At Danmark forskelsbehandler trossamfund, er en kendsgerning. Professor i statsret, Henning Koch udtaler således: »Alle de trossamfund, der er kommet til siden 1969 - f.eks. det islamiske, buddhister og sikher - er ikke blevet anerkendt, men har kun fået godkendelse efter ægteskabsloven. Det vil sige, at deres præster individuelt får lov til at vie med borgerlig gyldighed. Denne forskelsbehandling mellem de 'anerkendte' og de 'godkendte' trossamfund kan ikke begrundes sagligt.« (Information, 11.6.01).

Politikerne er imidlertid ikke til sinds at forandre denne forskelsbehandling. Også økonomisk diskrimineres imellem trossamfundene, idet ingen kan blive fritaget for at bidrage til folkekirken.

Kirken havde i 1999 udgifter for 5,249 milliarder kroner. Staten bidrog med 12 % af udgifterne, altså over 600 millioner kroner, som ikke dækkes af kirkeskatten, og som også ikke-medlemmer derved er med til at finansiere over den almindelige skat. Af statsbidraget går ca. 450 millioner kroner til løn og pension til præster og provster (kilde: Kirkeministeriet).

Forskelsbehandlingen til trods er ca. 86 % af den danske befolkning medlem af folkekirken. For mange politikere er dette et uomtvisteligt bevis på, at den kristne kulturarv nyder en voldsom folkelig tilslutning.

Den radikale kirkeminister Johannes Lebech har f.eks. understreget, at han vil modsætte sig en adskillelse af kirken og staten, ikke mindst med henvisning til denne tilslutning. På Kirkeministeriets hjemmeside skriver han bl.a.: »En skilsmisse mellem folkekirken og staten vil forudsætte, at der sker nogle meget store holdningsskift. Der må være et bredt folkeligt, kirkeligt eller politisk ønske om det. Eller tilslutningen til folkekirken må falde så meget, at folkekirken ikke længere er det store flertals kirke. Jeg kan ikke se tegn på, at den ene eller anden af disse forudsætninger vil blive opfyldt inden for de næste mange år.«

På snævre og for kirken ganske fordelagtige præmisser kan kirkeministeren altså med velbehagelig omhu trække sin profetiske pointe i land, om at en adskillelse af kirke og stat er alt andet end aktuel.

Lebech kommer ikke ind på, at »tilslutningen« jo er sikret på en særdeles opfindsom måde, dels gennem den ualmindelig snedigt iscenesatte og statsinstitutionaliserede hvervekampagne i 13-14 års alderen (konfirmationen), dels gennem uigennemskueligheden i kontingentbetalingen.

Kirkeministeren contra Kierkegaard

Kontingentet til den evangelisk-lutherske kirke betales over skatten, således at medlemmerne hverken månedligt eller årligt modtager en overskuelig opkrævning på beløbet, sådan som det er tilfældet for medlemskab af enhver anden forening eller organisation.

De tomme kirker til søndagsprædikenerne tyder da også på, at »tilslutningen« er temmelig formel.

Hvor stor mon den reelt ville være i form af kontingentbetalende medlemmer, hvis kirkens privilegier forsvandt, og indmeldelse og kontingentbetaling foregik på helt gennemskuelig facon? Hvis kirkeministeren er så sikker på den folkelige opbakning, ville det vel være mere fair over for det enkelte menneske såvel som de øvrige trossamfund, at medlemskabet foregik efter myndighedsalderen, eller i det mindste uden statens mellemkomst, samt at kontingentbetalingen foregik helt ordinært i stedet for over skatten.

Den kristne tro antages imidlertid ved dåben og bekræftes ved konfirmationen, hedder det. Her indvilliger 13-14-årige - under stor festivitas og ofte betragtelige pengegaver fra familie og venner - dog i mere end at »tro«. Man melder sig nemlig tilmed ind i et trossamfund til en på længere sigt ret høj pris, der aldrig nogen sinde udspecificeres, og hvis nytestamentlige fundament sågar temmelig utvetydigt modstiller religion og lokkemidlet mammon: »I kan ikke tjene både Gud og mammon« (Matt. 6, 24).

Søren Kierkegaard har om nogen kritiseret den dobbeltmoral, som kirken bedriver, og finder, at både barnedåben og konfirmationen i mere end en forstand er stik imod den nytestamentlige kristendom. Konfirmationen kalder han for »langt dybere Nonsens« end barnedåben - men anerkender dog snedigheden i foretagendet set med præsteskabets øjne: »Derimod er dette Nonsens i en anden Forstand snildt nok, tjenende Præsteskabets Egoisme, der meget godt forstaaer, at hvis Afgjørelsen i Forhold til Religion forbeholdtes Mandens modne Alder (det eneste Christelige og det eneste Fornuftige) vilde Mange maaskee have Charakteer nok til ikke skrømtet at ville være Christne.« (Øieblikket nr. 7).

