationsindvandrerne. Da f.eks. turens leder og chef for Q-Courage, Bent Kock vil tage en discman fra en af drengene, ender det i slagsmål, og Kock sætter sig på ham, "indtil der kan føres en dialog".

Militærfolkenes metoder er anderledes barske end det, de kommunale medarbejdere er vant til. Mie Christensen udtaler: "Det handlede meget om at vise, at Q-Courage bestemte alt. Der blev brugt unødig verbal magtanvendelse (…) Desuden skulle drengene udmattes for at blive tæmmet." (Politiken, 4.2.01).

I løbet af nogle dage sendes to af drengene hjem, en 13-årig, der er brudt sammen over strabadserne, og en kammerat, som tilsyneladende "sætter lus i skindpelsen" på de øvrige - han må fjernes med fysisk magt, og de tilbageblevne syv er meget oprørte over det.

Politiken skriver: "Hjemsendelsen giver yderligere uro. Især er stemningen vendt mod Q-Courage-folkene, mens Odense Kommunes medarbejdere prøver at genoprette drengenes tillid. En af kommunens kvindelige medarbejdere siger direkte til Q-Courage-folkene, at hun føler sig som ’et gidsel i dette spil’."

De næste dage kulminerer i regulære optøjer: Ruder smadres, lussinger falder, de lægges i armlås, en stikker af, mens irritationen over, at de er isoleret fra hinanden i de små hold, vokser.

Da en dreng i frustration kaster et krus ind i skovtykningen og nægter at samle det op igen, bliver han slæbt af en Q-Courage-folkene hen til kruset, hvorefter et større slagsmål mellem instruktører og andengenerationsindvandrere bryder ud, indtil drengene lægges på jorden. Siden trækker de unge sig tilbage i skoven, bevæbnet med høtyv, brødkniv og rafte, der dog aldrig bruges. Q-Courage foreslår som modtræk at sætte dem i "vildmarksfængsel", der består i, at soldaterne tager hver sin dreng i skoven og holder ham isoleret, til turen er forbi. En anden idé er at binde og tape drengene og køre dem til grænsen, men socialrådgiver Henning Mouridsen fra Odense Kommune afviser metoderne.

Imens kontakter drengene det lokale politi, men da politiet henvender sig til deres danske kolleger i Q-Courage, er det de unge, der anholdes.

Tre af drengene idømmes kort før jul betingede domme for vold, hærværk og trusler under den "skatteyderbetalte ferietur", som Pia Kjærsgaard kalder den. Ingen af dem er tidligere straffet. De dømmes for at have kastet med en plasticcolaflaske, for at have slået ud efter en turleder (uden at ramme), for at have kastet sten (uden at ramme) og for at have hugget ud med en greb (uden at ramme) og for bl.a. at have råbt "jeg slår dig ihjel".

Politiken skriver, at medarbejdere, "der kender drengene, ryster på hovedet af dommen. De peger på, at drengene umuligt kan have været en reel trussel mod de veltrænede soldater og politifolk."

I Ekstra Bladet hed det om dommen i december, at lederne af turen fik "oprejsning", for selv om de tiltalte hævdede, at de "blev revet i håret, smidt på jorden og slået i ansigterne", troede domsmandsretten mest på Q-Courage.

Psykolog Teddy Hoffbeck anbefaler i en intern kommunal rapport, at unge selv skal inddrages i planlægningen af ture fremover. Til Politiken udtaler han: "Q-Courage har haft til hensigt at lave grænseoverskridende aktiviteter, men vi taler altså om unge, der i forvejen overskrider alle grænser hjemme i Vollsmose. Her falder logikken i projektet helt sammen."

Q-Courages interne evalueringsrapport påpeger i stedet, at man burde have været mere konsekvente i opretholdelsen af isolationen mellem holdene: "Gruppeadfærden aftager markant ved to personer, men vi har oplevet, at bare tre unge er sammen, kan de uhyggeligt hurtigt udvikle denne hyæneagtige gruppeoptræden."

Til trods for Teddy Hoffbecks kritik tages samme type projekter ikke af programmet i Odense Kommune. Heller ikke selv om rådmand Ruth Larsen konstaterer: "I evalueringen ligger der ganske klart nogle kritikpunkter. Når man skal på tur med nogle børn, skal begge parter vide, hvad den handler om, og det tyder ganske afgjort på, at det ikke har været tilfældet." (Politiken, 6.2.01).

At fortælle unge, at de skal på en hyggelig hyttetur sammen, og forsikre forældrene om, at politifolk ikke er blandt turlederne, for så i stedet at splitte dem op to og to på krævende vandreture efter militært forbillede med forbud mod at tale arabisk, er da næppe heller det mest fair informationsniveau.

Forfatteren og redaktøren Benny Lihme, der har beskæftiget sig med utilpassede unge i mange år, karakteriserer projektet som "idioti på højeste plan".

Måske skal en del af forklaringen på fiaskoen også findes i, at forståelse og omsorg ikke har været højt prioriteret i projektet fra begyndelsen af, fremgår det af grundlaget for turen, hvor Q-Courage skriver: "Vi bliver betalt for at løse denne opgave, og man kan naturligvis ikke betale folk for at udvise kærlighed."

Så kan man diskutere, hvor godt opgaven er blevet "løst". Turen kostede Odense Kommune en million kroner. Heraf fik Q-Courage 700.000 kr.

Chef for Q-Courage og lederen på turen, Bent Kock erkender i Politiken den 15.2.01, at der er sket en lang række fejl, men hverken han eller Børne- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune mener, at der er grund til at indstille samarbejdet kommunen og Q-Courage imellem - og det fortæller måske sin egen historie om tankegangen bag metodevalget over for drenge med anden etnisk baggrund end dansk.

Information konkluderer i en leder den 6.2.01: "At offentligheden først efter mere end et halvt år får adgang til et mere dækkende billede af, hvad der egentlig skete under det svenske vildmarkseventyr, siger en del om en ulige medieadgang og om mediernes ukritiske viderebefordring af de dele af historien, der passer ind i billedet af Vollsmose-drengene som rabiate, voldelige og uden for pædagogisk rækkevidde."

Dansk Folkepartis Ungdom i plakatkrig

Dansk Folkepartis Ungdom har fremstillet en propagandaplakat, der er lige så plat, som den er propagandistisk: Tre lyshårede danske piger holder smilende armene om hinanden med teksten: "Danmark i dag", mens et par hætteklædte personer med blod på tøjet fremviser Koranen med teksten: "Danmark om 10 år". Dernæst følger hovedbudskabet: "Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os: Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet."

Den 15.2.01 politianmelder Centrumdemokraternes udlændingeordfører, Arne Melchior Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup for racisme, fordi Peter Skaarup har været med til at godkende ungdomsorganisationens plakat. Forinden har en rektor politianmeldt Dansk Folkepartis Ungdom for racisme for at producere selve plakaten.

Både Radikal Ungdom og Konservativ Ungdom har fremstillet modplakater. KUs plakat viser et billede af smilende børn med forskellig etnisk baggrund ved siden af marcherende nynazister under Dannebrog. Teksten lyder: "Pias verden, nej tak."

Peter Skaarup udtaler om KUs modplakat: "Nu står der kun 'Pias verden' på KUs plakat. Men man kan jo ikke vide, om det ikke er Pia Christmas-Møllers verden, de hentyder til. Så vidt jeg husker, er KU de eneste, der nogen sinde har marcheret i takt." (Jyllands-Posten, 27.2.01).

Dansk Folkepartis Ungdoms plakat har forventeligt fået massiv medieomtale, og i al sin pinligt selvafslørende propagandistiske overdrev, der ligger tæt op ad tidligere antisemitisk propaganda (naturligvis bortset fra, at det er muslimer, der skal stemples denne gang), er det imidlertid værd at bemærke, hvorledes Dansk Folkeparti trækker point efter point hjem, hver gang selvsamme overdrev eksponeres i alle medier og takket være perspektivløse politianmeldelser forærer partiet den omkostningsfri martyrrolle, som det så åbenlyst er strategien at erobre.