Ca. 86 % af befolkningen er som nævnt medlem af folkekirken. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan dette imponerende medlemstal ville se ud, hvis medlemskab af folkekirken ikke var automatiseret, og enhver først kunne melde sig ind i foretagendet som myndig og tilmed ville blive præsenteret for en konkret og tilbagevendende regning som adgangsbillet. Hvor mange flere ville da med Kierkegaards ord have karakter nok »til ikke skrømtet at ville være Christne«? Og hvor mange ville forblive medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke?

Kierkegaards svar er ikke det mest opmuntrende: »Prøven er ganske simpel: lad Staten (og dette er den eneste sande christelige Fordring, som det ogsaa er det eneste Fornuftige) gjøre al Christendoms Forkyndelse til privat Praxis - og det skal snart vise sig, om der her i Landet er 1½ Million Christne; ligeledes om der her i Landet er Brug for 1.000 Præster med Familie. Sandheden vil nok vise sig at være, at der maaske ikke er virkelig Brug for 100 Præster, og Sandheden vil nok vise sig at være, at maaske ikke een eneste af alle disse Bisper, Provster, Præster er istand til at kunne overtage privat Praxis.« (Øieblikket nr. 3).

Kirken contra Kristus

Kirkens nytestamentlige fundament er i det hele taget alt andet end foreneligt med kirkens officielle kristendom ifølge Kierkegaard. Kristen bliver man ikke som velbetalt statspræst, men tværtimod som et »lidende« menneske i »efterfølgelse« af det konkrete »forbillede«, som det Nye Testamente tegner af Jesus Kristus: »I det nye Testamente er, ifølge Christi egen Lære, det at være Christen, blot menneskelig talt, idel Qval, en Qval, sammenlignet med hvilken alle andre menneskelige Lidelser næsten kun ere Barnestreger. Det Christus taler om - thi han lægger ikke Dølgsmaal derpaa - er om at korsfæste Kjødet, hade sig selv, om at lide for Læren, at græde og hyle, medens Verden glæder sig, om de meest hjerteskærende Lidelser ved at hade Fader, Moder, Hustrue, sit eget Barn, om at være hvad Skriften siger om Forbilledet …« (Øieblikket nr. 5).

Kristendommen er imidlertid takket være kirken blevet vendt på hovedet og slet og ret »afskaffet ved Udbredelsen«. Præsterne er de ansvarlige for dette bedrag, fordi de »tage Penge for at modarbeide« kristendommen »under Navn af at virke for den«. Den nytestamentlige kristendom står nemlig i skærende kontrast til kirkens »muntre, børne-avlende, carrieregjørende Præste-Laugs livslystige Trafik«, »Gavtyvestregen«, »Blendværket«, »Maskeraden«, »Ækelheden«, og hvad Kierkegaard ellers finder dækkende i sin karakteristik af statskirkens virke.

Derfor erklærer han uden omsvøb, at præsterne er »Menneskeædere« i deres udenomssnak og bortforklaringer af den nytestamentlige kristendoms fordringer. Menighederne er vildledte, og vildlederne er selve præsteskabet: »Nei, der er ganske bogstaveligt ikke en eneste ærlig Præst. Og derimod er ved 'Præstens' Tilværelse hele Samfundet, christeligt, en Nederdrægtighed, som det dog ikke saaledes vilde være, hvis 'Præsten' ikke var med. Fra Morgen til Aften udtrykker disse Samfundets Tusinder eller Millioner den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik modsat, saa modsat som det at leve er det at døe. Dette kan man ikke kalde nederdrægtigt, det er menneskeligt. Men nu kommer det Nederdrægtige: at der er 1000 paa det nye Testamente eedfæstede Mænd med, der selv, ligesom hele det øvrige Samfund, udtrykker den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik mod, men tillige betrygger Samfundet, at dette er Christendom.« (Øieblikket nr. 7).

Antallet af statsansatte præster er i dag over 2.000, dvs. omtrent det dobbelte af antallet på Kierkegaards tid. Der er ca. 2.200 sogne og kirkedistrikter, der hver har tilknyttet et menighedsråd på 6-15 medlemmer. Der er 111 provster, hver med et tilhørende provstiudvalg på 3-5 medlemmer. Der er 10 stifter med hver sin biskop og stiftsadministration. Dertil kommer kordegne og øvrige kirkefunktionærer og endelig Kirkeministeriets 50 ansatte med kirkeministeren i toppen af pyramiden (kilde: Kirkeministeriet).