Ministeriernes medlemmer i Flygtningenævnet er loyale over for asylafslag foretaget af Indenrigsministeriets medlemmer i Udlændingestyrelsen

Advokat Henrik Christensen mener, at det generelt er tilfældigt, om en asylansøger får opholdstilladelse eller ej, når Flygtningenævnet behandler anker over Udlændingestyrelsens afgørelser: "Det er afgørende for sagernes udfald, hvem der sidder i nævnet. De tilfældige afgørelser indtræffer langtfra hver dag, så det er ikke et kæmpestort problem. Men det er naturligvis et kæmpestort problem for de mennesker, det går ud over." (Jyllands-Posten, 23.2.01).

Lea Koghly har siddet i Flygtningenævnet i fire år fra 1993 til 1997, indstillet af Dansk Flygtningehjælp, og hun har bemærket, at det i høj grad er Udenrigs- og Indenrigsministeriets repræsentanter i Flygtningenævnet, der står for den barske linje og stemmer for afslagene i nævnets asylsager.

En advokat har ifølge Information sagt, at det på forhånd står 2-0 imod asylansøgeren, inden nævnet overhovedet har behandlet en ankesag, eftersom Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet har hver en repræsentant i det fem-mand store nævn.

Kroghly mener, at det bl.a. skyldes, at ministeriernes repræsentanter er jurister: "De er vant til at tænke i regler og paragraffer, hvor vi andre tænker i mennesker. Og det er jo mennesker, som sagerne i Flygtningenævnet handler om." (Information, 27.2.01).

Desuden er det Kroghlys indtryk fra sin tid i nævnet, at "en del af Indenrigsministeriets repræsentanter følte sig bundet af loyalitet over for embedsmanden fra Udlændingestyrelsen. Styrelsens repræsentant skal forsvare styrelsens afslag. Og man skal være meget stærk og selvstændig, hvis man som embedsmand er i stand til at se bort fra den loyalitet, som man må føle over for en embedsmand fra samme ministerium."

Flygtningenævnets kompetence er også under beskydning af andre grunde - medlemmerne af nævnet sover simpelt hen, mens sager af vital vigtighed for asylansøgere behandles. Således har advokat Lars Thousig Jensen anlagt sag mod Flygtningenævnet for at få genbehandlet en sag om en Kosovo-families ønske om asyl i Danmark, fordi tre af nævnets medlemmer simpelt hen faldt i søvn under det én time lange møde om sagen. Lars Thousig Jensen udtaler: "Den pågældende familie havde en katastrofal oplevelse og græd bagefter. Det er jo deres fremtid og helbred, det drejer sig om." (Jyllands-Posten, 20.2.01). Advokaten kræver, at de tre (en repræsentant for Udenrigsministeriet, en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp og byretsdommer Torkel Hagemann) udelukkes fra deltagelse i nævnets møder fremover.

Flygtningenævnets formand, landsdommer Bent Ove Jespersen har imidlertid afvist dette krav, idet han er tilfreds med de pågældendes forklaring om, at de lukkede øjnene for bedre at kunne koncentrere sig …

Lars Thousig Jensen godtager dog ikke denne forklaring: "Når de sidder og lukker øjnene - oven i købet til en løn på 6.000 kr. for hver gang, de bare møder op i Flygtningenævnet - så er de slet ikke voksne nok til jobbet. Det er mangel på respekt at lukke øjnene. Tænk, hvis du sad over for et par sagsbehandlere, der gjorde det samme, mens de afgjorde forældremyndigheden over dit barn. Det ville du aldrig finde dig i, og det her er endnu mere alvorligt, hvis der kan sås den mindste tvivl om bevæggrundene for asylafslagene."

Advokat Jesper Anhøj har fungeret som asylsagsadvokat i 10 år, og han har samme erfaring som sin kollega: "Jeg har oplevet 20 til 30 tilfælde, hvor de samme to medlemmer decideret er faldet i søvn. Det minder mistænkeligt meget om en træthedssygdom, og de bør så absolut fjernes fra deres poster. Det er jo alment kendt, og det er et samtaleemne på gangene i Flygtningenævnet."

Striden om tegneserien "Strid"

Tegneren Jakob Martin Strids samtidssatiriske tegneserie Strid blev i 2000 headhuntet fra ugeavisen Socialisten Weekend og er i dag fast inventar i Politiken, hvor dens anarkistiske indfald og stride satire har gjort den til en af de mest forkætrede tegneserier, siden Claus Deleurans Rejsen til Saturn i midten af 1970erne blev politianmeldt for blasfemi af Kristeligt Folkeparti.

Jakob Martin Strid har en forkærlighed for det autonome miljø, som han har påkaldt sig stor opmærksomhed for, og som af flere borgerlige meningsdannere betragtes som graverende nok i sig selv. I februar udspillede sig en veritabel fejde på tværs af Berlingske Tidende og Politiken om denne serie såvel som dens ophavsmand - med særlig fokus på en enkelt stribe fra den 30. januar.

Forhistorien er den, at forfatteren Carsten Jensen i sin klumme i Søndagspolitiken den 28. januar under overskriften "Sådan bliver man terrorist" bl.a. citerer sig selv for tidligere at have skrevet: "Den tyske stat havde min fulde sympati, da den jagtede terroristerne til døde."

I Jakob Martin Strids stribe bevæbner hovedpersonen sig et par dage senere med en AK 47, der har tilhørt Ulrike Meinhoff fra Rote Armee Fraktion, og udbryder til Carsten Jensen: "Du skal komme til at fortryde de ord." Om RAF hedder det desuden i samme stribe: "RAF likviderede tidligere nazister, erhvervsfolk og politikere, som var ansvarlige for bl.a. Vietnamkrigen, der kostede tusinder af kvinder og børn livet."

Dette tager historikeren Lars Hedegaard både tegneren og Politiken meget ilde op i en længere kommentar i Berlingske Tidende den 3.2.01.

Hedegaard skriver, at der er "grund til at advare mod den hærværksdømte Jakob Martin Strids trusler" og opmaler minutiøst Strids politiske tilhørsforhold efter at have gravet i Weekendavisens arkiver og fundet ud af, at tegneren har været "aktiv i kredsen omkring" Den Røde Bande (bemærk vendingen, der kan dække alt fra have deltaget i et møde til at være fast "bandemedlem"), som ifølge Hedegaard bl.a. har "groft hærværk, ulovlig indtrængen og et væbnet bankrøveri på samvittigheden". Endvidere bemærkes det, at "to af Strids sidekammerater" (hvad dét så betyder) i 1993 er blevet idømt tre og tre et halvt års fængsel for det pågældende røveri.

Baggrunden herfor opmales således: "Den Røde Bande/Kollektivet For Kommunisme var sammen med andre grupperinger i Københavns 'anti-fascistiske' voldsmiljø meget aktiv i støtten til udenlandske terrorgrupper såsom Rote Armee Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og De Røde Brigader, ligesom man agiterede for den palæstinensiske terrororganisation Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), der en tid lang samarbejdede med 'Sjakalen', alias Carlos alias Ilich Ramirez Sanchez (…) i marts 1990 offentliggør en af Den Røde Bandes partnere, Autonome Revolutionære, navnet på den Nørrebro-borger, der havde anmeldt de dømte til politiet, og kaldte ham 'stikker' og modtager af 'judaspenge'. Under en demonstration den 22. maj 1993 optrådte den samme kreds med slogans som 'Nyrup din svindler - du hænger snart og dingler' og henvendt til Københavns vicepolitidirektør: 'Anne Mette Møller skal bankes ned med køller'.".

Strid skulle ifølge Hedegaard være blevet dømt for hærværk, bl.a. udført sammen med en af de dømte i ovenfor nævnte sag, Christian Zwettler, hvis kone har sagt til Ekstra Bladet, at Den Røde Bande ønskede at genoplive RAF i Danmark.

Sådan gøres Strid til en terrorist i kalliber med selveste Ulrike Meinhoff.

Læren synes at være, at man skal passe gevaldigt på, hvem der er ens "sidekammerater", og hvilke revolutionære grupper, man er "aktiv i kredsen omkring", og hvilke grupper, der er "partnere" med de grupper, man er "aktiv i kredsen omkring".

Hedegaard forsvarer for en ordens skyld den kunstneriske frihed, men i Jakob Martin Strids tilfælde er samme frihed en trussel, ja, en dødstrussel, skal man tro historikeren: "Når Strid

lover at tage Carsten Jensen under behandling, tvivler man derimod ikke på, at han ved, hvordan man skal bære sig ad med at få Carsten Jensen til at lystre."