Store lønninger, vederlag og frynsegoder er i forskellig udstrækning statskirkens gave til sine tusindvis af ansatte - der vidner om kirkens folkelige »tilslutning« og utrætteligt udbreder den kristne tro, ikke sandt? Eller udbreder de måske i virkeligheden bare den kristne kirke?

Kierkegaard mente det sidste. Og hans kirkekamp er aldrig nogen sinde blevet forsøgt imødegået seriøst og overbevisende af den kirke, hvis repræsentanter ikke desto mindre så gerne vil tage den verdensberømte teolog og filosof til indtægt for kristendommen (uden at skelne mellem kirkens og det Nye Testamentes modsætningsfyldte versioner, vel at mærke).

Kierkegaards oprør er simpelt hen en for ubehagelig og uadskillelig side af hans virke og forfatterskab, som bedst ties ihjel eller bagatelliseres af det selv samme statslige præsteskab, som han betragtede som stående i et modsætningsforhold til kristendommen.

Han var aldrig i tvivl om, at han i modsætning til »Søndags-Sladdren« havde det Nye Testamente på sin side. Artiklen »Hvad Christus dømmer om officiel Christendom« afsluttes med en udfordring til enhver, der betvivler hans fremstilling: »Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.«

Som nævnt i indledningen til dette tema om kirke og stat, er dette et ikke uvigtigt aspekt i diskussionen om en adskillelse mellem kirke og stat. Den, der for religionsfrihedens skyld kæmper imod statskirken for at kunne fravælge det evangelisk-lutherske trossamfund i alle livets aspekter, bliver dermed allieret med Kierkegaard i hans kamp imod statskirken - for kristendommens skyld.

Måske ikke så underligt, at kirken omhyggeligt har undgået at forholde sig til Kierkegaards kritik, samtidig med at man til stadighed modsætter sig skilsmissen med staten.

En adskillelse af kirke og stat er imidlertid en nødvendig betingelse for, at den enkelte selv kan vælge, om vedkommende ønsker at betale til et trossamfund - og i givet fald hvilke(t) - og så det står enhver frit fuldstændig at fravælge det evangelisk-lutherske trossamfunds indblanding i essentielle private forhold i forbindelse med f.eks. navngivning og død.

En adskillelse af kirke og stat er en nødvendig betingelse for reel religionsfrihed.

APPENDIX: Folkekirkens fundament(alisme)

Den danske luthersk-evangeliske folkekirkes fundament består ud over bibelen af følgende fem skrifter: Den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse, den athanasianske trosbekendelse, Luthers lille Katekismus og den augsburgske bekendelse. Folkekirken er i kraft af sidstnævnte funderet på en eksplicit intolerance over for islam, idet bekendelsen omtaler »tyrken« som »det kristne navns og den kristne religions argeste gamle arvefjende«, og som ligeledes i artikel 1 »fordømmer« bl.a. »Muhamedanerne« og andre »kætterier«. Ikke noget særsyn for den reformator, der har lagt navn til den luthersk-evangeliske folkekirke. Hvad han mente om »kættere« lader sig vanskeligt misforstå: »Man behøver ikke have så meget bryderi med kættere, man kan dømme dem uden at høre, hvad de har at sige til deres forsvar.« Ikke uden grund brugte nazisterne Luthers skrift Mod jøderne og deres løgne fra 1543 i propagandaen mod jøderne, »dette fordærvede, fordømte jødefolk«, for at »redde vore Sjæle fra Jødernes Indflydelse«. Det skulle ske ved for det første »at opbrænde deres Synagoger med ild (…) For at Gud kunde se, vi mente det alvorligt, og hele verden kunne tage efter vort Eksempel (…) For det andet: At man tog alle deres Bøger fra dem, Bønnebøger, Talmud, selv hele Bibelen, og ikke skaanede et blad, og opbevarede dem, til de omvendte sig (…) For det tredje: At man forbyder dem hos os og i vore Huse offentlig at prise Gud, at takke, bede, undervise, under fortabelse af Liv og Lemmer (…) Så er jeg da kommen til denne Slutning: Skal vi blive fri for Jødernes Bespottelse og ikke blive delagtige i den, så maa vi bestemme os til at fordrive dem fra vore Lande.« (læs i øvrigt artiklen: »Fri os fra det onde - det lutherske menneskesyn og dets implikationer«, Faklen nr. 12).

Rune Engelbreth Larsen