Jakob Martin Strids politiske livshistorie kædes nu sammen med hans satiriske tegneserie og bliver i Hedegaards smeltedigel dermed en terroristisk opfordring, ikke en skarp satire. Hedegaard fortsætter således med at oprulle persongalleriet i den terroristiske konspiration fra 1970erne til i dag, hvis spydspids i skikkelse af en tegneserie nu har infiltreret Politiken: "Tegneseriens Strid berømmer Rote Armee Fraktions 'likvidering' af 'tidligere nazister, erhvervsfolk og politikere'. Var det terrorisme? 'Gu er det ej - det var fedt!!!' Og det må jo nok være, fordi Strids far, Jakob Martin

Strid, ikke har skiftet overbevisning siden de dage, da han hørte til den professionelle schweiziske terrorist Marc Roland Rudins mest hengivne supporters. Eller da han stod som anmelder af den demonstration på Nørrebro den 18. maj 1993, der endte med de værste uroligheder, hovedstaden har

oplevet siden besættelsesårene."

Endvidere hedder det: "Uanset hvordan man vil opfatte Jakob Martin Strids kunstneriske udfoldelse, så kan den næppe undgå at opildne de gadekæmpere, der måtte være under oplæring." Der er med andre ord tale om, at Jakob Martin Strid søger at levere Danmarks "gadekæmpere", der velsagtens øver sig i træningslejre rundt omkring, målet for deres næste terroraktion: Forfatteren Carsten Jensen.

Få dage senere skriver Klaus Rothstein, Berlingske Tidendes nye kulturredaktør, bl.a.: "Jakob Martin Strid er en slags revolutionær socialist. Og så er han en forfærdelig morsom og skarp tegner. Men Politikens læsere tager ikke sådan på vej, for han har kun fremprovokeret nogle små forkølede læserbreve, selv om hans satire er grov og plat, og absolut ingen har gjort ophævelser over hans himmelråbende dumme støtte til terroristerne. Hvis ikke han var satirisk serietegner, men en mere konventionel klummeskribent, ville han ikke kunne udtrykke sig i så bramfrie vendinger, uden at der faldt brænde ned." (Berlingske Tidende, 6.2.01).

Samme avis interviewer den 20.2.01 konkurrentens tegner, der fastslår, at Lars Hedegaard er "dårlig til at læse tegneserier", og forklarer: "Selvfølgelig skal det da ikke tages for pålydende, at jeg truer Carsten Jensen - og dybest set tror jeg heller ikke, Hedegaard selv tror på den, hvilket irriterer mig en smule. Der er da heller ingen bz’ere eller autonome, der virkelig vil hænge Poul Nyrup, uanset at de har demonstreret med et banner med teksten: 'Nyrup din svindler - du hænger snart og dingler'."

Strid lægger ikke skjul på sin forståelse for visse af RAFs aktioner: "Det var fedt, at RAF via aktionen mod en militærbase forsinkede bombninger i Vietnam. På den måde deltog gruppen i krigen på Vietcongs side og på krigens præmisser. Men det var ikke fedt, at RAF henrettede Hans Martin Schleyer (tysk arbejdsgiverformand, red.), efter at de havde holdt ham fanget i længere tid. Det var mod spillereglerne, selv om jeg godt kan forstå, at de gjorde det - seks af deres kammerater var netop døde i fængslet, og det er aldrig blevet forklaret, hvordan de døde. Men jeg ville aldrig selv bruge våben mod et levende menneske - aldrig. På den måde er min moral ikke anderledes end andres."

Historiker Lars Hedegaard er imellemtiden blevet klar til andet kapitel i striden og søsætter en hel kronik om sagen: "Forleden sad jeg og kikkede på nogle gamle tegneserier fra SS-bladet Das Schwarze Korps," begynder han, og fortsætter: "… og det skal Hitlers elitetropper have, at de formåede at holde humøret oppe. 'Die jüdische Brigade' hedder en stribe trykt 16. november 1944. Handlingen er, at englænderne er ved at opstille en 'jødisk brigade' - med Davidsstjerne og det hele. For at sikre mændene den bedst mulige start, bliver de udstyret med en masse penge, som de naturligvis - i overensstemmelse med deres velkendte, nedarvede egenskaber - bruger til at købe sig fri fra fronttjeneste. Til sidst går det dog galt. En jøde ender ved fronten, men inden han kan nå at få løsnet et skud, har han skidt i bukserne af skræk. Hermed slutter handlingen. Som sagt, SSerne forblev muntre til det sidste, og tegneserien er skideskæg, hvis man har lidt sans for antisemitisme. Bryder man sig ikke om jødeforfølgelser, kniber det unægteligt med at få fat i humoren og satiren. Det må være en lignende mangel hos mig, der 3. februar fik mig til her i avisen at skrive dårligt om Jakob Martin Strids tegneserie i Politiken. Et bestemt afsnit om det 'fede' i, at den tyske Baader-Meinhof-bande havde 'likvideret' nogle forretningsfolk og politikere, kunne jeg slet ikke værdsætte, fordi jeg ganske enkelt mangler sans for de komiske muligheder, der ligger i at skyde forretningsfolk og politikere." (Berlingske Tidende, 22.2.01).

Hedegaard mener, at det afgørende anklagepunkt mod Jakob Martin Strid er, at der ikke er nogen "distance mellem Strid som tegner og som politisk handlende privatperson", fordi Strid var "en særdeles aktiv del af scenen omkring voldsgruppen Den Røde Bande".

Han er altså ikke længere blot "aktiv i kredsen omkring" Den Røde Bande, sådan som Hedegaard skrev i det indlæg, der indledte striden den 3. februar, nej, der er nu "direkte overensstemmelse mellem den blodtørstige tegneseriefigur Strid og de politiske holdninger hos figurens far Jakob

Martin Strid". Til trods for, at Hedegaard naturligvis har læst interviewet med Jakob Martin Strid i selvsamme avis, hvor tegneren udtaler, at han aldrig ville bruge våben mod et levende menneske.

Man tør næsten ikke tænke på, hvad Hedegaard og chefredaktionen på Berlingske Tidende kunne have fået ud af forfatteren Jan Sonnergaards føljeton i Information i sommeren 1999, "Seriemord ved sommertide", hvis den altså havde været bragt i det konkurrerende organ, Politiken.

Sonnergaard giver her Karen Jespersen en voldsom litterær behandling (vel en hel del værre end den "trussel", som Carsten Jensen udsættes for af Strid): "… den seneste brutalitet, det sidste aldeles uacceptable og skændige, dødelige overfald på Karen 'Kill the Poor' Kussemose-Jespersen, der, midt i en henført tale om hendes strenge barndom på Nørrebro i København, blev ramt af en regn af vildsvinehagl midt i panden, så det sprøjtede ud med blod og hjernemasse til højre og venstre ud over det af hensyn til pressefotograferne opstillede publikum af misbrugere, psykisk syge og fysisk handicappede foran et højhus i Vollsmoseparken uden for Odense …" (Information, 25.6.99).

Opfordring til mord på Karen Jespersen? Trussel eller kunst? Hedegaards svar kan man nok gætte sig til.

Reaktionen på Jakob Martin Strids tegneserie, hvis kontekst indlysende nok er en ganske og aldeles anden end nazismens antisemitisme (også med modsat fortegn), bliver i virkeligheden et eksempel på den mani, der har besat højrefløjen efter murens fald, hvor venstreorienterede skal stå skoleret for deres politiske fortid, mens selvsamme højrefløj ved samme lejlighed føler sig voldsomt forurettet og hævder sig stemplet som "racister", når de lancerer den ene tordenskylle mod indvandringen efter den anden. Det er med andre ord utrolig synd for højrefløjsfolk, når de påhæftes mærkatet "racist", "blot" fordi de "såre sagligt" ønsker diskriminationen af indvandrere intensiveret og grænserne lukket for flygtninge - omvendt er det tilsyneladende altafgørende og retfærdigt, at venstreorienterede, som har en mere eller mindre revolutionær anskuelse, gøres medansvarlige for alt fra terrorbomber til grusom, sovjetisk undertrykkelse.

Nøgternt betragtet er det naturligvis komplet irrelevant i forhold til tegneserien "Strid", om Jakob Martin Strid var "aktiv i kredsen omkring" Den Røde Bande, eller om han var "en særdeles aktiv del af scenen omkring" Den Røde Bande - hvad end, der så måtte ligge i disse formuleringer. Al kunst - også tegneserier og satire - må bedømmes på dens egne præmisser.

Hedegaard er da også tæt på at kaste håndklædet i ringen - overmagten er for stor, Jakob Martin Strid har simpelt hen for indflydelsesrige venner, og hans skarpe pen er en uovervindelig modstander, mener Hedegaard: "Det er uforsigtigt at lægge sig ud med kunstneren Strid, for han vil altid kunne gøre dig til grin - uden at du har mulighed for at tage til genmæle. Og med sin pågående og aktivistiske streg vil han vide at skaffe sig venner." (Berlingske Tidende, 22.2.01).

Stakkels Hedegaard. Man skulle nu ellers mene, at hans mulighed for at tage til genmæle har været temmelig omfattende.

Men at tro, at en satirisk tegneserie i Politiken med en nok så revolutionær kunstner på nogen måde skulle kunne "oplære" gadekæmpere og udgøre en dødelig trussel mod Carsten Jensen, er næsten mere absurd, end hvad Jakob Martin Strid kunne have udtænkt i sine absurde striber. Og måske også for absurd til, at det virkelig er det, der har været kritikkens egentlige ærinde.

I tredje kapitel af striden om Strid får vi måske syn for sagn om, hvad der er på spil, da Jørgen Schleimann kommer Hedegaard til undsætning. I endnu en kronik, der sætter fokus på tegneserien, skriver Schleimann, at den "bedst kan jævnføres med nazismens berygtede pamfletist, Julius Streicher, og hans antisemitiske og pornografiske smædeskrift Der Stürmer" (Berlingske Tidende, 3.3.01). Intet mindre.

Men det er kun forretten. Schleimann mener, at venstrefløjen er den store europæiske fare, og han bruger striden om Strid som springbræt for gentagelsen af kravet om et omfattende retsopgør med alle socialister - ligesom der har været retsopgør i nyere europæisk historie med højreorienterede diktaturer: "Opgør med højrefløjen inklusive retsopgøret, hvor det fandt sted, var godt og rigtigt og nødvendigt. Sandt. Opgør med venstrefløjen inklusive et retsopgør, hvor det burde finde sted, lader vente på sig, fordi det i magtens sprog i Danmark ville være ondt og uretfærdigt …"

Så vidt kan en tegneseriestribe i Politiken altså føre - til at indgå som argumentet for et retsopgør med en venstrefløj i Danmark på linje med højreorienterede diktaturer - en venstrefløj, som i øvrigt aldrig nogen sinde har været blot perifert tæt på at få magten i landet.

Måske er det mest nøgterne om hele striden sagt af Strid selv, da han konstaterede om Hedegaard, som startede det hele, at historikeren slet og ret er "dårlig til at læse tegneserier" …

Christoffer Gertz Bech og Rune Engelbreth Larsen

Rettelser [bragt i Faklen nr. 20]

I Samfundsudsigten i Faklen nr. 19 er der følgende fejl:

1) I afsnittet »Udviste palæstinensere varetægtsfængsles i måneder« (s. 5) om udvisningsdømte indvandrere, der er kommet på venteliste, fordi de ikke kan få indrejse i det land, de er udvist til, hedder det bl.a.: »58 statsløse palæstinensere er på ventelisten – dvs. varetægtsfængslet, til trods for at deres afsoning var udstået.« De 58 var imidlertid ikke alle udvisningsdømte, men det samlede antal, der ventede på udsendelse, dvs. både udvisningsdømte og afviste asylansøgere, og kun et mindre antal var varetægtsfængslet. Tallet omfatter ikke blot palæstinensere, men også andre, som skal udvises til andre lande end Libanon.

2) I billedteksterne til afsnittet »Striden om tegneserien 'Strid'« (s. 12-13) blev der ikke bragt den relevante copyright-note under de to striber fra tegneserien. Der skulle have stået: »Gengives med tilladelse fra forlaget Politisk Revy«. Politisk Revy udgiver Jakob Martin Strids striber i bogform.

Vi beklager!

Faklen